Den uforbederlige bibliotekar Niels Jensen Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn Udgivet af Johan Werfel (1804-09), S. Soldin (1810-25), derefter Fr. Thaarup. Udkom 1804-31. Fortsat som Allernyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 1831-37. Papiret er spækket med mørke nistre og meget bulet, det sidste får siderne til at fremstå skæve, og beggte dele vanskeliggør OCR. På nogle sider kan OCR-teksten mangle, da siden har været for vanskelig at tolke. Skønlitterære bidrag indekseret på Dansk Forfatterleksikon: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p173876.htm Udarbejdet 2025 af Niels Jensen — — 2 - — 0 & AL famle paa ædle Ting a — —̃ͤ Ü—‚— == — 2 b . 9 Je 2 2 — Nyeſte Er Skildetie af Kiebenbarn. — Udgivet af Fr. Thagrup, Etatsragd-. - K)jobenhavn, 1828. 3 — 3 Trykt paa S. Soldins Forlag, hos L. J. Ja cobſen. 8 | — * 1 sa " * * . * . " ” . ' — ; . (| „ . * 5 — * * N i « * — y & — N * + NS 0 * . ' 1 . 1 * , se 1 KN 51 * 5 . / * - — EK „ — „ —— — 120 — —— * 7 * * t » * 5 * i 0 — — Veiret ſtormende. ſygen, ſom jeg frygter mere end Peſten. ble det fra nu af ved det fa ſte Land. knalde. Nyeſte Skilderie af Kioben ha vn. hen — Udgivet og redigeret af Fr. — — — — — Femogtyvende Aargang. No. 1 Thaarup, Etatsraad. Forſendes, ifolge Kongel. allerngadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. i Tirsdagen den 1 Januari 1828. — —— Af Matthiſſons Keiſebog. J Breve til C. V. v. Bonſtetten. (Fortſat fra forr. No.) 2 J Haag den 21 Mai. J Rotterdam traadte Friſteren til mig og ſagde: Londoner Dampfkibet gaaer i fire og tyve Timer herfra til Hovedſtaden for Herres Friſtelſen var flor, men dommet over Havet.” Da gruede det mig for So⸗ Altſaa J Rotterdam toge vi Poſtheſte og ankom "hurtig Til denne ben ſtjenneſte Kjobſtad i Ver⸗ den. Poſtkarlene Fjører her fra Saddelen ſom i Frankrigs have intet Horn, men lade Pidfkene J Vertshuſet herſker den ſtorſte Luxus i | Møbler og Verelſernes Zirater. Tepper ſmykke Gulvene ſom i Palladſer. J Spiſeſalen er intet ſluttet 2 man ſpiſer ved runde Borde efter — — — Vognſkoen (Hemmſchuh) bliver, til . meeſt afgjort Fordeel for den ſelv, nu i en lang Tid fat i Hvileſtand. f ö Kortet; en Nee gal ſom intet eftergivet den hos Jagor i Berlin. Schweningen d. 22 Mai. Du heiliges 10 weites Meer, Wie biſt du meinem Blick fo hehr! vilde jeg med Stolberg tilraabe det ſtore Ele⸗ ment, og tiltraadte efter Middagsmaaltidet vel⸗ tilmode min Valfart til Schweningen paa den fortreffelige Vet under ældgamle Traeers Skovnat. Men, Übehageligheder bleve ſom Dee ⸗ moner tildeelte Menneſkelivet ſiden Adams Ti⸗ der, paa det at vi ikke fZulde blive overmodige eller ylædedrufne; da jeg havde tilbagelagt det halve af Vejen, begyndte det frygteligt at regne, og, drivende vaad, fandt jeg, forſtemt og ulyſtig, et beſtjermende Tag i Vertshuſet ved Strand⸗ bredden. Ikke engang en Muslingeſkal kunde jeg opſamle til et Minde. Horizonten var for— mørket og der var kun en ringe Forſkiel imellem Havets Flade og mit Hjems Nekkar. En ſtor Feſt var gaget tabt for mig, thi ſtedſe gav densumaalelige Vanderken, overglindſet af den rene Solcæther, min Aand de driſtigſte Ginger, "3 Dek blev ved at regne heftigt, faa at jeg maatte love alle Guder, at jeg endnu kunde ero⸗ bre en bedekket Karre, ſom for et ægte hollandſk Honorar forte mig tilbage til Jordens ſkjonne⸗ ſte Landsbye. Holland er et velſignet, men og⸗ faa blot ved opvakt Menneſkeflid, meeſt ved ſtarpt beregnende Kjsbmandsaand, et Froerne fravundet Land, hvis Syn fra alle Sider. efterlader. et velgjorende Billede i den Reiſendes Sjel. J Haag, hvor Johannes Sekundus helli⸗ gede den erotiſke Muſe et ſaa yndigt Offer, lage min Ven Salis, ſom hyldede en alvorligere Muſe, i Aaret. 1790 farlig ſyg, og blev. bro⸗ derlig plejet af David Heß, Zuͤricheren, der dengang levede her ſom holandſt Officeer. Tak⸗ Tet. være den Wdle endnu i denne Dag! Et ſkjont Digt af Salis har verdigen lovpriſet denne Pleje. Hundene blive her, ſom i Berlin og dens "Omegn, brugte ſom Arbeidsdyr. For det meſte ere tre Hunde ſpendte ved Siden af hinanden. Det har ſtedſe oprørt mig, at fee - denne, Menneſkets indtil Døden troe Ven, ned⸗ verdiget til en ſaadan Slavetjeneſte. 5 Amſterdam d. 23de May. ig Fra Haag til Harlem fjører man ſom i den ſtjonneſte Park. det ſom tilhører Bankier Hope, med en Forhal med Søjler af joniſk Orden. — Leyden, hvor Du, Ejere Bonſtetten! ſluttede Venſkabsfor⸗ bund med van Santen, og drev dit Studere⸗ . væfen, blev os til højre liggende. n Vndlingsbillede fvævede. derfra over til mig. J Harlem, Glomſtenſtaden, fandt min Louiſ es e ſin s Det løber Overalt Fylde af Trœer og Landſteder, de ſidſte i den zirligſte Stil, ifær Men Dit 4 ſabelagtigt, men er beviſt, at i Her hvor der tilforn var to. 1 Silkevæverſtole, nu kun 200 drives. Nu fører Vejen ſtedfe i lige Linie, langs med Kanalen, hvor Trekſtsiter, trufne af Heſte, uafladelig glide op og ned. Amfter⸗ dam frapperer ved fine ſtore, undertiden præg: tige Bygninger z. meeſt pynteligt fremſtiller Raad⸗ huſet ſig. Efter at jeg var i det Rene med denne under alle Zoner titbencvnte Stads See— værdigheder, holdt jeg Middag i Wappen von Amſter dam. At oplyſe dig med Notizer om en megtig Havbeherſkerinde, hvis Indre og Ydre du fjender. ſom din Fedreneſtad Bern, det var jo at ville forklare Heine Wirgil eller Voß "Domer, f Gorkum, den 25 Mai. Nogle Mile aſſt des fra Amſterdam, erin⸗ dre de til begge Sider af Vejen langt hen ud— ſtrakte Havflader, paa en- ubehagelig Maade om Kirkeſtatens med Rette ilde berygtede Mos radſer. Kort førend man er ved Utrecht begynde igjen de yndige e og Haver. Kontraſterne leve; Breda den 25 Mal, » Tet ved Gorkum pasſerede vi Waal. i en Pram; kedſommelige Fart, ſom varede en Ti⸗ me! Et Dampfkib floi os forbi; misundelſes⸗ værdige Brnehurtighed! Snart derpaa ſatte vi over til Maaß. Nu fornyede ſig flere Mile langt det melankolſke Billede af den. pontiniſke Sumporken; langs med Vejen ydede elendige, Armod og Mangel forkyndende Bonderhytter et ikke glædeligt Syn. Her i. Breda, ſom alle EET ß ß , ER 7 85 Geographer tale "blandt Europas faſteſte Faſt⸗ ninger, blev ſkiftet Forſpand. Dette ſkeer i Ne— derlandene med den ſamme Rorighed ſom i Frankrig; og nu ogſaa i Preusſen. — i ; Grot-Schinning den 26 Mai. Da det ſtedſe var mig imod at ankomme ſildig til et Sted, iſer til ſtore Steder, og. vi ikke vilde have kunnet naget Antverpen for Midnat, ſaa befluttede jeg at tage Qvarteer i denne ſtore Landsbye, uagtet Solen ved vores Ankomſt endnu ſtod temmelig højt paa Himlen. Gjeftgiverftedet var, flet ikke ilde, og anbefalede fig- ifær ved Reenlighed og en venlig Opvartning. Engelffe: Kobberſtik ſmykkede Væggene, og neden under ebe 120. ; Bruͤsſel, den 27 Mai. En af Verdens herligſte Steder ved Byg⸗ ningsmaade og Omgivelſer. Paris maae i begge Henſeender vige for den. Den glimrende Architektur af den øvre Stad, erindrer ſnart om Berlin, ſnart om Muͤnehen. Vi ſtege af i Hotellet Bellevue, ſom gjør fin Benævnelfe al Wre, er beliggende tet ved Parken, og gielder for det beßſte og meſt beſogte Gjeſtgiverſted i Bruͤs ſel. Den ſterre Deel af Egnen imellem Breda ſog Antwerpen er en Ork, hvor Mo⸗ radſer og Froſumpe til alle Sider intet byder den Reiſendes⸗ Blikke uden ſorgelige Billeder af Ukuttur. lsber igjennem disſe oampos infelices. Derhos var Luften raae og ſkjœrende ſom ſildig paa Efteraaret, og den ene Regnbyge fulgte den an⸗ mig horte jeg endog Billardkugler at Intetſteds Spot af en ordnende Men⸗ neſkehaand, uden paa den brolagte Landevei ſom i ſnortet Linie, paa den kedſommeligſte Maade, 6 den. Jeg lukkede Øjnene og floi paa Phanta-⸗ ſiens roſenfarvede Vinger til Genferſsen, i dine Arme, min elſkede Bonſtetten! Den udraabte Luͤneburger-Hede aal rer dog i det mindſte Zoologen med Hedefaar og Botanikeren med Lyngarter; men her herſter ene og alene Taageſpsgelſer i feberſvangre Dun⸗ ſter. Da vi kjerte ind i Antwerpen, udgode Skyerne ſig i faa mægtige Stromme, at jeg, henfalden til det tilgiveligſte Mismod af Ver⸗ den, ikke gad forlade Vognen. Beſkuelſen af et af de ſkjonneſte og hojeſte Taarne paa hele Jor⸗ den, var kun en ringe Erſtatning imod de pragt⸗ fulde Semalerier ved Scheldes Bredder, og imod den udødelige Rubens's Kirkemalerier. J Mecheln, ſom tæller omtrent ſaa mange Indvaanere ſom Stutgard, overraſkede mig det ubeſkrivelig impoſante Syn af Domtaarnet. Denne Kolos fremrager majeſtætiſt, ſom ſtobt af Erts, og lig Egyptens Pyramider grundet for Evigheden, paa en, aldeles af ſtore Bygninger indfattet Plads. At den ikke ender ſpids, men afſtumpet, kleder den, faa underlig det end maatte lyde, dog ret godt. Naar man har over⸗ ſtaaet den ſidſte Poſtſtation fra Brus ſel, af⸗ ſlerer fig en Trylleverden, imod hvilken det netop med. flygtige Streger ſkildrede flade Land forhol⸗ der fig, ſom det morke Tartarus til det mor- genklare Elyſium. Til venſtre den berømte, ſtromagtige Kanal, ſom forbinder Bruͤsſel med Antwerpen, og hvorpaa uophorligen det meſt levende Skipperliv, med de klareſte Farver ſtiller den Rejſende for Øjet de. gledeligſte Re⸗ ſultater af den meſt opvakte Erhvervelſes⸗Aand; til højre Villa ved Villa, den ene ſtedſe overby⸗ dende den anden i Skjonhed, for det Wu. n CS given af yndige Parfanlæg, og fortreffelig vedli⸗ geholdt; et fandt Floras og hendes Yndlingsborns Paradis; Dernæft det i den adleſte Stil byg⸗ gede Slot Laken med fine, et ſtort Landſkab. dannende Havepartier. Overalt den rigeſte Fylde af det vegeterende Liv; intet Steds en Plet Jord, i det Mindſte ſaalangt mine Ojne kunde naae, om hvilfe man kunde ſige at den havde viſt fig Menneſrets Hænder gjenſtridig! (Fortſ.) Sprogbemerkning. Der gives enkelte Ord i vort Sprog, ſom man, ſaavel paa Grund af de Ideeforbindelſer, hvilke de høre til, ſom ogſaa i Betragtning af deres Mangel paa Vellyd, maatte onſke ombyt⸗ tede med Andre; til disſe høre Ordet: 'Daa⸗ 1 rekiſte; det ſynes i etymologiſk, moralſk og etſſthetiſt Henſeende at have alt muligt imod fig. En Daare og en Afſindig ere tvende ganſke for⸗ kjellige Begreber; et Menneſke kan have en uds market Forſtand, og dog være en Daare; thi al Ufornuft er Daarſkab; og hvor ſtort er ikke de⸗ res Tal, ſom robe megen Forſtand og liden —- Fornuft! Men at ſige om en Afſindig at han er klog, vilde være en contradictio in adjecto; thi vel kan den der har en ſix Idee i alle andre Henſeender, een Punct undtagen, være meget: Hog; forſaavidt kaldes han altſaa ilke, og an⸗ ſees ikke af Nogen for afſindig; men naar Talen er om ham ſom ſgadan, ſaa maa man nodven⸗ dig tænke fi ig ham i en Tilſtand, hvori han ved en vis Forſtandsforrykkelſe ligeſom fornægter fin Perſonlighed. Udtrykket ”Kifte” i denne For⸗ bindelſe kunde lede til faa oprsrende Foreſtillin⸗ Man ger, at 0 ikke e at omtales, ! 8 har i den ſildigere Tid følt. det Uheldige i Be⸗ nœvnelſen »Daarekiſte;' men Sproget ſynes ikke at vinde ved det, ſom ſettes iſteden; thi Nav⸗ net Galeanſtalten“ *) har omtrent ligeſaa me⸗ get imod ſig ſom hiint; det er tvetydigt og ſts⸗ der Folelſen; Gale“ kan ligeſaavel være Infi⸗ nitivet af Verbet ”galer7” Pluralis af gal“ (insanus); ogſaa kunde Nogen friſtes til, at anſee det fon beſkrivende med Henſyn til fit Compoſitum » Anſtalten,“ og at «betegne en Anſtalt, Hvori det gaaer galt til, i Analogie med Ordet Galmand.“ Hvor meget humanere end begge de anførte Ord er dog ikke de Tydſtes Irrenhaus;“ det er et Sproget tilherende Ord, og kan allerede derfor ikke mis— forſtaaes, naar det betegner Stedet for de Af— ſindige; i det der henpeges paa diſſe ved den milde Foreſtilling: 'die ſich irren; altſaa ſom i pſychiſk Henſeende Forvildede, og anvendes ſagledes paa de Afſindige et paſſende Udtryk, ſom jevnlig bruges i daglig Tale om Forſtan⸗ dige, ſelv i det hofligſte Sprog, uden at nogen Tvetydighed derved kan opſtage; thi ſethvert Men⸗ neſte bør ved mangen Leilighed finde. fig i den. Bemeerkning: Sie irren ſich.“ Imidlertid har ethvert Sprog ſit Eiendommelige, og det er. ofte en unyttig Beſtrebelſe, at ville overfore det paa et andet Sprog; det er ſaaledes maaſkee ikte muligt, paa danſt at betegne med eet Ord et. Sted, der er beſtemt til Opholdsſted for Afſin⸗ dige; — hvormed, man dog. faa. gjerne forbinder Begrebet om i det ringeſte Forſog paa de Ulyk⸗ keliges Helbredelſe; — men hvorfor ogſaa i fligt:- Tilfclde at opofre Tydeligheden, Vellyden m. m,. for at undgaae en Omſkrivning, der kunde ) See Nyeſte Sfilderie af Kobenhavu No. 88, 1827, (cantus galli) ſom 9 give en klar Foreſtilling om Tingen, uden at ſaare den menneſkelige Folelſe? hvorfor ikke, ef⸗ ter de Franſkes Viis, hellere at ſige: Hospita— let for de Afſindige,“ — Hopital des foux; — denne Benevnelſe har dog meget forud baade for- Daarekiſten“ og Galeanſtalten;“ det forſte af diſſe Ord kunde vel fortiene, — i hvilke cu— riøfe Grueligheder, der end maaſkee kunne mel— des om det, — at gives Afſkeed af Sproget, og Strubehoſte hos (Hr. Landphyſicus, Med. Lic. Lind, har, ſom et Folgeblad til Viborg Samler, No. 149, udgivet folgende:) ) Da det Spørgsmaal meget ofte gjøres mig, hvorledes Strubehoſte hos Born eller den ſaakaldte eroup forſt yttrer fig og kjendes, faa anſeer jeg det ikke upasſende her at beſvare det offentligen og faa tydeligen, ſom Tingens Natur tillader. 5 i : J Almindelighed begynder denne Sygdom fom en Forkjelelſe med Hofte, "hvorved efter een eller flere Dage flaaer fig Hashed, og ifær om Aftenen og Matten nogen Feber med Vrantenhed, Hede og Torſt. Endnu adſkiller Sygdommen fig ej fra en ſedvanlig ſterk Catarrh, men bor dog .væffe Opmerkſomheden hos de Omgivende. Thi kommer hertil — ſœdvanlig ved Natte⸗- eller ved Aftens-Tid — Beſverlighed i Aande⸗ drettet (der vel maa ſkilles fra et hurtigt Aandedrag, ſom altid følger med Febertilfelde og ei har noget Ondt at betyde, naar det kun er frit) med en vis Hiven i Halſen og heel for— andret beſverlig og ſerdeles hes Stem⸗ me, ſom ifær bemærkes naar Barnet taler eller græder; da maa Sygdommen anſees for Stru⸗ behoſte og hurtig Hjelp ſoges. Hoſten ſelb kan gjøre Pauſer halve ja hele Timer, og er ſaale⸗ des ej noget beſtandigt Tilfelde, men naar den Born Salt og 2 a 3 Sxkeefulde Eddike. P — Ns... ̃ .. ... ̃6—vöi . ̃]˙—wmw̃ Ü A¹! RV STE 10 — indfinder fig, er den ofte meget heftig og lange vedholdende og har en ſer Lyd, der hos Nogle er hes ſom en hes Hunds Gjsen, hos Andre pibende (ſiſtules) ſom en Hanekyllings Galen. At et Barn hofter har folgeligen ikke me⸗ get at betyde, bliver det ogſaa hæft har det mere at ſige, vorder Aandedrettet tillige befværlig med Hiven eller Piben, da er Fare paaferde. Hurtig Hjelp udfordres da, om der fkal være Haab. Kun i Mangel heraf, og indtil Læge kan raadfores, vover jeg at tilraade ſom pasſende i de fleſte Tilfelde folgende trende Midler: : ' : I) Igler fatte foran paa Halſen paa begge Si: der af Struben eller Luftrøret. Man maa lade dem vel udblode, om end Barnet ſkulde blive noget ſvagt og mat derved, J Tilfelde wat Barnet angiver Smerte paa noget Sted af Luffrøret ved Berorelſe, faa fættes Iglerne ifær paa det Sted. Iglernes Antal kan om trentlig beſtemmes efter Barnets Alder, fra een til to Igler for et eet Aars Barn til 4 Igler for et fireaarigt? Om Barnet end er . ældre, ſœttes dog ej flere end hoiſt 6 Igler paa eengang. 2) Trakmidler paa Benene. Man. benytte her⸗ til enten varme Fodbade, ſom tillaves med god Aſke, Salt, Sennop o. dsl. og gjentages hver 2den Time, eller ogſaa logge man reven Peberrod blandet med ſterk Eddike og lidt Suurdeig under Fodbladene og paa Leggene; men dette Omflag maa være af en Haands Storrelſe og hver halve Time flyttes fra et Sted af Benet til et andet, fan at Huden alene bliver: rod deraf... 5 > 3) Clyſterer hver anden Time, hvad enten Bar⸗ net har Aabning eller ikke. Et Clyſteer til dette. Brug tillaves bedſt af afſiet Byg⸗ eller Havreſuppe, hvor til ſmaa Born under 3 Aar kommes lidt Pudderſukker eller Honning og en Spiſeſkeefuld Viineddike, men til ſtorre — > Dieeten bør være ſom i andre hidſige Sygdomme. 28 Jovrigt lade man fig ved bisfsjanførte Nod⸗ Midler ikke afholde fra at raadſporge Legen ſnareſt muligt; thi denne Sygdom er des⸗ * 1. * verre ſaa ondartet, at Konſtens hele Biſtand hoj⸗ ligen udfordres, Viborg den I2te Decbr. 1827. r Om Etymologiens Anvendelſe i . Betſkrivningen. De, ſom have anſtillet Underſogelſe over Relſtrivningen, ere for det Meſte enige om, at der, for at beſtemme den, maa tages Henſyn paa ' * fire Hovedgjenſtande: Udtale, Etymologie, Ana⸗ logie og Vedtægt. De fleſte For ſlag til Foran⸗ dringer i vor Retſkrivning have været underſtst— tede med Grunde fra een af de to forſtnevnte, ofte uden behørigt Henſyn paa de:to: ſidſte. For⸗ andringer, ſom dlot grunde ſig paa Udtalen, ſynes ikke let at ville fane Indgang; maaſkee fordi man er faa vant til i Skrivningen at af⸗ vige fra fin egen Udtale, maaſkee og fordi ÜUdta— len hos forſkjellige Individer er ſaa forſkjellig, at man ſnart opgiver Haabet om at udfinde den rette. Forſlag, ſom ſtotte ſig paa etymologiſke Grunde, finde i Almindelighed mere Bifald, deels fordi man er vant tit, ofte blot for Etymolo⸗ giens Skyld, at anvende en Skrivemaade, ſom ellers kunde ſynes urimelig, deels fordi de Fleſte ej have Kundſkaber nok til at prove diſſe Grunde, men ſtole faa de Mænds Autoritet, ſom anføre dem. Det ſynes derfor nodvendigere at advare mod Misbrug af Etymologien, end mod Mis⸗ brug af Udtalen, til Forandringer i Retſkriv⸗ ningen. 1 t 1184 da 38 De vigtigſte Forſigtighedsregler ved Ety⸗ mologiens Anvendelſe i Retſkrivningen, har Dahl, i ſin Overſigt af den danſke Retſkriv⸗ ningslere, fremſat; men jeg troer, da dette Sktift ikke er ſaa bekjendt, ſom det fortjener, at det ikke er overflødigt her at gientage 09 videre üd⸗ cet i Endelſerne af Ord, ſom nedſtamme fra la⸗ tinſke Subſtantiver paa tas eller fra latinſke Ver⸗ vikle dem. i I.) Etymologien maa være den nermeſte.“ Derſom man beſtandig vilde gaae tilbage til Or⸗ denes forſte Kilde, vilde man deels være nødt til at ſtudere Sprog, ſom ere utilgjengelige for de Fleſte, deels endnu være i Uvished, om man endda havde fundet den ferſte Kilde. Mange danffe-Drd have maaſkee deres Rod i Zend eller — til at overbeviſe ſig derom? ! ' des af eet af diſſe Sprog, men ligeſaavel af dek ſfkrives den Deel af dem, 12 i Sanſkrit; men hvor Mange ere vel i Stand Kan et Ord udle⸗ græffe eller hebraiſke, hvo forviſſer os da om, hvilket af diſſe Sprog der er det aldſte? bor derfor, naar et Ord tydeligen har fin ner— meſte Kilde i det gammel⸗nordiſke eller i det ne⸗ derſaxiſke Sprog, lade os nøje med denne Ety⸗ mologie, om det end er tydeligt nok, at den forſte Oprindelſe maa. ſoges i ældre Sprog. F. Ex. Engel kommer af iisk. eingill eller af neder⸗ ſaxiſt engel, og vi behøve ikke at bekymre os om, at det i Gothiſt hedder aggilus, i Latin angelus, i Grœſt . 2) *Etymologien maa vere ſikker“. 2 den uſikker, kan den jo ligeſaavel være urigtig ſom rigtig; den afgjer altſaa Intet, og man bor da hellere holde ſig til ſaadanne Grunde, om hvilke der ingen Tvivl kan være… Det er uviſt, om Ordet Jordemoder kommer af Jord eller af Gjord; man folge derfor den beſtemte Udtale, og ſkrive Jordemoder. "Derimod er det viſt, af Stiffader kommer af Stiupfadir, og man bor derſor ikke forkaſte hiin gamle Skrivemaade. 3.) Etymologien maa ikke anpendes mod en fuldkommen beſtemt Udtale.“ Fra denne Re⸗ gel fordrer Vedtægt dog, at der gjores betyde⸗ lige Undtagelſer. Ved ſaadanne Ord nemlig⸗ ſom uden ſynderlig Forandring ere optagne af fremmede Sprog, er det brugeligt, at de ſkrives ganſke ſom i Stammeſproget; ved mange andre Form beholdes, efter fremmed Skrivebrug' og' det Dvrige efter Udtalen (f. Ex. Lectie af lectio). -Men def er urimeligt, tværtimod Bedtegten, at ville antyde den fremmede Form ved at bruge de oprindelige eller med dem beſlegtede Bogſta⸗ ver, felv der, hvor vi ganſke afvige fra Grund⸗ ſprogets, ÜUdtale, — ſom naar man vilde bruge ber af forſte Conjugation ), endſtjondt man der : ) Jeg bruger dette Udtryk i fin fædvanlige almindelig - bekiendte Betydning. Jeg havde ikke ventet, at ek eneſte tvetydigt Udtryk (pag. 1482 i mit Stykke om de latinſke m. fl. Verbers Inddeling, i Skilderiet No. 93), ſkulde give Anledning til gat tillægge mig grove Bi Er hvori den fremmede — — . — — Ä * 13 tydelig udtaler e. Ligeledes. maa det misbilli⸗ ges, at ſkrive Tragodie og Comodie, da man udtaler Tragedie og Comedie. At det er urigtigt at folge et fremmed Sprogs Orthographie i Ord, ſom flet ikke høre til dette, vil man let indſee. Altſaa bor man ikke bruge franſk Stavemaade i Ord ſom Futteral (af tydfÉ Futteral), Skatol eller Schatol (af italienſt sca- tola eller tydſt Schatulle). Ligeledes feer man let, at man ikke bor ſkrive Correſpondence, da det paa Franſk hedder correspondance, ikke Ca⸗ valle rie, da det pan Franſk ſkrives cavalerie o. ſ. fr. 4.) »Etymologien maa ej anvendes mod en fuldkommen beſtemt Skrivebrug.“ J fin be— kjendte Form fjendes et Ord ſtrax igjen, i en uſœdvanlig, fÉjøndt mere overeensſtemmende med Etymologien, kjendes det ikke ſag let af Leſerne. Saaledes ſkrive vi Preſt, ſtjondt det kommer af iisl. preſtr og greſk eegorsgos; Seng, ſkjondt det kommer af iisl. fæng. Undtagel⸗ ſerne fra Regelen ere ſikkert ſaare faa. — Led Overhovedet maa det erindres, at man i at anvende Etymologien ikke maa gage videre end den vedtagne Skrivebrug fordrer det. Ved⸗ tegt fordrer f. Ex. at et d beholdes foran t i Boj⸗ ningsformer, men ikke nodvendigviis i Aflednin⸗ ger; altſaa ſkriver man blødt, blidt, ſendte, men Derimod Snit af ſnide, Skytte af ſkyde, lytte af Lyd. Det Samme gjelder om v, der ſkal udtales ſom f; derfor kan man gjerne ſkrive ſtivt, havt, tredivte, og dog Skrift, Løfte, Grsoft. Vedtegten fordrer, at o ſkal gaae over til e, hvor Udtalen tillader det; altſaa ſkriver man Bønder af Bonde, Løfte af love, Fødder af Abſurditeter. Jeg har nemlig ſagt: Gjor man færre Afdelinger eller Conjugationer, fan det neppe fejle, at Reglerne blive mere vidtloftige 18.“ Heraf har man vel fluttet, at jeg betragtede Or⸗ dene Afdeling og Conjugation, af hyilke hint er en generiſk, dette en ſpeciel Bengvnelſe, ſom ſyno⸗ nyme, endſkjondt jeg ellers overalt i ſamme Stykke paa det Omhyggeligſte adſkiller dem. Dette alene. kan. have givet Hr. Prof. Hjort Anledning til den urig⸗ tige Mening, at jeg ſkulde henfore alle de Verber, vis Imperfect eudes paa ebam til een Con jug a⸗ tion. Det er vel overflodigt at tilfoje, at min Ind⸗ deling bedre kan kjendes af min egen ſimple Frem⸗ ſtilling i No. 93 pag. 1482, end af den kortfattede Sammenligning i No. 99 pag. 1572. 3 4 væ Fod; derimod gaaer ø. ikke nodvendigvfis over til o, men undertiden til u; ſaaledes i fulgte af folger, ſpurgte af ſporger, Bugt af bøjer, burde af bor. Skrivebrugen fordrer ikke, at W.lyden . altid ſkal udtrykkes ved e, hvor det islandſke Sprog har a, a eller à, eller ved ee, hvor Jis⸗ landſten har e; derfor kunne vi fkrive vente, Hjelm, Hjerte,, Ber, ſtjendt de iislandſke Ord hedde ventg, hialmr, hiarta, ber. S.) »Ved Stammeords Stkrivemaade kan Etymologie kun forſaavidt anvendes, ſom man af de afledte Ord kan flutte fig til viſſe Bogſta⸗ ver i hine.“ F. Ex. da man har Formen Bøger i Fleertallet, kan man vide, at Ordet i Enkelt⸗ tallet bor ſtrives Bog, ikke Baag. Dog maa man her heller ikke gage videre end Vedfægten medforer. Vel gaaer f. Ex. aa hyppig over til c; men det var dog ikke rigtigt. at ſkrive vaaxe, Vaald og Aald, ſkjondt man ſkriver Vært, Velde og elde. 2 8 ; J. H. Bredsdorff. 0 A Indenlandſte Efterretninger. Madame Catalani gav Søndag. Aften d. 30 Dec. ſin anden Concert paa det Kgl. Thea⸗ ter. D. Kgl. Majeftæter Kongen og Dronnin⸗ gen, og de Kongel. Prindſer og Prindſeſſer be- ærede Sangerinden med deres høje Nerverelſe. Efterat Cherubinis Ouverture til Loodiska var givet, fang Mad. Catalani Recitativ og Arie af Simon Mayr, derefter blev Adagio og Rondo for Oboe, componeret af Hr. Kapelmuſikus Barth, ved ham udfort; og nu fremtraadte igjen San⸗ verinden, og ſang Recitativ og Arje af M. Por⸗ togallo. Anden Afdeling begyndte med Ouver⸗ ture til Egmont af Beethoven. Madame Cata⸗ lani fang Reritativ og Arie af Rosſinis »Bar⸗ beren af Sevilla.“ Hr. Capelmufikus F. Funck udførte et Divertiſſement for Violoncell; og San⸗ gerinden udførte Variationer paa Themaet: Mir fliehen alle Freuden, og fluttede med uopfordret: at ſynge: God save Frederic our King, der af e ſom forrige Gang, blev i Chor iſtem⸗ mel. 1 7 Man leſer i en engelſk phrenologiſt Jour⸗ nal en Underſsgelſe om hvilke Organer ere nod⸗ Taktſandſen er den neſte. Hald anvendes, 15 vendige til Muſikens heldige Oyrkning, og Ud⸗ viklingen af Madame Catalanis Hjerneorga— ner; det, er intereſſant at fee hvorledes denne Udvikling ſvarer til Sangerindens udmerkede Talent. Toneſandſen er naturligvis den forſte; den er eensbetydende med-hvad man i Alminde⸗ lighed kalder et muſikalſt Øre, og gjør os mod⸗ Tid⸗ eller. tagelige for Melodi og Harmoni, - Efterlignelſesevnen er ogſaa meget nødvendig for en Muſikus, iſer⸗ deleshed foren Sanger. ning, at Organet for denne Evne er ſtort hos alle gode Sangere, Diſſe Organer ere hos Ma⸗ dame Catalani alle ſtore. Organet for Godmo— digheds⸗Folelſen er ogſaa ſtort. — Dog man lœſe den liden Afhandling ſelv; den er overſat i nysudkomne Hefte af Hr. Det. M. Otto's Tids⸗ ſtrift for Phrenologien. Blandede Efterretninger. Chlorinkalk er befunden at være det bedſte Middel til Sundhedsrygninger og Luftrensning, og det har allerede i nogen Tid været bekjendt, hvorledes ſamme i forſkjellige hyppigen forekom⸗ mende Lokaliteter med fordærvet Luft kunde med Nu har man ogſaa i England med beſte Held forſogt at anvende ſamme til at fordrive den Stank i Skibes Kjolrum, Tom ved indtrængende Sovand opſtaaer i Verf⸗ terne i Deptford og Chatam, fremdeles imod den onde Luft i Kulgruber. Man har i disſe udſtroet Chlorinkalk, og nu kunde igjen Grube⸗ »Arbeiderne, paa Steder, hvor de maatte have deres Sikkerheds⸗Lamper imod Stikluften, atter arbejde med de ſedvanlige Gruhelys. Den kan med Fordeel bruges overalt hvor der maa⸗ſtrides imod en ved vegetabilſke eller dyriſte Subſtant⸗ fer fordervet Luft, og dermed folgende Stank. Endog den onde Lugt af Munden, hvormed inange Perſonex kan være befværet, taber. fig, naar man nogle Gange om Dagen har gurglet fig med en Chlorinkalk-Oplosning. Men man mage ej for⸗ ſemme hver Morgen at borttage med et vaadt Haandklede den gule Slim af Tungen, ſom pag Det er en Kjendsgjer⸗ 16 dens bagerſte Overdeel kan om Natten have ſam⸗ let ſig, og ſom ofte kan være- den ſkjulte Lar⸗ fag til fin Übehagelighed. See Dinglers rig⸗ holdige polytekn. Journal 1827, andet Septbr. Hefte, 535⸗ 66. ' afd 2 J Carlsbad har i Juni Maaned d. A. været en fan ſtor Vandſlod, at mange Badegjeſter have maattet flige ud af deres Vinduer og bag Huſene flygte til Fjeldene. . . Am 22:2: %⅛⁵'k1!!;!:!: ⅛˙9o,i : . NEN An Graͤter : 1827. Zag nicht auf deiner Dornenbahn, Der Jugend treuer Leiter! Unſterblichkeit geht Berg hinan, Dir ward ſie, hehr und heiter; — Unſterblichkeit geht Berg hinan, Drum ſteil und ſchwer iſt ihre Bahn, Die hohe Himmelsleiter, Dort oben auf dem Ablerneſt' Dich freu' im Sonnenlichte, Wie es, dein Ruhm ſteht felſenveſt Am Leumunds Weltgerichte; . Nicht ihn verſcheucht des Schickſals Sturm, Nicht ihn zernagt der Klaͤtſcherwurm, Schon weiht ihn die Geſchichte! Seh ruhig denn im tiefen Thal Die finſtren Nebel rollen, Laß Schlangen ziſchen ohne Zahl, Laß Neid und Habſucht grollen, Gewalt und Einfluß ehrt die Zeit, — Den hohen Geiſt die Ewigkeit Trotz allem Uebelwollen! 427 14 f : 3 Finn Mag nusſen. Kiebenhavn. Forlagt af S. Soldin. Trykt i L. J. Ja cobſens Bogkrykkerie, Nyeſte Skilderie af Kjeben habn.“ S...... 0. .⁴¹ Femogtyvende Aargang. No. 2. Udgivet og redigeret af Fr. Thaarup, Etatsraad. Forſendes, ifølge Kongel. gllerngadigſt Tilladelſe, med Brevppoſterne. Leverdagen den 5 Januari 1828. ; : — ESS 5 i min Lampe ſlukkes u 1828. Naar her min Lampe fl b ide val Og Døden paa mit Øje hviler, f , Da lever jo min Sjel bos Gud, ; J. vor evig Vaar i Solſkin ſmiler. Bi ſee nu flux et Aar igjen Ves seer i Rus N At rulle hen paa Tidens Bølge — 3 å ; 1 2 Som tuſinde for det ſvandt hen, 7252 Vær ſtark min Tro! glip Haab mig ejl R Vil atter tuſinde det folge. b O, Dyd! bred ud din lette Vinge, J Dybet-ligge Secler ſkjult' Og for 58 paa den rette Vej — Hyor Glemſel Alt i Merket hyller, KEaun du kan os til Maalet bringe! Mens ovenover Bølgen huult 8 i Flpv, Fromheds Due! fra din Ark Hvad her er ſtort med Magt bortſtyller. Dil Guds Velſignelſe at vie Vort Fjære lille Dannemark — Øg . ] 5 sk: Vor Frederik o vor Mariel Dog, Tid! har mig Guds Kjærlighed i 9 i Med ſtorre Magt end big begavet — S From Moller. Thi "hvad. er Aar mod Evighed? ö Det Draaben er mod wrrdenehavet PE" — . 19 Hvorlunde Sogarth malede Sielding. J den engelfke Pragtudgave af Fieldings Værker har man det eneſte lignende og uover⸗ trufne Kobberſtik af Fielding, efter. Hogarths Malerie. Dette Meſterſtykke ſtylder folgende pudſeerlige Tildragelſe fin Tilvœrelſe. Hogarth var en fortrolig Ven af Fielding; ofte tog han ſig for at male ham, men ſtedſe kom der no⸗ get iveien. — Fielding dode og — Hogarth var utrsſtelig ved den Tanke, at hans Vens Billede kun lage i hans Sjel og ikke kunde fremſtilles for Fieldings talrige Venner og Be— undrere i London, og ved Gravyſtikken for den hele Leſeverden, ſom Fielding hapde forſkaffet faa megen og faaxfand. Underholdning. D havde jeg dog malet min Fielding v' ſagde han til ſine Venner, faa ofte ſom de talte om ham. Hvilken ond Genius har dog beſtandigt hindret ham fra at. ſidde for mig, naar jeg havde Lyſt at male ham, og hvilken Diævel har afholde mig fra at male ham, naar han engang imel⸗ lem vilde ſidde for mig!“ En Midnat da Hogarth ſidder for fit Stof; felie, og ret con amore arbeider paa et af fine Meſterverker, hører han en Stemme — huul g dump ſom fra Graven — nævne hans Navn. Han bryder fig ikke videre derom. Det er, tenker han, et Spil af- min Phanta⸗ fie, eller maaſkee en af mine Folk har nævnet mit Navn i Forverelſet. Stlrax derpaa hører han ſamme Lyd. Nu ſyntes det ham at Lyden kom fra et tilſtodende Kammer, hvor. han veed at Ingen kan være. Han arbeider vk, men Stemmen lader fig endnu engang here. — To⸗ 20 nen — Stedet hvorfra den kommer, gjsr, at en lille Gysning farer igjennem ham. Uvilkaarlig tenker han paa Spogelſer og — leer. — ' Nar⸗ reſtreger! hvorledes ſkulde jeg og de komme ſammen!“ Han arbejder fort. ' Hogarth hor — kom og mal mig!” Hogarth ſpringer op! »For Dicvelen! Hvad var det? Det var jo Fieldings Stemme!“ Nu har jeg ikke Tid — raaber han mod Doren. Lad han ſig male hvor han vil. Nu efter at han har lagt otte Aar i Graven! Hvorfor lod han fig ikke male i les vende Live? — Han fætter ſig igjen til Arbeidet. Ti Minutter gage, og Stemmen lader fig ikke høre. Allerede troer han, at være bleven fri for denne beſverlige Anmodning; men han fager feil — Stemmen igjentager fin Fordring, og det — ſom han ſynes — i en truende Tone. »Og om det nu ogſaa er Diavelen ſelb! Jeg maa fee hvad det er!“ udraaber han, og gaaer til Doren; han ſtoder den op og — hvor ſtor er hans Forbauſelſe! accurat med den Mine og i den Stilling, hvori han vilde have malet Fielding feer han — et Spogelſe — nei! Fiel⸗ ding ſelv feer han for fine lysvaagne Bine. Han bæver tilbage i fit Kammer — flaaer Do- ren i efter. ſig; dog fattede han fig ſnart igjen." Skülde jeg være bange? ſiger han til fig ſelv. Nei aldrig!. Raſk til Værket! det Tofte hvad det vil. Bliv ſiddende ſtille!“ raaber han igjen⸗ nem Noglehullet — Jeg fkal ſtrax komme til Dig, Du ſkal fage din Villie!“ J en Haft har han faget alt ee og fb: ber for Staffeliet. — 21 Spogelſet. Du Fjender dog vel din Fiel⸗ ding endnu? Hogarth — Brummer ved ſig ſelv — jo! jo! en ſmuͤk Fielding! Sp. Du onſfede jo at male mit Billede. H. — arbeidende — Ja! Sp. Jeg fornam dit Onſke! H. Det er mig kjart. ] Sp. Saa begynd! men ffynd dig; kun en halv Time kan jeg ſtjenke dig! H. Naa ſaa ſid bare ſtille — ſaaledes ſom han nu ſidder. Han maler ham al prima, og kaſter hele : Maſſer paa Lerredet. Efter at han endnu en— gang ret opmerkſomt har betragtet fin Origi⸗ nal, ſiger han ved fig ſelv: See ſaa! nu er han paa Øjebliffet færdig!” og, fordybet i fit Arbeide, endſer han ikke en lille Tummel, ſom Spogelſet gjør med Stolen. Pludſelig bliver han opmerkſom ved et Puf mod den Dor, i hvis Nerhed Spogelſet ſad; kaſter fif Die til Doren, og bliver i det ſamme Spogelſets Ryg vaer, i den aabne Dor. Det er forſvundet og Doren falder i efter bet. Førend han endnu kan fatte. fig i fin Forbauſelſe; "førend han fan- blive enig med fig-felv, om han fal forfølge Spogelſet eller blive, vinder dette Tid nok for at komme tilbage til Aandeverdenen. Han aabner nu den tillukkede Dor, un⸗ derſoger hele Huſet; men finder intet Spor. Sine Folk vil han ikke ſporge om Noget, for ikke at forraade fig, og han vogtede fig nok for at fortælle fine Venner denne Tildragelſe, hvor⸗ ved han — ſom aldrig havde troet paa Spo— gelſer, men beſtridt og beleet denne Tro, hvor 22 og naar han fandt den — vilde ubfætte ſig for deres Latter, 8 Saaſnart Hogarth kom tilbage paa ſit . Værelfe fra den frugtesløfe Spogelſejagt, lagde han det Arbeide, han havde fore, tilſide, lukkede fig inde, og var uafladelig ſysſelſat med at male det Billede, hvortil Luftphenomenet havde ſiddet. Ved det dybe Indtryk det havde gjort paa hans Sjel, fvævede Synet ham beſtandigt for Hine under Arbeidet. Portraitet blev i kort Tid færdigt; ſtrax hængte han det op i fit Ar⸗ beidsverelſe og lod igjen Folk komme til fig. Mange af disſe havde kjendt Fielding pers ſonligen, og forbauſedes over Billedets Lighed. De beſtormede Hogarth med Sporgsmaal, hvor⸗ ledes det var muligt, at han, efter et Tidslob af otte Aar, faa levende havde kunnet gienkalde fig fin afdsde Vens Træf? Hogarth fvarede ſtedſe med en vis høitidelig og hemmelighedss fuld Mine. Sporgerne kunne aldrig blive ret kloge paa ham. Selv Garrick — hans bedſte Ven — fik ikke noget tilfredsſtillende Spar. Endelig foranſtaltedes den ſkjenne Pragt⸗ udgave af Fieldings Værker. Forleœggeren, der onſkede at pryde den forſte Deel med Fieldings Billed, ſtukket efter et godt Malerie, henvendte - fig til Hogarth, ſom meget beredvilligen laante ham ſit Mirakelmalerie til denne Henſigt. Var han hidindtil, ved alle Fieldings Bekfendteres eensſtemmige Vidnesbyrd, blevet overbeviſt em dets Lighed med Originalen; ſaa blev han det herefter endnu mere, da han overalt horte, at Enhver fandt bert ligeledes ſerdeles lignende. > Engeng d da Garrick paa en alu Maade bange e — 5 * fortalt Hogarth, i al Fortrolighed, nogle af fine egne hemmeligſte Hiſtorier, greb han Leiligheden, og forte Samtalen paa det vidunderlige Male⸗ rie. Jeg vilde kun onſke — fagde han til ham — at min Ven Hogarth ville oprigtig fortælle mig, førend min Dod, hvorledes han har fun net malet dette Billede? Mon ikke Skjelmsme⸗ ſteren har havt det færdigt længe for Fieldings Dod, aldrig talt til Nogen derom, og nu, efter. ſaa mange Aars Forløb, bringer det for Lyſet, for at gjøre. fig derved — Hogarth: Fy for Diavelen! Garrick! hvor kan du tiltroe mig en faa ufel Lift. jeg, Hogarth, at tage min Tilflugt til ſlige Stymperier, for at ſikkre mit Eftermele? Garrick: Naa! Rigtigt hænger det dog i | al Fald ikke ſammen. i Hogarth: Ja i Sandhed! Du bar Ret! "Rigtigt hænger det ikke ſammen. (hoitideligt) En Aand, har ſiddet for mig — Gar, J Drømme? 3 Hog. Nei, nei! lysvaagen. Dig, kjere Garrick ſkal jeg fortælle, hvad jeg endnu aldrig 8 har ſagt noget Menneſke. Du vil lee — men lad faa være. 0 en Mand, over hvem jeg ſaa ofte i mit Liv har leet, faa Bandet: ſtod mig i Hinene, 3 leer paa min Bekoſtning. Garrick gjorde Vold paa fig ſelb, for ikke at begynde ſtrax, og nu fortalte Hogarth hvad vi allerede vide. At det var Proteus Garrick, ſom hiin Nat hapde ſpillet Fieldings Aand, be⸗ hover jeg vel neppe at ſige Leſerne. Å Sp. Behover 5 Det er ikke meer end billigt, at . : ' 24. Brudſtykke af en Verdensphiloſophs Mening om Europas politiſte Fremtid. oe Med Vished lader fig forudſee, at en total Revolution, i alle indre og ydre Forhold, fore— ſtaaer Europas Nationer, de maa faa gjøre hvad de ville. Denne Revolution er ingenlunde en Folge af Regenternes perſonlige Feil eller Liden⸗ ftkabeligheder; meget mere kan man med Sand: hed paaſtaae, at ingen Tidsalder var mere fri for politiſt Lidenſkabelighed, og havde mere vel— tenkende Regenter end den nærværende; men den er en uundgaagelig Folge af den forhaanden værende Criſis i Menneſkeſlaegtens Natur, ſom nu træder fra Ungdommens: ind i en modnere Alder. Ligeſom den alleſtedsnoerverende Ver— densſjel fremkalder viſſe Forandringer i det men— neſkelige Legeme, naar den Aand, ſom beliver det, gaaer over i en ny Periode af Styrke og Modenhed; ſaaledes lader ogſaa den, i Hiſtorie og Natur lige alveldige, Gud, viſſe Forandrin⸗ ger foregaae i det hele Menneſkeliv, naar Men⸗. neſkeſlegten ſkal gjøre et vigtigt Skridt fremad. Jordens rigeſte Land — America — for: blev i en Raaheds Tilſtand, indtil den, til Cul⸗ tur fortrinligen beſtemte og beqvemme, caucaſiſke Menneſtfeſtamme havde naaget Modenhed nok til at tage det i Beſiddelſe og give det en, til dets Tilſtand pasſende, Foredling. Tidens. Fylde er nu kommen — og, Politikens Hovedrolle vil nu gaae over fra den gamle til den ny Verden. Denne Beſtemmelſe er der — ingen. menneſkelig Magt formager at afvende den, og de Gjerin⸗ ger, ſom ville blive en uundgagelig Folge af * 25 … denne Rollebytning, kunne kun tjene til dens Befordring. Den eneſte Udſigt, ſom bliver til: bage for Europa, for at ſikkre ſig ſin Velſtand, er, ved det tyrkiſke Riges Undergang, at bane ſig Veien til Aſiens og Afrikas Rigdomme. Forſynet tilbyder Europa denne Redning, men: det ſynes ſom denne Gave maa paanodes det. "Hvad har nu Europa at gjøre i den poli⸗ tiſte Sygdom, ſom det abſolut maa gjennemgaae? Svaret falder af fig ſelv; det maa forene fine Dænder i Venſkab og Fred, for at betjene ſig af den ovennævnte Udvei; det maa vaage over den indbyrdes Freds Vedligeholdelſe; ſit frede— lige Sindelag maa det ikke alene erklere i Ord, men ogſaa viſe i Daad, idet Staterne ſatte fig paa en ſand Fredsfod til hinanden, hvorved Na— tionernes Byrder kunne blive lettede, og Stater⸗- nes Saar legte; de monarkiſke Stater maa blive regjerede i den liberale, tillidsfulde Aand, der gior den landsfaderlige Regjering til Menneſke— livets hoieſte Lykke; i de ſaakalte friere Sta— ter maa ſorges for, at Magten, ſaameget mu— ligt, concentreres, og Partiaanden afſkäres ſine vilde Rodſkud, hvorved diſſe Forfatninger ſaalet kunne blive høiftfarlige for Nationernes virkelige Vel; man maa ſoge det Sande og Gode ſom et ubetinget Gode og give flip paa den Tro, at gandeligt Tusmerke nogenſinde kan have en ſand velgjorende Virkning, da det dog blot kunde fremkalde en temporær god Folge, ſaale— des ſom det ſvage Lys for den Blinde, der ny⸗ ligen har faaet fit Syn; thi al Sandhed kom— mer fra Gud, og om den ſkader, faa hidrører dette fra, at den ikke bliver behandlet og ud— bredt paa: den rette Maade; Endelig maa en— hver Stat ſoge i fig ſelv ved Oeconomie, at blive uafhængig. i fine Statsindretninger; og, * — 26 8 7 ved en af Nationen ſelv itide fattet Beſlutning, kun holde ſig til de Nydelſer, ſom Forſynet ſkjenkede den i dens eget Skjod, og undvære Amerika. — Dette. er Menneſkevennens Dufte, ſom — belært ved Hiſtoriens Lys, — fruer ind i den mørke, urolige Fremtid, mende Hav, ſom han ffal befare, og en dunkel- regnfuld. Himmel ſkal bedekke hans Aften; Un⸗ der en uafladelig Kamp fkal Menneſkeſlœgten hæve ſig til en højere Zilværelfes Sphere: Kraf— ten ſkal udvikle fig i Strid, og Ro og Fryd vil forſt blive nydt, naar Striden er fuldendt. De Ryſtelſer, ſom de europciſke Staters Finantſer engang mage lide, ville ikke have faa ſkadelige Bølger, ſom mange mene; mange Familier ville blive odelagte; men Velſtanden, der ikke bliver i den ene Haand, gaaer over i den anden. Ho⸗ vedkilden til Europas Trœngsler, derſom den ikke itide forſtandigen tilſtoppes, vil vere denne: at alle Næringsveje i vor Verdensdeel tilſper⸗ res, da ikke alene Amerika fortœrer ſelv fine Rigdomme, men fornemmelig Nordamerika vil efterhaanden, ved ſin Induſtrie, træffe alle Syd⸗ amerikas Skatte til ſig. Man ſeer det tydeligt for Hine, naar man gjer fig. bekjendt med Be⸗ givenhederne i hiin Landemaſſe. : Betenk derfor, Europa! hvad Tidsganden tilraaber Dig! Lev i Fred — i indvortes og udvortes — ikke blot efter Navnet, men i en fans Fredstilſtand! Aaben Dorene for Aſiens og Afrikas Skatte; thi Du kan gjøre det med Ret— færdighed! Bliv ſparſom, maadeholden, noiſom og virkelig oplyſt! Hvis ikke, faa ſvever Tugtelſens Riis over dit gamle, men ukloge Hoved, og dine indvortes Tviſtigheder ville bes virke din Undergang og Amerikas Storhed. At - Under Smerter kommer Menneſket til Verden, Livet er et ſtor⸗ NM 27 ſtole paa, at bedre og lykkeligere Tider ville komme for dig, hielper dig ikke; thi de ville ikke komme. 5 — (Meddeelt af Sp) Indenlandſke Efterretninger. Nytaarsdag og i Onsdags havde man det Serſyn, at der raabtes med levende Reier paa Kjøbenhavns Gader; noget, ſom de aldſte Folk vel neppe mindes at have oplever, Ved den ſidſte Concert, ſom Mad. Catalani gav, havde hun ikke faa fuldt Huus, ſom den forſte Gang. Nogle faa Loger ſtode ledige, og Parterret var ikke ganſke opfyldt. : ; Ved Borſen, ſom paa Slutningen af. Ef— feraaret blev faget under en Hovedreparation, der, ſom man ſiger, vil koſte 40,000 Rbd. Sed⸗ ler, blev Portalen imod Slotspladſen færdig fort for Juul, tilligemed nogle Fag af Taget. Bors⸗ ſalen er opmalet, og efterat den havde været — lukket i nogle Maaneder, i hvilken Tid Auktions⸗ ſalen blev brugt, blev den igjen den 23 Decbr.” aabnet. Man ſiger, at den vil blive ſiret med nogle Malerier, foruden det ſtore bekjendte af Hiſtoriemaler Højer, 2 * Blandede Efterretninger. Stemmen en Kapital. Fra alle Sider bemerkes, at ingen Naturgaver indbringe nu mere end en god Stemme. Saaledes regner man, at Mad. Paſta i Sterbritannien i en Tid af et Aar har ſammenſjunget 41,000 Sachſ. Th. (omtrent 60,000 Rbd.) Men ligeſom ved enhver Ting, der meget ſsges, Misforholdet mellem Sogen og Tilbydelſe med Tiden altid jevner ſig, faa vil dette ſandſynligvis, efter ad⸗ ſkeillige Aars Forløb, være Tilfeldet med ſmukke Stemmer; thi ſiden den Tid, de indbringe ſaa meget, er man opmerkſommere paa, hvor de fremkomme, og vil fra alle Stender, hvor de — 28 lade fig fornemme, fremdrage dem øg danne dem for Konſten. Saaledes er der nu allerede Tale om adſtillige beromte Sangerinder, da der ellers kun gaves for hele Europa een Mad. Mara. (Da denne i Aaret 1784 var i London, fik hun for 13 Concerter 1000 Guineer, altſaa omtrent De rusſiſte Dampbade. Badelegen Dr. J. W. Tolberg har udgivet et eget Skrift om de rusſiſte Dampbades Indretning og Virkning, under Titel af: Ueber Ein⸗ richtung, Gebrauch u. Wirkung des rusſiſchen Dampfbades bey dem Sool— bade zu Elmen ꝛc. Magdeb. 1826. $ en Bedommelſe over Skriftet i Allg. Hall. Liter. 3. No. 284 f. 1827 hedder det: »Paa en Tid, da alt Nyt — og altſaa og de for Tydſkland nye rusſiſkte Svedebade — optages med Lidenſtab, og af hvilken Aarſag rolige Jagttagere have yt— tret Bekymring for, at de maatte vorde Mode og forſagvidt dele Modernes Skjœbne, er det takvœrdigt, naar Mænd. af Faget ſoge at fore⸗ bygge eller moderere de i ſaadanne Tilfelde ſaa almindelige Misbrug og overdrevne Forventnin— ger. Dette Onſke har ogſaa ledet Forf., og til⸗ lige nok ogfaa det, at mode alle Indvendinger, der ved diſſe rusſiſke Dampbade maatte blive fundne deri, at de ſaavel i Indretningen ſom Overgydelſes-Materialet ere forſkjellige fra alle øvrige Bade af den Art. Dampene blive her nemlig ikke frembragte ved Bandets Paagyd— ning paa gloende Stene — den egentlige rus⸗ ſiſte Maade — men i en faſt tillukt, med en Sikkerhedsventil ꝛc. forſynet Kjedel, eller en Pas pinianſk Maffine. udenfor Badekamret. Rec. vil ikke underſoge hvilken Maade er den bedſte, da dette kun vilde være at fornye en i Hamborg nyligen fort latterlig Strid, iſer da det allerede ſiden A. 1824 i Elmen beſtaaende Bad paa det kraftigſte har viiſt fig fyldeſtgjsrende. J Journal f. Kunſt u. Literat. læſes under Overſkrift: »En beſynderlig Titel“, folgende ko— miſte Artikel: Den Syge, at give Skrifter paafaldende Titler, ſynes nu at ſtrakke fig til ganſte alvorlige Ting, for hvilkes Benævnelfe 7 29 — dog kun paſſer en værdig Alvorlighed. Saale⸗ des læfe vi under Anmeldelſen af nye Bøger: Der Braͤutigam ohne Struͤmpfe. Ein Träuerſpiel in fuͤnf Acten, von J. H. Weſſel. Aus dem Daͤniſchen uͤberſetzt von Anton Mar— tini.“ Maa en ſaadan Titel ikke opvakke Smiil? Og det ſtal dog et Sorgeſpil ikke.“ — Hvilken Ttiumph for Weſſels Muſe, at den blotte Titel opvekker Latter hos Een, der ikke fjender hans Stykkes Indhold! Men tillige hvilken Skam for en tydſk Literatus, at han ikke engang. kjen— 95 Danmarks forſte comiſke Digter blot af aun! ö ; J Rom er et koſtbart kineſiſk Kabinet, ſom Onorato Martucci under fit lange Ophold i Can⸗ ton har ſamlet, og her udſtillet. Med Beun— dring feer man, hvorvidt de faa ofte miskjendte eller utilberligen nedſatte Kineſere have bragt det i Kunſter og i Forfinelſe af Luxus. Bronce-, Porcellain⸗, Guldſmeds-, og af Kobber- ftøbte Arbejder haves af en Fuldkommenhed, der ikke af Europcere er overtruffen; ja nogle Bronze— Vaſer kunde ſkattes lige med greſke af den ſkjon⸗ neſte Tidsalder⸗ J Billedhuggerkunſten dog i Ma⸗ leriet, ſelv indtil den ſtorſte anatomiſke Nojag⸗ tighed, have de bragt det lige faa vidt ſom vi; Men fornemmelig udmærke Kineſerne fig i Land- ſtabs⸗ og Miniafur⸗Maleriet. Ogſaa et ffjønt kineſiſk Bibliothek pryder denne Samling. For: tellinger, Nationalhiſtorien, Botanik og Medi⸗ cin udgjor Hoved⸗Indholden. J nogle af diſſe Skrifter omtales Koppe⸗Indpodningen. I den i Rom udkommende arkadiſke Journal giver Mar⸗ tucci, i en Rakke af interesſante Afhandlinger, —Efterretning om Indholden af disſe Skrifter. (Heſp. 257.) : . J Lommebogen Eidora leſes et -ffarpt Ud⸗ fald paa de nu overhaandtagende falſke Dame⸗ lokker, der ſynes, hvor Skjonhedens Hoſt ner⸗ mer fig, at være ophængte ligeſom Garn for Krams fugle.“ Hr. Geheime⸗Kirkeraad Dr. Pauli er af ſamme Mening ſaavel om falſke ſom Silke⸗ lokker, og ønffer inderligen, at de ſnart maatte banlyſes, paa det ſmukke og betydningsfulde Daz mepander igjen maatte vorde aabne og frie. Pan⸗ 30 den er Sielens Speil; den kan ikke forſtille fig; enhver, ſom ynder Forſtillelſeskonſten, indhyller Panden i falſke Lokker. É Reiſende, ſom have feet alle Europas Lande, paaſtaae, at neſt Conſtontinopel har blandt alle europeiſte Hovedſteder Stokholm den ſtjonneſte Beliggenhed. i Dr. Weinhold, Prof. og Medicinalraad i Halle, har udgivet et lidet Skrift, hvori han fremſetter Forflag, der lægges Statsminiſterne paa Hjerte til Udførelfe, ſom ſynes Ironie; men ere alvorlig meente. De gage ud paa at ſtandſe den alt for ſtore Befolkning og Armod, hvis Kilde Forf. troer at have fundet i den ſtore Mengde uægte Born ), ved at paalægge hvert Drenge— barn, fra det 14de Aar af, den ſaakaldte Infi⸗ bulation (en chirurgiſt Operation). Infibula⸗ tionsringen ſkulde plomberes og forſynes med et Stempel fra Statens Side, men denne ikke aabnes førend- Ynglingen og Manden indgaaer et Wgteſkab. Ugifte maatte indtil deres Dod være underkaſtede denne Toang. Den, der egen⸗ megtigen løfte den, ſkulde ſtraffes forſte Gang med Hudfletning, anden Gang med Tredemollen og tredie Gang med Indſperring paa Vand og Brod for Livstid! 3 Den ſtorſte Viinkjelder i Verden findes i Epernay i Champagne, og tiltorer en Hr. Mot. Den ligner en lille underjordiſk Stad. Uhyre Hvelvinger gjennemſkjœre fig, lig Gader, og det halve Epernay ſtaaer derpaa. 400,000 Flaſker Champagner ligge ofte zirligen opſtablede der paa begge Sider. J Aaret 1814 ſtulle de allierede Tropper paa deres Marſch have med— taget derfra 600,000. ö . 8 Paa Konſtudſtillingen i Paris ſaaes nyli— gen et i Silke vævet Malerie fra en Fabrik. i Lyon, der fuldkomment ligner et Kobberſtykke. J Midten findes med Arabesque-Zirater Sudyig den Iödes Teſtament. ) Mon ikke de agte kunne bidrage ligeſaa meget der⸗ 31 Strrstanker. (Meddeelte af S—p.) | 1. * Der er Noget i den ſande Skjonhed, ſom al⸗ mindelige Sjele ikke kunne fatte eller beundre. Hverken Usſelhed eller Pjalter kunne ſkjule dette Noget for Kjenderens Blik. a 2. 5 5 En eneſte ond Handling udgjør ikke mere en Spitsbube i Livet, end en eneſte flet udført Rolle paa Skuepladſen udgjer en flet Skue— ſpiller. Lidenſkaberne tvinge ofte — ligeſom The⸗ aterdirecteurerne — Folk til Roller, ſom de al- drig godvilligen havde paataget dem. Man vilde holde den for ubeſkeden, ſom bedømte en Bog efter et enkelt Blad; men — at bedømme et Menneſke efter en enkelt Handling, hvis Aar: fag og Forbindelſe man ej engang fjender, det feer dagligen. i a ; 3. Få Had er aldrig en Virkning af Kjerlighed — ikke engang. om Jalouſie kommer til. — Det er meget muligt, at Perſoner, ſom ere jaloux, kunnen dræbe dem, de ere jaloux over, men — hade dem kunne de ikke. " AS b »Jeg falder dig vel beſverlig?“ ſagde Fluen til Tyren, paa hvis Horn den ſad. O nei! ikke det ringeſte“ ſvarede Tyren — jeg erfarer nu forſt at du er der.“ — Ofte vilde man ikke engang vide at visſe Folk vare til i Verden, naar de ikke forrgadte dem ſelv ved deres Dum⸗ hed. * ' 5. ; Ver ikke faa ſtolt!? ſagde Lyfefaren til det brændende Lys — veed du vel, at jeg kan flukke dig?“ — Jeg veed det, ſvarede Lyſet — »men er du da ogſaa iſtand til at lyſe?““ En aandrig Mand har ſagt, at Rusſerne lignede ſhakeſpearſte Stykker deri, at Alt hvad der hos dem ikke var Feil, var Stort; men at ogſaa Alt hvad der ikke var ſtort var Feil. Kjobenha vn. Forlagt af S. Soldin. Trykt i L. J. I 3 5 8 BEſtergade No. 60. il værdige Folelſer for Dyden og ædle e de det var Hovedhenſigten, af alle Jeſu Beſtr K Skulde Menneſkeflegtens Perfectibilitet og⸗ faa kunne være en Drøm, faa er den i det rin— geſte kun edle Sjeles Drøm. ; 85 - Mange Menneffer vil man finde, ſom ere- iſtand til at forſmaae Fyrſtens Gunſt; men til at trodſe Miskjendelſen og Forfelgelſen, udfor— dres Heroisme, og den blev ikke enhver givet. 9. Religion beſtaaer ikke ſaameget i Kund⸗ ſkab, ſom i Sindelag. Kundſkab om Bi⸗ belen er altſaa ikke Religion, men et Middel til * at befordre den. Vore Confirmantere lære i Almindelighed mere Theologie end Religion. — At forbedre Hjertet, at danne det t | belfer, ſom det er Kjernen af hans hele Religion. Kjøbenhavns Bors, d. 4 Januari 1828. Hamburg 2 W. 5 A vista 217 Species 219 : — 2 Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 22 f. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſtke Speciesſedler pr. 100 Specier 1535 154 Rbd. Sedl. Svenſte Sedler 28 pr. Rölr. Rigsgjeld 483 — Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 833 — Rbd. Sedl. Dito Dito. 77 — i Banco Nationalbank Obligationer ; gg (af Laanet 4 Febr, 1820) 102 1025 Rbd. r. S. Dito Dito.. III2II2 Sedler 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. , | Renter pr. 6 Januar 96 962 Rbd. r. S. 6 pC. norſt Laan ved Hambro & Son 105 | — i Banco 24 pC. Dito nye .. 98 982 i Banco Aſiatiſke Comp. Actier — | — i Seder 3 PC. nye danſke Oblig. 57] — L. Sterl. a cobfe ns Bogtrykkerie, - / SO HD Stilderie i Rjøbendann. 2 n rr eee Femogtyvende e Udgivet og redigeret af Fr. ＋———ßv—5ðv — No. 3. T ha a r u p, Etatsraad. Forſendes, ifolge Kongel, alernaadioſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Tirs dagen den 8 Januari 1828. "undre fig over ſligt! Maaſkee fra Tyrkiet eller Af Matthiſſons Reiſebog. J Breve til C. V. v. Bonſtetten. Cortſat fra No. 1.) ' Fra Bruͤſſel⸗ J Nærheden af. Saken mødte vi Kron⸗ prinſesſen af Nederlandene. Trods den hurtige Forbifart var mig dog Ligheden med hendes Soſter i Weimar umiskjendelig. Min forſte Udgang i Brͤsſel var igjennem Parken, hvor det vrimlede af Menneſrer, hvem den raae Luft ikke ſyntes at anfeegte. De talrige Statuer ere lige fan flette . ſom Træerne ere ſtjonne. Det Hele yder den underſkjonne Stads Ind⸗ vaanere ligeſaa ſtor Behagelighed ſom Stutt⸗ 3 garts Anleggene ſine Beſogere. : "En "fremmed Dame har i det herværende Tidsblad, le belge, ved et, iobrigt ſklont føres vet Brev, tilkjendegivet ſin Forundring og til⸗ lige fit Bifald: over, at Kronprindſen gaaer at ſpadſere med fin Gemalinde og fine tre Born, lig en ſimpel Borgerfamilie, uden at vere om⸗ given af Hoffolge eller af Garde; hvor dog vel denne CARE kommer rr for endnu at künne Perſien. — En venlig Stjerne havde raadet, thi jeg ankom her Dagen for Kunſtudſtillingens Slutning; ſaaledes blev mig Nydelſen af det mangfoldigſte Skjonne reddet. At den gamle nederlandſke Kunſtaand endnu ſtedſe ungdomme⸗ lig kraftig bevæger ſine Vinger, og er bleven ſin herlige Ejendommelighed troe, derom leverer denne rige Udſtilling, ſom tæller 434 Nummere, det ojenſynligſte Bevis. ” Det dybeſte Indtryk modtog jeg af et Hos vebmalerie, foreſtillende Pygmalion og Galathea i Legemsſtorrelſe, hvilket geraader Hiſtoriema⸗ leren Ridder Ode vaere til den ſtsrſte Wre. En lykkelig, af Sadelighedens Gratie ſelv ind⸗ aandet Tanke ſynes mig den, at Kunſtneren, fra en Trefod, af antik Form, lader udgaae en Rog⸗ ſtye, ſom i det forſte Livsejeblik tjener Gala- thea-til et beſlorende Baelte. Kunſtudſtillingens Lokale er egte kongeligt; 5 "herlige Sale med Marmorſsiler af korinthiſt Orden, hver Lyſet falder ind ovenfra, hvilket var onſteligt ved alle Malerieſamlinger. — 35 Den pragtfulde Bygning forer den heder⸗ lige Titel af Muſeum, og indeholder det phyſi⸗ kalſte Kabinet, og alle man og Naturalie⸗ ſamlinger. ; De fidfte kunde itte byde mig meget Nyt efter Beſkuelſen af de Pariſer, Pavias, Florenzer, Muͤn che ner, Genfer Samlinger *). ere ſyſtemrigtigt ordnede i velbelyſte Glasſtabe, Pattedyr og Fugle exemplariſk udſtoppede og vel vedligeholdte. Særdeles talrige ere Slangerne og Fiſkene. her / med Undtagelſe af Florenz, fuldſtendigere end noget andet Sted, i de ſtjenneſte Exempla⸗ rer. mangler endnu. Berliner og. J Salen, Hvor de phyſikalſke Tuſttumth⸗ A tir ere opſtillede, blive holdte natuthiſtoriſke, mathematiſte og phyſikalſke Forelæsninger, hvori Perſoner af alle Stender deeltage. fa *) Dette er for ſaavidt at berigtige, at jeg ikke erindrer nogenſteds at have ſeet en Vampyr (Vespertilis spec trum L.) hvoraf der i hin Samling findes opbevaret et velvedligeholdt. Exemplar. Ogſaa Klapperſlangen, af hvilken jeg der traf en af forſte Storrelſe, havde jeg aldrig tidligere havt Leilighed til at underſoge faa noie. J den ornithologiſke Rakke favner man den pragtfulde Menura og den ligeſaa pragtfulde Argus, bvilke, ſom naturhiſtoriſke Sjeldenheder, ere det ſamme blandt. Fuglene, ſom den ægte Vin⸗ deltrappe og Orangeflaget ere blandt Konchylierne. Ogſaa Konchylierne finder man ig Dovendyret er forhaanden, Spaten i rr 36 De fvuteiige perſoner i ; Aaret 1827. Efter 415 Kongelige danſke Statskalender for Aaret 1827 er Antallet af de fyrſtelige Perſo⸗ ner i Europa, efter: de forſkjellige Aldere uddra⸗ get, og befundet at vere ſom folger; hvorved Europa i. man til Sammenligning henfætter Reſultaterne Men Gjenſtandene af Folketellingen i Danmark i Aaret 1769. De fyrſtelige Perſoner i Folketallet i. Europa i Aaret 1827. Danmark 1769. Fra O til 10 Aar 207. 191000 — 10 — 20 — 149. 137000 — 20 — 30 — 204. 122000 — 30 — 40 — 167. 109000 — 40 — 50 — 143. 80000 — 50 — 60 — 127. ) 60 — 70 — 84. ke 7 80 — 36. | 1289999 over 80 — 25 . 700 Antallet af de fyr⸗ A ; ſtelige Nerſoner 1124. Folketal 785000. * De ſyv fyrſtelige Perſoner af. over 80 Aars Alder ere: 171 Fodſelsaar I. Hs. Durchl. Landgreve Carl af Heſſenkaſſel, paa Gottorp b.. | 1744. 2. Broderen Landgreve Frederik, i 1 Rumpenheim ved Offenbach.. 1747. 3. Enkefyrſtinde Frederike Auguſte — Sofie af Anhalt⸗Zerbſt .. 1744. 4. Den regjerende Hertug af Croy⸗ 2 Havre, Joſeph A. Auguſt Maximilian 1744. 8. Princeſſe Magdalene Adriane Enke j efter en Prinds af Hohenlohe gan? genburg⸗ ner res 1746, 37 6. Fyrſtinde Maria Joſephe, Moder til den regjerende Fyrſte af Lemberg 1746. 7. Enkeprinceſſe Maria Franciska Be nedikta, af Poriugal ... 1746. D. c og Caabeligheder bos ee Menneſker. Ques les gens d'esprit sout beètes. É (Af Figaros Bryllup.) wvwvnn ut mod Intet er Verden faa intolerant, ſom imod Fortjeneſten. Rangens Ariſtocratie erkjen⸗ der man villig, fordi den beroer paa en gammel Overeenskomſt, der har faaet Herd ved Tidens Længde; Rigdommens Ariſtocratie lader man ſig behage, fordi rige Folk, endog uden Vidende og Villie, blive velgjerende for dem, ſom komme i deres Virkſomheds Sphere; men for perſonlige Fortrin gives ingen Maade. Fortjeneſtens Overs legenhed er en Anſtedsſteen for Mængden, og fer den ſig endog nodſaget til at erkjende den ſtore Fraſtand imellem ſig og en Mand af Genie Paa hans egen Grund, faa er den derimod ſtedſe paa Jagt efter at opdage en eller anden ydmy⸗ gende Svaghed eller Ubeqvemhed, ſom ſkal veie op imod hans fornærmende Ppperlighed, og paa en Maade udjevne og udſlette det, ſom er op⸗ hojet hos ham. Frxanſkmendene, ſom, med al deres Beundring: for Talentet, iblandt alle Fol⸗ keflag tillige ere de vanſkeligſte ved ſelſkabe⸗ lige Unoder, og de meeſt agtpaagivende ved det — Vands Reenhed og Glands. for at lee. Monomaniacus; 38 Latterlige, have, fremfor Alle, et ſterkt Hang til dette Slags Ligning, og den misundelige Skinſyge hos deres Lærde og Skjsnaander nærev Almeenhedens Ondſkab med mangen fcandaløs Anecdote. At endog Menneſter med de flørfte , Fortjeneſter ikke ere fritagne for menneſkelige Mangler, kan ikke negtes. Baandet imellem Genie eller Viisdom og Dyd er ikke ligear⸗ tet, og ſelv iblandt de Viſeſte og Bedſte gives der kun faa, ved hvilke der ikke, ved ſkarp Un⸗ derſogelſe, ligeſom ved Diamanten, kunde fin⸗ des en Plet eller Rivt, ſom formindſker dens Vi ere tilbsjelige til at tale om et aandigt Heelt, ſom om en enkelt Enhed, og dog ere Sjælens Kref⸗ ter, efterſom de udgaae fra Aanden eller Sin⸗ det og Villien, tydeligen adſkilte fra hverandre; begge ere kun Aggregater af adſkilte og ved fig ſelv beſtaaende Enkeltheder, hvor det Enes Værd ikke ſtaaer i nogen abſolut Forbindelſe med det Øvrige.” Saaledes kan en ſtor Muſikus være en flor Mar, en ſtor Mathematicus en ægte Skurk, ja det er endog muligt, at ſelv en bes undringsverdig Chrichton ſtager faa langt til⸗ bage i en eller anden Enkelthed, at endog det dummeſte Dumhoved, ſom nogenſinde trettede en Tilhorers Taalmodighed, ikke kunde bare ſig Philoſophien har nylig opfundet et Udtryk tit at betegne en Afart af den aandige Skrobelighed i enkelte Dele; den falder Enhver, ſom er aſgjort taabelig i em. enfelt Sag, en men i Verden gives der ikke blot Monomaniaci, men og Monoelitiaci (Narre i eet Punkt); og en Newton, ſom forklarer Da⸗ niels 70 Uger, eller en Pascal, ſom underkaſter | | 39 ; fig den meeſt overkroiſte Tugt, ere aldeles ikke faa ſjeldne, ſom man nok kunde troe. Ikke dog blot for disſe Svagheders Skyld, ſom Geniet har tilfeelles med den Mindrebegavede, er For— tieneſten udſat for Middelmaadighedens Latter, eg kun altfor ofte foragtes den af Verden netop formedelſt de Egenſkaber, ſom lede til Udmer⸗ kelſe. (Fortſættes.) : ye ene — k 2 n . —— Indenlandſke Efterretninger. ſom reſtituerede 1310. ſamme Aar dode . 57. J Aaret 1827 ere udgaaede 8 Ved indeverende Aars Begyndelſe er 38. J Stiftelſen ere i Aaret 1827 fodte 10 Born. Odenſe den 4 Januari. Efter det lang⸗ varige milde og fugtige Veir, hvori” Planter og Zræer begyndte ſterkt at bryde, tog Froſten atter fat i Gaar med Sneefog; men tegner ikke til at fane nogen Varighed. N En Hs. Excellence Geheimekonferentsraad Buͤlow til Sanderumgaard pludſelig paakommen Upasfelighed har vakt en almindelig. engſtelig Deeltagelſe. Imidlertid lader en igaar fore⸗ gaaet heldig: Forandring haabe, at Hs. Exl. er » uden Fare, og ſikkert iſtemmer enhver, ſom kjen⸗ der den hederkronede Oldings Fortjeneſter af Videnſkab og Kunſt, Ønffet om, ſeent at maatte begreede Woͤlingens Tab! ; Paa Beltet vil nu til neſte Foraar blive indfort Dampbaade til Poſtens Overfart. Og⸗ ſaa ere Vognmendene her af den høje General- poſtdirektion opfordrede til at anlægge Wiener⸗ vogne til Reiſendes Beqvemmelighed, med Lovte om Forſtud imod taalelige Afdrag. Tilbud fulde gjøre forgjeves. kende Sjel maatte. et ſaadant Optrin have op⸗ zog Wrgjerrighedsplaner? des Stemme, "overvældet af Hunger og Trethed ſaae han fig 40 Blandede Efterretninger. (Meddeelte.) Alexander kom paa ſin Reiſe igjennem ræd⸗ ſomme Hrkener og udyrkede Egne, omſider til en liden Flod, hvis Vand fredeligen lob langs med dens Bred. Dets Speilflade var et Bil— led paa Tilfredshed og ſyntes ſtiltiende at ſtge: her er Rolighedens og Fredens Bolig. Alt var tauſt; ingen Lyd hørtes, undtagen hine. blide, rislende Toner, ſom ſyntes at tilhviſte den trætte Reifende: kom, og tag Deel i Naturens Velgjerninger, — og at beklage, at ſaadanne Hos en ten⸗ vakt de behageligſte Betragtninger, Men hvilke Ynder kan det have for en Sjel, ſom Alexan⸗ ders, hvis Bryſt var opfyldt med Erobrings— 0 ? hvis Oje var fortro⸗ ligt med Rov og Drab, og hvis Hre var vant til Vaabnenes Gny og de Saaredes og Doen— Han drog derfor fremad. Men nodſaget til at ſtandſe. Han fatte fig paa den ene Side af Flodens Bredder, tog et Drag Vand, ſom han fandt meget reent af Smag og forfriſkende. Han befalede derpaa, at man ſtulde bringe ham nogle ſaltede Fiſk, ſom han var vel forſynet med. Disſe dyppede, han i Vandet, for at betage dem den ſaltede Smag, og forundredes meget over, at de gave en Vel— lugt fra ſig. J Sandhed, ſagde han, denne Flod, der beſidder faa ualmindelige Egenſkaber, maa komme fra et rigt og lykkeligt Land. La⸗ der os drage derhen. Følgende langs med Flo— dens Lob kom han til Paradiſets Porte. Por— tene vare lukkede. Han bankede paa, og for⸗ drede med fin ſedvanlige Heftighed, at ind- 1 lades. 'Du kan ikke blive indladt her“, raabte en Stemi indenfra: 'denne Port er Herrens.” »Jeg er Herren — Jordens Herre“ — ſva⸗ rede den utaalmodige Herſtker. Jeg er Erobre⸗ ren Alexander. Vil J ikke indlade mig?” Nei“, var Svaret. Her Fjende vi intet til Er obrere — undtagen ſaadanne, der erobre deres Lidenſkaber: ingen uden den Retferdige kan komme ind her.“ Alexander beſtrebte 41 fig forgjeves for at blive indlemmet i de Sa⸗ liges Bolig; hverken Bonner eller Trufler nyt— fede. Da han ſaae, at alle hans Forføg vare frugtesloſe, henvendte han fig til Paradiſets Vogter, og ſagde: J veed jeg er en ſtor Konge — en Mand, ſom Folkeſlag have Hylding. Siden J ikke vil indlade mig, giv mig i det mindſte noget, ſom jeg kan viſe den forundrede Verden, at jeg har veret der, hvor ingen Dødelig nogenſinde har været for.“ — Her, Afſindige, ſagde Paradiſets Vogter, her er noget for dig. Det kan helbrede din ſyge Sjels Svaghed. Et eneſte Sjekaſt derpaa vil lere dig mere Visdom end du. hidtil har lært af alle dine Lerere. Gage nu din Vei. ander tog det med Begjerlighed og vendte tilbage til fif Telt. Men hvor ſtor var hans Forvir— ring og Forbauſelſe, da han fandt, ved at uns derſoge det, at det ikke var andet end et Stykke af en menneſkelig Hjerneſkal. »Og dette, raabte Alexander, er den ſtore Gave, de yde Konger og Helte! Er det Frugten for faa megen Unftræn: gelſe, Fare, Sorg!“ Opbragt og ſtuffet kaſtede han det paa Jorden. Philoſoph, der juſt var tilſtede; foragt ikke Ga⸗ ven. Saa foragtelig den ſynes i dine Øjne, beſidder den dog nogle overordentlige Egenſkaber, ſom du ſnart kan blive overbeviſt om, naar du vil give Befaling, at veie den mod Guld og Solv. Alexander befalede at gjore det. Man bragte en Vegtſkaal. Hjerneſkallen blev lagt i den ene, og Guld og Sølv i den anden Skaal; til de Tilſtedeverendes Forbauſelſe overvejede Hjer— „ neffalen Guldet. Man lagde mere Guld til, men alligevel beholdt Skallen Overvegt. Kort, jo mere Guld. man kom i den ene Skaal, des— mere ſank den, hvori Hjerneſkallen laae. Beſyn⸗ derligt, raabte Alexander, at en faa ubetydelig Deel Materie kan overveje faa meget Guld! Er der intet der vejer op imod: det. De toge der— paa nogen Jord, bedekkede dermed Hjernefkallen, og paa Ojeblikket gik Guldet ned og den mods ſatte Skaal i Veiret. Det er meget beſynder⸗ ligt”, ſagde Alexander. dette overordentlige Scerſyn?' Store Konge, ſagde den Viſe, dette Stykke er Øjenhulingen af et Menneſte, ſom, ſkjondt ſmal i Omfang, er ydet deres Alex⸗ Store Konge, ſagde en Kan J forklare mig. 42 z grendſelss i fin Attraa. Hverken Guld eller Sølv, eller nogen anden jordiſk Eiendom kan nos genfinde tilfredsſtille den. Men naar den en- gang er lagt i Graven og bedakket med lidt Jord, er der Ende paa dens Begjerlighed og Argjerrighed.“ l (Hurwet'z Hebrew Tales. London 1826.) Den 8 Juli 1826 bøde i et Nonnekloſter i Liſſabon en Tjeneſtepige, ſom opnaaede. en Al— der af 128 Aar. Hun havde tjent over el Aar— hundrede i det ſamme Kloſter og havde ikke føre end for fem Aar ſiden flaaet fig til Rolighed. Der gives 91 franſke Skueſpiltropper. Der—⸗ af ere 13 i Paris, 62 i de øvrige Dele af Frankrig, 9 i Belgien, I i Petersborg, I i Wien, I i Berlin, I i London, I i Genf, 1 i Ny⸗Or⸗ leans, I i Rio-⸗Janeiro. De beſtaae af 2994 Perfoner, nemlig 1876 Skueſpillere og Skue⸗ ſpillerinder, 1131 Danſere og Danſerinder, 680 Chorſangere og Sangerinder og 307 Figuranter og Figurantinder. Muſikens Vedkommende, Di⸗ recteurer, Elever og Statiſter iberegnede, beſtager det Hele af 3000 Perſoner! 1 Napoleons Vaaningshuus paa St. Helena er nu indrettet til en Silkebaandsfabrik. Spin⸗ der man der ikke bedre Silke end Napoleon ſpandt, ſaa Gud hjelpe Fabriken! J Horſe-Neck, 30 engelſte Mile fra New⸗ york, findes en Gaas, der ſkal være 82 Aar gammel, og endnu beſtandig lægger og udruger Æg. J Alburgh i den nordamerlcanſke Stat Vermont, lever en Kone paa 32 Aar, ſom har 437 Born, Bornebern og Borneberns Born, ſom alle ere i Live. Hvad Under at Americas Befolkning kan vore faa hurtigen, naar det har faa frugtbare Kone! H. H. Biſkop Muͤnter har udgivet et Skrift: Der Stern der Weiſenz Unter ſuch ung. uber das Geburtsjahr Chriſti, Kopenha-⸗ gen 1827, 117 S. 8 „med et Kobber. Allerede i A. 1821, hedder det i Goͤtt. Anz. 1827, havde 43 Forf. udført i et Program den Idee, at de Viſes Stjerne ikke var nogen Stjerne, men en Conſtellation, nemligen Sammenkomſten af de … Øvre Planeter Jupiter og Saturn i Fiſkenes Tegn, hvorfor allerede en jodiſt Lerd Abarbanel i fin Forklaring over Daniel- havde erklæret fig, da, efter Keplers og andre Aſtronomers Bereg⸗ ning, en ſaadan Sammenkomſt, ſom den fandt Sted i Aaret 1609, og atter i Aaret 1821, og⸗ ſaa ved Chriſti Fodſelstid var indtruffen. Hr. Forf. ſoger nu hiſtoriſt at beviſe: I) at Chriſtus er født førend Herodes den Stores Dod, ſom indtraf A. 750 a. u. e. 2) At Chriſtus er fod to Aar forend Herodes's Dod. 3) At Chriſtus er fod under det af Auguſt befalede Cenſus. Begyndelſen af ſamme falder i Aaret 746, noget over tre Aar førend Herbddes's Dod; men de maa have varet adſkillige Aar. Af diſſe Sæt: ninger uddrager Hr. Forf. da følgende Reſulta⸗ ter: I) Herodes d. St. døde. faa Dage: førend Paaſken 750 a. u. 0. 2) Chriſtus mag i Folge Hiſtorien om det bethlemitiſke Bornemord, i det mindſte være fodt to Aar førend Herodes's Dod. 8) Magiernes Ankomſt falder 748, nemlig for Septembers Begyndelſe; de ſage Stjernen for⸗ end Udgangen af Mai 747. 4) Chriſti Fodſel falder i den ſidſte Halvdeel af Karet 747. Fol⸗ gen heraf er: at vor ſedvanlige Tidsregning, der begynder med 753 a. u. c., er fer Aar for Forf, og at vi iſtedetfor 1827 burde egentligen ſtrive 1833, en Nyhed, der imidlertid vilde for⸗ aarſage ſtor Forvirring, og ingen vel vil falde paa at indføre i Hiſtorien.. J øvrigt roſes Hs. Hoicrverdigheds Forklaring, ſom udført med hans ſedvanlige Lærdom, og erindres til Slut⸗ ningen af Recenſionen, at Leſeren desuden vil finde i dette lærde Skrift adſkillige intereſſante Bemerkninger, der ftaae i Forbindelſe dermed. Strsetanker. (Meddeelt af S—p.) — ror a : Vi have mindre Magt over vor- Forftand, end over vort Hjerte. Vi kunne lettere filfæm- pe os Seier over vore Folelſer, end over vore Tivl. 8 7 2 eller bliver bedrøvet; det ærgrer altid; Du er Kraft til at begage en Forbrydelſe, 44 II. 0 7 Man bor vogte ſig, ſaavel for vedholdende, uafbrudt Eenſomhed, ſom for al for megen Selffaz belighed; hiin drager altformeget ſammen; denne udvider formeget; hiin gjer egenſindig og fol— keſty, denne ſlap og letſindig. f 1 2. : ile > Man indlade fig aldrig i "Samtaler om Ting, hvorom man ikke har Kundffab. Tael lidet — her meget — ſporg mere! Hav aldrig nogen afgjerende eller blot modſigende Stem— me der, hvor du ikke har fuldkommen Vished! Det er vel altid en Feil imod den gode Omgangs— tone, men utaaleligt naar det findes hos unge Menneſker. f : 13. 5 Sæt: dig aldrig til et Spillebord, hvor det ſom kan tabes eller vindes, ikke er dig aldeles ligegyldigt. Spiller du heit, faa — enten du vin⸗ der eller taber — taber du dog; du bedrover hierteklemt og urolig. Beſynderlige forekomme mig Klagerne over Luxus. Man ſtoder den ideligen fra fig i Ord, og befordrer den dagligen i Sjer⸗ ning. Man raaber ſtedſe paa Oplysningens Tilvext, og glemmer, at ved ethvert Skridt, man gaaer frem i Oplysning, gaaer. man. tillige frem i Forfinelfe og fremmer Luxus. ; Greve Rivarol ſagde om Hertugen af Or⸗ leans — Egalité! — Palle hans Laſter have ikke kunnet føre ham til en Forbrydelſe!“ Han var nemligen ſaa laſtefuld, at han ikke engang havde 16. a | Da de førfte Forføg bleve gjorte med Luft⸗ ballonen, ſpurgte man Franklin: hvad Nytte dette Legelsi vel kunde gjøre? Hvad Nytte kan et Nyfodt Barn gjøre?” — ſpurgte Frank: lin igjen, a 5 i : > 54 2 28 17. . „ 4 Hvo ſom kan overvinde den uovervindelig⸗ ſte af alle Lidenſkaber: Kjerligheden, og bringe den til Taushed i ſit Hjerte, han har 1 5 Dyden til dens Herkulesſtstter; videre an den ikke komme. — 45 Fortior est qvi se, qvam qvi fortissima vincit Moenia; nec virtus altius ire potest. 91 2 18. 1 *Ingen burde udlee Menneſkene uden den, ſom inderligt elfter dem.“ ſiger Jean Paul. 19. „Ulypkken ligner en ond, arrig Hund, ſom ſneœrrende forfølger den, der løber for den, men bliver tam og krybende for den, der træder den raſt imo de. i 20. At kysſe den Elſkedes Hine, er gammelt; allerede Homer tillader den tro Cumæué, at kysſe fin Herre 'paa de kjare Hine.“ Cicero anfører denne Grund, hvorfor han kysſede Dis nene: in oculis animus inhabitat; hos dum os- culamus, animum ipsum videmus attingere. 21 — Venſkab er Himmelens Datter, og en elſk⸗ beerdig Pige er hun tilvisſe; men paa Domſto⸗ len, ved Embedsbordet, i Referatſalen, hvor Em⸗ beder befættes, borde hun aldrig ſidde. J det mindſte borde hun, for ſit gode Navn og Ryg⸗ tes Skyld, være faa indſvobt, at man maa ikke kunne kjende hende. 22. : ; At Selvaſtivelſe er faa gængs hos Brit— terne, har — foruden andre. climatiffe, diæte⸗ tiffe og phyſiſke Aarſager — en Grund deri, dat ingen Nation, med ſaamegen Begjerligbed 50 Interesſe, nyder de greſke og romerſke Skri⸗ enter i Originalſproget, ſom disſe Republica— ner, og man veed hvorledes hine Skribenter: en Seneca, en Lucretius, Lucanus og fl., talte om og anbefalede Selvaflivelſe ſom Heltedaad; ſom maaſkee har frem⸗ men en anden Mand, ſtyndet flere Selvaflivelſer end enten Seneca, obek eller Rousſeau, er. — Shakespeare. Hans bekjendte Monolog i Hamlet: to be, be,“ og flere Steder i hans Sorge⸗ 151, om en Million veed udenad og ideligen ; igjenfaget, beftemmer Mangen, fom endnu var Tvitlraadig. — At Goethes Meſterſtykke: »Lei⸗ den des jungen Werthers“, er ganſke uden Bro⸗ A de i denne Henfeende, er mere at onſke end at j haabe, ? Jeſus ſelv opgiver — Joh. 7 Cap. 16-17 B. 46 23. 5 Juvenal, der ſom bidende Satyriker ſkulle have ſultet ihjel, derſom han ikke havde havt den Lykke, at kunne leve af ſine Rentepenge, klager dog: . Nil habet pauperies durius in se, Nam qvad ridiculos homiues facit. Man ſtille ſig an ſom man vil — betler man, taber man fin Agtelſe, fæt endogſaa, at Man med de retferdigſte Fordringer kunne kræve af Vedkommende ſom ftræng Pligtopfyldelſe, hvad man er tvungen til at betle om ſom — Naade. ; 24. : É Endogfaa den ſterkeſte Affect er forenet med et Slags Maadehold hos ædlere højere Na- furer; kun de lavere, almindeligere Veſener ligge under for en uendelig Smerte, ſom i fit Extrem nødvendig hos hine maa grendſe til Rolighed. — Ogſaa Antikerne forekomme os Folde, naar vi ſammenligne dem med Udtrykket. i Hverdagslivet, hvor den forſtyrrede indvortes Ligevegt, ved et mindre Maal af Kraft, ikke faa let kan tilveiebringes. 2 25. . . : Det gader med Kunſternes Nederlag ſom med-Armeernes; de ere mere at tilſkrive Gene⸗ ralerne og Commisſairerne end Soldaterne. 26. . Hvorledes? En Dommer vover, for den ſtak⸗ kels Retfœrdigheds Skyld, at paadrage fig Miniſte⸗ rens Unaade! Et Theologiſk Facultet agter Sam⸗ vittigheds Frihed højere end en Kongelig Befa— ling! — det mage have været vidunderlige Tider! la 2 2 ' 7 En af de ſtorſte Fordele, ſom Praſterne have af Kirkeſtraffenes Ophevelſe, er denne: at de kunne ſikrere vide, hvo der er deres ſande Yn⸗ der, end den verdslige Øvrighed, form ſtedſe maae tvivle, at Folket, af Frygt, hykler Agtelfe for den; men da Ingen frygter Preſten; faa kan han altid vide, om han er elſtet eller ei. 28. Det ſikreſte Beviis paa den chriſtelige Re⸗ ligions Sandhed og Fortraffelighed, er det ſom tighed, er mere feig end en Qvinde. i gode Ord, naar han er overbeviiſt, Fruentimme— 47 — Alle andre Bevifer; Forfolgelſer,, Spagdom⸗ me, Mirakler o. ſ. v., have alle andre Religioner ligeſaa godt at opviſe, ſom den chriſtelige. ink i * 29. 3 — Mon mange Præfter tenke paa, at de i dem ſelv ogſaa have en Tilhorer, ſom ikke maa forſemmes, ſom ogſaa ſkal opvekkes og opbyg⸗ ges? 2 „ JOTER (| 30. 2 Regler have Undtagelſer. Poſitive Love taale Privilegier, men Naturlove ikke. Et Pri⸗ vileginm fra en Naturlov er mere end et Mira⸗ kel; Nei et Mirakel kan Gud gjøre, men fra Naturlove kan han ikke privilegere, og viſt er det, at Privilegier altid vidner om Lopgivniz⸗ gens Svaghed. 2 ; ; 31. En Mand, naar han har en ond Samvit⸗ Han giver ret derimod bliver raſende, naar hun ikke len— ger kan hielpe pg redde fig ved Udflugter, 2 8 Et Bal, hvor Gratierne ikke ere tilſtede, bliver et Bachanal. 5 : GERT; 33. a : Venligen at forekomme en forudſeet Ben, er Humanitetens Serkjende. , 2 34. Stkiont lader Leiſevitz fin Blanca ſige: Denne Hytte er lille — Rum nok for en Om⸗ favning! Denne Dal er trang — Rum nok for Kokkenurter og tvende Grave! Opſaa Evigheden — O Rum nok for vor Kjerlighed! : 7 35. Et godt Hjerte viſer en vis Erkjendtlighed endogſaa imod livloſe Ting. Ligger der end ” intet Sandt til Grund for denne Folelſe — den forraader dog noget Mildt i Characteren. Man hænger den gamle Kjole i Skabet, ligeſom for at udhvile ſig. — Mand! Hvor meget mere er du ikke forbunden til at ſorge for, at din Kjobenha vn. Forlagt af S. Specier ſolgtes til Dito Dito Soldin. HGſtergade No. 66. sø 48 Kone, efter din Dod, ikke bliver udfat for Mans. gel! En Mand, ſom forſommer denne Pligt, for⸗ tjener ikke fin Enkes Taarer, 36. Det er en Hovedregel for den gode Tone, aldrig at gjøre fig ſelv til Helten for Samta— len. En Feil, ſom Folk uden Menneſkekundſkab og Opdragelſe jevnligen falde i; derimod bor man omhyggeligen ſoge, at bringe dens Perſon⸗ lighed, med hvem man taler, paa Bane. Det er altſaa ikke Falſthed og ikke Smigerie, ſom gjør den gode Selſkabstone ſaa behagelig; men det er det Talent, at bemerke Andres Fortrin og udhæve disſe; det Talent, at iagttage og blibt at undgage, hvad der er Andre ubehageligt. (Fortſættelſen følger.) » -Kjøbenhavns Bors, d. 8 Jaauari 1828, Hamburg 2 M. — A Vista 217 Species 219 N a i 3 13 Rbmk. 22 f. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler pr. 100 Specier Svenſte Sedler pr. Rolr. Rigsgjeld 184 1542 Rbd. Sdl. 482 482 Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 833.84 Rbd. Sedl. Dito Dito. 77 (77% i Banco Nationalbank Obligationer 8 2 (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 1025 Rbd. r. S. 1IIà 112 Sedler 962 TER Rbd. r. S. 105 | — i Banco 98 [982 i Banco — [— i Sedler 573572 L. Sterl, 4 pC. uopſigel, Rigsbkobl. Renter pr. 6 Januar 6 pC. norſk Laon ved Hambro & Son 4 pC. Dito nyhe Aſigtiſte Comp. Actier 3 pC. nye danſke Oblig. Trykt j L. J. Jacobſens Bogtrykkepie, ' i Nyeſte * habn. S U Skilderie af Kjeben Femogtyvende Aargang. No. 4. … Udgivet og re — — digeret af Fr. Tha aer u p, Etatsraad. Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Loverdagen den 12 Januari 1828. S —— . . Fordeel, fom Verden tilbeder, fremſkyndet af en Drivt, ſom han maaſkee ikke ſelv er fig be Sorkeertheder og Taabeligheder hos fortjenſtfulde Menneſker. (Fortſat; fee fore. No.) Den digterſte Natur, eller den Beſkaffen⸗ hed i Organerne, ſom frembringer en varm Sølelfe for Poeſien og de ſkjonne Kunſter, er aller ede i fig ſelv næften en Sygdom, ſom med ſpnlige Eiendommeligheder angriber det Hele af Tanker og Foretagender. Med en fkarpere Jagttagelfesevne og en finere Folelſe for mo⸗ ralſte Henſyn, virker det poetiſke Sind tilbage paa Naturen efter andre Love, end de ere, ſom ſtyre en almindelig Aands Bevegelſer, og ſaa⸗ ledes ſtoder det ſtundom virkelig an imod den moralſte Semmelighed eller Opforſelens Klog— ſtabsregker, eller ogſaa det røber blot ſaadanne Reſultater, ſom den forkeerte Verden dadler ſom taabelige, fordi den favner Naglen til Ge- niets hemmelighedsfulde Virkninger. Ledet af Folelſer og Ønfer, ſom Verden ikke forſtaager at vurdere, tilfideſcttende eller foragtende en DSS Y ES SSD — — —— vidſt, bliver Manden med Genie anſeet for phantaſtifk, inconſegvent og egenſindig. — Der gives en uendelig Mængde af Skatteringer imellem Folk, ſom ere begavede med ſtore, og dem, ſom ere udruſtede med ſedvanlige Aands⸗ krefter. Enhver ſpecifik Tilſtand, med Henſyn til de reent intellectuelle Organer, lader ſig bringe i Forbindelſe med en ſtor Mængde for⸗ ſtjellige, uvæfentlige Combinationer, ſom beſtemme en Characteers Agtverdighed, Faſthed og Gabn. Saare mange af disſe Sammenſetninger ere til⸗ ſtrekkelige til at hjælpe en Perſon fil Udmerkelſe, og til et Ravn, uden at han har Ret til at gjøre Fordring paa Æren, af nogen ſtor Fortjeneſte. Hos Nogle viſer ſig en Genie-Aare, ſom ud⸗ merker ſig mere ved en dyriſt Tilbsielighed til Opfindelſe, end ved den Üdholdenhed, Domme⸗ kraft og Smag, ſom ere nodvendige til at frem⸗ bringe et betydeligt Værk; men i Manges Dine er dette uden Forſkjel, thi alt Ubegribeligt er ligt for en Indbildningskraft, ſom er for ind⸗ ES: — ſkrenket til at fatte og definere det. Enhver, ſom er i Stand til at bedomme Aanden og dens Frembringelſer, maa alligevel tilſtaae, at, med fornoden Undtagelſe af tilfældige Aarſager, have de, ſom have frembragt de ſtorſte Aandsverker, i Almindelighed været de agtverdigſte Characte— rer, ſaavel i moralſk, ſom aandig Forſtand. At udmerkede Talenter ſtundom vildledes af Enthu— ſiasme, af den Fuoco" animatore, ſom er faa nodvendig til Fortrinlighed, iſer i de efterlig⸗ nende Kunſter, kan ikke nægtes, Til dette Slags Fortrinlighed er en dyb Folelſe og en kraftig Vil: lie veſentlige Fordringer, og over disſe herſke Omſtendigheder med en ofte uovervindelig Magk. Derpaa give Cellini, Caravaggio og Spagnuo⸗ letto Beviſer; og Salvator Roſa var, endſkjondt han ikke fortjener at ſettes i ſamme Claſſe, dog underlig og uregelmesſig nok i fine Handlinger, for at give Stof til almindelige Sjeles ſmaa⸗ lige Sarcasme: dog exe ogfaa disſe kun Und⸗ tagelſer fra den almindelige Regel, og det er iſcer iblandt Genierne af anden, tredie og fjerde Rang, at der findes ſtore Feil eller de ſaakaldte Taabeligheder, ſom ſkulle nedſette Fortjeneſten i Mengdens Hine. Dog er Fortjeneſten ikke allene indſkrœenket til ſaadanne Digter: og Maler-Genier. ſom ſaa hyppig udvikler Fortjeneſter ved Selvflid Der gives en Clasſe af Menneſker, ſom ved An⸗ vendelſen af ganſke modſatte Krefter, der ſynes at krave yderfte Alvor og Anſtand i Tanke og Handling, komme til den hoieſte aandige Were, nemlig Folk af videnſkabelig og lærd Udmerkelſe, ſaaſom: Mathematici, Philoſopher og Stats⸗ mend. tighed ſynes det overvejende Characteriſtiſte, Accuratesſe og Praciſion, her at være det overs — Formedelſt den concentrerede Arbeidsdyg⸗ rens Mindetavle. 52 veiende Fortrinlige. Langſom, moiſommelig og begrendſet, ſynes deres Aands Gang, ved den meeſt afmaalte Nødvendighed, at blive faſtholdt paa Retſkaffenhedens og Maadeholdenhedens ſmale Dog ſnorlige Stie. Alligevel er det maaſkee netop denne Clasſe, ſom giver meeſt Stof til det Latter— lige, hvorved Vittighedsjcgerne fylde deres Ruſt⸗ kammere med Sarcasmer og Bebreidelſer. Fei— lene hos de Lærde og dem, ſom leve i Enſomhed, beſtaae ifær i paafaldende og ubetydelige Egen— heder, i Tilſideſættelſe af Formerne, eller i en Vane med ſelſomme Geſticulationer og Geberder, altſammen Ting, ſom forſt bemerkes af Narrene. Deres Kiole er maaſke ikke efter Moden, deres Gang klodſet, deres Opførfel i Selſkab frygtſom og forlegen; tillige udmærke de ſig hyppigen ved et eller andet latterligt Trek, ſom da tjener til Moerſtab og Dadleſtof for dem, ſom ere aldeles uſtikkede til at fatte de ſolide Fortrin og Talenter, der bringe et Menneſte til at glimre paa Hede⸗ Enhver Stymper kan ſpotte over. Johnſons underlige Veſen, og Paleys nord- lige Dialect, men bedømme ſaadanne Mænds Lærdom, Virkſomhed og Aandskraft, kunne kun de, ſom ligne dem. J den videnſkabelige Clasſe, i en lavere Stand, findes ofte en Simpelhed, en fortrolig Aabenhjertighed i det Udvortes, der af Verden regnes til Naragtighed, ligeſom den endog anſeer det for Gemeenhed at tilſideſette Moder * og Skikke. Hvorledes kunde vel en Emerſon eller Watt gjore Regning paa at blive vel anſeet i et blandet Selſkab, naar han ſpiſte fine Erter med. Kniven, eller endog bar uldne Stremper? Bed Rolands ſi ſimple Ag blev man, ved det Søns 83 ſte Hof, ikke mindre indtagen imod. ham, end ved hans Politik. See dog,“ ſagde Ceremonie— & mefteren, ”han har ikke engang Spender i Skoene. Alt er forbi!' — Mange Latterligheder- afgiver ogſaa en Clasſe, hvis Fortjeneſte er meget tvivl— ſom — de blot lærde Folk. Lærdom uden Dom— mekraft er Pedanterie, den meeſt isinefaldende og meeſt afſtikkende Abſurditet; og den aandige Videnſkabsmand dadles for mangen Latterlighed, ſom med Rette kun falder Pedanteriet til Laſt. ö (Fortſættes.) Om det danſke Sprogs Retſkrivning i de lærde Skoler. Der ſkrives i vore Tider faa meget, baade Net og Godt om den danſke Retſkrivning, og der er kuns liden Udſigt til, at de ſtridende Parter ſkulle blive eenige; da Enhver bliver haardnaffent ved fin Paaſtand, hvad enten den er grundet, eller ikke, eller rettere ſagt: ets hoert Partie bygger fig Grunde for Retfkriv— ningen, ſom det modſatte Partie ikke vil erkjende for gyldige; ja! der gives endog de, der troe at erhverve fig Navn af ſindrige Sproggrandſkere ved at ride pan deres egen Kjepheſt, ſom aldrig for af nogen er beſteget, og udklekke en Orto⸗ graphie, ſom har intet Andet for ſig, end at den er nye, og ei for ſeet. ; At det danſke Sprog og den danſke eitte⸗ $ ratur lider ved denne uſtadige Skridemaade, det kan neppe være nogen Tvivol underkaſtet; da den eene Forfatter ofte ikke uden Moie kan „leſe og fatte den andens, Mening; ſtkjendt urigtigt Danfk; rende! 54 Begge ere Danſktalende, og Begges Foſtere av lede paa danſt Grund og af danſt Tungemaal. Hvorlœnge denne Blanding ſkal gjere, in— den den bundfelder fig og bliver klar eller: ins den det bliver afgjort: hvad er rigtigt, og hvad det maae Gud vide. — Gid kun ikke Folgerne af denne Sprogforvirring maatte blive, ſom af hiin Balyloniſte; at den Eene omſider aldeles ikke forſtaaer, og ikke vedkjender ſig den anden ſom Landsmand! Blandt de Ulemper, der allerede ſpores, ſom ſorgelige Følger af denne ſaalenge uafs gjorte Strid, forefommer mig ikke den at være den ringeſte, ſom vederfares de arme Di- ſcipler i de lærde Skoler, der dog ſkulde være Planteſkoler for danſt Videnſkabelighed. Atkke at tale om de fjerne Følger ſaavel for Sproget, ſom for dem ſelv; naar de ingen faſte og ſtadige Regler fane for Retſkrivningen, eller naar i een Skole ſkrives efter Regler, modſatte dem, ſom gjelde i en Anden; naar endog undertiden ſtrives blot efter den Lœrers ravgale Idee, der underviſer i det danſke Sprog; hvor ilde farne ere. desuden ikke de ſtakkels unge Menneſker, naar deres Lærere i andre Videnſka⸗ ber misbillige og laſte den Skrivemaade, der er blevet Dem anviiſt og anpriiſt, ſom den eeneſte rigtige, for ikke at ſige: den eeneſte ſaliggjs⸗ Hvor ulykkelige ere disſe ſaaledes op⸗ lærte Unge ikke, naar de engang ved Univerſi⸗ tetet ſkulle aflægge Prøve i danſk Stiil, naar de have lært at anſee den Skrivemaade for den eeneſte rigtige, ſom maaſkee af Profesſorerne ved Univerſitetet foedømmes , ſom aldeles feil⸗ agtig! Og hvad ſkulle her Diſciplerne gjøre? SEA 85 Rette dem, vil man maaſkfee ſige, i »kerz men dog i det daglige Liv ſkrive, »ſom andre Folk.“ Men, foruden at dette er en Falſkhed og et Hientjenerie, ſom aldrig bor anbefales, faa. ere kuns ſaare faa i deres Skoletid iſtand til at gjøre dette; helſt da man: ge — viſt nok mod Skole-Anordningerne — modtages der, ſom ikke vide hvad Retſkrivning er, forend de komme i Skolen? eller: dem efter deres egen Overbeviisning — ifald de have nogen — om, hvad Rigtigt er”, og ſaa udſœette dem for Lærerens daglige Mishag og Uvillie, og for ugentlige flette Cha⸗ racterer? eller: folge Lærerens Anviis⸗ ning; berolige dem med ef: ipse dixit', >» og derved komme i Vane med en Skrivemaade, der upaatviolelig vil ved Univerſitetet bidrage til flet Characteer for danſk Stiil, paa hvilken der, og det med Rette, ved Examen Artium lægges ſaa megen Vægt? - ; Jeg feer ingen anden Üdvei for dem, end een af diſſe tre, af hvilke neppe nogen for⸗ tjener at anpriſes; og med Sandhed kan Mat- thei 15, 14. anvendes paa de arme Diſcipler under en ſaadan Lærer; thi lidet Gavn og ingen Are, men vel Skam 8. Stade hoſtes. af ſaadan Underviisning. i s ? Eller gives der maaſkee ikke dette Tilfelde i nogen lærd Skole? Jo! Forfatteren til diſſe Linier kjender, og ſkal, ifald vedkommende Authpriteter ville i dette Blad opfordre ham dertil, atter i dette Blad navn⸗ give den Skole og den Lærer, med hvilken def Mech n Sted i høi Grad. Blandt ä deres 'Skole-⸗Stileefter deres Lerers Nyk⸗ Danmark! følgelig ſtrives 'ieg, Hiort, iorde, rette —Begyndelſesbogſtav. han ſkal elſke digt, men "de have efterladt deres Efterkommere Lognagtige og Haanlige Ting“ 56 andre denne Lærers beſynderlige Paradoxer, dem han forlanger antagne og fulgte af fine Elever, ſom Troes-Artikler, og for hvilke han ingen an⸗ den Grund kan give, end: 'ſaaledes ſkriver jeg; ſaaledes vil jeg have det“ ere folgende: I. Conſonanten Jod ſkal være landflygtig fra iage“, iſtedetfor det gamle »jeg, Hjort, jorde, jage”. bi 2. Det lange J maa aldrig fordobles, »viis“ og „vis“ ſkulle begge ſkrives »vis“ og Contexten ſtal udbringe Meningen. F. Er, ven vis ſagde til en vis“ c. : 3. Intet Verbum maa have det underſtsttende, for Verber hidtil charakteriſtifke: e. Følgelig ſkrives til Exempel: Naar ieg naar det Faar, ſom pleier at faa faa Lam“. Meningen Fer atter fees af Sammenhængen. 4. Intet Adjectivum, om det end faner ſom Subſtantivum, maa nogenſinde ſkrives med ſtort Dog gjeres herfra efter Leererens: sic volo, sic jubeo!“ den Undtagelſe: at de ſammenſatte Adjectiver, hvis førfte Led er et Subſtantjv, al have et ſtort Begyndelſes⸗ Bogſtav. Efter denne Ortographie fkrives da f. Ex. „En vis fanger Siele“, «ſtraf en vis! og Jeg kunde opregne flere af diſfe Beviſer paa hans Heterographie; men det Anførte maa være nok. : Af Medynk over be ſtakkels unge Menneſker og af Kierlighed til det Sprog; fom tales i mit elſtte ZFædreneland, vover Jeg at ſporge: om det 57 ikke var mueligt, ikke raadeligt at fætte Grend⸗ fer for fligt Uveſen. ; Ved et Lovbud at befale: hvorledes i Al— mindelighed ſkrives ſkulde, det gaaer neppe an; og jeg priſer ogſaa i denne Henſeende vor libe— rale Regjering, ſom tillader upaatalt ethvert voxent Menneſke, ſom har Lyſt dertil, at gjøre , fig latterlig med fin paradoxe Skrivemaade; men jeg er dog af den Mening: at det af vedkom⸗ mende Autoriteter kunde og burde paalegges Lærerne i de lærde Skoler, at danne Elevernes Retſkrivning efter en vis beſtemt Norm. Eller, er dette maaſkee allerede ſkeet med at-autorifere Boger, ſom: Mallings ſtore og gode Handlinger, Rahbeks Leſebog, Badens rai⸗ ſonnerede danſke Grammatik, til Skolebsger, og ſom Monſtre for Retſkrivningen; hoi over⸗ holdes det da ikke bedre: at man følger den - gengang givne Norm? ? i Blandt de flere patriotiffe Ønffer, jeg vo⸗ ver at nere paa Aarets forſte Morgen er ogſaa dette: f Vedkommende forbarme ſig dog over Mo⸗ derſproget, og over de ſtakkels ulykkelige — Sko⸗ ledrenge!!! Den Iſte Januari 1828. ; 4 K. — Eg a 7 Indenlandſte Efterretninger. Een af de ſtorſte Seeverdigheder i Kjo⸗ benhavn er nu den kongelige Malerieſamling, hvis Almeeninteresſe er bleven meget forsget ved det af Juſtitsraad ag Konſtforvalter J. C. Spengler udgivne Ca⸗ talog. Dette Billedgallerie, hvortil Kong Chri⸗ ian den Fjerde lagde Grunden, beſtager ialt paa Chriſtiansborg opſtillede 88 af 890 Maleriet, nemlig 160 af den italienſke Skole, 123 af den flamſke Skole, 353 af den hollandſke, 23 af den franſke, 79 af den tydſke, 102 af danſke eller i Danmark arbeidende Me— ſtere. Disſe Konſtverker ere fordeelte i ti Sale. For at gjøre Galleriet faa beqvemt, ſom mue- ligt for Kunſtnere, der ville copiere Malerier, ere to Malerie-Depoter indrettede. Onſkeligt vilde det være, at alle de paa forſkjellige Ste⸗ der omſpredte kongelige Konſtverker kunde være ſamlede her. Saaledes hænge endnu paa Fre— densborg og Frederiksborg Slot mange ypperlige Malerier, der kunde tjene det ſtore Gallerie baade til Fuldſtendiggjerelſe og Forſkjonnelſe. — x Aarhuus den Ste Januar. Den ſidſte Op⸗ maaling af Kanalen ved Agger har givet det Reſultat: at Dybden er forblevet den ſamme, men at Bredden har forandret fig noget. Deri⸗ mod er den Sandbanke, ſom laae foran den, forſvunden, hvorved Kanalens Seilbarhed er ta— gen til, og efter al Sandſynlighed vil den ſmalle Landtunge imellem Liimfjorden og Nordſsen ſnart, eller engang i Tiden, fuldkomment for- fvinde. (Dette Naturphenomen hører til vore Dages "mærkværdige Begivenheder, thi det afgi⸗ ver et Exempel paa de Forandringer ſom ere foregaaede med Jordens Overflade ſiden Synd— floden, eller ſiden den ſtore Revolution paa Jor⸗ den. Der ligger et Princip i al Naturen, eller i det mindſte i vor Jordklode, til uophorlige Forandringer, ſom enten gage for ſig pludſeligt og ved ſtore Revolutioner, eller bevirkes lang⸗ ſomt og neſten ligeſom umerkeligt. Saaledes borttager Havet Landet paa. een Kant og ſet⸗ ter det til paa en anden. Saaledes fkulle, ef⸗ ter gamle Traditioner, det forte og det kaſpiſte Hav engang have hængt ſammen, men være blevne ſtkilte ved at det ſorte Hav er brudt igjen⸗ nem og har udgydet fig i Archipelaget, men ſom er en Begivenhed der har tildraget fig for— end den hiſtoriſte Tidsalder, At det ſtore Land Atlantis, ſom ſkulde have lagt i det nuverende atlantiſte Hav, ſkal være ſjunket ned deri, lige⸗ ſom og den ſtore De Friesland, ſom nu heller ikke mere findes, ſamt at et ſtort Land er ſjun⸗ ket i det ſtille Hav, og at de mangfoldige Ber 89 ſom nu ſindes der, ere kun Levninger deraf, er dog kun Folkeſagn og Gisninger. Men to Land: ſtrekningers Undergang Fjender Hiſtorjen: Den ene er Dalen Sidims med Stæderne Sodoma og Gomora; den anden er den Jordtunge ſom i mange Aarhundreder har adſkilt Liimfjorden fra Veſterhavet, og hvoroper fordum en flygten— de Konge maatte fræfte fine Skibe for at frelſe ſig fra ſine Fjender. Saaledes forandres uaf— ladeligt Jordens Overflade, og vi ſom beboe den, forandres tilligemed den.) (Aarh. A. 4 Nytaarsdag havde ſamtlige Herrer Office- rer ved Livregimentet lette Dragoner i Itzehoe foranſtaltet en Feſt for deres Chef, Hr. Oberſt v. Dau, R, af D., til Minde om Dagen, da den ærværdige Veteran for 50 Aar ſiden ind— traadte i Militafrtjeneſten. Efter Heimesſen bragte hele Regimentet ham et Vivat, hvorved blev overrakt en ſmukt udarbeidet Solv-Thee— ſervice, ſom en Forering fra Regimentets ſamt— lige Officerer. Et udmerket Middagsmaaltid var foranſtaltet hos Hr. Viinhandler Nagel, hvorved Judeloldingens Skaal udbragtes med en hiertelig Sang. Om Aftenen indfandt de Her; rer Underofficerer fig med et Fakkel⸗Optog og ledſagede deres elſkede Chef til fin Bopæl, hvor en anden Sang af dem blev overleveret og af; ſiunget. Hjertelighed og Verdighed udmerkede hele Feſten, og den elſtede Olding ſyntes over— veldet af Taknemmelighed mod Gud og Kon: gen, ſaavelſom Erkjendtlighed og Kjerlighed mod ſine Undergivne og Venner. 0 . % * Blandede Efterretninger. Nylig er i Chriſtiania udkommet: »Eventy⸗ ret ved Rigsgrendſen, af Maurits Chr. Han⸗ ſen 183 Ark. 8. hos R Hviid. Derom læfes folgende Anmeldelſe. Den ved fine tidligere poetiſte Arbeider, Digte og Fortellinger, ifær ved ſin Othar af Bretagne, der er bleven fordeelagtigen bedømt i den Danſke Litteratur⸗ Tidende, nokſom bekjendte Forfatter, har ogſaa — - i Aar, ved fir nylig udkomne Roman: Event ys, temmelig” ufrugtbare Litteratur med et Pro- "hils blendende Stjønhed og Talenter, Leiners for⸗ HORSES TS ret ved Rigsgrendſen, hævdet fin Wre ſom Digter, og tillige beriget vor i dette Fag duct, ſom i Sandhed fortjener at modtages af et ffjøntfomt Publicum med et Bifald, hvorved "Digteren fremdeles kunde opmuntres til at lyde ſin venlige Muſes hulde Bud. Dette Eventyr kan i hver Henſeende ſettes ved Siden af Nu— tidens ypperligſte Digtninger af dette Slags. Læs ſerens Opmerkſomhed feſtes ſtrax i Begyndelſen paa en levende Maade, og hans Deeltagelſe i de handlende Perſoners Skjœbne foroges ved hvert Capitel. Knuden er, ſom det bor fig, indviklet; | men, hvis dens Oplosning ikke ſkulde ſynes al— deles tilfredsſtillende, faa ligger Skylden i ei at. have lagt Merke til, at det Hele egentlig er en fiin Allegorie, en Gaade, ſom ikkun kan .oplø ſes efterat have kaſtet et tenkende Blik paa Videns ſrabens, Religionens og den ſkjonne Kunſts nyere Hiſtorie. Ei uden Fornsielſe gjorde Indſende⸗ ren denne Opdagelſe, og bemerkede da med fuld Tilfredsſtillelſe, at Perſonerne og Handlingerne aldeles: ſvarede til Fortællingens Plan og For⸗ fatterens Hiemed. Leiner og Margaretha, Lind⸗ holm og Eulalia, Linde og Laura, Udlersbergere ne og Roperne, Fru Willer og hendes Datfér fade ſgaledes en ganſte færegen Betydning, og ſelve Digtningen et Verb, ligt flere Noveller af Tieck og Familierne Walſeth og Leith af vor geniale Landsmand Henrik Steffens, hvis Tendents alligevel. er religiss⸗politifk. Dog om man end kun betragter Eventyret ved Rigsgrœendſen ſom Morſkabslœsning, opnaaer det alligevel fuld⸗ kommen Henſigten. J en reen, let og behagelig Stiil, ſaaſom man nok kan vente fig af en For⸗ fatter, hvis grammatiſke Skrifter fortjene Udmer⸗ kelſe, ſtildres Menneſker og Optrin, der opvaekke vor Interesſe. Samtalerne ere fulde af Lis, Vit⸗ tighed og Munterhed. Fra Tid til anden høre” vi en Sentens, et Tankeſprog, hvis Sandhed er indlyſende. Troper og Figurer ere vel anbragte og rigtige, Paa en behagelig Maade contraſterer Margarethas lyſe Forſtand og rene Sjel med Ragn⸗ nuftige Færd med Hermans og den gamle A⸗ delsmands Optoier, og Lauras føde Sværmerie, med Froken Willers nymodens Lærdom. Phaͤnka⸗ — JA. ß c 61 ſien føres ved raſke Overgange fra bet ene : Malerie til det andet. En Jagtſcene, en Reiſe i en Vinternat, en Roverkule, Aftengilder og. Feſter, et Landſted i Sommerens Lys og ſaa mangen en anden Gjenſtand, der fornsier Diet, ſtildrer vor Forfatter med en ſikker og øvet Pen⸗ fel, ei forbigagende noget Trœk, hvorved den kan gjøres faa levende, font "muligt: At ſige mere til at anbefale denne fortrin⸗ lige Digtning, og nærmere at udvikle Allegorien i Samme, vilde være overflodigt. Gid Forfat⸗ teren ſnart igjen maatte give det dannede Pu⸗ blicum et lignende Verk ei Henderne, ogſaa fovs ſoge fin ikke ringe Kraft i Gebeter af den ſaa⸗ kaldte hiſtdrifke Roman, hvem allerede den ſtore Baco har anviiſt en ligeſaa hoi Rang, ſom den allegoriſke. (N. Morgenbl.) : (Meddeelte.) Den unge Hertug af Reichenſtadt. J et under Titel af Wanderbilder udkommet Skrift, læfes folgende angaaende Na- poleons Son: »I Wien "fade" jeg "ofte den unge Hertug af Reichenſtadt, men altid i dyb Sorg over fin. ulykkelige Fader. Den herlige Greve Moritz af Didrichſtein, hans Mentor, be— fandt fig ſtedſe i Nærheden af ham. Man for⸗ talte Forfatteren folgende ſkjonne Trek af denne Prinds. Der kom en franſt Officeer, ſom længe havde tjent i Wien, i det Haab at blive anſat der. Men dette gik ei Langdrag og han kom i Gjeld. Verten vil omſider ikke give mere Credit og bemegtiger fig, for at blive ſka⸗ deslos, Officerens ubetydelige Eiendele. Denne ſeriver i fin Nod folgende Brev til Hertugen: Prinds! Jeg har veret Officeer og har tjent i Ægyptens nu er jeg "fattig og haardhjertede Creditorer ville fornærme min Ære. To Gange bar Deres ſtore Fader (mange Gange var han dog meget liten) betalt min Gjeld; levede han endnu, faa vilde han nu gjøre det tredie Gang, thi jeg har trolißen tjent ham. Da han ikke er mere, ſaa handle De i hans Aand og los min pantſatte Gre. Videre vil vor Herre 62 hielpe. Til Garantie for min Retſkaffenhed ſtiller jeg Dem ni Saar, ſom jeg alle har faaet under Deres Faders Hine. Gjelder end kun hoert af dem to Ducater, faa er jeg hjulpen ud af min Nod, og De har en taknemmelig Skyld⸗ ner. Den ædle Prinds gjorde mere end den ulykkelige Officeer havde forlangt; han betalte ikke allene hans Gjeld, men ſorgede ogſaa paa anden Maade for ham. Den Iz3de Dec. f. A. døde i Neapel den i den nyeſte Hiſtorie ſaa navnkundige Cardinal F az bricio Ruffo. Han var fodi Neapel 1744 og opnaaede ſaaledes en Alder af 83 Aar. Un⸗ der Pius VI. var han Generalſkatmeſter, og ud— mærkede fig pda denne vigtige Poſt ved mange forſtandige financielle og oeconomiſke Indretninger. Men i Aaret 1799 tildrog han fig iſer hele Europas Opmerkſomhed. Han gjorde et Skridt, der i det Smaa lignede Napoleons Tilbagevendelſe fra Elba til Frankrig. For at gjenerobre Nea— pel fra de Franſke, landede han, for at udføre denne Plan, ſom man paaſtager, kun med tre Menne— feer, i Reggio i Calabrien, Underveis forøgede fig den lille Hob ſnart til 1000 Mand. Nu gav han fig paa Veien til Neapel, og ved hans Ankomſt for denne Hovedſtad var hans Hob voxet til 25,000 Mand, med hvilke han rykkede derind; En Følge deraf var, at de Franſke rom⸗ mede Rom og Toscana. J Aaret 1801 var han neapolitanſk Geſandt hos Paven, og efterat denne var bleven fort til Paris, drog Napoleon Cardinal Ruffo til ſig, overvældede ham med Wresbevisninger og ſogte paa alle Maader at fane. ham ind i fin Interesſe; men da hans Beſtrebelſer fſloge Feil, blev Ruffo forviſt til Bagneux ved Sceaur. Paa fine gamle Dage levede han paa fine Godſer i Neapel, hvor han ſysſelſatte ſig med Agerdyrkning og Landoeto— nomie. J Italien kaldtes han General-Car⸗ dinal. ö e N Na varino, hvor det mærkværdige Soſlag : nyligen fandt Sted, deles ved Floden Armero i Gammel: og Nynavarino, og ligger paa en frugt⸗ Å 63 bar Slætte paa den fydøftlige Kyſt af Morea, * ningsfoſter. s N. for Modon. Indbyggernes Tal er 3000, hvoriblandt 300 Tyrker. Huſene, ifær nær Rhe⸗ den, ere velbygte, men Gaderne ſmaae og ſmud: ſige. Havnen er den ſtorſte i Morea og kal; kunne rumme 2000 Fartsjer. Fordum førte Na- varino, formedelſt denne Havn, en” betydelig Handel. Den dannes ved en Bugt, hvis Ind⸗ lob beſkyttes af Den Sphakteria eller Sphagia og mod N. og N. O. af en hoi Bjergkicde. Indlobet i Bugten er [malt og- befinder fig imel⸗ lem Bugten og det faſte Land. Fire Baſtioner og et Citadel udgjor Naparinos Faſtningsperk. En flor Vandledning, en Brønd og adſkilljge Marmorſsiler der pryde Facaden af en Moſche, eie der de eneſte Ruiner gf Betydenhed. : Allerede i Aaret 1819 læftes i Boſtons⸗Api⸗ Yen om en flor Soſlange, der, forhen ofte om⸗ talt, havde været at fee paa Longbeach ved Strandbredden d. 14 Aug. ſ. A. Dens Hoved. viſte ſig omtrent tre Fod over Vandet, og dens Krop dannede 30 ſortladne Krumninger. Over Tuſinde Menneſker ſaae fra Havbredden dette Uhyre, ſom de længe anſaae for et blot Indbild⸗ i Endeligen hedder det nu i Stof; holms Journ., af 31 Dec. f. A. i en Skrivelſe fra Philadelphia, at den ſtore Havorm (2), ster en frygtelig Kamp der. varede i ti Timer, er blepen Dræbt af tolv ameriganſte Fifkere, hvoraf een blev. flaget. ihjel; og to, fif begge Benene kneœkket. Uhyrets Lengde angives til 220 Fod (2) og bets. Omfang til 22 Fod, J Munden havde det tre Rader Tender, 3 685 VET J en Fabrik i Aachen havdes for kort Tid ſiden et magelsſt Exempel paa hurtig Fabrication. Jen eneſte Dag blev Uld forvandlet til Toi. Ved Midnatstid blev den vaſket, og, efter 16 Timers Forløb, var et Slykke Klæde paa 2 Alen færdig til Udſtilling i Berlin. 2 Sjobe Norſke Speciesſedler nh a vn. Forlagt af S. Soldin. eget i ker Gſtergade No. 60, 3 8 Man, bemærker, at Kongen af Sachſen, der ved Døden afgik d. 5te Maj, dode paa ſamme Dag og i ſamme Time ſom Napoleon. Ved Müͤhlhauſen hape endeel rige Folk for⸗ enet ſig om at bygge en liden Stad, beſtaaende af 500 Huſe. En Franſtmand har opfundet et Billard, : hvis Kugler, der falde i Løvegab, fætte en Me⸗ kanisme i Bevagelſe, ſom ſpiller tolv Arier. . ͤ—— T—— ——̃̃ñ————————— 7 Kjebenhavns Bors, d. II Januari 1828. Hamburg 2 M. — 8 à vista 218 0 Species 220 7 Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 32 f. Bank⸗Disconto 4 pCt. 155 Rbd. Sedl. pr. 100 Specier 1542 Svenſte Sedler 3 ; ; pr. Rolr, Rigsgjeld 482 49 Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 84. — Rbd. Sedl. Dito Dit . . 277 773 i Banco Nationalbank Obligationer 2 : ' (af Lagnet 4Febr; 1820)| — = Abb. r. S. 4 pC. uopſigel, Rigsbkobl. Renter pr. 6 Januar 96297 Rbd. r. S. 6 pC. norſk Laan . ved Hambro & Sen 105 | — i Banco 4 pC. Dito nye . 98 983 i Banco Aſiatiſte Comp. Actier — | — i Sedler [ — L. Sterl. 3 pC. nye danſke Oblig. 872 ——— ——— Italien ſtk J dette Sprog gives Undervisning af en indfødt Italiener, for en moderat Pris, En Billet desangagende bedes aflagt hos Hr. Con⸗ Ne . . i Boutiquen paa Gammeltord No. 89. : Ye * a Trykt i — pot: * Ryerte Skilderie Leven abn. - NV MES Femogtyvende Aargang. No. 5. udgivet o g rebigeret af Fr. 1 Forſendes, ifolge K Kongel. gllernaadigſt Tilladelſe 7 Tha a ru p, 75 med Brevpoſterne. i 3. : 4˙ . 0 1 3 Tirsdagen den 15 Januari 1828, — — SES SELE SSSSSSsSsSsSSSSoSSSSSSSSSSESS —— Sorkeertheder ot Taabeligheder hos fortjenſtfulde Menneſker. | (Slutning; ſee forr. No.) — Da Videnſkaberne oplivedes paany, kom hele Sfarer af Toſſehoveder og Gjckke til et udmer⸗ Tet: Navn, blot ved en papegsiagtig Hukommelſe og ved et Slags Kundſkab, hvis eneſte Fortje⸗ neſte var dens Sjeldenhed; og Gaspar Sciop⸗ pierne, Julius Cæfar, Scaligerne o. fl. A. give endnu ſtedſe Stof til at belee den literaire Laur⸗ berkrands ved mangen Anecdote om deres over⸗ oͤrdentlige⸗ Forfcngelighed og gemene Dadlemaa⸗ de. Disſe mangfoldige Svaghedskilder give ris geligt Stof til at retfœrdiggjere de Bebreidelſer, hvorved Hoerdagsmenneſkene ſoge at holde ſig ſtabesloſe for Savnet af det, efter deres Be⸗ Sk greber faa midufidelfesværdige" Pigito monstrari. Dog, derſom ikke ält det, ſom glimrer, er Guld, ſaa ler ikke heller Alting Skovrc, fordi bet ſav⸗ ner Metalglands! En ſtor Deel af det, ſom Ver⸗ den regner Mænd af Fortjeneſte til Onde, er at leve. E ——— .. ————ää— ü—ñ ikke deres egen Skyld, men grunder fig paa deres Aands Fattigdom, med hvilke de ere tvungne til Naar en Mand af Genje ſtundom an⸗ fees for en Bjorn, med Henſyn til de ſelſtabe⸗ lige og behagelige Egenſkaber, faa kan den ganſte ſimple Grund dertil vere, at han har ſaa lidet tilfelleds med ſit Selſkab. Er det hans Skyld, naar der i et blandet Selſkab gives faa. faa, ſom kunne tale om Andet end Politik og Let= færdighed 2. Med ſamme "Ret. kunde man anſee en Fremmed for enfoldig, fordi han ikke talen Landets Sprog, ſom man bebreider en Mand af Fortjeneſte, Hovmod og Særfind,- fordi hans Selſkab ikke megtede, at hæve fig til hans Fo⸗ reſtillingers Hoide. Den, ſom i aandig For⸗ ſtand ikke ſtaaer paa famme Trin, ſom ſin Om⸗ givelſe, ligner den Autor, ſom er ilet foran ſin Tidsalder, Begge foragtes og tilſideſcttes af ſamme Grund. Det er en Ulykke, men ſikkert ikke⸗deres Skyld, naar de tiltale en Krebs, fore enten ikke vil fee, eller ikke kan, fee fin egen. Svag⸗ hed, at de da, med Overſprudlen af ejendommelige Ideer, og med rigtige Domme om det, hvori de 8 Sftkuylden er hos Ratio recipientis. - Lo: 67. Undre-aldeles fare vild, maa kaſte fine Perler for Sviin, ſamt at man hader og forfølger dem, fordi des hverken ſkildres eller forſtaaes, ſom de bor. Kun alt for ofte giælder en dannet Vi⸗ denſkabsmands Spog for Sarcasme, og den ſim⸗ 7 pleſte Bemærkning for falſk og uforſkammet, fordi Selſkabet ikke kan fatte den hidhorende Tanke, ſom er fan forſtaaelig for Folk med ſtorre Fats teevne. Omtalte Sjenſtandes Rigtighed eller Urigtighed er ſaare afhengig af deres Forbindelſe med de Ting, ſom vare afhandlede eller indbe⸗ grebne i den foregaaende Samtale: jo fi inere alt⸗ ſaa en Bemærkning er, deſto ſandſynligere bli⸗ ver det, at de Indſkrœnkede ville anſee den for et Parador eller en Vildfarelſe. Hvo af mine „Laſere ſtulde ikke allerede have været i den piin⸗ lige Stilling, at befinde ſig i en Kreds af aands⸗ fattige Menneſker, ſom ubekjendte med hans Ei⸗ tater, ei begribende hans Lignelſer, overſeende hans Hentydninger, tagende Exempler for afgjo⸗ rende Paaſtande, tolkende enhver Setning alde⸗ les modſat, omſider have bragt ham ſelv til at troe hvab- de for længe ſiden ſelv vare overbeviſte om, at han har fremført, for ikke at ſige Be⸗ ſpottelſer, ſaa dog utilgivelig uſands? Naar Narren ſvarer, overeensſtemmende med ſin Nar⸗ agtigber, ſaa kommer det deraf, at han ikke for⸗ ſtaaer mere, end hans Naragtighed tillader. Den fornuftige Tale ſlumrer i et naragtigt Bre, og Selv en New⸗ ion der en Bacon vilde kun ſpille en under⸗ ordnet Rolle i en taalelig Sanger⸗Club, og dog er Dette kun en ufuldkommen Lignelſe af den Stil⸗ ling, hvori Folk af Fortjeneſte befinde fig i de Selſtaber, ſom almindeligviis anſees for de bed⸗ — — DDr ²˙ ! ¹˙¹ ·m] —˙ öw A 68 fie. Nogle faa af disſe ubehagelige Erfaringer ſette de meeſt aandrige Menneſker, naar det gielder om Talentet at underholde, langt neden— for dem, ſom kun ere hjemme i Slidderſladder, -men tage Uforſkammenhed og Tungeferdighed til Hjælp, . Mistvivlende om, at gjore fine egne Begreber forſtaaelige, eller at kunne ſkikke ſig i den intetſigende Tomhed, om hvilken de ſed⸗ vanlige Selſkabers Underholdning dreier fig, ſoge de deres Frelſe i en Taushed, ſom da bliver fortolket ſom Vrantenhed, eller regnet til Ukyn⸗ dighed, fordi de tie af Wkkelhed over den intet⸗ ſigende Sladder. Jo ſtorre et Individs aan— dige Overlegenhed er, deſto ſtsrre er Sandſyn⸗ ligheden for, at han vil falde i en eller anden practiſk Vildfarelſe, hvilket er en Folge af de overdrevne Gisninger om Motiver og Sandſyn⸗ lighed. Uden at agte paa Forſkjelligheden imel⸗ lem ſig ſelv og den øvrige Verden, antager En⸗ hver den ſamme ubegrendſede Idee-Horizont, og den famme forſigtige Noiagtighed i Slutning, ſom han anvender ved ſine egne, dybt giennem⸗ tænkte Grandſkninger, og idet han overvurderer Kundſkaben hos dem, han omgaaes med, bliver han narret ved fin egen Overlegenhed og kom⸗ mer i ſamme Tilfelde, ſom visſe Folk, der ſette efter en flygtende Tyv: — Lader os gjennem⸗ ſoge Kroen der,“ ſagde den Ene, 'thi Skildtet viſer, at det er en Samlingsplads for hans Landsmænd.” „Nei, ſvarede den Anden, han vogter fig nok for | at gaae did, thi han maa troe, at man aller ført f vil ſoge ham der.“ — et er ikke faa”, ſagde en Tredie, ”netop. fordi han troer. at man vil raiſonnere ligeſom Du, er han flygtet til dette Sted, fordi han tenker, at man ſidſt vil ſoge ſine Kunder, 69 ham der”, — De gjennemſogte nu Huſet, og mi— ſtede, tilligemed Tiden, ogſaa Tyven, fort havde fulgt Landeveien, af en Grund, ſom de Alle havde overſeet, thi — han kunde ikke læfe, For at bedømme: Sandſynlighederne rigtig, maa man overveie Menneſkets Handlemaade i alle mulige Tilfalde; ikke alene Viisdommen, men ogſaa Daarſkaben, ei blot Verdens Liſt, men ogſaa dens Enfoldighed; men netop den, ſom er meeſt fri for Vildfarelſer, forſtager al⸗ lermindſt at forudſee Andres Dumheder; netop ligeſom den, der ſelv holder faſt ved Oprigtighed og Redelighed, mindſt al paa fin Poſt imod Forrederie og Bedrag. J det ſelſkabelige Liv gives der en almindelig 95 gienſidig Afhengig⸗ hed; Kunſtneren er afhengig af Kjenderen, Ta⸗ leren af ſine Tilhorere, Kjobmanden af ſine udenlandſke Correſpondenter, Manufacturiſten af Den, ſom losriver ſig fra Ver⸗ den, bliver, om han endog hæver fig over den, ſvag og elendig, derſom ikke hans Sjæl paa ſamme Rid ſtyrkes og bliver nafhengig. Ikke enhver Democrit finder en Hippocrates, ſom la⸗ der ham vederfares Ret, og ikke enhver Hippo⸗ ctates finder Publikums Hre aabent. — J at beſtyre offentlige Anliggender begaae Folk af Fortjeneſte ofte betydelige Feil, og ere underka⸗ ſtede Misgreb, ſom ſtrax forgarſage Forbauſelſe og blive” lagte dem til Laſt. Fortrinlighed i dette Fag forbrer langt andre Kræfter end dem, ſom udfordres til abſtracte Arbeider. Ju ſin Af⸗ handling over ſin Tids Sæder antager Duclos, "at nogle af disſe Feilgreb grunde fig paa Man⸗ gel af Overeensſtemmelſe imellem Characteer og Vid, teller, e ei beſtemtere Udtryk, intelfem ner og Ideer. i denne Categorie. 5 70 Forſtand og Villie. En kan have høie Anſkuel⸗ fer og lægge ſtore Planer, men alligevel kan han være aldeles uduelig til at trænge ind ? Forretningernes Detail; han lader fig maaſkee lettelig afffræffe ved uforudſeete Hindringer, eller der mangler ham Evne til at bringe Andre til at føje fig efter hans Villie, eller han ſav⸗ ner den Üdholdenhed og Faſthed i Hiemed, uden hvilke ſtore Maſſer ikke kunne ſettes i Bevægelfe Om end Characteer og Forſtand have en og ſamme Retning, ere de dog ofte ulige. Villien er ofte ſvag hvor Forſtanden er ſkarp og gien⸗ nemtrengende, og ofte blive Statsmænd med ſtore Talenter, Skarpſindighed og Duelighed, uagtet deres liberale Anſtuelſer og ſjeldne Com⸗ binationskraft, uvirkſomme, ja endog fkadelige, fordi det mangler. dem paa Iver og varig Ar- beidslyſt. Saadanne Perſoner lade, fig lettelig bringe til at opgive et Forehavende, opholde ſig længe ved Smaating, og foranlediges ved ube⸗ tydelige Beveggrunde til at forandre ſine Pla⸗ Beſidde de Argjerrighed, ſaa er den vaklende og periodiſk og afvexler med Paroxysmer af Ladhed, Fjaſen og deslige: Det "hænder fig virkelig ofte nok, at den meeſt ube⸗ grendſede Wrgjerrighed, den meeſt anſtrengte Arbeidsiver, den ſtorſte Beſtemthed i Planer og det ubetvingeligſte Mod ere forenede med den ſtorſte Middelmaadighed i Talent og den meeſt indſkrenkede Fatteevne. Endog den, ſom ikke hører til den afdøde Lord Caſtlereaghs Beun⸗ drere, nodes dog at tilſtaae, gt han kunde ſtilles Der, hvor Der findes Mod: ſigelſe imellem Villiens og Aandens Krœfter, eller der endog kun gives en Ulighed imellem — . dem, er. ingen Fortrinlighed eller Fuldkommen⸗ hed tenkelig. Jovrigt forekommer der Tilfelde, hvor de ſtorſte Chargeterer gjøre Feilgreb, ſom Folge af »locale og tilfældige Omſtendigheder. Ved Moffau var Napoleons Villie for mægtig for hans Forſtand, hvilket for ham havde de ve— ſentligſte Følger. J Felttogene 1814 og 1815 viſte han den ſtorſte Harmonie i Billiens og Forſtandens Kraft. Efter Slaget ved Waterloo miſtede han ganſte fin Characteer, og hans aan— dige Hjælpemidler bleve ſvekkede og forſtyrrede af Fortvivlelſen. Med de ſtorſte Aandskrefter er Talleyrand alligevel un grand homme manqué, fordi han mangler Characteer. Hans Aand er å Stand til de høiefte Planer, men hans Vil: lie ledes af de jammerligſte Motiver. Ludvig den Sertende Havde uden Zviol ligeſaa megen Forſtand, ſom nogen anden Konge, og desuden et meget godt Hjerte, men han faldt ſom et Offer for ſin fuldkomne Uformuenhed til at have en beſtemt Villie. J Henſeende til fin Livlig⸗ hed og Varighed er Villien underkaſtet tvende Vildfarelſer: et Overmaal af den forſte leder til Ablurditeter, en Overflodighed af den ſidſte frembringer endnu værre Feil. Den dyriſk liv⸗ lige, raſke, fremfuſende Mand kommer, naar han er traad ind i det offentlige Liv, neſten al⸗ tid i Klemme, og ſpiller et Spil, hvori han For at ofte nodes til at gjøre Tilbageſkridt. gaae frem med ſaadan Raſkhed, udfordres den hurtigſte Overſigt og et neſten intuitivt Be⸗ kiendtſkab med Sagen. Den, ſom holder for 72 fælde kunne meget udmærkede Talenter lede til Misgreb, ſom endog den ſimpleſte Jogttager ſtrax bliver vaer. J denne Levekreds er Fortje⸗ neſten iſer berettiget til den hele Lykke af magnis tamen excidit ausis. Jo mere omfat⸗ tende en Statsmands Genje er, desfnarere ſtager han Fare for at gives til Priis for Tilfelde; thi endſkjondt det hører med til Geniet, at for; udfee og beherſke Begivenhederne, faa er dette dog en Kraft, ſom kun virker inden meget fnævre Grendſer. Jo mere omfattende et Fore⸗ tagende er, deſto ſtorre (er. Sandſynligheden for et Sammenſtod af Tilfalde, ſom hverken kunne. forudſees eller beherſfkes. J Politiken, ſaavel—⸗ ſom i Krigen, bliver meget overladt Tilfeldet, og de, ſom, formedelſt fnævre Anfkuelſer eller ſvag Villiekraft, ikke tragte efter ſtore Ting, ere heller ikke i den Nødvendighed, at fætte meget paa Spil, Jovrigt dømmer Verden efter Ud⸗- faldet, og fætter Den, ſom Intet har tabt, fordi han Intet har vovet, langt over den dri— ſtigſte Aand og det ſkarpſindigſte Genie, hvid Planer ikke bleve begunſtigede af Lykken. (Noget forkortet frag. B. d. B. H. 288. og N. M.) Bemcerkning ved det i foregagende No. indrykkede Stykke om danſk Rets ſkrivning, undertegnet VAR J Kiebenhavns Skilderie for d. A., No. 4.5 har en Anonym, under Bogſtavet K. og Da⸗ PR i | tum 1 Jan. d. A., yttret ſig med billig Harme | : faſt paa fin Villie, forſtäger ikke at lempe fine over den Jagen efter Nyeheder og Beſynderlig⸗ * Midler efter Biemedet, og udtommer fine Kræf: heder, ſom i vore Dage, i Henſeende til Dank 151,77 ger i Kampen med Umuligheder. J begge Til⸗ Retſtrivning, tager Overhaand; og, ſom det las 1 i FRE * 8 ; — Å 73 der, har han endog ved denne fin Anke havt, Gens fyn til en vis, dog endnu unævnet, Lærer ved en lærd. Skole i Modersmaalet, og denne Lerers Serheder i fine orthographiſke Principer og urets teligen anvendte Myndighed i at fordre diſſe fine Seregenheder af ſine Diſciple fulgte i deres Stile i Modersmaalet. Denne anonyme Forfatter er, ſom det ſees, uvidende om, at der i Henſeende til de Prin⸗ ciper, ſom bor følges ved Undervisningen, i Mo⸗ dersmaalet og iu specie dets Retſkrivning, ha⸗ ves en Kgl. Reſolution af 11 Juli 1800, hvor⸗ ved det befales »Kœrerne i Modersmaalet ved de lærde Skoler, i denne deres Underviisning at folge den Ortographie, ſom bruges af Fedrene— landets bedſte og meeſt clasſiſke Proſaiſter.“ Hoilken Reſolution igjennem det Kgl. danſke Kancellie er af daverende Kommisſion for Uni⸗ verſitetet og de lerde Skoler foranlediget, og fin⸗ des meddeelt i Kollegialtidenden for 1800, No. 33, S. 523, hvor ogſaa Motiverne, der beve— gede bemeldte Kommisſion til at andrage hers paa, nemlig: ”den megen Uoverensſtemmelſe og Serhed, ſom havde taget Overhaand i 74 1 ſaiſter endnu lader 777 e tilbage; men det er ligeſaa indlyſende, at denne Reſolution ei kunde mangle at være en ſtyrende Norm til Forebyggelſe af i Hine faldende Serheder, lige— ſom det ikke er let at forklare, hvorledes nogen Lærer ved en lerd Skole ſkulde kunne enten være bleven uvidende om eller forde egenraadigen 8 dens Forſkrifter være upaaagtede. J Fortalen til 3die Oplag af fin danſke Sproglœre, 1816, S. XII, har Prof. Rector Nisſen, ved at omtale de af ham i Retſkriv⸗ ningsleren antagne og fulgte Grundſetninger, henpeget til bemeldte Kgl. Reſolution, og der ved bidraget til at holde ſamme i Erindring og i friſtt Mind. Naar iøvrigt bemeldte K. ommalder Na h⸗ ; beks Leſebog ſom Norm for danſk -Orthoz graphie, da ſynes denne Bttring at robe kun liden Kjendſkab til denne Bog, der er ſaa langt fra at have nogen egen Orthographie, ſom Sam⸗ leren har indrykket de fra de forſtjellige Skri⸗ benter tagne Exempler med 9 Forfatter egne effet danſt Orthographie, berøres med Tilfojende, at Regjeringen, om den end ikke kan befatte ſig med at give Love for Sprogbrugen, dog maa anſees befsiet til at vaage over, at en ſaadan Sprogforvirring i det mindſte ei fra de under dens umiddelbare Autoritet ſtaaende Underviis⸗ ningsanſtalter ſkulde fremmes og forsges. “. At denne Kgl. Reſolution imidlertid ei kunde tilveiebringe noget beſtemt Reſultat i, Henſeende til Eenhed og fuldkommen Overeensſtemmelſe i Underviisningen i danſk Retſkrivning i de lærde Skoler, er faa meget begribeligere, ſom Henvlis⸗ ningen til de bedſte og meeſtelasſiſte Pro⸗ bringer Babylons Taarn i Erindring. keren og Udgiveren, William Swinburne, er en Englander, og de politiſke Nyheder leverer han Jndeplendſte Efterreruinger, ig Januarheftet af Columbus leſer man folgende: »Paa den danſfke veſtindiſte Se St. Thomas udkommer to Gange om Ugen, Onsdag og Loverdag, en Avis i Folio. Den er ziret med det kongelige danſfe Vaaben, Titelen er danfk; St. Thomas Tidende; men Indholdet Bogtryk⸗ i det engelſte Sprog, ſom overhovedet er det her⸗ ſkende pad hine danſke Øer. Bekjendtgjsrelſerne ere deels danſke, deels engelſte, deels ſpanſke, deels fran⸗ en Hob rpichedin eee N H. P. 75 * men ofte tillige i engelſk, franſk og ſpanſk Over⸗ ſetteiſe. Vaccinationen er indført, og Stats⸗ phyſikus vaccinerer ugentligen uden Betaling. „Hver Huusfader eller Huusmoder er pligtig til, under Faengſelsſtraf paa Vand og Brod, for Landphyſikus at anmelde ethvert de naturlige Kopper lignende Tilfelde, ſom i deres Boliger maatte viſe fig, ifølge Kgl. Pl. 31 Marts 1819 F. 6, bragt i Erindring ved Regjeringsplakat af 1 Marts 1827, i Anledning af at flere Tilfelde af Bornekopper havde viiſt fig pan St. Thomas. Ved Politiplakat af 26 Apr. 1827 bleve alle Ejere af Slaver der paa Oen, ſom endnu ikke vare vaccinerede, eller havde havt Bornekopper, paa⸗ lagte ufortevet at angive paa Toldkammeret ſaadanne Slavers Navne og Opholdsſteder.“ Hver otktende Dag bekjendtgjor Politiet hvor⸗ meget et Femſtyvers Brod bor veje; (omtrent 8 n 8 rede Solo 81 Abd. 68 ß. og S. o. T. 49 Rbd. 168. Af fornevnte Sølvbeløb. fandtes indlagt i et Papir ] af en Unavngiven, men, ſom af Papirets Indhold fees, 5 5 a dat have kempet mod Hvalen blandt Nordpolens Jis“ m. v., 5 Specier, og i en Note over de Hr. Capitain Bodkers Mandſtab eftergivne Slavepenge Did AN BIO, ERE SEE SS Fremdeles blev taget til Indtegtet dom Capitain Arboe indleverede, og ſom ere indkomn e hann sols SE 2 for 10 Exemplarer af Lieutenant Garbrechts Skrivt Dannebroge“, hvilke han i Riga har ſolgt. Capitain Luͤtken indleverede Ud * „neee St. Croix. Af Caſſerer Ebbeſen ved aſiatiſt Compagnie var til⸗ ſtillet Capitain Luͤtken — & * der ere indkomne til Bombeboſſen ved Udbetaling til Chinaſkibets Mandſkab. J Bombeboſſen paa Dampfkibet Prindſeſſe Wilhel⸗ Sy 5. S. o. T. mine er forefündet 18 Rbd. r. S., 4 Rbd. 82 og en ſpanſt Piſtole, ſamt endvidere af Hr. Capitaine SLAGEL. £ov indleveret 1 Specie; hvilket i alt og effer Om⸗ for de fire forſte Maaneder af Aaret 1827, er det danſke Vaaben ikke paatrykt. Regnſkab for Bombeboſſens 4% Qvartal 1827. Pbprettet 1819, den Ilte, Auguſt.) — See Skilderiet No. 84 for f. A.) . Ved Bombeboſſens ste Aabning, den 2den Januari 1828, fandtes i ſamme: 2 2 77 hoilke ere indkomne for 14 Exemplarer af ovennævnte n i Sfrivf, der ere ſolgte af Capitain R. H. Knudſen paa 76 13 til 14 Unzer). J Mai 1827 vifte Linie⸗ danſere deres Konſter paa Theatret i Staden St. Thomas. Ogſaa paa denne lille He ſkeer Misbrug af Presſen. En Hr. Caſtelli lod et lognagtigt Flyveſtribt trykke imod en Hr. Lan⸗ ge, og fik derfor af de danſke Retsbetjente en Iretteſættelfe. — J Hernhutterkolonien Niesky paa St. Thomas døde den 28 Juli Preſten Johan Phil. Goͤtz, og Dagen derpaa Praſten Joh. Gotfr. Jung. — Der er pan Øen en Fri⸗ murerloge (Harmonic-Logde). Overſetteren, ſom har nogle af bemelte Tidender for ſig, har derefter tilføjet noget i det Ovenſtaaende, ſaavidt med “—“ er betegnet, og maa iøvrigt bemerke, at paa det Exemplar han har af bem. Tidende, * * 150 „ 1 I IK 1 „ 12 — 16 5 25 RT 278 3 2 Transport rede Sølv 168 Rbd. 42 f. og S. o. T. 50 Rbd. 26. ſætning af den ſpanſke Piſtole til 2 Rbd. 72 f. Reprœ⸗ 0 9 ; ſentativer, udgjor JVC ù VdV 20 2 7 — — 12 — 28 Huusleie af Stiftelſens Eiendom til ſidſtafvigte ; Michaeli beløber / ĩ ¶ V og i Renter af dens Activer til ſidſtafvigte 11 Decbr. er indkommet „ & „ „ „ 6 3 „% % „% % „% „„ „„ „„ „„ „4 „. 5 Salt rede Solo 544 Rbd. 77 ß. og S. o. T. 161 Rbd. 81 8. — 7 103 — 35 — 99 — SI — Bombebseſſen eier nu: 1. Gaarden Nr. 167 paa Hjørnet af Dybensgade og Sqvalder— gade, der, efter Kjobeſummen for ſamme, med Zillæg af den ſenere indlsſte Bankheftelſe, anſættes til Verdi rede Sølv 14,000 Rbd. 2. Inventarium af Senge, Sengekleder, Borde m. m., med Zillæg : af Hr. Conferentsraad Bruns ſidſte Gave 00. 844, 2900 — 3. Hofraad Meyers Legat, kongelige Obligationer å 4 pC.... Sølv. 2500 — 4. Hofraad Gerſons Legat i Nationalbankobligation à 4 PCD... — 1000 — 5. Den af Paſtor Walther og Huſtru legerede Depoſitocaſſe-Obl., à 4 pC. — 500 hvilke Renter ere beſtemte til ſtrandede Ssfolk. a ” ' 6. Grev W. Moltkes kongelige Obligation, à 4 PC. 293 — 392ßf. 7. Den af det oeconomiſke Velferds-Selſkab ſkjenkede Capital i GLS kongel. Obligationer, a 4 pC. „2 e 2 „„ „6 „6 „„ „ 7 — —— + + . 6225 FEB, E hvoraf 177 Rbd. 90 f. rede Sølv aarlig, indtil videre, ej E 7 . „kommer Bombeboſſen til Indtegt. Å 8. Capital i en Nationalbankobligation 2524522422544 „4 „ „„ „ „„ „„ ES TS. KØ 22 1000 — 2 9. En af et Selſkab af Venner ſkjenket Kongelig Obligation, ſtor — 100 — z R 100 — 8 7 10. Af en Ubenævnt ſkjenket d. 28 Septbr. 1826 en Kgl. Priis⸗Obligation hvis Renter anvendes til et Middagsmaaltid d. 22 Marts til 6 af de gamle Sofolk, ſom — derſom de findes — 8 3 have faret med afdøde Admiral Jes ſen. NG 4 3 I. Af en Velgjører ſkjenket 2de Interimsactier i Badeanſtalten ved 8 Ryſſenſteens Batterie * W —Iᷣ̃ 60880800 5 200 72 2 1% Sparekaſſen , e AE, BESES SÅEDE SEERE SE TE: r. S. 2200 — 2 18. Jen Nationalbankobligat io . — 500 — Bombeboſſens Eiendom d. 31 Decbr. 1827 i alt r. S. og Selv 31,518 Rbd. 392 f. Bombeboſſens Eiendom d. 31 Decbr. 1826 var i alt r. S. og Sølv 29,718 Rbd. 39 ß. * 2 ö * * SE, „ 20 Rbdlr. Sølv, Renten af Paſtor Walters Legat, beſtemt til ſtrandede Sofolk, ere uddeelte til: Eleonore Rønne med 1 Barn, omkommen Skipper H. P. Ronnes Enke, 4 Rbb. 84 f. Kir⸗ ſtine Marker med 3 Born, Enke efter omkommen Tommermand Ole Marker 7 Rbd. Styrmendene Jens Koefoed og Jens Espenſen, der begge ved Stranding have miſtet Alt, hver-§ Rbd. : Hr. Major Chriſtenſen har atter ved Juletid tilſendt Bombeboſſen 53 Lpd. Fleſk, 2 epd. Klip⸗ fin, 2 Skpr. Gryn, 12 Skpr. Aerter, 22 Pd. Skraatobok, 10 Potter Brændeviin og 10 Brod. 2 pg. Brygger og Dannebrogsmand Jenfen har'allene i ſidſte Qvartal tilſtillet Bombebeſſen 7 Tor. — — 79 ” føler Velvillie for denne Stiftelſe: at til April Flyttetid vil atter 5, der finde Bo beboſſen følgelig da vil huſe og underſtotte 30 gamle Sømænd. Kjobenhavn, d. 2den Januari 1828. ; M. Luͤtken. Langber g. Schack. Larſen. ; Duntzfeldt. Arboe. 5 N Moeller. Wilſe. Thrane. i n DDT ſiom til, den Tid maatte haves for Seddelens Literair Cukioſitet. Augthed. ' : For efter ringe Cvne at udmærke den gav⸗ nelyſtne Jver, med hvilken hver Strimmel be- tå ſtrevet Papiir, en navnfundig-Mand efterlader ſig, overleveres Trykken, indeholdt den endog de ſtorſte Ubetydeligheder, og meddeles Publicum ſom en lækker Mundſmag, lod Undertegnede en, gienſynligen ſelvgjort, tydſkdanſt Bleeg⸗ ſeddel, der foregaves at ſtulle verre funden mellem en afdød berømt Mands paa Auction tilkjobte Papirer, indrykke, tilligemed en dertil Curioſitet, ſamme Bleegſeddel indført med den, ſom det af Ordene ſelv lader, i Alvor fremfſatte Be⸗ mærkning : at. den er funden. mellem en afdod berømt Mands Papirer, ſom kjobtes paa Auc⸗ tion, og af den ſynes af ſkrive fig fra for⸗ hen dmtalede Reifer.“ E E TER Den Néfte, der omtaler denne Bleegſeddel, vil venteligen vide at opgive. de critiſke Grunde, Svenſke Sedler Dito Nationalbank Sbligationer Dito. Dito . 4 pC. uepſigel. Rigsbkobl. .. Renter pr. 6 Januar 3 pC. nye danffe Oblig. 573 5 L. Sterl. Peder Lolles Ordſprog, ville behsgeligſt tilſtille art Maaned. Forlagt af S. Soldin. 80 % 05k. Ca Ogfaa eh Literatus. ber SITET SED ̃¶⁵ O. Bavelse AD AE ES ES MT … Kjøbenhavns. Børs, d. 15 Januari 1828. Hamburg 2 M. 6 t: n d vista 218. Species 220 i : Specier ſolgtes til 13 Röbmk. 32 f. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler— pr. 100 Specier — 211 2 5 1585 11553 Mbt, en pr. Rolr. Rigsgield 483 49 Nbß. Zegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 84, — Rbd. Sedl. Dito.. 77.774 i Banco (af Laanet 4 Febr. 1820) 1025 103 Rbd. r. S. 113 1133 Sedler 5 962 97 Rb. r. S. 147 2 „* 6 pC. norſk Laan ved Hambro & Sen 108 — i Banco 4 pC. Dito nye .. 98 — i Banco Aſiatiſke Comp. Actier — | — i Sedler. Ur rr De, for. have⸗paategnede Subſkriptionspla⸗ ner ihænde paa Hr. Prof, Nyerups' Udgave af Undertegnede ſamme inden Udgangen af Janu⸗ . Soldin. Trykt i L. J. Jacobſen s Bogtrykkerie. 2 „ Nyeſte Skilderie af Kjobenhavn. ' SMWWWWIMMIMUM ULVE Femdgtyvende Aargang. No. 6. Udgivet og redigeret af Fr. Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, Thaar u p, Etatsraad. med Breppoſterne. Ø Loverdagen den 19 Januari 1828. , Den danſte Nationalbank. »Regnſkab over Nationalbankens Indtægter og Ubgivter for Bankaaret fra I Aug. 18265 til 31 Juli 1827, tilligemed en vedføjet Forklaring, ſom viſer Bänkens Status til bemelte 31 Juli“ og faaes hos Popp, Hſtergade. er udkommet, No. 72, for 40 Skill. Tegn. Nogle af Reſul⸗ taterne af dette. Regnſkab, ſammenlignet med Regnſkaberne for de forløbne Aar, meddele vi dette Blads Leeſere. I, Bankheftelſernes Beløb. 145 Be Rigs ban kens Begyndelſe 1813, eſter de ſpecielle Regiſtre, ſom for hver Kjobſtad, og hvert Amts Diſtrikt ere affattede over den Banken tilagte Fordring i hver enkelt Ejendom (fee Koll. AH: 1817. S. 7 og 37. 2 i I: Danmark. 1. Jorder . 2. Tiender „ 25,105, 28 I. 38285 8. Bygningerr . . 3,884,736. 782 11 i i 5 18, 8,983;204, 88—— Rbd. 12,993, 186. 4078 f. 2. Hertugdommene 2. Slesvig. ; 1. Jorder . * 5 Rbd. 8,533,9 14. 66. 2. Bygninger PP 12 „„ 0 . 659,505. 89. 6,193,420. 83. — „ 1235 Holſteen. I. Jordenr + 2. Bygninger » Rbd. 6,38 1,146. 67. 1,490,583. 28. : 7,841,699. 95.… Jalt Rbd. 387919325 20755 l. b. Den 31 Juli 1818, ved D fra Rigsbanken til Natjonalbanken: I. Danmark. Rbd. 17,290,643. 77. 22 Hertugdommene — 13,230,431. 47. * . * Sold 30,521,178. 22. 0. Se 31 Juli 1827 2 I. Danmark. .. Rbbd. 16,036,352. 47. 12,038,480. 6I. „ 28,071,833. 12. … dd : …- — — — 83 Ved Sammenligning af Beløbet efter Res giftrene 1813 . . .. Abd. 33,018,325. 21 ß. og efter det d. 31 Juli 1827 afſluttede Reguſkab . 28,071,833. 12 findes alt ſaa en Formindſkelſe af 4,946,492. 9 J Hovedſummen af de ſpecielle Regiſtres Belob ere nogle Forandringer foregaaede ved Rettelſer, ſamt Af og Tilgange, grundede paa Reviſion og Underſsgelſer, men alle diſſe ere i det Hele ei betydelige imod den Forandring, der er fremſtaaget ved de Afdrag ſom paa Hæftel- ſerne ere indbetalte, tildeels mod Rettighed til at blive Aktionair, tildeels og for en ſtor Deel i Henſeende til Hertugdommene, efter Patentet af 4 Juli 1818 ved Obligationer til forſkjellig Her optages hvad diſſe Afdrag, Af— Rentefod. "Betalinger og Afgange have udgjort: ſiden Natio⸗ nalbankens Stiftelſe. : : Danmark. Hertugdemmene Bankaaret Rbd. ß. Rbd. 5. fra J Aug. 1818 til 31 Juli 1819 79,705. 90. 897.149. 26 fra 1819-20 24,602. 68. 22,856. I — 1820-21 37,600. 242. 12,580. 23 — 1821-22 441, 120. 37. 28,109. 81 — 1822-238 94,393. 6. 10,288. 42 L 1823-24 186,748. 86. 81,427. 87 — 1824-25 344,224. 1. 90,395. 77 — 1825-26 319,372. 73. 34,066. 82. — 1826-27 126, 623. 26. II. Seddelmaſſen. Den cirkulerende Seddelgjeld har ſiden 1813 i forſkielige n været 1 1 Af Rigsbanken Tid efter anden 1 8,077. 8 84 Rbd. ß. udgivet for . 38,834,386. 87 1818, d. 31 Juli, ved Over⸗ gang fra Rigsbanken til Natio- nalbanken, var Summen for ; mindſket til... 31,106,181. 9 13820, den I Aug., efter de aarligen opbrendte og tilintet⸗ gjorte Summer, nedſat til .. 23,898,236. 33 En betydelig Formindſkelſe, af Beløb 5,976,700 Rbd., var til⸗ pejebragt ved det Laan, ſom Ban: ken ifolge Indbydelſe af 4 Febr. 1820 ſtiftede. 1824, 1 Auguſtet 1825, I Aug,, lige Sum. 1826, I Auguſt . 20,899,722. 22 1827, 1 Aug., beregnet at blive, efterat en Seddel⸗Inddra⸗ gelſe er effectueret . 20,290, 805. 36 21,325,719. 49 III. Den Nationalbanken ved Octrojen paalagte Obligationsgjeld. I. Beløbet af de for indloſte ſlesvig⸗holſteen⸗ ſte Skatkammerbeviſer paa 20 Rd. ſlesvig⸗-hol⸗ ſteenſk Courant ubſtædte Obligationer a 4 pCt. var oprindeligen 5,000,000 Rbd., ſiden formind⸗ ſket, ſaaledes at ſamme ved det d. I Aug. 1825 begyndte Bankaar udgjorde kun 4,346, 120 Rbb. Sølv. J det fra bemelte Tid lobende Bank⸗ Aar blev afdraget en Sum af 1,400, 00 Rbd. ſaaledes at denne Slags Obligationers Beløb d. 31 Juli 1826 kun var 2,946, 120 Rbd. Sølv, og i det til den 31 Juli 1827 lobende Bankaar er ingen Forandring heri Be 15 c „ , ⁊ͤ SET HR 85 (Nogle flere Repræfentativers Indløsning ved Obligationer var gjort til Forpligtelſe for Banken, nemlig Speciesſedler til Belob 842300 Spec. — og Asſignationer for Hertugdemmene, üdſtedte efter Patent af 19 Dec. 1810, hvorfor udſtedtes 5 pCt. rentebærende Obligationer af Beløb 1,920,000 Rbd. Diſſe ere efterhaanden indfrie de.) 2. Finantſernes Reſervefond i uopſigelige Obli⸗ gationer var til forſtjellige Tider: A Rbd. ß. Da Rigsbanken begyndte . .. 7,000, 00. Den 31 Juli 1818 ved Overgan⸗ gen fra Rigsbanken fil Natio⸗ 5 nalbanken n Den 31 Juli 182727 4,996,584. 36 Af det oprindelige Beløb 7 Mill. Rbd. er⸗ lægges aarligen 6 pCt. eller 420,000 Rbdl., de fem & pCt. ſom Rente, og 1 pCt. i Afdrag; hvor⸗ efter denne Obligationsgjeld ſtulde være: afbetalt og udſlettet 1848; men i Bankaaret fra 1 Aug. 18285 til 31 Juli 1826 blev, efter Opſigelſe fra Bankens Side, giort et extraordinairt Afdrag af 500,000 Rbd. Sølv. J ſidſte Bankaar er kun det fundationsmesſige Kapitalafdrag feet med 163995 Abd. 59 ß. Sols IV. Anden paadragen Obligations⸗ gields Beløb, d. 31 Juli 18272. Rbd. Sølv. 1. For et af H. M. Kongen til Banken overdraget Guldtaffel ... 150,500. 2. For de efter Bekjendigjorelſe af 21 Juni 1818 udſtœedte uopſ. Obligat. 8. For Obligat., udſtedte for det oven; navnte, efter Indbydelſe af 4 Febr. 1820 ſtiftede Laan, hvis oprinde⸗ 130, 600. 6,607,881. 61. 86 Rbd. Solv. lige Sum var 5,976,700 Rbdlr., . det tilbageſtaaende Beløb . . 4,394,500. Jalt 4,674,600. J Bankaaret til 31 Juli 1827 var det paa ſidſt⸗ nævnte Laan gjorte Afdrags Beløb 100,700 Rbd. V. Bankens Virkſomhed ved Udlaan og . disconteringer. Banken ejede d. 31 Juli 1827: i N Sol Sedl. og T. Rbd. ß. Rbd. f. Udeſtaagende almin⸗ delige Laan, ſamt i Bco. og Verler 2,593,842. 67. 2,254,396. 61 De af Banken dis⸗ conterede Vexler 97,096. 18. Imod Vexelobliga⸗ . tioner udeſtagendde . 142,193; 5 For Indlaan var Banken ſkyldig J, I15, 119. OT. 7, 774, 65 28 Indſkud til Aktier udgjorde d. 31 Juli 1824 ialt: 36100 Rbd. Sølv. — Den 31 Juli 1827 37400 Rbd. Solv. Sammenligning imellem Bankens Kapital⸗ Konto d. 31 Juli 1818, ved Overgangen fra Rigsbanken til Nationalbanken, og d. 31 Juli 1827: Sølv Sedler Rbd. 6. VI. 725 Rbd. 5 1818 ejede Banken 1,831, 103. 44. 3,889, 756. 40 1827 .. 2,250,497. 88. 2,020, 24 . 29 I 419,394. 41. 1,839, 14. 57 J Henſeende til Formindſkelſen maae man 8 11 de ſtore Afdrag, der par ee gielden ere i Mellemaarene ſfete. 87 VIL Bankens Adminiſtrations⸗Omkoſtninger og Mere Banken vedkommende. J Bankaaret fra 1 Aug. 1826 til 31 Juli 1827, var Beløbet af Lønninger til Direktionen, Embedsmænd og Betjente, ſamt Vartpengeb til Rigsbankens Direktion og Adminiſtration i alt Gølv 49500 Rbdlr. — Omkoſtninger ved Sed— delfabrikation, ſamt Seddelpapir, Trykning, Stempling, og Lønninger til Numeranter og Un⸗ derſkrivere 20628 Rbd. 92 ß. Sølv. — Gotgjo⸗ relſe for falſte Sedler 1008 Rbd. Sedler. Porto 3113 Rbd. 23 ßf. S. o. T. Andre Udgivter ved Kontoiret, Brendſel, Inventarium 1c. Sølv 576 Rbd. 91 ß. og Sedler 10091 Rbd. 83 8. Bankens Bygning ftaaer VEG til Bardie 47779 Rbd. 32 f. Sølv. Banken er i Anledning af dens Udlaan kommen i Beſiddelſe af MS Aktiva. vare af Beløb Den 31 Juli 1826 41086 Rbd. 69 ßf. S. o. T. — 31 Juti 1827 32581 — 69 — Brankens Reſtancer fra 1818 og de føl: gende Aar ere betydelige. De udgjorde Den 31 Juli 1826 Sølv 580882 Rbd. 23 f. — 31 Juli 1827. 469597 — 29 Hvorvidt Bankens Opgjerelſe med Bank⸗ Inſtitutet i Altona er kommet i Henſeende til hvad Inſtitutet har at bidrage til Afgjsrelſe af den paa Banken ifølge Octrojens 12 §. hvis lende Gjeld, fees ikke, kun at fra dette Inſtitut er i Bankaaret indkommet a Conto til Afdrag 292734 Rbd. 36 f. Sedl. og T. — 8 31 Juli 1828 var afbraget 2 930,000 Rbd. 1826: 520,42 R. 92 f. Ei heller fees nogen Oplysning om en paa Ban: ken i Anledning af Courantſedlernes Indlesning — — — Publicum kjerkomment, Diſſe — . ———— . udd 88 haſtenbe uopgiort Fordring, ſom igjennem alle Regnſkabsaarene er anført, og ſom fra site Juli 1821 har været uforandret anført med 907762 f Rbdl. 38 f. Sedler og Tegn. Det er ifølge Bankoctrojens 41 6. at de aarlige Bankregnſkaber bekjendtgjores. Man har for pttret, at det vilde ſikkert være om disſe Regnſkaber ledſagedes med nogen Beretning om Bankens Virkſomhed i Bankaaret til Opnaaelſen af de ſtore Beſtemmelſer ſamme har. Hvad har den paa enhver Maade bidraget til Lettelſe for Pros ” duktion, Handel ag Omfætninger? Det er aa⸗ benbart af Regnſkabet, at mange Summer ved Bankens Indlaan eredbunddragne Omlobet — ligeſom ved Sparekasſerne, efter den Indret: ning de have — og paa mange andre Maader. — Mærtelige ere de Breve fra Jylland ſom leſes i Dagen 1826 No. 300 og 303, og de høit yttrede Ønffer om Filial-Indret nin⸗ ger udenfor Kjøbenhavn, ſom Nationalbanken ved Oetrojens F. 57 er tilladt at have. Det var under 4 Juli 1818 Bankens Octroi blev givet; altſaa ere næſten ti Aar henrundne, men intet høres endnu dertil. Hvilke Grunde og Omſten— digheder hindrer Banken fra at opfylde de, ſom det ſynes, befsjede Onſkek, og ſom Regjeringen ved Octrojens Beſtemmelſe, har givet Udſigt til? Til Bankaarets Hiſtorie hører: at den forſte udnævnte kongl. Bank⸗Kommisſair, Geheimeſtatsminiſter F. Julius Kaas, dode d. II Jan. 1827, og at Hs. Exc. Geheime⸗. Statsminiſter v. Stemann under 22 Januari næftefter blev udnævnt til hans Eftermand. Hvad der fremdeles hører til Bankaarets Hiſtorie, An⸗ ordningerne Penge: og Bankveſenet vedkommende. Ufverlingerne i Beſtprelſens Perſonale, si ] 89 Meden! af de Udlaan og Diskonteringer Banken til at fremme Pengeomlsbet har gjort, Notitſer (naturligvis uden nogen, hverken intereſſerende eller nyttig Opgivelſe af ſpecielle, og private Forhold allene vedkommende, Navne og Omſten— digheder), f. Ex. Antallet af de Folier der haves, Belsbet af de Depoſiter den har e o. ſ. m. wilde viſtnok have ſin Nytte. Id And i; std . — 212 1 Om Sproguenigheden. SE Den Bogſtavſtrid, ſom en Tidlang har her— ſket i vor Literatur, kunde hos Mange let op⸗ vælte den Formodning, at Retſkrivningen var nu bragt den urokkeligſte Faſthed faa ner, at der kun ſtod tilbage at beſtemme, om man! viſſe Ord f. Ex. ffal bruge k eller q, og andre ſaa— danne Uveſentligheder. Men det er dog viſt, at i intet europeiſt Tungemaal de. Skrivende indbyrdes ere faa uenige i Henſeende til Bog— ſtaveringsmaaden, end netop i dette Øjeblik i det Danſte. Enhver, ſtod han end paa nok faa lavt et Trin i Literaturen, troer ſig berettiget til at danne fig egne Sprogregler og til at nedrive enhver Anden, der ikke nøje følger diſſe ſelvgjorte Regler. Den Ene ſkriver f. Ex. maaſk ee, fkete, dem Anden maaſk e, ſke de, den Tredie maaſb je, ſkeete. A ſiger: man ſkal ſkrive negte, B der— imod raaber det er urigtigt! — man maa ſkrive nægte. Sorvirringen bliver med hver Dag ſtorre, og jo mere man ſtraber efter at nærme fig. Oz verenſtemmelſesmaalet, 9 mere fynes man at fierne ſig derfra. En fuldkommen Overeensſtemmelſe i Bog— ſtaveringsmaaden gives der næften i intet Sprog. 25 to dawb, to disintangle og to disentangle. J 90 2 J det Engelffe kunne mangfoldige Ord ſkrives paa forſfjellige Maader. F. Ex. to dau b og . Franſt ligeſaa, endſkjondt maaſkee ſjeldnere. Man fÉriver Phiole og Fiole, Coeſſe og Coiffe ic. Kunne altſaa to ſaa dyrkede og ſlebne , Sprog, ſom det Engelſke og, Franſte ikke und⸗ gaae Uoverenſtemmelſer, hvorfor ſkulde det Danſte da kunde det? Hvo kan overalt med Beſtemthed ſige om det er rigtigere at ſkrive nægte end negte, maaſke end maaſkee, Have end Hauge? Kommer det her ikke ganſke an paa de Grundſetninger, man gaaer ud fra, i Henſeende til Etymologie og Sprogbrug? 5 hvor forſtjellige kunne ſaadanne Grundſet⸗ ninger ikke være ? Men Bogſtaveringsmaaden i enkelte Zil- fælde, thi i de fleſte ere de gode Forfattere ſadvanligen overenſtemmende, udgjør den min— dre veſentlige Deel af et Sprogs Skjonhed, Vellyd og Eftertryhk. Om man end var fuld⸗ kommen enig em et Sprogs Bogſtaveringsmaade, ſaa kunde en Stiil, uden en eneſte Sprog⸗ eller Bogſtaveringsfeil, dog være meget flet, ligeſom omvendt en Stiil med virkelige Smaafeil, yp⸗ perlig, Erfaringen lærer at de meeſt ſkrupulsſe Sprogpedanter, i Almindelighed ſkrive haardt og ſtift, og de, ſom beſkyldes for Synder mod Sproglœren, fore en behagelig og flydende Stiil. Oet ſidſte er ogſaa noget naturligt; den ſom ſeriver med Aand og Folelſe, kan umuligt hvert Ojeblik huffe paa Badens Gramatik, naar det gielder om af ſkrive ſprogrigtigt eller paa Rah⸗ beks Leſebog, naar det gjelder om at ffrive ſprogſtjont.- Blair har med Exempler beviſt, 91 at i de bedſte af Addiſons Arbeider findes Sprogurigtigheder, og dog er hidtil ingen op⸗ ig ſtaget, ſom har villet fraftride Addiſon den for⸗ ſte Rang blandt Engellands Stiliſter. Det ligger i Sagens Natur, at den meeſt aandloſe Ord- og Bogſtavklover maa kunne finde Feil i det meeſt aandrige Arbeide, thi jo mere flydende en Stiil er deſtolettere kan der, ſom Jagt, have indſneget fig deri enkelte Urigtighe⸗ der. J det ſtjonneſte Anſigt kan man med et Forſtorrelſesglas opdage ſmaa Fregner og i den meeſt clasſiſte Stiil kan en pedantiſk Ordklover finde en Bogſtav⸗ eller Interpunctionsfeil. Hos den Kyndige kunne flige micrologiſte Üdpegnin: ninger vel ikke ſkade den kritiſerede Forfatter, men deſtomere hos den uſelvtenkende Hob, der, naar den ſeer en Ramſe af ſaakaldte Feil mod— Retſkrivning, ſtrar udraaber: han maaler ham min Tro Skjæppen fuld! — Den ſande Kjen⸗ der vil imidlertid nok vide at ſkjelne mellem et raphaelſk og et chineſiſk Malerie, mellem Thor⸗ valdſens Jaſon og een af Traſigurerne ved eee 2118. Den angel fe Plov og det ſvenſke N. Hoor dog den engelſke Plov arbejder her⸗ ligt i den muldede Jord, hvor den gaar dybt og ſtadigt og befværer- dog faa lidt ſom det er muligt de Dyr ſom trekken den, hvor den er ſimpel i ſin Indretning, let at haandtere, nem at ſtyre og i mange flere Henſeender fortrinligere end den ſedvanlige danſke. Men fe! Naboerne og ſpotte over de nye Kunſter, over ham ſom forkaſter det gamle og bilder ſig ind der ſtaa 92 at han er klogere end andre; ja! de er nerve at ſige, at han ſom ikke vil bruge den danſke Plop burde heller ikke have danſkt Jord, og at det flet ikke var for haardt om de ſom ynde faa meget det engelſke det udenlandſke om de bleve en ſmule landsforviſte. Det er naturlig— vis kun Idioter og Hjemfodninger og Slendri⸗ anshelte ſom mene ſaadant, men deres Tal er mange og deres Magt er ſtor. Beklager mig derfor, J Oplysningens Venner, J ſom er⸗ kjende det Gode af hvad Land og Folk det end er, jeg tor herefter ikke bruge den, e Plov! Hvor dog det ſvenſke a er et langt mere pasſende Tegn for ſi ſin Lyd end det hidtil brugte ; dobbelte a, hvor det er langt lettere at ſkrive og næmmere for Born at lere og kan aldrig give Anledning til Misforſtagelſe og urigtig Udtale ſaaledes ſom det danſke aa gjør i. mange g Ord bande af.vore egne og af de fremmede ſom vi bruge. Men der ſtaa de og ſtirre derpaa og gjøre fig faa dumme, ſom om de ikke kunne læfe det og kalde det ſpotvis en Hieroglyf og belægge det med andre ſmukke Ogenavne; der knurre de over at det naſjonale forkaſtes og god gammel Skik og Brug. tilſideſcttes for, at indfere nye unyttige Moder; ja de ere iftanb ; til at ſige, at hvis vi nogenſinde bleve under⸗ trykkede af vore ſvenſke Naboer, da var det hans Skyld ſom forſt indførte det ſvenſte 4. Det er forunderligt at ſaadanne Meninger kan exiſtere, og det blandt dem, ſom ellers tale for Oplysning, Fremſkridt og Univerſalitet, men ſom i denne Henſeende ere ultradanſke illibe— rale; men deres Tal er mange og deres Magt U 93 er ſtor. Beklager mig derfor, J ſimplere fri— ere Sjæle, jeg tor herefter ikke bruge det ſven⸗ fle a. d. Iſte Januar 1828. S8. — ——— — —Ü̃ Indenlandſke Efterretninger. Den 12 Jan, døde i Kjøbenhavn Profeſſor Peter Mandrup Lem i fir 68de Aar. Han var i fin Tid den forſte Violinſpiller i Dan: mark, og allerede ſom Barn, da han i de Con- certer, hvor han ſpillede, maatte" ſtaae paa en Skammel, vakte han almindelig Beundring. Han fremtryllede paa fit Inſtrument rene Solotoner og i den Henſeende lod han ſikkert intet Ynſte tilovers. Men hvad der maaſkee manglede ham, var Folelſe og Begeiſtring i den Grad, man med Foie fordrer dem hos en Virtuos. Han har dannet mangfoldige Elever; men ſom Com⸗ poniſt har han aldrig udmærket ſig. Ved le⸗ Semlig Svaghed var han allerede længe død for Kunſt. Efterat Mad. Catalani har nedſat Pri⸗ ſerne paa Billetter til hendes Concerter fra 4 fil 3. Rbd. for Parquet, fra 18 til 10 Mk. for Paterre og faa fremdeles, er Sogningen derefter bleven faa ſterk, at man har ſeet ſig nodſaget til at lade bekjendtgjere, at ingen Notice vil blive tagen af mundtlige eller ſkriftlige Be⸗ ſtilinger til næfte Concert, men at de blot er⸗ egern Dag, den anmeldes, hos Hr. Casſe⸗ Det ſkal beſtage af 5 Claſſer, Indſkuddet bliver til Iſte C. 2 Rbd., til 2den, 3die og Ade C. 5 Rbd. »hver Gang og til Ste C. 6 Rbd. Den hoieſte Gevinſt i Iſte C. bliver 2000 Rbd., i 2den 3000 Rbd., i 3die 4000, i 4de 5000 Rbd., i Ste 40, 00 Rbd. 5 Med Clasſelotteriets Indretning for Aaret 1828 er der atter foregaget en Forandring. 94 Blandede Efterretninger. Mahagonitrcet udmerker fig ved Pragt og Storrelſe iblandt Trœerne, og voxt' et herligt Egetree, vore Skoves Konge, ved Siden af det, vilde Egen i Ligning mod hint Trope-Tre ſynes⸗ dvergagtig. Dets Stammes uhyre Omfang og Hoide, og det udſtrakte Rum, ſom dets Rødder optage, gjør det til en ophøjet Naturgjenſtand, og indgyde ſnart den Tanke, at denne Plantekolos er ſkabt for en Titanſlagt. — Handelen med Mahagony eller Akajou-Trœet var i det 17de Aarhundrede endnu ubekjendt i Europa, men er nu udbredt over den hele civiliſerede Verden, og bleven neſten en Nodvendighed. Træet hs⸗ rer efter det linneiſke Syſtem til Jode Klaſſe, og den bekjendteſte Species fører Navnet Swie- tenia Mahagony. Linnee gav Planteſlegten Navn efter fin Ven Gerard van Swieten. Det voxer hoiſt langſomt, og faldbare Zræer ere, efter almindelig Angivelfe, 180 til 200 Aar gamle. Fra Honduraskyſten i Mellem-Amerika er Mahagoni-Traeets Udforſel vigtigſt. At finde Grupper af dette Tree i de ſtore Skove, at bane Veie dertil, fælde det, bringe Plankerne frem til Stranden er et beſverligt Arbeide, og beſkef— tiger mange Menneſker. (En udførlig Beretning herom, efter. Capit. Philipp's Honduras-Alma⸗ nach, leſes i Columbus, Januar Haftet.) — J Amerika ere forſkjelige Steder der fore Navnet Hamburg, ſaaſom: e J. Hamburg i Staten Penſylvanien i Can⸗ ton Becks, Diſtriktet Windſor. En Tyſter ned⸗ fatte fig her forſt i Aaret 1783. Nu har Ste— det 70 velbyggede Huſe, omtrent 400 Indvaa— nere, deels Lutheranere, deels Reformeerte med en fælles Kirke. ; 5 2. Hamburg i Staten Delavare, Canton Newcaſtle, omtrent 8 Mile ſydveſt for Philadel⸗ phia. 1820 havde denne lille Bye kun 18 ſmaae Huſe, for ſtorſte Delen kun beboet af Mulatter og Negre. f 7 bus. Jan.) 1820 af 95 3. Hamburg i Staden Syd⸗Carolina paa den øftlige Side af den fejlbare Flod Savan— nah, ligeover for Staden Auguſta i Staten Ge⸗ orgien, og forbunden med ſamme ved en ſkjen Broe. og opbygget. 1824 havde den 600 Indvaanere, i Auguſt 1826 allerede 2600, og den er i ſterkt Tiltagelſe. Staden er neſt Auguſta Hovedſta— pelpladſen for Bomuldshandelen. betydeligſte Stad af dette Navn i Amerika; den ftaaer i Forbindelſe med Savannah og Charles— ton ved Dampſkibsfart. Der bygges ideligen ſtore og prægtige Mur- og Qvaderſteens⸗Bygnin⸗ Staden er anlagt, r. Andreas Schultz, en fod Hambor⸗ ger, ſom havde arbeidet i ſin Fedreneſtad, ſom ger, dg en Kirke er opfort. Karl i et Brendeviinsbrœnderi, men var derfra gaaet ſom Matros til Nordamerika. Egn. 4. Hamburg i Staten Illinois er et lidet Sted paa den eſtlige Kyſt af Misſiſippi, har kun 12-14 Huſe, meſt af Trœſtammer, ligger lavt og uſundt. N y S, Hamburg, en liden Stad i Canton Stark, Staten Ohio, havde. i Aaret 1828 et Antal af 200 Indvaanere. Vil blive betydelig, efterhaan⸗ den ſom der ryffes frem med Anlægget af den Canal der ſkal forbinde Erie ⸗Seen med Ohio⸗ Strommen. i - : Paa den øftlige Side af Surinams Mun⸗ ding i det nederlandſke Guayane paa Sydame— rikas Nordoſtkyſt ligger en betydelig Kaffeplantage Hamburg. (Forkortet fra Colum⸗ med Navnet Kjebenhavn. Forlagt af S. Staden er ſundt og regelmesſigt anlagt. Den er den ; Svenſte Sedler Han hol⸗ des nu for en af de rigeſte Mænd i ſamme „ ø 2 96 Kiobenhavns Bors, d. 18, Januari 1828, Hamburg 2a M. — a ; à vista 218 | 1 Species 219 i Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 228. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler f * pr. 100 Specier 155 1583 Rbd. Sol. pr. Rolr. Rigsgjeld 49 — Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 842 85 Rbd. Sedl. Dito Dito 774 — i Banco Nationalbank Obligationer (af Laanet 4 Febr. 1820) 1025 103 Rbd. r. S. Dito Dito …s 4%» & + 1124 N Sedler i 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. : j : Renter pr. 6 Januar 97 972 Rbbd. r. S. 6 pC. norſt Laan ' ved Hambro & Sen 105] — i Banco 4 pC. Dito nye . 98 982 i Banco Aſiatiſke Comp. Actier — [— i Sedler 3 pC. nye danſke Oblig. 57458 L. Sterl. 77 8 It ali en. ſt. J dette Sprog gives Underviisning af en indfødt Italiener, for en moderat Priis. En Billet desangagende bedes aflagt hos Hr. Con⸗ ditor Pedrin, i Boutiquen paa: Gammeltord No. 89. 0 i: 7 1 ; g Nettelſe. No. 4, S. 61, L. 16 nedenfra: tjent i Wien læs: tjent, til Wien iſtedetſor 4 Soldin. Trpkt k. L. J. Jacobſens Bogtrykkerie, Bſtergade No, 60. in 5 7 — Nyeſte Skilderie f Kjøbenhavn. Femogtyvende Aargang. No. 7. Udgivet og redigeret af Fr. Thaaru p, Etatsraad. Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Tirsdagen den 22 Januari 1828. FS Et Dar Ord med Senſyn til der Chris ftuss Billede, ſom ſiges at ſkulle opſtil⸗ les ved Alteret i vor Frue Kirke. v uu Da Morten Luther havde reiſt det aande— lige Banner mod Forderverne af den chriſtelige Kirke, bleve mange ved dette Syn ſaa forvirrede i Hovedet, at de meente, Timen var kommet, da det reent aandelige ſkulde fremtræde, og Sandſeverdenen at træde tilbage i Alt, hvad angik Tilbedelſen. Det var ſaadant Menen der gjorde, at en Carlſtadt og Konſorter brode ind i Wittenberger⸗Kirken, og nedreve ſkjændi⸗ gen alle Kunſtens ſkjonneſte Verker; glemmende, at eet er det, at forherlige en Begivenhed ved en Kunſtforeſtilling, for derved at vakke dyre⸗ bare Minder; et andet at ville binde Aanden til Tilbedelſen ved Fremſtillingen af religioſe Gjenſtande. Kirke lyſe fit Anathema! — J Tidens Gang har denne Sag tagen en forſtjellig Retning i — — — Over det ſidſte bor den chriſtelige den proteſtantiſte Kirke. Det henrundne Aar— hundrede, der troede med fuldkommen Vished at have afgjort, at Philoſophien ſkulde være Hoved— hjorneſtenen for Chriſtendommen, troede ogſaa med Henſyn til den udvortes Gudsdyrkelſe at have grebet det Rigtige. Alt ſkulde være Aand, og, ſtjent det Sandſelige ſtak temmelig ſterkt frem i mangen Philoſophs Liv, blev dog Reſul⸗ tatet, at al Ceremonie og al ſandſelig Indvirk— ning til Fromheds Oplivelſe hos Menneſket ſkulde bandlyſes af vore Kirker. Heraf fulgte, at alle Kirker, ſom enten bleve ny opbyggede, eller hos hvilke der kunde gjeres fornøden Forandring, bleve indrettede ſaaledes, at enhver Gjenſtand, der tog Henſyn til Gudsdyrkelſen, og ei agtedes abſolut nødvendig, felv hiſtoriſke Monumenter, bortfjernedes fra Kirken. Dog — nu ſynes det igjen, at man har fattet det rette Forhold imel⸗ lem det aandelige og ſandſelige; man ſynes at forſtaae, at gjennem Legemet bor Aändens Liv gives Næring. Man finder det ei mere urigtigt, men endogſaa paſſende, at Kirken eier værdige Ceremonier; at den ſmykkes med Kunſtverker, les et Chriſtusbillede. Å 99 der betegne Handlinger af Aabenbaringens hiſto⸗ riſte Deel. Dette Princip ſynes man ogſaa at folge for vor Frue Kirke i dens nye Skikkelſe. Imidlertid ſiges der, at ved Alteret ſkal opſtil⸗ Forudſat, at dette er fandt, da mage Anmelderen tilſtaae, at denne Idee har vakt hos ham heelt ſelſomme Folelſer. Et iſoleret Chriſtusbillede, hvad er dog dette? En olympiſt Jupiter i en ſaadan Fremſtilling, det er forſtaaeligt; men et ſaadant Chriſtusbil⸗ lede er uforſtaaeligt. Perſon, men ogſaa en guddommelig Perſon. Som en hiſtoriſt Perſon henhører han under Kunſtner⸗ nes Forum. Men ſom ſaadan kan han kun frem⸗ ſtilles ſaaledes, at han ſees i en menneſkelig Handling. Paſſende ere derfor Fremſtillinger af Chriſtus, hvor han f. E. ſees at velſigne Bor⸗ nene, at helbrede en Syg og desl. Men, frem⸗ ſtilles han iſoleret, uden nogen Henſyn til en eller anden hiſtoriſt Handling, da er Meningen af denne Fremſtilling: Han ſtaaer der ſom Guds Son! Men er ikke en ſaadan Fremſtilling et Misbrug af Kunſten? er forargelig for den ſande Chriſten? uværdig for den proteſtantiſke Kirke? Er ei en ſaadan Fremſtilling af Chriſtus et Mis⸗ brug af Kunſten? Guds Son ſtaaer ſom et Ideal for den troende Chriſtens Sjæl. Jo renere hans Aand vorder, jo mere han veed at oplofte fig til en aandelig Dyrkelſe af Gud, deſto ſkjoennere ſtager Frelſeren for ham; faa ſkjon, at han føler Umueligheden af at indeſlutte hans Veſen i en dod Form. Mon Kunſtneren tænkte herpaa, da det blev en Opgave for ham, at danne et iſole⸗ ret Chriſtusbillede? Viſſeligen ikke! Thi aldrig vil den ſande Kunſtner misbruge ſin Kunſt. Han tenker fig Chriſtus, ſom en hiſtoriſt Perſon; men Chriſtus er en hiſtoriſt. »Ou fal ei gjøre dig noget Billede efter det, Sppbyggelſe vil kunde nyde Naademaaltidet ved 100 7 det bliver han aldrig, naar han fremſtilles iſo⸗ leret, Skulde derfor ikke et ſaadant Billede i en chriſtelig Kirke blive forargelig? hans Aand, da flager det Menneffebillede for ham, bryder Staven over hans ſalige Folelſer, og boier hans Aand fra Himlen til Jorden. Det er med en ſaadan Fremſtilling, ſom med Afbild⸗ ningen af Gud, der desværre endnu findes i al muelig Krashed paa adſkillige Altertavler. San⸗ deligen, jeg maae anſee en ſaadan Fremſtilling af Chriſtus at være uværdig for den proteſtan⸗ tiſke Kirke. Har man da ganffe glemt Buddet: ſom er i Himlen”; — bor den proteſtantiſke Kirke, hvis Maal dog er, at fore dens Medlemmer til en Tilbedelſe, der ſaameget mueligt realiſerer Herrens Ord: at tilbede i Aand og Sandhed, ei vogte fig for — man vil ei ſige, at indføre | Billeddyrkelſen — men at aande paa Billederne, for at forſoge om de faae Liv? Ja! et Liv faae de vel! Kunſtnerens Liv, der er paa ſit Sted, hvor det hiſtoriſke fremſtilles, eller menneſkelige Idealer; — men det har forvildet ſig der, hvor Livet, ſom ſkal ſees, er helligt og evigt. Bnſkeligt var det derfor, om Nogen, der vidſte fuld Beſked med dette Chriſtusbillede, vilde. give fornsden Oplysning derem, at man kunde vide, hvorvidt man engang med ſand aandelig Alteret i vor Frue Kirke. Thi vel ſandt, ved en ſaadan Handling er det indvortes Menneſke Hovedſagen; dog Yderverdenen har for megen Magt over Menneſtet, at man bor troe den kan overſees. 119-8. : ; Thi naar den ſande Chriſten i Troe oplofter ſin Sjel til fin Forſoner, og hans lipſalige Billede fvæver for 101 Bauſſets Mindeveerdigheder om ) Napoleon. Den franſke Preſſe har en Tidlang veret ſyſſelſat med at levere Bidrag til Napoleons Hi⸗ ſtorie. Adſtillige af dem have unagteligen aab⸗ net nye og. vigtige Kilder til Oplysning, andre ere aabenbart blot ſkrevne for at tilfredsſtille den almindelige Søgning efter Morſkabslasning, fom ifær de mangfoldige, al Bogaffætning un⸗ dergravende, Læſe⸗ og Laanebibliotheker med u⸗ beſtrivelig Gridſkhed fordre i Frankrig ſom over⸗ alt. Memoires pour servir à Ihistoire have længe været en ſogt Modeartikel i de franſke Bogma⸗ nufacturer, beregnede paa ojeblikkelig Afſetning, og udarbeidede med ſtorſte Ilferdighed, uden Henſyn til om de kunde være til nogen Nytte for den tilkommende Hiſtorieſkriver. Et Verk, der ikke hører til de mindſt agtverdige i denne Claſſe, er Memoires Anecdotiques sur l'interieur du Palais, et sur. quelques evenemens de VEm- pire, depuis 1805 jusq'uau I Mai 1814, pour servir à Thistoire de Napoleon. Par L. F. J. D. å de Bausset, ancient Prefet de Palais Impe- J Paris 1827, 2 Tom. 8. — Forfatteren har iti Aar været Prefect eller Overopſynsmand over det Keiſerlige Pallads. De Efterretninger han meddeler i denne officielle Egenſkab, eller de Kjendsgjerninger, han ſom Ojenvidne ſtad⸗ faſter, fortjene derfor at betragtes ſom ſerdeles paalidelige. Mindre Tillid have derimod de Beretninger, han meddeler efter Andres Fortel— Ting, Krav paa. Han leverer viſt nok ofte i fit Verk mange ubetydelige Træk af Napoleons Characteer og Handlemaade, men da ſelv det Ubetydeligſte, der angager en flor Mand, altid har Intereſſe, | faa tillade vi os her at anføre 102 nogle deraf, Hver Morgen Kl. 9 kom Keiſeren ud fra det Indre af fine Cabinetter, ganſke ſaa⸗ ledes paakledt, ſom han gik den hele øvrige Deel af Dagen. De opvartende Officerer bleve forſt modtagne og erholdt Inftructioner for hele Dagen. Derpaa fulgte grandes entrées, beſtemte for Perſoner af hojeſte Rang. Kl. 94 ſpiſte Napoleon Frokoſt, hvortil han i Almindelighed kun behøvede otte Minuter. Men naar han ſtundom trængte til at lukke fit Cabinet, ſom han kaldte det, faa varede Frokoſten temmelig længe. Han var da meget munter og ſnakſom, og modtog Beſog af Mange, Berthollet, De⸗ non, Corviſart, David, Gerard, Iſabei, Talma, Fontaine. Miniſterne og Generaldirecteurerne modtog han ſedvanligen Kl. 6, efter Middags⸗ taffelet, og underſogte da med dem offentlige Anliggender. J Mad og Drikke var han meget— maadeholden. Han drak ingen anden Viin end Chambertin, og ſjeldent uden blandet med Vand. Aldrig nod han Liqueurer. Han drak alminde⸗ ligen to Kopper reen Kaffe, en Kop om Morge⸗ nen, og en anden efter Maden. Middagstaflet varede kun fra 15 til 20 Minuter. Saaſnart. han var traadt ind i Selſkabsſalen præſenterede en Page ham en forgyldt Solvptallerken med en Kop og en Sukkerſkaal. Den forſte opvartende Cavalier ſkjænkede Kaffeen. Keiſerinden tog Keiſerens Kop, ſkjcnkede den i Underkoppen, og rakte Keiſeren den. Ofte glemte Napoleon at drikke ſin Kaffe; baade Joſephine og ſiden Marie Louiſe maatte da minde ham derom. Snart derefter gik Keiſeren ind i ſit Cabinet til ſine Forretninger, og Keiſerinden ned ad en Lontrappe til ſine Verelſer, hvor Hofdamerne og de andre berettigede Damer vare forſamlede. Der frem⸗ ſattes nu Spilleberde, for at danne en Cirkel: * 4 deligſte Efterretninger om. 103 Ofte kom Keiſeren ned og talede fortroligen med Damerne eller andre Tilſtedeverende. Saaledes var almindeligen det Liv, Napoleon førte i Thuillerierne, og dets Ensformighed blev ene af- brudt ved en Concert, en Comedie, et Jagtpartie. — Et af de intereſſanteſte Stykker i Bogen er Forfatterens Skildring af det Optrin, der fandt Sted, da Napoleon forſte Gang tilkjendegav Joſephine, at han vilde lade ſigeſtille fra hende: et Optrin, ſom Forf., der ſelv har ſpillet en Rolle i denne Tra⸗ gedie, var bedſt iſtand til at levere de omſten⸗ Tre Dage, ſiger Bauſſet, forend vor Ankomſt til Fontainebleau, ſporede jeg nogle Tegn paa Mismod i Joſephi⸗ nes Anſigt og meget mindre Frihed i Keiſerens Fremfœerd mod hende. En Morgen. efter Froko⸗ ſten gjorde Keiſerinden mig den Wre at indlade ſig i en Samtale med mig. Efter adſkillige ligegyldige Sporgsmaale, ſom angaagende Maa⸗ den, hvorpaa vi tilbragte vor Tid i Schoͤnbrunn, ſagde Keiſerinden: “ Hr. Bauſſet, jeg ſtoler paa Deres Hengivenhed for min Tarv og forlader mig paa, at De med Oprigtighed vil beſvare mig det Sporgsmaal, jeg nu vil gjøre Dem.“ Jeg forſikkrede hende, at jeg var villig til at give hende enhver Oplysning, jeg var iſtand til, og at jeg faa meget lettere kunde gjøre det, ſom intet var blevet mig meddeelt under den Betin⸗ gelſe, at jeg ei ſkulde aabenbare det. Vel, ſagde hun, faa ſiig mig, hvorfor den ſerſkilte Forbindelſe mellem mit og Keiſerens Cabinet er lukket.“ Jeg har ikke erfaret det, Madam; Alt hvad jeg veed er, at der er begyndt paa Repa⸗ rationer, men man har ſtandſet dermed, paa" Grund af, at Keiſeren er. kommen tidligere hjem end man ventede, Maaſkee man har forudfat, 104 at det ikke var ſandſynligt, at han ſaa ſildigt paa Aaret vilde reſidere i Fontainebleau. Deres Majeſtœt kan fee af adſkillige Moblers Beſkaffen⸗ hed i hans Cablnetter, at Tingene ere i en ufuld— endt Stand.“ Dette var mit Svar, og jeg ſkulde virkeligen havt ſtor Vanſkelighed ved at give et andet. Jeg var ikke opfordret til at tale om Omſteendigheder, ſom jeg ſelv havde iagttaget. Aldrig ſkal jeg glemme denne fortraffelige Fyrſt— indes ſidſte Ord til mig: Hr. du Bauſſet, tro mig, der er noget Hemmelighedsfuldt i alt dette. Denne Samtale virkede til at forøge det Ind— tryk, der gjordes paa mig, medens Underhand— lingerne i Schönbrunn fandt Sted. Mine Gis— ninger bleve ſnart ſtadfeſtede. — Kongen af Sachſen ankom til Paris d. 13 Nov. og Deres Majeſteter forlode Fontainebleau d. 14de. Na⸗ poleon var til Heſt og tog ind i Palladſet de PElysée, hvor Kongen af Sachſen boede. Jeg bemerkede Keiſerens tiltagende Forvirring i For hold til Joſephines tvivlſomme Forudfolelſe af en nerforeſtaaende Ulykke. Jeg havde. Opvart⸗ ning i Thuillerierne Mandagen d. 27 Novbr. 5 denne og den neſte Dog mærkede jeg en flor Forandring i Keiſerindens Anſigt, og en taus Toungenhed i Napoleons Vœeſen. Naar han afbrod Tausheden under Maaltidet, ſaa var det blot for at gjøre mig nogle ſmaa Sporgsmaale, hvis Beſvarelſe han aabenbart ikke horte efter. Paa den Tid varede Taflet ſjeldent længer end ti Mi⸗ nuter. Stormen udbrød Torsdagen d. 30 Nov. Deres Majeſtœter fatte fig til Bords. Joſe— phine havde en ſtor, under Hagen faſtbundet Hat paa, der bedekkede en ſtor Deel af Anſig⸗ tet. Det forekom mig ſom jeg desuagtet kunde ſee, at hun havde grædt og hun endnu med Vanſkelighed undertrykte fine Taarer. * Hun var * — 105 Sorgens og Fortvivlelſens udtrykte Billed. Den dybeſte Taushed iagttoges under Maaltidet; ingen af dem nod noget af det, der ſattes ſor dem, uden for et Syns Skyld. De eneſte Ord, Napoleon yttrede, vare henvendte til mig: Hvorledes er Veiret? J det han ſagde dette reiſte han fig. fra Bordet og Joſephine fulgte ham langſomt. Caffeen blev bragt, Napoleon tog en Kop, ſom den opvartende Page preſen— terede, og gjorde et Tegn, at han ønffede at vere allene. Jeg gik ſtrax, fuld af Sjeleangſt. Jeg ſatte mig i Spiſeſalen, ner ved Keiſerens Selſkabsvœrelſe. Paa eengang hørte jeg Joſe— phine udſtode et voldſomt Skrig i Keiſerens Verelſe. Een af Kammerfrokenerne, ſom for⸗ modede, at Keiſerinden ikke var vel, var i Be— greb med at aabne Doren, men jeg forhindrede hende deri, i det jeg bemærkede, at Keiſeren, hvis han agtede det nødvendigt, vilde falde no; gen til Hjelp. Jeg ſtod nærved. Døren, da Napoleon ſelv aabnede den og, da han blev mig vaer, ſagde han paa en forvirret Maade: kom Bauſſet og luk Doren. Jeg gik ind i Cabi⸗ nettet og ſaae Keiſerinden ligge paa Gulvet, udſtedende de meeſt gjennemtrengende Skrig. Nei, jeg overlever det aldrig, ſagde den ulyk⸗ kelige Joſephine. Napoleon ſagde til mig: Har Du Kræfter nok til at løfte Joſephine og bære hende ned ad Lontrappen ind i hendes Ca— 9 til den fornodne Hjelp kan ydes hende?“ Jeg adlod og loftede Joſephine op, ſom jeg troede led af et Nerveanſted. Med Napoleons Hjelp tog jeg hende i mine Arme, og han ſelv lyſte mig ned ad Trappen. Da vi kom til det forſte Trin af Trappen, ſagde jeg til Napoleon, at den var for ſmal til at jeg kunde gaae ned ad den uden Fare for at falde. Han kaldte 106 ſtrax paa Portefeuille-Bevareren, der Dag og Nat holdt Vagt uden for hans Cabinet, ſom ſtod i Forbindelſe med Forgemakket ved Traps pen, leverede ham Lyſet ſom vi ikke behøvede. længer end til at finde Veien ned ad Trappen, og befalede ham at gage foran. Selv holdt Keiſeren ved Joſephines Fødder, for at under— ſtotte mig i at bære hende ned. Et Sjeblik kom min Kaarde i Veien og vi vare ner faldne alle Tre; men lykkeligviis ſlap vi ned uden Skade og lagde vor dyrebare Byrde paa en Sopha i hendes Sovecabinet. Napoleon ringede ſtrax paa Keiſerindens Kammerjomfruer. Da jeg forſt loftede hende op, holdt hun inde med at yttre nogen Klage. Jeg troede hun var falden i Beſvimelſe; men den Gang min Kaarde kom i Veien midt paa Trappen, var jeg nodſaget til at trykke hende tættere til mig, for at fore komme at hun ffulde falde, hvilket kunde have alvorlige Følger for alle de, der havde Deel dette ſorgelige Optrin. Mine Arme fluttede Keiſerinden om Livet, hendes Ryg hvilede paa mit Bryſt og hendes Hoved paa min hojre Skulder. Da hun bemarkede min Anſtrengelſe for at forekomme hendes Fald, ſagde hun med lav Roſt: De trykker mig for haardt.“ Jeg ſaae nu, at der var ingen Fare at befrygte og at hun kun for et Sjeblik havde været berøvet Folelſen. Joſephines Stilling var i hoi Grad ſorgelig. Jeg havde ingen Leilighed til at iagt— tage Napoleon; thi ſaaſnart, Kammerſomfruerne vare komne Keiſerinden til Hjelp, gik han ind i et lidet Cabinet, der ſtodte til Sovegemakket, og jeg fulgte efter ham. Hans Bevagelſe og Angeſt var overordentlig. Han underrettede mig om Aarſagen til Alt hvad nyligen havde fundet Sted og fojede til: Frankriges og mit 107 Huſes Tarv tvinger mig til at modſætte mig mit Hjertes Bydende. Skilsmiſſen er bleven en ſmertelig Pligt for mig. Jeg er ſaa meget mere bedrøvet ved dette Optrin, ſom Joſephine allerede i de ſidſte tre Dage maa have erfaret, igjennem Hortenſia, den pinlige Nodvendighed, ſom tvinger mig til at lade mig frille fra hende. Jeg beklager hende af mit ganſke Hjerte; men jeg havde troet hun beſad mere Styrke og jeg var ikke beredt paa ſaa voldſomt et Udbrud af Sorg. Han kunde ikke udtale et Ord uden at puſte. — Det hele Optrin varede otte til ni Minuter. Napoleon ſendte ufortsvet Bud efter Corviſart, Dronning Hortenſia, Cambateres og Fouche. Indenlandſke Efterretninger. J Adelgaden, lige over for Helſingsersga— den, boer en fattig Enke, ved Navn Maren Til⸗ green, ſom er 105 Aar gammel. Dette er det andet Exempel paa en overordentlig hoi Leveal⸗ der her i Landet i den allernyeſte Tid. For et Par Aar ſiden døde i Fattighuſet i Frederiks⸗ berg en Olding, ved Navn Anders Normand, der i yngre Dage havde ſtaaet i Krigstjeneſten, i en Alder af 106 Aar, i det mindſte efter det af ham ſelv opgivne Fodſelsaar.“ Torsdagen d. 24 de d. M. er berammet en Generalforſamling i det Kgl. aſiatiſte Compag⸗ nie, ſom Intereſſenterne anmodes at mode i, jur 1) at lade fig meddele de Efterretninger, ſom Directionen maatte have at foredrage; 2). at børe Oeciſionen over det europeiſte Regn⸗ ſkab fra 12 April 1826 til 11 April 1827; 3) at meddele Approbation paa den af Compag— niets beſtandige Commisſton bifaldte Fortolkning af Conventionens §. 15; 4) at vælge en lovkyn⸗ dig Directeur i Etatsr. Schaͤffers Sted blandt folgende Interesſenter: Etatsr. Bildſted, Con⸗ fer. R. Schlegel, Etatsr. Schaͤffer, Juſtitsr, og Hoieſtr. Advoc. Treſchow; 5) at vælge en lov⸗ — "4 — 108 kyndig og en handelskyndig Deciſor, blandt de dertil af Commisſionen foreſlagne Intereſſenter. Veiviſer eller Anviisning til Kis⸗ benhavns, Chriſtianshavns og Forſtedernes Be⸗ boere for Aaret 1828, redigeret, forlagt og uds givet af Boghandler L. Thieſen, er udkommen. Denne Gang er dette nyttige Skrift 633 Si⸗ der eller 262 Ark ſtort, altſaa 13 Sider ftørre end forrige Aar, hvilket nokſom vidner om for⸗ øget Fuldſtendighed, hvorefter Udgiveren umis⸗ kjendeligen ſtedſe har ſtrebt. Saaledes ere denne Gang ved Slutningen af Bogen tilfsjede to Artikler: I) om de udenlandſke Geſandtſkaber ved det danſke Hof og 2) om Dampſfibsfarten imellem Kjøbenhavn og Kiel, Dobberan, Trave⸗ muͤnde, Luͤbek, Jylland, London, Petersborg, Gothenborg og Norge, hvoraf Dagen og Klokke⸗ flættet naar hvert Dampfſkib afgaaer, erfares. Uagtet denne Aargang af Veiviſeren er ſtotre end den forrige, ſaa er Priſen dog den ſamme, nemlig indbunden i engelſkt Bind 2 Rbd. Den faaes i Forlaggerens Boglade pan Borſen No. 12 og i hans Bopæl No. 66 ved Nybors. Et lidet Skrift er udkommet under Titel: Om Anvendelſen af rusſiſke Dampbade efter Dr. Smith, udgivet af Dr. Med. Trier.“ 1827. 27 S. 8. Særffilt aftrykt af Bibliothek for Leger 7. Bind. Originalen er indført i Pochhammers: Rusſiſche Dampfbaͤder als Heilmitkel, durch Er⸗ folge bewaͤhrt. Berlin 1824. Hr. Det. Trier har frit overſat Skriftet og overgaaet hvad han troede burde udelades. Ligeſom i dette Skrift udvikles i hvilke Tilfælde de rusſiſke Bade ere tjenlige, og i hvilke de ikke bor bruges, ſaa er endnu et andet Skrift af en danſt Lege om de rusſiſke Bade i Vente; ligeledes vil et tredie lidet Skrift om denne Gjenſtand med det forſte udkomne paa tyſk, i hvilket vil afhandles om de Forſigtigheder, ſom ved deres Brug ere nodven⸗ dige, og hvor vigtigt det er, at den Lege der kjen⸗ der Perſonerne, ſom ville bruge dem, deres Con⸗ ſtitution ꝛc. mage vere den egentlige Lege under Brugen, faa at ingen egen Badelege bruges, men kun en Asſiſtent, der ſtedſe kan være ved Haanden, for efter Patientens egen Leges For- ſkrift at paaſee det Fornodne. 52 109 Blandede Efterretninger. Engelſte Voeddelobsheſte. | Paa at opføde og dresſere disſe Dyr, ans vendes den allerſtorſte Omhu, der grunder fig ligeſaa meget paa Speculation, ſom paa Liden⸗ ſtab, thi ſom Hurtiglobere ſkulle de vinde ſtore Summer, og naar de paa denne Maade ere kom⸗ ne i Ry, ſkulle de ſom Hingſter vorde en bety⸗ delig Indtagtskilde for Beſidderen, efterdi man betaler indtil over tredſindstyve Pund Sterling, for hver Gang en Hoppe fager Tilladelſe at bes ſoge dem. Ved Veddelsbet ere Heſtene ſed⸗ vanlig udruſtede med en overordentlig let Sadel og en ſimpel Trenſel. Sadelen lader ſig bedſt ſammenligne med en Barneſadel, paa bvilken Rytterens Laar neppe have det nodvendige Rum; men Jokeyen ſtaaer ogſaa mere i Stigboilerne end han ſidder paa Sadelen; han boier Over⸗ livet langt fremad, og er det en lang Strakning, ſom ſtal gjennemlobes, eller er Veiret noget luf⸗ tigt, pleier han ogſaa at binde Halstørflædet om ſin Mund, for bedre at kunne drage Aande ved den yderſt heftige Bevegelſe og det derved for⸗ aarſagede Lufttryk. Løbets Udferelſesmaade bli⸗ ver punktligen iverkſat efter de iforveien offent⸗ liggiorte Beſtemmelſer. De Heſte, ſom frulle lebe i Felledsſtab, føres af ſeregne Staldkarle og forſamle ſig paa den Deel af Banen, ſom har den betingede Afſtand fra Maalet; med den kompferdige Jokey, ſom har fin Sadel under Ap foretager og afgjor imidlertid den ſag⸗ yndige Kampdommer omhyggeligen Veiningsfor⸗ reininger og meddeler den Lettere faa megen Bal⸗ laſt, ſom Forſtjellen udgjor. (Man ſiger, han veier fan meget ſom et Bundt Hoe, d. e. ni Stene, en Steen 14 Pund, hyilket udgjer den almindelig. faſtſatte Tyngde.) Herpaa beſtige Jokeyerne deres Heſte og vente, holdende ved Siden af hverandre, tilſyneladende uden ſynderlig Spend⸗ ning, efter Signalet til Udløb, thi ſedvanligen færte de mindre Priis paa de' forſte Galopſpring, end man ſtulde troe, og anſee det neſten ligegyl⸗ digt, om de ved Udfarken holde nermeſt den indre. eller den ydre Side af Banen? ſom i Alminde⸗ lighed er anlagt i en Bue, Den Strakning, 110 ſom ſkal gjennemlobes, er for ſtor, Lykkens Om— vexlinger for hyppige, til at de ſtulde bryde fig meget om dette. Endelig lyder det vigtige Tegn, fædvanlig ved Hjælp af en liden Haandklokke; man feer dem ride afſted, men ogſaa ligeſaa hur⸗ tig at forſvinde i det Fjerne. Den ſterke Be⸗ vœegelſe, ſom bliver ſynlig i den tilſtedeverende Folkemasſe, tillader ingen Tvivl om, at der er begyndt en Kamp, ved hvilken Gevinſten og Ta⸗ bet af ſtore, ofte ſaare betydelige Summer ftaae paa Spil. J Nærheden af Maalet bliver nu Trengſelen af Tilſtuere ſtedſe talrigere og heftigere; en Mengde dertil beordrede Ryttere ſeer man at jage frem og tilbage, ſysſelſatte med at holde Lsbebanen fri, og tilberligen at holde det uregjerlige Folk udenfor de betegnede Skran⸗ ker. Hvor disſe Opſynsmends barſke Stemmer ikke er tilſtrekkelig, ſoge de ved Heſtenes Hjælp at give deres Formaninger det tilborlige Efter⸗ tryk, og naar heller ikke dette Middel rekker til, pleier omſider deres Jagtpidſte med god Virk⸗ ning at bringe den free born Englishman til Orden. Intet ligner dog den forſamlede Meng⸗ des raſende Skrig, derſom det hender ſig i disſe afgjorende Minuter, at en uſkyldig Hund, for⸗ vildet i Folkevrimlen, har den Ulykke, at betræde Banen; ikke ſjelden mage den Skakkel bøde med Livet for fin onde Skjœbne, thi Hundene ere Væddeløbernes verſte Fiende. Den, ſom faae Jokeyernes Affart, fager neppe Tid til at bemerke den forſkjellige Behandlingsmaade, ſom ſtemmer overeens med deres Heſtes Temperament; ime⸗ dens den Ene beftræber fig for at holde fin Heſt tilbage i Begyndelſen, hvorved han troer at for- dele dens Kræfter paa den henſigtsmes ſigſte Maa⸗ de, ſoger den Anden at benytte fin Heſts friſfe Mod, for ſaa tidlig ſom muligt at erholde et betydeligt Forſpring; man feer derfor ofte, iſer inden den forſte Halvdeel af den Strakning, ſom ſkal gijennemlobes, Jokeyerne, ſom bære Troier af forſkjellige Farver, at have forander- lig Lykke, hvilket da giver det deeltagende Pu⸗ blikum tilſtrekkeligt Stof til nye Veddemaal. Jo mere derimod de Kempende nærme fig til Maalet, og Afgjorelſens Hieblik rykker frem, de⸗ ſto merkeligere ſynker ogſaa Vagtſtaalen til Fordeel for de bedre Lobere, og deſto lydeligere hed bort fra Kamppladſen. 111 og liofuldere høres ogſaa Folkets larmende Stem⸗ me i engſtelige og frydefulde Accenter. Mange af Jokeyerne, ſom forudſee deres flette Lykke, og ere overbeviſte om, at deres Heſtes næften udtømte Kræfter ikke længer tillade dem at fort⸗ ſætte Kampen, holde fig ganſke tilbage og ſoge at parere deres Heſte; men for de Forreſte er dette kun en ny Drivefjeder, de opgive ikke Haa⸗ bet om Gevinſten og opſoge de ſidſte Midler til at gjøre deres Rivaler Forrangen ſtridig; alle ten⸗ kelige Hielpekunſter ſettes nu i Bevegelſe; Spo⸗ rehug og Pidſkeſlag ſpares ligeſaa ligeſaa lidet ſom Rytternes Stemmer, for at opmuntre de naſten aandelsſe og ſveddryppende Heſte til de ſidſte afgjorende Anſtrengelſer, og ſaaledes hen⸗ der det da ofte, at Forventningen ſkuffes i de ſidſte Spring, og at Seiren falder paa en Farve, ſom endnu for fort ſiden kun berettigede til mes get ſvage Forhaabninger. Er det endelig, ofte forſt flere hundrede Skridt paa hiin Side af Maalet, lykkedes Jokeyerne ved deres Armes Kraft at ſtandſe deres Heſtes Flugt, faa er ogſaa deres ivrigſte Omhu, med al den Agtpaagivenhed, ſom Oieblikket krever, henvendt paa de Udmattedes Pleie. Imedens man ſeer den Ene ſysſelſat med at tage den trykkende Gjord af den fra fin Byr⸗ de befriede Heſt, ere ogſaa Andre færdige til at renſe og torre den, og at indhylle den i Dek⸗ kener, en Fjerde ſoger at væde den aandeløfe Løs bers forterrede Tunge med Viin eller Eddike, blandet med Sukker eller Honning, og naar det udmattede Dyr, ligeſom et forkjelet Barn, ſaa⸗ ledes er bleven forfriſket og pleiet fra alle Kan⸗ ter, ledes det endelig med den ſtorſte Forſigrig⸗ Ikke mindre ophid⸗ fede og udmattede af Kampens Anſtrengelſer ere Jokeyerne; ſaaſnart de have forladt deres He— fie, blive de af opmerkſomme Tjenere eller Ven⸗ ner forſynede med beſkyttende Kapper, og gaae derpaa med Sadelen under Armen, til den ſidſte Act, nemlig Dommerens Kjendelſe. Disſe Kamp dommere, ſom have deres Poſt paa en Forhoining, ſtundom paa begge Sider af Banen, forrette de⸗ res Embede med ſtor Strenghed og Upartiſthed. Svenſke Sedler Aſiatiſke Comp. Actier. — No. 39. 112 Paa mange Rendebaner er der, ſaavel paa de⸗ res Standpunkt, ſom ligeover for, anbragt en (N. M.) En Mand paa 119 Aar har d. 16 Septbr. 1826 i Staten Renages i Irland ladet debe fit nyfødte Barn, hvis Moder, hans Kone, kun er 18 Aar. p i — xXx — — —————— Kjøbenhavns, Bors, d. 22 Jaauari Sk Hamburg 2 M. — a TER å vista 219 ( Species 220 Æ Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 35. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler ; pr. 100 Specier — | — Abd, Sebdr, pr. Rdir. Rigsgjeld 49 493 Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 85 854 Rbd. Sedl. Dito Dito. | 773, — i Banco Nationalbank Obligationer » (af Laanet 4 Febr. 1820)!1022'103 Rbd. r. S. pi 5 Nes 5 113 1134 Sedler 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. 1 : Renter pr. 6 Januar | 97 972 Rbd. r. S. 6 pC. norſt Laan ag 5 ved Hambro & Sen 105 054 i Banco 4 pC. Dito nye . 98 (1985 i Banco — i Sedler. 583] — L. Sterl. 3 pC. nye danffe Oblig. ͤ ˙·miAA ĩ˙¹5ẽ⅛˙-! m...... 7—.——— Italien fe J dette Sprog gives Underviisning af en indfødt. Italiener, for en moderat Priis. En Billet desangagende bedes aflagt: hos Hr. Con⸗ ditor Pedrin, i Boutiquen paa Gammeltorv . . ::: . :: ]ꝗ ͤ XX... ̃ AU—UI—[U U ] ].. p ] ⁰ũůmuͥ̃m p ᷑̃]⅛%it». !! ̃ ꝛk——. 75⅛d SSR Saa] Kjøbenhavn, Forlagt af S. Soldin. Trykt i L. J. Jacobſens Bogtrykkerie, Sſtergade No. 60. ; — 5 diopterlignende Indretning, ſom ſkaffer dem et ſikkert Viſir, hvilket er faa meget mere nodven⸗ digt, da det ikke er ſjeldent, at naar Kraften og Üdholdenheden ere lige, kun en Tommes For⸗ ſpring kan gjøre Udflaget. g — mg < Nyeſte Skilderie af Kebenbavn. -= SØVN Femogtyvende Aargang. Fa No. Sa al Udgivet og redigeret af Fr. Thaaru p, Etatsraad. Forſendes, ifslge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Loverdagen — — S —— . . W . —¶ —— ben Paraguayſke Dietator Francia. (Skildret af Rengger og Longchamp.) van Vi lundede b. 30 Juli 1819 i Aſſomption og bleve nogle Dage ſildigere Dictatoren fore— ſtillede. Han er en Mand af middelmaadig Vaxt med regelmasſige Anſigtstræk og ſkjonne, ſorte Hine, hvorved de ſydamericanſke Creoler characteriſeres. Hans gjennemtrengende Blik forkyndte flor Tillid; hån var iført en blaa med Galloner beſat Kjole, en ſpanſt Brigaders Uni- form, Veſt og Beenkloder, bar hvide Silkeſtrom⸗ per og Sko med Guldſpender. var os fan meget mere paafaldende, ſom vi fort forhen havde feet Artigas og hans Officerer ”halvnøgne Den Gang var Doctor Francia 62 Aar, men han 1 forſt at være 50. den. 2 De ere i fer Aar blevne tilbageholdte i Paraguay af Dictatoren, og det er netop i diſſe ſer Aar, hvor han. (Af Skriftet: Hiſtoriſk udovede fif hele Tyrannie. Forſog over Revolutionen i Paraguay og Dr. Fran⸗ cigs Directoriglregjering; trykt hos Coͤttg,) — * — den 26 J Denne Dragt Januari 1828. — 4 — mig med ſtuderet Majeſtet adſkillige gjorde. Da Sporgsmaale, men forandrede ſnart Tonen. jeg aabnede min Brevtaſke, for at opſoge de. Papirer, ſom jeg havde at overlevere ham, "blev han ſnart Buonapartes Portrait vaer, ſom jeg med Forfæt havde lagt derind, fordi man havde underrettet mig om hans Beundring for Drigi- nalen. Han greb ſtrax derefter og betragtede det meget opmerkſomt. Han begyndte nu en fortrolig Samtale angagende Europas politiſke Anliggender, ſom han ſyntes meget bedre under— rettet om end jeg troede. Han følte ſtor Beun⸗ dring for Napoleons militaire Regjering og Erobringer, og beklagede meget hans Fald. Men Hovedgjenſtanden for hans Underholdning vare Munkene. Han beſkyldte dem for Hovmod, udartede Sæder og alle muelige Intriger; han beſverede fig over Geiſtlighedens almindelige Tendenz, at ville gjøre fig uafhængig af den verdslige Regjering. Han forudſaae for Europa Overtroens og Fanatismens Tilbagevendelſe og erklerede det for nodvendigt, at tilintetgiore Munkeganden i America, førend. den tilligemed * 115 Peſten hjemføger dette ſkjonne Land. Hän vilde aldeles ikke troe Jefuiterordenens Gjenoprettelſe, endſkjondt vi forſogte at overtyde ham derom. Han holdt dette Skridt for ligeſaa taabeligt ſom ſkjebnefuldt. J vor Samtale om det ſpanſke Americas Befrielſe lagde han den hele Iver, hvormed. han havde virket dertil for Dagen, liges ſom hans fafte Beflutning, at forfvare Landets Uafhængighed mod hvert Angreb. Hans Ideer om Maaden, hvorledes de nye Stater bedſt kunne regieres, ſyntes mig temmelig vigtige; men u⸗ lykkeligviis bragte han ingen af dem i Anven⸗ delſe. — Han viſte os ſit Bibliothek. Det var vel ikke betydeligt, men dog naſten det eneſte i hele Paraguay. Jeg ſaae i ſamme, foruden de bedſte ſpanſke Forfattere, Voltaires, Rouſſeaus, Rays nals, Rollins, Laplaces Veerker o. a., ſom han alle⸗ ſammen havde anſkaffet fig. ſiden Revolutionen. Hanhapde ogſaa adſtillige mathematiſkeInſtrumen⸗ ter, Jordkugler, geographiſke Kort, blandt andre et over Paraguay, det nojagtigſte man har over dette Land, men ſom aldrig: er blevet offentlig— giort. Almuen, ſom ofte har feet Dictatoren ſyſſelſat med ſin Globus, for at kjende Conſtel⸗ lationerne, og ſom ikke kunde begribe, hvorledes han paa fit Kort faa nøje kjendte Landet, uden at have bereiſt det, var faſt overtydet om, at han kunde leſe i Stjernerne, endſtjondt han al⸗ drig betjente fig af dette Middel til at forſkaffe fig Lydighed, men tvertimod gav fig megen U⸗ mage for at afſkaffe hans Landsmends utallige Fordomme. Han forlod os med de Ord: » kan bekjende Jer til hvilken Religion J vil, naar J kun ikke blande Jer i mine Regjeringsanlig⸗ gender.“ Vi fulgte dette Raad ſaaleenge vi vare lod ſporge om Priſen for ſamme. ikke lade mig det betale, og da Dictatoren dar⸗ fire Slaver. Soſter tilbereder den. benytter han fig af dette Menneſke, for at fors ind i ſit Verelſe, hvor han bliver til Kl. 9, og ſtulle tilſtilles ham, og han dicterer indtil Kl. 12. e 116 i Paraguay, og Dictatoren holdt troligen ſit Ord. Da vi gik bort, lod jeg Napoleons Por- trait blive liggende paa Bordet, fordi jeg troede, at det vilde være ham behageligt; at beholde det. Han ſendte mig det ved fin Tjener og Jeg vilde imod har gjort fig det til en Lov, aldrig at modtage nogen Forering, faa beholdt jeg det. Denne Fremferd ſatte mig faa meget mere i Forundring, ſom han i fit Cabinet havde. viift mig en ſlet Nuͤrnberger Carricatur, ſom han holdt for Keiſerens virkelige Portrait. Dette ſynes ogſaa at have foranlediget ham til at anfkaffe ſig en uhyre trekantet Hat. Han beboede den forrige Statholders Gaard, en af de ſtorſte Byg— ninger i Aſſomption, opfort af Jeſuiterne fort førend deres Fordrivelſe. Han boer deri med Hans Levnet er meget regelmas⸗ ſigt; med al mulig Omhyggelighed laver han ſelv fin Thee, og førend han om Morgenen ryger ſin Cigar, vikler han den op for at fee om der. ikke ligger noget Skadeligt deri, uagtet hans egen Kl. 6 kommer hans Bar⸗ beer, en ſmudſig og fordrukken Mulat. Er han i godt Lune, faa ſladdrer han med ham, og ofte berede Publicum paa ſine Planer. Han er en officiel Tidende. Derpaa giver han, iført en Sirtzes Slaaprok, Audience. Kl. 7 gaaer han hans Officerer, ſaavelſom øvrige Embedsmænd, gjøre Indberetning og modtage hans Befalinger. Kl. 11 bringer Fiel de Ficho Papirerne, der 117 Han ſpiſer til Middag Kl. 12. — Adſſillige Maaneder af. Aaret boer han i Cavalleriecaſſer⸗ nen uden for Staden. I de -Bærelfer, han be— boer, findes mange Vaaben; Piſtoler hænge paa Væggen eller ligge hos ham paa Bordet, og for det mefte ſtaae blottede. Sabler i alle Hjørner. Denne Forſigtighed bemerkes endog i den for hans Audienzer foreſkrevne Etiquette. Naar no— gen træder ind, tor han kun komme Dictatoren i det Hojeſte fer Skridt nær, indtil man giver ham ved et Tegn Tilladelſe til at træde nærs mere frem, men ſelv i dette Tilflde maa han blive Dictatoren tre Skridt fra Livet. Hen⸗ derne maa hænge flade ned og være aabne, paa det man kan ſee at ingen. Vaaben ſkjules deri. Ingen Embedsmand, end ikke en Officeer, tor lade ſig ſee for ham med Kaarden ved Siden. Med Alt det holder han dog meget af, at man under Samtalen feer ſtift paa ham, og at Sva— rene ere raſte og beſtemte. — J Begyndelſen af Underholdningen ſdger han ſtedſe at vekke en vis Frygt, men naar man med Faſthed modta⸗ ger hans forſte Udfald, ſaa bliver hans Tale mildere og hans Adfærd endog behagelig, naar han ellers er i godt Lune. Forſt da gjenkjender man i ham den aand- og talentfulde Mand. Han forſtaaer at henlede Opmerkſomheden paa tuſinde Gjenſtande ved hovilke han røber ligeſaa ſtor Skarpſindighed ſom udbredte Indſigter, end⸗ ſtjendt han, faa at ſige, aldrig har forladt Paz raguay. Fri for de mangfoldige Fordomme, 118 ſenkrands omſlynget Qvinde, med en Verbal— proces, hvoraf ſaaes, at hun var en Hex. Han fortalte mig ved denne Leilighed alle de hos Al⸗ muen brugelige Beſveergelſer af Sygdomme og andre ulykkelige Tilfalde og ſagde: De feer hvorledes Prœſter og Religion kunne tjene disſe Menneſker til at troe mere paa Fanden end paa Gud. — 3 den forſte Tid af hans Ophojelſe lod han fig hver Søndag læfe Mesſe i et Ca- ſernecapel og bivaanede paa ſtore Feſtdage Guds— tjeneſten i- Cathedralkirken, men ſnart derefter ſaae man ham ikke mere i Kirken og 1820 af— ſkaffede han endog ſin Huusgeiſtlige. Siden den Tid har han ikke taget mindſte Deel i Cul: tus og benyttet ſig af enhver Leilighed til at yttre fig mod den beſtaaende Religion. Saale⸗ des ſvarede han en Commandant, der bad ham om et Helgenbilled, for at opſtille det ſom Skytspatron i et af ham nyligen opført Fort: O, J Menneſker !. hvorlenge ville J endnu blive, Wsler? Da jeg endnu var catholſk, tenkde jeg ligeſom du, men nu veed jeg, at Kanonkug⸗ ler ere de bedſte Helgene til at bevogte vore 8 der endnu beherſke hans Landsmænd, gjør han dem til Gjenſtand for hans vittige Spotterier. Saaledes "gjorde han fig meget lyſtig over Com: mandanten og Præften i Curuguaty, der ſendte ham en med Lenker betynget og en uhyre Ro⸗ — Grendſer. — Naar Dictatoren har hypocondri⸗ fie Anſtod, faa bliver han hele. Dage-i fit Ca⸗ binet, uden ſynderligen at ſysſelſette fig, eller udøfer fit unde Lune paa alle dem, der befinde fig i Nærheden af ham, og ſaavel civile Em⸗ bedsmend ſom Officerer blive ved ſaadanne Lei⸗ ligheder mishandlede af ham. Han udſtoder Eder, Skjeœlbsord og Trudsler mod ſine virke⸗ lige og indbildte Fjender. J ſaadanne Sjeblik ifær lader han foretage Heftelſer eller forordne. de ſtrengeſte Straffe, faa at han anſeer en Dods⸗ dom for en Ubetydelighed. Til hans gode Egen⸗ Stkriver. og Ondt. 119 ſkaber hører hans Uegennyttighed. Ligeſaa gav— mild ſom han er i ſine perſonlige Udgifter, lige— fax paaholden finder man ham i de offentlige Indtegters Beſtyrelſe. Hans Privatformue har ikke foroget ſig ſiden hans Ophojelſe. Han har aldrig modtaget en Forering, og hans Lon, ſom Statens Overhoved, ſtaaer altib ubetalt. Ved adſkillige Leiligheder viſer han ſig oͤgſaa erkjendtlig. Da han erfarede, at en Son af en Familie i Cordovs, ſom han i ſin Ungdom var bleven godt optagen hos, befandt ſig i As— ſomption i ſtor Elendighed, forærede han ham, nogle Hundrede Franker, og udnævnte ham til Men han mindes ingen Velgjerning, ingen udviiſt Tjeneſte mere; han kjender ingen Paarsorende eller Beſkyttere, ſaaſnart han troer, at man paa nogen Maade har forſeet ſig mod hans Magt eller Perſͤn. Ikke at give ham Ti⸗ telen: excellentissimo Sennor, er en utilgivelig Forbrydelſe. den, med undtagelſe af nogle. Fremmede, en Vane, ſom han. efterhaanden har antaget, lige— ſom han befeſtede fig i fin Magt. J maa agte mig ligeſaa heit ſom Jer Longe, ſagde han til en Fremmed, thi jeg kan beviſe Eder mere Godt Adſkillige af dem, der node hans Bevaagenhed, faldt i Unaade, fordi de vilde ſtille ſig paa en fortrolig Fod med ham; Andre bleve belagte med Lenker, fordi de tiltoge fig en Magt, han ikke havde tilſtaaet dem. — To af hans Soſterſonner, der vare anſatte ſom Officerer i Armeen i Begyndelſen af Revolutionen, fik plud— ſeligen deres Afſked, fordi han, efter fin Udnev⸗ nelſe til Dictator, befrygtede, at de kunde troe, at have fadet derved noget Slags Fortrin. Den ringeſte Forſeelſe, de begik, blev pan det Stren⸗ geſte ſtraffet, og en af dem tilbragte fire Aar Han ſelv ſiger Du til helge Ver⸗ 120 fængslet i Arreſt, fordi han paa et Bal havde ſlaaet et Menneſke, der havde fornærmet ham. Den anden. fad et Aar i offentligt Fengſel, fordi han brugte en Muficus af fit Regiment til en Serenade. Endeligen har ogſaa hans Soſter, den eneſte Perſon, han viſte en ſtadig Hengiven— hed til, og ſom forvaltede hans lille Landſted, maattet forlade ham, fordi hun betjente ſig af en Falador, til at tugte en Slave. — Han er til Pderlighed ſkinſyg paa Alt, hvad der angager hans Myndighedz. Han har aldrig ſpurgt Nos gen om Raad og Ingen kan roſe "fig. af nogens. ſinde at have havt Indflydelſe paa ham. Naar han nu tidligen eller ſildigen har ſamme Skjebne ſom alle Undertrykkere af deres Fœdreneland, ſag kan han ene tilſkrive det fig ſelv. For Menneſkekjenderen og Politikeren torde det være intereſſant, ved hvad der er i Gjære i det ſydoſtlige Europa, at læfe det 14 Capitel i Livii 9 Bog. Vel paſſer Capitlet ikke i hver Henſeende pan de i hine Egne Sted findende Forhold, men det omtaler dog lignende Ting og Begivenheder, ſom de, der ere paſſerede. Det begynder ſaaledes: Per id tempus, parantibus utrisque se ad prælium, legati Tarentini inter- Per utros stetisset &e. merne, at de ſkulde holde op med Krigen. De, Hvis Skyld det havde været oſv. — Et endnu intereſſantere Stykke om Romerne. og Samni⸗ st. gg veniunt, denunciantes: Samnitibus Romanisque, ut bellum omitterent. d. e. Imidlertid, medens begge ruſte fig til et Slag, komme der Geſandter fra Tarent til dem, der erklere ſaavel Samniterne ſom Ro⸗ i 121 terne, og et Slags Modſtykke til nærværende, var indfort i No. 34 af Nyeſte Skilderie af Kjøbenhavn for Aaret 1827. H. Chr. H. — p , TEN VTU ⁰ —ñ—ñU—ñô Indenlandſke Efterret ning eſr. J Slutningen af forrige og med Begyn⸗ delſen af dette Aar ere nogle nye Tidsſtrifter her begyndt», ſaaſom: É 1418 I. Theaterbladet. Redigeret og udgivet af A. P. Liunge. Det forſte Nummer ud⸗ kom d. 26 Oct. f. Aar. Det udkommer almin⸗ deligen hver Fredag, et halvt Ark i Qv. og be⸗ tales ved hvert Qvartals Slutning med 48 Mk. Mar ee Abonnentere ikkun tre ark. 2 ] 2. Grækervennen, udgiven af F. W. Stock⸗ fleth. Trykt hos J. C. Elmqviſt. Det forſte Nummer udkom d. 26 Oct. 1826. Efter Pla⸗ nen (indrykket i Addresſeaviſen f. A. No. 236) er Bladets Henſigt at beſkrive Grœkernes jam— merfulde Forfatning, og deres Værd til Under: ſtyttelſe. : a 8. a 8: Repertorium for aandelige Sager. Et chriſteligt Maanedsſkrift, udgiven af Jorgen Thiſte d, Sognepreſt for Gyrſtinge⸗ og Flinte⸗ rup Menigheder. Subſkription paa dette Maa⸗ nedsſtrift (Hæftet paa 6 Ark for 3 Mk.) mod⸗ tages hos Forlæggeren Bogtrykker J. C. Elm⸗ qpiſt, Studiſtrede No. 66. Enkelte Hefter overlades ikke. J forſte Hæfte findes et indſendt Stykke under Titel: Frimodige Yttringer om et offentligt Angreb paa Paſtor Salling; og om den faa kaldte evangeliſt⸗chriſtelige Pfalme⸗ degs hvorimod Indſenderen har meget at erin⸗ 4. Nemeſis eller Blade for Literatur og Kunſt, udgivet af J. W. Schmidt. Trykt og forlagt af L. J. Jacobſen. J Octav. Maaned: ligen ſkulle to Ark udkomme. Et Nummer er udkommet, indeholdende Bedommelſe over tre danſke Overſettelſer af tre af Tegners Digter⸗ arbejder; m. m. ; * i 122 J Anledning af de 1 Folgebladet med Vi⸗ borg Samler No. 149 af Hr. Stiftsphyſikus Lind i Viborg meddeelte (i dette Blad No. I d. A.) optagne Bemerkninger om Strubehoſte, har Hr. Stiftsphyſikus Juſtitsraad Hanſen i Aalborg indført i Aalb. Avis No, 200 f. A. folgende: »Min crede Collega's Beſkrivelſe af Sygdommen, ſom troe given efter Naturen, mage jeg i det hele være enig i; kun disſe Bemerkninger til Efterretning for det Publicum, der henhører un— der min Embeds- og Virkekreds, til nærmere at kunne bedømme Sygdommens Hyppighed og faae et Begreb om ſammes Afvergelſe, hvorle— des og naar ſamme lader fig. gjøre. | J 20 Aar, ſom jeg i Jylland har veret forſt practiſerende Læge i Randers, derpaa Stifts⸗ phyſikussi Ribe og ſiden i Aalborg, har jeg z en temmelig udbredt Praxis ikke ſeet eller be— handlet den virkelige Strubehoſte eller Croup over IO Gange. Dette maae tjene til Beviis paa Sygdommens Sjeldenhed og ſom en Bero— ligelſe mod den paniſke Skrek, denne Sygdoms Navn i Almindelighed indgyder Forældre, naar Born fornemmelig For- og Efteraar jævnlig an⸗ gribes af Catarhfeber-Tilfelde. Hvad ſom i ovenmeldte Bemerkninger er anført ſom ofte at være” Sygdommens Begyn⸗ delſe, er ikke Strubehoſte, ligeſaalidet ſom en Snuefeber eller Catarh er en virkelig Bryſtin⸗ flammation, det er ikke andet end en ſeædvanlig Catarh, der hos. Born ſom ofteſt, ſom anført, ledſages iſer om Aftenen og Natten med heftig Feber. Muligheden er der vel, at ſamme kan udarte til Strubehoſte, ligeſaavel ſom en Snue⸗ feber eller Catarh kan udarte til en Bryſtinflam⸗ mation; men dette tor jeg beſtemt forſikre in⸗ genſinde uden Forſemmelſe eller Feil fra de Omgivendes eller Lægens Side. For at fore⸗ bygge denne mulige, dog i Forhold til Catarh- febers Hyppighed yderſt ſſeldne virkelige Over— gang til den farlige, Strubehoſte, er det altid klogeſt og ſikreſt, ſom ved enhver. begyndende Sygdom, at conſulere en Lege. Hvor dette ikke ſkeer eller kan ſkee, der vil en fornuftig ſim⸗ pel dietetiſfk Huusbehandling dog neſten altid være” tilſtrekkelig at forhindre denne Over⸗ gang. 8 ; 8 . — — AA 123 Men ogſaa viſer Sygdommen fig ſtrax uden denne Overgang fra Catarhfeber til Strubehoſte ſom ſand og virkelig Strubehoſte med de af Hr. Stiftspyyſikus Lind omtalte Tilfælde; . da er Strubehoſten der ſtrax, kan ikke forebygges, og Sygdommen højft farlig, uden hurtig og rigtig Hjælpanvendelfe altid dødelig, Da maa La⸗ gens Hjælp øjebliflig ſoges, ſkjondt ſamme ej altid er tilſtrefkelig; og indtil denne kan haves, anvendes de af Hr. Stiftsphyſikus Linde tilraadte Midler, hvorhos jeg dog maae bemerke, at An: tallet af Igler efter min Formening bor være ſtorre end anført, SDR KR Sluttelig bemerkes: ' At Navnet Strubehofte ifær i de ſenere Tider hyppigen og indtil, Akkelhed endog af Le⸗ ger er misbrugt, ſaavel af Frygtſomhed ſom af Mangel paa rigtig Kundſkab om denne ſjeldne Spgdom, hvortil vel endnu kan føjes den ued⸗ lere Beveggrund ved en Cuur af flig Sygdom at gjore en Slags Merveille; og at de ikke ſieldne hurtigere Dødsfald af ſmaa Born, for⸗ nemmelig Pattebern, hvor det beſverlige Aan⸗ dedret ſpiller en Hovedrolle ved Sygdomstil— feldene, langt oftere forgarſages af Lungebeten⸗ delſe og Lungeſtikflod, hvilke Sygdomme for Ikke⸗ Læger har mange Tegn tilfelleds med Strube— hoften, end af Betendelſe i Luftreret, hvori Strubehoſte beſtager.“ Derefter har Hr. Stiftsphyſ. Lind i Vi⸗ borg Saml. N. 4 d. A. bemerket folgende. Det glæder mig færdeles at finde min meget ærede Hr. Collegas Anſkuelſer i det Hele faa overenſtemmende med mine. Ogſaa jeg. kan fore ſikkre, at Croup eller Strubehoſte er en temme⸗ lig ſjelden Sygddm, langt ſjeldnere, end Publi— cum almindeligviis troer, J de s Aar, jeg her i Viborg har været Lege, har jeg ſelv kun obſer⸗ veret den 5 Gange, men veed af andre Kilder, at den nogle Gange oftere har fundet Sted. At der ſaaledes hvad Hyppigheden angaager ſynes at finde lidt Uoverenſtemmelſe Sted imellem min Hr. Collegas og mine Erfaringer, grunder ſig formeentligen paa Forſkjellen i Localet af vor Virkekreds, da Viborg og Omegn ſom Middel⸗ punktet af Jylland ogſaa udgjer en af. de højes ken 10. Derefter kleder han fig paa og begiver. 124 ſte beliggende Egne i Landet, hvor Vindene ere ſerdeles folde og ſkarpe, Catarrher og Forkjo⸗ lelſe-Sygdomme overmaade herſkende og ofte af en alvorlig Natur. Betreffende Antallet af Ig⸗ lerne, jeg har foreſlaaet, da har jeg ikke villet anſœtte det højere, da Erfaring har lært mig, at Efterblsdningen hos ſmaage Born undertiden kan være betydelig nok, ja i Legers Fraverelſe betenkelig, ſtjondt rigtignok en ſaadan ſterk Blødning fædvanlig er meget velgjerende imod | felve Sygdommen. Hellere end at formere" Antallet hos fmaae Born vilde jeg da raade at gjentage dem efter en Fort Ti — men da maa jeg antage, at Legen er raadfort, og han ak SMD kunne afgive Beftemmelfe i faa Hen: sende, 2 - Blandede Efterretninger. En Spidsborgers Levemaade paa Cap.“ En ſaadan Mynheer, ſiger Chriſtian Auguſt Fiſcher i fit Lommebibliothek for de nyeſte og in-“ teresſanteſte Reiſebeſkrivelſer, ſtaaer op med So⸗ len og gaaer ned i fin Sal. Her finder han ſin Caffe, fin Morgenſlurk Genever, fin ſtoppede Pibe og andet Tilbehor. Saaledes fysfelfætter han fig til Klokken 7, kaſter derpaa fin brogede Slob⸗ rok over fig og feer derneſt, beſtandig rogende, ind i fit Verkſted eller Contoir. For var han Slave, maa man vide, men han givtede fig med en rig Enke, og ſaaledes fik han et Verkſted elle en Boutik. Klokken 8 begiver han fig til en li⸗ den Terrasſe udenfor Huſet, tager Plads, trat, 5 ker fin Slaveliſte frem og beregner Dagens Ind⸗ tegt. Rataſia og Bagværk ſtaae færdige: pal et Bord. Saaledes bliver Klokken 9, og i Gas: len finder han den anden eller ſtore Frokoſt ſer⸗ veret. Denne beſtaaer af fold Steg, Fuglevildl, Skinke, ſtegt Fiſk, og dertil drikker han en Fla⸗ ſte Madera. Dette ſysſelſætter ham indtil Klo fig til Stranden, hvor der altid høres Nyheder, Saa beføger han et Par Bekjendte og vandret derneſt til et Caffehuus. Her lader han fig giv! noget Bittert og feer paa Billardſpillet. Ende ⸗ tr 125 lig kommer Klokkeſlettet Tolb, Middagsmadens Time. Dette Maaltid finder han allerede an— rettet og nyder det med fin Familie. Imidler⸗ tid kan det kun betragtes ſom en varm Collation, efterſom det kun beſtager af fer Retter. Myn⸗ heer bliver dog ſid dende til Klokken 2 og tømmer to Flaſker Ruͤdesheimer. Nu begiver han ſig til Sovekamret, lægger fig. afflædt paa Sengen og ſover til Klokken 5.. Derpaa modtager han Beſog med Familien, og tracteres der med Thee og Punſch, indtil halv Syv. Da bryde Gjaſter⸗ ne op, thi alle gage i. et ſtort Selſkab, hvori der herſter den hoieſte Stivhed og Afſondring imellem begge Kjon. Klokken 9 gaaer han hjem for at ſpiſe til Aften. Dette Maaltid beftaaer i Al⸗ mindelighed af 16 til 18 Retter, ſom den kyndige maleyiſte Kok hver Dag veed at forandre. Der⸗ til udſtikker Mynheer indtil Midnat fire Flaſker Bordeauxviin og foger derpaa fit Leie, for at udhvile efter Dagens Beſverligheder. j 8 (B. f. l. U. og N. M.) / J Græfervennen No. 13 fortædes: ”at blandt Subſtribenterne for Grakerne befandt fig i Frank⸗ rig, i Midten af Aaret 1825, foruden mang— foldige Andre: Hertugen af Orleans med 6000 Franker, hans Sonner Hertugerne af Chartres og Nemours, og Prindſen af Joinville, hver. med 2000 Franker, men deres ældfte Soſter Måle d Orleans med 40000 Franker; et nyt Bebiis pan at Manden ſaare ſjelden kan have ſig til den Grad af velgjorende Opofrelſe, der er et Hovedtrek i det hulde qvindelige Hierte.“ Saa⸗ dant Beviis duer viſt nok ikke, da Fortællingen er faa aldeles blottet for Oplysning. Ifald bes melte Greœkervenners Forfatning og Stilling, Fornodenheder for Familie og Husſtand, Brodre⸗ nes maaſkee mange Bidrag for mange andre Vel⸗ dedigheds Gjenſtande, Soſterens maaſkee ene for Grakerne; og andet ſaadant var kjendt eller oplyſt, da vilde maaſkee Brødrenes Opofrelſe findes at være ſtorre. — Man bor arbeide mod ſtieve Begrebers Udbredelſe; — derfor denne Erindring — derfor den Bemerkning forhen i dette Blad, at Indſamlinger af Skillinger bos fattige Almues folk for Grækerne naæppe fortjener at pris 126 ſes, Goddedighed er et Hovedtrek i de Danſtes Characteer. De der ville med fri Aand og Hjerte viſe den mod Grakerne, bor have Leilighed til. ſikkert og let at kunne nedlægge deres Offere. Saadan Leilighed mangler nu ikke her. Hvo der ville viſe Veldedighed mod andre Gjenſtande være ſaadant uformeent, og være fri for ubillig Dadel, og upasſende Sammenligninger! Hiſt gik den ud over Franſke; en anden Gang kunde den treffe danſke Bidragere. J et Værk om den ſpanſke Marine, ved Fernandez Navarrate, ſom nyligen er udkommet i Madrid, leſes en Efterretning om et i Aaret 1548 af Capit. Blasco de Garay, efter Keiſer Carl V. Befaling anſtillet Forføg med en Ma— ſkine, ſom ſkulde hurtigen drive et Skib uden Seil og Ror. J Havnen ved Barcellona valgtes et Fartei paa 200 Tonder, ladet med Korn. Dens Hovedmiddel beſtod af en ſtor Kjedel fuld af Vand og to ſtore Hjul udenfor begge Sider af Skibet. ufordelagtig Erklaring angagende Forſoget 'fordi Kjedlen let kunde ſpringe, og Skibet gik langſomt, nemlig 13 Mil i en Time; Carl V. forærede Skatmeſteren afgav en imidlertid Konſtneren 40,000 Maravadis. Saa⸗- ledes var det forſte Forſog til Dampſtibe alle⸗ rede gjort for tre Hundrede Aar ſiden. Men der gives Opfindelſer ligeſom Menneſker, der komme et Par Secler for tidligen. —— Prof. Ideler har i ſin Handbuch der mathematiſchen u. techniſchen Chrono⸗ logie anſtillet en neje Beregning over Aaret, hvori Chriſtus blev født. Efterat have prøvet alle Unffuelfer og nøje beregnet Sammenkom— ſten af Jupiter og Saturnus, den Stjerne, ſom efter Evangeliet lyſte for Hyrderne, godtgjor han, at Chriſtus er født i Slutfingen af Aaret 747 efter Roms Opbyggelſe, altſaa fer Aar tidligere end vor Tidsregning antager. Med Rette burde vi altſaa ſtrive 1834 iſtedetfor 1828. (Jonf. Anmeld. af Biffop Muͤnters Skrift om dette mne i No. 2 af d. B.) — X — 8 127 J em Dal fydveftlig for Miſſuri, i de for⸗ enede nordamericanſke Stater, har man fundet en Mynt af Bronze, ſom Abbed Anduza, efter nojeſte Underſogelſe, har erklæret at være en romerſt fra Keiſer Narvas Regjeringstid. Hvor⸗ liedes er denne Mynt kommen til en Egn, ſom aldrig har været beſogt af nogen Europcer?“ Ved en Udftiling i Paris ſaaes nyligen et Tœppe af-Strudsfjere. Det blev kjsbt til en overordentlig Priis af en Ruſſer. Man har brugt dertif 2000 Strudsfjere og. arbeidet ders paa i to Aar. 1290 Kjøbenhavns Bors, d. 22 Jauuari 1828. Hamburg 2 M. — 8 i å vista 219 [| Species 220 . SE Specier ſolgtes til 9 13 Rbmk. 3 f. 5 Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſte Speeciesfedler Få N pr. 100 Specier 1563] — Rbbd. Sedl. Svenſfe Sedler pr. Rdlr. Rigsgjeld 49 (492 Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 85 854 Rbd. Sedl. Dito Dito. | 773278 i Banco Nationalbank Obligationer (af Laanet 4 Fehr. 1820) 102803 Rbd. r. S. Dito Dito.. III33I132 Sedler 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. a Renter pr. 6 Januar 92] — Rbd. r. S. 6 PC. norſt Laan ir i ved Hambro & Son 105 1052 i Banco 4 pC. Dito nyhe 98 98 i Banco Aſiatiſte Comp. Actier — | — i Sedler 3 PC. nye danſke Oblig.] 583] — L. Sterl. Kjobenhavn. Forlagt af S. Soldin. 0 5 Hſtergade No, 60, — Wittus Berring. Den 2lde Januar 1828. — VUVIVUvVU For ſnart, o Jord! dit Skjod ſtal eie en ædel Oldings kjere Leer; du rede ham et venligt Leie! thi Kummer, Smerte aldrig meer forſtyrre ſkal den blide Fred, ſom Himlen mildt ham ſendte ned. Men Sygdoms — Armods Son, du klage kun lydt ved Tabet af din Ven! dig offrede han Netter, Dage, fin Kunſt; fin Sundhed gav. han hen: J usle Vraa han bragte Troſt; hans Lon var Stemmen i hans Bryſt. Faſt ſyvgang'ti Aar ſvandt i Streben, at folge ømme Hjertes Roſt. Slukt er hans Die, taus er Leben, men Sorg vil fylde Manges Bryſt: Hyvyo var meer from og god, end han, ſom trofaſt Ven, ſom Fader, Mand? Til dem, ſom ved din Gravhoi græde, jeg ſom en Son vil flutte mig; mens Savnets Taarer Øiet væde, en Mindeblomſt indvies dig: Hoad du i takfuldt Hjerte ſtrev dit bedſte Eftermele blev! > 6. 8. 4. 2. É Trykt i L. J. Jacobſens Bogteykkerie, 5 a — (4 8 Nyeſte Skilderie a Kjebenhavn. SD Femogtyvende Aargang. No. 9 Udgivet og redigeret af Fr. Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. Thaar up, Etatsraad. Tirsdagen. den 29 Osman re Frue — . —— Johan von Bulow, 7 mn O, Danmark vær de Wdoles Hjem! "Og Alle priſe Dig oz dem! N i Ewald. S⏑ - Naar en ANER almeenhøtagtet Olding ender fin jordiſke Herdersbane, faa ere vore Fo— lelſer neſten de ſamme, ſom naar vi paa en ſmuk Sommerdag ſee Aftenſolen dale i Havets Skjod. Vi ſorge, at den allerede vil forlade os; vi hen⸗ rykkes, naar vi ſkue den Velſignelſe, ſom den har "udbredt rundt omkring fig; vi troſtes, naar vi beteenke, at den paa hiin Side Havet. vil frem⸗ fane i ſornyet Glands. 0 Atter ſtaaer Danmarks Genius med taa⸗ rerbleendte Hine ved en udmærket Fœdrenelands⸗ vens friſke Grav, og ſukker. Dannemanden Jo- han von Buͤlow er ikke meer. Den 22de d. b 5 É N Januari 1828. —— . ———— ——— ͤ — — —— — — va . * M. henſov han roligen og blidt paa fit Gods Sanderumgaard i Fyen. Buͤlow var fodt d. 29de Juli 1751 i Nyborg, hvor hans Fader var Vicecommandant, Major Chriſtian Wind Buͤlow, gift med Wibeke Magdalene Brochenhuus, og nedſtammer fra en meklenborgſt Slægt, der er faa gammel i Dan⸗ mark og Holſteen, at allerede 1314 en Ridder Wulf Buͤlow nævnes hos Hvidtfeld. Kun ko Aar gammel miſtede han ſine Foreldre og af de⸗ res efterladte aatte Born var han den Neſt⸗ yngſte. Efter Moderens Dod kom han i Huſet hos J. v. Lehn, Herre til Hyvidkilde i Fyen, ſom var gift med hans Moſter. Han beſtemtes til Krigsſtanden og allerede i ſit niende Aar var han Cornet og i fit femtende Secondlieute⸗ nant ved det fyenſte Dragonregiment. | p Af Lyft til clas ſiſt Dannelſe gik han to Aar derefter, ſom Academiſt, til Sorse, m Livvagten, tiltraadte han dog ikke ſin ny Poſt, forend han i Sorøe havde taget alle de anord⸗ nede Examina. Saaledes uddannet kom han 1772 til Kjøbenhavn, hvor han 1773 udngvn⸗ i men ſkjondet han allerede 1769 var anſat til Lieutenant i 181 tes til anden og 1774 til forſte Kammerjun⸗ ker hos Kronprindſen, H. M. vor nuværende Konge. 1779 blev han Kammerherre; 1784 Marſkal hos Hs. Kongelige Hoihed, og ſamme Aar udnævntes han til Ridder af Dannebrogen. 1785 ægtede han Froken E. M. Hoppe, en Datter af Conferentsraad Hoppe, efter hvem han arvede den Formue, for hvilken han ſiden kjobte ſig et Gods. 1787 blev han Commandeur af den Kgl. ſven⸗ ſke Nordſtjerneorden, 1790 Geheimeraad og 1792 virkelig Ordensſetretair. Den vigtige Marſkal⸗ poſt bekledte han i ti Aar, fra 1783 til 1793, da han fik Afſted fra alle ſine Charger. Nu for- lod han Kongeſtaden og drog ſig tilbage til ſit, Aaret i Forveien kjobte, Gods, Sanderumgaard, 13 Mil fra Odenſe, for der ganſte at leve i den ſtille Naturs Skjod og hellige ſig Videnſkaberne og deres Fremme. Een af hans Yudlingsſys⸗ ler var her at forvandle en ſtor Ellemoſe ved hans Hovedgaard til een af de ſmukkeſte Haver i Danmark, hvor imidlertid Konſten maatte virke mere end Naturen, da virkelig ffjønne Udſigter her manglede og den med alle ſine mange og yndige — "Anlæg dog ikke kunde blive hvad Liſenlunds Have paa Møen er. En ikke ſtor, men ypperlig Samling af Malerier, hvoriblandt adſkillige hoiſt fortrinlige af italienſke Meſtere, findes ophængt ſaavel i den derværende Haveſtue, fon i Lyſthuſene og i Cabinetterne ſelbv. J dette ſit Tusculanum tilbragte vor Buͤlow henved 35, Aar af ſit hederfulde Liv med Havedyrkning, Studering og Omgang med lerde og videnſka⸗ belig dannede Mænd. Virkede han end here ikke — umiddelbart for Staten i Serdeleshed, faa vir⸗ kede han deſto mere for Videnſkaberne og Kon⸗ ſterne i Almindelighed. "Værker, ſom ellers maaſkee ikke hade feet 1 lod han trykke med Geheimeſtatsminiſter. fſtaber og Konſtacademier optoge ham til Wres: 132 paa ſin Bekoſtning eller underſtsttede deres Ud⸗ givelſe ved Prœmier eller Pengebidrag, og Lærde og Videnſkabsmeend gav han Leilighed, ſom de ellers ſavnede, til at gisre Udenlandsreiſer, ved at tilſtaae dem anſeelige Summer. Svarede maaffee Frugterne. af alle disſe ſtore Opoffrel— ſer juſt ikke altid fuldkomment til hans Forventz ninger, ſaa forringer dette dog ikke i fjerneſte Henſeende hans udodelige Fortjeneſter af Vi⸗ denſkabernes og Konſternes Fremme i Danmark. Om Sommeren modtog han med Glæde Be— ſog af Lærde og Videnſkabsmend fra Hoved: ſtaden, der ofte tilbragte nogle Maaneder i hans gieſtfrie Huus. Selv ſtuderede han meget flittigen og benyttede dertil, endog i hans høje Alderdom, den tidlige Morgenſtund, ſom for ham altid havde Guld i Mund. Af feddrene⸗ landſke Oldſager var han faa flor en Ynder, at han, i en Alder af henved 70 Aar (18200 foretog en Reiſe, i Selſkab med den udmerkede Oldgrandſker Prof. Fin-Magnuſen, til Jellinge, ved Veile, for med egne Sine at fee og ſelv at underføge Danmarks ældfte og vigtigſte Rune— mindesmerker, de berømte Jellingſte Runeſtene over Gorm den Gamle og Thyre Dannebod, hvilken Underſogelſe har ydet de herligſte Op⸗ lysninger om disſe to Nationalmonumenter. — Buͤlow vedblev at nyde de hojeſte Beviſer paa ſin Konges Naade og Bevaagenhed. ledes blev han 1808 udnævnt til⸗ Geheimeton- Saa⸗ ferentsraad, med Rang No. 10 i forſte Clas ſe, ſiden med No. 8, 1815 til Dannebrogsmand, 1817: til Ridder af Elephanten og fik 1818 Rang Adſkillige lærde Sel⸗ medlem. J Fyen var han almeenelſket af Høje og Lave, Paa hans Fodſelsdag ſtrommede Folk 133 af alle Stender, gjennemtrængte af den var⸗ meſte Hojagtelſe, ſaavel fra Odenſe, ſom hele Omegnen, til Sanderumgaard, for at lykonſke Hedersmanden. — Af Legemsbygning var Johan Buͤlow velvoxen og ſmuk. Et aabent, aandfuldt Anſigt, et Par talende Hine bebudede en Sjel af hoi og ædel Character. trufne Portrait af Prof. Juel hænger i det Kgl. danſke Konſtacademies Forſamlingsſal blandt de øvrige Portraiter af Academiets Wresmedlem— mer og Profeſſorer og er desuden ſtukket i Kob⸗ ber af Prof. Clemens. Til hans literaire Arbeider hører en franſk Overſettelſe af L. Smiths Præ:- ken for Kongen og den Kgl. Familie over St.. Luc. Cap. VII. v II 17 i Frederiksberg Slots— kirke, 1789, og Discours prononcé au jour de naissance du Roi le 20mo Janvier 1771, ſom handler om Skadeligheden af Luxus, hvori dog Prof. Kongslev, der var Repetentſſ og ſiden Prof. juris ved Sorse Academie, havde nogen Deel. Bauͤlow efterlader ingen Livsarving. Hans eneſte Datter døde allerede 1793 i fit fjette Aar. Men hans Minde vil leve og hans Daad velſegnes, ſaalcenge ſom Videnſkab og Konſt og Alt og Adelt og Skjent agtes i Danmark. (Hans udførlige og med megen $lid-udarbejdede Biographfe læfes i Overkrigscommisſair N. C. DNS Fortſcttelſe af Nyerups Literaturlexicon Re: 5 og 6, S. 16167.) n : (Meddeelt,) Hans ſaare vel 134 Svar til Philoklerus Ukatopſin paa hans Stykke om Landemodernes videns ſkabelige Sorhandlinger i Ny Sreia for 1827. No. 44. (Cfr. dette Blads No. 103 for f. A.) Min Herre! Derſom De med rolig Upar- tiſthed og gyldige Grunde havde beſtridt mine Paaſtande om Aarſagerne til Standsningen af det theologiſk-videnſkabelige Tidsſkrift, hvorom Talen er, ſkulde De have ſparet Dem ſelv for at maatte læfe nedenſtaaende, og mig for at ſkrive det; men da De øjenfynligen er interes— ſeret i Sagen, idet hele Deres indſendte Stykke røber den krenkede Preſt, og da Deres ſaakaldte Splysninger, langt fra at ramme mig, kempe i den tomme Luft; faa kan jeg ikke, og bør ikke ved Tavshed erklere mig for overvunden, og agter derfor at gaae Dem nærmere under Øjne og viſe, at De er en daarlig Strids mand, fegtende med ſlove Vaaben. Det forſte Udfald, De gjør imod mig, ſkulde nok være et Hjerteſtod; ikke ſandt? Men forfejlet, min Herre! At gjøre fin Modſtanders redelige Henſigt mistenkt, er et ſaa gam⸗ melt og forſlidt Fegterkneb, at det ikke bider mere. Forreſten gjør De mig alt for ſtor Wre med den Forſikring, at min Anmeldelſe, ſom det behager Dem at kalde den, ikke vil favne. fin Virkning: Bidrag (1) til at udbrede Foragt for og Had imod den geiſtlige Stand. Thi derſom — for at blive ved Deres Tales brug — Virkningen af min Anmaldelſe er et ſaa uhyre” kraftigt Bidrag, da man den være ſtreven med en ganſke ualmindelig Dygtighed. Men da min Smule Beſkedenhed forbyder mig at anſee denne rigtige Slutning for gyldig, ſaa — 1 138 maa De ikke undres over, at jeg hojligen betviv— ler Sandheden af Syllogismens minor. ſtaaer De mig ikke, faa behag at repetere "Deres Logik! — Hvor meget jeg, med al den bitre Medicin, jeg gav det i videnſkabelig Henſeende ſyge Legeme, intereſſerer mig for Geiſtligheden i Almindelighed, og hvor højt jeg agter og erer enhver enkelt Gejſtlig, ſom ſtreber at være hvad han bor, d. e. ikke blot en brav, men ogſaa en videnſtabelig dannet Mand: derpaa, min Herre! burde ſelve min Beftræbelfe for at frem me den danſke Geiſtligheds videnſkabelige Tarv have været Dem et talende Beviis. den ikke har været det, og ſiden min Perſonlig— hed nu een Gang er kommen med i Spillet, vil jeg aabenbare Dem den Hemmelighed, at jeg, ihvorvel endnu ikke Medlem af den geiſtlige Stand, dog haaber at vorde detog fætter en Wre i dette Haab, Der⸗ med være. Deres forſte Hug afpareret! Det neſte Hug fulde ødelægge mig Pan: den, og ſlaae min Forſtand reent ihjel. Men Deres Arm, min Herre! er for mat, og Deres Sabel for ſlov til at klove min lovlig haarde Pande! Viſt nok maatte jeg være beſkadiget paa Hjernen, om jeg ved en ſaadan Ukyndig⸗ hed om den geiſtlige Stand ꝛc., ſom De gjerne vil paadutte mig, dog alligevel gav mig af med gat ſkrive om ſamme; men om De fager noget fornuftigt Menneſke til at troe mig fra Forſtan⸗ den, atter derom nærer jeg ſterke Tvivl, og her⸗ med nok om Deres andet Udfald eller Pande⸗ hugget! Efter diſſe drabelige Bebrifter giver De Oem Mine af en ſtor Fegtemeſter: vil lære mig at raade Bod paa min Uvidenhed i Faget, kort! — behandler mig ſom Een, der Id: ikke veed, elle For⸗ 5 ikke heller. Men ſiden pens 14 latinſke Synodaltaler og 2 Pradikenere, eller Propſternes 2 aarlige Prœdikener“, og al ſom De, min Herre! opvarter mig med — hvad e'meget noie Fjender,” lige Aarſager, ikketil Tidsſkriftets Stands⸗ opleeſte flere Afhandlinger og at der i den ſenere 136 ledes han ſkal fore fin Klinge. Men, mon De ikke fulde have taget fejl af mig, min Herre? Mon De ikke havde gjort klogeſt⸗ i at blive borte med Deres Oplysninger? Jeg for min Part behsvede dem ingenlunde, og det Publikum, der kan ſkjonne i Sagen, viſt? Og desuden, hvor kunne de Oplys⸗ ninger, ſom De med faa megen Vigtighed. og Air giver, hvor kunne de, ſporger jeg, i mindſte Maade tjene til at gjendrive mine Paaſtande? Veed De da ej, min Herre! at 30 ikkun udgjor Tiendedelen af 300? Eller troer De, at 78 Afhandlinger af over 300 Theologer i 135 Aar er noget ſtort? Er oven i Kjobet ikke en god Deel af de Afhandlinger, De opregner, trykt i de tre udgivne Bind, og altſaa tillige indbefat⸗ tet i min Regning? Hyvortil paa dette Sted de Dodsefterretninger, ſom De med Deres Kors behager at give? Skulle ogſaa de viſe, at jeg udbreder Foragt for og Had imod den geiſtlige Stand”, eller maaſkee endog flaaer nogle af dens Medlemmer ihjel? Hvad vedkommer „Giſtop⸗ den øvrige 7 Alen lange og 7 Alen brede Snak, vedkommer alt dette Sagen ſelv, der angaaer Standsningen af det videnſtabelige Tids⸗ ſtrift? Med Undtagelſe af et eet eneſte Sted, ſom ret ſtrax ſkal blive omtalt, ſtuer“ De hele Tiden hen over Preſternes Forfatning, ſom De og mener fra denne ſub⸗ lime Synspunkt at have udfundet de ſandſyn⸗ ning, men fil: at der af Præfterne ikke ere Tid er indtruffet, ſom det ſynes, nogen Stands; Fi 7 137 ming' (i hvad JOplœsningen, det forſtaaer ſigl). Haaber De virkelig, at De paa denne for— keerte Maade har kunnet overbeviſe mig eller nos gen Forſtandig, om at jeg foer med Tant, da jeg ſagde, at Aarſagen til bemeldte Tidsſkrifts Standsning var Mangel paa Deeltagelſe hos Geiſtligheden? Nei! det kan De ikke haabe; thi denne Aarſag indrommer De ved hele Deres Tankegang at være gjeldende. Og dog alligevel ſiger De paa det ene Sted, hvortil jeg nu nys ſigtede, nemlig S. 354, 2den Spalte, med en neſten mageløs" Driftighed : "Hvorfor Udgivelfener ſtandſet, har Forfatteren ikke beſvaret.“ Hvilken u⸗ hort Selvmodſigelſe! vil vel Mangen her udraabe. Dog nej! J Selvmodſigelſe har De, min Herre! vel ikke, NB. paa: dette Sted, gjort Dem ſkyl⸗ dig; men De har begaaet noget langt verre: De har nemlig hengt Dem ſelv paa Ordet: Udgivelſen.“ — Hvad enten De res anførte Ord ſtulle indeholde en Vittighed, eller De er ſaa blind, at Oe ikke kan (ce, af Ordet Udgivelſen er af mig brugt sensu ob- jectiro om det videnſkabelige Tidsſkrift; eller De forſetligen har fordrejet mit Ud⸗ tryks klare Men ingz hvilket af diſſe tre ten⸗ kelige Tilfælde der end er det rette:“ har De dog hængt Dem ſelv paa meerbemeldte Ord! Jeg beklager Dem i Sandhed, min Herre! Men De har jo felv gjort det!“ Skulde De muligen leve op igjen, ſaa gjor dog ſaa⸗ dant noget ikke 3 thi bet er e alt 5 felt! * 1 7 4 177 1 lå 4 ] | L Lad os nu. kortelig eee 0 Aarſa⸗ ger til hin Standsning, ſom De ved Hjælp af oyenomtalte klare Skuen har uͤdfundet. De * — — anſtaaer en chriſten Mand, 138 fremforer dem liber 8 Rubriker (ved en Trpk⸗ a fejl ſtaaer 4 to Gange). J No. I kommer De, efter en Hjerte⸗ ud⸗ gydelſe i Anledning af Üdtrykket: den lavere Gejſtlighed, og efter en ynkelig Skildring af præftelig Ydmyghed og Forknythed, ſom viſtnok ingen brav Præft vil underſkrive, kommer De, ſiger jeg, med den gamle kjedelige Viſe om Præs ſternes Fattigdom, uden med et eneſte Ord at antyde Muligheden af, at al denne Uſſelhed & mange Zilfælde kunde være ſelvpaadraget. Gifter ingen fig f. Ex, for tidlig, førend han kan ernere en Familie? Sætte alle Praſter. Tering efter Nœring? Fore de alle en fornuf⸗ tig Oekonomi? Endvidere; Ere de fleſte Preſter fattige? Tilkommer dette Prædikat ikke ſnarere blot noglefaa? Og endelig: Er ufor⸗ ſkyldt Fattigdom nogen Skam? Man ſtulde neſten troe, at dette ſidſte er Deres Mening, ſiden De desangagende⸗ bruger faa. ſterke Udtryk baade paa Latin og Greek. Jeg for min Per⸗ fon kan ikke indſee, hvorledes nogen. brav Præft ſkulde ved uforſkyldt Fattigdom blive ſaa ned⸗ trykt i Aanden, ſom De beſtriver ham. Fattig⸗ dom er vel haard at flides med, jeg veed det! Men bor nogen Præft derfor klynke? Han bør hæve fit Anſigt frit mod Himlen og fee ethvert Menneffe frejdigt under Øjne, det egner. og det Flæbder. og ſommer en Prœſt! Desuden beviſer denne Fat: tigdom intet imod min Paaſtand; thi faa fattig er ncppe nogen Preæſt, at han jo aarlig kan an⸗ vende nogle faa Rigsdaler paa et eller andet theologiſt Skrift, og er han i den Grad fattig, da er det i de allerfleſte 2 Viſt nok hans . N SR J No. 2 ſynger De ben ſamme uit efter 139 en anden Melodi: De lerer mig forſt, had jeg vidſte længe i Forvejen, ſnakker faa i Forbi⸗ gaaende om Præfternes aandelige Armod, og kommer derpaa atter tilbage til den legemlige, ſigende, at Prœſterne ikke have Raad til at bivaane Landemodet. Monne dog ikke engang imellem? Og hvor har jeg ſagt, at de ſtulle bivaane dem alle og ethvert? Alle de mangfoldige Hug, ſom jeg kunde bibringe Dem for No. 3., vil jeg af Naa⸗ de og Barmhjertighed ffjænfe dem, paa eet ner. Naar og hvorledes gjorde De den Opdagelſe, at Confessio Augustana fortrænger en liberal Dog⸗ matik? Er de ſaa ganſke vis i Deres Sag? Eller er det kun en løft tænkt og loſere henka⸗ ſtet Ytring? Hvorledes kan De i ſidſte Tilfel— de forſvare en ſaadan Misbrug baade af det er⸗ værdige Symbols Navn og af det dle Ord liberal?! i Hvad De i No. 4 fortæller ”om at der ikke mere ſporges om Lærdom blandt Præfterne, ſom for en 30 à 40 Aar ſiden,“ er Snak, ſom ingen⸗ ſteds har hjemme, Ligeledes det, De vover at paaſtage: at en Mand uden Lærdom kan i prak⸗ tiſt Henſeende være mere nyttig. ſom Praſt, Proyſt eller Biſp, end den egentlige Lærde. Ret”. ſom om den ſande Lærde ikke juſt ved fin ſtorre i Aandskraft var den Ulærde. langt overlegen, ſaa⸗ vel fra den praktiſte ſom fra den theoretiſke Side betragtet! De kan paaviſe Exempler for Deres Paaſtand, ſiger De, og det oven i; Kjobet ikke faa. hvor meget godt og nyttigt, han end har virket, — have udrettet langt mere, om han hav— højere Regionerog haft en mere leven⸗ Jeg troer ikke engang, at De: 'offentligen, med Deres virkelige Navns Under⸗ ſtrift, kan eller ter nevne endog blot een; eneſte fornuftig Mand blandt Danmarks Geiſt⸗ lige, ſom ikke dybt føler og erkjender, gt 140 hvor ſtor end hans praktiſke Indflydelſe paa hans nœermeſte Kreds har været, kunde han dog de veretbedre hjemme i ſin Videnſkabs de Sands for dens dybere Betydning! — Mod Enden af ſamme No. ytrer de ſaare egennyt⸗ tige Grundſætninger. Skal en Mand afholde ſig fra at fremſœtte vigtige Sandheder, for di han derved muligen kunde ſtode fine Foreſatte eller Andre der kunne fremme hans Lykke? Hvilken fel Egoisme! hvilken fnæver. Livsanſkuelſe! J No. 5 (4) anfører De endelig noget, ſom ikke er ſaa ganſke galt, ja, ſom endog kunde lade ſig høre, naar det blot ikke ſkulde tjene til Gjendrivelſe af min Paaſtand om hint Tidsſkrifts uheldige Standsning; thi RE: ſaa dan falder det reent igjennem. Hvad endelig Deres fromme Slutningson, ſter angager, da kan jeg ikke andet end ſmile fil dem, ſelv onſkende, at de made "gane i Opfyl⸗ delſe. J ſaa Fald ſkal det. ſaamend ikke fattes paa videnſkabelige Arbejder fra min Haand, og det ſagmeget desmindre, ſom de maaſkee turde komme alligevel. Til Gjengjald for deres Bn⸗ fer vil jeg give Dem et godt Raad: Vov Dem aldrig tiere ſud paa en offentlig Kamp⸗ plads med. ſaa ſvage Krefter og faa ſlette Vaaben, ſom denne Gang! 5 Om deres antagne Navn maa jeg bemerke, baade at det er forkvaklet af to Trykfeil, og at det aldeles ikke er pasſende for Dem. Havde det været: Katopſin, faa var den fidſtanferte Bemærkning falden bort. — Om derimod jeg be⸗ rer mit Navn med Foje, det overlaͤder ieg. et 5 20 Publikum at bedømme, - Abdſkiligt har ate bette: Svar; men hunnen mi men 141 kommer De igjen, min Herre! da ſkal jeg vis⸗ „ſelig ikke tove faa længe, eller ogſaa fvarer jeg Dem maaſtee ſlet ikke, alt efter Omſtendig⸗ hederne. . å 5 1 Philoklerus Alethinus. Indenlandſfe Efterretninger. fyn angMajeftæt har atter havt den Naade H paa fin høje Fodſelsdag at lade bekoſte et Mid— dagsmaaltid for ſamtlige Born, ſom underviſes i Soe⸗Etatens Skoler i Nyboder. Paa Soeqveſt⸗ huſet var Maaltidet anrettet for 338 af de ſtorre Drenge, og paa Soe Etatens Hoſpital for 230 af de mindre Drenge, og for 485 Piger. 1053 Born toge ſaaledes Deel i denne Kongelige Velgjerning, og erkjendte med den inderligſte Taknemmelighed, at Landets Fader paa ſin Fodſelsdag vilde viſe en ſaadan færdeles Maade imod dem, der ſkylde Hans Omſorg for Sko— lernes bedre Indretning den Dannelſe, der er Grunden til deres hele Velferd. Skolecommis⸗ ſionernes Medlemmer, Skolernes Lærere, og flere af Børnenes Forældre, Paarorende og Velyndere vare tilſtede, og alle gledede ſig over at ſee ſaa mange ſunde og velflædte Born ſamlede. Alt gik for fig i den ſommeligſte Orden. Ved Kon⸗ gens Skaal udbred Drengene i et velmeent telt an f affang med en ordentlig og ttelig Tone følgen : d Michelfen. gende Vers af Hr Paſtor For Frederik, den Eiegode vor Jubel ſtemmes i. Hover af os barnligt = vel ſtaa huldt i Sangen bi! Fra kakfuldt Hjerte. gaae den ud; den ſtige op til Gud! Tre Sneſe Aar alt Solen vandred hen over denne Dag. Men intet Skjebnens Stod forandred Hans Id, Hans Sindelag. Med Fader⸗Ymhed favner Han hver Alder og hoer Stand. t ilmode R 142 Ja, ſelv til denne lille Klynge Den naa'de giennem Aar, Thi lader os en Feſt-Krands ſlynge af Blomſter fra vor Vaar; og bly. og barnligt ræffe den mod Fader-Isſen hen! Kan Den end ei den Tinding pryde, << ſom bærer Kronens Guld; o, den vil dog Hans Hjerte fryde, den Faders, blid og huld. den bunden er med villig Haand; med Kjeœrlighedens "Aand. 2 Viborg Samler No. 8 har følgende Averti⸗ ſement: Min Herre! Meget rigtig; men ufør= bange Og No. 9: ”D Vee, Bee! Malene er Porte! ? … = 5 2 12 Blandede Efterretninger. J Voburn⸗ Abbey, Hertugen af Bedfords Lyſtſted i Bedfordſhire, allerede tidligere bekjendt ved fortræffelige Familiemalerier, findes en meget koſtbar Samling af Silledhuggerarbeider, deels hidrorende fra Oldtiden, deels forfærdigede af nyere Meſtere. Et nyt Pragtverk over denne Samling er udkommet — 1827 — under Titel af The History of Woburn Abbey, der udgjør den forſte Deel af New Vitruvius Britannicus. Disſe Konſtverker er opſtillede i et efter Henry Hollands Tegning fra 1789, bygt ſmagfuldt Muſeum, hvis Midte optager en Rotunde. Dets Kuppel hviler paa otte Soiler, hvilkes Skafter, af brogede Marmorarter, ſaavelſom Capitæler, der beſtaae af hvidt Marmor, ere antike. Disſe hęen⸗ ge ſammen med to Gallerier paa Hire, og til Venſtre med to tempelagtige Bygninger; hvoraf— den ene fører Navn af Frihedens og den anden af Gratiernes Tempel. J en Niche i Rotun⸗ den ſtaaer den berømte ſtore Vaſe, der er bleven funden i Ruinerne af Villa Hadriani ved Rom. Det vilde blive for vidtloftigt at opregne her alle de koſtbare Konſtveerker, der opbevares i 4 ( — 143 dette berlige Muſeum. i vor Derømte Landsmand Thorvaldſens fo Reliefer, det ene, forſtillende Briſeus's Sverle— vering og det andet Priamus i Achilles's Felt: begge (for at bruge en Kunſtdommers Ord) af grandios Simpelhed, fuld af Natur og Liv, kun er i Achills Vrede udtrykt mere Heftighed og Lidenſkabelighed end i det mindſte de Gamle vilde anſeet for heltemesſig. 8 Dog mag her nævnes Regjeringsraad og Prof. Veinhold i Halle har gjort ſaa megen Opſigt med fit: Skrift om at ſtandſe Folkeformerelſen ved Infibulation (S. 22), at der fra hoiere Sted ſkal være foreſpurgt ved Fakulketet, om Forfatteren fremdeles kunde anſees pasſende for fit Lœere⸗Embede? Fakultetets Svar ſkal i det Hele have gaaet ud paa, at „Veinholds Skrift unægtelig maatte misbilliges; men at det ikke var nogen grundet Aarſag til en Lærers Afſettelſe, at han i fine Foredrag eller Srrifter opſtiller en paafaldende, ſelv paradox Idee, naar den hverken ſtrider imod Sedelighed eller Love. £ ARE ö * i 2 Strstanker. 8 Meddeelte af Sp—.) Menneſkets intellettuelle og moralſke Kref⸗ ter ere i Grunden et og det ſamme; men i vi⸗ denſkabelig Fortrin pleje de at adſkilles. Det uvidende og til fund Tenkning uduelige Menne ſke, kan aldrig være et godt mor al fé Men⸗ neſte; thi Menneſket maa ikke "være hal v men heel menneſkelig, i dette Ords adleſte Forſtand. . . * En uglæbelig men ſand Erfaring er det, at Soldaten, med den bedſte Opforſel, af exempla-⸗ riſt Vandel, ofte mangler Mod, og at flette Karle derimod ofte have en utrolig Courage. Man maatte viſtnok onſke, at det ikke var ſaa; = Sjøben havn, Forlagt af S. Soldin. ; : Oſtergade No, 60. ſkee manglede han blot Evnen delighed de bedſte Hoveder. dog Moder i deres unge Aar avle, ere ſom ofteſt Species 220 6 PC. norſt Laan I L. Sterl. beregnet til 14 Bmk. 2 1344 thi man vil faa gjerne fee det Fuldkomne ſamlet, og ærgrer fig næften over, at finde en faa ædel Egenſtab hos Skurken; men — ſaaledes er det. En Eünuyk har aldrig tænkt oyhøiet — als drig handlet ædelt; men en Eunuyk har heller aldrig været nogen udmerket Forbryder. — Maa⸗ De ſaakaldte uægte Børn, ere — i Almin⸗ Intet Under! de ere Folgerne af et aandrigt Øjeblik; ægte: Born — ofte — af Kedſomhed. De Bern, ſom Fader ſmukke. Det Indtryk, ſom et Par rynkede Kinder gjøre paa hinanden, kan intet Regelmas-⸗ figt frembringe. 27 ri Kjøbenhavns Bors, d. 29 Januari 1828. Hamburg 2 M. — . ö à vista 219 1 Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 3 8, Norte Spes pCt. : Norſke Speciesſedler . e 855 5 209 Specier — | — Rbb. Sedl. venſke Sedler | pr. Rdlr. Rigsgjeld 50 S504 Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 852 —.Rbb, Sedl. Dito Dito. SE . . ꝗ —⸗ 478 784 i Banco Nationalbank Obligationer a (af Laanet 4 Febr. 1820) 1025 I03 Rbd. r. S. i Dito Dito.. . 1555 1133 — Sedler 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. Renter pr. 6 Januar 972] — Rübbd. r. S. ved Hambro & Sen 105 [1052 i Banco 4 pC. Dito nyhe 98 [985 i Banco Aſiatiſkte Comp. Actier 76 [— i Sedler 3 pC. nye danſke Oblig. 59 ] — L. Sterl. 9 Trykt i L. J. Ja cob ſenss. Bogtrykkerie, r 1 Nvefte Skilderie af Kieoben ba v n. SØVNE F BÆRE de A a gag No. 10. i Udgivet og redigeret af F r. Th a ar up, Etatsraab. Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Ebberdegen den 2 Februari 1828. SSS H H NERE Om Prof, Dr: Sogtmanne Program til den offentlige Examen i indeværende Aer i Sorge⸗ Academies Skole. 8 4 Da afbøde Prof. Dr. Howit fremtraadde fom Forfegter af Determinismen, og Angriber af de kant⸗ſichtiſke Sætninger om en abſolut Fri⸗ hed i Villien, var dette, ſom han ſelv ſagde mig, Reſultatet af adſkillige Aars moden Grandſk⸗ ning, ikke Folgen af nogen flygtig Idee. Og⸗ faa vifte, det ſig i den paafelgende Strid, at hans fleſte Modſtandere i Grunden vare enige med ham i Hovedſagen: ſaaledes erklœrede Hr. Prof. Sibbern fig, paa en Ubetydelighed ner, aldeles tilfreds med hans Fremſtilling⸗ af den kantiſte Lære om Friheden, hvoraf folger, at han i dette vigtige Punct, ſom Kant ſelv anſaae for ſit Syſtems Hierneſteen, maa have forſtaaet ham; ligeledes erklærede, Hr. Etatsraad Hrſted ſig enig med Howitz i et Punct, hvori derimod en anden af hans Mobdſtandere vedblev. at ivre mod um, "BLAD i Henſyn til Aands og Legems — Forbindelſe og deres fælles Virken; ogſaa 1752 Hr. Etatsraad Orſted, at de kantiſke Foreſtillinger om Friheden ikke langere tilfredsſtillede ham i den Grad, ſom et Par Decennier forud; endeligen indrømmede E. Rd. Orſted, at en abſolut Fri⸗ hed hos Menneſket vilde, være ſtridende mod Guds Almagt, og at kun een, men rigtignok meget ſtor, Vanſkelighed var tilbage, nemlig at forene begge. Howitz kunde altſaa gjerne havt Uret i Biting, ja han kunde ganſke gaaet dem forbi, og dog ſeiret i Hovedſagen. — Vel maa jeg tilſtaae, at det i forſte Bieblik gik mig, ſom vel de fleſte Andre, der leſte Howitz's Afhandling »om Afſindighed og Tilregnelſe“, at jeg paa en⸗ kelte Steder antog ham for Fataliſt, i dette Ords ufordelagtige Betydning; men da jeg derpaa læſte og overveiede Fortalen, hvori han forelobigen beſvarer E. Rd. Brſteds vigtigſte Indvendinger, forſvandt diſſe Tvivl; og i fine folgende Skriv⸗ ter over ſamme Gjenſtand fandt jeg hans Pttrin⸗ ger ſaa klare og umistydelige, at det heilig un⸗ drer mig, man endda kunde negte ham Ret i hans Hovedpaaſtand. : . Denne Forundring maa jeg (med al min 2 en 147 . øvrige Agtelſe for Hr. Prof. Fogtmanns Ind⸗ ſigter og Talenter) ligeledes tilſtaae at have følt ved Lesningen af Fortalen til ovennævnte Pro⸗ gram. Hr. Prof. ſynes at glemme, ligeſom ad⸗ ſeillige Andre der have ſkrevet mod Determinis⸗ men (: Læren om Forudbeſtemmelſe og Nod⸗ vendighed) at denne Lere i Grunden flet ingen Indflydelſe har eller kan have paa vore moralſke Begreber eller vor Handlemaade; thi at kun Gud likke vi, hans Skabninger) kan have ab⸗ ſolut Frihed, dette gjer jo ikke mindſte Skaar i vor pſychiſte Frihed, eller Eonen at beſtemme os efter fornuftige Motiver, og Kraften til der⸗ efter at indrette vore Handlinger. Derfor have felv Tyrkerne, uagtet de nere de craſſeſte Be⸗ greber om Pradeſtination, dog aldrig tankt paa at ophæve juridiſk Tilregnelighed og deraf føls gende Straffelove. Selv den moralſke Tilreg⸗ nelighed er Determinismen langt fra at ville bortforklare, i det Mindſte forſaavidt ſom Hand⸗ lingernes naturlige, uudeblivelige Følger angaaer; en anden Sag er det med poſitive guddom⸗ melige Straffe, hvilke vel ligeſaalidet kunne be⸗ ſtaae med Determinismen, ſom overhoved med en fordomsfri Betragtning af Naturens Indret⸗ ning og Guds Egenſkaber. Thi enhver ſaadan poſitiv Straf vilde være en Afvigelſe fra Natu⸗ rens almindelige Orden, hvilket ei lader fig tenke hos en alviis, Alt forudſeende, uforander⸗ lig Gud; og vorder hiint Liv en Fortſettelſe af dette, hvorpaa jo ſaa ſaare meget hentyder, da vil vor fuldkomnere Tilſtand ligeſaalidet være bygget paa los Tilfældighed, eller vaklende Vil⸗ kaarlighed, ſom den nærværende ufuldkomne. Ifolge det allerede Sagte kan jeg forbigaae Alt, hvad af Bockshammer og Fogtmann er fremſat til Forſvarx for den pfychiſke Frihed. 148 Denne behøver overhoved intet Forſvar, thi dens Beſiddelſe foles og erkjendes af Alle, ſtiondt naturligviis i heiere eller ringere Grad, ifølge Menneſkenes forſkjellige Aandsanlœæg, Religions⸗ begreber, Organiſation, Clima, Opdragelſe, An⸗ Dres Exempel, og tuſind andre Omſtendigheder og Forhold, ſom bidrage til at ſvekke eller for⸗ ſterke Lidenſkaberne, til at øve Dommekraſten og forhoie Moralfslelſen, eller at gjore dem us virkſomme. — Jeg ſkal ſaaledes kun yttre mig" over enkelte Puncter af Programmet, ſom i an⸗ dre Henſeender opfordre dertil. Pag. V i Fortalen misbilliger Prof. og, mann platte Fremſtillinger af Determinismen i Dagblade: Alle platte Fremſtillinger af philo— ſophiſke Gjenſtande ere viſtnok forkaſtelige; men denne Bebreidelſe træffer dem, mener jeg, i lige Grad, enten de fremkomme i Piecer til et Par Mark, eller i Tidsblade. Af »Dagblade“ haves hos os ingen, uden Dagen. Tidsblade, ſaavel⸗ ſom Dagblade, en enkelt Art af Hine, fortjene næppe Ringeagt, naar de ere ſom de bor være: den ſtore Hufeland ſatter dem blandt de vigtigſte Hjelpemidler til Culturens Fremme. ; Pag. VII ſindes to factiſke urigtigheder: Forſt hedder det, at Howitz i ſit Ultimatum indrømmede Villiens Frihed (den abſolute nem⸗ lig), men alligevel vedblev at kalde fin Lare Nodvendighedslere. Men hvad ſkulde han da ellers falde den? maaſkee Forudbeſtemmelſes⸗ lære? dette blev jo dog i Grunden Eet; thi er Alt forudbeſtemt (en Folge af Guds Forudſyn og Uforanderlighed) faa er ogſaa Alt nødvendigt; | i philoſophiſt Betydning. Og hvor er det; at” Howitz ſkal bave indrømmet Villiens (abſolute) Frihed? i fit Ultimatum P. 9 i Noten, ſiger Hr. Prof. Fogtman. Men der pttrer jo Ho⸗ e 149 witz udtrykkeligen: Nodvendighedslaren opbe⸗ ver ingen anden Frihed end den metaphyſiſke, eller Frihed fra Cauſalitet.“ Dette var ingen ny Tilſtaaelſe; det var kun en Gjentagelſe af hvad han i ſit foregaaende Skrivt pag. 54 og i det naſtforegaaende pag. 52 havde ſagt. J Hiint tilføjede han ogſaa: Jeg indrømmer den moralſte Frihed i den Forſtand, at Menne⸗ ſtet indtil en vis Grad kan blive Herre over fine Affecter; men jeg negter at han kan blive det, uafhængig af alle foregaa⸗ ende Indvirkninger udenfra, og af den derved frembragte Sindsſtem⸗ ning.“ Dette var netop et af de Hovedpunc⸗ ter, hvorom Striden dreiede ſig, og ſom nogle af hans Modſtandere (jeg ſiger ikke alle) enten ikke kunde eller ikke vilde fee, ſkjondt det i hans Skrivter ligger klart nok for Dagen, naar de leſes uden forudfattede Ideer. Hvorlunde ſkulde ogſaa Howitz, ſom faa conſequent forſvarede Nodvendig⸗ hedslœren, ſom i ſine Samtaler med faa ſtor Klarhed. udtrykte fig derom, have fraveget Sæt: ninger, der ere hyldede af erkjendte Tenkere, af ikke blot ſkarp⸗ men ogſaa dybſindige Hoveder: en Herder, Hume, Lesſing, Locke, *) Prieſtley, Naturligviis underſkriver jeg ikke ubetinget Alt, hvad Locke har ſagt. Men det gjorde Howitz ei heller. DOygſaa ſynes nogle af Locke's Satuinger platte, ſtiondt de blot ved Misforſtand ere det. Hapde Locke ſagt, at ſelſkabelige og Venſkabsforhold kun opſtage äf egennyttige Motiver, da. vilde det været plat og abſurd; men hvo vil paa den anden Side negte, at de fleſte om ikke alle flige Forhold knyttes i Haab om Jilenſidig Velvillie, gienſidige Behageligheder, gienſidige Tieneſter, hvilke jo dog og befordre Livets Lykke og Fryd, ſkjendt de ikke tilfredsſtille Havelyſten eller an⸗ dre ugdle, lavſandſelige Attrager.. 150 Spinoza, Tetens , Treſchow, m. Fl? Selb Lus ther antog Forudbeſtemmelfſe og Nodvendighed (ſom vel Enhver bor antage, der har den rette Anſkuelſe af Guddommens Væfen og Egen⸗ ſkaber), indtil Calvin, ved en abſurd Frem⸗ ſtilling, fif et afſindigt Dogma ud deraf, bvor⸗ for Hiin tildeels ſkilte ſig fra ham, og gik ſin egen Vei. | Omfang og Storhed kun en beflægtet ; Aand, Keiſer Napoleon, har tilbørligen erkjendt — ogſaa hans Grundſœtninger om Forudbeſtem⸗ melſe, og deraf folgende Nodvendighed, maae ei bedommes efter nogle ſtupide tyrkiſte Koranfor⸗ tolkeres Fremſtilling. — Den anden Urigtighed pag. VIH er, „at Howitz døde, for han fik Tid til, videre at erklere ſig over denne Sag.“ Over et halvt Aar forlob, fra hans Ultimatums Publication indtil hans Dod, og i denne Mel⸗ lemtid vedgik han ofte, hvad han deri ſaavelſom i fine forrige. Skrivter havde fremſtillet, fkjondt han undlod at give Tilſvar til Hr. Etatsraad. Ørz ſteds Svar paa Ultimatet, efterdi han meente at et Ultimatum bør være et Ultimatum. Be⸗ ſtedent fremſtillede jeg derfor de vaſentligſte Puncter, ſom i Svaret vare uberørte. Pag. VIII ſiger Prof. Fogtmann, at Phre— nologien negter Aandens Selvpſtendighed og Villiens Frihed, hvorved denne Videnſkab leder til Materialisme og Fatalisme. kun Misforſtaaelſe, hvilket ogſaa General⸗Krigs⸗ commisſaire Dr. Neergaard i fit Skrivt: Se agttagelſer over Phrenologien, tilſtrakkeligen har viiſt. Naar Organet for en eller anden Deel af den aandige Virkſomhed vorder ſygt, eller af Naturen er abnormt, o: for ſtort eller for lidet, da er det naturligt, at den Deel af Aandsvirk⸗ ſomheden, til hvis Brug det er beſtemt, maa Ogſaa Muhammed — hvis Genies Men dette er maa formindſkes. — 181 lide, og at derved Tiltegneligheden retferdigviis Jeg tvivler om, at man conſequent fkal kunne uddrage: anden Mening om denne Sag af Dr. Ottos Skrivter, for kun at nævne den blandt vore Landsmænd, der meſt har ſysſelſat ſig med denne Videnſkab. Ogſaa har Dr. Otto nylig, om de her nævnte Gjen⸗ ſtande, afgivet en tilfredsſtillende Erklæring, i ade Hefte af phrenologiſkt Tidsſkrivt, pag. 48183 i Noten. Efterat have ſagt dette, behøver jeg vel ikke at forſvare Tidsaanden mod den Beſfyld⸗ ning af Prof. Fogtman pag. IX og X, at Mange blandt vore Samtidige, ſom ſtudere Na⸗ turvidenffaberne, have antaget faa vrange Be— greber om deres Vaſen, at de anſee Naturlo— vene for Materiens blindt virkende Krefter, uden den Eviges Medvirkning. Skulde end nogle enkelte Uforſtandige af denne Art findes, da kan det hverken beſtemme Tidsalderen, eller ſtkade Phyſik og Determinisme. — Men end mere be- ſynderlig er Hr. Prof. Mening, Fat Hang til Overdaad og Modevæfen er en Folge af hiin mechaniſke Tenkemaade. Dette, faa ofte paa— ankede, Hang har fin ſande Grund i Armod; thi Erfaringen har. i alle Lande viiſt, at Luxus og Armod vandrede Haand i Haand, fordi den ved en eller anden Aarſag Forarmede taber al Energie, og fortvivlet henkaſter ſig i Forlyſtel⸗ ſers vilde Malſtrem. Desuden er Modevesnet hos ds ikke ſaa ſtatsſkadeligt ſom det ſynes, ef: terdi neſten alle Manufacturvare ere faldne til en ubetydelig Priis; og det vilde vere ganffe uſkadeligt for Landets Velſtand og den offentlige Velfærd, ja tildeels endog gavnligt, naar vi ſelv producerede ee af 5 ENES: e det kunde tenkes at vere en Machine. 152 1 Hvad Paſtor Baſtholms Yttring angåder, ſom Prof. Fogtman omtaler pag. V, da har jeg i mit Tidsblad Ny Freia Nr. 40 f. A. pag. 326 og 27 viift,zat den er unsiagtig, og derfor ikke traf⸗ fer fit Maal. Det er ikke nok at troe paa ſin Sjels Frihed, man maa ogſaa virkeligen eie den: en Bemeerkning, his Rigtighed Dr. Ske ſtben har ſtadfeeſtet. Vi komme nu til Bockshammers egen Lol, hvoraf jeg for Rummets Skyld maa indſkrenke mig til at omtale to Steder. Det ene er pag. 15, hvor det bedder⸗ at Menneſket ikke var ſkabt i Guds Billede; naar Jeg har allerede viiſt, at den ſande Determiniſt ikke til— lægger Menneſkets Villie noget Machinmasſigt, ei heller fætter Eonernes Redſkaber iſtedet for Evnerne ſelv. Men desforuden er det at gaae for vidt, naar man under det orientalſke Udtryk ”ffabt i Guds Billede” tænfer fig noget aldeles Gudlignende; thi naar er vel et Billede Origi⸗ nalen ſelv? eller kan noget Billede fæltes i fuld⸗ kommen Liighed med ſit Forbillede? kan noget ſtabt Væfen ſtilles i Række med den uendelige, ubegribelige Skaber, hvis Villie ei. Fjender nos gen Lov, ſom er Alt ved fig ſelv, ſom er høit ophøjet - over Tid og Rum, 'hvis Hoved er Evighedens Krone, hvis Fod: er Uendelighed!“ Det andet Sted i ſelve Afhandlingen er pag. 19 og 20, hvor Forf. mener; at Villiens (abſolute) Frihed kan beſtaae med Guds Forud: videnhed og Almagt; thi, ſiger han, ”hvad af andre Grunde er viſt, bliver ikke til Umulighed, fordi det ſynes paradox i Sammenſtilling med en enkelt Sandhed.“ Men her kommer det jo an paa, om de Grunde, denne Sandhed indhol⸗ der, ikke ere langt vegtigere end hine; og hvil⸗ 153 kin Sandheb kan vere mere vis og afgjort, eller have ſtorre Vegt, end den, at Guds Almagt og Aloidenhed ere uindſkrenkede? — Det gjør her ingen Forandring, om man med Forf. foreſtiller fig Guds Alvidenhed ſom en ſtedſe nærværende, klar Iydſkuen i alle Tings Liv og Sammen⸗ hæng,” thi har han ſelv givet enhver Begiven⸗ hed dens Tilverelſe, og ordnet deres Sammen⸗ hæng, da maa han ogſaa forud vide at de ville ſtee, og hvordan de ville ſkee, i hvilken Or⸗ den og Forbindelſe, og med hvilfe Virkninger; ellers var jo hans Alvidenhed Fun halv og ufuld⸗ 2 — «„ kommen. J Øvrigt gjør det mig ondt, at Hr. Prof. Fogtman vil paaſige Prof. Howitz i fin Grav, at han var Materialiſt, ikke troede paa Aandens ſelvſtendige, eiendommelge Udvikling og Vir— ken, og paa den Uendeliges altſtyrende Ver— densregjering. Dertil kjendte jeg ham for godt; og hans Skrivter, upartiſkt overveiede og be⸗ domte, viſe ganſke Andet: mangfoldige ere de Steder, ſom tale herfor. Saameget, for denne Gang, til Forfoar for min afdede Ven, og for at give Sandheden ſin Dͤidring. J. C. Lange. Toldfri Tanker. Ewald, T. Rothe, o. fl. ſaadanne berømte Forfattere ligne nu Taffeluhrene, der ſtage i Stadsſalene, for det meſte uoptrukne, ikke for at viſe hvad Klokken er, kun til Prunk. Offentlig Undeſt har megen Lighed med Veirſiget i April. J det ene Oieblik blendende É h det neſte Regn og Slub. ; man tager Feil. der bliver fom Sandheden, altid den e 154 Det leſende Publikum holder ſom Born neg af alt Nyt, Men faner Barnet et Spille- værk, faa holder det ikke op med at dreie det førend. det har det ødelagt, Der gives visſe Ting, fort enhver, der ikke duer til andet, dog troer ſig fortrinligen ſkikket til. Blandt disſe høre iſer Forfatter- og Skueſpilkonſten. Begge disſe Konſter ere ſedvanligen det ſidſte Nodanker for den, ſom er ſtrandet i de fleſte andre Leveveies Farvande. Vanſkeligheden i at ſtkrive eſthetiſke Ver⸗ ker er iſer faa ſtor, fordi de fleſte Menneſker anſee fig for fødte Yſthetikere. Skomageren, der ikke taaler, at Apelles ſkal bedomme hans Sko, har dog Driſtighed nok til at e Na ſſerne paa Apelles's Figurer. Hyoorfor trives Handels⸗Co m 50 faa ” fjeldent? Fordi der gives tre Ting hvori alt Compagnieſkab ikke er gavnligt, og deraf er Pen- ges rigtige Frugtbargjerelſe den ene. Ingen Benævnelfe er bleven mere misbrugt end det Navn Konſtner. Stundom horer til intet mindre Konſt end til af være en ſaakaldt Konſtner. Tyrkerne, ſom giore de bedſte Sabler (Da- maſcener), kunne flette ft bruge dem. 8 Nyt — Nyt! raaber hele Verden, men godt ſkal det vere. Skade at det Ny, ſom Lesſing engang ſagde, feen er 9008 og det Gode ſieldent nyt. Man ſiger Smagen forandrer fig, men Smagen, vel at forſtaae, den 155 De ſom ſtulle ſmage, derimod forandre fig. Men hvad duer den forvænte Gane til at ; ſmage? ; 2xI8 Døgnets Characteer. (Inpromptu.) Forſt Skrig og Skraal: Naar mon hun kommer?“ Saa Suk og Vraal: „O vore Lommer!“ 7 8 : Veritas. Indenlandſte Efterretninger. (Alle meddeelte.) : Hendes Kongel. Maj. Dronningen har i Anledning af H. M. Kongens allerhsjeſte Fod⸗ ſelsdag ffjæntet for 50 trængende Born Under⸗ ſtottelſe til Opkloedning. s J Anledning af Hans Majeſtæt Kongens høje Fodſelsdag opførtes paa det Kongel. The⸗ Hater Pigen ved Sen, Opera i 3 Acter, om; arbeidet efter la donna del lago af Dr. L. Hei⸗ berg, med Muſik af Rosſini. En af Hr. Com⸗ mandeur Wulf, R. af D. og Dm. forfattet Sang til Melodien God sawe the King, blev afſjungen. Sangen blev iſtemt af Mad. Catalani, ſom var i en Loge i forſte Etage, og hendes Roſt over⸗ ſtemte alle de Medſyngende. - 8 Hans Majeſtct Kongens” høie Fodſelsdag „bsitideligholdtes med et godt Middagsmaaltid, ifølge allerhsieſte Befaling, i ſamtlige Under⸗ viisningsanſtalter for Underofficerer og Spilles mend, ſamt i de militaire Kaſerneſkoler. Fest 181 Vorne og 237 Born deeltoge i denne 7 eſt. — 22 — Med den inderligſte Taknemlighed modtoge de Alle dette Beviis paa vor allernaadigſte Her⸗ res ſtore Naade og lode det ikke mangle pan, at ad Ny Veſtergade til. en Concert paa det Kgl. Theater. 166 udtrykke deres Glæde, med ſand ſkjondt ſimp! Hiertelighed. 3 SØN J Adreſſeaviſen læſes et Digt til Mab Catalani, af Eliſabeth Hanſen, med Overſtriſt. Til Sangens Gudinde.“ Hvad mon Euter vil ſige til denne Forgudelſe? Er da Titeln ”Sangens Dronning“, ſom man har tillag denne med Foje ſaa berømte Sangerinde, ilk allerede nok? . ; Det Kongelige Vafferhuus ved Frederik holmscanal har nu faaet en ſmuk Tilbygning un Aſiatiſke Actier ere i diſſe Dage ſtegne fil: 26 Rbd., formodentligen ſom en Folge af du ſidſte Expedition, hvoraf man venter fig en ar ſeelig Fordeel. Endnu er ikke meget ſolgt -& Ladningen. Men paa de ved ſidſte Auction folg! Sukkere var der god Avance. i Paa Søndag giver Mad. Catalani afte Man bu merker, at hun i denne Concert træder fen Gange frem. Hun ſynger atter Recitativ og Arie af Zingarelli, Arie af Portogallo, Varia— tioner over Themaet la Biondina af Paer. Hvor: for der ikke er ſtorre Afvexling i hendes Sang, vides ikke. Viſt nok hedder det, en god Viſt kan ikke qvœdes for tidt, men en Virtuosindt onſker man dog helſt at høre i forſkjellige 30 redrag. Abdreſſeaviſen begynder igjen at blive d. Organ for Kjerligbedsforſtaaelſer, men Sproge deri er faa myſtiſk, at ingen uden de Paagiel: dende kunne forſtage det, og ſtundom neppe diſſt. "Saaledes læfes i Aviſen for i Gaar: ”Havde Du mit Svar, min Welte rigtigt 25 a 5 attet, O, da ſmilte Held — end 2580 Smerten? ol! " Aalborg, den 26 Januari, J Aaret 1827 udclareredes herfra 980 ſterre og mindre Skibs, | ; 157 i | ſor Tolddiſtrictet. Af indkomne Skibe vare foruben Fſordfarerne og dem ſom ikke gik uden⸗ 256 kvarantainpligtige, ſom kommende fra Nord⸗ feen. Folgelig var den meſte Fart paa Hſter⸗ ſoen og indenrigs. a Det holder ved at toe med ſydlig Bind, og Fiorden er nu aaben imellem Aalborg og Sunds by. Igaar var Iſen ſaaledes dreven ſammen ude i Strømmen, at Overfarten var umuelig. At Solen flet ikke lod fig fee igaar, ſom var Paulsdag, ſtulde efter de gamle Bondeprakti⸗ kers og Beirprofeters Mening bebude et ufrugt⸗ bart Aar. ; f Af Fjordiſen er ber udhakket en meget ſtor Mængde Sprot — Fiſk af Mellemſtorrelſe imellem Sild og Anſioſer — der i Stormen, da Fiorden lagdes, ere frosne faſt i Overfladen. På ere folgte for 2 Skilling Sneſen og ders under, (559 Iden Aaolborgſke Avis No. 11 findes 22 Spal⸗ ter ledige, blot med Ordet Cenſur⸗Hul.“ Saa⸗ dant ſeer man ofte i tyſke og fremmede Blade; almindeligvis ikke i danſke. Forbudt vides det ikke at vere, i det mindſte ej almindeligt eller ved nogen Lov. J ſaa Fald vilde den Aalborg⸗ ſte Cenſor ikke have ladet Bladet ſaaledes ud⸗ gade" De Aarſager der kan bevege en Udgiver af et Tidsſkrift til at onſke ſaadanne Cenſur⸗ buller at ſtaae ledige, kan være forſtjellige. J Almindelighed er Tiden fra et Nummers Til⸗ bagekomſt fra Cenſor indtil det ſidſte Hjeblik, det "maa ud, for ikke at komme for ſeent med Posten, faa knap, at naar et langt Stykke er udſlettet, kan et andet paſſende Stykke til at udfylde det ledigblevne Rum, ikke, om Mas be Feat end haves, blive ſat betids nok; eller e fornedne Ombrakninger vorde iverkſatte. erlebe kal Udgiveren bedre tilkjendegive fine &fere: Aarſagen til at Bladet ikke bliver fuld⸗ ſtendigt, end ved at betegne det udſlettede ved muten fimpelt aaben Rum, eller, det Ord. ſom en Aalborgſte Avis har brugt? Hvorfor ſkal man, ſom Nogle vil, udtyde Alt til det Varſte, dd falde en i ſaadant Tilfælde værende; Udgi⸗ ders Forhold impertinent, eller uartigt, eller uer⸗ Vødigt mod Statens Cenſurlove? Anmelderen 158 troer; at Cenſurhuller fra en Üdgivers Side ret vel kan beſtaae med den højefte Agt for Lovene, ligeſaaviſt ſom en ÜUdgivers Anſtuelſe over det Stykke, ſom en Cenſor overſtryger, kan mueligen være rigtigere end Cenſors, ja mueligen kan Cenſors individuelle Mening være anderledes end den hans Cenſor-Pligt bor folge. Man har jo ogſaa i tyſte Blade Exempler paa, at Cen⸗ ſur⸗Udflettelſers Betegnelſe er nodvendig for en Forfatter, ſom ej vil paadrage ſig Kritikens Anke over den Uſammenheng i en Afhandlings Tan⸗ kegang ſom derved kan fremſtaae; og ſom nu Leſeren af Betegnelſen feer, at han ikke maa tilſtrive Forfatteren. J ſaadant Tilfælde kan det ikke være Forfatteren ligegyldigt. Da An⸗ melderen ikke har ſelv været eller formener at komme i det Tilfelde at behsve ledige Cen⸗ ſurhuller, kan hans Forſvar for dem vel anſees faa meget mere upartiſt, imod dem ſom ere af modſat Mening. 2 — Blandede Efterretninger. Meddeelte.) 3 Dr. Weinhold har nu erklæret, i Anledning. - af Angrebene paa hans Skrift om Overbefolk⸗ ningen, at han i fin Tid ſkal ſvare paa enhver grundig Critik, men at han vil overlade enhver alt for vulgair Mening til den Cirkel, ſom ved Valgflegtſkab føler fig tiltrukken deraf. Han troer, at meget Godt og Nyttigt, ſom i Begyndelſen den offentlige Mening hverken kunde fatte eller bedømme rigtigen, dog har havt Frem⸗ gang i Verden, og giver ſine Modſtandere at betenke, at det var en Tycho de (?) Brahe, der, indtil fin Dod, troede at Copernicus's Tilhen⸗ gere havde miſtet Forſtanden. — Hvilken Sam. menligning! Et Verdensſyſtem og et Weinholdſk Plomberingsforſlagetil Overbefolkningens Stands ning! Ved diſſe pudſeerlige Bemerkninger ſkal en Tydſker have ſpurgt: iſt der Weinhold dem Wein nicht zu hold? — == Gjenerindring. Den Beſfrivelſe, over Heſteveddelob i Engelland, ſom laſtes i No. 7 159 af dette Blad, har bragt Anmelderen et ſaadant Veddelob, ſom har fundet Sted hos as for mange Aar ſiden i Erindring. De Veddende vare Grev Rantzau og, ſaavidt mindes, da⸗ fire Minuter. værende Groſſerer Ferrall. Veddelsbspladſen var Norrefelled, hvor Maalet var afſtukket, ikke langt fra Vibenshuus. Den Sum, der veddedes om, var 500 Rd. D. C. og Fælleden. ſtulde oms rides i fem Minuter. Rantzau red en danſte og Ferrall en engelſt Heſt, hvormed han eengang til⸗ forn havde vundet et lignende Veddemaal. Men denne Gang blev Rantzau Seiervinderen. Han omred Fælleden og nagede Maalet i noget. over Anmelderen var ſelv Hjenvidne Dertil. Heſtens Lob var faa: ſterkt, at man: næs ſten ikke kunde fee hvert enkelt Beens Bevagelſe, men det Hele gik i eet; omtrent ſom et Rokke⸗ hiul, naar det hurtigen ſno ess. IJ Heidelb. Jabrbüͤcher d. Literatur, Aug. f. A., yttres det Onſte, at de i Preuſſen og an⸗ dre Stater anordnede Abiturie-Prover, maatte finde Efterlignelſe i andre Lande, da Ungdom⸗ mens clasſiſke Dannelſe derved vilde ophjelpes i en Tidsalder, hvor paa den ene Side Obſcuran⸗ tismus og paa den anden den ſaakaldte Oplys⸗ ning, der forkaſter de gamle Sprogs Studium, ſom unyttig Ballaſt, hvormed Ungdommen. kun — Plages, uden at det practiſke Liv vinder derved, lægge fig i Veien for hiin Dannelſe. Hine Abiturie⸗Prover ere endnu beſtandigen ikke overalt indførte, end ikke i de Lande, hvor ſaa⸗ h Man ſeer derfor — faa mange kaſte fig paa Studeringen, og en ſaa⸗ kaldt Studerefrihed herſker. dan Overflodighed af Folk, der gjøre Fordring "paa Embeder, og ſelv naar de ere underordnede de eengang ere antagne, lobe med i Rakken, - men derved hindre de Dueligere og Kundſkabs⸗ — rigere at komme frem, og gjøre det Staten ſelv ofte umueligt, at benytte ſig af de Sidſte. At ikke blot ved ſtreng Provelſe af dem, der afgaae fra Univerſitetet, men ogſaa ved en ligeſaa ſtreng Kjobenha vn. Forlagt af S. Soldin. Hſtergade No, 60. Hamburg. 2 M. -- „ | - Bank-Disconto 4 pCt. (af Laanet 4 Febr. 182001022 1023 Rob. r. S. l! 4 pC. uopſigel: Rigsbkobl. for: Eunuhk les: Eunyk: Prepelſe af dem, der; afgage til univerſitetet, bette Onde kunde afhjelpes, derom kan der blandſ Indſigtsfulde kun være een Stemme. i JI Preuſſen ere fra 1821 til 1826 1. Mill 138,306 flere: fødte end dode. Man har bereg⸗ net, at naar Befolkningen ſaaledes vil vedblive! at tiltage, ſag vil dette Riges Folkemeengde om 43 Aar vere dobbelt⸗ſaa ſtor ſom nu. så Kͤjobenhavns Bors, d. 1 Februari 1828. i 1 Vista 219, 41 Species, 220 21241 — Specier ſolgtes til 45 13 Rbmk. 3 B. 38 Norſte Speciesſedler pr. 100 Specier Svenſke Sedler. | . e . pr. Rdlr. Rigsgjeld 504 — Kbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 8s 852 Rbd. Sedl. Dito Dito. 774.78 i Banco CSE EL „ Nationalbank Obligationer Dito Dito 33 — Sedler Sl Renter pr. 6 Januar — — Rbd. r. S. 6 PC. norſt Laan b forat ved Hambro & Son 1053] — i Banco 4 pC. Dito nye. .. 98984 i Banco. Aſiatiſke Comp. Actier 76 — i Sedler 3 pC. nye, danſke Oblig. 588089 L. Sterl. 1 L. Sterl. beregnet til 14 Bmk. Hoveder og beſidde faa Kundſkaber, dog, naar £ g — N 1 — ; 2. Ne titel ſe r. . * J forr. No. S. 143, Lin. 12 og II. f. n, for: men i videnſkabelig Fortrin lœs: kun i videnſkabelig Forſtand — S,. 144, Lin. 4 og 5 Trykt i L. J. Jacobſen s VBogtrykkerie, 2 Nyeſte Ski Iderie ef Kjobenha vn. Femogty bend? Aargang. No. 11. udgivet og redigeret af Fr. Forſendes, Thaaru p, Etatsraad. ifolge Kongel. allerngadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. Tirsdagen den 5 Johan v. Buͤlo w. — uu Syv Gange ti er Stovets Aar, Og ſſelden, ſjelden flere, Og hyad derover ſtundom gaaer, vr — — — — Lidt regnet bli'er for mere, Thi Sjælen efter Hvilen ſod Fra lange Dagverk higer; sr ” Sy Gniſt er knap hvor for var Glod — EN tø ganer den Win Kriger. Men har han ærlig Kampen fir Dg aldrig Gud BE 1 55 5 1 Sys gange ti er ei forlidt, Sig tret han vel har fægter; Dg meget Ondt hans ſterke Arm J Støvet viſt har fældet, Mens Skioldet var hans rene Barm — J Orknen Kildevoeldet. f O, Bülow ej din Kraft band For Lyſet ſelv udſluktes. 184 he Sim Olding var Du Livets. Ben, Andfil din Læbe luktes Februari 1828. Med Bon for Danmarks bedſte Skat, Ham ſom i Daad Du ligned', : Ham bod Du ſidſt et ømt, God-Nat! Og doende velſigned. ; Omkring din Grav, højbaarne Helt! Staaer ingen Son, ej. Datter, Men over den et Stjernetelf,. Som lonligſt' Tanke fatter. Der ſalig mellem Engle Du, Fra høje Stjerneſceede, O, Buͤlow! ej omtaaget nu, Kan ſee de Born, ſom grede. Ja Sorg har rammet mangt et Bryft,. + Hvori dit Navn er ſkrevet. Nu ſtager en Skov i kolde Heoſt Med Bladene afrevet, De bange Muſer⸗Taarers Flob, Kan Jorden ej befrugte, i De ſukke — ”han var from og gb, Vee at han Øjet lukte.“ > Som hundredaarig Eeg Han ſtod, 4 J Sfoven blandt de unge; BEER em 163 Gav Vand'ren ved fin. gieſtfri Fod, Et Ly, hvor Engle fjunge ' Det er forbi — en Vinter⸗Nat, Og Kronen ſank i Støvet. DOg Træet er nu faa forladt, Som Qvift foruden Lovet. Nu ſi dder Qvidder⸗Leerken vel, — Som før fra tætte Grene Sang om fin Lov⸗Sals Ly og Held — Paa hvide Marmelſtene, Ål Og ſjunger om — et ædelt Tre, Som ſeer ei Foraars⸗Solen; 7 Som hvælvet lovrigt Tag til Le, J Graſſet ſtod Violen. ö Nu lyder Sommerſang ej meer DO, Bulow! Dig til Glæde, Kun gjennem Zaarer, nu vi ſee, Hen til dit Viisdoms:Sæde. Der gaaer Crindringé blege Ms Omkring i Livets Skygger, Seer tankefuld mod fjerne He, Hvor Dannerkongen bygger. Forfengelige Dgare, Du! Som gyldne Lenker berer; Kom i dit Slaverie ihu, Hvad Buͤlows Liv dig lerer. Hvad er din tomme res Glands, — Den ikkun Daarer agte — ; Mod Buͤlows grønne Hederskrands; Den Dana glad ham bragte. Den visner ei — i Glemſels Favn : Henſmuldrer Magtens Velde, a Og mangt, af Smiger priſet Navn,” Knap fodt, før træt af lde, * 1 164 Dog Dit Far: ſom en Stjerne 9 765 At lede og advare, Paa Hjertegrundens Himmelblaa, Blandt Danmarks Haedersſtare. Dit Liv var Wrens Hojtidsdag, Dog ſaae Du Nattens Komme Foruden Gru — nu Harpeſlag ; Forkynder den er omme — Og Morgenrsden ſtraaler klar, 0 Dig Dagen er oprunden, Alt hvad Du leed, Alt hvad Du bar, Er ſom en 9 forſvunden. De fade, de lyſe Ærens Spor, Og de ſkal evig ſtande; Saalenge Bog og Skrift og Ord, Vil Hjerte-Adel ſan de. Saalenge Kunſt og Aand og Vid, Har, Foſterland i Norden. : De kalde frem tilædel Strid, De 5 Jorden. J. 8 Miller Sovftjellige Notitſer det danſke Sprog ; vedkommende⸗ J. Indlæg i i Sagen angaaende ModersmaaleÉ og dets Retſkrivning. Udgivet ſom Indbydelſe til den offentlige Examen ved Nykjobing Ca⸗ thedralſkole, af Ludv. Berg. Oct. 1827. 32 S. 8. Dette Indlæg lyder ſaaledes: »Flere blandt Fodelandets Sonner, ældre ſom yngre, ere hen⸗ faldet til den Svaghed at tilbede et Gienfard, Conſeqvenz kaldet; ia de ere endog i deres Ube⸗ * — 9 165 ſudighed gaaet ſaa vidt, at de have villet op⸗ file dets Billede i det Tempel, vi reiſe for vort herlige Modersmaal. Et ſaadant Foreta— gende bilde, naar det lykkedes, forvandle Tem— — plet fil en nøgen Grav, uden Liv og Fylde; thi for hiint Utyſtes Lande ſtivne alle Former, og flygte alle Farver, Min Fordring er derfor, i Modersmaglets Navn, at de, ældre ſom yngre, lade af fra den unaturlige afgudifke Tilbedelſe, og vende deres Hug igjen til deres Moder, der Uagtet” hendes hoie Alder, i Liv og Vaſen er alt for ungdommelig til, at ikke hint Utyſke ved hendes forſte Blik forſpinder af deres Tanker, ſom et tomt Drommebilled. Lyde de ikke denne alvorlige Opfordring, men vedblive at fremture i deres Forſtokkelſe: da er det min Paaſtand, zat de udelukkes fra Templet, og med deres Af⸗ gud henviſes til Carricaturens Fielrbod. Her— med indlades Sagen til Doms.“ Under Navn af Bilag fremſcttes nu i 9 forte Uffnit nogle Bemerkninger over det danſke Sprog, ſaaſom om dets Proſodi; »intet Sprog har en mere biſemt Proſodi, bygget paa færre og grundigere Regler, end netop det Danſke.“ — Betoningen, ſom ber upaatvivlelig et af de vanſkeligſte Punc⸗ ter at beſtemme i et levende Sprog.” — Om : Hente ling, det underftøttende e, Atcentua⸗ Sheen. 9, v. Skriftet indeholder nogle alli 8 (f. Ex. Brugen af det gamle, Bu 5 rd: Hug iſtf. Hu, tree, foreevige uud, Huud, Grund⸗loſt ꝛc., ſom erindre om ben i bette Blad No. 4 omtalte Retſkrivnings⸗ Undervisning i en af vore lerde Skoler; dog fortjene "derhos enkelte Bemerkninger Opmeerk⸗ ſumhed, f. Er. det urigtige iat Nogle pda ny cbberbialfſere virkelige Adverbier, og af ſandelig, adrig, nemlig: o. fl, ſkabe de potenzerede Ad⸗ 166 verbier ſandeligen eller ſandeligt o. ſ. v. Man har endog feet Adverbiet 'neppe“ cuberet til »neppeligen ? | 75 2. Ordet ”fre” har man og i 'Aftenbladet? feet ſkrevet med to ”e,” Det er dog aldeles” imod. almindeligt Brug, og imod UÜdta— len. f En anden feilagtig Maade at ſkrive dette Talord paa har man ſeet brugt i Anordninger og offentlige Aktſtykker; f. Ex. i Fundatſen af 1756 for Frederiks Hoſpital, hvor det ſkrives »freyz» ligeledes i Fundatſen for Opfoſtrings⸗ huſet af 1753 o. fl. Steder fra den Periode. Viſt nok have de danſke Underordnede, der da ſkulle beſorge en fornems Mands Concepter trykte, ei vovet at rette Sproget, eller det Ortogra— ſiſte. ; 3, »Hvor vidt beflægtede Ord kan ved Skriftſprogets Efterladenhed blive hinanden frem⸗ mede, derpaa kan folgende tjene til Exempel. Hvoraf Ordet næesviis kommer, vil ei let kun⸗ ne gjeœttes, naar man allene feer hen til Mund⸗ ſproget, i hvilket det hedder næſeviis, og ſy⸗ nes at være beſlegtet med Neſe, til hvilken dets Betydning dog ikke mindſte Henſyn har. Havde Skriftſproget taget bedre vare paa dette Ord og bogſtaveret det nesſeviis, ſaa kun⸗ de man derved erindret lig Ordet Næfs, det er Klit, Odde, Landſpidſe; og ledtes da til at ihukomme de Soerovere der fordum her i Nor⸗ den opholdt fig paa Nasſene, hvorfra de, und- gaaende al Overherſkab, voldfaldt hvem de traf, og fik deraf, Navnet Næſsviis, der blev eet med uforſtammet. Saaledes er Ordet fore klaret af en ſvenſk Skribent, jeg erindrer ei hvilken, og rimeligere Slægt og Ophav kan vel heller ikke for Ordet findes. (Joh. Boye.) J 2 J EO LEES ERE TERE. 177 CSPRØNE "167 Videnſkabernes Selſtabs Ordbog ſkrives: neſe⸗ viis (germ. naſeweis), uden videre Bemerkning. 4. Om Benavnelſerne Norſk Sprog”, »Norſt Literatur“ leſes i det Norſke Morgen— blad No. 20. 21. 22. en velſkrevet Afhandling, ſom bliver fortſat; deri forekomme nogle Berigti⸗ gelſer til Forfatteren af et i Maanedsſkriftet Athene for 1817, 9 B. S. 240 indrykket Styk⸗ ke; ved hvilket Stykke Bergraad P. Peter ſen forhen har givet velgrundede Erindringer; Lige— Jedes bemærkes, at man nyelig i »Nordiſt Tids⸗ ſtrift 1 B. zdie Hefte S. 470 har feet ”en dic⸗ tatoriſk, for ei ak ſige, impertinent Rettelſe“ hvor Anmelderen af det Svenſke Tidsſkrift Svea tilfsier Ordene: 'overſat af Norſk 9: Danfk.“ Dette er viſt nok en hoiſt beſynderlig Rettelſe; ſom den fortjente Forfatter ikke burde have > tilladt fig, hvorded han havde undgaaget den Bencevnelſe de Norſke ere ſaa befoiede til at give hans Rettelſe. At han med Grunde vil for— vare fin Mening, at det Sprog der bruges i Norge retteſt kaldes Danſk, kan naturligviis In⸗ gen have noget imod; men til, hiin Rettelſe giver vel næppe Nogen ham Bifald. Yndenlandfte Efterretninger, Ved Siden af Dyrehaven ere for kort Tid ſiden opbyggede to laplandſke Boliger, med til⸗ hørende Obſervatorium, ſom, feet fra Bernſtorffs Allee, yde en ſaare maleriſk Udſigt. ; En Fa: milie fra Udlandet, ſom nyligen er kommen hertil, har offentligen bedet Eieren om en Tegning deraf. Den unge Konſtner Hr. Aumont, ſom for Tidey opholder fig i Paris, har paa den derværende Konſtudſtilling nyligen udſtillet et 168 af ham forferdiget Portrait, der i franſke Jour naler roſes ſom et af Udſtillingens fortrinligſte Kunſtverker. 5 7 1 ] Ø Almue⸗ og Borgerſkoleveſenet i Kjøs | benhavn beſtyres efter et Reglement af 29 Juli 1814. Antallet af ſamtlige Skoler og Skolebe⸗ ſogende Born i Staden og dens Forftæder, med Undtagelſe af Garniſonens og Søetatens Skoler, - var ved Üdgangen af Aaret 1826: Skoler. Skolebeſsgende Born I. Offentlige, ſaaſom Kirke, og Menigheds⸗ Sfkoler, Vaiſenhuſets, Fattigveſenets, hvor⸗ under Opfoſtringshu⸗ ſets O. fl. — * 253. 5226. 5722. 10948 Blandt de private Skoler ere: I) for Drenge: Efterſlegtsſelſkabets Skole, og for⸗ ſtjellige. Inſtituter. 2) for Piger. Blandt de meeſt anſeete og ſogte Lære - Unftalter for Piger over Almueklasſen ere Jomfruernes Linde's, Wejiſe's, Elking's, Mitchell's, Zeuthen', Dahlen's, Etatsraadinde Bäͤrens's, Proyſt⸗ inde Smiths, Mad. Thaarups. Det ſo⸗ ſterlige Velgjorenheds Selſtab har fra Aar 1792 underholdt en Skole for evneloſe For⸗ ældres Pigebern, ſom dannes til at blive duelige Tjeneſtepiger, hvilken Skole nu har 31 Born. (Om ſamme i Dagen 1827 No. 261.) — En anden Skole med omtrent lige Formaal, og med 20 Born, underholdes af det qvindelige Vel⸗ gjorenheds Selſtab fra 1 Juli 1816. Sta⸗ dens Kaſſe har i de ſidſte Aar udredet 12000 Rbdlr. Sølv aarligt til Borger- og Almueſkole⸗ voeſenet. Af den Indberetning, ſom Direktionen for dette Skoleveſen har ifølge Reglementets 79 &indſendt til det Kongel. danſke Cancellie for Aaret 1826, læfer man Reſultaterne i Col⸗ legigltidenden f. d. A. No. 4. - Drenge, Piger, J Alt ; | 71. 2868. 2654. 5522 2. Private. . 182. 2358. 3068. 5426 — r ERE 169 Direktionen har ſorget for at fremme Ind⸗ ” føtslfen af Undervisning i Gymnaſtik, og derfor under 15 April 1826 ladet udgaae et Cirkulair til ſomtlige ſaavel offentlige ſom private Skolers Beſtyrere, hvorved det er paalagt diſſe at førge for, at denne for Børnenes phyſiſke Udvikling fan ſardeles vigtige Underviisningsgjenſtand ikke forſommes, og ligeledes har Direktionen i ſamme Hiemed vedtaget den Regel, ikkun under den uͤbkrykkelige Betingelſe, at Børnene underviſes i Gymnaſtik, at meddele Tilladelſe til nye Dren⸗ geſtolers Oprettelſe. ; „Til den veſtſjellandſte Aviſes Publicum. I den veſtſjellandſke Avis No. 4 f. d. A. har Redatteuren, Herr Paſtor Ridder Baſtholm, viiſt ſig fortrydelig over, at et ubetydeligt, lille Stykke, ſom oprindeligen ſkal vere ſkrevet af ham og, i Aaret 1823, fra hans Avis er over⸗ ſat i politiſches Journal, nu af denne igjen er overſat pan Danſt, og indrykket i Kjøbenhavns Skilderje No, 2, under Overſkrift Brudſtykke af en Verdensphiloſophs Mening om Europas politiſke Fremtid”, uden at Kilden var angiven. | Meddeleren af dette Stykke i Skilderiet oer at ſkylde den veſtſjcllandſke Avis's Publi⸗ Ii 90 til hvilket Hr. Baſtholm i denne Anled⸗ af ar henvendt fig —, nedenſtaaende Splys⸗ ing, bois ſildige Afgivelſe hidrerer fra, at han tilfaldigviis, forſt i diſſe Dage, blev opmærtfom- van Hr. Paſtorens Anke, da den veſtſjallandſke Aue, fra den id af den lagde ſig efter Pro⸗ phelſt, ikke længer. var Læsning. for ham. hin Excerptſamling af kydſte Tidsſkrif⸗ ter, for Aaret 1823, fandt jeg ovenmeldte Brud⸗ 15 ul Vedtegning hvorfra det var taget, 110 agtet jeg aldeles ikke deelte Anſkuelſer med 1.50% 0 ganſke ubekjendte, "Forfatter, hverken 6 0 melancholſk⸗ merke eller ſangvinſk⸗lyſe 15 Omme, ſpntes mig dog at det, med Hen⸗ ' URAL Dagens Anliggende, kunne intereſſere Fellderiets Lœeſere; ved mit ovenfor motiverte leg ganſke uwpidende om 129 v bra i agelſe. 170 Herr Paſtorens Reclamation gav mig den førfte Underretning herom; jeg ſidder nu med polit. Journals Januarhefte, 1823, for mig, og „finder da, at Stykket qvœſtſonſs — ſaaledes ſom det lęeſes i Skilderiet, men langtfra ikke ſom det gaaer igjen i den veſtſjallandſte Avis d. A. No. 4 — udgjor Slutningen af en, paa Are tet— trykte Ark given, hiſtoriſk-politiſt Overſigt af Aaret 1822, og at den veſtſjallandſke Avis, paa en Maade, ſom let kunde undgage Hiet, da den er indklamret i et signum parenthescos, angives ſom Kilden. 7 Saaledes er Sammenhengen i denne, ubez tydelige, Sag, hvortil jeg endnu maa anmerke: at derſom det havde- været mig bekjendt, at Hr. Paſtor, Ridder Baſtholm var Forfatteren, ſaa vilde jeg have faget i Betenkning, videre at ud- brede en Pamphlet, hvori en danſk Preſt prædi⸗ ker en moſaitiſt Udryddelſes-Krig imod en Na— tion, med hvis Regjering hans Monark nyligen har fluttet en venſkabelig Tractat; Ideen om denne Udryddelſe af en heel Nation, for der— ved at tilvende ſig Skatte, være forreſten faa ridderlig den vil, ſaa er den dog neppe fattet og endnu mindre optaget af de ſtore Magter, 3 hvis Hænder Halvmaanens Sfjæbne er. Naar endelig Hr. Paſtoren ſiger: “at Stykket, med endeel Feil og ÜUdladelſer, er indført i Skilde⸗ riet“, faa er dette ikke fandt; thi, hvad Udela-⸗ delſerne angager, faa veed Hr. Paſtoren meget vel, at jeg ikke har udeladt det Mindſte af det politiſches Journal har, paa de 9g arrogante Begyndelſesord nær 'Hvo, ſom haver Øren at hore med, han here!“ At Journaliſten deels har udeladt, deels forandret Adſkilligt, er viſt nok, men derfor burde Hr. Paſtoren takke ham, da diſſe Udeladelſer og Forandringer ere ſande Forz bedringer; overalt maa Hr. Paſtoren herom gage i Rette med ham og ikke med mig. Hvad der⸗ imod Feil“ i Overſœttelſen angaaer, dem ſkal jeg ſvare for, naar det behager Hr. Paſtoren at udpege dem; jeg finder ingen, og tor paaſtage, at min Overſættelſe i Skilderiet loeſes bedre end Originalen i Veſtſjellands-Aviſen. : Sp. 171 — Da den i Veſtſjallandſke Avis forte Anke over at Kilden til det omhandlede Stykke ikke var anfort, er henvendt til dette Blads Redak⸗ tor, faa tilføjer han, at han ikke indſeer det kunde være hans Pligt at vide, og i fan Fald at bemerke, at det oprindeligen var kommet fra Slagelſe. J Stykkets Overſkrift ligger en Be⸗ budelſe af at det ikke var originalt. En Tryk⸗ fejri Stykket, S. 26 Lin. 7 fra neden: gaben“ iſtedetfor: ”aabn” er ved denne Lejlighed fundet. FF AAA . DERE nen E 25 LS SEE landede Eft erretninger. J et Norſk Tidsſkrift underſoges den Paa⸗ ſtand Nogle have gjort, at de Norſte ſkulle falde, deres Literatur d anſt, paa den ſophiſtiſke Grund, at Literaturen har ſin Rod i Sproget, ſom er Danſt. (See Literat. T. 1825 No. 21.) — Styk⸗ ket fluttes ſaaledes: »Den danſke Indflydelſe i Norge i aandelig' Henſeende vil alligevel længe vedligeholdes, ligeſom den og, ſaavidt vi ſkjenne, 7” efter den politiſke Forenings Opheevelſe heller er tiltaget end aftaget. Sfølge vor Grundlov er enhver Fremmed aabnet Adgang til vort hele Skole⸗ og Underviisnings ; Væfen. Her mage, ifolge Tingenes Natur, de Danſke af mange Aarſager beholde en fortrinlig Adgang, endog rivaliſere med Landets Indfodte. Laenge ville Bornenes og Ynglingernes Lærebøger, endog i Militairſkolerne, vedblive at være danſke, pran⸗ gende med det danſke Navn paa Titelbladene, og hvorſomhelſt der er Anledning. Gjennem Bog; trykkerierne og Boghandlerne ville de tænge kun⸗ ne levere os den aandelige Søde. Theatrene over hele Landet ſtaae dem af ligeſaa naturlige Grunde fortrinlig aabne, for derigjennem at udbrede blandt vor Ungdom af begge Kjon den danſke Dialect, danſke Sæder og danſk Smag. Danſk Aand maa og gjennem de ikke faa danſtfodte Individer, og den endnu ftørre Mængde danſke Deſcendenter i alle Claſſer, Bondeſtanden ene undtagen, længe virke i Norge. Saameget ſteer⸗ kere maa denne Indflydelſe blive, ſom disſe vore Medborgere hore til de vindſkibeligſte, dueligſte, kretſkafneſte og hederligſte i hele Landet.“ . 172 'Den norſke Nation befinder fig imellem toen⸗ de Naboer, ſom beiler og efter Naturens evige Gang ſtedſe ville beile med hinanden om Herres" dommet over vore fædrene Klipper, indtil en tre⸗ die ſterkere Magt opfluger dem begge og os til lige. Da vil vor Provinds, formedelſt fin na⸗ turlig dominerende Beliggenhed, maaſfee ikke længer. blive den tredie, men den forſte. Men indtil dette ſteer, ſom vort Nordens evige Op⸗ hav lade ſeent ſkee, bede vi vore mægtigere nor diſke Brødre kun om eet, at de i det Mindſte ville lade os beholde Navnet Norge og Norſk . i tilbage.“ i (Meddeelte.) Striden mellem Walter Scott og General Gourgaud. Generalen følte fig fornærmet ved den Maade, ſom W. Scott omtalte ham paa i ſit Skrift Napoleons Levnet”, og erklœrede fig of fentligen derimod. W. Scott lod derpaa i Edinburgli- Journal indrykke et Brev, hvori han forſikkrer, at det, han har ſagt om de Medde⸗ lelſer, Gen. Gourgaud havde gjort det engelſte Gouvernement og to andre allierede Magters Repræſentanter, var grundet paa officielle Do⸗ cumenter. Han havde hos den daværende Stats-⸗ ſecretair for Coloniernes Departement, Lord Ba⸗ thurſt, udbedet fig de Papirer, der angik Napo⸗ leons Ophold paa St. Helena, og ved hans Underſecretairs Godhed bleve disſe Papirer aab- nede for ham. Han har giennemſeet over 16 Bind i 4to og gjort Üdtoge, og laant Be⸗ merkninger deraf, uden at bevæges dertil af an dre Folelſer end det Onſke, at lade Enhver ve derfares Ret, Der har ingen givet ham Anvis“ ning paa hine Papirer, og den Tanke, at de, ſtjendt daterede og atteſterede, ſkulde være. dig⸗ tede, for at vildlede tilkommende Hiſtorikere, ſynes ligeſaa urimelig og falſk, ſom at de ſkulde være ſmeddede i Forſtagelſe med ham, der, i de⸗ res Datums Epoke, ikke havde mindſte Kund⸗ ſtab om deres Tilverelſe. Han vedbliver at beraabe fig paa, at Gen. Gourgaud, paa ſit . resord, har ſkildret Keiſerens Sundhed ſom god, hans Financer ſom anſelige, hans Undvigelſes— 173 midler ſom lette ' og mangehaande. Naar Gene⸗ nalen vidſte, at Napoleons Stilling i hver Hen— fende var den modſatte, faa burde han følt, at de falſte Indtryk, han gjorde paa de engelſte Miniſtere, ſom naturlig Virkning, vilde frem⸗ bringe en ſtorre Stranghed i hans Herres Ar⸗ reſt. Napoleon vilde ikke tilſtede en engelſt Læs ge, fom Sir, Hudſon Lowe ſyntes at have no⸗ gen Zilid til, Adgang til ſig, og ſogte, faa meget ſom mueligt, at undgaage hvert Forhold med Engellendere. Hvem ſkulde altſaa Sir Hudſon Lowe og de engelſke Miniſtere troe, i Henſeende til Napoleons Sundhed, naar de ikke vilde troe hans egen Adjutant, en Officeer af Udmerkelſe, ſom ingen kunde agte iſtand til, at bagvaſke fin Herre, i den Henſigt, at kunne reiſe lige til Engelland, for at undgaae Befvær-= ligheden af en Reiſe over Cap? — Det vilde blive for vidtloftigt her at fremſette alle Gen. ourgauds Forſvarsgrunde mod W. Scott. De vigligſte deraf ville vi anføre: Forſt gader han los mod Værket ſelv og ſiger, at Publi⸗ cums Forventninger blive ſkuffede; at Forf. har forſomt ſamvitlighedsfuld Grandfkning og blot oſt af engeſſte Aviſer fra hiin Tidspunkt og nogle apocryphiſke Memoires; at Alt vidner om Jiferdigheden i Arbeidet, det flette Valg af Materialier og den utilgiveligſte Skjodesloshed. En eneſte Tidspunkt er behandlet med ſerdeles Jorkferlighed. Det er den ſkuffede Gjeſtret paa Belltrophoron, og det mordifke Fangenſkab paa St. Helena, Og naar man bemerker, at den engelfe Regjering ſelv har aabnet fit Archiv for Forfatteren, har man da ikke Ret til, at Atte heraf, at Napoleons Hiſtorie er intet an⸗ det end en Forerindring til et paalagk Værk, ſom blot er begyndt. til Netfærdiggjørelfe af Dette dobbelte Attentat og i Haft blev kundgjort? fat De Beffyldninger, ſom W. Scott har frem⸗ af mob General Gourgaud, ere: 1) at denne har angivet Keiferens Sundhed for at vere gob; 2) at have meldt „at Keiſeren havde 20,000 Fr. f Reſerve; 3) at have tilkjendegi⸗ Fügt. e e ikke kunde forhindre hans „ Gourgaud gjenne i ; Siffyldninger Ponct an EGE: derpaa disſe havde Keiſerens Sundhed. forværret fig; Å f I. Sygdom. men: Man udbredte i Cataſtrophens Hjeblik * 174 overalt, at Keiſeren var dod af en arvet Syg— dom og bekjendtgjorde, at der var Huller ei hans Mave, For at forklake denne Forſlyrrelſe, paaz ſtod man, at alle Medlemmerne af Familien maatte døe af ſamme Sygdom, ſom deres Far der; men Napoleon har aldrig klaget over ſin Mave; tvertjimod roſte han endnu 1818 dens gode Tilſtand. To Soſtre af ham døde, men ikke af Maveſygdom. Familielemmer, Napoleon, med den bedſte Le— gemsbeſkaffenhed og det bedſte Temperament, allene have været beladt med ſaadan naturlig Sygdom? Da Paaſtanden i Fremtiden ikke vil i ringeſte Henſeende troes, faa hviler der en fvær Mistanke over Aarſagerne til Napoleons Dod. — Den Gang, Generalen forlod Longwood, han folte Smerte i Siderne, og Benene vare noget hovne, Men Maven var ikke forſtyrret og naar han flod op fra Taflet dicterede han adſkil⸗ lige Timer efter hverandre. Han roſte ofte fit Bryſts gode Tilſtand. Da Generalen kom til— bage til Europa ſagde han, at det var paa Ti— den at forekomme de forenede Virkninger af Kummeren og Climatet; at man mindre ſtrengt ſtulde bevogte Keiſeren, og iſer hæve. de Ind⸗ ffrænfhinger, der vare for trykkende og forner-⸗ mende. Han ſkrev et Brev til Marke Louiſe, hvori han opfordrede hende, at begive fig til Con— greſſen i Aachen; at Keiſerens Pine endnu kunde vare længe, og at det var paa Tiden at redde > ham. — IT. Penge. Den engelſke Regjerings forſte Omſorg var, at bemægtige fig Napoleons Pen gemidler. Dens Befaling blev udført paa Bellerophoron. "Officererne lagde Beflag paa et Chatol med 40,000 Napoleonsd'or, men fode ham dog beholde Juveler af ſtor Verdie; blandt andre Dronning Hortenſias Halsbaand, der vur— deredes for 200,000 Fr. De engelſte Office⸗ rers Undſeelſesfslelſe, havde. man at takke for, at desuden en betydelig Sum, ſom Keiſeren fordeelte blandt fine Franſke, kunde unddrages Efterforſfkning. Lord Barthurſt talte 1817 i Parlamentet om Napoleons Skatte; men ved hans Teſtaments Aabning erfarede Miniſterne— Summen. De berygtede Qvadrupler, om hvilke man ſagde, at Prinds Eugen havde ſendt til Hvorfor ſtulde af otte. — N BASE S Longwood, vare infet andet end de indkomne Penge for Salget af en Vexel ved Keiſerens Ankomſt til Rochefort, hvorfra han agtede. at gaae til America. Disſe Quadrupler bleve for— deelte mellem Bertrand, Montholon, Rovigo, Lallemand, Las Caſes og Gourga ud — for des ſto bedre at kunne bevares, — III. Und vigel⸗ ſen. Keiſeren vilde ikke hemmeligen forlade St Helena. Han ſaae hele Europa ſpsſelſat med fin Ulpkke; han troede at hans Heimodig⸗ hed under ſine Seire endnu var i friſt Minde hos adſkillige Souverainer; han gjorde Regning paa det engelſke Miniſteriums Fald. Midlerne til Undvigelſe vare iøvrigt mange. 5 De engelſke Capitainer Hodgſon og He⸗ ward have anſtillet meget omhyggelige trigo⸗ nometriſke Maalninger, for at beſtemme Hoi⸗ den af de fortrinligſte Spidſer af Himaleja-Bjer⸗ get. Man feer deraf, at den hoieſte Spids er 25,589, den laveſte 6,043 engelſte Fob over Havets Speilflade. Over 20 af dette Bjergs Spidſer overgaae i Heide Chimborasſo, ſom man 05 har anſeet for det hoieſte Bjerg Paa Jor⸗ en. 87 ; ø — . Ind fal d. ; Meddeelte.) 8 . J et Aftenſelſkab taltes nyligen med me⸗ gen Enthuſiasme om Madam Catalanis Sang. Een af Selſkabet meente, at hun ſang ſom en Nattergal. Det gjer hun ogſaa, ſagde en til⸗ ſtedevarende Magiſter, kun med den Forſkjel“ — Alle ſpidſede Øren, for at erfare, hvori denne Forſtjel da egentligen beſtod. Madam Catala- ni, vedblev Magiſteren, ſynger gratiosus, men ikke gratis; Natkergalen derimod ſynger baade gratiosus og gratis. En Mand, ſom er meget bekjendt for ſin „Paaholdenhed, mødte en Aften fin Nabo paa, Kongens Nytorv. - ”HAvor: kommer De fra?” fpurgte denne, Jeg kommer fra Mad. Cataz Forlagt af S. i — - hed. - Plage for 3 pr. Rolr. Rigsgield Soldin. Gſtergade No. 60.“ ge 176 lanis Concert,” — Saa har De vel havt en Fribillet?“ Nei P. D. naar jeg har. Jeg har ſaamen ærlig betalt mine 3 Rbd.“ — Hvor kunde De nenne at give faa meget for en Billet?“ — Det kunde jeg meget godt, for jeg . maa ſige, jeg brugte den ſom Medicin” — „Hvorledes? Som Medicin?“ — Ja, juſt 1000 Medicin, Jeg leſte nyligen at adſkillige Syge! ere ved Madam Cgtalanis Sang blevne fuld⸗ kommen helbredede. Nu tenkte jeg ved mig ſelv: Det er en god Leilighed til at blive af med din Gigt. Jeg tog mig en Billet — horte Mad. Catalani, og neppe var hun færdig med den ſidſte Arie, faa var jeg fri for min Svag: | Pokkeren øde ſine Penge paa Doctor og Apotheker, naar man, under Inſtrumental- og Vocalmuſik, 15 eengang kan blive af med ſin M * — ; | Kjøbenhavns Børs, d. 5 Februgri 1828. Hamburg 2 M. — a à vista 219 Species 220 Specier ſolgtes til 8 „ 13 Rbmk. 3 f̃. 5 Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler pr. 100 Specier Svenſte Sedler f — n 1 502 — Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 84,85 Rbd. Sedl. Dito Dito 77 772 i Banco Nationalbank Obligationer (af Laanet 4 Febr. 1820) 10221024 Rbd. r. S. 90 ae TI 0 113 — Sedler APC, uopſigel. Rigsbkobl. Renter pr. 6 Januar — — Rbbd. r. 8. 6 PC, norſt Laan : ved Hambro & Søn 106] — i Banco 4 pC. Dito nye . 983982 i Banco Ufiatiffe Comp. Actier 76 | — i Sedler 3 pC. nye danſke Oblig. 883582 L. Sterl. Teykt i L. J. Jacobſens Bogtrykkerke, Nyeſte Ski lderie af Kobenha vn. WMA es ende Aargang. No. 12. 3 — — — gg Udgivet o g id it af Fr. Thaar up, Etatsraad. gorfendeg, ifølge Kongel. allernaadigſt Tiladelſe, med Brevpoſterne. Laverdagen den 9 - — SE Obſcurantismus. Theologiſke Blandingsſtykker. r LTTE Tan BG (under denne Dverſrift agter en Theologiens Dyrker af og til, efter Tid og Lejlighed, at meddele det danſke Publikum deels overſatte deels originale Vemeerkninger og Efterretninger angaaende de nyeſte Begivenhe⸗ deri den ſtheologiſke Verden. At makrkkelige Skrifterogſaa henhere under denne Kategori, for⸗ ſtager fig af fig. ſelv. — Pag en Tid, da theologiſke Gienſtande have vundet: almindelig Interesſe og det re- ligiofe Liv ytrer fin Virkſomhed paa fan mangfoldige Mlader, turde et Foretagende af denne Beffaffenhed vi nok ikke mangle Bifald, og at vedligeholde dette ſtal være Indſenderens omhyggeligſte Beftræbelfe. — 19 9 med Ale joe det meſte overſatte Styk⸗ . Fr, I. Noget for Rationaliſter. S fin Recenſion over Krugs Kirkeret fas ler v. Henning om Forſtandsopklaringens Lys, ſom endnu den Dag i Dag under det fal— ffelig uſurperede Navn af Rationalismus ſpil⸗ ler ſin Rolle i en lavere Sphere af den theo— logiſke Verden, og, for faa vidt den vil gjelde fr fi fig felo, bliver betragtet fom den cgentljgg Februari 1828. DDS I klares her, ligeſom det latinſke lucus a non lu- cendo, ved det Modſatte, altſaa egentlig iſteden for Irrationalismus. Hvad ſige Rationaliſterne dertil? Dog, til ſaadanne Angreb ere de alle⸗ rede vante; ſom Natten med Lyſet, ſaaledes ligger Myſticismen i evig Kamp med Fornuften, Vel maa der vere Nat, og Ufornuft vil ikke ophøre at herſke paa Jorden; men vee dem, der fore Ordet for Ufornuft og Myſticismus. (Bl. f. lit. Unterh. Dec. 1827. No. 300.) 2. Leo XII., den nuværende Pave, ſkal engang have ytret: „ Saa længe jeg lever, ville Tingene vedblive at gaae deres ffæve Gang; men under min Efterfolger vil der ſkee ſtore Forandringer.“ En oplyſt katholſk Gejſtlig t Paris commenterer over denne Yfring, ſom han troer at være ſand, med folgende Ord: 'Efter min Mening kunne disſe Forandringer ikke be= ſtaae i andet, end i at alle Verdens Chriſtne forenes til eet, og i at Overhyrden vender til⸗ bage til Kjerligheds, Yomygheds og evangeliſk »Armods Aand: et ſtort, et ſtjont Skridt, form Navnet Rationalismus for⸗ 179 KØRER "es 1180 vilde være den udødelige Pave, der var kaldet undertiden forraader et ſagte Træk ham ſom en til at gjøre det, til deſto ſtorre Wre, jo mere Diſcipel af Encyklopeediſterne, der vel ſaae Me- han derved forglemte fi g fslv!” Hear him! get rigtigt, men følte Lidet rigtigt. Ligefom (ibid.) de, er han Tolerantſens Prædikant. Hans Bog, 8 … Figere paa Indhold end paa Blade, vil og maa 3. Et hojſt mærkværdigt Skrift. ſelb læſes, for at vurderes. Ved den tyſke Na⸗ Et ſaadant er ifjor udkommet i Leipzig tions chriſtelige Adel forſtaaer han den aande⸗ under Titel; Om Kirkernes Strib, Et Skrift lige Adel, af hvis Overbeviisning den offentlige til den tyſke Nations chriſtelige Adel. Iſte Mening fremgaaer. — Man læfe, og tanke Hæfte, ” Om -mere er offentliggjort, veed Anm. over folgende enkelte og afbrudte, men Pace ikke; heller ikke har han feet Skriftet felv, men Ptringer. i den Journal, hvoraf ovenſtaaende Smaaſtyk⸗ Moſes fejlede deri, at han ikke fene ker ere tagne, findes Efterretning om og Udtog ze det herſkende Præftelaug af hvert. Huſes af ſamme. Derfra er folgende ſparſomt ud⸗ Forſtefodte. Deraf vilde et naturligt Majorat draget. være udſprunget og for ſtedſe hav k e holdt d. Den ubekjendte Forfatter, formodentlig en ; ne preuſiſk Underfaat, hvis Navn ſkal være vanffes + dørft i Nærheden af Graven adſkilte Je. ligt at gætte, gjør ikke Fordring paa at kunne ſus fif aandelige, overiordiſke Rige fra det jor⸗ ſtrive ſom Theolog, men ſom Statsmand… . biffe — og denne Adſkillelſe mellem Stat og Hans Henſigt er: at finde, ſom Biſidder i Kirke vil vare faa længe ſom Chriſtenheden. Menigheden, en Dom over enkelte af vor Tids⸗ alders Stridigheder mellem Katholicisme og mer 2 Paven, s fkiftebe albrig k Proteſtantisme, mellem Kirke og Stat. an agter fig lykkelig i fine Fedres Kirke, An Det er Statsflogſfab, at benptte vad ner deſto fuldkomnere at have naaet fit.Øjemed, der befales ſom Ret, men at holde denne Brug jo mindre Læferen ekholder nogen beſtemt Fore⸗ i en ſaadan Übeſtemthed, at man, naar en Tids⸗ filling om Skribentens Troesbekjendelſe. Men alder kunde komme. aa det rene angaaende dette er, til Wre for den menneſkelige Nalur, Rettens Retlighed, kan tie desangaaende, 15 ikke ganſke lykkedes ham. En Proteſtant vil Tidlang give Slip pe ven, 2 Ubdøvelfe og ogfpore knappe kunne andet, end formode en maadehol⸗ en anden Svaghed hos Tidsalderen. den Katholik i ham. Hans Fortale er dat⸗ Pius (VII.) ſsgte i de Dage, da hans ret: Rom, paa Mariæ Bebudelſes Dag 1826. Tilverelſe ſtod paa. Spil, at fraliſte Kejiſeren J fhv Kapitler handler han om Theokratiet, om det Løfte at opgive den gallikanſke Kirkes Fri den apoſtoliſke, katholſke, proteſtantiſke Kirkes eber. Forfatninger, om Kirkernes Aand, indbyrdes. J eet Aarhundrede har i den proteſtantifke Modſetning og rette Art. Han ſkriver for det Kirke den Mening veret herſkende, at den er meſte forſigtigt, ſtedſe uden Forbitrelſe. Kun Statsmagten underkaſtet ved frit Fordrag. c ſiom dens Begyndelſe. Den katholſke og proteſtantiſte Kirkes hin⸗ anden modſigende Anſkuelſer af Skrift og Tra⸗ Indſenderen ſlutter dette knappe Uddrag af dition ere begge lige folgerigtige. 5 Katholicismus er det forſte chriſtelige Aar⸗ hundredes meſt ophojede Tanke. Luther i fin bøje Sindsbeſkaffenhed er et Meſterſtykke af den tyſte Folkecharakter. Den katholſte Kirke maa betenke, at den erer fig ſelb ved at ere denne Mand. Den, hvis Hjerte ikke er ſtort nok, til fuldt af Kjærlighed at bes undre ham, mag i det mindſte hade og agte ham. Luther ſpillede i fin Tidsalder og ſom fimpel Profeſſor den ſelbſamme Rolle, ſom Hildebrand i ſin Tidsalder og ſom Pave. Blandt fjendtlige Partier, hos hvilke næppe engang det Ønffe forefommer, at lade fig overs bevife, er der flet ikke at tenke paa nogen egent⸗ lig Overbeviſen om Vildfarelſe. Endog den. hellige Skrift viſer ſig ikke mere ſom Chriſtendommens Fuldendelſe, men Midt i Aandens glædelige Strib toner Hinens Hilſen til hele hans Chriſtenhed: „Fred 1 med eder!“ og over denne Fredshilſen huſke alle paa, at „de ere enige i Herrens Kjarlig⸗ de med at udraabe ſaavel til df fine Laſere, ſom til fig ſelv: Les sen ſetundar Kilde enhver Bogen (m.) 182 815 Summariſt Extract af n den Ste allerunderdanigſte Hovedrapport om den indbyrdes Underviisning i Danmark. Allerunderdanigſt forelagt Hans Majeſtt Kongen ; den 28de Januar 1828. — T 1 Der kau . 5 ventes Der var d. 31 Decbr. i N 1823. 1824. 1825. 1826. 1827. 1828. Armeen 2 . 19. 27. 28, 28, ,29, 1, Staden Kjobenhavn 8. 14. 16. 19. 28. 1. Kjøbenhavns Amt. 2 Det oſtre Provſtie. . 8. 19. 28. 34. 48. 3. Det veſtre . 2. 4. 9. 10. 16. 4. Det ſondre . 1. 1. 18. 23. 24. 3. Frederiksborg Amt. 12 Det oſtre Provſtie 4. 7 H, H. 25. 22" Det nordre . . 3 1. 2. 10. 14. 16. 6. Det veſtre . 4. 10. 14. 20. 30. 12. Zolbeks Amt. Det oſtre Provſtie . 2. 3. 20. 21. 25. 3. Dt nordre . 1. 5. 1 24, BR, Be Det veſttre . 3. 3. 13. 17. 21. 6. Sorge Amtspropſtie 44. 49. 72. 77. 77. 18. Præftøe Amt. Det nordre Amtsprovſtie O0. 2. 14. 20. 26. 13. Det ſondre 6. 17. 22. 25. 38. 11, Bornholm . 3. 12. 14. 13. 13. 4. Maribo Amt. SE , Falſter 0 0 4.8 0. 12. 17. 22,781. 4. Lagland e.. 2. 6. 28. 44. 61. 15. Ære 4 0 2 . 0. 5. 6. £ 6. 9. I. 7 Als RE ze 0. 0. 1. 1. 1. 6. Dene, e e , . . uld Det sftre Amtsprovſtie 3. 7. 28. 88, 40. 4. Det veſtre + 4. 32. 40. 43. 46. 2. Svendborg. Amt. ; Det fyenſke Amtsprovſtie 83. 8. 25. 42. 57. 10. Det langelandſte. . 3. 4. 12. 12. 13. 3. 183 Der var d. 31 Decbr. 1823. 1821. 1825. 1826. 1827. 1828. g jerring Amt. Det nordre Provſtie . Det fandre . . +. Det ſydveſtre 7c. Thiſted Amt. Diet nordre Amtsprovſtie 8. Det fondre . + +» Aalborg Amt. 0. 1. Det nordre Amtsprovſtie 2. Det oſtre * 0 . U 3. Det veſtre 22 1. Viborg Amt. Det nordveſtre F 2. Det nordoſtre. . .. Det ſondre NB. Viborgs bendre Provſdi red til det nordoſtre. Sfkanderborg Amt. Det ſondre Amtsprovſtie 8. Det nordre Pr. 0. Aarhuus Amt. Det nordre Provſtie . Det ſondre +. Randers Amt. Det veſtre Amtsproyſtie 10. . Det ste 38 68 Samfø 2 . 3. * veile Amtspropſti 1. Ringkjøbing Amt. Det nordre Provſtti . 0. Det, afte 20. 72.7 1 Det fandtes 4 0. = 8 NB. Det ſondre Pr. har af⸗ 111. 9 8 5 Herred — til det eſtre Pr. ; Ribe Amt. Diet nordre Amtsproyſti Det ſoͤndre . + 9, „ 1. ” + 6. . 38. 05 n — — — 8 18. har afgivet Haulberg Her⸗ ; 18. ; 16. 1 68. 6. 20. 9. 13. 6. 8. 10. 17. 41. 26. 40. 88. 27. 60. 29. 18. 73. 48. 48. Der kan ventes i ER 18. 10, 8, "12, 22, 5. 82. Aldeles feerdig 29. 4. 1990 90 [ al eles 47, "færdig. 33. 6. 38. 6. 70. 6. 53. 14. 14. I. aldeles ab, g færdig. 8. 1. 51. 10. NET 7; 8. 4 0. 62. 18. 40. 7. 52, 5. 38. 9. 8 127. 8. 66. 8, * N N Dem 1 Deeember 1827 aldeles tildeels var kan vente Sonderjyllans. udført indfort i Alt. i 1828, Proyſti. : "Haderslev 12 47 41. 4. 45. 4. Apenrade og Lygumkloſter zi 11. 227 65 Sonderborg . 2. 0. 2. 7. Fase . 16. „ 8, Tonder 5. 3. 8. . Gottorp es 10. d. . 19. 6. Hytten . 0. 3. 0. Huſum og Welke . O. . 4, . Eiderſteed 8. 0. 8. 8. Femern . 0. 3. I. Diſtricterne directe under & 5 N Generalſuperintendenten 12. 8. 20. 10. Solſteen. j Proyſti. „Rendsborg . 2. 8. 5. 3. Nordre Ditmarftfen . 14. 21. 35. 8. Sondre Ditmarſfen . 2. 0. 2. 11, Mynſterdo erf. 6. 10. 16. 6. Nän zaun I.. 1. 2. 0. Münchberg. „ I. 3. 42 8. Stormarn 4. 0. 4. 1. Segeberg 4. 0. 4. 0. Men 2. 0. 2. 3. N . 12. 20. 10. Oldenborrrg . 0. 0. Os: „ Cauenborg . . 0: 0. 0. 1. Island, Særøerne og i ; 5 Eelsnie ne 15. ME Summa 2003. 368. Indbyrde⸗ ersie var ſom folger: ved Enden af dens Iſte Aar, d. e. 31 Dec. 1823, i 241 Skoler — — — — det — — Zdie — — 4de — —— — — — — — og — ” — == Ste og deu kan ventes indført — — — — indfort i Dan mall, 1821, i 605 — 1825, i 1143 — 1826, i 1545 — 1827, i 2003 — i 1828 i 368 — 1388 Mia habe her i Riget erklæret fig for indbyrdes Under⸗ viisning: 2371. Skoler. Haabenhaon den 28de Januur 1828. J. Abrahamſon. Indenlandſke Efterretninger. J Addreſſeaviſen No. 28 blev anmeldt en flor. Inſirumental⸗ og Vocal⸗Concert paa det Kgl. Theater Sondagen d. 10 Febr. til Fordeel for Muſik Conſervatoriets Inſtitut, underſtottet af Madame Catalani, det Kongel. Syngeperſonale, ſamt det Kongel. Kapels Med⸗ lemmer,, Billetter ſaavel til hele Loger ſom en; kelte Pladſer, fkulde, hed det, kunne erholdes Torsdag d. 7 Febr. hos Kaſſerer Gall, boende i Kloſterſtreede No. 74, til ſedvanlig Priis, eller hvad mere nogen, med Henſyn til For⸗ maalet, behageligen vilde give. JI den fol⸗ gende Avis, No. 29, altſaa ſaa betids ſom det var mueligt, og et Par Dage førend den beſtemte Torsdag, ſom var foſtſat til Billetteré Erholdelſe, blev: bekjendtgjort: hvorle⸗ des "foranlediget. ved den ſterke Efterſporgſel om Billetter til hele Loger og enkelte Pladſer, og for med Henſyn til dem, der i Forhold til 99105 allerede have tilbudt en højere Sttaling, at undgaae enhver Misforfaaelfe”, Éogerne vare ſatte til en beſtemt Priis, alt 1 Forhold til det i Logerne værende Antal af Nadſer, overeensſtemmende med en Mota, fon derom vilde blive. fremlagt af Hr. Theater⸗ 100 Gall. Hos ham ſkulde Billetterne blipe tberede Torsdagformiddag d. 7 fra Kl. 8— 10, og famme Dags Eftermiddag fra Kl. 2—4. En⸗ Telte Billetters Udlevering ti z g til Parquet, Plads— 1 10, blev beſtemt til Onsdagen 5 te i Thea⸗ zeit Forſal fra 10—1, for en ogſaa noget for⸗ Mo Pris mod den ſedvanlige. Torsdags 17 Ge var neſten hele Kloſterſtreede opfyldt Ny Menneſker, og Kl. 9 var ingen Billet mere af fane, Altſaa til. god Indtegt for Stiftelſen. Nan feer af den foreſtagende ſimple Beretning, ft allerede førend, Tiden, der var beſtemt til 75 kunde tage det ilde op? Lyngbyegaard og 186 Billetters Erholdelſe, vare højere Betalinger til— budte, end den ſedvanlige, og det maa derfor viſtnok anſees rigtigt, at en almindelig Forhej⸗ elſe blev antaget ſom gjeldende for alle, der til den beſtemte Tid meldte ſig, naturligvis at ingen Forudbeſtillinger bleve antagne, ligeſom og at Bekjendtgjerelſe derom maatte ſtrax ſtee, hvilket og uopholdeligen blev iværffat. Man kan let foreſtille ſig at adſtillige Familier, ſom det ikke lykkedes at faae de enſkede Billetter, lige— ſom og mange Spekulantere, der vilde gjøre fig en Fordeel af at fane Loger til en ſedvanlig Pris, og ved Pladſers Salg. udbringe dem til et noglefold højere Beløb, ikke ere tilfreds med ſkuffede Forventninger. Det er behageligt, at Stiftelſen denne Aften. fager en god Indtegt; men mon det ikke hapde veret rigtigt, at have benyttet den ſterke Søgning efter Bil⸗ letter? og altſaa at have anſat Priſen paa Loger og Billetter højere end ſkeet er? nemlig lige faa højt ſom til Mad. Catalanis Concerter? Hvo Det vilde jo have været Billetſsgernes fri Villie overladt at tage, eller, ikke tage Billetter den beſtemte Dag. 5 Fra Aarhuus Stiftamtmandſkab udloves, » efter Bemyndigelſe fra det kgl. danſke Cancellie, en Belonning indtil 500 Rbd. og Nav⸗ net fortiet, til den, der kan enten beviisligen opgive Gjerningsmanden til Ildebranden paa Labing Molle, eller meddele Oplysninger, der kunne lede til Forbry⸗ derens Opdagelſe. J Aarhuus Avis af 26de Januar, bekjendt⸗ gjøre Soſtrene Schultz, der boende, at de, for at udbrede Gu ds Rige paa Jor den, fort Misſionsſelſfabet nylig har indbudet til“, have forfærdiget en Dukke af et Barns Sterrelſe i Rid⸗ derdragt med Hjelm, Laurberkrands m. m. og ſtillet den til Skue i deres Bopæl, for hvad Enhver vil give; hele, Familier kunde og beſee den for 1 Mark, Børn og Tjeneſtefolk for 2 til 4 + 8 å ; 2 5 187 landede Eftrerretninger. i Ligeſom vi forhen have opgivet nogle ny udkomne Skrifter om de rusſiſke Bade, faa bor og folgende nævnes: Rusſiſche Baͤder, nebſt einer Anweiſung zu dem zweckmaͤßigſten Gebrauch derſelben, in Beziehung auf das Alexander⸗Bad in Hamburg. 1 Th. Von dem Unternehmer und Eigner dieſer Anſtalt, dem Dr. Carl Barrie 5. Forfatteren, ſom har grundlagt en ſaadan An⸗ ſtalt i Hamburg (hvorom man leſer i Lit. Bl. d. Boͤrſen⸗Halle. 1826. No. 143 & 144, i Anled⸗ ning af meddeelt Udtog af et i Berlin af Or. J. G. Schmidt udkommet Skrift), har her, med en Tydelighed og Udforlighed, der fvarer til Gjenſtandens Vigtighed, forøget fine Fortjeneſter af dette Anliggende, og med en utrættelig Forſk⸗ ningsiver udviklet Alt, hvad der lader ſig vente af Indforelſen af dette kraftige, og for dem, der blive vante dertil, behagelige Styrknings- og Legemiddel, og ſaaledes givet Enhver, der vil … betjene. fig deraf, en ſikker Vejledning, hvorledes han har at forholde fig derved, og hvad der er at anbefale ham i denne Henſeende. [ har han med en prisværdig Uegennyttighed ſaa nøje beſkrevet Anlægget af. fin, for nærværende … Sid næppe af nogen Anden i Henſigtsmasſighed og Elegants overkrufne, Anſtalt, der endog ny⸗ lig er forøget med et orientalſk eller tyrkiſt Bad, at det er let at kunne efter Beſkrivelſen gjøre lige Anlæg i andre ſtore Steder, der endnu maatte favne dem. Skriftets forſte Deel har fire Afſnit: 1. Om den diætetiffe og medicinſke Nyttef af de rusſiſke Dampbade i Almindelighed. 2. Den forevigede Reils Dom over de rusſiſke ODampbade, med Anmerkninger- af dette Skrifts Forfatter. 3. Om de rusſiſke Dampbades Ind: retning i Rusland ſelv, og om Alexanderbadet i Hamburg. 4. Anvisning til henſigtsmesſigt Brug af de rusſiſte Dampbade. følger praktiſte Bemerkninger angaaende Virk⸗ ningerne af de rusſiſke Dampbade. Dm Perſſen, er udkommet et. hoiſt indholds⸗ rigt Vark under Titel af Sketehes in Persia, der mangfoldige. læfeværdige. Efterretninger om! Desuden behagelige Virkninger paa den menneſkelige Le⸗ ſom den Haandfuld Piller, den gamle Adels mand ſom hiin berygtede engelſke Opiumſpiſer nob. Som Anhang (L. Bl. d. B. H. 258.) 188 From tlie Journals of a Traveller in the East, London 1827, 2 vol 8yro. Diſſe Skizzer inder. holde Udtoge af de Dagbøger, ſom ere holdte af en Reiſende, der ledſagede Sir John Malcolm paa hans to Sendelſer til det perſiſke Hof ſom Geſandt fra Generalgouverneuren; den forſte i A. 1800 under Lord Wellesley og den anden i A. 1809, under Lord Minto. Værket indehol⸗ og Bemerkninger over dette hoiſt merkelige Riget, Nogle Troœk af denne intereſſante Reiſe leveres her til Prove. Forfatteren” blev i Aaret 1800 bekjendt med Mahomed Rera Khan, ſom, uag— tet han den Gang var 68 Aar gammel, dagli⸗ gen nod en ſaadan Portion Opium, at den, efter Misſionsleegens Mening var tilſtrakkelig til at dræbe tredive Menneſker, der ikke vare vante til dette Legemiddel. Den ſamme Herre kom Geſandten paa hans anden Sendelſe i Mode med en ung Cavaliers hele Veverhed, endſkjondt han havde forøget fin Doſis Opium til det fte dobbelte, leende af den frankiſke Leges Spaa⸗ dom, og fremſtillede i en Alder af henved 80 Aar, et meget forfsriſk Exempel paa Opiums — — 1 gemsconſtitution. Det havde veret onſteligt, at Forfatteren havde opgivet Antallet af de Gran, puttede i Munden, egentligen indbefattede, paa det denne Doſis kunde ſammenlignes med den, — Kongen af Perſien har en egen Hofdigter, ſom kaldes »Kongens Poet.“ Hans Forretning er at beſynge i heroiſkfe Vers Hans Majeftæts Begivenheder i hvert Aar; han er ideligen i Kongens Folgeſkab, for at fætte Monarkens forſkjellige Ideer i Vers. Desuden ventes af ham, at han ſkal tilfredsſtille den "Kongelige Smag ved originale Udarbeidelſer over alle de forſtjcellige Emner, ſom Digtekonſten egner ſig til. Til Beviis paa den Pludſelighed, hvor⸗ med ſaadanne Fordringer giores af ham, kan folgende tjene: Da Kongen af Perſien forſte Gang flyttede ind i et Værelfe, hvis Sider vare ganſke bedekkede med Speilglas, begjerte Kongen, at Digteren paa Stedet fulde forfatte et Siſtichon, til Priis for dette Cabinet. Den 189 Aungelige Befaling blev efterfommet og Digte⸗ un fremſagde folgende Diſtichon: Hoi, o Sal, er Du end mere berømt end Cæfaré . ; og Jomſheeds Pallads? Fordi Kongernes Konge Du paa hver 1 E viſer.“ Et Bevis paa perſiſt Vittighed er folgende Aneedole: J Thebrau regjerede en Broder til den berømte. Haje Brahim, hvis Familie paa den Tid bekledte forſtjellige af de forſte Poſter i Riget. Hin Miniſter fortalte, at en Kræmmer kom til hans Broder, for at foreſtille ham, at ham ikke kunde betale det Paalæg, han havde at ſpare. J maa betale det, ligeſom alle andre“, ſagde Gouverneuren, eller forlade Staden.” — "Hvor ſkal jeg drage hen?” ſpurgte Manden. — Til Shiraz eller Caſhan.“ — Eders Fetter regjerer i den ene By og Eders Broder i den anden.“ — ”Gaa til Kongen og beklag Eder for ham — hvis J ſaa tykkes.“ — »Eders Bro; der, Hajte, er ferſie Miniſter.“ — Saa gaae til Helved', ſagde den opbragte. Miniſter. — Haſee Merhoom, den andegtige Pillegrim, Eders Fader, er døb”, [varede Isfahnee. — Min Ven, ſagde Gouverneuren, der braſt i Latter, jeg ſeal betale Eders Paalæg, efterdi J erkle⸗ rer, at min Familie baade i denne og den neſte Verden gjør det umueligt for Jer at komme ud af Eders Forlegenhed. (En lignende Anec⸗ 0 ber man om Kongen af Preusſen Frede⸗ tig bn Store. Hans Vogn gik underveis itu; og medins den Blev iſtandſat maatte han op⸗ holde fig i Preſtegaarden i den nœrmeſte Lands⸗ by. Da Praſten blev Kongen vaer lob i ] han ind iet Verelſe, for at føre fig fin fulde Or⸗ nat ag pubbrede: Paryk. Imidlertid underholdt Praſtens Datter Frederich med ſit Claverſpil. Endeligen traadte Prœſten ind i Stuen. Ven⸗ fer. han at blive ſalig, Hr. Paſtor?“ ſpurgte Iten. „Nei, Deres Majeſtatl“ e e Fordi der ſtaaer ſkrevet, at hvo, ſom VA Himken, maa betale ſin Gjeld. Jeg ſtyl⸗ i o Hundrede Daler og kan ikke betale dem, gå? kan jeg heller ikke komme i Himlen.“ zengen taug, og da Vognen var iſtandfat, tog at, ger Paa næfte Station førev han gende Linier til Landsbypreſten: Paa det 190 Fanden ikke ſkal tage Ham, ſender ; indlagt de 200 Daler.) bil 2715 15 J Unterhaltungsblaͤtter f. Welt- und Mens ſchenkunde f. A. læſes en Gjendrivelſe af Napo⸗ leons Levnet ved Walter Scott, ſom begynder ſaaledes. En berømt Romanſfriver ſiger til fig ſelv: Jeg behøver 300,000 Fr. for at op⸗ hjelpe mine ødelagte Formuesomſtendigheder. For at forſkaffe mig dem er det nødvendigt: at ſtrive ni Bind. Men det er ikke wanſkeligt, naar man allerede har ſkrevet hundrede. Da det imidlertid er meget ſandſynligt, at 5000 Sider ſkotſte Seders Malerier ikke ville være faa let at fordøje, ſaa maa jeg denne Gang give Slip derpaa. Bedre er det jeg ſfriver Hiſto⸗ rien om en Mand, der neſten har gjort ſtorre Opſigt end jeg. Det vil være en let Sag, at ffrive dertil en Fortale eller Indledning paa 1500 indtil 2000 Sider. Som ſagt, faa gjort, og det halve civiliſerede Europas Presſer ſukke over Napoleons Levnet! — Forf. - fremfætter derpaa fine Ankepoſter mod Walter Scott, og kommer endeligen til det Sted i hans Verk, hvor han leverer Engellands Fremferd mod Dan— mark i 1807. Paafaldende, ſiger Forf., er den Lakonismus (Kortfyndighed) hvormed Sir Wal⸗ ter omtaler Kjøbenhavns Bombardement og Flo⸗ dens Bortfsrelſe. Denne forfærdelige Catkaſtro⸗ phe ſkildres med disſe faa Ord: Hele. Verden veed hvad der i Henſeende til de nordiſke Mag⸗ ter tildrog ſig. Den brittiſke Regjering ſendte, uden at ſpilde nogen Tid, en talrig Flode til ſterſsen, og det blodige Slag paa Kjøbenhavns Rhed rev Danmark los fra Confoderationen. — Viſt nok, ſiger Recenſenten, veed hele Verden det. Men hele Verden veed ogſaa, hvad han f ni Bind faa langtrukkent fortæller. Hvorfor er han paa engang bleven faa ordflittig, faa tilbagehol— den? Wilde det da have faldet ham Saa vanffez ligt, at retfærdiggjøre en Fremfærd, der er og vil blive uden Mage i Hiſtorien? Viſt nok er det ikke rosverdigt, at overfalde fin Fjende i den dybeſte Fred, tilintetgjore hans Hovedſtad, hans Flaade, hans Arſenal og ødelægge en heel Na- tion; men med et Talent, ſom det ſkottſke, havde FOR REE TIE RE 191 heltemesſigt Anſtrog. pad, at ſtaae lidt hoiere eller dybere i den offent⸗ lige Agtelſe, naar man ved en ny Forfalſtning Hvad. Fun kan fortjene nogle flere Guineer? — ſelb denne politiſte Skiendſelsgjerning faaet et Det kommer jo ikke an Gjendriveren her ſiger om Scotts Ordkarrighed i at omtale Slaget d. 2 April 180I er velgrun⸗ det, og det er latterligt naar en Biograph, der har udtveret fit Verk til ni Bind, afferdiger, et Soſlag, ſom Nelſon ſelv erklærede for et af de blodigſte, han nogenſinde har fægtet i, med faa faa Linier; men ligeſaa latterligt er det af hans Gjendriver, formodentligen en Franſk⸗ mand, at han forbytter Slaget paa Kjobenhavns Rhed, 2den April 1801, med Toget til Sjæl: land i Aaret 1807. Den, ſom røber en ſaa⸗ dan Ukyndighed i den nyeſte Hiſtorie, burde ikke ä 192 ; ; 5 Humanitet, og dertil leder Humanioras Studi: um. Blandt disſe Humaniora ſtaaer de greſke og romerſte Clasſikers Studium overſt; ved disſe ſkal Unglingen dannes til ægte Humani— tet, ſaaledes ſom den hele nyere Tid har gjort det, og Ingen endnu — uden folelig Skade — efterlod. Gager Ynglingen uden denne Forbere⸗ delſe, til Univerſitetet, og lærer, uden ſamme, ſin Brodvidenſkab til Tarvelighed; ſaa er og bliver han dog kun Mechaniker, men Den, ſom Humaniora ere hvad de vare, hvad de bor være og hvad deres Navn udtrykker, Han vil aldrig i opkaſte ſig til Walter Scotts Dommer, i det mindſte ikke behandle ham paa ſaa haanlig en Maade. Men det ligner ganſke vor Tidsalders Kritikaſtere. At nedrive hvad de ikke forſtaae, er deres ſtorſte Lyſt, og at tilkjendegive deres Uvidenhed i den meeſt uforſkammede Tone, deres y utrætteligfte Streben. Det Vaerſte er, at Mængs den af Leſere lader fig blænde af kaad og op blæft Vankundighed, ſom faa ſjeldent nogen vo⸗ ver at afrive Maſken. Dette være ſagt uden beſtemt Henſyn til Gjendriveren af Scotts Na— poleons Levnet, thi i de fleſte Ankepoſter har han unagteligen Ret, ſkjondt hans Gjendrivelſe Scotts ſmager lidt mere af literair Misundelſe. Verk, ſom hiſtoriſt Arbeide, kan ikke være ligt at faae faa: mange Bind færdige i faa fort Tid, naar det ikke ſtulde være det, men det Gode deri bor heller ikke miskjendes. 8 l i — 2 ð 18 ve EET Er] Strsetanker. (Meddeelt af Sp.) — * 4 41. 5 * Agte det Helliges ſoge og erkjende det Sandez, føle det Skjonnez; deri beſtaaer - andet end Fabrikarbeide, thi hvor var det mue⸗ Forlagt af S. Soldin.“ fit Liv kunne ſkjule, at han igjennemgik denne Skole; et umiskjendeligt Preg udmerker ham, hvor og i hvilket Fag han fremtreder. ! — 5 Kiobenhavns Bors, d. 8 Februari 1828. Hamburg 2 M. — 4 i å vista 219 f Species 220 : Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 35. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſte Speciesſedler S e 1099 Specier venſte Sedler 5 ; g pr. Rdlr. Rigsgjeld 50 505 Rbß. Zegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 842 8s Rbd. Sedl. Dito Dito.. 77 772 i Banco Nationalbank Obligationer 1562157 Rbd. Sedl. af Laanet 4 Febr. 1820) 1025 102 Rbbd. t. (SÅ Dito Dito b b 113 — Sedler 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. 171 Renter pr. 6 Januar — — Rk, r. & 6 pC. norſk Laan ved Hambro & Søn 1055 106 i Bynto. 4 pC. Dito nyhe . 983 — i Banco Aſiatiſke Comp. Actier 78 — i Sedler. 3 pC. nye danſke Oblig. 5821 — L. Stel I L. Sterl. beregnet til 14 Bmgk. Trykt i L. J. Jacobſens Bogtrykkerie. 8 ig: Nyeſte Stilverte⸗ ef Ko benhav n. =. Femogtyvende Aargan g. No. 1 3. Udgivet og redigeret af Fr. nne SE: Borſendes⸗ T h a a * u p, Etatsraad. ifolge Konge: allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. 1 * "Rive dagen den 12 Februari 1828. SE — Om der før gent Beke beſtemke BYDri phe b liess — 10 — ſor at Misbilige denne plaſtiſke Frem⸗ filling af Ehriſtus, ſom den falder, viſoleret, 1 I Kite, nter Uden bertil 91 have videre. Kald end, indre Solliydelfe over ublid Berøring ; af en- af fine holeſſe og Fjærefte - -Forvenininger, haver her en modſat Stemme fi 9, fer at ſvare hün forte ſaglebes: : Fornævpte. Slvite i fü forudſctte et velmkent, Sindelag, men mon dog ikke, „Tendenſen og udtrykket deraf ſtulde verre endet forfejlet 2 , 9 det. mindſte ſynes der at være. noget wodſigende i hiin Stemme, der ſorſt kalder Billedſtormeriet⸗ eller Forſtyrrelſen. enen: pet Berker zi Wittenberger Sbilderiet ter uden⸗ ESS Kirken ſtjendigt, og ovenpaa finder Chriſtus⸗Bil⸗ ledet til vor Frue Kirke forargeligt — for ikke at ſige reent afgudiſk. Dernæft ligger der aab enbare noget ffiæve. DSE utidigt i at dadle Fjender tüfulde, og ſom derimod der, poor de kjendes og kan bedømmes," Iovprifes fom noget af det ypperſte, Konſten har frembragt. ö Da diſſe Verker alt ere paa Veien hertil, og vi altſaa kan "haabe, ſnart at glædes ved Beſkuelſen deraf; faa burde vi vel dog idet⸗ mindſte faalænge bie med at felde nogen Dom over dem, 590 imidlertid forde vi vel lade os nole med den Beſkrivelſe, ſom et Bievidne nye⸗ lig har givet os, og ſom om Frelſerens Billede føder ſaaledes : 127 „Fortjeneſten hos Thorvaldſens Chriſtus beſtaaer i Indſigten og den fulde Opnaaelſe af det Oiemed, for hvilket Konſten er til; Frelſe⸗ ren af; Thorvaldſen er ingen materiel vanſkelig Opgave, der er bleven loſt paa en beundrings⸗ værdig Maade; men et ſtort moralſt Pheenomen, giengivet af et phyſiſt Symbol, hvis Skjonhed, ſaa fuldkommen denne voſag er, dog te lader 195 - os forglemme. Henſigten over Middelet: Aaſy⸗ net gienſtraaler af Evangeliets milde Philoſoſi og ophsiede Moral; Magten har deri ſynlig til⸗ fløret fig med en Godhed, ſom mildner den gud⸗ dommelige Glands, og underkaſter Menneſkens Son Svaghederne af den Natur, det har beha⸗ get ham at paatage ſi ſig. tere at hæve disſe op i fine Arme. vi til Chriſti guddommelige Charakteer Virk⸗ mingen af den collosſale Storhed; — tenke vi os Stedet og Mængden, ſom Religionen vil fotſamle om ham; betragte vi Chriſti ei langer iſolerede, men i de tuſinde Omgivendes Die og Hierte fig gienſpeilende Skjonhed under diſſes Oploftelſe ved Bon og Muſik under offentlige Hoitideligheder og privat Andagt, hvilket man i fin Tid vil gjøre, uden at. fjerne Billedet fra fine Accesſorier, da kan man visſelig neppe tenke ſig nogen ſkjonnere Triumf for Konſten og for Menneſket, eller en ædlere Tilkjendegivelſe af den guddommelige Natur, men enhver Beſruer maa ved førfte Biekaſt udraabe: mit Ideal er vir⸗ keliggiort, Menneſkens Son er den ſande Gud.“ Efter et ſaadant Vidnesbyrd af et ſtjen⸗ ſomt Bievidne tor man troſte ſig ved at haabe, ”at det Mennefke⸗Billede ikke ſkal bryde Sta⸗ ven over vore Følelfer”,. men at hver god Ehri⸗ ſten ſnart ſkal kunne -glæde fig ved med ſand . og Teen aandelig Opbyggelſe at knale for Her: rens Alter i vor Frue Kirke, og naſt at priſe Algodheds Giver, taknemmelig erkjende den høie Streben, der forherligede. vort Bedehuus med ſaadanne Prydelſer, ſom intet andet chriſteligt Tempel i Verden ek: nogen nde har kunnet ſremviſe We til. — : C. S. M. Det er en Fader, der; å boier fig ned til fine lidende Bern, for deftolet= Men føie- 196 Erklaring til Publikum og Opfordring til Serr JF. C. Lange. . Turpe quidem opniendere rat; sed cedere visum Turpius. — — Ovidius.” „ rn 22 i 1 2 Af alle de Misforſtaaelſer og urigtigbeder, ſom Herr J. C. Langes Indrykkelſe i Skilde— riet No. 10 indeholder, vil jeg blot gjøre op⸗ merkſom paa een, ikke fordi den er den ſtorſte, men fordi den angager en Mands Minde, ſom jeg R vil fornerme. Herr J. C. Lange ſiger nemlig, at det gjør ham. ondt; at jeg vil ſige paa Prof. Hos witz i hans Grav, at han var en Mate: rialiſt o. ſ. v. Hvoraf Herr J. C. Lange veed; at jeg vil paaſige Prof: Howitz ſligt, det veed jeg ikke. Men jeg erklærer herved, at jeg al⸗ drig har ſagt dette eller noget lignen⸗ de om Prof. Howitz, hverken i hans levende Live, da jeg dog ogſaa yttrede mig offentlig imod ham, ikke heller efter hans Dod. Deri⸗ mod har jeg ſagt i Programmet, at han var Nodvendighedslœrens fortrinligſte Talsmand hos os, og han dog tilſidſt indrømmede Villiens Fri: hed. Omtrent det ſamme havde jeg allerede it halvt Aars Tid for Prof. Howitz's Dod ſkre— vet i Aftenbladet, ſaa at ingen med Foie kan ſige, at jeg nu bag efter vil paaſige ham noget i hans Grav. Men i det, ſom jeg har ſagt om Prof. Howitz's Lære, kan heller ingen uden — — ved utilberligt Conſeqventsmagerie finde Be | ſkyldning for Materialisme o. ſ. v. Jeg har als drig angrebet Profeſſor Howitz's perſonlige Ten⸗ kemaade, og jeg ſtod beſtandigt i et venſkabeligt Forhold til ham, hvilket meget godt kan beſtage Er 00 en u Menings⸗ „Strid. Men KS gf er en ſtem Ting og et flet Tegn, at viſſe Folk faa gierne, ville anſet enhver videnſkabelig Strid for en per fonlig Strid, og gjøre enhver Indſigelſe mod en Mands Mening-til et Angreb. paa hans Per⸗ fonlighed. Derved: blandes. en forblindende Li⸗ dunſfabelighed ind i Striden, 550g deraf ſees, at Cholsme og Portiaand har fortrængt Sandheds⸗ Fjærlighed og videnffabelig Almeenaand. — Denne Eitlating ſtylder jeg ſaavel Skilderiets ærede Læfere i Almindelighed ſom Profeſſor Haie mange Benner i Serdeleshed. r Men Herr 3 85 C. bange, ſom af de ig ſte Beveggrunde, af Følelfe for Venſtabspligt og Sundhedskjarlighed, har indblandet ſig i denne Sag, opfordter jeg herved. til. at opviſe et. gnefte Sted, Hvor jeg har paafagt Prof. Ho⸗ wit noget af det, ſom han klager -over:og. be⸗ ſtyiber. mig for. Kan han ikke dette, da bør, han ſibagekalde fi n Yttring, derſom han vil an⸗ ſies for, en ſandhedskjcerlig Mand, og derſom han ikke felb vil erkleres for at have fornærmet en afdød Vens Minde ved at opdigte Beſkyld⸗ ninger imod hann. At Herr J. C. Lange ſelv vil kakjende Rigtigheden heraf, haaber jeg ſaa⸗ megel deſto viſſere, ſom han ſi ſiger, at han har ſtrutt hint Stykke for at bringe Sands heden Hyldning. Men Sandheden kan man dog nok ikke hylde ved at ſige uſandhed. Sofroe d. 7de Febr. 1828. N. Fogtmann. a Der: enge Secco ae K Stutteri, 8 det npüigen udkomne Iſte Hate af Be: lrinair⸗Samlinger, findes, blandt andre Afhand⸗ 198 linger, Atiſtprktr ſom indeholde: en furbftændig tabellariſt Overſigt af Frugtbarheden i i det Kon⸗ gelige Frederiksborgſke Stutterie, giennem en Rekke af 33 Aar, ſamt vigtige Oplysninger om Nytten af den tidligere Bedakning.“ Direktionen for Stutterievœſenet og Vete⸗ rinairſfolen, har ved en allerunderdanigſt Ind⸗ beretning af 29 Ott. 1827 til H. M. Kongen, foranlediget. ved de af Generalkrigscommiſſair Neergaard udgivne: Anmerkninger til Indbe⸗ retningen af den 1827 allernaadigſt anordnede Commisſion til at underføge det Kongelige Fre⸗ deriksborgſte Stutterie“, meddeelt beſtemte fac⸗ tiſte Efterretninger, der fortjene offentlig Op⸗ merkſomhed, og et kort Uddrag deraf vil af en⸗ hver af dette Blads Leſere, der intereſſerer ſig for fœdrenelandſke Anliggender, viſt med Velvillie modtages. Bladets øvrige Tendents fordrer, at man. blot: optager de veſenkligſte Reſultater, da Enhver, ſom maatte onſte at erholde nærmere detailleret Underretning om Stutteriet og dets paa factiſte Grunde ſtsttede Forfatning, ville finde ſamme vidtloftigere udviklet i de ovenan⸗ førte Samlinger. Hvad Sterrelſen af Stutterieheſtene anganer, da har det offentligen været ytret, at en paafaldende Aftagelſe ſtal have fundet Sted. Man har til Grund for ſaadan Yttting maaſtee anſeet ſom Maaleſtok for Storrelſen de ved de offentlige Auctioner bortſolgte Heſte, uden at tage Henſyn paa, at ſaavel Undermaal, ſom andre Feil ſædvanligviis allene ere Aarſag til, at diſſe ere udſgtte af, Stutteriets faſte Stammer, og det kan derfor ej andet end være enhver upartiſt Dommer over denne for Landet gavnlige Indret; ning behageligt at erfare, at hint om Steorrelſen fældede Omdømme er Mee berigtiget dertil, 199 at bur, efter en i det Kongelige Stutterſe ietbr. Maaned f. A. foretaget Maaling, fandtes 92 Folhopper af oprindelig danſk Race, fra 40 Qvar⸗ teer 1 Tomme, til 10 Qvarteer 3 Tommer, og derover, og at til ſamme Tid, paa H. M. Kon⸗ gens Stalde, vare mellem Heſtene af det Frede⸗ riksb afte Stutterie, 57 Heſte af 10 Qv. 2 T. og derover, hvorimellem vare 22 fra 10 Ab. 3 Tom. indtil 10 Qv. 5 Tom. „i hvilket Antal de fra England og Holſtee e hidkomne Hingſter og Hopper ikke ere beregnede. Som Middelſtor⸗ relſe i det Kongelige Frederiksborg fe STU Fer. antages 10 Qv. 12 til 2 T. At Beſtyrelſen af det Kongelige Skutterie isvrigt ikke har tabt Storkelſen, i Forening med andre Qbaliteter, af Sigte, kan bedſt ſees af de! ſidſte i England kisbte Hingſter og Hopper, ſom neſten alle ere henimod II varet, og nogle derover. : Det. Kongelige Frederiksborgſte Stukteries ſerſkildte Racer, har ſtedſe havt noget ejendom⸗ i meligt i fin Form, og det maa være enhver upar⸗ tiſt Heſtekjender og Heſteynder ſerdeles kiœrt, endnu efter Reækker af Aar, at kunne gienkjende de danſte Stutterieracers Nationalpreg ved flere ſaavel af Stutteriets ſom af den Kongelige Stal⸗ des Heſte. Som ſaadanne anfores 19 forſtjel⸗ lige Hingſter ved Navn, Lod og Højde, hvorved tidige bemærkes, at flere Hovedfeil, ſom i det ældre Frederiksborgſke Stutterie våre alminde⸗ lige, nu ere aftagne, og tildeels ganſke hævede. Frugtbarheden i det Kongelige Stut⸗ terie paa Frederiksborg har fra Tid til anden ikke været ſaaledes ſom man kunde onſte og fordre det, og dette bevægede Directionen til, Ballerede i Aaret 1816 at forelægge H. M. Kon⸗ gen nogle Forſlag til. Opnaaelſe af en ſtorre 5 200 Frugtbarhed, om blandt andet gik, ud paa, at benytte Paxrelh ten, ſaaſnart den bemarkedes ho Hoppen, uden at oppebie den mildere Aarstib, hvilket fandt Allerhoiſtſammes Bifald; diſſe ſamtz lige af H. M. paabudne Beſtemmelſer ſynes, 8 efter: Indforelſen i det Kongelige Stutterie, at hube Virket meget fordeelagtigen Paa Stutteriets Ftugtbarhed, ſaaledes at denne. efter en derobet fremſat tabellariſk Angivelſe fr "Aaret 1816 fil 1823 N ethvert af diſſe 8 Aar har været naſten 4 og i de 4 Aar 1817, 1818, 1821 og 1822 derober, da den derimod i Aarene fra 1794 til 1804 i Middeltal ikkun har været noget ober det Halbe, men fra 1808 til 1818 ſoin ofteſt betydeligt under det Halve. Indberetningen er ledſaget af en Angivelſe for Aarene 1816 til 1820, ober de Folhopper i det Kongelige Frederiksborgſke Stutterie, ſom have givet Fol efterat være bedekkede i Vinter: maänederne Januari“ og! Februari, hvoraf er⸗ färes, at den i det Kongelige "Stutteri! ind⸗ — —— — forte tidlige⸗ Bedækning” henhører til de Foran⸗ ; ſtaltninger, ſom fortrinligen have virket til Gabon for Frugtbarheden; Herved bemærkes tillige, at de i Vintermaanederne faldne Fol ere paa in⸗ gen Maade ſvagere end de ſom ere ſildigere fødte, men kee ku, for lorte Delen Aa: og l 2 den i deb Kongelige Stutterie igjen, font Folge af en indtruffen ondartet Lungeſyge, til under det Halve. Denne Sygdom virkede i Aaret 1824 faa: ledes, at af 199 Hopper, hvoraf: 109 bleve. drag⸗ tige, kaſtede 38 Hopper „ og altſaa erholdtes ikkun 74 Fol. Lungeſygen vedvarede endnu i 1825, faa at af 195 Hopper 0 76 bleve dreg⸗ "4 — * 201 we, af diſſe kaſtede 8, og der erholdtes kun Ala 68 Fol.... „ Eſterdt Lungeſygen og dens Følger vare havtde, flg Frugtbarheden i Stutteriet i Aaret 1820 igjen til over 3. „ Seom Beviis at Stutteriet afgiver udmer⸗ kede Hiſſe af⸗Rideſlags, anføres, at H. M. Kongen naſten aldrig rider andre Heſte, da Slulterieheſten har vundet Allerhojſtſammes Til⸗ fredohed, ved fin Lethed og Udholdenhed, ligeſom der og bemerkes, ſom Beviis for Stutterieheſtens Styrke og Udholdenhed, ſom Vognheſt betragtet, at H. M, Kongen tilbagelægger: Veien imellem Kjobenhabon og Corſor (14 Miil) i 62 Time. % Erhur Fadrenelandsven vil ſikkerlig med Oeeltagelſe mobkage den her korteligen berørte iz Indberetning, ved hvilken det klart er lagt for Dagen, at det Kongelige Frederiksborgſke Stut⸗ ferie; der har været anſeet ſom en af de vigtigſte Hielpemidſer til Heſteavlens Foredling og For⸗ bedring i Landet, fremdeles fortjener ſaadan Anfelfe, i . ö frå J bette forſte Hæfte læſes fremdeles: I. Eſkentkning om det kongelige hannoverſke Hoved— Filme ! Memſen ved Hoya, af Overdyrlage Og; Mebieinal⸗ Asſesſor Giesler i Brunsvig; 2. Biſttivelſe over en Sygdom, der i flere Aar har vii iſig iſer iblandt Stutteriehopperne i Togle Egne af Kongeriget Hannover, og ſom urigtigen er anſeet for at være af veneriſt Natur. Meddeelt af Prof. og Dr. Med. & Chir. Prinz Dresden. 3. Om Marochettis Jagktagelſer wer den af ham med Henſyn til Vandſkrakkens Ratur og Helbredelſe gi ! SÅ giorte Opdagelſe. A 202 ry (Indſendt. ) re den, hvem re bor! Vi ſkylde en Tydſter den aldeles nye Opdagelſe: at Vin⸗ teren i Norge er faa vidunderlig, at, medens Finnen loberpaa Skier ogſtyder Rens⸗ dyr, ſnurre Biernel(?) iLynget paa He⸗ der ne (?). . Hvis Nogen tviler om Sandheden deraf, efterſee han Blatter fur literari⸗ ſche Unterhaltung, Nr. 165, 1827, hvor de fire forſte Linier af den norſke Folkeſang „Boer jeg paa det høje Fjeld“ findes overſatte ſaaledes i Proſa: . „Boer jeg paa det høje Fjeld, »Waͤr ich auf dem hohen Berg, 'hvor en Finn ſkjod en Reen med fin Riffel paa Skien, 'wo der Finne auf den Schneeſchuh da⸗ hin fahrt und ſein Rennthier ſchießt, „ hvor der ſprang et Kildeveld, ' »wo der Quell rauſcht, ”og hvor Ryperne pladſked' i Lien, »und die Biene im Heidekraut ſummt.“ Store Holberg, bed for ham!“ ; „ 7. T. K. i Blandede Æfrerverninger. En Audience hos Kongen af Ver- ſien. — Den nuværende Krig mellem Rusland og Perſien har henvendt Europas Opmerkſom⸗ hed paa det ſidſte Rige. Det vil derfor neppe være Leſeren ubehageligt; i det mindſte i Tan⸗ kerne, at. overvære en Audience hos Hs. perſiſfe Majeſtet. Førend vi indlades ville vi fee os lidt omkring i Palladſet, ſom ligger ko Mile Hſten for Teheran og ligner, i en Fraſtand, en Bygning paa adſkillige Etager. Vi nærme os og finde, at det er Terraſſer paa et Bjergs Skraaning. Det er beſtemt til en Sommerre⸗ ſidence, og Fjøles af Bandet, ſom overalt flyder igjennem. Paa hine Terraſſer findes Bygnin⸗ gens Hoveddele. Adſkillige Portraiter af gamle perſiſte Konger hænge paa Væggene, Vi gade — 203 or ad Trapperne faa højt, vi kunne komme. Ban Toppen af Palladſet. findes et lidet nyde⸗ ligt Varelſe, hvis Vinduer og Dorre ere ind⸗ lagte med Ibenholt og Elfenbeen. Varelſerne or Qvinderne ere en Rad Smaagemakker, i hver af ſamme ftaaer et Sengeſted af Tre, ſom næften opfylder det hele Verelſe. - Væggene ere hvidt anſtrogne, men ſmudſige. — Klokken er Ti, og det er paa Tiden at vi begive os hen til Skatmeſteren. Han er conſtitueret Vizir og beſtyrer dennes Forretning. Vi træde ind til ham i et ſtort rummeligt: Verelſe, men uden Zirater. Hans Excellence ſidder i en Krog, men neppe bliver han os vaer, ſaa reiſer han ſig, for at byde os Velkommen — en Were, ſom han ellers ikke bevidner fine egne. Lands⸗ mend. De til Audiencen forſamlede Perſoner have for det meſte ingen ſerdeles Fotretning, men de, ſom have en ſaadan, gage hen til Mi⸗ niſteren og hviſte ham noget i Oret. Etiquet⸗ ten er ſtreng. Alle ſidde efter deres Rang. Vi bede Miniſteren om Tilladelſe til at fore⸗ ſtilles Kongen. Han lover os, at det ſkal ſkee næfte Dag, og nu kunne vi gaae. Imidlertid ville vi tage Palladſet noget nøjere. i Ojeſyn. Den ydre Port forer til. en rummelig Gaard. J Midten ſtader en Kanon, ſom Ali Chan, den ſidſte perſiſte Konge af Familien Zunds, erobrede. Over hver Port er et groteſt af glaſſerede Tegl: ſtene dannet Malerie anbragt; hvorpaa ſees en Kamp mellem Ruſtam, den perſiſke Herkules, og Divi Saſid, den berømte "hvide Djævel. 1 Fer⸗ duſis Digt. Denne Gaard fører til en anden, i hvis Midte der findes en Eiſterne, ömgiven af Poppler. J Baggrunden af ſamme er Di⸗ van Kohne, et Verelſe med en ſtor Marmor⸗ trone, paa hvilken hans Majeſtæt ſidder ved overordentlige Leiligheder. Væggene ere ind⸗ lagte med den ſkjonneſte Moſaik og overalt er en Mængde Glas af brogede Farver anbragt, A 204 Gouverneur i Teheran, vor Opvarkning, Man troet, at Hs. Hoihed vil efter hans Faders Dod komm i ſtor Strid med ſin Hr. Broder Abbas Mirza, og det om intet. mindre end den perſſſtt Krone, hvortil begge Hoiheder have lige fla Lyſt, men da den kun paſſer til eet Hoved, fås ville de nok kaſte Terninger derom, og Ternin. gerne blive. naturligviis Hoveder. — Nu er del nok bedſt vi begive os til Kongen, Men fremfor Alt maa vi tage grønne Tofler paa og Hofſtsv⸗ ler af rødt Klæde, thi uden diſſe tor ingen lade ſig fee; for Majeſtcten. Nu kunne vi fremtrede for Monarken i det lille Pallads i Haven Guli⸗ ſtan (Roſenhaven). Vi ſtage ved Sndgangin ! til Alleen, der fører didhen. Vi bukke os adftils | lige Gange dybt til Jorden. Men Hans Majt⸗ ſtæt lægger aldeles ikke Merke til os. Det er nu eengang Etiquetten. Vi tage, tredive Alen fra Palladſet, vore gronne Tofler af. Det vil ligeledes, Etiquetten. Ei — nu nermer Mae ſteten fig os. Han befaler, at vi ſkal trade frem. Vi ſpadſere ind i Sahlen. Den er ret ſmuk; paa begge de modſatte Sider aaben; ved Aabningerne forſynede med bvide Soiler; Gulvet! er bedakket med et Teppe og Loftet og Vaggen med Speile. Ha, hvilken Herre! Hans Sijceg er ſaa ſtort, at det bedekker hele Anſigtet, paß Panden og Hinene ner, og nager lige ned til Belteſtedet. Han bærer vel ikke andet end en Kjole af Bomuldstei og den ſedvanlige Hofe Hue af Faareſkind; men i hans Belte fidder en Dolk med Demanter, ſom man maaſfkee kunde ſom danne Blomſter. Loftet beſtager af en Rad Speile med Zirater af Blomſter. J hver Krog, i hvert Vinduesfag er anbragt et Malerie, ſom viſt nok hverken røber en Rafaels eller Rubens's Penſel. Det er endnu for tidlig at gaae til Audiencen. Vi ville imidlertid. gjøre Hs. Hoi⸗ hed Ali Kahn Mirza, Kongens BYndlingsſon og — kjobe et lidet Kongerige for. Hans Majeſtat er ved meget godt Lune; han taler med Lethed om mangehaande Gjenſtande og fjender nøje: fine: Naboſtaters geographiſte Beliggenhed. — Men hvad er det for to Karle, ſom ſtaae hiſt med en lang Stang og et Knippe Kjappe? De traadte! to Minutter ef'er vor Ankomſt ind i Audience ſalen og endnu ſtage de og gabe der. — Det er bedſt vi ſporge vor Ledſager, naar vi gage bort, | ”Hvad betyde diſſe to Perſoner med Kappene, Hr. — ?“ — Det er den for Dem, mine Her rer, beſtemte Baſtonnade, naar De ikke fore Dem tilborligen op. Hans Majeftæt giver oldrig nogen. Audience, uden at han har diſſe Perſonet og Kappe ved Haanden.“ — Men den lange 205 Stang, hvad betyder den? — Stangen er ikke langer end fire Alen, og den, ſom ſkal have en Revpſelſe, bindes. dertil paa Ryggen, ſaaledes at Fodſaglerne vende opad.“ — Men det maa jo være en graſſelig Straf? — Aldeles ikke; Mænd af hejeſte Rang dommes ei ſjeldent der⸗ til, naat Hans Majeſtet trænger til Penge og de fike olle komme frem” med dem.“ — Nok — nok — lad os ſtynde os, at vi komme bort!“ (Hjemmel bes de her fortalte Hovedkjendsgjer⸗ ninger findes i Capit. Georg Keppels Reiſe fra Indien gjennem Perſien og Rusland.) Jomfru Mars's Vanheld. Denne berømte ſtanſke Skueſpillerinde miſtede nyligen ſom bekjendt, ſine Diamanter, af Verdie 130, 000 Fr, (henved 40000 Rbd. r. S). Hun fif dem rigtig nok igjen, men Tyvens Forfolgelſe og den Skade, han havde forvoldt hendes Smykke, medforte et Tab af 80,000 Fr. Nu er hun ind⸗ viklet i en Proces, ſom en Sum af 500,000 Fr. er Gienſtand for. | Tyrkiſte Ilbude. Disſe kaldes Ta⸗ i farer og reiſe ikke blot meget hurtigen, men kunne ogſaa taale meget ſtore Moiſommelig⸗ beider. De ere Regjeringens, Paſchaens, de Nillendes 16. Courerer og ſendes til alle Dele af det tyrkiſte Rige, De reiſe til Heſt. De: ved Hurtighed er neſten utrolig og i intet Land gibts der Ilbude, ſom kunne udholde faa man⸗ 8 Shabadſer ſom Tatarerne. Medens een af | Forf filter Heſte paa Poften, nyder han nogle ofringer, der ikke beſtage i andet end at ! 10 i en Skynding brager Røgen af fin Tos f del ind i ungerne og lader den i Hvir⸗ | ke er gage ud igjennem Neſen igjen og drik⸗ 1 10 Ene grumfet Caffe, ſom der kan gaae | . erpaa i i md fornvet Fraft. paa fortſœtter han ſin Reiſe | | | | Fan drin delſen til ven Bonapartiſee Mae Man har i Europa længe ſtridt om 1 eons Stamland og Forfœdre, medens man r Glan allerede desangaaende længe var E En Nygræfer. fortalte mig, at Napole⸗ Forfedre ſtammede fra Grekenland, nemlig | * | 8 * ' 3 206 fra Bjerglandet Maina. J Slutningen af det ſyttende Aarhundrede udvandrede mange Mai⸗ notter til Corſica, nedſatte ſig der i de Dele, hvor Ajaccio ligger, og toge en Trediedeel af Landet i Beſiddelſe. Blandt disſe Udvandrede var ogſaa Familien Kalomeros, ſom betegner paa Italienſt buona parte (Goddeel). Ligeſom neſten alle her indvandrede Mainoter forvandlede: Familienavnet Kalomeros til et italienſt, og Kalo— meroerne ere Stamfœdrene til hiin mægtige Vers denserobrer. For denne hiſtoriſke Kjendsgjer⸗ ning taler ogſaa den forrige Keiſers Phyſiogno⸗ mie. Den, ſom nogenſinde i Reiſebeſkrivelſer har leſt en Skildring af Mainotternes Charac⸗ teer og i tro Afbildninger feet deres Anſigstrek tegnede, vil neppe miskjende i Napoleons Phy- ſiognomie den mainottiſte Anſigtscharacteer.“ — Lindner. En Virkning af Mekanikens Frem⸗ ffridt. Paa den ſidſte Michaelis Meſſe i Leipzig ſolgtes Sirtz for 3 til 2 Groſchen hver Alen. Diſſe lave Priſer ere en Folge deraf, at en Mand og et Barn paa fem konſtige Vaverſtole kunne dag— ligen forferdige 30 Stykker Sirk. Arbeideren med fit Barn fager kun en let Gylden om Da⸗ gen. Saaledes koſter Vœvningen af et Stykke Sirtz neppe 6 Pfenninge. Nyopdagede Monumenter. J Om⸗ egnen af Staden Corneto i Kirkeſtaten lod i forrige. Sommer Biſkoppen af Cornetos, Car⸗ dinal Gozzola Vittoria Maſis Intendant, aabne to Gravmeler, der i hoi Grad tildroge fig Ar⸗ chgologernes og Konſtvennernes Opmerkſomhed. Meget ſmukke etruriſte Malerier, foreſtillende hoitidelige Optoge og Lege, fandtes i begge. ce Architecten Thuͤrner har aftegnet ſamme. J det ene ere Skrifttræk, af hvilke man lover ſig Oplysninger i Henſeende til det etruriſte Sprog. Et tredie meget vel vedligeholdt Monument, med lignende Ornamenter, er, efter Opmuntring fra den Hannoverſke Geſandt ved det romerſke Hof, Koſtner, og Friherre af Stackelberg, blevet aabnet. ; Så Rædfomt Mord. Den 26 Oct. f. A. ſtyrtede pludſeligen et ungt Menneſke i Stræs "sv 8 2 207 det du Cheral Rouge i Paris los paa en for⸗ bigaaende Pige og ſaarede hende med fer ſktak⸗ kelige Knivſtik, fan at hun, efter. tre Gange at have givet Skrig fra fig, ſegnede bevidſtlos til Jorden. Da paa dette Skrig alle Stradets Udgange bleve ſperrede, ſaarede det unge Men⸗ neſte fig. ſelb med Stik, Han er 27 Aar gam: mel og Sfrædder af Haandværk, I fire Maas neder havde han elſket Pigen, men hendes Fa⸗ der nægtede ham fit Samtykke til Givtermaal. Han angrede ikke at have begaget Gjerningen, hvortil Fortvivlelſen "havde drevet ham. 15 Et mærkværdigt Echo. En Villa, ikke langt fra Mailand, udmerker ſig ved et Echo, ſom har ſat Napoleon felv i Forundring. Et Piſtolſtud fra et Vindue i Palladſet gjen⸗ lyder 40 til 60 Gange, og dog indſeer man ikke, hvorledes dette er muligt, da Bygningen ſtaaer ganſke frit.“ Napoleon troede imidlertid at have fundet Grunden dertil i Bygnings— maaden. 5 : 1311 | Diet mindſte Kjsretsi. Den: berømte. Uhrmager Boverick i Engelland udmeerrkede «fig: ved mekaniſke Meſterverkers Forferdigelſe. Blandt andre gjorde han en Chajfe, af Elfen⸗ been med fire Hjul og alt Tilbeher, hvori en Herre ſad. Den var ſaa lille, at en Flue Fluen veiede kun et Gran. mageligen kunde træffe den, og Chaiſen med Hang fil Tyverie. Den 17 Nov. f. A. blev een af de meeſt anſeete Leger i Dublin, Will. Tracy Esgq for begaget Tyverie dømt til ſyv Aars Deportation. havde man ham mistenkt for, at han fraſtjal' ſine Patienter, naar han beſogte dem, Ting af Verdi. Endeligen blev han hos en rig Kjob⸗ mand paagreben, i det han vilde medtage under fin Kappe 3 Alen ſtotſt Batiſt. »Man gjorde ſtrar Efterſsgelſe i hans Bolig, og fandt der Silkevarer, Baand, Smykker, Solvtei, ſom han havde tilvendt fig, bragte. Svenſte Sedler Allerede adſkillige Gange. Hans Kunder gien⸗ 208 kjendte de Ting, han havde fraſtjaalet bem, Ogſaa fandt man hos ham en Kaabe af Came: lot, hvori indvendig adſkillige Lommer vare an: Naar han havde taget noget, puttede han det hurtigen i den ene Lomme, hvor man ikke ſogte det. Paa denne Maade hayde han dart længe drevet dette ſkjcndige Haand: verk. N n Dampſkibe i de forenede Stater, 400 Dampfribe beſeile nu de derverende Floder, dg dog ere forſt 20 Aar forløbne ſiden det forſte af Foulton bygte Dampſtib, ſom i America lob af Stabelen med 12 Paſſagerer (den 10 Sept; 1807) ſeilede fra Newyork til Albany. 1 uit (Alle meddeelte.) Kjobenhavns Bors, d. 12 Februari 1828. Hamburg 2 M. — einne en 2 vista 220 . r ka TRE eEEE Specier ſolgtes till „„ „ ,, ß Are pee e e, e eee Norſke Spetiesſ edler 2 pr. 100 Specjer 162 157 Rbd. Sedk, pr. Rdl, Rigsgjeld 505 8503. Rbß, Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 77 1 ne Seth. i 75 Naribia bannt Bft 410 127773 ationalban Piilibner ee 4077 Fog (af Laanet 4 Febr. 1820) 1025 1024 Rbd. r. S, Dito Dito y 10 1133 1132 Sedler 4 pC. uopſigel. RigsbEobl.| 2 „Renter pr. 6 Januar 98. — Abd. *. 8. 6 pC. norſk Laan Een ee 5 ved Hambro & Son 106 1063 i Band 4 p. Dito nye . 983] — i Banco. Aſiatiſke Comp. Actien —. — i Sedler. 3 pC. nye danſke Oblig. 5831582 L. Ster, i Bahn — — 1 1 L. Sterl. beregnet til 14 Bmk. Kjoben ha v n. Forlagt af S. Soldin. Tyykt i L. J. Jacobſen 8 Bogtrykkerie. — == — — Ny e ſte Skilderie „ Kfobenharn. Sire = 555 gemogtyvende Aargang. No. 14. udgivet o g redigeret af Fr. Forſendes, Thaaru p, Etatsraab. ifelge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Loverdagen den 16 Februari 1828. * , EjtolosiPeZBlanvjngenytter, www 4. Meget sene men inter bet pb ende ; Titler. 8 J Aaret 1564. titulerede Sultan Soli⸗ man II. fig ſelv i et Manifeſt, om ſamme for Reſten er egte, ſaaledes; Gud paa Jorden, , Glorfejfer over hele Jorden, Fader og overſte Jaltander for hele Chriſtenheden. Disſe under lige Bencvnelſer paſſede fig lige faa godt for ham, ſom naar Paven. i Rom endnu den Dag I Dag Falder fig en Fader for hele Chriſtenhe⸗ den, ret ſom om de Millioner Proteſtanter og Graker, der intet ville vide af ham at ſige, vare Hedninger tilhobe. Og dog have Spytflikkere "endnu for ganſre nylig, i Anledning af Leo den tolvtes udvelgelſe, uden Sky Kenkagef denne Usſelhed. (Efter Bl. f. lit. unt. Dec. 1827 No. 279.) s. Myſtikernes eller de Orthodoxes deenklige Tendents ſral, ifølge en af deres Tals⸗ mand, være denne: med den ſtrengeſte Konſe⸗ Fr ..... — Pp — — — —— vorde erklærede Proteſtanter.“ —— — gvents at tilklippe Individernes Tro efter Lo⸗ ven, det er, efter den augsburgſke Konfesſion, naar de blot havde den bebørige Magt. dertil. Fejghed og Egoismus er Grunden til, at man ikke giver dem denne Magt i Henderne. Skade Aae at Myſtikerne ikke ere mere begunſtigede! CCfr. ſammeſteds No. 281.) 6. Raab tit de proteſtantiſte Lahe ,; liker i Tyſkland. Ane 3 Prof. 89018 i Leipzig raader i et Skrift, betitlet: »Hvad fkulle de proteſtantiſte Katholi⸗ ker i Tyſkland nu gjøre?” benævnte gode Folk til at "ophøre, at være tvetydige Katholiker og (ibid. No. 288. 7. Forfatteren af. ”Chrifti- Efter fol — gelſe.“ Om ham har en ny Strid rojſt ſig, idet G. de Gregory atter vindicerer Verket for Gerſon, imob. hvem M. Gence i fine Preli⸗ minarier til den latinſke Udgave . fætter. Tho⸗ mas a Kempis, ſom det ſynes, med mere overbeviſende Kraft. Giid. No. 2860 * — 211 vr Proteſtantisme og ſand Ka⸗ tholicisme. Det er pudſeerligt, naar man, ſom Forfat⸗ teren af Bogen: Zacharias Werner, ingen Ka⸗ tholik“, paaſtaaer, at den falſke Proteſtantisme findes i Rationalismen, og den ſande Katholi⸗ cisme i et efter Luthers Form og Larebegreb modelleret Syſtem, og priſer det ſidſte ſom al: meengyldig Chriſtendom. TERE (ibid, No. 298.) 9. Efterretninger om Danmark i en ny tyſt Kirketidende. J Detemberheftet af den, fra Juli Maa⸗ ned f. A. i Berlin udkommende Evange⸗ liſte Kirketidende,“ No. SI og 52, findes en hiſtoriſk Opſats med folgende Overſkrift: Chriſtendommen og Rationaliſterne i Oanmark fra üdgangen af forrige Lars hund rede. Det er intet mindre end vanſke⸗ ligt, at gætte. fig til Forfatteren deraf, ifær naar man veed at Ur. Ru del bach er offentlig nævnet ſom Medarbejder af bemeldte Krrketi⸗ dende. Ligeſom der i alt, hvad denne Forf. ſtriver, herſker en beſynderlig Blanding j af ſande og falſke, af træffende og ffjæve Be⸗ merkninger, ſaaledes ogſaa her. De fortalte Kjendsgjernin ger ere vel ſande, det ind⸗ rommes gjerne; men Forfs. Anſkuelſer af disſe Kjendsgjerninger fattes ofte baade Sand⸗ hed og Klarhed. — Anferte tvende Nummere indeholde: I.) Et Forord, hvori Forf. blandt andet fortæller, at de eneſte paalidelige : Efterretninger, man hidtil i Tyſkland har haft angaaende den religisſe Gœring i Danmark, findes foran i Præften Egges Overſettelſe af det fameſe grundtvigſke Flyveſkrift: Kirkens 212 Gjenmæle, Tro ham, hvo der vil, jeg ikke! „Derſom han havde. ſagt: eenſidige og for⸗ keerte Opfatninger af visſe bekjendte Fakta er det, ſom Egge trakterer Tyſkland med; da fulde derimod intet have været at indvende, — Blandt ſine Kilder nævner Forf. ogfaa Grundt⸗ vigs Verdenskrenike af 18 12, og det oven i Kjsbet med 'taknemlig Skjonſomhed.“ Ogſaa heraf kan man ſlutte fig til den Eenſidighed, der aander ud af hele den folgende Fremſtilling.— 2.) Forſte Tidsafdeling: Fra 1797 til 1808. Her ræfonnerer Forf: forſt en heel Hob om Begivenhederne for 1797; altſaa er Overs ſkriften ikke pasſende. — Det vilde fore Anm. for vidt, om han foretog ſig at paaviſe alt det urigtige i Forfs. Betragtninger; han vil der⸗ for indſtrenke fig til nogle faa Punkter. — Det er latterligt naar Forf. i en Note taler om ”en” (d. e. en vis) Mag. Nyerup, bvis Fortjeneſter ſom nordiſk Oldgrandſker og Lite⸗ rerhiſtoriker han i øvrigt indrømmer,” Om Joh. Nordahl Brun kan kaldes ”den danſke Kir⸗ kes Chryſo ſtomus i. Ordets fuldeſte Betyd⸗ ning, er et ſtort Spørgsmaal; i det mindſte beſad han neppe den greſke Kirkefaders theo- logiſke Lerdom. Hvad Forf. ſiger om den ærværdige Baſtholms Færd og Skrifter, 105 ber tilfulde, at han ganſke miskjender den ædle Mand, ſom han fordriſter ſig til at dømme, Forf. vil dog vet. ikke frakjende Baſtholm Chriſtennaonet? — Hans Snak om Falle ſens Magaſin er i alt Fald lige faa 10 ſom de Katechiſationer og Prækener, han beg: rer med dette Preædikat. Hvor ſtor Priis Forf, fætter paa Grundtvigs Meninger, vifer ogſaa dette, at han troer, at gjøre, Tyfferne en Tie— nefte méd at gøre dem bin religiøfe” Demagogé — 213 Dom om det Falleſenſke Maanedsſkrift. Det meſte af hvad han ſiger om Balle, kan man give ham Ret i; men, gid han ſelv befjæledes blot af halvt faa megen Tolerantſe, ſom den, han roſer den forevigede Biſkop for! — At han reg— ner Malthe Møller til Rationaliſterne, kunde endte, ſkjont knapt nok, lade fig høre; men at Hortebow med Vold og Magt ſkal være en Rationaliſt, er virkelig alt for galt; Horrebow var en Deiſt, ingen Rationaliſt. Forf. kunde her indvende, at han ingenſteds udtrykkelig kal⸗ der Horrebow en Rationaliſt; men i faa Fald glemmer han enten Overſkriften af ſin Opſats, der beretter, at ſamme ſkal handle om Chriſten⸗ dommen og Rationaliſterne i Danmark, eller ogſaa veed han ikke ſelv, hvad han vil. Om Moldenhawer ej havde leſt Campes Ledetraad, er noget, ſom ikke let kan vides; thi ſelv har han næppe fortalt dette. Forf. burde derfor habe ubfryft fig desangagende med mindre. Be ſtemthed. Men fæt, at det virkelig forholder fig faa (Anm. veed flet intet derom); beſkcemmer da denne Omſtaendighed de danſke Rationaliſter? Ogg Mænd, ſom endnu leve og virke med Bilfignelfe blandt os, behandles her, mildeſt fagt, meget ulempeligt — dog, hvor kan man vente andet af en Forf., hvis Vane det er, ingen at 1 men ligeſom et glubende Dyr at anfalde nderledestcenkende baade med Tender og Kloer? E def. ender denne Tidsafdeliog med en Frem: 9 af den liturgiſke Fejde i Aaret 1805 ff. AR je meget: fandt og ffjønt; de højærværs 1705 nd Mynſter og Hornſyld omtales 1 fortjent Ros; men ikke heller dette Afſfnit u frit for haarde og eenſidige Ytringer. — 9 555 Fortſættelſen af dette markelige i sog paa at fremſtille for Sydboerne de ſidſte 213 Decenniers religieſe Bevegelſer her til Lan" 5, opfattede efter et viſt Parties færegne Anſkuelſer, kommer Anmelderen til Hende; ſtal han ile med ogſaa at fortſette diſſe fordringsfrie Bemærk: ninger. 1 (m.) . :::: ⅛˙ . J Anledning af Stykket, Skilderiet No. 4, angagende danſt Retſtrivning i de lærde Skoler, undertegnet B. Hvis det nævnte Blad var faldet mig i Hænder tilfældigvis, da vilde eg neppe have taget Notits deraf; da Stykket ſelv er det bedſte Bevis for, at Hr. K. er aldeeles uberettiget til nogen Stemme i denne Sag. Hans Jufkeri er altfor uſſelt til at det kan more, til at man ikke ſtrax ſkulde kaſte Bladet fra ſig. Jeg vilde, ſom ſagt, ikke taget den mindſte Notits deraf, naar det ikke var blevet mig leveret af en Ven, med det Tillæg, at Sthykket ene var ſtilet mod mig. Nysgierrig tog jeg Bladet; men efter Giennemlœsningen kunde ieg ikke bare mig for at yttre min Ven, at han nok vilde have mig lidt til bedſte, da ieg ikke kunde tenke mig den Mulighed, at en Mand kunde være frœk nok til at fremtræde ſom Angiver. med falſke Be⸗ fyldninger; om han endog troede, at ſaadant Hverv, under modſatte Omſtendigheder, kunde beſtaae med Mandens Værdighed. Endnu hoiere ſteeg min Forundring, da min Ven gientog ſin Forſikring, og nævnte Manden ved hans fulde Navn. Jeg har vel, ſom andre, hort tale om "Ulve i Faareklœdar; men i ham havde jeg dog virkelig ikke ventet at finde et Exempel derpaa. Han er altid kommet mig faa venlig” og fore⸗ kommende imode, at ieg ikke kan begribe, hvad 215 der ſkulde olbelde ham fra at ſige mig lige i Hinene, hvad der lag ham paa Hierte: det havde i det mindſte været ærligt, og den erverdige Hr. K. pleier ellers ikke at være faa bange for at falde med Doren ind i Huſet. mig dette Ord, der blot er anfort, ſom en Grund mere for min Tro, at han ikke kunde nedveerdige fig til lumſk og lognagtigt Overfald bagfra. Men ihvordan det end forholder ſig, ſaa nodes ieg til, ved det almindelige Sagn, at det gielder mig, for Skolens, Rectorens og min egen Skyld, at giere et Par Bemærkninger ved 5 K's ſmukke Denunciation. ö Iſte Paaſtand, at j hos os er forviſt, er falſt; vi bruge det, efter Baden og Molbech, i Begyndelſen af Stavelſen, men ikke i Midten og Enden: vi ſtrive altſaa: jeg, jage, Hiort, Bei. 2den Paaſtand er ſaa meget underligere, da ieg i mit, ſom Program udgivne, Indlæg i Sar. gen angaaende Modersmaalet og dets Retſkriv⸗ ning, iuſt har faget Vocalfordoblingen i Forſvar, og navnlig anfort de paa ankede Ord viis og vis, ſom ſaadanne der i Skrift bor adſkilles. zdie Paaſtand maa formodentlig. hidrøre derfra, at Hr. K. har glemt Forfficlen mellem Verber og Subſtantiver; de forſte give vi altid det underſtottende e, de ſidſte derimod ikke. Vore Hiemmelsmend ere atter Baden og Molbech. 4de Paaſtand, at Adiectiverne hos os altid ſkrives med ſmaa Forbogſtaver, uden Henſyn til deres Stilling og Forhold, er atter falſk; men efter Badens Forſkrift og fleres Exempel anvende vi den Forſigtighed, forſt noie at underſsge, om de virkelig ſtaa ſom Subſtantiver, eller om maa⸗ ſkee Subſtantivet blot er udeladt for Stilens Runding eller Vellyds Skyld; om ikke Adiec⸗ Han tilgive grammaticalſke Uvidenhed. 216 tivet ſtaaer ſom blot relativ frrktarende, eller ſom Predicats⸗Complement.“ At Hr. K. ikke forſtaaer fig ſtort herpa, ſees flere Steder i hans Denunciation; f. E. Spalte 54, overſt: ſtjondt Begge ere Danſktalende, og Begges ꝛc.“ hvor Begge, Begges refereere fig til det ftrar forangaaende Forfatter, og Danſttalen de er et reent. Praedicats⸗ Complement. Længere nede i ſamme Spalte fade lige ledes Babyloniſte“ med ftort. Forbogftav, ſkient Subſtantivet gaaer lige foran, og Hr. K ingen anden Steds ſkriver Gentilia med fore Forbogſtaver. Dette Slags Bukker edgar Hr. K. i ob⸗ rigt heel igjennem, og ieg vil. derfor blot endnu gisre opmerkſom paa een, Spalte 55: beviisning om, hvad Rigtigt er.“ Mere ſtym⸗ peragtigt kan nok neppe nogen Skolefux ſkrive, med mindre han er aldeeles uvidende om, hvad Subſtantiv, og hvad Predicats-Adiectiv er. At Hr K. noget ner har denne Skavank ſynes end tydeligere at indloſe af hans øvrige J hans fierde Paa— ſtand hedder det ſaalsdes, at vi dog ſkrive de ſammenſatte Adiectiver, hvis forſte Led er et Subſtantiv, med ſtort Forbogſtav, og herpaa ganfores fom > pech — agnagtig og Haanlig.“ Nei, kiere Herre, det gie mig virkelig ondt for Dem; hvad vilde vore. Skolediſcipler ſige, derſom de horte, at De kaldte ſaadanne Adiecti⸗ ; ver ſammenſatte? tillad mig at tiene Dem ef⸗ ter ringe Eone! Vi have et Ordſprog, ſom ſiger Naesviis løber alt id efter Næſen. Det har tit "været MD til Skade for den hæderlige Deel * * ſkulle Diſciplerne .. . rette fig efter deres egen Over⸗ * 217 af vore Medborgere, paa hvem denne Heders— litel Fan anvendes; men naar ieg nu udtrykker Setningewaadiectiviſk, og ſtaver paa min Maade, (bonitet jeg, ſom De feer, har giort hele Stykket igiennem, da De io ſelv finder det rigtigt, at enhver for ſin Perſon ſtriver faa galt og faa klogt, fom han vil): faa lyder det ſtrax heel anderledes: 'den Næeſe⸗viſe løber altid efter Naſen.“ . MEET Her har De nu for det forſte et Exempel paa et virkelig ſammenſat Adiectiv; der⸗ næft vil De viſt ogſaa føle, at Ordet, ſaaledes ſtavet, vinder betydelig i Kraft og Udtryk: det mad nemlig paa denne Maade ſtrax falde enhver i Binene, at her ikke er Tale om nogen dum, men tverkimod om en viis Mand, der oven i Kiobet har beſiddet den Klogt, at concentrere. hele fin Viisdom i Næfen, for deſto bedre at habe den for Lie. Nu fager Ordſproget ſtrax Betydning, nu kan man begribe, at det Slags HO faa gierne ville have deres Næfe allevegne, og naar denne Stavemaade bliver ſaa almindelig, at den kan indføres i Skolerne, faa vil man bit ogfan indſee, at disſe Naſe⸗viſe Folk, langt fra at fortiene vor Foragt, tvertimod have For⸗ dring paa vor inderligſte Taknemmelighed for deres tvige Utrettelighed. Tor ieg vove et driſtigt Blik ind i Fremtiden, faa ſpaaer jeg, at den lange ventede Guldalder da ikke vil være langt borte. i ; Mkisbing pan Falſter, 11 Febr. 1828. E. Berg. Adiunct, 7 — 218 Samfundet til den danſke Literaturs Sremme. Tairsdagen den 5 Febr. ſidſtl. blev en Ge⸗ neralforſamling holdt. Samfundets, Formand H. Ex. Hr. Overhofmarſkal v. Hauch, Ridd. af Elefanten, Storkors af Dbr. Dbm. ꝛc. ꝛc. aabnede Mødet og indledede Forhandlingerne ved nogle Ord, hvis Indhold var: at da Sam— fundet var bleven grundlagt paa vor allernaa— digſte Konges Fodſelsdag, for paa denne £an= dets almindelige Feſtdag at udøve et til den ſvarende patriokiſk Foretagende til Videnſkaber- nes Fremme, og det ved Samfundets Love var bleven beſtemt, paa ſamme Dag eller den efter Omſtendighederne nermeſt belejlige Dag at holde en Generalforſamling, ſaa var faadant dette Modes Bjemed. I det forſte Aar af Samfundets Tilvœrelſe havde. det nydt Med⸗ borgeres Bifald og Bidrag, og der vare de beſte Udſigter til at den opelſkede Plante ſkulde tri— ves, fremvoxe, og i Tiden blive frugtrig. H. Exc. overdrog derefter til Sekreteren, Etatsraad Thaarup, at opleſe den Udſigt over Samfundets Fremſkridt, ſom ifølge Lovene paa henne foeg ſkal gives, og Reſultaterne af det aflagte Regn⸗ ſkab. Denne Udſigt bringes herved til offentlig Kundſfkab. BRET 3 ede »Det der, efterat Samfundet var ſtiftet, forſt maatte drages Omſorg for, var at ſee et Lovudkaſt udarbejdet og overvejet, og Love der⸗ paa antagne. Da dette var fuldfort, og Lo⸗ vene. i Generalforſamlingen -d. 18 May 18272 vare antagne, og Repreſentantere valgte, ſam- mentraadte diſſe, og indbyrdes valgte Medlem⸗ mer af Beſtyrelſen og af Skriftkommisſionen ifolge Lovenes 7 §. Lovene bleve derefter trykte; Det var beſtemt, at der paa fem §d af ſamme, nemlig 88. 25 — 29, ſom angaage Sikkerhed for Lovenes Overholdelſe, og for Samfundets For⸗ mues Anvendelſe efter dets Formaal, og deres Overgivelſe fil ſtedſevarende offentligt Brug, i det muelige Tilfælde af Samfundets Ophevelſe, ſkulde anſoges kongelig allernaadigſt Konfirma⸗ tion. Efterat Beſtyrelſen havde igjennem det kongelige danſke Cancellie indgivet allerunderda⸗ AE 219 nigſt Anføgning herom, er kongelig Konfirmation under 21 Dec. 1827 udfærdiget aldeles gratis. Den er trykt for at folge med Lovene. Det var ved Lovenes 248 beſtemt: at der om Regnſkabets Reviſion og Deciſion, Qvittering til Kaſſereren m. m. mode udferdiges et Regulativ. Et ſaadant er Udarbejdet, og ligeledes trykt. SND Den Lejlighed der for Skriftkommisſionens Virkſomhed har viiſt fig, har beſtaaet i, at et Par Afhandlinger have været ſendte Samfundet til Udgivelſe, og at Overvejelſer have været. fo⸗ retagne angagende Prisopgaver, Hvad de ind⸗ ſendie Afhandlinger angager, da har Kommis⸗ ſionens Bekenkninger gaaet ud paa, at Afhand⸗ lingerne ikke kunde antages at være paſſende for Samfundets Hjemed. J Repraſentantmoder har man tiltraadt de af Kommis ſionen meddeelte Betenkninger, og Beſtyrelſen har derefter ſvaret Indſenderne. Da Samfundet ved ſine Loves Iſte § har vedtaget, ſom en af de henſigtsſva- rende Maader, paa hvilfe det vil virke til dets ved Navnet antydede. Formaal, at udſette Præz mier for nye danſke Skrifters Udarbejdelfe, faa blev Antagelſen af et eller flere Prisfpørsmaale, og Beſtemmelſen af Præmiens eller Præmiernes Storrelſe, Gjenſtande for Overvejelſer. Af flere Forſlage valgtes i en Repreſentantforſamling det der ved Beſtyrelſens Bekjendtgjorelſe af 20 Nov. 1827 blev udſat, nemlig: Hvorledes har af det fælles Moderſprog, det Islandſke, Skrift⸗ ſproget uddannet fig i de tre nordiſke Riger, og i Serdeleshed i Danmark.“ Prisopgaven blev indført i Dagen f. A. No. 279, i Literatur⸗ tidenden No. 49 forr. A., og tre Gange i Statstidenden, nemlig d. 3die, 7de og Jade 2 Dec. 1827. 8 1 N : Efterat hint Regulativ for Samfundets Regnſkabs⸗ og Kaſſeveſen var antaget, bleve til Reviſorer valgte Ohrr. Overkrigskommiſſair Hu⸗ ſum og Bankasſiſtent Flagſtad, og til Deciſor Hr. Cancellieraad Schram. De eſter det aflagte reviderede, deciderede og qvitterede Regnſkab for Aaret 1827 havt Indtagter og Udgifter, ere folgende: : — ſtulde i et Reprœſentant⸗ 3. Bekjendtgjsrelſer i Stats⸗ 220 Indtagter. r. S. S. og T. . L Rbd. Rbd. 1. Af det Claſſenſke Fideikom. givet 100. 2. Af to overord. Medlemmer 50. 57. 3. Af et Medlem, Hr. Konferentsr. ' É R. af Obr. Peterfen, betalt forud for fem Aar 20. J. Af Selffabets ordentlige Med— 2 5% [emmer det beſtemte Kontingent 4. 454. 5. Af 29 Medlemmer, ſom indfom : ; i Aarets 2det Qvartal blev til⸗ lige førfte Qvartals Kontingent betalt med 2 „ „„ „% „ „„ „6 + 1. Anſkaffelſe af Protokoller, Papir 10. „ 2. Porto. 127 Bee „ 8 82 tidenden og Adreſſeaviſen. . .. 4. Budet for Opvartning og ' Inkgſſatſon . Ham udbetales 30 Rbdlr. Sedl. aarlig i Lon, og 4 ß. af hver Rbd. ſom indkaſſeres. S. Inventarium: En Porto- feuille 9 Rbdlr. 645. Et Segl 4 Rbd. 48 f. S. o. T. É og 4 Rbdlr. Sølv HÅ…"—…—….).… 4. 2 6. For Trykning af Udkaſt til Love, af Lovene, af Med⸗ f 2 sl KRÆ „ „ 2943 9 … 13 72 | 29. J alt 1584. 560. Udgivten har været : Rbd. ß. Rbd. ß. SI: 12 929 2 „ „ A Temålifter 1c. 20. . 0 e 98 2. Smaa Udgifter til Lys ꝛc. ved Reprœſentantmoder oe 4 2 8. Reſtancer, der kunne an— a fees ſom viſſe 40 N 4. 240 8 Behold ning. 150. 319 88 560. Balance 154. Beholdningen er (paa 19 Rbd. 88 ß. Sedl, og Tegn ner, ſom Kaſſereren har contant i Kas 7 2 fpatede,: ſen) indſat i Sparekaſſen, 221 efterhaanden ſom Ind⸗ ſagten er falden. Samfundet har altſaa her Kenter tilgode, ſom i neſte Regnſtab beregnes. Nogle i det forſte Aar havte nødvendige üdgivter, (om Samfundets forſte Organiſation har fordret, ſaaſom paa Lovenes Trykning m. m., ville for ßlemtiden ſpares. Da Direktionen for Kjøbenhavns Brands ſorſſkeings⸗Sokietet velvilligen har overladt Los — ale til Generalforſamlingerne, og Enighedsſel⸗ ſkabet pan lige Maade til Repreſentantforſam⸗ linger, fag har Udgifter i denne Henſeende været Den 31 Marts 1827 havde Selſkabet, for⸗ . Uden de overordentlige Medlemmer, 76 ordentlige, i andet Qvartal.tilfom 49, i tredie Qvartal 6, i fjerde Qvartal 1. To ordentlige Medlemmer have i Aarets Løb udmeldt ſig. Antallet af Medlemmerne vare d. 31 Dec. 1827: a.) Som overordentlige, Ohrr. Direktorer for det Clas— ſenſke Fidekommis, Hr. Kammerherre og Depu— teret for Finantſerne Ad. W. Moltke, Greve til Bregentved, Kommandør af Dbr., Dbm. ꝛc. og Hr. Mart. Werckmeſter i Svendborg, penſioneret geografiſt Landmaaler. Da frydedes Samfundet ved ogſaa at telle blandt fine Velyndere og over⸗ udentlige Medlemmer den ædle Joh. v. Buͤlo w til Sanderumgaard. Nu ſorger Fedrenelandet, 99 dilte Samfund i Serdeleshed, over Tabet af denne i dets Aarbsger uforglemmelige og udmeer⸗ lebe Bidenſkabernes og Konſternes Ven, fra hvis Haand mange Underſtsttelſer til deres Fremme tre uddeelte, — Antallet af Selſkabets ördent⸗ lige Medlemmer ved Aarets Udgang var 129, ſom den trykte Liſte udviſer. — 9 Eſter Samfundets Loves $21 fkal en Fierde⸗ beel af Samfundets fulde aarlige Indtægter være beſtemte til at oplegges til et faſt Fond. Be⸗ lobet for 1827 er altſaa (efter de ovennævnte Indkegters fulde Sum) 38 Rbd. 48 f. r. Sølv og 140 Rbd. Sedler, ſom er indbegreben i den 1 Sparekaſſen ſtaaende Sum. f i Efterat denne Udfigt over Samfundet, og ils Regnſkabsveſen var oplœſt, ſkred man til dorhandlinger, Samfundets indre Anliggender Wdkommende, ſaaſom: Valg af 6 nye Reprœ⸗ fmtanter, iſtedetfor de (er, + ſom ifølge Lovenes — 222 12te § udgaae, efter den foretagne Lodkaſtning, m. m. . Dette Blads Redakteur tillader fig folgende Bemærkninger, dette Samfund vedkommende: Fedrenelandet har mange videnſfkabelige Samfund, der fremme den danffe Litteratur paa forſkjellige Maader, meeſt for enkelte Videnſkabs⸗ fag, og neſten alle beſtaaende af Lærde, der ved videnſtabelige Arbeider ville virke med hinanden til de vedtagne Hiemed. Af diſſe forſtjellige Samfund have det kongelige Landhusholdnings- Selſkab, Selſkabet for Naturlærens ÜUdbre⸗ delſe, og det nordiſke Oldſkriftſelſkab en ſaadan Organiſation, at det gjelder om en Forening af Lærde og Veldedige, de Forſtnœvnte, ferreſt i Antal, for med Raad og Daad videnſkabeligen at virke; de Sidſtnœvnte, i Antal de Fleſte, for iſer med Pengebidrag og praktiſt Virkſomhed veldedigen og patriotiſt, ſom Videnſkabernes Venner, at virke, ſamtlige til et ſtort Maal: Videnſkabernes Fremme. Hvad der ſaaledes gielder om Arbejder til de Videnſtabers Tarv, der ligge inden for de nævnte tre Selſkabers „Virkekredſe, gjelder om Arbejder for Videnſka⸗ bernes Fremme i Almindelighed, ſorſaavidt det nye Samfund angaaer, om hvilke Beretningen ovenfor er optaget. i . Paa hvilke henſigtsſvarende Maader Sam- fundet vil virke, er i dets Loves Iſte $ opgivet, ſaaſom: 4) ved at bidrage til Afhandlingers Trykning, ſom en eller anden Forfatter kan have liggende færdige, men ved Omſtendigheder er hindret fra at faae udgivet; 5) ved at fremme Verkers Fortſœttelſe, ſom hidtil ved Omſtendig⸗ heder har været ſtandſet; o) ved at beſorge fmukke Udgaver af nogle af vor Nationallitera⸗ turs ældre Frembringelſer — eller d) ved at ud⸗ fætte Præmier for nye danſke Skrifters Udarbej⸗ delſer — oſo. Der ſkal ſtore Midler til at op⸗ naae noget Stort, eller Meget af det Tilſigtede; eller, ere Midlerne ſmaae, medgaae deſto længere Tid, eller det der udrettes kan kun blive lidet; men den Tanke var den herſkende, ved dette Samfunds Grundlegning: ogſaa det Lidet kan gavne, og under gunſtige Omſtendigheder frem⸗ voxe. ; BEDES EN - Kontoir, Stormgaden No. 204; paa fidftnævnte (| 223 Beretningen legger for Dagen hvorledes" Samfundet har i det forſte Aar af dets Tilve⸗ relſe vundet mange Medborgeres Bifald og Til- trœdelſe. Sikkert vilde Flere, nu efterat det er rodfæftet, tiltræde, og viſt nok kan man med Samfundets ædle Formand ſige, at der ere de beſte Udſigter til, at Planken ſkal trives, frem⸗ voxe og i Tiden blive frugtrig. At foreſtaaende Beretning maatte tjene til at udbrede Kundſkab om et gavnligt Samfund, og til en derpaa grun⸗ det Tilvært for ſamme, er et fromt Ønffe ved Meddelelſen.. Ved denne Lejlighed tilføjes, at Samfundets Love, og Lifte over bets Medlem— mer kunne Medlemmerne behageligen lade afhente hos dets Sekretair, Etatsraad Thaarup, i hans Bopeel, Kledeboderne No. 102, eller paa Dagens — . — — . Brbsdigt Spørgsmaal til en compe⸗ t tent Vunſtdommer. Kan en Tone ſom den, den ſaakaldte Philo⸗ klerus Alethinus, i Skilderiet No. 9. d. A. bru⸗ ger, under nogenſomhelſt Betingelſe, — anſees for ſommelig eller verdig? — Anmelderen mener, at hvis den kan pasſe for Nogen, maatte det vere enten for en Renomiſt eller en Johan von Ehrenpreis. Da imidlertid Forfatteren taler om har Anmelderen ikte leſt. fin Beſtræbelſe for den danſke Geiſtligheds vi— denſkabelige Tarv, og yttrer det Haab, engang ſelv at vorde Geiſtlig, — formodentlig paa en høi Plads, — faa har han unægtelig aflagt. en Prøve paa, at han forftaaer at viſe — Myn⸗ dighed. Stykket i Ny Freia for 1827, No. 44, om Landemodernes videnſkabelige Forhandlinger, — Strsetanber. (Meddeelt af Sy.) 5 i 42. - 5 5 Det ufordckrvede Menneſke vil evigt føle Taknemmelighed imod fin forſte Lærer, om han — Kjsbenhavn. — Så Hamburg 2 M. — San" 6 pC. norſt Laan 4 pC. Dito nye Aſiatiſke Comp. Actier Forlagt af S. Soldin. 224 endogſaa ſenere langt overgaaer ham i Oybder, Talenter og Kundſkaber; den Rige, ſom i en fattig Hytte har lagt Grunden til fin Rigdom, vil altid med Glæde erindre fig denne lille Hytte, paa hvis Grund han har opført fit ſtolte Pals lads; — ſaaledes er det med enkelte Menneſker, og ſaaledes med hele Folkeſlag; kun deraf kan man forklare den Vedhengen Nationerne viſe mod deres gamle Statsforfakninger, under hvilfe deres Fedre have oplevet lykkelige Tider, og — ſtjondt disſe Forfatninger aldeles ikke fvare til den nærværende Tids Fordringer. — kunne de dog ikke med Ligegyldighed forlade dem, eller med utaknemmelig Haand fløde dem omkuld. Man fejler derfor ikke i at antage, at, hvor en heel Nation velger fig et andet Statsſyſtem, der vare Manglerne ved det gamle utaalelige og Byrderne uudholdelige, — 2 ———tHC . ———— Kjøbenhavns Bors, d. 18 Februari 1828. ' d ; ; à vista 220 947. Species 221 ! ; Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 48. Bank⸗ODisconto 4 pCt. Norſte Speciesſedler Well r pr. 100 Specier 156 [1565 Rbd, Sbl,. Svenſte Sedler Laer pr. Rolr. Rigsgjeldd |. 502:51 Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 88 853 Rbd. Sedl, Dito Dito 774772 i Banco. Nationalbank Obligationer i (af Laanet 4 Febr. 1820) 10251024 Rbd. r S. Dito Dito.. II33 1132 Sedler. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. 1 1415 98 982 Rbd. r. S. Renter pr. 6 Januar 106 1065 i Banco. 982 Banco. — | — i Sedler, 3 pC. nye danſke Oblig. 5821582 L. Sterl. J L. Sterl. beregnet til 14 Bmk. ved Hambro & Son SKER + & Trykt J. Jacob ſ en 8 Bogtrykkerie. « ; * „ Skilderie 4 Npeſte a i: af Kjo ben han. Femogtyvende Aargang. No. 15. Gjenmale mod det i Nisbenhavns Skil— derie No, 103 f. A. indrykkede Stykke: Dyolfor ſtandſede Üdgivelſen af Landewodernes videnſkabelige SGorhandlinger? J det ovennævnte, Nummer af Sklilderiet, der forſt nyligen er kommet nærværende Ind⸗ finer for Øie, har en Mand, der med en græfe Bintvnelfe. falder fig en ſand Præfteven, ment at rekke Geiſtligheden en, af ham ſelv ſanfoldet, bitter Medicin“ i en raillerende og fornærmende Beſvarelſe af hiint Sporgsmaal, hvori han vil lere os, at Aarſagen til den om⸗ talte Standsning ligger: deels i Geiſtlighedens Mangel pan Eone til at ſkrive videnſkabelige Aandlinger, der ere Trykkeomkoſtningerne værd; dels i dens Mangel paa Interesſe for litte— nare Frembringelſer i Almindelighed og theolo— Aſtt Lærdom i,Særdeleshed. — Det kunde maa⸗ ee for Flere, ved forſte Biekaſt, ſynes, at denne hænfende Paaſtand var ikke ganſke ugrundet, 5 Tirs dagen den 19 Februari 1828. — — . — Udgivet og redigeret af Fr. Zhaarup, Etatsraad. Forſendes, ifalge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. ærmer ——— —— BRET TET PSS ——— og uden i øvrigt at ville drøfte de ovenſtagende, eller andre Yttringer med en Forfakter, der ro— ber faa liden Billighed, og om hvis Competence. til at tale med om theologiſt Lærdom, pietiſtiſt⸗ myſtiſke Skrifter m. m. man vel, hans greſte Firma uagket, kan have Grund til af, tvivle, forſoges det her, at viſe mere Velſindede, at Grunden til den omtalte Standsning af Lande⸗ modernes videnſkabelige Forhandlinger neppe bor tilſtrives ſaa uværdige Grunde. ö Med al ſkyldig Erkjendelſe af den gode Henſigt og de ædle Beſtrebelſer for at fremme og vedligeholde Videnſkabelighed og nyttige Stu dier hos Landets Præfter, der foranledigede de hoierverdige Biſkopper i Sjællands, Fyens og Laalands Stifter til at foranſtalte, at videnfka⸗ belige Forhandlinger maatte foretages ved Lan⸗ demoderne, naar disſes øvrige Forhandlinger vare: tilendebragte, maa det dog ved neiere Overlœg erkjendes, at denne Foranſtaltning, efter ſin Natur, ikke kunde have megen Fremgang, om end den Deeltagelſe, den i Be⸗ gyndelſen fandt fra endeel Preſters Side, viſte, at det ikke faa aldeles fattes dem paa de Ev 227 ner, eller den Interesſe, ſom den ovennævnte Forf. i Skilderiet troer faa, indlyfende at have godtgjort. Man kan nemlig viſtnok med Billighed onſte, at Praſterne, naar Leilighed gaves dem dertil, vilde deeltage i Sammenkomſter, "hvor vide nſkabelige Meddelelſer kunde ſkee paa en henſigtsfvarende Maade og interesſante videnſkabelige Dis⸗ cusſioner finde Sted Men naar man ikke kan deeltage i ſaadanne Moder uden en Reiſe af flere, ofte 6, 8, tik 10 Mile, uden en Fraverelſe fra fit Hjem af flere Dage, uden et koſtbart Ophold paa de offentlige Gjeſtgiverſte⸗ der — og dette er Tilfældet for alle Præfter, de Faa undtagne, ſom boe paa ſelve Landemodsſte⸗ det, eller i dets nærmefte Omegn — da vil. udentvivl alle Billigtdemmende tilſtaae, at kun fan Præfter, og det kun meget enkelte Gange, kunne have Leilighed til at deeltage i Landemo⸗ dernes Forhandlinger. — Mon de videnſkabelige Selſkabers Mode i Hovedſtederne vilde flittigt beſoges, om Medlemmerne ikke for det Meſte vare ſamlede i een Bye og kun behøvede dertit Dat opofre et Par Aftentimer? — Naar det fremdeles for Tidens og det koſtbare Opholds fyld er nodvendigt at oplœſe ſaa mange Af⸗ handlinger ſom mueligt paa een Dag, ofte over meget forſtjellige Amner og i Almindelighed umiddelbart efter hinanden, da maa man ogſaa indremme, at denne Meddelelſesmaade ikke kan ſvare, hverken til deres Onſke, ſom have litter⸗ raire Frembringelſer, paa hvilke de onſte at henvende Andres Opmerkſomhed, eller tit deres, der ſom Tilhorere ville overvære ſaadanne For⸗ handlinger, og at egentlige videnſkabelige Dis: cusſioner over de forhandlede Emner, der, forte — — * ter og Afhandlinger — diſſe virkelig, i et tik de derom kan enhver overbeviſe ſig, der vil kaſte et 228 paa den rette Maade, kunde være faa lærerige, maae efter Omſtendighederne aldeles være ude⸗ lukkede. — Disſe for Landemodernes videnſka⸗ belige Forhandlinger faa ufordeelagtige Omſten⸗ digheder lade fig ikke rydde af Veien, og det. ſynes derfor heel forklarligt, at de aldrig ſterkt og efterhaanden mindre og mindre bleve freqven⸗ terede af Preſterne udenfor Landemodsſtedernes nærmefte Omegn. — Tilſtrœkkelig Subſeription til Forhandlingernes ÜUdgivelſe i Trykken har viſt aldrig manglet, hvorfor Forf. af hiint Style kunde ſpart fig den hele Underſsgelſe om Pre⸗ ſternes Evne til at anſkaffe fig dem. Utrykte Bidrag, hvoriblandt flere af Stiftets lærde og utrættelige Biſkop, haves viſtnok ogſaa, om end de fra Landets Preſter ſelv meddeelte Afhand⸗ linger ikke have været faa talrige, at det har forekommet Vedkommende paffende, at vedblive den forſt paatenkte Udgivelſe af diſſe. Og her maae vj gjøre en ny Bemerkning. Har man nemlig Ret i at fordre, at Prœſterne, meer end Embedsmænd af andre Clasfer, der have erholdt en videnſkabelig Dannelſe, ſkulle være egentlige Videnſtabsmend, Lærde, For⸗ fattere? Saalcenge Embedsmtendene i den geiſtlige Stand, i Forhold til deres Antal, af⸗ give ligeſaa mange Prøver paa" videnffabelig Flid, ſom de videnſkabelig dannede Meend⸗ i andre Stender, ſynes man ikke faa fornœermeltgen al burde bebreide dem Indolents og Üvidenhed, og at — naar Talen endelig fkal være om Skrif⸗ andre Claſſers litterafre Virkſomhed fuldkommenk ſvarende Forhold fremkomme fra geiſtlige Mend, Blik paa Litteraturens Annaler. Hvorfor vil —— æske RER en lige Embedsmænd ? 229- — man da gjøre faa ſtrenge Fordringer til de geiſt⸗ Vil man da ſlet ikke tage i Betankning, at diſſe for den ſtorſte Deel lere ſiernt fra litteraire Hjelpemidler, og ſom ofteſt i wegil trange Kaar? Hovedſtaden alene inde⸗ Kutter maaſkee ligeſaa mange videnſkabeligen Yonne Mænd, af den juridiſke Embedsclaſſe, ſem Sjallands Stift teller Prœſter, Mænd, ſom lilbeels aſtendere mod de højere Statsembeder og Sade pad de overſte Domſtole, der leve un⸗ der doſhold, ſom i flere Henſeender ganſke anders ledes muntre og begunſtige litteraire Foreta⸗ gender, end de, hvori. Landsbypreſten tilbringer ſine Dage, og dog gjor man dem ingen Bebrei— delſer, fordi kun Faa iblandt dem fremtræde ſom Forfallenr. Viſtnek med Rette, fordi de, ſom i enhver Claſſe, til virkelig Berigelſe for Litte⸗ raturen, kunne blive Forfattere, ere altid ikkun Fag. Men ſcaledes madtte jo og — derſom ikke en heel ulibig Lyſt til at betræde Forfatterba— ven havde bevæget Mængden af Landets: Preſter de, ſom havde virkelig videnſkabelige Afhand⸗ lingtr at fremlægge ved Landemoderne, ikke være Ronge, og naar den forſte levende Bevegelſe, fa en Foranſtaltning af elſtede og hoitagtede Foreſatte naturligen maatte fremkalde, var ſtand⸗ . fit, naar Inconvenientſerne, ſom vare uadſkille⸗ lige fra denne Indretning, bleve mere bemer⸗ lide, da ſynes det after ganſke naturligt, at de Fliſe af dem, der ved en eller anden Leilighed lunde have et Ord at ſige, heller valgte en an⸗ den Bei. „Men. faa, ſtandſede jo dog“ — vil man maaſtee ſige — »Udgivelſen af Landemo⸗ dernes videnſkabelige Forhandlinger, fordi: Pree⸗ bart Mane i Almindelighed taget, Erne til at ſkrive Afhandlinger, ſom vare Trykke⸗ enfoßningerne værd?” — Ja vel! men at bebreide 230 dem denne Mangel paa Evne er ligeſaa ubilligt, ſom at bebreide dem, at de ikke, mere end andre ſtuderede Embedsmænd ere i Almindelighed fortrinlige Videnſkabsdyrkere. At Praſterne følte, at de ikke vare, og ikke kunde være dette, hvad Fleertallet af dem angik, og derfor holdt ſig tilbage fra den Bane, hvor⸗ paa man, maaſkee ikke faa ganſke vel betankt, ſogte at fremlokke dem, bør ikke lægges dem til Laſt. 15 Den 2ö6de Jan. 1828. : En Landsbyepraſt. E. Sk. Hovedſtaden, fandt, efterat have nedſkrevet diſſe Linier, ikke ſtrax Leilighed til at afſende dem, og da han ikkun leilighedsviis fra en Ven er; holder Kjobenhavns Skilderie, erfarede han forſt Fort for Afſendelſen, at den ovenomtalte Forfat⸗ ter i Skilderiet No. 9 d. A. atter var fremtraadt i denne Anledning, for at beſvare et Modſtykke i Bladet Freia No. 44. Dette Fjender Indſen⸗ deren ikke; men da de ovenfor meddeelte Oplys⸗ ninger endnu ikke ſynes ham overflødige, frem⸗ lægges de herved. Hiin ſelvbudne Lege med fin. »bittre Medicin”, ſiger ſelv, i Skilderiet No. 9, »at han vehikke er, men haaber at blive Medlem af den geiſtlige Stand; naar han engang bliver, hvad han endnu ikke er, en beſteden, i fit ſtille Kald, med Flid og Troſtab arbeidende Praſt, der viden⸗ ſtkabelig dannet erer Videnſtab for heit til at fremtrede offentlig med noget Arbeide af middelmaadigt Værd, da vil han maaſkee have lært at dømme billi⸗ gere, og udtrykke fig ſemmeligere, ja vel endog Indſenderen, der boer langt fra 281 at betenke ſig nærmere paa Udgivelſen af de videnſkabelige Afhandlinger, ſom han lader ſig forlyde med at kunne forventes fra hans Haand. SD Til en Ven pag, Landet. Min gode Ven! N ) Du takker mig i Dit ſidſte Brev for den Underretning jeg har givet Dig om den Con⸗ cert, der i Sondags blev givet paa det Konge— lige Theater til Fordeel for det muſikalſke Con⸗ —ſervatorium, men bebreider mig, at jeg ikke har talt et Ord om det Optrin, der fandt Sted efter Concertens Slutning. Jeg vil oprigtig tilſtage Dig, at jeg havde mine gode Grunde til ikke at gjøre det, og een af dem er virkelig den, at Du har den Vane ſommetider at lade mine Breve trykke, og i ſaa Fald vilde min Medde⸗ lelſe jo virke mere til dette Optrins Publicitet. Da Du imidlertid har opfordret mig dertil, fag vil jeg ſige Dig, hvad min Mening om dette Optrin er. : Du veed viſt ligeſaa godt ſom jeg, at Prof. "Siboni er Stifteren af det muſikalſke Conſerva⸗ torium, at det eene og aleene er hans utrette⸗ lige Beſtrebelſer, hans Yndeſt hos Kongehuſet og de meeſt anſeete Familier her i Byen, og hans vedholdende Iver for den gode Sag at denne Indretning ſkylder fin Exiſtenks. Allerede ved Concerten i Søndags ſages — jeg troer — 15. Elever, der under hans Vejledning i den korte Tid ſiden Stiftelſens Oprettelſe have gjort ſaadan Fremgang at de vare i Skand til, med Accompagnement af heelt Orcheſter, at kunne trede offentlig frem og viſe Prøver paa deres Fremſkridt. Om — med Held, eller uden Held, — vil mit fidfte Brev have fagt Dig. J diſſe Elever feer man altſaa ikke alene Subjecter, der engang i Tiden muligen ville vorde en Prydelſe for vort Theater, men i alle Tilfelde ere de ved denne Indretning trukne frem af det Morke, hvori de uden den maaſkee aldrig vilde have feet den blide Fremtid imode, der nu ſmiler til dem, thi det er ikke alene andre end Siboni? alt nu at yde ham Tak for hvad der forſt mue— 232 Muſiken, der er Gjenſtanden for deres Under⸗ viisning i Inſtitutet, de lere tillige det meſte af hvad man ellers fordrer af nogenlunde vel— dannede Menneſker. Hoem ſkylder altſaa det danſte Publicum mueligen engang i Tiden dets Tak for herlige Theater-Subjecter? og hvem ſkylde diſſe Subjecter deres Livs Lykke? Hvem Og ſkulde Du frygte for ligen engang i Tiden vil ſkee, fan fee hen til hans umiskjendelige Beſtrebelſer for engang at kunne levere noget Godt. Og hvad har han ikke allerede preſteret? Å Hvo kan nægte, af. Siboni lærte os af fjende den nyere Muſik, der var an⸗ faget og kjendt ved de fleſte europeiſke Theatre, og ſom indtil han drog den frem for os, var ubekjendt for den ſterſte Deel af os. 0 Har han ikke ved at danne Elever ſom Ifr. Zrza, Mad. Funch, Ifr. Wulff, Ifr. Fonſeca, Dhrr. Cetti, Kirchheiner, Schwartzen og flere, Krav: paa vor Tak, og beredt os mangen herlig Nydelſe i Thea⸗ tret? Eller er det maaſkee ikke hans Bert Lad diſſe Perſoner ſtage frem og erklere om de uden Sibonis. Vejledning havde været i Stand til at folge Nutidens, Smag og Man eer, og til i [aa Fort Tid, ſom ſkeet er, at give os her, hvad der ydes paa andre cultiverede Steders Theatre? Endogſaa i Søndags ſtod een af hans Elever, Ifr. Wulff, med Wre ved Siden af Sangens Dronning, Mad. Catalani, og ſang en Duet med hende. Sandelig en ſtor Satisfaction for Meſteren, at fer: ſin Elev have naaet denne Højde. Og denne Aften, da Siboni baade ſom Lærer og ſom Stifter af Conſervatoriet kunde have ven⸗ tet at fee Publicum yde, ham dets Tak for hans umiskjendelige Jver, netop denne Aften vælge nogle Perſoner i Parterret (dog langtfra ikke Mengden af de Tilſtœdeverende) til lydeligen at yttre deres Mishag mod ham. Jeg under Schall al den Virak, der ſtroes ham. Han er en Veteran, hvis ſjeldne Talenter og Gaver ſom Anforer har givet vort Orcheſter et Navn f Verden, der ikke kan andet end glæde enhver Danſt; hans. Fortjeneſte af Inſtrumental⸗ Muſiken er unægtelig meget ſtor. Men bor man derfor være blind for de Fortjeneſter, der ſtyldes Si⸗ boni ſor Vocalmuſiken? At der derfor fra ä —— — — — ——— — * 233 Purterrek udbragtes et »Leve Schall', havde viſt Ingen noget at indvende imod, men at en enkelt Stemme i Parterret (muligen, ja ſandſynligviis vin af Sibonis Antagoniſter ſelv), udbragte, ri⸗ meligen (ſom det i Kjobenhavnspoſten bemerkes) ſtromtvlis, et“Leve Siboni”, der viſtnok, efter Aftale med lige Tenkende, fkulde tjene ſom Sig⸗ nal ſor den Hyſſen og Piben, ſom man vilde have en Anledning til at lade paafslge, og ſom virkeligen paaſulgte — det maatte ſmerte enhver Wdelt—⸗ tankende, ſom erkjendte Siboni's Fortjeneſte, og at hine Perſoner netopy valgte denne Aften, da Frugterne af hans Beſtræbelſer bleve fremſtillede for Publikum — og ſaavidt jeg troer — til dets fuldkonne Tilfredshed — for at udhyſſe og udpibe et Leve“ for ham, ſyntes mig uværs digt og utaknemmeligt af mine Landsmend, og deres Udfard beſtyrkede mig i den Tanke, at det blot var Uvillie eller perſonligt Had, ja vel endogſaa Misundelſe, eller andre mindre ædle Bevaggrunde, der kunde fremlede en faa haard og efter mit Skjennende uretfærdig Behandling mod ham. „ Hyorfſor iøvrigt Prof. Schall kom frem længe eflergt man havde givet ham fit Vivat, da Ingen taabfe Schall frem”, og der ej heller fandt no⸗ gm ürolighed Sted, ſom kunde gjøre hans Frems faden nodvendig; og om han burde have kom⸗ it frem, ligeſom ogſaa om Publicum eller Par⸗ „ kat al og ber have Ret til at bringe enkelte uh Theatret eller Orcheſtret anſatte Embeds⸗ mand et Vivat eller et Pereat efter eget Behag, dle Ling, jeg i dette Brev ikke vil indlade mig Aa e f geh indflutter det ſidſt ud⸗ er af Kje * i dette Detrin omtales. enhavnspoſten ), hvori ” A. — i ) Redactorens Aumaerkning: J Kjobenhavns-Poſten No. 14 ſiges, at det er notoriſt urigtigt, hvad Dagen ber ſagt, at Mange vare gagede, at næppe engang Eukelte havde forladt Huſet.“ — Nej, det er ikke urigtigt? Manger er et relative Begreb. Adſkillige, ſom vare gagede, kunne nævnes og Mange vare ved Sencertens Ophor, og Dorenes Aabning indkomne udenfra, ſom (ulve tjene. til gt udføre Partiets og 234 Til Publicum. Fornsdent Svar til Hr. Prof. Fogtmann, ledſaget af en Contra-Opfordring, vil kunne læfes i neſte Nr. af dette Blad, da Indrykkel⸗ fte denne Gang, af Mangel paa Rum, ei kunde ee. : J. C. Lange. rr... Indenlandſte Efterretninger. Inſtitutet for Metalarbeidere, af hvis Regn⸗ ſkab en Extrakt er trykt, ejer nu en Sum af 11,000 Rbd. Sølv. i kongelige renteberende Obligationer og 4 Rbd. 89 8. i Sedler og Tegn. Det med ſamme forbundne Reiſeunderſtsttelſes⸗ Fond har 500 Rbd. Solv, i lignende Obligationer og 58 Rbd. 30 ß. i Repraſentativer. : g Det bliver i Borſen⸗Halle's Abendzeitung No. 4832 fortalt, at man i No. 11 af den Aalborgſke Avis har feet 22 Spalte ledige, blot med det Ord: Cenſurhul. Dertil føjes den Bemerkning: dette har været faa meget Mere paafaldende, da i de kongelige danſte Sfafer ingen Cenſur herſker. Signaliſtens Forehavende. Hyvad er Publikum 2 Here hine Perſoner, og de uͤdenfra Indkomne til Publicum? eller til de Stemmeberettigedes Tal? og mange flere Sporgsmaale frembyde fig, ſom det er for vidtlof⸗ tigt her at udvikle. At Dagen, hvis Beretning i det Hele var Fort, har forbigaget hint Optrin, kan vel have fin Grund i at man har anſeet det for at være af den Natur, at det ikke fortjente at andſes. Om den, der uoͤbragte Signalet, behageligen nævnede fig eller af dem, der kjendte ham, blev nævnt, kom mere Lys i Sagen. — Da det i Kjabenhavnspoſten er ſagt, og her efterſagt, at hans udbragte Leve Sibo⸗ nin ſynes at være ſkromtviis udbragt, ſaa ſynes deri at ligge en Opfordring til ham om gt ſtage frem. 2 : — — 235 "Blandede Efterretninger. Den brittiſte Sømand paa Landjorden. J det Sieblik, da den ſimple Mat ros lan⸗ der, er hans forſte Gang til Uhrmageren, eller den forrige Skibsdreng. Hans forſte Hiemerke er henvendt paa, at blive af med ſine Penge, men hans forſte Folelſe er den ham fremmed blevne faſt ſtaaende Jord, paa hvilken han ſkri⸗ der frem, halvt ſom en Foermand, halvt ſom en Dandſemeſter, dreiende fine Skuldre frem og til: bage, og ligeſom provende om Fødderne ville gage; med et Ord, Paa. ſamme Maade, ſom han gaaer omkring paa Dakket, ligeſom han endnu ſkulde ſikre fig mod Skibets gyngende Bevegelſe. Denne tilſyneladende Kraftlsshed eller Mathed i Fødderne og de øvre Deles Uhen⸗ dighed og Stivhed findes altid hos en Sømand. Han foler det felv, Han lader fin Troie ſtaae aaben, fine. Skuldre henge ned og fit Haar vore langt, for at ſammenbindes i en tyk og Fort Pidſk; men naar han er i Stads, er han ſtolt af en vis Siirlighed hos ſit Fodtei, af hvide, rene Strømper, ſom blinke frem under nedhen⸗ gende blaage Benklæder, og af nette Skoe. Hans Arme ere neutrale, han lader dem hænge ſkis⸗ desloſt ned og ſvinger dem i ſtore Buer; hans Hænder. ere halvaabne, ligeſom han nylig havde haandteret et Seiltoug og der i Verden ikke ga⸗ ves Andet at gjore, end at gribe det igjen. Han er ſtolt af at viſe ſig med en ny Hat og en ny Kledning, et broget; Tørklæde loſt bun⸗ det om Halſen, og et andet ſom ſtikker ud af hans Lomme. Saaledes udruſtet, Spender af Semidor, (ſom han har kjebt for Guld) i fine 5 Skoe, tager han et Stykke Tobak i ſin Mund, ikke fordi han har i Sinde at bruge det ſtrax; — thi, ligeſom Pelikanen pleier at bere ſig ad med en Fiſt, lægger han det, ſom i en Pung, paa den ene Side af Tenderne, for at benytte det ſiden; og ſagledes, med Betty Monſon ved fin Side og maaſkee en Stok eller et Spanſk⸗ rør under fin anden Arm, vandrer han afſted, for at tage det hele Slaraffenland i Beſiddelſe. Han Ejøber Alt, "hvad han tilfeldigviis treffer: Nodder, Honningkager, Wbler, Skoebaand, Hl, Brendeviin, Genever, Spender, Knive; et Uhr (to, derſom han har Penge nok), Kleder og Tor⸗ kleder for Betty, fin Moder og fine Soſtre, Duſiner af 'ſuperfine Bomulds Mandsſtromper,“ Duſiner af ' ſuperfine dito Fruentimmerſtromper,“ bedſte fünt Lærred til Skjorter (endſkjondt han for længe ſiden har havt nok), en uhyre Mængde af Naale og Traad (fox engang at reparere fine Beenkleeder), en trasſet Tjenerhat, Bjerneſidt, inden om hendes Datter Ranette, ſom førft ſatte Britannia; kaſter Tom Sikes ned i Parterret og der, er hans Navnkundighed endog ſtegen med for at faae fit Haar til at vore, adſkillige Stokke, alle Slags Isde-Artikler, en Flite (paa hvil: ken han ikke kan ſpille, men han har i Sinde at lære det), en Bedekolle, ſom han fager med ſig, for at lade den ſteges etſteds, — kort, alle hans Penge maae efſted; han vilde hellere kjobe alle de malede Papagsier pan Hovedet af en Italiener, ſom, handler med Gibsfigurer, for at ſlaae dem i Stykker, end beholde. ſine Penge, Han har Violiner og Dands paa Skibet, og hele Have af Flip og Grog; den blinde Spillemand giver han Tobak til Belonning, og en halv Krone, for at kunne dreie fig om pan Taaſpidſerne. Med et Suk ſporger han Vært: hans Hjerte i Brand med ſine Silkeſtremper, og naar han hører, at hun er givt og lider Nod, giver han til hende fem Kroner, hvilke den Gamſe tilegner fig felv ſom en Deel af Betalingen; for en Skillings Forſkud. Han gaaer med Betty Monſon og med et ſtort, rødt Lommeterklede fuldt af Æbler, Honningkager, Nodder og farſk Kjod til Havne⸗Skueſpilhuſet, fremkalder Mu⸗ ſikanterne og forlanger at høre; og at ſynge Rule ſammenligner Othello med den forte Skibskol i hans hvide Nathue. (Fortſattes.) > 7 (Meddeelte.) — Goethe. Et fandt Phæenomen paa Tybdſt⸗ lands literaire Himmel er unægteligen Digteren Goethe. Han nyder en Anſeelſe, en Sundhed og en Beremthed, ſom kun er bleven faa Dig: tere til Deel. Siden ſit 23de Aar, alt henved 60 Aar, ftaaer han i Literaturen ſom den mee yndede Skribenk. Iſtedetfor at overleve fig; ſelv, ſom de fleſte Forfattere, der opnaage en hei Als 1 1 ii i | | | | | | | | > fønberligen. a 237 Aerene. Fyrſter ſoge hans Venſkab, Konger digte til Ra eder og Frankrige og - Engel: land overſetter hans Verker. Wieland, Schil⸗ ler, Lesſing, alle har Doden rykket bort; kun Goethe ſtaaer endnu tilbage ſom een af den, tydſte Literature" forſte og ſtjonneſte Plejader. Med Rette fortjente han at kaldes ”den evig unge” thi ſtiendt 79 Aar gammel, feer man ham endnu ſysſelſat med Gjennemſynet af den ppeſte Üdgave af hans Verker, ſom forøges med meget Nyt, og Redactionen af hans Hefteſkrift: Kuünſt und Alterthum. J afvigte Sommer boede han paa fit Landſted i Nærheden af den ſaakalde Park ved Weimar, hvor han ganſke overladende fig til ſine Arbeider, kun modtog nogle Udmerkedes Beſog. Blandt dem, der have beſogte ham i den ſidſte Tid, høre: Mi: niſteren Stein, Grev Capo d' Iſtria, A. W. v. Schlegel o, fl. Men uagtet han nyder en faa lykkelig Alderdom, ſaa have Aarene dog ogſaa udovet deres Ret paa ham. En Reiſende, ſom havde beſogt ham i Aaret 1817 og atter afs lagde et Beſog hos ham 1825, ſiger: ”ved hvert Ord han kalte, hoſtede han. Hans Roſt var ſtjelbende. Jeg ſaae ſtift paa ham og blev ne⸗ ſen ſorſerakket ved at fee de Ødelæggelfer, et Werum af otte Aar havde anrettet paa dette flere, ſterke Anſigt. Hvert Ord blev ham van⸗ ſtaigt, han ſyntes at lide meget og jeg ſagde def fil ham. Nei, ſvarede han; jeg lider ikke ligen. Min Alder ... Jeg maa kun være ſarſgtig, ikke arbeide paa noget for længe og holde mig i Ligevegt for at kunne beſtride de mig endnu levnede Forretninger. Han fagde, at han ikke engang havde læft de franſke Overſet⸗ telſer af hans Verker, fordi han, ſom ſagt, maafte holde fig i Ligevegt og nægte fig Les⸗ ning, ſom endog vilde behage ham. J hans Ungdom overlod han fig til Alt hvad der inte⸗ uſſerede ham, men nu maa han afholde fig ders fra'og kun indſkrenke fig ti 5 g til nogle Gjenſtande. ail Slutningen blev Goethe, = faa angreben og at, at han ikke formaaede at tale mere. Denhellige Antonius ſom General. J Aaret 1706 vare Portugiſerne i Forlegenhed kr at ſette en General i Spidſen for deres 238 Tropper. De tilſtode ſelv, at Nationen ikke mere frembragte deslige. Da de ingen kunde finde paa Jorden, faa foreſlog Een den hellige Antonius. Efter den portugiſiſte Forfatning maa man have tjent nedenfra opad, for at kunne blive General. For at bortrydde denne Hindring iførte man den hellige Antonius's Billed en Soldaterkjole, den neſte Dag en Underofficeer- og den tredie en Officeeruniform, og ſaaledes ſteg han i Fort Tid til Generalfeldtmarſtal, men fif kun et maa— deligt Traktement af 20 Moedorer eller 150 Ducater. Han blev baaren foran Armeen i en Portechaiſe; den fulgte ham med ſtorſte Mod og opflog, efter to Dages Marſch, fin Leir ts Mile fra Badajoz, hvor Hertugen af Bervik, der ſtod paa, den anden Side af Guadiana, modtog dem med adſkillige Canonſkud. Den anden Morgen havde de tappre Portugiſere ta— get Flugten. Længe kunde Hertugen ikke ind— fee Grunden til dette Serſyn og da han fryg⸗ tede at der ſtak en Liſt derunder, lod han ved Frivillige indhente Efterretninger derom. Diſſe indbragte nogle Fanger, og nu erfarede man, at den forſte Canonkugle hapde ſkilt den hellige Antonius ved fit Hoved, hvorpaa Alle i ſtorſte Uorden vare flygtede. Men desuagtet beholdt den hellige General dog fin Charge og Kongen bragte ham aarligen i en rod Flojelspung fit Tractement. SÅ A. W. Schlegel anføg-i de Forelæsninger over de dannede Konfter, han i Fjor holdt i Ber— lin, at de berømte Heſte i Venedig ere af den greſte Billedhugger Lyſippus, af hvem ene Alex⸗ ander vilde lade forferdige fif Billed. Schlegel fortæller ved denne Leilighed, at han mindes at have læſt i en gammel Kronike, at Keiſer Fried⸗ rich Rodſkjag engang havde beleiret Paven i Venedig og ſvoret, at forvandle St. Markuskir⸗ ken til en Heſteſtald. Da Staden overgav ſig formildedes han for ſaavidt, at Heſtebaaſerne i Kirken ſkulde betegnes ved rode Stene og pag Por talet anbringes. fire Heſte. Da Blodiglerne vare komne ſaa meget i Brug, at de anvendtes i uhyre Tal og betaltes 9 0 faa dyrt, beſluttede en franſk Herremand at fætte .. — 239 Igler i en flor Park i fin Have. J kort Tid var Parken fuld deraf, og han beregnede nu, at de mange Tuſind Igler vilde indbringe ham en Capital af 50,000 Rbd. En Morgen, da han kom i fin Have, for at fee til fine Igler, vare -de forſvundne. En Flok Maager vare komne pludſeligen flyvende fra det nordlige Tydſtkland, og da deres Vei juſt faldt forbi Herremandens Have, holdt de Natteqvarteer der. De vare ſultne og begyndte at ſpiſe Iglerne. Ved So⸗ lens Opgang floi de afſted igjen. Herreman— dens Igler og hans Capital vare i een Nat blevne til — Vand. 8 Den beromte Reiſende, Hr. Eduard Rup⸗ pel, ventedes i de ſidſte Dage af November f. A. tilbage til Frankfurt am Mayn. Ved en g enſtemmig Senatbeſlutning er der blevet ham ig bevilget en aarlig Underftøttelfesfum af 1000 Fl. for et Tidsrum af 7 til 8 Aar, faavel i Be⸗ tragtning af hans ſidſt erhvervede Fortjeneſter, ſom for at fætte ham, overensſtemmende med hans Hnſte, iſtand til at fortfætte ſine videnſkabelige Reiſer og Grandfkninger. : 5 Over Walter Scotks nyeſte Fortellinger: Kroniker fra Conegate, hvoraf Iſte Afde⸗ ling, overſat af A. P. Liunge og Paſtor Broa⸗ ger, i disſe Dage er udkommen paa Boghandler 5 A. Soldins Forlag, lœeſes en meget anbefalende År Bedommelſe i det engelſte Tidsſkrift: London Sj Magazin. Walter Scott hedder det deri, ſynes i dette Verk, at have gienvundet fin: Ungdoms— kraft. Atter uovertreffelig, atter beſjelet af den Aand og rig paa den Kundſkab om fit Wm— ne, hvorved han altid henriver ſine Leſeres Fo⸗ lelſer, har han udført disſe Fortellinger, der ere indfattede i en med megen Kunſt og Om— hyggelighed udarbeidet Ramme, med den i Lue— farver dyppede Penſel, ſom man ikke altid gjen— a … Fjender i hans ſildigere Arbeider. Han har igjen . -betraadf fin Fedrenebund — Begivenhederne fo— regage for ſtorſtedelen i Skotland og hvert Skridt, ban gjør, er raſtt og kraftfuldt. — En lignende Dom feldes over dette Veerk i Edinburgh Ma- Kjobenhavn.⸗ Forlagt af S. Soldin. 240 gazin, der regner det blandt Walter Scotts hel: digſte Arbeider og anſeer Indledningen, der ops tager de ſyv forſte Capitler, for den bedſte han har ſkrevet fil nogen af ſine Romaner. (Sme see ˙ A A . . EERET STE ] Strset anker. (Meddeelt af S—p.) i 43. Det er et gruſomt og lumpent Bnſke, at ønffe Krig imellem Nationerne, og naar dette - Ønffe har fin Oprindelſe i den gemene Egen⸗ nytte, ſom, f. Ex. at vore Producter fandt bes dre Afſetning, og altſaa ſtege i Priis; faa er det tillige det lumpneſte af alle Ynſker. — Er Krigen derimod en Forſvarskrig for at hævde Menaeſkehedens uafhendelige Rettigheder, da er den et nødvendigt. Onde, og mage foretrakkts en ſtendig og Menneſkeheden vancrende Freds: tilſtand. — J ſaadan Tilſtand levede Grakerne forend Opſtanden mod Tyrkerne. i Kjøbenhavns Bors, d. 19 Februgri 1828. Hamburg 2 M. Fa arne >». å vista 220 „ Species 221 Specier ſolgtes til Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler ; pr. 100 Specier 1156 [1865 Rbd. Shl, Svenſte Sedler * 125 pr. Rdlr. Rigsgjeld 505 51 Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 85 855 Rbd. Sedl. Dito Dito. 772774 i Banco, Nationalbank Obligationer | 1 Sl (af Laanet 4 Febr. 1820)/102211022 Rbd. r S. 113301132 Sedler, — Dito Dito. Nie 5 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. 98 2 982 Rbd. r. S. 106 |IOGE i Bart, — Renter pr. 6 Januar 6 pC. norſt Laan ved Hambro & Son 4 pC. Dito nyhe 983] — i Banco. Aſiatiſte Comp. Actier — | — i Sedler. 3 pC. nye danſke Oblig. 59 | — L. Sterl. Trykt (i 05 J. Jacobſens Bogtrykkerie. 8 | Skilderie Femogtyvende A Udgivet og redigeret af Fr. Nyeſte af Kobe rr HN TUN n h a bn. ar gang. No. 16. Thaaru p, Etatsraad. Forſendes, ifølge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Lsverdagen den 23 Februari 1828. SSS ——— —— ——— — — —— — —— . — — . ——— —— — rr—————F—F—-—-—————— —————— Samilien fra Landet: Paa en Gaard, tre Fjerdingvei fra Sla— gelſe, ien behagelig Egn, boer Hr. Jenſen, flet og ret ſaaledes kaldet, fordi han hidtil har troet, at et ærligt: Navn er den bedſte Titel, en Mand kan have. Under Krigen havde han drevet Handel i Kjøbenhavn og i rette Tid for⸗ Waet at traekke Seilene ind. Forudſeende, at le ſegkaldte gale Tider dog engang maatte, blive Hege, om end Menneſkene ſelv ikke bleve det, gate han alle fine Eiendele i Penge og tog ſiden TÅRER Kone og to Dottre, den ene paa ni og in at pag tretten Aar, ud paa Landet, hvor 1 1 kjobt fig en ſtor Gaard, med Avling, ai an agtede at drive, ikke ſom ſtor Her⸗ 52 SR ſom virkelig Landmand, hvortil han e Han levede der i adſkillige Aar i Grund ilfredshed. Men da Fortuna ikke uden faa fo foreſtilles, ſom ftaaende paa en Kugle, Oed Wed hun ogſaa hos ham fnart: fit Stade. fen 6 ERReNe ham hans Kone, og nu fad han 20 es ſine to neppe fuldvorne 45 eilt Sophie ſog Emilie. Den forſte var bede 80 5 Knob, den anden en Roſe med udfol⸗ "Sophie ade. Emilie var en ſand Landsbypige, HAD, en halv Kjøbenhavnerinde; thi hun havde . a ongeſtaden i en Alder, hvor de vigtigſte 9 uudflukkeligſte Indtryk paa Sjelen allerede pleje at have antaget en faſt Form. Endſkjondt hun ſjeldent kom til Kjøbenhavn, faa kjendte hun dog meget nøje til Alt, hvad der horte til Da- gens Orden. Fra et Læfefelffab i Nerheden ſik hun ikke allene danſte Tidsſkrifter og Blade, men endog Modejournalen, ſom man maaned⸗ ligen kod komme med Poſten. Aldrig ſaaſnart var Derfor en ny Hat eller et nyt Snit paa en Kjole. kommen i Mode, førsnd Sophie, der var meget flink i Haandarbeider, havde omſyet og omformet fin Hat eller Kjole, eller forfærdiget dem ganſke af ny. Hun gjeldte derfor i de nermeſte Kjøbftæder for den ſmag⸗ og Avindſygen fuldeſte Pige i hele Egnen, Mode⸗ havde endog givet hende det Øgenavn : dukken. É É En Aften, da Hr. Jenſen fad og leſte i Aviſen Efterretningen om Slaget ved Navarin, med Betragtningen over hvad der vil, maa og ſkal ſkee; om en tilintetgjort tyrkiſt Flaade der lob ud igjen 64 Seilere ſterk; om to Grakere, der, lenkede til Canonerne, fløj i Luften med Skibet og derpaa ſosmmede over til Engel⸗ lænderne og fegtede med dem — kom So⸗ phie ſtyrtende ind i Stuen og raabte: ”hun er kommen! hun er kommen!! — Hvo er kom⸗ men?“ ſpurgte den Gamle. — Ih, Mad. Ca⸗ talani — Madam Catalani! Hans ſom i dette. Ojeblik kommer fra Kjøbenhavn, ſiger, at hele Byen ikke taler. om andet end Madam Cata⸗ lanj, der med en Suite af ſexten Perſoner, 243 fjorten Heſte og fem Vogne, er lykkelig og vel ankommen til Hovedſtaden.“ »Hende Fa'r, raabte Emilie, maa vi endeligen høre,” — Hvor vil Du hen Barn, ſagde Hr. Jen ſen, troer Du, at jeg paa den Tid af Aaret kan tage med Jer til Kjøbenhavn, for at höre en Sangerinde?“ Begge Dottrene faldt nu Fade⸗ ren om Halſen og bade ham faa indſtendigen om, at reiſe med dem til Kjøbenhavn, at han omſider gav efter for deres Beden og lovede dem, at ſaaſnart Hans Fjørte med de fede Kalve til Staden, ſkulde de faae Lov til at folge med. Begge kyſſede den Gamles Haand og vare næz ſten ude af ſig ſelb af Glæde. Dagen kom; Kalvene vare lasſede paa Vognen og to Seder anbragte, det ene for Sophie og Emilie, det andet for Hr. Jen⸗ ſen. Paa disſe Hoiſeder hvorfra man kunde overſee den hele Egn, ſad nu Familien, og Hans vidſte at fvinge fin lange Svobe faa raſt, at ” endnu ſamme Dags Aften Kl. fire, Vognen holdt i Gjeſtgivergaarden paa Veſtergaden. Sophie og Emilie gik op paa deres Ve⸗ relſe, Hr. Jenſen, efterat have pudslet lidt, ned i Gjeſteſtuen, for at tende ſin Pibe, og Hans kjorte med fine Kalve ud til Chriſtians⸗ havn. Da Hr. Jenſen traadte ind i Gjaſte⸗ ſtuen, horte han fra alle Munde gjenlyde: hun og hun. Da han ſkulde til at underſoge, hvo egentligen den hun“ var der taltes ſaa meget om, faa erfarede han, at det var Sangens Dronning, Madam Catalani. Hovedhjulet, ſom Talen dreiede ſig om, var Priſen for Billetterne til hendes foreſtaaende Concerter. Nogle meente, at den vilde blive den ſed⸗ vanlige, da en Dame, der havde faa mange Godſer i Italien og Frankrig, og eier desuden faa mange Diamanter, ikke brod fig om Beta> lingen, men blot var kommen til Kjøbenhavn, for at tilfredsſtille Kjsbenhavnernes faa længe og lydeligen yttrede Lengſel efter at høre hende; Andre meente, at Priſen forholds⸗ viis ikke vilde blive højere end i Stokholm, nemlig 2 Rdlr. ſvenſk Banco. De Ord 2 Rd. ſmagte aldeles ikke Hr. Jenſen. Det ſyntes ham ſom To Rdlr., enten de fax vare mange Ucher i vorwegen. benhavn? ſvenſte eller danſke, Courant eller Banco, efter 244 hans Begreber, der i alle ſaadanne Ting havde Korn⸗ og Qvagpriſer til Maaleſtok, var temme⸗ lig meget for at høre en Sangerinde. Neppe havde Morgenſolen kaſtet fine. førfte Straaler ind i Hr. Jenſens Verelſe, forend Sophie allerede mindede ham om, at være be- tænkt paa at faae Billetterne til Mad. Catala— nis Concert. Han lovede hende ogſaa, ufortøs vet at gjore Anſtalter. Klokken havde endnu ikke ſlaaet fyv, da man fane ham i fuld Puds, endog med Sporer paa, endſkjondt han dog var kommen kjorende til Byen. Hans forſte Wrinde var nu hen til en Barbeer, for at lade fig ra- ſere. J det Barbeeren indfæbede ham, begyndte | denne: Har Herren hert noget Nit? — Mas dam Catalani er nu virkelich arrivirt her. Jeg har det af gute Killer. Hendes Secreters Bedienter har veret hier paa Stuben og forfi chret, at hun en Concert mit den Firſten vil give.“ — Hr. Jenſen ſpurgte nu Barberen, om han ikke vidſte, hvor man fkulde henvende fig, for at faae Billetter? — Ho! ho! Billets, min Herr — raabte Barberen, det er nicht ſo let at lebe til — de maa forudbeſtelles og det Da jeg vor ti Ohr ſiden, conditionirte i Hamburg, var die Catalani ochſaa der, men der var baade Mord und Tod— ſchlag efter Billetten. Jeg har ſelbſt havt un: der Cour der En, ſom ved Billetverdelingen havde faaet den ene Eren totaliter ruinirt af en Reutendiener och en Schmerauß over Neſen af en Hanſeater.“ JI det Barberen forte dette | Raiſonnement, traadte en Mand meget: forfræ: | deligen ind i Stuen og fatte, uden at ſige el Ord, fin dryppende Paraply fra fig. Ih, hvad ſeer jeg — raabte han, efter en kort Pauſe — min gamle Ven, Jenſen? Hvad fører Dig, vaa en faa uſedvanlig Tid af Aaret til Kjs⸗ Formodentlig en Kornſpeculation!“ „Nei ingenlunde, ſparede Hr. Jenſen, efterat have rakt Vennen fin Haand til Sjenhilſen — „det er egentligen mine Dottre, der have. faaet mig overtalt til at tage herind, for at here Mad. Catalani'' — „Ei flap du derud” ſagde den Fremmede — 'nu J Landsbyfolk ligne dog os Kjobenhavner ſom een Draabe Band den ans den — Som det gaaer Dig, min gode Ven, 245. "gaaer det mig. Min Kone og mine Dottre vine og plage ogſaa mig, at jeg ſkal ſkaffe dem Billetter, Nu har jeg løbet ſiden i Morges Kl. 7 for at fane at vide, hvor man ſkal abonnere paa Billetter, men ingen veed” rigtig Beſrked dermed, Jeg har rendt. fra Herodes til Pila— tus og fra Pilatus til Herodes, og lige ner er jeg.“ Men bliver: Billetterne, da ikke offentli⸗ gen udſolgte?“ ſpurgte Hr. Jenſen. Det er nelop det, ſom ingen veed. Nogle paaſtaae, at der allerede er abonneret paa flere end Huſet kan umme. Folk ere i den pinligſte Forle— genhed. Jeg har gjort min Pligt, og teg— net mig paa to Steder; men paa begge Steder ſagde man, at jeg gjerne kunde tegne mig, men hvor Bilefferne ſtulde komme fra, vidſte man ei.“ — Hr. Jenſen forlod nu efterat have ſagt Farvel til fin Ven, ſom lovede at beſoge ham med dit Forſte, Barbeerſtuen og gik hjem igjen til ſine Dottre. Her fandt han diſſe i den meeſt ſpœendte Forventning. „Naa, hvorledes gik det, Fader, raabte de, i det de begge kom ham hop— pende i Mode, da han aabnede Deren? Ja, hvorledes gik det — ſvarede den Gamle — Pokke⸗ Ten fan fade Billetter. De fral beſtilles i Forbeſen — men hvor de ſkal beſtilles — hvad Yrifen bliver, det veed ingen.“ Diſſe Ord gjorde begge. Pigerne ganſke modfaldne. Emilie kunde endda nogenledes finde fig i fin Skjebne, nen Sophie kaſtede fig hen i Sophaen og ſogte af ſyrke fig med Eeau de Cologne, foregivende, al huh ikke befandt fig vel, efter Kjorslen paa aaben Vogn i den raa Luft. Nu traadte Hans flæbende ind i Stuen. »Hvad er der med Sig?“ fourgte Hr. Fenſen. — Hu, hu — raabte Hans — aa, jeg er et ulykkeligt Menneſke — Jug har miftet alle Pengene, ſom jeg fil betalt 165 Kaldene.) — Din Slyngel, hvorledes kunde Du miſte dem? — Jou — Hosbond — keg var juſt gaaet ned i en-Ølkjelder, for at age mig en Slurk Hl log da der blev talt faa meget om Madam Cattelani, faa lyttede jeg tier; men i det ſamme raabte ben af Gjeſtecne: aa fee, der gaaer En uden Arme l' Alle lob hen til Vinduet, for at fee. en ſmuk Kavalier, ſom ned Arme havde og ſom Kjoleærmene hang id af, hvor de havde fiddet. Jeg lob ogfaa 246 7 hen til Vinduet, for at ſee Fyren, men ſaa traadte der mig Een paa Taaen, og vips vare Pengene borte. Hu! Hu!“ — Hvorfor paſſede Din felt ikke bedre paa Pengene?” ſpurgte Hr. Jenſen ganſte opbragt. — 'Det var den for⸗ biſtrede Karl uden Arme, Hosbond, ſom er Skyld i hele Ulykken“, ſvarede Hans. Hr. Jen⸗ ſen, ſom er af et meget hidfigt Sind, tog Hans i Nakken og kaſtede ham paa Doren. Den für⸗ ſtaarne Klodrian tornede mod en liden vever og pyn— tet Pige, med en Ake fra Modehandlerinden, hvori en Hat til Jomfru Sophie, juſt i det hun kom op af Trappen. Dog var Fal det ſaa heldigt, at kun? Eſken, men hverken Pigen eller Hatten blev beſkadiget, Hun traadte nu ganffe beſtyrtet ind i Stuen og forlangte et Glas koldt Band, for at kunne komme fig af fin Forſtrekkelſe. Endeligen be⸗ gyndte hun: 'det var da en Guds Lykke, at jeg flap faa vel. Var den klodſede Tolper falden paa mig iſtedet for paa Wſken, ſaa havde jeg ſtaa't e Kjon! Jeg ſkal netop” i Aften høre Madam Kattelane, og det "havde da været en dobbelt: Ulykke for mig, om jeg havde veret nod faget til at blive hjemme,” — Here Madam Catalani“, faldt Sophie hende haſtigen ind z Talen — »lader hun fig høre i Aften?” — Ja, hun gjør, ſvarede Pigen, men ikke offentligen. Hun ſkal ſpiſe et Steds, hvor min Soſter Life tjener ſom Stuepige, og min Soſter har invi⸗ teret; mig til at ſtaae i Forſtuen, hvor alle Tje⸗ neſtefolkene have faaet Lov til at ſtaae og here. Mad. Kattelane, og tillige at bede deres Be— kjendter at komme. Jeg har ogſaa Lovte om, at høre hende, naar hun lader fig høre paa Ko⸗ medien, for min Svoger, han leier Pladſer ud til Loger, og han overlader mig en Plads i en Gallerfeloge for meget godt Kisb. Den fkal ikke koſte mere end to Rigsbankdaler.“ — To Rigsbankdaler“, ſagde Hr. Jenſen — jeg troer hun vil.“ — Finder De det for dyrt 2” ſpurgte Pigen lidt ſpodſk. Da kjender jeg dem, ſom med Glæde vilde betale Fem Rbd., naar de bare kunne faae Billetter. De kan aldrig fore⸗ ſtille Dem, hvilken Trang der er paa Billetter. Folk ere ferdige at lobe min Svoger Dorene ind. Da jeg i Forgaars var hos ham, kom der en Frue og bad ham med Taarer i Hinene om In! 247 at forſkaffe hende to Billetter til forſte Etage — men han varede reent ud: jeg lover intet, jeg kan intet love, jeg vil intet love.“ — Men hvad vil da Priſen egentligen blive”? ſpurgte Hr. Jenſen. Ja, det veed ingen; men Enhver er af den Mening, at hvad den end bliver, ſaa vil Folk have Billetter. Glad er jeg, at jeg har min for to Rigsbankdaler.“ — Da giver jeg ſtu' ingen to Rigsbankdaler, ſagde Hr. Jen⸗ ſen. "Saa fager De ſtu' ogſaa Lov til at blive fra Concerten, ſvarede hun. De veed nok hvad der ſtaaer paa Placaten: Ingen Uvedkommende indlades paa Theatret, og Enhver, ſom ikke kan betale hvad der forlanges, er Uvedkommende.“ Pigen, ſom lod til at kjende noget til Phyſio— nomiken, fane med et Slags Medynk paa Jom⸗ fru Sophie, der ſatte et meget bedrovet Anſigt bop. Derſom Jomfruen har Lyſt til at høre Mad. Kattelane, ſaa vil jeg gjerne tage Dem med i Aften, De behøver ſaamen ikke at ffamme Dem. Der kommer ſandelig de penefi: Folk,“ — Sophie takkede hende for hendes Tilbud, undſkyldte ſig med ſin Upaſſelighed, gav hende nogle Drikkepenge, og modtog for diſſe et Haand⸗ ys, hvorpaa den ſnakſomme Pernille trippede 1 — Det var en ſorgelig Scene, man nu faae er. gende Arme, ſmegtende Blikke, blege Kinder, og ſukkede. J Vinduet fad Emilie med nedflagne Ste, mere bedrøvet over fin Soſters Sorg end over fin egen. Foran, neſten ved Doren, Hr. Jenſen, i en Leneſtoel, med Hænderne over⸗ kors, nedſjunken i dybe Betragtninger over det Pengetab, han, ved ſin Karls Dumhed, nyligen hapde liidt, og ponſende paa Midler til om mueligen at faae dem igjen. Efter en Pauſe af fire til fem Minuter traadte Gaardskarlen ind i Stuen med Adreſſeaviſen, ſom Hr. Jenſen abonneret paa en Loge til so Rbd., ogader fager Aftenen forhen havde bedet: Verten om at ſende op pan hans Verelſe. Hr. Jenſen begyndte at læſe deri. „Hvorledes? fire Rigsbankdaler? — neſten en og en halv Tonde Byg for en Billet — nei — det ſkal Pokker give! Saa lad hende ſynge længe nok. Jeg vil ikke here hende. Bil J høre hende Børn, ſaa kan J, men mine fire Rigsbankdoler fager hun ikke. Reiſen har allerede desuden koſtet mig nok. Jeg . Paa Sophacn lage Sophie med nedheen⸗ 248 finder ikke mine Penge paa Gaden. Fire Rigs— | bankdaler for en Billet. til Parquettet og-3 Abd. til Galleriet, hvor. Fiſker- og Wblekjerlinger komme? Det er for galt.“ — Hr. Jenſen tog fin Hat og Paraply, gik, fnyſende af Harme, bort, og, ſmaaſnakkende med fig ſelv, horke man ham endnu paa Trappen gjentage de Ord: ire Rigsbankdaler! fire Rigsbankdaler!!“ — For at forſlaae Grillerne gik han ind til en Conditor. Her ſadde omkring et Bord tre Menneſker, af hvilke de to vare mere oplobne end udvorne, men | den tredie en ſand Holophernes, hver med fit | Glas Punſch for ſig, uagtet Klokken ikke var mere end elleve om Formiddagen. Da de" bleve Hr. Jenſen vaer begyndte de at fniſe; de. hvis fuld Spodſkhed af og til ſtirrede paa ham, men Hr. Jenſen lod ſom han ikke merkede det, ſatte ſig hen ved et Bord ligeoverfor dem, be— gierte en Kop Chokolade, og gav ſig nu til-at læfe. eet af de mange Blade, der, kilſolede og forrevne, lage uordentligen henflængte paa Bor: det. Skal Du paa Komedien, Fritz?“ ſpurgte den ene af diſſe Friſffyre, der ſyntes at være. 26 til 27 Aar, endſtjondt hans Anſigt lod gjette paa fyrgetyve. Hvo ſkulde vel ikke der“, ſva⸗ rede den mindſte; ”det er jo afgjort, at der ſkal pibes.“ — Det var da forbandet, og jeg har ingen Billet“, raabte Kammeraten. — Da fager Du ver'en'evi' ingen i Aften. De vare allerede borte i Morges Klokken 11. Folk ſtode lige ud til Heſten. Concert?' ſagde den Tredie af dette Kloverblad, i det han i eet Drag tyllede et halvt Glas Punſch i ſig. — Det behover jeg ikke at ſorge for', ſagde den Mindſte, »'min Moder har allerede jeg en Plads i.“ — y for Fanden! i en Loge“ — raabte den Lange — „der er man jo faa geneert. Jeg har i mit hele Liv kun, været en eneſte Gang i en Loge, men det var pga: Galle: riet, da Baggeſens Trylleharpe "blev uüdpeben, men da var jeg der for at raabe pereat Baggeſen; paa min Farbroders Vegne, ſom juſt den: Af⸗ ten havde Foxfald.“ — Efterat Hr. Jenſen — — ſkede noget til hverandre, i det de med ondſkabs⸗ Der bliver en Pokkers Kommerts.“ — Er der ſaadan Rift om Billetter til et Pibe— | ſtykke, hvad vil der da blive til Mad. Catalanis s 0 DAG" lenge nok lee hørt paa diſſe Frifffyres raa han Conditoren og gik hiem til Men Himmel! hvilket Syn, Sophie med Siaſ forlo jeſtgivergaarden. da han traadte ind i Varelſet! et Torklede bundet om Hovedet, lage i Sengen. —— — Ku ſv— — — — — ' : | | lende hende paa Pulſen. | bab mich Forved (amme ſad en Mand med en Wsculaps ine, rynket Pande og engſtelige Ojekaſt, fø- k Emilie ſtod 8 ved hans Side. „Hvad er hændt i min Fra⸗ være? raabte Hr. Jenſen ganfſke beſtyrtet. „Detes Dochter“, ſvarede Doctoren, i det han tog en Priis af fin Tobaksdaaſe, min kere Hr. Jenſen, er ſiech, mejet ſiech, min Seel! — det var den hechſte Tid, dat man lod mich hente.“ — (hoad er da hendes Sygdom?“ ſpurgte Hr. Jenſen. „Det er egentlich en intermittirende Fieber, ſvarede Wsculapen, ſom ikke findes be⸗ ſtreben i Pathologien, men ſom vi Doctores falde den catalaniſcher Fieber. Den grasſerer i denne Tid faſt i- hver Huus i Kebenhavn und attaquiter ſowohl Mandsfolk ſom Fruentimmer. Naar den richtige Remedie derimod in Zeiten applicires, fan er den juſt ikke dedelich, men forſemmes den, ſo kan Fieberen, min Seel, let blive til en Typhus.“ — „Hvad er da det for en Remidie?“ ſpurgte Hr. Jenſen ganſfe be⸗ Tymref. — „Det er“, ſagde Doctoren, i det bm trak ham til Side — „det er, at De ſtande pode goer hen und fager en Billet til Madam Cafalanis Concert og lader Deres ſchmukke Doch— fir here hende. De vil ſee Wunderwerker af denne Mittel.. De kan ſperre alle vore ſture Miofeſſorer, ſowol die, ſom kerer, ſom die, der oer til Foß, om jeg ikke har Recht. Sofnart Deres Dochter bare foer en Eie paa Billetten, vil De ſtrachs (pure Voraͤndrung; Pulſen vil beginde at ſloe langſammer, und Fieberen gradatim ſette lich Det er min Seel den eneſte Remedie.“ — J det Hr. Jenſen noget nøjere betragtede Doc⸗ toren, blev han vaer, at det var den ſamme Mand, ſom havde ſidſt barberet ham. „Men hvo har labet Dem falde, min Ven!“ ſpurgte Hr. Jen⸗ len. „Kalle?“ ſvarede Barberen, det har min Stel Deres Dochter — Da ich vor en Eieblik fiden var inde und barbirte en fremden Herre pad No. 7, kom Opvartingspigen lebende und unvortebet at komme op paa No. 13, Corpulence. Dre, var Hr. Jenſen lutter Øje, og det af en 250 wo en Dame lah ſterbens ſiech. Ich that min Plicht und kam.“ — "Pligt, ſagde Hr. Jen— ſen — har De Lov til at practiſere? Deer jo en Qvakſalver?“ — Ei was Qvakſalber“, ſvarede Barberen ganſke opbragt, — det er nur in Denmark, wo man kun ter were autoroſirt und examinirt Qvakſalver — Doctor, wollte jeg ſige. Ich har fungirt ſiv Aar ſom Oberchirur⸗ gius i Ali Paſchas Armee, und tiltruer mich ligeſo ſtur Capatitet zum Practiſeren ſom nøgen Profeſſor, der kerer i den brillanteſte Kreet. Seer De daß?“ Med diſſe Ord gik Barberen fin Vei. Neppe var han gaaet, faa traadte Vennen, der nyligen havde lovet at beſoge Hr. Jenſen, med gledetindrende Bine, ind i Ve— relſet. Friſk Mod, Born! raabte han, vi har ſeiret! Her — her er en Billet til en Parterre— loge! Diſſe Ord udtalte han i en Henrykkelſe, ſom maaſtee ikke kan ſammenlignes med andet end Napoleons, da denne i Notredamekirken paa— fatte fig ſelb Kronen. "Hver Plads i denne Loge“, vedblev. Vennen, „kommer kun paa ni Mark, og jeg kan overlade Dig, kjere Jenſen, tre Pladſer.“ — Dette Tilbud virkede paa So- phie og Emilie ſom et electriſk Stød. Den førfte floi, ſom ny beſjelet, op af Sophaen; den ſidſte hen paa Faderen, for at kyſſe hans Haand. De mørke Skyer fra den Gamles Pande forſvandt, og Alt var her Fryd, Gammendſog Tilfredshed. Sophie og Emilie talte Timerne, ja Minuterne indtil den længe ventede Aften, da de ſkulde til Concerten, kom. En Hyrekudſk, ſom Hr. Jenſen leverer Havre til, ſendte ham uopfordret en Vogn for Doren. Nu kjorte Familien hen til Kome— diehuſet. Men. allerede paa Hjornet af Sſter— gaden maatte Kareten holde. Lange Rekker af Vogne gjennemkrydſede Kongens Nytorv, og med Sneglens Langſomhed nærmede Kareten fig Skueſpilhuſet. Dette var. allerede halvt” fuldt ved deres Ankomſt, og Vennen med hans Familie allerede i Logen, uagtet. Klokken kun var fem Minuter over fer. Hr. Jenſen fif den bageſte Plads, men han fad her ſom Dakketoi i en Servietpreſſe og endnu neſte Dag følte han Virkningen af en ved hans Side ſiddende Dames Medens alle de Andre vare lutter 281 dobbelt Grund: deels har han af Natur ingen ſynderlig Smag for Sang, iſer den italienfke, dels har han allerede. i endeel Aar været tung⸗ horig paa det venſtre Øre og det højre, ſom el⸗ lers er i temmelig god Stand, blev her fra alle Kanter ſaa beſtryget af den pinlige Trækvind, ſom hver Vinter bringer i Thalias Tempel Do⸗ den mangfoldige Offere, at han maatte holde et Torklœde for famme, og ſaaledes fee fig berøvet, det vigtigſte Organ til at beundre Madam Ca- talanis majeſtætiſte Talent. Men hvad Bret nægtede ham, det erſtattede Bjet ham fuldkom⸗ ment. Han kunde ikke fee ſig mæt paa det Glimmerhav af Diamanter, ſom Sangerinden ſtraalede af, og medens hele Huſet, Kjendere og Ikkekjendere, henreves af de konſtige Roulader og Triller, de pludſelige Overgange fra de dy⸗ beſte til de hojeſte Toner, beregnede Hr. Jen⸗ ſen, hvormange Bondergaarde i Sjælland der vel kunde kjebes for et ſaadant Belte og en ſaa⸗ dan Agraffe af Diamanter. Dette ledte ham . igjen paa at anſtille en Sammenligning mellem Stemmen og Diamanten i den raa og flebne Tilſtand. Concerten endtes med ſtormende Jubel og almindelig Tilfredshed. ö Naeſte Dags Morgen Kl. 6 fad Familien igjen pan Vognen; Sophie og Emilie glade over, . at have hort Mad. Catalani, Hr. Jenſen for⸗ trædelig over, at have offret denne muſicalſke Nydelſe ſyv af de fedeſte Kalve i hans Stald. . . . ‚ —— —— Til Publicum. Uagtet Tydſkland ikke beſidder ringere For⸗ raad af ſtorre lexicalſke Hjelpemidler til at lære det Iatinffe Sprog, end af grammatiſke, har man dog forlengſt indſeet Nytten og Nodven⸗ digheden af mindre Lexica i dette Sprog, lige⸗ ſom i de nyere Tungemaal, deels for Begyndere, og dem, ſom ei formaage at kjabe de ſtorre Ord⸗ bøger, deels for Elſkere af Sproget, ſom ikke attraae at ſkrive det, men blot at veilede fig ved Lesningen af de romerſke Clasſikere, ſaa⸗ velſom andre Forfattere, -der have ſkrevet paa La⸗ tin, og til den Ende onſke den muligſte Fuld⸗ — [i „terne det 7de frit. 252 ſtendighed af Ord, uden at fordre nogen bety; delig Mængde af Citationer fra Skribenterne. At de ſamme Henſyn finde Sted hos os, er gabenbart. Jeg troer det derfor, efter Raad: forſel med kyndige Sprogmend, henſigtsmes; ſigt, at udarbeide et ſaadant mindre Lexiton, ſom med Fuldſtendighed forener Korthed og billig Priis. Det vil gaae Middelveien mellem de tyd; ffe Lommelexicas ſummariſke Korthed og viefor, dervende Tryk, og det badenſke Lexicons Vidt; loftighed. J. Henſyn til Ordenes Folge agter jeg at bruge ſamme Methode, ſom ſidſtnavnte Ordbogs hoitfortjente Forfatter fulgte i bemeldte Verks forſte Üdgave, nemlig at clasſificere Or, dene efter deres Afledning, og at henviſe til Primitiverne, paa de Steder, hvor de afledte Ord efter Bogſtavordenen henſœttes: en Frem; gangsmaade, ſom af kyndige Lærde og Lærere anſees henſigtsmesſigſt, da den haade kan tjene for Begynderen og for den i Sproget mere Ovede. Badens, Bauers, Forcellinis, Krafts og Schel⸗ lers Ordbøger ville blive. lagte til Grund ved Udarbeidelſen af den latinſke, og de fortrinligſte danſke Forfatteres ved den danſke Deel. — Stor⸗ relſen af det hele Verk vil udgjere i det Hoieſte 75 à 80 Ark, ſom leveres, for at befordre Af⸗ fætningen, for 8 f. pr. Ark pan godt Trykpa⸗ pir med tydelige Typer, og correct trykt, i hvil⸗ ken Henſeende den muligſte Omhyggelighed ſtal vorde anvendt. — Proveark ville om føie Tid kunne faaes, og udbeder jeg mig inden Tryknin⸗ gen begynder, Sagkyndiges Erindringer med⸗ deelte, om hvad i en eller anden Henſeende kunde være at forbedre ved Verkets Materie eller Form. : For Ikke⸗Subſcribenter bliver Priſen en Fjerdedeel højere end den i det Foregaaende oms meldte, Paa 6 Exemplarer erholde Subſcriben; J. E. L e EY ang Redacteur af Tidsbladet Ny⸗Fr É i No. 40, Iſte Sa E. S. Efterat denne Indbydelſe var reen⸗ ſkreven til Bogtrykkeren, gjorde en Sprogmand, hvis Erfaring ſom Ungdomslerer giver bane eg a ning dobbelt Vegt, den Bemerkning, * ; 1 32 5 2 ö 1 5 Springgade — ——— — — e , e / ere ordbog i reen Bogſtavfolge er baade grandfferen.” Funker os Andre for Rexx, bandlyſt til Nibe. — G 1 : 253 meft affætlig, og meſt gavnlig, Af⸗ ledsfolgen derimod er kun for Sprogs | Jeg vil nu oppebie, om an⸗ dre Stemmer ville erflære fig afvigende, og paa boite Grunde. g — Hendelsmand Koeſted, til hans Corre⸗ ſpondent i Hjarbek. Bebares Hr. Patron! Leſer man ikke Avis (en? ) — Et vakkert Blad med ſtore Kundſka⸗ ber og meget mere end vi Andre vide — fuldt af Literatur og Moerſkabs⸗Lcsning; men ikke frit for Chicaner. Der ſtaaer nu indført det nye Toldhuus i Aalborg, og gjør en Pokkers Blaſſ for ingen Ting — Hvad er det faa. mere — en opſmurt Unge af den gamle Siſeboe, ſom Jager Sftak i Folk — jo! jo! jeg Fjender nok Krudlet ſto gamle Tider. Poeten er gal og hver ſom ſynger hans Viſe. Hvad vente J godt Folk af ſlig Afgudsdyrkelſe? Han lader ſig bel noſe med Sang og Hurra! jo Men! han ligner fin Moder, viſiterer med ſtorſte Ondſkab, Ribe J Halunker!“ — Saad fire BUE ii akt aadant er Omqvedet e beſtilte røgede Helt folge i Omſtaget 8 ſelv, og ſend dine Tanker zacbage med 10 thi ogſaa J Indvaanere af Hjarbek“ og all borgerlig Nering veſten for Grundene er ) ud frie os! — 0 Forunderlige Ting pasſere i denne Tid, men jeg bleſer i Tyrken og Mad. Catalani, og 9 Tl underretning for de Lære, ſom ikte holde A Und , fon albor Stiftstidende, anmerkes: at i ſamme findes indrytkek Alen, affjungen i Anledning af det nye Toldhuſes Indvielſe i Aalborg, Hvori blandt andre findes fol⸗ gende Stroſer, Koeſted: a 5 Gid Liimflords Valge kysſe m Nigladte fvære Stibe, 105 Naar Huſet forſt maae Tolden fage Lad dem ſaa gage til Ribe. — — der ſynes at have ærgret den ærlige 284 holder mig til Tobaks-Fabriken paa Morſse — En herlig Tobak baade for Borgere og Bønder, Enhver til Fornsielſe, og indenlandſke Vahrer desuden. Sligt vil fvie til de ſtorſnudede Han⸗ ſeſteeder — ſkader paa min Salighed ikke. — Liimfjorden er ganſke ſtille. Ingen Be- vegelſe i nogen Ting. Skuderne raadne af Kjed⸗ ſommelighed, og Aalborg vil ikke tabe paa Kor— net — En flet Teenkemaade — Ingen Krig — Ingen Kapere — Ingen Strandninger — In— gen ſom conſulerer, og Translateurer er reent tilovers. — Ja den Gang bleſte det af et andet Hjørne »Til Aalborg, til Aalborg mine Herrer!“ nu ſkriger man til Nibe, til Nibe. J Slyngler! Gud ſtraffe dem for flig raaden Tale; thi Dvs righeden vil ikke, og ſelv mangler jeg Kræfter. Jovrigt gode Udſigter! Kartofler bringes, og ædes af Menneſker og Qvæg; Ol kan brygges” til Nod *); men Melken falder lidt vandet — Gu⸗ lersdder haves. i Mængde, og Treer af alle Slags baade. i Kaalhaver og Sandflugten. J Gaar ſprang en Leſt Sild af fig ſelv paa Land og ſkreg efter Salt og Tonder; men vi have ingen **). — Forventende os at de komme til bage neſte Aar, behøve de ikke at ædes af Svinene. Helten er ogſaa meget velvillig, ſtikke Snuderne op, og ſidde døde i Iſen — En god Skik, hvor⸗ med han kom i Vane i Fjor; ogſaa en god Hans del, ſom koſter ingen Beſvœer, men ſpiſes begjer⸗ lig med Smør og Pebber. At Torſken tager Overhaand er ikke vor Skyld — Den indbyrdes Underviisning er indført i begge Byens Sko⸗ ler, og hvad Marſviin betreffer, da er det Logn, ſom ſtrevet ſtaaer i Aviſen **) — her er intet Compagnie — Han gaaer vor Dor forbi, og blæfer os et Stykke — ſtyrer fan øfter paa, og ſiges at æde Silden. Bravo! ad Nibe, ad Nibe, ad Nibe til, J Wfler! og deler Profit⸗ ten med Aalborg. Flittig Hilſen fra Elſe og Aulalia; men glem ikke de nymodens Treſtoe fra Viborg, med Fodbladet af Leder og Krand— ) At brygge Hl af Kartofler blev" provet med Held i det forgangne dyre Korngar. . xx) De omtalte Sild vare Brislinger, "hvoraf en ſtor 0 bleve opkaſtede af Fiorden i Bugten ved Thiſted. * ) Viborg Samler. 255 ſen nettet til Foden — En herlig Opfindelſe for vaade Fodder — De give 12 1 985 Parret, og betræedes af Alle, endogſaa af de naadigſte Fruer — Meld det til Viborg og lad dem ſkynde ſig; thi Søgningen er ſtor i disſe fugtige Tider, 7 Din ſande Ven — å 2 Koeſted. SBlandede Efterretninger. Syſtem får Sweriges Haͤſtkultur, er Tite⸗ len paa et Skrift, ſom nylig er udkommet i Boghandelen, og hvis Forfatter er Generallieu⸗ tenant Greve Bjornſtjerna, Chef for Stut— teriveſenet i Sperrig. Vi udtegne deraf de Notitſer: at Sverrig udbetaler aarligen en halv Million Rdl. Banko til Udlandet for Heſte — at Antallet af Heſte i Sverrig regnes til 376000, at deraf antages en tredie Deel, eller omtrent 125000, dagligen at vere i Arbejde. Forfatte⸗ ren dadler meget de danſke og holſtenſke Heſte. Skriftet er Anmelderen kun bekjendt af det Svenſke Tidsſtrift Journalen, i hvis, No. 38 for dette Aar mere derom kan leſes. J Chriſtiania forefaldt den 4 Nov. f. A. nogle Pibnings⸗Optrin ſom have havt merkelige Folger. Theaterdirektor Stromberg hapde valgt et Stykke af et kritiſt Emye: Norges og Sver⸗ rigs Forening, hvilket Siykke ſkal have! veret ſlet og vakte Misfornsjelſe. Nu er udkommet et Skrift med Titel: Underſogelſeskommisſionens Forhandlinger i Anledning af det Forefaldne i Chriſtianias offentlige Skueſpilhuus d. 4 Nov. 1827. Üdgivne af Chriſtiania Byes Formænd. 10 Ark 8. 48 Skilling. Det Forefaldne havde ved den ligeſaa upasſende ſom fejlagtige Maade, paa hvilken ſamme i offentlige Blade er frem⸗ ſtillet, baade i og udenfor Riget vakt en færdes les Opmerkſomhed, og derfor. anſaae Formand: ſtabet for Chriſtiania Bye, faa hvis Indvaa- nere ved denne Lejlighed er kaſtet Skygge, det —— mmm — EVER BI mes i Kjobe n ha v n. Forlagt af S. Soldin. Trykt i L. J. Ja c o. bf ens Bogtrykkerie. Rerholde fuldkommen paalidelig Underretning om „Dito, Did: 256 for fin Pligt at offentliggjore de i Anledning af Begivenheden paſſerede Retshandlinger, for at Enhver, ſom det maatte intereſſere, derved kunde denne Sags virkelige Sammenhæng. Vi hen⸗ viſe vore Læfere til dette Skrift, ſom vel vil være her at fane, : ( Kͤjobenhavns Børs, d. 22 Februari 1828. Hamburg 2 M. — 3 74 ' å vista 219 U ' Species 220 Specier ſolgtes til Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler : pr. 100 Specier Iss 186 Rbd. Sdl. Svenſke Sedler . pr. Rdlr. Rigsgjeld 503/503 REB. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 85 853 Rbd. Sedl, „Dito Dito 77278 i Banco. Nationalbank Obligationer (af Laanet 4 Febr. 1820) 1025 L024 Rbd. r S-; 113 Sedler. e Pho 11 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. 3 Renter pr. 6 Januar 98 983 Rbd. r. S. 6 pC. norſt Laan i 2 ved Hambro & Søn 1068] — i Banco. 4 pC. Dito nyhe .. 9899 i Banco. Aſiatiſte Comp. Actier — | — i Sedler. 3 pC. nye danffe Oblig.] 59 | — E. Sterl. 3 5 . Ogſaa denne Gang maa det fra Hr. J. G. Lange indſendte i ſidſte Nummer ommeldte Stykke, udeblive af Mangel paa Plads; bvilket og med. nogle flere meddeelte Stykker er Tilfeldet. i i ed Thaarußp. — , EEE - * 8 Nestes EN Skilderie af Kjøbenhavn. søm νν⁰ẽ au == * Femogtyvende Aargang. No. 17. Udgivet og redigeret af Fr. Thaaru p, Etatsraad. Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. Tirsdagen den 26 Februari 1828. Et Viv at ä Gud give ham da Lon igjen! . paa Kongens Ssdſelsdag⸗ Velſignelſe ham ſende! At han var Danmarks ſande Ven, Vil ſildigſt Slægt erkjende. Saa onſke vi da, fro ihu: Gid ſeent vi ham maa ſavne!l Gid han i Sneſe Aar endnu Maa Fædrelandet gavne! K den 28 Januar 1828. Overſendt fra Jylland.) i ! | eſoöſe. Bi Sømænd gior ei mange Ord, i Bi ſidde her ved gjoſtfrit Bord . ; Som Venner vel tilmode, ; 2 re Nu kor der høres dog et Ord > = ' 8 : Pr ß Im Frederik den Gode. i Ø i OM 0 one Fodſelsdag; Replik og Opfordring til Sr. Prof.“ ; de Sneſe Aar han fylder; ED g | Dg ber l dette RD | : re Soda 3 Hver ham et Vivat ſylder. Ikke uden Forundring har jeg lœeſt Hr. Prof. 5 g . ! Dr. Fogtmanns beſynderlige ' Indrykkelſe'“ i dette Lor gone Patrioters Id Blads Nr. 13. Han underretter Publicum om „Og Borgerdyd paaſkjenner, et Venſkabsforhold, ſom ſkal have havt Sted Al Landets Held vel anvendt Flid mellem ham og afdøde Prof. Howitz, men ſom 12 Han fongelig belenner. vel kun Faa maa have kjendt, og ſom efter Beg⸗ i San elffer ej blot enkilt Stand; g ges hoiſt forſtjellige Anſtuelſer og Aandsretning Men ham hoer Bonde, Borger, ' i juſt ikke ſynes meget ſandſynligt. Imidlertid Eikat og Preeſt og Embedsmand fftal denne Forbindelſe tjene tik at forviſſe os Kan kere fine Sorger. 12 51 om, at Hr. Prof. F. aldrig har havt ufordeel⸗ 527 ” : i a i gs 775 — 7 f z i . Får 4 . A AJ . — . * 259 agtige Tanker om Prof. Howitz! Vi vide jo dog alle, og Hr. F. ſelv indrømmer det, at han var Determinismens fortrinligſte Talsmand hos os; ja han var indtil fin Dod overbeviiſt om dens Sandhed, og vedblev at være dens ivrige Forfegter, uagtet Hr. F. beſkylder ham for den urimelige Fremfœerd, at han fraveeg fine Menin⸗ ger, og dog vedblev at falde fit Syſtem ſom for: en Anke, ſom jeg haaber at have tilſtrœkkeligen giendrevet. Naar nu Hr. F. fremſtaaer, og paa hver anden Side i ſin Fortale laſter og fordømmer netop den Lære, ſom Howitz af ganſke "Hjerte hyldede til fin ſidſte Stund, naar han … bryder Staven over Meninger, ſom fra Oldti⸗ den indtil vore Dage have været antagne af de cdleſte Menneſker og meſt udmerkede Hoveder, naar han erklerer diſſe Meninger ſaagodtſom eenstydige med Materialisme, Fatalisme og hvad de andre forhadte Syſtemer hedde, har man da ikke fuld Foie til at ſige, at han hoilig misbil⸗ liger Howitz's Lære, og anſeer ham for Mate⸗ rialiſt? Nœppe vil Nogen, ſom ikke ſtrider blot om Ord, kunne udfinde anden Mening af flig Tale; ei heller har jeg hort Nogen, ſom har leſt Hr. F's Program, pttre anden Anſkuelſe af Sa⸗ gen. dadler hine Meninger ſom Theorie, men ogſaa . tillægger dem en practiſk Skadelighed, en ufor⸗ deelagtig Indflydelſe paa Menneſkets moralſke Forhold og ſtatsborgerlige Vandel, hvilket jo i hoi Grad maa forftørre den Mands Brode, ſom udbreder flige Sætninger, Bedre havde det viſtnok været, om Hr. Prof, F. „iſtedetfor at ville forſvare hvad, vel aldrig kan forſvares, hapde indladt ſig i at giendrive, om end kun et Par af alk de Misforſtaaelſey "fordrer ham herved til at paapege nogle — blot Hertil kommer endnu, at Hr. F. ikke blot mod Voltaire og Rousſeau,, Raynal og d' Alem bert, med ſamt alle øvrige franſke og tydſke (os 260 5 og rigtigheden ſom jeg i min ARR ſkal have gjort mig ſkyldig i: her havde jo va ret en god Leilighed for Herr F. til at vinde en let Seir og mange Laurbær. Det vilde bragt ham ftørre Ære, end de tomme Decla— mationer og inhumane Ukvemsord, hvormed han har beſvaret mine udførlige, af Grunde ledſa⸗ gede, og, jeg tør vel ſige, Fort fremſatte An: ſkuelſer; i det Mindſte have Mænd af Aand og Indſigter fundet dem faa, og kun yttret, at d. hiſt og her vare alt for hoflige. Dog, jeg ſtal endnu give Hr. F. Leilighed til at hoſte nogle af de Laurbær, han hidtil har forſomt: jeg op: nogle af de vigtigſte — blandt de foregivm mange Misforſtaaelſer og Urigtigheder, hvilfe han jo paaſtaaer at være end nu nßſtor re end den, at jeg har ſagt ham at have beſtyldt Hori for Materialisme m. M., eller (hvilket her &r det Samme). hans Lere for at vere material fik: Men jeg udbeder mig Svaret i en nogi mere human Tone end det Sidſte, og ledſagg af noget bedre Argumenter. J. C. Lange. Rationaliſternes Daad 5 og Anti⸗Rationaliſternes Tro. (Af Röhrs . vin Band oſtes Heſt GEDE on eN : Nogle Godtfolk har den, Sti, at beclamu kaldte Fritenkere, Man betenker ikks, & — ' åg — * 1 | ! | 5 5 | | | —— —— v—j 261 dil er dem, ſom har bekjempet den Menneſte⸗ lden vanerende Tortur, den djavelſke Inqvi⸗ flion, og de Had mod Guddommen væffende Kjetterbaal. De har bidraget til e ens Afſtaffelſe oſv. G.) De Orthodoxe ſette Chriſtendommens Vaeſen ikke i ſammes moralſk⸗religieuſe Ten— dents, men i Troen paa det Myſterieuſe, ſaaſom i Læren om Guds Trehed i Eenhed, om hele Menneſkehedens Fordervelſe ved Arveſyn⸗ den, om Engler og Djævle, 5 og Mi⸗ rakler, 09 5 oſv. Krug ne i Fortalen til hans Piſteologie. Mon kan ikke nokſom forundre ſig over, at dr endogſaa endnu, efterat den proteſtantiſke Kule har højtidelighøldt fin Zdie Jubelfeſt, gives Maleſtanter, ſom enten ikke vide eller lade ſom om be ikke vide, at deres Kirke ſkylder Fornuft⸗ masſigbeds og Samvittighedsfriheds Principet ſin Oprindelſe. Thi hvad er denne Frihed andet end Ret til en fornuftig Proven af. Troesanlig⸗ gender? Hvo der ikke kan finde fig i en ſaadan Proven, hvo der ſtoder fig over den deraf. frem— ſpirende Forſkjellighed i Anſkuelſer og Menin⸗ ger, hvo der heller onſker ſig en faſtſtaaende for⸗ ſtintt Troesnorm, lad ham heller forlade vor Kirke, og med Stolberg, Haller, og Conſorter fre derhen, hvor man længe har havt en allene⸗ ſülggierende Norm fd 2062 Met Svasſes Carmen til Ravgalismens Priis. FUVVVVVUvWiI 2 Din Pris er flor, du Vrovlerinde! Frem og tilbage er din Gang: Oplyſe vil du med at blinde, Og trylle vil med Ziſſerſang. Din Klogt er ſtor, i Foliant, Men Sandhed knibes i Octaven: Fornuften ſygner og er ſtkrant, Og gaaer med Chriſtendom til Graven. Du Tuen gjøre vil til Bjerg, Og Dværgen have op til Kempe; Men Dværgen bliver dog kun Dverg, Hvor ſnildt du ham end veed at lempe. J. Paafunds Kap du klæder dig Og ſynes ſtor, ja rig; men ejer, Af Sandheds Kjortel knap en Flig; Kun efter Vinden Kappen drejer. Du veed at dolge Tidens Broſt Med glatte Ord og tomme Talen.: Vil overdøve Sandheds Roſt. Med din Beſrakken, med din Pralen. i ; Hvor Roden RR du fætter Green; Du vifer Nord og gaaer i Syden: For Brod du giver frem en Steen. For Gryn du kommer Sand i Gryden. ud krøb du af dit gamle Hul. Od liſted' dig omkring i Borge; Til du med Atten, Nul og Nul Din Bod flog op paa alle Torve. an 2 SE Den Kunſt at gjøre Hvidt til Sort Og Sort til Hvidt; fig flor forkynder; Men Smaat er, hvad kun ſynes ſtort; Du kom en Hval, gaaer bort en Flynder. J Anledning af Stykket om Sprog⸗ Uenigheden, i Skilderiet No. 6. 1828. Med Rette jvrer den anonyme Forfatter, ſom underſkriver fig 218, mod det Pedanterie, — ſom vil paalægge Enhver, i Sprog og Stave⸗ maade at folge vilkaarlige, hverken paa beſtemt Sprogbrug eller paa ſund Logik grundede Reg⸗ ler; men ſkulde det ikke være endnu mere nod⸗ vendigt at advare mod den i danſk Stiil faa almindelige Skjodesloshed, ſom tilſideſetter felv de Regler, hvis Rigtighed enhver Fornuf⸗ tig indrømmer? Man vil gjerne undſkylde den med ſtore Scribenters Exempel; men disſe Mend ere jo ikke blevne ſtore ved deres Fejl; kun deres Fuldkommenheder bringe os til at glemme disſe; og dog vilde de have forøget de⸗ res Roes, om de til deres øvrige Fortrin endnu havde føjet et correct Sprog. Undertiden gaaer man endog ſaa vidt, at man troer, at correct Sprog lader fig ikke forene med en ſkjon, eller i det Mindſte med en aandfuld og flydende Stiil. Oette vilde vi maaſkee kunne indrømme, derſom det, for at ſkrive correct, var nodven⸗ digt, hvert Øjeblik. at afbryde ſin Tankegang for at erindre Grammatikens Regler; men dette behøves meget ſielden: de fleſte Tilfælde har man jo Lsjlighed til at gjennemſee fit Ars bejde, før man reenſkriver det, eller leverer det til Trykken; man behøver altſaa ikke ved ſelve Udarbejdelſen at aflede: fin Opmeerkſomhed fra Hovedgienſtanden til Biting. Har man ikke Tiltroe nok til ſig ſelv, hvorfor ſkulde man da ikke, ſom faa mange franſke Lærde, lade fine Arbejder giennemſee af en Anden, førend de meddeles Publikum? J Øvrigt vil Enhver, ſom paa en henſigts⸗ mesſig Maade har forberedt fig til det Hverv 264 at ſkrive, ſelv i det forſte Udkaſt ikke lade ind⸗ lobe mange Fejl, ſom maatte behøve af rettes ved Gjennemſynet. Til en ſaadan Forberedelſe udfordres deels at man vænner fig til rigtig Teœnkning, deels at man gjer ſig bekjendt med Sprogbrugen. Det Forſte er for en Deel Naturgave; men Flid kan dog ogſaa bi⸗ drage Meget hertil. Naar man underkaſter fine forſte Arbejder en ftræng Analyſe, for at fee, om Logikens Regler ere nøje iagttagne, vil en ſaadan Provelſe ved de ſenere blive efterhaan— den mere og mere ufornsden. Til det Ans det, at blive bekjendt med Sprogbrugen, er der intet bedre. Middel end flittig Læsning af de bedſte danſke Skrifter, ſom Holbergs, Snee⸗ dorfs, Schyttes, Baſtholms, Birkners, Oluſſens — Tullins, Ewalds, Weſſels, Thaarups, Prams, Baggeſens, for ikke at nævne de mange endnu levende. Forfattere. Man vil maaſkee indvende, at ingen af dem Alle har ſkrevet Sproget fuld: kommen reent; dette vil jeg tilſtaae; men man ſkal heller ikke folge blot Een ſom Monſter; det ſom de Alle, eller de Fleſte af dem, have fil: fœlles, ikke hvad der blot findes hos en Enkelt, er Sprogbrug. Studium af Lærebøger i danſt Grammatik er ogſaa nyttigt; men man mag vel erindre, at ingen af dem indeholder Alt, hvad der horer til Sprogbrugen; man kan der⸗ for ſkrive, uden at fejle mod en eneſte af de i Lerebogerne fremſatte Regler, og dog ſkrive meget ugrammaticalſk. Viſt er det, at Las- ningen af fremmede Anledning til at bringe udanſke Ord og Ven: dinger ind i Talen; men vi kunne dog ikke derfor afholde os fra at læfe disſe Sprog. Man maa ſoge at forebygge den fkadelige Virkning, deels ved flittigen at leſe danſke Boger tillige, deels ved at dele fin Opmeerrkſomhed "mellem flere forſkjellige Sprog, hvorved man ſvakker den Indflydelſe, ſom et enkelt vilde hape, deels ved, ſaameget ſom muligt, at holde ſig til de Sprog, ſom afvige betydeligt fra Modersmaalet, fordi der ved disſe ikke gives ſaa megen Anled⸗ ning til at laane Udtryk, ſom ved dem, der ere "nærmere beſlegtede med det Danſte. J. Sprog undertiden giver | | j — —n i 5 12 Indenlandſte Efterretninger. f | | i | 265 Z den forlobne Uge bleve to Concerter givne paa det kongl. Theater, ved hvilke begge Madame Catalanis almeenerkjendte Beredvillighed til at underſiotte offentlige Indretninger paa ny erfa⸗ redes, da hun paa dem begge as ſiſterede. Den forſte var Søndagen d. 17de til Fordeel for det kongelige Inſtitut til Blindes Dannelſe; den anden var Onsdagen d. 20de d. M. til Fordeel for Bombeboſſen og Hr. Skueſpiller Kirch— heiner, efter venſkabelig Overeenskomſt. Begge Conterter udførtes under Anførfel af Hr. Pro⸗ ſeſſor Ridder Schall, og underſtsttedes af det kongelige Kapels Medlemmer. Ved dem begge Pil aldeles fuldt, uagtet de forhøjede kiſet. ig 7 Paa Concerten d. 17de for Blinde-Inſtitu⸗ tet optraadte en af Inſtitutets Elever, Lene Knub, og fremſagde med Hjertelighed et lidet Digt-af Hr. Dr. Heiberg (ſom leſtes i Flyve⸗ poſten No. 15). En anden af Inſtitutets Elever, den bekjende talentfulde Tonekonſtner Hr. P. Jenſen, udførte derpaa en af ham ſelv com— Poneret Mhantaſi for Floite. En tredie af Ele⸗ verne, A. Gether, udførte, med P. Jenſen nogle Imuffe Floitevariationer. Hr. Skueſpiller Nielſen dülemerede Th. Thaarups Digt: Fedrenelands⸗ Halighed. Mere om denne Aften i Kjobenhavns⸗ fon No. 15, hvor. de øvrige Muſik⸗ og Sang⸗ zummere anfores. Paa den anden den 20de gene ſtore ) Vocal⸗ og Inſtrumentalconcert, blandet med Declamationer, ſang Mad. Catalani 1 af Mozart, en Duet af Cordella med SM J. Fonſeca, en Duet af Rosſini med Hr. ſicheiner, og til Slutning uopforbret God The Frederik, der iſtemtes baade af Choret paa Sate og de forſamlede Tilhorere. Mad. F blev ved Indtredelſen modtagen med bplaus, fordi hun uopfordret og uden at det dur anført paa Placaten, glædede. Almeenbeden „ned at fynge denne: fkjenne Sang, ſom hun og⸗ faa pag Concerten d. 17de gav, Den Udtryk⸗ — — . 9 Det Std tor bruges om enhver Concert i Almin⸗ dßlighed, hpor liden den end ofre i og for fig er. 1 266 fuldhed og Folelſe, ledſaget af den herligſte Ge⸗ ſtus, ſom Konſtnerinden ifær ved N Foredrag yttrer, overgager al Forcſtilling, og det Hoitidelige deri forøges end mere derved, at det hele Publicum i ſamme Sieblik hun iſtem— mer den, reiſer fig og bliver ſtaaende indtil den er forbi, og et jublende Bravoraab er ydet baade Sangens mne og Sangerinden ſelv. — Hvad Declamations-Nummerne angaaer, da foredrog Ifr. Jorgenſen et Digt til Apollo, af Prof. Ohlen— ſchleeger. En Sang til Dannebrog af Prof. Rahbek blev afſſungen, men uden Applaus. Men Epi- logen af Dr. Heiberg blev af Hr. Stage frem⸗ ſagt paa en ret hjertelig Maade. Dens Frem— ſigelſe af ham var ſaa meget mere paſſende, ſom han ſelv er en Son af en fortjent Somand (afs dode Capitain Stage). — Ved denne Leilighed være det Anmelderen tilladt at bemerke, at. Des clamationerne paa vort Theater ſom ofteſt, i Henſeende til Valget af Stykker, ikke altid kunne anfees at fortjene ubetinget Ros. Enten vælger man Digte ſom ere horte over Sneſe Gange til forn, f. Ex. Priisſporgsmaalet af Storm, Todes Oldtidens Riis, Gaflen af Weſſel, eller en an- den gammel vandet Fabel af Gellert, en Übety⸗ delighed af Caſtelli, et ſmagloſt tydſt Digt, eller og Epiſoder af ſtorre Verker, aldeles udrevne af deres Sammenhæng og uforſtagelige for de Fleſte. Der gives i vore Dage Abſthetikere nok, der kunde ſige Vedkommende, at der gives flere danſke Digte ſom fort jene at declameres, end de, der ſtaae d Rahbeks Leſebog og Sanders Odeum, hvori Ute. vel ikke ſtedſe tor ſiges fri for al Par⸗ ti 2 . g — Xx — Blandede Efterretninger. Medlemmerne af den Kommis ſion, ſom blev nedſat i Anledning af de i ſidſte Nummer af dette Blad omtalte Optrin i Skueſpilhuſet i Chriſtiania d. 4de Nov. f. A., vare ifolge Kom⸗ misſorium af 20 Novbr. 1827 Hojeſterets-As⸗ ſesſor Prœeſident Langberg, og Hojeſterets⸗Ad⸗ vokat Peterſen. Kommisſionen var befalet paa det noieſte at underſoge og oplyſe: 5 a) Om Politiemeſteren og hans Underha⸗ — — vende havde føjet de fornødne Foranftalfningæ 8 ſig pasſive. for at forebygge, forhindre eller ſtandſe de ved Uvennævnte Anledning ſtedfundne Uordener, og: om noget Attentat imod Lovene, det fvenfÉe Folks Værdighed:og imod Halvoens tvende Kon— gerigers Regjering maatte have fundet Sted; b) Om benævnte Embedsmænd havde gre⸗ bet de ved Lovene foreſtrevne Forholdsregler til Forfolgelſe imod de Skyldige, og 5 e) Om der var Grund eller ikke til at kræve nogen offentlig Embedsmand eller Betjent til Anſvar for vedkommende Domſtol, formedelſt Mangel paa Activet eller Aarvaagenhed; hvor— hos Kommisſionen om foranforte Puncter havde at afgive underdanigſt Beretning og Betenkning. 49 Perſoner bleve for Kommisſionen frem⸗ kaldte. Blandt hvilke Politiemeſteren, Byfogden, adſtillige Embedsmænd, Kjobmend, Studen- tere o. fl. Af disſe 49 Perſoner havde 3 ikke den Aften veret tilſtede i Skueſpilhuſet, 5 er⸗ klœrede uforbeholdent at have pebet *), og de Dvrige havde deels applauderet, deels forholdt Naar man fammentrænger det hele meget vidtløftige Forhør, ſaa vil man omtrent faae folgende Reſultat: De Pibendes Antal var ſtundom 2 à 4 og til andre Tider omtrent 10. Hvo de pibende Perſoner vare, kunde Politiet ikke paa Stedet opdage, deels fordi Mængden af Tilffuerne gjorde det umuligt at komme i en Haft fra et til det andet Sted, deels fordi de An gieldende ſkal have ſkjult fig bag andre Perfoz- ner, og endelig fordi der i Nœrheden af, hvor Nogen af Politiet opholdt ſig, ikke blev pebet.“ — Theater⸗Directeuren var iforveien, ſaavel ved anonyme Breve ſom ved mundtlige Tilſagn, da ) Blandt dem var Hr. Kauffeldt, Fuldmægtig f. Ju⸗ fſtits⸗ og Politidepartementet. Han henhorte altſaa iblandt de Embedsmend, ſom ifolge Grundlovens g. 22 kan afffediges af Kongen, efter at han derom har hoert Statsraadets Vetenkning. Hvorvidt Penſion ber tiiſtages den ſaaledes afſkedigede Embedsmand, afgjeres af det naſte Storthing; imidlertid nyder han to Trediedele af ſin forhen havte Gage. Han blev under 18de December 1827 afſkediget. Man mag ſaaledes anſee ham ſom et Offer, der bragtes dem, der have gjort denne Sag fan farlig, og man mag ligemeget beklage hans og deres Ubefindighed, handlede Piben, faa erfarede han forreſten ikke, "Politiet fig roligt og Politiemeſteren erklerede: 268 Stykket forhen var givet paa Frederikshald, un⸗ derrettet om, hvad der vilde paafolge, hvis han opforte Stykket her; men han tenkte meeſt ſin Lomme. Dibningen begyndte ſtrax efterat Dekket var gaaet op og 'medens de forſte frem: trœædende Skueſpillere, der foreſtillede norſke Bøn: der, endnu alene vare paa Scenen, og kunde det ikke ſtjonnes, at Pibningen blev ſterkere, da de Skueſpillere, ſom ſkulde foreſtille ſvenſke Bønder, traadte frem og de hilſede paa hveran— dre indbyrdes;“ forreſten vedblev Pibningen med korte Mellemrum under hele Stykket, aldeles planlos, og uden noget Henſyn til, hvad) ſom foregik pan Scenen. Da de, ſom ikke bifaldt denne Pibning paa en ſaadan Dag, 'begyndte at ville overdøve den ved Haandklap og Bravo: raab, fad ophorte den ogſaa for en Tid, dog varede det ikke længe førend Pibningen paanh begyndte, og atter ligeſom forhen overdovedes, hvilket ſaaledes vedvarede vexelviis med korte Mellemrum det hele Stykke igjennem. Imid⸗ lertid var der under hele Foreſtellingen en almin— delig Virvar, faa at det var umuligt at fatte det allermindſte af Stykket.“ — Forreſten fore⸗ faldt ingen Uordener, og ſelv Hr. Lieutenant Roſenqviſt har under Forheret erklæret, at naar han undtager, at han ſom Svenſt "fandt ſig og fine "Landsmænd fornærmede ved den om— at der ſkedte Noget, ſom kunde ſiges enten at ſtride imod Lovene eller at være fornermeligt mod Regjeringen.“ Under hele Optrinet forholdt vat da der hverken i Chriſtiania Byes Politie— Anordning eller i nogen anden Lov indeholdes Forbud imod paa det her oprettede offentlige Theater at ytre. Bifald eller Mishag med hvad der fra Scenen frembydes, anſaae han fig ikke alene berettiget, men endog forpligtet til at antage; af hvad der i'ſaa Henſeende er Skil og Brug paa andre Steder, hvor der haves of⸗ fentlige: Theatre, ogſaa maatte gjælde her, nem: lig, at Pibning og Bifaldsyttringer taales, ind | til det Modſakte ved Lov beſtemmes. Ogſag flere. af de Indkaldte erklærede: at de heller ikke ſtjonnede, hvad Politiet i den Anledning ſkulde eler "burde foretage, da Tilſtuerne maa have . paa | | ! | e 269 Ret til ligefaavel at yttre fin Misnoie ſom fin Tilfredshed under et Stykkes Opforelſe, og de I frotde, at dette var en Rettighed, ſom Tilſku⸗ erne paa ethvert offentligt Theater over hele Ver⸗ den udøve,” og de havde i Hamburg, Holland, England og Franfrig flere Gange været tilftede 1 Stuefpilhufene, medens der blev pebet; og den Stoi, ſom her fandt Sted den 4de Novem- ber, tr en yderlig Bagatelle i Sammenligning mtd hvad en af Deponenterne havde veret Vidne til, i Serdeleshed i Aaret 1821, paa et af The- alcene i Paris.“ i z „Kommisſſonen, ſom troede, at Hiemedet af nærværende Underſogelſe ved de afhørte De— ponenters Forklaringer, kan anſees opnaaet, og ſom ikke har Anledning til at formode, at andre eller yderligere: Oplysninger af nogen Vigtighed ville kunne erholdes, formeente at burde indtil videre indſtille Underſsgelſen, for at afgive den undeidanigſte Beretning og Betenkning, ſom det naadigſe Kommisſorium tilholder.“ Man kan altſaa antage, at de Rapporteu— rer, der have givet denne Sag et faa frygteligt Udſeende, albrig have været paa noget Theater i Udlandet, (i Sverige er det forbudt, at yt⸗ fre Mishag ved Pibning), og derfor have troet, af Norges og Sveriges Forening ſvœvede i ſam— mf Fare ſom Strombergs Foreningsfeſt, og at i derfor maatte ſkrige Brand! i Weinholds Infibulations-Idee har virkeli⸗ gen megen komifk Kraft, og det er Skade, at den ikke pasſer for Folketheatre, da den Decenz, om paa ſamme bor viſes, forbyder at tale Iydeligen om Sagen. Imidlertid har Udbre— delſen af ſaadanne Smaapfecer, ſom den Wein⸗ bolde; ogſaa fin alvorlige Side, og man for: tæller et Tilfælde, hvor den ner havde koſtet et Sl Menneſke Livet, Bogen var kommen i mlob i en Kaſerne, og dens Indhold bleven Glenſtand for Soldaternes Tale. Nogle Sps⸗ t benyttede zen ung Karls Enfoldighed, or ar fætte ham i nogen Skræk ved den Efter⸗ 11 ng, zat Forflaget virkeligen paa højere fed havde fundet Bifald, og at med det førfte en ganſte uventet Generalmarſch vilde blive — — 270 flagen, hvorefter Chirurgerne paa engang ſkulde udfore Operationen over det hele Regiment. Den unge Karl var faſt befluttet paa, heller at gaa Døden imode end at taale ſaadan tempo— rair Haan. Kort efter, en Morgenſtund tidlig, blev virkelig Generalmarſch ſlaaet. 'dDet er Infibulationsmarſch“, ſagde Spogefuglene. Re- gimentschirurgen er allerede paa Pladſen.“ Re— kruten ſprang dodsbleg op af Lejet, og det vår kun med megen Moje Kammeraterne fik af— vorget, at han ikke ſtyrtede fig ud af fjerde Etages Vinduer. 5 ” (Freifhub 46.) Hans: Holbein der Juͤngere, von Ulrich Hegner in Berlin, er Titelen paa en hoiſt lœſevœrdig Levnetsbeſkrivelſe af denne be- romte Maler, hvis Arbeider ere faa almindelig agtede, Denne udmærkede Konſtner kom 1526 til Engelland. Kong Henrik VIII., der faae ham en Dag male hos Thomas More i Chelſea, tog ham i ſin Tjeneſte og gav ham et Verelſe paa det Kongelige Slot, med en Lon af 30 Pd. St. (1) aarligen. To Gange vendte han tilbage til Schweiz, hvor han var kommen til ſom Barn med fin Fader, mellem 1504-8; men Zeloterne havde netop ødelagt alle Malerier, og endog ads ſkillige Malere, ſmittede afiZidsalderens Aand, "havde erflæret, at de vilde! heller døe af Sult, end overtræde det andet Bud. J Engelland ſelv fandt ſamme Hdeleggelſesverk Sted; men Henrik VIII. gav Holbein desuagtet Arbeide i Overflodighed, da han lod, male af ham alle fine Frender i Succesſionen, foruden en Deel Por- traiter af Adelsmænd. En Dag, da Holbein hemmeligen malede adſkillige Damers Portrafter for Kongen; yttrede en Adelsmand det Ønfie at fee hans Arbeider. Holbein nægtede at aabne ham Doren, men Adelsmanden provede at ſtode den op, da Maleren ſtyrtede raſende ud; og koſtede Hans Herlighed ned ad Trappen. Med forflaget Hoved lob Adelsmanden til Köngen, for at klage over Konſtnerens Uforſkammethed. Men Kongen var allerede bleven underrettet af Holbein ſelv om det, der var modt, og da han forgjeves havde beſtrabt ſig for at ſtille den op¾öhragte Lord til⸗ 4 272 syet ; > re freds, afferdigede han ham med de Ord: »Der⸗ Strsetanker. ſom J tenker, at denne Maler er af ringe Verd Meddeelte af Sp.) * for mig, faa. viid: at jeg af ſyv Bønder. kan i Sa giore ligeſaa mange Lorder, men at jeg af ſyv Lorder ikke kan gjøre een Holbein. — Forf. sen - 44. . 8 T Imellem alle Religionsſkrifter er vel Intet giver ogſaa Oplysning om den befjendte Bod⸗ vanſkeligere at forfatte, end en god Lærebog; ning⸗Dands. Den, ſom findes paa en Kirke⸗ hvormange Fordringer ſkulde den ikke fyldeſt⸗ an * olbeins Verk. Coſtumet giere? Bed Menighedernes forſkjellige Dan, ÅL e AN Der var ogſaa en nelſe, og ved Lerernes forſfjellige Kundſtaber Oodningdands paa en Kloſtermuur i Bern, ma⸗ og Duelighed, er det heller ikke muligt, at let af Manuel, der levede kort førend Holbein. ſtrive en almindelig, for den evangeliſte Kirke Ene under den Forudſœtning, at Dodninge⸗ overalt pasſende, Lerebog 3. thi enhver Lærer, Dandſen i Baſel var Holbeins Verk, kunde den : altfaa ogſaa den geiſtlige, jo mere han har en i Bern ſiges, at være den forſte i fit Slags. egen, af andre uafhængig, videnſkabelig and Men ved at ſammenligne Coſtumerne erfares, at ſig, vælger fin egen Gang, ogſaa i Underviiss Dodning⸗Dandſen. i Bern maa have veret malet ningen, og alt fremmedt Arbeide, hvorefter han ſtrax efter den i Baſel. Ingen Dodning-Dands ſkal catechiſere, er for ham en ubehagelig Ind: af en tidligere Tidspunkt var bekjendt, indtil ſkrenkning. en anden blev opdaget paa Muren af et Nonne⸗ og 3 7 s r ²˙ m¾12ñ]. ⅛˙—Tk!M A ET NESS kloſter i Klingenthal, paa hoire Bred af Rhinen. 3 : ved Baſel. Den er fra 1312, altfaa et heelt Kjøbenhavns Bors, d. 26 Februari 1828. Aarhundrede ældre end den anden, der ikke kan være malet førend. 1439. Man har antaget, Hamburg 2 M. — 4 at Ideen er hentet fra viſſe Procesſioner, meget „ vista 218 0 almindelige i Middelalderen, og det er mærkeligt Species 219 et nok, at lige indtil den Dag i Dag ved Liigfærd „Specier ſolgtes til i Italien bruges lange vide Kjoler, ſom ganſte 13 Rbmk. 22 f. bedekke Hovedet og kun have to Huller: for Di- Bank⸗Disconto 4 pCt. nene. Men den Peſt, der indtraf i Baſel 1312 Norſke Speciesſedler og bortrev over 11,000 Menneſker, - gjør det pr. 100 Specier 155 1585 Rbd. Sdl, mere end ſandſynligt, at Konſtneren, ved det Svenſte Sedler Indtryk, ſom en faa redſom Dodelighed gjorde pr. Rolr. Rigsgjeld 503] — Rbß. Tegn paa alle dem, der undgik den, foranledigedes til 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 85 | — Rbd. Sedl, at foreſtille, hvorledes den uforſonlige Dod dra⸗ Dito Dito.. 77478 i Banco. ger i frygtelig Skjerts, Rige og Fattige, Hoje Nationalbank Obligationer og Lave, Geiſtlige og Verdslige, til Graven. (af Laanet 4 Febr. 1820) 1023/1024 Rbd. r S. ( Jvf. Westminster Review, Juli 1827.) En Kirkegaard var det meeſt paſſende Sted til Dito Dito. ſaadan en Foreſtilling, hvis Formaal var at bes- 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. 1122 — Sedler. vare Erxindringen af Peſtens ſkrokkelige Elendig⸗ Renter pr. 6 Januar 98 983 Rbd. r. S. hed, men lillige at minde Enhver om hans uund-⸗ 6 pC. norſk Laann : å gaaelige Skjebne. — J Raadhuſet i Baſel ſkal ved Hambro & Søn 106 [IOGA i Banco, Holbein have malet tre Vegge, men kun een af 4 pC. Dito nye 982099 i Banco. dem blev bag de gamle Tapeter opdaget 1817. Aſiatiſke Comp. Actier — — i Sedler. DDD H — — Kjeben 9 a vn. Forlagt af S. S 3 pC. nye danſke Oblig.] 584189 L. Sterl. oldin. Tryft i L. J. Jacobſens Vogtrykkerie. * Nyeſte Sti l[derie af Kobe gensstov ende 9e "Udgivet 305 . Ef Fer. 5 "Surfer, argang. No. 18. T h a aer u p, Etatsraad. ifolhe Hongel. alternaabigft Tilladelſe, med e 5 eoverdagen den 1 Martii 1828. . FESD] Bor en redelig Praſt / der ikke troer Alt hvad der ſtager i de ſymbolſre Bahr, fraſige fig fir Embede?; - — Smelt Fidal drøftes ſaaledes af Garve i hans Charakter Zollikofers; Oer gives ſtrenge Dommere, der gaae ſaa tik, at enhver Præft, hvis Underſsgelſer ikke lade ham i ale Stykker at være enig med fm Forgjengere, gjøre de det til en Pligt at nidlagge fit Embede. Men betænte diſſe Mænd wl, at Sandheds Udgrandſening og beſtandig Opmarkſomhed Paa ſammes Renſelſe er en Le⸗ reis ſorſte Pligt. Hoilken Sort Menneſker vil blive tilbage for Preſteſtanden, naar alle de, ſom har Cone og Hu til at tænke felv, vilde forfade denne Stand? Men naar vi tillade dem Forſkning, eller vel endog glor den til en Pligt, kan da Folgen deraf være en Forbry⸗ delſe, eller er det billigt, at Udovelſen af en Pligt ſtal giøre dem ulykkelige? Er det mu⸗ igt, at Alle, ſom 9 Waves over RE ſterier, kan fremme. overeens med hinanden? Staager det i et Menneſkes Magt, at forandre ſine Tankers Gang og antage Andet for ſandt, end det, ſom Grundenes- Kraft overbeviſer ham om? Og [fulde Enhver, ſaa fage der ſkete For⸗ andring i hans Overbeviisninger, ſtrax forlade Embede, Stand og alle de Forbindelſer, hvork han kan gavne, og hvorved han ogſaa alleffe kan underholde ſig og fin Familie? Hyilken For⸗ ſtyrrelſe vilde det ikke forvolde, ikke allene f huslig gykſalighed/ men ſelv i Kirke og Stat? Hvor langt mere ſkadelig for menig Mands Re- ligion vilde den Opſigt vere, naar en agtet Leerer fraſagde ſig fit. Embede, end hans Afvi⸗ gelſe fra det befalede Lerebegreb? Endnu et Ord til Puͤblicum, i ifær til Skolemœnd, : betreffende det af mig bebudede latinſk⸗danſke og danſk⸗latinſke Saandlexicon. 7 Da mig fra hoiere Haand er givet Haab om Underſtsttelſe til dette Verks Fremme, til⸗ en haun. —— . —— 275 byder jeg herved et Qvantum af 250 Exempla⸗ rer, til Brug for Skoler, for en Priis af 2 Specier for det hele Verk, hvoraf den ene Specie erlegges, ſom Prænumeration, ved Modtagelſen af de 8 forſte Proveark. Da bette kun er £ af Subſcriptionspriſen, eller omtrent 5 Skilling pr. Ark, faa udbedes Atteſt fra Ved⸗ kommende, at de forlangte Exemplarer ere be⸗ ſtemte til Skolebrug. Man behager at henvende ſig til mig i portofrie Breve, adreſſerte til min Bopal, Springgade 40, Iſte Sal. — J naſte Uge ville Subſcriptionsplaner blive omdeelte her i Staden, ſamt omſendte i alle danſte Pro⸗ vinſer og i Norge. 5 , ; Kjøbenhavn d. 28 Febr. 1818. J. C. Lange. — ( —-——e , Søvfte Svar fra Philoklerus Alethinus til en agter Landsbypreſt, paa hans Gjenmæle angaaende Landemodernes videnſkabelige Sorhandljnger. CfCfr. No. 15.) De har, værdige Mand! ved Deres Gjen⸗ mele gjort mig en veſentlig Tjeneſte, for hvilken jeg er Dem ſerdeles meget forbunden, Thi hvad enten jeg tager Henſyn til Sandheden ſelv, da kan den ikke andet end vinde ved nøjere Un⸗ derſsgelſe; eller jeg betragter min egen Intereſſe, da maa det naturligviis være mig behageligt, i « — Diem at finde en rolig, tæenkſom og iſer uden Nag og Vrede ſkrivende Modſtander. Derfor gier det mig faa meget deſto mere ondt, at De dog ikke har kunnet undgaae nogle ſmaa Perſon⸗ ligheder, ſom jo ikke høre det mindſte til Sagen felv, men derimod ſtedſe ſkade den, i det de kun tirre den Paagjeldende. Alligevel, tanker De 7 — * 276 ſom jeg, ſaa ville vi forſt afhandle diſſe Ubety⸗ deligheder og forliges om dem, for der neſt i al Venſkabelighed at ſamtale om Hovedtingen. Naar De mener at have Grund til at be⸗ tvivle min Kompetentſe til at tale med om theo, logiſt Lcerdom, ſaa kan jeg ikke indſee, hvad for Grund De dertil kunde have; thi i mine tvende i dette Blad trykte Stykker har De til: viſſe ikke fundet. nøgen ſaadan, og hvo jeg er, veed De ikke, eller burde i det mindſte ikke vide det. De kunde maaſkee beraabe Dem paa en Btring af mig ſelv, ſom ſynes at tilkjendegive, at jeg er en theologiſk Kandidat; men deels fol⸗ ger det ikke af denne Ptring, at jeg ſkulde være | det, ſom den blot lader til at viſe, deels, om end faa var, berettiger dette Dem ikke til at nære | ige Zvivl, ifær da De ſlet ikke — medmindre et utilborligt Tilfelde ſkulde være indtruffet, hvilket jeg her ikke kan eller vil antage — kjender mig, og altſaa heller ikke veed, hvor gammel eller ung jeg er, hvor mange eller faa mine theologiſte Studier kunne være, hvor megen eller liden Lej: lighed jeg har haft til at lære Præfternes Viden: ſkabelighed, Kaar, Landemodebeſog og deslige at. Fjende; fort, da De, ſom jeg forudſetter, ſlet intet af alt dette kan vide, hvi ytrer De da no⸗ get, ſom er faa aldeles uden Grund? — Ends videre finder De, at jeg har fremført i mit forſte Stykke (thi om det andet er her endnu ikke Tale) zraillerende, fornermende og krenkende Paaſtande. Hvad det Udtryk” raillerende angager, da forekommer det mig at være ikke ganſte paſſende; havde De i dets Sted faldt, min Maneer ffarp og bidende, ſaa ſkulde jeg deri have været enig med Dem. At derimod mine Paaſtande isen vis Henſeende ere baade fo nœrmende og krenkende, det kan jeg gjerne, zden Skam og Skade indrømme Dem; thi den noegne og ſtarpe Sandhed. hører i Almin⸗ delighed ilde, og det ikke blot af dem, den ram. mer, men og af andre. Det var imidlertid | onſkeligt, at diſſe ſidſte vilde betenke, baade at Sandheden i Grunden erer dem ſelv, og at den, der uden; Sky .indffærper en vigtig Sandhed, hvor "ubehageligt den end for Reſten kan klinge i viſſe Folks Hren, dog viſtnok i de allerfleſte É 8 . 277 Allfelde drives af rene Bevæggrunde, ifær naar | pan kjender og har overvejet det ligeſaa betyds ningsfulde fom gamle Mundheld: sibi quisque || timet, et odit. Det ſynes heller ikke overflødigt, at gjøre den Bemerkning, at juſt Henſigten af det her omhandlede Stykke, ſom er klart nok tilkjendegiven ved Benevnelſen bitter Medi— tin, hpoerken hurtigt eller kraftigt kunde blive || opnaaet, derſom Tonen ikke havde været baade ||" ffarp og bidende. Denne Paaſtand retferdig⸗ II gjøre ogſaa af Udfaldet, der viſer, at Stykket, ſem det fulde, har vakt ſtor Bevagelſe blandt | Gejfiligheden, IJ Deres Efterſkrift tager De Henſyn til mit 2det Stykke (efr. No. 9). ( Herded maa jeg tillade mig at gjøre Dem op⸗ markſom paa, at dette Stykke er af en ganſke anden Natur end det forſte; thi i det forſte handles brom en Mangfoldighed, betrag⸗ tet fomtt Heelt, medens der i det andet fees alene hen til en vis enkelt Perſons Fremgangsmaade. Af Perſonligheder er | leg, (om ovenfor ptredes, flet ingen Ven; men i der kunne gives Tilfælde, hvor de ere ikke blot filfadelige, men: ogſaa pligtmœsſige, og De ſelv vil vift ved nermere Overvejelſe finnde, at her var N ſaadant Tilfælde: indtraadt. Naar jeg nem⸗ ii Ugi dette StyÉte "efter Wone ffræber at iret⸗ lelatte Een, ſom ved falſte Beſkyldnin⸗ fir em urene Henſigter og Ukyndighed i Sa⸗ L 10 vitterlig Fordrejelſe af et enkelt, Menn fin Sammenhæng vigtigt Udtryks tydelige e g, og ved forkeert og trivielt Reæ⸗ | fg moment vil ſette Publikum, maaſkee ogſaa 100 v, Blaar i Øjnene; da vil hverken De, eller re domuftige desaarſag ſkjelde mig ud for en n ) eller for en Renomiſt og Johan Vel brenprejs “0, men de ville ſige: det 15 f Denne Digresſion tilgive De⸗ Poi Elec mis! For nu igjen at komme til ene dine, da kalder De mig deri: en . u en Lege. Med det Ord ſelvbuden | i re a : , See Ny Freia, No, 5. Baade for dette og de ſelgende Stigldsord vil jeg 8 fendt Gampel, füt tt åg ber efter et beljendt ) See dette Blads No. 14. 278 forbindes i Almindelighed Tanken om noget for⸗ hadt. Men ikke alt, hvad der hades, er vir— kelig hadeligt, og derſom De vil fjerne dette ſidſte Begreb fra Udtrykket ſelvbuden, da vil jeg gjerne tiſſtaae Dem, at jeg er en ſelvbuden Lege. Desuden, i det De Falder mig en Lege, indrømmer De ſelv, at der er noget godt ved mig og ved mit Foretagende, og ſtulde det oven i Kjobet virkelig ikke fortjene at paaſfjonnes, naar nogen, han være for Reſten, hvo han være vil, i det Tilfelde, at han troer at iagt⸗ tage een eller anden veſentlig Mangel og Br oſt hos hvilketſomhelſt Objekt, ſoger, ſaavidt ſom han kan, at afhjælpe og raade Bod paa ſamme, og det endog uden derom at blive anmodet, ifær: naar han feer, at ingen anden paatager figen &" hans Øjne højft nødvendig Kur? De kalder mig: endvidere ubeffeden og ubillig og min Ad⸗ færd uſommelig. Det er dog virkelig temme⸗ lig haarde Beſfyldninger — men jeg har nu een⸗ gang og ikke uden Grund fattet Agtelſe for Dem, og vil derfor, faa ufortrødent ſom muligt, viſe Dem, at De gjør mig Uret. Übeſteden er den, ſom i Ord eller Gjerning gjør Fordring paa at anſees for fuldkomnere, end han virkelig er. Derimod kan man ikke kalde den ſaaledes, der muligen kunde ytre det Ønffe, at hans virkelige Fortrin maatte vorde Prehn og paaſkjonnede; thi ſligt kan heel vel beſtaae med ſand Beſkedenhed, og er ofte, en nodvendig Folge af tilberlig Selvagtelſe. Derſom De nu, hojtagtede Mand! er enig med mig i denne Be- ſtemmelſe af Begrebet om Übeſkedenhed, da vil De næppe kunne paaviſe en eneſte ubeſkeden Yt⸗ ring af mig. Tonen i begge Deres Stykker er hojſt ubeſteden, idet De anmasſer Dem et Skin af Kompetentſe til at domme om Sager, ſom De i Grunden flet ikke forſtaaer.“ Ja tilviſſe, var. denne Paaſtand grundet, da maatte jeg være overmaade ube⸗ ſkeden; men jeg, haaber, at De ſelv ved dybere Betragtning af Tingen vil finde, at baade begge, hine Stykker, og hele denne Beſvarelſe af Deres Gjenmæle, og det, jeg ovenfor bemerkede om Deres Übekjendtſkab med. mine Woner og Kund⸗ ſkaber, indeholder gyldige Beviſer for, at hver⸗ — »Men“, kunde De ſige, hele — * ; 279 d ken De eller nogen med Ret kan paaſi⸗ ge mig, at jeg arrogerer mig en Kyn⸗ dighed og Indſigt, ſom ikke tilkommer mig, og altſaa heller ikke at jeg er u⸗ beſteden. — Billig er den, ſom er redebon til, med Henſyn paa andres Tarv, at nedſtemme retmesſige Fordringer )). Vil nu nogen paaſtaae, ak jeg har viiſt Ubil⸗ lighed, enten ved det Forlangende, at Geiſt⸗ ligheden dog ikke ſkulde have givet Slip paa, men, da dette er ſkeet, atter benytte et gavnligt Middel til at fremme ſin egen Videnſkabelighed, 'eller, ved at fordre af min Kontrapart, Hr. Philoklerus Ukatopſin, at han ſkulde have afßholdt ſig fra fålffe Beſkyldninger ꝛc. ꝛc.: da bor den, ſom vil paaſtaae ſligt, kunne godtgjore, ej alene, at jeg har fremſat uretmæsſige Fordringer (og denne Vej har De, Hojſtere⸗ de! meget rigtigen betraadt, men i mit 25 neſte Svar vil jeg prøve paa at viſe, at det ikke er lykkedes Dem at komme ret langt frem paa. ſamme); men ogſaa, at jeg, for min Perſon, ikke er redebon til at eftergive det bit⸗ teſte af de Fordringer, jeg i førfte Til⸗ fælde i den almindelige Velferds Navn, og i det andet i mit eget Navn, har paatalt. Den, der ikke kan beviſe no⸗ gen af Delene, burde, mildeſt talt, lade være A — 1 - 280 ) (Larſagen er ovenfor paaviiſt) den dare Gifts lighed i Almindelighed Mangel paa Viden⸗ ſtabelighed;e men deraf folger ingenlunde, at jeg taabeligen ſtulde trog: at finde den paa⸗ankede Mangel hos alle Danmarks Geiſtlige. Jeg har jo felv gjort hæderlige Undtagelſer, og er— villig til at gjere mange flere; men ji viden: ſtabelig Henſeende kan jeg ikke verre for⸗ bunden til at agte nogen Preſt, der forſommer ved grundige Studier at gjere ſig ſtedſe mere at bebrejde mig UÜbillighed. — Uſomme⸗ lig er en Adfærd, ſom ſtrider mod Velan⸗ ſtendighed **). De vil beſidde Upartiſkhed nok, til roligen med mig at underſoge (i al Kort⸗ hed, det forſtager fig), om min Maneer kan kal⸗ des uſommelig. Derſom jeg ved Skjelds⸗ ord eller andre Uanſtendigheder havde til⸗ ſideſat nogen fyldig Agtelſe, da kunde min Fremgangsmaade fortjene et ſag vane rende. Predikat; men ſiig mig ſengang, veltenkende og ſandhedskjerlige Mand! paaviis mig engang, hvor jeg har gjort noget ſligt! J mit forſte Stykke bebrejder jeg i en ſkarp og bidende Tone See P. E. M A ») Udg., S. 416. ) Cfr. Cie. de Off. Lib. I. Cap. 27.: Hujus (decori) vis ea est; ut ab honesto non qucat separarf, üller, Chriſteligt Moralſyſtem, 2den ſkikket til ſit vigtige Kald ſom Menighedens Leerer. Min Paaſtand var vel bitter, men i det hele desverre altfor ſand, og er den Maade, hvorpaa jeg fremſatte den, uſommelig, da der det (for at blive ved det eengang valgte Billede) ogſaa uſommeligt, at en Lege giver fine Patien⸗ ter ilde ſmagende Medicin. J mit andet Stykke. behandler jeg ſkrapt og uden Skaanſel en Perſon, ſom formedelſt fin Uſandferdighed og fine. flade Anſtuelſer ingen Skaanſel fortjener; men er dette uſommeligt, da er det ligeſaag uſommeligt, at en Skolemeſter revſer en vanarket Pog. Naar De derpaa ytrer, at jeg, naar jez bliver det, jeg efter Deres Mening endnu ikke er, nemlig: beſteden, ſtille, flittig, vi denſkabelig dannet, erende Videnſtab for højt til at fremtrede med noget Arbejde af middelmaadigt Verd; al, jeg da vil betenke mig nermere paa Ud givelſen af de videnſkabelige Afhand⸗ linger, ſom jeg lod mig forlyde med at kunnt forventes. fra min Haand: ſaa haaber jeg. af Deres Humanitet, at De allerede efter Lesnin⸗ gen af nerverende Svar vil tilbagekalde hos Dem ſelv den forſte Deel af denne Deres Yfring, og med Henſyn til den anden tiltroe mig i del. mindſte ſaa meget, at jeg overvejer og veed, hvad: jeg ter vove at byde: et lerdt Publikum. Det er mig en flor Glæde, endelig at vært bleven. færdig med denne kjedſommelige men af tvungne Selvapologi; i mit folgende Øvar, der ſkal blive Dem tilſtillet faa ſnart ſom muligt, ffal jeg holde mig ſtrengt til Sagen ſelv, og hermed byder jeg Dem for denne Gang et ven⸗ ſtabeligt Farvel. PREISLERS TE 5 Philoklerus Alethinus. 281 282 Indenlandſke Efterretninger. Natten imellem d. 28 og 26 Febr. Kl. 32 udbrød. en, ſterk Ild i Bagbygningen af Gaar⸗ den No. 197 i Norgesgaden, ſom beboedes af Snedkermeſter Carl. Hagen, og hvor muſicalſt Iuſſtumentmager Marchall havde en Deel af ſit Vaifſted og Splaget af Materialier til ſine In ſttumemer. Ilden opkom ſaa pludſeligen, at Hagens" tre nøgne Børn maatte kaſtes ud af Binduet, der lykkeligviis ikke var boit fra Gaar— den, og hans frugtſommelige Kone ſpringe bag— efter, Han ſelv, ſyſſelſat med at redde, blev indebrandt, og en Karl havde ſamme ſorgelige Sklebne. Bencvnte Hagens hele, ikke ubetyde⸗ lige, Mobelforraad og hans Boe, brændte, Det var tj aſſureret. Hr. Marchall miſtede en Deel koſtbent Tre, Elphenbeen og 20 Caſſer til Piano— forter, fom altſammen ikke har været forſikkret i Brandeaſſen; det ſkal have været- af 3 til 4000 Rbd. Bardi. Den driftige Hagens ulykkelige Fa⸗ milie har forfte Krav paa Medborgeres edelmo— dige Biſtand i fin ſtore og faa aldeles uforſkyldte Nod. — Hptindelſen til Ilden er ubekjendt. af uforſigtig Omgang med Ild og Lys; men Skade, at de, ſom meeſt omgaaes Ild og Lys, og af hvilke Uforſigtighed ſedvanligen meeſt er at befrygte, i Almindelighed kjende lidet eller intet til Anordningens Beſtemmelſer i fad Hen⸗ ſeende og til de Straffe, den for diſſes Overtre— delſe har faſtſat. Hvor mange Tjeneſtetyender og Born vide vel, at det er forbudet at kline Lys paa Vegge, Borde, eller andenſteds; at henſctte Lys om Nattetider ved Sengen eller ved Sengegardiner, med mindre at det zer ſaa— ledes bevaret, at det ei kan gjøre Skade; at. Hor, amp og andre ſaadanne ildfengende Ting ikke maa henlægges op til noget Skorſteensror; at i Gaarde, Stalde, paa Lofter og andre far⸗ lige Steder ingen maa gage med Lys, uden i forſvarlige og vel tillukte Lygter; at ingen mac bære Ild eller Gloder i aabne eller ubedekkede Kar paa Trapper, over Gaarde eller Gade, eller gaae med antendt Tobakspibe uden Hytte? —, Vel paalægger Anordningens Iſte $. alle Huus⸗ fædre og Huusmodre at have Opſyn med deres -Tyende, ligeſom og Huuseierne med de i deres Huſe Boende og Logerende, at de ded deres Haandteringer varligen og agtſom omgaaes med Ild og Lys. Men hvor vanſkeligt er det ikke Andre Lider, andre Sæder. At For⸗ Hun ved Pengeveſenets Omveltning er for en fler Deel kommen i andre Hender, der ei altid ride at gjøre det edleſte Brug deraf, har ikke betet Uden Indflydelſe paa Literaturen. Aldrig bave Leſerne i Almindelighed havt mindre Sands for danſke originale Arbeider, og aldrig have Overſattelſer, iſer af Tydſk, mere fortrængt diſſ end netop nu. Den nationale Aand ſynes i Leſeverdenen ganſke forſvunden. Det, denne inkereſſerer fig -meeft: for, er ſædvanligen af frem⸗ med og lav Natur. I de Riges og Galantes Salons er Madden, Vinen og Kortſpil Sjelen for den ſelfkabelige Nydelfe, og Literatur en U⸗ Ing. Dertil kommer et vemmeligt Gnierie ved Siben af den forderveligſte Odſelhed. x- Om forfigtig Omgang med Ildeog Lys. tandanordningen af 19 Juli 1799 har diert Alt for at forekomme de fargelige Følger. at efterkomme dette Bud i alle Henſeender? og i Serdeleshed for Huuseieren? han altid vide hvad Beboerne foretage ſig inden for deres fire Vegge, eller deres Tyende ved Nattetider, ſom gjerne, ſkjondt meget upaſſende, anvendes til ſtor Vaſtk, til Trappers Skuren og andre ſaadanne Forretninger, hvor Frem- og Tilbagelsben med Ild og Lys er nodvendig? — Skulde Brandanordningens Formaal derfor fuldkomment opnages, ſaa maatte Tyendet ifær, faa meget ſom kun mueligt er, gjores bekjendt med de Beſtemmelſer, der nermeſt angaae det. Dette kunde ſkee paa forſkjellige Maader. Et Udtog af Forordningen med nermeſt Henſyn til Tyendet, maatte trykkes og leveres eengang om Aaret hver Huuseier. Denne maatte lade ſam⸗ me circulere blandt Huſets Beboere, ſom det maatte: gjøres til Pligt, at forelæſe det for deres Tjeneſtefolk og Born. Hvorledes kan — manakken, ſom nu anvendes til landoeconomiſke Bemærkninger, Bonden paa andre Maader kunde — — Det ledige Rum i Al⸗ i, S 283 erfare, hvis han ellers fFjøtter om at gjøre Brug deraf, vilde være en beqvem Plads til at bringe hine Beftemmelfer angaaende forſigtig Omgang med Ild og Lys, til hver Mands Kundffab. Dveralt burde der gjøres alt mueligt for at give ſaadanne Advarsler den ſtorſte og almindeligſte Offentlighed. En Folge deraf vilde være, at Ildsvaader, der forſtyrre en heel Stads Rolig— hed, bringe Familier til Bettelſtaven, og ofte. endog berøve Menneſker Liv og: Sundhed, vilde blive meget ſjeldne. en * Blandede Efterretninger. : AN 1 Den brittiſte Semand paa Landjorden. (Slutning; fee No. 15.) Kommer han til London, ſaa fager han og nogle af hans Bakkekamerader en Hyrevogn, fætte fig med fine Betty Monſoner og Tobaks⸗ piber deri, og lade fig Fjøre igjennem Gaderne, røgende og med Overdelen ud af Kudſkeſlaget. Han har altid følt et Slags Frygt for at ride og fortæller derfor med ufunfilet Forundring, ved af omtale forſtjellige Ting, ſom han har. erfaret i fremmede Lande, hvorledes han har feet Tyrkerne ride, — (dog have de,“ ſiger han, til Forebyggelſe af Tilhererens Vantroe, for og bag paa Sadelen en Indretning, hvor⸗ ved de holde fig faſt, og Stigboiler faa ſtore ſom Skuffer.“ Han vil fortælle Eder, hvorledes Chineſerne drikte, Negrene dandſe og Aberne kaſte med Cocosnodder, ſamt at Kong Dony vilde ladet opføre en Leerhytte for ham og gjorf ham til Pair i ſit Kongerige, derſom han kun vilde have blevet hos ham og lært ham at fye Buxer. J en Skole for unge Piger” har hansen Soſter, ſom med en Blanding af Glæde og Blyhed rodmer ved at fee ham, og hvis „Forvirring han gior fuldkommen, ved at lade et Fiirpence⸗Stykke glide i hendes Haand, ſigende høit, at han ikke har mere Kobber” hos fig. : Hans Moder og de ældre Soſtre hjemme eren forgabede i Alt, hvad han ſiger og foretager ſig; de erklere ham for en flor” Sohelt, og — DDr · 2 ⁰³bvæ.A4 K . * 284 fortælle ham, at han altid har været en ſtor. Han ſiger til ſin Moder, at hun kunde været bleven Hertuginde i Paranabu, hvorover den gode gamle alvorlige Dame leer og feer fig ſtolt omkring. Beklage hans Soſtre ſig over hans Gjakkerier, ſaa ſiger han til dem, at de blot ere vrede fordi det ikke er Den eller Hiin. Han ſkremmer dem med en Maffe, der ſeer ud ſom en Nyſeelender, og erholder deres Tilgi⸗ velſe formedelſt fin Underviisning. Han fore⸗ rer dem Muslingſkaller og Haifiſketender, og naar han igien gaaer tilſses er der ingen Ende paa Taarer, lykkelig Reiſe, Gud ſigne Dig, og hjemmebagte Peberkager. — Hans Officier, ſom gaaer iland, foretager fig en heel Deel af, alt dette, kun, almindeligviis, i en hoiere eme J det Hieblik, da han er landet, kjober han en Mængde: Juveleerarbeide og andre Ting af Verdie, til alle Fruentimmer af hans Bekjendt⸗ ſkab, og næften med hver Artikel lader han fig- narre. Han ſender en Kærre fuld af ferſt Kjød til Skibet, endſtjondt han tenker at reiſe til Hovedſtaden Dagen efter, og i en Lyſeſtobers Bod, hvor han ſkal kiobe nogle Lys, lader han fig. paaſnakke et Douſin nye Vorfakler, med hvilke han om Aftenen lader ſig lyſe til ſit Skib, beklagende, at det ſkjonne Maanelys: ſvekker deres Virkning. En Mand, med en ſtor Pakke under Armen, tiltaler ham i en ar⸗ bodig Tone, og med et Blik, hvori der viſer fig Agtelſe for hans Sagkundſtab og en umis⸗ kjendelig Jver for hans Interesſe, ſporger han, om den edle Herre ikke vil træde under en be⸗ dekket Gang og”. betragte nogle ægte indiſke Shawls. Den galante Lieutenant ſiger til ſig ſelv, den Karl feer paa mit Anſigt, at der er noget at tjene hos mig,“ og beviſer det ved ſtrax at lade fig bedrage. Han bringer Shaw⸗ let hjem og ſiger til ſin Soſter med en trium⸗ pherende Mine: „Her, Marie, her er Noget: for Dig; det koſter mig ikke mere end tolv og er tyve værd, ſaaſandt ſom det er, værd en eneſte Dollar.“ — Hun blegner og vender ſig til ham. — "Hvad for tyve, kjcre Georg? Had, Du vild Krabat, lige fra den Tid, da han var en 1 har dog vel ikke givet tolv Dollars for det, vil jeg haabe?” — Nei, langt fra. — Naa, det — — 8 ig at enbba en Lßkke, thi fee, kjere Georg, det file 15 77 1 end en fjorten eller femten :6tilling verd.“ — Hvad, fjorten eller femten Ekilling? Er det ikke ægte indiſt, er det ikke? Det ſagde dog Skjelmen til mig, faa vilde jeg da onſte, — (her ſoger han at ffjule fin Rod⸗ min under Larmen og Skjenden), faa vilde jeg da enſte, at jeg havde givet ham tolv Hrefigen iidelſor tolv Guineer! Tolv Euineer! ud⸗ raaber Soſteren, og vedbliver, imedens hun de— kloger den ſtakkels Georg, at fortælle ham, hvad denne Artikel vilde have koſtet ham hos Condells, indtil han afbryder hende med Bon om at gaae ud og kjobe et Theeſervice til ſig ſelv; derpaa fmutter han fra hende og iler til nogle Kame⸗ rader paa et Caffehuus, hvor han drukner fin Wecgrelſe ove Shawlet i den bedſte Viin, og glemmet den ved at prøve og ſammenligne de engelſte og veſtindifke Skjonheders og Bordglæz ders doulſtneſter. Siden gaaer han til Skue— fvilhufet, hvor han aldrig har været for, og an⸗ feer et Fruentimmer i Hjørnet af en Loge for en Dame af Stand, og naar hun nu, efterat have beſvartt hans lange og erbodige Stirren med et Smiil eller et venligt BLE, vender fig til Siden 285 og holder kommetorkloedet for Munden, faa troer- Win, at hun leer ad ham, indtil hans Ven river den ud af Vildfarelſen. Han bliver indført hos Diunen, og fra den Tid af venter han, ſaaſnart zu ſeet paa en Dame af Stand (dog uden her⸗ d at tenke paa noget Vanerende for det yn⸗ ae Vaſens Reputation), at hun maa ſkjanke bam et Smiil eller et Kjerlighedsblik. Han bilder Fruentimrene for langt bedre, end man lers liger at de ere, og de forſikkre ham, paa deres Side, at de igjen vilde fæfte Lid til Mand⸗ folkene, derſom alle Mænd lignede ham — hvil⸗ kel, faavibt vi vide, er en Sandhed. Han har virkelig, efter. ſin Paaſtand, en meget liberal Auing om Fruenkimrene i Almindelighed, ef— | fttiom han bedommer dem alle, faa at ſige, med N ttfarne Semandsoine. Ikke desmindre troer ben dog paa den fande Kjærlighed” hos den Age, til d hvilken han beiler, for at giore hende fil fn Kone, hvormeget han end fværmer og hvor ange han end er borte fra hende. Han er egen Iöbenſeende til fine Uhre og fit Linned. Han ham heller ikke glemme de ældre. 0. 286 forærer Eder Carnioler, antike Signeter, Cocos⸗ nødder, indfattede i Solv, og andre Pretioſa. Trykker han Eders Haand, ſaa er det, ſom om den kom i en Preſſe. Ikke for al Verden vil han "paa Gaderne gjøre fig til af fin Uniform. Han er almindeligviis beſteden i Selſkab, end⸗ ſkjendt han lettelig opirres ved Alt, ſom fore— kommer ham Uanſtendigt. . Desuden forternes han ſnart over Sygdom, ja endog kun over Upas⸗ ſelighed, deels fordi han er vant til at comman⸗ dere Andre og ſelv at blive betjent med al mulig Aerbodighed og Hurtighed, deels fordi Tanken om at lide Smerter, uden at der er Are eller Fordeel derved, forekommer ham uforeneligt med hans Kald og er ham ganſke uſcdvankigt. Ta⸗ lenter og Fœerdigheder, ſom ikke ligne hans egne, betragter han med ſtor GErbodighed. Han bliver ofte vaer, at hans egne bemerkes faa lidet, at. han derved har lert, at have Folelſe for Andres. Tillige beundrer han den Mængde Kundffaber, ſom kan erhverves af Menneſker, der ikke have reiſt ſaaledes ſom han, iſer naar han feer, hvor intereſſante hans egne blive for diſſe, ſaavelſom for enhver Anden. Han bruger ſjelden Somands— Udtryk, undtagen for Spog, i Anledning af en eller anden Gjenſtand eller Begivenhed, ſom ſtri⸗ der imod hans egen Levemaade, f. Ex., naar han ſtedſe ſeer Eder tilheſt, ſporger han, om J da aldrig tenke paa, at gage paa Oakket igjen; eller, hvis han feer, at J ſtudere baade Dag og Nat, tor han vel ſige, at J ſtedſe hænge over Skibsdagbogen (Log-Book). Han gjør adſkillige Bekjendtſkaber, og glemmer de gamle mindre end noget andet Menneſke i Forretningsverdenen, thin han er faa nødtvungen til at opflaae ſin Bopæl allevegne, han erindrer ſig ſit Fodeſted med ſaa inderlig Glede, alle venſkabelige Minder blive paa Soen ſaa faſte i hans Hukommelſe, og naar han vender tilbage har han faa meget at fortælle og af. høre, at Forandring og Skilsmiſſe hos ham fabe den hierteleſeſte Deel af deres Natur. Ends" videre feer han faa mange Sedvaner og Skikke, at han bliver mild og fritenkends i alle fine Meninger, og imedens denne Overberelſe forøger Gijenſtandene for hans Hengivenhed, lader den i ] e. Den menne⸗ ſtelige Omgangs halve Hemmelighed; beſtager i, - ENE — 287 ikke at tage det faa noie med hverandre, — Naar Soofficieren er bleven gammel og kommen i Ro⸗ lighed, er han, derſom han er dannet og fornuf- tig, en af de behageligſte gamle Mend i Verden, lige velkommen ved Kortfpil, formedelſt fin Taus⸗ hed, ſamt ved Converſation, formedelſt fine For tallinger fra tidligere Dage. Han er en Ven af Aſtronomien og Reiſebeſkrivelſer, og er uds⸗ delig i alle ſine Bekjendtes Hine, fordi han har ſeilet rundt omkring Verden, eller "iagttaget Venus's Gjennemgang, eller miſtet en Finger ved en Nyſeeleenders Øre, eller faaet Fjedre til Forcring af en otaheitiſt Skjonhed. et Lyſthuus med Taarne og Mure, ſom ere be⸗ plantede med Trokanoner, og i fin Have opſtiller han, iſtedetfor en Statue, Sindbilledet paa. ſit forrige Skib, Britannia eller Lovely Nancy, ſom med hoirode Kinder og runde ſorte Hine ſtirre ud i Verden, ligeſom forundrede over deres nye Stilling og uvante Omgivelſe. (N. M.) ' Ps * Om Mad. Catalani leſes folgende, un⸗ der 15 Sept. f. A. fra Stokholm: Forſt ſildi⸗ gen, efterat hendes Heders Sommeregn allerede er ſtegen over Middagshoiden, har hun taget Veien til Skandinavien. Men det var dog i Dag en ſmuk Hoſtdag og hun bliver end i Høs ſten et ſtjont Serſyn. — Men mod Dukaterne maatte hver ſvenſt Patriot proteſtere; thi Du— kater ere her i Papirets Land ligeſaa ſjeldne ſom ,… modne Vindruer. Tre Rd. Banco i Papir var Priſen for Billetterne, og man havde allerede proteſteret mod-Anmaſſelſen og ſpaaet tomt Huus, da ingen Virtuos nogentid har forlangt mere end een Rölr. Men Mad. Catalani ſeirede. Om end Huſet ikke var fuldt, faa var dog Kir- ken det, og 3000 Billetter bleve afſatte.“ i Sr Berigtigelfer og Bemerkninger ved nogle fore⸗ a gaaende Numere. SR IJ Hr. Adjunkt L. Bergs Stykke i Nr. 14, Spalte 214, 13 Linie ſtager Juſteri iſte⸗ Nr. 13 til Thiſteds Avis. Han har - Evenffe. Sedler Dito Aſiatiſke Comp. Actier 8 2835 detfor Fuſkeri — hvilet har ſin Grund i de egne Magde, hvorpaa det forfejlede Bogſtav er ſtrevet i Manuſkriptet, ſom man har ſogt Paa! det nøjagtigfte at folge. 14 Ved Stykket i Nr. 16: Handelsmand ger ſted til hans Korreſpondent i: Hjerbek, er for glemt at tilfsjes, at det er taget af Folgeblade J Nr. 17 er i Hr. J. C. Langes Son til Hr. Prof. Dr. Fogtmann indloben, Spalte 260, Lin. 8, den Fejl, at der tales om kort fremſatte Anſkuelſer iſtedetfor klart fremſatte. S. 266, Lin. 23, iſtedelfor Oldtidens Riis las: Oldtidens; Ros — Lin. 24 iſtedetfor: eller zen anden las; eller en og anden. ; 22000000 TTT Kjøbenhavns Bors, d. 29 Februgri 1828. Hamburg 2 M. — a Species 219 Specier ſolgtes-til 7. 13 Rbmk. 22 f. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler pr. 100 Specier à vista 2181 i 155 186 Rbd. Sd. pr. Rölr. Rigsgjeld 503 — Rbß. Tegt 4 pC. Kgl. Sblig. (u. R.)] 84 88 Rbd. Sedh Dito Dito... 773 — i Banco.“ Nationalbank Obligationer: - (af Laanet 4 Febr. 1820) 1025 (1024 Rbd. r & Dito 1051 1122 — Sedler. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. ) ; Renter pr. 6 Januar 98 1985 Abd. r. 6 6 pC. norſt Laan st) Hz 2 7 ved Hambro & Son 106, SEE ann .Di 8 98399 i Banco. Aſtatiſte Comp. | — — 1 Sedler — |— . Ster. 3 PC. nye danſte Oblig. — ——— mme mr er amme (rem sim r———=— Kjøbenhavn. — Forlagt of S. Soldin. Tryft i L. J. Igecobſens Bogtrykkekie. i Nyeſte Skilderie f Klobenhavn.“ søm α⏑M⁰ęuu⁰⁰rνëꝛaña == Femogtyvende Aargang. No. 19. * Udgivet og redigeret af Fr. — Thaar up, Etatsraad. Forſendes, ifølge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Tirsdagen den 4 Martii 1828. — Exklering ISsgende det af mig fors fattede, i te Hefte af Nordiſt Tidsſtrift optagne: Om Engelleendernes Tog til Kjobenhavn 1807. S 0 0 En Opfordring af en Ven, ſom viſt i dette Alfalde bedre er i Stand til at bedømme, hvad ag gjør rettet i med Henſyn til Publicum at giore, end jeg, beſtemmer mig til hermed at be— telle og bekjendtgjore, at det Stykke om Engel— lendernes Tog til Kjøbenhavn i Aaret 1807, ſom er indrykket i Profeſſor Molbechs nordiſke Tidsſkrivts ſidſtudkomne (femte) Hefte, og ſom er ſttevet af mig, er en Jronie. Jeg vil ikke nagte, at det forekommer mig noget komiſkt, at jeg ſkal befinde mig i et Tilfælde, ligt det, hvori den Maler befandt ſig, der, efterat have … leveret en Tegning af eet af de Dyr, han ſaae ſerſpendte for alle de Eqvipager, han mødte, eg at have givet del, ſom han meente, Alt hvad — ved jeg ei faa meget troſter, ſom glæder mig. Hvad jeg i bette Bieblik feer mig paa den ſim⸗ ber horte dertil, lige fra Hoven til Manken, ver nodt til at fætte underneden: bette ſkal være — — „ en Heſt, og er ikke et Aeſel. jeg tilſtaae, at jeg ikke juſt føler mig forlegen herved. Ikke blot troſter jeg mig ved at tenke paa hiin engelſte Biſtop, ſom, efterat have ſkre⸗ vet en bitter Ironie — jeg mindes ei mere hvor⸗ over — og at have holdt den reent vedlige, uden en eneſte Gang at have faget Maſken lidt til Side, for at give ſig tilkjende, maatte ſee ſig nødt til at fortælle Publicum, at Skrivtet var af ham, og at det var Ironie. Den Satisfac⸗ tion, han ſiden havde af fin Bog, da Folk forſt fik at vide, hvad de havde for. fig, er jeg langt fra at vente eller at kunne forlange. Men har ſligt kunnet ſkee i et Land, hvor man havde en Swift, og hvor man, vant til Ironie, ynder den meget, faa maa jeg være glad ved, at være ble= ven advaret om, hvad jeg ſkylder baade. mig og mit Fœdreneland; thi, at en danſt Mand ſkulde ligefrem forſvare hiint Engellendernes Tog og Forhold, vilde dog være for galt. Men jeg tro⸗ ſter mig, ſom ſagt, ei blot med hiin engelſke Biffops Exempel; men har endnu Noget, hvor⸗ LÆS — * — » . — — * Imidlertid maa DOT = pleſte Maade nodt til hermed at gjøre, ſynes mig dog af være ef Slags Vidnesbyrd for, at jeg har holdt den ironiffe Tone nogenlunde reent vedlige, og faa haaber jeg da, at den af mine Venner, ſkal blive tilfreds med mig, ſom, jeg engang horte yttre ſin Fortrydelſe over, at man dog naſten aldrig ſaae nogen Ironie, uden at Forfatteren engang imellem faldt ud af Rol⸗ len. Virkelig er dette hendtes Thomas Moore mere end engang i hans: 'Kapitain Rock's Me⸗ moirer, der er en ypperlig Ironie over Engel⸗ lendernes Fremferd mod Irland. Men i faa ſtort et Skrivt var det vel meget vanſteligt at undgaae det. Havde han imidlertid kunnet finde et Standpunct, hvorfra han havde kunnet lade Alt lige meget beholde den ſamme Charak⸗ feer, faa turde vel Ironien være bleven endnu grundigere. Jo renere man holder Ironien, deſto mere lader man Sagen fælde fig ved ſig felv allene. Hvis nogle Damer komme en Aften til En med ſmudſige, hullede og ellers uanſten⸗ dige Klæder, faa ſige man ikke: hvor har De da været? ei heller: De er viſt gaaet feil! Man tende hellere et Par Lys flere og ſige: vi mage dog ſorge for, at vi kunne fee vore SGjeſter. Vare disſe pæne og ſmukke, faa var deri jo ingen Satire. Man tillægger dem in⸗ gen Laſt, man viſer dem kun, ſom de ere. J det Moralſke gaaer Jronien ſimpleſt ud paa at ſtille Principerne, hvorefter der er handlet, ſaa— ledes op, at de ved den Maade, hvorpaa de frem= ſtilles, af fig ſelv komme til at ſtille fig op lige over for de evige Principer, hvorefter der bor handles. Stemme de nu hermed, ſaa laſter man ei; ſtikke de derimod ret af herimod, faa fælder jeg dem ikke, thi jeg drager ikke denne Concluſion; de fælde. fig: ſelv. Beqvemt kan deſto finere vilde Ironien være, "bruge Ironien "mere: N 292 man -gisre det ved at beromme Handlingerne ſaaledes, at man derved uden videre forudſetter Forſtandigheden og Gyldigheden af de flette Principer, ſom ere fulgte i hine Handlinger, og mere forſvarer disſe Principer ſom dem, der egent— ligen ei trængte til Forſvar, end ſom dem, hvor— om der kunde være nogen ſand Tvivl. Jo lem— peligere man berømmede, omtrent i en Tone, ſom den ſommer fig. i en fornem Cirkel, Berommer man, ſom med rodblusſende Kinder, er Iro— nien allerede mindre fiin. Imidlertid er det dette, jeg har gjort i hiint Stykke. Indigna⸗ tionen hos mig var for ſtor, til at jeg kunde iro⸗ niſere anderledes end med Varme, og nu maa jeg være glad ved at have gjort. det. Men en Hovedſag er, at man giver de forkeerte Principer et Udſeende af grundede, ſom naar Holberg be— rommer dem, der ikke ſtudere udenlandſke Böger, men gode danſke, ſom ere gjorte af boſiddende Bogtrykkere, af brave Mend, der ei kunne gjøre fort til hvidt. Mener man, for at jeg ſkal ſoge endnu at oplyſe denne Sag ved et Exempel, ſom lige falder mig ind, at Nogen i Grunden har fulgt det Princip: at man ſtal fordrive Djæ: velen ved Hjelp af Djævelens Øverfte; ſaa gager det ei an, naar man vil ironiſere, at opſtille disſe Ord, eller viſe hen til dem; med mindre man vilde ſkrive en Hiſtorie om en fattig Dja— vel, ſom idelig ſtodte an, fordi han ei kunde fane. Greb paa retteligen at folge dette faa virk fomme Princip, men overalt plumpede til og befordrede Smaalaſterne, iſtedetfor de. ſtore og grundige, der ei have ſaameget Udſeende af at være det. En ſaadan i Grunden humoriſtiſk Ironie, lader fig vel og tenke; men vil man directe, faa gjør man — * 8 bare ffjærende for Nationalſtoltheden. 293 tere i, iſtedetſor hint Princip, at opſtille, tller rettere, ſom fra Noget, der forſtod fig af fig felv, at gaae ud fra den Sætning: at der ffal Ondt til at fordrive Ondt, og nu ſtyde hün ind under denne, men dog ei med rene Ord. — Dog jeg ſkal jo ikke udvikle Ironiens Theorie. Jeg Fulde blot erklere, at hiint af mig ſkrevne Jorſoar for Engellendernes Tog er en Ironie. Ret vilde⸗jeg ønffe, at man hos ſig ſelv vilde overſatte den — dog ved en ſaa n fri Overſettelſe, ſom den i flige Tilfelde maa være — fra Iro— niens Sprog i den moralffe Betragtnings, ifær forfaavidt Henſynet til Wrens Love kan hen regnes herunder: maaſkee man turde finde, at hiint Tog endnu, ikke er bleven underkaſtet en fan ſtarp og tillige faa omfattende Critik; thi i Almindelighed holder man fig fun til. nogle enkelte Puncter. Ogſaa vil man fee, at Sagen juſt er taget fra den Side, hvorfra den meeſt maa Hvor maatfe ikke Engelland onſke, at det havde kunnet bringe Napoleon til St. Helena, uden at have liladt fig? dette Attentat paa Danmark og der— bed at. have givet fin Nationalfolelſe et ubo— deligt Knæk, Hvo kan i dette Bieblik «tvivle om, at Europa ogſaa uden dette Attentat vilde nagt enten fan vidt, eller til et lige faa godt, a maaſkee bedre Punet? Og hvad har faa En- gelland for at have fat Wrens Folelſer tilſide i denne uhyre Grad? »Ikke engang ſaa Meget, ſom Værdien af de Skibe og Skibsmaterialier, de loge, kunne de ſiges at have faaet til Vin⸗ ding. Thi for Det, hvad Toget koſtede dem, kunde de vel have kjobt det ſamme, og havde faa kunnet udruſte en Flode, ſom kunde have belagt den forenede danſk- franſke, om ellers en ſaadan nogenſinde var kommen til⸗ 294 ſyne paa Havet, og havde faa undt den danffe Sømand den Satisfaction-at fæmpe paa og for fine Stavne, iſtedetfor at han nu ſaage fig fin Flode frarøvet fillands… Men over⸗ hovedet ſpilte Engellenderne den maadeligſte Rolle under den hele Krig mod Napoleon, naar undtages i Spanien. De ware faa bange for, at vove deres Blod til Expeditioner, hvoraf den umiddelbare Vinding ikke ganſke lige gik i deres Lomme, at endog Walter Scott ganſke ligefrem erindrer os om det. Nogle af deres Tog falde endog i det Komiſke. Ogſaa gik det dem flere Gange forunderligt imod Forventning, naar de med al Viisdom havde lagt en Plan, men juſt ikke faa lige havde tenkt paa, qt de kunde ſtode paa Mænd af Wre, og det nu juſt maatte treffe ſig faa beſynderligt, at de ſtodte paa Mend af Ære. Walter Scott kan ikke nok⸗ ſom beklage, at det juſt maatte treffe ſig, at den ſpanſke Admiral malheureusement *) troede, at hans Wre fordrede, han burde holde en Kamp ud med de engelſke Krigsſkibe, ſom vare ſendte⸗ ud for at tage det endnu i Fred med Engelland værende Spaniens amerikanſke Pengeſkibe, og det, uagtet de omtrent vare ligeſaa ſtœerke ſom han, faa at han, mener Walter Scott, jo havde havt Foie nok til at unddrage fig Kampen. Hvad vilde Walter Scott forſt have ſagt, om hiin ſpan⸗ ſke Admiral havde været ſvagere, og endda havde holdt en Bataille ud. J Sandhed vi komme endnu til at tilregne os det ſom en ſtor Wre, at han ikke bryder ud i et: mirabile dictu! eller credite posteri! da han ſkal til at fortælle, at det lille Danmark virkeligt ei blot bod ſig til at — — ) Jeg har leſt den franſke Udgave og anbefaler den, da Üdgiverens notule fortjene at laſes. — — — mm DEL Å y 298 udholde, men endog i Sandhed udholdt en Kamp med den faa ſtore og ſterke Expedition fra. En⸗ gelland 1807, og det uagtet endda Danmarks Ar— mee endnu lage i Holſteen, fordi Danmark, fom , Walter Scott tidligere har fortalt os, var den eneſte Nation, ſom, da Buonaparte beſatte Han- nover, vovede at træffe en Her ſammen, for at viſe, at det vilde vide fine. Grendſer reſpec⸗ terede, en Her, der ogſaa 1806, efter Slaget ved Jena, ſikkrede Danmark for, at det ikke ved Bluͤchers Tilbagetog blev overſvommet af Fien⸗ der. — Dog jeg taber mig anden Gang i Be— tragtninger, da jeg dog kun vilde give en ſimpel . Erklæring, Men til denne har jeg et Forſlag. til Publicum at tilfsie. Det turde vel hende. ſig, at jeg oftere brugte Sronien; i det mindſte har, jeg adſkillige Smaating liggende, ſom ere Ironier, og ſom dog ved Leilighed maaſkee en⸗ gang blive trykte. Udtrykkeligen oven over⸗ſaa⸗ danne Ting at ſette: Dette ſkal være en Iro⸗ nie,“ det turde let blive en Ironie, ſom vilde være alt for fiin, eller alt for lidet füin, ligeſom man vil tage det. Let kunde der jo ogſaa kom— me en Forfatter, ſom af Ironie ſatte en ſaadan Overſkrift over et Stykke, ſom ikke var ironiſkt » meent, fordi han ei driſtede fig til at tilſtage, at han havde ſagt anſtsdende Ting for Alvor; og hvilken babelſk Sprogforvirring kunde da ei opſtaae? Jeg vil da over flige Ting herefter ſette: Contemplationer; ſaa forſtaae Pu⸗ blicum og jeg hinanden. Dog kan jeg natur⸗ ligviis kun love at gjøre det, hvor det nogen: lunde kan gaae an. "Kjøbenhavn den Iſte Marts 1828. Sibbern. Forf. kan jeg ikke indrömme denne Ret, da han Peterſens „Betenkning over andet. Udkaſt til en ſtörſte islandſke Hiſtorieſkriver Snorre Stut⸗ 296 Om Bencvnelſen norſk Sprog i Anledning af Morgenbladet 1828 g Nr. 20-23. Er nogen Strid en Ordſtrid i egentlig Forſtand, få er det viſt nok den, om Sproget i Norge bör kaldes norſt eller danſt; jeg ſtulde derfor næppe have anſet det værd at fætte Pen til Papiret for denne Sag, hvis ikke den lerde Forfatter til det lange Stykke om „Norſk Sprog, Norſk Literatur“ i Morgenbladet Nr. 2023. med al ſin Udforlighed havde overſet adſkilligt, ſom ſynes veſentligt og vigtigt at betenke, för man fætter fig på Dommerlædet. Jeg må: for— ud bemerke, at jeg, ingenlunde ſelv vil anmaſſe mig Ret, til at afgöre Striden, men gjerne ind: römme det norffe Folk den, ſtönt det ſaͤledes kommer til at dömme i ſin egen Sag; da jeg anſer det for mit Fedreneland aldeles ligegyl— digt, hvad Udfaldet end monne blive. Men vor — — — ——ñ——ũ U — 2 — ſynes alt for ſterkt greben af patriotiſt Iver imod de Hrr. M. C. Hanſen, og P. T. Han: fon, fordi de have vovet at ſkrive „det d an ſte Sprogs Synfaxis“, ſamt „danſke Gloſer“ til en tyfk Læfebog o. desl. og ikke ænfet to ano⸗ nyme Stykker i Rigstidenden, eller Hr. Ber grad — ed arme Lov om Norges Bergværker,”” S. 497—549 (må: føje tre Perſoner i én patriotiſt Verelſe). : Forſt må jeg pa eghe og Landsmends Vegne yde Hr. M. C. Hanſen den hjærteligfte Tak for hans Forſog til at udfylde et betydeligt Hul i vor Literatur. Derneſt må jeg bemerke, at vor Forf. i Morgenbladet ſammenblander to als deles. forſkjellige Spörgsmäle, nl. 1) om det gamle nordiſke Sprogs rette Bencvnelſe, 2) om Benevnelſen af det i Norge nulevende Skrift⸗ ſprog og dannede Sprog. Det ferſte vil jeg ikke her indlade mig i, for ikke at göre mig ſtyldig i Forfs. Fejl; men det er dog artigt nok, at den — TT ET — leſen, juſt i den Bog, hvor han taler om Yngs ' lingeætten i Sverrig og alle de gamle berömte Konger i Norge lige til hans egen Tid, udtryk⸗ . 5 297 Urlig ſiger, at han ſkriver om de Hovdinger, ſom d danska tüngu hafa melt.“ Han har viſt allſäsikke anſet det for nogen Forklejnelſe for — Nordmendene at tale det ſamme Sprog ſom Danerne, ej heller troet at ſtode den norſte Re⸗ geiering, ſom han var færdeles hengiven og beſang j udødelige Wredigte, ved at benævne det fel⸗ les Sprog med det til hans Tid bekjendte og almindelig - antagne Navn. Dette Ekſempel fra ſä gammel en Tid og af en få berömt Mand, ſom dog unægtelig var langt mere norſt end danſk, ſynes mig burde betage vor Forf. hans Veggſtellsbed, og göre de ovennævnte Hrr. Han⸗ | ſen og Hanſon angerløfe og fri for Aktors Til— tale i denne Sag. | Hertil kommer at Ordet Norſk ikke ſynes beſtenn nok; ti f. E. Hallagers norſte Ord og Talemäder med de tilföjede norſte Viſer, ma vel dog være. norſte. De norſke Ord i Paſtor Munchs Saga Iſte Bd. Kriſtiania 1816, maͤ vel ogfå anſees for norſke, da han ſelv ſiger i goretindringen S. 210. „Det forſte Ord | i Gloſſarſek er det ISlandfie, eller rettere 1 gamle Nordiſke, det andet det Norſke, og der⸗ efter fommer den Danſke Overſettelſe“. Men | (ådanne Ord ſom Auſt for Oſt, Barneſeng Bnſelſeng, Bein Ben, belje, gaule brøle, Jjeit Gjed o. ſ. v. forekomme jo flet ikke i vor nuiſte Ariſtarks Sprog i Morgenbladet. Han ſtriver jo altſa ikke en Gang ſelv Nor ſk, når man fer fig til! —Hvorfor vil han da endelig, at det ſtal hedde fig, at være Norſk, hvad der ikke er det? Den nys anførte Norſt, er Faldet få efter to indfødte nyere norſke Forfattere, det Bilde være let at anføre flere, jeg vil kun tilføje en ældre Avtoritet, ſom vor Forf, ſelv har an⸗ ført, nl. Kong Kriſtoffexs Privilegier for Bergen, dat. Kobenhavn 1443. "Så byde vi alle ud⸗ loandiſte Embedsmænd, ſom udi Byen ere, at betale og udgive til os den årlige Rente, ſom koldes på Nor ſk Bordleding.“ Er det ikke dog ſoleklart, at her tales om et beſtemt Ord, ſom udelukkende norſt, hoilket heller ingen danſk⸗ talende, flå uden Forklaring. Sålænge har Navnet Norſt da veret brugt til at betegne noget, ſom netop eilte fig fra det fælles Sprog, ſom altfå på en Mäde var modſat det, man nu med Vold og være fig Dane eller Nordmand, vil for- ü 298 Magt vil kalde Norsk! Ogſäͤ er Norſk bekjendt i denne Betydning, hvor ſom helſt det er bekjendt hos fremmede Folkeſlag; f. E. i Adelungs Mitri— dat. 2den Del, Berlin 1809S. 302 fg. findes en udførlig Efterretning om „Norwegiſch“ med tre Sprogprover, der lyde ſom få. Pin Wilia geskia på Jorden, som handt er udi Him- melen. — Sje di Wöllie her à Jera, sem den sjer i Hiimlen. — Veya thine mota vara gort. Er det nu dette o Lurn, sinna gort i Chimrie.“ Sprog, Nordmændene ville opdyrke, og hvori de ville fkabe fig en Natſional-Literatur, få have de unægtelig Ret til at kalde det Norſk, ſom det er, og enhver ærlig Dane vil ſtraks opgive fir Fordring på Delagtighed deri, det tör jeg driftig love. nede Sprog, ſom de endnu for det forſte tage til Takke med, få ſynes Benævnelfen Norſt (ihvor ofte den end matte findes anvendt dertil) at være. aldeles tvetydig og derfor ubekvem; med mindre ; man tilføjede en karakteriſtiſt Beſtemmelſe, ſom Höj⸗norſt eller Stor-norſt eller, hvad jeg tror at have hort anvendt af andre: det kon— gelige norſte Tungemäl. Hvad nu Benævnelfen Danſk angaͤr, fæ vilde det være urimeligt og fkendigt, at nægte eller nedſette Nordmendenes Fortjeneſter af vort falſles Sprogs ÜUddannelſe; men de Nordmænd, ſom have arbejdet meſt derpå, have ſelv troet, at det var Danſſ, de ſkreve, og, ligeſom de danſkfodte, der delte Arbejdet med dem, ſogt at hæve fig over det lokale og bondagtige, der var brugeligt i deres Fodeegn, hvilket og på begge Sider. ſynes ligeſä naturligt ſom nodvendigt. hvis de vilde. leſes i begge Riger, og virke på begge Folk. Til Ekſempler må tjene, Peder Clauſſön, Preſt fil Undal, der ſiger i Fortalen til fin Overſ. af Heimskringla: Denne ſamme Snorre Sturleſöns Krönnike haver jeg udſet pc Danſke, Anno 1899.“ Ligeledes ſiger Holberg i de ortografiſke Anmerkninger ved Forvandlin⸗ gerne. Kh. 1726. S. 93. »Säſnart jeg begyndte at tale, blev jeg ſat udi en tyſt Skole; ti mine Forældre ræſonerede med andet got Folk i deres Nabolav ſäledes: Lad ham kun brav øves i det tyſke; det danſke leres af fig ſelv, det er at ſige: Lad ham lere Tyſk i Skolen; Danſ kan han for intet lare af Smaͤdrengene Men er det vort fælles, ſedvanlige dan- — 3 299 på Gaden. Sgzledes bleve de fleſte Ar af min Barndom bortdrevne ved at lære Tyſt udi Skolen og Danſt udi Ammeſtuen.“ (NB. i den Stad Bergen udi Norge.) ; Da fåledes Nordmændene i lang Tid, lige⸗ ſom vi, have faldet det fælles Sprog Danſt, få er det blevet bekjendt under denne Benævnelje fra Neva til Tejo; fra Grönland til Indien, fåvidt ſom Holbergs og Veſſels, Evalds og Bag— — geſens, Suhms og Schönnings Navne have nået. Alt hvad der er overſat på fremmede Sprog er overſat af Danſk, enhver Ordbog er tyſt dank, franſt⸗danſk, engelſk-danſk, latinſk⸗danſt, — ja lapponico-da nico latinum ! Nidroſiœ 1768), og ſnart greſtedanſt og hebraiſk-danſt! Hvor⸗ ledes ville da Nordmendene bevæge, jeg vil ikke ſige os Daner, men alle Evropas Folkeferd til at forandre Talebrug, og kalde dette Sprog Norſt? Men kan det umulig føje; bliver Hol— berg evig en danſt Forfatter, om han ogfå ti Gange bavde været født i Norge; hvor däaͤrlig er da den Forfengelighed, at-kalde det nor fk, ſom de nu herefter udgive, og derved i hele Ver⸗ -dens Öjne give Slip pa den Wre, ſom de i. Sekler have arbejdet troligen på at indlægge fig! — Hvortil nytter ogſä den tomme Lyd af norſt, om noget, ſom dog ikke er beſtemt og udeluk⸗ kende norſt? Nordmendene ville dog umuligen kunne nægte os Danſke en flor Del i Sprogets Dannelſe og Literaturens Heder, ja vel ſtörre end de ſelv have. Det ringeſte Blik på Spro— gets Hiſtorie fra Chriſten Pederſen til A. Shlenſchleger måtte i få Fald gjendrive dem. Trosforbedringen med Bibeloverſættelſen og alle didhorende Skrifter er jo dog udgået fra Danmark. Kundfkaber er jo udſtrömmet over begge Rigerne fra Kobenhavns Univerſitet. Lovgivningen er jo udſtedt af den fælles Regjering i København, lige ned til den endnu. levende Slegt. Hvorle— des kan det da nægtes at Danmark har haft, og efter Kulturens hiſtoriſtk-bevislige Gang måttet have ſtor, ja äͤbenbare den ſtörſte Del i det fal- les Sprogs Dannelſe og det fælles Bogveſen? Dette er vel og Aarſagen til at man efter tavs Overenskomſt nu i flere Hundredär har faldet Sproget og Bogveſenet Danſk. Under dette "Navn have begge nu begyndt at tildrage fig "Dog derpå kan vel næpvøe nogen klog Nordmant! Den hele Maſſe af Oplysning og 300 Opmerkſomhed i fremmede Lande; ikke blot; Sverrig og Finland, men ogfå i Tyſtland, Ne derlandene, Frankerig og Engelland gives adſkil— lige Lærde, ſom dyrke og ynde den danſke Tunge 0 når ville Nordmendene alene. ſkoffe fit norſke Sprog, ſom, ſnart ſagt, intet Menneſke har hørt nævne, og fit norſte Bogveſen, ſom ingen Bø: ger har at opoiſe, en lignende Hæder? Det er billigt at falde norſt hvad der angär Norge, norſt-Handel, norſt Lovgivning, norſk Regjering, norſtk Almueſprog o. ſ. v., men at falde det, norſt, ſom er fælles for Danmark og Norge, ſynes li- geſä underligt, ſom at ſige den norſke Halvø! o. desl., al den Stund Norge ikke udgör Hoved⸗ landet, ligeſa lidet7i den ny ſom i den gamle | Forening. Hvem taler vel om det ſveikſerſke eller k. k. øfterrigffe Sprog og Bogveſen? Al: drig ere heller Nordamerikanerge faldne på, at falde fit Sprog Nordamerikanſt iſteden for Engelſk, uagtet de for få vidt ere komne videre end Nordmendene, at de alt have fort Krige med Engellenderne, og ſelv have at forſvare fin Uaf: hengighed og Natſionalitet imod Englands Ind— greb fra umiddelbar tilgrendſende Provinſer. Er Nordmendenes Mening. derimod, ſon ovenfor omtalt, at forandre og fornorſte feldt | Sproget, og fäledes virkelig begynde en ny Nal⸗ fionalliteratur, ſä matte man da fil at overſellt Bibelen o. ſ. v. på Norſk, og få vilde man ſnart give Folket Afſmag for de hidtil i Danmark og Norge udfomne Bøger, og juſt derved berøve det den For: del at eje en Natſionalliteratur, og fætte dets Dy: lysning ogDannelfe den veldigſte Smningi Vejen, tenke for Alvär. Det torde derfor blive ſävel hay derligſt ſom fordelagtigſt for det norſke Folk at våge med Omhu over det felles Sprogs Renhed og Rigtigbed, og lade fig nöje med det hidtil be: kjendte Navn, hvori. der ikke kan ligge nogel krenkende nu, mere end i Snorre Sturleſens Tid, da Norge var et uafhængigt Rige. Den. hiſtoriſke Oprindelſe til dette Navn, eller rad! til dets almindelig udſtrakte Brug, tildels grun det i Landenes gjeografiſke Beliggenhed på Jord i | floden, ville Nordmendene dog i Evighsd aldrig kunne forandre eller udſlette af Evropas Urbøger, R. Ras k. 30I i i Indenlandſte Efterretninger. Damfiſkeriet er en for Hertugdømmet Hol— ten ejendommelig Gren af Landokonomien, ſom kun meget. fag Lande have tilfælles med det, og | maaſkee vil det ikke i noget Land spnaae en ſaadan Fuldkommenhed ſom her. Dammenes Areal bli— vet eſter en vis Orden og Folge afvexlende brugt fnart til Fiſkerie, ſnart til Kornavl, til Hobjerg— ning og til Gresgang paa ſamme Maade, ſom din holſtenſke Landmand ſyſtematiſt afvexler med ſine Agres Brug til Korn- og Qvegavl.“ J Tdatrs Annaler 1800. I. 53-63 læfer man en Beſkrivelſe over de holſtenſke Karpedammes Ind— telning. Det Kjsbenhavnſke Videnſtabernes Selſkab havde for det Clasſenſke Legat gjort Damfiſkeriet til Gjenſtand for en Prisopgave; og lilkjendte en Afhandling af Hr. Landinſpek— tot Gudme Priſen. Denne Afhandling er nu udkommet paa danſk (hos. Popp Oſtergade No. 22 for 72 Skill.) 'Naar man feer paa Dams ſiſkeriet i det Hele, faa maa det, ſom enhver Fabrik, vare deſto fordelagtigere jo ſtorre det er, fordi alle berfil nodvendige Redſkaber maa an— affes og holdes vedlige, ſaavel ved et mindre am ved et ſtorre Fiſterie, fordi et ftørre An— lag er forbundet med ubetydeligt ſtorre Bekoſt— minger, og endelig fordi de Kundſkaber man mad have og erhverve fig, og den Opmerkſom⸗ % Opſynsmanden maa. anvende derpaa, ikke lør være ringere ved Anlægget af et mindre end Ud et ſtorre Fiſkerie.“ — Et fuldſtendigt Dam⸗ il fiſkerie kan kun udfores i Forening af hele Di⸗ ſtrikler. Da et ſaadant, med Kyndighed anlagt og beſyret, er fordelagtigt, faa fortjener den gode Anvisning, ſom benævnte PrisfÉrift giver, hvortil hører et Stentryk, megen Opmeerkſomhed. —— —— 0 I 11 i | f PSR ener Blandede rr Efterretninger. | 3 (Meddeelt.) J Anledning af Hr. L 8. udbaſunen af den homoevathifke Legemethode. lid i 7 | | r. Gehejmeraad og Livlæge von Wede— Darmſtadt har fuldkommen beviſt, at konſtferdige Haand. 302 denne Methode flet ingen Verd har. Den Tid er ner, da man vil finde det ubegribeligt, hvorledes et faa aldeles grundleſt og paa de forunderligſte Hypotheſer beroende medieinſt Sy— ſtem blot et Ojeblik har kunnet vildlede Lægerne. J Overbevisning om denne Leres totale Nullitet — ere nu omſtunder ikke allene alle indſigtsfulde Læger enige, men den har ogſaa miſtet nogle af ſine forrige Tilhengere. Ikkun af den med Al— derdom folgende Kraftloshed lader det fig for— klare, at en berømt Veteran har kunnet lade ſig forlede til at beſtytte og ſoge at udbrede fag abſurd en Lære. . sker (Af Ergaͤnzungsblaͤtter zur Jenai⸗ ſchen Litteraturzeitung. 1828 No. 8.) Demoiſelle Sontags Hylding. Al⸗ drig er der vel blevet bragt Sangerinder ſaa— danne Hyldinger, ſom i vore Dage. Fordum belønnede man dem, naar deres Talent vår over— ordentligt, med Penge; nu yder man dem Offerte, ſom ellers kun ſtore Helte, Lærde og Kunſtnere tildeeltes. Man høre hvad Berliner Converſa- tions-Blatt beretter om Dem. Sontag: Alles rede i mange Aar er vort Porcellainsfabrik her — berømt i Udlandet ved fine Arbeider, og ligeſom man fra Rom forſender, ſom de koſtbareſte For- eringer, muſiviſte Malerier, og fra Paris Goblins, ſaaledes ere i det Berlinſke Porcellainsfabrik for Keiſere, Konger og Herforere blevne forferdigede Forcringer, og disſe Arbeider have i Engelland og Frankrig beholdt Forrangen fremfor alle andre. Et nyt Bevis paa fin høje Konſtferdighed og Smag gav Fabriken ved en Vaſe, hvilken ad- ſtillige Venner og Velyndere af Konſten, ſom vi erfare,” uden nøjere perſonligt Bekjendtſkab, af reen Erkjendelſe af den Kongelige Kammer ſangerinde Dem. Sontags Talent, have ladet“ forferdige. Paa den ene Side ſees det Koͤnig— ſtaͤdtiſche Theater, og Demoiſ. Sontags Bolig, - paa den anden en Blomſterkrands og en Lyra, med gyldne Stjerner, malede af Prof. Voͤlkers Gjennem Blomſterkrand⸗ ſen ſlynger et Baand fig, paa hvilket de Roller og Operaer, hvori Demoiſ. Sontag er optraadt paa Koͤnigſtaͤdt-Theatret. Disſe Blomſter ere ikke valgte uden Betydning, f. Ex. Sneeblom⸗ 2 303 ſter (Bertha i Sneen), Violen (Angelina i Cene⸗ rentola), Laurbær (Laura i Coſi fan tutte), rod Rofe (Lila i Coſa rara). — Omkreng Foden af Vaſen lig ger en Epheukrands og derimellem, læs ſer man: Erinnerung an Berlin d. 5 Sept. 1827. Begge Hovedmalerierne ere adſkilte ved en Zirat, der beſtaaer af Arabeſker af Theater— Emblemer, der dannes af aabne Nodeboger med Steder af de meeſt yndede Operaer. Paa Vaſen Iaae et Digt trykt paa hvidt Atlaſfk med gyldne, Bogſtaver. Med Foie kunde man her ſporge: Hvad levner Du, o, Tydſkland! Dine Viſe, Din Keppler, Goethe, Schiller, Kant, Naar faa Du hedre vil en ung Aktriſe, Som blot ved Sang Dit Bifaldt vandt? Mon gamle Fritz i Graven ei ſig vender, « Naar flig en Vaſe man Aktriſen ſender? Bemerkning. J dette Blad No. 17, Spalte 266, blev, i et meddeelt Stykke om den Concert, ſom den 20de Febr. blev givet til Fordeel for Bombe— bosſen og Hr. Skueſpiller Kirchheiner, efter venſkabelig Overeenskomſt, anført: at en Sang til Dannebrog af Profesſor Rahbek blev afſjun⸗ gen. Dette maae berigtiges. Concertens an⸗ Den Afdeling ſtulde nemlig, efter Plakaten eller Bekjendtgjorelſen om Concerten, (ſee Adresſe Avis No. 40) have været aabnet med den Sang til Dannebrog af Hr. Profesſor Rahbek.“ Iſte⸗ detfor denne bebudede Sang, gav man en anden af Hr. Kommandeur Wulff, hvilken Pla- katen havde fat under Iſte Afdelings Iſte Num- mer. Den gjaldt ogſaa Dannebrog, og Anmel— deren troede Plakatens Ord, at den var af Hr. Profeſſor Rahbek. Nu leſer man i Kjobenhavns— "often No. 18, at ſamme Blads Udgiver der bemyndiget til at bemerke, at der til Bombe⸗ bosſens ſidſte Concert hverken er forlangt eller ſtrevet nogen Sang til Dannebrog af Hr. Pro— fesſor Ridder Rahbek, og at en ſaadan Sang folgeligen ligeſaglidt er afſſungen.“ Man fin⸗ Svenſte Sedler 6 PC. norſt Laan 4 pC. Dito nyhe 304 der det beſynderligt, at denne Bemerkning er — (og, ſom det ſynes, ikke velvilligen) — ſtilet mod Skilderiet, iſtedetfor at de rette Vedkom⸗ mende ſynes at være de, der uͤdſtedte Bekjendt⸗— giorelſen og Plakaten. Fremdeles: at den ille er givet i Adresſe-Aviſen, hvorigjennem Be: kjendtgjorelſen blev udſpredt, og hvorved An: melderen, der horte Concerten, blev vildledet i Henſeende til Sangens Forfatters Navn, — eller til Redakteren af Skilderiet, til hoilktt Blad dernæft Berigtigelſen vel henhorte, og hvor man ikke nægter Optagelſen af enhver beføiet, eller velvillig Bemerkning, men tverkimod med Erkjendtlighed modtager, udbeder og benytter ſamme. Om det ikke er en Uſkik, at man ved Concerter jevnligen tillader fig at afvige fra Plakaternes Indhold? er et Spørgsmaal, man ved denne Leilighed fremfæftter, Kjøbenhavns Bors, d. 4 Martii 1828. Hamburg 2 M. — a à vista 217 ' Species 219 Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 22 8. 5 Norſte Spee pCt. Norſke Speciesſedler £ pr. 100 Specier 155 15852 Rbd. Sd. 50 SOB Rbß. Tegn „Rolr. Rigsgield 8 l big 842 Rbd. Sell 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 84 8429 Dito Dito .. 773 — i Banco, Nationalbank Obligationer (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 10235 Rbd. r S. Dito Dito.. IIIAI12 Sedler, 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. Renter pr. 6 Januar ……… & + 98 985 Rbd. r. S 106 .|I062 i Banes, 982199 i Banco. — i Sedler, — L. Sterl. ved Hambro & Son Ufiatiffe Comp. Actier — 3 PE. nye danſke Oblig. — = - - 3 8 7 * Kjøbenhavn, Forlagt af D, Soldin. Trykt i ERR: geobſens Bogtrykkerie. 7 1 — 5 ü — 4 . Seildert Liv i delte Udyr. Nyeſte e Kjøbenhavn. Femogtyvende Aar 08 No. 20. Tubgtvet og redigeret af Fr. Forſendes, Chasse Blandingsſtykker. —ꝓʒ—ᷣ— 9000 — (Indlateten anſeer ſig for befojet til at erklore, at de Emsafyffer ſom med den Overſkrift: Mationali⸗ ſternes Daad og Anti⸗Rationaliſternes Tro“ vare ind⸗ tyllebe i bette Blads Nr. 17, ikke hidrorte fra ham, famt tillader fig endvidere ved denne Lejlighed at bes marke, at han fremdeles ſom hidtil vil være kjendelig Faa fin eengang valgte Overſkrift og pan fit Slut⸗ ningsmarfe.) 10. Chiliasmus i Aaret 1828. Man feer af offentlige Blade, at der endnu er 6 To Jordryſtelſer i det Wuͤr⸗ tembergſte have fat Overtroen i levende Beve— gelſe. Hvor man i denne Egn kommer hen, ta⸗ les ikke om andet, end om Verdens Ende, om Aabenbaringet i det Ade Kapitel af Ezechiel og om ſtrakkelige Ting, ſom, foranledigede af Tyr⸗ kane, ſtulle tildrage fig i Aaret 1830. Denne gen tilſtrekkelig Grund har fil ſlig Mis⸗ tro- mod Hr. Armand Saintes. Overtto har umiskjendelig fin Rod j de ſtedſe mere om fig gribende Pietiſter, ſamt i Myſticis⸗ men. — Mon ikke Grundtvigs Ooerſattelſe 7 Thaaru p, Etatsraad. ifølge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. Loverdagen den 8 Martii 1828. af Ireneus ſkulde kunne bidrage til beſlegtede chiliaſtiſte Ideers Udbredelſe ogſaa i Danmark? II. En merkverdig Overgang. til Proteſtantismen. J Hamb. Correſp. Nr. 34 meldes fra Genf, at den franſke Geiſtlige Armand Saintes, bekjendt ved en forſogt Gjendrivelſe af Mont⸗ loſiers Skrift mod Jeſuiterne, for Fort ſiden i denne By er traadt over til den-proteſtantiſfe Kirke, og at han agter ſom Pradikant af fin nye Konfesſion at vende fig mod Norden. — (Uden mindſte Anvendelſe af nedenſtagende Tanke paa nærværende Tilfelde, kan Indſenderen dog ikke afholde fig fra dens Ytring. Oet kunde nemlig ikke være en Forſvarer af Jeſuiterne uligt, at ſtromte Antagelſen af den evangeliſte Tro, for under denne Maffe deſto bedre at kunne drive fit proſelytmagerſke Spil blandt forblindede Pros teſtanter. Det igjentages endnu engang, at dette blot er en los Tanke, idet man hidtil in⸗ | 8 8. Men det ſynes ikke overflødigt, iſer i vore Tider, da baade 307 7 evangeliſte og katholſke Jeſuiter røre deres toegede Tunger med en Kraft og Veltalenhed, ſom, hvis den ikke fandt, tilborlig Modſtand, ſnart vilde udrydde al fornuftig og evangeliſt Chriſtendom af Jorden — det ſynes ikke overflo⸗ digt, ſiger jeg, ſtundum at gjøre veltenkende men ſvagſynede Menneſker opmerkſomme paa, at de nye Jeſuiter, hvad enten de hedde Katholi⸗ Ker eller Proteſtanter, ligne de gamle ſom een Støvle den anden.) 12. En ny Lerebog. Man laſer i Norſke Rigstidende Nr. 16, at Prof. Stenerſen i Chriſtiania har udgivet et „Forſog til en Lærebog i Religionen til Brug for de lærde Skolers højere Klaſſer.“ Saa⸗ danne Boger fortjene, for den uberegnelige Ind⸗ flydelſe, de kunne have, alvorlig og provende Op⸗ meerkſomhed, og da det ikke ligger udenfor diſſe 2 Blandingsſtykkers Grendſer, at iagttage, hvad Religion man i Norge indpoder Folkets tilkom⸗ eg mende Lærere og Videnſkabsmend; faa turde det ikke være umuligt, at bemeldte Lærebog her vil blive nærmere vurderet. 13. En Erkleæering fra Or. wegſcheider. J den Halliſte Allg. Lit. Zeit. Dec. 1827. Nr. 298 findes en fort Erwiederung' fra ovennevnte Lærde i Anledning af adſkillige Op⸗ fordringer til ham, om at beſtride de af Or. Hahn i Leipzig i Fjor gjorte Angreb paa Rationalis⸗ men. Den indeholder tre Punkter; forſt troer Dr. Wegſcheider det "aldeles unyttigt“ at forſvare ſit Syſtem mod et ſaa urimeligt An⸗ greb, ſom Dr. Hahns. videre ſelvmodſigende og underligt”, at en Mand, der i mange og veſentlige Ler⸗ domme ſelo beviislig er afvegen fra den gamle priisverdige Regjering i hin.“ ſom onſter grundig og tilforladelig Op: lysning om den Hahnſſe Fejde, kan finde den bach, at han er lærd? Det forſte Spørgsmaal Han ſinder det end⸗ — 308 Kiettere i Band eller viſe dem ud af den evan⸗ geliſte Kirke. Endelig tvivler han ikke paa at, endffjønt Dr. Hahn har "fundet for godt, for ramme Alvor at igjentage i den ſachſiſke og preus: ſiſke Kirke det «c ventyrlige Foretagende“, ſom i den danſke mislykkedes for E -Paſtor Grundtvig og Konſorter“; ville dog de nævnte tyſke Kirker opføre fig ikke mindre værdigenog ægteproteftånti fe i denne Sag, end den danſte Kirke og dens (Hvo i ſamme Lit. Tidende for Novbr. f. A. Nr. 281 ff. Man Tæfer der ogſaa den morſomme Efter⸗ retning, at lyſtige Hoveder hape faaet den lidet ſublime Idee, at kalde Dr. Hahns Diſputa⸗ tions⸗Akt af Ade April 1827: Sen mislykket Sanefegtning.““) 14. Den lerde Or. Rubdelbach. Saaledes tituleres Dr. Rudelbach af Dr. Baden i hans nylig udkomne Flyveſkrift vm kirkelige Orthodoxi, alligevel anmaſſer fig at lyſe den proteſtantiſke Kirkes Forhold til Staten. Herved paatrenge fig tvende Sporgsmaale, det ene: er Dr. Baden den Mand, der forſtaaer fig paa theologiſt Lerdom? og det andet: med hvad Ret kan det ſiges om Dr. Rudel⸗ vil man her ikke indlade ſig paa at beſvare; men det ſidſte ſynes at fortjene en nøjere Overvejelſe. — S en Sag af denne Natur kommer alt an paa, hvad. man egentlig mener med det Tillags⸗ ord lærd, Derſom man ved en Lerd blot forſtaaer ſaadan Een, ſom har megen Læsning i: en Mængde af gamle og nye Skrifter, ſtrevne re 309 "WIR gamle og nye Sprog, uden at tage Henſyn ll, hvorledes ſamme Perſon er ſindet og hvor⸗ lledes han anvender fin megen Læsning; da kan ingen med Grund ville frakjende Dr. Rus" delbach Præbdifat af Lærd. Men indbefatter man i Begrebet om Lerdom desuden den Bele⸗ da Tenkemaade og Sindelag, forſaavidt ſamme i tr ler bor være en Folge af felve Lesningen, | hvorved altſaa det rigtige eller urigtige i denne kommer i Betragtning, ſamt tillige den Brug og Anbendelſe, ſom gjøres af den ved Læsning er: hvervede Kundſkab, og forſtaaer man ved den Larde en Mand, ſom ved Help af ud⸗ brebtog rigtig. anſtillet Læsning har erhvervet fig en Sfat af grundig Kundſtab, og derhos forſtaaer at an- vende hederligen i Livet det Gode, ſom hani Studerekammeret flittigen⸗ bar tilegnet fig: da bliver det hoiſt tvivl: ſomt, om en faa ærefuld Benavnelſe kan til— umme Dr. Rudelbach; thi i hans Skrifter findes vel mangfoldige Spor til udbredt og mes get omfattende theologiſk Læsning, men til at 1. famme har varet rigtig anſtillet, f. Ex. uden Eenſidighed og Fordom, eller haft gavn⸗ lie Indflydelſe paa Hr. Doctorens religieſe og moralſte Theoriog Praxis, dertil finder idetmindſte Indſenderen ſaare faa Spot. Den rigtige Anſkuelſe af Tingen bliver da vel denne: at man gjer bedſt i at. betragte Or. Rudelbach, forſaavidt ſom man hidtil klender ham, ikke ſom lerd Theolog, men ſom et Slags Monſtrum af ufornuftig theologiſerende Frubition, Sandheden af denne Setning vil blive end mere indlyſende, naar man læfér den Opſats, der nu folger. 8 DN 310 15. Urimeligt Ræſonnement og vrang Skriftfortolkning af Dr. Rudelbach. Ikke blot i ovenſtaaende Stykke, men alle⸗ rede tilforn er det i disſe Optegnelſer blevet ytret, at der i alt, hvad Dr. Rudelbach ſtri⸗ ver, forekommer meget, ſom gjør hans Lærdom mistænkelig, ſaaſom falſke og ſticve Anſtkuelſer, vandig Snak og deslige. Derſom denne Paa- ſtand var ubeviislig, faa vilde Indſenderen, idet han fremſatte den, ikke bære fig ſtort bedre ad, end den Mand, han dadler; men det, ſom her er ſagt, kan be viſes, og derved fager Sagen et ganſke andet Udſeende. Dog, ſkulde man udhave og formelig beviisliggjore den Mængde af baade logiſte og theologiſke Bom merter, ſamt af vrange Skriftfortolkninger ꝛc. . ꝛc., hvori Dr. Rudelbach har gjort fig fkyl⸗ dig, da blev man, ſkjont Sagen i fig ſelv flet ikke er vanſkelig, juſt formedelſt Mangfoldighe⸗ den neppe ferdig i nogle Aar. Da det nu vilde vere taabeligt, at paatage fig et ſaa ſeent og lidet frugtende Arbejde, og da desuden Ex⸗ empler bedſt⸗ oplyſe hvilkenſomhelſt Paaſtand og tillige kunne lere dem, der interesſere ſig for Sagen, at finde andre lignende Exempler; ſaa vil man her indſkrenke fig til et Par ſaadanne, hvilke derhos ere instar omnium d. e. lige faa kraftige, ſom alle de andre tilſammentagne. J ſin berygtede Recenſion af Prof. Muͤl⸗ lers Dogmatik fremkommer Dr. Rudelbach med en underlig Apologi for Satans perſonlige Exiſtents. Deri hedder det blandt andet: Og ej behøve vi engang her” — nemlig hvor det gjælder, om at indfee det daarlige i en Philoſophi, der forkaſter Satan ſom perſonlig exiſterende — nogen fremmed Erfaring eller noget apoſtoliſt Syn for Sagen. — - — te for at fatte Satans Exiſtents; 311 Thi. ... med eet Ord: den Chriſtne veed det umiddelbart . , at der er en“ Satan til? ). For at Leſeren ret ffal kunne fole det dybe i denne nydelige Tirade, ſom her ikke engang er given i al fin Nydelig— hed, hidſættes folgende oplyſende og forklarende Noter. kan han ikke ret vel forſtaae andre, end fig ſel v og Ligetenkendez thi han indſeer. viſtnok ſelv, at andre ſtikkelige Folk trænge juft til det, ſom han ſi ſiger ikke at behøves, — Med de Udtryk, 'fremmed Erfaring eller apoſtoliſt Syn For Sagen man han nemlig mene det nye Teſtamente, efterſom dette er det eneſte authentiſte Dokument, hvori et ſaadant apoſto⸗ liſt Syn muligen kan findes fortalt. Ved Be⸗ nœvnelſen: den Chriſtne“ kan han heller ikke, É derſom der er mindſte Fornuft ffabt…i ham, ville antyde nogen anden end en ſaadan, der har ſamme Tro, ſom han ſelv og hans Lige, thi det er bekjendt nok, at han frademmer alle an⸗ dre Chriſtennavnet. Forfs. Mening med det hele bliver altſaa denne: Jeg og mine Lige. behove ikke engang det nye Teſtamen⸗ thi ſaadan Een, ſom jeg og mine Lige, veed det umiddelbart, at Satan er til. — Herimod kan der nu. rigtignok ikke være det indeholder for ſom det umiddelbare visſe er aldeles ſubjektivt zog ſelvmodſigende, hvilket en Dr. allermindſte at indvende, og Forfs. Rœſonnement ſaavidt ingen Urimelighed, og altſaa indiſputabelt. Men det er højft urimeligt⸗ Philoſophice burde vide, at ville med ſubjektive Grun⸗ de beviſe noget for andre; ſaaſom disſe andre enten Het ikke behøve faa fortræffelig. en ) See Theologiſk maanedsſrrift, gde B. S. 227. Ved de vi“, ſom vor Forfatter omtaler, ö 312 Beviisfsrelſe, eller aldeles ikke kunne have den le tilſigtede Nytte af ſamme. At nu Forf. har villet beviſe noget for andre, kan han paa ingen Maade fragaae, efterdi han deels har brugt Par: tiklen 'thi“, der er beviſende, idet den ſiger det ſamme ſom: nu kommer Grunden; deels har ladet fin ſmukke Tirade udkomme "paa Prent. Altfaa har Dr. Rudelbach-gjort fig ſkyldig i ftor Urimelighed og Selv⸗ mod ſigelſe. Vil man have et frappant Exempel baa Dr. Rudelbachs vrange Skriftfortolkning, faa har man blot nødig at lade Øjnene bevæge fg fra Enden til Begyndelſen af ſamme Linie, thl hvor nysanforte Paſiar begynder, der ender Forf. en ſkammelig Anvendelfe af et Bibelſprog. Han omſkriver nemlig Satan ved: den, ſom kan“ forderve Sjæl og Legeme i Gehenna.“ Uagtet Forf, klogt nok ikke udtrykkelig citerer det Skriftſted, han betjener" fig af, er det dog klart, at han har været fig bevidſt at anvende et ſaadant; thi han bruger Anforelſestegnene (““). Stedet ſtager hos Matth. 10, 28. og indeholder vor Herre Jeſu egen Tale, hvilken hos Luc. 12, 5. udtrykkes meget ſterkere ſaaledes: vil viſe Eder, for hvem J fkulle frygte: ter for den, ſom haver Magt til, efter at have flaget ihjel, at kaſte i Helvede; ja, jeg fis ger Eder, frygter for ham!“ Enhver, ſom vil bruge fi ſin Fornuft, ſeer let, at Meningen af diſſe Ordbetragtede i deres Sammenhæng er denne: Stoler paa Guds vaagende Forſyn og frygter hverken Menneſter eller andre, for" kunne ſlaae Legemet ihjel (f. Ex. Udyr, Dj ævle baade i bette og i Men jeg fryg⸗ og deslige); men frygter alene den almég⸗ | tige Gud, ſom kan og vil ſtraffe Eder⸗ det andet. Liv, 313 um Jere onde. Denne Fortolkning af Ste— ut er uo m ſtodelig; thi deels ligger den an— førte Mening i Ordene ſelv, deels ſtemmer den — øvereens med hele det nye Teſtamentes Reli— | | | r * EA gionslære i Almindelighed; og med hvad der ſiges om Satan i Serdeleshed. Det kan nemlig med rlangfolbige Steder af. baade Evangelierne og Brivene beviſes, at Chriſtendommen fordrer det ſom Pligt af: fine Bekjendere, ingenlunde at de Hule frygte for Satan, men tvertimod at de uden Frygt ſkulle beſtride, bekceempe og over— vinde ham. Hvorledes denne Pligt lader fig udføre, derom bor ingen fornuftig Chriſten tære ilvished. — Men hvad gjør nu Dr. Ru— deldach! Bed fin usle Anvendelſe af Skriftens klare Did beffylder han vor guddommelige Frel— fer, forat habe befalet fine Bekjendere, at frygte for Satan! Hvorledes en faa elendig In— terptetalion, eller rettere: Distorfion kan beftåae med ſchriſtelig Theologi og Skriftfortolkning, G noget, ſom Indſenderen idetmindſte ikke for⸗ mar at indſee. 11 | „Olt er ſaaledes af diſſe to Exempler be- ift, at Or. Rudelbach, uagtet al hans fore " Btenflige Lerdom, dog heel vel kan gjøre Fs ſtyldig ikke blot i urimelig og ſelvmod— ſigende Snak, men og i Skriftfordrejel⸗ ſe. — Indſenderen flutter bette Stykke med føl: gende Betragtning. Derſom Dr. Rudelbach, da han nedſkrev den Side, hvorfra ovenſtagende Exempler ere hentede, ikke ſelv vidſte, at | dan begik noget urigtigt; da gier dette hans Forſtand ſaare liden Wre. Men derſom han | vidſte det, derſom, ſiger jeg, han vår fig bevidſt at gisre noget utilborligt: hvad ſkal dun da tanke om hans Hjerte? — ö z m.) 7 314 (Ind ſendt.) J 3 Binds II Stykke af Pappes tydſke Leſefruͤchte, 1827, findes, forfattet af Pappe ſelv, en meget klar Üdvikling af det høift priis— værdige. Inſtitut „Hamburgiſcher Leib— renten⸗Verein von 18 26.“ Hvorfor nodes Enhver, der onſkede paa den Viis at betrygge ſine Efterladte en Sum, til at tye did, i det Fremmede ogſaa optages deri? Kan det ei af 7 vor "faa menneſkelige Regjering ventes, at en lignende, maaſkee endog en endnu mindre trykkende Indretning vil ſom ſna⸗ reſt under Statens Garantie vorde op⸗ rettet her ogſaa, faa at Fader kan for Born, Mand for Kone, Ven for Ven, Individ for ſig ſelv betrygge, eller dog i det mindſte forſode Fremtiden? Maatte ei dette Ynſte, ſom faa mange andre, bortkaſtes uprøvet af Vedkom⸗ mende!!! Det haabe ſaare mange. Indenlandſte Efterretninger. Viborg. Paa Tamperdagen (d. 27 Febr.) var det blidt Veir af Sydveſt, der altſaa vil ſpaae et godt Forgar. Den Iſte Marts tordnede og lynede det, der dog bebuder godt Foraar, efter 71 35 Regler. Det har i de ſidſte Nætter fros⸗ et. ſaaes i de nœermeſte Skovegne, har nu indfundet fig her. Fifferiet er maadeligt, og fra Fjorden, hvori der ved Land endnu ligger Jis, kommer intet. Sildefiſkeriet ved Sallingſund er og op⸗ hort; de forſt i. Februar der fangede Sild vare meget gode, og koſtede her fra 40 til 48 ß. Oelen. J $ Aarhuus Apis No 31 har en Indſender undertegnet V. gjort et ”Forflag til et Under— ftøttelfes - Fond for Preſter.“ Dets Indhold er üdtogviis folgende: „Vor udødelige Suhm ſiger i fine ſamlede Skrifter 4de D. Side 86: Re⸗ formationen har ei tjent Verden ved at affkaffe alle Kloſtere. Det havde "været godt, om nogle havde blevet ved Magt for lærde Folk, ſom vilde aldeles have overgivet fig til Studeringerne.“ Stæren, der enkelt endog den 29de Januar, (| 315 Hvo finder ikke denne hans Pttring rigtig? Det ſkete nu ikke; og det er meget at beklage med Henſyn til Geiſtligheden, blandt hvilken man dog kunde gjore Regning paa ikke faa Viden⸗ ſkabsdyrkere, ſom deraf kunde have hoſtet Frugt. Disſe favne efter den Vending, denne Stands Kaar har taget, ei alene Formue "til ſelv at an⸗ ſkaffe fig de kil Fremgang i Videnſkaber fornødne Hjælpemidler, men hvad. verre er, de ſee efter flere Tjeneſteaar kun for, det meſte en ublid Fremtid imode, naar Alder og Svageligheder forbyde dem at forrette deres Embede: Faa eller ingen, ſom denne Skjebne rammer, har kunnet oplægge Noget, ſom han kan gribe til. Embe⸗ derne kunne ikke bære Byrden af klakkelig Pens ſion, og Penſionskasſen har Üdgivter nok til de Mange, ſom trænge, Beſynderligt nok, at der er ſorget for enhver anden Stand, kun ikke for Preſterne. Juſtitsbetjenterne have et Juſtits— fond, hvoraf de kunne faae Hjælp endog: i: deres Embedstid: Toldkammeret har en Extrakasſe, hvoraf dette tildeler fine Embedsmend Under⸗ ſtsttelſe: For Krigere gives Fondet for Qveſtede: For Skolelcerere en Hſelpekasſe: For Ssemend en Bombebssſe. — Men den gamle, den ſkro⸗ belige Præft har kun Guds og Kongens Naade at ſtole paa, naar han iffe-længer kan forrette fit Enmbede. Var det ikke onfſkeligt, om der kunde gives et Fond, bvoraf Preſter kunde, naar de nodtes til at afgaae fra Embedet, blive under— ſtettede. Jeg venter, at Mange ville indrømme Gavnligheden heraf; men indſeer tillige, at Mange ville ſporge, hvorledes ſkulde dette i faa trykkende Tider kunne bringes tilveie? Jeg til⸗ ſtager, det er vanſkeligt, tilſtager, at det for en halv Snees Aar ſiden vilde have veret langt lettere; men for umuligt anſeer jeg det ikke. Er Grundvolden forſt lagt, kan Man altid haabe, at en nyttig Indretning vil vorde fremmet.“ — AJVndſenderen foreſlaaer nu, at der, for at tilveie⸗ bringe en Grundcapital til en ſag edel Beſtem⸗ melſe, ffulde aarlig i tre Aar af hver Preſt bi⸗ drages en Specie, og af hver Candidat, ſom fra nu af erholder Embede, ligeſaameget. Derved kunde allerede om 20 Aar haves en Capitgl af over 10,000 Rbdlr.; og vilde Hs. Majeſtet have den Maade at tillægge dette Fond noget 7 ber, Collegier log Autoriteter, nær og fjern, viſtez 316 aarlig Tilſtod, og hver geiſtlig Mand, ſom academiſt Grad, Rang, eller udmerket Embeds⸗ poſt, blev paalagt at erlægge en Kjendelſe til Fondet, vilde Saadant viſt nok paaſkjonnes med dyb underſaatlig Taknemmelighed. Underſtet, telſen ſkulde ikkun tilfalde. Præfter, ſom, forme: delſt Alder eller Skrobelighed, maatte være mødte til at reſignere og dertil virkeligen trengende. Blandede Efterretninger. J Leipzig blev d. 21 Febr. feſtligholdt ſom Jubelfeſt for Univerſitetets Senior, de ſachſiſte Philologers hojthedrede Veteran Hr. Hofraad og Ridder Chriſtian Daniel Beck, ordentlig Pro: feſſor i den greſte og romerſke Literatur, ſom for halvhundrede Aar ſiden blev Det: i Ppilo⸗ ſophien. Ved Gratulations-Epiſtel fra Univers ſitetet, ved Wresdiplom ſom Doct. i Theologin, ved fornyet Doctordiplom fra det philoſophiſle Facultet, ved Wresdiplomer fra det tyſke og frå det naturforſkende Selſkab o. ſ. fr. og ved Lyn onſtningsydelſer fra Venner, Diſcipler, Selſke Jubeloldingen den almindeligſte Hojagtelſe. Bogers Skjebne i Engelland. Ie for fort Tid ſiden udkommen Bog, af W. Good hugh i London, paaſtaaes, at blandt 1000 Bo ger, ſom aarligen trykkes i Storbritanien, 600 medføre Tab og 200 ingen Fordeel for der Forloggere; paa 100 vindes. Lidt og paa 100 noget Betydeligt. 750 gtemmes igjen ſammt Aar; 100 inden to, 150 inden tre Aar; fur 150 overleve; fyv og neppe IO tyve Aar. Fig det 17de Aarhundrede af udkom halvtredſinds tyve Tuſind Bøger og deraf have kun 50 br: holdt deres Verdie. Af de 80 Tuſind Boge, der udkom i det forrige Aarhundrede fortjent! 300 at oplegges paa ny og ſporges i det Hel kun efter 500; Siden den Tid, ſom der overs hoved ſkrives, d. e. 32 Aarhundreder, have kun 500 Verker og Forfattere af alle Nationer vids ligeholdt ſig. : 2 > 317 Sk. [ me er⸗Reſpect. Friedrich I. Konge il preusſen, Rieste engang en berømt Lerds Sfoleanſtalt. Den. gamle Rector lod fig aldeles ikke forſtyrre, fortſatte roligen fin Underviisning og beboldt med ſedvanlig Gravitet fin Hat paa, medens Kongen var ubedekket. Men i ſamme Dijeblik Klokken ſlog Tolv, og Skoledrengene vare alle gaaede tog Rectoren hurtigen fin Hat al, gjorde den yͤmygſte Compliment og ſagde: Eders Majeftæt tilgive, jeg maatte gjøre det tt for Otengenes Skyld — thi derſom de vidſte, at ber gives en vigtigere Mand i. Riget end jeg || — faa dar der intet Udfomme med dem. || Haner til Hanekamp. Columbierne, ſorlallet Oberſt Hamilton, i fin Reiſe i de ft indre Probindſer af Columbia, ere ſaa ſtore Elſteie af Hanekamp, at de vedde ofte henved 30/000 Dollars paa en eneſte ſaadan Kamp. Hamilton mødte ſiden paa fin Reiſe, 1500 Mile i del Indie af Landet, Indianere, der bare for deres Hener engelſke Stridshaner i ſmaa Bure paa Roggen over Bjergene. Hanen bliver bes vabnet med engelſke Staalſporer, hvoraf et Par Fofter 3 Notre. En ung Pige, ſom tog Sloreti Aa⸗ 1824. Søndagen d. 22 Aug., beretter oven⸗ Mente Reiſende, gik jeg med Generalinde Eng⸗ "hb til Oberſt Narvaez, hvis Frue ſkulde være FHeäadmoder for en ſmuk, ung Pige paa 17 Aar, um ſamme Dags Eftermiddag ſkulde tage Slo⸗ il ht og blive Nonne af Conceptionsordenen. KI: | 34 gif den unge Pige, ſmukt kledt i Hvidt, t fmøtfet med mange Perler, Smaragder 2c., led⸗ faget af Oberſt Narvaez, hendes Forældre, Paa— rørende, Venner, Fru English og mig, i Pro⸗ ceéfion til Kloſteret. Paa Gaderne ſpillede et Muſikchor og ved vor Ankomſt blev foran Klo— fleret afbrændt et Fyrverkerie. Vi bleve ſiddende i ale i et Capel mær ved en Dor, der forte til | Roviceng tilkommende Bolig. Gjennem denne Dor i ſtulde bun nu fnart gage for ſidſte Gang. Imid⸗ å Iulid-underholdt den arme Pige fig kjerligt med due Paarørende og Venner , og naar jeg faae Jbden i hendes ſkjonne, forte, udtryksfulde Bine, faa kunde jeg ikke andet end have Medlidenhed | ' i Mb hende, og beklage, at et menneſkeligt Vr⸗ 318 ſen, i fin Sundheds og Skienhebs Blomſter, levende ſkulde begraves. Disſe Tanker giorde mig ganſke nedſlagen og mange af de Tilſtede— værende ſyntes, da Tiden nærmede fig, paa hvilken Ceremonien ſkulde gage for fig, at være fordy— bede i alvorlige Tanker. dende Voxlys, hvorved de fang Lovpſange, paa det Gud ſkulde modtage dette Offer for gruſom Overtro. Da nu Novicen gik tilbage med de Geiſtlige, faldt Alle paa Knæ og holdt en Tid—⸗ lang Bon. Da dette var forbi, kom den unge Pige tilbage med de Geiſtlige, og bankede ni Gange paa Kloſterets lille Dor, ſom Abbedisſen aabnede og hvorigjennem Novicen gik levende i fin Grav. Igjennem et uͤbedekket Gitter ſaae jeg tyve Nonner, hver med et brendende Voxlys i Haanden, ſom ved Novicens Modtagelſe fang Lovſange, der accompagneredes af et Orgelverk, og hvilket gjorde et mægtigt og ſorgeligt Ind⸗ tryk paa Sjelen. Selſkabet begav fig nu ind i Kloſterets Spiſeſal, hvor det forefandt Forfriſk⸗ ninger. En halv Time derefter bleve vi kaldte tilbage til Capellet, hvor Novicen havde iført ſig fin Ordensdragt, i hvilken hun faae intereſſan⸗ tere ud, end om hun havde været kledt ganſkeefter Moden. Alle hendes Lokker vare afſtaarne, og en tæt fluttende Hue, der bedakkede en Deel af Panden og Siderne af Anſigtet, var faſtbunden under Hagen. Oberſt Narvaez ſpurgte den ſtak— kels Pige om hun angrede ſit Lovte? Derpaa ſvarede hun med et ſorgeligt Smil: aldeles ikke. En gammel Nonne, der ſtod derved, be- mærkede. betydningsfuldt: hun veed ikke hvad hun har gjort.” Nonne. Munkene i Columbia. Hamilton ſpiſte en Dag ſammen med en Munk, ſom var Overhoͤvedet for Domjinicanerne. Det- var en ſmuk, velvoren Mand paa 45 Aar, en Under, ſom det ſyntes, af den engelſte Kogekonſt og ins gen Hader af et Glas gammel Madejra. Han havde en af de ſmukkeſte Piger i Chichinquira til Maitresſe og ødte mange Penge paa hende. Blandt andre Forcœringer gar han hende et Par ſmaa med Diamanter beſatte Spender, ſom ko⸗ Strax efter Kl. 4 kom de Geiſtlige fra Capellets Altar, med bren— Vi toge nu Afſked med den unge 5 — 319 ſtede 5000 Piaſtre. Ved en Tyrefegtning ſaaes han ride en deilig Heſt, i Provinſialdragt, med en ſmuk Roana (Ridedekken) af forſkjellig Farve, med en ſtor Straahat, Coureerſtovler og ſtore Soloſporer. Den berømte Theatermaler og Theaterin⸗ ſpecteur Gropius er, ved at ſee det ſaakaldte Diorama i Paris, kommen paa den Tanke, ogſaa at oprette i Berlin et ſaadant. Kongen. foreœrede ham den dertil fornsdne Bygningsplads og ved Actier ſaae han fig ſnart iſtand til at faae Bygningen med Tilbehor færdig. Fra ti til ti Minuter foreviſes i dette Diorama to Ma⸗ lerier, ſaaſom det Indre af Kirken i Brou i Frankrig og Klippeſpelget ved Sorrento ꝛc. Man feer. her de meeſt ſkuffende Virkninger af Perſpectivet. J Engelland har der dannet fig et Damp⸗ Fareet⸗Selſkab, der eier 18 Dampkareter, ſom kjere fra London til Bath og Briſtol, og paa visſe Stationer tage friſke Kul og friſt Vand ind, ligeſom man ellers pleier paa Bedeſtederne at fod re Heſtene. Den berømte Improviſator Sgricci; har i Neapel improviſeret 5 Sorgeſpil og givet dem i Coftume. Hver Foreſtilling har varet fire Ti⸗ mer. Sgricci er tillige Doctor juris. Den bekjendte Fabricant Ternaux i Fran⸗ krig, der ikke allene leverer alle muelige Sorter; Shavler, men ogſaa en uhyre Mængde” Klæde til meget billige Priſer, har fundet, at Skree⸗ derne benytte denne Billighed til deres Fordeel, og ligefuldt lade ſig dyrt betale af deres Kun⸗ der. Han er derfor kommet paa det Indfald, at ſamle alle de Skræderſvende, der ligge. ledige vm Sommeren og lade dem ſye Kjoler, Overkjo⸗ ler ꝛc., hvilke han ſiden fælger til Uformuende for ſerdeles billig Priis. Paa denne Maade . Biive altid ti til tyve Tuſind Kleder ferdige, af hvilfe ved Aarets Slutning ikke en eneſte er tilovers. 2 . aã zSmmIrrr . .. — Kjo ben ha y n. Forlagt af S. Soldin. Trykt i L. J. Ja co bſe ns Bogtrpkkerie. geſtodende Udvortes, i fin. Underholdning meget 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 84 — Rbbd. Sedl 320 Lord Cochrane ſkilbres af Verdensomſeſ leren Kotzebue ſom en Mand af et pderſt tilba— kort, med Øjnene ſtedſe feſtede paa Jorden 5 hældende Kroppen for over. Han er af Alder over 50 Aar, af Vært lang og ſmekker, af Ud. ſeende alvorlig, med udmerkede Trek og her rødt Haar. Hans tykke Ojenbryne ſtjule kun ſieldent de under dem fremlynende, livfulde Dine, Hans Gemalinde er en fuldkommen Modſotning af ham. Hun er ung, ſmuk, i Underholdning levende og hoiſt indtagende, over; hoved meget elſkverdig. Derhos er hun fin Mand ſaa hengiven, at hun ſelv i den ſtorſte Fare ikke forlader. ham. Hun har været med i alle hans Soſlag medens han ſtod i ſydameti⸗ canſt Tjeneſte. SN ZAR (Alle meddeelte.) 22 TXT. Kjøbenhavns Bors, d. 7 Martii 1828. Hamburg 2a M. — 2 à vista 217 Species 219 Spetier ſolgtes til 13 Rbmk. 23 fl. Norte Speise pEt. as orſte Speciesſedler : pr. 125 Specier 1543 185 Rbd, Sdl. Svenſke Sedler 0 ; pr. Rdlr, Rigsgjeld 5025 504 Rbß. Tegn Dito Dito 77 1772 i Banco. Nationalbank Obligationer . (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 1022 Rbd. r & Dito Dito.. IIIA142 Sedler. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. : Renter pr. 6 Januar 97 98 Rbd. r. S. 6 pC. norſt Laan : | 75 ved Hambro & Sen 106 1063 i Bana 4 pC. Dito nye . | 985199 i Banco Ufiatiffe Comp. Actier — | — i. Sedler. 3 pC. nye danffe Oblig. 573187 L. Sterl. — — Nyeſte Femogtyvende Aargang. No. 21, Udgivet og redigeret af Fr. Thaarup, Etatsraad. Forſendes, ifolge Kongel. allerngadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. Tirsdagen den 11 Martii 1828, hele Europa er jeg tilovers baade med min Tor⸗ eter Tordenſtjold i b en foedreneland a 4 den og mit Sfjold.… Jeg maa flyve ud i den r vide Verden ligeſom Din Vildand⸗ Been JE ikke ſtakkte mine Vinger.“ — Men 5 n io igjen?” ſpurgte Lehn. „Hvilket Spergs⸗ Nn Sundheds Grund man Digtet kraftigſt maler mage Wade Torbeneſe 1 15 Du, at jeg Hor Clio taus ſin Griffel bort har lagt, ” kunde være faa utaknemmelig mod vor gode Konge, ſom har viiſt mig faa megen Naade, Der Plantaſus i kjek Begeiſtring taler ; at forlade hans Tjeneſte, hvori jeg-er bleven til Lg fajer til, hvad hin os ei har ſagt; Nuar begges Haand til Krandſen Blomſter yder, å N Dens friſke Duft hyert ædelt Hjerte fryder. mede Leieſvende, ſom det er ligegyldigt, enten de i , tjene Kongen af Polen eller Generalſtaterne, naar GER de kun fager deres Tractement? Jeg vil reife 7 5 . fordi jeg netop nu har Leilighed til at ſee Ver⸗ „ "Hvorledes 2. Du vil dog vel aldrig forlade den; for to Aar ſiden havde jeg belavet mig paa bå nu, vi have faaet Dig lykkelig og vel i den lange Reiſe og ſtod mange Gange allerede med den ene Fod i Charons forte Barcaſſe, for til Viceadmiral Tordenſtjold, i det han med be⸗ at gjøre en Afſtikker til den anden Verden; men Pokkeren ſtager i den graaſkjceggede Feergemand; fæntelig Mine fatte den neppe halv udrøgede 20 fra. fig, — Hvad troer Du andet, Hr. han gad ikke tage mig ombord.“ — Vel, fag ert, ſvarede Tordenſtjold?? En Skude i Haun 6reis med Gud, ſagde Lehn, men efterſom Du tr en Fugl iet Bur. Mener Du at jeg vil nu eengang reiſer, fad tag min Son Peter med. lade mig, ſom en Bjorn i Lænfer, begive af Den Pokkers Dreng er faa. reiſegal, at jeg neſten Sjøbenhavnerne , naar jeg ganer paa Gaden? i AE huer mig ikke at ligge her længer til Men Knoſen er for ung til at reiſe allene, og i nter, Hufker Du ikke, hvorlunde Du en⸗ hvilke Hænder kunde jeg vel betroe ham tryg⸗ gang vilde. tvinge en Vildand til at leve i Sel⸗ gere end i Dine? — Tak for Din Tiltro', lab med Dine tamme Wender? Du ſtekkede den ſagde Tordenſkjold. Det ſkal være mig en Uigfig nok Vingerne, men da Du vel troede, at ſand Fornejelſe at ſtyre Kaaſen for Din lille ein levede i bedſte Forſtagelſe med dit Snad:- Skude. Jeg veed nok, det er den eneſte, Du kuſelſkab, var den fløjen Nu vi har Fred med Haons, ſagde den rige Kjøbmand Abraham Lehn AJ ejer; den er Din Ojeſteen; men ſaalcenge jeg Skilderie af Kjobenhay n. en Mand? Anſeer Du mig for een af de frem⸗ ligeſaalidt kan holde paa ham, ſom paa min Vildand. * * n fram mn rar sw. at 7, e „ 1 2 n — — 2 er — — * =4 . i ak 2 4 „ | 5 , * i 8 , * 0 - 5 2 | 1 ——— — 323 har den paa Slabetouget, behøver Du ikke at frygte.“ Lehn fyldte den forgyldte Solpdrue— pocal og raabte: "pan en lykkelig Reiſe!“ Tordenſtjold havde allerede adſkillige Gange bedet Kongen om Orlov, men Frederik vidſte alt for vel, hvilken Skat, han i den tappre Sogut ejede, og vilde nødig give Slip paa ham, ikke fordi han havde mindſte Frygt for, at Helten, ſkulde lade fig, ved noget nok faa glimrende Til— bud, lokke til at tage fremmed Tjeneſte, men fordi han indſaae, at hans utemmelige Hidſig— hed let i fremmede Lande kunde paadrage ham Fortredeligheder. Det var en ffjøn Sommerdag, i Slutningen af Juni 1720, da Tordenſtjold tog ud til Frederiks⸗ borg Slot, for at lykanſte Kongen til den ſlut— stede Fred, og derhos udvirke Tilladelſe til, at foretage den længe attragede Reiſe. Kongen, ſom kort for hans Ankomſt var vendt hjem fra Jagten, flod paa Balconen og talte med den rusſiſke Ad— miral Bredal, ſom var i Beſog i Kjøbenhavn, Kammerherre Gabel og Generalmajor Hvidtfeld, der begge, ligeſom Tordenſkjold, bare paa deres Bryſt det i Guld indfattede og med Wdelſtene vrydede Kongelige Bryſtbillede, hvilket de havde modtaget ſom Bevis paa Monarkens fortrinlige Maade. Kongen var kledt i Rødt og bar paa Hovedet en fort. Flojels Jagthue, i Skikkelſe af en Hjelm, rigelig beſat med Fjer. Han var i fit halvtredſindstyvende Aar, men faae noget ſvagelig ud. Af Vært var han under middel⸗ maadig, men af Bygning bredſkuldret. Hans Anſigt var langagtigt, hans Pande hei og bred; Ojenbrynene vare tykke og lyſe, bleve ſmallere og traf ſigshen mod Tindingerne, naar de buede ſig. Under dem ſtraalede et Par himmelblaa, ſjelfulde Øjne, der forkyndte ligeſaa megen Mild— hed ſom Alvor. Neſen var lang og bsjet; Ha⸗ 8 ſmal; Anſigtet koparret, men af en ffjær arve, Den Paryk, han bar, var af lyſt Haar, og hang ned i loſe Lokker. Kun Vanen og Bru⸗ gen gjorde, at den ikke vanheldede ham. Aldrig ſaaſnart var den ejegode Frederik fra Balconen bleven Tordenſkjold vaer, førend han gav ham et Vink at komme op. Hi kommer J ſaa ſildig, min kjere Viceadmiral?“ ſpurgte Kongen. "Havde J været” her nogle — 324 Timer for, faa havde J kunnet gjort os Selſkab paa Jagten.“ — „Jeg takker Eders Majeftæt. for denne Maade, ſparede Tordenſkjold; men vi Strand— maager holde ikke meget af, at gane paa Jagt efter Hjorte og Harer. Naar Eders Majeftæt engang ſtulde behøve mig til k et- Jagtpartie, ſom det ved Marſtrand eller Dynekil, da er jeg underdanigſt til Tieneſte.“ — „Hvad tykkes Jer om Freden, Tordenſkjold?“ ſpurgte nu Frederik. — „Ikke faa ganſte vel, naadigſte Konge”, ſvarede Helten. „De Priſer, ſom Eders Majeſteæt allerede havde paa Slebetouget, jeg mener vore Erobringer, burde man ikke givet Slip paa, og en lille Til⸗ gift for vor Uleilighed, ſaaſom Skaane og Bas huslehn, havde vel ikke været for meget; men fer Bytter Guld var kun en Skraa for Pom— mern, Rygen og Marſtrand. Ja, jeg ſiger reent ud ſom jeg mener. Men det er ſkeet — det er altſaa bedſt at lade den Grille ſeile. Jeg ønffer Eders Majeſtœt Lykke til Freden,” — J det han ſagde diſſe Ord i en halvbedrovet Tone, ſtrabede han ud med den hojre Fod, og lod Hat: ten med de hvide Fjer uvilkaarligen ſynke. — Kongen ſyntes tankefuld. „J feer mig ikke for; nøjet ud, Tordenſkjold, hvad mangler Jer?“ ſpurgte Frederik, der leſte Mismod i Heltens Aaſyn. — Hvad mangler Fiſken, naadigſte Konge, naar den kaſtes paa Land? Jeg er en kjolhalet Skude, der ſkrumper her ſammen, ſom en vind: tor Sild. Skal der blive noget. af mig, faa mad jeg en Stund ud igjen”, ſvarede Torden⸗ ſkjold. — "Atter den gamle Viſe“, ſagde Kon: gen, noget alvorligen. — „Og den bliver jeg ved at fynge, indtil Eders Majeftæts Naade ſiger tif den ſtakkels landbundne Borre: Oldenborre fly! fly!““ — Kongen ſmilede. „Kan J da aldeles ikke lade diſſe Reiſegriller fare, Tordenſtjold? Har I det ikke faa. godt hjemme, ſom J kan ønffe Jer?“ — „Saa godt ſom i Abraham? Skjod — ſpvarede Viceadmiralen — aldenſtund jeg boer hos min gamle, ærlige Ven Abraham Lehn, og jeg derhos nyder Eders Majeftæts uſtat⸗ teerlige Naade. Men jeg duer ikke til at. vært hjemme. Jeg har faa længe onſket at fee Vers den. Hidtil ſvandt mit Liv mellem Himmel og Hav ſom Maagens. Nu vil jeg engang ſee, hvorledes Landrotterne have det. Desuden en | (ger Ordſproget.“ | ! | 325 fede jeg gjerne af gjøre min gamle Velynder, zen ædle Løvendal, min Opvartning, og viſe dam Frugten af hans Velgjerning imod mig — viſe ham den lille Floite, ſom nu er bleven til in Orlogsmand. Neft Eders Majeftæt ſkylder jeg ham Alt. Han er netop nu i Dresden.“ — Jeg kunde befale Jer at blive her, Tordenſtjold, men jeg lader mig nøje med at ſige, at jeg ikke onſtit det“, ſagde Kongen i en faderlig mild Zone, — Naar min Konge befaler, faa maa jeg adlyde, tog Tordenſkjold til Gjenmæle, i det han, plirende med Øjnene, rynkede den høje . | Pande, og de tykke ſorte Bryn trak fig ned ad. — Men jeg befaler ikke, jeg blot onſker, ſagde Kongen, „Hvad vil J nu i fremmede Lande — nu Eders res Sol er ſtegen til det Hojeſte demme? Hyvilken Orlogskriger i Danmark er ſiden Mels Juel og Cort Adeler bleven fad ag— tet og æret af Fornemme og Ringe, ſom J?“ — gg paaſkjenner fuldelig den Wre og Ag— telſt, jeh hos min Konge har fundet, og blandt mine kandsmend nyder — ſparede Tordenſkjold — min Eders Majeſtœt vil undſkylde, det har lange været mit gladeſte Haab at kunne reiſe, og en Mands Villie er en Mands Himmerige, J — Nué“,, ſvarede Kongen, tterfom J venter Jer et Himmerige af Eders Keie, fan vil jeg ikke forholde Jer det. J har mit Orlov paa et Aar.“ — Det velſigne Jer Sud for, naadigſte Konge!" udbrød Tordenſkjold, det han kyſſede Monarkens Glæde ikke, hvilken Fod han ſkulde ſtaae paa. — Jeg venter Jer ved Taflet“, fagde Kongen, i det ban traadte tilbage og forføjede fig ind i fit Cabinet, for, efter Sedvane, af hvile fig noget efter Jagtens Møifommeligheder. og de øvrige tilſtedeberende Herrer bukkede fig dybt og bleve ftaaende i en ærbødig Stilling, indtil Liv⸗ Kjole, og vidfte af 9 Enie havde lukket Doren efter Majeftæten. H ſom | , . * II. 2 " „Klokken er ikke mere end tolv,“ ſagde Fammerberre Gabel, i det han fade paa ſit mas: ſee Guldrepeteeruhr af Schweizeren Richard, Kongen havde foræret ham. Skal vi ikke tnytt ilighed i ; eee til at beſee den ny Lyſthau— Tordenſkjold, fulgte nu med Kammerherren. En 326 gammel meget net kledt Mand lukkede Hauge: laagen op. Mens hon flod med Huen i Haan⸗ den og hans tynde hvide Hovedhaar glindſede ſom Sølv i Solen, foer Tordenſtjold hen til ham, omfavnede ham med Inderlighed og trykte et varmt Kys paa hans Leber. Gamle, ærlige Morten, udraabte han, lever Du endnu?” — „Ja, Hr. Admiral, Gud har, ſom J feer, holdt ſin Haand over mig“, ſvarede den Gamle. — Ikke J gamle Ven, vedblev Helten, ikke J — Du ſkal Du ſige. Det er Du vant til — ikke Hr. Admiral, Peter ſkal Du kalde mig. Er jeg bleven Viceadmiral, faa har Du faaet Dig en Solokrone, og Gud veed om jeg, med alt mit Admiralſkab nogentid opnaager den.“ — Den Gamle ſtod ligeſom henrykt; han gjenkjendte den raſke, muntre, ejegode Knos Peter Weſſel, men det forekom ham ſom det dog ikke ſommede fig at lade fig merke dermed, Et Par Jagtjun⸗ kere, der var med i Selſkabet, ſtudſede ved dette Optrin. Den ene ſyntes ikke at begribe, hvor— ledes man ſaaledes kunde glemme ſig ſelv og ſin Rang; den anden ſage med.et Slags Medliden⸗ hed ned paa Tordenſkjold, ſom om han vilde ſige: hvad der er flaaet til en Skilling bliver aldrig til en Daler. Selv Gabet og Hvidtfeld ſyntes ikke for— nojede med en ſaa overdreven Nedladenhed. Kun Tordenſtjolds Ungdomsven og Landsmand Bre⸗ dal, der ligeſom han, blot ved eegne Fortjeneſter, havde opſvinget fig til Admiral i Czarens Tje- neſte, glædede fig ved dette ildfulde Udbrud af ſand Hengivenhed og oprigtigt Venſkab. Tor⸗ denſkjold tog nu en god Deek Solvo-Markſtykker op af Lommen, rakte den gamle Mortenedem og trykte varmt hans Haand. Da Selſtabet var kommet lidt længer op i Haugen fortalte Tor⸗ denſkjold det, at da han ſelv kun endnu var Oplober, var denne Olding Baadsmand og frelſte ham ofte fra Fortræd, ſom hans Overgivenhed let havde kunnet paadrage ham. Rundt omkring i. Haugen vare mange Folk ſysſelſatte med forſtjelligt Arbeide. Der anlag⸗ des Terraſſer, Parterrer, Buegange og Vand⸗ fald. Den, gamle Hauge, fra Kong Chriſtian den Fjerdes Ti, udvidedes meget og blev for lenget. „Hans Majeſtæt, ſagde Kammerherre Gabel, har paa. fin Udenlandsreiſe forbedret fin 2 327 Smag for ſaadanne Anlæg. - Han har ifær i Italien, fortrinlig i Frascati, havt den bedſte Leilighed til at ſee de deiligſte Sommerſteder af nyere Bygningsmaade. É Anledning til at opføre paa Tulleshoi det ſmukke Lyſtſlot Frederiksberg. Han har i Fjor ladet nedrive den Stald her paa Frederiksborg, ſom kaldtes Sparepenge og dens Tomte henlægge til Haugen. Men Sparepenge er Bygningen ligefuldt vedbleven at vere, thi Materialerne deraf ere blevne bragte til Hſtrup og- brugte, fil den ny Kongebolig, ſom der nyligen er opfort.“ — „Den har jeg endnu ikke feet,” ſagde Torden⸗ ſtjold. — Onſker J at fee den“, ſvarede Gabel, «faa kan vi tage derhen. Vi kan være frem. og tilbage i et Par Timer. Det er kun en Miil herfra. f rfra.“ i: a 75 . l Selſkabet blev enigt om at tage til Oſtrup. Man gav Tjenerne Befaling at lade Caroſſerne kjere frem og nu gik det i fuld Trav gjennem den yndige, ſeyggefulde Sfov, hvor. Aarhundre⸗ der gamle Ege og Boge udbrede deres tykke Lov, i hvilke Sangfugle iſtemte deres liflige Chor, derhen. Flokke af frygtſomme Daadyr flygtede hvert Øjeblik ind i Skoven, da de bleve Caros⸗ ferne vaer, og kun den majeſtetiſke Kronhjort. blev, i en Fraſtand, kneiſende nysgjerrig, ſtolt og uforfærdet ſtaaende. — Men hvad vil Kon⸗ gen, ſpurgte Tordenſkjold, med denne ny Lyſtfre⸗ gat i det Grønne? Han har jo Frederiksborg, den herligſte Orlogsmand nogen Konge kan onſte at ſeile med, ei at tale om Frederiksberg, ſom er den nydeligſte Sommer-Chalupe, man kan tænke fig?” — Hans Majeftæt, ſvarede Kammer— herre Gabel, begynder at ældes noget. Han øn: ſker Rolighed, ifær i de Timer, han er ſysſelſat med at efterſee offentlige Regnſkaber og lade fig Statsanliggender foredrage. ligt finde paa Frederiksborg, hvor der er alt for megen Sperm. Han tager derfor jevnligen til Sſtrup ſom til en Enebolig, hvor han ganſke kan overlade fig til den meeſt utvungne Rolighed,” Dette har givet ham Dine. To Gange om Ugen, hver Onsdag fra han gaaer i Kirken, er han til fine ringeſte Un: ham, vil gamle Danmark ſtaae faſt og urokket Rasmusſen, der havde ſin Bolig tæt ved tet. og flirkantede ſtore Solvſpender i Skoene, vidſte Den, kan han umue⸗ 328 nets : Secretair Andreas Lyders, har ſelv forſik— kret mig, at meget ofte, naar han ſildig om Af— tenen havde forladt Majeſtcten og neſte Mor⸗ gen kom igien, Kongen allerede havde gjen— nemlœſt de ham tilſtillede Papirer om Nakten. Vor naadigſte Monark tager overalt Natten til Hielp ved fine Arbeider, og det er ogſaa nød: vendigt for en Monark, ſom vil ſee Alt med egne Klokken Ti til Elleve, og hver Søndag, førend derſaatters Tjeneſte. Paa den Tid kan enhver nærme fig Majeftæten og lægge fin Anſogning i: et Skrin, der ftaaer paa hans Bord, og bvortir ingen, uden han ſelv, har Noglen. Naar Timen er forloben, bliver Skrinet baaret ind i Kongens Cabinet, og om Aftenen eller om Natten laſer han Anſogningerne igjennem, hvorpaa de ſendes vedkommende Porighed til Beſorgelſe, naar det findes fornødent,” — Taarerne ſtode Torden: ſtjold i Hinene, da han horte Hvidtfeld, mid fin ſedvanlige Veltalenhed, ukonſtlet fkildre Kong Frederiks høie Egenſkaber ſom ſelvtenkende Regent. — Ja, Gud lad os beholde ham me: get længe, vor eiegode Konge,“ udbrød Torden: ſtjold med en danſk Somands varme Folelſe. Saalænge vor Herre holder fin Haand over ſom Klippen i Havet.“ — Under ſaadan Gam: tale kom man til Hſtrup. Det var mere et Lyſthuus end et Slot, thi de Tilbygninger, det ſiden fif, vare endnu ikke til. Selſkabet ſteg af hos den forrige Ladegaards Sotbadfetie' See lot⸗ Denne, kledt ſom en velhavende Bonde— mand, med Solvknapper i den pene brune Kofte ved fin jevne Tale faa godt at underholde fine fornemme Gjeſter „ at de tilbragte henved en halv Time i hans Storſtue, der prunkede Den opredte Seng havde Omheng af rodt Stof med Boſkab, ſom vidnederom landlig Velſtand, | og paa Teppet var med broget Uld udſyet Adam og Eva med Slangen i Paradis. Ved Siden £ af Sengen ſtode to grontmalede Kiſter med Mesſingbeſlag og over den ſtore Kakkelovn, med Kong Chriſtian den Fjerdes Navnechiffre, hang. 7 — Dette henledte Samtalen paa Kongens ual⸗ mindelige Arbeidſomhed. Der gives vel neppe, ſagde Generalmajor Hvidtfeld, i vore Dage no⸗ gen Regent, der i fan Henſeende Ban ſœttes ved Siden af Kong Frederik. Hans Geheimecabi⸗ . i — i 5 5 2 f Ø . . A 1 0 1 2 a . DR - + U ar 5 * Fa . 5 1 ” 1 c 329 e Rakker med ſpeilblanke Tinkar. Paa Veg⸗ Å 11 75 Efurubr, tre Portraiter, Kongens, Dronningens og Tordenſtjolds. Den gamle Rasmuſſen fortalte, at han i de ſidſte Aar jevn⸗ ligen havde havt den Wre af Hans Majeſtets Beſog, og at Kongen aldrig har fundet fig mere ſornojet, end i Oſtrup, indtil det omſider beha— gede Allerhsiſtſamme, at lade paabegynde en egen Sommerbolig, ſom, formedelſt Krigen, i adſkillige Aar ikke kunde blive færdig, men i Aar, ved Cuds Biſtand, endeligen er fuldført, — Selſka— bit log nu det ny Slot i Øjefyn. Beliggenhe— den fandt man fortræffelig, men Bygningen ſelv … kæften for liden. Den hele Fiirkant var kun fandtes Arbeidsfolk i Bevegelſe. Man var ny— ligen bleven færdig med en Overſkrift over Slots— porten, faaledes lydende: "Da Krig og Orlogs⸗Tid ved Gud en Ende fik, Blev Fredensborg opbygt af Fierde Friderich, Og at det Freds Paulun ſkal Krigens Minde være, Sag fil det Navn af Fred og Friderich at bare.“ Derpaa gik Herrerne ind i den ſtore Sahl, ſom fager fin dyening ovenfra. Her arbeidede Hen⸗ ik Krock med fine Lœrlinger. De fleſte af Sel- ſtabet fandt hans Arbeider blendende ſkjonne og yderſt kraftige. Nu traadte Geheimeraad og Generalbygmefter v. Platen ud af det venſtre Sidecabinet; han havde nogle Tegninger i Haan— | den. Med den fineſte Anſtand hilſede han de Npsankomne og bod dem et hjerteligt Velkom⸗ men. Han viſte dem overalt ſelv omkring, og | gjorde dem opmeerkſomme paa Dørene og Caz minerne af italienſt Marmor og konſtigt Arbeide. Det er en Forering, ſagde Geheimeraaden, fra . err RER —ͤ——— ũƷ äĩ— — ———— SE ͤ H—4—U— Hans Durchlauchtighed Hertugen af Toſkana, ſom Hans Majeſteet ſtiftede Venſkab med paa fin Udenlandsreiſe, og ſom ikke troede at kunne 125 fin Kongelige Ven en bedre Erindring. For finds at have Mindet fra en Fjer Haand for ine, har Kongen ladet Dørene og Caminerne anbringe her i fin. Yndlingsbolig.“ — Da Sel⸗ Babe kom udenfor begyndte Kammerherre Gabel pr Atole Krocks Arbeide ſom ganſke udmerket i 11185 — Det er ikke Alt Guld, ſom glimrer“. | BAL den ſmagfulde Geheimeraad v. Platen. zock mangler ikke Naturgaver, og han har og⸗ — — i — — ſyrgelyve Alen lang ud til Forſiden. Overalt 330 faa ſtuderet i Rom; men han har hverken benht— tet ſine Naturgaver eller ſit Studium efter An— tikerne tilborligen. Hans Majeſtœt har intet ſparet paa ham; han har ladet ham tre Gange reiſe til Italien og Frankrig. Men Frugterne af denne ſtore Opmuntring har ikke ſvaret. til de Forventninger, ſom General- Admiral Gyldenloves varme Anbefalinger vakte hos Kongen. Han arbeider med alt for ſtor Flyg— tighed og ftræber kun at blende ved glim- rende Farver. Men Sjelen i Malerie: Com- poſition og Tegning ere ſvage i alle hans Stykker. Man maae ikke betragte dem for nøje og for ner. Der kunde have blevet noget ud⸗ merket af ham, naar han vidſte lidt mere at ffjælne mellem multa og multum. Men bedre lidt og godt end meget og maadeligt. Den gode Mand paatager ſig Alt og jeg maatte tage meget Feil, om han ikke holder mere af Luerum end ſand Honneur.“ — Tordenfſfjold begyndte allerede at kjede ſig ved denne for ham ikke korte Tale om Konſt, og ſyntes ikke utydeligen at give ſin Utaalmodighed tilkjende, ved afſides at ſige til General-Major Hvidtfeld: „det for- ſtaaer jeg mig ligeſaa meget paa, ſom Bønder paa Safran.“ Men Geheimeraad v. Platen, ſom ellers ikke var rundtalende, og i de fleſte Tilfœelde udtrykte ſig fort og fyndigen, blev al— tid meget ſnakſom, ja endog munter, naar han kunde tale om Konſt. Man behøvede kun at ſporge ham om denne eller hiin Konſtner, Bygning eler Billedſtotte, for ſtrax at ſette hans Tunge i Gang, ja endog bringe ham fra det morkeſte i det meeſt oprømte Lune. Han blev endnu en god Stund ved, at tale om Konſt⸗ nere, ſaaſom om Magnus Berg, bvis Sygelig— hed han beklagede ligeſaa meget ſom han roſte hans Arbeide i Elfenbeen; om Hans Wiedewelt, hvis Udfsrelſe af Pellis Tegning, i Opforelſen af det ny Operahuus, ſom han forſikkrede er een af de ſmagfuldeſte Bygninger i Kjobenhavn og nu indrettes til et Land⸗ og Socadetacade⸗ mie. Da Tordenſtkjold horte det Ord Ssca-⸗ det“ benyttede han ſig af Leiligheden til at lede Talen hen paa andre Gfenſtande, hvor han og⸗ faa kunde tale et Ord med. Men tillad mig et Sporgsmaal, Deres Excellence, ſagde Torden⸗ 2 i i 5 . he mr rese 2 — 1 A ˙—ͤ[UIUʃ——k — — . ET Er Lee . * 331 * Flold komme paa det lojerlige Indfald, at bygge et Operahuus i den pderſte Ende — ret i et Kattegat af Byen? Mig kunde det endeligen være det ſamme; jeg kunde tal Fald ſeile derud i en Baad naſten lige fra ſtjold, hvor kunde man — mit Logement paa Chriſtianshavun og. gaae i Land ved Nyhavns Hoved, ihvorvel derfra til Amalienborg ogſaa er en ret kjon Spadſeretour; men for Folk, ſom ikke kunne ſeile eller kjore, er det jo en Helvedesvei?“ — Geheimeraaden fandt denne Anmerkning meget rigtig, og ſagde, at han ſelv fra Begyndelſen af ikke var for det Project, men at viſſe Folk, ſom beregnede Alting efter deres egen Nytte og Fordel, fik det drevet: igjennem. Imidlertid var det dog godt, at Byg— ningen er ſaaledes indrettet, at den ogſaa med Nytte kunde anvendes til andet Brug. "Og Det til et herligt Brug — raabte Tordenſkjold — til unge Orlogsmends Opfoſtring. Det betyder Z— mig noget ganſke andet end Operaer, Co⸗ medier og andre Goglerier.“ Selſkabet ſpadſerede nu i Haugen. Man var ogſaa her ivrig ſysſelſat med at gjøre. An⸗ leg, men det Hele lignede dog endnu en Lyſt⸗ ſkobv. Med Tiden kan der blive noget af denne Hauge, ſagde v. Platen; thi her er Leilighed til ypperlige Anlæg." Han forte Herrerne op paa en Bakke. Hoilken Udſigt over den deilige Esrumſs! udraabte han. Hvor ſmuk tager ſig det lille nydelige Noddebo, med fine beſkedne lave Hytter, ikke ud fra denne Vakke? Hvilken Egn! Ikke i Italien finder man den yndigere.“ Da Selſkabet kom ned af Bakken blev det et Espalier af Viintrcer vaer, der ſtode i de herligſte Blomſter. Disſe Viintreer, ſagde v. Platen, have vi Hans Majeſtet at takke for. Da han for en Snees Aar ſiden var i Italien, . — Fom han pan den Tanke, at ſende fra Florentz kun egner ſig for de ſydlige Lande, unge Viinpoder til Danmark. Han yttrede fin Mening for General Reventlow. Men denne troede, at det var umuligt, at Viintreet, der kunde trives i vore folde nordlige Egne.” Generalen blev endog ſaa ivrig, at de filftedeværende Sena⸗ torer forundredes over, at en Underſaat turde vove ſaa heftigen at modſige ſin Souverain. Men Kongen horte uden Fortrydelſe Generalens Ind⸗ vendinger, og lod ſig alligevel ikke rokke i ſit Forſct. De unge Viintræer ankom ſiden „berkrandſe, ſom Mig kunne de ſlet ikke friſte; thi derſom man bundet Laurbær nok; thi jeg har rettet mange 232 fi Danmark og her ſtaae de nu ſom talende Vid: ner mod Generalens Vantro. — Det er (ært nok, ſagde Generalmajor Hvidtfeld, at General Reven:low havde ſaameget mod fremmede Tra⸗ ers Forplantelſe til Danmark, da man dog ikke tager i Betenkning at træffe faa mange frem— mede Menneſker herind, ſom alle krives ret. godt i vore kolde Egne.“ 7 2 , Efterat Selſtabet havde beſeet Haugen tak⸗ kede det Geheimeraad v. Platen for hans Gods hed, ſagde Farvel til ham og tog tilbage til Frederiksborg. (Fortſcœttes.) — Erklœring i Anledning af Serr J. C. Langes Replik o. ſ. v — Virtus populum falsis Ddocet uti vocibus. - 0 Horatius. Herr J. C. Langes Indrykkelſe i Skilderiel No. 17 er formodentlig ſfreven i en human Tone, efterſom han forlanger Svar i en human Tone. Endſkjondt det nu vel ikke var vanſkeligt af ſtrive ligeſaa humant ſom Herr J. C. Lange, faa kunde det dog maaſkee være vanſkeligt at fræffe den Tone, ſom han falder human. Der: for anſeer jeg det for en meget heldig Omſten⸗ dighed, at hiin Indrykkelſe, ſom kun angager Ubetydeligheder, intet Svar behøver. De Laur— Herr J. C. Lange ſynes af have til Uddeling, ville nok ikke friſte mange, kan vinde Laurber ved at rette ſaadanne Mis; forſtaaelſer og Urigtigheder, ſom Herr J. C. Lange gjør ſig ffyldig i, da maatte jeg allerede habe Stile. +): J - £ . *) Det er maaſkee ikke humant ſugt, men det er dez fandt, at Herr J. C. Lange ikke er meget heldig ia! vælge fine üdtryk; thi Ord, ſom ere been eller ubehagelige, kalder han liqvemsord, hvilfet 10 er noget ganſte andet, At rette ſaadanne Urigtighedet og Misforſtagelſer, ſynes mig dog ikke at være Uma gen værd, end ſige det frulde være en Fortjeneſte, 2 bvorved Laurbær kan vindes. m ek 8 77 7774 — — N * — — - ' 333 Til denne Erklæring tillader jeg mig endnu af føjet bene Bemerkninger, ſom mådføee ikke tre ganſke uvigtige, efterdi de kunne forebygge flere Misforſtagelſer, og derfor kunne de maa— te have nogen Interesſe, ihvor ſimple og korte de endogſaa ere. Herr J. C. Lange har nemlig behaget at forandre mit Udtryk venſtabeligt Forhold UVenſtabsforhold. Men det gaaet ikke an, ſaaledes at ſkalte og valte med Ord: Det er nemlig ingenlunde det ſamme at ſtaae i Venſkabsforhold til en Mand og at ſtaae i et venſtabeligt Forhold til ham. Thi et venſkabeligt Forhold Falder man fædvanligs viis ethvert Bekjendtſkab, der er forbundet med gienſidig Agtelſe og Velvillie, endſkjondt dette Forhold endnu ikke kan kaldes et Venſkabsfor⸗ hold eller et Venſkab i egentlig eller - højere Betydning, - Dernæft. maa jeg bringe i Crind- ting, hoad man aldrig bør glemme, at man ” Baade fan og bor ſtaae i venffabeligt Forhold og i.venffabelig Forbindelſe med Menneſker, ſom have meget forſkjellige Meninger og ganſke for— ſtjelige videnſfkabelige Anſyn, naar man blot er overbeviift om, at de ere retſindige og rede— lige Menneſker. Thi ſaadanne Menneſter ere agtbardige. Men de, ſom ere agtverdige, for⸗ jene ogſaa, at de betragtes og behandles med Belvillſe; og juſt deraf flyder et venſkabeligt Forhold, naar ſaadanne Menneſker træffe ſammen. Ut dette forholder fig ſaaledes, kan man ikke blot flutte fig til; men en glædelig Erfaring lærer os det ſamme. Imidlertid er et ſaadant veuſkabeligt Forhold endnu ikke Venſkab; thi dertil hører viſtnok mere, nemlig en højere Grad af gjenfidig Velvilie, en ftørre Liighed i Tæns Femaade end den, ſom finder Sted hos retfindige og redelige Menneſker i Almindelighed, Men den, ſom ikke vil antage et faadant Forhölds Muelighed ved Siden af ſtor Menings⸗ ſorſtjelighed, han betænker formodentlig ikke, at ban derved rober en Tenkemaade, ſom man med Rette kan falde egoiſtiſk, enten det faa er " humant eller inhumant at bruge ſaadant et Ud: uk. Jovrigt mener jeg, at den ſande Hum a⸗ nitet beſtager ikke i hoflige Ord, der ofte kunne Are falſte og ilde meente; men at den beſtaaer (i 334 i Agtelſe for Menneſkers Værd og i Omhu for Menneſkers Vel og i et dermed overeensſtem⸗ mende Forhold. En ſaadan Humanitet viſer ſig tillige ſom Hoflighed, der juſt er een af Hu⸗ manitetens Yttringer, og al Hoflighed, ſom ikke er grundet i den ſande Humanitet, er det, ſom man rigtigere Falder Fiinhed og Falſkhed. Men den ſande Humanitet maa ogſaa undertiden viſe fig paa en Maade, ſom een og anden vil kalde uhoflig og inhuman, fordi ſamme er ham ube— qvem eller ubehagelig. Alt Übehageligt ville Menneſkene gjerne falde Ondt. Men det kom— mer visſelig ikke an paa, hvad een og anden af ſubjective Grunde kalder en Ting. Derimod kommer det an paa, hvad Tingen i fig ſelv er, og hvad den ifølge deraf bor kaldes og virkelig kaldes af de Forſtandige og Indſigtsfulde. Det ſynes mig tſenligt og fornødent, iſer under nærværende Tidsomſtæendigheder, at minde om flige ſimple Sandheder, ſom allerletteſt glem⸗ mes, men hvis Forglemmelſe er fordervelig. Den ſimple Sandhed og den ſunde Bornelerdom er den ægte Sandhed og den ſande Viisdom. J vor forkunſtlede Tidsalder kan man ikke nok— ſom holde paa og verne om det Simple og Sande i Sind og Levnet, Derved alene kan Tiden og Tilſtanden vorde bedre. — Med disſe faa Kinier, ſom de ærede Leſere ikke ville miskjende eller misforſtaae, ender jeg fra min Side denne i fig ſelv aldeles ube⸗ tydelige "Strid, hvilken jeg ſelv anſeer for en unødig Treætte, og hvilken jeg vilde have bedet de erede Laſere at undſkylde, derſom jeg havde begyndt den. Sorge den te Marts 1828. 8 N. Fogtmann. Indenlandſte Efterretninger. Aalborg den Ste Marts. Heſtemarkedet i Nørre: Sundby den Zdie dennes var i det hele taget temmelig. flaut, da der vare faa gode He⸗ , fte- og endnu færre Kjobere, hyvilket ſidſte man rimeligviis kan tilſkrive det daarlige Udfald Randers Heſtemarked. 9 N af i Tale og Skrift. 5 r a 338 Det ſamme gjalder om Aalborg Heſtemar⸗ ket den Ade dennes, dog med den Forſtjel, at der fandtes endnu færre gode Heſte. Kyndige ville paaſtaae, at den, ſom her i Egnen vil eie en god og ſmuk Rideheſt, bor kjobe den i tredie ar, da den ellers i det fjerde er opkjsbt af Prangerne, og Bonden ſpnes at være bekjendt med, at denne Mening er den herſkende, thi en— hver, ſom eier en tre Aars Plag, der iovrigt er af et taaleligt Üdſeende, begjerer ikke mindre for ſamme end 80 Rbd. Sedler. Thiſted, d. 4 Marts. Aalefiſkeriet her paa Fjorden, der i en 14 Dages Tid indbragte en ikke ubetydelig Sum, havde faa nær i Fredags . Eftermiddag endt med den ſorgeligſte Kataſtro— phe: Allerede et Par Dage iforveien havde man lagt Merke til at Iſen blev meget ſvag, og "Aftenen for druknede en 22⸗aarig Karl fra Mors. Man ahnede imidlertid ingen overhængende Fare og Fredagsmorgen havde en heel Deel Menneſker forſamlet fig paa Iſen for at ſtange Aal. Hen⸗ imod Kl. 2 om Eftermiddagen begyndte det at kule op af en Nordoſt; paa engang begyndte Iſen at brekke op og ſlog en ſtor Rævne i Neer⸗ heden, hvor de Stangende ſtode, denne udvidede fig alt mere og mere og pludſelig ſaae en 38. Menneſfer fig afffaarne fra Landet; vel var Iſen landfaſt ved Morſoe, men for ſvag til at kunne pasſeres, de faae fig derfor fatte i den øienfyn- ligſte Livsfare, da Iſen begyndte at drive over⸗ alt. Heldigviis blev man ſtrax deres Nod vaer her fra Byen, og med den ſtorſte Beredvillighed og roesverdigſte Hurtighed, fatte ſtrax uopford— ret 4 ſtore Baade ud, for at hjælpe, og ſnart havde de talrige Tilſkuere der bedekkede Strands bredden, den Glæde at fee dem alle reddede. Eet af de ſtorſte Beviſer paa Ligegyldighed for Faren viſte ved denne Leilighed en af de Reddede, en Morſingboe, der uagtet den Jis hvorpaa han ſtod, hvert Hieblik truede med dt gaae iſtykker og Een efter anden af hans Kamerater ikke uden Fare indſkibede ſig i Baaden, dog lvedblev at knippe fine Aal ſammen, paaſtod at hans Aale⸗ hoveder vare ligeſaameget verd ſom hans eget Norſke Speciesſedler Nationalbank Obligationer Renter pr. 6 Januar 336 Hoved, og forſt efterat dette var gjort og hans Stangtommer var reddet, tænkte: han paa fig ſelv. Man har. nylig leſt, neſten i alle Danſke Provinſial-Aviſer, at det er uſundt, ja gar dodbringende, at bruge det raa St. Croix- og ans dre veſt⸗ og oſtindiſke Steders Sukker, fordi det indeholder ſaamange urene Beſtanddele (der ikke kan negtes). Derſom en Sukkerraffinadeur ikke har foranſtaltet denne Advarſel (ſom man til Vi: dere bor antage), fad er det dog ganſke viſt, at man paa Sukkeroerne og ſelv i Kjøbenhavn, vel og i London og andre Stader, er ganſke tilfreds med det raa, og i Kraft langt overgaagende det. Sukkerſand, ſom man fra Sukkerraffinaderierne fælger os under Navnet Pudderſukker. Ja! det er ſom det gammeldags Pudder, og til boieligt til'at falde af; vil ſige, har ingen Got: hedskraft, ſaaſom det er Extremet af den Sukker⸗ ſodme, der bruges til Raffinade og Candis; det er da klart nok, at deri ſaare Lidet af Sukker - ſtoffet findes. . Kjøbenhavns Bors, d. 11 Martii 1828. Hamburg 2 M. — d à vista 217 y Species 219 Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 25. Bank⸗Disconto 4 pCt. - pr. 100 Specier 1542 188 Rbd. Sdl. Svenſke Sedler ing | pr. Rolr. Rigsgjeld 50 Sog Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 83 832 Rbd. Sedl, Dito Dito.. 762 77 i Banco. (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 1025 Rbd. r G, Dito Dito 1114112 Sedler: 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. 97298 Rbd. r. S. 6 pC. norſk Laan ved Hambro & Sen 106] — i Banco. 4 pC. Dito nye . 98299 i Banco. Aſiatiſke Comp. Actier — | — i Sedler. 3 pC. "nye danffe Oblig. 873872 L. Sterl⸗ N „FFFÿ&᷑ !:: ̃ ͤů— ß. . — 9 Kjøbenhavn, Forlagt af S. Sold in. Trykt i L. J. Ja 60 bſens Bogtrykkerſe, . F Nyeſte Skilderi -er r e af Kjobenha vn. Femogtyvende Aargang. No. 22. Udgivet og redigeret af Fr. Thaarup, Etatsraad. — Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. i: 2 S Y Y H Y HH H SS — peter Tordenſfkjold, en feedrenelandſk Novelle. 2 III. Ya Frederiksborg Slot var Alting i ſtorſte 2 Bevagelſt. Der ſkulde være ſtort Taffel af fiirs ſindsiype Deekninger. Man ventede ikke allene de flefte Medlemmer af den Kongelige Familie, men ogſaa de forſte af Statens Mend. Solv⸗ poppen var ſvrig ſyſſelſat med at udlevere det ſpeilblanke Solvtoi, der paa to Ruſtvogne var zukommet fra Kjøbenhavn; Vinkyperen med at ſelte i Kjelderen de forſkjellige Sorter Vine frem, ker fulde drikkes, og i Kjokkenet merkede man blandt de hvidkledte Kokke en Travlhed, man lange ikke havde. ſporet der. Taffeldekkeren, i Jard med at dekke begge Taflerne, havde ikke Sands for andet end Daekningen og underſtet⸗ tedes troligen af Sukkerbageren i at give diſſe al den Zirlighed, der var dem muelig, og Freds⸗ felten, der ſtulde feires, kunde gjøre Fordring bag. De anſage denne Leilighed for vigtig til al lægge deres Konſtfœrdighed for Dagen. Begge Zaflerne havde Form af et dobbelt F og Taffel⸗ dafkeren vidſte faa konſtigen at lægge. Serviet⸗ lune, at de lignede et F og. havde ſaaledes en tøbbelt Betydning: Fred og Frederik. Sukker⸗ lageren havde af Confectürer forfærdiget et ſtort dudskempel, paa hvilket der fandtes mangfol⸗ Loverdagen den 15 Martii 1828. — dige Emblemer af Engle, der ſtodte i Baſuner, af Duer med Olieblade i Munden og af Over⸗ flodighedshorn, hvorfra der udſtremmede Blom⸗ ſter og Frugter. Ovenpaa dette Tempel ſaaes Visdomsgudinden, der traadte med Foden paa alſtons Vaaben, med Underſkrift: — j Den hulde Visdoms Gud ſtaa'r Seiren altid gaben, Den træder med fin Fod paa alle Krigens Vaaben. Syv ſtore Pyramider med lignende Üdziringer, ſtaaende paa, Plader af Speilglas og omgivne af Porcellains- og Alabaſtes Dukker, prydede Taflet. IJ de morke, med Murſtene belagte Gange, lob Lakajer, Tjenere, Huusgeraadskarle, Kokke⸗ og Sukkerbagerdrenge, Piger oſv., ideli= " gen frem. og tilbage. a Efterhaanden kom de indbudne Gjeſter kjos⸗ rende i de pregtigſte Caroſſer, hver med to, tre Tjenere i deres Stadsliberie bag paa og fire Heſte for. De Kongelige havde ſex Heſte for og pan Trinene af Vognen ſtode Heidukker, hoje, drabelige Karke, i rødt- Liberie, rigt beſat med Solv, og rode med Peltsvœrk kantede Huer, hvoraf Flippen hang ned ad. ; Taflet var anrettet i den ſtore Ridderſal, hvis Silketapeter vel vare Hundrede Aar gamle; . men paa hvilke Farverne. dog vare endnu. faa. friſte, at Carl v. Manders ypperlige Tegning. tydeligen vifte fig. Loftet, prydet med faa meget ſkjont Billedhuggerarbeide, at fer og tyve. Meſtere ſtulle have arbeidet derpaa i ſyv Aar, luede end af ſin ægte Forgyldning. Den ſtore Camin 5 ' 339 af fort Marmor, prydet med det konſtigſte Arbeide, var beheengt med de deiligſte Blomſter— feſtons og Guirlander, og paa hver Side af Sa: len havde man henſat Rækker af Krukker med Blomſter fra Orangeriehuſet, der udbredte deres Vellugt rundt omkring ſig. Midt paa Faflet 70 et konſtigt Vandſpring, hvoraf to Vand⸗ raaler, hver en Arm tyk, udſprang, og frem⸗ bragte en behagelig Kjolighed. Da de høje og fornemme. Gjeſter alle vare ſamlede, begyndte fra Balconen, over Hovedindgangen til Salen, en liflig Muſik af bleſende Inſtrumenter. Kon⸗ gen fatte fig nu til Bords; Dronning Loviſe, ſom allerede længe havde været upaſſelig, kunde ikke deeltage i Feſten. Ved Siden af Kongen fad. hans Son Kronprinds Chriſtian, derneſt hans Bro; der Prinds Carl, hans Soſter Prindſeſſe Sophie Hedevig og hans Datter Prindſeſſe Charlotte Amalia og, efter dem, alle de andre høje Herrer og Damer, efter deres Rang. Anna Sophie ſad ved Siden af hendes Svoger, og der ahnede vel kun faa, at hun neſte Aar vilde ſidde her med Krone paa Hovedet. Pragten i Klededragt var meget flor, men den kunde ikke bøde paa den urimelige Smagloshed og Stivhed. Mandfolke⸗ nes bredſkjodede, korte, ſtive Kjoler vare vel af det koſtbareſte ſaavel glat ſom ſkaaret Flojel, af Sil⸗ ketsi eller flint brabandſt "Klæde, beſatte med de rigeſte Broderier og brede Galloner, endog, med Diamanter i Knapperne, men Formen mod— bydelig. Paryker havde. allerede i en Tid af halvtredſindstyve Aar veret i Brug og ingen Cavalier kunde være ſtadſelig klodt, uden at have paa Hovedet en ſaadan Haarmaſſe, der hang ned i mangfoldige Lokker langs ad Skuldrene, eller i det mindſte een af de moderne Pungpa⸗ ryker, ſom, fordi de vare. fremkomne under Her- tugen af Orleans Regentſkah, kaldtes peruques a la régence. ſig ved ſtiv Friſur og endnu ſtivere Fiſkebeens⸗ ſkierter med lange Slæb, ſom maatte bæres bag efter dem. Diſſe Moder havde faaet et ſaadant Herredomme, at man paa Scenen endog. fade Cœſarer med Alongeparyker og Cornelier i Fiſke⸗ beensſkjorter med lange Sleb. 4 É Alvor herſkede i Begyndelſen i alle Gjeſter⸗ ed nes Aaſyn, lige fra Kongens til den yngſte Kam Ohg pløjer de Bolger ſaa vilde, Qvindekjonnets Pynt udmærkede < 8 merherres. Kronprindſen, ſkjondt neppe een o tyve Aar gammel, fade noget aldtende ud og ro bede intet Spor af Munterhed. Det ſamme var Tilfældet med Soſteren, Charlotte Amalia. Hun! var, ligeſom han, ſpoedlemmet og tillige liden aff Vært, men af Anſigt meget ſmuk. Dog ogſaa! paa hendes Aaſyn hvilede ſtille Alvor; Jom hen des Opdragelſe maaſkee havde bidraget meeſt til. En Page, i en bredſtjodet rod Kjole, tat beſat med brede Solvgalloner, traadte frem og læfte Bordbonnen heit. Alle ſtode opreiſte f hoitidelig Taushed, med andagtsfuld Mine, ube: vegelige, indtil Pagen var færdig med Bordles⸗ ningen. Nu begyndte man efterhaanden at blive noget: munter. Muſiken ſtemte atter i. Der: paa lod man det i Salen ſtaagende konſtige Po: ſitiv, der havde ni og tyve Stemmer, hvoriblandt en Efterligning af Menneſkeroſten, ſpille. Retterne vare, ligeſom Confectuͤrene, mange og udſogte. Man fremſatte Bægere af Js fil at drikke af, og Frugter, frosne i Is, men vir⸗ kelig Frugt- og Vanilleiis, ſaaledes ſom man allerede over à tyve Aar havde den i Frankiig, var endnu ikke indført ved det danſke Hof 9g Kong Frederik dode bort, uden nogenſinde 4 have ſmagt den. 8 6 | a For at more de høie Gjeſter fremtraadſt under Spisningen en Hofſanger, klædt ſom en gammel Skjald, med en Harpe i Haanden og afſang adſkillige til Dagens Hoitidelighed pas ſende Sange, bvoriblandt en til Tordenſkijoldt Hæder, ſaaledes lydende: ; Hr. Weſſel han farer pan ſolverblag So Han drager fan freidig fra Øe og til He, Paa Land ei ſin Tid han vil ſpilde; Den Gjave for Havet er baaren; Der gynged' hans Bugge, der blev han til-Mand, Der tindred' hans herlige Stijerne; Der rakte ham Havfru ved pndige Strand En tangflettet Krone faa gjerne. 5 t * 637˙ w —U—Üʃ¾-iͤt Da neermed' ſig Fiender, med Ild og med Sværd, Bort Danmark, det ældgamle Rige; ; | Dets Kyſter de true med vældige Hær, | Med Snekker i Tal uden. Lige; ; - 341 Thi ev var Gothen i Striden ; en Fjenderne voren var Cimbrernes Drot, Hans Glavind i Veltet ei blunder, Han kjender de trofaſte Svende for godt Der virked' i Kampegang Under. Op Dannerfolks-Helte til Leding og Kamp! Il Forſvar for Arne og Qvinde! Mi fer man Hytter i Rog og i Damp "pg Flenderne Torpene vinde.” . Sag raabte den ſalvede Herre; Flur tuſinde Keempere ſtod' ſom en Mur, Med blinkende Voerge i Haanden; Man horte (natt gjalde den krigerſke Lur, Og Seſren man ſeer alt i Aanden. Blantt folkende Helte der ſtander en Gut, Han unge Hr. Weſſel mon hede; Sas rad og ſaa hvid ſom den deiligſte Glut, Mid Skuldre heel ſteerke og brede; Al Orlog han frydelig iler; Han dundrer med Stykker paa Fienderne los, Ac Huggert han Hoveder klover; Hans Drenge de ſplitte den blaagule Ges On figte ſom fuyſende Lover. ; Ved Dynekil viſer han Gothen faa grant ÅL Hvad Dannebrogs Kæmpere magte: For ſildig dens Avindsmend angrende fandt, At Danſken har. Greb pan at fegte, Naar Landet og Drotten det gjelder. „Han tager da Marſtrand med Top og med Tavl, Mid Alt hvad der findes derinde, Og heſer pag Vorgffeſtens højefte Gavl Sit Dannebrogs Purpur til Minde.“ „Vor Dannerdrot hilſer nu Gutten ſaa bold, Sit Billed ham venlig han rækfer ; Og gaber Du hidtil har været mit Skjold, Din Torden hoer Fjende forſkraekker B arens og ufredens Dage; Os derfor Du Tordenſkjold kaldes nu ffal Oz være de Fjender en Torden; ÅR Ja, hver Gang de hore et Dannebrogsſkrald 5 De huſke pag Helten i Norden!“ ; — — gientoge: TAL ODog gik det>i det Hele meget tarveligt til med 7 342 | De forſtjellige Indtryk, ſom denne Sang gjorde vare lęſelige i alle Anſigter. Kongen ſelv lod 5 den at fornøje meget, Men Kammerherre Ga- bel, Storkantsler Ulrich Adolph Holſtein og flere af den gamle Adel ſyntes ikke ſterke nok til al⸗ deles at kunne undertrykke deres Utilfredshed med, at en Borgerlig, af ſaadan Herkomſt, viſtes 3 en ſaa udmerket Hylding. Dog lod man ſom : om det blot var et egenmægtigt Indfald af Hof: ſangeren, et Slags Spog til at more Gjæfterne, ” og lagde derfor ingen ſynderlig Vægt derpaa. Fredens Skaal blev drukken i en af Kong Chriſtian den Fjerde netop for hundrede. Aar ſiden paa Roſenborg nedlagt gammel Rhinſtviin. 2 Skjalden begyndte igjen: 22 „Nu feire vi Freden 4: 2 IJ Dankongens Borg; ; Der findes vort Eden, Der dampes vor Sorg; Hil Danriges Konning! Hil Danriges Dronning! Hil dem! É 2 Alle Gieſterne fødte nu, under Canoners, Trom⸗ peters og Paukers Lyd, an med deres Begere og gjentoge: Er raset: „Hil Danriges Konning! ; 8 ) | Hil Danriges Dronniug! : i Hil dem!“ 222 Derpaa iſtemte atter Skſaldenn > Nu flette vi Krandſen 8 > | For Helte ſaa bold, i Der ſtrede paa. Skandſen, 3 : Pag Hav og pia Vold; ; — Hil. være de -Kjekke! Dem Priſen vi rokke! i SAS e l dem! p DRESS TNT > Og atter ſtodte Alle an med deres Bægere og Hil være de Kjekke! . Dem Priſen vi ræffel. 0 5 sg: Hil dem! a — Drikken, thi Kongen havde, efter Sedvane, ſtaa— * ſluttet. Dette ſagde han med en Mine, der røbede lige⸗ "førend Nogen vilde ſvare. emen . * 343 ende for fig en Caraffel med Vand, ſom han bes ſtandig blandede fin Viin med, og hans Gjæfter, ſom man ligeledes havde foreſat hver en Caraffel med Vand, kunde ikke andet end efterligne Mo— narkens Exempel. — Kongen reiſte ſig, Taflet var endt og En⸗ hver begav fig, efterat i Forveien den ſedvanlige Etiquette var iagttagen, til Sit. Nogle Timer derefter bleve Gjeſterne ved Lakeier indbudne til en Carousſel, ſom hans Majeftæt næfte Dag agtede at give. "Længe hapde der ikke herſket ſtorre Liv, ſaa⸗ vel paa Slottet ſom i Hillerød By, end denne Gang. Medlemmerne af de kongelige Familier og de til disſes Hoffer hørende Cavalierer og Damer havde naturligviis faaet. Bopæl! paa Slottet; men de øvrige Herſkaber maatte føge Logis hos Indbyggerne i. Hillerød, Gaderne vrimlede af Domeſtiker og Militaire; og Gjeſt⸗ giverne havde i lang Tid ikke havt faa ſtrygende Sogning. Iſer var Verten i den forgyldte Skade, almindelig kaldet Sladderkrogen, meget heldig, men [it Held maatte han iſer tilſkrive to opvartende nydelige Bonderpiger, der vare ſande Magneter for hans Huus. Enhver fulde hen til Sladderkrogen, for at ſee den ſmukke Ma⸗ ren og den deilige Kirſten; Kroſtuen var beſtan— dig fuld af gallonerede Lobere, Lakaier, Stald— karle og andre ſubalterne Krigere og Domeſtiker, der, i Skyer af Tobaksrog, ſpillede Styrvold og Verkehren. De, ſom ikke ſpillede Kort, discou— rerede om alle Slags Ting, der vedkom Staten. De vidſte bedre Beſked dermed end man ſkulde troe, og det, deres Herſkaber anſaae for Hem: meligheder, talte disſe Menneſker ſtundom meget omſtendeligen, ſkjondt ofte temmelig forvirret, om. „Naa, begyndte en Dragonvagtmeſter, med en Knevelsbart, der bedekkede det halve ſolbrendte Anſigt — nu har vi da endelig faaet Freden fan megen Spot ſom Vrede. Det varede noget Omſider .afbrød en Hvordan hover den Jer, godt Folk?“ der i alle Gader, at Carrousſellen om en Time ſkulde tage fin Begyndelſe. Til denne Ringrid⸗ 1 fiirffaaren jydſt Heſtepranger, hvis graa Vad⸗ melskjole, hvori hver Knap var en Solvrigsort og hvis ſtore, med Skind omſvobte ſolvbeſlagne Meerſkumspibehoved, ligeſom overalt hans hele 344 Udſeende, vidnede om hans Uafhængighed, denne almindelige Taushed. Skam flaa faa jen. Bred”, ſagde han; de var nouet a gøre faa mogen blas a! Nerenstid vi ſka gie huer Snus tebaag.“ — Men vi fager fer Tonderguld i Penge”, ſvarede Vagt: meſteren noget ſpidsfindigen. Hua kan de notte“ raabte Heſteprangeren, „de er etteke nouet for hua vi haar eroubret.“ — »Viſtnok er det kun et Smørrebrød?” ſagde en Bisſekrœemmer, der ſad paa Hjørnet og ordnede fit Kram. „Jeg vilde give dobbelt ſaa meget allene for Marſtrand. Hvad, floges vi for? Til hvad. Gavn fatte mine to Drenge deres Liv til ſom Stykknegte?“ — Ja, ſagde en Løber, der fad ved Siden af Bisſekremmeren, og allerede var noget øllet, . Kongen er, imellem os ſagt, heller ikke fornsiet med Freden, det veed jeg, men det var denne Engelſtmand, den Carteret eller Karterad, ſom nok er meeſt Skyld i Alt. Admiral Torden⸗ ſtjold er heller ikke forneiet med den.“ — h, hvad Tordenſkjold, raabte Vagtmeſteren = han ryger vel ſnart af Pinden. Vor Chef og din hele Adel kan ikke udſtaae den Karl. Veed J hvad man Falder ham — det vil ſige ſaa imel: lem fig ſelvb — min Sjel ikke andet end Søhus faren,” — „Man mener ogſaa“, ſagde en Her regaardsſkytte, der fad øverft ved Bordet, "al han ſnart vil reiſe, for han kan hverken forliges med Admiral Gabel eller Admiral Roſenpalm.“ — Hans Reiſe ſkal nok have en anden Henſigte, indvendte Loberen. »Der ſnakkes om at Over, kammerherre Gersdorff og Geheimeraad Walther hemmeligen arbeide vaa at faae Kronprindſen gift med en Prindſeſſe af Culmbach, og det el nok derhen Admiral Tordenſkjold ſkal gage.“ — Sagledes vedblev man at ſnakke og drikke ez ſpilleti Kroen til langt ud paa Natten, da Gla— ſteytzſkiltes ad. N , Naſte Dags Morgen kundgjorde to Herols ning var en ſtor Plads bag Slotshaugen indtek⸗ tet. De oprettede Skranker og Buer vare hvidt malede og tildeels beheengte med Blomſterkrand⸗ fer. Ringene var i tilbsrlig Afſtand ophængte, Foran var opført en flor Forheining, paa hvils ken der var anbragt Sæder, overtrukne med rød 2 gled et Kongelige Herſkab og andre høie 3 Herrer ek me af Ved Skrankerne holdt rundt | omfring Drabanter, væbnede-med Hellebarder. | Udenfor Skrankerne ſtode Skarer af Tilſtuere, det vare ſtrommede til fra Sjællands forſtjellige Egne og deriblandt. mangfoldige fra Kjøbenhavn. Overhofmarffal. Munk med. Marffalftaven 1 Handen, red paa en deilig graa Skim— mil, med et güldbroderet Skabrak af fkarlagens Fleil, og ordnede det Hele. Ved Herſkabets Ankomſt begyndte- en Muſikt med Pauker, Trom-⸗ ptter og andre bleſende Inſtrumenter. Kongen, | fom ellers var en ſtor Ynder af denne Forly⸗ ſeelſe, tog i de ſidſte Aar, paa Grund af fin „ Svagelighed, ikke Deel deri. Endnu mindre Atonprindſen, til hvis alvorlige; Characteer den ikke pasſede. Men begge morede ſig ved den Hurkighed og Behendighed, hvormed der blev" || i af andre Herrer ſtukket efter Ringen, og ifær beundrede de Viceadmiral Tordenſkjold. Denne | faldt det ſaa meget lettere at vinde Priſen, fom ban fta fin Ungdom af "havde været vant til Rabanne Øvelfer, iſer at ſtikke efter Mohren⸗ kopf, og han overalt havde ligeſaa fikkert Oje ſiom fat Arm. Om Aftenen bleve paa Slottet, Priſsbelonningerne med ſtor Hoitidelighed üd⸗ deelte til de bedſte Carrousſelriddere. Dverhof— „ marſkalken fremtraadte med ſin Stav i Haan⸗ den, ledſaget af Pauker og Trompeter. Efter⸗ bam fulgte Storkansleren med en hvid tændt Vorfakkel i højre Haand og i den anden en for Seiervinderen beſtemt koſtbar Krands. Ved … Siden af ham gik Overkammerherre Gersdorff ligeledes med en Fakkel i Haanden. "Begge gik dandſende tre Gange omkring i Salen ligeſom det de ſogte efter den Verdigſte til at forrette Få foreſtagende Hæbdershverv. Omſider ſtandſede e ved Kongens Datter, Prindſesſe Charlotte Amalia. De overrakte hende Krandſen med Bon toge bende derpaa med den hende tilkommende Werbs⸗ bighed begge ved Haanden og forte hende hen til 8 Storkantsleren omtalte nu med! e hans Ferdighed og erklærede, at 80 Priis var ham tilkjendk af Kongen og ommerne, og at man derfor nu rekker ham den at hun ſkulde forere Seiervinderen den, Tordenſt jold. em Skank. Inderlig rørt. ved denne ſſeldne 346 Hadersbevisning takkede Tordenſkjold i de var meſte og erbodigſte Udtryk Kongen og Damer⸗ ne. Han nod derpaa den ſtore Wre at dandſe med Prindſesſe Charlotte. Endeligen tildeeltes den, der, neſt Seiervinderen, bedſt havde truffet Ringen, General Løvenørn, en Priisbelonning, Et ſtort Bal endte denne Hoitidelighed. b (Fortſeœttes.) Indenland ſte Efterretninger. Viborg, d. Ste Marts. Markedet her i Gaar var kuns maadeligt, naar det kommer an pda at kjobe. (Det ſynes ſom den lede Satan og Compagni haver annammet alle Penge for åt gjøre. Laan til Udenrigs.) Heſte til Arbeide, altſaa over Borneaarene, fik man for 28 a 30 Rbd.; Byg 2 Rbd. 3 toi 40 ßf. Al.; bleget Horlerret 19. a 22 ßf̃. Al.; ubleget 16 a 18 ß᷑. Al.; Blaarlerret bleget⸗ 18 ßf̃. Al.; ſpunden Horgarn 38 6. Pdt.; Fleſt 12 f. Pdt.; Oxekjod 8 a 7 6, Pdt. vet vår ſom en Sjeldenhed et Las oſterſoiſte Toörſt fra Grenaae, der koſtede fra 8 til 16 ß. Stykket. — Barometret er i Nat ſjunken til⸗ Storm. — Efter en i Gaar haard Kulde, faldt i Nat og i Dag megen. Snee med Fygen — der viſt nok vil have Sygdom og Nod til Folge, da det afvexlende Froſt- og Toveir virker ſterkt paa ſvagelige Menneſker og Froſten kommer nu i Marts de Fattige, der neppe ligge i godt Halm, end ſige i Sengekleder, aldeles uvenket. J Föorbindelſe med det i. No. 16 optagne. Stykke af Thiſteds Avis meddele vi end videre folgende af den Viborgſke Avis No. 27. Der. har i Tillegget til Thiſted Avis 'den Nordeim⸗ brifke Merkur Faldet,” for nogen Tid ſiden været indrykket et fra en Sieur Koeſted til hans Cor⸗ reſpondent i Hjarbek indført Brev, ſprudende af Vittigheder og tildeels galdeagtige Bemerknin⸗ ger over Aviſerne i Aalborg, Viborg, den ny Toldbod i Aalborg, Tobaksfabriken paa Morsse, Rogelſe eller Stenk, paa Nibe og dens Handel, Nb Mk. Ton.; hvidt Vad⸗ mel 32 a 36 ßf. Al.; farvet hjemmegjort Ulden- Paa Tor- og meget mere, endog til Toflerne med Tra⸗ „* 1 — sete "ie 9 — — Jil — ſtedſke Avis, at der vare flige Dyr. i A 347 ſollerne, ſom fabrikeres i Viborg. — Ikke bor man mene, at en flig aandrig Skribent ſkulle, hvis hans Navn kommer fra Landsbyen Koeſted, der ligger i Fjends. Herred, 1 Miil fra Hjar⸗ bek, ſtenke ſaamegen Uhumfkhed fra fig, derſom han ikke havde et godt Rygſtod i Nordcrimbriſke Merkurs Heſtehale naar den farer afſted med Rytteren — Held og Lykke! Hr. Koeſted vil glimre i vore Aarboger om 100,000 Aar, naar ſalig Holberg ei mere kan lee eller gotte ſig over det Vittighedsſand, Nordtimbriens Mercur kaſter fine Læfere udi Binene; men, Hr. eller Sieur Koeſted har behaget at .beære Viborger Samler med Uqpemsordet Legn i hans Anforſel om Marſviin⸗ og Selhundefangſt m. m. Dette er ikke lovligt rigtigt og Hr. Redacteuren kynne, ſparet fig for videre Uleilighed med at udſlette, et ſligt bondeagtigt og inhumant Udtryk. Sam: lerens Redaction ændfede heller ikke ſligt Myg⸗ geſtik fra den Stad, der i fremfarne Tider havde fatale Beſœttelſeshiſtorier og en Magiſter Biern — Men, da man har fundet for godt i de fleſte Blade (Hempels og Slagelſe Avis og maaſke flere undtagne) at indføre dette Koeſtedſke Vit⸗ tighedsprodukt, Fylder, Viborger Samler. dog, ſine Laſere og fin egen Sag at forſtenpige: Sieür Koeſted og Conforxter: At han, fork ANES har faaet en Offentlighed, er rede til at beviſe, Publikum, at Sieur Koeſted ikke er agtſom Avis⸗ læſer eller Naturkyndig; thi Viborger Samler, har aldrig ſagt: At der vare Marſviin og Sel⸗ hunde ved Thye-Hovedſtaden eller Thiſted, end⸗ ſkjondt de muligt dog vare der. Senere har man; (ſaavidt mindes) forkalt efter en e ggerka⸗ nalen; (Da man nu ikke har denne ved Haan⸗ den, ſkal det' dog, om mere Tale og Snak og vittig Vrovl af Koeſted-fremfores, tilbørlig vorde dokumenteret.) Imidlertid vil man raade den. med Logneudtryk faa runde Koeſted at begive "fig med Mæjen lige paa Grunden i Aggerkanalen og ligge der 3 Gange 24 Timer, indtil, han er, ganſte vis pad, at der aldeles ingen. Marſviin kan komme ind. Viborger Samlers Redaction, er da aldeles villig til at tülſtaae, at Maxſviin ikke kan findes der. Men hvad ſiger man da i. Thiſted til Hpalen paa Sylt? 10 : 348 Blandede Efterretningex. mud II. Handelsſtad paa Jorden, tildrager ſig nu Alles Opmerkſomhed, og det Europeiſke Tyrkie, hvis. Brendepunkt den er, vilde allerede for længe ſiden veret tilintetgjort, hvis det ikke i europeiſt Skinſyge havde fundet en Støtte. En Tolk⸗Eleve ved det franſke Geſandtſkab i Conſtantinopel har nyligen udgivet et Værk med mange Kobbere, under den Titel: to Aar i Conſtantinopel og i Morea (1828 og 1826), der indeholder mange characteriſtiſte Træek af Tyrkerne, deres Regſering, Sæder, Skikke ꝛc., hvoraf vi her ville meddele noget. Bed en bred Soarm deles Con— ſtantinopel i to forſkjellige Dele, der ſynes at üdgjore to ſtore Stæder. Paa venſtre Side af Ind lobet til Havnen feer man de tyrkiſke Qvarke⸗ rer, paa Hoire hæve, i Form af et Amphi⸗ theater, Forſtæderne fig, der beboes af Raja (de ikke mahomedanſke Underſaatter). Rajas kaldes Grkerne, Armenianerne, Jøderne ꝛc. kort alle nde, der ſom Portens Underſaatter, betale Kopfkat. — Det gamle Byzanz, ſom i Helte⸗ oldet er fliftet, af Byzans, Overhovedet. for, en Colonie af Argier og Megarer, kneiſede for⸗ dum der, hvor i vore Dage Seraillet (Palladſet) ſtaaer. Endnu feer man den gamle Stads med Taarne forſynede Mure. Paa de hoieſte Dele af. Forbjerget ere zirlige Pavilloner, ſom beboes af den nu regierede Sultan og bans Qvinder; de gvrige Bygninger af hans Embedsmænd, hans Tienere og hans Vagt. — Den hellige: Sophie⸗ kirke ligger ikke langt fra det Keiſerlige Pallads. Under Conſtantins Efterfolger, Keiſer Conſtanz, bygt, blev den ved et Jordſkjelv ødelagt, og un⸗ der Juſtinianus igjen fat i den Stand, den nu findes. Efter Conſtantinopels Erobring d. 9. Mai 1488) forvandlede Mabomed II den til en Moſchee. Sultanerne have for Skik, at begive ſig did hver Fredag. Conſtantinopels Gader ere ſmaae og uregelmesſige og dannes af Huſe, der, uden; Zirlighed, ere ak Bindingsverk. "Paa Hippodrom feer man en Obeliſt, ſom en Kei fer. i Conſtantinopel har ſkaffet fra Wgypten. — Conſtantinopel og Sultan Mah⸗ — Denne fan berømte Stad, ſom under en ordentlig Regjering, vilde være den ftørfte — TEE 349 350 Muren var flaaet ind! En lang Rakke af Lig⸗ kiſter og Mumier, ſom lage lagviis paa hinan⸗ den, var Hulen opfyldt med. Den var ligeſom Indgangen 9 Fod hoi og 9 Fod bred, og ſyn⸗ tes at gaae dybt ind i Klippen. Allerede troede Pasſalaqua at have en heel Skibsladning af Mu⸗ mier for fig og allerede de forſte Underſsgelſer gave et rigt. Udbytte, Her fandt han det nu i hans Muſeum opbevarede Malerpalet, Fiſternet— tet, Buen og Pilene, Plougen og en paa Prys delſer og Toiletſager ſaa rig Mumie, ſom den endnu intetſteds er funden. De bedre Mumier Franke Qvarteer, Galata og Pera, ere ſtilte Ita Hide ved et ſtort Taarn, ſom Genue— ſerne have bygt, og hvorfra man kan overſtue dele Conſtantinopel. Galata er de frankiſke Kjob⸗ mands Opholdſted, og i denne Forſtad have de deres Comptoirer og tre Kirker. J Pera boe de europeſſke Geſandter; Vinteren over opholde de ſig der; men den ſmukke Aarstid tilbringe Nogle i Terapia, andre i Buyukdere, to Landsby: er, der have en behagelig Beliggenhed, paa den, eufepæiſke Bredde af Bosporus, ved det ſorte | Hars Munding. Pera er det meeſt glimrende . i i ; . i i i | | ten, eg livligſte Qvarteer i Conſtantinopel. Da For⸗ fotferen endnu ikke var ankommen, den Gang den franſte Geſandt, General Greve Guilleminot havde ſin forſte Audience hos Storherren, ſaa benyttede dan denne Leilighed, da den nederlandſke Geſandt Blev foreſtillet, til fin Nysgjerrigheds Tilfreds— ſtileſe. Den Dag, paa hvilken en Geſandt Kal overlevere fit. Creditiv, gives ham en Bedækning af 3 til 400 Mand Soldater, Kl. 8 om Mor⸗ genen indfinde diſſe ſig udenfor hans Pallads og danne Spidſen af hans Folge. Derpaa kommer Gifandten, hans Secretær, hans Tolk og hans Nalſons fornemſte Kjobmend, til Heſt. SSlutningen naſte Gang.) pasſalaqua 's egyptiſke Muſeum. J Berlin har Pasſalaqua opſtillet i Slottet Nonbijous Haveſalon et hoiſt mærkeligt ægyptiſt Muſeum. Det er ſammenſat af Gjenſtande, ſom han ſelv har ſamlet paa ſin Reiſe i Wgyp⸗ 1, og ſom ifer folgende Opdagelſe gav ham Leilighed til at forſkaffe. Han beføgte mange Catatomber, til hvilke han for det meſte havde aabnet fig Adgang gjennem Gruus og Ruiner, men fandt, at kun de offentlige Begravelſer vare undgaaede tidligere og ſildigere Piyndringer og Odelaggelſe. Endelig lagde han ved "fin: Bolig ved Landebyen Gournah Merke til en lodret af⸗ huggen Klippeveg, ſom, efter den Jagttagelſe, ban alt forud havde gjort, pleiede at være Ind⸗ gangen til en offentlig Begravelſesplads, ſkjult under Sand og Gruus. Han lod Gruſet bort⸗ bdde og den med Muurſtene tilmurede Indgang. forviffede ham om, at han var den forſte, der Hvilket glædeligt Syn, da gabnede denne Dor. - æt rummeligt Begravelſeskammer. — lage i Ligkiſter uden Indſkrifter, andre opdyn— gede i Hobe, kun indſvobte i Lærred, eller iſte— detfor Kiſter indbundne i Palmeblade. J fire Dage lod Hr. P. arbeide, og var allerede rykket 50 Fod frem, da han paa eengang fandt, at nedſtyrtede Klippeſtykker ſperrede Veien; Loftet truede med at ſtyrte mere ind, og kun hans eget Mod indgjod Araberne Tillid. Det lykkedes ham at arbeide ſig igjennem denne Indſtyrtning, men ved Fakkelſtinnet overbeviſte han fig ſnart om, at han her ikke var den forſte. Uforklarligt forekom det ham, hvorledes bag en tilmuret Ind⸗ gang og bag denne Mengde velbevarede Mumier paa b eengang en ſaadan Forſtyrrelſe var kommen; Brudſtykker af Kiſter og Levninger af brendte Been lage omſpredte. Han forfu n gte nu Gangen videre, der, efter 100 Skridts Lengde, deelte ſig i Gallerier, ſom lob noget nedad, og vare for⸗ ſynede med Nicher. Den til Venſtre var ſnart tilende, den til Heire forte i mange Bugter til han pan en Araber, ſom hapde anlagt fig et For⸗ raadskammer der. Hele Landsbyen Gournah er bygt paa Thebens Nicropolis og herfra- banede ſig fra eldre Tider Gravherjerne en voldſom Udgang til Gravene. Men de vare hidtil kun komne til det indſtyrtede Sted; ſom de anſaae for Hulens Ende, og derved frelſtes den fra deres Plynd ringer. 17 : l 384718. M. Fouqu es ny Roman. Den kal⸗ - des Die Saga von dem Gundlaugur, genannt Drachenzunge und Rafn, dem Skalden, eine Is⸗ landskunde aus dem II Jahrhundert, 3 B. Wien 1826. J en Efterſkrift fortæller Forf, Anled⸗ 7 Her ſtodte for den gammelislandſke Literatur. | ſogte jeg efter et Brev fra, den venlige Tilſen⸗ 351 ningen dertil „For adſkillige Aar ſiden, ſiger han, modtog jeg en Bogpakke fra en Übekjendt, indbefattende mangehaande Vigtigtſog Sjeldent Forgjeves der. Kun de til Indpakningen brugte Brudſtyk⸗ ker af en i det danſke Sprog. forfattet Skipper⸗ efterretning gav mig med Sandſynlighed tilkjende, at Gaven hidrorte fra vort gammel beſlegtede Dannerland. — Videre Efterforſtning ledte mig kun ſaavidt, at en ubekjendt Reiſende havde, fag Mile herfra, afleveret den til mig addreſſerede Pakke.“ — IJ Pakken fandtes ogſaa Sagan af Gunulaugi Ormstunge ak Skalld-Rafni. Denne Saga har Digteren benyttet til ovennævnte, Ro⸗ man, og, ſom man forſikkrer, med ſerdeles Held. N Merkelig Hovedhub. Daa det Kon⸗ gelige Konſtkammer i Kjøbenhavn har længe. ve⸗ ret opbevaret et Stykke Hovedhud med Haarene, - afrevet ved et Slagsmaal imellem to Perſoner. Om dette meerrkelige Stykke findes Oplysning i Thome Bartholini Historiarum anatomicarum et medicarum rariorum Centuria I—IV. Kbh. 1654⸗ 57. (Jvnf. Prof. O. Wolffs Journal, 2det B. 13827 S. 214.) J Helſingeer — hedder det der — reiſte fig en Strid mellem To, hvorved det fra Mundhuggerie kom til Nœvetag. Den Ene foer i Haarkoppen paa den Anden, og greb ham faa haandfaſt i Haaret, at, heel beſynder— ligt. Huden; tilligemed Haaxene bler reven. af Paandeſkallen. Her indtraf to Forunderligheder, forſt at Haarene ſadde faſt med ſaa dybe Rod⸗ der, at de ikke kunde rives fra Huden, og der⸗ næft, at“ Hovedhuden ikke hengte faſtere ved Hierneſkallen. Huden gik ydermere af i glat Skikkelſe, nok ſaa net merket med ſine Aarer. Perſonen blev lykkeligen helbredet af Saarlegen, og da en ny Hud var trukken over af Naturen, groede der nye Haar paa den igjen. Men den haarede Hud⸗Deel, ſom var afreven, blev for- varet, garvet af Feldberederen, til et Syn for Sagen, og tilhendekom Peter Jonas Chariſius, min Frende, ſom baade viſer den frem og har "Kjøbenhavns Univerſitet, forærede denne Hund ret ødelagt af Tidens Tand. S ———— ——p—p— —— b Hamburg 2 M. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſtke Speciesſedler Svenſte Sedler Dito Dito 22 „ „„ „6 „ Nationalbank Obligationer |, Dito Dito . III2I12 Sedler. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. : 6 PC. norſt Laan : ved Hambro & Son 105 4 pC. Dito nyhe . 982 e 352 2 1 venſkabeligen meddeelt mig denne Tegning (ſom findes kobberſtukken i den latinſke Original).“ — Denne Chariſius (f. 1571 d. 1619), ſom var Preſt og blev 1603 creeret til Doctor juris ved til Konſtkamret (jvf. Jonges Beſkrivelſe over Kjo— benhavn), men den maa allerede længe have vær J Engelland har der dannet fig en Melo- disto Club, hvis Formaal ifær er at befordre Viſers og Balladers Compoſition. * ; 12 (Alle meddeelte.) Kjøbenhavns Bors, d. 14 Martii 1828. — - 7 à vista 217 : : Species 219 FREE HESS SEEREN Nar Specier ſolgtes til ; pr. 100 Specier == — Rbd.Sedt pr. Rdlr. Rigsgjeld 50 504 Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 833 844 Rbd. Sedl, 2774774 i Banco, (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 1025 Rbd. 1 S. 982 Rbd. r. 8. 1052 i Banco. 99 i Banco. — i Sedler. 584 L. Sterl. ag Renter pr. 6 Januar |.98 Aſiatiſke Comp. Actien | — 3 PC. nye danffe Sblig. 88 Et indleveret Stykke fra Hr. J. C. Lange med Titel: Sidſte Svar til Hr. Profeſſor Fogt mann, vil i neſte Nummer blive indført. „„ Fa ! Kieben han.“ Foriggt af S. Soldin. U 1 Trykt 1 L. J. Jgcobſens Bogtrykkerie. | | i [| 1 4 i U | | | | Skilderie N Peter Tordenſfjold, en fœedrenelandſk Novelle. EN IV. „„ Saaledes overvældet af de meeſt glimrende Wilsbevisninger ved Hoffet var Tordenfkjold den naſie Dag vendt tilbage til Chriſtianshavn. Der bebotde han en ſtor Gaard, ſom tilhørte Abra⸗ bam Lehn. Vel behøvede han, ſom Ugift, ikke faa meget Huusrum, men deels overlod hans tige Ven Lehn ham Gaarden for en pderſt ube⸗ fydelig Leie, deels onſkede han gjerne at leve Paa en hoi Fod. Dette kunde han nu med en fat Lon af tolv Hundrede Rigsdaler aarligen, ſelv i hine Dage, da Pengene havde et faa langt ſtorre Verd end ſiden, vel egentligen ikke, men ban habde endnu en Oeel af de Priſepenge, der 8 Krigen vare tilfaldne ham, tilovers, og lil: log han uden Tvivl af, faalænge de ſtrakte il. Kongen havde desuden foræret ham et Skib, han Aaret ö i ſpenſte Grev Tesſins Gods ombord, hvoriblandt fandtes, foruden en koſtbar Bogſamling, en Mengde tige Stoffer, om han kunde bruge til fit Moble⸗ ee 55 i ! i gſaa Tordenſkjold gav et ſtort Gilde, i Unia af Freden, hvortil de fornemſte Mend Staten vare indbudne og bvori den engelſke Eeſandt og adſkillige andre Minjiſtere deeltoge. X. U Nyeſte 4 af Kjo be Femogtyvende Aargang⸗ No. 23. Udgivet og redigeret af Fr. Thaarup, Etatsraad. Gang en Skaal blev drukken. vartedes med tolv forſtjellige Sorter Vine, og forhen. opbragte og ſom havde den Forſendes, ifolge Kongel. allerngadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. 8 Tirsdagen den 18 Martii 1828. SSBB c ——ů—ůp—ů— ... SD Se ss Han ſparede intet for at give denne Feſt al muelig Glands. Hos Kongen "havde han ud— trykkeligen udvirket Tilladelſe til at plante Ca- noner udenfor fin Gaard og lade dem affyre hver Ved Bordet. op⸗ paa ſamme prunkede en Pocal, ſom Viceadmira⸗ len havde faaet foræret af Statholder Lovendal. Den holdt to Potter og var af fünt, meget kon⸗ ſtigt flebet Kryſtal. Paa den ene Side ſaaes Lovendals Vaaben, paa den anden Fregatten Lovendals Galei med fulde Seil, ſom Torden⸗ ſkjold under Krigen havde anfort. Af denne Pocal bleve kun tre Skaaler tomte: Kongens, Dronningens og Lovendals. Jet Vindue i Viceadmiralens Gaard, uden for hvilken Beegkrandſe den halve Nat brendte, var anbragt et Transparent af Coiffre, foreſtil⸗ lende Freden, der ſammenbinder to Lover med en Roſenkjode. Derunder ſtod at leſe: Med Roſenbaand jeg grumme Love binder, Og pas mit Vink dens vilde Harm forſvinder. Nedenfor diſſe Linier ſaaes Kongens Billed med hans Symbolum: Dominus mihi adjutor. Dette Transparent blev ſtrax da det morknedes om Aftenen oplyſt og traf mange Tuſinde af Kjø= benhavns Indbyggere ud til Ehriſtianshavn. Als ting lob meget ſtille og roligt af, thi Enhver glædede fig om juſt ikke over Freden, faa dog over gt künne ſee Zordenføjold, Tvillingrigets nha vn. — 2 s 5 8 — * — —— — n 8 a a — eres — * sæ 355 Yndling, feire Feſten; thi, i det Hele taget, var man vel fornøjet over at fee ti Aars Blodsud⸗ gydelſer endte, men Frugterne af Krigen havde man lovet ſig noget ganſte andet af, end den Fred, der blev undertegnet d. 3die og ſtadfeſtet d. 23 Juli. Ved Hoffet og blandt de Store beviſte man vel Fredsmegleren, Lord Carteret, udmer⸗ ket re, ja Kongen forærede ham endog ved ſin Afſkedsaudience en meget koſtbar, med Juveler beſat Kaarde af tyve Tuſind Rigsdalers Verdie med de Ord: da Hr. Geſandten har bragt Fre⸗ den iſtand mellem os og Kronen Sverrig, faa behove vi nu ikke mere denne Kaarde, og han vil derfor behage at modtage den til en Erin⸗ dring af vore Hænder” — men i Hjertet. var nok hverken Kongen eller de fortrinligſte af hans Miniſtere tilfreds med denne Fred. Mand, der ſaae dybere ind i Tingene, forſikkrede, at hvis Kong Georg I. af Engelland ikke havde blandet "fig i Anliggenderne og underſtottet fin Mægling med en Flaade af otte og tyve Skibe, ſom han, under Admiral Norvis's Anferſel, paa ſamme Tid ſendte til Kjobenhavn, ſaa vare Vilkaarene blevne fordeelagtigere for Danmark. Kong Fre⸗ derik paaſtod ogſaa i en Skrivelſe til Kongen af En⸗ gelland, at ville beholde Bahuslehn og Marſtrand, ſom Erſtatning for de Omkoſtninger, en langva⸗ rig og byrdefuld Krig havde medført. Men mange Statskyndige vare af den Mening, at Fredsvilkaarene langt fra ikke kunne betragtes at være faa ugunſtige for Landet, ſom man tro⸗ ede. De ftøftede denne Mening derpaa, at Dan⸗ mark kunde trænge ligeſaa meget til Fred, ſom Sverrig; at en fortſat Krig aldeles: maatte ode⸗ lægge den danſke Handel og Skibsfart; at den Erſtatning, Staten fif i Penge, ikke blot var de i Tractaten betingede fer Tonder Guld, men at den var over dobbelt ſaa ſtor, naar dertil lagdes de fer Tønder Guld og to Hundrede ſyv og halv— fierdeſindstyve Tuſinde Rigsdaler, Kongen havde. faaet for det erobrede Bremen og Verden, ſom under Krigen ſolgtes til Engelland, ei at tale om at Beſiddelſen af Slesvig blev ſikkret. SØS v. Uagtet Tordenſkjold, ſom faa mange af Statens ypperſte Mænd, ikke var fornøjet med len, og jeg havde ventet, at vi endnu ſkulde til: kers i Venſkabshavn?“ — „Vigtige Kaldspligter kræve min Afreiſe“, ſvarede Geſandten. Den soffentlige Credit hjemme er ved Sydhavscompaz⸗ reſte og ffjændigfte Maade. Om faa Maaneder af Wharton, at bevirke en ſtreng Underſogelſe og danſke Venner. De Dage, jeg har: tilbragt i "Kjøbenhavn, ſkal imidlertid blive mig i ufor: vaagenhed ere mig for dyrebare fil at jeg ikle Skilsmisſe. Jeg for min Deel kjender naſten ingen bittrere Folelſe end den, at ſtaae pas 356 Freden, faa formindſkede dette dog ikke hans per ſonlige Agtelſe for Lord Carteret, der, ved fin Mægling, havde fremvirket den. Han havde forſte Gang lært at fjende og hoiagte denne aandfulde og indflydelſesrige Britte Aaret forhen, da han laae uden for Ny⸗Elfsborg med Orlogs⸗ ſtibet Lolland, hvor han modtog den paa Fjorden med et engelſt Orlogsſkib ankomne Lord paa en ſerdeles hædrende Maade. . Begge. vare omtrent af lige Alder og lige udmerkede: denne ved fine ypperlige diplomatiſke Kundſkaber, der allerede i hans otte og tyvende Aar gjorde ham til Kong Georgs Statsſecretair, hiin ved ſine almindelig beundrede Heltebedrifter. Efterat Lord Carteret havde havt: fin U- ſkedsaudience hos Kongen, var hans forſte Vei hen til Tordenſkjold. Han bar den koſtbare Kaarde, ſom Monarken havde foræret" ham, ved ſin Side. Tordenſkjold modtog Lorden med aabne Arme. Jeg kommer, ſagde denne i det engelſte Sprog, for at tage Afſked med min Ven.“ — "Allerede Afſked, ſpurgte Viceadmfa⸗ bringe mangen glad Time ſammen her til An: niet bleven. ryſtet i fine: forſte Grundſtstter 99 den engelſke Nation plyndret paa. den aabenba⸗ ſamles Parlamentet. Jeg agter der, i Forening med mine Venner Grev Stanhope og Hertugen ſtrebe at fane Ophavsmendene ſtraffede paa del! alvorligſte. Men dette Arbeide udfordrer Fol beredelſer, og for at gjøre disſe maa jeg, ſear ſnart ſom muligt; reiſe hjem og kan ikke lengtt nyde den Glæde at opholde mig blandt min glemmelig Erindring.“ — Det gjør mig megif Ondt, ſagde Tordenſkjold, at vi ſaaſnart ffal kappe Anker. Mylords Venſkab, Yndeſt og Be ffulde føle den inderligſte Bedrovelſe ved vol — 1 82 Strandbredben og fee: det Skib, der har en Fjer en o eile bort. Jo mere det fjerner | kg 16 555 dect dybere trykkes Pilen i vort | Hjerte,» — »Men hvo: ſiger da at vi ſkal ſkilles ad?“ ſagde Lorden, i det han med begge Hænder vormt trykte Tordenſkjolds Haand. Folg med „mig, ſom jeg forhen har foreſlaaet Jer, min Ben, til Engelland, og lad os der vedblive at dyrke det Venſkab, vi her har ſtiftet.“ — Folge Ser lil Engelland, ſvarede Viceadmiralen, det knn ſig Lord, men naar jeg da igjen fkal ſkilles | fra Jer, maa faa Skilsmisſen ikke blive dobbelt biiter?' — Men J fkal ikke ſkilles fra mig; J fkal blive hos mig i Engelland, raabte Carte— let. Kongen min Herre, paaſkjonner Fortjene— | ſter og veed at belønne dem.“ — „Jeg ſtulde | forlade mit Fœedreneland, hvad fordrer Jaf mig | ond?” ſpurgte Tordenſkjold lidt født. — Men | naar Eders Fœdreneland nu forlader Jer, hvad | | | fan? Eders Ven Admiral Bredal har nyligen ſortalt mig, hvorledes det gik den ſtore Niels Juul efter Freden. Troer J, at J vil have en inte Skjebne? Der er ingen UÜdſigt til at Eder dedreneland i Eders Levetid vil fane Krig igjen, Hvad kan J da vente Jer i den øvrige Rib af Eders Liv? Taknemmelighed — Skjen⸗ ſombed? gjør ingen Regning påa den. lugges.“ — Tordenſkjold begyndte at blive al⸗ "forlig, og ſtirrede med plirende Bine paa Gul— bet. — 8 er nu i Eders kraftfuldeſte Aar, min Ven, vedblev Geſandten, og kunde endnu virke meget. Men vil Eders Virkekraft ikke blive lammet hjemme ? J Admiralitetet vil J kun kunne figurere; alle ere der Eders Modſtandere, ingen Eders Ven. Hvad vil da Enden blive? Man vil drille Jer paa tuſinde Maader og gjore Jer faa kjed af Eders Stilling, at J tilſidſt, ligefom 10500 fortjente Sehſted, vil takke Himlen for, Aff unne begrave Jer levende ſom Landdroſt i en rog af Riget. Eders Konge mener det vigtig 0 vel med Eder, men Eders Modſtandere Heſe ham Uopherligen i Øret, at J ſ er god nok Krigstider, derimod et uroligt' Sſtarri N 15 ; gt, halsſtarrigt . i Fred. At J har Misundere, mægtige ſsundere, det behøver. jeg ikke at ſige Ser.” l En So⸗ hrigtr 1 Freden, er et aftakklet Orlogs⸗ Skib, ket ligger i Havnen for at raadne og ſiden op⸗ Engelland. forn har foreſlaaet Jer til Wgte, vil ſikkert ikke Mod. 358 — Tordenſkjold blev endnu alvorligere, — „Naar man faa har faaet Jer henfat i et for Eders Zilbøjelighed ganſke upasſende Embede — naar J blandt ſtevede Acter og Papirer maa lade Eders Kraft fortære fig ſelv; hvad faa Torden— ſtjold? Bil J da ikke fortryde, at J ei har lydt mit Raad, da det endnu var Tid og føgt Nering for Eders Ild, hvor den rundeligen fin des?“ — „Jeg er Nordmand, Lord, ſvarede Tordenſkjold noget fortrydelig, og mit Fodeland tro hengiven, ſelv om det vifte fig uerkjendtligt imod mig. Mine Stamfadre tjente ſom Baz renger, Keiſeren i Conſtantinopel, og offrede de⸗ res Liv for ham. Selv deres Konge, Erik Eiegod, formagede dem til at blive Keiſer Alexius tro, det forteller Kroniken.: min egen Konge, mit Fedreneland, glemme den Lykke, jeg der har gjort, og maaſkee, ſom et blindt. Sfjær, lægge mig i fremmed Farvand den danffe Kongebrig i Veien og faae den til at ſtrande?“ — Ikke det, ſagde Lorden, ikke det, er min Mening. I fkal hverken fjene Storbritanien eller nogen anden Stat mod Eders. Fedreneland. J miskjender mig, hvis J troer, min Ven, at jeg vilde eller kunde raade Eder til Sligt. Bane for Eders Virkekraft, ſom jeg faa ugjerne vil fee hendøe i en gold Bund. J Engellands Orlogsflaade kan J finde en værdig Tumleplabs for Eders Mod og Eders Snille.“ — Skal jeg tage Tjeneſte der; ſvarede Tordenſkjold, faa maa jeg forud vere overtydet om, at mit Fedre⸗ neland ikke behøver” mig.“ — F'Og denne Over⸗ tydning formener Jer jo ingen, forud at for⸗ ſkaffe Jer, ſagde Lorden. Kom imidlertid til Den ſmukke Miss N“, ſom jeg til⸗ nægfe den danſke Søhelt fin Haand; thi de brittiffe -Viger vide at ſœtte Priis paa fandt Hun eier en Formue af fürſindstyve Tu⸗ find Pund Sterling. Disſe vil kunne ſette Jer i en uafhengig Tilſtand, ſom J aldrig i den Grad vil finde i Eders Fedreneland. Eders hele aaxlige Indtegt er der, ſom jeg hører, neppe 250 Pd. Miss N. vil ſikkre Jer en Indtegt af mere end 3000 Pd.“ — Velan, ſagde Tor⸗ denſkjold, jeg ſkal beſoge Jer Lord. Jeg flager ” Og jeg ſkulde forlade: Men jeg onſker at aabne en ny " 359 mefop i Begreb med at tiltræde en Udenlands⸗ reiſe, hvortil min Konge har forundt mig et Aars Orlov. Naar jeg har feet mig om paa Faſtlandet, kommer jeg til London og det vil kunne ſkee endnu i Begyndelſen af denne Vin⸗ ter.“ — "Ret ſaa, raabte Geſandten, med kjen⸗ delig Glæde, nu kan jeg fee, at J ikke er faa uovertalelig, min Ven, ſom Eders Modſtandere afmale Jer. J London ſkal vi knytte vort Ven⸗ ſkabsbaand end faſtere. Å | ledſage Eder der med den ſmukke Miss N. til Alteret, og jeg forudſeer at Himlen vil lægge fin Velſignelſe i denne Pagt,” Begge temmede en Pocal til Afſked og med det Løvte at ſees igjen i London, ſkiltes begge Venner,” efter de var— meſte Omfavnelſer, nu ad. 2 i (Fortfættes.) Sidſte Svar til ør. Prof. Sogtmann. At Hr. F. Svar paa min Opfordring ikke vilde blive ſynderligen ſtringent, ventede jeg alle⸗ rede, deels af hans foregagende literaire Forhold, deels af den fornemtladende Maade, hvorpaa han vilde undgaae at give et fyldeſtgjsrende Svar; dog, faa maadeligt havde jeg ikke troet at han vilde drage ſig ud af Striden, ſom det er ſteet i Nr. 21 af dette Blad, — Han angreb i fif Program Determinismen, en Lære, ſom han ei har begrebet, og vel heller aldrig kommer til at begribe; han angreb, deels directe deels indirecte, en Mands Minde, ſom fortjente Ag⸗ telſe, beſkyldte hans Lære for at lede til moralſk⸗ fſtadelige Sætninger, og ham ſelv for Vaklen og de abſurdeſte Inconſequencer. Jeg gjendrev ham med klare Grunde og Kjendsgjerninger; ved at anføre hans egne Ord, vifte jeg, hvor grove⸗ lig han havde. feilef. Hvad gjør nu Hr. F.? i Bevidſtheden om fin totale Mangel paa Mod— grunde erklerer han det, ſom han allevegne i Programmet har fremſtilt ſom Livets vigtigſte Anliggende, for en blot Übetydelighed, erklærer fine Beſkyldninger mod en afdød Lerd, med hvem han har flaaet i 'venſkabeligt Forhold,” for en Ubetydelighed, og giver fig derimod til at rai⸗ Jeg haaber endnu at — 360 18 ſonnere vidtloftigt om virkelige Ubetydellghe, der, i det Mindſte i Sammenligning med hine Gjenſtande, f. Ex. Sprogrettelſer, hvori han endog ſelv er den Feilende, hvilket jeg ſiden, ſkal viſe. Viſt nok kan det i Grunden være- ligegyl— digt, om En eller Anden, ledet af uklare Be. greber eller andre Motiver, angriber en velgrun⸗ det Lære; den Skade derved ſtiftes er kun ube— tydelig eller forbiggaende, og naar man har hev— det Sandhedens Ret, kan man trade tilbage, og roligen tenke: dixi, et liberavi animam me am. Merkelighed, ſom ikke bor lades ganſke ud af Agt: den er et nyt Exempel paa, hvilket anmas⸗ ſende Overmod mangen En tor viſe, naar han har erhvervetsen academiſk Grad. Ikke ſom om jeg ringeagter flige Vœrdigheder; meget mere bøjer jeg mig dybt for den ſande Lærde, ſom virkeligen har fortjent en ſaadan Udmeekelſe, og hos hvem den er et. Billed paa indre Værd; men jeg har levet for længe i Verden til-at lade mig blende af Sligt, naar det kun tjener til at dakke literair Uformuenhed; hundredfold mere erer jeg en eneſte, ugradueret Rousſeau, end en Sverm Duſinlerde, ſom kun i Mengdens Hine kunne hævde fig et Skin af Lærdom, og hvis Aan dsſvaghed ſtikker frem ved den ringeſte Be⸗ rorelſe. Saavidt om de vigtigere Puncter, der her bor komme under Betragtning. Nu kun nogle Ord, betreffende Hr. F.s formeentlige Sprogrettelſer, og betreffende mig ſelv, forſaavidt Hr. F. har indblandet min Perſonlighed i Striden. Hr. F. ſiger, at de Laurbær, jeg kan uddele, ville ikke friſte Mange. Hvad vilde Hr. F. ſige, derſom jeg, for at gjendrive ham, vilde 'befjendtgjøre de Privatbreve jeg er i Beſiddelſe af, fra heder⸗ lige Mænd, ſom jeg veed at Hr. F. bærer Ag⸗ telſe for? Og hvilfe ere de ſtore literaire For⸗ tjeneſter, Hr. F. kan bramme af, eller ſom bes rettige ham til at bruge den Tone han bruger? Hr. F., ſom ſelv begaaer mange Feil mod Sproget, vil rette Andres Stile, ſom han me⸗ get naivt Falder det: lad os fee, om han her ſpiller en bedre Rolle end i ſit intetſigende For⸗ ſvar. Han diſtingverer mellem Venſtabs for⸗ — Ikke desmindre har denne Strid en vis toe hold nſtabeligt Forhold; aldrig fer er det 1 5 nogen Danf ind, at ſtjelne mellem disſe to Üdtrykke, med mindre man vil tage Adjectivet venſkabeligtei den vague, underordnede Betydning af høflig, omgængelig, tler ein at have noget Udeftaaende med En; men dette kunde jo ei være Hr. F.s Mening, da han omtalte fir Venſkab med Howitz, ſom Grund for at han ei hapde villet fremſœtte noget Ufor— Ddelagtigt om ham. At uddele Laurber omtaler ban ſaaledes, ſom om Modſtanderen ſkulde til— | dele fin Medſtrider dem, da dog Enhver veed at | - dette bliver Publicums eller Kampdommernes Sag. Übekvemme Ord og Ukvemsord vil han gjøre til eensbetydende Udtrykke! behag, Hr, Profesſor, forſt at fee. Dem lidt bedre om i Von Lopſprog, inden De fremſetter flige grund— i» løft Maaſtande. De mener altſaa, at flige Ord | ſom Lonſequentsmageri, Uſandhed, o. f. v., ikke kunne laldes andet end ubekvemme; behag at ſporge kovkyndige, da vil De erfare at de ikke | |" Blot ere Ukvemsord, men ærerørige, uagtet De af dem har viiſt "fand Humanitet'!! (fe pag. 334i Skilderiet Nr. 21.) — De ſlutter med den gttring, at De vilde bede Publicum om Undſtyldning for denne ubetydelige” Strid, beis De havde begyndt den; dette vil De i et⸗ [hvert Rilfælde blive nødt til; thi hvo er den Jentlige Sagvolder, hvo er den der begynder en "Strid, enten Den ſom angriber Sandhed og Ret, ller Den ſom forfvarer dem? 5 Dette er mit ſidſte Svar, med mindre Hr. „ ulde fornye Striden, og fuldføre den paa n Maade, ſom er det edle Menneſke og den unde Videnſkabsdyrker værdig. sål J. C. Lange. . * R — indenlandſke Efterretninger. … Forbindelſe med hvad i bette Blad: for: i 1 af Thiſteds Avis har været optaget under i e Peder Koeſted, "bliver end videre føl: f 1 bemelte Avis Nr. 20 indførte Stykke | tr briftig nok til at paaftaae, at De ved Brugen 362 Til førgelig Efterretning for Slægt og Ven, ner bekjendtgjeres herved: at den agtbare Han⸗ delsmand og yndede Skribent Hr. Peter Koe ſted ved en pludſelig Dod er bortvandret til et bedre Liv, hvor uſkyldigt Spøg ikke miskjendes, men Fortjeneſten ſkeer fin Ret. — J Torsdags Kl, 12 faldt Viborg Samler No. 27 ham i Haan⸗ den, og omendſkjendt han ſjelden leſer dette Blad, vilde dog Ulykken at han denne Gang feſtede Diet paa Papiret, og traf. paa den lige faa: ffarpe ſom vittige Correction, hvormed Pez dacteuren havde angrebet hans Zænfemaade;— »Naa! Hille den ſorte Søde! ſkreg han i Art af Vildelſe, jeg troer paa min Salighed det er mig han mener! Hvad ſiger Du Ole? Jo, Jo! det pasſer ſom Ligtorne i ſnevre Støvler,” Ach Herre jemini! Du kjender mig Broder Ole. Jeg plaget af galagtige Bemerkninger — ſprudende af Vittigheder, og det i Halen paa Merkurius, fy" for en Ulykke, hvem Fjender vel Koeſted igjen i ſligt forbandet Contrafei. Wrlighed varer længft, og forgjeves ſoger han at ſette mig ud med mine Kunder — Jeg ſkulle forhaane de be⸗ rommelige Zræffoe og Tobakken ſom jeg ſelv begjerligen tygger — kaſte Vrag paa min Fo⸗ debye og foragte Thiſted, fordi Fanden reed Con⸗ rectoren der for to hundrede Aar ſiden — Herre Gud! giv mig et Glas koldt Vand! nei ſaa dum har Koeſted aldrig været; men Vee mig at -mit Brev er falden i flige Hænder — Her faldt Bladet den Ulykkelige af Haanden — Han var truffen af en Rorelſe; men forlangte dog at jeg ſkulde Tæfe Recenſionen til Ende; ulyk⸗ keligviis opfyldte jeg denne hans ſidſte Anmod—⸗ ning, og han ſyntes med mageløs Taalmodighed— at holde Pinen ud; men da jeg kom til det pi⸗ kante Sted, hvori Redactionen paalcgger ham i tre Gange fireogtyve Timer at ſtikke fin Pæfe . i Bunden af Aggerkanal for at vogte Marſpiin, udſtodte han et engſteligt Suk, foldede ſine Hænder. og udraabte i Angeſt: Gud frie os, Gud frie os! og Koeſted var ikke mere. — J Venner! ſom kjendte den ſalige Afdødes harmfrie Sjæl, ſom vide hvor lidt han formodede, at hans uſkyldige Spog ſkulle fornærme noget Menneſke, yder ham en deeltagende Taare, og J ædle Her⸗ rer /Redacteurer, ſom yndede Mandens Talenter N N Pr * 1 1 303 og hyldede hans Originalitet, henplanter en Mindeblomſt paa hans Grav, men fordømmer ikke hans Banemand; thi ſandelig Jeg ſiger Eder, han vidſte ikke felv hvad han gjorde, 8 Ole Koeſted. Blandede Efterrerninger. i å (Alle meddeelte,) FN. SEES Conſtantinopel og Sutan Mahmud II. (Slutning; ſee forr. No.) Da den nederlandſke Geſandt var ankom⸗ men til Galatas Strandbred, traaͤdte de i mes get ſmukt prydede Caiker (Barker) og alle ſei— lede hen til Tyrkernes Qvarteer. Topſchi Baſchi (Canonerernes Hovding) og adſkillige Palladsof— ficianter, ſom Storherren havde ſendt i Mode, ventede dem pan Kyſten. „Man gav os rigt udſmykkede Heſte, ſiger Forfatteren, og vi for⸗ føjede os i dette Optog til Seraillet, hvor man bragte os til en Kiosk (Pavillon), der var be⸗ ſtemt til at optage os. ö ter kom Sultanens Premierminiſter, Storvizi⸗ Nogle Oieblikke deref⸗ ren, og tog Plads. paa en ſtor Divan, hvoor ikke langt fra ham Mufti, Aga Paſcha (Prefecten for de aſiatiſke Provindſer, der ligge paa Bred— derne af Bosporus og ved Mare di Marmora) befandt ſig. J ſamme Kiosk var og Ceremo⸗ niemaaltidet fremſat og vi bleve der ſtaaende i ſom vi ſpiſte med Skeer af Skaaler. . - øvrige Retter betjente vi os, efter oſterlandſt Maaltidet beſtod af otte. fem Timer, paa Geſandten ner, der ved Storvi— zirens Ankomſt fik Tilladelſe til at fætte fig. Si⸗ den fatte man Tallerkener paa ſmaa Sæder, om— kring hvilke man ſatte ſig ſelv. Ved Bordet forte en Miniſter eller en anden af Palladſets fornemme Mend Opſigt. Man bevertedeſos forſt med Riis, tillavet paa tyrkiſk Maneer, eller Pillaf, Ved de Skik, af vore Fingre. til ti Retter, hvoraf hver blev frembaaren i et eget Fad, men neppe havde vi ſpiiſt det Frem⸗ fatte, førend det blev faget bort igjen. hvor Forcringerne bleve opſtillede, ſom Kongen veſkind; i hans Belte fad en Dolk, prydet med "fin. Wrefrygt, ſyntes han at vaagne op af ſin der i de tre Minuter, Audiencen varede, holdt Efter Caffen begave vi os til een af Seraillets Gaarde, 364 af Nederlandene ſendte Sultanen. Vi maalte lægge vore Vaaben fra 05. og man iførte os lange vide Peltfe, der ved den forſte Forgaards Port bleve uddeelte blandt os. Derpaa tog en Pal: ladsofficiant enhver af os fat i Armen. Man kan. ikke foreſtille fig noget rigere og ſkjennere end de Sale, gjennem hvilke man forte os til Sul⸗ tanens Verelſer. J de forſte ſtode Itſchoglaus eller Pagerne i prægtig Paakledning; i de ov⸗ rige ſaae vi en Mengde Embedsmænd. og en Sverm hvide Gildinger uden Skjaeg med ryn— kede Anſigter. Endelig forte man os til Sul⸗ tan Mahmud II, der befandt fig i en med prægtig. Caſchemir betrukken Sal og fab med Benene overkors paa en med koſtbare Stene bedakket Trone, over hvilken der var anbragt en glimrende, Baldachin. Han bar en Pelts af grønt To, ſom var beſat med Peltsverk af fort rusſiſt Ra. mange Diamanter, og hans herlige Turban ſmyk⸗ fede en Fjerbuſk, der blev holdt af en Gruppe af Diamanter. Mahmud er en hoi, velſkabt Mand; hans Anſigtstrœk ere haarde; han har et livligt Oje, et tillidsfuldt Blik og en ſtolt og imponerende Reisning. Ved vor Indtredelſe i Audienceſalen viſte han os ikke engang den Wre, at ſee ſig omkring efter os. Saaſnart man meldte ham, at Kongen af Nederlandenes Ge— ſandt havde indfundet ſig, for at bevidne ham Adſpredelſe og giorde et let Tegn med Hovedet. — Efter denne Hilſen holdt Geſandten en Tale i det franſke Sprog, Storvizirens "Svar beſtod deri, at Hs. Heihed var henrykt over Kongen af Hollands Venſkab og han var tilbsielig Kl at modtage det. Derpaa kaſtede os de Folf, os faſt ved Armen, hen til Doren, og vf vendte nu tilbage til Pera. — Tyrkerne have ingen Agtelſe for andre Nationer; de ere anmasſende, men ſjeldent finder man blandt dem Tyve g Bedragere. Uden Fare kan man paa et Caffe- huus eller paa hvert, andet offentligt "Sted lade ſit Uhr eller fin: Pung ligge; man faaer dem igjen, ſaaledes ſom Forfatteren af Erfaring hae leert.“ : ) 117 W 365 „Dörings Lucubrationer. J Ber⸗ liner ond nations Blatt bliver det af danſte lade bekjendte Skrift: Lucubrationen ei⸗ nes Staats gefangenen, nie dergeſchrie⸗ en in dem Criminalgefaͤngniße zu Tur in, der Citadelle von Mailand, der Frohnfeſte zu Baireuth, der Stats: bvoigtei zu Berlin und zum Drucke ge⸗ ordnet in der daͤniſchen Feſtung Fried⸗ richsort 1827, dygtig gjennemheglet. Tite— len kaldes rinaldo⸗rinaldiniſk og Bogen en Bod, amt pater peccayri. Det er vanſteligt, ſiger | Att., at udfinde af det Ufammenhængende og Aphoriſtiſke en egentlig Tendenz, men faa meget Åter man dog, at Forf. mener det alvorlig med ſin Omvendelſe. Man kunde ikke læfe hans vee⸗ modige Bekjendelſe, at han i en Alder af 27 | Aar ollerebe maa anſees for at have levet fit Liv 2c., ſaatemt man kun i hans Bog" fandt grundigt Studium; eller en beffeden Tone. Men hans lle Herk er opfyldt af Renomiſterie og Flauſer. Han falder fig paa Titelen ' Statsfange“, ſom em enhver petulent Student, der kommer i Car- (tr, var en Statsfange. Desuden er det bekjendt, . ht Forfatteren "for Tiden ikke ſidder paa den bone Feſtning Frederiksort paa Grund af po⸗ litiſte Forſeelſer (— den danſke Regjering har llitiſt alert ham for uſkyldig og endog for ubetyde⸗ 109) — men fordi han, uden Kald, har blandet | fig.i perſontige Forhold, der have givet Anled⸗ dug til ubehagelige Optrin. Meget comiſt er Forf. Klage over Preſſetvang og Cenſur i Tydſk⸗ land, thi netop hans Bog, hvori han preker Fyr⸗ ſerne og Regjeringerne ny Visdom, og forer Anke over Oſterriges, Preuſſens, Ruslands poli⸗ tiſte Syſtemer, tjener til Bevis paa, at, med. al Cenſur, det ikke falder en Statsfange i Zybfkland meget vanſkeligt, at overgive Tanker 1 Preſſen, om de end ikke ganſte ere komne til | odenhed. — Forf. forteller om fig -felv, at 90 ikke allene bar ſtaaet i Spidſen for de Res 80 inter, t Tydſkland, men ogfaa i nermeſte For indelſe med de Sammenſvorne i Frankrig og Ilalien. Diſſe Forhold lover han at bekjendt⸗ Lure i fine Memoirer, der fkulle beſtaae af tre É MAG Hr, v. Doͤring roſer fig af, at han næ- Fh et Aar havde vandret omkring i Tydſkland, 5 366 medens der var udſat en hei Priis for hans Hoved — havde han tidligere bekjendt⸗ gjort fine Lucubrationer, ſaa vilde dette være faldet meget i Priſen.“ — Man ſeer ellers ved denne Leilighed hvilke Perſoner der ofte ſtille ſig i Spidſen for politiſte Partier, og i den Hen— ſeende kan Bogen være lærerig. Under et Oplob i Wien for endeel Aar ſiden blev det republicanſke Flag nedrevet fra den franſke Geſandts Gaard, noget, fon maatte gjøre overordentlig Opſigt. Da alt kom til alt var den, ſom havde udført denne Hektegjerning — en Skorſteens feier dreng. — Gruſomme Straffemaa der. John Oldcaſtle, en ſaakaldt Kjetter, blev 1418 hen—⸗ gende i Lenker i en Galge, levende brendt. Under Henrik IV. lagde man den Domfaldte i en Jernkiſte. Henrik V. lod en ſaadan Ulykkelig tage ud af hans gloende Bur, lovede at ſpare hans Liv og give ham 3 Pence dagligen, naar han vilde tilbagekalde ſine Ord; men Kjetteren ſvarede Nei, og blev igjen puttet i Kiſten. Forſt under Henrik VIII. og Maria bandt man de Domte til Pale, for at qvege fig ved deres Lidelſer. ads * Holbergs Leſefrugter. Ingen har bedre vidſt at benytte Frugterne af fin udbredte Læsning end Holberg, iſer ſom Lyſtſpildigter. Selv en anakreontiſt Sang har han lagt. Jeppe Bjerg i Munden, naar denne ſiger Solen drikker Band ꝛc. Hvad Doctoren i den pantſatte Bonde— dreng anfører ſom Exempel paa Indbildningskraf— tens Virkning, er ikke Digt, men Kjendsgjerningerz thi T. Bartholin i fit forhen (Skild. S. 381) nævnte Verk (ſ. Prof. O. Wolfs Journal 2det B. 1822 S. 2) fortæller, “at en Almuesmand hos os ind⸗ bildte ſig, at hans Neſe var groet ud til ſaadan Sterrelſe, at han ikke turde gage ud blandt Folk af Frygt for, at de ſtulde træde ham paa den, og en berømt Poet, i Amſterdam, ſom troede, at hans bagerſte Deel var af Glas, frygtede for at den ſkulde gage i Stykker, om han fatte ſig paa den“ — Der findes viſt faa Digtere, der have laant mere end Holberg, men næften ingen, der har forſtaget at give det Laante et faa vri⸗ lidt, naar det nøje betragtes, 0 litet gives der nu, efterat der i faa mange Aar bhundreder er ſkrevet faa meget, neſten aldeles ikke mere; thi hvor er den Idee, ſom ikke engang 367 ginalt Preg ſom han. Mangen Konſtdommers evige Skrig paa Originalitet betyder derfor, kun Abſolut Origina⸗ er opſtaaet i en menneſkelig Hierne? Det eneſte Originale, der bliver, iſer Digteren, tilbage, er Formen. Den kan til alle Tider om juſt ikke blive fuldkommen original, faa dog temmelig ny. Den er det ogſaa, ſom bliver evig hans Eiendom, naar hans bedſte Ideer ere plyndrede og omfor— mede af Andre, ſom udgive dem for deres egne. Strsetanker. * ( Meddeelte af Sp.) — 45. Man troer i Almindelighed, at kunne ud⸗ rette Alt i Opdragelſen ved Doceren, d. e. ved Sondhedernes og Kundſkabernes blotte Fo— * redrag; men denne Beleren hjelper ikke; thi Menneſteſjele ere jo ikke Mineralier, der, ſom man i det ringeſte forhen troede, voxe derved, at flere udvortes Dele beſtandigt tilfsies; de ligne mes get mere Planterne, ſom bere alt Liv i dem ſelv og udvikle fig ved fig ſelv, ſaaſnart de kun blive ſatte i den rette Jord. for de unge Sjele Lærerens Forſtand. Denne Jord er D Jo kla⸗ rere den er, jo dygtigere, kraftigere og med alle til Frugtbarhed nødvendige Dele mere beſvangret den er, deſto herligere og fuldkomnere ville Ele⸗ verne vorde, ſom ved den udfolde ſig til Frem⸗ voxen af fig ſelv. Med ftørfte Net ſiger derfor en berømt pedagogiſt Skribent — Profesſor Lehman — : "Enhver Lærling er fin egen Læs rer, eller han lærer Intet.“ — Pſyche maa ſelv ſvinge fine Vinger, ellers bliver den evigt ved Jorden; ingen Magt i Verden er iſtand til at hæve den op i Aetheren, derſom den forhol⸗ der ſig blot lidende; jo oftere -den derimod for⸗ Soldin. Trykt i L. J. Jacobſens Bogtrykkerſe , Hſtergade No. 60, . „ Eg Kjabe nha vn. Forlagt af S. — ger, og hæve fig til enhver Hoide. Menneſtes Liv, eller Mit og Dit. — . i N — * Bank⸗Disconto 4 pCt. 4 pC. Dito nye Aſiatiſte Comp. Actier em 368 føger fine Vingeſlag, deſto bebre gåaer det, 0 tilſidſt er den iſtand til at flyve i alle Reini, 46. Der burde, foruden den religisſe, være en borgerlig Eed med Infamie, ſom kunde lyde faa: Jeg fværger. ved min Ære; hvis Dverfrædelfe ſtraffedes, og ſom ffulde bruges i mindre betydelige Tilfcelde, ſom ved viſſe Af: hiemlinger o. ſ. v.; thi: den religisſe Ed maa, da den er den eneſte, ſaameget multipliceres, at Agtelſen for Gud taber fig og Meened bliver ſedvanlig. Religionseden burde kun biuges ved vigtige. Leiligheder, ſom naar det gjelder et Kjøbenhavns Bors, d. 18 Martii 1828. Hamburg 2 M. — a ; à vista 217 7 Species 219 Specier ſolgtes til i 13 Rbmk. 23 ßf̃. i Norſke Speciesſedler - pr. IOO.Specier — | — Rbd.Sebdl, Svenſke Sedler ; pr. Rdlr. Rigsgjeld 50% — Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 834 84 Rbd. Sedl. Dio Dito 774 772 i Banco, Nationalbank Obligationer! || : (af Laanet 4 Febr. 1820) 1024 102 Rbd. r S. Dito Dito... IIIA II2 Sedler. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. Renter pr. 6 Januar 6 pC. norſk Laan ved Hambro & Son 98 985 Rbd' r. S. 105 (1053 i Banco. 982 — Banco. — — j Sedler. 583582 L. Slerl. + 3 pC. nye danſte Oblig. - i! Skilderie Nyeſte É . ; Søn INNAAUNUIVAAAAM UN PMA UN mar Femogtyvende Aargang. No. 24. udgivet og redigeret af Fr. Thaarup, Etatsraad. Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. e * i af Kjo ben ha vn. peter Tordenſtjold, en fedrenelandſk Novelle. 1227 VI. | Brlandt Tordenſtjolds -nærmefte Slægtnin=" get tygtedes ſnart hans forehavende Reiſe. Selv … hans Moder, der, nu ſex og tredſindstyve Aar ' gammel, levede i hans Fødeby Trondhjem, ſom É Ene, fif Nys derom, Hun tilſtrev ham et Brev, (hvori hun bevidnede ham fin moderlige Glade ver den Lykke, han havde gjort, og meldte am, hvor ideligen hun havde opfendt Bønner il Gud, naar hun hørte hvilke Farer, han ud⸗ fatte fig for og ſom han dog, ved Himlens hojeſte Biſtand, lykkelig er ſtuppen ud af. ham, ikke at friſte Lykken mere; at være for⸗ noſtt med fine! glimrende Kaar og nyde i Ro Frugterne af et fra. Barndommen af farefuldt og meiſomt Liv; at gifte fig nu, da han var i den Alder og i den Stand, hvor han baade havde Erfaring og Formue. til at vorde en lykkelig Huusfader. Hun fraraadte ham fremfor Alt, | at reiſeudenlands, beraabende fig pad Ordſproget: j Wiel er friſt', faa er Hjemmet bedſt, og endte få ante med de Ord: jeg Fjender, Ejere Peter, dit felge Sind og man derfor minde⸗ dig om din hulg Faders ſidſſe Ord: for Peter, ſagde han paa it Cygeleie med bævende Røft, frygter jeg meeſt; . 72 g 5 fhi ingen af alle vore ti Drenge er faa fremfu- ſtorien, ſag ſmigrede hun ſig allerede i Tankerne — 55 Loverdagen den 22 Martii 1828. SSS S S SS Hun bad ſende ſom han. Hans Hjerte er godt, men hans Hoved er alt for bruſende. Gid han blot ikke maatte fortæres af fin egen SD!” Huſt, gode Son, vedblev hun, paa din Faders ſidſte Varſel. Mig bares noget Uforklarligt fore. Jeg har i de ſidſte tre Nœtter, lige fra det "Øjeblik af, jeg fik at vide, at du vil reiſe, ikke kuͤnnet faae Søvn i mine Øjne. Din ømme og kjerlige Moder — Maren Wesſel.“ — Tordenſkjold be⸗ ſvarede fin Moders Brev paa, en ſonlig em Maade, beroligede hende med de bedſte Grunde og ſendte hende tillige en Anvisning paa tre Hundrede Rigsdaler. 8 J Abraham Lehns Huus gjorde man imid— lertid Anſtalter til hans Sons foreſtagende Af— reiſe. Moderen, en ægte Danneqvinde, huslig og paapasſende, lod ham af det fineſte hollandſke Lærred ſye det fornødne Linned og derhos forferdige neſten en heel Garderobe af de pregtigſte Klæz der, forede: med Silketoi, beſatte med Galloner og med det ſtjonneſte Broderie, altſammen ind⸗ rettet paa, at han, ſom hun meente, uden— lands i de Selſkaber, Viceadmiralen forte ham ind i, kunde viſe fig den rige Kjsbmand Abra— ham Lehn værdig og opvakke de fordeelagtigſte Tanker om Faderens Huus. Da hun beſad ” temmelig megen Selofolelſe, troede hun endog, at det ikke var ümueligt, at hendes Son uden— lands kunde blive bekjendt med en rig og fornem, adelig Froken og da hun ikke var ubeleſt -i Hi⸗ * é — < Fås 0 37 med, at hans Huus engang 1 Tiden, ved ſtore Forbindelſer, kunde opſvinge fig til ſamme Glands ſom det fuggerſke og mediceiſfke. Abraham Lehn. var ikke mindre end hans Kone ſysſelſat med ſin Sons foreſtaaende Udenlandsreiſe. Han var en Mand i ſin bedſte Alder, fuld af Alvor og Verdighed. Naar man faae ham kledt i hans carmoſinrode, med ſmalle Guldtresſer beſatte Kjole, og hvid atlaſkes broderet Veſt, Guldſpen⸗ der i Skoene og Guldknap paa fit Spanſtror, meerkede man, ved forſte Ojekaſt, baade paa hans Mine og Klædedragt, at han var en fermuende og uafhængig Mand. Han holdt ikke af at give hver Ugedag et Gjeſtebud; men naar ſtundom han gav eet, faa var det pregtigt; han yndede "Omgang med dannede Folk, om de end vare over hans Stand, men han paatrengte ſig dem ikke; han ſpottede ingen, ſom beſad Titeler, Rang og ÜUdmerkelſe, men han higede ikke felv efter deslige og tillod fig end mindre uværdige Midler, for af tilvende ſig dem. Han hedte ſlet og ret Abraham Lehn, men det var et Navn, ſom hver retſkaffen Kjøbmand bukkede fig dybt for, og ſom havde Tillid fra den ene Ende af Europa til den anden. Den Tidspunkt, han levede i, var ikke gunſtig for Kjøbenhavns Hans del. Ti Aars Krig. havde gjort Ssfarten uſik— ker og hvert Foretagende i det Store misligt for den danſte Handlende. Toldlovene vare foc ſvage til. at ſtandſe Smuglerier i Provindſerne, der overſvommedes af udenlandſke Barer. Frem— mede Skibe i-Mengde lob ind i alle Smaa⸗ ſtœder og Havne, ja folgte endog deres Varer ved Strandbredderne til Landmendene, hvorved "begge. Parter fandt deres Fordele, til førfte Skade for Staten. Fabrikerne kunde ikke trives og Danmarks Pengeudforſel var derfor ſaa ſterk, Rat den ſamtidige Holberg ſammenlignede Riget med wen hoi So, der ſtyrter ideligen Vand. ud i ͤ det ſtore Hav, men ſom aldrig kommer tilbage,” Dog alt dette uagtet ſamlede Abra— ham Lehn ſig ved Flid og. Stræbſomhed en betydelig Formue og eiede det anſeelige Gods Hoybygaard. Han var ikke mindre Viden: fſfkabs⸗ og Konſtynder end Kjsbmand, og eiede en ſtor Samling af Bøger, Malerier og Teg⸗ ninger. Han ſogte iſer at opmuntre indfodte ker og i fin Samling af Tegninger adſkillige Teg⸗ ninger af denne Meſter. Den anſkaffede fig det ſtrar paa Skrivpapir, led det han havde ſamlet fin Formue, den Pligt, at op⸗ Stedet. J fin Paaffædning var han ligeſaa ordentlig, fon ; 372 Konſtnere. Saaledes lod han Henrik Krock malt to Plafonds i ſin Gaard paa Chriſtianshaun og optog i fin Malerieſamling forſkjellige Styk! | ſtore Holberg yndede han meget og aldrig faafnart var et Var af hin udødelige Skribent udkommet, førend han indbinde meget ſmukt og pryde med forgyldt Snit. Han kunde ogſaa, ſom faa mangen gnier⸗ agtig Millionair for og efter ham, anvende ſin Formue paa Gjeſtebude, Friller og Equipager, men han foragtede en ſaadan Anvendelſe af Rig⸗ dom, og troede at ſkylde den Stat, i hvis SFjøb muntre Alt hvad der kunde fremme dens Hader og Ære, ifær Videnſkaber og Konſter. Hans Contoir var et Verelſe ud til Gaarden, rums meligt og beqvemt, men uden noget Slags Prunk. J en ſtor Hylde lage Brevene efter Aarstal, fra 1702 til 1719, meget ordentligen i Pakktt, J en anden Hylde ſtode Bøgerne, ligeledes effer Aarstallet. J et lidet Aflukke, ved et Gitti være med grønne Silkegardiner for, ſkilt fra det egentlige Contoir, ſtod hans Pult, og over deiſt hang tre Afbildninger af Skibe, han havde i Søen, i Glas og Ramme. Under diſſe et Land Fort over Europa. Paa Contviret arbeidede als drig flere end tre Perſoner, foruden ham. Den ene var Bogholder og Caſſerer Anders Chriſten⸗ ſen, og de to andre hans Skriverkarle. Skjondt Lehn ſelo ledede, ſom Huſets Chef, det Hell, var dog Chriſtenſen hans hojre Haand i Alt, og femten Aars redelig Tjeneſte havde viiſt, at han var tro ſom prøvet Guld. — J alle fine For⸗ retninger var denne Mand Ordenen ſelv; ikke ef Bogſtav, ikke et Tal i Bøgerne og i Brevene maatte vere urigtigt, og en eneſte ſaadan Feil kunde opbringe ham ſaa meget, at han var iſtand til at paaſtaae den Feilendes Afſkedigelſe paa | Han ſtolede faa meget paa fin Uftils | barhed i at fælle Penge, at han engang ſparede en Mand, der bragte ham tyve Rigsdaler. fiks: bage, ſom denne paaſtod at have faaet for mange, ved en Feiltelling: Vi tage ingen Penge til | bage, min gode Mand, thi vi fælle aldrig fell“ — — — — * — 2373 i fn inger. Hans Linned var hvidt ſom DD SE MG hans Kleder faaeå aldrig et nog eller en Fjer, hans Sølvfpænder vare altid anke, hans Pungparyk hver Dag friferet og ſuddret, og hans Uhr gik faa-nøjagtigen, at zaſten hver af hans Bekſendtere rettede fit efter hans. Han levede ikke for andet end fine Con: loltforrefninger og tillod Tiden det, faa føgte den Adſpredelſe i et borgerligt Gjæftgiverfted i Yilfrædbe, hvor Holberg ogſaa kom, og ſom ſi⸗ den lilhorte Peer Larſen, Fader til den navn⸗ kundige Retslerde Nørregaard; thi Kjøbenhavn havde den Gang hverfen nogen Klub eller egent— ligt offentligt Skueſpil. Kongen havde vel ſyv fil otte: franſke Skueſpillere, under Monſ. Mon⸗ talgms Direction, i fin Tjeneſte, men de opforte 8 9000 Skueſpil for Hoffet i Ridderſalen paa ollet. Sabbanlig om Aftenen præcife Kl. 8, Poſt⸗ Dagene undtagne, gik Chriſtenſen hen i Pileſtrœde. Der havde bande hans Sede og hans Tobakspibe fit Rummer og der fandt han Selſkab nok, der var hum ligt i Stand og Alder. Uagtet han alle⸗ side længe var paſſeret fit Livs Middagslinie og Favde ret gode Indkomſter, faa undſlog ha. fig leg for at gifte fig, hvor mange paſſende Til⸗ ub der end var gjort ham, thi han meente, i der ikke gaves noget Vanſkeligere i Verden und at fane en Kone fuldkommen efter fir Sind, g da han følte hos fig ſelv, at han var noget gen, faa vilde han heller henleve fin Tid ſom Mberſpend end udſctte fig for den Ulykke, at faae in Kone, der ikke egnede ſig for hans Egenheder. En Dag, da gehn kom bp paa Contoiret, fandt han Chriſtenſen, gonſte mod Sedvane, ſiddende med anderne operkors, nedſjunken i dybe Betragt⸗ ninger, Hvorledes er det fat med Jer, ſpurgte ihn, J er mig jo ſag uſedvanlig tankefuld, | | | — — — — — ——ů — 5 7 lvarede denne, ligeſom vaagnende op af en Drøm, ng tænfer paa Jer!“ — „Paa mig, raabte Lehn? kunde give Jer ſaa megen Anledning til Efter⸗ In 1 „% ! Hvad Monſieur ikke kan give mig, b en Jer Son,“ ſvarede Chriſtenſen, med et HEN lektykt Suk. — „Min Son, raabte Lehn i undret — hvad har J af udfætte paa ham?“ | Anfet, Monſſeur. Jeg gjør faamæn liges min gode Chriftenfen 2” — „Ak, Monſieur Lehn, — 374 faa meget af Peter, ſom jeg vilde gjøre af mit eget Barn, ſagde Chriſtenſen, men jf fordi jeg holder faa meget af ham.“ — "Saa ſiig dog frem, hvad er der i Veien med min Son?“ ſpurgte Lehn ganſke ſpandt. — Monſieur veed, ſvarede Chriſtenſen, hvor meget jeg tog mig af ham, da han endnu ikke kunde hjelpe fig felv i Klederne;. hvorledes jeg ſorgede, da han havde Smaa— kopper. ven af Gremmelſe, da Doctor Bartholin. fad for hans Seng og ryſtede meget. betænfeligen med Hovedet. Jeg vaagede hos ham og var ikke ud af Klederne i fer Nœtter. Han reſtau⸗ reredes og jeg følte mig faa lykkelig og glad. Jeg ſaae ham vore og trives. Rollingen, for. engang red Ranke paa mit Knee, var bleven til en raſkt Knos — begyndte allerede at faae Sfjæg paa Hagen. Jeg lovede mig viſtnok mange Glæder af ham.“ J det ſamme glindſede en Taare i hans Øje. — Men hvad ſkal al den Prak ſige, Senior Chriſtenſen?“ ſpurgte Lehn, der begyndte at blive utaalmodig. — „Monſieur maa ikke blive vred, ſagde Chriſten⸗ ſen i en Tone, der vidnede om, at hans Ord kom fra Hjertet. Jeg mener det i Sandhed oprigtig med Monſieur og hans kjere Son.“ — „Det veed jeg jo nok, tog Lehn til Gjenmæle, men hvad ligger Jer da egentligen paa Hjerte? Bla⸗ det fra Munden!“ — Monſieur maa. forſt love mig ikke at blive vred”, raabte Chriſtenſen, i det han med Varme greb hans Haand. — „Jeg ſtal ikke blive vred — hold mig kun ikke faa længe i Uvished,“ ſvarede Fehn. — Monſieur J vil lade jer Son reiſe udenlands? Ikke fandt?” — Jo, foarede Lehn. — ”Og det med Vi⸗ teadmiral Tordenſtjold?“ — Jo ganfke rigtigt.” — Har Monſieur ret betenkt hvad J gjør”, vedblev Chriſtenſen. »Reiſer har ruinert mängt et ungt Menneſke. Jeg vil ikke ſige mere. Glem ikke, Jer Son er kun et Barn paa nitten Aar.“ — Jeg onſker at min Son ſkal lære at Fjende Verden, og det lerer man ikke hjemme bag Kakkelovnen, ſvarede Lehn. — Det er ſmukt nok at lære at kjende Verden, men det kommer meget an paa udi, hvilfen Alder, og at der ikke ſkal gives for ſtore Lerepenge. Hvad nytter det, at vor Peter lærer at fjende — Jeg var mafoi færdig at gage i Gra- ”H 375 Verden, naar han tillige lerer faa mange Uno⸗ der og Udyder, ſom nu ere fremmede for ham? —Hvor mange ere ikke reiſte ud ſom fornuftige — Skyerne. tor duer han mafoi ikke. jeg ikke anbetroe ham min Son om denne endog, ſom han kun var tyve Aar, HBimlen give jeg maatte tage Feil, men jeg. ſpager mig ikke meget Godt af denne Udenlands⸗ Menneſter og komne hjem igjen ſom Daarer? Der er nu vor Gjenbo Monſieur Ohlſens Son. Han var et meget ordentlig og fornuftigt-ungt Menneffe førend han reiſte. fam complet en Mar, ſom man kan tænke. fig. Han kaſter paa Nakken af Alt, ſom er Danft. Vore gode gamle Retter gider han ikke ſpiſe. Han vil have bocuf a la mode og andet Sligt. Hans Klædedragt er faa diſtingueret, at Folk pege Fingre af ham, Vore gode Poe ter, ſaaſom Bording, Sorterup, og Reenberg foragter han, og oplofter derimod Voltaire og Corneille til Han vil ikke engang tage en Priis Tobak, med mindre han veed, at den kommer fra en tydſt eller frank Fabrik. Det er et Con⸗ trafei af en bereiſt ung Perſon efter Moden.“ — „Men jeg har ſorget for, fvarede Lehn, at min Son ikke kan blive- fordærvet paa fin Reife. Han følger med Viceadmiral Tordenſkjold, font nok vil tage Drengens Tarv jagt.“ — A Reſpect for Viceadmiral Tordenſkjold, ſagde Chriſtenſen, at ſige ſom Sohelt. Men til Men⸗ J det mindſte vilde var en Telemachus. Monſieur kunde viſt nok ikke vælge fig en klogere og redeligere Veileder for ſin Son end Viceadmiralen. Men Ild og Krudt maa ikke ligge for nær ſammen.“ — "Biz ceadmiralen er en Mand paa henved fine Tre⸗ dive', ſvarede Lehn. — Men endnu ildfängende Monſieur Lehn! reiſe. Jeg har kjendt Viceadmiralen fra hans Barndom af. Da han endnu var en Dreng paa tolv Aar kjente jeg hos Kjøbmand Jorgen Aal 0 i Trondhjem og kom often i den gamle Wesſels Huus. Han havde ti Sonner og fer Dottre, men af den hele Drengeflok gjorde ingen ham det faa broget ſom Peker, der var den yngſte. Intet kunde optenkes faa forvovent og galt, at han jo var iſtand fil at udfere det. Man kaldte ham i Trondhjem den lille Ismael, thi Alles Haand var imod ham og hans imod Alle. Hans Men nu er han jo frem til Gjennemlasning. Vit "fag. 376 Jader feldte mangen en modig Taare over hans Vildhed.“ — »Da var han et Barn, min gode Chriſtenſen, og Ungdom og Viisdom folges ei ad.“ — (Jeg ſiger det heller ikke for at gjøre ham Bebreidelſer, tog Chriſtenſen til Gjenmeele. Jeg veed jo nok, at han ſiden er bleven til en ſtout og herlig Sskriger, og at netop hans magelsſe Dri: ſtighed er kommen ham meget vel tilpas. Naar Mon: ſior derfor vilde ſporge mig, om han ſkal anbetroe ham en Krigsflaade eller ſatte ham i Spidſen for et Angreb, ſaa vilde jeg viſt ikke have det allerrin— geſte derimod. Men naar Monſior vilde ſporge mig: ſtal jeg fætte ham til Anfører for min Son, et pure ungt Menneſfe, ſaa vilde jeg (vare nei, ſaaſom Monſtor ikke vil, at hans Son ſtal blive en driſtig Sokriger, men en ſindig, ſat, redelig og circumſpect Kjøbmand,” — Nu, nu, ſagde Lehn, der alt var kjed af fin Bogboldets Erindringer, det kan gaae bedre end J tenker, kjere Chriſtenſen“, gik derpaa ind i fit Aflukke, fatte fig. hen for fin Pult og tog nogle Breve Chriſtenfen, ſom faae, at hans Ord her vare ſpildte, forlod meger alvorlig og med halvvredladen Mine Contoiret. Uagtet Anders Chriſtenſen ſkildrede Faren med noget for ſterke Farver, faa var hans Frygt dog neppe aldeles uden Grund. Det var i den Tid bleven Mode, at lade unge, uerfarne Menneſker paa en hoiſt uhenſigtsmesſig Maade reiſe udenlands,” og? denne Uſkik gav Holberg nogle Aar derefter Anledning til at ſkrive fif Wie Jean de France, hvori han opbod al ſin ighed og alt ſit Lune, for at gjøre den lats terlig. Ikke nok med at den unge Reiſende ofte hjembragte fremmede Unoder; han udſattes uderu lands ogſaa ofte for mange Farer, da i de fleſte. europeifke Lande Politiet den Gang ikke var faa vel organiſeret, ſom det ſiden blev, og Ope trækkerie og Forlokkelſe hverken faa let bley oß⸗ daget eller ſtraffet. CFortſettes.) 5 : Endnu eengErtlæring. - (See Skilderiet Nr. 23.) Herr J. C. Lange har et Par Gange vært? artig forud at anmelde, at han vilde give EN — ENDE SENE * — U— — — nig Spar, hvoraf jeg har havt den ſtore Nytte, at jeg ikke er bleven overraſket af hans Repliker, 09 So ar, men derimod har modtaget dem med Rolighed og uden Forundring. Desaarſag troer fig, at jeg ſkylder ham en lignende Opmerkſom⸗ bed, og jeg erklerer derfor, at jeg ikke vil give ham noget videre Svar. Grovheder fortjene inlet Svar-og behove ingen Gjendrivelfe; thi de falde af fig felv tilbage paa Ophavsmanden, maar man ikke tager fig af dem og ligeſom trek— ker dem til ſig. Striden med Herr J. C. Lange vil jeg ingenlunde fortſette eller fornye. Enhver, em ſorſtaaer fig paa Sagen, og ſom kjender Omſtendighederne, vil nok indſee mine Grunde og billige min Fremgangsmaade. Jeg er nu glad ved, at denne Strid er endt, ligeſom jeg er overhviiff om, at den ſnart vil være glemt. Det Bede ved en ſaadan Strid er, at den fager Ende; thi det Verſte ved den er, at den van⸗ ſtelig kan faae Ende, da Misforſtaagelſerne blive altid fere, og Bitterheden ſtorre; men derved vinder hverken Sandhed eller Ret. Her er eet af de mange Zilfælde, hvori Taushed er bedre end al Tale. Soroe d. 20 Marts 1828. ; SES 8 N. Fogtmann. Indenland ſke Efterretninger. 27 Igaar blev i det dramatiſke Selſkab: »Hol⸗ bergs Minde“ givet en Foreſtilling til Fordeel for Bombeboſſen. Forſt blev en Prolog, af Hr. Lieutenant Garbrecht, fremſagt af Forfatteren. Solling blev deri mindet; det hedder nemlig: rr hørt blev hans kraftfulde Stemme; an ſover i Graven — men Dannebrogs Son Pa a Jorden ej Sølling ſkal glemme. erefter blev Stykket Vennernes Feſt“ givet; og det Hele fluttedes: med en Epilog, ogſaa af r. Lieut. Garbrecht. Her foreſtilledes en aa⸗ ben Egn ved Slrandöredden i Baggrunden rul⸗ lede Bolger; i Forgrunden vajede det danſke Flag Sling en Fiſterhytte. J en liden dramat iſk wut udtrykke en gammel Sømand, hans Son⸗ ED Piger fra Fiſkerlejet, deres Folelſer for emandslivet og Dannebrog. Den gamle So⸗ mand forkeller Matroſens Liv, og hvorledes 378 To Skatte folge ham paa Vej Og dem han iſtedſe ejer; Thi Haabets Stjerne' ſlukkes ej, Hvor Dannebroge“ vajer!“ J Slutningschoret udfores 22 »En Tak fra Holbergs Minde Og Sollings Bombehuus.“ Odenſe, den 18de Marts. Hun kommer! Hun kommer! Med denne Tiltale moder man i denne Tid ſom ofteſt hver— andre, i Forventning af Madam Catalani. Naar det ſkeer, er endnu ikke bekjendt; men af de tal— rige Subſkriptioner, ſom ere indkomne, ikke blot fra alle Provindſens Hjorner, men ogſaa fra Jylland og Holſten, for at fee, høre og beundre Verdens forſte Sangerinde, tor Man nok love fuld Beſetning til flere end een Koncert, At det vil give Liv i Byen, paa engang at fee ſaa mange frem⸗ mede Gjeſter her, er en Selvfslge. (Hemp. Av.) Af den 7de Beretning fra den adminiſtre—⸗ rende Direktion for Fattig-Kolonien Frederiks⸗ gave, ſom nu er udkommet, fees bl. A., at Kolo⸗ niſterne have af Taknemmelighed mod deres Vel— gierer i deres Fritimer reiſt den afdøde Ophavs⸗ mand en ſimpel Mindeſteen med Indſtrift: Koloniens Stifter, Johan Daniel Lavæs, ; af dens taknemmelige Beboere. Mindet, ſom er indhegnet med Buſtveerk, og om⸗ givet: med Hvilebenke, tjener Kolonien til en kjær Prydelſe. Antallet af Beboerne er nu 82 Perſoner, hvortil Direktionen har beſluttet 6 Fa⸗ miliers Optagelſe jaar. Et ſmerteligt Tab leed Anſtalten i forrige Aar ved Katechet og Dan— nebrogsmand Mollers Dod, ſom tillige var Meg⸗ lem af Direktionen, og ved ſine ſjeldne Indſig⸗ ter, Virkſomhed og af egte Humanitet beſjælede Handlemaade, har ſtiftet ſig et fortjent og varigt Minde. 20 ' d * Anmeerkning til den i dette Blads No. 21 af den Viborger Samler optagne Advarſel imod Forbrug af uraffineret Pudderſukfter. Dierſom denne Anmarkning ikke er foran⸗ ſtaltet af En der med ſterre Fordeel udfælger raat Pudderſukker end raffineret, (ſom man til videre ber antage, ſtiondt han ikke negter at . — —— — — 7. ˙ — r — — — nn — * * 5 379 raa Sukker indeholder mange urene Beſtanddele) faa er det dog ganſte viſt, at de ikke Uvidende, være fig i Kjøbenhavn eller London, hvor Raffi⸗ naderier haves, hpilket ikke er Tilfældet paa Sukkerserne, ikke er ganffe tilfredſe med raa Sukker, thi ellers vilde Raffinaderierne ikke, endog til en højere Priis, blive af med det raf⸗ — finerede Pudderſukker; og er det ligeledes viſt, at hvad det raffinerede Pudderſukker mangler i Sodme eller Kraft, hvilket i hiin Advarſel nok⸗ ſom er tilſtaaet, rigeligen erſtattes ved ikke at være i Tvivl om de onde Følger Nydelſen af »ſaamange urene Beſtanddele“ kunde fore med ſig, ikke at tale om at disſe Beſtanddele og den Sirup, der af Sukkeret uddrives, tillige foraarſage en ureen og ubehagelig Smag, hvilket Enhver let vil kunde overbeviſe ſig om ved blot at tage Lidet i Munden af hver Slags af disſe Pud— derſukkere. 8 i : J øvrigt kan det jo nu overlades enhver at vælge imellem disſe tvende Tilſtagelſer: For⸗ fatteren af Advarſelen tilſtaaer nemlig, at det raffinerede Pudderſukker med dets mindre Kraft er mere bekoſtelig, hvilket imidlertid ikke mage overdrives, thi den ikke ubetydelige Deel Uhumſk⸗ hed, der ved Klarifiſeringen uddrives, og ſom be⸗ tales ſom Sukker, afgiver ei allene ingen Sod⸗ me, men tilintetgjor ved dens Bitterhed endog en Deel af den Sodhedskraft det øvrige Sukker indeholder; desuden beviſer Extremet af det rafſinerede Pudderſukker, nemlig bruun Sirup, der dog vel er ſod nok, at raf. Pudderſukker in⸗ deholder Sodme og ikke er »Sukkerſand.“ For⸗ fatteren af Anmerkningen tilſtaaer derimod, at raa Sukker indeholder mange urene Beſtanddele.“ — Blandede Efterretninger. Det græffe Hehav. Lagen Bignon, ſom i Aaret 1826 gjorde en Reiſe med Fregat⸗ ten Bayadeère, leverer i Journ. des voy. f. 1826 en interesſant Skildring af de greſte Øer. Om Syra beretter han, at en Mængde Grekere, der vare undkomne de andre Hers Odeleggelſe, sære flygtede derhen, og have opflaaet usle Hyt⸗ ter ved Skrganingen af en ſteil, vild Klippe, 2 dem til at overtræde Loven. Corvet befandt fig paa den ſydlige Pynt af Øen Scio ſtyrede om "Aftenen en greſk Sorover, du 380 hvilke tildeels ere gravede i Jorden. J disſe uſunde Boliger, tilbringe de Ulykkelige, berovede Alt, deres jammerfulde Liv, og alligevel ere de paa dette Tilflugtſted ikke ſikkre for Rov. og Plyndring. Ere de end undlobne Mahomeda⸗ nernes Sværd, ſom Syra beſkyttes imod og ſkaa⸗ nes af, faa maa de dog beve for Soerovernes Angreb, ſom true deres forſvarsloſe Boliger. Netop da vi landede, ſiger Bignon, truede 1800 Albaneſere, der vare gaaede i Land Paa Den Zea, hvert Hieblik med et Overfald. Frygt og Skrak havde allerede udbredt ſig blandt alle Indbyggerne, da lykkeligviis en brittiſk Fregat ankom neſten paa ſamme Tid ſom vi, Denne foiede ſtrax Anſtalter til at fordrive. So; røverne, men disſe ventede ikke til det blev fil Alvor og toge ved den forſte Efterretning om et engelſt Krigsſtibs Nærværelfe i Nattens Taage ſtyndſomſt Flugten. Syra gijeldte tilforn for een af de frugtbareſte blandt Cycladernez nu frembringer den neppe faa meget, ſom til Ind⸗ byggernes Ophold er nødvendigt og yder kun lider til udenlandſk Handel. Bignon gjennems ſtreifede hele Den og fandt paa Bjergene kun enkelte Hytter og to eller tre Capeller. Adſtil⸗ lige Grœkere dyrkede deres Jorder, andre vog⸗ tede Hjorder af Faar og Gjeder. Vor Reiſende ſtoͤdte paa en fattig: grͤſk Hyrde med fin Son, der fad ved Bredden af en Bek og forterede med Begjerlighed et Stykke Rugbrød og nogle tørrede Oliver. De ſyntes ikke. misfornsiede med deres Skjebne, da deres beſtedne Hnſte kun gik ud paa, at have hver Dag lige faa me: get. Forgjeves beſtrebte vi os, at paatvinge dem en Deel af vort Forraad. Det var Faſte⸗ dag, ſom de ſagde, og intet kunde formage Da den franffe uden Tvivl holdt den for et ſtort Handelsſtib, med fulde Seil imod den, men tog hurtig Fluz⸗ ten, da den merkede fin Vildfarelſe. De Skibe, vi escorterede, nærmede ſig os, faafnart de mar⸗ kede man gav Tegn til Forening for de fjerne og tåge Seilene ind, for at eppebie dem. Denne Sorsover, ſom førte 22 Canoner, havde allerede taget to osmanniſke Skibe og ſlabt deres Ans 381 forere ti ra, hvor de ſandſynligviis vare Flevne Zee ber Græerne, derſom vi ikke havde taget dem ombord. Man maa lade Hens Pri⸗ marius vederfares den Ret, at han var den, der af Menneſkelighedsfolelſe, overlod os disſe Fans ger, ſom vi toge med os ombord. — Man kan jkke uden Redſel folge de ſkrekkelige Egenmeg⸗ tigheder, ſom begge Partier i denne Hdeleggel— ſtoͤkrig overlade fig til. Foruden hine to Tyr⸗ ker forte vi endnu to Grakere, en ſicilianſt Je— Jul, og en rusſiſt Officeer, der alle vare anbe— lee vor Beſkyttelſe, til Smyrna. —- Hen || . Stiger nu kun en Ruin; ødelagte Bygninger, omflyrtede Monumenter, Minarets, der opſtige fra Ruinerne, Tuſinde af Grave, der reiſe fig | pan Højen, og derhos den Dodsſtilhed, der Overalt er udbredt, alt dette danner et ſorgeligt Valerie, ſom ſelv Synet af den ſmilende Egn ilte fan bøde paa. Man feer hiſt og her nogle , "Landsbyer ved Skraaningen af Højen; Grupper af Hufer der rage frem midt iblandt Tre-Par⸗ fierne, men "Indbyggerne ere forſvundne. Kun faa Stioter, der undgik den almindelige Myr— den, habe givet fig under Muſelmendenes Her— redomme. Scio ligger lille Aſiens Kyſter for ner til ikke at være udſat for Tyrkernes hele | Dverftrømmelfe, ” J. Middelalderen var Øen ' afverlende i Genueſernes og Venetianernes Hæn: dier, fom havde Contoirer der og gjorde fig Bes ſiedelſen deraf ſtridig. Tyrkerne bemægtigede fig den førf i Aaret 1695. (Fortfættes.) r — 1. Miſs Bathurft. | Det er Publikum bekjendt af Aviſerne, at denne elſkverdige Dame druknede for faa Aar ſiden i Tiberen. Englenderinde var hun, ung, Alen, rig, fuld af Aand, og kunde ſaaledes Maale fig med Enhver af Roms meeſt udmærkede Skſenne. Den Ulykke, ſom bortrev hende i | 10 f . Vaar, beſkriver ee ätter der Borſen-Halle (ste Februar 1828) ſaaledes: ie 9 e i Endnu om Aftenen før den ulykkelige Ca⸗ laſtrophe, var denne hoiſt interesſante unge Dame, ien meget glimrende Cirkel, paa et Bal ki fit (ENG Huus, Gjenſtanden for almindelig Beun⸗ dung, og man ſagde, at hun ſnart vilde hoiti⸗ — 382 deligholde ſin Bryllupsfeſt, efterdi hendes For⸗ lovede allerede var kommen til Turin og vente⸗ des daglig i Rom. Enhver, ſom var om hende i denne Nat, og ſaae hvorledes Haab og Glæde ſtraalede af hendes Hine, foxrekom hun at ftaae paa den menneſkelige Lykkes høiefte Spidſe og at være ſikker mod hvilketſomhelſt Vanheld i Fremtiden. Men Forſynet havde beſluttet det anderledes: hendes Afſtedshilſen paa hiin Aften var en evig, Det var en noget ſtormfuld Nat, og flere Dages Regn havde bragt" Tiberen til at flige; dog, da Regnen havde hort op, fore— ſlog Hertugen af Laval en Ridetour i Nærheden af denne Flod, og desverre blev den bifaldt. Den hele Cavalcade red igjennem Porto del popolo langs med Veien, ſom fører til Tibe— ren. Snart kom man til Ponte Molle. Til Hoire af Veien og paa den etruſtiſte Side af Floden fører en ſmal Fodſtie op til et Viin— bjerg. Man vilde ſee Alting, og uden at tage. Henſyn til de Forandringer, ſom havde fundet Sted, ſiden man ſidſt beſogte denne Plads, ſkred man ſtrax til det Voveſtykke, at komme udenom Porten til hiint Viinbjerg, hvor man ret kunde. overſee Vandets Guulhed og Raſen. Da Stien var ſmal, kunde den kun pasſeres af Een bag den Anden; Alle ſtege ogſaa af, kun ikke Miſs Bathurſt. Dette var en ulykkelig Omſtendighed, dog ikke i og for fig felv, men i Forbindelſe med andre. Da man endelig kom til Porten af Viinbjerget, fandt man den, imod Sedvane, lukket, og maatte følgelig vende om. Stien var ſlibrig — Tiberbredden ſteil — Floden oprørt og ufædvanlig hoi. Miſs Bathurſts Heſt vilde ikke frem, og da hun endelig tvang den dertil, gled den ud med Bagbenet, og i ſamme Sieblik ſtyrtede Heſt og Rytterſke midt ned i den ra— ſende Flod. Frygtelig var den almindelige Be— ſtyrelſe; Enhver havde miſtet fin Fatning. Man ſiger, at der var ingen i Selſkabet, ſom kunde ſvomme, undtagen hendes egen Tjener, men han var, ved et af de ulykkelige Tilfælde, ſom ligge udenfor, den menneſkelige Synskreds, og ſom man maa antage: for en almindelig Tilſkikkelſe af Forſynet, ſtrox 1 Begyndelſen af Reiſen ſendt tilbage til Rom, for at hente hendes Pelts. Viſt er det, at der flet ikke blev gjort noget Forſog pan at redde hende, og maaſtee havde. i 2 ' — ners Taarer. Englendere komme til Rom, uden ak beſoge deres eee 383 det ogſaa været forgicves. To Gange vifte Lis vet fig. i den ſkrekkelige og ulige "Kamp med Doden: to Gange var hun ſynlig ovenfor Van— det og tilraabte ſine Venner i de ſodeſte, bon⸗ lisſte Toner: Hjelp, hjælp!” J det neſte Hie⸗ blik forſvandt hun, og levende blev hun aldrig ſiden feer eller hort. Hendes Heſt drev med Strommens og kom iland længer nede. Neaſte Dag ſtrommede hele Rom til det ulykkelige Sted. Halvtredſindstyve Louisdorer bleve udlovede for at finde hendts Legeme, dog var der viſt mange , iblandt de Sogende, ſom ikke anſtrengte ſig af den uedle Grund, at fortjene denne Præmie. Nomerne have Wre af de Folelſer, ſom de vifte ved denne Leilighed, at de have kundgjort, at Ungdem, Skjonhed og Ulykke gjøre et ſterkere Indtryk pan dem, end Rigers Omvaltninger. J mange Timer efterat Kataſtrophen var bleven bekjendt i Rom, fane jeg en Mængde Men— neſter ſtaae paa” Pladſen foran Trinita de Monte, hendes forhenværende Bolig, og faus ſe, med den inderligſte Deeltagelſe, at ſtirre "aa de tildekkede Vinduer og Dodsroen i det Huus, ſom engang havde været” et af de muntreſte i Staden. J mange Uger var al Sogen efter Legemet forgjeves; endelig bleo det dog fundet; ikke, ſom man hadde ventet, i Nærheden af Staden, men tet ved det Sted, hvor hun var nedſtyrtet i Strommen. Der havde Grundmuren og andre Ruiner af den for— rige Pons Milvius faſtholdt Liget. Forſvunden var al Skienhed, og Legemets Identitet kun klendelig ved Ringene derpaa. Mæfte Morgen - tidlig bleve de jordiſke Levninger overgivne til Gemetrio degli Inglesi, under nogle faa Ben: Der hviler hun i Fred, og faa ulykkelige Landsmandindes Grav. (N. M.). Dp ——— OSCE FEDE DEDE ET SLED 2 r tan ker. . (Meddeelte af S—p.) i 47. Den forevigede Dverhofpræft, Reinhard i Saxen, ſvarede en af hans nermeſte Paarorende, Kjsbenhavn. Forlagt af S. * — ga É dre . * Anbefaling: De har alle Egenſkaber for denne for ham.“ — S. Allg. Kirken⸗Zeit No. 2. 1825. Hvilken gammeldags Tenkemaade hos en Over, Bank⸗Disconto 4 pCt. 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 83. 832 Rbd. Sedl. Dito Dito 6 pC. norſf Laan 8 pC. nye danſke Sblig. 573572 L. Ster. Sold in. — — ø * 384 0 J ſom ſogte et Superintendentur og ønffede hans Poſt; uden Betenkning ſkulde jeg gjøre Alt, hvad der ſtaaer i min Magt, for at ſkaffe Dem den, derſom De ikke var mig faa ner beſlegtet; men har De en verdig Ven, og vil De anbe⸗ fale mig ham, fan ſkal jeg gjøre mig al Umage hofpreſt!!! e 90 5 Scaavel Mandfolk fom Fruentimmer have den Svaghed, at Begge forlange, man ſkal for⸗ elffe fig idem, uden at de ville give Noget igjen. Unge, uerfarne Springfyre blive, ded deslige -indbydende Blikke, let fortumlede i Hovederne z men ſatte Folk, der allerede- ridder⸗ ligen have overſtaaet deres Leregar i Verden, vide pag en Prik, hvad Flaget, der vaier i denne Henſeende, betyder. 5 —————— — — Kjøbenhavns: Bors, d. 21 Martii 1828, Hamburg 2a M. — ö 2 85 à vista 217 Species 219 ' Specier ſolgtes fil 13 Rbmk. 22 ß. Norſke Speciesſedler J pr. 100 Specier 1543 188 Rbd. Sedl. Svenſke Sedler „5 pr. Rdlr. Rigsgjeld 50 8032 Rbß. Tegn Dito Dito Nationalbank Obligationer 1 (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 1025 Rbd. r G. 1114112 Sedler. 76377 i Banco. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl./ 2 Renter pr. 6 Januar 98 982 Abd, r. S. ved Hambro & Son 1053 — i Banco. 4 pC. Dito nye . 98399 i Banco. Aſiatiſke Comp. Actier — — i Sedler. A Trykt i. L. J. Ja cobſe ns, Bogtrykkerit. < — . re 7 1 . s * —— "ra Y i Nyeſte Skilderie af - νπννοοοονοτι⏑τττετττ = Femogtyvende Aargang. No. 25. | Udgivet og redigeret af Fr. Thaaru p, Etatsraad. i . Tirs dagen den — — — — KI —ü— Peter Tordenſtjold, en feedrenelandſk Novelle. i | | j MMI | | 1 | Lordenſtjolds forehavende Udenlandsreiſe, | faa hurtigen efter Fredsſlutningen, gjorde al⸗ mindelig Opſigt i begge Niger, J alle Selſka⸗ ber var den een af Hovedgienſtandene for Gam; H falerne og Meningen derom haiſt forſkjellig. li De flefte troede at den ikke ſkete i anden Hen⸗ ſigt end den, han ſelv foregav, Lyſt til at fee Verden. Men de, der nøjere kjendte hans For⸗ fi hold og Sindelav, paaſtode, at den maatte have N en ganſte anden Grund, ſom han ſogte at dølge og om nogen Tid nok vilde viſe ſig. Tordenſkjolds Fjender i Etaten og ved Hof⸗ et ſrebte hver: paa fin Maade og til fin For⸗ deel, at forklare Aarſagen til hans pludſelige Reiſe. Ved Hoffet vare Forholdene meget be⸗ ſonderlige og ikke gunſtige for vor Helt. Det var deelt i to Partier. Anne Sophie, der fra Comteſfe var bleven Fyrſtinde af Slesvig og den fra Fyſtinde endog Dronning, endnu mens Loviſe levede høit elſket af Kongen, var en for⸗ dadt Anſtedsſteen for hans Broder, Soſter og Son. Hvad Anne Sophie var i det Sterre, det var Tordenſkjold idet Mindre. Han, Skre⸗ derdrengen, Matroſen og, naar man vilde være fin, Magnedslieutenanten, ſom hans Fjender Kjobenh — Forſendes, ifolge Kongel, allerngadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. 25 Martii 1828. indbyrdes kaldte. ham, havde allerede i fit fem og tyvende Aar anført en Escadre med fire Hundrede Canoner og tre tuſinde Mand og var i fit ni og tyvende Aar allerede Viceadmiral. Et ftørre Tonder til at optende Avindſygens Ild i en Tidspunct, da Adelen udelukkende anfaae fig berettiget til høje Poſter og fortrinlig Udmer— kelſe, kunde neppe tenkes. Vel havde man tid⸗ ligen gjort fig Umage for at kroge det endnn vægge Sem, og allerede i Tordenſkjolds een og tyvende Aar havde en Capitainljeutenant Roſt— gaard erkleret at det vilde være ham en ſerde⸗ les Tort, derſom Kongen, ſom han havde hørt; vilde befordre en Lieutenant P. Weſſel, der havde været Lieutenant under ham, til Capitain. Som Fetter af Anne Sophie og ſom Broderſon af Overſecretair Roſtgaard udbad hiin Capitain— lieutenant ſig ſin Couſines Anbefaling til Kon— gen om at faae en Fregat at fore, naturligviis under P. Weſſels Tilſideſcettelſe. Sex Aar derefter blev Tordenſkjold fat under Sofiſkalens Tiltale for hans Angreb paa Stromſtad og hans Avindsmend havde drevet det ſaavidt, at Kon- gen ſelv ſagde til ham ”at dette Angreb havde været uden Raiſon.“ Men Frederik var ham med alt det i Hjertet bevaagen, Generaladmiral Gyldenlove, den Forſte i Admiralitetet, og Stat⸗ holder, General Løvenørn, hans Beſkytkere, ja hvad ſom mere er, Cadinetsſecretair Lyders, der dagligen vor om Kongen og ved Referatet altid iſtand til at oplyſe Monarken om det Sande og — denſtjold. ſig ved Priſer. 387 Bedre, hans Ven. Küiekt og eftertrykkeligen vidſte her Tordenſkjold at forſvare fig mod fine Fſender, og forekom Virkningerne af deres Efter— ſtrebelſer. Men nu, da Freden var vendt til⸗ bage, havde Forholdene meget forandret fig. Gyldenløve var dod, Løvenørn havde forladt Fædyrenelandet og taget ſachſiſk Tjeneſte, hans Ven Seheſted udnævnt til Landdroſt i Oldenborg og Kongens Iver for Soveſenet, ſom i det Hele ikke var ſaa ſtor ſom for Landmagten, kjolnet. Tordenſkjold havde han vel, givet Plads i Ad⸗ miralitetet, men for dennes fhrige Aand og ſtrid⸗ bare Sind var en ſaadan Poſt alt for rolig, ifær da Kammerherre Gabel ſpillede der den forſte Molle, han, ſom ved fin Anſeelſe ved Hoffet, bragte det ſaavidt, at Grev Chriſtian Ranſzau blev af— ſat fra alle ſine Embeder. Skinſyge mod Tor— denſkjold havde allerede i adſkillige Aar beherſket Gabel, og nogen Grund dertil havde uden Tvivl Soſlaget paa Colberghede lagt. Han kunde ikke klage over, at Kongen jo belonnede ham der— for, thi han gjorde ham til Kammerherre og det vilde ſige meget i de Tider, da hver Gang en Officeer af Land⸗ eller Soetaten ſagde: jeg ſpi⸗ ſer i Dag hos Kammerherren, enhver vidſte, at det var hos Admiral Gabel, efterdi der var ingen anden Kammerherre i Kjøbenhavn, - Men uagtet han nod en faa ſjelden UÜdmerkelſe, ſaae han dog med misundelige Hine paa Tordenſtjold, der, ligeſom han, og i en meget ung Alder, havde faaet Kongens Bryſtbillede befat med Diamanter, og overalt var den danſke Kriger, der, baade i og udenfor Landet, omtaltes og ag— tedes meeſt. Ogſaa var det nok kommet ham for Øre, at endeel af de Laurbær, der prydede hans Iſſe, efter manges Mening, ſkyldtes Tor- gierne overtale Kongen til at troe, at Torden⸗ ſkjold var for fremfuſende, vovede Skib og Mand— ſkab alt for meget mod Overmagten, ene i det Hiemed, at forſkaffe fig et Navn og berige reite, det ſogte hans Venner at virke for ham. Blandt andre var en Grev Kallenberg, der ned⸗ ſtammede fra en brandenhorgſt Familie, Heltens erklœrede Fjende. En Dag, da Kongen meget kroſte Tordenſkjold, ſagde den brandenborgfke Gabel vilde allerede under Krigen - Hvad han ſelv ikke kunde ud⸗ 388 Greve, der ſedvanligen ikke tog i Betenkning, at fværte dem, Monarken yndede; »Ja, han kan være god nok, men W Courage sans conduite C'est un Homme sans Svite. Men Kongen ſvarede: . Uu homme sans Courage C'est un pauvre Personnage. Frederik gjorde overalt ikke meget af den. gamle Udel, og for af have i den nyUdel en Modvægt mod hiin, erklerede han alle i viſſe Claffer for Adel tilligemed deres Born, hvorved Adelen til— tog i Antal, men aftog i Anſeelſe. Hans Util⸗ bojelighed for den gamle Adel gik endog faa vidt, at han kaldte Hiſtorieſkriveren Hpilſeld Arild Legner. Tordenſkjold vidſte dette og til⸗ lod fig derfor ſtorre Driſtighed mod Hofmendene end han under andre Omſtekndigheder havde vovet, iſer mod ſin Avindsmand Kallenberg. Da han, efterat have faaet Befaling at gage til Norge, og paatage fig Commandoen over den norſke Flotille, fort for han ſkulde ombord, kom fil Hove, for at tage Affked, ſtillede han fig, efter” den Tids Sedvane, bag Kongens Stol, medens Majeſtcten ſpiſte. Frederik fandt denne Gang, ſom altid, meget Behag i at tale med den mun⸗ tre Sokriger. med, at Vinden er god. Kongen ønffer ham en lykkelig Reiſe, og han gaaer fornøjet bort. Nos get derefter, da Frederik allerede var ſtaget fra Taffelet, kommer Tordenſkjold tilbage. godt nu“, ſporger Kongen, i det han ſeer ham faa uventet træde ind, „Vi meente at J alt var borte“? — „Forend jeg reiſer, ſvarede Torden⸗ ſtjold, har jeg villet bede Deres Majeſtet have den Naade for mig at recommandere mig fil Grev Kallenberg, thi ellers taler han faa megel Ondt om mig, medens jeg er borte, at jeg vilt nok fager en Ülykke, naar jeg kommer hjem igjen” — Naa, naa, gage fun”, ſagde Kongen, i det han ſmilende faae paa Grev Kallenberg, der var tilſtede, „Vi ſkal nok forſvare, Jer“, hvorpag Tordenſkjold bukkede fig og gik. f At Kallenberg ikke ſkrev denne Skoſe i. 8 Glemmebogen, kan neppe drages i Tviol og vor Helts Hovedfjender Admiral Roſenpalm og Over⸗ ſecretair Roſtgaard, med deres Tilhengere, ar⸗ ÅN Tordenſkjold lader fig forftaat- Hvad im. | | | 389 beidede troligen paa at ſkade ham. Dette blev dem heller ikke vanſkeligt ſiden, da Tordenſtjolds und og Heltemod ved Freden vare blevne over— flodige og Kong Frederik, med alle fine udmer⸗ fede Regentforkrin, i den Henſeende var let at overtale. Den indflydelſesrige Roſtgaard var maaſkee den verſte af alle Tordenſtjolds Fjen⸗ der; thi hvorvidt denne kunde gage, naar han blev opbragt og onſkede Hevn, det vifte han mod Holberg, ſom han paaſtod ſigtede til ham med Fogden Waldemar i Peder Paars, thi i fin til Kongen indgivne, egenhendige Klage for— langte han intet mindre, end at Digteren 'ſkulde fætteg paa Munkholm. Offentligheden var in de Tider leenkebunden og Forfatterne ſukkede under en ſtreng Cenſur, hvis imprimatur var den Jern— port igjennem hvilken endog den uſkyldigſte Tanke maatte paſſere. Kongen ſelv var vel faa retfer— dig at han, uden endog at kjende Holberg, lod fig, hvortil den lærde Oanneſkjold dog nok havde bidraget det meſte, forelceſe Peder Paars, og fri— kjendte Digteren, uagtet Anklageren nod hans Indeſt; men paa boglige Kundſkaber fatte han ingen hoi Priis, da han i ſin Ungdom ikke blev holdt meget dertil, og ſiden Krig, Lan deplager og ſyv Timers dagligt Arbeide 1 Cabi- nettet, ved en ſvagelig Helbred, hindrede ham fra at erhverve ſig dem. Da ſaaledes, efter Danne— ſtjolds Dod, over Taflet blev talt om et ſtort Bi⸗ bliothek med mange ſkjonne haandſkrevne greſke og latinſte Bøger, foruden en Samling af Medailler, ſom den Afdode havde efterladt fig, ſpurgte Kongen: hvad gjorde han med alt det, han vilde dog ei veere Praſt?“ — Intet kunde derfor igjennem Preſſen ſaa let trenge frem til Tronen. Hol⸗ berg ſpingede vel, ifær i fine Lyſtſpil, ſom bog forſt ſiden udkom, fin ſtœerkt ſnœrtende fatiriffe Svobe, og ſaalenge den holdt fig til de lavere Stender, nojet med at gjennemhegle politiſe⸗ rende Kandeſtsbere, ſnakſomme Barberere, ſtun⸗ desloſe Vielgeſchreier ꝛc. lod man ham ogſaa uforhindret gjøre fig. faa lyſtig, ſom han vilde, ja de Store ſelv loe endog af de Smaaes Daar⸗ ligheder, der udelukkende vare fordømte. til Rev⸗ ſelſe, men da Satirikeren begyndte i ſin Peder Daars og Niels Klim ogſaa at røre ved højere 1 Stender, faa greb man hans for vælige Pe⸗ * 390 gaſus, der vovede fig ind pan de Stores Enemerker og Indelukker, i Toilen og raabte: det var ikke ſaadan meent! Naſten gik det hermed, ſom med adſtillige Embedsmend, ef— ter Frederiks Dod, i Rentekamret; thi da den unge Ludvig Pleſs lod hver - af Lem— merne kalde ind til ſig i en anden Stue, og underrettede dem om, at Kongen havde givet dem deres Afſkeed, var der altid En, naar de kom ind og fortalte Herrerne det, ſom ſagde: De har Met; hvad ſtulde vi ogſaa gjøre med ham? Hvad duede han til? Men da Raden kom til den Dadlende ſelv, og han blev indkaldt til Pleſſ, ſagde han: nei, nu gaaer det min Gud for vidt!“ ; Mod Tordenſkjold gik Roſtgaards Hevn⸗ gierrighed vel ikke ſaavidt, ſom mod Holberg, af hvem han troede ſig perſonligen fornærmet ;. thi at Seirherren ved Dynekilen var bleven hans Broderſon foretrukken og at hans Venner anſaae fig fordunklede af ham kunde være ham ubeha⸗ geligt, men, ſom lærd og civil Embedsmand, ikke ſaare ham faa smt. Han følte vel ogſaa, at en af Kongen hoityndet og af Folket neſten forgudet Sohelt ikke faa let Tod fig ſtyrte, ſom mueligen en endnu ubekjendt Forfatter i en Tids⸗ alder, hvor man mere benyttede Ole Rømers ju⸗ ridiſke end mathematiſk-aſtronomiſte Kundfkaber. Dog, lonligen og langſomt vedblev Cabalen at ſpinde det Edderkopsnet, hvori Tordenſkjold ſkulde fanges. Da han alt for meget flod d Yndeſt hos Kongen til at man kunde fælde ham paa eengang, fan ſogte man ved Drillerier, ſom ved at nægte ham Üdbetalingen af de ham med Rette tilkommende Priſepenge, at opirre hans "desuden let optendelige Sind. De, ſom altſaa meente, at Tordenſkjolds Reiſe ikke havde an⸗ den Henſigt end Giftermaalet med den rige en⸗ gelſke Miss, hvorved han. troede at ſkabe fig en uafhængig og lykkelig Zilværelfe i Fremtiden, toge, naar man feer hen til de anforte Omſtcen⸗ digheder, vel neppe Feil. ; Det er aabenbart, at Tordenſkjold ikke kunde vente ſig de blideſte Dage i Skyggen af Fredens Olietrœ, ſom han ſelv havde bidraget ſaa meget til at plante, og at hans Klogſkab maatte forudſee⸗ e — 3 — 8 — w Dr eren * 391 den Tordenſey, der trak op, og tidligen eller ſil⸗ digen vilde bryde los over hans Iſſe. At Car⸗ —terets Forſlag allerede den forſte Gang, det gjor⸗ des ham, ikke mishagede ham, det vidſte hans Venner af det Brev, han ved denne Leilighed tilſtrev Cabinetsſecretair Lyders, hvori han ſagde om dette Partie: „J Sandhed, det var. ikke faa galt, thi jeg lægger dog intet paa Kiſtebunden, ſom Ordſproget ſigen. ; Tordenſtjold havde nu udkaſtet fin Reiſeplan. Han vilde førft gage igjennem Tydſtland, for, ſom det hedte, af vinde fan megen Tid, at Lord Carteret imidlertid kunde komme hjem og forbe— rede det Fornodne i Henſeende til Giftermaalet med Miss N. Han agtede at tage Veien over Hamborg til Hannover, derfra til Berlin og Dresden, derpaa til de fornemſte tydſke Hoffer og tilſidſt til Engelland. Han havde til den Ende forſynet fig med trykte Veiviſere, Grund⸗ tegninger og Beſkrivelſer over de vigtigſte Ste— der, han agtede at beſoge. Hans Tanker vare neſten ikke ſyſſelſatte med: andet. end de Afvex⸗ linger og Nydelſer, der foreſtode ham. Om Dagen talte han og om Natten drømte han der⸗ om. Morpheus førte ham paa fine lette Vinger (| nede ham forvirrede Billeder af Stæder. og Men= neſker, han aldrig havde feet. ſtod ofte for ham i Drømme, næften af overjordiſk Skjonhed, men hver Gang han vilde favne hende, forſvandt hun for hans Bine ſom en Taageſtstte for den opgaagende Sol. Hans Søvn var uro— lig og afbrudt, og derfor var han i Alminde⸗ lighed allerede oppe med Morgenrodens førfte Straaler. i 2 i Da han Dagen førend fin Afreiſe ſtod om Morgenen og ordnede en Deel af de Sager, han ſkulde have med paa Reiſen, hørtes en liflig Muſik gjenlyde i Gaarden. Han gaaer hen til Vinduet og ſeer nu hele Gaarden opfyldt med Cadetter: De vare klædte i deres ſtaalgraae Stads— uniform, med ſkarlagensrode Opflag og en to Fingre bred Guldgallon paa Lommerne og Op⸗ flagene. Deres Bandeleer vare af rødt Fløjel, broderet med Guld og kantet med en ſmal Gal— Jon, og paa ſamme fad en ſmuk Granat. Paa 19 Hatten havde de rode Fjer og en Cocarde af ſnart hen til Berlin, ſnart til London, og dans 392 ſamme Farve. bekrandſet med Blomſter, og beſtemt ſom en For⸗ ering for Tordenſtjold, hvortil de alle havde : Henrykt af Glæde gik Hel⸗ ten ned til dem og blev modtagende med fol⸗ ſammenſkudt Penge. gende Sang: En Kriger ſom vor Tordenſkjold Er Monſter for os Unge; J Kampen ſtaga'r han kjek og bold Naar rode Kugler ſſunge; Og hvor hans Lynild knittrer Hver Danmarks Fjende zittrer Paa bratte Flugt. : Modtag, o Helt! fra ſvage Haand Den Skjenk, ſom her vi rakke! Dit hoje Mod, Din ſtolte Mand Vor Kappelyſt ſkal vokke; Med Fryd Du vil fornemme Den unge Krigers Stemme Til Heltens Priis! Snart Ørnen lig Du flyver ud Fra Danmarks favre Strande; Og bringer ſaa dets Hæder prud Vidt om i fjerne Lande, É Hvor Dig og Dannerflaget Og Dynekildeſlaget Man nævne veed. Dig folge Lykken paa Din Vei, Hvor Du kun Foden fætter 3 Af Roſer og Forglemmigei Dig Krandſen Folket flætter ; O, Blomſt blandt Orlogshelte! Du bærer i Dit Belte Vort Danmarks Værn, Inderlig rørt trykkede Tordenſtjold enhver af de unge Cadetter med Varme op til ſit Bryſt, takkede dem alle i de forbindligſte Udtryk ſarve. Den Aulldſte af dem bar paa en blaa Flsjels Pude en meget koſtbar Reiſeſecretair, for den Wre, de beviſte ham og den Foræring — sens EDR bat af det fortræffeligfte Arbeide. 393 de bragte bam; forſikkrede dem, at denne Dag og dette Optrin ſkulde være uudſlettelige i hans zindring; lod derpaa en heel Kurv fuld med iin paa Flaſker og faa megen Confect, ſom— hans Folk i Hieblikket vare iſtand til at faae ſammenkjobt, bringe ned til dem. De tommede Alle Kongens, Tordenſtjolds og Corpſets Skaal og forlode med et tre Gange gjentaget Hurra! Tordenſkjold leve! Gaarden. — Reiſeſecretairen De fleſte Siykker af Solv, med Bogſtaverne P. T. og derover Heltens Vaaben. Det vifte i et fire⸗ 5 belt Skjold en Tordenſtraale, en Orn med ud— ſtrakte Vinger, holdende i Nebbet to Canonpiber med en Kugle, og en opreiſt Løve med Sabel i Forkloen. Adſkillige Ting vare forfærdigede i Form af en Tordenſtraale eller et Skjold. Uden pan Skrinet ſaaes Dannebrogflaget og det Tor— denſkjoldſke Vaaben indlagt i Træ af Gjenſtan⸗ denes naturlige Farver. 0 (Fortſettes.) Den førfte under Slod, paa engelſt kaldet tunell. Det ſynes mig mærkværdigt nok, hvad jeg nylig tilfeldigviis har læft i Buckinghams interesſante Reiſe i Meſopotamien om en under— jordiſt Vei i den ældgamle og vidtberemte Stad Babylon, og ſom viſer, at allerede i disſe fierne Tider hine, forſtandige og kraftfulde babys loniſte Lærde og Kunſtmeſtere have vidſt at ud— ore et. Foretagende af faa forbauſende Art, ſom nu den underjordiſke Vei under Themſe— floden anſees for. Stedet er egentlig kuns et Citat ud af Diodorus Sikulus, en gammel Autor, der levede omtrent i Chriſti Tid. Idet denne Autor taler om de to Palladſer, ſom Drön⸗ ningen Semiramis hapde ladet bygge paa begge Sider af Floden Euphrates, og imellem hvilfe hun havde ladet anlægge en Broe over Floden, — tilfsier han: »Da Floden var ud⸗ ledet til Siden i et Reſervoir, og en Hvœel⸗ ving var fort tvertigjennem Flodſen⸗ den, lod man den igjen henflyde i fin gamle jordiſke Pei under en FRE - 394 Seng over denne Hvelving, faa at Gemt: ramis kunde gage i den fra et Pals lads til det andet, uden at pasfere over Floden.“ 5 Vel er der paa dette Sted fagt, at Hvel⸗ vingen blev bygt, efter at Floden var udledet til Siden og altſaa paa en før Grund; — men da det næppe kan troes, at en Strom, ſtorre end Themſen ſelv, ſkulde kunne udledes j en kunſtigt udgravet Reſervoir, ſaa tor man vel antage, at hine Ord indeholde kun Eftertidens Formodning herom, og at denne Vei" virkelig ſtrax blev. udgravet under Floden pan lignende Maade, fom. nu Veien under Themſen. Kjøbenhavn i Marts 1828, É AES Dau. Om en Anmeldelſe af Dramet Grev Esſex, i Dagen No. 68. d. A. Den berømte og ulykkelige Esſex's Hiſto⸗ rie er ofte behandlet af Digterne: paa Franſk haves een Bearbeidelſe af dette Emne, paa Spanſt een, paa Engelſt hele fire, af lige ſaa mange Forfattere. Lesſing har i ſin herlige Dramaturgie udladt ſig om disſe forſkjellige Esſexer, dog udforligſt om den ſpanſke, ſom har ſtore Skjonheder og ſtore Feil. Paa den danſke Skueplads vente vi nu ogſaa at fee en Esſex, ſom er antagen og uddeelt, og hvorom adſtillige fordeelagtige Yttringer læſes i ovennævnte No. af Bladet Dagen, indſendte af en viſtnok edel Ven af Forfatteren, ſom har varet begeiſtret ved at leſe hans Drama, men hvis Bttringer dog behøve at modificeres og noiere beſtemmes; thi Erfaringen har ofte viiſt, at Partieaanden ſnareſt fremtræder mod den ubetingede Roes; dette er vederfaret Nationens ppperſte Digtere; hvormeget mere da en ubetydelig Unevnt, form forſt ſtal erhverve fig Publicums Bifald og Tillid. Forfatteren — ſiges der — har fulgt Schil⸗ ler. Dette maa for ſterſte Deel kun forſtaacs om Diction og Verſification; i Øbrigt har han deels fulgt Hiſtorien, deels gaget fin egen Bei, 8398 ja endog beſtræbt fig, ſaavidt muligt, at undgaae Reminiſcentſer, ved at undlade en ny Gjennem⸗ lægning af de, nogle Aar forud læfte, ældre Be⸗ arbeidelſer af ſamme Stof. Uagtet han ei har giver Stykket Navn af Tragoedie, men af tragife „Drama, har han dog beſtrebt fig, at komme Tragoediens Formaal faa ner ſom muligt, og i Ovrigt at give Stykket theatralſk Effect. J begge Henſeender venter han af billige Dom: mere en upartſſk, og, derſom det behøves, ſtaan⸗ ſom Kjendelſe. É 1. 7. Ikke til Sr. Prof. FSogtmann, men til ; Dublicum. Naar Hr. Prof. Fogtmann — ſaaledes ſom han nu. foregiver — "havde havt til Øens ſigt at forebygge gjenfidige Bitterheder, da ſkulde han enten ladet være, paa- den vrangeſte Maade- at oprippe en Sag, der maatte anſees afgjort, ſaafremt den kan afgjeres paa denne Jord, eller, naar ſaadant et Skridt eengang var gjort, fort⸗ ſat Kampen paa en Maade ſom egner den æble Videnſtabsmand, og ſvaret lige faa aabent og ærligt ſom han blev. tiltalt, men ikke ſogt at hjelpe fig ved Benegtelſer og Udflugter, ved grundloſe Beſkyldninger og uefterrettelige Sprog— rettelſer. Slig Fremfeerd er og bliver upaſſende for enhver Skribent, men iſer hoiſt uværdig for Theologen og Philoſophen. Og er det ikke en endnu lavere Streben, at ville kaſte Skygge paa fin Modſtander, for om muligt ſelv at vorde reen? sat sapienti! — J Øvrigt er det jo ikke mig, men Hr. Etatsraad Thaarup, ſom af Man⸗ gel paa Plads i Bladet har et Par Gange maattet anmelde, at mit Svar vil komme i det folgende Numer. . i ar. J. C. Lange. * Vaudeville i 1 Act, af en Anonym. det virkelige Liv. tiſke, med deres danſke Gramatik om fig ſlaaende r r —— |» s | i 396 Indenlandſke Efterretninger, J Loverdags opførtes paa det Kongelige Theater: Guldbryllups-Frierierne, np" Yu: i blicum ſyntes i det Hele fornsiet med Stykket, da der under Spillet ofte applauderedes. Men da Stykket var ude lod en enkelt Pibe fig hore, ſom dog blev faa aldeles overſtemt af Bravoraab, at Pibelyden forholdt fig til diſſe ſom I til S500. Denne Vaudeville, der ligeſaagodt kunde hedde Syngeſpil, ſom gdſtillige andre danſke Vaude⸗ viller, røber et vel usvet, men langt fra jfle uheldigt dramatiſk Talent. Vel høre Chargcte⸗ rerne i det Dele til Stereotyperne paa vor Skue⸗ plads, og minde om gamle Venner og Venin⸗ der, ſom man er faa vant til at fee der, men den pedantiſke, opblæfte Seminariſt, der ſlaaer Vrag pan Degnens elſkveerdige Datter, da man faner ham til at troe, at i Fremtiden danſke Theologer (i Analogie med danſke Juriſter) ſkulle kunne vælges til Preſter, er en ny, velttuffen Characteer, der vidner om at Forfatteren har Sands for, at opfange Tidens Latterligheder og frem— ſtille dem i et comifk Lys. Den Maade, bvor⸗ paa. „den danſke Theolog'' ſlager om fig mid ſin Grammatik; det Pedanterie, hvormed han iretteſætter alle dem, der ikke lig han, tale ſom en Bog og kalder dem, der ikke gjøre Forſtſtl paa muelig og mueli gen eller muelig t,“ Sprog⸗ fordervere“ er ganſke og med Held grebet af Jovrigt har nyere Tides Erfaring nokſom lært, at flige opblæfte, pedan⸗ * * — — — —— — . — Daarer ogſaa findes blandt andre Clasſer, 0 ö (Meddeelt.) J Sondags havde Madam Cakalani ſin ſidſte Concert her i Staden pan det kongl. Tl ater. J forſte Afdeling blev givet en Jubel Ouverture af C. M. Weber; Pasſions⸗Atie af Haͤndel, ſjunget af Mad. Catalani; Solo for: Biolin udført af Hr. Capelmuſikus Wexſchall; Pasſions Terzet af Cianchettini, ſjungen af Mi⸗ dam Catalani, de Hrr. Kirchheiner og Celli Recitativ og Arie af Oratoriet Abrahams Offers , f-t k å 27 er i É Å EEN | Å EPE 0 J anden Afdeling var temmelig gammel, 397 fjunget af Madame Catalani. blev forſt givet el 1 55 For⸗ langende Duverkure til Omar og Leila af Fesca. Arie af Nbg il, af Madame Catalani, Solo felt af Cimaroſa/ ſor Floite udført af Kapelmuſikus Peterſen, Ketitativ og Arie af Zingarelli ſſunget af Mas dame Catalani, ſom til Slutning ſang God save dur Frederic; og modtog Publikums almindelige lydelige Applaus. f Neſſte Onsdag giver Hr. Repetiteur Funk en Concert paa det kongelige Hoftheater, hvor— 1 Madame Catalani velvilligſt underſtytter am. 8 É 2 2 Maribo, den 18 Marts. J Aftes mellem Kl. gog 10 afbrændte Slosſe Veirmolle. Man formoder, at Ilden er paaſat; thi Mollen, ſom men godt asſureret, havde ikke været i Brug om Daͤgen. Det er ogſaa merkeligt nok, at Ilden opkom i Mollens overſte Trœverk, ligeſom det ei heller bor være ubemærket, at Slsosſe ligger i Kjerſtrup Gods. Blot omtrent 4 Tonder Korn, ſom ikke var Mollerens, brændte ved ſamme Leilighed. Odenſe, d. 18 Marts. J Gaar Eftermid⸗ dags afringedes der for det ſaakaldte Faſtemarked, ſom begyndte i Fredags. Alt fire Dage for havde Laͤndboerne indfundet fig med Lærreder og Dynevaar, "hvorpaa Priſerne vare. ſaa lave (Man tenke fig 16 til 20 Skilling for en Al. ubleget Horlœrred og 12 f. for Blaarlœrred) at for dem, ſom ikke ſelv avle Horren, betaler denne Flidsgren ſig kun maadeligk. 5 „nn Med det Titchenſke Skueſpillerſelſkabs Fore⸗ ſilinger i denne Saiſon har Publikum havt Aar⸗ fag at være ſerdeles tilfreds, og det har ikke fjelden havt fuldt Huus. Nylig er Theaterper⸗ ſonaket bleven forøget med to gode Subjekter, Ifr. Abildgaard og Hr. Wimmer. Afvigte Fre⸗ dag Aften fane Man anden Gang for i Vinter med udmerket Bifald Balthaſar Bangs origi⸗ nale Lyſtſpil Kjøbenhavn, hvis Fortrin fremfor 398 mange flaue Overſattelſer er faa afgjort, at Man maa undre fig over, hvorfor dette lunefulde Na— tional⸗Stykke ikke er adopteret paa Hovedſtadens Theater, hvor det dog ret kunde kaldes Kjod af vort Kjod ic. (Hemp. Avis.) rr landede Efrevrerninger, Det greſte Hhav. rige Nummer.) Milo, det gamle Melos, har et vildt og ſorgeligt Üdſeende; de Bjerge, der beherſke den, de Dale, der adſkille den, ere næs ſten udyrkede. Kun hiſt og her ſeer man et Par (Slutning; fee for— Kornmarker. Den er ikke mere hiin productrige og blomſtrende O, ſom den endnu var, da Tour— nefort gjennemſtreifede den. Storrelſe og dens Beboeres Fattigdom ikke fri— ſtet Tyrkernes Rovlyſt. Den er tildeels und— gaget deres Lenker og Ødelæggelfer, da de vide at den ikke kan gjøre dem Modſtand. Sen er derfor bleven et” Tilflugtſted for en Mængde fig deres Raſerie. Men hvilfen ſkrakkelig Elen⸗ dighed ere disſe Ulykkelige ikke givne til Priis for! Den ſtorſte Deel af dem er halv nøgen, uden Hjelpemiddel, uden ſikkert Underhold, tvun⸗ gen til enten at udgrave underjordiſke Huler til Boliger eller ſkjule ſig i Klippeklofter. Deres OQuvinders Frygt er derfor faa ſtor, at de heller unddrage fig Dagens Lys end udſette fig for at blive opdagede af Tyrkerne. (Meddeelt.) — Strsetanker. (Meddeelte af Sp.) å 5 > 49. É - Der gives ikke uden femporære og locale Paradoxer; bvad der ſynes Paradox, er ikke andet end parakroniſk. Kom det ſaakaldte Paz radoxe frem paa andre Tider, paa andre Ste—⸗ der og ved andre Sæder; faa vilde det fane i andet Udfeende og — vorde optaget i Ver⸗ en. i g 3 ; Vel har dens ringe ulykkelige Grakere, ſom det lykkedes at unddrage „ — 899 50. Enhver takke Gud for Modſtand, Nid og Bagtalelſe, hvor disſe true, hæver Sjelen ſig frem med Lynets Fart; da føler, den Ædle fig ſelv, og retmesſig Harme igjennemborer hans inderſte Veſen; Geniet vaagner — alle Ideer blive tordnede op af deres Dvale. — 0 Ek 5 JI. . Enhver ſtor Mand har et Blik, ſom ingen uden han kan gjøre med Dinene. Dette Tegn, ſom Naturen lagde i hans Anſigt, fordunkler alle legemlige Fortrin, og gjør en Socrates til en ſkjon Mand. Hvo, ſom har dette Tegn, veed at han er betegnet, men han veed ikke ſelv hvorledes, Tegn tilfælles, og man kan paaſtaae, at de alle ligne hinanden. Verdigheden, ſom de bekleder, udirykker fig i deres "hele Anſigt. 3 52. 3 Alt hvad der er ſtjont, hører under Fru: entimrets Reſſort, følgelig ogſaa Virttigheden,» Et godt Indfald gjelder hos dem for rede Penge, og Latteren beſtemmer dets Verd. Fruentimre pleie derfor meget ofte at ſidde der, hvor Spot⸗ tere ſidde. Men de burde betenke, at Vittig⸗ heden kun er en Sommerkledning. Sandhed Derimod kan man bruge til enhver Aarstid. ' 53. 3 Det er en ſand Bemerkning, at Fruentimre foretrække ſtore Mandsperſoner. Et ſterkt Bryſt, lange Fingre, en mandig Fegterhaand gjor hur— tigt Indtryk pan dem; ikke mindre tage de Fruentimre, ſom kunne høre, Henſyn paa Stemmen, og — ſom mig ſynes — ikke uden Grund. Man forandrer⸗ofte fin Stemme i een Nat, naar Naturen modnes. iſeng med en Tenor, og ſtager op med en Bas. 0 S4. : l Enhver Kunſt har ſine Grendſer, og ſine Landemerker, ſom den ikke uſtraffet kan overs ſtride. Saaledes med den dramatiſke. At fremſtille paa Scenen den ſtjernefulde Himmel eller et Maanfſkinslandſkab, er phyſiſt for ſtort, nemlig for ſtort i Üdſtrœkningz at foreſtille et Feltſlag, en Orkan, et Tordenveir, er for ſtort Kiebenha vn. ü dynamik Henſeende, — for ſtort i Virkning 0 Alle Monarker have et ſaadant Dito Dito Mangen gaaer 8 PC. nye danſke Oblig. lighed bekjendtgferes, at intet enkelt Forlagt af S. Soldin. N U N 7 400 1 at foreſtille en ſinaitiſt Lovgivning, Jeſu Lideſſe i Getſemane, Hans Korsfekſtelſe o. f. v. er for“ fei i moralſt Henſeende eller for ſtort i Fo- lel Ee i * 5 1 5 8 ' f Lyſias beretter at, efter de attiſke Lobt, ſtraffedes den, ſom havde, ved Overtalelſe, be⸗ ſvangret en Pige, haardere end den der voldtog hende. Aarſagen — tilføjer han — var, at hiin havde gjort Pigen udydig, denne ikke. — San⸗ delig ſaadanne Lovgivere havde ſtuderet Men- Kjøbenhavns Bors, d. 25 Hamburg 2 M. — à vista 217 19 12 Species 219 ; : j Specier ſolgtes til. : | 13 Rbmk. 22 ß. Bank⸗Disconto 4 pt. Norſte Speciesſedler „ pr. 100 Specier 155 (1552 Rbd. Sd. Svenſke Sedler pr. Rdlr. Rigsgjeld |. 50 (50% Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 82 822 Rbd. Sedl. 75476 i Banco. Martii 1823. a . Nationalbank Obligationer g ER (af Laanet 4 Febr, 1820) 102 1025 Rbd. r S, Dito Dito ide; 11140(I12 Sedler. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. 8 ne 98 982 Rbd. r. &. Renter pr. 6 Januar 6 pC. norſt Laan pen ved Hambro & Son 10521053 i Banco, 4 pC. Dito nye .. 98 982 i Banco. Aſiatiſke Comp. Actier — | — i Sedler, 57 [574 L. Sterl, | i: Rø, z rr As AE Br, nem Bekjendtgjorelſe. | Paa det ingen forgjeves ſkal gjøre fig Ulel⸗ Num-: mer af Skilderiet ſelges, da der ei leyk⸗ kes flere Exemplarer end der til Subſtribenterne - behøves. i SLA: e —— Trykt i L. J. Jacobſens Bogtrykkerie, Skilderi —— —— Fa — Nyeſte "Sa e af Kjoben br Femogtyvende Aargang. No. 26. üdgivet og redigeret af Fr. T haar up, Etatsraad. Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſ t Tilladelſe, med Brevpoſterne. Loverdagen den 29 Martii 1828. . — —— Peter Tordenſtjold, en foedrenelandſk Novelle. D N TES VIII. Den til Afreiſen beſtemte Dag kom. Det var den tredie ii September: en Maaned, ſom i det mindſte i ſin forſte Halvdeel, under vor nordiſte Himmel, ikke ſjeldent har en Ynde, ſom Sydboeren neppe kan gjøre fig nogen Foreſtilling * k Naturen, ligeſom gjenfødt ved ef oplivende | Solſtin ovenpaa en frugtbar Regn, der havde - lige Vellugt. varet i adſkillige Døgn, flod i ſin modneſte Pragt. Lopet var ganſke grønt, Zræerne bug— nede af Frugt, og Blomſterne havde naaget de— res hele Fylde. De kjelnere Sommervaxter, ſom Natvpiolen, Auriklen og Lilien, vare vel til⸗ ligemed Roſen, næften forſvundne, men mange andre af Floras ſfjenne Døttre, ſom Levkojen, Reſedaen og Gyldenlakken udbredte deres lif— Aftenhimlen malede ſig med de varmeſte, afvexlende Farver, og Solens Nedgang ſtemte Sjelen til veemodſode Folelſer. Abraham Lehn og hans Kone, ledſaget af den gamle, erlige Anders Chriſtenſen, fulgte Sonnen hen til Tordenſkſold, for at overgive denne deres dyrebareſte. Skat i hans Hænder. Hos Biceadmiralen traf de adſtillige af Statens SS * ypperſte Mænd, der vare ſamlede her for, efter Aftale, at ledſage ham til Roeskildekro. Man faae her den ſtore Mekaniker, Admiral Juͤdicher, denne nidkjere Fedrenelandsven Anders Lyders og flere af Tordenſtjolds meeſt hengivne Venner. Efterat have nydt en god Frokoſt tog man bort, og det gik i rafkt Trav til Roeskildekro. Nu var det rørende Ojeblik kommet, hvor man ſkulde tage Afſked. Sorg ſtod malet i Alles Anſigt, og det var, ſom um enhver af Selſkabet bares noget meget. Übehageligt fore. Lehns Hüſtru kunde ikke rive ſig los fra ſin Son; Faderen 5 fom halv bedøvet og den gamle Chriſtenſen holdt fig et Tørflæde for Anſigtet og føgte, faa meget ſom mueligt, at ffjule de Taarer, der Tordenſtjolds Venner ſtreebte vædede hans Kind. at forhale det ſmertelige Afſkedssjeblik, ſom om det kunde være den ſidſte Gang, de ſage ham; men han ſelv var her, ſom altid. Mand: raſk, munter og fattet. Dog ſagde han det ſidſte Farvel med en Hjertebanken og gav det ſidſte Haandtryk med en Varme, der røbede hans in⸗ dre Folelſe, ſom han nu ikke faa godt kunde ſtjule, ſam ellers, Endnu en Omfavnelſe, end⸗ nu et Kys — og Skjebnen rev fra hinanden hvad aldrig ffulde forenes mere. Man'ſvingede med Hatte og Torkleder faa længe man kunde øjne Vognene, og indtil de ganſke vare tabte af Sigte. 1 5 ON g 8 Tordenſkjold var ligeſaa eam Broder, ſom kierlig Sen. Langt fra at glemme ſine mange * han. 203 Sodſkende, var det tvertimod hans ſvrigſte Be⸗ ſtrebelſe, at faae dem befordrede og fee dem lyk⸗ kelige. Efter Marſtrands Erobring var hans vigtigſte Belonning det Praſtekald, hans Broder fik, En anden af hans Brødre, Casper Weſſel, der havde tjent med ham, da han commanderede den norſke Escadre for fire Aar ſiden, ſom Ca⸗ pitain, var avanceret til Schoutbynakt og boede nu paa Ravnholt i Sjælland, fin elfte Broder, og tog derfor hen til ham, forend han reiſte til Corſoer. r Ved ſin Ankomſt til Ravnholt traf Vite⸗ admiralen fin Broder i Haugen med Spadeni Haan— den, ſysſelſat med at grave. Ved hans Side legede to nydelige ſmaa Drenge, den ene paa fem og den anden paa ſex Aar. J Lyſthuſet ſad hans Kone med et lidet fpædt Pigebarn og ſtrikkede. Efterat Helten havde favnet ſin Broder, hilſet paa Svigerinden og adſkillige Gange kysſet de Smaa, raabte han: Naa, jeg vil ikke ſporge Dig hvorledes Du har det, Casper, thi jeg ſeer nok, at Du lever ſom Adam i Paradis, paa det nær, at Du ingen Cain har til Son og ingen Slange til Nabo. Det er jo nogle velſignede Unger. Du har der.“ — Ja, min Broder, ſparede Schoutbynakten, jeg føler mig faa lykkelig, ſom nogen kan onſke fig i dette Farvand. Min Skude kunde aldrig have en bedre Ankergrund.“ — »Oet troer jeg Tordne mig nok, ſagde Torden⸗ ſejold. Du ligger med Din lille Flaade i Hy⸗ mens Havn.” — vad hindrer Dig fra ogſaa at ſeile derind, min Broder“, udbrød. Schoutbynak⸗ ten? — ”Det er ikke fan ligefrem med mig ſom med Dig, gode Casper. Dit Fartei er en let ſeilende Brig; der kan lobe ind, hvor det ſtal være, mit derimod en kluntet Orlogsmand. Alt det Takkelage Du her ſeer“, han vifte paa fine Haderstegn, tillader ikke at lobe ind i enhver Havn. Jeg maa ſeile faa forſigtigen, at jeg kan Yigge der, naar jeg eengang er kommen derind, ſaa⸗ ledes at ingen leer mig ud. jo nok 2 — Fuldkommen, min Broder, Du me⸗ ner, at Du ikke kan leve faa jevnt og ingeto⸗ gent ſom jeg?“ — „Ja, ſaa omtrent.” — Jeg vil gjerne indrømme Dig, kjere Casper, at Du, Han kunde ikke forlade Danmark, uden at ſige Farvel til denne ikke lade den optage paa min egen Bekoſtning? Du forftaaer mig c ikke kan leve ſom jeg. Men Herre Gud, faa maa man heiſe Seilene efter Vinden, ſtrakke Tering efter Nœring.“ — Du kan godt ſnakke, Casper; hvor langt troer Du vel en Mand i min Stilling kan komme med tolv. Hundrede Rigs- daler Lon?“ — Men Du har jo faaet mange Priſepenge, kjere Peter?“ — “ Priſepenge?' raabte Tordenſtjold noget bittert — ja, ſporg Admira⸗ litetet — det vil kunne ſige Dig, hvor mange Priſepenge jeg har faaet. Nu har man fmurt mig om Munden med Løvfer i et heelt Aar, men jeg ſeer ingen og fager viſt aldrig ſaa meget ſom et Skraa. Det ſorger Roſenpalm og Roſt— gaard nok for.“ — 'Du har jo dog faget en fjunken Spaniefarer med en rig Ladning foræret?” ſagde Schoubynakten. — Jo det var en ſmuk Forœring!“ ſvarede Tordenſkjold, ”maatte jeg 404 ' ſom Viceadmiral, og i de Forhold, Du 70 | Maatte jeg ikke lade den fælge i Spanien? Og hvad fiÉ jeg der for den? Hvad blev mig lil overs?“ — Men Du er dog nu i den Alder, hvor det er den rette og paſſende Tid at gifte fig”, indvendte Schoutbynakten, denten Du ſaa har ſtore eller ſmaa Indkomſter.“ — „Jeg har jo heller ikke endnu ganfke aftakklet min Kjerlig⸗ hedsgalei“, ſvarede Tordenſkjold noget lyſtigt, — Men Du vil jo reiſe udenlands? — Je det vil jeg, hvo veed hvad det kan være godt for.“ — Men hvad vil Du udenlands, gode Peter, nu Du er kommen ind i Admiralitetet? Du har jo flakket nok omkring paa Havet. fil | Hvile paa Landjorden kunde Du trænge til.“ | Men om jeg nu, imellem os ſagt, min Broder, | 1 TERRE TOERE SER SER ERRRRDREER netop ſogte Indløbet til Hymens Havn "uden: lands?“ Han tog et Miniaturportrait, indfattet i Guld, frem og vifte Broderen det. ”Hvad fynd | Dig om denne lille, rodmoſede, blaasjede, forts haarede Glut? Troer Du ikke at en ſaaden Priſe med en Ladning af 80,000 blanke Guinttf | jo nok var værd at tage paa Slæbetouget, halt lige ind med den i Hymens Havn, og ſiden raabe | Victoria! lee af Admiralitetet og give hele Ver den en god Dag?“ — Ja, naar faa. er, o Briggen iøvrigt er af ſterkt Tommer, god Reis- ning, en paalidelig Seiler paa Livets Hab, og ſtikket til at udholde Skjebnens Storme, ſas 405 bar jeg viſt intet at indvende derimod”, fvarede „Vi ere her under fire Øjne, og Du er min Broder — Dig kan jeg betroe en Hemmelighed, ſom ikke hidtil er kommen over mine Laber. Dette Entrafei her er min Fæftemø, i det mindſte Tankerne. Det er en engelſk Miss. Hun it ſmuk, forſtandig, har et ædelt Hjerte, fom min Ven, den brave Lord Carteret, choutbynakten. — ſagde Tordenſtjold, helligen har forſikkret mig, og hendes For- mut kan gjøre mig til een af de uafhæn- gige Mænd i Landet.“ — Men er Du vis baa at faae hendes Haand?” ſpurgte Schout- han foldede ſine Hender og kaſtede degtigt Blik op til elſkveerdig Huustru, mangler Dig endnu. bynakten. — Saa temmelig”, ſvarede Torden— ſtjold. »'Lorden har loddet hendes Hjerte, og fundet, at det er en god Ankergrund for mit.“ — 'Nu faa give Gud — ſagde hiin, i det et an⸗ ˖ Himlen — Dig Lykke og Velſignelſe til Dit Forehavende! Dit Held, min Broder, har hidtil veret ſtort, men det, ſom al fætte Kronen derpaa, en god, retfkaffen, Gid at Du maatte finde hende i den engelſke Miss!“ De fortſatte Samtalen endnu en god Tid, ind⸗ til den blev. afbrudt af Fru Weſſel, der imidler— lid havde underholdt fig med den unge Lehn 3 Haugeſtuen, hvor: et Bord blev dekket, og ſom kom for at bede fin Svoger, at tage nogen For— friſkning. Efterat have tilbragt en Dag i ſin Broders Huus, tog Tordenſkjold, ledſaget af de bedſte Onſter, til Corſoer. Der ventede ham den unge, raſke Capitain Ployart, Tom fan ofte havde fægtet under Viceadmiralen og, efter Aftale, ſtulde folge med til Hamborg, for at beſoge ſine der boende Forældre, paa Dakket. Det laae i Tordenſkjolds Reiſeplan, ved denne Leilighed at ſee ind til ſin Velynder, Her⸗ fugen af Auguſtenborg. Med fojelig Vind gik Selſtabet over Beltet med Smakken. Efter fire Timers Forløb naaede den Nyborg. Naſten de fleſte af Byens Indbyggere, i Forveien under⸗ mittede om Tordenſkjolds Ankomſt, vare ſamlede paa Broen, for at fee den ſtore Sohelt, ogtiljublede ham et neſten uafbrudt Hurra, da de bleve ham vaer Commandanten og Byfogden, i N * 406 Spidſen for endeel af de fornemſte Borgere, mod⸗ toge ham i det Hjeblik, han betraadte Nyborgs Grund og forte ham op paa Slottet. Her ſtope ved Indgangen ſexten hvidtkldte Smaapiger, hver med en Krands i Haanden, og iſtemte ved Heltens Indtredelſe folgende Sang, der accom⸗ pagneredes af Inſtrumentalmuſik. Å Her bringes Dig ved Uſkylds Haand En Krands af Blomſter ſpade; Den rekkes frem med kjerlig Aand, Med Ømhed og med Glæde; En bedre Krands fortjener Du, End den, ſom vi Dig flætte, Men værdig Priis paa barnlig Hu Veed Tordenſkjold at fætte. Som her Kjerminder himmelblaa Med Duggens Perler ſmile, Saa ſkal og fFjant Dit Minde ſtage Mens Rad af Aar henile, Og Kroniken Din ſtore Daad Med Himlens Farve male, Og Cfterflægt med Kinden vaad Om Dannerhelten tale. Eudog ſom Unge fole vi å Hvad Alt i Dig man eier; Med ſpede Roſt hver ſtemmer i Den Roes, ei Guld opveier; 7 3 Hatt lyder den fra hver en Kyſt i g J Dans og Noras Rige, . Og ſom et Offer fra hvert Bryſt Til Himlen ſkal den ſtige! Ogſaa dette Optrin rørte Tordenſkjold ind⸗ til Taarer. Han takkede Bornene paa det in⸗ derligſte, bevidnede Commandanten, Byfogden dog Borgerne fin Taknemmelighed for den Wre, de havde viiſt ham, og pttrede fit OUnſke, jo for jo heller at tage til Boiden, den yderſte Pynt af Fyen, for derfra at lade fig fætte over til Auguſtenborg. Tordenſkjold forlod nu med fit Reiſefolge Vyborg, paa-et godt Stykke led⸗ 407 ſaget af adſkillige Hundrede af Byens Indbyg⸗ ' gere, der, til Afſted, igjen tiljublede ham et een⸗ ſtemmigt Hurra, ſom det korteſte og fyndigſte Udtryk paa deres varme Folelſe for hans Vel⸗⸗ gaaende. Fra Boiden lod man ſig ſette over i en Jagt til Auguſtenborg. > Det varede ikke længe og det hertugelige Slot vifte ſig i fn hele jevne Skjonhed. Det var bygt for 70 Aar ſiden (1651) af Ernſt Guͤn⸗ ther, Stamfader til den Auguſtenborgſte Linie, og opkaldt efter hans Gemalinde, Auguſta af Holſteen Gluͤcksburg. Dennes Son, Ernſt Au⸗ guſt, en meget oplyſt Herre, nyligen traadt over fra den catholſke til den lutherſke Tro, var den nuregjerende Hertug. Endſkjondt han var tredſindstyve Aar gammel, beſad han dog endnu den ftørfte Fyrighed og Munterhed. Han levede paa det yndige Auguſtenborg i Naturens Skjod med fin neſten ligealdrende Gemalinde, Baroneſſe Velbruk, der vel ikke havde været faa lykkelig at ſtjenke ham Born, men ſom dog paa andre Maader føgte at bøde herpaa, ved at for— ſtjonne ham ſelv Livet og være Foſtermoder for Born, der ingen Forældre eller Støtter havde. Hertugen fatte ſtor Priis paa Tordenſfjolds Heltebedrifter og, ſom en Ven af Kong Frederik og af Danmark, kunde han ikke være andet end Viceadmiralens ivrigſte Velynder. Tordenſkjold og hans Reiſefaller bleve; ſom man let kan tenke ſig, meget venligen optagne paa Auguſtenborg. Hertugen ſelv vifte dem om⸗ kring i den ſmukke Hauge med fine herlige An- leg, ja fulgte dem endog ind i den bag ſamme liggende tykke Skov, hvor han havde ladet an— legge to lange, brede og ffjønne Alleer. Der⸗ fra forte han dem hen til den lige for Slottet liggende lille By med tredive Huſe, for det meſte beboede af fyrſtelige Hofbetjenter, ſom alle⸗ rede var temmelig i Opkomſt. a Paa Slottet, ſom vel var af Bindingsverk, men dog ſtort og beqvemt indrettet, fik Torden⸗ ſkſold ſtrax indrømmet to ſkjonne Cabinetter for dig med et Veerelſe for fin Kammertjener, Chri- ſtian Kold, og to Stuer for hver af hans Reiſe⸗ Tordenſkjold fandt Behag i hans aandfulde Tale paa ſin Menings Rigtighed. »Niſſer, Forvarsler og Ahnelſer meget almindelig, morke Billeder, at Urolig til Sengs. N 408 fæller.” Selſkabet blev ved Hertugens Taffel me get glimrende bevertet. Om Aftenen var ſtor Aſſemblee paa Slottet. Blandt de Fremmede var ogſaa Præften ved det hertugelige Capel; en meget aldrende Mand, et Monſter paa Ret⸗ ſkaffenhed, men fuld af fin Tidsalders Fordom. og underholdt ſig med ham over en heel Time. Ahnelſer og Forvarsler kom paa Bane. Praſten paaſtod at ſaadanne virkeligen gaves; Torden⸗ ſtiold [od til at være af andre Tanker. Nu fremkom Preſten med egne Erfaringer til Bevis Han fortalte blandt andre Exempler, at han engang havde. havt en Drøm, at han ſtod paa en hoi Klippe, for at overſkue den vilde Egn, men at han gled med Foden og ſtyrtede pludſeligen ned i et uhyre Svelg. Han agtede ſkke paa denne Drøm; men næfte Dag gik hans ældfte Son, et Barn paa ti Aar, op pan Holoftet, og i det han hældede - ſig ud over Lemmen, ſtyrtede han for over og fandt ſin Dod ved Faldet. Den veltalende Maade, hvorpaa Preſten fremforte ſine Fortal⸗ linger, gjorde Indtryk paa Tordenſkjold, der ikke var ganfke utilbsjelig til at troe paa Forvarsler. J hans Fodeland var Troen paa Bjergtrolde, og med alt hans Heltemod var der dog noget, der kunde indgyde ham Frygt, nemlig de Fore— ſtillinger, han med Modersmelken "havde indſuet og i den barnlige Alder befeſtet i ſin Sjel ved Omgangen med uoplyſte og fordomsfulde Foll. — Endelig gik man til Bords og ſparede ikke paa Skaalerne. Men uagtet Tordenſkjold havde nydt en god Deel of den Saft, ſom fryder Hjertet, og Selſkabets Munterhed burde have fat ham i en lyſtig Stemning,” faa havde Pra⸗ ſten dog opfyldt hans Hoved med faa. mange han denne Aften gik meg (Fortſœttes.) * — e —.ęſmctne lyſtige; man høre kun: 5 409 Om det nye latinſt⸗danſke og danſk⸗ latinſke Saand-Lexicon. Vedi dette Blads Nr. 16 og 18 at bebude it faadant Lexicon, ſom Tidens Tarv fynes at, ſordre, opgav jeg ikke blot, hvilke Fordele jeg agtede at tilſtaae Subſcribentfſamlere og Sko— leine, men ogſaa hvad Plan jeg ved Udarbeidel— ſin vilde folge, hvilke fortrinlige Midler jeg vilde benytte, og — anmeldte at jeg vilde Tevere Pro— beark, for at Kyndige kunde fremkomme med deres Modbemerkninger, og Verket ſaaledes op— nage den muligſte Fuldkommenhed. Jeg troede, ved at gage faa redeligt og ligefrem tilverks, i det Mindſte at afvæbne den lave Animoſitet, ſom griber enhver Leilighed til at tilfredsſtille en hadefuld Lidenſkab. Ikke desmindre har en Unævnt, ſkjult bag Anonymitetens Sfjermbræt, i Bladet Nemeſis afſfudt nogle matte Pile imod mig. Havde han gjemt dem i Koggeret, indtil Ordbogsproven var udkommen, vil jeg formode at de ganſke kunde været ſparede; men dertil var hans lidenſkabelige Jilſomhed alt for ſtor. Dog — Jilſomhed og Lidenſkab frembringe ſjel⸗ dent noget Fuldlomment. Hans Grunde ere 1) Jeg er Boghandler, ſiger han. Hvorfra han har denne uefterrettelige Efterretning, maa vor Herre vide; thi at den, om jeg mindes ret, ſtager i vort Litteraturlexicon, er vel intet Be— viis. Man ſtulde troe, at dette Argument var udtænkt af en virkelig Boghandler; muligt er dette ogſaa Tilfældet; men at det rober en ſaare indſkrenket Forſtand, er viſt. Forudſat alt⸗ faa, at jeg virkeligen var Boghandler, kunde jeg efter hans Grundſetning ikke være brugbar til noget literairt Arbeide. Folgelig duer intet af hvad Friedrich Nicolai har fkrevet; ei heller Men⸗ delſohns Phædon og hans øvrige Skrivter, thi han var ikke Profeſſor, men Bogholder ved et Manufactur i Berlin; ikke at tale om end ſtorre Navne i Literaturen. Dette er ganſke i ſamme Aand, ſom om en Redacteur af et Literaturblad vilde fvare en Indſender: ” Deres Recenſion har Jortjeneſter; den er ſtottet paa indlyſende Grun⸗ 410 de; men jeg kan ikke optage den, foren e k i det Mindſte er bleven Licentiat. f b De i. 2) Jeg har ikke de ſedvanlige Formaliteter . for mig; ifær er jeg ikke underviiſt af de Læs rere, ſom Indſenderen i Nemeſis har ladet ſig underviſe af. Altſaa: ifald jeg fra Univerſitetet fif et eller andet Diplom, hvilket jo ikke er ſaa vanſkeligt, da vilde mit Arbeide vorde ypperligt: en ſuperb Slutning! — At jeg i en Snees Aar har leveret trykte Arbeider i forſkjellige Fag, hvilke af hederverdige Mend ere modtagne med Bifald, dette kommer naturligviis ikke i Betragt⸗ ning. Overhoved er det Tidsalderens Aand, at hænge fig faſt ved Former. Nid og Laugsaand herſte i Literaturen, ligeſom i Handelsfagene. 3) Et Lexicon i de gamle Sprog, uden Exempler, er ubrugbart, ſiger han. Men hoo har tenkt paa Sligt? J min Bekjendtgjorelſe lovedes jo et ſtjonſomt Valg af, Exempler, kun med Udeladelſe af de overflodige og unyttige. 4) Skole-Ungdommen vilde, ved at bruge min Ordbog, ikke være længere tjent med den, end et Par Aar; efter den Tid maatte dog ans ſtaffes et nyt Lexicon af ſtorre Omfang. Dette feer jeg ingen Grund til: at et Lexi⸗ con er opfyldt med unyttige Citater, der gjøre - Bogen dobbelt faa dyr ſom ellers vilde være Til-⸗ fældet, kan vel aldrig anſees for en Fortjeneſte. Denne Mangel har jeg villet afhielpe, og tillige - befrie den ſtuderende Ungdom for en Mengde ſmagloſe Ordforklaringer og unødvendige Gjen⸗ tagelſer. Naar hermed forbindes det ikke uve⸗ fentlige Øicmed, at levere Verket for halv Pris mod den hidtil gjeldende, da feer vel baade Studerende og Dilettanter en Tjeneſte. Jeg tilfsier, at derſom Subſcriptionen blot. no⸗ genlunde er tilſtrœkkelig, - ſral Verket blive leve⸗ ret Enhver for ſamme Priis ſom ellers blot var tiltenkt Skoler, nemlig 2 Specier for det Hele. Tydſtland. har fundet fig. faa vel tjent med flige Lyrica, at alene Et har havt en Af⸗ ſœtning af 30,000 Exemplarer, uagtet Typerne vare meget ſmaae og ſkadende for Piet, hvilket ei bliver Tilfcldet med mit Lexicon. Ogſaa i 211 Danmark kjobes dette Lexikon af Mange, uag⸗ tet biin Mangel, for dets øvrige, Brugbarheds og Beqvemheds Skyld. . ; Og ſaaledes anbefaler jeg det ffjønfomme Publikum min Plan, med den Forſikring, at In⸗ gen ſkal være mere villig end jeg, at træde til— "bage, derſom Nogen, efterat Provearkene ere udkomne, erklerer at ville levere et lignende Verk bedre og billigere. J. C. Lange, Redacteur af Tidsblader Ny⸗ Freia og Tidsſkriftet Telegraphen m. M. * — Indenlandſte Efterretninger. Holbeks Amt har en Sparekasſe, ſom i Aaret 1826 blev oprettet (ſee Dagen 1826 No. 102.) Den forſte Bekjendtgisrelſe om ſammes Virkſomhed, med. Uddrag af Generalregnſkabet for Tidslobet fra 26 April 18 26 til 3 May, 13827 (2 Blade i Qv.) er udkommet fra Kom⸗ mitteen for ſamme under 30 Juni f. A. - Deraf ſees, at i det førfte Aar af Sparekasſens Birk. ſomhed er for 159 Perſoner (nemlig 68 Born, S Tyender, 17 Bønder, og 23 af andre Klas- fer) gjort Indſkud i ſamme, og at Indſkudenes Belob falt have udgjort 444 Rbd. Sedl. og Tegn, og 9003 Rbd. 8 f. Tegn. Af de inde ſkudte Summer ere 8976 Rbd. r. S. anbragte i Nationalbanken imod 4 pEt. i Rente; 444 Rbd. blive i Amtet, til Udlaan imod Sikkerhed. miniſtrationsomkoſtninger afholdes af det skono⸗ paa anden Maade. Hvorledes? er ikke forkla⸗ ret. Naturligviis var det beſt, ſkjendt beſver⸗ ligſt for Adminiſtrationen, om alt kunde 195 miſte Selſtabs Kasſe, En Indbydelſe til at deeltage i en for Mens Herred oprettet Spare- og Laanebank er udſtedt under öte Nov. 1827 af. Dhrr. P. O. Tutein, Poulſen, C. Meincke, og Scavenius. De antagne Vedtægter, ſamt Tabeller, der viſe — 412 hvorledes et beſtemt Indſkud voxer, ere i Ind⸗ Den 4 Dec. ſkulde de forſte bydelſen optagne. Indſtud modrages. Det er anſogt og bevilget: mat de af Sparekasſen modtagne Kapitalee kunne indſtydes i Statskasſen, ſaaledes at denne fors renter. indtil 15000 Rbd. med 5 pEt., ſamt, endvidere 15000 Rbdlr. med 42 pCt. —— „Dog j maatte dette ikkun anſees ſom en midlertidig, Udvej; thi ei kan det være Sparekasſens Hen— ſigt, at berøve Moens Land de Capitaler dens Indvaanere maatte kunne opſfamle, for at bringe dem til Hovedſtaden. Derved vilde den maaſke mere ſkade end gavyne. Naar forſt Indretnin⸗ gen har vunden tilſtrækkelig Faſthed og Tillid, og de indſkudte Summer have naaet nøgen Om— fang, er det Henſigt, at Sparekasſen tillige ſkulde virke ſom et Laane-Inſtitut, ſaaledes at Landets Indvaanere der ville kunne erholde Laan, imod at ſtille ſaadan Sikkerhed, og paa faadanne Vilkaar, ſom til fin Tid nermere ville blive beſtemte, og forſt da ville Indbyderne troe, ved Oprettelſen af denne Bank at have ſtiftet den fulde Nytte man af en ſaadan Indretning kan vente ſig.“ Ifolge kongl. Bevilling af 19 Sept, 1827 maa. Kontrabsger udftædes paa uſtemp⸗ let Papir; og efter en anden kongl. Bevilling af 25 Juli 1827 kunne de i Sparekasſen in⸗ deſtagende Penge ikke belegges med Arreſt eller Beſlag. 1 g Sognepreſten til Rogen i Aarhuus Stift har om et farligt Mennefke bekjendtgjort føl: gende: »N. Njelſen Galten, Almisſelem under Rogen og Sporup Fattigveſen, har abſenteret fig. Forelobigen bemærkes, at hans Omſtreifen er farlig for det Offentlige, at han har været i Sla⸗ veriet i Khon., i Tugthuſet i Viborg og i flere af Norre Jyllands Arreſter. Han er 43 Aar gl; lide af Vert. Hans Mine er driftig, næsvii og ſkamlos, ligefom hans Levnet. Hans Ryg er noget buet, ſom formeentligen er en Afmin⸗ delſe af Spidsroden. Ved Undvigelſen var han Flædt i hoid Vadmels⸗Troie og Beenklader, Gjerne taler han om fine Misgjerninger, og det med en Selvtilfredshed, ſom viſer, at han fætter ——— — . ͤ —älw— fin hoieſte Wre li den dybeſte Skjendſel. Ogſag — 1 VVV kiendes han derbaa, den mind ; denne Perſon, ifølge en Amtsſkrivelſe af 21 Fbr., 413 at han aldrig er ædrue ved ſte Muelighed at blive drukken. Da har noget tilgode her, for hans, inden Undvigelſen, orovede Brutalitet, Voldſomhed, Liderlighed, Drukkenſkab og Bedragerie, faa bedes han an⸗ kboldt og hidſlebt, for at rigtig Afregning kunde finde Sted, Alle dermed forbundne Omkoſtninger betales af mig.“ . (Aarh. A. 47.) Hr. Schnakenburg i Brandtberg ved Weile har bekjendtgjort under 21 Febr. folgende: For at udbrede min fordeelagtig bekjendte rusſiſke Sperd⸗ Havre, hvoraf i Efteraaret blev over 400 Tdr. udſkibede til Sed, endnu mere, og da Vinter-Terſkningen er mindre koſtbar, kan jeg overlade af min bedſte Sede-Havre her paa Gaarden nogle hundrede Tonder for 3 Rbd. 5 Mk. S. og T., og den ſamme Sad, ligeſom den falder i Laden til 3 Rbd. 2 Mk. S. og T., derſom man vil afhente det Attraaede inden Ud— gangen af Marts; og til ſamme Tid vil jeg ogſaa levere hos Hr. Gjeſtgiver Kjeldſen i Horſens, -bvad der forinden bliver beſtilt hos mig, til 4 Rbd. Sedler Tonden, for at lette Transporten for de i Horſens og Aarhuus Egnen boende Hrr., ſom have onſket af denne frugtbare Sed. J Weile har jeg, efter flere Salling og Thyboers Hnſker foranſtaltet Oplag hos. Hr. H. Lorentzen ved Norre Port, hvor Havren kan faaes, ſaalenge Forraadet vedvarer. Da meget her i Egnen allerede er beſtilt, faa anbefaler jeg den ſnareſte Anmeldelſe for dem, ſom onſte endnu ui Aar at blive forſynede.“ ; : (Aarh. A. 46.) „J nogle af de ſidſte Ualborgffe Aviſer er ſtridt om Beſvarelfen af det Sporgsmaal: hvor mange Indbyggere har Aalborg? Vi optage det i No. 47 givne Bidrag. til Beſvarelſen: „Ef⸗ ter neiagtig Folketelling 1801 angaves Folke⸗ mængden i Aalborg til s,579. Af de Oplysnin— ger, Iydſte Efterretninger ſkjondt ufuldſtendigen indeholdt, ſees, at der i de 5 foregaaende Aar fødtes iet Gjennemſnit aarlig 148 og bøde 149, eller een for 37 Indvaanere. Aaret efter . 414 Dytælingen, nemlig 1802, øde , døde 155. | 1 J Aarene 1822— 1826 ere derimod, efter et Middeltal, aarlig fødte 218 og døde 174. Antages nu i disſe Aar ſom i de ovennævnte det ſamme Forhold af de Fodte og Døde til de Levende, da følger: 215 x 37 7985; og 174 Xx 37 — 6438. Det ſande Tal maa alt- faa antages at falde mellem disſe ſaa forſtkjellige Summer og den ved Udgangen af Aaret 1826 free Angivelſe af Folkemengden 7,450 er ſaa⸗ ledes den ſandſynlige rigtige. Indſenderen veed desuden af aldeles tilfor— ladelige Kilder, at der i Aalborg for Hieblikket findes mere end 2000 Born under 15 Aar, og om det end antages, at dette Antal Børn er uforholdmasſig ſtort med Henſyn til de Vornes Mængde, faa kan man dog ingenlunde deraf ſlutte til et ringere Antal end 7000 Sjele. J Aaret 1796 fandtes i Kjobenhavn af Chriſtne under 18 Aar 21,048 og over denne Alder 61,152 og 1806 af den forſte Alder 25,241 og af den ſidſte 20,128. (Calliſens phyſ. med. Betragt. 1 D. S. 78). | Paafaldende er det isvrigt, at der i de tvende ovenanforte Tidsrum af 5 Aar findes en faa betydelig Forſkjel i Forholdet mellem de Fodte og Døde i Aalborg. Men denne Forſtjel kunde man vel med Grund tilſkrive Vaccinatio⸗ nens fremſkridende Virkninger, og forbedrede Medicinalindretninger, medens det ikke ſynes ſom om den, dog kun i de ſenere IO Aar, uneg⸗ telige Aftagelſe af Neringskilder endnu har havt nogen Indvirkning paa denne Byes Befolk⸗ nings Mængde; da denne forſt ſenere maa pyttre teſkaberne.“ > 5 ——!O—B—P! ⁵˙² i ̃] ⁰ͤͥuDUUUüĩ Blandede Efterretninger. | Kotzebues og Sands Grave. Begge fig, naar den har” bidraget til at formindſte Æg- have fundet deres Hvileſted pan den evangeliſte Kirkegaard i Manheim. Den forſtes Enke har fat ham et ſimpelt Mindesmærke i en fra Jorden frem⸗ ſtigende, utilhuggen, rodbrun Klippe, der bærer w 415 SE en hvid Granitblok; paa begge Sider af hvilken to ædle Maſter ere udhugne. I denne Granit⸗ blok trykker fig med den ſkarpe Spids en Qva⸗ drat, paa hvis forreſte og bagerſte Deel Ind ſtrifterne ere at leſe. Den ene er tagen af die juͤngſte Kinder meiner Laune og af ham ſelv, ligeſom abnende fin Skjebne, forfattet. »Die Welt verfolgt ihn ohn' Erbarmen, Verlaͤumdung war ſein truͤbes Loos, Glück fand er nur in ſeines Weibes Schoß, Der Neid war immer wach ihm Dornen hin⸗ i : zuſtreuen. Die Liebe ließ ihm Roſen bluͤh'n; Ihm wolle Gott und Welt verzeihen! Er hat der Welt verzieh'n. - Den anden lyder flet og ret. „Hier ruhet Auguſt von Kotzebue, gebohren zu Weimar d. 3 Mai 1761. Geſtorben zu Manheim, den 23 Maͤrtz 1819.) . Sand ligger i en enſom Krog, uden andet Lig ved Siden af ſig, optil lden yderſte Muur, Han har ingen Grapvhoi, vaa det den Vandrende ikke ſkal finde hans Hvileſted. 2 (Meddeelt.) De 22 ſchweitferſke Cantoner havde ved Slutningen af Aaret 1827 et Antal af 2,037,030 Mennefker. Deraf" 1,218, 110 Proteſtanter, 817,110 Kathotifer og 1810 Joder. Disſe taales kun i Aargau hvor deres Antal var 1750, og i Genf hvor der var 60. (Allg. Z. 76. B.) Af et Dampſkib „Die Stadt Frankfurt“ aa Mainfloden lover man fig meget. Det er anſkaffet for et Interesſentſkabs Regning og d. 8 Marts ſidſt ſkeete en Provefart med ſamme, dil almindelig Tilfredshed. (ibid.) Albrecht-Duͤrers-Samfundet i Nuͤrnberg bar bekjendtgjort, at bemeldte Konſtners tredie Saͤkularfeſt vil blive boldt d. 6 Apr, d. A., til hvilken de Kunſtnere indbydes ſom kjende hans Verd. Samfundets Forſamlings-Lokale er det Huus, phvori Albrecht Duͤrer levede, virkede og døde. Stadens Magiſtrat har bekjendtgjort, at ifolge Kiabeghavn. i Forventning af at rige Bidrag endnu ville ud— Hojde, paa, en Piedeſtal af 10 Fods Højde, begge 6 pC. norſt Laan ved Hambro & Son [105 | — i Banco. 4 pC. Dito nhne 981 — i Banco. Aſiatiſte Comp. Actier — | — i. Sedler, 3 PC. nye danſke Oblig. 574 — L. Sterl, lighed bekſendtgjeres, at intet enkelt Nun Forlagt af S. Soldin. Trykt i L. J. Jacobſe ns. Bogtrykkerſe. 1416 : den under 10 Sept. f. A. giorte Indbydelſe Få Bidrag til Mindet for ham, ere 8883 Fl. 40 Kr. ſubſtriberede. Uagtet denne Sum langt fra ikke vil være tilſtrœkkelig til Omkoſtningerne, vil man, komme, dog ffride til Üdforelſen af Mindet, Det ſral blive Albrecht Duͤrers Billede af 8 Fods Dele af Bronze, modellerede af Profeſſor Rauch i Berlin. Den Plads, der er udvalgt til ſam— me, ſkal herefter. bere Navnet Albrecht Duͤrers Plads, Grundſtenen til Monumentet ſkal legges den 7 April. . i . DE ITD RES Kjøbenhavns Bors, d. 28 Martii 1828. Hamburg 2 M. — a å vista 218 Species 220 Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 34 f. Bank⸗Disconto 4 pCt. : Norſte Speciesfedler, | pr. 100 Specier 15551 — Rbd. Sebl. Svenſte Sedler. 0 i pr. Rdlr. Rigsgjeld 50 503 Rbß. Tegn A pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 825 83 Rbd. Sedl, Dito Ditto 76 | i Banco. Nationalbank Obligationer (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 1025 Rbd. r S. Dito Dito.. |I122 (1123 Sedler, 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. | > Nenter pr. 6 Januar 7 98 982 Rbd. r. S. i Bekjendtgjerelſe. ' Paa det ingen forgjeves ſkal gjøre fig Uld: mer af Skilderſet ſelges, da der ei tek kes flere Exemplarer end ders til Subſtribenterne behøves, Sk Skilderi Nyeſte * e af Kjobenhapn. = ⏑⏑νεεενννννατνιν mase] Femogtyvende Aargang. No. 27. Udgivet og redigeret af Fr. Thaarup, Etatsraad. Forſendes, ifolge Kongel, allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Tirs dagen den 1 April 1828. Peter Tordenſfkjold, en foedrenelandſk Novelle. S 0 ¹ e IX. Det Værelfe, hvori Tordenſkjold lage, var ſtort, rummeligt og høit til Loftet. Veggene vare betrukne med vevede Tapeter fra Fabriken i Kjoge og tildeels behengte med Malerier. Man ſage her Hertug Alexander og Ernſt Guͤn— ther, i fulde Harniſk, med deres Fruer og ner— meſte Slegtninger, Kong Frederik den Tredie af, Danmark, der havde overladt Landsbyen Sta— besbuͤll til den fidftnævnte Hertug, ſom paa dens Grund byggede Auguſtenborg. Bet ſtore Senge— ſted havde grønne Damaſkes Omheng med brede Guldfryndſer, og alle de øvrige Møbler ſvarede i Pragtfuldhed til dette. Varelſet vendte ud til Gaarden, og hvert Slag af Klokken i Taar⸗ net gjenlød her med huul Lyd, Det ſyntes ſom om Tordenſkjold befrygtede en meget urolig Nat, "thi, imod fin Sedvane, [od han Doren mellem fit Sovecabinet og hans Kammertjeners Værelfe ſtage aaben. Han laae lenge vaagen, urolig og i ſterk Hede, og troede i Forſtningen, at Cabi⸗ Mettet maaſkee længe havde veret lukket og wat den indfluttede, urene Luft hindrede ham i at fove, Han gjorde fig al muelig Umage for at for⸗ drive hver forſtyrrende Tanke og ſogte ligeſom med at fane Ojenlaagene til at lukke fig. Men Magt Alt forgjeves. Jo mere han jagede efter Sov⸗ nen, deſto mere flyede den ham. Han horte det ene hule Klokkeſlag efter det andet, og Ha⸗ nen begyndte allerede at gale. men ikke i en forfriſkende Sovns blide Favn; nei, det var ligeſom en Overgang fra Liv til Dod: et Slags ſmertefuld Dvale, med forvirret Selvbevidſthed. Paa eengang forekom det ham ſom om hans Bryſt med Voldſomhed ſtulde ſns⸗ res ſammen; han vilde drage Veiret, men det var ſom om hans Aande ganſke vilde forlade ham. Han vilde reife ſig, men kunde ikke; det var ſom om en fvær Kampeſteen betyngede hans Bryſt. Endelig tykkedes det ham, ſom den vel⸗ tede bort derfra. Han reiſte ſig og raabte ganſte beſpeendt: Kold! Kold!” den dybeſte Soon. Ved den gjentagne Raaben vaagnede han omſider, ſtod op og gik neſten halv i Soyne ind til ſin Herre. Diſſe Ord udtalte" han med ganſke mat Stem⸗ me, med halvaabne Øjne, og neppe havde han udtalt dem, førend: han ſov hen og blev derpaa ved at ſove uſedvanlig faſt, indtil Kl. 5 om Morgenen. — Ganſke beſtyrtet fatte Kammer- tjeneren ſig i den ved hans Herres Seng ſtagende Lehneſtol og blev ſiddende der, indtil han vaag- nede. | Da Tordenſkjold næfte Dags Morgen Kl. 6 ſtod op, følte han. fig meget udmattet og neſten upaſſelig, men da han ſage Uroligheden præget — sJ — Nu ſank han hen, Men Kold laae 7 »Kold!“ ſagde Tor⸗ denſkjold, ”aÉ, jeg har havt en ſlem Drøm!” — 4 419 i Kolds Anſigt, beſparede han dennes Sporgs⸗ maal: Hvorledes gik det i Nat? meget fort og ſagde, at han formodentlig havde nydt noget, fom han ikke kunde taale, og at dette havde for— voldet ham nogen Uro i Sovnen. Å Klokken Otte traadte en Betjent ind til ham og indbød ham til at drikke Thee med Hs. Durchlauchtighed, Hertugen. ' Wed Theebordet ſpurgte. Herfugen Torden— ſkjold: hvorledes han havde ſovet? Ikke vel, Eders Durchlauchtighed“, ſvarede Tordenſkjold. »Jeg har havt en fel Nat,” — Hvorledes, Hr. Viceadmiral”, ſpurgte igjen Hertugen, det har dog vel ikke ſpoget hos Jer? Man har rig⸗ tig nok længe talt om et Spogelſe, der gaaer igjen her paa Slottet, men i min Tid har det ikke ladet fig fee,” — Intet Spogerie, Eders Durchlauchtighed; det var en Drøm, ſom eng— ſtede mig ganſte forferdeligen.“ — Naa, faa lad os da høre denne ſkrakkelige Drøm”, fagde - * Hertuginden, der ſelv tillavede Theen. — »Jeg drømte”, ſvarede Tordenſtjold, 'hvorledes jeg havde en flor, forgiftig Slange. at ſlaaes med, og ſom tilſidſt ſtak mig i Bryſtet under den hoire Arm. Dette Stik gjorde mig ſaa Ondt, at jeg den hele Nat igjennem i Drømme: maatte ſvede Angeſtens Sveed derover.“ — Hertugen begyndte at rynke Panden og blive ganſke alvorlig. Hans Gemalinde faaegmed et betydningsfuldt Blik paa ham. De andre Tilſtedeverende ſadde tauſe og eftertenkſomme. Jeg tager mig denne Sag ikke meget til Hjerte”, ſagde endelig Torden⸗ ſkjold, thi jeg talte netop i Aftes med Preſten om Forvarsler og Dromme, og Hu er halv Drom, ſom Ordſproget ſiger.“ — Det er godt nok“, udbrød Hertugen, men Drømme ere dog ei altid at foragte. Det er nu otte og tyve Aar ſiden jeg drømte, at min ſalig Broder, Friderich, blev anfaldet af en Tiger og ſonder— flidt. Jeg agtede heller ikke paa Drømmen, og fjorten. Dage derefter. bragtes mig det Sorge— budſfkab, at ſamme Nat ved ſamme Klokkeſloet min ſtakkels Broder faldt i Slaget ved Enghien.“ — ‚Diu hufker nok ogfaa”, tilføjede Hertugin⸗ 7 den, den Drøm, jeg havde, da min ſalig Moder dode? — Som det var i Dag“, tog Hertugen til Gjenmgle. Dromme i Almindelighed be⸗ ger til Jeres Arm. 420 * tyde vel ikke meget; men ved viſſe Leiligheder bor man dog ei ſlaae Vrag derpaa. Den hel— lige Skrift felv taler jo om Drømme, ſom vare hemmelige Vink til Menneſket, at vogte ſig for foreſtaaende Ulykker og overhængende Farer. — Tordenſtjold blev. alvorlig, og Hertugen for— øgede hans Alvor ved at anføre flere Exempler paa Drømme, der vare gangne i Opfyldelſe. Enten han nu. gjorde. det af virkelig Overbevis— ning, eller blot for at afholde Tordenſtjold, his Hidſighed han, ligeſom Kong Frederik, alt for vel kjendte, fra at udſette fig for de Farer, han udenlands var ſtillet blot for, nok er det, han vedblev at ſige: 'Vil J lyde mit Raad, min gode Viceadmiral, faa agt paa denne Drøm ſom et Vink fra Himlen. — Bliv hos os i nogle Maaneder. Vi kal foge at fornoje Jer, fag godt ſom vi kan. Naar J faa ei ſtjistter om, længer at vere her, ſaa reis tilbage til Kjoben— havn, til Jer Konge, til Jeres Landsmend, ſom agte og elſte Jer. Gift Jer og bliv en lhykkelig Huusfader. Egen Arne er Guld vard.“ „Det er nu for ſildigt, Eders Durchlauch- > tighed. — jeg er eengang i Færd med at gjøre en Reiſe, og jeg vilde blive udleet, om jeg vendte hjem forend jeg havde kiget ind i Tydſkland.“ „Ei, hvad udleet, ſvarede Hertugen; den leer bedſt, ſom leer ſidſt, og bedre er det at angre noget for tidligt end for ſildigt. J kan endnu være Jeres Fedreneland til ſtor Nytte, og hvo veed hvor ſnart det maaſkee igjen tren— Gjor ſom jeg ſiger, min Ven, J vil ikke fortryde det.“ Tordenſkjold lod allerede til at ville foje fig efter Hertugens Onſke, da Marſfallen traadte ind og bebudede, at adſfillige Herrer vare an- komne, for at gjøre Hans Durchlauchtighed de— res Opvartning. Det er ikke mig — det er Jer meent, Hr. Viceadmiral,“ ſagde Hertugen til Tordenſkjold, og i det han vendte fig til Mar⸗ ſrallen — ”fiig de ffal være velkomne. Det er fandt, forglem ei, Marſkal, at føje Anſtalter „lil et Jagtpartie i Morgen tidlig.” — Marfkallen bukkede ſig og gik. * : 2 Hertugen ſparede intet, for af gjøre Tor⸗ denſtjold Opholdet pan Auguſtenborg ſaa beha⸗ geligt ſom muelig. Da Veiret endnu var godt, 6 . 421 ſaa ; de man Lyſttouren, i Selſkab med de ny Alete Gjæfter, omkring paa: Den Als og holde" Middagstaffel paa Slottet i Sønderborg. Efter Taffelet gik Hertugen med Tordenſtjold og de ovrige Fremmede omkring paa Slottet og vifte ham dets Meœrkverdigheder. Da de kom til det runde Taarn, hvor Chriſtian den Anden havde. fiddet fangen i ſexten og et halvt Aar, bleve de med Jern beſlagne Dore aabnede og hele Selfkabet traadfe derind. J en Vindueskarm ſage man en af den ulykkelige Konge med egen Haand ud— ſtaaren Proſpect af Kjøbenhavns Slot, ſaaledes ſom han fra bedre Tider endnu kunde mindes det. „Indenfor disſe ſkumle, fugtige Mure, begyndte Hertugen i en veemodsfuld Tone, tilbragte engang den af Danmarks djerveſte og klogtigſte Konger neſten en Femtedeel af fit Liv. Skade, flor Skade, at en ſaadan Kraft ſtulde gage faa: ledes under. Paa en anden Tid og ved en anden Optugtelſe havde Chriſtiern været ſit Lands Vel— deder; nu blev. han dets og fin egen Svobe. Slette Raadgivere feldte ham og hans Hals— ſtarrighed bragte ham i dette Fengſel. Vee den Konge, ſom ikke er Herre over fin Villie og ſom vil beherſke Andre førend han har lært at be— herſte fig ſelo!“ — Diſſe Ord ſyntes at' gjøre noget Indtryk paa Tordenſkjold. — „Chriſtiern, vedblev Hertugen, drev det for vidt, og Kruk— ken gager ſaalenge til Vands til den kom⸗ mer hankelss tilbage.“ — Man gik derfra ind i Capellet og beſage de derværende fyrſtelige Be— gravelſer. Da man. havde faget Slottets og Byens vigtigſte Mærfværdigheder i Øjefyn, kjorte man tilbage til Auguſtenborg. : . Mæfte Dag blev den berammede Jagt holdt i den bag Haugen liggende Skov, der ſtrakte ſig lige ud til Ssen. Alle lige fra Hertugen og Hertuginden indtil de fremmede Cavalierer og de Hertugelige Jægere, vare i deres ſtadſe⸗ ligſte Jagthabiter. Tordenſkjold havde faaet een af Fyrſtens Livheſte, en velig, ung Graaſkim⸗ mel, at ride paa. Det hvide Skum lage næs flere beſtandigt paa dens Bidſel, ſaaſnart Rytte⸗ ren var kommen op paa den, og, ligeſom folende ſin egen Kraft, ſteilede den meget ofte, og, ſaa⸗ ledes” ſtagende paa Bagbenene, ſaae den dobbelt „„ c . ST NDR 222 faa ſtolt ud. Den var afrettet til Ja t, o ſaaſnart man gav Los paa Toilen, fløj 9 nd ſted, ſom om den var bevinget. Tordenſtkjold beſteg det edle Dyr, uden at Fjende dets Natur — og Egenſkaber. Han lod Teilen hænge les og ſporede det. gende dødt paa Stedet, ſom et Offer for fin mere forvovne end kyndige Rytters Uerfarenhed. Man ſtimlede til, for at ſee hvorledes det var gaaet Tordenſkjold, men han reiſte fig ſtrax op og havde ikke faaet den mindſte Skade ved Faldet. . a Jagten endtes til almindelig Tilfredshed, og Selſtabet gik nu op paa Slottet, for der at indtage en prægtig Frokoſt. „Jeg onſker Jer til Lykke, Hr. Viceadmiral”; ſagde Hertugen til Tordenſkjold, at det lob faa vel af med Jert Ridt. Dette Jagtpartie kunde let blevet Jer en Jagt ind i Evigheden.“ — Nu er min Drøm opfyldt, ſvarede Tordenſtjold, og nu kan jeg uden Betenkning fortfætte min Reiſe; tb kan Slangen, ſom bed mig, vel have betydet andet end den ſtyrtede Heſt?“ — Det kommer an paa Jer ſelv, Hr. Viceadmiral,“ ſagde Her⸗ tugen noget ſtodt. „Men jeg ſiger endnu en— gang: vil J Inde mit Raad, faa bliv fra denne Reiſe!“ j Hof iffe. talt mere til Tordenſkjold om hans Reiſe. Men i Eenrum ſagde Hertuginden ofte til ſin Gemal, naar Talen var om vor Helt, paa Plattydſk: 'he moſt dat betalen myt dem Lyve.“ 3 s Endeel Dage henrandt paa Auguſtenborg z Sig Lyſtighed og Gammen. Jagtpartier, Promena⸗ der, Aſſembleer og Baller afvexlede med hveran⸗ dre. Tordenſkjold forlod omſider fin høje Vel⸗ ynder og fortſatte Reiſen til Hamborg. Her modte ham den ſamme haderlige Modtagelſe, ſom overalt, og han blev indbuden i de fornemſte Huſe, iſer hos de derværende Befuldmegtigede fra udenlandſke Hoffer. Han kom ofte i Selffab hos den, ſom Digter i fin Tid berømte Sena— tor Berthold Heinrich Brocke. Hver Gang han ſpiſte nogetſteds ſtimlede Folket ſammen uden for * — Nu foer det afſted, ſom et Lyn og da det kom til en Bro ſtyrtede det og. blev lig, Fra denne Stund af blev der ved Hertugens * 3423 1 85 for at fee den navnkundige danſke Søs e Otte Dage efter fin Ankomſt modtog. han en Indbydelſesſkrivelſe fra Grevinde Schindel, ſom paa den Tid opholdt fig i Hamborg. Hun bad ham, for Landsmandsſkabs Skyld, at beære hende med et Beſog, og han troede ikke at burde undflage fig derfor, da han kjendte adſkil⸗ lige af hendes Brødre, uagtet hendes Forhold til Kong Frederik kunde gjort det noget beten⸗ keligt. Hun boede i herſkabelige Værelfer-og levede paa en ſtor Fod; thi hendes Grevſkab Frederiksholm havde hun- vel maattet give til⸗ bage, da hun faldt i Unaade hos Kongen, der for elſtede hende meget, men alle hendes Møbler og Koſtbarheder lod han hende beholde, og diſſe anſloges til 80,000 Rdlr., ſom hun, i Forening med den hende tilſtaaede aarlige Penſion af to Tuſinde Rigsdaler, nu kunde rutte med i Ham- borg. Ikke eldre end fer og Tyve Aar var hun i fuld Beſiddelſe af alle fine Indigheder. Hun var temmelig ſmuk, maadelig hoi, fiin af Lem⸗ mer, mild, beleven, godhjertig og af opvakt Been. : . kr: Ved Tordenſkjolds Sndtrædelfe hos Grev— inden fad hun i en med guult Silketei over— trukken, forgyldt Canapee, og var iført en ly ſerod grotiturs Morgenkjole. J Orene bar hun et Par Diämants Bandelokker og om Halſen to Rader ſtore ægte Perler. Bed Siden af hende ſad en lille Pige paa fire til fem Aar med en Abebog i Haanden, formodentlig det Barn, ſom hun Fødte paa Antworſkov og, üͤdſat ſom Hitte⸗ barn paa Landet, blev Aarſag til hendes For- visning. Med fin ſedvanlige Belevenhed og g d modtog hun Tordenſkjold. J avde vel ikke ventet, at træffe mig her, Hr. Admiral,“ ſagde hun med det tydeligſte Udtryk af Kummer i det ellers blide Anſigt! — Op⸗ rigtig ſagt, nei, Eders høje Naade.“ — „Kald mig Frue, Hr. Admiral! Jeg mener at jeg med Kongens Naade har miſtet denne Titel. Jeg er ikke mere den lykkelige Grevinde Schindel paa Mit hele Hof, ſom for var faa . Frederiksholm. glimrende, er nu indſkrœenket til nogle faa Tyen⸗ der — mit Slot til diſſe ſimple Verelſer, ſom jeg har leiet. O, Hr. Admiral, J kan aldrig — Hjerte. 424 troe hvor ſtore Forandringer der kan foregage med et Menneſte i en Tid af tre til fire Aar! Da J beſogte mig paa mit Grepſkab, var mit Huus Glædens Hjem; nu er det Sorgens og Stilhedens Bo.“ — Tordenſkjold faae fig om— kring, ſom om han med ſkjelmft Mine vilde ſige: her findes juſt ikke mange Spor af Sorg. — Udreven af min Families Skjod lever jeg her ſom en Banlyſt, uden Slægt, uden. ſande Ven— ner, uden Fedreneland. Hvor kunde Kongen dog glemme mig ſaa ſnart! Han elſkede mig dog engang faa omt, ſaa oprigtigen! Men har han glemt mig, ſaa har jeg, dog ikke glemt ham. Hun forte nu Viceadmiralen hen til et Skab med Glasdore for og vifte ham det koſt⸗ bare Dukketei af Guld og Sølv, ſaavelſom andre ſmukke Ting, der ſtode deri. Diſſe Min: der fra min Konges Haand gjemmer jeg ſom hellige Reliquier. Hver Gang jeg ſeer paa dem, maa jeg græde. At man [od mig beholde dem, var den ſtorſte Naade, man vifte mig. Naar jeg fager denne Gulddaaſe med Spillemanden paa i Haanden, faa vaagne hos mig Barndommens gyldne Dromme. Jeg var kun tolv Aar da jeg modtog den ſom Forering paa min Fobdſelsdag af den Konge, ſom da elſkede mig ſom fin egen Datter. Disſe Breve, ſom gjemmes deri, ere Gjenparter af dem, jeg tilſkrev ham, da han bes fandt ſig paa Reiſen til Italien. Man vllde da, jeg fkulde lade Andre opſette dem, men jeg ſkrev dem ſelv, fan godt jeg kunde udtenke dem, og Hjertets Sprog fandt Veien til Kongens Ak, diſſe Dage ere forſvundne med Kongens Godhed for mig! Han elffede mig al⸗ lerede lenge ikke; han hader mig endog.“ Tordenſkjold fandt ſig her noget forlegen. Ugjerne vilde han videre fortſette Samtalen, og han ſogte derfor at lede den hen paa et andet AEmne. ker nok, at min Tale om gammel Kjerlighed iffe ſynderlig huer Hr. Admiralen. Nu vel! faa lad os gaae over til en ny; maaſkee den kan være Jer mere kjer. I bliver vel ikke vred, naar jeg gjer Jer et Sporgsmaal, Hr. Admi⸗ ral.“ — „Eders Naade!” — — ſagde Torden⸗ ſtjold ſtudſende. — Det er ingen Nyſigenhed , — — — Men Grevinden vedblev: Jeg mar⸗ —— —ͤ—[ꝓõu— — D ikke fandt? 425 af ma, nei, min Tro er det ikke. Det angaaer Eders get timelige Vel. J elſter Hr. Admiral Negt ei. Jeg har et Vidne i Eders eget Øje.” — "Hvorledes kan Eders Naade falde paa et faa forunderligt Sprorgsmaal? ſpucgte Ordenføjold, endnu mere forlegen. — En Hemme⸗ lighed, ſom flere end to Øjne veed, min gode Hr. Ad⸗ miral, er ſſeldent mere nogen Hemmelighed paa denne Jord. Hvad J maaſfee troer, at ingen veed wen J ſelv og nogle Perſoner til, det har jeg alkrede vidſt for en Maaned ſiden. J elfſker en engelſt Miss, Hr. Admiral?“ — Tordenſtjold begyndte at rødme noget. — Jeg er Eders Veninde, Hr. Admiral, og ſom Landsmandinde ſtylder jeg Jer Oprigtighed. Var forſigtig i Eders Kjerlighedshandel! J har en flem, en intrigant Medbeiler. Tager J Eder ikke i Agt, ſaa maa J befrygte Alt af ham. De Snarer, han lægger for Jer, ere lumſke.“ — »Eders Naade taler her om noget, ſom i det Hele er mig ligeſaa ubekjendt ſom mørkt”, ſvarede Tor- denfkjold med forſtilt Ligegyldighed. — Jeg vil ikke trenge ind i Eders Hemmelighed, Hr. Admiral! aldenſtund J holder faa faſt paa den. Jeg vil blot raade Jer at bruge Varſomhed paa Eders Reiſe. Jeg er ſelv bleven et Offer for Avindsmends Efterſtræbelſer, og onſker, ſaa— vidt ſom mueligt, at forebygge, at ingen af mine Venner ſkal blive det. Eders Medbeiler, Hr. Admiral, forfølger Jer, ſom Eders Skygge, ſom et uſynligt Gjenferd. J ftaner er han Jer i Helene. Han har hver— ken Dag eller Nat Riſt eller Ro. Han ſmedder ſine Planer imod Jer i Morke og J kan let⸗ tere undlobe Himlens Lynſtraaler end hans Ond— ſtabs Pile.— Ved diſſe Ord traadte Grevinde Schindels Mand, Generalmajor Buͤlow, ind i Stuen, og nu tog Samtalen en anden Vending. Tordenſkjold dvalede der endnu en halv Time og lovede, ved fin Bortgang, endnu engang, for⸗ end han forlod Hamborg, at beſoge General- majoren og hans Frue. * 77 . (Fortſeœttes.) Hvor J gaaer, hvor - 7 426 : Indenlandſte Efterretninger. Den 29de d. M. døbe i fit 73de Aa Greve Georg von der Schulenburg, General Lieutenant, Commandeur for Livgarden til Fods og Commandant i Kjobenhavn, Ridder af den Keiſerlige Rusſiſte St. Georgs-Orden, Storkors af Db. og D. M. Den førfte af den Schulenburgſke Familie, ſom har været her i Landet, var H. G. von der Schulenburg, der dode 1715 ſom Ridder, Generalmajor og Chef for Drabant-Garden. Feldtmarſchal W. von der Schulenburg blev 1741 d. 8de Mai optagen i den danſke Greveſtand. Dennes Broderſon Ge- neral⸗Lieutenant J. H. von der Schulenburg blev 1776 d. 21 Marti naturaliſeret, 1788 d. 31 Mai danſk Lehnsgreve, og dode 1791 d. 13 Mai uden Livsarvinger. Den nys afdøde Greve og Commandant G. L. v. der Schulenburg ned⸗ flammer fra en Linie, ſom 1728 ved Chriſtian Guͤnther og Broder A. F. v. der Schulenburg blev optagen i bet tydſte Riges Greveſtand og fra den venetianſke Feldtmarſchal af dette Navn. Han blev Lieutenant i Garden til Fods d. 7de Marti 1776. J Folge Hans Maſjeſtets aller⸗ hojeſte Ordre har Generalmajor og Kammerherre v. Gruͤner, Chef for det Iſte jydſke Infanterie-⸗ Regiment, Command. af Dannebr. og Obm. 26. ſtrax overtaget Üdfsrelſen af de Embedsforret— ninger, den Afdøde havde ſom Commandant. Man ſeer af Addreſſeaviſen Nr. 69 (Til⸗ leg) at en Dampmaſkine til to Heſtes Kraft, indrettet til Maltmaling, men ſom let kan be⸗ nyttes til andet Brug, er tilkjobs, da Tilla⸗ delſe til dens videre Afbenyttelſe ej har veret at erholde. Denne Maſkine er forhen omtalt i dette Blad; det var den afdøde virkſomme Kam⸗ meraſſeſſor Mumme, ſom bragte den i Drift, for et Valtſeverk til Maltknusning. Baade Dampmaſkinen og Valtſeverket er forfærdiget af Dannebrogsmand Winſtrup; og i Handelst. 1826 Nr. 78 læfte: man dens Fordele anpriſte. Om den kongl. Maltmolle ſnart vil blive givet de for⸗ bedrede Indretninger Videnſkabelighed anviſer, og ſom den faa længe har trængt til vides end⸗ mu intet bekjendtgjort. 427 Blandede Efterretninger, Dm ſin videnſkabelige Reiſe igjennem Si⸗ berien giver Profeſſor Hanſteen i Norge folgende Oplysninger: „Efter Hans Majeſtets naadigſte Befaling blev paa Budgettet foreſlaaet en Sum af 4500 Morffe Specier til dette Foretagendes Udførelfe, og uagtet 'Forflaget fremkom i et Tidspunkt, da den ſtrengeſte Oeconomie var til⸗ raadelig, har dog det ſidſte Storthing eenſtem— mig bevilget den forlangte Sum z. et gjentaget glædeligt Beviis paa, at vor Nationalforſamling, uagtet den beſtaaer af Individer af alle Sten⸗ der, ei ftaaer tilbage for nogen af Europas Na- tioner i Jver for Videnſtabernes Fremme. — Reiſen vil tage fin Begyndelſe i neſtkommende April. Til Ledſager paa Neiſen er foreſlaaet Hr. Premier-Lieukenant Due af Søe - Ctaten, da Regjeringen nodig vilde borttage Hr. Lector Keilhau, ſom forſt var bragt i Forſlag, fra det vigtige videnſkabelige Hverv, hvormed han for nærværende Tid er beſtjæftiget. Hr. Dr. Erman, der har tilbudet fig ſom Ledſager og under Hr. von Humboldts og von Buchs Veiledning har forberedet fig til, at overtage de mineralogiſke Underſogelſer paa Reiſen i Lector Keilhaus Sted, vil fløde til Reiſeſelſfkabet i St. Petersburg. Un⸗ der Profeſſor Beſſel i Königsberg og Profeſſor Enke i Berlin har han ogſaa havt theoretiſt' og praktiſt Veiledning i Aſtronomien. Han medbrin— ger en-Sculing af udvalgte. Inſtrumenter. — Fra Petersburg vil Reiſen gage over Moffau, Kaſan og Tobolſk. Fra Tobolſt onſke de oven⸗ nævnte beremte Preusſiſke Lærde, at Reiſeſel— ſkabet maatte. gaae mod Norden langs Ob-Flo— den til Bereſow nder Flodens Udløb i Jishavet, for at underſoge den Uralſke Bjergkjades nord⸗ Kligſte Arm, ſom hidindtil er lidet bekjendt, ſamt Temperaturen i dette lidet beſogte Jordſtrog. Og, da denne Sidetour ganſke vel paſſer med Reiſens Hovedformaal, fåa vil dette ØnfÉe ſand— ſynligviis kunne opfyldes. jen fortſettes mod Oſt over Tara, Tomſk, Kras⸗ nojarſt, Nizni⸗Udinſk til Irkutſk, hvor man for⸗ modentlig vil indtræffe ſeent om Efteraaret og obervintre, for pan et fan behageligt Opholdsſted i et Par Maaneder at udhvile den lange Reiſes Fra Tobolſtk vil Rei⸗ — 5 88 ] Strabadſer. Fra Irkutſt vil Reiſen 19 is imod Nordoſt langs Lena-Floden til Jakutſt, og derfra vil endelig det ſidſte og befværtigfte | Stykke tilbagelcgges til Ochotſt ved Sydhavets Bredder. Denne Strakning af 1014 Werſter eller omtrent: 100 Norſke Mile gager igjennem et aldeles ubeboet Land, hvor man efter Fod⸗ gengeren Capt. Cochranes Beretning har omtrent 1000 Elve at gjennemvade, hver Nat mag bi— vouaquere, og dertil medføre al den Proviant, man paa hele Reiſen behover. En 2 Aars Tid vil vel forløbe; inden vi igjen fee Fodelandet.“ Om det aſtronomiſke Obſervatorium figer Profeſſoren: „J de 14 Aar, jeg har været anfat ved Univerſitetet, har jeg, formedelſt Mangel af Inſtrumenter og paſſende Locale at opſtille dem i, været nødt til at ſoge Gjenſtande for min Virkſomhed udenfor den Videnſkab, til hvilken jeg egentlig var faldet, Nogle mindre betyde— lige bevægelige Inſtrumenter vare vel anfkaffede, men det hoiſt maadelige og ubeqvemt liggende Locale tillod ei nogen ſammenhengende Virkſom— hed. En Aſtronom mage boe j fit Obſervatori⸗ um, ligeſom en botaniſk Gartner i fin Hauge, naar han ſkal fuldſtendig opfylde fine Pligter; han maa fra fin Arbeidsſtue kunne gage lige ind i fit Obſervatorium, og efter fuldendt Obferva⸗ tion kunne sieblikkelig vende der tilbage, hvis ei den ſtorſte Deel af hans Tid ſtal ſpilles ved unyttig Frem- og Tilbageloben. Iſar er dette "nødvendigt ved Jagttagelſer om Natten, og om Vinteren, — De to ſidſte Storthing have (det forſte efter Profeſſor Sverdrups Forſlag) bes redvillig og uden Vanſkelighed bevilget hvert 1200 Spd. til Anſkaffelſen af de to meeſt ſav⸗ f nede Hoved⸗Inſtrumenter; en trefods Meridian⸗ cirkel, der tillige tjener ſom Middags-Inſtru⸗ ment og en ſerfods achromatiſk Tubus. Begge | | | Inſtrumenter ere beſtilte fra de berømte Værk ſteder i Muͤnchen, og ere efter Breve fra Kunſt— nerne færdige, ſaaledes at de daglig kunne vens tes at ankomme til Hamburg. — En Grund til | et Obſervatorium, beliggende tet udenfor Hos | vedſtaden, er Fjøbt, nemlig endeel af den, afdode Biſkop Pavels forhen tilhørende Lokke, Soellie, hvor det vil erholde en ligeſaa ſkjen ſom beqvem Beliggenhed, Vores talentfulde Architekt Hr.! fr, ? - i | 429 Groſch er beffjæftiget med at forferdige en Teg— ning og tilligemed det egentlige Obſervatorium. Maatte enne Bpgnings Opforelſe ei udfættes for længe, ſaaledes at Indretningen kunde komme i Virk⸗ ſomhed imedens jeg endnu beſidder Kræfter til Mt overvinde de forſte Vanſkeligheder! Saalænge . indtir Obſervatoriet er bygget, maa et brandfrit in for Fugtighed ſikkert Locale leies til Inſtru— menternes Forvaring, og den til deres Anſkaffelſe denvendte Sum ligger ufrugtbar. Ved dette Anfitut ville den videnſkabelig dannede Soe— Aſicier og den geographiſke Landmaaler kunne uholde den fornødne practiſke Veiledning i Obs ſavationskunſten og i Jagttagelſernes Bereg— ging.“ Z den fvenffe Grundlov lyder den Zdie 8. laledes: 'Rigsdagene ſkulde holdes i Rigets Hovedſtad uden i de Tilfelde, at en Fjendes fremtrængen, eller Peſt eller andre lige vigtige Hindringer gjore det umuligt, eller for Rigets Stenders Frihed og Sikkerhed voveligt. Kon⸗ gen beſtemmer da, efter Raadflaaelſe med Ris gels Stænders Fuldmægtige i Banken og RigSs zields Contoiret, et andet Sted, hvor Rigets Stender da bør ſamles, og ſammenkalde dem derhen til den Tid de ſelv forud har beſtemt, lller ved overordentlige Rigsdage til den Tid ſom Kongen anordner.“ Man kan heraf, ſiger Argus No. 24, erfare det Ugrundede i et Rygter at en overordentlig Rigsdag ſkulde ſamles i Orebro. ; f z En Hr. Maurer, i Mergentheim i det Wuͤrtembergſke, giver i et nyt Tidsſkrivt, "Frugt: Trœ⸗Vennen,“ folgende Veirſpaadom for Indeværende Aar: "Marts: J det Hele mild, med Regn. April: Fra Ifte til Ade mild, ste og ste Riimfroſt, 7de ſterk. Froſt, fra de til IIte Riim og Snee: fra I2te til 21de Ineefog; fra 22de til 29de megen Regnz 3ote lidt Riimfroſt. Mai: Tfte raa Luft; 2den Riim; Zdie fold Luft med Regn; 4de mild; Ste fold; obe kjolig med Regn; 'de varm Regn; fra 8de ' ' ; f et Overſlag til Bygningen, ſom vil komme til at indeholde Bopæl for Aſtronomen 430 til 1Iade Varme; fra 18 de til 21de Varme med Regn; fra 22de til 31te ſtjont, varmt Veir. Juni: Fra Iſte til IIte varm og føjøn; I2te og 13de raa; fra I4Ade til Maanedens Slut ning ſkjonne Dage; men Folde rag Natter. Juli: Fra. Iſte til 18de kjolig med "Regn, vaad Hoſt. Auguft: Forſte Hælvte, indtil 19de, fold med Regn; fra 20de til Zote ſtjen og varm, September: J det Hele meget ſtjonſog varm, ikkun afvexlende med nøgen Regn. October: Hvad man i denne Maaned kan vente fig af ſtjont og godt Veir, vil indtreffe. Vinen vil i Qvalitet komme den i Aarene 1808 og 26 liig, og i Qvantitet den fra 1822 og 26. Frugt, af alle Sorter, vil der gives meget af og i bedſte Qvalitet. Kornet deri⸗ mod vil, formedelſt det hyppige kolde Veir i denne Sommer og den vaade Hoſt, blive ringe i Qvalitet og ikkun middelmaadigt i Qvantitet. Strsetanker. (Meddeelte af S—9.) S6. 5 Kun den, ſom begager uſedvanlige Daar⸗ ſkaber, kommer i Daarekiſten; den ſom gjør de ſœdvanlige med, der ere Skik og Brug i Lan⸗ det, det er en Mand der har ſeet Verden — en Mand af Levemaade. - , 2 v/ 2 88 Hvad er Feighed? En Bttring af Selvop⸗ holdelſesdriften. Vi ere alle af Naturen feige. Hvad er Mod? En overvunden Frygt. J en Kamp med fig ſelv, ſom kaldes Lidenſkab, for⸗ vandler den oprindelige Feighed ſig til Mod. — Mæft Mob er intet modigere, end at tilſtaae ſin Feighed. Horatius var modig, da han ſagde: relicta non bene parmala. 8 S8. 7 8 Hos Atheneus indføres Bacchus ſaaledes talende: Jeg ſtjenker ikkun tre Skaaler for dem, ſom ere kloge; den forſte er Sundheds Skaal, den anden Fornsielſens og den tredie Sovnens. Naar denne er uddrukken, forfsie kloge Folk fig hjem. Legges ſiden den fjerde til, det kommer ikke mig ved; thi den er Kaad⸗ 431 heds Skaal, den femte Skraalens, den ſjett e Fuldſtabens, den ſyvende Slagsmaals og den ottende Politiets Skaal. g 59. - ; Hvorfor høre vi i vore Dage faalidet fil aandelige Anfægtninger? Studium har berøvet Djævelen fin-imaginære Filværelfe.… Men lad viffe Folk raade — og ſnart ville Dicvlebeſættelſer og Manen høre til Dagens Orden. At den ny Berlinſte Hofagende harsigjen optaget Excorcismen og Forſagelſen af Diavelen er et af Tidens Tegn *). * 60. . Naar man veed, at man vil komme i Sel— ſkab med Mænd, hvis Agtelſe er os vigtig, bør man iforveien gjøre fig faa meget bekjendt med deres Skrifter og Characteer, at man kan have Nytte af deres Selſkab, og underholde ſig med. dem i de Materier, hvori de ere ſterkeſt; dette ſmigrer deres Egenkjerlighed; de ville ynde os, og det ſkaffer os desuden den Nytte, at vi altid kunne have nogle vigtige Sporgsmaal i Bered— Fab, og ſaaledes give Stof til sen behagelig og lœrerig Samtale. Det er bekjendt, at Kant : —aldrig gif i Selſkab, uden at have optegnet paa en lille Lap Papir, ſom han hemmelig raadførte ſig med, ſaavel de Spørgsmaal han vilde gjøre, ſom de Materier, hvorpaa han vilde lede Sam— talen. & ; 5% r . Huuslig Lykſalighed“ — ſiger Wieland — er den eneſte Maade at være lykkelig paa, ſom blev beſtemt Menneſket hernede." Jeg har end= nu aldrig. feet et Menneſke, ſom folte fig lyk⸗ . Felig i fir Huus, imellem fine Born, at være utilfreds med fin Tilverelſe, avindſyg over An— Dres Lykke, ond eller flet handlende; heller ikke har jeg hørt, at en ſaadan Mand nogenſinde har begaget Statsforrederi, været Formand for et Opror eller Hoved for en Sect, ſtaaetsi Spid⸗ — — ) See Catholicismens og Proteſtantismens Kirkeforf. Lære og Ritus, af Dr. Klobenh. 1825. S. 738. Kjøbenhavn. Fordi Pfydhologiens . 'Bank-Disconto 4 pCt. 1 4 pC. Dito nyhe — [ i Banco. Ufiatiffe Comp. Actier [ — [— i Sedler. 3 PC. nye danſke Oblig.] 57 | — L. Sterl. ” eee sr T og Prof. H. N. Clauſen. Forlagt af S. Soldin. 432 ſen for en Roverbande eller anſtiftet noget andet Ondt paa Guds Jord. En Mand, ſom er lyk⸗ kelig i ſit Huus, er altid en god Borger, en god Selſkabsbroder — et godt Menneſte. (/// AAA ˙ AA EEBÅNEREBEELEE Kjøbenhavns Bors, d. I April 1828. Hamburg 2 M. — N à vista 218 ' Species 220 Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 32 ß. Norſke Speciesſedler ; pr. 100 Specier Svenſke Sedler pr. Rolr. Rigsgjeld 503 — Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 82 823 Rbd. Sedl. Dito Dito 7827584 i Banco. Nationalbank Obligationer står (af Laanet 4 Febr. 1820)|102. 1025 Rbd. r S. Dito Dito... II24 1124 Sedler. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. 982 Rbd. r. S. 155 — Rb, Seo, Renter pr. 6 Januar 98 6 pC. norſt Laan ved Hambro & Son i Banco. Bekjendtgjerelſe. Paa det ingen forgjeves ſkal gjøre fig Ulei— lighed bekjendtgjores, at intet enkelt Nun mer af Skilderiet ſelges, da der ei tryfs kes flere Exemplarer end der til Subſkribenterne behoves. e i Rettelſer. J No. 25, S. 389, Lin. II, for: thi h.: og. — J No. 26, S. 401, L. 7, Sydboer 1. Sydbo — S. 402, L. 4: denne les: den.— S. 403, L. I nedenfra: Casper l.: Peter 2 : idet h ELAD ——————— — — — Trykt i L. 8. Jaobſiens Bogtrylkkerſe. 1 ene ' Skilderie Nyeſte af Kjøbenhavn. S ιαιιτιννννινqνινντεν = Femogtyvende Aargang. No. 28. üdgivet og redigeret af Fr. Thaaru p, Etatsraad. Forſendes, ifelge Kongel. allernagdigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Loverdagen den 5 April 1828. Peter Tordenſtjold, en feedrenelandſk Novelle. 0 X. Tankefuld tog Tordenſkjold hjem til ſit Lo⸗ dis. Han vidſte ikke hvad han ſkulde dømme om Grevindens Yttringer og nu og da forekom det ham, ſom det kunde være en Snare, hans Flender vilde lægge for ham, og at de her vilde betjene fig af en Qvinde ſom Redſkab. Hun havde fire Brødre hjemme, hvoraf den ene tjente i Søetaten og den anden i Landetaten; mueligen kunde diſſe, kenkte han, ſtage i Forbindelſe med hans Avindsmend og, naar de feorſt havde lokket ham til at vende om igjen, gjore ham til Gjen⸗ tand for Latter, maaſke endog beſkylde ham for Feighed og faae derved Leilighed til at ſverte ham hos Kongen. Diſſe Betragtninger betoge ham hver Frygt for Efterſtrebelſe af den Uſyn⸗ lige, ſom Grevinden talte om og advarede mod. en, naar han faa igjen tenkte paa fin Drøm. blev han, om juſt ikke engſtelig, ſaa dog van⸗ kelmodig. Ved hans Hjemkomſt lage der paa Bordet et Indbydelſeskort til en Soirse hos Grev de Nat, General-Lieutenant i Keiſerens Tſeneſte, forhen Hertugen: af Holſteens Stats⸗ miniſter og Anfsrer for hans Tropper. Dennes Huus var eet af de bedſte. i Hamborg og man fandt altid et udſogt Selſkab hos ham. Dets „ Tordenſfjold. komſter i Staden begyndte. Fortrinlighed beſtod ikke blot i den Tvangfrihed, ſom der herſkede, men i den Ynde, ſom hans elſtverdige Gemalinde vidſte at "udbrede over det Hele. Foruden Grev de Nat forte Grev Guͤldenſtein ogſaa et ſtort Huus, og blandt de udenlandſke Geſandter üdmerkede ifær den franſkfʒke Envoye, Grev Pouſſaint, fig ved ſjelden Gjeſt⸗ frihed. Alle diſſe og flere Huſe ſtode aabne for: Det var og paa den beleiligſte Tid af Aaret, han indtraf i Hamborg. De fleſte Folk af Stand og Udmerkelſe vare kagne ind fra deres Lyſtſteder og de ſtore ſelfkabelige Sammen— ) Foruden diſſe Mor⸗ ſkaber havdes ogſaaſet Operahuus, der underholdtes og beſtyredes af adſkillige udenlandſte Miniſtere, hvoraf een foreſtod Prøverne, en anden ordnede Balletterne, en tredie beſtyrede Garderoben. Con⸗ certer, Baller og Maſkeradex gaves ideligen. Der manglede Tordenſkjold altſaa ikke paa. Adſpre⸗ delſer og Opholdet i Hamborg var ham hoiſt behageligt. — Men ikke til alle de Selſkaber, hvori han kom, var den unge Lehn indbuden, og det var netop Tilfaldet denne Gang. Medens Tordenſkjold derfor var til Soiréen hos Grev de. Nat fad den unge Lehn hjemme paa fit, Værelfe - og læfte en Beſkrivelſe over Hamborgs Merk⸗ verdigheder. J ſamme Gjeſtgivergaard, hvor Tor⸗ denſtjold og hans Reifefælle var tagen ind, loge⸗ rede ogſaa to udenlandſke Herrer, den ene en Major i ſoenſtk Tjeneſte, den anden Grey L“. Begge diſſe Cavalerer boede i ſamme Etage ſom - 433 — Viceadmiralen og havde lige fra de forſte Dage af hans Ankomſt ſogt at gjøre Bekjendtſtab med ham og ved deres Forekommenhed at indtage ham. Medens Lehn ſad og leſte paa fit Ve⸗ relſe, traadte begge hine Herrer ind til ham og foreſlog ham, at folge med dem hen til Bankier Laſtrop i Nabolavet, hvor en ſtor Naturmerk⸗ værdighed — en Slange, eller Drage, ſom havde ſyv Hoveder med Krone — var at ſee. Lehn, der var en ſtor Elſker af Naturſjeldenheder og ſelv eiede en Deel, blev meget nysgierrig og fulgte ufortovet med dem derhen. Han traf her ad⸗ ſkillige nysgjerrige Tilſkuere, der ikke nokſom kunde beundre dette beſynderlige Naturſpil. Man var i de Tider for langt tilbage i Naturhiſtoriens Studinm til at nogen i Hamborg ſkulde have mindſte Gisning om, at der ſtak et Bedragerie her under, og Chineſernes ſtore Ferdighed i at tilſye dyriſke Legemer fremmede Dele faa konſti⸗ gen, at intet Øje kunde opdage Syeningen, var endnu ubekjendt. Stael, ſom foreviſte den, ſparede ikke paa Ord, for at forøge det Vidunderlige deri. Slangen tilborte egentligen Greve Philip Koͤnigsmark, ſom havde pantſat den hos en Bankier i Ham⸗ borg, benævnte Laſtrop. Da en vis fornem Herre, ſom engang tog den i Ojeſyn, formodentligen indſeende Bedrageriet, afbrod eet af de ſyv Ho⸗ veder, faa begjerte Laſtrop, at Kiſten, hvori Slangen laae, i Fremtiden ſtedſe ſkulde forſegles af en Koͤnigsmark eller een med denne Familie be⸗ ſlogtet og aldrig uden dennes Tilladelſe aabnes. Denne Gang var Oberſt Stael, paa Mødrene Side beflægtet, med Eieren, den, ſom gav Tilla⸗ delſe til Kiſtens Aabning og foreviſte det fore⸗ ” givne Vidunder. Ved den forekommende Høf- lighed, hvormed Oberſten modtog Lehn, vandt han ſnart hans Tillid, og efterat han nokſom havde betragtet. Slangen og vilde gade, ſpurgte Stael: om han ikke vilde beviſe ham den Ære at folge hiem med ham, hvor han vilde finde godt Selſkab. J. Begyndelſen undſlog Lehn fig derfor, men da Klokken endnu ikke var mere end ofte og Tordenſkjold ikke kunde ventes hjem for⸗ end meget ſildigen, faa gav det unge, uerfarne Menneſke efter for Stacls og de andre to Her⸗ 4 oplyſt Sahl. Ogſaa Lehn forbauſedes, da⸗ han fik denne ſelſomme Slange at. fee, og Oberſt ſin Moder, 434 rers Overtalelſe og fulgte hjem med ham. Man traadte ind i en anſeelig, ſmukt møbleret og vel Her ſtod et ſtort Pharaobord, overs truffet. med grønt Stlæde. Kortene [aae allerede i Beredſkab. Oberſten tog en Poſe med Du— cater frem af et Skab, oſte dem ud paa Bordet, og fatte fig ſom Bankier øverft - ved ſamme. De øvrige af Selſkabet og deriblandt. den unge Lehn, toge ogſaa Plads. Stael raabte: Coeur Valet — gagné! — Lehn havde Coeur Valet og ſtrog Pengene til fig. — La Dame de Coeur — gagné! — Lehn havde vundet, Saa⸗ ledes blev han ved, med Undtagelſe af en eneſte Gang — ſex Gange efter: hverandre at vinde, Nu fik han Mod; han begyndte at doublere, men hans Lykkes Stjerne, ſom hid⸗ til ſmilede faa ſkjont, blegnede efterhaanden. Han tabte neſten uophorligen og omſider var det ſidſte Pengeſtykke, han havde. i Lommen, bortſpillet. Han blev hidſig, vilde med Magt indhente fit Tab og var neſten færdig at for tvivle over, at han ingen flere Penge havde. Nu raabte Stael. „Herren fall: icke vare bekym⸗ rad oͤfver det, ſäſom vi gerna creditera en ſa beſredlig Cavalier, hvars Fader dessfoͤrutan år få faslig rik.“ — Lehn vedblev nu at ſpille til langt ud paa. Natten, men fan pderſt uheldigt, at han tabte 25,000 Rolr. Stael reiſte fig og erklærede Spillet for endt, und⸗ ſtyidende fig med, at det var ſaa ſildigt, Lehn var ligeſom ude af fig ſelv. Nu. før begyndte han at tenke paa ſin Fader, paa paa Tordenſtjold, og paa din Stilling; hvori hans Letſindighed havde bragt ham, Han vilde forlade Selſkabet, men een a Herrerne holdt ham tilbage med de Ord: Her⸗ ren forläta! Et litet Bevis for de fem och tjuga Tuſend Riksdalern vil for Ordnings Skul, vara noͤdwaͤndigt. Men Herren vil gunſtigſt pardonera min Driſtighet. Det begaͤras inga⸗ lunde af noket moͤjeligt Slag Mistroenda — Kors! Det aͤr allenaſt for Ordnings Skull.“ — Alle omringede. nu den ſtakkels Lehn og, neſten uden at vide hvad han gjorde, undertegnede han et Gjeldsbeviis paa 25,000 Rolr. — Mycken Tack“, raabte Caplaeren, der modtog Forſkrivnin⸗ gen: Ni aͤr er en vader og gentil Herre. — nos re ' : . 2 mn 435 23 * get Sellſynt ibland Bourgoiſen.“ — Glæden kindrede i Spillernes Øjne ved den Fongſt, de bavde gjort, medens det ulpkkelige Offer for des tes Gjerrighed ſtod nedſlagen og fortabt. Den ſpvenſke Major og Grev £% fulgte ham nu hjem til hans Logis, troſtede ham underveis med, at han næfte Gang meget let kunde indhente fit Tab igjen, da Oberſt Stael, efter deres Forſikkring, i Almindelighed var intet mindre end heldig ſom Bankier. Oberſt Stael var ingenlunde nogen falſk Spiller af Profesſion, i det mindſte trængte han ti til at være det. Hans fulde Navn var Ja— tob Stael af Holſteen, til Pantlif og hans Fo⸗ deland Lifland. Hans Fader var Generalma⸗ jor af Artilleriet og hans Stegt meget anſeet. Han tjente forſt ved den fvenffe Armee og var allerede i Aaret 1701 med Landgangen i Duͤna⸗ ſtrommen, altſaa uden Tvivl nu i de Fyrgetyve. Siden kom han i Holſteenſt Tjeneſte, blev Ca⸗ pitain af Grenaderne og var med i Slaget. ved Hochſtedt, hvor han blev ſaaret. Omſider antog Kongen Stanislaus af Polen ham til General adjutant” og giorde ham til Oberſt for et tydſt Regiment, ſom ſkulde oprettes, men ſom, for⸗ medelſt Kongens Skjebne, ikke kom iſtand. Han bavde været to Gange gift; forſte Gang med en Datter af den ſachſiſke Geheimeräad og General Ortve von Loͤwenhaupt, og anden Gang med en Datter af Generallieutenant Baron Craſſow. Da han var formuende, ſaa er det uſandſynligt, at fen blot for at tilvende fig Penge, ffulde have paatagetsſig at være falſt Spiller. Der maa altſaa, foruden Pengeſyge, have været en anden Bevæggrund til at optrœkke den unge Lehn og denne lage uden. Tvivl deri, at man gjerne vilde ſpille Tordenſkjold, til hvis Omſorg det unge »Menneſke var betroet, et Puds. J hvert. Til: fælde vilde den Mine, man her havde ladet ſpringe, være af hoiſt ubehagelige Virkninger for ham. Fem og Tyve Tuſind Rigsdaler vare paa den Tid en ſaare betydelig Sum. Tordenſkjold kunde vel fra nu af merke en ſtor Forandring i den unge Lehns Veſen, i hvil⸗ 7 436 | fet Mismod havde afløft den forrige Munterhed; men den ſonde Aarſag dertil havde man lige indtil Dagen forend hans Afreiſe omhyggeligen dulgt for ham. RER i Da det beſtemt var befluttet, at Afreiſen ſkulde gage for fig den niende November, traadte Chriſtian Kold, ſom Lehn havde aabenbaret fit Uheld for, frem og ſagde: Hr Admiral! jeg har noget Ubehageligt at berette, Derſom J vil love mig, ikke at ivres for meget derover, ſaa ſkal jeg fortælle Jer det. — Studſende ſpurgte Tor⸗ denſkjold: "hvad er da ſkeet?“ — Hr. Admira⸗ len maa forſt love mig, ikke at ivres for meget derover? — Jeg lover Dig det — Naa, hvad er ſteet?“ — Med vor unge Hr. Lehn ere vi komne i en flor Forlegenhed, Herre!“ — „Han er jo dog ikke ſyg“? ſpurgte Tordenſkjold. — Ja gid faa — Gud forlade mig min Synd — havde jeg nær fagt. ſyg, men han har været ſyg. Sygdommen er overſtaaet, men Efterſmakket er det verſte.“ — „Ih, ſaa kom dog frem med Sproget og piin mig ikke faalænge med Dine Gaader,“ raabte Tordenſkjold. — Den unge Herre har været ſpilleſyg og tabt mange Penge.” — Hvor mange — hvor — til hvem?” udbrød Tordenſtjold me⸗ get hidſigen. Kammertjeneren fortalte ham nu den hele Hendelſe. — O, de Spitsbuber! de Filurer!“ — raabte Viceadmiralen, fnyſende af Harme. — Man kan let tenke fig hans Sinds⸗ forfatning, da han horte, at den unge Lehn ikke allene havde tabt alle de Penge, han bavde paa fig, men endog givet en Gjeldsforffrivning paa 25,000 Rbd. fra ſig. Det var med Moje, at den rolige ag ſindige Kold kunde ſtyre hans Heftigbhed og afholde ham fra, ſtrax at gage hen til Oberſt Stael, og i den forſte Hidſighed maaſkee lobe ham en Kaarde igjennem Livet. Hvor bittert maatte det ikke ogſaa ſmerte ham, ar den, der var betroet til hans Varetegt, ſkulde faa godt. ſom lige under hans Dine, ſaaledes optrækkes, og det førend man neppe havde ſat ſin Fod paa fremmed Grund? — For at adſprede "fig giorde Viceadmiralen en Spadſeretour til Altona, ſom den ſvenſke General Stenbock ofte Aar i Forveien, i den ſtrangeſte Kulde "havde Nei, Herre! han er ikke U 7 437 ladet afbrænde. Det havde ved Kongens Mild⸗ hed og Underſtottelſe nu reiſt fig. af ſin Aſke. Bygningerne vare endog blevne meget ſmukkere op⸗ forte og Staden havde nu faaet en Havn, med egne Privilegier, hvorved Handelen erholdt for- øget Liv. Tordenſkjold glædede fig, ſom Fæs. drelandsven, inderligen ved dette Syn. Spo⸗ gende, ſagde han ved denne Leilighed til Kaas: deden Steenbuk ſtangede os den Gang felt, men i Tonningen rendte han dog tilſidſt Hornene ſig. | . df Uagtet det Uheld, der var hændt den unge Lehn, havde Tordenſtkjold dog maaſkee opholdt fig noget længer i Hamborg, der, hiint Uheld fraregnet, var ham et ſaare behageligt Opholdſted, men han havde erfaret, at Kongen af Engelland meget ſnart vilde reiſe tilbage fra Hannover, hvor han nu befandt fig, til Engelland, og ønffede Derfor at gjøre der Monarken fin. Opvartning. Han tiltraadte ufortsvet Reiſen did, og, efter fire Dages langſom kjedelig Færd,” iſer over den tolb Mile lange Luͤneburger Hede, hvor man kjerte næften op til Hjulſporene i Sand og ikke ſaae andet end Hedeland, begroet af Lyng, hiſt og her oplivet af em uſſel Hytte, hvor endog Rovere havde deres Tilhold, naaede man ende⸗ lig Hannover. Anden Dag efter fin Ankomſt lod Tordenſkjold ſig melde hos Marſkalken, Baron v. Beleau, for at fane Audience hos Mo⸗ narken. Baron v. Beleau fremførte Tordenſkjold for Kongen i Tronſahlen paa det vel ſtore, men meget ſimpelt bygte Slot i Hannover. tredſindstyve Aar gammel havde Georg 1 kun ſiden fire Aar været Konge af Engelland. Kronen til: kom egentligen hans Moder, Churfyrſtinden, men hun døde, da hun ſpadſerede i Haugen ved Herz renhauſen, fort førend Dronning Anne, og han valgtes derfor ſom Wtling af Jacob I til Stor: britaniens Konge. hannoveranſke Underſaatter, at det var med Moje, at han kunde forlade dem og maatte love at be⸗ ſoge dem, hvilket Løfte han nu opfyldte. Kongen modtog Tordenſkjold meget naadi⸗ gen og underholdt fig en god Tid med ham. Det glæder mig, ſagde han, at kunne i Dag fee den Mand, ſom leg hidtil kun beundrede af Ryg⸗ — af — 2 1 te. J har bidraget mere, Hr. Viceadmiral, til Himlen for, Skjondt Han var faa elffet af ſine 438 Eders Fedrenelands Hæder og Fredens Tilveie— bringelſe end alle de andre Admiraler i Eders Herres Tjeneſte. Ved Dynekil og Elfsborg har J viiſt Jer ſom en Tromp, ved Marſtrand ſom en Ruyter,” — „Eders Majeſtœts høje. Bifald gjor mig rod, ſagde Tordenſtjold. Hvad jeg for mit Fedreneland har gjort, var intet andet uden min Skyldighed, og jeg er overbeviſt om, at her Danſf og Norſt, i mit Sted, vilde gjort det ſam⸗ me, derſom han havde havt Lejlighed dertil. Min Konge har belønnet mig mere end jeg fortjente. Kun 689 jeg, at Freden ikke er bleven ſaa⸗ ledes, ſom hele. Folket enſkede og haabede, den.“ — Kongen, Eders Herre, ſvarede Georg, har intet at klage over Freden. Min Miniſter, Lord Carteret, har havt, Umage nok med at formage Sverrig til de indgangne Vilkaar. Hvad ſtulde vel en fortſat Krig lede til? Har Danmark ikke allerede liidt nok? Er Tiaars Blodsudgy⸗ delſe ikke tilſtrekkelig til at overtyde Kongen, Eders Herre, om Nodvendigheden af at ſüikke Sværdet i Balgen? Jeg onſkede Fred i Nor⸗ den og Rolighed i Chriſtenheden. Ingen af Delene kunde opnaaes ſaalenge Danmark og Sverrig laae i Strib. ſammen. Man talk at det gik ſom det gik. Hvad troer J vel det var blevet til, om Carl den Tolvte ikke for to Aar ſiden var bleven ſkuͤdt udenfor Frederiksſteen? Hvorlidet end didtil nogen af hans afſindige Planer lykkedes ham, faa kunde han den Gang, hvor han med hele fin Magt havde kaſtet fig paa Norge, ikke gaaet Glip af Maalet. Det var paa et hængende Haar med dette Rige. Klag derfor ei over Freden. Den kunde have været meget værre. Dog dvi kan tale mere herom i London. Jeg feer Jer jo der, Hr. Viceadmiral?“ — eg haaber, ſagde Tordenſkjold, at jeg ſkal have den Lykke, at gjøre der Eders Majeſtet min aller⸗ Hunderdanigſte Opvartning.“ — Dermed endtes Audiencen, og nogle Timer derefter blev Zora denſtjold ved Marſkallen tilſagt, at ſpiſe hoer Middag ved Kongens Taffel, ſaalenge Hans Majeſtæt opholdt ſig i Hannover. (Fortſattes.) — — 1 —— — —„———-¼—¼ — —— — —ä—ä——— —ñ— — å kr Sis VARE 439 5 Uanſtœndigheder i Ugebladet N emeſis. I) udfald imod Gräter i Ulm. nette Udfald lyder, i Nr. 4, S. 63, ſaa⸗ es: Gpmnaſiet i Ulm har faaet Moſer til Rec⸗ iin iſtedetfor Graͤter, en god Philolog iſtedet— frem ſlet. Med Greſk og Latin ſkal man lærde Sialer bygge, ikke med Biarkemaal og Edda. — — Den af Moſer paa Kongen af Wuͤrtem— bergs Fodſelsdag holdte Tale Ueber Erzie⸗ bung und Unterricht, kan anſees for en Satyre paa hans ulerde Formands overfladiſke karemaade.“ Vel er der af Bladet Nemeſis endnu kun ubfommen 4 Nummere, men det indeholder dog allerede [aa mange Grovheder, Gemeenheder og Utilbørligheder, at man kan telle dem doſinvis. Nærværende Anmelder overlader til Andre af levſe Bladets øvrige Unoder, og holder fig blot lil bette iallerhojeſte Grad inhumane og lumpne Udfald imod Graͤter. Grater har ved mere end 30 Aars Studium, vid Anſtaffelſe af et danſk, hiſtoriſk og belletri⸗ fig Bibliothek, ved Brevvexling med Abraham— ſungene, Fader og Son, med Hoſt, med Mag— „ufa, J. Møller, Nyerup, Rafn, Suhm, Thor⸗ n, og flere danſke Lærde, "erhvervet fig faa udbredt en Kundſkab om vor Litteratur og dens Sfalte, at han med Held har kunnet være ſam⸗ mis Ordfører hos fine Landsmæeud. Han har lekjendtgjort vor litteraire Rigdom, anpriſt vore Runer, oplyſt vore Myther, bearbejdet vore Sa— baer, kort ſagt, han har af vort Fedreneland Udødelige Forkjeneſter. ; Prof. Th. Badens Udfagn iKjøbenhavnss poſten Nr. 27, om den der hasdde perſiflert hans Faders Horats: Den der beſpotter en ſaadan Lerd, forraader en ſkammelig Uvidenhed i vort Fedrenelands Litteratur“, det kan man med fuldeſte Ret ogſaa — mutato nomine — an⸗ vende her: »Den der haaner en ſaadan Lerd (ſom Graͤter) røber en ſkammelig Uvidenhed ſaa⸗ vel i den danſke ſom i den tydſke Litteratur.“ Hvorpaa, maa man forreſten ſporge, mon vel Bagvaſteren grunder fin Udladelſe om Graͤters 440 * Mangel paa Lærdom, flet Embedsforelſe o. ſ. v.? Dog vel ikke derpaa, at han blev entlediget fra Rectoratet? Det har vel ogſaa kunnet hendes en danſt Embedsmand, at han har miſtet ſit Embede, men følger deraf, at han var uduelig? Desuden beholdt Graͤter det vigtigere Embede; han vedblev at være Pædagogarch. Naar den bagvaſkende Anonym ſiger: Med Graeſt og La⸗ tin ſtal man lærde Skoler bygge, ikke med Biar⸗ kemaal og Edda“, røber han fin totale Uviden— hed. Han veed ikke, at Graͤter ſaavel paa græfÉ ſom paa latinſt Sprogkundſkab ogſaa for Publi— cum har aflagt adſkillige med Bifald modtagne Prøver, Saaledes har han blandt andet udgi⸗ vet Anmerkninger over Euripides og Ana⸗ creon, overſat nogle af Cicero's Breve, ſkre⸗ vet Bogen Ueber Caͤſars Ermordung und Ciceros Anſicht deſſelben“, fortolket Skirners Rejſe i greſte Vers o. ſ. v. 3 7 At ville beviſe, at Graͤter ikke kunde vere hjemme i Greſt og Latin, fordi han havde an⸗ vendt faa megen Tid paa at lære Danſt og Is⸗ landſk, det er ligeſaa ſtringent en Argumenta⸗ tionsmaade, ſom om Nogen vilde ſige: Etats⸗ raad Thorlacius kan ikke være god Phjlolog, fordi han overſetter nogle islandſte Sagaer og cultiverer det nordiſte antiqvariſke Studium, eller at Prof. P. E. Muͤller ej kunde førive ud- merkede Bøger. I fif egentlige Fags Diſcipliner, fordi han gav os et Sagabibliothek, og de herlige Underſogelſer om Saxo's og Snorro's“ Kilder. Angrebet paa Graͤters borgerlige og litte⸗ raire Hederlighed er forreſten faa- meget mere ſkammeligt, da Graͤter aldrig har ftaaet pan det Sted, hvor han kunde være Angriberen det aller- mindſte ivejen. Man kan medfsje ſige, at flig Adferd røber et vanartigt Gemyt. Man friſtes nœſten derved til at troe paa Determinismen, og at antage, at Forfatteren er født med Mo⸗ musorganet; i faa Fald kunde man da her an⸗ vende det gamle Ord: Det er ham i Kjodet baaret, og ej i Klederne ſkaaret.“ É 2 ſom ſpillede en Sorgemarſch; desuden var ſerdeles gunſtigt. a1 Indenlandſke Efterretninger. Skertorsdag Kl. 1 om Middagen fandt afdode Commandant og Greve von der Schulen⸗ burgs hoitidelige Jordeferd Sted. Toget gik fra Sorgehuſet i ſtore Kongensgade over Kon: gens Nytorv, gjennem Bredgade til Garniſons— kirke i folgende Orden: 1) et Batterie af ni Canoner, med Trompetere, ſom blæfte i dem⸗ pede Trompeter; 2) den Kongelige Livvagt til Fods; ſaavel Overs og Underofficererne ſom hver af Mandſkabet med fort Flor om Armen og Fa⸗ nen behengt med Sorgeflor; foran Hoboiſterne, 3) den Afdødes Ordener og Marſkalſtav, ſom bleve baarne paa tre Flojelspuder; 4) Liget, ſom blev baaret af Capitainer og Lieutenanter; 8) Ligfolget, alle til Fods, hvoriblandt Deres K. H. Prinds Chri: ſtian og Prinds Ferdinand og D. D. Prinds Wilhelm og Prindſen af Heſſen Philipsthal; 6) H. M. Kongens Regiment; 7) Vognene, over Hundrede i Tallet. 2 En utallig Mængde Menneſker var ved denne Leilighed i Bevegelſe, da der lenge ikke har været en faa glimrende Sordéfærd og Veiret Det Kongl. Kunſtakademie havde i forrige Tider kun i enkelte Aar Udſtillinger, under "Ravn af Salloner, og i den Rekke af 60 Aar ſom forlob fra dets" førfte Fundats af 1754 til den nu gjeldende Fundats af 28 Juli 1814 have ikkun tre Salloner fundet Sted, nemlig i Aarene 1769, 1778 og 1794. J den ſidſte Fundats beſtemmes, at en Sallon ſkulde hvert Ade Aar være aabnet, i hvilfen Akademiets Medlemmers, Ane 2.0 Elevers Arbeider ſkulle være udſtil⸗ ede i en at i de tre Mellemaar mellem Sallonaarene ſkulle aarligen, i de nermeſte otte Dage efter 31 Marts, de Arbeider af Akademiets Artiſter og Elever, ſom i det forlobne Aar havde vun⸗ det Prœmier vere udſtillede. Efterat denne ſidſte Fundats i Aaret 1814 blev udfærdiget,” blev i Aaret. 1815 en flor Salon givet, paa hvilken over 350 Nummere vare udſtillede; (den Adgangen betales med 3 Mk. koſter 12 ß. Troſkabseed til Kong Frederik III, ſom deri abſolute Souverain; udført, efter allerhsjeſte Bt⸗ Sivert Urne, Feldtmarſkal Schak, og flere. — id af i det mindſte 4 Uger — ſamt 442 — erEE ſtorſte af de forrige Udſtillinger, den i Aaret 1794 havde kun 234 Nummere). Derimod have de aarlige for otte Dage beſtemte Udſtillinger ved⸗ varet i fire Uger og havt ej blot Artiſters og Ele vers Arbejder, men ogſaa Akademiets Med⸗ lemmers, og udenlandſte Konſtneres; ligeſom der ogſaa paa diſſe aarlige Udſtillinger, der i det Hele have veret gode, har været høit udmerkede Konſtverker, f. Ex. i Aaret 1826 endeel Thor⸗ waldſenſte Arbejder. Udſtillingen for dette Aar er begyndt Ons⸗ dagen d. 2 Apr. og vedvarer til Onsdagen d— 30 April incluſive, hver Formiddag fra 9—12 og om Eftermiddagen fra 3—6, da for Ind⸗ trœdelſen betales 246. For dem, ſom, uden⸗ for den almindelige Usſtillingstid, onſke med mere Bekvemmelighed at beſee de udſtillede Arbeider, ſtaaer Indgangen aaben fra Kl. 122—3, da Fortegnelſen — —— — i Blandt de ſtore Arbeider, ſom udmerke denne Udſtilling, nævne viet af Akademiets Direkteur, Hr. Profesſor Eckersberg, foreſtillende de he Stender, der paa Slotspladſen aflægge derts — mn —— faling, til eet af Gemakkerne paa Chriſtiansborg. Konſtneren har valgt det Hieblik, hvori Eden aflægges (d. 18 Oct. 1660). Kongen og Dron⸗ ningen ſidde paa Tronen, oprettet ved Enden af Borſen. Paa hans hoire Side begge Print: ſerne, paa hans venſtre de fire Prindſesſer. Man feer her Rigsraaderne Otto Krag, Jørgen Ro ſenkranz, Axel Urup, Peder Reetz, Henrik Bjelke, — Jeſus i Gethſemane, malet af Prof. J. 2. Lund til en Kirke i Holſteen. — Propheten Elias og Enken i Zarepta, af Hr. C. Blunck, tilkjendt den ſtore Guldpremie. Stykket beſtager af fre dis —. gurer Propheten, Barnet og Moderen, —. Moſeß, ſom med ſin Stav har flaaet paa en Klippe, af Hr. A. Koop i Rom. — Af mindre Omfang | ere: En Scene i et romerſt Oſteria, hvor man i Forgrunden feer Thorwaldſen og adſtillige Konſtnere og Reiſende, ſom Tilſkuere ved en 2 Dar fa ds af romerſke 443 Bonder, af Hr. Lindau, chſiſk Penſionair i Rom — et i fit Slags ud⸗ merket ſkjont Stykke, fuldt af Liv og Üdtryk. y i ' Nund efter Naturen. | | ö | —— —⅛ſ — — mg Prof. Lorenzen en Mynde⸗ — Af Prof. Lund, foruden Ut anførte, et Landſkab og Kullen. — Af Hr. . D. Gebauer, 10 Stykker med Landſkaber og Im, ſom denne Konſtner iſer er Meſter i at ſremdille. 6 Stkr. Landſkaber og Proſpecter af J uf Oldingen Hr. Hr. kandſkabsmaler Profeſſor J. P. Moller. Af Hr. Prof. Dahl 3 Stkr., hvortil Sujettet er norſte Egne, deriblandt hans Receptionsarbeide, it Soſtykke taget fra den norſte Kyſt, Norden ” for Bergen. Af Hr. Krigsraad Fabritius de Zingnagel. 2. Af Hr. F. C. Kjetskou 2, af Ht. F. Chriſtenſen 1, af Hr. E. Petzold 3, af ht. J. Stroe 3, af Hr. H. C. Buntzen I, af hr. F. Sodring 2, af Hr. J. H. Reuſch 2. —Paa Blomſter⸗ og Frugtſtykker er denne Ud⸗ fing iſer rig. Man feer J af Hr. Fritzſch, daf Hr. J. L. Camradt, 7 af Hr. J. L. Jenſen, af Froken Ch. Løvmand, 3 af Jomfr. H. Neer⸗ gard, 4 af Ifr. H. Helleſen, I af Hr. H. A. Anm. — Af Portraiter og Portraitfigucer: 12 Hr. C. A. Jenſen, 4 af Hr. P. Sevel, 4 af H. E. Berentzen, 3 af Hr. J. F. Møller, I d Hr. E. Petzold, 3 af Froken N. Stub, af St, C. Ploͤtz 3, af en Dame I, af Hr. D. Mon⸗ us 1. — Greben af Livet er en Gadeſcene af Hi. D. C. Blunck, hvor ifær Udtrykket i Tje⸗ neſtegens. Anſigt er talende. Af Academiets Ariſſt Hr., A. Kuͤchler er et Stykke, hvorom det famme gielder, nemlig en Amagerpige, ſom vil følge Frugt i en Malers Konſtverkſted. Frem⸗ ks af Hr. M. Rørbye en Kroſtue i Middel⸗ alteren. — Foruden benævnte Hr. Lindau have mgle- andre udenlandſke Konſtnere, Hr. C. E. R. Jorgenſtern i Hamborg, Hr. Fr. Roſenberg i Nona, og Hr. Faernley udſtillet af deres Ar⸗ lider. Af Tegninger fees 6 Blade Contourer iſter ældre italienſke Meſtere af Hr. Prof. J. k. Lund, og 4 Tegninger efter Malerier i den Kgl. Samling, af hans Elever under hans Vei⸗ lidning. — Af r. Landſfabs⸗Kobberſtikker S. H. Peterſen 5 Stykker, der vidne om heldig Fremgang i hans Konſt. — Af Hr. Artiſt O. J. Schmidt Aftryk af 6 Plader med Figurer af de 444 g udgravne antike Frestomalerier i Pompeſi, Her⸗ culanum, Stabie, og 16 dito forſtjellige Ara⸗ beſker og Ornamenter med deres Farver, ſamt to Maſker fra Herculanum, maa intereſſere baade Konſt⸗ og Oldtidsyndere. — J Billedhugger⸗ konſten, foruden Hr. C. Chriſtenſens Akademiets ſtore Guldpræœmie tilkjendte Arbejde, 2 Basrelie⸗ fer af Hr. N. Simonſen. — I' Steen- og Stem⸗ pelſtjærerkonſten en Samling af Vaabener, af DOhrr. Profeſſorer S. & A. Jacobſon, og to Por⸗ traiter og en Apollo, af Hr. Secret. Muhle. J Bygningskunſten fees de Arbejder, ſom ere tilkjendte Præmier, nemlig af de Arr, O. J. Schmidt den ſtore Guldmedaille — Thielemann, Hr. H. C. Hanſen dog Thorin, hver den mindre Guldmedaille og R. S. Brotterup, den ſtore Solvmedaille. — J Ornamentfaget tre Stykker. Ved Ubſtillingen ſees denne Gang ogſaa meget ſmagfulde Sager af forgyldt Bronze og af pletteret Arbeide. j Den 1 April ſkulde en Snedkerſvend der, efter tre, fire Dages Sygdom, var død her i Kjøz benhavn, begraves. Ligfolget var allerede ſam⸗ let og Kiſten ſkulde ſlaaes til. Men da man fandt, at. Liget var noget rodagtigt i Anſigtet, faa vilde man ikke begrave det, førend man havde hørt hvad vedkommende Lege ſagde. Denne blev kaldet, og erklærede, at Menneſket vel var dødt, men at man dog, for. Visheds Skyld, gjorde bedſt i at opfætte Begravelſen noget. Lig⸗ folget gik nu igjen fra hverandre, men det Rygte udbredte fig ſnart, at en Dod var levet op igjen. J Onsdags blev Liget begravet. Da den Af⸗ døde ſkal have havt Bryſtſyge, faa har Rodmen i Anſigtet mueligen veret en Virkning af me⸗ gen Hoſten. 5 Den 7de d. M. Kl. s vil Hurtigløberen Hr. Berg viſe ſin Ferdighed i Hurtigloben paa Exerceerpladſen. Han vil tilbagelægge dens Omkreds tolv Gange, hvilket udgjor 1 Miil, i 32 Minutter, En Billet koſter 32 ß. — — KN Y - LE 7 — 95 . 2 ; . 445 g N 5 ; 446 | i Dette Blad har forhen omtalt Uldmarkeder Symne til Daaffefeften. + lige en nyttig Sag, og i Flor meddeelt 1 ; te 18 ; 3 igt om tydſte Uldmarkeder. J Hertugdomme d l : 75 : Slesvig ar være nogle, men RER med de ö 805 mig! Gelb mig at Du Tever, | giode Indretninger af Magaziner 2c. ſom de tyffe. CY e e Hear 7 I Hufum har, fra utænfelige Tider af, et Seiervinder uden Lige, betydeligt Uldmarked være forbundet med Ste⸗ Led mig til Dit Lyſets Rige dets Pindſemarked; paa hvilket Uld fra de om— Som Du Dine gav. | liggende Marſkegne og fra Halligerne, ſaavelſom IM fra Derne Fohr, Nordſtrand og Pelworm, blev a f ; bragt til Forhandling. Ved en Befjendtgjørelfe Rør Din Harpe Chriftenfjæl — af Stadens Commercium af 9 Martz 1828 er Udi Paaſke⸗Morgenrode bette bragt i Erindring. (A. M. 47.) Han ſom er vort Haab, vor Held, For Tondern udferdigedes under 2 Oct. Slumrer meer ei blandt de Dode; 1827 en kongelig Concesſion om at i ſamme Han opſtod i Morgenſtunden, Stad maatte: hver Torsdag efter Pindſe og 1 0 Derfor toner Sang i Lunden. folgende to Dage holdes et Tredages Uldmarked å ee (Ribe Avis 1827 101.) 9 var n Dodes Grav, For Tonning er ogfaa aarligt et Uldmarked Loder glade Engleſtemme; bevilget at maatte holdes i den Tid mellem 12 Ham ſom Døde Livet gav til I5 May ſaaledes at om en Helligdag ind— Kan ei Gravens Morke gjemme: treffer holdes Markedet den folgende Sognedag. Dodens Herre herlig lever, 8 2 (Alt. M. 21). Og Hans Fjender flygter, bæver, å; ' Grav beſeiglet — Vagten ſat, — ————————— For at verge om den Døde; nn SÅ an 15 Lynet farer brat i SAS 72 an opſtod i Morgenrode: e Blandede Efterretninger. Han, hvis Blod for os er runden, Den tydſke Skueſpildigter Deinhard— Herligen har Seier vunden! * ſtein har bragt den gamle nuͤrnbergſke Folke⸗ e Folk, lovſyng Din Gud 7 - fanger og Skomager Hans Sachs paa Skue⸗ RUDE ae ons r 2 pladſen, og hans Stykke har ej alene gjort ſaa⸗ Han hvis ſtore Almagts-Bud megen Lykke hos det ſtorre Publikum, at det er Seirer over alle Fjender: 2 1 2 Maaneder bleven ſpillet 9 Gange paa, Ham: For Hans Fodder de nedfalde, horgs Theater; men Skomagerlauget ſammeſteds Medens Chriſtne Ham paakalde. bar tillige, rørt over at fee fin æfthetiffe Wre s reddet, ved Oldermanden Hans Sachs's Oplivelſe, Ja til Verdens ſidſte Stund! i ſin Glæde derover ſtjenket Skueſpilleren, Hr. Vil fin Kirke Han beſkyttez 2 Jacobi, ſom giver Hovedrollen, en Selppokal, Ja ſaalenge Sang fra Lund ſom blev overrakt ved en Skrivelſe, hvori ſamt- Priſer Ham fra Jorde-Hytte; lige Laugsmeſtere udbade fig den Ære: at maatte Ja faalænge Lerken ſtige, Aevere ham og hans Familie uden Betaling, alt Til Hans Priis ved Paaſketider! det Fodtoi, de behøve. faa længe de leve, i 7 > LE 2 6 „ "ARB A) 22 : E. Muͤlertz. — —— | | i i ' 4 i ' , K job en ha vn. Forlagt af S. Soldin. Trykt i L. J. Jacobſ ens Bogtrykkerſe, ' . . . 2 * 55 5 5 8 Nyeſte r Skilderie af Kjoben habn. Femogtyvende Aargang. No. 29. Udgivet og redigeret af Fr. Thaarup, Etatsraad. Forſendes, ifølge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Tirsdagen den 8 April 1828. SS H H H —— Peter Tordenſtjold, en fedrenelandſk Novelle. P . TAS XI. J Hannover ſavnede Tordenſfjold heller ikke Yſpredelſer, der kunde gjøre ham Opholdet ret behageligt. Marſkal Baron v. Buͤlow, ſom forte et fort Huus, var Chef for de hannoverſke Trop: per. Han var en kjek Kriger, havde tjent med Udmærfelfe under Hertugen af Malborough og com manderede nu tyve Tuſind Mand hannoverſke Trop— ku. Baron v. Goͤrtz, Kammerpreſident, . var. forfe Maitre d Hotel. Diſſe og flere betydelige Hule udmerkede fig ved Gjeſtfrihed. Tre Gange om Ugen ſpilledes paa Slottet franſk Co⸗ moedie, hvortil Enhver havde fri Udgang og ſtun⸗ kom gaves ogſaa der Concert, Bal og Aſſemblse. Medens Tordenſkjold morede fig her i Han⸗ nober, forſomte Lord Carteret ikke at virke for ham i London. Han havde tilftilet Miss N. hans veltrufne Portrait. Det aabne, fri, nordiſke Anſigt gjorde ſtort Indtryk paa hende og længe ſtirrede hun paa det kraftfulde Contrafei. Den brunladne Anſigtsfarve forhsjede Glandſen af de fyrige, blage, dybt indliggende Øjne. Den ſtore krumme Neſe, de frærke, tæt ſluttede Le⸗ ber, den klovede Hage, den heje Pande dannede et Heelt, ſom bebudede en Mand af Mod, Aand Øg Faſthed. Et Ar af et Hug, ved Munden, ä — 1 * ' han havde faaet ſom Lieutenant i en Strid med en Lieutenant Højer, var, langt fra af van⸗ hælde ham, ligeſom et Skilt, der vifte, at han ikke frygtede for en Tvekamp, naar han troede ſig fornermet. være nogen Tvivl om, at hun vilde rakke Hel⸗ ten fin Haand, derſom ikke en ulykkelig Skjebne havde beſluttet det anderledes. Syv Dage. forſvandt for Tordenffjold her i Glæde og Behagelighed. Kongen vifte fig ved ſin Afreiſe meget naadig imod ham, og han kunde ikke vente ſig andet, end- den meeſt glimrende Modtagelſe i Engelland. i i "Dagen efter Kongens Afreiſe blev Torden⸗ ſkjold buden til Middagsſpisning hos Baron v. Buͤlow. Efter Maaltidet indfandt adſkillige for- nemme Gjeſter ſig. Blandt diſſe var Prinds, Wilhelm af Heſſencaſſel, der ſiden blev regje- rende Landgreve; Rigsraaden, Feldtmarſkal og Overſtatholder, Greve Adam Taube, den ſpvenfke Generaladjutant Sickert; den engelſke Envoyee å ved det Heffiffe Hof, Haldane, og endeligen den forhen nævnte Oberſt Stael. Foruden diſſe Her⸗ rer vare mange fornemme Damer komne til. Haldane, ſom havde bragt Stael med fig, ſpurgte nu denne: om han kjendte Viceadmiral Tordenſtkjold? Stael ſvarede ja, og at han havde feet ham paa en Aſſemblee i Hamborg. Tor⸗ denſtjold, ſom ſyntes at ville undgaae al Sam⸗ tale med denne ſin forhadte Modſtander, ſagde, — - Den brittiffe Miss blev ſaa 5 indtagen af Portraitet, at der aldeles ikke kunde — U 451 < at han ikke erindrede at have ſeet Stael. Da man fatte fig ned at ſpille blev Samtalen af— brudt. : Caffeen blev. baaren frem og de Cavalerer, ſom ikke ſpillede, hvoriblandt var Tordenſkjold, begyndte igjen at tale ſammen. Der bragtes, ſom det ſyntes, med Flid, en Gjenſtand paa Bane, der nodvendigen maatte opvekke ubeha— gelige Folelſer hos Tordenſfjold. Man fortalte, at Kongen ganſke nyligen havde ladet paagribe nogle Spitsbuber, der have gjort ſig ſkyldige i falſk Spil. Tordenſkjold, ſom mindedes hvad der var mødt den unge Lehn, roſte ſęerdeles me— get Kongens Foranſtaltning. Det vilde være at onſke, ſagde han, at alle Fyrſter og Bvrig⸗ heder vilde ſaaledes lade alle falſke Spillere ſtraffe.“ „Endeligen ſpurgte han Stael: „IJ; har vel ingentid, Hr. Oberſt, hort tale om en Slan⸗ ge, der ſkulde være kronet med ſyv Hoveder? og ſom viſſe Perſoner lode foreviſe Nysgjerrige, blot for ved denne Leilighed, at franarre dem Penge? Een af mine Paarorende er grueligen bleven optrukken af disſe Spitsbuber og maatte dyrt betale fin Nysgjerrighed.“ — Stael ſva— rede, at Hiſtorien om Slangen med de ſyv Ho⸗ veder var ham bekjendt; den tilhørte endog: een af hans Slegtninger, men af Filurerie vidſte han intet at ſige. Han fane derfor gjerne, at Bi- ceadmiralen nøjere vilde forklare ſig, om han meente ham eller hvem han egentligen meente med denne Tale.“ Tordenfkjold ſagde, Kat Stael. kunde tage hans Ord op i hvad Mening han vilde.“ Man blev hidſig fra begge Sider, og endeligen ſagde Stael: „Je ne veux avoir rien à demeler ici avec ce grossier Matelét; Sil est tans homme de coęur que de mots, je ne Veviterai à un, autre endroit“ *), og gik. Tordenſkjold, ſom ikke forſtod Franſk, lod fig paa Stedet forklare Staels Ord, og det ſyntes Wſom venſkabelige Aander ikke dvelede med at overſette dem faa tro ſom mueligt. Det Ud— tryk, grob Matros,“ opirrede Viceadmiralen i -) Jeg vil aldeles ikke give mig af her med denne grove Matros; men derſom han er ligeſag meget Mand af Mod ſom af Ord, fan ſkal jeg ikke undlade at mode ham pgg et anbet Sted. . traf ham i Forſtuen og tog fat i ham. til Fods hjem til fit Logis. 452 den Grad, at han fRyndte fig at lobe efter Sa tael traf fin Kaarde, men i. Forvirringen med Bal— gen paa, og begge tumlede nu ned ad Trappen. General Buͤlow ſendte vel den i engelſk Tjeneſte ſtaaende Generaladjutant, Oberſt Muͤnchhau— ſen tilligemed en anden Officeer efter dem, for at ſtille dem ad, men forgjeves. Da de vare komne ned i Gaarden flog Tordenſkjold ham ſtrax Kaarden ud af Haanden med ſin Stok, greb ham i Bryſtet, kaſtede ham til Jorden og pryglede ham dygtigen med Stokken. Nogle Slag traf ham ſaaledes i Hovedet og Anſigtet, at Blodet flød vaa adſtillige Steder af ham. Da Stael endeligen. var kommen op af Skarnet, raabte han: om der da var ingen, ſom vilde hjelpe ham? Tordenſtjold ſvarede jo! og tog i det ſamme hans Kaarde op, huggede ham aͤdſkillige Gange med den omkring Drerne, brækkede den derpaa itu, kaſtede Styk⸗ kerne ud paa Gaden og gik derpaa op igien til Selſkabet. Stael var faa blodig og tilſmurt, at han ikke kunde komme derop; men maatte blive ; ſtaaende i Gaarden indtil hans Tjener kom med en Portechaiſe. Da Porteurerne ikke vilde tage ham ind, fordi han var ſaa ureen, maatte han gage Tordenſkjold tog ſtrax derefter Affked med Selſkabet, kjorte hjem og befalede, at der ſkulde beſtilles Poſtheſte til næfte Morgen, da han agtede at begive fig paa Reifen til Berlin. i a . Det er unægteligen en Sandhed, ſom vor Helts ivrigſte Beundrere maa indrømme, at hans Hidſighed ikke vifte ham her frauen for⸗ deelagtig Side. Viſt nok havde han ſterſte Grund til at være yderſt opbragt over Oberft Stael, og af alle Omſtendigheder ſynes det og at fremlyſe, at man havde lagt an paa at op— irre ham og mueligen ogſaa paa at tvinge ham til at indlade fig i en Tvekamp med fin. Mods, ſtander. Men at han paa denne Maade og ved denne Leilighed tog Hevn paa ham var, milde talt, heiſt ubeſindigt. ! Mæfte Dags Morgen Kl. 7 indfandt fo Per⸗ 1. ſoner fig bos Tordenſkjold, ſom endnu ikke var ſtaaet op. Kammertjeneren beſtilte dem igjen til Kl. 8. Ved. dette Klokkeſlœæt kom de ogſaa igjen og erklerede Viceadmiralen, at de vare ſendte frå 453 Oberſt Stael, ſom bad: at han i Dag eller i Morgen vilde give ham Satisfaction paa et viſt Sted, ſom han ſelv kunde beſtemme, for den Tort, der var bleven ham tilføjet Aftenen i Forveien. Tordenſkjold ſvarede, at han ikke kjendte Oberſt Stael, langt mindre vidſte, enten denne var Obeſt tler Major. Tilmed agtede han i Dag at reiſe "fil Berlin, hvorhen det ſtod den, der havde ſendt dem, frit for, at reiſe efter ham, men at han ei agtede at gjøre noget Trin efter ham. Denne kunde føge fin Opreisning paa det Sted, hvor han var falden. Med ſaadan Beſted gik nu begge Sendingerne. Meerkeligt er det, at den ene af diſſe var Generaladjutant Si— ckert eller Siquier, en født Franſkmand, ſom man beſkyldte for, to Aar i Forveien, ſnigmor— diſt at have ihjelſkudt Kong Carl den Tolvte i Lobegraven udenfor Frederikſteen. Beſkyld— ningen blev vel ſiden ikke fuldkomment be⸗ viiſt, men afgjort er det, at han to Aar ſildigere (4722) erklærede fig felv for Kongens Morder, ſtiondt man paaſtod, han gjorde det af Sinds— ſvaghed. At Stael havde valgt juſt denne Per— ſon forſt til Udfordringens Forkyndelſe og ſiden til Secundant, opvakker ikke nogen gunſtig Tanke om hans Omgangsvenners Sindelav og hans Sags Retfærdighed. j Men uagtet Tordenfkjold faa faſt havde beflutter endnu at afreiſe ſamme Dag, blev det ham dog ikke mueligt, at udføre fin Be— ſuͤkning. Hans Apindsmend, ſom nu eengang havde ham i Garnet, vilde ikke lade ham flippe. Allerede Klokken ni og ſtrax efterat de to, ſem udfordrede Tordenſkjold vare gagede, kom ud til ham fra Kammerpreſidenten Baron Gortz, ſom lod bede: at Admiralen endeligen vilde opfætte fin Reiſe og gjere ham den Wre at ſpiſe hos ham til Middag. Tordenſkjold lod ſvare: dat han bad Hr. Baronen vilde have ham undſkyldt, da han havde befluttet, endnu amme Dag at reiſe.“ Men Tjeneren kom no⸗ get derefter igjen og hilſede fra fin Herre: Lat Admiralen endeligen maatte beviſe ham den Vre, i Dag at ſpiſe bos ham, da han hidtil ikke havde havt den Are, at fee ham i fit Huus.“ — Tordenfkjold troede nu, ikke at burde und⸗ 454 flane fig derfor, lovede at kemme og tog om Middagen hen til Kammerpreſidenten. Det er aabenbart, at Baron Görtz ſtod i Forbindelſe med Stael og hans Tilhen⸗ gere og at den gjentagne Indbpdelſe til Middagsſpisningen ikke ſigtede til andet, end til at afholde Tordenſkjold fra at reiſe og faae ham til at indlade fig i Duellen. Blandt de talrige Fremmede, ſom her vare, fandtes ogſaa Oberſt Muͤnchhauſen. Stael bragtes over Bordet paa Bane, hvor upaſſende end Stedet dertil var. Viceadmfralen fortalte, at Stael ſamme Dags Morgen havde ladet ham udfordre, men at han holdt det for unødvendigt, at give ham nogen Erſtatning. Af diſſe Ord maa man flutte, at Stael maa have viiſt den forrige Dag en ſaadan Opforſel, at, Tordenſtjold, der overalt betragtede ham ſom en falſt Spiller, anſage det for at være under fin Værdighed, at duellere med ham. Men hele Selſkabet raadede vor Helt dog at give Stael nogen Erſtatning, efterdi han for Reſten var en god Cavaleer. negte det, thi vanſkeligt var det uden Tvivl at“ beviſe, at Stael var ene om Optrakkeriet mod den unge Lehn, da ſaadanne Spillecomplotters Medlemmer i Atmindelighed dele den uretfærdige Gevinſt imellem fig. En god Stund vægrede han fig ved at forandre fin Beflutning, men man pla⸗ gede ham ſaalenge indtil han omſider indvilli— gede i, at mode Stael paa et Par Piſtoler.“ Imidlertid vidſte Vedkommende uden Tvivl at Viceadmiralen neppe hapde ſin Lige i at ſkyde med Piſtol, da man ofte havde feet ham ſkyde en Proppe af en Flaſke, uden at fkade den, treffe et Es paa u et Kort, eller ſnyde med Kuglen et brændende Lys, der blev holdt i en temmelig Afſtand. Nogle gjorde ham derfor den liſtige Indvending, at med Piſtoler gik man hinanden paa Livet, og at denne Ouel derimod kun ſkulde være en Proformafegtning, for at give Oberſt Stael nøgen Erſtatning. Den troſkyldige Tor⸗ denſkjold, der var ſtorre Helt end Menneſkekjen⸗ der, lod ſig overtale til at antage en Udfordring paa Kaarde, ſkjondt han aldeles ingen Ferdig⸗ hed beſad i at bruge den og hans Modſtander Derimod deſto ſtorre. Man aftalte paa Stedet, Zordenføjoldbs Strid med Tordenſkjold havde Ondt ved at rr 2 Te, , 458 at Oberſt Muͤnchhauſen ſkulde være Tordenſkjolds og Generaladjutant Sickert Oberſt Staels Se- cundant. Men efter den hannoverſke Præmier: miniſters Befaling maatte Duellen ikke finde Sted pan Hannovers Grund og begge Secun— danter beſtemte derfor, at man ſkulde modes paa den hildesheimſke Grendſe. Ogſag dette vifte, at man indſaae Retferdigheden af Tordenſtjolds Sag og at man, i Zilfælde af at han faldt, ſom man fyntes forud at være temmelig vis paa, i det mindſte kunde undſkylde fig med, at det var Han ſpurgte: relſe og iførte. ſig ſine Kleder. ſteet. uden for Kongens Lande. Da Tordenſtjold om Aftenen kom hjem, be— falede han, at der ſkulde beſtilles Poſtheſte til næfte Morgen, efterdi han agtede at tage et Par Mile ud paa Landet. K merkede Uraad, ſpurgte: „ſkal vi med det ſamme reiſe herfra?” „Nei, ſvarede Tordenſtjold, jeg vil kun til Herrenhauſen.“ — Kold, ſom vidſte, at Viceadmiralen nyligen havde. været” med Kongen paa dette Lyſtſlot, yttrede den edle Tvivl, ſom hans Hengivenhed for hans Herre, maatte opvæffe hos ham; men Tordenſkjold ſva— rede fort: Lad kun Heſtene blive beſtilte!“ Allerede Klokken 5 næfte Morgen indfandt Oberſt Muͤnchhauſen fig, der overalt tog fig" varmt af Sagen og i hvem Viceadmiralen nok. neppe. havde. valgt fig den bedſte Secundant. f om Admiralen allerede var op⸗ ſtaget? Kold ſvarede nei. Men Tordenſtjold, ſom horte det, ſpurgte Kammertjeneren hvo der var? Da han erfarede, at det var Oberſt Muͤnch— hauſen, ſagde han: „lad ham komme ind!“ Han flod op af Sengen, leſte fin Morgenbon, kom i Slaaprok ud i det yderſte Verelſe og hilſede paa Muͤnchhauſen. Tenker Hr. Oberſten, at vi ſkal reiſe derud i Dag, ſom vi talte om i Aftes?“ „Jo, ſvarede Oberſten, det kan vel ikke være anderledes, efterſom det er blevet af— talt i Aftes hos Goͤrtzes, men — tilfsjede den Trœdſte — jeg troer neſten ikke, at Stael vil mode, thi jeg har hort, at ham, allerede i Nat ſkal være reiſt herfra til Hamborg, men. Admiralen maa dog gjøre Reiſen, for at holde Tit Lovte.“ — Tordenſkjold gik ind i fit Væs Inderligen bad nu Kold Oberſt Muͤnchhauſen, at formage hans Kammertjener Kold, der … 456 ” Herre til at afſtaae fra fit Forfæt, da han vidfte forud, at han ikke beſad den Koldſindighed kunne at forſvare fig med Kaarde. Oberſten forſikkrede den trofaſte Tjener, at Stael aldrig vilde mode paa Pladſen, thi han var allerede paa Halv⸗ veien til Hamborg, Med ſaadanne falffe For— ſikkringer ſtoppede han Munden paa Kold. Nu kraadte Tordenſtjold heel paakledt ud igjen af ſin Stue og ſpurgte: Ere Poſtheſtene komne?“ Ja, ſvarede Kold — vil Admiralen ikke have fine Reiſepiſtoler med?“ — „Nei,“ ſagde Tor⸗ denſtjold, og Münchhausen tilføjede „det gjores ſandeligen ikke fornodent, thi det kommer ikke til det!“ — Muͤnchhauſen ſvingede ſig op paa fin Heſt, Tordenſtkjold fatte fig med-Kold i en Chaſſe, og kjorte did hen, hvor han aldrig ſkulde vende. tilbage fra. ; i . (Fortfættes,) Indenland ſke Efterretninger Ligeſom Kjøbenhavn nyligen miſtede fin Commandant ſaaledes miſtede det igjen d. Idie d. M. fin Stadshauptmand, Oberſt v. Hallan⸗ der, Chef for Kjøbenhavns Borgervebning, R. af D. og D. M. Han opnaaede en Alder af 74 Aar, og var i fin Tid een af de førfte Byg⸗ meſtere i Hovedſtaden, ſom er prydet med mange Bygninger, der ere opførte under hans Beſtyrelſe. Hvorledes Stadshauptmandspoſtens Forretninger bleve beſtridte ferend Souverainiteten derom har Redactsren ei Oplysninger ved Haanden. 3 Brandanordningen af 1653 kaldtes Chefen for Kjøbenhavns borgerlige Militaire: ”Stadfens$ Hopmand.“ J Stadens Beleiring, nogle faa Aar derefter, blev Frederik Thureſen Stads Oberſt, og indlagde. fig ved ſit Forhold flor Wre. Efter Souverainiteten blev han af Kong Frederik den 3di confirmeret i ſamme Poſt, og han bar Kongens Portrait paa Bryſtet. Hans nermeſte Eftermand var Njels En voldſen, ſom havde i Beleiringens Tid været Borgerka⸗ pitain, og ſik ligeſom de øvrige Capitainer, en Guldfjæde med en Medaille til at bære paa Bryſtet. Ved. hans Tiltredelſe i Chargen bled - (| bå diget, og, ſom Beviis paa kongl. Naade tillagt. —— —ů— ＋— — — — PER 457 Navnet dret til Stadshauptmand. Saaledes eretter JAG i hans Kjøbenhavns Beſkriv. S. 128, hvor de folgende Stadshauptmend opreg— nes, og hvor det er bemerket, at under 17 Jan. 1772 blev Oberſts Rang tillagt denne Poſt. J Reglementet for Kjøbenhavns Borgervebning af 1 Juni 1808 er i § 48 beſtemt, at Stadshaupf⸗ manden rangerer med Oberſter af Infanteriet, og i $50 lœſer man de ham paaliggende Plig— ter. Den ſidſte Stadshauptmand Jonge nævnte var Johan Jorgenſen. Blandt hans Efter— mand var Jens Mylius, forhen Brygger. Han blev den 20 Martii 1808 i Naade entle— fin hidtil havte Gage i Penſion, ſamt forundt Rang med Nr. 16 i Rangforordningens 2den Glaſſe. Tommermeſter Hallander, ſom da var Major og Chef for det borgerlige Artillerie— korps, blev under ſamme Datum udnævnt til Stadshauptmand og Chef for det borgerlige In— ſanterie, ſamt at vedblive ſom Commandor for dit borgerlige Artilleriekorps, hvilket Corps ſkulde fremdeles ſtaae under Overkommando af den hoſſtkommanderende Officeer for det kongl. Artil— liitkorpßs. (See Coll. Tid. 1808 S. 203.) Bid det i ſamme Aar udftædte ovennævnte Rega ment blev det borgerlige Infanterie og Artil— Aiie i Kjøbenhavn forenede under Stadshaupt— mandns Commando ſom Chef, ſaaledes at Inſpiktoren over Infanteriet i Sjælland for ſaa— vidt Infanteriet vedkommer og Chefen eller den hoſſkemmanderende Officeer for det kongl. Ar— lee ſaavidt Artilleriet vedkommer have In— ſpeklions Forretninger. (8 24). N „Den kongelige Direktion for Dovſtumme Juſtitutet her i Staden har til Cancelliet ind— ſudt Beretning om Inſtitutets Tilſtand for Aatet 1827, hvoraf det væfentligfte Indhold er folgende: Inſtitutets betydelige Udvidelſe i Aa⸗ tet 1825 fra 79 til 93 Pladſer viiſte fig alles rede i 1826 utilſtrekkelig for et Antal Born, ſom efter Alderen burde optages. Der blev altſaa gjort, Udveie til 11 nye Pladſer, faa at der babes i alt 104 Pladſer, nemlig 71 Dren⸗ gepladſer, hvoraf de 68 vare beſatte, og de 3 N ſofbeholdne Born, der ventedes at indkomme, 458 lå og 33 Pigepladſer, ſom alle vare beſatte. Saa— ledes var ved Udgangen af Aaret 1827 Antal⸗ let af Eleverne i Stiftelſen 101; foruden at 8 Dovſtumme, uden for Boligen, mødte der med Udgang til Undervisningen. Fornodne ÜUdvi⸗ delfer ere og ſkete i Skoleverelſerne, Bekled— ningskamret, o. ſ. v. Ved Beſpisningen er ifær med Henſyn paa den neſten almindelige Diſpoſition hos Dovſtumme til Klertelſyge gjort Forſog ſiden I Apr. 1827 med at afſtaffe enkelte Spiſer, ſom rimeligen kunde nære ſaadan ſygelig Diſpoſition, og ſaaledes er paa de to Dage om Ugen, pan hvilke for blev givet Erter med -Flæjt, og Kaal med Fleſk, i dets Sted givet Kjod- eller Grynſuppe med ferſt Kjod, og Kjertelſygen har fiden, uagtet et ſtorre Antal af Born, yttret fig hos. færre og mindre ondartet; Dog tilſkriver Direktionen ogſaa de idelige So⸗ bade Sygdommens Aftagelſe. J Stiftelſens Haandarbeidsſkoler ſpindes Garn til Stiftelſens hele Forbrug af Stromper, Horgarn til Lærred, - fint Uldgarn til Hvergarn; der ſtrikkes det hele Forbrug af Stromper, ſyes hele Forbruget af Linned, Kjoler, Forkloder og Lommeterkleder til Pigerne; og der udbedres alt nødvendigt af Pigernes hele Beklœdning og af hele Inſtitutets Linned og Strømper. Jeet Vaververkſted, et Skomager- og et Skræderverkſted gives ej allene, ved anſatte døvffumme Lærere, Undervisning i bemelte Arbejder, 'men der virkes og forarbeides hvad Inſtitutet behøver af Klednings Artikler, ſaaledes forarbeides ogſaa i Skomagervpeerkſtedet. de fornødne Kaſketter. Desuden drives ved In— ſtltutet Paparbeide, beſtaagende af Skriverbsgers . - Indbindning, Paaklining af Tabeller, og For færdigelfe af Perſpektivkasſer, hvortil. Kobber— ſtykkerne illumineres af Eleverne; hvilket giver nogen Indtegt for Stiftelſen. End videre Dre ja ning, ſom foretages af enkelte Drenge i Fri. timerne, og Straafletning, hvori nogle af” Eleverne have opnaaet megen Færbdbighed, men hvis. Henſigt, da Arbeidet ifølge Stiftelfens Ind⸗ retning og Beſtemmelſe ikke kan drives det ſtore, allene er at aabne Udſigt til en Erhvervelſeskilde i Fremtiden for Enkelte af de afgagende Elever, Gymnaſtiken drives med megen Lyſt og god Fremgang af Drengene; og Svommeovelſerne — — v : ö ' * ” H f 8 ytre iſer en velgjorende Indflydelſe paa Dren⸗ genes Sundhed. 2 eke (Fortſettes.) Den Veirſpaadom, man nyligen leſte i Skilderiet, er hidtil. virkeligen gaaet i Opfyl⸗ delſe. Naar man ikke vidſte, at vi i Dag have forſte Paaſtedag, faa ffulde man, hvis man blot vilde rette fig efter Folelſen, troe, at vi ffrive den iſte November. Man har Sneefog, og Jis ligger paa Gaden. For Eftertidens Skyld for⸗ tjener Sligt at optegnes, thi der gives ikke mange, der have oplever en faa Fold Paaſke, og Forfatteren af det gamle Digt den grønne April vilde falde i Foruündring naar han ſaae denne Hvide April.“ ; Iblandt de mange Reiſende Videnſkabs— mend der have beſogt Island og udgivet Reiſe— Jagttagelſer, og Reſultater af deres videnſtabe⸗ lige Underſogelſer er Med. Doct. Thienemann; hvis Reiſe i Fjor udkom. Fra Ungdommen af, ſiger han i ſin Fortale, beſjelet med en in⸗ derlig Kjerlighed til Naturhiſtorien, valgte For; fatteren af denne Reiſe, efterat have levet fem lykkelige Aar i Skoleanſtalten Pforta, Meditinens Studium, ſom det der meeſt pasſede fig med hans Tilboielighed, og han beffæftigede fig i 8 Aar i Leipzig med de medicinſke Videnſkabers theo⸗ retiſte og praktiſte Dele, uden dog at kunne undertrykke den herſtende Hengivenhed for Na— turvidenſkaberne; men for hvilke viſt nok An⸗ ſettelſerne ere faa, og kunne naturligvis kun til: deles dem, der have lagt offentlige Beviſer for Dagen paa deres Duelighed i Faget. Hertil vælge nu mange Udarbeidelſen af en Haandbog i Naturhiſtorien, Andre monografiſke Afhandlin— ger. Forfatteren foretrak at gjere en Reiſe, paa hvilken han kunde ſamle Materialier til et Værk, der kunde gotgjore hans Kald til naturvidenſka— belige Forretninger. Samlinger ere uomgjen⸗ gelig nødvendige til Naturhiſtoriens Studium, overalt har man følt Trangen dertil, og neſten alle Univerſiteter ere i nyere Tider blevne for⸗ ſynede med ſaadanne Samlinger. Da det leip— zigſte Univerſitet, i det ringeſte i Zoologien, næ- ſten endnu intet beſidder, faa havde Forfatteren, 460 fom en ubemidlet Samler, ogſaa føgt at forſkaffe fig de mekaniſke Ferdigheder, ſom ere fornødne til Erhvervelſen og Fremſtillingen af zoologiſke Gjenſtande, og allerede forend ſin Reiſe ſam— menbragt, ved egen Samling, et temmeligt An— tal af Pattedyr og Fugle. Han valgte nu til Maal for ſin Reiſe en Egn ſom i de nyere Ti— der, da alle ellers ile til det pragtfuldere Syd, er bleven lidet beſogt af Naturforſkere, hvor han vilde gjøre flittige Samlinger, og derved nærme fig fit Maal. Island blev beſtemt til hans Rei— ſes Endepunkt, hvilken He, fuld af Naturmeerk— verdigheder, byder Focrſkere og Samlere en rig Mark. En aeldre Broder forſtrakte ham med den fornodne Sum til Reiſen, og i daværende Student, ſiden Det. i Medicin og Chirurgie ved Sygehuſet i Hamburg, Hr. Guſt, Guͤnther, fandt han en foronſket Rejſefclle. J Juni 1820 forlode de Leipzig, kom 16 Juni til Kjo⸗ benhavn, og afſeilede derfre 8 Juli. Pag Rei- ſen til Island kom de til at opholde fig nogen Tid pan Norges Sydkyſt, ifær i Arendal, og ſik der i Mineralogie og Botanik et rigt Üdbyite.“ De kom endeligen til Island, hvor de fra 7 Sept. 1820 til 23 Sept. 1821 opholdt dem, dog bereiſte de trediedele af Den i forſtjellige Retninger. Efter deres Tilbagekomſt til Kjøs benhavn gjorde Forfatteren en Udflugt, til Lund, og kom endeligen d. 26 Dec, 1821 tilbage til Leipzig. En anden Naturforſker, vor for Vi⸗ denſkaberne nylig ved Døden for tidlig bortrevne Zoolog Faber, ſom i to Aar opholdt ſig paa Island, havde bereift de veſtlige Kyſter af Lan⸗ det, hvor vore tyſke Reiſende ikke kom. Han vendte ogſaa i Efteraaret 1821 tilbage, ligeſom den naturkyndige Det. Morch ſamme Sommer havde beſogt Ben ſom Botaniker. Reiſebeſkti⸗ velſen indeholder nogle Optegnelſer om de Pa: turhiſtoriſke Samlinger i Kjøbenhavn, og de Forfatteren af vore Videnſkabsmend viiſte Op— merkſomheder. Skriftets Titel er folgende: Reiſe im Norden Europa's, vorzüglich in Js⸗ land, in den Jahren 1820 bis 1821 angeſtellt von F. A. L. Thienemann. Med. Det, zweiten, Inſpectoͤr des köͤngl. Saͤchſiſchen Naturalienka⸗ binets ꝛc. und G. B. Guͤnther, M. Oct. Bie ſchrieben von erſterm. Mit 5 kolor. u. ſchwarzen * i | | ' | [ 2 461 Afbildun uch 1 Landcharte. Leipz. 1827 11 90 S. 175 8. Kortet er over Island, | og derved det Gliemanſke lagt til Grund. * i. Odenſe den 4 April. Igaar og idag have A igjen. fuldkommen Vinter. Pag de Steder, [om Solen ikke beſtinner, er Jorden ſtivfrosſen og inat vare de fleſte Vinduer belagte med Jis. Man har Grund til at befrygte, at denne Afvex— ling af Veirliget vil afgive mange Koldfebere, der alt temmelig i dette Foraar have begyndt at udbrede. ſig. Det var altſaa Vinterens femte Akt; Epilogen ville vi gjerne ſtenke den! vv Blandede Efterretninger. Den rige Banquier Lafittes Datter er ble— un gift med en Son af Marſchal Ney, Fyrſte Moskwa. Formelingen blev feſtligholdt med in ſjelden Pragt. De Indbudnes Tal belob fig Hl 2000, hvoriblandt over 1000 Fruentimmer ſtaglede i deres Skjonheds hele Glands. Bal— lit bar indrettet i det lafitteſke Hotels Gaard. Fierend Ballet var Concert, hvor Dem. Sontag, Mad. Pifaroni, Mad. Garcia og andre lode fig ben. Orcheſtret anførtes af Rosſini. Bruden, ſom anſees for den rigeſte Arving i Paris, thi hendes Fader ſkal eie 80 Mill., Fr. (over 26 Mill. t. S.) havde en Pſalmebog, der koſtede 30,000 Fr, (10,000 Rd. r. S). Den er be— dit med koſtbare Perler og Diamanter. Foru⸗ den dun ſtore Diamant paa Laaſen dannes de Nygiſes Navnetrœk af Juveler. i Strsetanker. | (Meddeelte af S—p.) — 5 | . 5 ” 62. y 2 af Det er noget høift underligt med den Svag⸗ bed, ſom neſten alle Fruentimre have tilfelles med mange Mænd, at de, paa det omhyggeligſte, i ſtjule deres Alder. Mon det ikke er en ſtiltiende — 462 Tilſtagelſe om den flette Brug de have gjort af deres Tid? Og ſkulde man faa ugjerne kaſte et Blik paa det Forbigangne, derſom man havde anvendt fin Tid paa at fuldfomme fine Sæder og ſin Characteer. Hos Fruentimrene er denne Daarlighed ſaameget latterligere, ſom man dog ikke troe dem paa deres Ord, da deres Yndig⸗ heders Aftagelſe ſtedſe tydeligere og tydeligere modſige dem. , 63. - De Retſkafnes Bifald bør vi ene fragte efter; ja vi bor ikke engang føge at blive en Fjende qvit, ſom vi have forſkaffet os ved at handle ret og pligtmasſigt. 64. : Hos vore Forfedre fad Bonden — efter nærværende Talebrug Proprietairen — den lange Vinteraften og fnart ſkjemtede, fnårt talede alvorligt og lœrerigt med fine Tyende ved Bor— gefſtuebordet; og,fom Bonden levede, levede Jar—⸗ len og Kongen, Forſt efter at man havde faaet Ovne i Huſene, omtrent ved Enden af det II Sec., kunde Stenderne, i Omgang, fjerne fig fra hinanden, der forhen havde maattet ſidde ſammen i den lange Sal, hver Ilden brændte midt paa Gulvet, Hvormeget dette fortrolige Samliv maatte bidrage til indbyrdes Hengiven— hed imellem Herre og Tjener, ſamt hvor fordeel⸗ agtigt det maatte virke paa Sedelighed og Aands⸗ dannelſe, behøver neppe Beviis. ; 65. 1806 var Oplysningen paa Lyse — under Fyhns Stift — af den Beſkaffenhed, at Beboerne indſtœvnede deres Rotter og Muus til Holſten⸗ huus's Birketing; Stævningen blev virkeligen af Vedkommende lovligen forkyndt. S. Det Kongl. D. Landhuushold. Selſk. Skrifter, ny Samling, 2det B. Iſte H. Kjobenh. 18 10. i i le Des er indlyſende, at Menneſkets moralſke Dannelſe, ligeſaalidet ſom den Videnſkabelige, kan fuldendes paa Studerekammeret. Til at beſtage i Livets Kamp, udfordres ikke alene Kund— ſkab om hvad der er Pligt og Ret; men ogſaa 2 N — REN 463 1 N i at udøve og anvende denne Kund⸗ rab paa de færegne Tilfælde, ſom frembyde fig i Livet. Man maa derfor iffe betragte: Samli⸗ vet med flere Menneſker af foſtjellig Alder, Stand og ovrige Vilkaar, ſom noget byrdefuldt; men fnarere. ſom en praktiſt Underviisnings-Anſtalt, der, benyttet med Lervillighed og Klogſkab, lover uſkatteerlige Fordele. Viſtnok undgaager den folfeffye og eenſomme Yngling, ſom lever Dag ud og Dag ind paa fit ſtille Kammer imel— lem fine Bøger, mange Friſtelſer, for hvilke hans muntrere Kammerater, ſom deeltage i Selſkabs— livet, udfætte fig; men han maa ogſaa undvære de Erfaringer, ſom disfe- erhverve fig; Erfarin— ger, ſom ere hartad uundverlige, og fom han kjober fordyrt, naar de betales, enten med Se— dernes Uſkyldighed, eller med den Tid, Stude— ringerne gjøre Fordring paa. De Lærde ere kun ſaare faa, ſom hele deres Levetid kunne indſtrenke ſig til Studerekamret og deres Fami— lies ſnevre Kreds; de Allerfleſte ſkulle leve i Verden, de bor altſaa itide, lidt efter lidt, lære, at Fjende den. Hvorledes vilde de ellers kunne virke paa den, end ſige beherſke den. Subjicere sibi res, non se rebus, det er Hovedſagen. * i == 67. . Der gives ligeſaavel en literer ſom en civil Adel, og hiin kan, ligeſom denne, virke kraftigen paa de vordende Slægter, ſaalenge den bevarer fin kraftige Aand ufordervet. Hvad betyder det ei, at ſtamme ned fra en Ole Worm eller Thomas Bartholin? Mon ikke det ſamme, ſom at vere udſprungen fra en Johan Bartram eller Niels Juul? — ; 2 2 A «Hvorfra gaaer den rette Bei til Himme⸗ rig? Gaaer den fra Wittenberg eller fra Genf? Fra Zuͤrick eller fra Dordrecht? Fra Hernhut eller fra Penſylvanien? Fra Prindſensgade paa Chriſtianshavn eller fra Kronprindſesſega— den i Kjøbenhavn?” Fra alle disſe Steder gaaer” den rette Vei, min Broder! ja ſelv fra Jeruſalem og Stambul, naar Du har faſt Vil⸗ lie til at finde den. 8 * "Kjøbenhavns 1 Forlagt af S. Soldin.“ 464 * 4 . 69. i i 1 Det bedſte Middel. til at fane en god Dog⸗ matik, vilde udentvivl være, at brænde alle Dogz matiker, ligefra Pauli Samoſatini til P. E. Muͤllers, og faa — efter 50 Aars Forløb — af Luthers og Melancthons Skrifter, at danne en Ny. Melancthon fandt, i Brevet til de Ro— mere, neſten alle chriſtelige Dogmata, og, ved oftere at holde Forelæsninger over dette. Brev, blev han foranlediget til at fkrive fine "Loci theo- logici, en Bog fom, desværre! er ubekjendt for de fleſte nyere Theologer; men Pligt er det at tilraabe disſe: Locos hosce ſheologicos, noc- turna versate manu, versate diurna! De ere paa ny udgivne af Prof. Auguſt i Bonn. 1821. . dd TTT —T—T— Kjøbenhavns Bors, d. 8 April 1828. Hamburg 2 M. — à vista 218 Species 220 Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 32 f. Bank⸗Disconto 4 pCt. ; Norſke Speciesſedler 2 . pr. 100 Specier 156 | — Rbd Sehl Svenſte Sedler ; pr. Rdir. Rigsgjeld 503 — Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 822.822 Rbd. Sedl. Dio ifo 76 [ i Banco. Nationalbank Obligationer (af Laanet 4 Febr. 1820) 1021023 Rbd. r. S. Dito Dito.. . III24 1124 Sedler. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. ; Renter pr. 6 Januar 98 982 Rbd. r. S, 6 pC. norſt Laan d ved Hambro & Son 108 — i Banco. 4 pC. Dito nyhe 7 — [ — i Banco. Aſiatiſke Comp. Actier — | — i Sedler. 3 pC. nye danſke-Oblig. [5741572 L. Sterl. Rettelſe. 25 17 nedenfra, Beleau l. Buͤlow. n || Trykt i L. J. Jacobſen s Bogtrykkerie. — * * ” Skilderi — 222 8 5 Nyeſte (af Kjo ben søm VNANLIUANANVIN UNA == — habn. Femogtyvende Aargang. No. 30. Udgivet og redigeret af Fr. Thaarup, Etatsraad, Forſendes, ifølge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. Loverdagen den 12 April 1828. peter Tordenſfjold, en fedrenelandſk Novelle. — XII. Oberſt Muͤnchhauſen red et godt Stykke i duveien, uden. Tvivl, for beſtandigen at have Chaifen i Sigte. Mueligen troede han, at Tors Unftjold: kunde tage en anden Bei, reiſe til Berlin og undflye Snaren. Han ſkjottede ikke hller om, at kjore i en Vogn med Viceadmi⸗ nalen, thi han vilde ugjerne indlade fig i nogen videre Samtale. angaaende den ubehagelige Gjen⸗ fund, da han den hele Tid nok merkede, at Tordenſtjold vilde heller duellere med Piſtoler, ud med Kaarde, og det netop var med det 1. Sage Vaaben, han ſkulde og kunde fel⸗ Efterat Tordenſkjold var kjert to Mile, kom man til en Bom med en Laas for: Grendſe⸗ fljælet mellem Churfyrſtendommet Hannover og Bispedømmet Hildesheim. Den blev aabnet, og man kjerte didere. Da man var kommen en Fierdingvei ind paa den hildesheimſke Grund, red Münchhauſen noget ſterkt til, vendte derpaa om igjen og ſagde til Viceadmiralen: "nu er Stael paa Pladfen!“ Tordenſtjold, ſom det fortrød, at have modtaget Udfordringen. paa Kaarde, ſvarede: „det var ilde, jeg ikke lod tage mine Piſtoler meb, at jeg kunde have gjort Ende | De gik lidt til Side og talte ſammen. paa ham!“ — ( kan jo blot give ham et libet Stod, ſagde Muͤnchhauſen, ſaa har det en Ende. Stael er en tyk og incommode Mand. Det har derfor ingen Fare.“ — Det ſynes ſom Tor⸗ denſkjold, lige indtil det ſidſte Hjeblik, lod fig bedaare af Muͤnchhauſens falſke Ord. Denne Lettroenhed var vel overenſtemmede med hans godmodige Characteer, men uoverlagt var det altid, at indlade fig i Kamp med en Modſtander, hvis Kræfter, han ikke kjendte, pan et Vaaben, ſom han følte fig ſelv ikke ſterk nok til at bruge, og at vælge en Secundant, om hyvis redelige Sindelav, han ikke i Forveien var overbeviſt. Hurtigt ſprang Tordenſkjold ud af Vognen og ligeſaa hurtigt Muͤnchhauſen ned af Heſten. Nu raa⸗ „Fly Oberſten ber Viceadmiralen til Kold: min Kaarde, thi han ſkal være min Secundant!“ — Det er bedſt, at Admiralen tager min Kaar⸗ de, ſvarede Kammertjeneren, thi hans egen er faa ganffe Tiden og tjener ill. til at ſlaaes. — „Nei, den er ham for fvær,” udbrød Muͤnchhau⸗ ſen, tog derpaa Kolds Kaarde og lod ſin egen ſidde ved Siden. — Det ſynes ſom Tordenſk old ved denne Leilighed var ſaa opbragt, at Liden⸗ ſkaben ganſke havde bemegtiget fig hans For⸗ nuft; thi om han end havde været nok ſaa usvet en Fegter, faa burde han dog have ladet Kaar⸗ dene maales, førend han indlod fig i en Fegt⸗ ning paa Liv og Dod. Man fulde naſten troe, at han ikke havde mindſte Begreb om Fegtekon⸗ 467 « ' 4 ſten, efterdi han med en lille Gallanteriekaarde meente at kunne modſette fig Staels lange ſvenſke og taler med ham. Derpaa nærmer Stael fig Tordenſtjold faa meget, at de kunde hilſe hin; anden. Muͤnchhauſen ſiger til ham, Hat Oberft Stael lader bede, at Admiralen vil avancere lidt ud paa den grønne og flette Plads. Oberſten vil da mode og de ville da allene gjøre det af.“ — Tilſkuerne maatte træffe fig et Stykke til; bage; men Kold, fuld af Angſt for ſin Herres Skjebne, blev imidlertid ſtaaende hos denne; thi han ſaae i hvilke Hænder Tordenſkjold be— fandt fig, og han var felv en god Fegter og en haandfaſt Mand. Men Stael raabte til Muͤnch⸗ hauſen: „tilbage med Admiralens Tjener!“ Tor⸗ denſkjold, ſom Æren var kjerere end Livet, ſiger nu paa Danſk til Kold: „Du ſtal gage tilba⸗ ge, thi jeg vil ingen Spot have.“ Muͤnchhau— ſen, ſom ikke forſtod Danſt, ſporger Kammerlje⸗ neren: hvad Tordenſkjold havde fagt, men Kold, ſom nok bedre end hans Herre kunde læfe i Secundantens Anſigt bvad der boede i ham, giver ham intet Svar. Med Magt. maa han træffe den trofaſte Tjener ved den ene Arm tilbage; en Anden tager ham fat i den anden Arm, og nu holde de ham begge: faſt, indtil det afgierende Hjeblik er forbi. Ved det forſte Udfald, Stael gjør, anlægs ger han fin Kaarde for en Ters. Tordenſtjold afparerer den godt, men da han vil anbringe Stael et Stod er han for haſtig. Denne lader ham en ſtiv Arm, gjør i det ſamme tillige et Udfald paa ham, og Tordenſkfold kommer fin Modſtanders Klinge faa nœer, at den gaaer ind under hans højre Arm i en Qvart, derpaa bag Skuldren ud igjen, i det Stael træffer den til: bage igjen ideen Ters. Endnu bliver Helten ſtaaende paa fine Fødder, ret ſom om han vilde fige: "dræbe, iffe-fælde, kan min Fjende mig!” Afmegtig raaber han nu paa Fold, ſom man ikke vil ſlippe, førend Stael er kommen paa Fin Heſt. Da forſt kan Kold lobe hen til fin erre, ſom falder tilbage. Han maa lade den Doende ligge tvers over ſig. Blodet ſtrom⸗ mer ud af Saaret under Armen og efter tre til fire Minuter opgiver Tordenſkjold Aanden i fin brave Tjeners m. i 468 ip Bedekket af fin Herres dyrebare Blod reis, ſer den ſtakkels Kold fig op af Marken. Med Kaarde. Muͤnchhauſen gaaer nu hen til Stael 9. op. af Mar Fortvivlelſens Trek i fit Anſigt feer han fig omkring og venter, at nogen af de tilſtedeverende Folk vil komme ham til Hjelp. Men alle ere forſvundne; nogle til Heſt, andre til Vogns. Han ſtager her ganſke ene med den faldne. Alt paa en fremmed og ubekjendt Bund. J ſin Be⸗ drovelſe gaager han op ad Bakken, hvor Chaiſen holder bag et Gjerde. Han erfarer nu af den lille Dreng, der tjente ſom Lober, at Oberſt Muͤnchhaufen havde ſlengt hans Kaarde hen ved Vognen og var med en ſtor Deel Andre, ſom fulgte ham, i ſtorſte Haſt vendt tilbage; men Stael havde han ikke ſeet. 2 Kold fik nu det blodige Lig lagt i Chai⸗ ſen, for at kjore det tilbage til Hannover. Men da han kom til Bommen, ſtode der to Karle, ſom« ſpurgte: hvad han havde i Vognen?“ Da han ſoarede: “et dødt Menneffke,“ erklœrede de, at han ikke maatte komme med dette ind paa de hannoverſte Grendſer, efterdi Duellen ikke var forefalden der. Man maa altſaa i Forveien have været belavet paa Tordenſkjolds Dod. Kold maatte nu bede Verten om, i det nermeſte Gjeſt⸗ giverſted, at lægge. Liget ind hos ham. Han fik ogſaa overladt et Kammer, hvor nogle Fruen— timmer hjalp ham at afterre Blodet. baade paa ſig ſelb og Liget. Han ſkrey ſtrax til den dans ſke Legationsſecretair i Hannover og bad ham komme derud. Han kom den anden Dag og foranſtaltede, at det døde Legeme blev lagt i en Kiſte og ſiden balſameret. | Neppe erfarede Kong Frederik, at Torden⸗ ſkjold havde habt en Trætte i Hannover, førend han afſendte en Laquai ſom Coureer, til Viceadmi-⸗ ralen med den Befaling, ſtrax naar denne kom ham til Hende, at forføje fig tilbage til Dan⸗ mark. Men allerede ved ſin Ankomſt til Beltet mødte ham det Sorgebudſkab, at Tordenſfjold var falden i en Duel. Hvilket Indtryk denne Tidende maatte gjøre i Hovedſtaden og paa Kongen er let at indſee. — Paa den ſamme Told⸗ bod, hvor Menneſker i Tuſindtal et Aar i For⸗ veien havde modtaget med Jubel den ſeierrige Sohelt, i fin Alders og fin Lykkes Blomſter, fulde man nu modtage hans Lig i en ſort Fyrrekiſte. . ; | | 55 469 " Digtere, endog Udlendinger, iſtemte Sørgegvab, og den ſtore Holberg ſtrev i det latinſte Sprog et lidet Digt til hans Amindelſe. 2 J Gverrig ſelv gjorde; Tordenſkjolds Dod tt vel fra hiint forſtjelligt, men dog ikke mindre færft Indtryk. Den Mand, ſom havde tilføjet dille Rige, under Krigen ftørre Skade end en heil Flaade; hvis Exobringer havde lagt faa megen Vægt i Fredsſlutningens Vagtſkaal; hvis Navn de ſvenſkte Qvinder brugte til at stramme Born, var man nu bleven af med paa „en faa let Maade. Den Kraft, ſom ikke Here i ti Aar kunde beſeire, blev tilintetgjort i et Ojeblik ved det liſtige Brug af en eneſte ſpvenſtk Kaarde. Landgreven af Heſſen, der havde. ſelv været tilſtede, da Striden mellem Stael og Tor— denſtjold begyndte, forfattede en Efterretning om hvad der var forefaldet, ſom, efter ſpvenſte Skribenters Forſikkring, ſkal være til Fordeel for Tordenſtjolds Banemand. Grev Taube ſendte denne Relation til Sverrig, hvor Afſkrifter deraf gemtes i den Staelſke Familie. Den Tilfredshed, ſom ſadvanligen bliver tu rten og ſkyldfri Samvittighed til Seel faldt ilk og kunde ikke falde i Staels Lod. Da han fm Aar efter ſin Blodsgjerning (1728) var i Zlſog hos fine fornemme. Slegtninger paa Of⸗ tité- Kloſter i Sverrig, ſaae han ſygelig ud og li Aar derefter (1230) døde han af Slag. Ge⸗ nrgladjutant Sickert blev ſyg to Aar derefter (1722) og maatte, ſom vi allerede forhen har anført, fordi han felv angav fig ſom Kongemor— zu, erkleres for afſindig i Sverrig, men døde un ftørfte Fattigdom, trængende til Venners Unftøttelfe, i Frankrig. Den ærlige, ſin Hane indtil Doden hengivne, Chriſtian Kold lied derimod, af fin Konge udnævnt til Her⸗ Itdefoged, i Fjends⸗ og Norlings Herred, og lunde endnu tre og halvtredſinstyve Aar efter Tordenſkjolds Dod (1773), ſom agtet Embeds⸗ mand og karſk Olding, meddele vor Hells Bio⸗ graph Efterretninger om hans ulykkelige Ende⸗ ligt. — Mange kunde maaſkee anſee det for mere end blot Tilfclde, at Oberſt Stael netop kom til Hannover paa ſamme Tid, ſom Tordenfkjold; . af han netop var buden til Gjeſt paa ſamme Sted, ſom han; at netop den ſvenſte Feldtmar⸗ Tingenes 470 ſtal, Baron A. Taube med den ſoenſke General⸗ adjutant Sickert ogſaa indfandt ſig i det uhel⸗ dige Selſkab. Men Staels Ankomſt til Han nover havde, ſom man i det mindſte i Sverrig paaſtod, ene til Henſigt, at afgjore en Handel mellem Kongen og det koͤnigsmarkſte Bo angaa⸗ ende Amtet Bederkeſe i Bremen. Det er viſt, at ofte Tilfældigheder kunne ſynes faa plan— mesſige, at man har Moje ved at ſtille dem ved vel anlagte Intriger. Men om man tviv— lede paa, at Optrinene med den unge Lehn i Hamborg og med Tordenſtjold i Hannover vare mere end blotte Zilfælde, ſaa havde man dog i beſynderlige Sammenſtsden nogen Grund til ſin Tvivl. Tordenſtjolds Minde levede i det danſke Folks Erindring og de Umyndige vidſte at tale om hans Bedrifter. Men hans jordiſte Levnin— ger vedbleve at ſtaae ubemerkede i en ſort Fyr⸗ rekiſte i ſamme Capel, hvor Niels Juuls Grav prunker med et Marmormauſoleum. Endeligen, efter halvfjerdsſindstyve Aars Forlob, faldt Fyr⸗ rekiſten ſammen og den Udodeliges Levninger vare endnu faa uforandrede, at man tydeligen kunde gjenkjende hans Anſigtstrek. Han blev vel offentligen fat til Skue i adſkillige Uger, og næften hele; Kjøbenhavns Befolkning ſtrommede hen til Holmens Kirke, for at fee den beundrede Helt; men han fik kun en ny Fyrrekiſte, intet Mo⸗ nument. Forſt under Kong Frederik den Sjet⸗ tes Regjering, da Kiſten ligeſom for at paa-⸗ minde Efterverdenen om ſin Pligt, atter gik itu, ſik Peter Tordenſkjold (18 19) et ham værdigt Mo⸗ nument. Det er en Sarcophag af fiint, fort Mars mor, "hvori Kiſten ſtaaer. Foden er af graat Marmor, og paa hvert Hjorne er anbragt et - ægte forgyldt Lovehoved. Paa den ene Side leſes med gyldne Bogſtaver: Föd XXVIII Oct. MDCCXCI. Død XX Nov. MDCCXX. Paa Fordelen: Dünekillen. Marstrand. Elfsborg. Paa den anden Side Tordenſkjolds Vaaben. Paa Væggen bag Sarcophagen er anbragt en hoi Marmorplade med Heltens veltrufne Pogz 471 * 1 N i | w. 4 472 trait i hvidt Marmor. Meden under leſes med. ningar ved Kongl. Danſka Vice Amiralens pet. Tor- gyldne Bogſtaver: Helten Peter- Tordenskjold, Vice-Admiral. Ham nœrnde hans Konge med Hæder Hans Medborgere Med Glæde Hans Fiender med Skræk Danmarks Aarböger 2? Bevare hans Daad. i Frederik den Siette Satte ham dette Minde. — Critiſk unmerkning. Striden imellem Tor⸗ denſkjold og Stael og de dermed forbundne Omſteendighe⸗ der vil man her finde noget anderledes fortalt end i de hidtil paa Danſk trykte Skrifter angaaende vor Helt. Jeg ſkylder Læferen i den Henſeende nogle nærmere Oplysnin⸗ ger. Tycho de Hofman udgav 1746 et Anhang til fine Portraits historiques dos hommes illustres de Dan- nemark og deri findes ogſaa Memoires du Viceamiral du Tordenskjold, 1747—50 udgav C. P Rothe Tor⸗ „denſtjolds Liv og Levnet i 3 Dele, 4to. Begge ſynes at have aft Efterretningerne om Heltens Trætte med Stael af mundtlige Meddelelſer, da ingen af dem nævner nogen trykt eller ſfreven Kilde. 177278 udkom et andet og for: EX kedret Oplag af Rothes Vark og 1777—79 en forøget og forbedret danſk Overſattelſe af det Hofmanſke. Hvad Striden mellem Tordenſkjold og Stael angager, da lod man fig i denne Overſattelſe noie med at bemerke de fra Rothe af⸗ vegne Steder efter denne Forfatters Verk. Men hvor let baade Hofmand og Rothe have taget fig den hele Sag, fees deraf, at hos begge Navnene pan de handlende Per— ſoner er ganſke forqvaklede F. Ex. hos Rothe og tildeels vos Hofman Beleau, Stahl, Hadone, Sicter Mynnuͤch⸗ hauſen iſtedet for Buͤlow, Stael, Haldone, Sic⸗ kert (paa Franſk Siquier.) Hverken Rothe, ſom udgav et andet; forandret Oplag af fil Varf eller Overfæt- teren af det Hofmanſke, ſom uden Tvivl blev gjennem⸗ feet af den bekjendte Literatus V. C. Sandvig, da de. til; feiede ſer Biographier ere af ham, har kjendt J. Corplan⸗ ders allerede i Syenſke Mercurius, 1764, aftrykte Anmaͤrk⸗ 1 han forſt Tordenſkjold bliver pag det yderſte opbragt — denſkjold Lefverne (indført: i Stora och namnkunniga Måne niſfors Lefvernes⸗Veſkrifningars och Characterers, 1 O. 1785) hvis Forfatter har aft af Hofman og Rothe. Disſe Anmarkninger, der vare Corylander meddeelte af en for⸗ nem Herre, ere vel ikke ſkrevne uden Partiſkhed for Stael og hans Tilhængere, men give dog den grandſkende Hiſto⸗ rieſtriver megen Oplysning. Man erfarer deraf ikke al⸗ lene Perſonernes rigtige Navne, men tillige, at der i Huſet, hvor Slangen foreviſtes, ikke ſom det hos Hofman og Rothe hedde, holdtes Spil; at Slangen aldeles ikke til⸗ horte Stael, men een af haus Slagtninger; at han ikke dede 1742, men 1730, og ikke i Hang, men i Stralſund; at han ikke, ſom Hofman beretter, var en Svensk, men en Liflender. — Rothe ſiger nok, at han har lagt Chris ſtian Kolds egenhændige Beretning: til Grund, men denne; kan dog kun vere af Vægt, hvor Talen er om Duellen ſely, ſom han var Hienvidne til. Det, ſom derimod forefalgt hos General Buͤlow og Kammerpreſſident Görtz, kunde han, (om Kammertjener, umuligen meddele andre Efterretninger om, end dem, han havde efter Andres Fortælling, J det Hele betragtet er Rothes Være udarbeidet uden Smag og uden Critik. Hofman beſad vel begge Dele i højere: Grad end han, men forraader dog ingen ſtore Indſigter i den nyere Hiſtorie, naar han f. Ex. T. 3 S. 203 ſiger at Georg den Forſte tillige var Churfyrſte af Brandenburg!! Rd thes Beretninger ere ſtundom ſelvmodſigende. For kun at nævne et eneſte Beviis T. 3 S. 265, nederſt, af Torden: ſkjolds Levnet lader han Stael ſpare Tordenſkjold, vet var en Skurk,“ ſom talte ſaadanne og naſte Side ladet over det Udtryk "gemmen. Matros,” Sandeligen, naar no; gen i et offentligt Selſkab erflærer en Viceadmiral for en Skurk, ſaa har han vel dog langt mere Aarſag til at blive »pag det yderſte“ opbragt, end naar man Falder ham ven gemeen Matros,” | Forfatteren af nærværende Novelle haaber ar det iffe vil leſes uden Deeltagelſe af dem, der intereſſere fig. for ſaa⸗ danne Gjenſtande. Kjendere af den Tids Hiſtorie ville finde, at man ſelv i Fictionerne ikke har fabt den hiſto⸗ riſke Sandhed af Sigte, i det mindſte ikke i Henſeende til virkelige Characterer og herſfkende Sæder, * , UK] 11 I. fab for Anvendelſen af mit Aar. De urettede Trykfeil vil Læferen behageligſt und⸗ ſtolde, da de naſten ere uundgaaelige hvor kan een Cor⸗ teetur kun leſes. Anvendelſen af mit Aar. (Mercure de France.) Jeg horer ikke til Dem, ſom ſige: det er det Samme — et Aar er forlobet. Tiden er Stoffet, hvoraf Livet er gjort, ſiger Benjamin Franklin, og jeg frygter for Kulden, naar jeg feer, at enhver Dag flider paa min Kappe. Det er ikke nok, at lægge Albuerne paa Bordet, telle Timerne paa Klokken og klage over Tidens hur⸗ lige Lob. Den Philoſophie vilde være altfor lei. Engang i mit Liv maa jeg dog gjøre Regn⸗ Allerede i ſtedive Aar har jeg givet mig Blanquetter. , Hvad har jeg da udrettet i dette Naadſensaar? Nu, hvad kunde jeg vel have udrettet? Strebe Aer at ſpille en politiſt Rolle? Jo dertil vilde ig have valgt et kjont Aar. Der gives vel in⸗ ten usſel, menneſtelig Forudſigelſe, ſom Begi— binbederne ikke have gjort til Løgn. Tiden har miftet fine Ginger, nu drives den af en Damp— 1. maffine, Amerifa havde allerede fat mig i For⸗ nerſke Hiſtorie. * ” huuftlfe med fit Kongedomme, ſit Keiſerrige, fn Republik, ſom fülgte hverandre ligeſom i en Myllelygte; det er et levende Udtog af den ro— Nu. gaaer. Alting endnu hutligre. Havde Skaberen forudfeet en ſaadan kel bn menneſkelige Liv til fer Maaneder. Spille in &ole — gode Gud! hvortil vilde det have bragt mig? Jo ſterre min Andeel i Budgettet garde været, deſto mere maatte jeg frygte for den ſkrœekkelige Februar⸗Maaneds Mærmelfe, Jig vilde have indrettet mit Huus paa en præg: lig Fod, og nu maatte jeg tœnke paa at pakke ind og fortrœkke. man ſkke har Podagra, det er vel fandt; men I maar jeg i et heelt Aar har havt Heſte og Vogn, . |. faa vilde maaſkee Podagraen netop vente paa det Oieblik til at ſnappe mig, da jeg ikke havde sa * Amundelfe af Tiden, vilde han have indſkren⸗ duſtrien er en herlig Sag. En Equipage er unyttig, naar 474 dem laenger. En flor Mængde Tjenere er ikke nodvendig, det tilſtaaer jeg; men naar jeg engang havde vænnet mig dertil, vilde een Tjener mindre foraarfage en Tomhed omkring mig, hvorved Hu⸗ ſet vilde forekomme mig ſorgeligt. Jeg taler ikke om Anger, om Skamfuldhed, fordi jeg ikke lider disſe Talemaader. Beſtemt har jeg gjort meget vel i, at jeg ikke kaſtede mig ind paa den politiſte Lobebane. : f ö Men Literaturen da? Et dodt Sprog for⸗ ſtaaer Publibum ikke mere. Der gives nu to meget forſtjellige Clasſer af Literatorer, de gamle og de unge. Keiſerrigets Literatur, ſom i ti Aar fad pan Kanonlavetterne, og ſom endnu ikke rigtig kan taale den nye Luft, ſom den indaander, er i Beſiddelſe af alle Poſter. Den holder tuſinde Roesbaſuner i Hænderne og ſto⸗ der kun med et ganffe lidet Duft i for Alt, ſom er ungt, fordi den vilde dee paa Grendſeſtenen, hvor den aandelss har fat ſig. Iſtedet for at mode Fienden med forenet Kraft, ere de Unge blevne uenige om Maaden, hvorpaa man hur— tigſt kommer til Maalet. Dette kalder man det Clasſiſke og det Romantiſke. Ethvert Aarhundrede har ſin Orm. Vor ſtakkels Gene⸗ ration bliver. trættere og trættere; den udkram⸗ mer en Mengde Ideer, men de gamle holde faſt; naar disſe forlade Pladſen, ville de Unge, ſom endnu ere Born, fylde den op, og vor kloge Generation forſvinder med graae Haar, uden at der tales om den, undtagen paa Dodsliſterne. Fordi nu dette mgatte blive min Lod, har jeg gjort vel i, ſtrax fra Begyndelſen at forſage den, og ikke at kives om det Clasſiſke og Ro⸗ mantiſke. Jeg har ingen TCillid til ſtore mænd, ſom ikke gjøre andet end Papirſtreger, zog Aarhundredet ynder kun Lapper af Papir. Jeg har havt mere Forſtand end De alle til ſammen, mine Herrer: jeg har tiet. . End om jeg var bleven Fabrikant! — In⸗ Den overſvommer Alt — den bringer Europa i Feberruus. Kano⸗ ner ere et forflidt Middel; den dyriſke Kraft er kun et tomt Ord endnu; Aarhundredet vil abſolut ikke fænger lugte Krudt. Skulde der nogen. Tid opſtaae Strid imellem to Nationer, ſaa ville de begge frembringe ſmukke Prøver af - * * 8 47 Klæde, Linned og Silke. Den, ſom er dueligſt i Manufactur, vinder Procesſen. Saale des var det i Ridderſtabets Tid; naar to Helte, mødte hinanden, indpresſede i Jern, ſaa faldt Seiren til den, hvis Vaaben vare hærdede bedſt. Hr. Lepage havde ſkabt Rolander i Duſinviis? Hvor— for er jeg nu ikke bleven Manufacturiſt? Det ſtal jeg ſige dem: jeg er ſvagelig og frygter for at ſkaffe mig Fiender. Jeg har hort Folk ſkrige over, at man producerer for meget, Jeg fryg— tede, at blive anſeet for Revolutionair, og jeg har en Proces ved Statsraadet. Jeg har hen— levet mit Aar med Armene overkors, ſom en fredelig og nyttig Borger. Jeg har fortæret neſten ligeſaal meget ſom en General⸗Directeur; jeg har ikke produceret mere end han, men jeg har koſtet langt mindre. 15170 Og Landet? Ja Landlivet, det er min Drom! Jeg har altid holdt meget af Buffon paa hans Gods Monbars, i Tresſekjole, fornsiende ſig med at — forene ſpanſke- Hingſter med normanſke Hopper og indbydende Omegnens Borgboerſker til af beundre Naturen. Men ulpkkeligviis Da ſaae jeg Landlivet fra en ganſke anden Standpunkt. Eders gjorde jeg en Reiſe til Italien. ſorgelige Omegne ved Paris mishagede mig; jeg: er ikke vel tilmode der; Eders Tracer ere ikke gronne; man kunde ſige, at de vare malede med Ultramarin af Watelet. Denne ſmudſige Band: traad, ſom J kalde Seinen, trakker ſig igjen⸗ nem Landet og begrendſer det ikke. Kun Havet kan fuldende et Landſkab. Jeg vilde have kedet mig ved Paris, og jeg vil ikke fjerne mig fra denne Stad, fordi jeg foretrakker Kongens Magt for Prefecternes. Jeg har derfor hverken været Embedsmand, eller Literator, eller Fabri⸗ kant eller Agerdyrker. Et virkſomt Liv har jeg ikke villet fore, fordi jeg havde maattet begaae mange Daarligheder. Troer Nogen, at han har … anvendt ſit Aar bedre, faa kaſte han den forſte Steen paa mig! : C. B. d. B. H. og N. M.) 476 Inden landſte Efterretninger. Odenſe, d. 7de April. J Loverdags Mid⸗ dags blev vor agtede, elſkede, fortidlig borkkaldte, Byfoged og Politimeſter Kancelliraad Sch en— heider, ledſaget til ſit Hvileſted paa Stadens Asſiſtens-Kirkegaard med et ſerdeles talrigt, for Steorſtedelen uindbudet, Folge af alle Bor: gerklasſer, med hvilke han dels ſom Embedsmand, dels ſom almenyndet Omgangsven, havde. ftaaet i Forbindelſe. Liigkiſten blev udbaaret paa Vog⸗ nen, og nedſenket i "Graven af Odenſe Byes eli⸗ gerede Borgere, og alle her og i Omegnen ve⸗ rende Prokuratorer. Bed Graven holdt Hr. Stiftsprovſten en ſkjon og rørende Tale. Paa Kiſten var Retfœrdighedens Emblemer anbragte i Billedhugger-Arbeide omgivne af en Laurbær: krands, og over denne en anden Krands af ſorte kunſtige Blomſter og Blade. 2 Siden Loverdag Middag Kl. 12, har Odins gamle Stad havt den Glæde, at huſe Sangens Dronning inden ſine Porte! Hun traade af i de for Hende beſtilte Verelſer hos Hr. Gjaſtgiver Larſen, hvis Gaard med Rette kan kaldes: Hjertet af Byen, da den baade har Nummer 1, og omgives af Byens ſtore Torv, og 3 Hovedgader. — Vinterens Epilog ble os da ikke eftergiven; baade forſte og anden Paaſkedag have vi havt fuldſtendigt Snee⸗ fog, og Netterne derimellem ſtreng Kulde? Odenſe, gde April. Jaftes Klokken 79% Madam Catalani fin Koncert paa vor ſtjenne Raadhuusſal, hvis Rummelighed ved denne Lei⸗ lighed holdt ſin Prove; thi uagtet der ſkal have været udſtedt 570 Billetter, var den endda ins genlunde propfuld; men kunde gjerne givet Plad? nogle til nogle ſiddende, og langs Vinduerne An ſtaaende, Tilhsrere. De Syngenumere, med fuld Net faa almeenberemte Kunſtnerinde foredrog, vare: Scene og Arie af Mor lachi, Recitativ og Arie af Operen Tancredo, Arie aff. Zingarelli, de bekjendte Variationer af Paer, og umiddelbar derefter: God save Frideric our King! Hvortil Choret gjentoges af det højft tilftedſe Publikum. Der har veret meget Liv 1 | (4 — —— — — 2 | | i | Ene MEG RRS 477 og Rorelſe i Byen i disſe Dage, og Familier, om bog 6 til 10, og flere, Mile borte, endog i andre Provindſer, ere komne hidreiſende; Koncer— ten havde derfor endydermere det Interesſante, at mange gamle Bekjendte, der juſt ikke egentlig høre til hinandens nsieſte Omgangsvenner, her gine. — Om Sangerindens Kunſtverd have ſaamange kompetente Dommere udtalt fig, 478 ning; thi naar endog Anmelderen erk des Sang for, den Bedſte, han har 4507 7 bene dette ikke ſige Meget! For den ſkuelyſtne Deel af Publikum havde Madam Catalani ſmykket fig med et Brillantdiadem, Juvelbeſat Belte m. v. — Efter Reiſen herfra menes, at Hun vilde give Concert i Flensborg; men maaſte fager man hende at høre i endnu een Concert, inden hun forlader Odenſe. - . ———5ß5ßrt ⸗:ↄ———————— r Regnuſkab for Bombeboſſens Iſte Qvartal 1828. » prettet 1819, den IIte Auguſt.) — (See Skilderiet No. 5 for d: A.) at vor Dom ei kan komme i ſynderlig Betragt— Ved Bombeboſſens 32te Aabning, den 2den 00 e ſamme: ; 0 rede Sølv 29 Rbd. 38 8. S. o. T. 5 tf hvilke 20 Rbd. r. S. vare indleverede fra Bombe— N 20 Abt ih $, boſſens gamle Venner. SLÆT … Bremdele6 blev taget til Indtægt 2 2.800 40 — 2 fom vare ſendte fra Inſtitutbeſtyrer v. Weſten tilli— 2 gemed 9 Stkr. Policer i det rentebringende Livren⸗ fifocietet for alle Stender, ſtiftet den Iſte Febr. 1809. Niettobelsbet af den til Fordeel for Stiftelſen den 20% Februar ſidſtleden paa det Kongelige Theater CV SEE SE ER TE maner „ 67 Renter til öte Januar af en Rigsbankobligation, f //%%%%%%%J%G% %% ( 48 „ Capitain Luͤtken indleverede ee eee OS TAKE ODDE i . 36 - bvilfe vare indkomne for Salget af 243 Contrabo⸗ f gt, ſom. afbenpttes af forhyrede Sofolk. i Jalt rede Sølv 34 Rbd. 38 ß. S. o. T. 722 Rbd. 7 ß. så Bombebøffen eier nu: J. Gaarden No. 147 paa Hjørnet af Dybensgade og Sqvalder— . N ; gade, der, efter Kjobeſummen for ſamme, med Zilæg ” . f l f „. af den ſenere indleſte Bankheftelſe, anſættes til Verdie rede Selv 14,000 Rbd. 2. Inventarium af Senge, Sengekleder, Borde m. m., med Til⸗ b al leg af Or: Conferentsraad Bruuns fidfte-Gave 2. 8... —— 2900 — 8, Hofraad Meyers Legat, kongelige Obligationer, à 4 pC.. . . Sølv 2500 — . Hofraad Gerſons Legat i Nationalbankobligation, å 4 PG. 1000 — — 5, Den af Paſtor Walther og Huſtrue legerede Bepoſitocaſſe-Obl., åd 4 pC. — 500 — hvilke Renter ere beſtemte til ſtrandede Soefolk. — Sr 6. Grev W. Moltkes kongelige Obligation, à 4 po... 293 — 393 ß. 7. Den af det beconomiſke Velfœerds⸗Selſkab ſtjenkede Capital i 5 ; ” "GES 225 — s£ n 9 1 kongelige Obligationer, a 4 pC. * 85 53346 2 25 „4 „„ „„ * — 2 — 2 — 245. uopſigel. Rigsbkobl. Aſtiatiſte Comp. Actier 3 pC. nye danſke Oblig. * 479 hvoraf 177 Rbd. 90 ßf. rede Sølv aarlig, indtil videre, ei kommer Bombeboſſen til Indtægt. 8. Capital i en National⸗Bankoblig ation 9. En af et Selſkab af Venner: føjenfet kongelig Obligation, ſtor . — 100 — 10. Af‚en Ubenævnt ſkjenket d. 28 Septbr. 1826 en kgl. Priis⸗ Obligation — . 100 — hvis Renter anvendes til et Middagsmaaltid d. 22 Marts AR til 6 af de Soefolk, ſom — derfom de findes — have faret med afdode Admiral Jesſen. II. Af en Velgjerer ſtjenket 2de Interimsactier i n ved Ryſſenſteens Batterie 12. En Nationalbankobligation af Laanet af 4 Febr. 1820 eee d 30, 500 — 13. En Rigsbankobligation No. 2337. 14. J Save Fallen 8 : e e e Qvartal. Kjsbenhavn, den 8de April 1828. M. Luͤtken. Langberg. Schack. Møller. Wilſe. r ⁰ ꝛAàA2A2 TPTPPP—T———ͤ——ͤ ͤv1—ᷓ—-— Köjobenhavns Bors, d. II April 1828. Hamburg 2 M. — 4 5 à vista 218 Species 220 ; Specier folgtes til s 13 Rbmf. 32 f. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſte Speciesſedler 3 pr. 100 Specier 159 | — Rbd. Sedl. Svenſte Sedler pr. Rolr. Rigs geld 51 — Rbß. Tegn A pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 824 83 Nbd. Sedl. Dito Dito 76 i Banco. Nationalbank Sbligationer (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 102 Rbd. r. S. Dito Dito . II123 1124 Sedler. Renter pr. 6 Januar 982 6 PC. norſt Laan ved Hambro & Son I05 2 i Banco. 4 pC. Dito nyhe . | 98 — i Banco. — — i Sedler, 8734 572 L. Sterl. "Kjøbenhavn, Forlagt af S. Sold in el „„ „ 66 „ ære 200 — 2 …e „„ „ „ „„ „ „ „6 — 800. —— 3 2 2 „„ „„ „446 5 2,200 — — Fra Hr. ve Jenſen, Dannebrogsmand, haver Stiftelfen erholdt 6 1 55 ØU, i det ſidſte folgende Feil i de, i de ſidſte Nr. af Kjoben⸗ jeg huſter ret, oprindeligen tilhøre Dr. G, e. bd. r. S. 0 Transport Sølv 27418 Rbb. 39å 5. e e e 1608 M n n 0 Jalt rede Solv og Sølv 32018 Rbd. 391 P. Larſen. Duntzfeldt. Arboe. Thrane. 3 Notits. En utydelig Haandſkrift har foranledigtt havns Skilderie indførte Strstanker. . S. 463, L. 16, ſom han kjober fordyrt, les: ſom han kun kjober for Dyrt, 32 "Bartram” lœæs: „Rantzau.“ S. 464, L. 3, Pauli Samoſatini“ las: Joh. Damaſceni.“ At Nr. 64 og 67 af Stretankerne, om Baden, tilkjendegiver jeg herved. — D. 9 Ard 1828. 1 Sp. Bekjendtgierelſe. Paa det ingen forgſeves ſkal gjøre fig ulei⸗ lighed bekjendtgieres, at intet enkelt Mum: mer af Skilderiet ſelges, da der ei tiyk⸗ kes flere Exemplarer end der til Subføribenternt " behøves. 7 Trykt 1. J. 3 a cob ſe ns Vogtrykkerſe. Nyeſte Sk ilderie A. oben bann, ver ααιν⏑ιννινιιιανν⏑ι u Femogtyvende Aargang. N. 31. UÜdgivet og Feger af Fr. Thaarup, Etatsraab. K Forſendes, ifølge K Kongel. allerngadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. Tirs dagen den 15 April 1828. End en liden Sprog⸗Anmerkning. win Skulde det virkelig være urigtigt, at ſkrive Talordet tree med to de“? Til at opkaſte dette Sporgsmaal, foranlediges man af Skilderiet 6, 166. 2. Der yttres, at denne Skrivemaade er aldeles imod almindelig Brug og imod Udta⸗ len. Indſenderen af diſſe Linier formener, at Skrivemaaden tree” er ikke imod Udtalen, men femmer juſt med denne; at den er an a⸗ "Tog med andre Ords Skrivemaade; at den ikke har Etymologien imod fig; og at den der⸗ for fortjente at være almindeligere brugt, end hidtil har været Tilfældet. J ͤPaſtor D. S. Birds Udtog af den danſke Sproglære, 4 Ud: gave, 1825. ſtaaer S. 40: Bogſtavet e ſſkrives, endſtjont det ikke egentligen (d. e. ſom en for ſig ſelv beſtaaende Lyd, men ſom Betoningstegn) høres, a, i den betonede Endeſtavelſe af adffilige Ord, ſom efter Udtalen ende paa de“ f. Ex. Skee, Lee, Snee, tree, fee (Impera⸗ tiv af a ſee) ; o. ſ. v.“ Grunden til Bru⸗ gen af dette dobbelte de“ angives derefter + fol⸗ * 7 2 gende Anmeerkning: et Ords Endevocal, om den end er lang og be⸗ tonet (f. Cr. i Aa, Bi, Ro, By, Tra, So, o. fl.), hverken maa fordobles eller under⸗ ſtsttes med ve“; men da den Forſkjel i Lyder, der findes imellem de lange betonede og de korte tonlsſe Vocaler, ved ingen af diſſe er faa meer⸗ kelig, ſom ved Vocalen de“, i f. Ex. Lee og ſamle, tree og kantre, Skee og vaſke, ſee og ſpiſe, ſaa gjor man med denne Vocal en Undtagelſe, og fordobler. det lange betonede Ende⸗e, for derved at betegne den lange beto⸗ nede: Lyd, ſom er ſaameget forſkjellig fra den forte tonlosſe, der betegnes ved ikkun et enkelt e.“ Lader man ſaaledes Talordet „tree“ gage med ind under ovenanferte Regel, da undgaaer man en Undtagelſe, der er ſaavel ufornsden, efterdi «tree“ lyder ſom Snee, Lee og Skee, og bor altſan ei ved forſtjellig Bogſta⸗ veremaade betegnes; ſom og ſkadelig, fordi Tydeligheden ſom ofteſt lider, hvor man ei i Bogſtaveremaaden kan betegne de forſkjellige Ly⸗ de, f. Ex. i martre og Spartree. — Seal derimod efter andre Retſkrivnings⸗ Grundſetnin⸗ ger N dobbelte Vocaler forjages 3 altfaa og „Vel er det en Regel, at — — 2 » få i! 483 9 — v det dobbelte de» i Sne, Lee, Skee o. fl. ombyttes med et enkelt de“: ja, faa maa det jo og bortkaſtes af Talordet tree. Hvo derimod troer at borde ſkrive; Snee, Skee, Lee, bor og af den anførte Grund ſkrive „tree“, alden⸗ ſtund man ei opvifer Grunde herimod, hentede fra Ordets Etymologi. mende Bogſtaver, eller at udelade de Roden an⸗ tydende, er viſtnok urigtigt, endog der, hvor en almindeligere "Brug (Misbrug) kan anføres ſom Hiemmel for ſaadan Skrivemaade. Saaledes kan man vel ſporge adſkillige af vore Forfattere, ja endog Sprogleærere, med hvad Ret de faa egenſindig ſtrive ſkiondt (Conjunctionen), iſte⸗ detfor det efter Etymologien rigtige ſkiont“? Hvad enten Ordet, ſom jeg formoder, er Parti- tip af at ſkisnne“, ſkiennet, contracte ſkjont (det Samme ſom — omendſkjont d om end ſkjennet ell. erkjendt); eller (ſee Prof. Raſks Retſkrivningslere S. 257) det udledes af ſchon, obſchon, da bliver der lige faa liden Grund til at indflikke d i ſkient, ſom til at indflikke dette, Stamformen uvedkom⸗ mende, Bogſtav i ſkilt af at eſkille; thi at ville ved forſkjellig Bogſtaveremaade adſkille lyds⸗ lignende, men i Begrebet forſkjellige, Ord, er en Beſtrebelſe, der aldrig fan" forſvares, ſaa⸗ fremt man ved enten at indflikke eller bortkaſte Bogſtaver gjor Etymologien tvivlſom eller ukjen⸗ delig.” Ordenes Etymologi vil dog ſtedſe ved⸗ blive at være Retſkrivningens anden Grund— ſœtning, imod hvilken man ei bor ſynde, fordi ved Ordet "ffjønt” kan udtrykkes tvende for⸗ ſtjellige Begreber — Noget, der finder Sted ved adſkillige andre Ord, men hvis forſkjellige 4 Bemærtelfer man alligevel flet ikke tænfer paa, Thi, imod et Ords Etymologi enten at indflikke Roden uvedkom⸗ 2 * 484 j di eller Hidtil er kunnet blevet, enig om, ved for⸗ ſkjellig Skribemaade at betegne. B... h. — —uEʒ! · . ̃ ͤw;̃̃ Undertegnede ſkylder Sandheden at erklere: at den Anke, ſom i nyeſte Skilderie af Kioben— havn No. 4 er fert over Underviisningen i danſtk Retſkrivning i en lerd Skole var foranlediget >. ved en Diſcipels Üdſagn, ſom vilde retferdig⸗ gjøre nogle af ham begaagede orthographiſke Feil med Lærerens Autoritet; men at Indſenderen⸗ ved at efterſee denne og flere Diſciplers danſke Stilebsger har befundet ovenmeldte Anke alde⸗ les ugrundet. K. i Yndenlandfte Efterretninger. Tillegget til Alt. Mercur No. 56 har i de indrykkede Bekjendtgjorelſer og Proklamater Meget der, iſtedetfor, ſom det vel upaatvivleligt burde, at vere⸗tyſt, og forſtageligt for den al⸗ mindelige Mand, er affattet med latinſke ufor⸗ nodne Udtryk, f. Ex. P., 1211 indkalder en Kone fin undvigte Mand „in pœto malit. desert.“ — og en anden Kone “cum curatore“ indkalder fin Mand for at høre Klage „in puncto divortii ob adulterium præsumtum & malitiose desertio- mis.“ — P. 1213. Proklama for en Landmand. . ad indagandum statum bonorum cum eventuali oessioni eorum; — p. 1219. Magiſtraten 1 Apenrade udſteder-et Proklama, „vermoͤge Com- missorii Augustissimi“ hvorefter de „welche an des defuncti unbedentende Nachlaß ex debiti capite vel ex quocunque alio capite vel gausa,“ have Fordringer ſkulle melde fig ꝛc. p. 1220 et en Indvarsling à dato ultime publicationis hu- jus proclamatis. — p. 1221 er et Proklama salvo gujuscunque jure, salvisque ereditorum exceptionibus. — p. 1222 Beſtellung eines procuratoris ad acta.“ — ſamt sub poena præ- WW elusi g amissi juris — Saaledes ſeer man de fleſte Sug og offentlige Bekjendtgjerelſer for Hertugdommene. J Dagen 1322 Nr. 238 blev ſtemſak nogle Yttringer om Forandring i. flige fornødne Ords Brug, eller deres Ombytning mod lige betydende tyſte, ſom man ogſaa finder al Mange have indført, Onſket om en alminde⸗ lig Foſagelſe af hine Ord igjentages. Mangeé Beljendtgjorelſer; ere viſt for den almindelige Mond, ſom de gjelde, neſten ligeſaa uforſtagelige ſom om de aldeles vare affattede i det latinſke Sprog. . Generallieutenant Greve von der Schulen burg. S TR Oris desiderio sit pudor aut modus Tam cari capitis? — — DPDurum! Sed levius fit patientia, Lxidqvid corrigere est nefas. (H or.) FVYVWVUUT J Aarhuus Avis No. 54 læfes følgende: Haderkronet, elſket af Alle, henſov (den 29 de Marts) Oldingen Georg Ludvig Schule n⸗ durg. Dog hans Minde lever! Otſchakows Mure, Seheſteds Sletter gjentone af hans Daad, og flette ham en evig uforglemmelig Laurbær: Hands! En Krands, alle Danmarks Krigere med Stollked end ſkue! og nu fremblomſtrende lægges pan den Baare, vi taareblandede sine. — Dog f) alene hodr Krigens Banner vajede, vil Schu— lenburg nævnes, beundres, ſavnes, længe vil ban af gamle Axelſtad ihukommes; thi var han te? — velvillig, ſvigfri, uegennyttig i Vandel! varm for alt hvad der var delt og Godt! deel⸗ tagende i Andres Fryd, ſom deres Smerte! fine Venners trofaſte Ven! fine Vaabenbrodres ly⸗ ſende Exempel! . : : : Men disſe flygtige" Penneſtrog ſkulle og kunne ikke ſtildre Helten, Danmarks forſte Kri⸗ ger, Kongens troeſte Mand, den ømmefte Wg⸗ tefelle, kjerligſte Fader; de ere ikkun ſvage Vink om hans daadrige Liv, om Statens Tab ved 486 hans — den Forklaredes — nærvær åg 18559 1 | rværende Her Sandheden plantede denne Blomſt paa hans Gravhoi, Benſkabet veder den med fine Taarer. Under Forlangt Indrykkelſe laſes i Nord⸗Cimbriſte Tilſtuer følgende: »For en hollandſk Ducat kan man nu lære , den Kunſt, at gjøre Jyllands Sandheeder, og hele den nøgne Veſtkyſt til den frugtba-⸗ reſte Deel af Danmark. Man læfer nem; lig i et Zillæg til den danſke Statstidende No. 23 folgende Bekjendtgjsrelſe: „es En velhavende og oplyſt tydſt Godsbeſidder har ved fleeraarige, utrættelige, practiſk provede Forſog gjort folgende høift nyttige Opfindelſer, hvilke han i et trykt Skrivt (med dertil hørende, flint tegnede Afbildninger) til bedſte for de ulyk⸗ kelige Grœkere og for Almeennyttighedens Skyld herved anbefaler for den yderſt ringe Priis af . gen fuldvagtig hollandſt Ducat, eler 8 Mk. Hamb. Courant; nemlig: : . 1. Hvorledes den allermindſt givtige Ager, li⸗ geſom overhovedet den aller ſletteſte og ufrugtba⸗ reſte Sandjord, kan, i fort Tid, med det hidtil ſæedvanlige Antal af Menneſker og Fee, altſaa uden nye Bekoſtninger — og det ganſte uden al Kunſt — gjores faa frugtbar, at man alt i det forſte Aar kan af en Skjeppe Udſcd (Vin⸗ ter eller Sommer Korn) indhoſte 20 og paa middel⸗ maadige og ganfke gode Agre, 30 til a0 Skjepper. 2. At forvandle, ved en ganſke ſimpel Be⸗ handling, alt ufrugtbart og aldeles ode Sand: land til de ſkjenneſte og frugtbareſte Enge — hvilke, alt i det forſte Aar, give to til tre ri⸗ gelige Hohoſte. 5 3. Hvorledes man i alle Lande og Egne kan, paa en meget let Maade og med ganſte faa Bekoſtninger, forſkaffe fig et Giodningsmid⸗ del til Marker, Enge og Haver af enhver Slags Jordbund, og hvoraf eet eneſte Les gjor mere Virkning, end flere Les af den almindelige bedſte Gjedning. ' a 4. Et aldeles ufeilbart Middel: mod Foder⸗ : mangel i terre Aar. : S. At dyrke enhver Ager med en ganſke fim⸗ pel, let overkommelig Maſkine — uden al Hjelp 7 . 487 a 488 i af Trœkke⸗Ereaturer paa den hurtigſte og bedſte ; 16110. Lodder 7 5 faae--Frilodder i, den Maade, ꝛc. Man henvender ſig. 5 £ … Ste Clasfe og disſe ere det, ſom blive de meeſt „Til Landhusholdnings⸗Coͤmmisſions-Comp⸗ tabende, ffjønt de faae et Frilod til nœſte Aar. toiret dam Schulterblatt, zur Land⸗ 4 8 lichen Schenke“ i Hamburg. Gevinſtog Tabs Forholdet. ' Den utrattelige Opfinder. vilde her finde. det n Abſolute Gevinſters Sum. dedſte Sted for fin Virkſomhed. Af 3 Millionen Iſte Cl. 35 2040 Rbd. i Tønder Korn, ſom han let kan frembringe” i 2den — 55 … 110500 +" Jyllands ode Egne, uden nye Bekoſtninger, vil 3die — 66 15950 I Million Tønder til de kgl. danſke Magaginer, Ade — 78 20100 1 Ditto FÅ de Ade e og I Fk for Ste — 5835 2092000 hans Opſigt med dette Foretagende ikke være: ; n e nogen foragtelig Indtegt. Naar Lodseierne ind⸗ 6079 Lodder 345590 rommes den producerede Halm og de nuværende Premier 1470 Skovlobere Hoet, ere Alle ſkadeslsſe. Forhaa⸗ r 3470600 bentligen vil i 1829 Mange med Fryd fee baade f Frilodder give. . den høie Marehalm og de ſmaa Grantræer i Iſte Cl. 2460 . 17220 Scandklitterne fortrængte af al denne Herlighed. 2den — 2585 31020 ig 3die — 2676 45492 SSETEEVANS ade — 2730 62790 5 1045 1 Lodder. 156522 Rb. Um Claſſelotterięt. 2 Aude h Netto Gev. 5 1 2 E . O * — For dem, ſom agte at forſsge deres Lykke 1560 Sr, 9 5 ö 10115 i dette Aars Ambelotterie maa det uden Tviol zdie — 792 15158 være enſkeligt at oplyſes om Forholdet imellmm Ade — 1326 . 2. 18774 Gevinſt og Tab for de Spillende. — Det vil der⸗ Ste — 134205 157795 for neppe være dem uvelkomment at kunne er⸗ — K (— —— 1 fare dette af nedenſtagende forte og fattelige . 136798 Rbd. 208792 Fremſtilling. ; 2 . = 1470 Ambelotteriet indeholder 32640 Lodder, af 8 210262 hvilke 6079 ere abſolut vindende, fordi Det til- Indſud. : Netto Gev. byder 6079 virkelige Gevinſter, nemlig ſaadanne Iſte— 4920 5 12300 ſom give beſtemt Overſkud. Dog beſtaaer dette 2den — 18095 12925 kun af 2 Rbd. i de 5400 Gevinſter paa 28 3die — 32112 13380 Rbd, ſom falde i den femte Clasſe. - Ade — 46410 ! 16380 10451 Lodder mage fane Frilodder i de 4 161587 NRöd — i. førfte. Clasſer. Disſe Frilodder kalde Lotteriet 101537 f 54985 Gevinſter, fordi enhver af dem giver ſaameget 265247 Rbbdl. bliver altſaa Netto Gevinſt | at man derfor kan erholde et nyk Lod til næfte Summen for de Spillende hele Aaret. Clasſe. Men virkelig Gevinſt, ſom giver den Ste Cl. 16110 Frilodder indſkyde 370530 Spillende Overſkud ved Lotteriets Ende, kunne Rbbdl., men vinde kun 32220 Rbd. ſom er Be⸗ | de aldrig blive, hvor mange han endog vinde af lobet af Frilodderne til næfte Aar. De tabe all- den Sfagé i det fortſatte Spil — Lader han ſaa 338310 Rbd. hvilken Sum netop ballance⸗ ſig derimod Gevinſten udbetale og holder op, faa. zer med Netto Gevinſt Summen, naar dertil Peviſes. Dverſkud — Dette ſkal ſiden nærmere 90s Lotteriets Fordeel, de forud afdragne eviſes. — z 2 ; i K + P ²˙ PU — Sene so rn SEEREN by . 1 489 De abſolute. Gevinſters Netto Sum 210262 10 0155 Lykken til de 6079 Lodder i alle 5 aſſer. Friloddernes Netto Gevinſt Sum 54985 tilfalder de 10451 Frilodder i de 4 forſte Clas⸗ fer og beſtaae for det meeſte af Beſparelſen i det aarlige Indſkud, thi man kan ikke antage, at wange lade fig ſaadanne Gevinſter udbetale. Netto Tabet 338310 Rbd. udrede de 16110 Frilodder i ste Claſſe ſa aledes: de, ſom have fortſat Spillet hele Aaret uden at vinde Frilod i nogen af de 4 forſte Claſſer, maae tabe deres fo C fulde Indffud, hvorimod de erholde et Frilod fil neſte Aars forſte Claſſe. Rgeſten udredes af dem, ſom, ved blot at binde et eller flere Frilodder i de fire forſte Claſſer, have ſparet meere eller mindre af det barlige Indſtud. 1 At diſſe Frilodder, ved fortfat Spil, ei , Tune give virkelig Gevinſt, beviſes ſaaledes: Det beſtemte aarlige Indſkud er 23 Rbd. Dek Lod, ſom vinder et Frilod og intet meere. Naar et Frilod er vundet, bliver Beregnin⸗ gen ved et nyt Lod for den næfte Clasſe ſaaledes: & ) — gab, | ! Rbd. Ife Claſſe, Betalingen igjennem det afde Lotterie: 23 Rbd — 7 — 12 ik og Loddets "Betaling 2118 Ad. Wen Clasſe 23 — 12 — 1116 1 e e Rd 45e Clasſe — 17 — dlt Glasſe 23 — 2 for neſte Lott. 21 — ae deen d diſſe Tab derved, at hvert s tabende Lo i i . Hare føre Classe. SK et Frilod til næfte i Til yderligere Bevis anfores endvidere føl: gende Exempler pas Udfaldet af at vinde 2, 3, à og 5 Frilodder. 1 4 : i 1 0 i det altere ne Claſſe give i OG 1 3 le | e 7 ; men det ”førfte Lod Diele Elaſſe, og det 3die koſtede 6 Rbd. til Ste Claſſe. Altſaa har den Spillende, uggte to Gebinſter, tabt 13 Rbd. 0 ee : Idie asſe 23 — 17 det andet koſtede -s Rbd. til. SØ efterat Dakket var faldet ; 490 „Vundne Frilodder i iſte, 2den og Claſſe give Gevinſterne 7, 12 og 23 Rbd; men det forſte Lod koſtede 2 Rbd; det andet Lod koſtede ham intet til 3die Claſſe, men til 4de Ade Claſſe koſtede det § Rbd; det 4de Lod koſtede ham intet til Ste Claſſe; den ſpillende har alt— fag, uagtet hine vundne 42 Rbd. tabt 7 Rbd. Vundne Frilodder i alle 4 Clasſer give Gevinſterne 7 Rbd. 12, 17, og 23 Rbd. men det forſte Lod koſtede 2 Rbd; de øvrige 4 Lod⸗ der koſtede ham intet; dog har han, uagtet hine vundne 59 Rbd, intet mere, end et Frilod til“ næfte Lotterie, hvilket han allerede. har betalt med de udlagte 2 Abd. til det forbigangne Lot⸗ terie-Aars forſte Clasſe. i Saaledes forholder det fig med enhver mu— lig Forandring, ſom kan finde Sted ved Vin— den af blotte Frilodder, men Tabet formindſkes ſtedſe, ſom forhen er ſagt, ved et Frilod til næfte Lotterie. Enhver Perſon, ſom i fortſat Spil blot vinder I, 2, 3, eller 4 Frilodder, maae jo ſpille paa 2 3 4 eller 8 forſtjellige Lodder, og naar intet af disſe er heldigere, end det forſte, fager han ingen virkelig Gevinſt, men hans hele Gevinſt beſtager deri, at han har ſpillet med 2, 3, 4 eller 5 Lodder for det ſamme, ſom et ta- bende Lod vilde koſtet ham, ofteſt endog for mindre end det aarlige Indſkud. Lotteriet kan herved. intet tabe; fhi ethverk nyt Lod maae betales med Indſtuddet for de trufne Clasſer, og dette er ſtedſe ligt med den faldne Gevinſt paa det forrige. Lod. ; J et -Craffe-Lotterie fan enhver Claſſe an- ſees for et eget Lotterie, og hver folgende Claſſe forbedrer ſtedſe Forholdet imellem Gevinſt og Tab for de Spillende, fordi Loddernes Antal ſtedſte aftager og Gevinſternes Antal formeres og forhøjes, derfor: betales ogſaa den ſidſte Claſſe med det hoieſte Indſtud, da den lover meeſt. e (Sluttes i neſte Numer.) Fe: SE Blandede Efterretnin ger. Profeſſor Deinhardſteins dramatiſte Digt „Hans Sachs' have vi forhen omtalt. (S. 445). Da det i Oct f. A. blev givet i Wien larmede Publicum, fuld af Enthouſiasme, i flere Minuter | og Skueſpil-Dig⸗ teren blev fremkaldet; men da han ej var tilſtede 1 491 fremſtod en Skueſpiller Hr. Wilhelmi og takkede paa hans Vegne, Stykket udmarker fig ogſaa ved den herlige Harmonie, hvori Sted, Zid, Handling, Karakteer og Sprog ſtaae til hinanden. | (Dr. A. 3. 270.) En Englenders Ytring angaaende ; Poppelen. g J det norſke Morgenblad Nr. 86 læfer man folgende indſendte Stykke. „For omtrent en 20 Aar ſiden kom de ſaakaldte lombardiſte Poppeler (en Art af Populus nigra) i Mode, og bleve i en fort Tid ſom Prydelſestreer plantede over det hele Land. Ikke længe efter vifte der fig en Sværm af Larver og Inſecter, ſom man tilforn ikke havde vidſt noget af, og ſom flux begyndte deres ødelæggende Vederſtyggelighed paa Haugevexter og Frugttreer. Feerſtkentrœ⸗ erne gik forſtorſtedelen ud, Viinranken led bety⸗ deligt, Kirſebertreer, Wbletreer og de fleſte andre Frugttreer ſturede meer eller mindre og bare liden eller ingen Frugt. Paa de Steder, hvor Poppelen ikke var bleven plantet, ſtode Frugttreerne ligeſaa godt ſom for, og bare ogſaa ligeſaa megen og god Frugt. Dette maatte na- turligviis vekke Opmerkſomheden, og Poppelen Blev lidt efter lidt, ifer da dens Bed er faa flet, afſkediget fra Hauge og Mark. Bekjendtgjore- ren af dette har, i den fulde Overbeviisning, at Poppelen var Aarſag til den Mængde Larver og Inſecter, ſom i ſaa lang Tid havde herjet hans Frugt⸗ og Urtehauge, allerede for nogle Aar ſiden aldeles" udryddet den hos fig, og ſporer ogſaa de bedſte Følger deraf. Da, ſom bekjendt, den botaniſke Hauge og mange andre med den i Omegnen i de ſenere Aar ere blevne hjemſsgte af en ubendig Mængde Larver og Inſecter, der have anrettet ſtor Ode— læggelfe, iſer paa Frugttræerne, og da Poppe⸗ len ogſaa hos os i det ſidſte Decennium er kom— met meget i Mode, ja faa meget, at den ſynes at ville fortrenge vore langt ſmukkere Prydel⸗ ſestrœer, ſom Linden, Lonnen, Aſken, Ronnen m. fl., fam var det vel Umagen værd at lægge Meere til den anførte. Jagttagelſe af en dygtig engelſt Haugedyrker. Skuͤlde imidlertid. ſagkyn⸗ ) 9 492 | dige Dommere, imod Formodning, finde, at Engelſkmandens Anklage mod Poppelen er ugrun⸗ det og at denne bor for videre Tiltale fri at være, faa er det dog vel ingen Tviol om, at jo hine Larver og Inſecter ville: blive domte fra Livet, og man raader i faa Fald at drukne dem i folgende Vedſke: Oplos i en paſſende ſtor Tonde 14 Pd. bedſte gron Sebe 30. Potter Vand (ikke haardt Band), og ſet dertil 2 Pd. iſtykkerſtaaren giftige Paddehatte; kog fremdeles i en Jerngryde 40 Potter Vand, hvori 1 Pd. Svoolblomſter ere nedhengte i en Poſe med en Vægt, faa at den forbliver paa Bunden; lad Kogningen vedvare omtrent 3 Time og bel væg og fnug i denne Tid Svovlpoſen flere Gange; tag ſaa Gryden af Ilden og gyd Ind— holden til Sebeoplosningen i Tonden, der ſtrax maa noie tilſpundſes. Blandingen, ſom dagligen ryſtes, begynder ſnart at faae en ſtinkende Lugt, der i nogen Tid vil tiltage betydeligen. Naar den har naaet fit Maximum er Vadſken tjenlig til Hjemedet; dog gjor den bedſt Virkning, naar den har ſtaget en 14 Dages Tid. Forreſten foretages Drukningen af hiin ſtkadelige Yngel enten ved at dyppe de Grene eller Planter, den har bemegtiget fig, ned i Vadſten eller ved at udfprøite den af en Spreite, hvis Tud- har mange fine Aabninger, over de Zræer eller Vær: ter, ſom ere uͤdſatte for Odeleggelſen.“ J Aarene 1809 til 1827 er i Philadelphia efter Gjennemfnit aarligen bygget 700 nye Hul. J Aaret 1827 tålte Staden 35369 Huſe, med 176845 Indvaanere. Efter denne Angiveſſe, ſom dog ikke ſtotter fig paa Telling men paa Overflag, ſkal- Philadelphia være den folkerigeſte Stad i de forenede nordamerikanſke Stater. 15 Gal . . (Col. Apr.) J Philadelphia praktiſerer nu for Tiden en Doctor Medic. (2) J. T. Dan. Lobſtein, ſom fører folgende Titel: Medlem af det meditinſte Facultet i Paris, correſponderende Medlem af de medicinſte Selſkaber i Paris, Bordeaux, Mar⸗ ſeille, Wresmedlem af de medicinſke Selſkaber i Philadelphia, Maſſechuſets, Maryland, Lexing⸗ ton (Ky), Petersburg, Wirginien, Ny-Orleans, | | 495 494 ſtore Monumenter af umiskjendelige Spor af ns Panacea har giort lykkelige Kurer i ſyphilli⸗ Fordumstidens ſtore Befolkning. Dertil høre | 1 155 Schrofel⸗Oygdomme. Forhen har denne ej blot Pagoder, og Ruiner af Stader, men Hi. Doctor drevet Skjerſlipperkonſten i en nord- iſar de mange Tanks“ eller Damme, indfaftede | te Soſtad. At han er Medlem af de franſte. med Avaderſteen, og forfynede med bende Geller har han ſom Feltſtjcr erhvervet fig Ad, tildeels af ſaadant Omfang, 3 til 4 geogr. Mile, at man kan kalde dem Søer. De våre beſtemte (Col. Apr.) til Vanding af umaadelige ſtore omliggende Ris⸗ marker, hvilke, efter deres Forfald, ere blevne Et af de herligſte af Bygningskonſtens øde. Ved en af dem, den ſaakaldte æmpedam, Darker i de forenede nordamerikanſke Stater er ved Mantotte, kunde, efter Johnſton, faa ſtort 4 Mwbury Port⸗Broen i Maſſachuſets Statens Diſtrikt vandes, at det var iſtand til at producere nofdoſtre Ende ved Grendſen af Ny⸗Hampſhire. over 40 Millioner Pd. Riis. Indvaanerne i det * Den gaaer over Merrimack⸗Floden, er 1000 Fod Indre, Eingaleſerne, ere forſtjellige fra Kyſtbe⸗ lang, har foruden Trœkbroen 4 Buer, og har ko- boerne, hvilke ſidſte vare fra forſtjellige Sider, É | | Lege, og Fodſelehjelper. Han bekjendtgier i ſtore Flader. Denne nordre Deel af Hen har | i Zidenderne, ved Certificater at han ved Svai⸗ | | gang til | j ; flet omtrent 66000 Piaſtre. formedelſt Handelen, indvandrede, og ſtode under f 1 : (Col. Apr.) forſtjellige Beherſfkere. Alexander Johnſton, der | ! . i ti Aar har været” Overdommer paa Ceylon. Overalt i de nordamerikanſke Stater har har ſom Medlem af det Londonſke Royal Asia- * Navariner⸗Sejren foranlediget Jubel og Feſtlig: tie Society, i ſammes Transactions, givet vig⸗ ider; pan mange Steder f. Ex. i Whitneyville tige Oplysninger om Ceylons Hiſtorſe i Mid⸗ Staten Commerticut, i Rocheſta i Staten Nyw⸗ delalderen; og Prof. Hofraad v. Heren i Got⸗ York o, fl. St. ere Tyrkedukker brændte paa tingen har i dette Aar i det Gottingiſte Viden⸗ Gladesbaaler. - fſfkabernes Selſkab forelæft en Afhandling: de Sa . (Col. Apr.) Taprobane Insula, hodie Ceylon dicta, ante ' Lusitanorum in Indiam navigationes per viginti Ceylon — i gamle Dage faldet Tapro-⸗ kfere saecula communi terrarum, mariumque bane eler Salice — er den ftørfte Øe i Indien australium Emporio. cf. g. Gott. g. Anz. Febr. Wa denne Side Ganges, omtrent lig Irland i Nr. 28. N Imfang. Blot Henſyn paa dens Beliggenhed, 5 8 . FÅR, e dens Havne af Hvilke Trincomale er den for⸗ De to ſterſte Megetſkrivere vare Spanieren Unligſte i hele Indien, hentyder paa at den er Lopez de Vega, og Tyſteren Hans Sachs. f Naturen ligeſom beſtemt til at være Middel: Forſtnævnte erhvervede ſig ved fine Skrifter 7 lunftet for den ſydlige Verdens Handel fra 150000 Dukater. Man har af ham mere end Fare es Atika indtil China. J Nord er den ved et Sund 50 trykte Qvarter af lyriſte og proſaiſke, og tdffilt fra det indiſte Faſtland, hvorimellem den 25 af dramatiſke Arbejder, altſaa 76 QAvartbind, a kaldte Adamsbro, eller de ſmaa Ber Manaar og det Trykte er næppe det Halve af hvad han g Ramisſeram, med en Rekke af Sandbanker ſkrev. Man teller 1800 Komedier og Tragoe⸗ ligge, hvilke dog lade to ſmalle Aabninger til- dier af ham, foruden 400 Autos-Sacramenta⸗ bage for Skibsfarten; disſe ere nu kun 8 til les; og alle diſſe ere ſpillede. Man har bereg⸗ 6 Fod dybe, i ældre Tider meget dybere, og da net, at Tallet af de Ack han har ſkrevet udgier ef megen Vigtighed, ſaaſom den hele Omſcet-⸗ 13, Millioner og 3225. — Hvad Tyſteren Hans ng fra Malabar⸗ og Koromandelkyſten gik igjen⸗ Sachs angager, da ſiger han ſelv i fin Levnets⸗ mum dem, og her vare Oplagsſteder for ſammes beſkrivelſe, at han har ſkrevet 6048 ſtore og og fjernere Landes Varer. Hen er i det Indre ſmaa Digte, og at hans Haandſkrift udgjør 34 bjergfuld, men Kyſterne iſar de nordlige have Folianter. Efter en ringe Beregning. ſtrev han * — * 495 IIS allegoriſke Fortællinger, 197 Smaaſtykker, 59 Fabler, 64 Faſtelavnsſpil, 32 verdslige og 26 geiſtlige og 144 blandede Digte. Schilling, Clauren og Walker Scott have altſaa meget endnu at gjøre førend de naae hine, Formend. : | (Forkortet fra Mod. Zeit. d. A. Nr. 7.) J Norge er nylig udkommen: Beretning, Betenkning og Indſtilling fra en, til at under⸗ ſoge de Sindsſvages Kaar i Norge, og gjøre Forſlag til dens Forbedring, i Aaret 1828 ned ſat kongelig Commisſion. Med en Samling af. Tabeller, og to Tavler i Stentryk.“ Ifolge. kongelig Reſolution udgivet af Profeſſor Det. Holſt. Chriſtiania 1828. 8. Paa Trykpapir hef⸗ tet 108 Skill. Spec. om: Nogle faa Optegnelſer 45I-3; cf. kongl. Befaling 25 Jan. 1776 til Stiftamtmand og Biſkop i Chriſtiania. Strsetan 1 1% (Meddeelte af Sp. 745 ee 2 Den Islandſke Lav indeholder en Artikel, ſom, maaffee meer end noget Andet, er Aarſag til den almindelige Oplysning man finder i et Land, hvor Ungdommens Underviisning ved lon⸗ nede Lærere af ſaamange Grunde, maa" være boiſt mangelfuld. Denne Artikkel giver nemlig Biſkoper og enhver Preſt Ret til, at forbyde : ethvert Ægteftab, naar Fruentimmeret ikke kan leſe. . N 71. AR Derſom der blev ſpurgt: hvilfen Kirke — den lutherſke eller den reformerfe: — har det ftørfte Antal Lærde? blev Svaret udentvivl for⸗ ehvad Anſtalter haves i Norge for afſin- dige Menneſker“ gav Etatsr. Thaarup i Aaret 1803 i 2 Binds 2 Hafte af ſit Magazin S. Fi drelagtigſt for den reformerte, uagtet dens Mi⸗ noritet; det er bekjendt, af et i Antal ſvagere Parti, ſom ofte. fornermes, ſoger at udmerke Nationalbank-Obligationer 3 pC. nye danſte O 0 496 fig ved andre gode Egenſkaber; men at den ves formerte Kirke altfor ofte, ifær i det 17 Sec. blev fornærmet af den lutherſke, er en ſorgelig Sandhed. . y ' 72. ; 5 29 Det er en ulykkelig Fordom, der har veret mange Ulykkers Moder, at et Barn ikke kan ſtage Fare for, at beſmittes af de Laſter, ſom dets Alder endnu ikke tillader det at begaae. | 2 ˙ AAA ã SS et RSS SS TTT. Kjøbenhavns: Bors, d. 15 April 1828. Hamburg 2 M — Mine dal : å vista. 218 [ Species 220 i ; ERE Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 33 f. Bank- Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler f pr. 100 Specier 159160 Rbd. Sedl. Svenſte Sedler ! ii pr. Rdlr. Rigsgjeld 51482 Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 823824 Rbd. Sedl. Dito Dito .. 254/76 i Banco. (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 1025 Rbd. r. S. Dito Dito... 123/1122 Sedler, 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. Renter pr. 6 Januar 6 pC. norſt Laan 2 „ „„ „„ „ 95 982 Rbb. r. S. ved Hambro & Søn 108 — i Banco. 4 pC. Dito nye i . 98 | — 1 iatiſte Comp. Actier — [— i Sedler, HER f — L. Sterl. blig. 872 + — — 2 — — Rettelſer. J No. 30, S. 468 L. 9, en Vogn I, een Vogn. S. 470 L. 10 ved vel anlagte l. fra vel anlagte. S. 470 L. 8, nedenfra, MDCCXCI l. MpCXCI. S. 471 L. II hedde l. hedder: S. 472 L. 8, nedenfra, at det l. at den. S. 473 L. 27 hvor lœſes' l. kan læſes. ——— . — —— — m Kjsbenhavn. Forlagt af S. Soldin. „Trükt i L. J. Jacobſens Bogtrykkerie. 18 i 5 5 | 2" N 9 å 5 18 | ø 4 N ; 372 nål i AJ 2 | | kan l. hvor kun. L. 3, fur: Ryefte Sti ildevig e af RjøbenDh av n. — Femogty ven DE A gr gang, No. 32. i i i Udgivet og redigeret af Fr. Thaarup, Etatsraad. | — RRS f Forſendes, ifolge Kongel, allernagdigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. f - f Loeverdagen den 19 April 1828. 5 Om Apfeltene for Afſindige i Stor⸗ terne til Afſindige. Han bekreftede at denne Gjenſtand havde allerede mod Slutningen af den. | brittanien. ö | ; 5 ſidſte Forſamling været fremſtillet, og at det da N * SØE 4 havde været anſeet ſom upaatvivleligt, at Daa⸗ Det er ikke længe ſiden, at de daværende rekiſterne i Nærheden af Hovedſtaden vare af Mangler bed de ſtorre Anſtalter for Afſindige i den Beſkaffenhed, af Klager over ugrundet Inde⸗ England, ere komne til almeen Kundſkab, og ſperrelſe, af onde eller egennyttige Motiver, vare var end denne Fremſtilling iſtand til at ſætte desværre alt for grundede, og at de blandt et dem i et meget ugunſtigt Lys, ſaa var dog og⸗ Folk, ſom gjør Fordring pan ee ikke ſaa Reſultatet, at de veſentligſte Mangler ſtrax fengere burde taales. bleve afhjulpne, og for flere af Dem, har man Ifolge de herſkende Love, kan Enbber, 15 ; fruffe en neſten monſterverdig Indretning. en Læges, Chirurgs eller Apothekers, Atteſt blive Jeg vil henoiſe til Retraet j Norwich, til indeſperret. Under Navpnet Apotheker forſtages kunatie Aſylum i Glasgow, og til Beth⸗ Enhver, der fælger Materialvare. Saaledes lem⸗Hoſpitalet i London ze. Ogſaa ere fan et ungt Menneſke, ſom forſt i Gaar er kom⸗ Mipatanſtalterne for velhavende Afſindige gaben⸗ met i Lære hos en Chemiker, ſtaffe fin Kamme⸗ bar f en langt bedre Tilſtand end hidtil. Men rad i Daarekiſten, der maaſkee ikke feilede andet, hborlebeg det "feer ud med Anſtalterne for UÜbe⸗ end at have en Feber ⸗ Delirium eller var angre⸗ widlede, kan indſets af folgende til Parlamentet ßet af forbigaaende Vanvid, ja defte kan endog indgivne Skildring, ifelge hvilken den gode ſkee, uden at man behøver at angive Aarſagen. — e de 2 bv vil uͤdeblive. Han (Hr. G.) var blot Organet for en Com⸗ meodet d. 25 Februar 1828. mittee, ſom havde overdraget ham, at fremlægge” » denne Gjenſtand til Huſets Overvejelſe, — og Hr. R. Gordon bad om Tilladelſe, til at denne b e ? fremlægge en Bin angagende Lovene for Anftal: det var nu hans eeneſte Pnſte, at fremſtille den — — Ma ye * kelige opbevares ; É og om Natten indſperrede i et Hul af 6 Fods rr ͤ—⁰⁵̈iTTT̃ ͤů72222 * * * ' * 1 — & „ 499 i fit bedſte og klareſte Lys. og det en Fattig — og han vilde antage, at man havde bragt ham i det hvide. Huus Beth— nal green — han nævner tillige Warburton's Inſtitut, fordi, ſom bekjendt, meer end Halvdee⸗ len af ubemidlede Vanvittige, fra Hovedſtaden og dens Omegn, der ere indeſperrede: faa vilde en ſaadan, befinde ſig i en Tilſtand, hvorved man ingen Helbredelſe kunde vente; — han har alle de Perſoners Udſagn for ſig, ſom i ſaa Hen— ſeende ere dragne til Vidner, naar han paaſtaaer, at her aldeles ikke mage tenkes paa Helbredelſe. — hvor ingen Forholdsregler ere trufne, til at dæmpe Aandsſygdommen, og ikke engang til at lindre de legemlige Lidelſer, kort hvor der egent— ligen Intet er forhaanden, ſom kan fortjene at kaldes Lege⸗Tilſyn. En vis Hr. Dunſton kom⸗ mer hver Dag derhen, og bliver der omtrent 2 Timer. — Denne har et Hoſpital og en ſterk Privatpraxis at beſorge, og om han end vilde "anvende mere end de 2 Timer dertil, om han opoffrede ſin hele Tid, faa vilde han til det Diemed — hvorom her er Talen, dog ikke være tilſtrekkelig. — Af 400, ſom ere indeſperrede i Daarekiſten, kan kuns 8 ſiges at glæde fig ved legevidenſkabelig Behandling, Men Vanvid er en Sygdom, ſom maae behandles efter medicinfke Forſkrifter, — den udfordrer idetmindſte en vis Aands“⸗Ledning; og her er endnu ikke tankt paa nogen Klasſification, — her findes Ingen, ſom opfylder Lægens Pligter, kort, her er intet Andet end ſikker Forvaring. Han bonfaldt nu Huſet, alas t i ovennævnte Tilfelde at tage Stedet i Hieſyn, hvor de ulyk⸗ Man vil ſee dem i en Stald, . Han vilde her kuns foretage Zilfældet med en eeneſte Vanvittig — draget ſig med Md. e SSR $00 Længde, lenkede. paa! Hænder. og Fodder, og hele Natten uden Biſtand eller Tilſyn. Man kan ſee 16 ſaaledes indeſporrede i et Kammer — Her rettede Taleren ſig, og navnede 15 — (om folesloſe vælte fig. Natten over i deres Ureen⸗ lighed — Dette er deres Tilſtand de Søgne, dage. — Og hvorledes har de det velbom Søn: dagen? Fra Loverdags Aften indtil om Man⸗ dagen forblive de i denne Tilſtand uden at ren⸗ ſes og uden Hjelp; Om Mandag Morgen føres de, i hvad Veir det end maatte være, i en aa⸗ ben Gaard, hvor de indgnides med koldt Vand, og dette endog, fom ofte er Tilfeldet, naar des res Legeme er bedekket med Bylder. — Man vil ſige, at der i denne Stiftelſe gives en Af: deling, for dem, ſom ere beladte med legemlig Sygdom; men paafaldende nok er det, at Stif⸗ telſens Læge har aldrig feet den, og de, ſom be⸗ ſoge den, tale derom, ſom om et Sted, hvor man feer meget Grasſeligt, ſom man her, for at ſkaane de Tilſtedeverendes Foſelſer, ikke vil gienbringe. Dog være det langtfra, at anfore Inſtitutet, ſom det værfte; tvertimod ſkulde det blot tjene. ſom et Exempel, hvori den heele Klaſſe af disſe Indretninger kunde ſpeile ſig. Det "ærede Medlem indlod ſig derpaa i en .Fremfil ling af Bedragerierne, ſom udovedes af en Mand ved Navn Cordelle, der var Asſiſtent ved Daarekiſten. Herpaa henvendte han det Sporgs— maal til Huſet, om hvorledes en Syg j Til⸗ fælde af Helbredelſe, atter ſkulde anbringes i Samfundet, om Nogen var interesſeret ved at han forblev indeſperret. — Han kjendte inet | andet Middel, end et Aktſtykke (et ſaakaldet Habeas Corpus). Derhos ledede han Huſets | Dpmærffomhed paa et Tilfælde, der "havde til Af Dr, Brights en dg | — 501 Beretning fane man, at i Aaret 1828 var hun endnu ſtedſe i Forvaring, omendſkjondt hun dar ſuldkommen helbredet, og hun blev der indtil - Karet; 1827. — Man henvendte fig. til hendes Mund, der fvarede, at hun var en urolig Per- fon, hvorfor det ikke var ham magtpaaliggende at ſet hende i Frihed; og det var forſt i de forſte Dage af Parlaments Forſamlingen, nem— lig at han, Hr. G., foretog fig, at ſkaffe Mate⸗ rialier til Udfærdigelfen af et Aktſtykke, faa at Damen atter erholdt fin Frihed. — Taleren uds lod ſig nu vidtloftigen om Lovenes Tilſtand i denne Henſeende, og gjorde Forſlag for at be⸗ vege Parlamentet, til at træffe en Forandring, ſom blev til Fordeel for de elendige. hjelpeløfe Skabninger. Han havde til den Ende forelagt en Bill, ſom dog kuns forelsbigen var en Skizze, for Statsſecretairen og de 4 Underſecretairer. Det ærede Medlem ſluttede med den Begje— ung, at det maatte blive ham tilladt, at frem⸗ legge en Bill, om at de forſkjellige Beſtemmel— ſet med Henſyn til Landets Daarekiſter, maatte Blive forenede i een Lov, ſom overhovedet ſkulde vate gleldende. Lord Aſhley underſtyttede Mo— tionen. Setretair Peel troede, at efter den ſorgelige Otlall, ſom hans værdige Ven havde forelagt, om denne vigtige Gienſtand, vilde hans Motion iffe finde mindſte Indvending. Saaledes ſom Daarekiſterne nu vare indrettede, indbragte de „ iſtedenfor Fordeel, kuns Skade og Ulykke for Samfundet. Han holdt det for ſin Pligt, her at dadle den ſamvittighedsloſe Fremferd hvor— tler Folk, ſom led af Sindsſvaghed, af deres Paarorende, ſom overdrev Symptomerne, bragtes i ſaadant Fangenſkab, ſom endnu gjorde deres Tilſtand ulykkeligere. Han vilde langt fore⸗ 802 trække, om man, ſaaledes ſom i Island, hvor ingen Fare derved er at befrygte, lod dem drive om— kring i det Frie, uden al Tvang, og blot uns der Opſigt af deres nermeſt Vedkommende. Han overlod det nu til ſin Vens Eftertanke at beſtemme en Periode for hvorlenge Underſsgnings⸗ Directionen og Inſpectionen ſtulde vedvare, og denne ſkal, ſom vi har erfaret, beſtaae af 5 Øv- righedsperſoner og 8 Leger. — (Af Frorieps Notizen Nr. 427. Marts 1828 Nr. 9.) . W—df. Udtog af et Brev fra Srankrig. (Stager i Walmarks Journal No. 82. d. Ode April.) Den Interesſe ſom de nygræffe Umner (t Skueſpillene) vakke, og ſom har fin Grund 5 alle Menneſtehjerters ædlere Folelſer, har forner⸗ værende Tid nadet en ſterre Højde, Det er en Folge, af det Haab man nu ſmigrer fig med, ſnart at ſee det ny Grekenland, efter en Strid hvori det har viſt ſig det gamle verdigt, at op⸗ trede ſom en ſelvſtendig Stat, og efter Seclers Forløb tilbagegives til det europeiſfe Statsfor⸗ bund. At indføre det igjenfundne Familiemed⸗ lem i Kredſen af Europas Cultur, af dets ſaavel eſthetiſke ſom techniſke Dannelſe, derved at gien⸗ gielde en ringe Deel af dets Forfedres ſtore Krav, ſee, det er Formaal, ſom allerede overalt ſysſelſeette Menneſkevenner, ifær i Frankrig, ſom ved fit nære Naboſkab til den ny Stat, bedſt har Leilighed til at opfylde denne Pligt, og og-— faa allerede dermed har gjort en god Begyndelſe. Bidrag til Grekernes Underſtsttelſe vedblive at indkomme, og nu næften endog i ſtorre Over— flodighed. Hertugen af Orleans, ſom i. ædel * Veldedighed altid foregager med ſit Exempel, 503 har nylig ſendt Grækercommitteen 4000 Francs, nemlig 2000 for fig og 2000 for fin Gemal— inde; Mademoiſelle d' Orleans (hans Soſter.) 2000 Francs, og Hertugen af Chartres (hans Son) 1000 Francs. De Fornemme og Formu⸗ ende undlade ikke at efterfølge faa lyſende et Exempel. Til græffe Slavers Frikjobelſe har Marqvis Langle de Beaumanoir ſtjcenket 6000 Francs, Ternaux 1000, og Chateaubriand 500; Fornemme Damer fortſette beſtandig deres Col⸗ lectboger til Hjelp for Grakerne. Forfattere, Kobberſtikkere og Stentrykkere nedlægge paa ſamme Alter Frugterne af deres Genie og Konſt. Besſa, Hertuginden af Berry's Maler, lod, til Grakernes Underſtsttelſe, ved Lotterie bortſpille det eneſte paa Pergament trykte Exemplar af fit udgivne Skrift Langage des fleur s, ge⸗ leidet af 14 Originaltegninger og koſtbar ind⸗ bundet. Det var vurderet for 1000 Francs. Nedſkrivningen af ovenſtagende Linier gav Indſende⸗ ren ny Anledning til Gremmelſe ved Tanken om, hvor ubetydeligt det er; der hidtil hos os er indkommen til hine hoiſt ulpkkelige Menneſkers Treſt og Huſvalelſe. Naturligviis kan Ingen være faa ufornuftig, at ville ſammenligne Dan⸗ marks Wone til at viſe Gavmildhed og Godgisrenhed med det ſtore Frankerigs. Menu nylig blev Publicum i Uge⸗ bladet Telegraphen gjort opmerkſomt paa, hvor dybt - det her til Grækernes Underſtottelſe indfomne Sammenſkud ſtod nedenfor de Svenſkes; og da er der vel andre Ting end Fattigdom, der her gjar Udflaget. J det mindſte var den Summa, ſom Madame Catalani tog med fig fra Kjs⸗ benhavn, upaatvivlelig meget ſtorre end den, hun havde Stockholmboernes Nysgjerrighed at takke for. Svad Nyt ? Sea Dette Spørgsmaal møder man overalt — 2 Salonerne og i Kroſtuerne, i Forgemakket og 904 i Kjeldere. Den fornemſte Dame og den Ma⸗ trone, der fælger. Aborrer, den hoiadelige Herre og den Bonde, der kommer til Torvs, alle ville vide: hvad der er nyt Det forſtager fig, hvad der interesſerer den Ene, det interesſerer ikke og tid den Anden, men Nyt ynde de dog alle. Jour⸗ naliſterne fjende denne Menneſkenes almindelige Skjsdeſvaghed, og naar de derfor faae fat pag en Polſepind af en Nyhed, ſaa forſtaae de at koge den herligſte heilbornſte Suppe derpaa. Men Nyhedsſtoffet i vore Dage er rart. Det er ikke ſaa let at lobe til. Ikke hver Dag ankommer en Mad. Catalani — deer en — ſtrives en Vaudeville. De udenlandſke Nyheder blive ſnart gamle; Tyrken boer for langt borte, og de tyr⸗ kifte Avisſkrivere ere maadelige Skribenter, der vilde ſkee en critiſt Ulykke, derſom de ſkreve paa Danſk. De græffe Nyheder blive for eensfor⸗ mige, ſœedvanligen for modſigende, ja greſte for Hoben. Fra Üdlandet kan Nyhedskilden ikke vente fig ſynderligt Tillob. rides El Converſationen er Moder til de fleſte Ny⸗ heder; men ſiden ſalig Profts Converſatiansblad døde tilligemed ham, ſynes Converſationen i Hovedſtaden ogſaa at ligge i ſidſte Aandedrat,. Det hedder vel i Aviſerne den eller den — be⸗ gynder igjen Converſationen i Selſkabets Vinter⸗ locale; men Gud forbarme ſig over Converſatio— nen! J Klubberne fager man ingen Tidetll at converſere for lutter Spil — i Familieſelſka⸗ berne for lutter Spisning — hos Conditorerne for lutter Læsning. Hvor ſkal altſaa det Nye komme fra? 5 En Lykke for Nyhedselſkere ere derfor SFues ſpillene. De aabne en uudtemmelig Kilde af dramatiſke Nyheder, og i den Henſeende er Skue⸗ pladſen virkelig en lille Verden. Et eneſte Skueſpil kan give fer Blade Wmne til Nyheder. i ſex Uger, en eneſte Skueſpillers eller Skue⸗ ſpillerindes Spil, ja endog Replik, til Discus⸗ ſioner, Ventilationer og Speculationer uden En⸗ de. Man kan ſige: ; : Bee vore Blade om de ei i Havde hiin gode gamle Vei! 4 Men ogſaa denne Kilde tilfryſer ofte, og hvad, ſom er ſnurrigt nok, iſer om Sommeren, thi Sommerforeſtillinger ere det ſamme ſom Kakkelovne — 505 om S e. hoilke man ba ligeſaa meget flyer, ſom e en ener og favner dem. Man bryder fig intet om de malede Skove, naar man, til Vogns og til Damps, kan tage ud til de natur⸗ lige; inter om Theaterſang, ſom er faa dyr, naar man kan horegerkens i det rie, ſom er ſaa godt Kjob— Kon ſagt, min Ven! Du feer, at det ikke er no⸗ gen lit Sag at fortælle Nyheder, med mindre, at man beſidder en Muͤnchhauſens Talent og kan traſſe paa troſkyldige muͤnchhauſenſke Laſere. Alligevel onſter Du, at jeg ſtal fortelle Dig Nyt? Nu vel — vil Du tage til Zatfe dermed, ſom de falde, "faa. er her, om ei et Fad fuldt, faa; dog en Mundfuld- At Mad. Catalani er reiſt; at hun allerede har lykſaliggjort Odenſeerne; at hun maaſtee nu er i Flensborg, og ſnart vil tage fra Ha— derslev til Kiel, det er altſammen noget, ſom Du allerede veed. Men hvad man taler — dømmer om hende nu i Kjøbenhavn, det er no⸗ get, ſom Du neppe kan vide. De fleſte, ſom have hort denne Sangens Drönning, have hørt hende med ſamme Oren, ſom de fleſte høre en ſterk Torden — med beundrende Frygtſomhed— De have hort hende omtrent ſom de fleſte have (ert den bekjendte Roat. Over hendes: Konſt labauſedes Mængden: mere end den glededes derved, Hendes Sang lignede Kolosſen ved Abodus, ſom dog kun var een af Verdens ſyv Undearker, mens hun, ſom Sangens Ko— los, ev Verdens eneſte Vidunder. Det er diſt en Ulandhed, at en engelſt Læge ſkal være fat: iffafid til, efter hendes Dod, anatomiſt at underſege hendes Strube, ſom man paaſtaaer er forftjelig fra andre Menneſkers; men hvis del bar ſandt, kunde Phyſiologien, uden Tvivl, binde meget ved en ſaadan Underſsgelſe. Den Stemme, der frembringes ved denne Strube, et mere end menneſkelig. Blumenbach ſiger, at Canariefuglens Sang ikke burde hedde Sang, men Skrig. Om ei Mad. Catalanis Sang fortjente at kaldes melodiſt Torden, lader jeg ſtage ved fit Verd. Ktaftig er den uden Mage, men ſand Folelſe, Smag, Onde, ville adſkillige paaſtaae, mangle den. Forbauſe os kan den i hoi Grad; men | i: | | | røre, ſmelte Hjertet, ſige de, kan den neppe. De, ſom forſikkre, at de aldrig have hort dens Lige, have, forſaavidt det Overordentlige angaaer, * 806 Ret. Men ikke alt det Overordentlige er fkjont. Aegyptens Pyramider fætte os i Forundri deres Overordentlighed; men bi glad bes ”vægeé dog mere ved et Parthenon. Den. høje Betaling, hun ſik for fine Billetter, var vel mere i Betragtning af hendes Sjeldenhed end af hendes høje Fortrinlighed. Imidlertid har man. gjort ftørre Veſen af hendes Guldhøft her i Kjoben— havn, end den virkeligen fortjente, Man antager; at hun, i det Hele, har havt en Indtagt af 14, 00 Rd.; men en eneſte ny Mode i Hattenes eller Baandenes Region koſter jo Hovedſtaden ligeſaa meget, om ikke mere. s Skade at Mad. Catalani allerede har for- ladt os; havde hun endnu tøvef her noget, ſaa kunde vi ſeet et muſicalſt Fyrſtepar indenfor Axelſtads Volde, thi med ligeſaa megen Ret, man falder hende la Regina del Canto (San⸗ 5 gens Dronning) kan man kalde den nys hertil ankomne bayerſke Clarinettiſt, Hr. H. Baermann, il principe della Chiarina. (Clarinettens Fyrſte.) Vel veed jeg, at der gives flere prineipi end han, men jeg veed ogſaa, at der nu gives flere Regine end Mad. Catalani og at hun endog er paa Veie, ſnart at blive Regina Vedova (Enkedronning.) Han behandler dette haarde Inſtrument, der kommer den menneſkelige Stemme faa ner, med en Virtuoſitet, ſom jeg hidtil ikke har hort Mage til. Hans Son Carl, ſom tilligemed ham har ladet fig høre, er vel, i phyſiſt Forſtand, neſten allerede ligeſaa ſtor ſom han, men i muſikalſk, viſer han ſig blot ſom en Spire af den ſtolte Eeg, der vakker vor Forundring, og lover forſt i Tiden at kunne trede i fin Faders Sted. Om Theaternyheder kan jeg ellers ikke melde Dig meget. De originale nye -Stykker, der ere blevne. givne i Vinter, ere Veringerne af Oeh— lenſchaͤger og Erik den Syvende af en Anonym, den dramatiſke Skreder, Lyſtſpil i 5 Acter og adſtillige Vaudeviller. Paa Skuepladſen har Sorgeſpillet Veringerne gjort ſtor Lykke, men Konſtdommerne have havt adſkilligt at udſette paa dette Vork, hvilket de nu have næften paa Alt hvad der fremkommer, og deres Domme have endog foranlediget den geniale Digter til at ſkrive- to Anticritiker. Jeg holder intet af ſaadanne Forfvar, thi jeg ſiger med Schiller: U — — — * * Frei von Tadel zu ſeyn iſt der niedrigſte Grad J . und der hoͤchſte, Denn nur die Ohnmacht fuͤhrt oder die Groͤße ' azu. Et fandt Konſtverk vil og maa altid. for ſvare fig ſelv. Samtidiges Ros og Dadel kunne kun for en Tid opretholde eller nedtrykke det. Om Erik den Syvende troer jeg allerede, at have meldt Dig noget ved en anden Leilighed. Den dramatiſte Skreder har jeg hidtil hverken leſt eller ſeet opført, og kan altſaa, indtil videre, ikke ſige Dig noget derom; Men dette Stykke har havt den modſatte Skjebne ſom Veringerne. Daa Skuepladſen gjorde det ingen Lykke, men Konſtdommere roſe det. Jeg maa tilftaae, det er en egen Sag, ſaaledes at ſtile ſin Satire mod en tan ig Menneſkeclasſe. De dramatiſke Di⸗ lettanfers Clasſe er neſten ligeſaa ſtor ſom Skrederlauget. Hvor let treffer man ei en⸗ Snees misbilligende Stemmer blandt Tuſinde Stemmeberettigede? Og behøves der vel flere til at jage efter en ſtakkels dramatiſk Skreder og faae ham, ſom en Bonhas, til at kaſte Naal og Sar? — Vaudevillernes Sommertid ſynes endnu langt fra ikke at være forbi. Hvert Hie— blik læfer man i Adresſeaviſen en Opfordring til een eller anden Forfatter af en ny Vaudeville, at melde fig paa Theatercontoiret, for der at er— holde Svar, Saadan en Yngel har Kong Salo— mon faaet. Sandelig, maa man ikke udraabe her: Wir doch, ein einziger Reicher ſo viele 7 : Bettler in Nahrung Setz!“ A. W. Schlegel ſammenligner; i fine dra⸗, matiſte Forelæsninger, Vaudevillerne med Myg— gene, der ſurre en Sommeraften, ſtundom og— faa ſtikke, men ſtedſe ſperme glade omkring, faa længe Solen ſkinner Leilighed for dem. Det er godt nok; men, ei at tale om, at den Schlegelſke Metaphor indeholder en Modſigelſe, thi naar ſtin— ner Solen om Aftenen? ſaa bliver man dog omſider kjed af den evige Surrens evige Mono— tonie, og ſædvanligen bebuder Myggenes Sur— ren en ner foreſtaagende Skylleregn, og tvinger Folk til at ſkynde fig bort fra den kjedelige Muſik, for at komme under Tag. J Paris kunne flige ephemeriſke Frembringelſer, ſom op⸗ 7 4 * 508 vakte Hoveder udelukkende opoffre ſig til, ofte end⸗ og forene ſig om at udarbeide, uafbrudt vedblive at gjøre Lykke; men hvad der er muligt der, er det ikke engang i London eller Berlin, og end mindre i Kjøbenhavn, Deels have de Franſte ſom bekjendt, et fortrinligt Talent for det let, ſpillende Vittige, ſom deres Legioner af Ord— ſpil, Ordgaader ꝛc. nokſom [vidne om; deels er Paris en lille Verden, hvor der hver Dag fore— falder noget Nyt, noget Latterligt, noget Paa: faldende ; ſom ſysſelſctter Sladderſkolerne i ads ſtillige Dage, og hele Publikum har Sands for. Men her i Kjøbenhavn, hvor man, otte Maane— der af Aaret ligeſom er reent adſkilt fra hele det etropæiffe Faſtland; hvor det Nye og Paa⸗ faldende er ſjeldent, og endnu ſjeldnere, i den tunge, trykkende Luft, gjør noget ret levende Indtryk paa Sindet, kunne jo Vaubdevillerne umueligen finde noget Fodfeſte, og deres Virkning kan i det Hoieſte være ſom Fyrverkeriers, hvilke bor ſees fjeldent og vere udmerkede, naar de ſkulle giore Lykke. Stoffet maa blive en evig Gjen⸗ tagelſe. Allerede nu begynder man at kfedes ved de gamle Elſkere og Elfkerinder, der ville være unge, og ved de unge, der ville være gamle oe desl. Favoritmelodierne blive ſaa forſlidte, at det gaaer dem, ſom alle Favoriter, naar man har hort dem for længe. Netop Letheden i at for— fatte et Stykke i een Act, ſom der gjeores faa ringe Fordringer af, og hvor en yndet Melodie ofte kan bøde paa Tankens Fattigdom og Vit⸗ tighedens Mangel, maa fremkalde en Skare af Efterlignere, der vælge Vaudevillens lave Re: gion til at ſurre i, fordi de favne Vinger til at ſvinge fig op til Parnasſets ſkykronte Top. Neſte Gang mere. Din ; > Julius. f.. Indenlandſte Efterretninger. Den I4de d. M. deode her i Kjøbenhavn Kongl. Skueſpiller og Spngeſouffleur J. G. C. Jinck i en Alder af 40 Aar. Hand hapde. været Skueſpiller ſiden 1812. Som Sanger roſtes han mere end ſom Skueſpiller. 509 Om Claſſelotteriet. (See forrige Nummer.) Sandſynligheden for at faae en vir⸗ 0 kelig Gevinſt. ] Da diſſe Gevinſters Antal 6079 indehol— died der 53 Gang i Loddernes Antal 32640, kan ned almindeligt Held ventes, at fem Lod⸗ der mage faae een Gevinſt og 4 Frilodder; dog maae man ei forglemme, at Lykkens Luner ofte flager Streeg over Probabilitets Beregning for enkelte Lodder. Bed at gjennemſee Collecterer— nes Liſter, vilde man viſt erfare, at et Hundrede af Lodder ofte fane færre, end 20 Gevinſter, naar et andet. fager fleere. Men viſt er det, at Beregningen i det hele aldrig kan ſlaae feil; thi hvad et Tuſinde af Lodder vinder mindre, end Probabilitets Beregningen lover, maae ſtedſe vin— des af de øvrige Tuſinder, for at udfylde Ans tallet af de for det hele beregnede Gevinſter. Lotteriets Inddeling i 5 Claſſer, og Ge— vinſternes Forſkjel af Værdie fordre derimod en ſatſtilt Sandſynligheds Beregning for enhver laſſe. ; Ilſte Claſſekan den hoieſte Gevinſt kun vindes af — I Lod blandt 32640. af de 44 ringere kan kun vindes I å Lod blandt 741; paa det nærmefte. Wim Claſſe kan den høiefte Gevinſt kun erholdes af 1 Lod blandt 30238. af de ringere 54 kan kun erholdes I Lod blandt 538; paa det nærs „ meſte. . bie Glaffe kan den hoieſte Gevinſt kun erholdes aaf 1 Lod; blandt 27498. af de øvrige 65 kan kun erholdes I „ Lod blandt 423; netop. ; Ade Claſſe kan den hsieſte Gevinſt kun tilfalde 1 Lod blandt 24753. å af de ringere 77 kan kun tilfalde I Lod blandt 3213 paa det nermeſte. Ste Claſſe kan den hsieſte Gevinſt kun naaes af 0 I. Lod blandt 21945. 0 g N ETT 3 — — der blandt 7; omtrent. 1 1 Fleere troe det fordeelagtigt at tage Part 50 Loder, men Sanzdſynſigheden for Gevinft — de øvrige 8834 kan kunnages af 2 Lod⸗ 510 i de forſte 4 Claſſer er efter ovenſtagende faare ringe; derimod kan man vel gjøre fig nogenle⸗ des rimeligt Haab om nogle Frilodder i hver Claſſe. Vil nu Intereſſentſtabet 920 1 ſig disſes Gevinſt til Indtegt, formindſkes vel der⸗ ved det aarlige Inoͤſkud; men med Loddernes aftagne Antal forringes Sandſynligheden for Gevinſt i den femte Claſſe, hvori 50 Lodder, ef— ter Probabiliteten, maae kunne vente fig imel⸗ lem 14 og 18 Gevinſter, og 38 eller 36 Frilod⸗ der. Det vilde altſaa komme an paa Frue For⸗ tunas Gunſt, om Gevinſternes Beløb blev ſaa faa ſtort, at det kunde, enten dakke den garlige Udgift, eller give Overſkud; men rimeligſt er det, at de fleeſte vilde blive 25 Rbd. Gevinſter⸗ fordi diſſe forholde fig ſom 5400 imod 435. Tager Intereſſentſtabet derimod. nye Lodder for Frilodgevinſterne, forhoies igjen den garlige Ud⸗ gift og Tabet forſtorres, hvis Lykken er ugun⸗ flig i ſidſte Claſſe; thi 14 à 15 Gevinſter paa 25 Rbd. kunne ikke dakke de havte Udgivter, hvis ikke noget forhen er vundet i de 4 Claſſer. Her fremſettes nu et Exempel paa maade⸗ ligt Held, hvor Friloddernes Gevinſter fordres udbetalte. 5 50 Lodder koſte til Iſte Claſſe . . 100 Rbbd. deri vindes maaſkee 4 Frilodder. 46 Lodder koſte i 2den Claſſe 230 Rbd. fragaaer de i Iſte Claſſe 15 2 D vundne 238 igjen 202 heri vindes after 4Frilodder ; 42 Lodder koſte i 3die Claſſe 210 Rbd. fragaaer de i forrige Claſſe : vundne … + 4 igjen 162 2 heri vindes 3 Frilodderog en Gevinſt paa So Rbd. 38 Lodder koſte til ade Claſſe 190 Rbd. ; fragaaer de for vundne IOI igjen 89 ⸗ heri vindes 4 Frilodder og SK en Gevinſt paa 50 Rbd. 33 Lodder koſte til ste Claſſe 218 Rbd. fragaaer de for vundne 142 igjen 76 ⸗ HAltſaa have de 50 Lodder hidtil foſtet 629 Nb. J ſidſte Claſſe antages at vindes 7 Ge⸗ vinſter à 25 Rbd. en paa 100, og en i: paa S0. tilſammen 328 Aͤltſaa tabt 304 Rb. herivindes I4 Gevinfter * 811 ; Og nu kommer det an paa, om de 24 Fri⸗ lodder til næfte Lotterie vil give nogen Gevinſt, ſom kan erſtatte dette Tab, men Dertil er Ud⸗ ſigten kun ſaare ſvag. t andet Exempel, hvor Frilodderne om⸗ byttes med nye Lodder og ftørre Held. 50 Lodder koſte til Iſte Claſſe . . 100 Rbd. heri vindes 4 Frilodder 46 Lodder koſte til 2den Claſſe, . og 4 nye Lodde r 230 3 heri vindes 4 Frilodder 46 Lodder koſte til 3die Claſſe, ; og 4 nye Lodder 9 te 230 - der vindes 4 Frilodder og 2 Gevinſter paa So Rbd. 46 Lodder koſte til ade Claſſe, og 4 nye Lodder . 230 100-130 - der vindes 3 Frilodder og 3 Gevinſter paa 50 Rbd. 47 Lodder koſte til Ste Claſſe, a og 3 nye Lodder 282 150 132 ⸗ . FRAT så 822 Rhd. nemlig 10å25 250 i 3480 1350 1a 500 S00 . 900 Aale ee i det ele 78 Rbd. Vilde man beregne alle mulige heldige og uheldige Forandringer af Gevinſt og Tab, maatte man komme til det Reſultat, at de alle ſtode ſammen i et Middelpunct, fra hvilket der findes ligemange Grader til det heldigſte og uheldig⸗ ſte Üdfald. Men Lykken mage ſandſpnligſt an⸗ tages at ville tumle ſig i de Middelpunctet nær; mere Regioner af Held og Uheld; thi disſe ud— gjøre et langt ſtorre Antal, end de pderſte. En Berigtigelſe ved S. 488 i forrige Nr. mage, af Mangel paa Rum, udeblive til naſte Gang. J Ribe Avis No. 31 læfer man: Paa ſidſte Palme Søndag, fandt en pderſt ſjelden og meget rørende Hoitidelighed Sted her i Billum Kirke, da Sfolelærer Gunde Thueſen i Küjelſt, | hans tvende, døvftumme Born bleve confirmerede, 512 hvortil det hoikongelige danſke Cancellie, under Ilte September f. A. havde givet Tilladelſe. Disſe Døvftumme, der ved Faderens utrættelige og mangeaarige Flid, og i Serdeleshed i et halvt Aarstid under vor elſkede Religionslærer Hr. Paſtor Asch's ugentlige Tilſyn og Veiled⸗ ning ere dannede, aflagde da for en talrig For⸗ ſamling ndmerkede Prover, da de godt beſparede ſkriftlig hver iſer 163 Sporgsmaale af Reli⸗ gionens vigtigſte Grundſandheder. Hvorefter Hs. Velerverdighed afholdt en udmerket ſkjen og rørende Tale, derpaa fremſtod Faderen og afſang den 291 Pſalme. Hele Hoitideligheden endtes med den 560 Pſalme. Faderen agter at indſende fin Lœremethode til høje Borigheden, i det Haab, at han maatte befindes verdig til at anbefales Hans Majeſtœts allernaadigſte Op⸗ merkſomhed. Billum, den IIte April 1828. Peder Jacobſen, Sognefoged, Lagdsmand og Kirkeverge. f S ———— — —ů—b—— Kjøbenhavns Bors, d. 18 April 1828.7 Hamburg 2 M. — å ig à vista 218 f Species 220 Specier ſolgtes fil SR GMT ER pCt. 192 orſte Speciesſedler . ; pr, 100 Specier 160] — Rbbd Sedl. Svenſke Sedler a pr. Rolr. Rigsgjeld 513.582 Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 82 825 Rbd. Sell, Dito Dito. 754 754 i Banco. Nationalbank Obligationer) | „ (af Laanet 4 Febr. 1820) [102 1024 Rbd. r. S. Dito 8 e Fa Sedler 4 pC. uopſigel, Rigsbkobl, Renter pr. 6 Januar 982 — Rbder. S, 6 pC. norſt Laan ved Hambro & Søn 10s — i Banco. 4 pC. Dito nyune 972 98. i Banco. Aſiatiſke Comp. Actier — | — i Sedler. 3 pC. nye danffe Oblig. — Kijsbenhavn. Forlagt af S. Soldin. Trykt i L. J. Jacobſens Bogtrykkere. | | gz med Anmerkninger og Zillæg udgivne. ng EO E für liter, Unterhaltung, Nyefte Sal Sti Tdervric F Ke ben bann. SFemogtyvende Aargang. Ne. 33. Udgivet og redigeret af Fr. Forſendes, Thaaru p, Etatsraad. ifølge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. Tirsdagen den 22 April 1828. Botanikeren Carl Linnee. ci. — (Den almindelige Interesſe, ſom Verdenshi⸗ loriens merkvœrdigſte Perſoners Levnet medfører forøges, naar man læfer Optegnelſerne om deres Baner fra deres egen Haand. Efterat C. Linnees Haandſtrifter om fif Livs. Lob havde tildeels ubekjendke henlagt i det upſalſke Bibliothek, og os trende af hans Døttre, bleve de for faa Aar ſiden ſtemdragne af den ſvenſke Profeſſor Afzelius, En tyſt Duerſettelſe af Carl Lappe er udkommet i Berlin, og fordeelagtigen recenſeret i Blatter Febr. 1828, der er Hilden til nedenſtaaende Meddelelſe:) — Nicolaus Linnæus, en Bondeføn; blev Com- ” minifter hos Prœſten Broderſon i Stenbrohult i Smaaland og fik hans Datter Chriſtina til Gg⸗ 1707, netop i Vaarens ſtionneſte Tid, fik de den forſte Sen, ſom de te. Den 23de Mai kaldte Carl. Denne Son, ſom var Faderens ene⸗ fie, blev ligeſom opdragen i Haven, thi da Fa⸗ deren var blever Sognepreſt anlagde han en af de . pe i det hele Landshevdings⸗ paa Navnene. Diſtrict, med udvalgte, Zræer og de ſjeldneſte Blomſter, og ſogte deri fif Tidsfordriv. Den unge Carl var neppe fire Aar gammel, da han ved en Leilighed horte af ſin Fader, at enhver Plante havde fit eget Navn. Fra nu af fod han ham ikke vere i Fred og ſpurgte efter alle Nav⸗ ne, men glemte. dem ſtrax igjen, hvorover Fade⸗ ren engang var meget haard imod ham. Siden ſamlede Drengen alle fine Tanker, for at hufkfe Den unge Carl fik i Begyndel⸗ ſen Huuslœrere, derpaa blev han ſendt i en Sko— le, hvor han ikke lærte meget, hvorfor. Rectoren ved Gymnaſiet i Werid medgav ham folgende Vidnesbyrd, da han vilde gaae til Univerſitetet i Lund: Ungdommen i Skolerne kan ſammen⸗ lignes med unge Stammer i en Treſkole, hvor det hender fig ſtundom, endſkjont kun ſjeldent, at unge Zræer, paa hvilke man har anvendt den ſtorſte Flid, ikke ville arte fig, men vedblive at ligne vilde Skud; men hvis de ſiden flyttes og omplantes, bære de de ſtjonneſte Frugter. Ene og alene. i denne Henſigt ſender jeg nu ogſaa neer⸗ værende Ynugling i Academiet, hvor han maaſkee kan komme i et Clima, ſom mere begunſtiger hans Vært,” — Forſpnet med dette Reiſepas, — S185 ſom dog ikke blev foreviiſt Rector Mazniſicus, begav Linnee fig til Lund, hvor han kom til at boe hos den gamle, hypochoͤndriſke, men aandrige Stobeus. Ved fin Flid, hele Netter igjennem, erhvervede han ſig den Gamles Velvillie. Efter nogen Tids Forløb. fif han dog det Raad af en Ven, at ombytte Lund med Upſala, hvor Me⸗ dicinen havde bedre Lærere og Indretninger. Her⸗ til udruſtede hans Forældre ham, engang for alle, med 100 Rigsdaler, ſom ikke kunde vare lenge. Han maatte gjøre Gjeld, havde ikke engang ſaa meget, at han kunde kjobe fig et Par Skoe, men maatte: gage med Saaler, hvis Huller han bedekkede med Papir. Da onſkede han, at han igjen var hos fin gode Stobeus, men det gik ikke an. Afſtanden var alt for ſtor. En Dag, da han ſad i Academiets forfaldne Have, for at beſkrive nogle Planter, traadte en erverdig Geiſt⸗ lig, Dr. theologiæ O. Celſius, hen til ham. Han glædede fig over Ynglingens Flid, tog ham med fig til fit Huus og lod ham fremviſe hans Plan— teſamling, ſom ſatte ham i Forundring over hans Indſigter. Nu gav han ham Bopæl, ofte Mad, og botaniſerede i Falledsſkab med ham; thi da han havde i Sinde at ffrive. over de bibelſke Planter, havde han. flittig lagt fig efter Bota— nik, og beſad et ypperligt Bibliothek, hvoraf Lin⸗ nee havde ſtor Nyttte. Nu begyndte Linnee at give privatissima, hvorved han erhvervede fig Skoe og Kleder. Imidlertid var Upſalas faa berømte Glands dog meget relativ. Medicinſke Porofeſſorer vare dengang kun Roberg og Rud⸗ beck. Sidſtnœvnte læfte over fine malede: fven- ſte Fugle, og Roberg over Ariſtoteles s Problemer. eftet Carteſiuss Principer. Man fane og horte "intet af Anatomie og Chemie, og Linnee havde aldrig Anledning til at høre en botaniſk Fore⸗ S16 t lægning, hverken publice eller privatim. — Paa denne Tid (1729) læfte han i "Actis Lipsiensi- bus“ en Recenſion over Vajllants Tractat che sexu plantarum,” hvilken behagede ham meget, og hvorefter han begyndte noie at betragte Plan: ternes Stsvtraade ag, Stengler og foretog fig derpaa at grunde en ganſke ny Methode for alle Slags Værter, Han ſkrev nogle Ark, ſom han gav Dr. Celſius, fra hvem de kom til Rubbeck, der ſtrax onſkede at gjøre det unge Menneſkets Bekjendtſtab. Dette var da Aarſagen til, at det blev overdraget ham, ſom halvpfjerdegarig Student, at overtage Beſtyrelſen over den bofas niſte Have, og at holde Forelæsninger. fom virke⸗ lig Docent. Dette var ham en ſtor Glæde, thi Aaret iforveien havde han meldt. fig til den ledigverende Gartnerplads, ſom, til ⸗hans ſtore. Fortrydelſe, var bleven ham afſflaaet; men nu var han Herre iſtedetfor Gartner, kunde anordne og befale og forandre den hele Have efter ſin egen Methode. Han forſkaffede fig de ſjeldneſte Verxter; af Honoraret for ſine Forelæsninger kjobte han fig Kleder og begyndte nu ogſaa at ſtrive paa. fine forſte botaniſke Veerker. Dog, neppe havde han undgaget Armoden, for han. falde i Hænderne paa Misundelſen. Han var bliven Hovmeſter hos Rudbecks, Born, men maatte lite ſaameget af et fremmed Fruentimmer, ſom var i Huſet, at han ikke kunde blive der længe. Han modtog derfor Regjeringens Tilbud, at reiſe til Lapland, hvilket Foretagende var forbundet med ſtore Farer og Moiſommeligheder, men aabnede ham en ganſke ny Verden. Ogſaa med fin Rival Noſen havde han mange Ubehageliz' heder; hvorfor han atter gik paa Reiſer med ſaare faa Penge. Han beſogte Bjergvarkerne og kom igjennem Dalekarlien til Roraas i Norge, 917 3 Fahlun indgik han Venſkab med Bro⸗ wallſus, ſom ſiden blev Biſkop i Abo, og raa⸗ dede ham til at ſee ſig om efter en rig Brud, ped hvis Hjælp han kunde blive Doctor og komme fil at reiſe i fremmede Lande. Linnæus fulgte dette Raad og gjorde et driſtigt Skridt. Han anholdt om Stadsphyſicus Morcus's aldſte Oalter, med hvem han allerede var bleven enig, og fil et hurtigt Ja, til fin egen og Andres Forundring; dog var det ikke efter Moderens Sind. Nu tiltraadte han ſin ſtore Reiſe til Udlandet, gik over Luͤbeck til Hamborg og der- fra til Amſterdam, hvor han opholdt fig i otte Dage, og reiſte derfra til Harderwyk, hvor, han blev examineret og diſputerede ſom Doctor. Nu beſogte han mange Lerde, iblandt Andre Bur— „mann, van Royen og Gronovius, af hvilke den Sidſte forekom ham at vere den meeſt videbe— giarlige og anbefalede ham, at ſoge den ſtore Boerhaves Bekjendtſfkab. Efter otte Dages Anſogen fil. han Tilladelſe at komme til ham i Lepden, og robede ſaa ſtore Indſigter i Botani⸗ ken, at Boerhave raadede ham til at blive i Holland for ſtedſe; men da Linneus ikke vilde ſamipkke heri, medgav han ham mange Hilſener til Burmann i Amſterdam, og nu var hans Bane pad engang jevnet. Burmann tilbod ham et pragtigt Verelſe, Opvartning og Koſt ved ſit eget Bord, altſammen paa flere: Aar. J denne "behagelige Forfatning udgav han fine Funda- menta“ og Bibliotheca botanigca” ; med hvilke Bøger han erhvervede fig ſtor Berommelſe. Men ” allerede efter nogle Maaneders Forløb. opſogte den rige Banquier Clifford ham og indbød ham til fin pregtige Have i Harteeamp, bad ogſaa Burmann, at han vilde overlade Linnee, efterdi Borrhave havde anbefalet ſamme ligeſaa meget modtage et Profesſorat. endnu et Forſlag fra Boerhave, 518 til ham ſom til Burmann. hos Clifford, hvor han kunde leve ſom en Prinds, forſkrive alle Planter og kjebe alle Bøger. Ikke længe derefter onſkede den tydſke Apotheker Seba hans Hjælp for at udarbeide den tredie Deel af ſin Thesaurus rerum naturalium,“ men, da Linnee ikke vilde forlade Clifford, ſaa overdrog ban denne Forretning til ſin Ven Artedi. Clif— ford derimod gav Linnee fri Reiſe til England, hvor han ikke alene ſaae de ſjeldneſte Planter i Oxford og Chelſea, men gjorde ogſaa mange be⸗ hagelige Bekjendtſkaber. Dillenius, ſom i Be- gyndelſen var intet mindre. end blid, fik ham tilſidſt faa kjer, at han tilbød ham at leve. og doe hos ſig, forſikkrende, at hans Profesſorlon— var tilſtrekkelig for dem begge, men Intet kunde bringe Linnee til at fvige. fit Løvte, at vende tilbage. Han afflog Alt, endog et nyt Tilbud fra Boerhave, at reiſe paa Regjeringens Be⸗ koſtning til det gode. Haabs Forbjerg, derfra til Colonierne i Amerika, og ved ſin Hjemkomſt at med adſkillige Grunde, men den egentlige var dog den, at han havde en Brud i fit Feœdre⸗ land. Paa ſamme Grund afſlog han ogſaa ſiden ſom vilde ſende ham til Surinam og foreſtillede ham, hvilke vidunderlige ſtjonne Planter, der voxede hiſt, og at han i faa Aar kunde erhverve fig ad⸗ ſkillige Tonder Guld, Endelig ſagde han ogſaa Farvel til den edle Clifford, hos hvem han havde levet ſaa ſorgfrit, herligt og glimrende, og ſom ſlet ikke kunde give fig tilfreds øver hans Opfigelſe. (Sluttes i næſte Nummer.) Altfaa blev Linnee Han undſkyldte ſig 0 - * 519 Opfordring til offentlig Meddelelſe af en god Lectionstabel, for Almueſkolerne paa Landet i Danmark. Da Almueſkoleveſenet paa Landet i Sjel⸗ land, Fyen, Lolland og Falſter, nu allerede i tvende Decennier har veret organiſeret efter den Plan, der, ved allernaadigſt Anordning, er be⸗ ſtemt, og ſiden Aaret 1814 gjeldende for hele Riget: fan tor man med Vished forudſætte, at der iblandt vore mange duelige Skolemend i det Mindſte findes Enkelte, ſom, ved faa mange Aars Erfaring, ere ſatte i Stand til, at forfatte en god Lectionstabel for en Landsby: Skole. Og da en ſaadan Tabel, betragtet ſom Reſultatet af en god Lereplan, er af yderſte Vigtighed for enhver Skole; men dens Affattelſe tillige er et Arbeide, der ikke med lige Held kan udfores af enhver Skolemand: faa ſkjennes let, at offent⸗ lig Meddelelſe af en Lectionstabel, der, med For⸗ deel for Underviisningens Fremme, ſikkert kunde følges, vilde være en ſand Fortjeneſte af Almue⸗ ſkolevæeſenet. Med Henſyn til de Skoler, hvor indbyrdes Underviisning er indført, vilde, ved. en ſaadan Lectionstabels offentlige Meddelelſe, tillige det vigtige Spørgsmaal være beſvaret: vom den Tiid, der efter Beſtemmelſerne for ind⸗ ehyrdes Underviisning, anvendes til Øvelfe i - Læsning, bor, i Skoler pan Landet, onſkes for⸗ ”ttøget med flere Timer daglig, og derimod Sfrive- dog Regneøvelferne indffræntet til færge Timer; beller ikke?“ e ; Svad Nyt? Directionen for Skueſpillet har ladet be⸗ kiendtgiere: "Unge Menneſker af Dannelſe, blot Konſtneren i Menneſket, ! 820 ' y É med Talent og Lyſt til 'at vorde Skueſpillere, opfordres til lat melde fig hos Theaterdirectio⸗ nen.“ Denne Opfordring giver Anledning tit adſkillige Betragtninger. At Directionen onſker unge Menneſker af Dannelſe, er rosverdigt; thi naar Skueſpilleren, der har meeſt Leilighed til at tale til Folket, og folgeligen til at virke paa dets Sedelighed, ſelv mangler Dannelſe, ſaa er hans Konſt, hvor ſtor den end iovrigt maatte. være, uden Veerdie. At höre ham om Aftenen paa Skuepladſen tale ſom en Cicero, og den næfte Dag, i et Selſkab eller paa offentlige Steder, et Janhagelſprog, maa ikke allene alde⸗ les ſvoœkke det Indtryk, han har gjort, men endog vekke Modbydelighed for hans Perſonlighed. Dannelſe er derfor noget, ſom en Direction iſar bør fee paa hos Skueſpilleren. Men Dannelſe er ikke medfodt; den er Frugten af Opdragelſe, af Omgangen med dannede Menneſfker, af Læsning. Nu er det ikke altid Tilfældet, at den, ſom har Ta: lent til Skueſpiller, juſt har nydt en god Op⸗ dragelſe, eller Omgang med dannede Menneſker, eller dannet fig ſelv ved gode Skrifters Les⸗ ning. Talentets Sjeldenhed noder os ofte til at ſoge det blandt de udannede Clasſer, da disſe ere de talrigeſte. Hvilket Trin i det borgerlige Selſtab Moliere oprindeligen har ſtaaet pad, er bekjendt, og Stephanie den Yngre var endog tilforn ſimpel Soldat. forſt ſoges og ſiden Dannelſe; thi hiint kan kun Naturen, denne Konſten give. Indlyſende Bliver derfor. her Nytten af en dramatiſt Skole, det vil ſige, ikke blot en Skole, hvori man la⸗ rer at blive en god Skueſpiller, men hvor man tillige lærer, at blive et dannet Menneſke, og hvor man kan erhverve fig Belevenhed og Vel: anſtendighed, der tvinger Folket til at agte, ikke men Menneſket i Konſtneren. Talma, Schroͤder, Ifland vare Skueſpillere, ſom man med Rette kunde have Wrbsdighed for. Paa Skuepladſen vare de, hvad deres Rolle kræevede, men udenfor den, beholdt de den Characteer, der var dem egen og den ſande Konſtner værdig. de fig ſelov. : a Naar Directionen opfordrer unge Menneſker af Talent og Lyſt til at være Skueſpillere, ſaa Aldrig fornedrede 2 "ad . Talentet maa derfor U 52I har man Grund tilsat ſporge? hvor mange af dem, ſom Opfordringen ifær gjelder, troe vel om fig ſelv, ar de ikke beſidde et ſaadant Talent? Hvor mange mangle vel Lyſt? Neſten Enhver, [om engang bat ſpillet med i eet af vore dra⸗ matiſke Selfkaber, mener, at intet er lettere, end at være Skueſpiller, og Enhver, der ikke føler fig oplagt til "alvorlige, Studium, Arbeide og Aunſfengelſe udfordrende, Forretninger, maa have (i [| i Lyſt til et'Fag, "hvor man ofte i meget fort '" gid-indbilber fig at kunne gjore Lykke, blive offentligen beklappet, beundret, roſt, og en Gjen— ſtand for Critikernes ſtundom meeſtſ tøileløfe Forgudelſe. Hvor mange Aar maa en Lerd ikke ſtudere, hvor. mange Bind mas han ikke ſtrive, hvor: mange Kampe maa ham ikke udholde, førs end han kan opnaae et eneſte Blad: af en ſaa⸗ dan Krands, ſom kun en nogenlunde god Skue⸗ i i i i || | ſpiller, efter faa Aars Udøvelfe af fin Konft, kan exbverve fig? >. Mere glimrende Üdſigter end Skueſpilleren kan et ungt Menneſke, der føler Drift til Faget og Tilbsielighed til offentlig Udmarkelſe, neppe have. Hapde jeg ſkullet con: tipere Opfordringen, faa havde jeg derfor maa⸗ ſtee heller ſtrevet: "Unge Mennefker, der, efter et ⸗Aars aflagte Prover, befindes, at have ns leg til at vere Skueſpillere, og ſom, i en Tid af tre Aar, vilde beſoge den for Eleverne opret⸗ tede Skole, hvor der holdes Forelæsninger, ikke blot over den mimiſke Konſt, men ogſaa over Moralen og de for ethvert velopdraget Menneſke nodpendige Leveregler, kunne melde fig ꝛc.“ Det ſidſte Hefte af nordiſt Tidsſkrift ins "beholder en, i det Hele, velſkreven, men ſkarp og temmelig ukjerlig Bebommelſe over Ingemanns oriſte Roman: Waldemar Seir. Det er bift, at Recenſenten har opbudet alle ſine Kraf⸗ ler, for at ſkille den ſtakkels Valdemar ved den Seir, han, i manges Øjne, har vundet over de fleſte af ſine Medkempere paa den danſke ro⸗ mantiſfe Literaturs Mark. Recenſenten kan "Have Ref i de fleſte Puncter, og Du ſelv har, ved Værkets Læsning, ſom jeg feer af Dit ſidſte rev, følt. omtrent det ſamme ſom han. Men Haand pan Hjertet, kjere Ludvig! "Hvo for Du da vel, at der hos os vilde have magelsſe Brede. ; merne allerede nu ulige. gel, hvori alle Domme bedſt luttres. hevner altid det i Livet, miskjendte Genie. 522 ſkrevet en ſaadan Roman — med alle i Plan, Diction, Characteerſtildring o. f. v. — bedre end Ingemann? Af bekjendte Forfattere veed jeg for min Deel ingen, uagtet jeg gjerne vil indrømme; at mangt et flørre Talent maa⸗ ſkee ligger ſtjult, og, paa Mangel af Mod, Leilighed og Opmuntring, ikke er kommet frem. Men naar vi ville være billige, maa vi kun dømme efter det, vi have for Øjne, ikke efter Mueligheder. Du vil maaſkee indvende: dette er noget, ſom ikke vedkommer Konſtdommeren; han falder en Eenojet eensjet, om end denne befandt fig i en heel Legion af lutter Blinde. Men, med Din Tilladelſe, det er dog kun betin⸗ gelſesviis ſandt. En Nations Stoerrelſe og Graden af dens Udvikling, bor her meget komme i Betragtning. Du beraaber Dig, maaſfee li⸗ geſom Recenſenten, paa Walter Scott; men een Walter Scott blandt femten Millioner Britter, og dermed basta. Forreſten ſoger Du forgjeves efter ham, i dettef Ojeblik, blandt Europas øvrige 145 Millioner. Tilmed gaaer man i den ube⸗ tingede Forgudelſe af den ſkotſke Digter ofte vel alt for vidt, naar man endog roſer hans ſtundom Men ſelv om ham ere Stem⸗ Nyligen har en yndet franſt Forfatter, Jouh, i Fortalen til en maa⸗ delig Roman, nedrevet Sir Walter ligeſaa dybt, og netop, for hans Characteerſkildringer, ſom den danſke Recenſent ophøjer ham. Nulevendes alt for rüͤndelige Ros er altid noget mistenkelig, fordi den ſedvanligen ftøtfer ſig paa og finder Medhold i Meng dens Dom. Hvorledes for⸗ gudede man ikke i ſin Tid Auguſt Lafontaine? Du vil nok ſmilende indvende: Laſontaine er en Dverg mod den ſkotſke Kæmpe. Men der var en Tid, da man ſagde: Lafontaine er en Kempe mod andre tydſte Romandigtere. Tiden, ene Tiden, er den bedſte, ſandrueſte, retferdigſte og paa⸗ lideligſte Konſtdommer. Naar man om tredive Aar dømmer ligeſaa entbufiaſtiſk om W. Scott, ſom nu, ſaa have hans nulevende, ubetingede Forgudere uden Tvivl Ret. Tiden er den Di⸗ Ofte naar man vel troer, at det er gaaet under i Begivenhedernes, Forandringernes Den dens Feil — tet dog var en 823 og Modeſmagens meeſt oprørte og afvaxlende Bolgegang. Derpaa har man det bedſte Exem⸗ pel i Shakeſpear, der, glemt, neſten forſpunden, iet heelt Aarhundrede, kom ved Garricks Be⸗ ſtrebelſe i England og Lesſings i Tydſtland, med dobbelt forberliget Glands, frem. igjen, . Partieaand, forudfattede Meninger, Fordomme og andre ſaadanne Tilfeldigheder bidrage meget, om ei- meeſt, til for en Tid at hæve eller ned— trykke et Aandsverk. Jeg kunde nævne Dig mangfoldige Exempler. Den puritanſte Fana⸗ tismus i Engelland gjorde, at Shakeſpears Ar⸗ beider i lang Tid ikke bleve opførte, i det mind⸗ ſte ikke uden i meget vanſtabt Skikkelſe. Da den ferſte Deel af Humes IIistory of England udkom var Partieaandens Raſerie mod dette yp⸗ perlige Verk ſaa ſtort, at der i et heelt Aar ikke ſolgtes flere end 45 Exemplarer deraf, og Forfatteren (elv ſigen, at han i alle tre Konge⸗ riger neppe kjendte en Mand af Rang og Viden⸗ ſtabelighed, ſom kunde udſtaae Bogen. Dog, hvortii føge. Exempler hos Fremmede? Have vi ikke nok hos os ſelb? Hvor upaaagtet og upaa⸗ ſtjennet var ikke den, i mange Henſeender, ud⸗ merkede Digter, Schack⸗Staffelt? Selv: Sans der, der viſt ikke var uden Skrobelighed, og maaſkee overvurderede fig ſelbv, men desuag— tet dog Mand, af Smag, Indſig— ter, Beleſthed og umiskjendeligt Forfatterta⸗ lent; ſom fortjente Agtelſe, om han end aldrig » havde ſkrevet andet, end Niels Ebbeſen og Do— dens Vuggeviſe, hvorledes blev. han behandler? Troer Du, at Knud Lavard og Hospitalet virke⸗ ligen vare ſaa ſlette, at de fortjente at udpibes? Det forſtaaer fig; naar en Skare af unge, over⸗ givne Menneſker vil give fig til at fniſe, grine, nyſe, knakke Nodder midt under en Dronnings Dodskamp, faa maa Hamlet og Macbeth ſelv Ekunne bringes til at falde igjennem. Hospita— let holdt man et ſyndigt Huus med. Men jeg vil vedde ti mod een, at hvis dette Lyſtſpil, med indflettede Muſikſtykker, blev opført nu, faa vilde det giore Lykke. ur et n Du vil maaſkee indvende, min Ven, det ſande Genie trodſer og overvinder alle Hindrin⸗ ger. Det brydef, lig en Strom, med Vold Agennem alle Bugter og Dybder. Jeg under⸗ n 2 — — hvilken Digter var han maaſkee ikke bleven, hvilke Haand, om diſſe Hindringer ikke havde fundit kunne alle Skribenter ikke vere Genier. Ogſaa virkeligen gaaet for vidt i ſin Strenghed og gior alt for overſpendte Fordringer. Pope ſigers Both must alike from lieav'n dexive their light, Du vil maaſkee ſige: ſtrenge Critiker ere gavns vogte ſig derved i deres fremtidige Arbeider for | Feil, diſſes Smag renſes og foredles derbed, Ja, naar dette var Tilfeldet, ſaa vilde jeg be⸗ Velgjerning. | ſatte. De fleſte Forfattere ſkrive uden .Zvivl faa - godt, ſom de ere iſtand til; ingen, om. det faa "enhver. anvende 524 ffriver ganffe Din Mening. Men deels er det ſande Genie faa pderſt ſjeldent, deels kan der gives Hindringer, der ere fan mægtige, at om de end ikke ganſte afbryde dets Lob og dræbe | det, dog ſtandſe det meget. Saale des kom Ewald frem under mange udvortes Hindringer, men Verker havde vi maaſtee ikke nu havt fra hans Sted, og om han i deres Sted havde havt lige⸗ faa mange og ſtore Oymuntringer ?. Desuden Talentet fortjener Agtelſe og Paaſtjonnelſe. JI den nyere Tid, da ſaa mange have bes megtiget ſig det, critiſfke Dommerſedef, er, man In poets as true genius is but rare, M True taste as seldom is the eritic's share; These born to judge, as well as those 10 Vrite ). lige baade. for Skribenterne og Leſerne. Hine tragte ſandrue Critiker for Literaturens ſlorſte Men Erfaringen lerer det Mod⸗ er den. usleſte Skribent, ſkriver forſetligen ſlet. Men enhver Fugl ſynger og maa ſynge med fit Neb, og det er urimeligt at forlange af Bogfins ken, at den ſkal flaae Triller ſom en Nattergal. Du vil maafkee atter indvende: Flid kan jo dog paa fit Arbeide. Men det er dit ſamme, ſom om Du vilde ſige til en Billedhug: ger: „ er rigtig. nok ingen Thorvaldſen, min sk Ven; men den udvortes Politur, de rigtigt Forhold maa J jo dog kunne give Jeres Val, „) Ligeſom hos Digtere ſandt Genie er ualmindeligt, fad: des er ſand Smagl ſieldent falden i Critikeres Led, Begges Lys maa. i, lige Grad have fit Üdſpring fra Himlen: diſſe fodte til at domme, hine til at frre | ” mangfoldige Meſterverker. 525 ker, naar J vil anvende mere Umage derpaa og rette Jer efter Jeres Læreres. Vink.“ Men jeg ſworger igjen: Aanden, hvor tages den fra? Kan Konſtdommeren lære os at forſkaffe os den, naar vi ikke allerede i Forveien beſidde den? Det nytter altſaa ikke, at en Recenſent ſiger til en Digter: der er ingen Plan i Dit Verk, Cha- tocteterne og Situationerne ere uden Liv, Kraft og Varme. Geniet "behøver dertil ingen For⸗ maning og den Genieløfe bliver hvad han er, om han end nok ſaa ſamvittighedsfuldt vilde. rette fig efter de ſtorſte Konſtdommeres Advarsler og Fotſtrifter. Hvor meget. har man ikke gjen⸗ nemheglet Kotzebue? Men bleve hans dramati— ſte Arbeider derved. fuldkomnere? Han begik de ſamme Feil i hans allerſidſte Stykker, ſom i hans allerforſte. Man ſagde rigtig nok, han ſtrev for meget, han gav fig ikke Tid nok. Men de, ſom ſagde dette, betragtede Geniearbeider, fra et meget almindeligt og indſkrenket Syns⸗ punkt. Han havde ſikkert ikke ſtrevet bedre, om han kun havde leveret. en Fjerdedeel af det, han har leveret og paa denne Fjerdedeel anvendt fire, ange ſaa megen Tid. Derſom der ei behove— des andet end Flid og Tid, faa vilde. vi have; Hvad den ſtore Hobs, Mag angager, da foredles den neppe ved ſtreng Gritit og haanlig Vragen. dette Øjeblik Beviſer nok. Den Stade begge . flifte,” overvejer langt den ubetydelige Nykte. Mang et fremſpirende Talent knakkes for ſtedſe og Almtenheden bereves mangen behagelig Nys delſe medens Menneſker, der beſidde ligeſaa ſtor dræalfed, ſom de mangle Aand og Talent, opvoxe og üöbrede fig ſom Ukrud. ; N Din c r D Indenlandſkte Efterretninger. Odenſe, lode April. Imorges. Klokken 9 forlod Madam Catalani med Folge igjen vor Bye; den Formodning, Man havde, at hun Bilde lade fig høre endnu engang i en Koncert fin Hr. Repetiter F unk, opfyldtes altſaa ikke eg funde vel heller ikke, da Sangerinden ſkal, efter . 7 Derpaa have vi meget deelte. Seier?“ — 526 Forlydende, have forbundet ſig til, at give Kon⸗ cert i Flensborg neſtkommende Sondag den Jade. J Tirsdags Aftes var hun, hendes Sen og tvende Medrejſende indbudne til Asſemblee i den herværende. aldſte Klub, ſom beſogtes af over 100 Perſoner af Inden og Udenbyes. Hun indtog Alle ved fit godmodige, fordringsloſe BVeſen, der aldeles ikke mindede om den ſaa vidtberomte, og hejſtfetererede Virtuosinde. Aarhuus. Man har for ſeet Fruentimmer, ſom have baaret en Ambolt paa Maven og la⸗ det ſmedde derpaa. J disſe Aftener har man her feet et, ſom bærer et Oxehoved fyldt med Vand derpaa, ſom rigtig nok ikke er noget N ſmukt Syn. Hun bærer ogſaa Kampeſtene i fit Haar, ſom en ſterk Karl neppe kan lofte. Eg Nyelig døde i ſit 68de Aar. Dr. Got tl. Mare zoll, Lonſiſtorialraad, tendent (o: Provſt) og Sognepræſt i Jena. Han var født i Plauen den 25 Decbr.” 1761, blev 1789 Preſt ved Univerſitets Kirken i Gottingen og 1790 Prof. Theol. extr.; 1794 valgtes han til Paſtor ved St. Petri Kirke i Kjøbenhavn, bvor han ſom Predikant havde. et meget ſtort Publikum, iſer af de dannede Stender. Lengſel efter Tydſkland formaaede ham 1803 til at re- ſignere et Embede af meget ſtorre Indkomſter end det, han tilfraadte. Da han efter Slaget ved Jena var bleven udplyndret og forarmer, ſam⸗ lede hans fordums Menigbed her i Kjøbenhavn . ufortovet en betydelig Sum, ſom ſendtes ham. — Han var en Mand af udmeekede Talenter og megen Veltalenhed. Om hans Predikener havde en egteſchriſtelig, evangeliſt, eller en blot naturaliſtiſfk Tendents, derom ere Meningerne blandt Theologerne i Tydſkland, ſom i Danmark, Den ſidſte Preediken af ham ud⸗ kom fort for hans Dod og har til Thema: „Hvorledes det var muligt, at Vildfarelſens Aand faa flænge kunde beherſke den ſchriſtelige Kirke, og at Sandhedens Aand dog omſider kunde vinde: En af ſal. Dr. Marezolls Sonner, født i Kjøbenhavn, er Prof. i Lovkyndigheden paa Univerſitetet i Giesſen. (Meddeelt.) Joh. Superin⸗ = — * Claſſe. De abſolute 527 Blandede Efterretninger. Tretuſinde Aar gamle moderne Arm⸗ 5 Tand, 3 Paſſalaquas forhen i dette Blad omtalte egpptiſte Muſeum findes blandt adſkillige koſt⸗ bare Halsbaand eet, ſom hovede. Hertuginden af Berry, under Eierens Ophold i Paris, faa godt, at hun onſkede at eie det. Men da han ikke vilde ſelge noget enkelt Stykke af ſin Samling, faa lod Hertuginden forferdige hos en Guldſmed i Paris Mage til dette Smykke, og fra den Tid af kunde intet Halsbaand i Pa⸗ ris vœre mere ſmukt, uden at det, ſom hiint, -var prydet med Crocodiller, Skarabcer og Nil: heſte. Saaledes kan det, der har været i Brug, for 3000 Aar ſiden, igjen blive Mode i vore Dage. Jovrigt maa. de egyptiſke Guldſmedde havde været dygtige i deres Fag, thi Arbeidet er faa flint, at man f. Ex, paa Fuglenes Vinger feer hver enkelt Fjer. Berigtigelſe i Nummer 31. Beregnin gen S. 488 er urigtigen og ufor⸗ ſtageligen fat; ſom er en Folge af at ved Cors Species 221 recturen blev: en Forandring anbragt, ſom ved Ombrakningen er misforſtaaget; og Tidens Kort⸗ hed forbød, hyilket almindeligen er Tilfeldet, anden Correctur. Det bedes læſt ſaaledes: Gevinſt og Tabs Forholdet. De gjorte Netto Gevinſter. Indſtud. Gevinſt. Lod⸗ Sum. ER 7428 ; 8 der. Rbd. ? Rbd. Rbd. Aſte 45 7040 90 6950 2den 558 10500 2385 10115. Z3die 66 15950 792 15158 ade 78 20100 1326 18774 ste 8835 292000 1342085 1577205 TR -6079 345890 136798 208792 Premier . 1470 e 13470 347060 210262 * " N 4] RB ; 1 725 Kjøbenhavn, 1 Hamburg 2 M. — 3 PC. nye danſke Oblig. 25 75 Forlagt af S.“ Soldin. Trpkt i L. J. Jacobſ ens Bogtrykterie. 1 , „ i 828 J Henſeende til Friloddern e. Claſſe. Tal. Sum. De gjorte Netto N 29215 Indſtud. Gevinſt. Rbd. Rbd. Rbd. Iſte 2460 17220 4920 12300 2den 2588 31020 18095 12925 3die 2676 45492 13380 16389 ade 2730 62790 46410 "16380 10451 186522 101887 84935 Naar man ſammenlegger de abſolute Gevinſter 210262 Rbd. og Frilodder . 84985 bliver Belobet af Netto Fordeel for de Spillende hele Aaret 265247 Rbh, Spalte 489. 22 Lin, ſkal udgaae. … Kjøbenhavns Bors, d. 22 April 1828. d à vista 218 0 Specier ſolgtes til 7 13 Rbmk. 4 f. . i Bank⸗Disconto 4 pCt. f Norſke Speciesſedler 1 ; pr. 100 Specier 1593 160, Rbd. Sebl. Svenſte Sedler BEN TÅ ; pr. Rolr. Rigsgjeld' 512 52 Rbß. Zen 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 82 822 Rbd. Sedl. Dito Dito. | 7531 — i Banco. Nationalbank Obligationer …” Caf Laanet 4Febr. 1820) 102 1024 Rbbd. r. S, Dito Dito. og 1 7 0 N Sedler. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. 4 Renter pr. 6 Janua 98 (982 Rbd. S. r. 6 pC. norſk Laann 5 ved Hambro & Sen 105 | — i Banco. 4. pC. Dito nye .. 972 98 i Banco. Aſiatiſke Comp. Actier — | — i Sedler. | —.L. Ster. N Nyeſte Skilderie F Kisben bann. Femogtyvende Aargang. No. 34, Udgivet AR væ Dtgevet af Fr. Forſerdes, Tha aru p, Etats raab. iſelge Kongel: allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Le verdagen den 26 Avril 1828. Botanikeren Carl Linnce. (See forrige Nummer.) N πνν Han begav fig tilbage til fit Fœdreland ef⸗ terat hans Fraverelſe fra Hjemmet havde alles: rede varet paa fjerde Aar. Desuden havde hans Sundhed lidt meget, og det hollandſke Clima er i Længden flet ikke ſundt for en Svensk. Clif⸗ … ford gjorde ham de meeſt glimrende Tilbud, ders ſom han vilde blive. -Forgjæves! Da han kom 3 til Leyden, blev Profesſor von Ropen beſtyrtſet ved at høre, at Linnce vilde forlade Landet. Ogſea han tilbød ham alle optenkelige Fordele og vilde endog, i Forening med ham, aldeles. foran⸗ bre den leydenfke botaniſke Have dog indfore hans Syſtem iſtedetfor Boerhaves; men Linnce kunde ikke give ſit Minde til, at Den, ſom . havde beviiſt ham faa meget Godt, ffulde blive krenket, og derfor. hjalp han von Royen med at . Udtænte en egen Methode, Saaledes blev Lin— nee i Leyden, hvilket Clifford tog fig. meget ner; da han hapde budet ham faa meget. Lin⸗ net ſogte at undſkylde fig has ham paa bedſte Man, men da han omſider ogſaa vilde reiſe — herfra, blev det ham tilſtaget, at tage Afſked med den allerede gamle og ſygelige Boerhave og at kysſe hans Haand med et ſorgeligt Vale! Den ſvage Olding havde endnu -faa megen Kraft, at han forte Linnses Haand til fin Mund, kys⸗ fede den igjen og ſagde: Jeg har levet min Tid og mine Aar, jeg har udrettet hvad jeg for⸗ maaede og kunde. Gud: bevare Dig, hvem alt bette endnu foreſtaaer. Hvad Verden. forlangte af mig, det har den erholdt; men den forlanger endnu langt mere af Dig. Lev vel, min kjære Linne!“ Taarerne tillode ikke mere, og da Lin⸗ née var kommen tilbage til fin Bolig, ſendte han ham et prægtigt Exemplar af fin Chemie. Paa denne Tid fik han Efterretning fra Hjemmet, at en af hans Venner. ftræbte hos hans Kjere⸗ ſtes Fader efter hendes Haand; derfor paaſkyndte han fin Reiſe, men faldt i en ſterk Koldfeber og fik ſiden et Tilbagefald med Cholera, hvor⸗ fra han kun med Moie blev helbredet af van Swieten. Endnu engang kom den fornermede Clifford til ham og bod ham. det. forrige lykke⸗ lige Lib, Heſte paa Stalden og daglig en Ducat, ſaa at Linnse ikke kunde undſlaae fig for at modtage faa megen Godhed, dog kun i nogle 1 2.08 FRISER — beolisninger fra Udlandet. -” maatte bivaane en Sesſion. S381 Uger. Efter disſes Forlob reiſte han til Paris, hvor han forte et fornoieligt Liv, og gjorde hyppige Lyſttoure med Jusſieu, Réaumur, Au- briet, Madame Vaillant og Mademoiſelle Bas⸗ ſeport. Engang kom han til Videnſkabs-Aca⸗ demiet og bad Preſidenten om Tilladelſe, at Man bad ham, at tove et Oieblik, og meldte ham derpaa, at han var bleven optagen ſom Correſpondent. Man foreſlog ham tillige, at lade fig naturaliſere, hvorefter han ſkulde blive udnævnt til Academiets Medlem med Gage. Efterat han havde befeet alle Merkverdigheder i Paris, gik han nedad Sei— nen og reiſte tilſees til Helſingborg, hvor han ſteg iland og beſogte forſt fin Fader og ſiden fin Kjcreſte, med hvem han nu holdt formelig For— lovelſfe. (Hun blev 94 Aar gammel og døde forſt 1806.) Strax efter ſin Tilbagekomſt til Sverrig gik det ikke Linnse ſynderlig godt, men hurtigt adſpredtes Taagen, og fra Aar til Aar ſteg han i Wre, Rigdom og Verdighed. Han erholdt Nordſtjernens Kors, blev adlet, kjobte fig Riddergodſet Hammarby for 80,000 Rigs— daler og fik, i fine- ſidſte Leveaar, ogſaa nogle Landeiendomme til Forcring, for at beholde ham der til Upſfals⸗Academiets Heder; og Aar⸗ ſagen til alt dette vare hans uforlignelige Kund— ſkaber i Botanik og Naturhiſtorie. Kongen be— ſogte ham ofte privatim, Dronningen talte ikke med ham om Andet, og han nod mange Veres⸗ gjøre ham ſtorre Glede end en Forering af ſjeldne Naturalier, hvilke han ofte erholdt fra ſine Ele— ver i alle Verdens Lande. Hvo ſkulde ikke have tænkt, at denne Mand, med en ſaadan Over— flodighed af Wre, Rigdom, Magt, lykkelige huus⸗ lige Forhold og utallige Beviſer paa Kjerlighed, det ikke faa. Intet kunde dog 832 — maatte have fert et forgfrit Liv? Og. dog bar Allerede ſom Midaldrende led. han meget af Hovedpine, Gigt og Podagra; ved Udarbeidelſen af „Species plautarum, paadro en vedholdende Sidden ham en anden Sygdom, ſom han holdt for et Anfald af Steen, men ſom maa have veret en organiſk Feil i Bleren, og hvorfra han, efter fin. Mening, befriede fig ved at ſpiſe en umaadelig-Mængde Jordber. J ſe— nere Aar ſaae man det Ondes ſande Natur, ſom foraarſagede ham ſtore Smerter. Men og« faa med Fiender havde han ofte ſin Nod, og da han var meget omfindtlig tog han fig deres An— greb ſaa ner, at han engang havde i Sinde at opgive alt Forfatterſkab, ja endog alle Forretnin⸗ ger. J Aaret 1773 fik han et farligt Anfald. af Slag, hvorved han miſtede Melet, Samling og Bevegelſe. Han bedredes vel igjen, men blev dog aldrig fuldkommen helbredet; altid var han mat og kunde kun røre. fig med Moie, En betydelig Foræring fra Kongen, beſtaaende den koſtbar Samling af ſurinamſke Naturalier, bragte ham vel ſaaledes paa Benene igjen, at han det hele folgende Aar befandt ſig vel og glemte alle Plager, men med Aaret 1776 toge hans Kraſter ſynligen af. Nu miſtede han fin ppperlige Hu kommelſe, begyndte at tale vildt og vilde ned: logge fit Embede. Dette vilde Kongen ikke til lade. Kort efter lammede et nyt Slagflod hele hans højre Side. Han kunde ikke Tænger tale med de Udlændinge, ſom vare komne for at hore ham. Han faldt ſaaledes ſammen paa Legeme og Sjal, at han hverken kunde bruge Lemmer, Tunge eller Blere. Ofte havde han flet ingen Bevidſthed, og glemte ſit eget Navn. Ja en gang blev. han ganſke afſindig. Kun ſſelden havde han lyſe Hieblikke, iſer naar han fane en 833 af fine forrige Elever, eller fif noget Nyt at høre om Botanik og Naturhiſtorie, hvorfor han og— fan ofte fod fig bære til ſit Muſeum. Sin Pibe togede han da med Fornsielſe. Mat af Livet og af Wre, henſov han omſider, den Jode Ja— nua 1778, Klokken 8 om Formiddagen, efter (aa mange Lidelſer, til et bedre Liv. e 1 N. M. Ved⸗den upſalſke botaniſke Have havde Lin⸗ nee en værdig Eftermand i den fortjente Thun— berg, og efter dennes Forſlag ſtjankede Kong Guſtav den Tredie Univerſitetet den kongelige SOlotshave, hvor en ny botaniſt Have blev an⸗ lagt og en pragtfuld Bygning blev opfert. Gu⸗ ſtav yndede Thunberg; man fortaller, at denne Konge jevnligen, imedens Kronprindſen (ſiden Guſtav IV Adolph) ſtuderede ved det upſalſke Univerſitet, opholdt fig med fir Hof paa Slots tet, og ofte beſogte Profeſſorernes Forelœsnin⸗ der. Han lod da engang Thunberg, og en an⸗ den Moſeſſor falde op til fig, og tillod dem beg⸗ ge, af udbede fig en Naade af ham. Den ſid⸗ ſte udbad fig Forſikring om et ſtort Paſtorat i - Nærheden af Upſala. Thauberg bad Kongen dem en ny botaniſt Have. Hans Ønfie blev. op; i fyldt og Grundſtenen til hin prægtige Byg— ning lagt af Kongen den 17de Auguſt 1787, Wen forſt 20 Aar derefter, den 28 Mai 1808, et hundrede Aarsdagen efter Linnees Fodſel, blev det nye Drangeriehuus her hoitideligen indviet. Mere "herom i Prof. Molbechs Breve fra Sver— rig. 2 D. 300 o. f. . ˙ A . e. e. Indenlandſte Efterretninger. „ Slesvig d. 14 April. Igaar, Søndag den 135, hoitideligholdt det Slesvigholſteenſke Bi⸗ 2 834 belſelſtab tolvte Gang ſin Aarsfeſt f i torpſte Slotskirke, hvor Provft Sate eg: en Præbdifen over Joh. 4:13-17, Generalfuper⸗ intendent Adler og Proyſt Calliſen forrettede Als tarbonnerne, og Candidat Schumacher meddeelte Beretninger om Selſkabet. Under en af det Slesvigſke Infanterie-Regiments Muſikkorps accompagneret Sang ſamledes af Overrets-Ad— vokat Reiche og Agent Wind for den fedrene⸗ landſke Bibelſag. Lige Omſtendigheder, ſom for— rige Aar, hindrede at den ellers ſedvanlige For⸗ ſamling, efter Kirken, kunde finde Sted hos Bi⸗ belſelſtabets durchlauchtigſte Prœſident. Ved dette Bibelſelſkab er i det forløbne Aar bleven alene her i Landet udbredt- 4324 Bibeler og ny Teſtamenter, og i de tolv Aar, Selffabet har beſtaget, ere 47946 Exemplarer af den hellige Skrift fordeelte. Selſkabets J2te Aarsberet— ning, ſom indeholder meget Intereſſant fra Ind⸗ og Udlandet, vil i Begyndelſen af næfte Maa⸗ ned blive paa fædvanlig Maade fordeelt ved de geiſtlige Hvrigheder til Hertugdemmernes ſamt⸗ lige Paſtorater, og Selſkabets Medlemmer vilde da og kunne lade dem afhente hos Selſkabets Bibeloplags Forvaltere Hr. Frank i Schlesvig, og Hr. Hamel i Altona. A. M. 65. Sex og Tredive af Viborg Byes Indvaa⸗ nere have i Viborg Samler erklœret, i Fremti⸗ den til enhver Tid paa Aaret at ville vaage over Freden paa deres - Eiendomme, hvad enten den attraaede almindelige Fred paa Byens Jor⸗ der kommer iſtand eller ikke. Om et nylig begyndt nytedanfk Tidsſkrift, læfes i Aalborg Avis No. 62 folgende: JIyl⸗ landspoſten er Navnet paa. et Ugeblad, der nylig har forladt Preſſen i Aarhuus, og redige⸗ res af. Hr. Paſtor P. D. Faber. Efterat Uge⸗ bladet Sondagspoſten, ſiger den ærede Redac⸗ teur, formedelſt den Aalborger Bogtrykkers lidet” humane Forhold var ophørt, (ſamme Bogtryk⸗ ker kaldes paa et andet Sted i Bladet, en Mor: derengel) havde han beſluttet, ikke at udgipe noget i Trykken forend han ved Overretsdom fane fig befriet fra den ham idømte Straf; men da dette ikke ſteete, og Døden kunde ramme ham havpde været levende begravet, - chriſtne ; pſtan⸗ delſe, men give intet til Grakerne og blive ei heller derved til Skamme. “ A. vare de aldſte. til deres Stiftelſe. ag 535 forinden Hoieſteretsdom erholdtes, ; faa: havde han flere Gange følt Foie og Lyſt til at med⸗ dele Landsmænd Meninger, Raad og ØnfÉer til Almeenvellet. Ogſaa, ſiger den ærede Forfatter, har den ikke ſjeldne Sygdom, Skribentklo, for⸗ ledet ham til at give efter for de Opfordringer han havde modtaget til at vedblive fit Ugeblad. Men Bladet ſkal ogſaa vere et Politiblad. Da dets Omfang imidlertid kun bliver et halvt Ark ugentlig, faa er Terrainet for dets beſtemte Politi-Jagttagelſer ligeledes meget indffrænfet, thi de ſkulle kun indbefatte hele Jylland. Frem⸗ deles udbeder fig. den ærede. Forfatter Bidrag af Bladets Læfere og Velyndere portofrie tilfendte - og forbeholder han ſig den Ret at maatte gjøre Forandringer i deres Manuſkripter. Om Son- dagspoſten mener den ærede Forfatter, at den i og rigtig efter Jodernes Skik jordet inden Solens Nedgang, og yttrer Hans Hoiærverdighed tillige, at Folk vel troe paa de Dødes Opſtan⸗ A. 62. Spatekasſer, forbundne med Laanekas⸗ ſer ere fra Aaret 1796 efterhaanden blevne ſtif⸗ fede her i Fedrenelandet, med Formaal at mod⸗ tage, opbevare, og forrente de ſmaa Summer, ſom iſer den arbejdende og tjenende Clasſe af Samfundet kunne der henlægge, og i Fornoden— hedstilfelde eller i uventede Trangsdage, eller overhovedet naar forlanges, erholde tilbage, efter . kort Opſigelſe eller antagne Regler. Redakteren havde i Penia 1814 S. 198208 og 1816 S. 127140 givet Underretninger om og meddeelt. Indholdet af Planerne for de hos os daværende.. Indretninger af denne Art, af hvilke den Kielſke, ſtiftet 1796, og den Altonaiſke, ſtiftet 1799 Han føgte og i Aaret 1814, overtydet om Gavnligheden af flere ſaadanne, baade for Kjøbenhavn og andre Steder, at virke, Tiden var ej kommen; og fer Aar henrandt førend endeligen en Sparekasſe for Kjøbenhavn og dens Omegn blev oprettet fra 1 May 1820. Den har havt den bedſte Frems. - gang. „Den ſyvende Befjendfgjørelfe angaa⸗ ende denne Kasſe, med Generalregnſkab for Tids⸗ g — — 4 2 N — — 7 5 836 løbet fra 12 Nov. 1826 til II Nov. 1822 er udkommet. IJ de 72 Aar fra Sparekasſens forſte Oprettelſe indtil 11 Nov. 1827 have 8897 Perſoner afbenyttet den, af hvilke 2031 igjen have ved at erholde deres fulde Indſkud meg Renter udbetalte, ophørt at være Deeltagere. J det ſidſte Aars Lob havde 1284 nye. Interes- ſentere gjort Indſkud, af hvilke 24 igjen havde uddraget deres ſamlede Indſkud. En ſtor Mengde af Deeltagerne vare af Tjeneſtetyendeklasſen nem⸗ lig over Taf de i Aarets Lob tiltraadte. Mange: Indſkud vare gjorte for Born; og af Haand⸗ verksklasſen, og af Søfarende, Militære, Con⸗ toirbetjente ꝛc. Forſkjellige Foreninger, ſaaſom Laugskasſer, Sygekasſer ꝛc. benyttede Kasſen. Derimod ere der kun meget faa af Beboerne uden for Hovedſtaden, ſaaſom i bemeldte Aar kun 4 Bønder af Kjøbenhavns: Amt. Det fore⸗ gaaende Aar 9. Bed Regnſkabsaarets Slutning üdeſtod paa Interesſenternes Conti 570451 Rbd. Repreeſ. og 440419 Rbd. r. Sølv. J et med dette Aar begyndt nyt engelſt Tidsſtrift: The foreign Review and continental Micellany, London, lœſes i Januarheftet. S. 2388 en kort Anmeldelſe af Prof. Ingemauns Waldemar. For enhver, begynder Anmeldelſen, ſom har iagttaget den danſte Literaturs Frem: ſkridt er Hr. Ingemann allerede bekjendt ſom en vakker dramatifk Digter. Derefter viſes Styk⸗ kets Indhold; og til Slutning heder det: Skiif⸗ tet,er, ſaavidt vi vide, Ingemanns forſte Roman. Læferen vil upaatvivleligen være af den Mening at Stoffet er rigt, og vi ere virkeligen ogſag af ſamme Mening: men Forfatteren har med ſtor Ferdighed behandlet det. Hans Stil er overalt fortreffelig. Elſkovs-Scenerne — for hvilke enhver Roman har mange Leiligheder, ere, endſtjondt de ikke have været hans Hoved-Om— ſorg — beſkrevne med Smag og Folelſe. De aſtrologiſke Afhandlinger ere trœttende; Trol— dommen, Foreſtillingerne, og Spaadommene ere beſverende Maſkinationer, ſom ret got kunde have været. borte. Hæftet indeholder ogſaa en Anmeldelſe af Schlegels Statsret, (S. 312) hvorom blot. ſiges i faa Ord, at Skriftet er et af de vigtigſte Verker, der i det ſidſte Aar har 2 | | | E — — ͤ rem 5 0 c — 337 ſorlad en i Danmark. s juris diſte 5 roſes ved ſamme Leilighed.“ Den engelſke Anmelder har ikke kjendt de Mang⸗ r og ÜUrigtigheder begge disſe Skrifter have; hvotom vi paa et andet Sted ſkulle yttre os. Blandede Efterretninger. ; 85 Man ſeer i denne Tid i Paris en Vaſe af Stores Porcellain, der koſter 30,000 Fr. eller 10,000 Rbd. rede Sølv, og ſom af Ludvig XVIII. lat været beſtilt for det ſtore Gallerie. Der (far endnu forfærdiges fire ſaadanne Vaſer. Et Ord om Overſeœttelſer i perio⸗ diſke Skrifter. Vor periodiſte Literatur er vel aldrig bleven faa. beriget med Overſettelſer, ſom i det nuværende Tidspunct. Uophorlige Lolliſioner maa naturligviis være en Følge deraf. Ofte læfer man eet og det ſamme Stykke over— fat van een og ſamme Tid i to, tre forſkjellige Tidsſkrifter, Ved nye Stykker lader dette ſig neſten ikke forebygge, da enhver ſoger at komme faa daſligen til Molle, ſom mueligt, for at faae ſin Original malet. lod fig ligt, ved noget mere Opmerkſomhed, dog nok forfomme, Saaledes finder man i Archiv f. Hiftorien og. Geographie, November f. A. en Arlikel paa ti Sider om Krudt-Conſpirationen i London 1604, ſom allerede har ſtaaet ligeſaa fuldſtendigt overſat i Skilderiet f. 1823 (20de Aang.) Denne uophorlige Omoverſeœtten af ſim⸗ ble proſaiſte Arbeider — thi om poetiſke. Meſter⸗ berker kan her ikke være Tale — er kun til Adsſpilde for Overſcœtterne og til unødvendig Udgivt for et desværre alt for indſkrœenket kj o⸗ bende Publicum. der bueltes det andets; thi alle have lige Krav 2 8 FSR : Forfatterens juri- Men ved ældre Stykker 638 paa interesſante og virkelig leſeverdige 8 ders Meddelelſe. Det er en ſmaalig tre af Publiciteten og en til Gnierie grendſende Oeconomie, at ville altid forlange, at det, ſom leſes i det ene Blad, ikke ſfal lœſes i det andet. Gid man aldrig odſlede mere end i den Hen— ſeende med lidt Papir og Sværte! det eengang Skik og Brug i alle cultiverede Lande, at offentlige Blade ikke forbigaae noget Interesſant, fordi det allerede har ſtaget i andre. Men at enhver nævner fin Kilde, er billigt, og uforſvarligt er det, at aftrykke andres Arbeider, uden engang at- ſige, hdor man har dem fra. Viſt nok kan man bruge Represſalier; men det er altid ubehageligt, at tye til et ſaadant Middel Hog for Literairhiſtorien maa det blive af ubode⸗ lig Skade, da der i flige afſkrevne eller omtrykte Artikler kan indlobe Trykfeil, ſom let, urette de, kunne gage over i Hiſtorien, naar Kildem ikke er nævnt. Baggeſens Characteriſtik af det 18 de Aarhundrede. Blade et Brev fra J. Baggeſen til Jean Paul af 13 Nov. 1798, hvori forekommer folgende korte, men merkelige, Characteriſtik af det attende Aarhundrede: „Naar Schiller, der idealiſerer Alting, ſtundom desverre Idealet ſelv, bortble— ſende al Realitet, ſiger: E 8 Wie ſchoͤn, o Menſch, mit deinen Palmen⸗ = SA FE zweige Stehſt Du an des Jahrhunderts Neige, Desuden er — Man laſer i tydſte In edler ſtolzer Maͤnnlichkeit i Der reifſte Sohn der Zeit, — i É faa finder jeg der desværre ganſke omvendt og kan fun, paroderende ham, ſige: Wie ſcheuslich Menſch mit deinen Bajonnette Stehſt Du in der geſchlosſenen Moͤrderkette Mit eingefuchtelter Vermesſenheit Getrieben reif zur Hoͤllenewigkeit. — Proſaiſt talt finder jeg Men neſkebeden lige⸗ langt fra det Raa og Modne. Med affaldne Blomſter ſtaaer Trœet endnu uden Frugter. — Det var et deiligt Barn, og jeg tvivler ikke paa at der vil blive en herlig Yngling, ja endog maaffee en fortræffelig Mand af det, men i det ſyvende Aar af den ene og udelelige Republik — * Z N sø bort i Overſattelſen. 539 af Robespieriſk Philoſophie og Fichteſt Politik, er denne af Schiller fremſtilte Halvgud og af Schelling demonſtrerte Heelgud i det Hofeſte kun i Orengegarene, ſom Sandheds- og Friheds⸗ babaillonernes Floimend, der gjerne ville paa= fætte den Vinger, i det de udrive hans egne Vinger, netop paa det meeſt paafaldende beviſe .“) J Originalen ſtaaer egentligen Fluͤgelmaͤner, men da man uheldigviis paa Danſt har fortyd⸗ ſtet Ordet, i den Forftand, til Floil, ſom ſelv paa Svenſt kaldes Flygel, faa falder den, ved Ordſpillet, her i det Tydſke frembragte Vittighed —x— Bayrernes Medlidenhed med de ulykkelige Græfer vedbliver at viſe ſig fra en glimrende Side, og ingen Stat i Tydſtland kan i den Henſeende maale fig. med ſamme. J det Tidsrum fra 15 Martii 1827 indtil Aarets. Udgang udgjorde Samlingen af Bidrag til de nødlidende Græfers Underftøttelfe den Summa af 25,000 Floriner, og derover. J denne bes tydelige Sum var beregnet 1000 Gylden, ſom Grœkercommitteen i Munden havde. modtaget fra en- ædelmodig Græferven, der underſkrev fig Grev Ludvig af Wittelsbach, (ſom man antager er ſelve Kongen). Conſiſtorialraad Doct. Schulz havde fra den rhinſte Kreds leveret 310 Floriner, og Prof. Kiefer i Balreuth 273, ſom ifær vare ſammenſkudte af Studerende. De Summer, ſom fra Begyndelſen af, fra Bayren, vare indkomne til Committeen, belob fig til for— rige Aars Udgang, til 106,537 Floriner. For en Del af Fonden, hvorover ej endnu var dis— poneret, havde man i Italien tilforhandlet fig 4 Skibsladninger Mais og Mel, og afſendt ſamme til Commisſionen pan Den Poros. De øvrige Summer ſendtes til Hr. Eynard i Genf og til Hr. von Heidecker i Grœkenland. Den Rapport fra Græœkercommitteen i Munden, hvori dette om— ſtendeligere berettes, ender ſaaledes: »Endnu er 5 =) Baggeſen oplevede felv denne Ynglingsalder, og fane ved ſin Dod den vordende Mand. 8 Hverken fortjente at kaldes en herlig Yngling eller —fortraffelig Mand, derom vidner fag meget. 5 — ver Hren at høre med, han hørg!” Men at denne onſtninger, — at vor Stats Overovrighed, 840 Grakenlands Skjebne ikke afgjort, Antallet pag de Ulykkelige, ſom mangle: Hus og Levnetsmid⸗ ler og ere udſatte for den ſtorſte Jammer, er, formedelſt Arabernes ſeneſte Hdeleggelſer, ſkrak⸗ kelig tiltaget. Samme Skrig om Hjelp, ſom for 7 Aar ſiden lød i vore Drer, trænge. fi endnu fra dette ulykkelige Folk frem til den chriſtne Veldedigheds Hjerte, og jo nærmere Redningens Time, ved de tre forenede Mag⸗ ters Mellemkomſt, ſtunder til, deſto vigtigere er det, at det ikke i dette Tidsrum omkommer af Hungerſog Elendighed. Dette Folk, ſom kjæm⸗ per for fin Tro og fin Selvſtendighed, har Guds Forſynsoje hidtil vaaget over ved de Velgjer⸗ ninger, ſom den europeiſke Chriſtenhed har be⸗ viſt ſamme. Gib fromme Hjerter endnu vilde ſtaae aabne for Medlidenhed, indtil. det ſtore Verk — dets Redning — fuldelig er. opnaaet!” Indſenderen lægger blot til: ' Hvo der has Af Hr. Etatsraad Schmidt Phiſel⸗ Dec, Deputeret i G. T. og Coll, R. af O., er. i Brunsvig nys udkommet Auswahl neugriechi⸗ ſcher Volkspoeſien, in deutſche Dichtungen um⸗ gebildet. 8. (20 gr.) et Den 7de April feſtligholdtes i Frankfurt den lærde Naturhiſtorikers Semmerings Do: torjubilæum paa en hoiſt udmerket Maade, J det naturforſkende Selſkabs Muſeum, ſaavelſom i Univerſitets Salen, blev Jubeloldingen, ongi⸗ ven af de rige Samlinger, og i Oververelſe af vor fra Afrika hjemkomne Ruͤppel i en Kreds af 200 Perſoner, Stadens Borgemeſter, alle Læger, Lærde, og flere, overbragt i hele to Zi: mer Gaver og Hyldinger. Dog denne Feſt ind— ſtrœenkede ſig ikke til hvad fædvanligt ved Ju⸗ belhejtider foregager, ſkjont ogſaa derte efter ſtorre Maaleſtok end almindeligt. Ikke nok, al den 75aarige muntre og kraftfulde Olding blev overbragt i et ſtort Antal Feſtprogrammer, Digle, Medailler, Diplomer, andre Wresſtjank, — al Deputationer fra Marburg, Gjesſen, Heidelberg, Wuͤrzburg og Freiburg indſtillede fig med yk; Borgemeſter Starks Perſon, hedrede Somme⸗ tk S8 441 * rings Hare Fortjeneſter ved en kort Tale til ham, at alle Stadens Leger, og mange fra Mainz, Darmſtadt og andre Steder perſonlig bevidnede, Veteranen deres Hoiagtelſe — at Gymnaſiets Mofesſorer, og Forſtanderne for alle almeennyt— ſige Stiftelſer ved Afſendte vare mødte — en⸗ „Diligen ikke nok, at Blumenbach og Goͤthe, disſe Mænd, der med Sommering deeltage i en blid Alderdom, havde. ved Sending af Minde— "fegn og egenhendige Breve glædet ham, — No⸗ get Varigere er ſtiftet. Der er nemlig af Som— merings Hoitagtere og Venner, ſaavel her ſom i Udlandet, ſammenſkudt en Kapital af flere tu— ſinde Gylden, hvis Renter aarligen, eller hvor— ledes man finder beſt at beſtemme, ſkulde tjene lil en Sommeringſt Prisopgave, A. M. 61. Man leſte nyligen i dette Blad en Skild— ring af den nuregjerende Storſultans Perſon. J det ſidſte udkomne Hefte af nordiſt Tidsſtrift leveres i en danſk Reiſendes Skildringer og Rei— ſeoptrin fra Tyrkiet og Conſtantinopel et fra hiint noget forſkjelligt Portrait af denne Deſpot. Forf. fane: ham paa en Beiramsfeſt i en Proces— ſion til Achmeds Moſkeen. Sultanen red paa en ſtjon, ſtor Heſt, iført en orangeguul Silke— delle, kantet med Guld og Foerverk, og. broderet Over hele Bryſtet med Perler og Diamanter. Mahmud er ikke hoi, men tager fig godt ud til Hiſſ, endſtjont han flet ikke kan kaldes velſkabt, da ſſar Underdelen af Legemet og Benene ere for førte; hans Anſigtstrek ere ſmukke og uds lehksſulde; et ſtort, lang fort Skjcg og ſtore forte Dienbryne ſkjule neſten Halvdelen af det blege Anſigt, og forte Dine give ham et mere nd almindeligt ſtreengt og mandigt Udſeende. — —— 2 Han hilſede til begge Sider, men med den hoieſte Alvorhighed, og uden et eneſte venligt Smiil; ſoprigt var han næften ſtjult for Tilſtuernes Dine; da hans Heſt var paa alle Sider omrin— get af en tæt Hob af Hoffolk, Kammerherrer, Oberſter, Pager og Garder. Nogle af de Pers ſoner, der gik nermeſt ved Heſten, bare paa de- res Turban uhyre, bueformede Fjederbufke, af fore, hvide Fjedere, ſom udbredte ſig til alle Si: dir rundt omkring Sultanen og omgave ham naſn ſom et Slor. Disſe Turbaner ſyntes — 542 faa fvære, at de hindrede Perſonerne de dem, i deres Gang. e, der bare Den Bielaſke Komet. 8 aſtronom. Nachrichten Nr. 128 læfes en interesſant Skri⸗ velſe fra Hr. Doct. Olbers, hvori han ſiger, at den Bielaſte Komet, bvis Omlob er i 64 Aar fuldendt, kommer i fin nedſtigende Knude Jord— banen meget ner. Hr. Damoiſeau har nu for denne Komets Tilbagekomſt i Aaret 1832 fundet Elementer, hvorefter begge Baner i ſamme Aar ville overmaade meget nærme fig hinanden. Den mindſte Diſtance af begge Baner er kun 9,000, 1950, ſom naar man anfætter den midterſte Sol⸗Para⸗ loxe fil 8“58 udgjor 47, 688 eller 4 3 af Jor⸗ dens Radius. Hr. Profesſor Schumacher, ſom paa ny har ladet i et Bilag aftrykke den Olberſke. Afhandling, om Muligheden af at en Komet kan ſtode ſammen med Jorden, bemerker derved blandt Andet: Ifolge den nyere Tids Erfarin⸗ ger, i hvilken man er bleven ret opmerkſom paa Kometer, maa Antallet af dem, ſom aarligen lade fig fee, være meget ſtorre end to. Den Bielaſte Komet, hvis Omlobstid er faa fort, beviſer, at i det mindſte een Komet⸗Bane lig⸗ ger ſaaledes, at Kometens og Jordens Sam- menſtod er muelig. . „(Allg. 3. B. 80.) Dette maa dog ikke foranledige engſtlig Mis⸗ tydning, thi det i Komet⸗Taagen, der viſer fig ſom en liden Kjerne, hår Aſtronomen Schroͤter den §de Dec. 1805 ſogt at maale, og han fandt, at Giennemfnittet af den klareſte Deel eller den faa” kaldte Kjerne, udgjer omtrent 15 til 24 Mile; men felv den mindſte af disſe Storrelſer, 18 Mile, kan ingenlunde anſees for at være Gjen⸗ nemſnittet af en virkelig faſt Kjerne. Den ſtorſte Deel af ſamme, om ikke det: Hele, beſtager ſik⸗ kerligen kun af en mere fortættet Dunſt; og ſaa⸗ ledes kan denne Komet maaſke ikke engang in⸗ deholde ſaa megen egentlig faſt Materie, ſom vi antreffe ved nogle af de ſterſte Masſer af Me⸗ teorjern paa vor Klode. (For Exempel, tilleg⸗ ger Hr. Det. Baſtholm, den ſtore Masſe font ligger ved Floden Jeniſei i Siberien, og hvor⸗ om den berømte Phyſiker Chladni allerede for mange Aar fiden ⸗yttrede den Formodning, at —— 5 . * — 2 8 ' = * hæle 1 ns ' — 543 bet var en cosmiſt Masſe, der var faldet ned paa orden), Ved fin Masſe og Tiltrakkelſeskraft kan ſaaledes denne liden Komet aldrig frembringe meget mærkelige Forandringer i Jordens Bane; eller merkelige Virkninger paa deres Overflade, Af den yderft fine Komet - Tange lader fig ſand⸗ ſynligen ingen betydelig Folge vente, og der er ingen gyldig Grund til at antage nogen ſkadelig Folge, om endog en Deel af den ſtulde blande ſig i vor Atmoſphæere. (Allg. Zeit. Bil. 84). Til dette optage vi end videre folgende Ord af Hr. Doctor Olbers: Saameget lader ſig betragte ſom viſt: at Kometen i Aaret 1832 vil komme Jordens Bane meget. ner. Jeg ſiger Jordens Bane, ikke Jorden; thi begge — i det Punkt af fin, Bane, naeermeſt, vil Jorden dog være i omtrent ti Mil⸗ Himmellegemer, Kometen og Jorden ville, i be⸗ melte Aar, dog blive meget vidt fra hinanden. Kometen gaaer allerede d. 24 Oct. igjennem den Punkt af dens Bane, der ligger Jordbanen ner— meſt; men Jorden naaer ikke den Punkt af dens Bane, ſom ligger Kometbanen nermeſt, for end d. 30 Nov. Der er en ſtor og meget veſentlig Forſkjel paa om en Komet nærmer fig Jorden ſelv, eller et Punkt i Jordens Bane; thi i ſidſte Fald kan ogſaa Jorden være i en ganſke - anden Punkt af fin Bane. Den kan endog være i en Afſtand fra Kometen af dens Banes hele - Sjennemſnit, eller omtrent 40 Millioner Mile. Ogſaa naar Kometen den 29de Oct. 1832 er ſom er Jordhanen llioner Miles Afſtand fra ſamme, og den 30 Nov. alt- for flor Nermelſe. vil Afſtanden være nogle flere Millioner Mile, faa at der i ethvert Fald ikke ved Kometens næs ſte Tilbagekomſt vil være mindſte Fare for en Sandſynlighedens Love, i et Tidsrum af 2500 Aar, engang mode, at Kometen og Jorden kom hinanden for ner paa det ſamme Punkt, men at da den mueligſt-ſterſte Nermelſe ſkulde finde Sted afhenger af ſaadanne, ſjeldent i det Vir— kelige indtredende, Omſtendigheder, at Hr. Ol⸗ bers anſeer fig befsjet til det Udſagn, at Sand⸗ ſynligheden- af en ſaadan mueligſt nær Tilbagekomſt 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 828 83 Rbd. Schl. 76 Vel kunde det efter . 544 - af Kometen maae neſten anſees for uendeligen li⸗ den.. Og da den Bilaeſke Komet er et Legeme af gandſke ubetydelig Storrelſe og Masſe, fag ſkulde Jorden ikke, — endog ved en untopard event af Sammenſtsdning — have noget. at bes frygte af en fan los Nabo. . (Allg. 3. 95 B.) Aneedot. a Marchal v. Villars var i fin Alderdom drik⸗ feldig. Som overſte Feltherre i den italienſte Krig, 1734, fremtraadte han faa beſtjenket for Kongen af Sardinien, at han faldt noesgruus om. Dog, derover tabte han ingenlunde ſin Aandsnerverelſe, men ſagde ganſte koldſindigen til Monarken: "Deres Majeftæt feer, hvor ganſke naturligt jeg kaſter mig for Deres Fødder,” SSD —Kjobenhavns Børs, d. 25 April 1828. Hamburg 2 M. — å - å vista 218 Species 221 , Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 4 ß. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler pr. 100 Specier Svenſtke Sedler pr. Rolr. Rigsgjeld 159 | Rbbd. Seb.. 514 514 Rbß. Tegn Difo” is — i Banco. Nationalbank Obligationer] i (af Laanet 4 Febr. 18200102 1024 Rbbd. r. S. Dito Dito 55 veg Sedler, 4 pE. uopſigel. Rigsbkobl. , | Renter pr. 6 Januar 98 983 Rbd. S. r, 6 pC. norſt Laan ; 24 ved Hambro & Søn 105 — i Banco. 4 pC. Dito nue 98 — i Banco. | Ufiatiffe Comp. Actier — [— i Sedler. 3 pC. nye danſke Oblig. 578.874 L. Sterl. 0 enhavn. Forlagt af S. Soldin. Trykt i L. J. Jacobſens Vogtepkkere, — — — N : > > 1 . — | C i É Nyeſte Ski Iderie af Lieben bann. S αννννοονννν]¹.0 Femogtyvend e Aargang. No. 35. Udgivet og redigeret af Fr. . Thaarup, Ctatéraab. Forſendes, ifølge Kongel. allerngadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. — CIC Bemerkninger i Anledning af den cri— tiſte Bedsmmelſe af Ingemanns Valdemar Seir i nordiſke Cidsſkrift, 2 B., 2 H. C'est une espece de moquerie & d'injure de Youloir faire valoir un homme par de qualitez mes- aduenantes à son rang. 8 Montagne. Rx En ERR der underſkriver fig Julius, har i et Stykke, med Overſtrift: Hvad Nyt?, indført i Nyefte Skilderie af Kjøbenhavn, No, 33, yttret ſig om ovennævnte Bedommelſe paa en Maade, ſom Undertegnede ſaa meget mere før ler fig foranlediget til at tage til Gjenmæle imod, ſom han finder, at Hr. Julius, uden ſkjel⸗ lig Grund, har kaldet hin Bedemmelſe ſkarpl og temmelig ukierlig,' i det han ei kan andet end vedgage, at Recenſionen ſnarere ſynes ham tem⸗ melig mild og lemfældig, . Vel ſiger Hr. Ju⸗ Ius, at han, for fin Deel, ingen bekiendt For⸗ fatter veed, der hos os kunde ſkrive en ſaadan sssssss55ss Tirsdagen ben 29 Ypril 1828, — SCD —— . —— —— Ed Roman bedre end Ingemann, og er Underteg= > nede aldeles redebon til at troe ham paa hans Ord, ligeſom han oprigtigen bekiender, at blandt dem, der hidtil hos os betraadte denne af Wal— ter Scott aabnede Bane, neppe gives Nogen, der vil gjøre Fotfatteren af Valdemar Seir Ran⸗ gen ſtridig, være ſig i Henſeende til Plan, Dic⸗ tion eller hiſtoriſt Kundſkabz men derſom et Ar⸗ beids Verd ſkal beregnes og beſtemmes efter. ſaa negative Grunde, faa maatte Herz's, af Selſkabet for de ſkionne Videnſkaber ktonede, Heltedigt være et fandt Meſterverk, da hidtil, faa vidt Undertegnede veed, ingen hos os har ſtrevet et epiſk Digt af ſaadant Omfang og over ſaadant mne, i Hexametre. Men Hr. Ju⸗ lius ſelv ſynes at have beſvaret denne Opgave meeſt fyldeſtgjerende, naar han faa rigtigen an⸗ merker, dat Kunſtdommeren Falder en Eensjet eenojet, om denne end. befandt fig i en heel Le⸗ gion af lutter Blinde;“ thi ligeſaalidt ſom en Brig kan blive til en Fregat, fordi den ligger blandt lutter Jagter og Smakker, faa lidt kan Skribentens Arbeide anſees for ypperligt, fordi" ban har det uheldige Held, at de, der ſkrive i ſamme Sag, levere maadelige Producter. Kunſt⸗ 547 dommeren har ene at beſtille meb et, han har for Ojne, og bor han ikke tage mindſte Henſyn paa deslige ſmaalige, hans Verdighed aldeles fornedrende, al ſand Kunſt, Smag og Kunſtfo⸗ lelſe ganſke modſtridende, udvortes Forhoͤld. Hr. Julius's hyperliberale og hyperhumane Me⸗ ninger om den Strenghed, ſom Critiken i vore Dage viſer, og de overſpendte Fordringer, der gilores, ſynes faa meget mere at være ugrunde⸗ de, ſom den Overſvommelſe af alle mulige Ar— ter Aands⸗ og Haandarbeider, vor Literatur i den nyeſte Tid har havt, netop vidner om faa for Overbarenhed hos Critiken og Spagferdig⸗ hed hos det læſende Publicum, at man fna- rere har Foje til at enſke lidt ſkarpere Cri⸗ tik og lidt kresnere Leſeſmag. Hr. Inge⸗ mann felv havde ſikkert — ſaafremt Underteg⸗ nede kiender hans humane Taenkemaade ret — ikke optaget hans Kunſtdommere det ilde, om de havde giennemgaget hans poetiſke Arbeider med ſamme alvorlige og grundige Upartiſkhed, ſom Valdemars Recenſent i nordiſk Tidsſkrift hans Roman, der, ſom han har beviſt, ſom hiſtoriſk Roman, har lige ſtore Mangler, ſaavel i Henſeende til Plan, fon til Diction og Characteerſkildringer. Havde Hr. Ingemann iſtedetfor tre Bind kun leveret eet, men efter en velanlagt Plan, med naturlige og conſequente Charactexer og a Situationer, fremſatte i et- Sprog, der egnede ſig danſke Helte, Mend og Qvinder fra det trettende Aarhundrede, faa havde ſikkerligen han ſelv og Publicum vundet derved. Ei er det efter Arketallet udodeligheden tilmaales Forfat⸗ tere, og Hr. Ingemann har i en Rekke af Aar viiſt ſaa ſtor Skribentvirkſomhed at han, om end kun en Tiendedeel af hans Arbeider overlever ham, kan være veltilfreds, uden af han behover ö bindſterke genſinde bør ſkrive invita Minerva; thi jo mindre baade blev Redacteur af Morgenblatt, og, ! uden Offet i ſin Alders 25de Aar. w . F. 848 | at ile faa meget med, at foroge deres Mate, Anakreon blev udødelig ved nogle faa Ark, o O. Goldſmith regnes blandt Engellands clasſiſke Digtere, uagtet alle hans poetiſke Arbeider kun beſtage af et lillebitte Bind, ja, man kan med Beſtemthed ſige, at hans Landsbypreſt af Wake⸗ ſield har ſtorre intrinſie Verdie end den meeſt Roman af Cramer og Conſorter. Hvad Hr. Julius anfører angaagende Flid og dens Utilſtrakkelighed til at frembringe Genie⸗ arbeider, da er der intet at indvende imod, men dermed har han dog endnu ikke afbeviſt, og vil heller ikke havt i Sinde at afbeviſe, den af alle Sagkyndige hyldede Mening, at en Digter in— han er iſtand til at frembringe et fandt Kunſt⸗ være ved blot Flid, desmere er det hans Pligt, at oppebie den Tid, Hvor han føler fig virkelig begeiſtret. Men ingen, ſelv det ſterſte Genie, kan være hele Aaret igjennem begeiſtret, og er det den overdrevne Productivitet, der har odelagt den tydſte, ifær eſthetiſte Literatur, da aldtig ſaaſnart et Talent kommer der tilſyne, forend Boghandlerne, ved lokkende Honorar, udpine det, ſom egennyttige Godseiere et fedt Stykke Jord, det de ſieldent tilſtede den fornødne Hylle. Derpaa fade man ganſte nyeligen et Exempel paa Hauff, der ved nogle kraftige, tidsindgri⸗ bende, ſatiriſke Skildringer, hurtigen forſkaffebe fig et ſaadant Ry, at han i eet og ſamme Aar Tvivl, ”fom'en Folge deraf, Wgtemand, og, ſor— modentlig af altfor anſtrengt Arbeide, Dodens Saaledes gik det ham, ſaaledes er det gaaet mange for ham og ſaaledes vil det gage flere i Tydſkland, hvor Literatur er bleven til en Induſtriegreen og Leie⸗ 549 bibliothekerne, altid umættelige, uophorligen krœve Læſefober. Derfor vil og kan der ikke ſaalet fremkomme mere ſaadanne Skribenter ſom Schiller og Goethe, der ſkrev efter deres Muſes, men ikke efter: Boghandlernes Indbydelſe, og Misbrugens odeleggende Ild har man ladet tage, ſaa ſterk Overhaand, at Critikens Sproi⸗ ter, om der end hiſt og her gaves nogle gode, jkle ere mere iſtand til at ſlukke den, medens Kunſtdommerne ſelv ofte ere faa beſtukne, .og-til- lige faa uſle, at deres Domme blot ere beregnede pan at blænde Mængden, alt efter de Henſigter de forbinde dermed og Forleggerne af de be—⸗ domte Bøger onſke at opnaae derved. Hr. J. mener, at den ſtore Hobs Smag ikke foredles ved ſtrenge Critiker (naturligvis forudſettes her nok grundige), men herpaa kan man ſpare: forædles den ikke, faa forværres den heller ikke, og tilſidſt maa dog ſelv den ſtore Hob, der fag let lader fig: forføre af et let, peent, flydende Sprog og ret baroque Characterer og Optrin, lere ateſtjelne Natur fra Unatur, ſand Folelſe fra Folerie og Carricicatur fra rigtig Tegning. Den for fit Eftermele nidkiere Forfatter vil iov⸗ rigt agte mere paa den ſtrenge og ſandrue, end . Pan den lemfeldige og fmigrende Critik, ober hans Arbeider. fhv Marcellus. Naturbroe i Virginien. En vakker Foraarsmorgen red jeg igjennem et af de yndigſte Partier af den ſtore Birginy- Dal. Solen, ſom ſtod op bag Alleghany-Bjerge⸗ nes Toppe, forvandlede disſes blaalige Farve til Guld: og Purpur⸗Nuancer, og den hele Natur ſynlts, i fin forfte Ungdom, at hengive fig til 880 dens nykomne Straalers milde Indflydelſe. Et Ridt af tre Mile i Dalen og en halv Mill igjen— nem en nydelig Skov, forte mig til det operor⸗ dentlige Sted, ſom jeg havde i Sinde ak beſoge. Endſkjondt jeg utaalmodig havde ønffet dette Oieblik, og allerede i Indbildningen havde nydt bets Tillokkelſer, overgik dog Virkningen langt min Forventning. Dette forbauſende Naturverk anſee Mange. for den ſtorſte Merkverdighed i Unionskredſen, næft efter Niagaras Vandfald, og jeg anſeer det umuligt, at give en noiagtig Skildring deraf, fordi det Indtryk, ſom dette henrivende Tableau frembringer, ikke lader ſig male i noget Sprog. Naturbroen dannes af en compact Klippe, ſom i Form af en Bue gaaer over en uhyre Afgrund ſom adſtiller to høie Bjerge, hvis Communication paa denne Maade er tilveiebragt uden menneſkelig Hjælp, Denne Bue er 80 Fod lang, 35 Fod bred og 48 Fod tyk. Dens > lodrette Heide over Strømmen,” ſom flyder under den, udgjor ikke mindre end 230 Fod; de tungeſte Vogne kjore derover, Nogle Buſke, ſom vore paa: begge Sider, gjøre det muligt for den ængfteligfte Reifende at bøie fig faa langt forover, at han kan fee ned i den dybe Kleft; ved Siden af Broen, og paa. begge Sider af Floden; gives der igjen andre Klipper, fom rage 10 til 15 Fod over Vandet, og ere 200 til 300 Fod hoie fra deres Baſis; alt ſo⸗ lide Masſer af blød Kalkſteen. Det er umuligt at forebygge et Anfald af Angeſt, naar man forſigtig har naaet den yderſte Kant af en af disſe nogne Klipper, og nu ſeer Vandet at ſtyrte fig fra Klippe til Klippe i en Dybde af næften 300 Fod og i en Brede af 40 til 60 Fod, med en Bruſen, ſom endnu forhøier Virkningen- af denne ophøjede Scene. Under Buen voxe Tracer 551 af 70 Fods Hoide og fee ud ſom ubetydelige Buſke; Fuglene, ſom flagre deromkring, fore⸗ komme En ſom ſmaa Torbiſter. Jeg tallede til 34, inden en Steen, ſom jeg kaſtede ned, naaede Vandet. Udſigten nedenfra er ligeſaa behagelig, ſom den er imponerende ovenpaa Broen, og ſtaaer Een underneden og en Anden ovenpaa, er det ikke muligt at høre hinanden. Da jeg var under Broen, beſaae jeg det Sted, hvor de See⸗ lyſtne pleie at anbringe fine Navne; der, i en Hoide af 25 Fod, havde den udødelige Was— hington ogſaa indgravet ſit. Nogle have ftræbt at ſikkre fig et langvarigt Minde paa dette Al- bum secularium ved at indføre fine Navne med ſtore og dybtſkaarne Bogſtaver; derimod have Andre. villet udmærke ſig derved, at de anbragte ſine faa højt ſom muligt. Lyſten til det Sidſte "Havde et ungt Menneſke, for nogle Aar ſiden, ner maattet betale med fit Liv. Derved, at han, med et ſtarpt Inſtrument, gjorde Indſnit, der vare ſtore nok til at tjene ham ſom Trin, Flavrede han op i en betydelig Heide og havde den Fornsielſe, at kunne indgrave fit: Navn langt over alle de øvrige; men da han ſtulde bes gynde paa Tilbageveien, mærkede han, at dette ikke var muligt paa anden Maade, end ved at ſtyrte ſig over paa en af de fremragende Klipper, ſom han da nok aldrig var kommen levende fra. a Hans Venner, der nu bleve ligeſaa forſkrakkede, * ſom han ſelv, kunde hverken raade eller hjælpe ham, og hvert Bieblik ventede de, at fee ham ligge knuſt for deres Fødder. tog Mod til ſig, og, da han ikke kunde komme tilbage, beſluttede han, at gaae længere opad. Bed Hjælp af fit Inſtrument, hug og klavrede han nu med overmenneſkelig Jver idelig opad haand, og da Fortvivlelſen atter vakte. de ud⸗ sfoge ham i ſine Arme, var han faa udmattet, lang Tid inden han kom til fig igjen. Ikke tydelige Spor af denne frygtelige Klavren, og det ubeſindige unge Menneſkes Navn vidner om Længe kunde Vovehalſen ikke blive i fin critiſke Stilling; han indringen ſkjcnke mig nye Gleder. 882 og ſage, med den nodvendige Forſigtighed, altid over, aldrig under fig, Saaledes havde han, efter utrolig Anſtrengelſe, arbeidet fig op 'til en Hoide af mere end 200 Fod, men da forlode Kræfterne ham, og medens. han et Sieblik holdt fig i en fvævende Stilling, tænkte han allerede paa, om han ikke hellere med Eet ſkulde ſtyrte fig ned, end martre fig endnu langer, da der dog ikke var at tenke paa nogen Redning, men i dette” afgjerende Sieblik trængte et opmun— trende Tilraab fra hans Venner paa Beoen hen til ham, et Tegn paa at han ikke var meget langt derfra; Kjærlighed til Livet beholdt Dverz iz BÆRE rs. 2 8 ꝶ— HEER rr MÅ ſlukte Kræfter, arbeidede han fig. endnu. faa” højt op, at han kunde gribe en lang Stang, man holdt til ham, og hvorved hans Redning blev fuldført. Efter to Timers Arbeide havde han nu klattret i en næften lodret Heide af 250 Fod, men da hans glededrukne Venner endelig at han faldt ned uden Bevidſthed, og det varede uden Deeltagelſe ſaae jeg de endnu fuüldkommen hans Forvovenhed, hans Mod og hans Daarſtab— — Endnu i fire Timer gjennemvandrede jeg disſe ophsiede Skjonheder, og aldrig er Tiden forekommen mig faa Forf; med Beklagelſe maatfe , jeg omſider rive mig bort fra et Sted, ſom havde: vakt Folelſer hos mig, der endnu ved Cr: | — —— (e. B. d. B. H. og N. M.) — — —ñ—L— 553 Blandede Efterretninger. J det norſte medicinſke Tidsſkrift kaldet Eyr læfes om Igler folgende: For at tvinge Idler til at fuge Blod, meddeles folgende Mid: del! »Baade i England og Italien dypper man i nogle Bieblikke Iglerne, førend de ffulle paa⸗ ſeites, ned i Porter, eller meget ſterkt Ol, der fremfor alt mage være meget bittert. Denne Forberedelſe gjor dem utroligen hungrige, og de faſte (ig da og fuge” med Graadighed.“ — J Vintet har en Lege i Norge faaet fra Paris i Kommisſion, at meddele Underretning om og paa hvilket Sted i Norge. Igler findes i nøgen betydelig Mengde, da en Iglehandler i Paris agter at tiltrede en Rejfe derhen i dette For— aar, ſaafremt han kunde erholde nogenlunde til— forladeligt Haab om, at en ſaadan Reiſe vilde lønne fig. Udfaldet af dette Foretagende kan vel vanſkeligen med Sikkerhed forudſees; men det kurde maaſke have ſamme Folge her ſom i Tydſt⸗ land, at Landalmuen, lokket ved en muelig højere Betaling; vilde ſaaledes udtomme de Steder, hvor disſe Dyr findes, at man ſiden i flere Aar ſavner de nødvendige til eget Forbrug i Riget, ogtat Priſen paa dem kunde blive. faa høj at den mindre formuende Syge ej vilde blive iſtand il at anſkaffe fig dem.“ Om Staten Algier har de forenede nord: amerikanſte Staters Konſul, Hr. Schaler, med⸗ delt nagle Efterretninger. Denne Stat ind— fager paa Middelhavets ſydlige Kyſter en Strak— ning af omtrent 500 engelſke Mile, og udſtrek⸗ fer fig fra Grendſerne af Tripolis til det Ma⸗ roffanfte Rige. Man veed ej beſtemt, hvor langt den gaaer fra Havbredderne til Orkenerne I det Indre; man antager indtil 60 til 100 Mile, hvilket vilde give et Flademaal af 30000 Qvadratmile. Folketallet anſætter Schaler til en Million, eller 33 Perſoner paa en Qvadrat— mil. Staten udgjor det gamle Numidien, og den Deel af Mauritania Tingitana, ſom efter at være erobret af Kaiſer Auguſt, erholdt Nav mt Mauritanea Caesarea. Landet var i gamle Dage berømt ved fine Steders Rigdomme, fine Bebonns: Mod og Snildhed. Longe var det . 854 Skueplads for Heltedaad, og regjeret af meg⸗ tige Fyrſter. Fra den Tid det blev en bee Provinds ophorte dets Hiſtorie at være interes- ſant. Salluſt var en af denne Provindſes Gus vernsrer. Klimatet er behageligt og ſundt. Grunden frugtbar, Hoie og ſtjonne Dale afvexle. Man dyrker meget Korn og Byg. Her gives en ſtor Mængde Daddeltrœer og Dliventræer-af. beſte Sorter. Man finder og neſten alle et tem⸗ pereret Klimats Frembringelſer, Figener, Vin⸗ druer, Kaſtanjer, ꝛc. Bjergene have fasſilt Salt. Man har ogſaa opdaget Blye og Jern. Landet har ingen ſtore Floder, men er bevandet af tal⸗ rige Ager og Bæffe, og har fortræffelige Eng⸗ ſtrekninger, hvor Kameler, Heſte og andre Hjor⸗ der opklekkes. Ulden er i nogle Aar bleven en betydelig Handelsartikel. Vildt haves i Over⸗ flodighed; fort; det af de gamle Hiſtorieſtrivere ſaa ſkjont' ſtildrede Numidien er endnu et lige faa ſtjont Land, ſom det da var; men at det under ſin rene Himmel, paa fine frugtbare Strak⸗ ninger kun har Tyranner og Slaver, og at frie og lykkelige Menneſker ſkulle kunne boe der, er kun afhængigt af de europeiſke Monarker. Staten Algier er deelt i tre Provindſer, I. Oran, den veſtlige, 2. Titteria, den mellemſte, og 3. Conſtantina den oſtlige. J hver af disſe regjerer en af Dejen udnævnt Bey, men ligefaæ . uindſkrenket ſom Dejen ſelv. Foruden Janit⸗ ſcharerne, hvis Antal er 4000 Mand, beſtager Militairmagten af 15000 Mand, fordelte i det Indre af Landet, iſer for Skatternes Afpres⸗ nings Skyld. Scmagten beſtaaer af tre Fre⸗ gatter og nogle Korvetter, Goeletter og Brig⸗ ger, i alt af 14 til 15 Krigsſkibe af forſtjellige Storrelſer. — 8 ? E63 Staden Algier, liggende paa en Bakke⸗ Skraaning og hævende fig fra Kyſten af, i Form af et Amphiteater, har fra Havet af et impo⸗ ſant og maleriſt Udſeende, og er omgivet af en høj Muur. Huſene ere, det ene ſom det andet, - hvidt anſtrogne, og have efter orientalſk Skik Altaner. Gaderne ere trange. Havnen vels beſkjermet ved Feſtningsverker, der, ſiden Lord Exmouths Angreb, ere forøgede. Et faſt Cita⸗ delle, Caſanba, behærffer Havet og Batterierne. Stadens Befolkning, ſom man har anſat tir 555 I00000 Menneffer, troer Schaler, at ikke over⸗ ſtige 50000. Joder omtrent 5000; og disſes Stilling ſorgelig. Deres Dragt maae være af fort eller mørk Farve; de mage ej ride, ej bære Vaaben, ej engang Stok. De maa kun Ons⸗ dag og Loverdag gaae uden for Staden; dem paalœgges alle kunge Arbejder. Offere for Plyndrings og Mordſcener, og dagligen mage de udftaae paa Gaden Borns Drillerier, eller en fordrukken Tyrks Slag, kort deres hele Liv er en Kjede af Fornedrelſe og Beſtjaommelſe. I denne Soroverſtats Indre, og paa dens Grend— fer boe forſkjellige Stammer, ſom ere mere eller mindre afhængige, og vaſentligen forſkjellige. En flor Deel af Befolkningen beſtaaer af Maurer af en blandet Race, hvilke nedſtamme fra de gamle Numidier eller Mauritanier, Araber, Spa⸗ nier, Saracener, og Tyrker. Foruden denne blandede Race finder man i det Indre af Lan— det Stammer, ſom indtil vore Tider have be— holdt deres Urbillede. Saadanne ere Beduiner, Biscaris, Mozabis og Kabyler. Beduinerne fore endnu ſamme Nomadeliv, ſom deres For— fædre forte, bog under Telte, holde Hjorder, lyde kun deres Scheiker, og forlade de Egne, ſom de beboe, for i Orkenen Sahara at ſoge Uafhen⸗ gighed, ſaaſnart en Bey vil lade dem fole Mag— ten. Biſcaris ere af fredeligere Art, og mere faſtboende paa Orkenens Grendſer. De tale et fordervet Arabiſk. Mozabis beboe i Syd et Land, ſom ligger uden for den algierſke Beſid— delſe; de afhænge ikke af den algierſke Regjering, dog ſtage de i megen Handels forbindelſe med Landet. Mange af denne Stamme have nedſat fig. i Algier, og nyde ſeregne Handelsprivilegier. De have et Overhoved, ſom fører Titlen Amin, erkjendes af Regjeringen, og tjener dem ſom Conſul. Men af alle i det noedlige Afrika le— vende Stammer er Kabpylerne eller Berberne den merkverdigſte. Den beboer Bjergene, er aldeles uafhængig, og faa talrig, at den kunde, naar dens Kræfter vare ſamlede, blive farlig for den algierſte Regjering; men den er deelt i mange ſmaa Stammer, ſom næften ſtedſe ligge i ind byrdes Krige med hinanden. Kabylerne tale et eget Sprog, Showiah, der ikke har nogen Lig⸗ hed med de andre Stammers mere eller mindre * De, ere ſtedſe Folk, der allerede var her førend Carthaginenſer— S586 — flette Dialekter; og ſyncs at være et meget gam. melt Sprog. Man ſiger at det ffal være iden- tiſt med det Sprog Tuarikerne have, hyvilke beboe det "Indre af Lybien og Grandſerne af Ægypten; hvoraf man vel kan uddrage den Slutning, at disſe to Folk maa have falles Nedſtammelſe. Schaler bemerker, at Showiah ikke har Lighed med det puniſtke eller arabiſte Sprog, og ſlutter deraf, at det mag tilhøre et nes, Romernes, Vandalernes, Arabernes, eller Saracenernes Erobringer, og altſaa et af Vers denshiſtoriens ældfte Folkeflag. 9 (Brans Miſc. Jan. 1828.) J pol. Journ. for Oct. 1824 læſte man nogle Efterretninger om. Algier, hyvilke bleve overſatte paa danſt i Dagen 1825 Nr. 6 og 7 og nogle Tilleg tilføjede, i 5 Efterat dette i Trykkeriet var afgivet mods tages med Poſten de ſidſte Aviſer, og deriblandt den Slagelfeffe; hvori (No. 34) det Uddrag af Schaler, ſom her er meddeelt findes deels noget fuldſtendigere, deels med nogle Tillæg, Det er derved bemærket at Hr. William Scha⸗ lers Skrift om Algier og om Berberne er ud⸗ kommet i Philadelphia i Aaret 182 i Qvart; og de af Paſtor Ridder Baſtholm gjorte Tillag ere diſſe: Den algierſke Stat er, efter det af Hr. Schaler opgivne Areal, halv faa. ftort ſom, Frankrig. — Det var hojlig at onſke at Frank⸗ rig vilde betjene ſig af den Krig, hvori dit et indviklet med Algier til ut erobre dette Land, og gjore dette til en Kolonie, hvortil det ſaame⸗ get trænger for at ſtaſſe fin Folkemengde af lob. Ved Erobringer fra frank og engelſt Side kunne alle de truende Misforſtaagelſer imellem. Europas ſtore Magter, ſom nu opvakke (aa mange engſtlige Foreſtillinger, paa engang blive hævede paa en ſaadan Maade at det vilde vært til ſtorſte Gavn for Kulturen og Menneffefams fundet, og ſaaledes at den politiſte Ligevægt I Europa ikke vilde blive forſtyrret.“ — „Det kt viſt nok, at ingen Erobpingskrig kunde være merk velgjsrende og tillige mere retfærdig, end imod Nordafrikas Kyſter, ſom har tilføjet de chriſte⸗ lige europæiſte Stater ſaa ſtore Fornermelſer, 7 557 og hvor Menneſkelivets Beſtemmelſe bliver faa flet opfyldt, hvor det derfor var hojligt at øne fe, at den politiſte Storm, ſom truer med at iſſe fig, maatte vende fig mod Synden.“ — | Den af Hr. Schaler opgivne Inddeling: af Sta⸗ ten Algier i tre Provindſer ſtemmer ikke overse ens med den hidtil angivne Inddelingsmaade ifølge hvilken man antager at dette Land bes ſtaatt af 4 Provindſer: Tlemſen mod Veſten, Titeri mod Synden, Conſtantina imod Sſten, og det Diſtrikt ſom tilhører Staden Algier. — „Den algierſfñe Somagt er i Grunden meget farlig i hvor liden den end ſynes at være, thi Algiererne ere fortræffelige Sejlere, og. Fjende ypperligt Kyſterne af Middelhavet. De franſke ilſtaae, at der for Ojeblikket ere flere Algjerſke | | ! | ! Korſarer i Gøen end nogenſinde tilforn. Ogſaa lykkes det næften aldrig de franſke Krigsſkibe i hvor talrige de end ere at opbringe en Algierſk Korſar.“ J Anledning af Shaler Bemerkning om Staden Algiers Befeſtning, fra Soſiden, og at en Expedition, ſom ikke var ledſaget af Landgangstropper maatte indſkrœenke fig til en Blokade, tillægger Slagelſes Avis: Det er og— faa for narverende Tid Tilfældet og de Franſke erkjende, at naar de ikke vilde gjøre et Angreb ſta Landſiden, ſaa kan Dejen ſpotte alle deres Biſtrabiſſer. Det er derfor meget mueligt at den Expedſtion, ſom nu udruſtes i Toulon, er beſtemt til at erobre Algier“ — Om Kabyler— nes Sprog ſiges: Det var interesſant at un— derføge om det ikke har nogen Lighed med det copliſte Sprog, hvori Sporene af det gamle aoppliſte endnu bevares. Disſe Kabyler ere ſorreſſen nogle ſlemme Karle at have at gjøre med, da de ere talrige, krigeriſke, roveriſke og ſanatiſke og fværmende Mahomedaner.“ 5 Folgende biografiſke Efterretning om en af de i Literaturlexikonnet "benævnte Perſoner, giver et Bidrag til Skildring af den Tids His ſtorſe: "Olaus Camſtrup er en Præfte: Son fra Norge, fod nogle Mile, ſynden for Bergen; det er uviſt, om han haver havt nogen Privat- Information hiemme forſt; dog er det troeligt eller den norſke Maneer: men kil ſidſt'haver han fregventeret Bergens Cathedral-⸗Skole, under de N 1 den, fordi han ſavnede digna meritis. des kunde det ogſaa letteligen gaaet til med 358 to paa den Tid berømmelige og beqvemme Mend, Soren Lintrup og Rudolph Burenneus; af hvilke den forſte ogſaa dimitterede ham, qvo anno incertum est. Her vifte han allerede flige prøver paa Nemme, Skionſomhed og Hukommelſe, faa at de allerfleſte Diſcipler (hvis Tal den Tid vel var over 180) maatte vige for ham: og Do— tentes ſelv-ſtode i Frygt for, at lere andet, end hvad de vidſte vil rede til. Alt hvad han til ſidſt ſknlde gisre, blen Extemporan, og de tre fire forſte Copier blevne givne: til Pris, blant de tungnemmede Dosmere. J Latinitœten og alt hvad der hører til, ſtorſte, var han faa ſterk og beloben, ut erede- res ejus ore locuturas Musas, si latine loqri vellent; Vers, Variationer, Inſcriptioner, Sa⸗ tyriſtke Sager vare ligeſom cocta eibaria; in cœteris scientiis et lingvis non ita, vel propter ignaviam vel ignorantiam Docentjium. Paa ſamme Tid var ellers ogſaa en anden notabel Diſcipel, cognomine Ramusß; diſſe certerede altid med hinanden de Principatu; han apoſtaserede fra Academiet ſi⸗ Ligele⸗ Camſtrup, derſom han havde været af ſaadan hoy⸗ modig og ſkarpſindig Aand, ſom den anden var; men efterat han var kommen til Academiet for— blev han rigtigen fit Biennium ud, indſlugede, qvoad litteram, alle Præcepta et Systèmata uullo fere negotio, ſom udkrœvedes til de tvende fore ſtaaende Exam. For Mangels ſkyld maatte han ſoge Kloſteret, hvor han ikke btev nogen Oppo⸗ nent det ringeſte ſkyldig. (diſſe Opponenter vare uden tvil den gang nogen Buſſemend og For⸗ ſkrekkelſens Konger) men hvilken Profeſſ. Kis⸗ benhavn eyede den Tid, veed jeg ikke; de have uden al Tvil været af ſamme Natur, ſom diſſe nu omſtunder; thi. hvis een eneſte havde have den mindſte Omhue og Omhed for beqvemme Sub⸗ jectis, og ophiulpet denne Phenix af fin Aſke; faa kunde han blevet seculi sui ornamentum, lit- terati orbis Delicium, imo Stupor: Vor Camſtr. toeg da til takke med de tomme academiſke Wre⸗ Titler og Atteſtatis, forfoyede lob i Tieneſte hos en Provſt i Hardanger, navn⸗ lig Hr. Peder Gelmeyden; hvor han -forblev * * — fig hiem igien til ſin Bondehytte, og kom efter nogen Tids Sor⸗ det mindſte med det — 559 ſaalcenge, at han demitterede 4 af hans Son⸗ ner. Her ſtuderede han efter og over Formuen; der gik neppe nogen Latinſk Author forbi hans Hyne og Crifin; de Rommerſte og Danfke Anti⸗ qvit. blevne tagne med til Hielp: her maatte han mod fin Villie og ſtamme Udtale excercere Ho- miletica, ſom ginge meſt ud paa den Engelſte Klogtighed; (det er altid et nødvendigt Reqvi⸗— ſitum, at man ſkal prœke paa Landet, enten man Tan eller ikke); her giorde han de beſte og fyn— digſte Vers, Inſcr. etc. men for Afſtrivningens ſtyld, hvilken han ſelv maatte tage fig paa, blev der kun faa Exemp. og de faa forbleve meſt der i Propſtiet; han var ikke mindre en vældig Skytte og Filer; hvortil Stedets Situation gav den befte og meſte Anledning, Forend ieg ſorla— der dette Sted, faa mage jeg ſige, at Ol-Poka⸗ lerne forſtyrrede tit hans Sind og Rolighed, efter Landets honette og brugelige Vedtægt, Herfra begav han fig til Bergen igien, hvor han kom ſtrax i Tieneſte hos forrige Lector, men da virkelige Biſkop, Nils Smidt; men han famu— ” lerede faa fort der, at han neppe fif Tid, til at ſee Skiftskiſterne, eller Archivet ret igiennem, ” førend han enten fil eller tog ſelv ſin Afſteed; endſtiont han dog altid ſiden forblev en Ven og Client af Huſet; af hans Adfærd, ſom folgede neſt paa, kunde man billigſt ſlutte, at han giorde det, for at blive engang ſin egen Herre, og ey nodes til at ſtage altid under andre; thi ikke ret længe efter fatte han fig huusligen ned, og aabnede fin latinſke Trivialſkole med ſaadan Fremgang, at de komme fra alle Norges Kanter, for at høre hans lærde Mund tale, (denne Con— flux kom meget deraf, at Cathedralſkolen under Erich a Moinichen log Jørgen Harboe var i ſaa— dan Aftagelſe, at der neppe fandtes Diſcipler mere, end ſige Lærdom (men i hvor mange vor Socrates end fik, eller havde havt for, faa var der dog aldrig een eneſte, ſom kunde ret arte ſig efter ham, formedelſt den ſtrenge og tyrannifke Omgang; hvilken ieg Selv prøvede vel i 10 Aar; aa mange maatte qvittere med halv Hilſen. Han retninger har han dog opnaaet Bank⸗Disconto 4 pCt. 6 PC. norſt Laan DDr 8 860 haver altid nolens volens maattet agere Bpens Poet; hans Diſcip. maatte afſkrive Verſene, ind⸗ til Trykkeriet kom 1720. Dog ere mange Bin: de⸗vers, Grav-ſtrifter og andre Emblemata gaget i Løbet; til et Beviis pan hans ſtore Nemme, da kunde han tit dictere nogle 100 heroica, Uden forſt at have conciperet dem paa Papiret; men han maatte i alle Forretninger vere halv fuld, faa gik det beſt; nu duer han flet intet; han har aldrig veret for at ſkrive noget ellers, og intet findes efter ham, uden et Udtog af de vul— gareſte vers, trykt in ao. Informations⸗aarene ere over 30, og han giftede ſig henimod fir 40; havende 2 Sonner ſtuderede og dimiterede af ham ſelv; hos al hans Uorden og adſkillige For— ſit 70 Aar og lever endnu 1745. Eos.“ ; r ³˙ . · A A A ERODERET RE ] Kjøbenhavns Bors, d. 29 April 1828. Hamburg 2 M. — a à vista 218 Species 221 . Specier folgtes til i Ur e 13 Rbmk. 4 ß. Norſte Speciesſedler : pr. 100 Specier 159 — gbd. Sedl. Svenſke Sedler ' i pr. Rdlr. Rigsgjeld 512 — Rbß. Tegn. 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 822 83 Rbd. GM. | Dito Dito 76 — i Band. Nationalbank Obligationer 1 | (af Laanet 4 Febr. 1820):102 1023 Rbd. r. S. Dito Dito. 1124 113 Sedler. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. : É Renter pr. 6 Januar 982 — Rid. S. 1. —— ved Hambro & Søn 105 4 pC. Dito nyhe 98 — i Banco Aſiatiſte Comp. Actier — | — i Sedler. 3 pC. nye danſke Oblig. | 572 58 L. Stell, | — i Banco. | $ É — Kjobenhavn. Forlagt af S. Soldin. Hſtergade No. 60. 5 ii Trykt i L. J. Ja cobſens Vogtrykkerſe, r 7 — Skilderi — Npeſte e af K jo S ⏑ννοννανοτιτιντινντνοιε?]ε‘ = 4 Femogtyvende Aargang. No. 36. "Udgivet og redigeret af Fr. Thaarup, Etatsraad. Forſendes, ifølge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. Leietjeneren. Een af mine ſtorſte Morſkaber, ſaaſnart Veiret tillader det er at gage ud til Vibenshuus, og fætte mig der paa een af Benkene udenfor delte Gjeſtgſperſte d. Jeg har da en behagelig Adſigt til forſtjellige Landeveie, og alle Kjorende, Ridende og Gaaende maa forbi. mig. Forleden gjorde jeg en ſa adan Lyſtvandring, og da jeg, vilde tage Plads paa Benken, ſad der paa denne en aldrende, ſimpelt klœedt Per⸗ ſon, mid et Blad i den ene Haand og en Teg— nebog i den anden. Han anſtillede, fom jeg funde merke, meget opmerkſomt, en Sammen⸗ ligning mellem begge. — Jeg tog Uhret op, for at (te hvad Klokken var. Neppe blev han dette vaer, førend han vendte fig hen til mig, og ſpurgte meget. hofligen: med Tilladelſe, min | Herre! hvad er Klokken? — „Den er fem.” — * Ei, allerede faa mange! Ja, Tiden løber: naar man dar noget at beſtille. d ſiddetl og leſt her ſiden Kl. 33, og disſe halvanden Timer ſvandt for mig ſom et Qbar⸗ teer.“ — De har formodentligen noget meget Interesſant at lœſe?“ — „Det kan jeg juſt ikke lige. Det er tvertimod noget forbandet kjed⸗ ſommeligt. Jeg anſtiller en Sammenligning >» Mtlem min Noticebog og Nr. 32 af Kjoben⸗ Havns flyvende Poſt over en Hr. R.s Sammen⸗ 1 === —̃ ̃ —— —— — Nu har jeg allerede Loverdagen den 3 Mai 1828. ligning mellem Kjøbenhavn og Berlin.“ — Er min Herre maaſkee Poet?“ — "Himlen bevare mig fra at være det.“ — Er De da en Lerd?“ — Nei, det være langtfra.“ — „ Hvad er De da, om jeg maa ſporge?“ — „Egentligen har man i det danſke Sprog intet pas ſende Pava paa min Beſtilling. J Tpdſkland kaldes jeg Lohn⸗Lakey — og det klinger godt, thi Lohn har noget Solid og Lakey noget ret Fornemt ved ſig — i Italien kaldes jeg Cicerone, og det klingen ogſaa meget ſmukt — minder om en meget lærd Italiener, ſom ſkal have hedt Cicero, og været den forſte af vor Beſtilling. Men paa danſk falder vor Titel faa plumt — Leietjener, ſom man ſiger Leieheſt eller Leievogn.“ — Nav⸗ net gjer ſandeligen intet til Sagen. Titelen ligner kun Præget paa en Mynt og er det Ydre af Menneſket. Vor Opforſel og Handlemaade er vort ſande indere Verd.“ — Det er netop Til⸗ fældet med mig og mine Lige. Vi kaldes Leie⸗ tjener, ſom om vi vare til Leie for Enhver og allemands Tjener. Men det ere vi i Grunden aldeles ikke. Vi tjene Folk med vor Veiledning, ſom enhver anden Veileder; vi lade os betale eller lonne for vor Veiledning, ſom de fornemſte Mænd. Vi ere ofte i de brillanteſte Herrers Selſtab, fra om Morgenen tidlig til om Aftenen ſildig. Uden vor Hjelp vilde de 1 7 Fremmede, ſom komme hertil, hvert Siebli 5 2 ſtaae ſom en Ko for en nymalet Port. En Mand af min Profesſion maa have lært noget; maa forſtage de — — — ben habn. g 563 2 S64 fleſte levende Sprogs Fjende” Hovedſtadens og rover. Saaledes mag jeg 'ſee mine Noticer deris dens Omegns Merkvperdigheder paa fine Fingre. De kan troe, nu, da DBampfkibsfarten er. faa ſteerkt i Gang, bidrage vi meget tiL at udbrede Fedrenelandets Hader overalt,” — Jeg fane noget forundret daa Manden. — Def ſtudſer, min Herre? men De maa vide, ligeſaa ſimpel ſom De feer mig her, ſpave mine Ideer, mine Bemarkninger rundf omkring' i Europa, ja'endog' » 298 NI . 72 d e r i — 8 ri 75 1 r i 2 det gaae lil? De ſagde jo nyligen, at De ikke anne. Herrer reiſe, for at ſtrive Reiſebeſtrivel trykte i Reiſebeſkrivelſerne.“ — "Hvorledes kan er nogen Lerd?“ — „Det er jeg ikke heller; men de fremmede Lærde betjene fig af mine og, mine Kammeraters Ideer — da liegt der Hund begraben. Troer De, at en Franſt mand, Tyd⸗ (ker eller Engellender, der kommer flyvende her⸗ over, og opholder. ſig, her, i det Hojeſte i 8 eller 44. Dage, vilde kunne ſkrive om de herſkende, Seeder, Handelen, Skueſpillet ꝛc. uden vor Hjelp? Mei, det er vore Kalve, de pløje med. Jeg har faa ofte ſagt til min Kammerat — Pokkeren ſtulde ſaaledes give fine. Kundſkaber hen for en Slik, og ſiden endog. fee dem offentligen trykte ſom Andres Eiendom. Det er, netop Tilfeldet med denne Sammenligning, mellem Kjøbenhavn og Berlin. Alt er ligeſom ordret udſtrevet af min Noticebog. Men: faa forhütlet ved Tilſetninger og Beklippelſer, at jeg ret kan ergre mig dero⸗ ver. Nu flyttede han ſſig nermere hen til — „Behag kun at ſee her min Herre!“ den ene (Ber⸗ lin) er en Landſtad, den anden (Kjebenhavn) en Soſtad. Hos mig ſtager en „Sohayn“ med ſtor Handel. J Berlin er de Militaire, Embedsmendene og de Lærde dem, ſom gjelde meeſt; i Kjøbenhavn er det Kjobmendene.“ Her er udeladt: naar, de eie noget”, og det er en vigtig Bemerkning. — : J Kjøbenhavn holdes Collegierne ofteſt uden Betaling.“ Her er ude⸗ ladt: "paa" en liden Douceur nær, naar Fore⸗ lœsningerne ere forbi.“ — En Nationalret for de egentlige Danſke er Boghvedegred, med Hl, eller Melk.“ Her er atter udeladt, „ſamt Valling og Spegeſild eller Berrefiſt; item Caffe med Longbytvebakker“, men formodentligen har den gode Herre ikke vidſt, hvorledes han ſkulde over⸗ fætte Velling, Berrefiſk og Lyngbytvebakker paa Tydſt, og er. derfor heller ſprunget det Hele, tage med ham til Helſingser, bac forqvaklede, inart paa Tydſk ag Franſt, ſnart aa Engelſt og Italienſk. En Tydſker overſatte i Fjor- Lyngbyetvebakker med Haidenſtaͤdter- Zwiebacken og Berrefiſk med Bierenfiſch. „Men ſaa ſkulde De "beholde Deres Noti— cer for Dem ſelv.“ : : "ude kan jeg umueligen.“ De fleſte ſaa⸗ ſer, og for derved at faae Reiſeomkoſtningerne betalte. Ju en Tid af ofte Dage, kan De let foreſtille- Dem, man ikke kan faae ſamlet Noti⸗ cer til et heelt Verk. Hvad have de. altſag at glere? De pumpe mig og Verten og Opoart⸗ ningspigen, ſaa godt ſom de kunne. Naar man ikke ſtrax vil fortælle dem ſyv lange og fyv brede om Kjiobenhavnernes Sæder; Levemaade og Cha⸗ racteer — ſaa hedder det: das ift ein dummer Junge! Hvad ſkal man nu gjøre? Man ffal jo teve. Man har Kone og Born at forſorge. For at tilfredsſtille ſaadanne nysgjerrige Her⸗ rer maa man ſtundom endog tillade fig en lille Forleden havde jeg min Nod ⸗ ſtmand, ſom abſolut vilde ſee J Forſtningen forſikkrebe jeg ham, 9 ſaadan Grab fandtes her, i Lon⸗ det.) God dam'n! — begyndte han nu paa ſin Engelſk? Hamlets Grav. findes ikke i Dan» mark? Har jeg ikke fæft i Sneſe Reiſebeſktivel⸗ fer, at hans Hauge findes i Elsinoren og hans Grav midt i Haugen?“ Han blev faa vred, af jeg ſtrax maatte ſadle om, og ſige, at jeg halbe buſket Feil, og at den ſalig Prinds rigtig nå ligger, begraven der. Neſte Dag maatte jeg tage og vor forſte Vei var hen til Maxienlyſt. Da vi kom til Ter⸗ rasſen, ſagde jeg med en meget alvorlig Mine: that is the. Grave of His royal hlighinesszthe Prince of Denmark (det er H. K. H. Prindſen af Danmarks Grav.), Is that fhy. Grave, poor Hamlet! ſagd han nu med Taarer i Øinene, og tog i dit ſamme et Bind af Shakeſpears Tragoedier oh af Lommen, og efterat han længe, nedſjunken i dybe Betragtninger, havde ſtaaet og ſtirret paa Terrasſen, raabte han, i det han kaſtede et KYS til ſamme: good Night, sweet Prince! and uſkyldig Løgn. med en Engel Hamlets Grab. har min evige lets Hauge? — cc 865 Tligh els sing thee to thy'rest!,+) — Jeg Erin eig Plage med dis ſe Engelffmend. een kommer hertil, er hans forſte ver G 9 nag: ſkal vi ikke ſnart tage til Ham⸗ Sporgsmaal: John Bull piinte mig i Fjor ſaa lœnge, at jeg ſtulde forſkaffe ham et Portrait af Prinds Ham⸗ al ſig ſelv af bare Glæde. Tet, at jeg, for at flippe ham, maatte kjobe et gammelt Treœſnit af Holger Danſke, og for— ære ham det. Engelſkmanden var ligeſom ude . Han takkede mig luſinde Gange for den Tjeneſte, jeg havde bes viſt ham, og jeg maatte: endog beſorge ham Glas og Ramme dertil. Han kunde ikke ſee ſig mat paa dette Uglebillede. * 181 AJZ det vi ſaaledes ſadde og talede ſammen, gienlod fra forſte Sahl. »Wir Bruͤder find noch Zecher Von alten Schrot und Korn! Wir leeren friſch die Becher, Ohn Eiferſucht und Zorn! Uns klinget ſilbertoͤnig Der Glaͤſer Melodei! Und unſer Ehrenkoͤnig ; Haͤlt gute Polizei! — au 2 ; Det er Selſkabet, ſom jeg ſkal med til Hamlets Grav. Det flaaer en Svier af. Han, der brøler ſom en Bjorn, er en „prifatiſirender Gelehrter.“ Ham har jeg iſer min Plage af; han vil udgive en Reiſe i Danmark, og har allerede Titelen ferdig. Den ſkal hedde: Na⸗ tur, Kunſt und Wiſenſchaft, oder Anſichten der Sitten, Bildung, politiſch⸗, ſtatitiſch⸗und geco⸗ nomiſche Verfasfung der Daͤnen, dargeſtellt in einer Reiſe in Daͤnemark im Jahre 1828, her: ausgegeben v. Z. in 3 Th. mit Kupfern. Jeg har hort, at Værket ſtager allerede i Meßſeca⸗ taloget anmeldt ſom fœerdigt. “ g Hvor længe har Hr. Z. da opholdt ſig i Kjøbenhavn; Han er kommen i forrige Uge, og reiſer. n 5 Hvorledes er det ham då muligt, at han 3 Bind om Danmark?“ Det er for De maa vide, det Meeſte af Reiſebefkrivelfen var allerede færdigt. førend kan ſerjve dam ſom Fod i Hoſe. 0 901 Rat, fode Prinds! Og Engleffgrer ſynge Dig til J Dag ſtal jeg igjen derned. En. end man i Almindelighed formoder. en Tos i min Tjeneſte, ſom ellers er en ſtor Gaas, men hun ſidder hele. Aftenen og leſer Boger fra Leiebibliotheket. nen, 866 han kom hertil. Han er af den Mening, fagde han nyligen, at man aldrig bor ſtrive paa ny, hvad Andre allerede have ſtrevet ligeſaa godt forhen. Han tilføjer derfor blot, hvad han ſelv har havt Leilighed til at fee og høre, og jeg gjør ham opmœrkſom pag. . Det er en beſynderlig Maade, at forfatte Reiſebeſkrivelſer paa. “ ; ; i Det er den almindelige, og gjangſe, min Hjerte, i vore Dage. Folk ere nu omſtunder ikke faa. ſämvittighedsfulde. En lille Logn meer eller mindre gjør faa men intet til Sagen. Bogen bliver. ligemeget Tæft for det. De maa vide, Ro⸗ maner og Reiſebeſtrivelſer, det er noget, ſom Leſerne beſtandigen maa have noget Nyt af, og Boghandlerué ſorge ogſaa for, at de ikke komme til, at mangle det. 5 Men paa denne Maade maa der jo udbre⸗ des mangfoldige vrange og falffe Efterretninger?“ »Hvad troer De andet? Hvor troer De vel de mange dumme, urimelige, pobelagtige Ideer, der i nyere Tider ifær have udbredt fig blandt Nationernè, kommer fra, uden fra ſag⸗ danne Kilder? Jeg er kun en ſimpel Mand, men ſtjondt jeg felv nok holder af at læfe en god Bog, ſaa indſeer jeg dog meget vel, at det fordømte Fabrik⸗ ſkriverie, ifær i Tydſtland, ſtifter langt mere Skade Jeg har Viſt nok læfer hun Romaner og Reiſebeſkrivelſer, ſom Fanden leſer "Bibelen, men. nogle gale Ideer blive dog altid hængende faſt. Nu kom de tre Herrer, ſom hele Tiden havde ſiddet og ſjunget Drikkeviſer, ned, hver. med ſin Cigar i Munden. En af dem, der havde en Harlequinskappe af ſkotſt Toi paa, raabte: „Zum Hamlets Garten!“ En anden, der var en tyk Engellender, med en Kappe af fort Vordug, ſtammede: 10 amlet's Garden! Den tredie, der var faa beruſet, at han neppe kunde komme op i Vog⸗ ſtreg — „meinetwegen — zum Teufel!“ Da de alle vare i Offenbacheren, ſprang Afſked med Hatten, ned ad Landeveien. I Leietjeneren op paa Bukken, hilſede mig til og nu fløj Vognen afſted 867 Anledning og Plan til et Skrivt, ſom vil udkomme under Titel af: Bi⸗ drag til rigrig Kundſkab om de Gamles Philo ſohpie, aner . Creuzers Plotin de pulero, og Pros klus de unitate et pulcritudine, "bedømt af Forfatteren af det Stykke i Skilderiets No. 38 f. A. ſom bleviſer, at de Gamles Philoſophie forener Frihed med Naturnodvendighed i A 7 Menneſket. Da jeg for en Tid ſiden læſte en meget lovende Anmeldelſe af en Forklaring over Hie⸗ roglypherne paa Obeliſkerne i Rom, faldt mig uvilkaarligen det Sporgsmaal ind: mon og vor Tidsalders Lerde ere i Beſiddelſe af nogen rigtig Kundſkab om de Gam⸗ les Philoſophie? thi uden at være i Beſid⸗ delſe af flig Kundſkab, vil aldrig nogen kunne forklare de omtalte Hieroglypher. Plato ſi⸗ ger (J): man bor ikke ſee hen blot til diſſe ſyn⸗ lige Ting; men ogſaa til de guddommelige, med "Hvilke de ſynlige have lige Bencvnelſer. Her⸗ mias ſiger (2) 1 at Theologerne forklare de gud: dommelige Ting ved Fabler. Euſebius anfs⸗ rer (3): ikke alene Grækernes, men endog Bars barernes gamle Phyſiologie var intet andet, end en Naturleœre, indhyllet i Fabler, og paa denne Maade en hemmelig og uforſtagelig Theologie, ſom under morke Taler og Allegorier ſkiulte det hemmelige i Myſterjerne. Proklus ſiger (4) det ſamme. Ogſaa Euſtath (5): ligeſom Wgypterne fordum udtrykte deres Tanker paa hieroglyphiſk Maade ved Lignelſer af Dyr og ved andre Tegn; ſaaledes giorde ogſaa de gamle Greker, og ſiden efter en Deel af Skytherne. Endelig ſiger Maxi⸗ mus Tyrius (6): hos Poeter, ſom hos ældre Phi⸗ C) Proclus in Tim. I. 4. p. 249. (2) in Phædr. Plat. p. 189. (3) Præp. Er. I. 3. E. (4) in rempl. Plat. p. 369. (5) in IIiad. TJA 23248 hel - 7 * 7 * 568 loſopher, er alt fuldt af morke Taler. cf ter diſſe, og mange fleres, eenſtemmige Ud⸗ ſagn flutter man vel ikke urigtigt, naar man ſiger: at den, ſom ikke veed, hvilfe de uſynlige Ting ere, ſom have fœelleds Benevnelſer med de ſynlige; den, ſom ikke kiender det, ſom ligger ftiult under de Gamles Fabler og Allegorier; ikke forſtaaer nogen af deres merke Taler i de— res Theologie; ikke indſeer noget af det, ſom bes tegnes ved de hieroglyphiſte Billeder af Dyr og ved andre Tegn; han har ingen, langt mindre nogen rigtig, Kundſtab om de Gamles Philoſo⸗ phie; han vil: følgelig ogſaa nok lade være at give en rigtig Forklaring over de omtalte Hie⸗ roglypher. Å Hint Spørgsmaal, ſom indfaldt mig, fo⸗ rekom mig at vere vigtigt; thi mange ere i vore Dage de Skrivter, i bvilke Mythologie og de Gamles Philoſophie forklares; og dyre ere diſſe Skrivter; og, derſom de ikke ſkulde inde⸗ holde rigtig Kundſkab om de Gamles Philoſo⸗ phie; da vilde deres Indhold være for en ſtor Deel Sophiſterie, men da vare ogſaa de mange Penge, ſom udgives for dem, ſpildte; og det, ſom vilde være endnu verre, da vilde ogſaa den Lærde let kunne vildledes ved flige Sktiv⸗ ter, og føres. længer bort fra at forſtage de "Gamle, fra hvilke vi dog have oprindelig. vore Kundſkaber og vor Aands Uddannelſe. ö Fordi dette Spørgsmaal forekom mig vig⸗ tigt, derfor eftertenkte jeg det, og troede at finde det, vel ikke let, men dog eiheller umutligt at beſvare. Den, ſom kiender i noget Omfang de Gamles Skrivter og deres Indhold, og har en Siel, ſom ikke alene kan ffiønne noget paa den Aand, ſom lever i dem, men kan ſkimte no⸗ get af et fuldendt Heelt, til hvilket alle deres Skrifter fore, han vil ogſaa kunne ſkionne; om den Aand, ſom lever i de Gamles Skxivter, fan ſpores i de Nyeres Forklaringer, og om diſſe Forklaringer indeholde noget, ſom kunde ſyns at lede til et fuldendt Heelt. Fordi jeg ikle har fundet i de Nyeres Forklaringer noget Spor, enten af den Aand, ſom lever i de Gamles v. 168. p. 632. (6) Dissert. 29. p.— Skrivter, eller af det fuldendte Hele, til hvilket deres Skrivter ſynes at fore, derfor forſsger ſeg — — c * — 569 at beſvare hint Spørgsmaal; hvilfet Forſog de Maade det Ordnede fuldſtendigere, folgende Blade ſtulle indeholde. ; Men før jeg begynder Forføget, bør jeg lade en tredobbelt Anmerkning gaae forud; den ſorſte er, at jeg forſtaaer ved de Gamles Phi: loſophie ei blot den, ſom man falder den Græs fle eller Platoniſke; men tillige den, ſom var alle øvrige gamle Folkeſlags Philoſophie, fordi man finder mere eller mindre af den hos dem alle, endog hos de gamle Nor dboeres. Beviis for dette ſidſte er, at Odins Stridshelte vare 432000, hvilket Antal er de Dele, i hvilke Dys rekredſen var deelt, og hvilke Dele betegnede det Antal af Aar, ſom det ſtore Verdensaar, efter alle oſterlandſke Folkes Mening, indeholdt ; hvilfen Mening endog Salomo holdt for at være kigtig (1). Derneſt fordi denne Philoſophie var langt ældre, end Plato; han opfandt intet Nyt ü den, men han ſogte og laante allevegne fra, ae det ſaaledes ſogte og laante, ordnede et Samlede, og fremſatte paa en uopnagelig end det fandtes paa hans Tid. At dette er Sandhed, det kan ſees af Diogenes Laertius (2) og af Athencus (3). Denne Philoſophie ſynes derfor at kunne med ſtorre Ret kaldes de Gamles, end Platoniſk, Philoſophie; endog fordi man ved den ſidſte Benævnelfe gier, at man troer den langt yngre end den virkelig er. : Den anden Anmerkning er, at der ere Grunde, af hvilke man maa troe, at Jødernes Philofophie var den ſamme, ſom alle øvrige Fol⸗ keſlags, og at Jøderne følgelig mage regnes med fil de gamle Folkeſlag, om hvis Piero Ta⸗ len er her. Ariſtobulus ſiger (4). At det, ſom de Gamle ſagde om Naturen, det ſamme ſiges endnu af Philoſopher uden. for Græœkenland, af raminerne i Indien, og af de faa kaldte Jo— der i Syrien. Vilde man indvende derimod, at Joderne tilbade kun en eneſte Gud; men de ovrige Folkeſlag tilbade derimod', derordnede Guder; da er dette vel ſandt; men (1) Vlisd, o. 13. v. 9. (2) J. 3, 5, 6, 8. (3) Deipnos. I. 11. c, 15. (4) Cyrill. Alex, I. 4, P. 134. TS TELE . Erkeengle, og forſkiellige hinanden Seth. ſamme ſom Sind, mens: foruden en; eneſte overſte Gud, tillige utallige hinanden un⸗ — 870 10 Engle, Underordnede himmelſke Magter, hvilke vare, paa Binavnel⸗ ſen og Dyrkelſen nær, omtrent det ſamme, ſom de øvrige Folkeſlags hinanden underordnede Gus der. Hertil kommer, at, naar man betragter med Opmerkſomhed den indvendige Indretning af Jodernes Tabernakel og Tempel, den ypperſte Pre— ſtes bhele Paaklœdning, alle Apparater til derts ud— vortes Gudsdyrkelſe, ſtore Hsitider, og de Oyr, ſom de offrede og ſammenligner alt dette med de øvrige Fol⸗ keſlags Philoſophie, Aſtrologie, og med Dyrene i Dyrekredſen; da maa man troe Joſephus, naar han ſiger (1), at i alt dette foreſtilles paa nos gen Maade Tingenes Natur i Univerſet. Der⸗ ſom man endelig efterſeer den greſke Overſet⸗ telſe af det gamle Teſtamente, og denne Overſet⸗ telſe maa vel anſees, ſom rigtig, da faa mange Steder ere Ord til andet anførte af den j det nye Teſtamente; da vil man finde utallige Ste⸗ der, i hvilke det felv ſamme ſiges, ſom er ſagt og lært af de øvrige Folkeſlags Philoſopher, Som Beviis for, at dette er ſandt, vil jeg an⸗ fore tvende merkelige Steder, ſom angaae Men; neſkets Siel. ed f Moſes ſiger (2). Adam — avlede ar Tyv de ÆVT8; i n TYV Euνν e t Plotin ſiger (3) enhver Idee er det og Porphyr ſiger (4): det fuldkomne Sind, mens, er Menneſtet felv, hvis Billede enhver af os er. Diſſe Steder, fans vel det hos Moſes, ſom de af Plotin og Por⸗ phyr, tillegge Menneſket et fuldkomment Sind, mentem, det er Fornuft, ſom er reen, fordi den er frie for al Materie og opheiet over den, og de erklære denne rene Fornuft at være det egents lige, ſkient uſynlige Menneſke, og Legemet at være kun et Billede af dette Menneſke, hvilket ogſaa er viiſt udforligt i Kiøbenhavns Skilderie (s). Det andet Beviis er Salomos Ord (6): Den Viſes Hierte er til hans Hoire, og Daa⸗ det er tillige ſandt, at Joderne 7 J) ant. Ind. 1, 3. c. S. (2) Gen. 5, 8. (3) Enn. 5. I. 9. c. 8. p. 561. (4) ap. Stob. 121, p. 186. (5) No. 38—1827. cles. 0. 10. v. 2. i erm. (6) Ec- S71 - (4 rens til hans Venſtre. Svidas ſiger (1): de Gamle kaldte det til Venſtre taabeligt; men det til Hoire kaldte de fornuftigt. Oprindelſen til dette Ordſprog, ſom fees heraf at have været i Brug hos andre Folkeſlag, ſom hos Jøderne, finde vi i de Gamles Philoſophie. Plato figer(2), at Sielen, ſom er dannet af Elementerne (nem⸗ lig etheriſte) er deelt i tvende: ſammenhengende Kredſe; af hvilke den ene inden i Legemet er deelt i fer Dele, og ligger til venſtre i Legemet; men den anden om Hoire. Den, ſom er udeelt og een, er af den Natur, ſom er altid den ſam⸗ me, den anden, ſom er deelt, er af en Natur, ſom er anderledes. Det kan ikke paatvivles, at Dette Begreb, ſom de Gamle havde om Sielen, er Oprindelſen til hint Ordſprog; thi Proklus ſiger (3), efter Pythagorcernes Mening var det, ſom er af den Natur, ſom er altid den ſamme, lige med det til Hoire; men det, ſom er af en Natur, ſom er anderledes, lige med det til Ven⸗ ſtre. Dette Sted ſiger os da, at det til Høire er af ſamme Natur, ſom Sielens ydre Kreds ;. men det til Venſtre af ſamme Natur, ſom Sie— lens indre Kreds. Hermias, i Anledning af, at Sokrates fandt, at Pheedrus havde. noget ved venſtre Side under fine Klœder, ſiger (4): det til Venſtre tilkiendegiver, at flig Talekunſt (Phedrus holdt Lyſii Tale ſtiult ved den ven— fire Side under Klederne) angaaer det, ſom er i Sielen det ſlettere, og er ikke af det, ſom er den fornuftige Siels rene og hoieſte, det er, ikke af Sindet, mento. Dette ſiger Hermias, fordi Sielens indre Kreds til Venſtre er lidenfkabelig; dens ydre Kreds til Hoire derimod Fornuft, ratis. Denne Forkla⸗ ring af det til Højre og Venſtre ſtemmer aldeles overeens med Platos egne Ord i Phedro (5), hvor han ſiger, at Sielen, betragtet ſom et Heelt, naar den deeltes, da fandt han ie den Deel til Venſtre en ond Eros; men i den til Højre fandt han en guddommelig Eros, ſom vel havde ſamme — 5 (1) in voc. gero ge. (2) Diog. Laert. I. 8. 07. 68. (3) in Tim. I. 5. p. 344. (4) in Phædr, Plat. p. 72. (5) in Phadr. c. 49. P. 43. ed. Ast. * 872 Nan, ſom den anden, men forer til. Henryk kelſe, og er Aarſag for os til det ſtorſte Gode; Af dette Sted ſees aabenbar, at hint Ordſprog havde fin Oprindelſe øf de Gamles Begreb em Sielen. Tillige ſees deraf, at de Gamle havde en dobbelt Eros eller amor, en ſandſelig ond, en guddommelig god. : i Derſom nu hint Ordſprog var i Brug hos Joderne, ſom hos andre Folkeſlag, og derfor dette Ordſprog havde ſin Oprindelſe af Menne⸗ ſkenes Begreb om Sielen; da mage Joderne vel ogſaa have havt ſamme Begreb om Sielen, ſom de andre Folkeſlag, og følgelig Joderne regnes i denne Henſigt til de Gamle, om hvis Philoſo⸗ phie Talen er her.“ Det anmerkes for det tredie, at i dette Skrivt er Talen aldeles ikke om, enten de Gam⸗ les Philoſophie er rigtig, eller ikke rigtig; men alene om, hvad de Gamles Philoſophie lærer, uden alt Henſyn til, om det, ſom Den lærer, er rigtigt eller ikke rigtigt. a a Planen til Skrivptet. * Naar en Mand, ſom ikke er berømt; end ikke kiendt, ſom Lord, foretager fig at bedømme Arbeider af en Mand, ſom er for Tiden den al⸗ lerbersmteſte i ſit Fag, og ſom et Orakel, hvis Orakelſprog omdanne den hele Mythologie, og give den en anden Form; da troer jeg at ſlig en Mand, ſom foretager fig ſaadant Arbeide, bør; for at forſkaffe ſig nogen Tiltroe hos Laſeren, begynde Arbeidet ö NN 2 a. Med at beviſe, at han, ffiønt uberenk, endog ukiendt, dog har faa megen rigtig Kund⸗ ſkab om de Gamles Philoſophie, at han kan nos genledes dømme, om det, ſom ſiges eller lars om den, er rigtigt eller urigtigt. For at gie fligt et Beviis vil jeg begynde med en korkſal⸗ tet, men dog nogenledes tilſtrœkkelig Indledning til det forſte og vigtigſte i de Gamles Philoſo. phie, i hvilken Indledning ethvert ftørre eller mindre Led fkal vorde belagt med de Gamles egne Ord. Slig en Indledning, ledſaget over alt af de Gamles egne Ord — vil tillige oplyſe det vigtigſte af det, ſom maatte være uforſtaat⸗ ligt i de nævnte Stykker af Plotin og Proklus — vil afgive et Slags Maaleſtok for det, ſem maatte vare rigtigt eller urigtigt i Udgaven g e —— — den, og agter han neppe Navn af virkelig Philolog. ſamme -fom Plotin og Proklus, havde ſikkerlig deres r rr 3 573 — vil, fætte, enhver, ſom leſer Sandhed højere, end Beromthed, iſtand tir at kunne domme om, paa hvilfen Side Sandhed og det rigtige er. > b. Med at foreſkrive fig ſelv de Regler, hvilfe. han troer at burde i hans Forhold folge ved dette hans Arbeide — i Henſigt til de Gamle, ikke anføre noget, ſom lært af dem, uden. filſtrekkeligt Beviis, ikke af de Nyeres Ud⸗ ſagn, man af de Gamles egne, Ord; og ikke lagge i deres Ord anden Mening, end den, ſom ligger aabenbar i dem i deres Sammenhæng med del Sted, af hvilket de ere tagne — i Henſigt til de Nyere: da enhver, ſom arbeider i en Vi— denſkab, fortiener, naar han kun ikke arbeider alene for Brod, eller for Penge, eller for at biſſe Stykker; fage et Navn, Agtelſe, ifær af dem, ſom dyrke ſamme Videnſkab; faa. bør denne Agtelſe viſes ham ved at paaſtionne det Gode, ſom findes i hans Arbeide, efter dets Verd; dog bor det Urigtige i ſamme ikke forties, men viſes til⸗ ſtrekkeligt; og, hvis der findes ved det Urigtige for ſtor Selvtillid, eller vel endog Overmod, til— borligt, dog med Anſteendighed, revſes. . Med at fremſette de Regler, hvilke han og enhver har Ret til at fordre, at den, ſom Udgiver, operſœtter, forklarer eller retter. noget Skrivt af de Gamle, bor folge. ' I) Den, ſom foretager fig fligt et Arbei⸗ de, han maa, være. virkelig Philolog, det vil ſige: han maa ſaaledes forene fund Philoſophie med Philologie, at hans Dommekraft er øvet og ſtierpet nok til at kunne fee, om den Betydning, fan han tillegger en Forfatters Ord, ſtemmer, eller ikke ſtemmer, overeens med den hele Tanke— gang af hans Forfatter, og pasſer, eller ikke pasſer i Sammenhengene paa det Sted, ſom han bearbeider. Derſom det mangler ham paa flig ovet og ſtjerpet Dommekraft, da fortjener 2. Det Skriot, ſom han vil bearbeide, bor han ikke blot gjennemblade eller efterſee, hvad andre kunne have ſagt om det; men han bor ſtudere det ſaaledes, at han kan uddrage af Forfatterens fuldſtendige Plan. Mænd, Plan forud, efter hvilken de arbeidede; det viſe — 574 deres Arbeider. Derſom det, ſom m , 7 beide, er kun et Stykke af et Heelt, de e Hele ſtuderes, og dets Plan uddrages nogen⸗ ledes fuldſtendig. Den faaledes uddragne Plan udbreder et Lys, ei alene over det He⸗ le, men endog over hver enkelt Deel af det Hele, ja undertiden endog over enkelte Ord, og gjør Arbeidet lettere og ſikkrere. Uden flig ” Studering og en ſaaledes uddragen Plan er-Urs beidet tungere, og Arbeideren famler, ſom i Morke, ſtoder ofte an, og forfeiler det Rigtige. 3) Ved de Beviſer, ſom han anforer for Rigtigheden af det, ſom han foredrager, bor han alene bruge de Gamles Üdſagn, og ingenlunde de Nyeres; thi derſom det, ſom han foredrager, er rigtigt, og derſom han har Belœſenhed nok i de Gamle, og har ikke alene gjort Excerpter af dem, men endog indrettet ſine Excerpter ſaaledes, at han kan let og ſnart gjennemlobe et kort Ind⸗ hold af det vigtigſte af dem, da vil han hos de Gamle finde nok af de ham nødvendige Beviſer. Den, ſom tyer til de Nyere for at fane Beviis, han forraader dermed, at noget af det Foran— forte mangier ham. UÜdſagn af de Nyere i dette Fag ere at anſee, ſom et Intet, ſaalenge det ikke er afgjort med fuld Vished, at man har rigtig Kundfkab om de Gamles Philoſophie; men at ſaadan en Vished ikke haves om flig Kundſkab, det beviſes alene af den Strid, ſom endtes kun med den kundſkabsrige og fordrings⸗ loſe Vosſes Dod. (Sluttes i neſte Nr.) ? ; Indenlandſke Efterretninger. Det i offentlige Blade faa fordeelagtigen omtalte, af Hr. Louis Aumont malede Por⸗ trait, ſom har været at ſee paa den Kongelige Udſtilling i Paris, er, foruden andre Portrafter af ſamme Konſtner, ankommet hertil, og ſaavel hiint ſom disſe ere nu udftillede paa det Konge⸗ lige danſte Academie for de ſtjonne Konſter. — — man de bedſte i Lucriner⸗Soen. 578 5 Blandede Efterretninger. „Et nyt Phanomen er opſtaget pan de pa⸗ riſiſte Gourmanders Horiſont, nemlig, en Haandbog for Oftersſpiſere. J Hr. Alex⸗ ander Martins nylig udkomne Manuel de Ja- mateur d'huitres (Paris hos Audot; Priſen 2 Franker) gives ſtatiſtiſfke, skonomiſke og natur⸗ hiſtoriſte Details angagende denne vigtige Bord⸗ Artikel. Efter en i Hr. de Montignys Provin- cial de, Paris i Aaret 1820 anſtillet Beregning forteres i Paris aarligen ikke færre end 8 til 900, 00 Duſin Oſters. Disſe Hſters høre til ikke mindre end 18 forſtjellige Arter, der ere bekjendte i Paris og iblandt hvilke den Oſters, ſom man kunde kalde Miniſter-Yſterſen, og ſom udmerker fig ved Dineerne i Rue Therese og Rue Riroli, er den Oſtendiſke Oſters. — Gſtersfangſten er undertiden. farlig. Paa Ky⸗ ſten af Øen Minorca vove alene Spaniere at udſætte fig for Farerne derved. Tvende Perſo⸗ ner beſtige en Baad; den ene kleder fig af, binder en Hammer til fin højre Haand, og dyk⸗ ker nu 10 til 12 Favne dybt, for at ſoge Oſter⸗ ſerne. Han flaaer nu faa mange af dem los fra Klippen, ſom han kan holde under ſin venſtre Arm, og flynger fig derpaa i Veiret ved et Stod med Foden imod Havets Bund, hvorhos hans Kammerat hjælper ham. Denne vederfvæger ham med et Glas Brendeviin og laver ſig der⸗ paa til ſelv at dykke ned. Hſtersfiſkerne kunne 15 isvrigt roſe fig af ſtort Held, naar de ikke un⸗ der Bandet møde en Hajfiſk, der eder en Arm eller et Been af dem. — Allerede i Oldtiden var Øfterfen meget "afholdt; Romerne betragtede den ſom en flor Lœkkerbidſten. Seneca og Cicero ſpiſte den meget gjerne, og til deres Tid. fif Hſterſen er ſerdeles tjenlig for en ſvag Mave, da den faa let fordejes. Den ſtore Boerhave, den berømte Sue, den udmerkede Saarlœge Parcy anbefalede den til deres Syge, og Hr. Martins Bog vil ſandſynligviis ikke bidrage til at bringe den i Miskredit. . 7 5 Ki: i (£. B. D. B. H. 284.) . . ⅛—½ . , , . . ̃ .. ⁵˙ —wͤ———— Kjebenhavn. Forlagt af S. Sold in. Trykt i L. J. Jacobſens. Bogtrykkerie, — SLET '. — 1 1 — . . 1 Tre Onſker. een eller anden Maade bleve gjorte opmerkſom⸗ merſiden af Parquetlogerne kunde ,gjøres en av 5 Så 576 — Indſendte.) j I): J Skueſpilhuſet er Beſtemmelſen af de nye Seeder, ſom kunne (laaes op, ſaavel i Parquettet ſom i Parterret, egentligen, at, lette Veien for dem, der ſkulle preſſe fig igjen⸗ nem det yderſt ſmalle Pas. Men da de fleſte enten af Uvidenhed om denne Beſtemmelſe eller af Efterladenhed, ſjeldent ſlaae Sædet op, faa falder hele Nytten ganſke bort. Naar Folk paa me herpaa, vilde de efterhaanden vænnes til at gjøre det. e 2) Det har forhen været offentligen ſagt, at Sederne i Parquettet ere alt for ſmalle og at den ene Zilfuer ſidder for tet op til den ans den. Alle Sæderne ere af een Dimenſion; men da alle Legemer ikke ere det, ſaa er det ofte en Puk, at fee en corpulent Dame, indeklemt imel⸗ lem to corpulente Herrer, naar Handelſen eller Controlleuren fører dem ſammen, hvilket let kan ſkee. Ei at tale om, at den Fornojelſe, Spillet. yder og Pungen har betalt, forbittres ved en ſaadan Presning, ſaa kan det ofte give Anled⸗ ning til ubehagelige og forſtyrrende Kavlerfer. Al den Ulempe kunde hæves, ved at renoncere pad. I eller 2 Rbds. Indtegt, det vil ſige, naar der paa hver Benk kom eemeller to ferre ot ſidde end nu. Offeret var jo ikke ſaa ſtort, i Forhold til den Beqremmelighed, det forſkafſede Tilſtuerſt. 3) Hvis der i den ſmalle Gang paa Num den Indretning, i Henſeende til de Kleder og Hatte, ſom der ophænges, hvorved Udgangen, natt Skueſpillet er ude, mindre ſperredes, fan vilde Almeenheden være godt tjent, dermed, ) * Øg Bekjendtgjorelſe. Paa det ingen forgjeves ſkal gjøre fig Uhis lighed bekjendtgſores, at intet enkelt Nun⸗ mer af Skilderiet ſelges, da der ei nik kes flere Exemplarer end der til Subffribenfernt behøves. . ' — * Nyeſte Skilderie af Kjeben habn. IL Femogtyvende Aargang. No. 37. i "Udgivet og redigeret af Fr. Thaar up, Etatsraad. Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. Tirsdagen den 6 Mai 1828. FFT TTT . William Shakſpeare. Natura il fece e poi ruppe la stampa g Ariosto Orl, für. 10. 84. (Naturen danned' ham og ſonberbrod Formen). N Medens ſaa mangen ubetydelig Ridders⸗ mand og Klerk er bleven foreviget ved Meiſſe— len, Gravſtikken, Penſelen eller Pennen, dode nogle af de meeſt udmerkede Aander i Verdens Uarbøger bort, uden at man fjender noget Om⸗ ſtandeligt til deres egentlige Liv, eller at Tiden har leveret os noget Billed af dem, ſom man har ſudkommen Vished om, at være deres. Blandt diſſe er iſer Shakſpeare, den ſtorſte og entſte. Digter i ſit Slags. dom, lige indtil hans attende Aar, veed man naſſen intet; Udførligt: og Beſtemt. poſſerer han ſtundom for en Uldvevers Son. Saaledes er han fremſtillet baade i Paſtor Boys Drama, William Shakſpeare og i Prof. Oehlen— ſchlegers Digt af ſamme Navn. Men efter Augustine Skottowe's Life of Shakspeare, ſom er den nyeſte Levnetsbeſkrivelſe af Digteren, den engelſke Literatur eier, var Shakſpeares Fader, John Shakſpeare, oprindeligen Handſkemager, ſiden Slagter og tillige Uldhandler (Dealer in Wool), thi Stratford, hans Fødeby, var netop: et Fabrikſted for Klæde. og Garnſpind. J et Document af 1890 kaldes John a Woolstapler (ulphandler). — At William Shakſpeare har vær: Om hans Ung⸗ Hos os ret Vaver, ſom i begge hine danſke Digte angi⸗ ves, er derfor” uhiſtoriſt. Alt hvad man ved - om hans Ungdom er omtrent dette. Født i April (hvilken Dag har ingen bekymret fig: om) 1554, blev han døbt, ſom Kirkebogen udviſer, den 26 de ſ. M.; men man antager, ffjøndt uden Hjemmel, at han kom til Verden den 23de. Han blev ſat i en latinſk Friſtole, hvor han formodentligen har lært „den Smule Latin,“ ſom hans Ven Ben Jonſon, forſikkrer, at han havde inde. Hans Foreldres fattige Omſten⸗ digheder vare en uimodſtagelig Hindring for hans Fremſkridt i Dannelſe. ham hjem fra Skolen, og han underſtsttede nu ſin Fader i hans Forretning, ſom paa den Tid. nok var Slagter; hvis man ellers kan kroe det Sagn, at den unge Shakſpeare ſlagtede en Kalv og Li hoi Stiil“ holdt en Tale derved. Den ſamme Autoritet beretter ogſaa, at han har ver ret Landsbyſkolemeſter. gaaende deres ſtore Digters Liv, medens han levede, faa pedantiſke vare de, to Aarhundreder efter : hans Dod, i at opføge, af hans egne Verker, Bes⸗ viſer for, hvad: han da ſyſſelſatte fig med. De, ſom ville godtgisre, at han har været Uldhand⸗ ler, beraabe ſig paa Winter's Tale, Act. IV. Sc. II. hvor det hedder: „Lad mig fee — hover elleve Vedere — otte Tods — hver Tod giver — Pund og nogle Shilling; femten Hundrede klippede. — Hvad komme lden paa?” — De, De maatte tage Men ligeſaa efterladende Britterne have- været i at optegne Nöget an⸗ — 579 ſom paaſtaae, at han har været Slagter, hente Beviſet fra Henry IV. Act. 3. S. 1. ; Og ſom en Slagter fager Kalven frem, Den Arme binder, flaaer den naar den viger, Og flæber den til blodigt Slagterhuus etc. Paa denne Maade funde man af den polis tiſte Kandeſtober beviſe, at Holberg har været Hattemager, thi i Anſogningen fra Hattemager⸗ laugets Oldermand, tales med temmelig Sag— kundſkab om Caſtorhatte. — Men ſaaledes ere Engelſkmendene. De fjende intet. uden Bder⸗ ligbeder. Tilfeldet har været med Pope; der ſamlede ſig en anſeelig Formue, blot ved fin Overſettelſe af Homer, og ſom endnu er det med Walter Scott, hvis Romaner de ſnarere ſluge end leſe; eller de lade dem ſulte ihjel. d 7 Å Ikke nok, veed angaaende Shakſpeares Levevei, lige ind⸗ til han blev gift; man eier endog intet auten⸗ tiſt Originalportrait af ham. De mangfoldige kobberſtukne Portraiter ere tegnede meeſt efter Konſtnernes Phantaſie, og adſkillige Copier af det ægte: fundne, den ene Dag og glemte den anden. Originalen tit det, ſom findes foran den forſte Folioudgave af Digterens Veerker, er uvis, og Copien desuden elendig. S Shakſpeares Fader, ſom egentligen ikke har havt anden Fortjeneſte, end den hoiſt tilfældige, ” at have ſkjenket en udødelig Digter Livet, men jovrigt i dennes Opvext var ſaa fattig, at han aldeles ikke kunde give ham nogen Opdragelſe, der paſſede til hans magelsſe Genie, maa dog for ſaavidt interesſere os, nojere at kjende, ſom netop den Uſſelhed, hvori Digteren vorte op, og de Hindringer, han har havt at beſeire, beviſe, det ſande Genies Magt til at overvinde dem. John Shakſpeare nævnes forſt 1558. Han bekledte ad⸗ ſkillige Municipalembeder i Flekken Stratford. 1568 var han endog Alderman og 1871 valgtes han til Overalderman for neſte Aar. nedes da blandt Indbyggerne af anden Claſſe. Indtil 1574, da han kjobte fig to Huſe, havde hans Formuesomſtœendighed ikke "forringet fig. Men fra den Tid af, da William Shakſpeare var ti Aar, altſaa i en Alder, hvor han ſkulde lære noget, gik det til Agters for John; 1574 Enten berige de deres Digtere, ſom at man intet med Beſtemthed Han reg⸗ f * 580 maatte han pantfætte den lille Eiendom, ſom han havde faaet med fin Kone, for 14 Pd. hans Colleger kjendte faa godt til hans tunge Kaar, at de eftergave ham Halvdelen af de 6 Schill. 8 Pence, han fkulde ſvare ſom Alder⸗ man og aldeles fritoge ham for at betale hans ugentlige Bidrag af 8 Pence til de Fattige, Paa ſamme Tid ſkyldte han en Bager i Strat⸗ ford 4 Pd. og maatte ſtille Caution for denne. ubetydelige Sum. Næfte Aar findes hans Navne | paa Liſten af dem, der ikke have betalt deres Bidrag til Indkjob af manglende Vaaben; 1585886 ſkulde der gieres Indforſel i hans Bo, men ſom, paa Grund af hans Fattigdom, ikke ſtete. Der blev fort til Protocol: Joh'es Shackspeare nihil habet unde distr. potest le- vari. 1587 blev han atter fagføgt for Gjeld. Hans Kaar i de paafolgende ti Aar ere ikke nøje bekjendte, men de fynes ei at have været gode, thi han ſagde ſelv 1597, “at han- havde meget ringe Formue: og meget faa Venner,” og iſen Anſogning fra Byfogeden og Borgerne i Stratford, af 1590, tales om „den haabeloſe Trengſel af den eengang faa ſerdeles velhavende Uldhandler (Woolstapler).“ Byen var da kom⸗ men i ſtort Forfald af Mangel paa ſaadan Han⸗ del. John Shakſpeare dode 1601. Hans eld⸗ ſte Datter, blev gift med en Hattemager, navn⸗ lig William Hart. Hende teſtamenterede ſiden hendes udødelige, Broder 18 Pd., ag alle de Kl; der, han gik i, og det Huus, hun boede i, imod en aarlig Rente af 1 Schill. ſaalenge hun levede. Familien Hart er vedbleven at boe i Stratfeid i de to Aarhundreder, der ſiden Digterens Dod ere henrundne (endnu 1794 var eet af Shak⸗ ſpearsHuſe i denne By en Slagter HartsEiendom. Digteren giftede fig i ſit attende Aar med en velha⸗ vende Forpagters Datter, ſom var otte Aar æl: dre end han; men hverken forbedrede hun hans Omſteendigheder, eller bragte Forbindelſen ham til at ſtaae paa et højere. Trin i Selkkabet, Shakſpeares Wgteſkab var lige ſaalidt et Bevitß paa hans verdslige Forſigtighed, ſom en ſenere Begi⸗ venhed i hans Liv paa en viis Characteer. Han havde Omgang med udſvcvende Perſoner, hvoraf nogle ideligen udøvede Vildttyverie, og han gjorde dem mere end eengang Selſkab i deres Krybſkyttetie — 581 van Sir Thomas Lucy's Enemeerker. Ved Paa⸗ gribelſen troede han fig for haardt behandlet og bevnede fig, ved at opflage paa den Beſtjaalnes Port et Spottedigt, hvis Characteer man alle— tide feer af folgende Linier; Thi Lucy er luft i Alt hvad ham møder,” Sir Lucy kaldes deri tt Eſel i London og en Fugleſkremmer hjem— me, for i egen Indbildning og et Eſel i Staten. Ut han forøgede denne Forſeelſe med en Sornærmelfe, kunde ikke andet end opbringe Tho— mas Lucy i den Grad, at han forfulgte Vildtty— ven, ſom blev tvungen til at flygte med Kone og tre. Born, af hvilke de to vare Tvillinger, til London. Dette indtraf omtrent 1884 eller i Shakſpeares 21de Aar. Nu kunde man ſporge, hvad vakte hos et Menneſke af ſaa ſimpel Opdragelſe og faa ringe Kaar den forſte Idee til at vorde Skueſpildig— ter? Ligeſom Frøet forſt maa lægges i Jorden, blive Spfre og. Plante førend det kan blive et Tr, ſaaledes maa Geniet allerede” fom Em— bryo, ikke favne den Leilighed, ſom er nodven— dig til at tende den himmelſke Gniſt. Shak— ſpeare manglede ikke en ſaadan Leilighed. Ind⸗ byggerne i Stratford vare ſtore Elſkere af thea— ttalſke Morſkaber. Ikke færre end fire og tyve Beſog havde de af Skueſpiltropper imellem 1569 og 1587. Fra hans tidligſte Barndom indtil hans Mand: domsgalder var hans Opmerkſomhed henvendt paa Skuepladſen, ved beſtandigt tilbagevendende Til— trekkeſſe, og ſandſynligviis, ved Bekjendtſkab og »Omgang med Skueſpillere. Men var han ikke bleven nodſaget til at flygte til London, faa var han i Strakford neppe bleven Skueſpiller og Skueſpildigter. Ligeſom et Frokorn, der kom⸗ mer til at ligge i en alt for ſandet Bund eller mangler Regn, hentorres og deer i Fodflen, maa nodvendigviis Geniet, med al ſin indere Kraftudviklings: Eone, dog gage under, naar de ferſte ubetingede. Vilkaar for dets. Udvikling mangle. Havde Shakſpeare ſavnet hiin Lei lighed til, i fin Fødeby tidligen at blive he: kjendt med Skueſpit, faa vilde han viſt nok have üdmerket ſig blandt Stratforderne ved ſin Vid og Forſtand, men hans Aand vilde neppe have faget den Retning, den tog. Mange tuſinde (7 Blomfter fremkomme i Vaaren paa Zræet, alle 582 med naturlig Kraft til at blive Frugt, mange af dem endog til at blive udmarkede i deres Art; men en eneſte Mars Blaſt nedvifter de ſtjonne⸗ ſte Forhaabninger. Saaledes ogſaa med Geniet. Der har viſt allerede været født ligeſaa ſtore maleriſte Genier, ſom Raphael og dramatiſke, ſom Shakeſpeare. Men Leiligheden til deres Üd— vikling manglede; Stormen blæfte Blomſterne ned, og Ormen ſondergnavede Frugten førend den end kom til Modenhed. f (Fortſeœttes,) 22 ͤ SEE SSL SEES / TTT... Anledning og Plan til et Skrivt, ſom vil udkomme under Titel af: Bi— drag til rigtig Xunoftab o m de VU 7 eller Creuzers Plotin de pulero, og Pro⸗ klus de unitate et puleritudine, bedømt af Forfatteren af det Stykke i Skilderiets No. 38 f. A. ſom beviſer, at de Gamles Philoſophie forener Frihed ". med Naturnodvendighed ei Menneſket. (Sluttet; fee forrige Nummer.) — 4) J hans Arbeide bor han ikke bruge flere Ord, end de, ſom ere nødvendige til at gjøre det, ſom han behandler af hans Forfatter, tydeligt; og end mindre bor han indblande no- get Uvedkommende i det, ſom han behandler. Den, ſom bruger i hans Foredrag flere Ord, end de, ſom ere nødvendige til Tydelighed, han gier fit Foredrag utydeligt ved de flere Ord, og vi⸗ fer derved tillige, at han ſelv ikke har tenkt ty⸗ deligt det ſom han foredrager. Den, ſom ind— blander Uvedkommende Ting i hans Foredrag, han bruger de gamle „Sophiſters Kunſtgreb, noder derved Leſeren til at dele fine Tanker, og ſvekker ved denne Deling hans Dommekraft. Slig en Lerd fortiener mere Navn af Sophiſt, end af Lerd. 58) Han bor viſe Beſkedenhed i en tre⸗ dobbelt Henſigt: — Imod de Gamle, hvis" av 583 Skrivter han bearbeider; nogle Nyere. have un- dertiden den Vane at de, maaſfkee for at ſtiule deres Uvidenhed, falde det, ſom de ikke forſtaae, Kierlingſladder, Digt, Fabelagtigt, nuga, com- menta, fabulosum. Dette ſraffer dem ikke Ag⸗ telſe hos den, ſom diner deres Uvidenhed, og kiender noget til de Gamles Foreſtillingsmaade, og til deres Aand. — Dernæft Beſkedenhed imod ven, ſom har forud arbeidet i det ſamme, i hvilket han arbeider ſiden efter. Den, ſom har arbeidet forud i noget, har havt fungere Arbeide, end den har, ſom arbeider i det ſamme ſiden efter; den Forſte fortiener derfor af den Sidſte Tak og ikke Nedverdigelſe, og, derſom den Forſte har begaaet Feil i hans Arbeide, da gavner han, endog ved dem, den Sidſte, hvis denne har Kundſtab og Skarpſind nok til at fee dem og at rette dem; men lader han dem ſtaae urettede, og beholder dem i hans Arbeide, da viſer han der⸗ ved at det mangler ham, enten paa tilberlig Agtpaagivenhed eller paa. Kundſkab. — Endelig Beſtedenhed i Henſigt til hans Læfere; man finder hos nogle af de Nyere, at de ved at rette endog- underkiden de Steder og Ord, ſom maa⸗ ſtee ikke burde rettes, ſette derved et rectius; og at de, ved at forandre den forefundne Di⸗ ſtinktion, ſom maaſkee ikke burde forandres, ſœtte et sic distingrendum. Hvor en kyndig Tanker finder fligt, der taber han en Deel af ſin Agtelſe for Arbeideren. Det vilde dog være beſkednere og klede bedre, om den, ſom bruger hine Udtryk, ſatte et forsan foran Udtrykket. 6) Han bor vogte ſig for at ſynde imod Mythologien, ſom er fra førft af født af Phi⸗ loſophien og opammet af Religionen. Den, ſi⸗ ger Hermias (1), ſom ikke ſoger med Fornuft at fatte Mythoplaſternes Mening, men holder ſig blot til det, ſom er ſynligt, han ſynder imod Den Mening, ſom ere fra forſt af kan aldrig foörändres; jo — (1) Fhædr. Plat. p. 985 süpr. og 92 infr. S884 ſoger at indſkrue Mythologien, er intet andet, end rent Sophiſterie. N Naar jeg vil underſoge om vor Tidsalders Lærde have nogen rigtig Kundfkab om de Gam⸗ les Philoſophie, da burde denne Underſogelſe billig omfatte de Lerde blandt. ethvert dannet Folk i Europa; men da der gives flere dannede Folkeſlag, hvis Lærde ikke juſt giore Paaſtand paa at kjende rigtig de Gamles Philoſophie; og der gives mere, end et Folk, blandt hvilket Hie⸗ rarchie og Munfevæfen vokker Opſætſighed mod dets Regjering, og væbner Brødre til at myrde Brodre; endelig et ſkarpfindigt Folk, hvis Skarp⸗ find ſynes for Tiden at vere henvendt paa det alene ſom kan forøge dets Magt og Herredom, formere dets Rigdom og Anſeelſe, forflere dels behagelige Nydelſer for Sandſer og Phantaſie; faa ſynes det, at denne Underſsgelſe kan forbi⸗ gage de Lærde blandt alle disſe Folk. Derimod bor den omfatte det Folkes Lærde, om hyilke man burde og kunde formode, at de have rigtig Kundſkab om de Gamles Philoſophie, det Fol⸗ kes Lærde, ſom have Ord for at være i Beſid⸗ delſe af denne Kundſkab; og endelig det Folkes fade ſom give fig ud for at have denne Kund⸗ ab. ; : 8 Det Folk, om hvis Lærde man kunde og burde formode, at de maatte være i Beſiddelſe af rigtig Kundſkab om de Gamles Philoſophie, er Italieneren; hos ham ere Oldtidens Skatte af Skrivter og Mindesmerker ligeſom opdyngede; hos ham er det orkesloſe Munkeliv gicengſe; hos ham gives da Overflodighed af Midler og Aid for den Lærde, hvis han kun har Billie og dyk, | til at lere at fjende de Gamle, til at ſtudere deres Skrivter og Mindesmerker, til at trængt | ind i den Aand, ſom lever, og vil evig lebe! dem. Og, hvis man vil være retfærdig, da mad : man filftaae, at Italiens Lærde, før Proteſtan- tismen ryſtede Hierarkiets uindſkrenkede Her dom, for denne Ryſtelſe fatte Skrœk i dels Overhoved, for denne Skrek forøgede Dyerbols | delſen af de vilkaarlige, unaturlige, gudsbeſel⸗ 2 telige Tankeformer, i hvilke Hierarkiet vil, for al vedligeholde fit Herredom, indſkrue den mente: ſtelige Aands Tœnkning; for alt dette havde Italien Lærde, ſom ved at ſtudere de Game, 585 ſogte at trenge ind i deres Aand, og med langt eres fare Hielpemidler, end de ere, ſom haves nu, vare de Gamles ſande Mening og Uand meget nœermere, end de Nyere ſynes at være; faa man maa være ner ved at troe, at disſe fra Ficins Tid af have tabt mere, end vundet i rigtig Kundſkab om de Gamles Phi⸗ loſophie; i der mindſte haves intet Beviis for, at de ere i denne Deel af Videnſkabelighed komne videre, end Ficin var; og end mindre ha— ves der Beviis for, at de ere i Beſiddelſe af hiin Kundſt ab. i Det Folk dernæft, hvis Lærde have Ord, for at have rigtig Kundffab om de Gamles Philoſophie, er det Franſke. Saameget alle Grene af Videnſkabelighed end ere bragte videre og fremmede ved de Franſke Lerdes Duelighed og Flid; fan ville dog et par Beviſer godtglore, at det ikke er rimeligt at tænke, at de ſkulde være i Beſiddelſe af rigtig Kundſkab om de Gamles Phjloſophie. Havde de været i Beſiddelſe af flig Kundſkab paa den Tid, da Dupuis fkrev fin origine de tous les cultes, da havde han ogſaa været i Beſiddelſe af ſamme Kundſkab, og havde ikke haut nødig at afgive hans Phantaſie et latterligt Beviis for Rigtigheden af hans Pbantaſikproduct, ſom han falder Syſtem. Han falder nemlig forſt paa at ſette Vandmanden og dens Maaned til den Tid paa Aaret, da Ni— len overfvømmer Ægypten (1), og til den Ende igjennemſtikker han hans Himmelglobus, og gi— ver den derved en forandret Axe (2), faa den kommer til at pasſe til Wgyptens Agerbrug, og nu forundrer han fig over, at alle vorige Himmeltegn (dog kun pad hans ſaaledes gjen— mmſukne Globus) pasſede af fig ſelv faa noie fil Egyptens Klima. Havde de Franſte Lærde været i Beſidelſe af rigtig Kundſkab om de Gam: les Philoſophie, da havde han ogſaa veret det, og havde ikke havt nødig at anføre fligt et Be viis for Rigtigheden af hans Phantaſieproduct. Endnu et andet Beviis: Dyrekredſen er kommet fra Dendera til Frankrig; det kan med tilſtræk⸗ (1) Origine de tous les cultes. tom G. part, 1. b. 456. in 8v0.. (2) Ibid, p. 459. 586 kelige Beviſer godtgjeres, af i Vægten af ſamme foreſtilles en ſaare vigtig Deel af det, ſom de Gamles Philoſophie lærer, De franfte Lærde have nu havt Leilighed til at ſtudere og forklare den; den er lettere at forklare, i det mindſte for zen Deel, end Hieroglypherne paa Obeliſterne i Rom. Saalenge de ikke give nogen beviislig rigtig Forklaring over noget af den, kunne de ei heller anſees for at have rigtig Kundſtab om de Gamles Philoſophie. É Derfom man endelig feer hen fil det Fol⸗ kes Lærde; blandt hvilfe Nogle give fig ud for at fjende rigtig de Gamles Philofophie; da bør man nok anſee Creuzer, ſom den fornemſte blandt dem, og ſom deres Formand; og da han har udgivet Plotin de pulero ſom et Proveſtykke (I), der ſkulde viſe, hvorledes han vilde behandle det øvrige af Plotin; faa maa man troe, at han har lagt i dette Proveſtykke den hele Rigdom af hans rigtige Kundſkab om de Gamles Phi⸗ 5 loſophie for Dagen, og at denne Rigdom ligger til Grund for hans mange ſiden den Tid ud— komne Skrivter. Saavidt jeg anſeer det nød; vendigt til at kunne bedømme Rigtigheden eller Urigtigheden af de Kundſkaber, han har frem⸗ lagt i dette Proveſtykke, vil jeg fremſtille de Principer, hvilke han angiver ak være Plotins Principer for hans Philoſophie, ſaavelſom hans (Creuzers) Forklaring over disſe Principer; nogle af hans Rettelſer i Texten og Diſtinctionerne; nogle af hans Rettelſer i Ficins Overſettelſe, ligeledes nogle af de Feil, han har ladet ſtage i Ficins Overſettelſe urettede, følgelig antaget dem for at vere rigtige, nogle af hans Vidt⸗ loftigheder og Indblandinger af Ting, Sagen ſelb uvedkommende, uden at Vidtloftigheden bringer noget klart Lys i det Omhandlede. Alt dette vil jeg ſammenligne, deels med de Gamles egne Ord og tydelige Üdſagn i den forudſendte Indledning; deels med de foregagende fer Reg⸗ ' ler; og en med Nojagtigbed og Sandhed faale— des anſtillet Sammenligning vil da tydelig kunne viſe Læferen baade det, ſom maatte være rigtigt, og det ſom maatte være urigtigt i dette Prøve= ſtykke af Creuzer. E ( Fræp. p. CXV. 7 2 pas" r. — N i at have levet og været vorne der, 587 J Derſom det endelig ſkulde ved flig Sam: menligning viſe ſig, at Creuzer har, ligeſom Du⸗ puis havde, en ſaare ſtor Kundſkab om Bogſtaver i de Gamles Skrivter, men- ſaare liden Kund- ffab om flige Skrivters ſande Mening og Aand, og at det følgelig mangler ham paa rigtig Kund— ſtab om de Gamles Philoſophie, da kunde man maaſkee falde paa den Tanke at ſiden 18 14, da dette Proveſtykke udkom, maa en Mand, ſom har ſiden den Tid leveret ſaamange Skrivter, have gjort mægtige Fremſtridt til rigtig Kund— ſkab. Man ſkulde troe dettez men for at fee, om denne Troe ſkulde være rigtig, vil jeg kun kortelig ſee ind til dem af hans Beundrere, ſom ere Udgivere af tvende, ſaavidt jeg veed, nyeſte Skrivter i dette Fag, nemlig til Üdgiveren af Johannes Lydus de meusibus, og Üdgiveren af Damaſcius de Prineipiis; og derſom det fylde derved viſe ſig, at de begge folge troelig deres beundrede Formand, endog i det ſom maatte findes, at være urigtigt hos ham; da kan man med al rimelig Vished ſlutte, at Creuzer maa endnu ſtaae paa ſelv ſamme Trin i rigtig Kund— ſtab om de Gamles Philoſophie, paa hvilket han ſtod i 1814; thi var han ſkredet videre frem fis den den Tid, da vilde hans Beundrere, hvis de folge ham i det Urigtige, meget mere folge ham ü det, ſom var bleven rigtigere hos ham. Men ſtulde det efter dette viſe ſig, at Creuzer ikke har rigtig Kundſkab om de Gamles Philoſophie, da gives der vel paa vor Tid ingen Lerd, ſom har denne Kundſkab. : Dette forholder fig i Sandhed ſaaledes, og" Beviis for denne Sandhed er folgende: næften - i alle Lande, endog i de nordligſte af Europa finder man, ved at underſoge Jordbundens Dybde, de hede Himmelegnes Dyr og - Planter endog flere Gange efter Mellemrum af ſtore Tidsperioder. Det er aldeles beviisligt, og ffal vorde klart at de Gamles Philoſophie lærer noget, ſom Aarſag til dette; hvilken Aarſag ſynes at vere den eneſte mulige. Men derſom de Gamles Philoſophie indeholder det, ſom ſkal vore Aarſag til dette Forunderlige i Geologien, og derſom Aarſagen til det er endnu aldeles ukiendt, da gives der ei — — — 588 heller i vor Tid nøgen Lærd, ſom kiender rigt; de Gamles Philosophie. * E 8 a J ren Jndenlandſte Efterretninger. Den ppperlige Samling af Malerier fo Sanderumgaards edle Eier, afdøde Geheime konferentsraad Joh. v. Bülow beſad, vil med det forſte blive ſolgt her i Staden ved offentlig Auktion. Den nævnes i Profesſ. Molbechs Ungdomsvandringer 2den Deel eller Reiſe 1813 S. 91, hvorefter den da beſtod af 180 Malerier, af hvilke de merkeligſte der opregnes, og der⸗ fra i Thaarups Kjøbenhavns Merkverdigheder, Efter et Brev fra den Afdøde til Redaktoren den I5 Juni 1826 var den da forøget til 224 Stykker. J et folgende Stykke af dette Blad ſkal nærmere Efterretninger om denne herlige Samling blive meddeelt. i ? Den i Skilderiet for en rum Tid ſiden fos reſlagne Droſchke-Indretning er nu kommen iſtand her i Kjøbenhavn. Allerede i Dag (den Ste) holdt to Vogne, den ene til to Perſoner og den anden til fire, paa Amagertorv, Hver Tour i Byen koſter 24 f. for hver Perſon. JI ͤ Kjøbenhavn” døde nyligen A. L. G. Henri Greve af Truchi de Tenare, Ridder, af den franſke St. Louis Orden. Han havde + i en Rekke af Aar opholdt fig her i Staden, og efterlader en betydelig Formue, der tilflod ham, ſom Deeltager i den Godtgjorelſe, de franſte Emigranter kor en rum Tid ſiden ſik, og ſom nu for ſtorſte Delen tilfalder hans Slegtninger i Frankrige. - 5 . Den 2 d. M. døde Michael Frederik Liebenberg, Kongelig Confesſionarius og Hofprœſt, ſamt Ordensbiſkoppens Vicarius, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand. | Han var født i Kjobenhavn d. 2 April 1767, hvor hans Fader var Bundtmager. 1777 fandt han ſom et foreldreloſt, fattigt Barn en faders lig Velgjerer i Brygger Hoftved, een af SM | dens 32 Mend; denne lod ham ved privat Un⸗ derviisning forberede til Univerſitetet. 1783 blev. han Student, 1794 Preſt ved Kjøbenhavns Tugt⸗ og Forbedringshuus, 1797 tillige Overlœrer ved 589 giobenhabns Cathedralſkole, 1799 Preſt ved Frederiksberg og Hvidovre Menigheder, 1808 drdensbiſkoppens Vicarius ſamt R. af D. 1810 ſtatraadte han Frederiksbergs Sognekald og kleb Hofprœſt. 1817 Kgl. Confesſionarius. J bans yngre Dage ſysſelſatte han fig med poe— Morgenblad d. A. N. 116. den, hans fixe Idee indeholder, fan wergelandſk- tiſte Arbeider, ſom findes omſpredte i periodifke Skrifter og Poeſieſamlinger. J den evangeliſt— chriſtelige Pſalmebog findes adſtillige Pſalmer af ham. Blandt hans proſaiſke Arbeider er uden Tolvl den retſtafne Familie, trykt 1795, og be- lonnet af Selſkabet for de ſkjonne Videnſk. Befordring, nok det ſortrinligſte. Som Predikant blev han baade hort og læft med meget Bifald. Han var Medlem af Selſkabet for de ſkjonne Videnſtkaber. Hans Skrifter findes opregnede hos Nyerup. ; landede Efterretninger. ; fet Brev. — Derneſt ſender jeg ”Noget mere om Be— nevnelſen: norſk Sprog,” indfort i det norffe Forfatteren giver nogle Anmerkninger ved det af Hr. Profesſor . Rask i Skilderiet d. A. Nr. 19 meddeelte Stykke. Et og andet vil viſt nok Leſeren, vel ogſaa Rast ſeſv, give Forfatteren: Met i, men denne viſer fig faa ultra⸗norſk, faa tirrende, faa fiendſk Imod den, der vover at vere af anden Mening end fiendſt imod Danmark, at det hele Sthykke viſt af ſelbe hans Landsmænd vil mode den fortjente" Foragt. Han ar ſom den Vilde, der ej nojes med Mlens og Vaabenets Grundnatur, men tillige forgifter det; og med alt det vinder han Jukel i Sagen ſelv. Det Skriftſprog ſom bru⸗ ges af Beboerne i de forſkiellige Stater i den Oeel af Eutopa, der benævnes Italien, vil man vedblive at kalde italienfk, om end en Ultra— dlorentiner eller Ultra-Romer, eller Ultra⸗Ve⸗ netjaner, Ultra⸗Neapolitaner, o. ſ. v. anvender al ſin Kunſt paa at ville omvende Verden til, at forandre den, almindeligen vedtagne Benev⸗ nelſe, og pag at bringe Enhver, uden allermindſte ytte, i Vane med at ſporge, ved Lasning af en ſtalienſk Bog, om Forfatterens Fode⸗Egn, or Derefter. at give Sproget, hvori han fÉrev fit Soo gr Værk, den beftemtefte Ben evnelſe, ikke falde det italienſt, men florentinſt eller ro⸗ merſt eller Venetianſt o. ſ. v. Det Skrivt⸗ Sprog den engelſt talende Nordamerikaner brus" ger vedbliver Verden at falde engelſt — det den ſpanſt⸗ talende Mexikaner eller den Sydameri—- kanſte Republikaner bruger, beholder: Benevnel— ſen ſpanſt, hvormeget end nogen Ultra-Norda— merikaner, eller nogen Ultra- Mexikaner ꝛc. maatte ſtjende paa. dem der ej hylde udfvæ- vende Patriotisme; og ſaaledes gaaer det med det Sprog der i den norſte Literatur føres. Literaturen er norſk, Sproget gives i den civiliſerede Verden, fælles Bencvnelſe med det der i den danſke, Literatur føres; det kan gierne,, og viſt ogſaa rigtigſt af Nordmanden felv, d Love, og Forhandlinger, og Skrifter kaldes det norſte Sprog, men det er ikke at vente, og der er ej tilſtrekkelig Grund til at andre Natio⸗ ner ſkulde forandre fin Benævnelfe af dette for to nordiſte, for forenede, nu adſkilte men dog venſtabelige Nationer fælles - Sprog; og den danſke Mand, ſom ved grundig og koldſindig Behandling: af Sporsmaalet giver Hr. Profesf. Raſt Medhold i Reſultaterne af hans Bttringer, gjør det ikke af nogen utidig National⸗ ſtolthed, eller Anmasſelſe af og Tanken om nogen Forret fremfor den ærede venſka— belige forhen i nermere Forbindelſe med Danmark ſtagende Nation, der har et lige Skriftſprog, ſom de Fellesbrugere begge have opdyrket, uden in- byrdes Avind, ſom den fære Knurrer ſynes be-, ſjelet af. Han maa ikke Fjende Danmark, ikke der have nydt Gjeſtevenſkab, ikke der have knyt⸗ tet Venſkab og Forbindelſer, og ikke have de £ rette Begreber om anftændigt Sprog, og ved— borligt Forhold. - 7 1 Jeg haaber, at Hr. Profesſ. Rask ikke ind⸗ lader fig videre med en ſaadan Modpart, ſom den han har her for fig. Saadanne Menneſker med fixe Ideer lader man rigtigſt gaae deres egen ſkjckve Gang; i det man beklager, at Lerdommen ikke er forbundet med Eiviliſation. — —, : Philonorvagus novus. J en Landsby ved Weißenfels i Hertug⸗ dommet Sachſen, har man i Juni Maaned f. ) vet givet paa det Kongelige Theater. Sol A. fundet, ved en Gravs Oprydning, en adelig Sne der lage i en fort Kifte, iført en Kjole af nd Silkeſtof, med ſtore Snirkelblomſter f Mau Ringe og ſpiralformige Bugter, der var aa vel vedligeholdt, ſom om den nyligen var ſyet, og Snittet ſaa moderne, ſom om det var efter ſidſte Modeſournal, uagtet den havde ligget 189 En Afbildning af denne Kjole Aar i Jorden. ſindes i Allg. Modezeitung f. Marts 1828. . (Indſendt.) Et nyt originalt Lyſtſpil, under Titel af: Tre Maaneder efter Septen pe, er ble⸗ 8 Den lyſe Side af dette Stykke er en flydende, paa mange Steder ikke uvittig, Dialog, en levende Gang i Handlingen og Afvexling i Charactererne; den morke: temmelig. Mangel paa: indvortes Sam⸗ menhæng, Inconſequence i Charactererne og no— gen Tvungenhed i mange Situationer. J Begyndelſen ſynes den unge adelige Wgtemand at behandle fin borgerlige Kone med ſtorſte Kulde; ſiden bliver han raſende fkinſyg; Konen, der lever paa en ſpendt Fod med Manden, lader ſig af ſin Svigerinde overtale til at love en hemmelig Elſker et Stevnemode, hyilket volder hende ſiden ſaa megen Uleilighed, blot for at revſe den Übekjendte; den gamle Baron, der er en ſaadan Prakker, at han maa laane 500 Rbd. - ſtifter Uenighed mellem det unge Ægtepar, i trigue; 4 vet Hr. ret den eneſte, hvis gelſe, Slot, for, lam han ſiger, af ſpille en In⸗ zue; den unge Kones Fader, Molleren, gjør SE og Allarm 91 ire oraliſt, at han endog ſelv vil ſoge at opdage fin Datters formeentlige Utroſkab mod ſin Mand, og hvis han finder den grundet, angive det for Manden. Der mangler viſt ikke Forfatte⸗ ren, der fønes at være den ſamme, ſom har føre: 2 r. Buchhardt og hans Familie, Talent til Lyſtſpildigter, og hans-har i den nyeſte Tid ve⸗ der har leveret originale Stykker i 5 Akter, der lader ſig ſee, om juſt ei med ſtor, Kjobenhavn. Forlagt af S. nodvendigt, at han bringer beſtemt "hæng i Planen, ſtorre Conſequence i Characte⸗ for Brede. Bank⸗Disconto 4 pCt. Huus han dog finder faa god en Modta⸗ for ingen Ting, og er faa ſtreng 6 pC. norſt Laan ” ved Hambro & Søn 1085 | — i Banco, 4 pC. Dito nye . 98 — i Bano. Aſiatiſke Comp. Actier — — 1 Sedler. 3 pC. nye danſke Oblig. 58 I — L. Sterl. Bogtrykkerle. Soldin. Trykt i L. J. Jacobſens 892 — faa dog med temmelig Interesſe; men enſter han fine Arbeider et blivende Verd, faa er det Sammen⸗ rerne, mere Frihedei Situationerne og vogter, fig Han har ſtuderet Holberg, det mar— ker man paa Alting; men det er ikke nok at moder⸗ niſere de holbergſte Characterer; det er ved Ny: hed og Originalitet, at Lyſtſpillet morer, og ved naturlig Conſequence, at det interesſerer. Vi finde. atter. i dette Siypkke den gjenfodte Henrik, Pernille og Arv, ſom ſynes at være Forfatterens YUndlingsfigurer. Men ſom een mos derniſeret Henrik er her Johan ikke vittig og ly: ſtig nok, og ſom en moderniſeret Arv er Molle⸗ rens Karl vel dum nok, men den egentlige Hu— mor, der ſtjuler fig bag Arvs Dumhed, ſavnes her. Overalt ſporer man hos Digteren en alt for kjendelig Streben efter. at ville vœre lyſtig., Kjøbenhavns Bors, d. 6 Mai 1828. Hamburg 2 M. — 145 å-vista 218 Species 221 Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 4 ß. Norſte Speciesſedler . : se 100 Specier 1574 158 Rbd. Sebl. Svenſte Sedler * e. Molt. Rigsgjeld 512 514 Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 823 83 Rbd. Schl, Dito Dito 752 76 i Banco, Nationalbank Obligationer F | (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 1024 Rbd. r. S. Dito Dito . . „ 1124 113 Sedler i 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. ig : ] Renter pr. 6 Januar 983 — Rbd, 6.1 EE — — —— — — — — — Sk i [ de Yi Nyeſte e af Kjo b S ινινντιννεναννιινν ?? en han. 1 Femogtyvende Aargang. No. 38. Udgivet og redigeret af Fr. Thaar u p, Etatsraad. Forſendes, ifolge Kongel, allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. 2 Loverdagen den 10 Mai 1828. William Shakſpeare. : (Slutning.) N …— Biville ikke her opholde os med at gjen⸗ tage allerede nokſom bekjendte Omſtendigheder af Shakſpeares Liv. Men nogle mindre be⸗ klendte bør vi dog nævne, Ved hans Ankomſt til London var det forſte, han ſtrœebte efter, na⸗ tutligviis blot at ernære fig og fin Familie; den eneſte Udvei hertil var at blive Skueſpiller. Men bed Theatret vare Skueſpillerne deelte i to Claſſet: Deeltagere og leiede Folk. Deeltas „gerne havde Part i Indtegten; de leiede Folk node en Lon af fire til fer Shillings om Ugen. Shakſpear erholdt ſandſynligviis 6 Sh. 8 Pence. Han ſpiuede meget underordnede Roller, ſom Vanden i Hamlet, og havde nok aldrig bragt det eller kunnet bringe det vidt, ſom Skueſpil⸗ ler; thi han var det mere indvortes, end udvor⸗ tes, Hvor godt han kjendte Theorien, beviſe de Jorſkrifter, ſom Hamlet giver Skueſpillerne. Forſt ſom dramatiſk Digter begyndte han at glimre, og denne Egenſkab banede ham nok ogſaa Veien til at blive Medbeſtyrer af en Skueplads (the Glo- de) og ſamle fig en ikke uanſeelig Formue. Faa Aar efter hans Ankomſt til London begyndte han allerede at leve paa en temmelig ſtor Fod. — Sine 34 Sorgeſpil og Lyſtſpil ſkrev han fra 1591 til 1611, i en Række af tyve Aar; men ——ä—ü——— BB —— — ——— DSS = = Y Y Y Y ——————— ———— —— — ——— — forſt efter fer Lars Ophold i London, ſom Skue⸗ ſpiller, betraadte han Forfatterbanen i en Alder af 27 Aar. Foreningen af en dramatiſt Skri⸗ bents Kald med en Skueſpillers kunde forbedre noget Digterens Omſtendigheder, ſtjondt ikfe. aabne ham Üdſigter til at komme ud af den Fat⸗ tigdom, hvori næften Enhver, der ſkrev for Skue⸗ pladſen befandt ſig.- Men hoſtede han i Bez gyndelſen end ikke ſtore Pengefordele af ſine Ar— beider, ſom dramatiſk Forfatter, faa var det dog i denne Egenſkab, hän naaede verds⸗ lig Anſeelſe, Skueſpillerne baade kaldtes og behandledes ſom Tjenere, og naar Acteurens Pligt krevede hans Opvartning i hans adelige Beſkylters Huus, faa var Fadeburet det Sted, der blev ham indrømmet. Men drama⸗ tiſte Forfatteres Selſkab blev ſogt af de Rige; Adelen betragtede dem ſom Bekjendter og gjorde dem til Gjenſtande for deres Velgjerning og Ag⸗ telſe. Paa denne Maade kom Shakſpeare i An⸗ ſeelſe hos: Lord Southampton, hvis Svigerfa— der, Sir Thomas Heminge, var hos Dronninz gen Kammerenes Skattemeſter, der udbetalte Hofſtueſpillerne deres Lon. Den unge Lords Opmerkſomhed blev derfor tidligen henvendt paa Skuepladſen og Skueſpillere, og han var Aar⸗ ſag i, at Richard den Anden, ligeſaa meget for en Opſtands Skyld, ſom for at more Al⸗ meenheden, blev opført, Natten førend,” hans Ven Efſex's-Sammenſvergelſe.- Sguthampton var kun tyve Aar gammel, da Forbindelſen mel⸗ — 5 verainers Naade. 595 | lem ham og Shakſpeare begyndte, Digteren for: ſomte ikke af hylde ham f ſin Tilegnelſe foran Digtet: Venus og Adonis. „Jeg veed ikke, hedder det deri, om jeg ei fornermer, ved at tilegne mine raae Linier Deéres Herlighed, eller om ikke Verden vil dadle mig, at jeg velger faa. ſterk en Stotte til at bære faa ſvag en Byrde; men naar Eders Herlighed kun er til⸗ freds, anſeer jeg mig ſelv for hojligen roſt, og lover at benytte mig af alle ledige Timer, indtil jeg har hædret Eder med et alvorligere Arbeide. Men hvis det forſte Foſter af min Indbildnings— kraft bliver vanſkabt, ſaa ſkal det gjøre mig Ondt, at det har ſaa edel en Gudfader, og als drig ftal jeg ſiden ſamle Ax paa ſaa gold en Jord, af Frygt for, at den igjen vil yde mig ſaa ſlet en Hoſt. Jeg overlader det til Eders heder⸗ lige Varetcegt og Eders Herlighed til Eders Hiertes Tilfredshed, ſom jeg onſter altid maatte ſvare til Eders eget Onſke og Verdens Forhaab⸗ ning.“ — Dette Digt og denne Tilegnelſe ſtrev Digteren ſamme Aar, ſom Richard den Anden, 1593. Aaret 1594 tilegnede han Lorden igjen Dig— tet Tarquin and Lucrece; deri ſiger han: Hvad jeg har gjort er Eders, hvad jeg ſkal gjere er Eders, Ida J har Deel i Alt hvad jeg har helliget Eder.“ Southampton har altſaa Verden nok meeſt at takke for, at den nu eier en Shakſpeare's Ver⸗ ker. Han gav Digteren tuſinde Pund for at fætte ham iſtand til at fuldbyrde et Kjob. Shak— ſpegre levede faa Aar efter. fin Ankomſt til Lon⸗ don paa alt for ſtor en Fod til at at man kan antage, at hans Indkomſter, ſom Skueſpiller og Theaterdigter, kunde kaſte faa meget af fig: Hans originale Stykker ſolgtes til Theatret og vare dets udelukkende Eiendom. Han høftede hverken Fordeel af deres Offentliggjerelſe eller deres Tilegnelſe til de Rige. Profiten. Greverne af Pembroke og Montgomery kap⸗ pedes med Lord Southampton om at viſe Dig— * teren deres Bevaagenhed, og alt dette banede ham nok agſaa Vejen til de to paafslgende Sou— Selv Jomfru-Dronningen Eliſabeth morede. fig faa meget ved den velly⸗ — heller ikke med, at fremkomme med de lyſtige Qvinder i Windſor“, ſom han fik færdig i den korte Tid af fjorten Dage. hed beviſer, at Shakſpeares Genius ogſaa offe uden Indflydelſe pga Shakſpeares digteriſte Stra⸗ Fjorten af hans Stykker bleve trykte i hans Levetid, men Beſty⸗ rerne af Skuepladſen the Globe gik af med "596 ; ſtige Falſtaffs Vittighed, at det ikke var hende nok, at ſee ham i de to Dele af Henrik IV, men at hun endog befalede, at han ſkulde fremtræde ſom Elſker, og Shakſpeare dvelede Denne Omſtendig⸗ ſtod under fremmed Indflydelſe, og at det er utidig Enthuſiasme for dennes Storhed, ſom forleder Mange til at troe, at Alt hvad der er flydt af Digterens Pen har været ſkrevet, uden Henſyn til hans Tids Fordomme og Yndlings: ſvagheder. Han, ſom, af lav Stand, maatte arbeide fig op, kunde umueligen andet, end imel⸗ lemſtunder ſmigre de Store, til hvis Beſkyttelſe han trængte, og rette ſig efter Mængden, hvis Bifald han, ſom Medbeſtyrer af en Skueplads, fan hojligen behøvede, At han ikke ſparede paa at offre den forfængelige Eliſabeth Rogelſe, Falder af fig ſelv. Den Tid, hvori han levede, var en Kamp mellem. Lys og Morke, fuld af politiſk⸗religioſe Partier og udmærket. ved uhørt Raahed. Alle⸗ rede ti Aar for hans Fodſel var den catholſke Religion med Gruſomhed bleven indfort, og i hans Levetid. havde. Catholikernes Opſtand mod Proteſtanterne, Marie Stuarts og Eſſe's Hen⸗ rettelſe fundet Sted. Alt dette kunde ikke være ben og dramatiſte Arbeider. A. W. Schlegel har i fine Forelæsninger over dramatiſt Konſt og Literatur, trædente V. Leſſings Fodſpor, bidraget meget. til at gierte fine Landsmend end nøjere bekjendte med den ſtore Digters udødelige Fortjeneſter. Men han har gjort det uden al Maadehold. Hans tis tiſt⸗æſthetiſt Skildring af Digteren er intet uden Lovtale, og det er ham umueligt at opdage Ufuld“ kommenheder. Endog aabenbare geographiſte Feil og Anachronismer giver han ſig pan (02 naiv en Maade Umage for, at undſkylde, at Shakſpeare felv, om han nu laeſte hans Bog, ikke vilde kunde bare ſig for at ſmile. Dm Digterens Opdragelſe taler han uden ſynderlig hiſtoriſk Sagkundſkab og John Shakſpeare kal der han en bemidlet Mand, uagtet vi have be dg. * 597 vi, at han netop paa den Tid, Sonnen- ſkulde üyde nogen Dannelſe, var pderſt forarmet. Schlegel maa derfor betragtes ſom den vigtigſte Vorſag til, at en Shakſpeareſt Manie har be⸗ nmegtiget ſig hans Landsmænd i nyere Tider, og at man vil paatvinge det nittende Aarhun⸗ brede det ſextendes Forvildelſer, ſelv i Aſſt⸗ helſten. Man ſeer af Digterens Arbeider, at ban kun efterhaanden rev fig los fra den Indſiydelſe, ſom hans Tidsalder udøvede paa ham, og hans bedſte Stykker, ſom Hamlet, Othel— lo, Macbeth, Lear, Julius Cœſar ere fra en ſenere Tidspunkt, da hans Omſtendigheder fatte ham bedre iſtand til at ſkrive og leve uafhengi⸗ gen. Under Eliſabeths Efterfslger Jacob J., ſom var en virkelig og gavnlig Beſkytter af Skueſpillet, hævede ogſaa den dramatiſke Konſt Allerede i Edinburgh tog han engelſke Skueſpillere under fin Beſtyttelſe, og neppe var han kommen paa den engelſke Trone, førend han bevirkede en fuldkommen Omveltning i Skue⸗ pladſens Anliggender. Han betog Adelen Myn⸗ * digheden til at give Skueſpillere Bevilling, og kg | | oprettede tre fafte Tropper, under den Kongelige Families Beſkyttelſe. Blandt dem, der fik Kon— gelig Bevilling var ogſaa Shakſpeare. Skue— ſpilleine beſtaltedes ſom Kongens Betjenter, og v hver af dem fik, ſom de andre Hofbetjenter, … hvert andet Aar fire Yards rødt Klæde og en Ferding Yard. Flejel til en Kappe. Vi vilde ikke nævne denne Omſtendighed, derſom den ikke vile, under hvilken Afhengighed af Hoffet, Shakſpeare bande, ſom Skueſpiller og Digter, ſiod. Hans Navn forekommer blandt de ⸗Spil⸗ lende indtil: 1603, eller indtil hans 49de Aar, og fra den Tid af maa man antage, at han indſkrenkede ſig til at beſtyre Theatret og ar⸗ beide for det ſom Digter. Han ſfyntes ikke at have fort noget lykkeligt huͤusligt Liv; hans Kone boede ſkke hos ham i London, og deres Born vare fødte i de forſte Aar af deres Ag⸗ leſtab. Hans beſtandige Omgang med Skue⸗ ſpillexe bidrog: vel ikke lidt til, at han mere ſogte et muntert end et ſtille husligt Liv. Man her en Anecdot om ham, ſom ſynes at bekrefte det. Paa hans Reifer til og fra Stratford og London tog han ofte ind i Kronkroen i Oxford. — * Cd aſter forgude. 598 Vertinden var ſmuk og vittig, Værtén fær og alvorlig, men en Clfter af Skueſpil og Skue⸗ ſpillere, fortrinligen af Shakſpeare. Digterens idelige Beſog og Vertindens Yndigheder gave An⸗ ledning til Folkeſnak. Den unge William Daz venant var en lille Skoledreng der i Byen, ſyv til otte Aar gammel, ſin egteſkabelige Troſkab, og i fit Teſtament omtaler han ogſaa fin Kone med ſtorſte Kulde. Min Kone, ſiger han deri, giver jeg min naſt⸗ beoſte Seng med Tilbehsr. Hans Liv, deelt mellem Adſpredelſer og Arbeid, blev kun Forf. Han døde paa ſin Fodſelsdag d. 23 April 1616, under Chriſtian IV Regjering i Danmark, da han havde fyldt. fit 52 Aar og netop vilde nyde i Ro Frugterne af fine tunge Beftræbelfer. , $ Vi have viiſt under hvilfen Indflydelſe Shakſpeare i en Rakke af tyve. Aar (1591⸗ 1611) har ſkrevet. Uden at ville nægte, at han i det Hele har fulgt fit Genies Indſkydelſe, maa dog enhver Upaxtiſk indrømme, at en Dig⸗ ter, der baade var Skueſpiller og Medbeſtyrer af et Theater, endog ofte maaſkee imod ſin Vil⸗ lie, maatte, for at leve, lempe ſig efter den her⸗ ſtende Smag. Hvor megen Umage end Schle⸗ gel gjør fig, for at beviſe det Modſatte, faa findes dog Vidnesbyrd derfor neſten i alle ſhakſpeareſte Stykker, og vi ere forvisſede om, at han ſelv, hvis han nu ſkulde ſkrive dem, vilde fordømte meget af det, ſom overdrevne Enthuſi⸗ At ville gjøre Urimeligheder og Utilbsrligheder til Skjenheder, fordi man kan ſoge Bærn bag det ſhakſpearſte Genies Skjold, er i Grunden kun latterligt. Man nedſetter ikke Solens høje Verd, fordi man ſiger, at Pletterne deri ere merke, og man bersver Shakſpeare ikke et eneſte Blad af hans evig uvis⸗ . ᷣ ᷑³ͤD :! 1 599 : ; Saa i - nelige Krands, fordi man paaftaaer, at der i mueligt, at en fad ig rpſindig, vi hans 34 Stykker, der blot vare ſkrevne til Op— gbr ende Be n eee labe forelſe over for to Hundrede Aar ſiden, og ſtor- Shylock, der vel er hevngjerrig og pengehegjer⸗ ſtedelen ikke førend efter hans Dod, bleve udgivne lig, men dog ikke uden. Forſtand, gjøre for en i Trykken, indeholde Meget, ſom hverken pasſer Net, den ſtke blot cannibalſte, men dumme, for vor Tidsalder eller dens Dannelſesgrad. Paaſtand: at udſkjœre fin Vederpart et Pund Allerede for endeel Aar ſiden har man be- Kjod? Hvad ſkal man dømme om en Ret, 9 gyndt at indføre Shakſpeare paa vor Skueplads. det ovenikjobet in Venedig, hvor Hertugen præ; Djeblikket var ſerdeles gunſtigt. Shakſpeare ſiderer, der endnu indlader fig 1 Underſsgelſer - havde i Tydſtland faaet mange Yndere ved den angaagende det Billige eller Übillige i en faadan ſmagfulde Schlegelſke og i Danmark ved den lie Fordring, med et ſaa dumt Uhyre, ſom denne geſaa ſmagfulde Foerſomſke Overſettelſe. Sandſen Shylock? Men, ſom ſagt, Shakeſpaxe ſtrev for Poeſie var hos os ſtegen til det Hojeſte og, blot for ſit Skueſpilpublicum, ikke engang for I man var heldig nok i at vælge til Opferelſe eet Trykken, og var det faldet ham ind, at man af de ſchakſpearſke Stykker, ſom er meeſt ſtikket 234 Aar derefter, vilde give hans Stykke faale; for Skuepladſen, det beundringverdige Sorge- des ſom det flød fra hans Pen, faa havde han ſpil Hamlet. Men den Lykke, Sthykket gjorde, beroede mere paa Ideen, at det var Shakſpeares Veerk end paa den Nydelſe, det forſkaffede Til⸗ ſtuerne. Hovedrollen blev givet af Overſætteren ſelv, den af Avnd virkelig udmerkede Skueſpil⸗ ler Foerſom. Men med al den Ros, man til⸗ lagde hans Spil og ſom han, i visſe Henſeen⸗ der, ogſaa fartjente, kunde den Upartiſke dog ikke dolge fig, at hans Organ var for utydeligt. - Og endda havde det været godt om Enſemblet kun nogenlunde havde pasſet fig til ham. Men det var ikke Tilfeldet. Adſkillige, iendog af de vigtigere Bitoller, bleve givne hoiſt maadeligen og mange af de ſtjonneſte, hojeſte Tanker gik nok ſorget for, at hans Minde ikke ſtulde be⸗ ſteemmes ved ſaadanne Misfoſtere af en forvil⸗ det Phantaſie, ſom denne Shylock i det Hjeblik, han ſtaaer for Retten, virkeligen er. 9155 Der er ivret meget mod Smarbeidelſer af Shakſpeares Stykker, men denne JIver var ikke andet. end en Folge af den blinde Forgudelſe, der udgik fra den Schlegel-Tieckſte Skoſe, der, ſom A. Klingemann meget rigtigen ſiger, har indført en Fetiſchtilbedelſe af Shakſpeare, hvis Vildfarelſer og Feil den endog betragter ſom Fuldkommenheder. Raupach har ogſaa i fit Lyſtſpil Kritik und Antikritik ſvinget in ſatiriſke Svobe mod de ravgale tydſke Shakſpereanere; — aldeles ſpildte, fordi de fremſagdes uforſtaaelis thi ligeſom eengang Folk bleve forrykte af at gen. Siden bragte man ogſaa Kong Lear og ſtudere Kant, ſaaledes blive de nu afſindige ved. Macbeth paa Scenen; men de fandt en fold at fordybe fig i Shakſpeare. Derkil kommer Modtagelſe, hvis Virkning nok har været, at endnu, at de fleſte ikke kunne læfe ham i Dim intet nyt ſhakſpeareſt Sorgeſpil efter den Tid ginalſproget, og maa lade ſig nøje med Over⸗ kom mere paa Skuepladſen. Endeligen gav man fættelfer; men at Shakſpeare paa mangfoldige — i afvigte Vinter Kjobmanden i Venedig. Et Sreder er uoverſættelig, derom. ere de ſagkyn, uheldigere Valg kunde man maaſkee neppe gjort, digſte og meeſt befsjede Mend allerede lengſt thi intet Stykke af Shakſpaere egner fig vel enige. Foerſoms Overſettelſe er al re værd, mere til at betage det danſke Publicum al Smag og han har baade beſiddet ſtor Indſigt i Spro— for denne ſtore Digter, end netop dette. Uneg⸗ gene og megen poetiſt Aand. Men med alt dal teligen bærer det de kydeligſte Spor af haus forekommer der dog hos ham Steder, ſom, uden Kempeaand, men det var eet af hans forſte Sammenligning med Originalen, ere uforſtag Arbeider, ſkrevet omtrent 1594, da han endnu lige. At anføré mange Beviſer tillader her ille befandt fig i maadelige Omſtendigbeder, og for. Rummet og vilde tillige neppe more Laſeren. at leve, maatte rette fig efter fine Landsmends Men et Par Steder kunne vi dog ikke undlade og fin Tidsalders Smag. Hvor var det ellers at nævne” J Hamlet (S. W. Shaſpeare's Van 7 — i ; 7 U 601 ker Iſte D. S. 65) 2den A. 2den Seene ſiger Polonius: , — — Ebders æble Son er gal; Gal falder jeg det; thi fand Galenſkab, ſorklaret nojere, er intet andet end at man intet andet er, end gal. Hvad er nu Meningen heraf? At Galſkab er Galſkab? Dertil behøver man ikke Polonius's- Forlaring; men i Originalen ſtager: — — Vour noble son is mad: Mad call Jit; for, to deſine true madness What is't, but to be nothing else but mad? — — Eders edle Son er gal; i Gal kalder jeg det; thi, at forklare ſand Galſkab, Hvad er det andet end at vere gal? Polonjus har nemlig i ſamme Replik ſagt, at han vil være. fort, da Korthed er Videts Sjel og Omſvob er Lemmerue og Oderglands. — (S. 89) Det havde udſlukt Himlens gyldne Hine i Taarers Dug, og ſmeitet Guders Hjerte.” Her ſynes Overſetteren at have taget fig alt for megen Frihed. For det forſte kan ingen vide hvad der forſtaaes ved "Himlens Dine“ og der⸗ naſt er-Taarers Dug” et uſhakſpeareſk Billed. J oiginalen ſtaaer: Would have made milch ; the burning eye of heaven. And passion in the Gods. 7 3 Vilde have gjort Himlens brændende Oje flys 22% 0 dende etc. Milch er her det ſamme ſom givende Melk og Himlens brændende Oje (ikke Øjne) Solen. Saa vanſkeligt er det, endog for den øvede Overſefter, at fordanſke Shakſpeare, og dobbelt vanſkeligt der, hvor Digteren: betjener fig ” af: Ordſpil, hvortil det engelffe Sprog, der ved den operordentlig ſtore Ordrigdom, det har tilegnet fig næften af de fleſte levende Sprogs Regioner, er i Befiddelfe af, giver faa god Anledning. Oer har ingen med tilbørlig Sagkundſkab hidtil tritiſt gjennemgaget endog de bedſte tydſke Over⸗ fættelfer af Shakſpeare, men viſt er det, at der⸗ ſom nogen vilde give ſig denne Uleilighed, vilde han kunne opdage mangfoldige Feil, og man vilde da fee, at Meget, ſom af Mængden beundres, al⸗ deles iffe er det, ſom Digteren egentligen har ent, 3 * * 602 Om Bibelfelftaber og Mieſtoneſelſraber. (Af Roͤhrs Kritiſche Prediger bibliothek IX B. erſtes Heft. S. 51 o. f.) Det er merkelige Efterretninger, man har om den Strid, ſom angaagende de apocryphi— ſke Bøger i Bibelen, er opkommen imellem - det Edinburger og det Londoner Büibelſelſtab. Den endtes med, ikke blot, at de ſkotſte Bibel— ſelſtaber, ſom ikke vilde optage de apocryphiſke Bøger i deres Udgaver, ſkilte fig fra Moder— ſelſtabet i London, men ogſaa, at en Mængde & Bibelſelſkabsveſenet indſnegne Mis⸗ brug kom for Dagen. Mange Medlemmer, for hvilke man tilforn bar ſtor Agtelſe, ſtode der nu ſom Mænd, der kun af Egennytte toge ſig af Sagen, da de fik Salarium for hvad de burde have forrettet for Intet, og gjorde ſig privat Fordeel af Selſkabets Penge, under det Paaſtud, at det var til Religionens Fremme. Af en authentiſt af det edingburgſte Selſkab bekjendtgjort Specification viſer det fig, at de Bidrag, ſom, for at udbrede Bibler indkomme Rixdaler⸗, mark⸗ og ſkilling viis, anvendtes a ar⸗ lig den Summa 8000 Pund Sterling til det londonſte Selſtabs expederende og rejſende Agen- ter, under hvilken Summa ikke var indbefat⸗ tet det allermindſte af hvad der gik med til Bibler, Stereotyper, Papir og Trykkeomkoſtnin⸗ ger, ligeſaalidet ſom Bidragene til fremmede Bi— belſelſtaber, eller Betalinger for maanedlige eller aarlige Beretninger, og deslige, Saaledes fil 3 Setretairer, hvoraf den ene er Steinkopf, hver aarlig 300 Pund; Hr. Pinkerton, ſom Selſkabets Agent i fremmede Lande, 400 Pund aarlig, foruden anſtendige Summer til at beſtride hans og hans Families Reiſeomkoſtninger; Le ander von Eſs, ſom Agent paa Continentet, 300 Pund (ſom i Tydſtland, hvor han lever, har en Verdie af 7 a 800 Pund) Prof. Kiefer i Paris, Selſkabets 2den Agent paa Continentet, 270 Pund, nemlig 210 til fig ſelv, og 60 til en Skriver, ſom han ikke holder, o. ſ. v. »Rei⸗ ſeomkoſtningerne med Henſyn til at danne, under— ſtotte og beſoge Filialinſtituterne i Storbritanien, beløb fig i, intet Aar ringere end kit 1000, ofte . 603 ogfaa til 12 eller 1500 Pund, og Sportlerne for Indcasſerere, O i i plynsmænd, og Magazinbe— ſtyrerne udgjorde ſedvanlig were and 2500 Pund,“ — Disſe Omſtendigheder gave viſtnok de engelſte Tidendeſkrivere Foje til at tale om godt lon⸗ nede Hellige, og at erklære, at, ihvorvel en Arbeider er fin Lon værd, „ſkammede de fig dog ved at ſee, at Standsperſoner (gentlem en) der, hvilket er Tilfældet med Selſkabets 3 Se⸗ cretafrer, have andre gode Indtegskilder, ikke undſage fig ved at lade de Fattiges ſmaalig ind— komne Bidrag flyde ind i deres egen Kasſe.“ Uvilkaarlig frembyder: fig det Sporgsmaal, hvad der paa Continentet vel vilde komme for Lyſet, hvis ſaadan en aabenhjertig Forklaring, ſom det — edinburgſke Bibelſelſkabs, blev givet over vore Andegtiges Hemmeligheder, der, i alle⸗ baande lignende Foreninger, under Paaſtud af Guds Riges-Udbredelſe, ftræbe at udbrede deres forſkruede religioſe. Begreb. De Notitſer, ſom i Schulthes'stheolo⸗ giſte Annaler (i Februar⸗ Majs og Auguſt⸗ hæfterne 1827) forekomme om de engelſke Mis⸗ ſionsſelſtaber, ere hojſt interesſante, og da de hidrøre fra upartiſke Hjenvidner, bekreftes. derved de Domme, ſom ſtjonſomme Jagttagere, i Afſtand allerede have fældet derover, Herben høre Oberſt Fizcelarences Anſkuelſer, dem Refe⸗ renten ledſager med folgende Bemerkninger. „Naar Misſionairerne anſee visſe Dogmer, Ta⸗ lemaader og Ceremonier for Chriſtendom, holde enhver udvortes Overgang for en Gevinſt for ſamme, og ikke udmærke fig ved en agtelſesver⸗ dig Tankemaade og dt retſkaffent Liv, og Lev⸗ net, ville alle de nok ſaa vel meente Beſtrebelſer for Chriſtendommens Udbredelſe nodvendigvis. blive frugtesloſe.“ Det Veſentligſte i Efter⸗ retningerne gaaer ud paa at Misſionafrerne i - Dftindien ſtifte den ſtorſte Nytte ved den Sko⸗ leundervisning, hvori" Hinduernes Børn tage Del, at de derimod Intet udrette med de Vorne, og at det blot. er Nationens Udſtud, der giver fig Mine af at lade fig omvende. J Fe⸗ bruarhæftet har man Beregning over, at de Sum⸗ mer, ſom Selſkaberne til Evangeliets Udbredelfe under Hedninger og Jøder har faaet ſanket, ud⸗ dier 4,439,800 Gylden, ſom er 4800 Gylden * 604 5 for enhver af de 600 i Activitet værende Miss ſionairer. Med flige Fonds lader ſig viſtnok Noget udrette til Guds Wre og den gode Sags Fremme, og Misſionairernes pompeuſe Beſtri⸗ velſer over den Fremgang, Vorherre allevegne forunder dem, faae derved en Grad af Troverdighed. Stakkels Hans og Povel Egede! J ſom for Eders redelige Beſtrœbelſer paa Grønlands Ismarker ikke hoſtede anden Belønning end Eders egen Bevidſthed, hvor, usle vare Eders Kaar, i Sammenligning med Eleverne fra de 10 ſtore Misſionsſkoler i Europa, Nordamerica, og Oſtindien! Disſe, udruſtede med en Smule mes thodiſtiſk og hernhuthiſt Chriſtendom og derhos forſynede med alle mulige Livets Beqvemmelig⸗ heder, rejſe i Jordklodens interesſanteſte Lande, tilfredsſtille paa offentlig Bekoſtning deres Lyſt til at ſee fig om, og imod de dermed forbundne Farer og Befværligheder kan bringe ſaa meget i Anſlag, ſom den favner, der, nedbojet af Byr⸗ der og Moie, hjemme arbejder i Herrens Vin⸗ gaard. Med en ganffe ringe Del af de Penge , der anvendes paa hines Misſionsarbeider, kunde viſtnok üdrettes meget Godt for chriſtelige Kir⸗ ker og Skoler her hjemme; men — det kunde 2 man med fin ydmyge Stolthed ikke giore fanme get Veſen af, ſom af fin apoſtoliſke Virkſomhed i langt fraliggende Lande. „ J en Note til dette. Sted laſes folgende: Man maa, for at vere ſanddru, tilſtaae, at det baſelſte Misſionsſelſkab nu, ſom det la⸗ der, ophører med dette Praleri, thi i det Ide Qvartal af fit Misſionsmagaſin for 1827 4 mn Aarsberetning, der, fra S. 359 af, angiver Re: fultatet af Misſionsarbejderne hidtil for uendelig ubetydeligt (den Erfolg dit bisherigen Misſionsarbeiten unendlich niedilg anſchlaͤgt“) iſer i Provindſerne hin Side Cau⸗ caſus, hvor deres Plan ifær var at modarbeſde Muhamedanismen. Deres egne Misſionale ſige ligefrem, at de under deres flergarige 1 hold paa Misſionsſtationen i Schufchi hidtil he Intet havde kunnet udrette, („Keine einzige Seele — ſiger Dietrich — iſt in's Reich dei Gnade übergetreten, nur Hunderte von Bibeln und N. Teſtamenten ſind vertheilt worden, man kan tenke, til hvad. Nytte l) og hvor meget og * 605 den er Referent dfejer og vender ſig, for geb, diese Bekjendelſer mindre anſtodelige og ubehagelige for kydſke Misſionsvenner, maa han dog tilſtage, at den egenflige Fordeel af alle disſe Misſionsforſog er, at man veed, at der er Intet at gjore. ; Siden efter berettes, hvor højft betydelig en Summa det aarlig koſter det baſelſke Mis⸗ ſſonsſelfkab for at opnage den 'ſikkre ſorgelige Bished,“ at ved den hidtil fulgte Fremgangs— maade har man, ſaavel ved Perſiens Grendſer, ſom i Veſtafrica og Oſtindien, forgjeves ar- bejdet paa Hedningernes Omvendelſe; og tilſidſt ſluttes Anmerkningen ſaaledes: Tager man det Foregagende ſammen, viſer det ſig, at det med de tydſte Misſionsvenners Anliggende ſtaaer ſlet til, ſaavel ude ſom hjemme, og at det kun vil vare faa Aar, inden det, ſom de rolig Dommende, til ſtor Forargelſe for ſangvinſke Forhaabninger, ſeygtede-for, gaaer i Opfyldelſe.“ (Meddeelt.) Erklering i Anledning af en Recenſion i Danſt Litteraturtidende, 1828 Nr. 16 —17; over mit Üdkaſt til et latinſk Conjugationsſyſtem. Oa jeg finder, at Recenſentens Bedommelſe af Hovedſagen i min Bog er ganſke overfladiſk og ſorlegen, hans Berigtigelſer "ubetydelige eler ligefrem urigtige, hans Fremgangsmaade hoiſt urefferdig (han lukker ſaaledes Øjet ganſke for dit Allerbœſentligſte ved Bogen, ſom udgivet frift betragtet; at den nemlig er et Udkaſt, der er bleven offentliggjort for at hore Andres Dom, inden det fuldſtendlge Arbeide kom for Lyſet) at fremdeles hans Beſkyldninger ere uhjem⸗ lede, hans Sammenligning imellem mig og an⸗ dre Forfattere, der have ſkrevet over ſamme Gjen⸗ ſtand, ubillig og upaalidelig, dertil hans Satire flau og hans medbragte Foreſtilling om Sagen ſordomsfuld og indſkrenket: ſaa veed jeg ingen bedre Gjendrivelſe at opſtille imod denne, i Stort ſom i Smaat, uefterrettelige Recenſion end — min Sog ſelv. 606 ? 7 Jovrigt kan jeg være vel tilfreds Recenſion; thi Henſigten af Bogens ls givelfe, nemlig at høre hvad modne ſaavelſom umodne Dommere havde at ſige om den, fremmes derved betydeligt. Jeg kan nu ſaameget tryg⸗ gere fuldføre det egentlige Skrifts Udarbeidelſe, da jeg ſeer, at mine farligſte Modſtandere, de pure Philologer, have faa lidet Trœffende at frem ; fore imod mig. a j ; P. Hjort. Sorøe d. 30 April 1828. P. S. Ovenſtaaende Erklœring kunde ikke forundes Plads i den Danſke Litteraturtidende, hvorfor jeg anſaage det for meeſt pasſende at bekjendtgiere den i dette Blad, hvor der tidligere har ſtaaet en anden Recenſion af det paagjel⸗ dende Skrift. : ; | SST eee j 7 Indenlandſte Efterretninger. Den lille Begyndelſe af Droſchke-Indret— ning er nu i fuld Gang her i Kjøbenhavn.” Paa , Amagertorv holde tre og pan Kongens Nytorv fire. Beſtemmelſen ſkal være, at have nogle og Tyve, hvilket Antal nok vil blive nogenledes tilſtrækkeligt, for sægjøre ethvert Torv til Holdeſted for nogle, inden mere almindelig Benyttelſe fordrer et ſtorre Antal, i Lighed med hvad i andre ſtore Steder haves. De Vogne, ſom nu ere i Brug, ere ikke egentlige Droſchker, men Cabrioletter; disſe ere meget ſtorre end de ſedvanlige Droſchker. Ved denne Leilighed maa det bemerkes, at ikke for hver Perſon (ſom det k forrige Nummer blev. ſagt) men for hver Tour betales 24 6. Paa Konſtacademiets udſtilling have to mer⸗ kelige Stykker, forfærdigede af Hr. F. W. Meyer, Blikkenſlager i Aalborg, været at ſee. Det ene. er en ſmagfuld Solſtive, hvorpaa er anbragt en liden Mesſing-Kanon med et Brendeglas. Naar denne lades med Krudt, faa fyrer den af preciſe Kl. 12 om Middagen. Ideen er egentligen franſt; men i Frankrig har man udført den i man vil Stkyld, af vore 60 ; det Store, faa at Skuddet Fan høres i temmeligt Omfang, Det andet Stykke er en meget ſmag⸗ fuld Camin af Blik. J Torsdags blev Kongel. Confesſionarius Liebenbergs jordiſke Levninger bragte til de- res Hvileſted paa Frederiksberg Kirkeggard. Lig⸗ folget var meget ſtort. f Samme Dag bortrev Døden akter en Mand, der si Fedrenelandets Hiſtorie har et hæderligt Navn, den blide Olding Prof. Chriſtian Auguſt Lorenzen, udmærket Maler i forſtjellige Fag. Han var født i Sønderborg paa Hen Als 1783, og opnanede ſaaledes en Alder af 75 Aar. Han var en Cleve af det danſke Konſtacademie, hvis Directeur han ſiden i nogle Aar har veret, ligeſom han til fin Dod var Profesſor ved ſammes Mo⸗ delſkole. J hans yngre Dage lod et Selſkab af Konſtyndere ham reiſe udenlands i tre Aar paa fin Bekoſtning. Under fit Ophold i Holland ſtuderede han i Antwerpen, i Serdeleshed efter - Rubens og van Dyck, da det var Portraitma⸗ leriet, han fortrinligen lagde ſig efter. J Paris > malede han et Optrin af Beaumarchais Lyſtſpil Bar⸗ beren i Sevilla, og hans Arbeide, vandt det der⸗ værende Academies Bifald i ſaadan Grad, at det agreerede ham ſom Medlem. Hans Compoſiti⸗ ="wner vare lette og heldige; hans Colorit kjek og Drapfeiet iſer meget godt i alle Fraftfuld; hans Stykker. Hans Arbeider ere talrige og hans Flid. trœttedes ikke lige til hans hoſe Ul: derdom. Blandt hans Hovedverker er Valde— mars Seir i Lifland og det Holbergſte Galle⸗ rie, beſtagende ialt af 34 Stk. (blandt hvilfe nogle faa, dog ſom bekjendt, ere af en anden ud⸗ "mærket Konſtner.) Han trengte faa dybt ind i den udødelige: Digters Aand, at dette Gal: lerie fortjente at ſtuderes, iſer for Coſtumets Skueſpillere. Endnu paa ſidſte Konſtudſtilling ſaae man fra hans Haand en Myndehund, malet efter Naturen. J en Rakke af Aar have UÜdſtillingerne ved vort Academie været forſkjonnede ved Verker af den af en Fleimand Leilighed fortjener det at bemærkes, at det medi⸗ 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 822 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. 608 denne flittige og hoitfortjente Konſtner. Hans ſaare veltrufne Portrait, malet af Hr. | Ror⸗ by, og foreſtillende den Afdode ſysſelſat i fin Attelie, var ogſaa at fee paa den i denne Uge endte Udſtilling. i a „ J Kjøbenhavn døde nyligen et ungt Mens neſte, fom en Folge af alt for ſterk Vært. Uag⸗ tet han kun var atten Aar havde han dog Høj: i Armeen. Ved denne— cinffe Selſkab i Rouen har for Aaret 1828 udſat en Guldmedaille, af 300 Fr. Verdſe, for en Afhandling om Værten og om de Sygdomme, den foranlediger, der ere forbundne dermed, og ſom helbredes derved. Kjobenhavns Bors, d. 9 Mai 1828. Hamburg 2 M. — 4 „ à vista 218 add Species 221 Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 4 f. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſte Speciesſedler pr. 100 Specier Svenſke Sedler pr. Rolr. Rigsgjeld 157 — Rbd, Set. 512 513 Nbß. egn, i Dito Dito. 752 76 i Banto. Nationalbank Obligationer] (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 | — Rbd. r. S. Dito Dito 1124 — Sedler. 2 + Renter pr. 6 Januar 982, — Rbbd. S. f. 6 pC. norſt Laan e t ved Hambro & Søn 105 — i Banco. 4 pC. Dito nyhe . | 98 | i Banco. Aſiatiſfke Comp. Actier: | — — 1 Sedler. 3 pC. nye danſke Oblig. I — I-. Steil. i f Kjobenhavn. Forlagt af S. Soldin. Trykt i L.] J. Jacobſens Bogtrykkerie, i i L 1 i i 9 —— 1 ——— Skilderie Nyeſte af Kjobe N b a bn. Femogtyvende Aargang. No. 39. Forſendes, ifølge Kongel. allerngadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Udgivet og redigeret af Fr. Tha ar u p, Etatsraad. Tirsdagen den 13 Mai 1828. SDS ————— ——— — — — FOOT OOS Om Anſtalter for Sattige i England i Sygdoms Tilfelde. (Udtogsvüs af the London medical review. Vol. IV. Febr. 1827. p. 177.) Nu — Da vi for nogle Maaneder ſiden berettede, at en Korreſpondents om de medicinſte Viden-⸗ aber var begyndt, for at erhverve Oplysninger m denne Gjenſtand, nærede vi det Haab at ftule tune, ſnarere end ſkeet er, meddele om ikke Aeſultater, faa dog Fremſkridtene af ſamme; men mange tildeels uventede Vanſkeligheder have været at rydde af Vejen. Imidlertid er det ſtore Sporgsmaaal, ſom vedkommer de Fattiges Syg⸗ domspleje i de forſkjellige Kirkeſogne, bleven, ſom vi med Glæde bemerke, dagligen ſkjenket ſtotre og ſtorre Opmeerkſomhed; og vi have Grund til at troe, at man om det ſlemme Forpagt⸗ ningsſyſtem, der bruges for at forſkaffe de fat⸗ lige Syge i Sognene medicinſk og chirurgiſk Til⸗ fyn, har ladet anſtille nøjagtige Underſsgelſer i mange Egne, desangagende bleve offentliggjorte; og i mange Byer af betydelig Storrelſe er ſkeet ſaadanne Yttringer om denne Gjenſtand, at vi ikke længere nere Tviol om, at vor Mening om Forandrings Nødvendighed vil af det Offentlige blive opta⸗ gel. — Naar nogle Medlemmer af vor Kunſt, neogle Practiſerende afvige i deres Exkleringer, — — ſiden vore forſte Bemerkninger ſaa ligger Aarſagen i, at de ikke indſee, hvor⸗ ledes et Syſtem, hvortil de ſtedſe have veret vante, ſkal kunne paa en god Maade afftaffes. Nogle Practiſerende kunne være afſtrakkede fra en aaben Fremſtillelſe af deres Yttring imod Sogneforpagtningerne ved den Tanke, at det efter en ſaadan Erklæring. vilde være upaſſende at ved⸗ blive felv at indgaae Kontrakter om Sognenes Sygepleje; men ſaalenge ſom Faktigforſtanderne have Myndighed til at lade de Sogne-Fattiges Sygepleje overlades til den Mindſtbydende, faa længe mage Landsbye⸗Chirurgerne, endog de meeſt anſeete af dem, vedblive at anſsge derom. Det vilde i Sandhed være ſorgeligt, om Sognene ffulde overlades til ſaadanne Handels⸗Contrahen⸗ ter, hvis eneſte Anbefaling til Forſtanderne er: at de nojes med ringe Betaling, De gamle Chirurger mage derfor vedblive at tage Sogne, og de unge Ehirurger forſoge at faae dem, efter den gamle Skik. Dog, vi haabe, at de ſom hidtil have arbeidet paa den foreſlagede Foran⸗ dring; ville ikke tabe Maalet af Sigte, førend. de fee det opnaaet. ; < Vi ſkylde en venffabelig Correſpondent Tak for en liden Afhandling, ſom oprindeligen er an⸗ fort i en Deel af Dr. Worthinton's For⸗ ſog, — Monmouth — hvoraf vi meddele No⸗ get. Mere end tyve Aar, desværre, have vi feet forløbe, ſiden diſſe Forſog bleve benvendte til det Offentlige; faa langſomt er Meningens Fremſkridt. Det af Dr. Worthington foreſlaaede — * 4 * 611 Middel er Oprettelſen af talrige Hospitaler, hvilke, ſom Folge af deres Mængde, maae vorde betydeligen mindre end Sterſtedeelen af Landets Hospitaler nu ere. Med Henſyn til Nodven⸗ digbeden af Lovgivningens Indblanding, fo⸗ reſtille vi os det ſom ſandſynligt, at Dr. Wor⸗ thingtons efterfølgende Bemerkninger mage have ledet ham til at tenke den ſtorre end han an⸗ ſage den for at være, da han forſt henvendte fin Oßmerkſomhed paa de Fattiges Sygetilſtand. — Vi anfce den for uomgengelig fornsden. Der⸗ ſom det blot angik Lægerne, ſaa kunde Foran⸗ dringen fuldføres uden Parlamentets Biſtand; men enhver ſom kjender Fattig-Forſtandernes Ca- racteer paa Landet, kan ikke antage andet end at de, faa længe de kunne, vedblive deres ner— værende uliberale Syſtem. Folgende Uddrag af det nævnte lidet Skrivt vil ikke vere uinteres⸗ ſant for Lœſerne. Naar Sygdom indtræffer for den Fattige, bliver hans Stilling iſer utaale— lig; da trænger han iſcer til Forbarmelſe og Lindring. Del er faldet i mit Lod, endſkjent jeg vel er overbeviiſt om i en meere indſkræn⸗ ket Grad, end i mange andre af mine medicin⸗ ſte Brodres, at have feet og bemærket de Fat⸗ tiges Sygetilſtand. Reſultaterne af ſaadanne Jagttagelſer har overbeviiſt mig om den ſorge⸗ lige Sandhed, at ſelv i de meeſt befolkede og meeſt cultiverede Egne af vor De, lide en ſtor Deel af dem Mangel paa medicinſt og chirur— giſk Biſtand. Om vi end beſkue Sagen fra dens beſte Side, om vi end forudſette, at den lege⸗ videnfkabelige Hjelp, der kan ydes dem, er fra Kunſtferdighedens og Nojagtighedens Sider upaa⸗ klagelig, hvor er da den Anvendelſe og de Mid⸗ ler, ſom nodvendigen i Sygdomstimen ſtrax maa ſoges? hvor er den almindelige Beqvemme— lighed ſom fordres, og hvor ſkulle vi ſoge diſſe huslige Vederqveœgelſer, ſom ſkulle opmuntre det nedbsjede Hjerte, mildne Upaſſelighedens Styrke? Man tenke ſig Opvartningen ved Sygeſengen, i en kold og lappet Hytte, der paa forſkjellige Steder er udſat for Vind og Snee. En Anek⸗ dote, blandt et Tal af viſt hundrede lignende, vil jeg fortælle iſtedet for en langtrukken Declama⸗ tion. Jeg erindrer at have betjent en ſyg gam⸗ mel fattig, eenlig Mand.3 eenlig tilviſſe; thi ſkaffe fig, tilbragte han Dage og Natter. dighed. 612 Sengeſted, havde han, og nogle usle Sengekle⸗ der; hans Huus beſtod af hvad en Fattig kal⸗ der to Kamre. Jeg fandt ham i det, hvori Sen⸗ gen ſtod; og i dette, med ſaadant Forſvar mod Vind og Veir, ſom han ſelv havde kunnet 955 eg ſpurgte om hans Seng, og fif. det Svar, at beg ikke kunde afbenytte den, da det ſneede ind i | den. Jeg underſogte den med nogen Aengſtelig⸗ hed, og fandt at han havde ſagt ſandt. Hvad kunde Legemidlers Kraft udrette under ſaadanne Omſtendigheder? Jeg har bemerket, at denne Fats r | | han var ben eeneſte Beboer af Vaaningen. Et | | tige var eene. Det er langt fra at være ualmindeligt eller overdrevent, at paa en lignende ynkverdſg Maade, ſtjont vel med nogle Forandringer vil Ex⸗ empler findes overalt hvor Armoden findes, og hvor Vinden ſtormer fold, ja ſelv i de bedſt be⸗ folkede Dele af England, Skotland og Wales. J alt Fald ere der talrige Exempler paa, at Hjelpen ſom det medicinſke Tilſyn ſkulde yde, hindres og ſpildes ved for Haanden værende Om: ſtendigheder; iblandt diſſe, finder en af ikke ringe Betydenhed virkelig Sted, og dette ofte, nem— lig: det fejlſlagne Haab, ſom faa almindelig er⸗ fares af Lægerne, naar de beſoge Sygeſengen, i de Fattiges egne Boliger; og ſom reſſer fig af, at de givne medicinſte Forſtkrivter ikke vorde overholdte. Dette reiſer fig afverlende — af Skjodesloshed, af Uvidenhed, og af Gjenfri- Dets Kilder ere forſtjellige, men dils Folge er een og den ſamme; nemlig: at det udtenkte Gode: ſom den opmerkſomme, og fam: vittighedsfulde Læge vilde bevirke, vorder for⸗ ſtyrret. For faa vidt kan den fattige Syge ſiges . at være betagen Muligheden af at modtage den fulde Fordeel af medicinſke Beſtrebelſer, hvor Lykken eller Hendelſen ellers vilde bringe den til hans Hytte. f j , | Dog dette er ikke Hovedſagen, ſom jeg vilde drage Opmeerkſomheden hen paa. Et Onde af | langt ftørre Betydenhed, af megen udſtrakt On⸗ fang, er: at medicinſk Tilſyn, i det Heele, er der ſaa knapt ſorget for, overalt paa vore Ber. At et ſtort Antal Fattige ſom, ved betimelig og vedholdende Hjelp, kunde have været reddede fis U 613 Doden, ere nødte til at omkomme formedelſt Forſommelſe og Uvidenhed. Vil man maafkee ſpare mig, at man har Overdraget Omſorgen for den ſyge Fattige til en tler anden ner eller fjerntboende Apothekers Duelighed og Retſindighed. Jeg bemærfer der— Wed, at jeg har kjendt Apothekere ſom have boet dere Mile fra deres Sogne, hvor de fulde virke, og ſom, om de end have beſiddet de nødvendige Egenſkaber til den gavnlige, og ſamvittigheds— fulde Udovelſe af denne ſtore paadragne Pligt, dog uden Tpivl ikke kunne antages at anvende mere Tid dertil, end de have tjlovers fra deres indbringende andre Forretninger. Saadan er de Fattiges Syge-Tilſtand, naar man betragter dens meſt gunſtige Omſten⸗ digheder, nemlig naar de ere heldigviis over— ladte til en Londsbye⸗ Apothekers Omſorg, ſom hverfen mangler Menneſkekjerlighed eller Duelig— hed, men han kan i Sandhed ikke afſee den Tid ſom fordres til ſand og tilſtrekkelig Hjelp. Men naar deres bedſte Tilſtand reiſer fig kuns til lidet mere end aldeles at være for⸗ ſomte, hvortil maae da ikke deres Undertrykkelſe ſynke, naar deres Herremand overgiver dem til en lagekyndig Mand, hvis Grundſetninger om Menneſtelighed ere ſvage og fejlagtige, hvis Stu- diumogEgennytte, er af lige Beſkaffenhed, og hvis Egenſkaber i et Kald, der ikke er ham eget, og hvortil han ingen Lyſt føler, ere faa ringe og“ ulilſrakkelige, at de vilde gjere hans Practiſeren uværdig, ſelb om hans Characteer var tilboielig til ſamvittighedsfuld Nejagtighed, iſtedetfor at have forbryder få Ligegyldighed. — Til en ſaadan S0. api Son overgives almindelig de fattige At kun lidt mere end en nominal Opvart⸗ ning bliver meent af Apothekerne, eller forven— tet af Herremendene, naar deres Handel afflut⸗ tes, vil Leſeren tydeligen indſee ved at lægge Marke til Übetydeligheden af den Betaling eller Gotgjorelſe, ſom den forſte ikke tager i Betenk⸗ ning at foreſlaae, eller den anden ikke ſkammer fig ved at modtage i Vederlag for garlige Tje-⸗ ee Hvad ſkulde vel ventes naar Betalingen e ſektes i Almindelighed, ſelv af Contrahen⸗ jene, højere end til en Sum af fem Gujneer — ' = „ s blive forøgede.” > 614 aarligen? Et Salarium ſom ikke fjelben anta⸗ ges for det med perſonligt Tilſyn forbundne Ars beide, ſamt Forſyning med enhver nodvendig medicinſt Artikel, til.et ſtort Sogn der under⸗ tiden ligger i nogle Miles Afſtand fra Apothe⸗ keren, der for en ordentlig Opvartning i et enkelt Tilfelde ved 3 eller 4 Ugers Sygdom, vilde give en Regning paa Omkoſtninger, der vilde over⸗ ſtige hvad han fager for et heelt Landsbye Sogn i et heelt Aar. a Efter ſaaledes at have givet Vink om de Syges almindelig beklagelige Stilling, naar de ere overladteſttl den omtalte Behandling, vil man vel med Grund forvente, at jeg vil opvekke Af⸗ five for et ſaadant Syſtem, at jeg mueligen vil ſtrebe efter at fee det offentligen afſtaffet; ſamt, at jeg vil foreſlaae de Midler hvorefter man kunde fremgaae med Virkſomhed i denne Hen— ſigt. Og virkeligen er dette Tilfaldet; derſom jeg ikke foreſtillede mig, at de vilde dømmes mindre. henſigtsmasſige) fordi de ere indlyſende, eller at de ville forekomme nogle Spekulantere uudforlige, fordi de grunde fig paa Formodnin— gen om en forøget Veldedighed, ſaa ſkulde jeg ingenlunde mistvivle om deres endelige Antagelſe. — De indbefatteß i en kort og ſimpel Sentence: — forog Hoſpitalerne! s Man vil her kunde indvende, af endſkjont dette Land er uforholdsmasſigen ſorſynet med disſe velgjoerende og priisvœrdige Stiftelſer, faa ere dog de Fond ſom nodvendigen udfordres. til deres kraftige Virkſomhed, vanſkelige at tilveie⸗ bringe. — Hertil ſvarer jeg; Eders Hoſpitaler ere for ſtore, og de Gaver, hvorved. de underhol— des, for vanſkelige at erholde — eller for lokale. — Store Stiftelſer ere altid beſvœrlige og van⸗ ſkelige; naar de deles og adſkilles ere de lettere at controllere; formindſt Sterrelſen, og forøg Antallet, af Hoſpitalerne, og det vil, i moralſk og phyſſtk Henſeende, have til Folge, at deres Underſtettelſe og deres Nytte vil tilſammentaget i J hele England vil Antallet af Hoſpitalerne for Syge, med Undtagelſe af Middelſex, omtrent beløbe fig til tre for to Grevſkaber. — Jeg paa⸗ ſtager ikke at dette er beſtemt ſaaledes, heller ikke udfordrer. Gjenſtanden, at det mage være ſagle⸗ 615 des. — J de tolv Greyſkaber i Wales er der ikke et eeneſte Hoſpital. — Det er ikke Henſigten med denne Afhand⸗ ling, at ville fremlegge en ſpeciſiſeret Plan til Udforelſen af dens Gjenſtand, nemlig den bety— delige Forsgelſe af Sygehuſene. Jeg onſter meget mere at give et Vink til dem, ſom ikke ſelv allerede have dannet ſig et ſaadant, og at det mage tjene til Erindring, for dem hvilke det ikke ſynes at vere noget Nyt, at der ſynes ikke at være nogen anden "anvendelig Maade til at lindre Armodens Rædfler i Forbindelſe med Syg— dom, end at forøge Antallet af Tilflugtsſtederne, hvor Syge og Forladte kunde modtages. — At udſinde de bedſt ſkikkede Midler, og Maa— den til at udføre dem, hvis man kan formode at Gjenftanden vil tiltrekke fig. Lovgivningens Opmerkſomhed og blive underſtsttet efter en ſtor og ſamtidig Plan, vil altſaa forudſette, at Dis ſtricternes Befolkning og Eone noiagtigen un⸗ derſoges. i For at giore denne Beregning, er det imid— lertid uomgengeligt nødvendigt ved enhver Lei⸗ Tighed, at gage frem efter folgende Setning; nemlig: at, for at kunne fuldkommen opnage det fremſtillede hjelpende Maal, ſkulde Hoſpita⸗ lerne overhovedet formeres i den Grad, at de bleve tilſtrækkelige til at ſikkre de fattige Syge i ethvert Sogn i Kongeriget imod den Hjelp ſom reiſer ſig af Overeenskomſten imellem Godseieren og en ſaadan medicinſt Practiſerende, der, efter at have nedladt ſig til Modtagelſen af et util⸗ ſtrœkkeligt og uſelt Stipendium, ingen Samvit⸗ tighed gjør fig af at udøve fin Beſtilling paa en dertil ſvarende lige utilſtrekkelig Maade, og med en Uneiagtighed der er uværdig; ja endog, ſand⸗ ſynligen paa denne Betingelſe, grunder denne ulige Balance af meum og tuum, i det han an⸗ feer Maaleſtokken for fit Arbeide at overgange Værdien af hans Lon, og regner paa at hans usle Tieneſter nærme fig til af” fortjene" Roeés for at være en Gave. — For af ſikkre vore Fattige Syge for ken ſaadan Biſtand er det et sine qua non, det ſtore ØnfÉe, flag om Forandring heri mage forblive ufuld⸗ komment, og kun for en Deel udførligt, nens og Chirurgiens Magt at forſkaffe. uden hvilket vort For⸗ 1 a „ 516 8585 Men bette Ønffe kan efter min Meening ikke paa anden Maade fuldkommen bevirkes 0 iſtandbringes, uden derved, at de Syge ikke len⸗ gere blive Gjenſtanden for en aarlig Kontrakt imellem Apothekeren og Sognet, det er, ved For⸗ anſtaltning af pasſende Tilflugtsſteder. En fordelagtig Omſtœendighed, ſom udſprin⸗ ger fra den Plan, jeg anbefaler, vil, haaber jeg, blive erkjendt af ethvert Slags Practiſerende, jeg meener Leiligheden ſom derved vil opſtaae til at foroge de medicinſke Videnſkaber med Kundſkaber om Sygdomme og disſes Helbre⸗ delſe. Paa den nuværende Maade af Sogne; Tilſynet, vil Übeqvemmelighed og Forſtyrrelſe qvœle Iveren for Beſtrœbelſerne; og den meeſt uretfærdige Handling vil kunne beſmykkes med at et flet Brug af det Ordinerede har fundet Sted, derimod kan ke Folgerne af en Sygdoms Be⸗ handling med Sikkerhed erfares, og afgive Stof til fornuftig Overveielſe og Belerelſe, ej heller Tiltale for ſlet Behandling begrundes. Foron⸗ ſkede Følger ſom disſe, mage ikke ſoges i den eenſomme Hytte, ſom "beboes af Enfoldighed og Uvidenhed; men de findes i offentlige og ſterkt beſogte Hoſpitaler, hvor Lægerne ikke handle al: lene, eller ubemerkede af deres Colleger; hvor Reputationen og dens Folger ere haſtigen er⸗ kiendte, hvor Flid og Talent virker paa fit rette Sted, og hvor de Syge ere overgivne til den beſte muelige Omſorg, ſom det ſtaaer e el er det fandt, at ſaadan medicinſk og chirurgiſk $j- ſtand kan ikke ventes indført i ethvert af de Ho⸗ ſpitaler, ſom vi onſke at fee oprettede. Men den vil findes i alle dem, hvis Beliggenhed, el ler Lokaliteter ere fordeelagtigſt, ogſaa vil i alle Tilfælde, den medicinſke Praxis forblive den ſam— me, de ſyge Fattige vil ſettes i langt fordeel⸗ agtigere Omſtendigheder, de ville blive betjente med langt ſterre Beredvillighed, og det gratis, naar de indlægges ſamlede, i et velindrettet og paſſeligt Hoſpital, end naar de ere adſpredle paa Landet i usle Hytter, og paa aarlig Bortforpagtnings Maade behandlede. i - 617 Web mange Lejligheder opockke Sammen⸗ ligninger nellen andre Stater og vort Fedre⸗ neland de frydeligſte patriotiſke Folelſer. For fort Tid ſiden læfte man her i Bladet (Nr. 32) em Anſtalterne for Sindsſvage i Storbrittanien, og havde Anledning til at gyſe ved de ſtore Mangler ſamme har, og den ſkrœkkelige Misbrug fom der fandt Sted. Ovenfor lœſes om den boiſt beklagelige Stilling den fattige Syge i Eng⸗ land er ſtedet i. Man tenke ſig i Modſetning de ypperlige Love Danmark har om de Fattiges Sygepleje. Man leſe, hvad Kjøbenhavn an— gaaer, den Foreſtilling ſom den 12 Mai 1799 blev afgivet til Kongen fra Direktionen for Kjo— benhavns Fattigveſen om ſammes bedre Ind⸗ retning, tilligemed den indſendte af Kongen tonfirmerede Plan. Som Planen i det Heie er erklendt at være et Monſterverk i ſit Slags, [aa er i Serdeleshed det Afſnit, §§ 73120, der beſtemmer, hvorledes en vel ordnet og virkſom medicinſt Hjelp bor forſkaffes, vel værd at bes grunde for Menneſkevennen. Hvad den øvrige Del af Riget: angager, da ere de to Reglemen— tir for Kjebſtederne og for Landet af 5 Juli 1803 aabenbart ſkrevne i ſamme Aand, cf. S. 25230 i det nylig udkomne Skrift: Om Fat⸗ Udeaſenet i Danmark udenfor Kjøbenhavn. — Vid E. Olſen, Fuldmægtig ved Randers Amts⸗ . Contoir,. Trykt i Aarhuus 1828. Ingenſteds hos os kunde flige Klager finde Sted, ſom de der, eſter det meddeelte Stykke, ej ere ualminde⸗ lige i det hojtpriſede England. 2801 — —æE Philologiſke Curioſa. n | T. „J Rector P. G. Fibigers Overfættelfe af Juvenals Zdie og ade Satire (Kbhvn. 1823. 4) læfer man i III Sat. V. 247,48 Folgende: Benene Dynd tilſsler; jeg trindt ſnart træ⸗ ni des af klodſet dod og beſtovlede Krigsmands Sem ' mig Fingrene river. 618 Derſom den, der leſer dette, forbinder nos gen Tanke dermed, maa han forundre ſig over denne Colliſion imellem Sommet i Krigsman⸗ dens Støvler, og den vandrende Borgermands Fingre, og friſtes let til at troe, at enten den Romerſte Krigsmand, naar han ſpadſerede, har ſparket ſterkt op, eller at Borgermanden har gaaet paa alle Fire. Sagen fager derimod et andet Üdſeende, naar man flaaer Taxten efter: Pinguia crura luto, planta mox undique magna Calcor, et indigito clavus mihi militis haeret. Naar man nu veed, at digitus ikke blot be⸗ tyder en Fin ger, men ogſaa en Taa, indſeer man let, hvorledes Krigsmanden med ſine Sem (eller rettere med Sinker, clavi caligares) be⸗ ſlaaede Støvler kan træde den fredelige Borger mand paa Zæerne . 2. i Profesſor J. H. Smidth i fin Ovørfæt- telſe af Horatii Oder (Kbhon. 1828. 8) fortæl⸗ ler Pag. 52, at “ Horats i fit I7de Aar ople⸗ vede, at Liget af den ſtore Pompeius flod iland paa Italiens Kyſt, og ingen torde vove at jorde ham, der, efter Digterens Udtryk, havde fortjent et Tempel og maatte ſavne en Grav.“ Hvorfra mon Herr Profesſoren har den Efterretning? De gamle Forfattere fortælle, at Cn. Pompeius Magnus blev begravet paa Afri⸗ kas Kyſt, hvor Keiſer Hadrianus ſiden lod hans Grav iſtandſætte; fee Appian. Bell. Civ. II. 86; Plutarch. Pomp. 80; Dio Cass. 42. 5; Valer. Max. I. 8, 9; Lucan. Phars, VIII. 712 sgq. X. 380 sq.; Spartian. in Hadrian. c. ZA: 7 D ————..—————— Indenlandſke Efterretninger. J Brau's Miſtellen 2det Hefte for 1827 læſes interesſante Meddelelſer af en Reiſende (F. L. v. Lindemann, ogſaa under det antagne Forfatternaun v. Reufenſtrauch) om den danſte De St. Thomas. Den er, ſiger Forfatteren, uſtridigen de forſte og livligſte Øe i de veſtindiſke Bande; thi den har ikke allene en meget ffjøn og ſikker Havn, hvori Skibe af hver Sterrelſe kunne ligge, men den er ogſaa en Frihavn, hvor alle $ i: i PR 619 Sationerg Skibe ere berettigede til at indlobe. Igtorerne af Indforſelsartiklerne ere ſerdeles maadelige, medens Columbien maa betale høje Toldafgivter. Af denne Grund henter man her den ſtarſte Deel af hine (2) Pladſers Fornoden⸗ heder i ſmaa Partier, for at indfſmugle ſamme. Blandt Indforſelsartiklerne ere alle muelige Manufacturervarer, Jerntraad, Krudt, Klæd: ningsſtykker, Fort Alt hvad der udkreves til Menneſtets Fornodenhed. Ganſte fortrinlig Af— fætning finde her alle Sorter tydſt Lerred, og dette er unegteligen den bedſte Handelsartikel. Fra Holland indfores Smor, Oſt og Genever og den ſidſte Artikel i betydelig Mængde, Nord⸗ amerika forſyner Øen med Meel, Saltkjod, Stokfiſt og Trœlaſt. Sydamerika leverer til Bytte for europeiſke Producter og Manufactu⸗ rervare, Cacao, Bomuld, Fuſtik, Fernambuk, Indigo, Caffe, Tobak, Huder, indiſte Maatter, ſom da herfra udſkibes til Europa. Da Øen er meget klippefuld, faa er det ikke mueligt, at den allevegne kan dyrkes lige, men dog levere henved 32 Sukkerplantager godt Sukker. Qveg⸗ avlen er ubetydelig. J de veſtlige Dele af Den finder Naturvennen adſkillige meget roman⸗ tiſte og yndige Egne. Blandt Frugterne er foruden Cocuspalmen, de bekjendteſte: det indiſke Figentræ, adſtillige Urter Oranger og Appelſiner. - Productionen af andre Gjenſtande, paa Sukkeret nær,. fortjener ikke at komme i. Betragtning. Af Dyreriget træffer man foruden tamt Qvæg ſaare ubetydeligt. Af Fugle ere kun faa Urter bekjendte: Colibri, Pelikanen, den graa og hvide Strandmaage, Snepper og Falke. Af ſkadelige Infecter findes Muſkiter, Sandages!, Scorpio⸗ ner, Taranteler, Slanger og giftige Gnapper ꝛc. — Alle Forretninger concenkrere ſig i den. eneſte Stad Charlotte Amalia, under hvilket Navn den dog ikke er bekjendt; thi ſedvanligen kaldes den St. Thomas. Over Stadens Rolig⸗ "hed og Sikkerhed vaage her omtrent 300 Mand danſt Infanterie. Ogfaa haves en danſk-veſt— indiſk Milits Garde af Hvide, foruden et Fri⸗ corps, beſtagende af Farvede og Frinegere, der teller 2 til 300 Mand. Denne Afdelings Ho— vedforretning beſtaaer i at tjene ſom Brand⸗ corps. til nye Reſultater. Han offrede en Deel af fin Denne lange Fraværelfe, Krigen og de frem: 620 Friherre v. Vogth. Denne Dæders: mands ſtore Fortjeneſter af Agerdyrkningen ere almindelig bekjendte og almindelig paaſkjonnede. For omtrent fyrgetyve Aar ſiden oprettede han af tilkjobte Bendergaarde Godſet Flotbeck, i Nærheden af Altona, ved Elbens Bred og lod det paa ſedvanlig Viis forvalte. J Aarene 1792 til 1794 ſtuderede han paa hans Reiſe i Engelland og Skotland det engelſte Agerbrug. Ved hans Tilbagekomſt 1795 medbragte han de bedſte den Gang i Storbritannien bekjendte Agerdyrkningsredſkaber (og ſom Friherren felv erklerer for at vere de bedſte) engelſke Aols⸗ folk og Trœſkole-Gartnere, til Flotbeck, for at underviſe ſine Folk i Brugen af Agerdyrknings⸗ redſtkaberne, Saamaſkinerne, Taerſkmollerne, j Anlægget af bedekkede Aflobsgrofter, fabrikmas: fig Plantning af Tracer og Værter ꝛc. Indtil Aaret 1803 var han alt for meget ſysſelſat med fin hæderlige Deeltagelſe i Falktiganſtalterne i Hamborg, Wien og Berlin, til at han ganſke kunde henvende ſin Opmeerkſomhed paa Ager; dyrkningen. Men ſiden 1804, befriet fra alle Forretninger, anvendte han ſin Tid ganſke paa. den practiſte Jordavl. Han var den forſte Oeconom, der ſogte at bringe den engelffe Ager⸗ dyrknings Grundſetninger i Anvendelſe i Tydſt⸗ land, ligeſom det i Danmark var Prof. Beg⸗ trup, ſom allerede. i Aaret 1800 .udgav fine fortræffelige. Bemærkninger over det engelffe Landbrug, ſamlede paa en Reiſe i Engellond. Ugift og i Beſiddelſe af en uafhengig betydelig Formue, ſparede Friherre v. Vogth ingen Be. koſtning, naar det kom an paa at prove een eller anden Grundſætning eller ved Forſog at komme Formue, for at underviſe fig ſelv og Almeenheden. Hvad han i faa Henſeende har udrettet er nok⸗ ſom bekjendt, og ſjeldent beføger nogen videbt— gierlig Reiſende Hamborg, uden at tage Flot: beck 1 Øjefyn, ſom eet af den nyere Agerdk— ningsvidenſkabs ſkjonneſte Mindesmerker i Cu: ropa. Krigsbegivenheder tvang Friherre v. Vogth) til at forlade Flotbeck fra 1807 til 1811. mede Tropper virkede hoiſt ſkabeligen paa hans derverende Agerbrug“ Siden, 1814 maakte 621 A han neſten ſkabe Alt af Ny. Imidlertid ure hans lange Ophold i Frankrig, i Schweitz og i Italien hans theoretiſk-practiſte gundſkaber forøget ſig. Naar han tidligere maaſkee holdt fig før meget til det, han havde fit i Engelland, faa henvendte han fra nu af fm Opmerkſomhed paa Vegetationen, og ſogte ol Naturen ſelv at lære, hvorledes og i hvorvidt man kunde komme Üdviklingen af dens Kræfter til Hielß og forøge Udbyttet af Groden, hvil⸗ kn Grandſtning, med ſtor Anſtreœngelſe, omſi⸗ det lykkedes ham ſaavel, iſer ved Walffſens Sltift om Agerdyrkningens Statiſtik, at han i Aaret 1820 kunde meddele Reſultaterne af fer Aars Underſogelſe i en Afhandling om: hvor— vidt Rapſedavlen forbunden med Mergelen for Grœsbund af Iſte og 2den Clasſe kunde blive for udtømmende, beſvaret efter ſtatiſtiſte Grund— ſalninger (indført i Schl. Holſt. Landw. Hefte 1820 5). Denne Afhandling foranledigede en lldende Brevvexling mellem dens Forfatter og de anſeeligſte Agronomer i Europa. Han bes marker deri, at den udøvende Agerdyrkning i Engelland. og Skotland, men endnu mere i Bra— Vant og Flandern, har naaet en ſaadan Fuld— kommenhed, at den vanſkeligen endnu vil kunne vinde noget ved Theorien. (Age om denne fortjente Mand i et fol⸗ gende No,) f „Olreclionen for det oſterſsiſke Compagnie leber, i Folge dets Statuter ode §. ved Auc⸗ lien pan Borſen d. 14 Mai for Regning af de Alle Subſkribenter, deres Boer eller Beſiddere af de for præſterede Indſkud paa. Actier ud⸗ fledte Interimsqvitteringer, bortſelge 111 Actier i Eempagniet, for hvilke de ſtatutmesſigen ſenere lnokaldte Tilſkud ei ere erlagde. — Dette erin⸗ drer om det oſterſ iſfke Compagnie, der ſkulde Iprettes for 45 Aar ſiden og hvorpaa alle og Enhver kunde tegne fig og fik Bevis for de Ac⸗ fier, der var tegnet for. „Man lovede ſig faa 9 Fordele af dette Compagnie, at, da Actie⸗ übſkribenternes Tal var fuldſtendigt, det lotte Bevis blev. betalt med 100 Rbd. og 1———— 1) Gir, Thaarups ftatift. Udfigt 1825, S. 116 9. f. ns 622 derover, hvorved mangen En, der ikke eiede det Mindſte til at indfrie Actierne, kom van en ſaare let Maade til Penge. å ; — 1 — —— Ea EBE SEERE] (Ind fendt.) Saa vidt er det da kommet! Morſkabs⸗ theatret paa det ſtore Theater! Kun endnu eet Skridt, og vi kunne ſpare Vejen ud til Veſter⸗ bro. Gamle, brave Casſorti! Det var i en lyk⸗ kelig Tid Du ſtiftede Scenen, og ſvingede Dig op paa den Linie, hvorfra Du aldrig kan falde ned af! Du havde været tilovers nu og neppe ſamlet Dig ſaa mange Markſtykker, ſom fordum Louisd'orer. — En original nye Vaudeville, under Titel: Intriguen ved Morſkabsthea⸗ tret er forſte Gang blevet givet i Loverdags paa det ſtore Theater. Man feer deri Mor⸗ ſkabstheateret paa Veſterbro og Brauns Reſtora⸗ tion tæt derved, Handlingen foregager paa Pladſen udenfor dette Theater. Intriguen er omtrent den ſamme, ſom i Eventyret. i Roſen⸗ borg Hauge — et Avisfrierie. Had Stykket ſelv angager, da er det, efter Anmelderens Me= ning, hoerken ſlettere eller bedre, end de fleſte Vaudeviller, man i den ſidſte Tid har feer, Det Publicum, ſom ynder dette Slags Operet- ter, er i ſine Fordringer ſaa noiſomt, at hidtil ingen Vaudeville har mishaget. Det taaler heller ingen Indvending, thi det Svar man i Almindelighed faaer er: hvad kan man fordre af en Vaudeville? Nerverende Forfatter har beſtrebt fig for at more fine Tilſkuere og han vil vel neppe gage Glip af fir Maal. Ogſaa han bevæger ſig i de lavere borgerlige Regioner; ikke engang en Kammer-Comerce- eller anden Raad findes i hans Stykke. Det hører formodentligen til Syktemet for denne Art Syngeſpil, at kun ſimple Folk udelukkende ere fordømte tel at verre Narre og Dosmere, og at disſe ſidſte ikke maa ſoges højere end i den niende Clasſe. — Den, ſom udfører fin Rolle bedſt i hiin Vaude⸗ ville er Hr. Stage, ſom den gamle Ssmand Chriſtopher. Men hvorfor. denne juſt kun ſkal have een Arm, indſeer Anmelderen ikke. — 1 117 ̃ . . ĩè -x... er 1 623 SÅ 5 anden Efterretninger. fat ke lte lær efterat Stetten vid Sol⸗ m et en : f raalernes Brækning var bleven ſkjonnere. Sklivelſe fra Neapel af 20 Marte b. A. fogende Imidlertid vørede denne Cruption itte længe; Efterretning: den 24 be aabnede fig i Veſuvs I. 32 aftog den, og med forandret Bind dre Kraters indre Bund en nye Munding af omtrent Støtten hen mod Ottajono, hvor den faldt fam 15 Fods Omfang, af hvilken en uhyre Mengde mer Kl. 5 var Veſuvs Spidſe ikkun bedakkit Rog ien kuglelignende Skikkelſe) dampede frem, 05 en meget fynd Røgguirlande, Den 2ade og derefter udſtremmede under heftigt Brag en gabnede fig, igien indenfor Veſuvs Krater 18 ſtor Mængde flydende Subſtants. J de føl: aan Mundinger, fem udſkiod Ild, Rog og gende Dage horte Udbruddet neſten ganſke op, SAVE 1 bleve ſieldnere, men heftiger. men af den nye Munding udſteg beſtandigt Rag, Sel anen udkaſtede beſtandigen Aſte blandet med undertiden ogſaa Flammer; dette Phenomen og. Den 25 og 26. vedvarede. disſe Phænc: vedvarede, dog i en mærkværdig Grad, den 17ve mener. K . horte man ikke de ellers og 18de. Bragningen blev hyppigere, og der ſadvanlige Brag. — J de to Dage d. 12 og begyndte et let Udbrud af Ild. Den nye Mun⸗ 18 de, førend dette omtalte Udbrud begyndte, fpos ding "havde udvidet fig til 60 Fod og den udka⸗ rede man i begge Kalabrierne flere Jordſtjelv⸗ ede Materie 2 i ndingen en ſtod, ſom dog, paa Indſtyrtningen af to fmaae 5 Fod øl gs, udkaſtebe Stene ae te Beſtadigelſen af flere Bygninger i bleve udflyngede til en umaalelig Hoide, og i 180 1 e efterlod andre Folger. Allg. Zeit. den underjordiſte Torden lod ſig fra 10 til 10 106. Bil. Minutter høre paa nye med megen Haftighed. (SS ˙ AAA ERE TE Den 21de dannede den nye Munding i Veſuvs 75 BR: g z Krater ſelv en Art Kanal, af hvilken den indre n ae 185284 Lava langſomt udgjod fig udenfor Vulkanens Hamburg 2 M. — a Spidſe. Det vulkanſke Stofs Epploſioner ere à vista 217 ' blevne ftærfere, og ledſaget af Stod der udgaae Species 220 fra Bjergets Dybde, og ſpores ogſaa i de til⸗ Specier ſolgtes til grendſende Egne. De rygende Spalter, almins 13 Rbmk. 32 f. deligen kaldte fumarole, ſom have dannet fig i Bank-Disconto 4 pCt. 2 ; Veſuvs Huling, ere talrigere end fædvanligt,… Norſte Speciesſedler og udſtede uophorligen Rog af forſkjellige Farver, pr. 100 Specier 156 18563 Rbd. Sell hvilken Rog, ligeſom og de nu og da af Krate- Svenſke Sedler H ren opblusfende Flammer; ſees endog fra Neapel. pr. Rdlr. Rigsgjeld 512 — Rbß. Tig. Indtil d. 22 aabnede fig 10. nye ſterre Mun: 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 823 82 Rbd. Sal. dinger, hvilke udſtodte Flammer og Lava, un⸗ Dito Dito 76 — i Banco dertiden ledſagede med ſterke Brag. Paa ſamme Nationalbank Obligationer J Dag dannede ſig af de tre Mundinger en eneſte, (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 — Rbbd. r. S der udkaſtede Stene og Lava, ſom udfyldte en Dito Dito .. . 112% 1122 Sedler. ikke ringe Deel af-Krateren ſelv. Eftermidda-⸗ 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. | : en Kl. 2 fulgte en-frærfere Exploſion med ven: Renter pr. 6 Januar | 985 — Rbbd. r. E eftig Larm, og en ikke ubetydelig Ryſtelſe af 6 pC. norſt Laan ae Bjerget, hvorved Aſke og andre vulkanſke Sub:. ved Hambro & Son 105 — i Banco, ſer af tyk Røg dannede en høi Støtte; hvilken Aſiatiſke Comp. Actier — i Sedler, ftantfer udkaſtedes, hvilke, blandede med Mas- 4 pC. Dito nhe | 98 i Banco. haode en Bøjning mod Hovedſtaden, der bod et 3 pC. nye danſke Oblig.“ — | — L. Sterl. Kjøbenhavn: Forlagt af S. Sold in. Trykt i L. 8 Jacobſens Vogtrykkerie. c Nyeſte Skilderi e af Kjoben habn. Femogtyvende Aargang. No. 40. Udgivet og redigeret af Fr. Thaarup, Etatsraad. Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Breppoſteene. Loverdagen den 17 Mai 1828. ESS SEERE SES — Aeceſebibliotheket. 4 Paa en Reiſe til mit Hjem befandt jeg mig nyligen i *, een daf de mindre Kjobſteder i Landet, Da Poſtſkibet fra Nyborg til Corſoer lle fulde afgaae førend om to Dage, faa kunde bet iffe nytte, at jeg reiſte videre, og jeg maatte, ind min Villie og imod mit ØnfÉe, opholde mig der, hvor jeg hverken havde Venner eller Bekjendtere. Min Kjedſomhed var ubeſfrivelig. Byens Merkverdigheder vare faa, og dem havde jeg feet, og Veiret var faa ubehageligt, at jeg ikke engang kunde gjøre en Spadſeerkour uden⸗ for Bpen. Jeg gjennemvandrede vel over ti Gange de ſnevre, flet brolagte Gader, be— fragtede de ugle Bygninger, der alle vid⸗ nide om Byens Forfald, gik ud og kom hjem igjen, og gik atter ud og vidſte ikke, hvorledes jeg ſtulde beſeire den vingede Helt, ſom man alles Vegne vil fordrive og naar den er fordreven, at⸗ er ſaa inderligen onſker tilbage — Tiden. Min Vert kunde godt merke, at jeg kjedede mig, og, enten det nu var af virkelig Naeſtekjer⸗ ligbed, ſom dog ellers gjerne indſkrenker fig til vor narmeſte Neſte, os ſelv, eller, fordi han troede, at det ikke var nogen Anbefaling for hans Sted, Ajaſterne kjedede fig der, nok, han anvendte hele Aemgadet af ſin Klogt og Veltalenhed, for at more meerrke. mig. „Nu er da Rusſerne gaaet over Pruth,“ ſagde han — Hvad kan det hjelpe mig, ſva⸗ rede jeg, jeg onſter blot at gage over Beltet.“ — Kjeder min Herre fig da faa overordentlig her?” — Ganſte forfærdeligt.” — „m — hm! Da ſige dog alle Reiſende, at her er meget morſomt.“ — „Kan faa være,” — Men min Herre har nok ingen Venner her i Byen,” — „Nei, ikke en eneſte. — Ja, det kan jeg Havde min Herre Venner, faa vilde De nok finde det morſomt. Om det kun er de tydſke Probenreitere, ſom ride ber igjennem & - hele Compagnier, faa kunne de ikke nok roſe vor By. De har maafkee ikke engang -været i vores Klub?“ — „Nei.“ Tankde jeg det ikke nok! Der maa De endelig lade Dem introducere. Vores Harmonie er faamæn- berømt. i hele Landet. Vi har et Laſebibliothek, der ſiger Sparto til alle Bibliothekerne i Kjøbenhavn. — Nu traadte tre Perſoner ind i Stuen og for⸗ langte en Flaſke Viin. Det er Juſtitsdirec⸗ teuren i vor Klub,“ hviſkede Værten mig i Oret, i det han kaſtede et Oje paa den ene af Gje⸗ ſterne, og gik derpaa ind i Apotheket, thi han var tillige Apotheker, for at hente Vinen. — Jeg vidſte nu, for ſaavidt, at den ene af de Fremmede var Juſtitsdirecteur, men deres egent⸗ lige Beſtilling var mig dog endnu ubekjendt. Endeligen begyndte de at tale, og nu horte jeg den ene af dem ideligen betitles Kammerraad. Uagtet" Manden fnarere lignede en Forpagter 627 end en Rangsperfon, og talte faa ram Sjæl: landſk, ſom en Bonde, faa mærkede jeg dog i hans Veſen noget viſt Fornemt, et Anſtrog af Air noble. Efterat hver af dem havde ſtoppet fin Pibe og Værten havde bragt Vinen, begyndte de en Samtale, der ſyntes af være en Forkſat⸗ telfe af en nyligen. afbrudt „Veed J hvad" Børn, ſagde Kammerraaden — jeg voterer min Sjel, ikke for Jørgen Smolenſk. Han duer li⸗ geſaa meget til Leſedirecteur, ſom jeg til Konſt⸗ berider, Den Karl har jo ikke Smag for fire Skilling. Hvorledes har han baaren ſig ad i det Aar, han har været Directeur? Har han ikke ſtaffet os faa mange medicinſte og chirur⸗ giſte og dyriſk magnetiſke Maanedſkrifter og Beger paa Halſen, at det er en Skam?“ — „Det kan man ikke fortenke ham,“ anmerkede den anden Gjeſt, hvis Anſigt faae ud ſom om det var lakeret, „han er jo ſelv Barbeer!“ — „Hvad kommer det os ved?“ raabte Kammer⸗ raaden ganſke ivrigen. „Er Selſkabet til for hans Skyld? Sat, vi ſik en Kok til Leſedirec⸗ teur, fkulde vi da ikke have andet end Koge- og Sylteboger? Hvad ſkal vi overalt med de mange tydſte Boger og Maanedsſtrifter? Ere vi ikke allerede fortydſkede nok?“ — Det kan man hel⸗ ler ikke tage ham faa ilde op, ſvarede den lake⸗ rede Mand. Han er jo Tydſt af Fodſel. — «Hvad kommer hans Fodſel os ved? Altſaa naar han var Svenſk, ſkulde vi vel have lutter Svenſke Sager?“ — Det burde vere en Be— ſtemmelſe i Lovene, ſagde den tredie Gjeſt, der ſaae ud ſom en Veſtindianer, at ingen Udlen⸗ ding maatte vælges til Lœſedirecteur. Vi har jo indfødte Medlemmer nok. Der er nu Glarme⸗ ſter Svingel, ſom i faa mange Aar har holdt Leiebibliothek her i Byen — det er en Mand, ſom kjender til Literatur og Bøger; Hans Fa— der har været Bogbinder i Kjøbenhavn og ud— givet mange Skrifter, trykte i dette Aar. Det er dog noget ganſke andet, end. en ſaadan Me⸗ fler Bonifacius. — Jeg er ganſke enig med Dig, kiere Ven, at kun en Indfedt burde ver? Leſe⸗ directeur, og jeg har vel over fer Gange fore— flaaet det i Lovkommisſionen; men faa kom hver Gang den tydffe Bager, der er beſvogret med Barberen, og raabte das geht holt's der Gukuk let fig omkring i Verden; hvorledes han, havde 628 nicht“ — Men hvad Glarmeſter Svingel angaaer, da vilde jeg aldrig votere for ham, hvor brav en Mand han ellers kan være, baade ſom Glar— meſter og Leiebibliothekar. J flige Embeder er det altid godt, at have uvillige Mænd. Der er ingen Patriotismus eller Liberalismus hos ſaa⸗ danne Folk ſom Glarmeſteren. Der vilde være en evig Colifion mellem hans Leiebibliothek pg. Selffabets Leœſebibliothek, hvis vi valgte ham.“ — "Hvad ſynes Dem da om Byfogdens Infor⸗ mator?” ſpurgte den Lakerede. — "Det er en Haſenfuß?“ ſvarede Kammerraaden. Da har jeg dog hort, at han har været Literatus i Kjo⸗ benhavn,“ ſagde den Lakerede. — Er det nos get.,“ raabte Kammerraaden. „Af Literatusſer vrimler der i Kjobenhavn?“ — „Da har jeg dog hort, at han er meget belæft og endog er Poet.“ — „Poeter? der er godt. Kjob pag dem i Kjøbenhavn. Les kun Adresſeaviſen. Der groer de ſom Melder. Nei, lad os for Himlens Skyld, ikke faae ſaadan en Karl til Directeur.“ ' Een af Gjæfternes Anſigt forekom mig me⸗ get bekjendt. Efterat han havpde ſtirret paa mig og jeg jgjen paa ham, nærmede han fig mig og ſpurgte: Kundſkyld min Herre! Er De fra Kjobenhavn?“ — „Til Tjeneſte.“ „Det fo: rekommer mig, (om jeg ſkulde fjende Dem.“ — „Mig ligeſaa.“ — »Er Deres Fornavn ilke Carl?“ — „Jo, Carl Sommer, og Deres, Frets derik?“ — „uͤtzer? Ih, faa har jeg da ilke får get Feil, ſagde den Fremmede, velkommen, (ls finde Gange velkommen, kjere Hr. Sommg! Hvad De er bleven flor, raſt og for!“ — De und endnu paa en Kjæpheſt, da jeg forlob Dem.“ Det var en Mand, der for tyve Aar ſiden havde tjent min Fader, ſom Boſvend. Han fortalte mig, hvorledes han i den Tid, der, ſidin han ſidſt faae mig, var forelsben, havde tun: været i Veſtindien og Calcutta, og Buenos Ay. res, og endeligen, for tre Aar ſiden, var kommm tilbage til Danmark og havpde boſat fig i!“ ſom Kjøbmand. Jeg ſagde ham nu, hvorlebts jeg havde kjedet mig i halvanden Dage. Det gier mig forbandet Ondt, ſagde Kjøbmand Lil». zer — men vi ſkal føge at bøde derpaa, og De 2 „ 629 ſkal amuſere Dem faa meget mere i den øvrige Tid, Jaften ſkal der juſt være Generalforſam⸗ ling 1 Klubben, og der ffal De hen, ja man ſtal De ſaa.“ — Jeg blev ſtrax indlemmet i delte Kleverblad, og Kammeraaden blev hjerte⸗ glad, da han horte, at jeg var Krigsaſſeſſor. Det var nu intet andet end Hr. Aſſeſſor for og Hr. Aſſeſſor bag. Da Klokken var fer, fulgte jeg med mine tre Venner hen i Klubben. Det var en temme— lig ſtor Leilighed. En Converſationsſahl, en Billard⸗ og en Leſeſtue fandtes her, ſom i alle Klubber. J Laſeſtuen ſtode to ſtore Borde, der, i fordums Dage, havde været Skredderborde, men ſom Eieren, da han nedlagde Profesſionen, forærede Selſkabets Bibliothek, ſom en uafheen⸗ delig Eiendom. Paa diſſe to Borde lage om⸗ ſpredt alle mulige Slags Tids⸗ og Hefteſkrifter. De fane ud ſom om de nyligen havde været i Krig ſammen, eller om en Flok Rotter og Muus havde rumſteret iblandt dem. Paa Laſefrug⸗ terne ſaae man kun Bunden af Kurven; Frug⸗ terne og Blomſterne vare forſvundne. Kjsben⸗ havné flyvende Poſt var faa overſlaget med Cho⸗ telade og Caffe, at ikke allene Mercurius var flolten, men felv Runde⸗ og Fruetaarn laae li⸗ geſom begravede i fort Lava. Paa Maanedsro⸗ ſerne vare ingen Roſer mere at ſee, og kun "Maane” tittede frem igjennem Chocolade- og Caffeſther. Svanen og den galende Hane havde begge miſtet Hovedet, den forſte endog Fodder⸗ ne, faa den havde Ondt ved at fvømme. Saa⸗-⸗ ludes vare. alle de danſke Skrifter paa een eller anden Maade mutilerede og tilredte. Derimod vare de tydſte og franſke pene og nette, og ne⸗ fin alle uopfkaarne. Medlemmerne ſamledes efterhaanden i de forſtjellige Vœrelſer. Nogle forbreve Tiden med at læfe, andre med at roge Tobak og converſere, atter andre med at ſpille Billard og Kort. Omſider aabnede Generalfor⸗ ſamlingens Forhandlinger med en Tale af Leſe⸗ directeuren, Chirurg Smolenſk, Mine genegenſte og reſpectiveſte Herter — begyndte han — Directeu⸗ „ker og Medlemmer, overordentlige og ordentlige! Det paaligger mig i Dag ſom Leſedirecteur, at foredrage Alt, hvad der i det forbilsbne Aar er bevirfet, beverkſtedet og befremmet i vort Sel: "Man. disputerede, ſtjendte, ſkoſede, og mange 630 ſtab. Den Opklaring, ſom ved dette vort Inſti⸗ tut er udbredt over en betragtelig Deel af Lan⸗ det; de liberale og humane Ideer, ſom derved ere blevne forbredte og omſpredte, ere fon mangel⸗ foldige, at det kunde anſees for Opſtjererie af mig, ſom Leſedirecteur, derſom jeg her vilde optælle endog kun en Hundrede Deel deraf. Jeg bensjer mig med, at bemerke forbilsbigen, at Bibliotheket er formeret med de meeſt yn⸗ dede nye Maaneds⸗ og Ugeſtrifter. Item, at det af adſtilige patriotiſte Medlemmer har modtaget, ſom Preſenter, endeel clasſiſte Skrift ter, hvoraf jeg her kun vil nevne: et indbundet Exemplar af Converſationsblad, paa Ve⸗ linpapir med forgyldt Snit, offereret' af Hr. Krammer og Kamner ſamt Lyſeſtsber Tiger; et dito dito af den galende Hane, med udmalet Hane paa hvert Nummer.“ — Efter at Laſedi⸗ recteuren vidtloftigen havde ſkildret den ſtore Nytte, Laſebibliotheket havde ſtiftet og den ſtore Beſparelſe, det havde medført, ikke blot for Sel⸗ ſtabets Medlemmer ſelv, men endog for diſſe Slegtninger og Venner, i det et eneſte Exem⸗ plar af et Skrift ofte circulerede blandt to til tre Hundrede Perſoner i hele Herredet, ja, at det endog har bidraget til Græfernes Underſtsttelſe, ved af ſubſtribere paa et Exemplar af Grakervennen, faa oplœſte han en Lifte over de til Leſedirec⸗ teurer foreſlagne Candidater, og udbad fig der⸗ paa de ærede Medlemmers Stemme. Nu be⸗ gyndte der en Allarm, ſom i en Hammermolle. bleve faa hoirsſtede, at jeg befrygtede de ſkulde faae hverandre i Haaret. Da det er min Vane, altid at holde mig langt borte fra Slagsmaal, Skjœnderier og Opleb, faa fandt jeg det ogſaa : rigtigſt her, at træffe mig tilbage, og jeg liſtede | mig derfor bort, uden engang at fige god Nat | til mine Venner. l Bliv ved det Gamle! 8 Man har nylig paaſtaaet, at Skrivemaaden tre burde forkaſtes og derimod tree optages, Om vi end tilſtode Rigtigheden af alle de Grunde, 63I der anføres, vilde vi dog kunne nægte beres An⸗ vendelighed i dette Tilfelde; thi Analogie og Udtale ſkulle kun tjene til at beſtemme Retſkriv— ningen, hvor den er tvivlſom, ikke til at omdanne den, hvor den allerede er beſtemt. Men i Hen⸗ ſeende til Ordet tre kan Retſkrivningen in⸗ genlunde ſiges at være ubeſtemt. Med Undta⸗ gelſe af tre eller hoit fire Forfattere, bruge no⸗ get nær alle Danſte her det enkelte e, og denne Stkrivebrug har gjeldt, faa lange det danſke Sprog bar været til i fin nuværende Form. Vilde man gjore ſig det til Regel, at reformere Retſkrivningen overalt, hvor Analogie og Udtale kunde anbefale en Forandring, da vilde man paa— logge fig. felv et overdrevet Arbejde, da man ikke maatte lade fig noie med at. forandre eet eller andet: Ords Stavemaade; men "maatte danne ſig et fuldſtendigt Syſtem til Retſtkriv⸗ ningens Forbedring eller i det Mindſte Foran⸗ dring. Da vilde man maaſkee, for at vedlige⸗ holde Analogien ved Vocalernes Fordobling ſkrive need, Liiv, Tiirsdag, miin, diin, ſiin, Uurt, Hiuul, Uur o. ſ. fr. man vilde i Analogie med reiſte ſktive ſejſten, i Analogie med Grav, av (d. e. af), i Analogie med ſtir (af ſtirre), Her (iſtedetfor Herr af Herre) o. a. deslige. desuden Een rimeligviis vilde gage mere, en Anden mindre vidt i Anvendelſen af Analogie og Udtale, faa vilde dette føre til den ſterſte Forvirring i Retſtrivningen. Men fæt ogſaa, at dette Tilfælde horte til de tvivlſomme, var der da Grund til at fore— - træffe Skrivemaaden tree? Man ſkulde neppe troe, at Nogen kunde tvivle paa, at Skrivemaa⸗ den tre ſparer bedretitüdtalen end treezi Ordet ' høres jo netop de 3 Bogſtaver et, er, e og ikke mere; naar free derimod udtales nøjagtig efter Bogſtaverne, bliver det treé, ſom i Ordet tree⸗ nig. : Analogien med fee, Skee og mange andre Ord ſynes vel at tale for Skrivemaaden med dobbelt e; men der- mangler heller ikke Analogier, der underftøfte den anden Skrivemaade; hertil » hører Pronomenet de og de Bogſtavnavne, hvis yd endes paa e, ſom Be, Ce, De o. ſ. v. Or⸗ det tve, ſom vel ikke forekommer ſerſktilt, men bruges i mange Sammenſeætninger, ſkrives jo Da Indenlandſke Efterretninger, 632 — | ogſaa med eet e. Vi bor erindre, at den Grund, der ved mange andre Ord har Sted, for at ſkribe dem med 2 Eer, at nemlig Üdtalen, naar de udgjorde de ſidſte Led af Sammenſetninger, uden dette vilde blive uvis, (ſaaſom i Treſte for Træœſkee, paaſe for paaſee,) ber falder bort, da tre aldrig udgjør det ſidſte Led i Sammen: ſœtninger. < 1255 . Forfatteren til Stykket i Skilderiet No. 31 mener, at man maatte anſee Skrivemaaden tree for den rigtigſte, ſaa længe” til man ved etymo⸗ logiſke Grunde viſte, at den anden var den rige | tigſte. Saadanne mangle heller ikke. Vel vilde | han kunne anføre, at Ordet paa engelſt hedder three med 2 Eer, men vi kunde igjen anfore, at det paa Svenſt hedder tre, paa Plattydſt dre, paa Latin tres, med eet e; dog, ingen Cir; mologie kan være nærmere og ſikkrere end den af det Gammel-Danſte, og her hedder Ordet. deels thre, deels thri eller thry, ſtedſe med enkelt Vocal. (S. Henr. Harpeſtreng.) Vi kunne vel altſaa her lade det blive ved den bru⸗ gelige Skrivemaade. J. ———— —-— — Den Sanderumgaardſfe ſkjonne Malerieſam⸗ ling, ſom i ſidſte Nummer benævntes, beſtod 1820 af folgende Stykker 1, af danſke Meſtere z (til disſe regne vi de Fremmede der har veret i dan Tieneſte og overhovedet dem Spengler hidfører,) > To Landſkaber af Wuchter; — 6 Stkr. af Gel- ton — — Denners Portrait, malet af ham ſeld. — En gammel Kone af Denner; — Et Parti | "af Correggios berømte Nat, kopieret af Als; og et Fruentimmer af Titian, ogſaa kopieret af Als; — 4 Stkr. med Ruiner af Mandelberg; — 4 Stkr. af Abildgaard; — II Landſkaber af Juel; — et Batallleſtykke af Lorentzen; — 14 Stkr. af Eckertsberg; — 3 af Lund; — 3 i Landſkaber af Gielſtrup; — 1 Landffab af Fa⸗ britius de Tengnagel; — 3 af Gebauer; — 1 Blomſterſtykke af Fritſch; — 2 fFjønne italienſke Landſkaber af Dahl; — 1 Landſkab af Harder; | 2 | i É | — MBE . dss 3 Oyrſtykker af Holm; — 1 Stk. af Frue i Luͤtken; — I af Frue Ingemann; — 5 af Mygs i ind — 1 af P. Bardenfleth; — 2 Landſtaber af Brandt; — I Batailleſtykke af Bredal. — Uf fremmede Malere; meeſt af den hollandſke Skole; nogle af den flamſke, og af den tydſte. Vi nævne: Tre Stk. af v. Dyck; nemlig: Carl D. 2den; Tiden; og et Barn; — 2 Stk. af Seghers; — af Wynants — Et Portrait af Gerh. Douw, maler af ham ſelv 1682 i hans 59 Aar; — 3 hiſtoriſke Malerier af Molenaer; 3 Landſkaber af (ſamme Maler, — et herligt kandſtab af P. Wouvermann; — et af Ever⸗ dingen — Et Portrait af Fr. Mieris; — to Landſtaber af Ruisdal; — et af v. Goyen; — et ffjønt Landſkab af van Huyſum; — et Qvagſiykke af Hondecorter; — et Drikkeſelſkab af Brouwer; — et ypperligt Batailleſtykke af Hans v. Lin; — et Blomſterſtykke af Mignon; — to Selſtabsſtykker af Teniers; — et Matz ſiykke af Ricci; — et ppperligt Stykke af van der Nech; — et Landſkab af Wernion; — et ſmukt Landſkab af Moucheron; — 2 Stk. af Mieris; — 2 Stk. af Schalken; — 1. Jagt⸗ flytte af Wirces — Et Bryſtſtykke af Rembrandt; — Et Stk. af Wynants; — von Dycks Pors frait, malet af ham ſelv; — Et Chriſtusbillede, malet ejter Annib. Caracci af Graf. — To Dyr— ſipkker af R. de Tivoli; to Drikkeſelſkaber af Bloemen — Kong Carl Guſtavs Portrait af Eh— renſtrahl; — to Landſkaber af C. E. Agricole; to ſtjonne ſachſiſke Udſigter af Dietriciz; — ” at herligt Stykke, Sophronisbe, af Raph. Mengs — en liggende Venus af ſamme — 4 Stk. af kutas Cranoch — to ſtore Dyrſtykker af Tham; 6 "og fre; foruden Kopier af berømte Malere og ubiljendte Meſtere. d 27 lere tydſke Aviſer, og efter dem forſkjellige danſke berette, at Generalgouverneuren over de dan⸗ ſte Beſiddelſer i Veſtindien, Hr. v. Scholten, har ſendt en Skrivelſe til Bolivar, indeholdende; af Hs. Maj. Kongen af Danmark havde befalet bam at træde i Forbindelſe med Columbien, og ait han ifølge, denne Befaling havde onſket at lunne gjort Befrieren fin perſonlige Opvartning, Min at. Omſtendigheder have nødt ham til at — 634 ſende en Officeer paa et Krigsſkib til d ' biſte Kyſt for at melde fig hos Head J Viborg Samler No. 56 leſes følgende Forſlag til Forbedring af de danſte Almanakker. Foruden ethvert Huus, behøver og Bonden af Almanakken at vide endeel og, den er faa at ſige hans daglige Haandbog og Lexikon. Vor Almanak betales allerdyreſt af alle vore Boger; thi: den kan ikke engang langtfra Hovet ſtaden fælges for 10 ß. Tegn (i gamle Dage var det 2 f. den gjaldt); det var derfor. ſaare onſteligt: at den kunde nedſettes i Priſen, da mange Tu⸗ finde nu hverken ævne eller nenne at kjobe den. Men, endſtjondt den er forøget iſteden for de gudelige Salmer den for havde, med gode Lærz domme i Agerbruget, ſaa var det dog at onſfe, og anden Almeenheden vigtig Efterretning fandtes der; ſaaſom: Bortdagene og Klokkeſlettet naar Smakkerne afgaae imellem Aarhuus og Kallund⸗ borg, Store⸗ og Lille⸗Belt; Priferne for Perſoner og Gods, Kreature, Lidſenbroderpenge ꝛc.; Taxt for Agepoſtbeſordring for Perſoner og Gods, Reiſendes og Vognmendenes gjenſidige Reitlig⸗ heder med Extrapoſter; Dagen naar Un derret⸗ terne holdes og Stedet; Veilengden mellem Staderne paa Landeveiene; Taxt for Fergelobene, Drikkepenge o. ſ. v.; Amternes Inddeling, Her⸗ reder, Birker m. m. " kunne ſelges heftet for 8 ß. Den 14 d. M. ſolgtes ved Auction paa Borſen 112 Actier i det oſterſsiſte Compagnie. Paa 110 Stykker var indſtudt 20 PC. eller 80 Rbd. rede Solv pr. Actie, og paa 2 dito 30 J. eller 120 Rbd. hver. : De forſte ſolgtes for 10 til 11 Rbd. r. S. Stykket og de fo ſidſte for 53 r. S. hver, alt foruden 6 PC. Aucti⸗ onsomkoſtntnger. J Folge Conditionerne ſkal Kjoberen erlegge det manglende Tilſtud af 30 PC. eller 120 Rbd. r. S. pr. Actie paa dem, hvorpaa ikkun 20 PC. ere erlagte og af 20 C. eller 80 Rbd. r. S. pr. 1. Blev end Almanakken et halvt Ark terre derved, ville den igjen blive meget nyttigere, mere afſctlig, og burde” dog baade at diſſe bleve flere, ſom og: af endnu en Actie paa de 2de, hvor⸗ paa 30 PC, ere indſtudte, ſaaledes, at der paa . Sted i Garniſons Kirke. Noathai Davunna, Cabuſeer i Byen. Usſu ved 635 hver Actie vorder gjort det fulde Indſkud af 50 C. eller 200 Rbd. r. S. — Kjøberne vare Grosſerne Duntzfeldt, Ronnekamp og Fiedler. J Tirsdag fandt afdøde Prof. Lorentzens Jordefeerd Sted. Folget var meget anſeeligt. Foruden af Academiets høje Præfes og dets Pro⸗ fesſorer og Medlemmer ledſagedes den Heden⸗ gangne til ſit Hvileſted afalle Modelſkolens Ele⸗ ver, 32 i Tallet. Lorentzen var født 1750 (ikke ſom i Nr. 38 "anførtes 1755, ej heller, ſom hos Weinwich og paa andre Steder anfores, 1753) og opnaaede ſaaledes en Alder af 78 Aar. En ſſelden Heitidelighed fandt nyligen Noi, en Son af Fortet Ehriſtiansborg paa Kyſten af Guinea, blev optagen i det chriſtelige Samfund. Da Hans Majeftæt Kongen for et Aar ſiden erfoer, at denne Yngling hertil var hidkommen, befalede Allerhsiſtſamme ham, ſom da var aldeles uvidende, optagen i de militaire Caſerneſtoler, hvor der tillige isvrigt aldeles ſorgedes for ham. Ind⸗ byrdes Underviisning vifte ſin ſadvanlige Virk⸗ ning; i 10 Maaneder havde han lært at læfe i Bog, at ſkrive baade med danſte og latinſte Bog⸗ ſtaver, at regne de 4 Specier, og faaet Begyn⸗ delſesgrundene af den geograſiſte Underviisning. Han oprykkedes da i den højere Clasſe. Fra det Oicblik at han kunde leſe gik Religions- underviisningen naturligviis frem med forsget Held. Det bemærkes her, at ifølge allerhøjefte Befaling var det aldeles overladt til Noi ſelv, om han vilde blive Chriſten eller ikke; men alt ſom Bekjendtſkabet med vor guddommelige Lære ſteeg, forøgedes ogſaa Lyſten til at modtage den hellige Daab. Han deeltog i Confirmationsfor⸗ beredelſen (med Paaſkeconfixmanderne) hes Hr. Prof. Brorſon, ſom derefter ionsdags den I4de Mai foretog hans hoitidelige Daab, i hvilfen ban ſik Navnet Frederik, efter fin kongl. Velgjorer. Hans Majeſtet Kongen (reprœſenteret ved Hr. Kammerjunker Diviſionsadjutant v. Abraham⸗ fon) behagede Selv at være Daabspidne. — Hans Majeftæts Overhofmarſkalk, Kjøbenhavns Com: mandant, Kjøbenhavns Dverpræfident, Biſkoppen, „ Forſetter, til med Alt hvad der ftaaer i hans af de ſkjonneſte Monſtre. Denne Lere⸗Anſtalt 8 Garniſonens Provſt, Garniſonsſkoledirectionens Medlemmer, Misſionscollegiets Medlemmer, Kir⸗ kens Verger og Bnglingens Lærere ſamt flere Hær | derSmænd vare de øvrige Vidner ved denne høitidelige Act, der foregik i Nærværelfe af De, res Kongelige Hoiheder Kronprindſesſen og Prindſesſe Wilhelmine, ſamt et desforuden over ordentligt ſtort Antal Tilherere. Frederlk Davunna havde den Lykke Dagen derpaa at ſtedes til Audients for Hans Majeſtcæt Kongen og af Allerhsiſtſamme at modtage et udmerket Guldrepeteeruhr. Om to Maaneder afgaaaer den unge Mand til fit Hjem, beſjalet af de bedſſ Magt, at virke til Oplysningens Fremme blandt fine Landsmend. Forfatteren af Lyſtſpillet Hr. Buchhardt og hans Familie er, efter hans egen offentlige Erkleœring, tillige. Forfatter af det nye Lyſiſpil Flyttedagen, men ikke af Lyſtſpillet Tre Maaneder efter Brylluppet, ſom man | nyligen: forudſatte i en Anmeldelſe i Skilderitt Nr. 37. Denne Feiltagelſe glæder Anmelde⸗ ren; thi han ſeer nu, at vor Literatur eier end⸗ nu et Talent for Lyſtſpillet. Blandede Efterretninger Et Forſlag til en Normal⸗Induſtrieſtolt er. unge Fruentimre af alle Claſſer, er utgivet af | Capitain Ludvig Maribo i Norge, i et Tillag til den i Chriſtiania udkommende Patrouillt. „Man kan ikke, heder det, uden. med ſand Til“ fredshed beſoge den Induſtrieſkole, ſom er opt rettet og foreſtaaes af den ved Vindſkibelighed faa udmerkede Madame Bjork i Stokholm, Hr. Lerredshandler Bjorks Huſtrue. Henimod 20 unge Fruentimre, ſaavel af de højere Stan⸗ der ſom af Middelſtanden, feer man hos hende ſyſſelſatte med at lære at væve Bomuldstoſer —— er Planteſkolen fra hvilken Husfliden udbreder fig i Byerne og paa Landet; hvert Aar foroges - f 637 Unfalet af Husflidens Væverftole,, hvert Aar ſormindſkes ſaaledes Forbrugen af udenlandſke Tojer.“ Capitainen tilbyder at ville i Chriſtiania indrette en ſaadan Skole, naar en Kapital af 2000 norffe Specier engang for alle ved frivil— lige Indſtud tilvejebringes. Han vilde da ſorge for at ſkaffe en erbar og kyndig Lererinde, med — finntvende Dottre, ſom hos bencvnte Madame Bork havde lert Vevningen, og Alt hvad der til Bomuldstsjers Tilvirkning udfordres. tin Vaverſtole ſkulle blive opfatte, og ſaaledes funde aarligen i det mindſte 24 Fruentimre blive undervlſte, thi kun 6 Maaneders Undervisning üudfordres, for ſiden at kunne hjelpe fig ſelv frem. Om et Par Aar kunde fra denne Normalſkole udgaae Fruentimre med tilſtrekkelig Ferdighed og Kyndighed, for i de øvrige Stiftſteder at funne foreftaae lignende Indretninger, og paa denne Maade vilde nyttig Husflid komme til al feſte varige Rødder. Den indſkudte Kapi⸗ tal bliver Inkereſſentſkabets Ejendom; for ſamme anſkaffes de fornødne Redſkaber, og et Forraad af engelſt Bomuldsgarn; i Forſtningen betales ogſaa deraf Lærerinden, Huslejen, Ved og Lys. Oe Væveftole, ſom hos Madame Bjork bruges til Bomuldstejers Tilvirkning ere af den Be⸗ fltaffenhed, at endog: unge Piger paa 14 til 18 Aar kunne arbejde deri, uden at deres Helbred paa nogenſomhelſt Maade lider derved. Saa⸗ dan Vaveſtol er en ſand Prydelſe i hver Mands Huus, og om Forældre ej have andet Udftyr at gipe med deres Dottre end et ſkyldfrit Hjerte og gavnlig Husflid, da vil Neringsſorg aldrig forde itte ind af Doren. Capitainen fordrer inlet Honorar for at indrette denne Normal⸗ ſtole; Beſtyrelſen og Regnſkabsveeſen kunde over⸗ lebts til nogle agtede Husfœdre og Husmodre, Der krivilligen maatte ville paatage ſig ſamme. E det ſidſte Nummer af vor kjobenhavnſke Patrouille No. 19 giores opmerkſomt paa dette Forſlag, for at en ſaadan Normal -Induſtrieſko⸗ les Oprettelſe hos os kunde komme under Over⸗ — Mejelfe, . Den Dag idag d. 17 Maj omtales meget i norſke Blade. Det er nemlig en Feſtdag, ſom Sex- Nonmendene i nogle Aar over det hele Rige har 638 hoitideligholdt. Det var den Dag Nor den Grundlov, hvorved Rigets enn beſtemt af Rigsforſamlingen paa Eidsvold. Der har været ſkrevet adſtilligt bande i norſte Blade, og i ſpenſte (ſaaſom Argus 1827 No. 70) ſamt i andre udenlandſke Blade, til Forſvar for denne Feſt, imod de enkelte Stemmer, ſom paa den anden Side har ytrret fig tmod at Feſten holdes net op paa den Dag. Nylig har man leſt (i N. Morgenbl. d. A. No. 100) Norges nuværende Statholder Greve v. Platens ogſaa yttrede Tan— ker om denne Feſt, (i Morgenbl. No. 100). Han mener, at d. 14 Aug. 18 14, da Convention mellem Norge og Sverrig blev indgaaet, er den ſtjonneſte Dag i Skandinaviens Hiſtorie: — at den 20 Oct. 1814, da Norges og Sverrigs Forening blev befluttet var den nyttigfte, og den 4 Nov. — (fom er nemlig den Dag, da de faa Tillœg eller nærmere Beſtemmelſer, ſom Nor⸗ ges og Sverrigs Forening under en Konge gjorde nødvendige, bleve vedtagne), den lykkeligſte. Der er ſiden ſtrevet meget, ſom det ſſynes grundigt, iſer i N. Morgenblad No. 124, imod Statholde⸗ rens yttrede Meninger. Ligeſom det han fortel⸗ ler, at den Skandinaviſke Halvses begge Broder⸗ folk have ſamme Sprog og Religion, er ſaa⸗ vidt Sproget angager aabenbar feilagtigt, faa ſynes hans Anſkuelſer i det hele om denne Sag ogſaa at være det. — Iblandt de Skrifter der behandle den nyere norſke Hiſtorie fører Lettres d'un Norvegien de la vieille roche, à Paris 1822, af P. A. Heiberg, til de interesſante. Forfatteren ſiger, at Norge er "une petite con- tree, releguée par la nature vers la Zone gla- ciale, & qui, å raison de sa pauvreté & de la faiblesse de sa population, n'est que d'un poids extremement leger dans la balance de la politi- que europeenne.“ Om det extraordinaire Storthing, ſom nu holdes, maa vore Leſere intet her vente, fordi det kan anſees at høre under Politikens Gebeet, hvilket ikke er Tilfcldet med hine forſtjellige Vt⸗ tringer om en til en Hoitidelighed, valgt Dag er den rigtige eller ikke. J Hoftaad Politzs Jahrbücher der Ge⸗ ſchichte und Staatskunſt for 1828 læfes interes⸗ 639 ſonte Noticer om Boghandelens Vigtighed, iſer i Leipzig. Denne Stad har 22. Bogtryfferier med 424 Svende og 128 Lerlinger, 128 Presſer og en Trykkemaſkine ere beſtandigen i Virkſomhed. kes her 8087 Baller Papir, eller 40,435,000 Ark. Desuden leve i Leipzig i det mindſte 200 Skrift⸗ ſtobere, Kobbertrykkere og Steentrykkere. Det har 60 Boghandlinger, og over 450 udenlandſke Boghandlinger have der deres Commisſionairer. De fleſte af disſe udenlandſke Boghandlere be— ſoge Paaſke⸗Mesſen, paa hvilken Bogomſetnin— gen ſikkert maa anſlaaes til 3 Mill. Thaler. De to Leipziger Mesſecataloger levere aarligen, i Gjennemſnit 5000 i Tyſkland ny udkommende eller ny oplagte Verker. Confesſionarius Liebenbergs f Minde helliget. R Mens al Naturen hvisker Haab og Troſt, I nyfødt Liv os viſer Vaarens Komme, Som ſtraalende naar Morkets Tid er omme Til Hjertet taler med en elſket Roſt. N Forlader os en Ven — Dodsklokken lyder, Og ſtjalvende vi lytte til dens Slag; Endt Natten er — og Evighedens Dag En bedre Vaar den fromme Sanger byder. Den Sandhed, ſom Du ſogte, ſtraaler klar, Dig brænder evig hisſet Viisdoms Lampe; Endt er dit Hjertes ſmertelige Kampe. Og hver en Kummer, Du i Londom bar. Endt hover en Strid, ſom Livet foder, Nu ſejrende Du love tør din Gud; ; Dit Hjerte var et Tempel for hans Bud, Derfor med Tillid Du hans Aaſyn moder. Fra Fadrehuſet glimter os et Haab J Stiernerne, ſom ſpeile fig i Tiden, Held os! de flukkes ud, og endt er Striden Forſtummet hvert et Smertens Raab; 3 Knodenhavn. — Man regner, af der aarligen tryk⸗ Forlagt af S. Sold in. 640 Kun Lyſet ſelp, det evige, det ſande Staaer ſejrende pan Nattens Grav Midt i Barmhjertighedens Hav Med Straalerne omkring den O! lad den Troſt: Han lider ikke længer Med Taalmod mildne eders Savn; Den Fred han føgte var i Himlens Favn, Til ingen Taarer den Forklarte trænger; Derfra med Fadersmhed ſeer han ned, Og frydes naar J vandre ham imode; Bag Nattens Mulm — ftaaer Livets Morgenrode Som ogſaa Eder, ffjænfer Himlens Fred. 5 y J. P. Miller. Kjøbenhavns Bors, d. 16 Mai 1828. Hamburg 2 M. — a à vista 217 ! Species 220 Specier ſolgtes til Bank⸗Oisconto 4 pCt. Norſte Speciesſedler pr. 100 Specier Svenſke Sedler pr. Rdlr. Rigsgjeld pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 82 Dito Dito ( — 22 76 Nationalbank Obligationer (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 i Dito Dito .. .. 1123 1123 Se 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. | ; Renter pr. 6 Januar 6 pC. norſt Laan ved Hambro & Son 4 pC. Dito nyhe 7 | Aſiatiſte Comp. Actier 574 — 1 Sedler. | 3 pC. nye danſke Oblig. — 2. Steil. ved Lector P. 10 ; 514 52 Rbß. Tegn. 3 83 Nbd. Sedl. 763 i Bance. 105 HEL i Banco. 98.98 i Ban Indſendte „Bemerkninger Hjorths Erklering i Skilderiet No. førend i naſte Nummer tages. Trykt 1 L. J. J a co bſens Vogtepkterſe. i H 0 i . 8 | Frelſtes Pande. 1568 157 Röd, Sedl. | 984 — Abd. r. S. | 38” kan ile E i É f É j i i | — .cc Nyeſte Skilderi e af Kjobenhavn. S BVUUUNSMUUWUN Femogtyvende Aargang. No. 41. Udgivet og redigeret af Fr. Thaaru p, Etatsraad. Forſendes, ifølge Kongel, allernaadigft Tilladelſe, med Brevyofterne. A Etymologiens Nytte. e bund Man laſter meget ofte Etymologien, og betragter - din, ſom et unyttigt Studium. Men intet hev⸗ ner fig mere felv end Forſommelſen af dette ilde lidfe Studium. De Tydſte have mange Ord, hvis nigtige Betydning de ſelv ikke vide, blot fordi de efterlade at ſtudere de med deres Sprog ner⸗ meft beſlegtede Tungemaal. Saaledes er f. Ex. Bohnhaſe et Ord, ſom, iſer i denne Tid, da Laugsaand allevegne hævdes faa meget, hver iydſt Haandverksdreng fjender; man en iydſt Profesſor hvoraf det Ord egent⸗ ligen har ſin Oprindelſe, faa maa han tage ſin Adelung frem. Denne ſiger ham da. "Ordet lader lig udlede af det nederſachſiſke Boͤhn, Loſt, eller Rummet i et Huus nermeſt Taget, ſor de, der hemmeligen drive et Haandverk, Flat, for ikke at opdages, at arbeide, ſom frygt⸗ ſemme Harer, paa de overſte Lofter.“ „Denne Forklaring er ikke tilfredsſtillende Hr. Profesſor. Hvorfor juſt et Loft? Man kan jo ogſaa ſtiule g i en Kjelder?“ — Den lærde Herre, gaaer videre og efterſlager den ſtore Frankfurter En⸗ tyclopcdie. Her findes Adelungs Üdlednings— maade anført, men med det Tillæg: Os tykkes. det ſandſynligere, at Ordet oprindeligen blev ſtrevet Poͤnhaſe og betyder et Menneſte, der * — ” nordiſke Sprog, Men ſporger 2 Tirsdagen den 20 Mai 1828. ——— — — . ͤ— — SS SE" opſoges, for at lide en Laugsſtraf; i det mindſte er Ordet Pen, penen, iſtedetfor ſtraffe, meget almindeligt i 'gamle tydſke Documenter.“ — Havde disſe Lærde kjendt noget til det gamle ikke været faa ſtor. Paa Islandſt hedder Baun⸗ gun, Kluderie, Fuſterie, Baungunarsmidr, en Kludrer, Fuſter; Baunhofer, Bonhas. Has eller Haſer er en i DanfÉ endnu meget bruges lig Benævnelfe paa, en naragtig og taabelig Per⸗ ſon, oprindeligen taget af det Tydſke, hvori Hvo indſeer nu ikke let man har Haſenfuß ꝛc. | hvad Bonhas eller Bønhafe betyder, ſaavel i vort, fam i det tydffe Sprog, faavel i Viden⸗ ſkaberne, ſom i Haandværf? — Men man kan nu eengang for alle ikke lide Etymologien; den er neſten ligeſaa foragtet ſom Guldmager⸗ konſten, Aſtrologien og Chiromantiken. Man vil heller ſnakke- ſom en Papegøje, udtale Ord, om hvis Betydning man kun har et meget dun⸗ felt Begreb, gjøre fig latterlig ved at fremſette eenfoldige og Uvidenhed røbende Forklaringer; end give fig Umage for, at udlede Ordenes ſand⸗ ſynligſte Oprindelſe. At fordybe fig i over⸗ ſandfelige Emner, der aldrig kunne udgrandfkes, det agter man for noget ſerdeles vigtigt, men at underſsge det, der ligger os faa nær,” der er det Baand, ſom forener fornuftige og tenkende Veſener, Sproget, det anſeer man for Pedan⸗ terie og Tidsſpilde. ! 2xXI8. faa havde deres Forlegenhed = . | 643 Indenlandſte Efterretninger. J det ſidſte Hefte (Marts) af Revue en- cyclopédique læfer man S. 817826, en ud⸗ forlig Lifte over alle de Tidsſkrifter, ſom uds komme i den danſke Stat. Stykket har Mer⸗ ket Z., og viſer, at Forfatteren har beſtrebt "fig for Nojagtigbed og Fuldſtendighed: imidlertid er dog (foruden mange Trykfeil) adſtilligt at erindre derved; At det juridiſke eller caſuiſtiſte Tidsſkrift Forſete, ſom er ophørt, anføres ſom exiſterende, at dets Redaktor, ſom var bekjendt og benævnt, anføres at have været Anonym, at det anføres iblandt de Tidsſkrifter, hvis Ind: hold var blandet, og hvori Digte, originale, eller overſatte og efterlignede Fortællinger bleve op⸗ tagne o. ſ. v. er ſaaledes alt urigtigt. Maa⸗ nedsroſerne redigeres ikke længere af Hr. Over ſkov. Varepriſerne, ſom af Meglerne udgives, ere optagne blandt Tallet af Tidsſkrifter. Med ligefaa megen Grund kunde Komedieplakaterne og Mere fligt anfores. Det haderslebſke, det huſumſke, det flensborgſke Intilligentsblad, og maaſkee flere ere forbigagede; og ſaaledes kunde meget mere bemeerkes. Om dette Tidsſtrift ſiges: Det begyndte 1804, og har uafbrudt vedligeholdt ſig under tre forſkjellige Redaktioner. Det befatter fig ikke mere med Politiken, men ſoger at give det ſnareſte mueligt videnſkabe⸗ lige Nyheder fra alle Lande, desuden har det ofte meget pikante Jagttagelſer, og interesſante No⸗ ticer. Man maatte onſke, at dette gode Tids⸗ ſtrift ikke gav det Polemiſte ſaa megen Plads,” J Viborg Saml. No, 50 læfes folgende Indſendt: At ogſaa den danſke Nation ſoger at vinde: et Blad i den Hederskrands Europas meeſt cultiveerte Nationer kappes om at binde fig, ved at underſtstte Grœkerne, og forhjelpe dem til at loſe de Lenker den højefte Grad af Barbarie og Tyrannie, tungt lod hvile paa dem i flere hundrede Aar, kan viſt ej andet, end glæde enhver Danſk. Ligeſom man ej kan miskjende hiin Opfordring til at tage til Opdragelſe her i Landet forladte og ulykkelige greſke Børn, hvis Fedre faldt for Friehedens edleſte Sag. + * * N - 2 — RT — 2 3 : 0 . gaaes af disſe rage Menneſker. * 0 644 — . Men paa den anden Side, med Henf, til det Sidſte, maa dog enhver Menneſkeven 110 at kaſte et Blik paa ſelve Fedrenelandet beklage, at man ej værdiger flere hundrede af Landetz egne Born nogen Opmarkſomhed, men overlader dem til. deres ſikkre. Skjabne, engang. at. vre: crutere Tugt ⸗ og, Forbedringshuſene, Disſe ulykkelige Born ere de talrige ſaakaldte Nat⸗ men ds i Provindſen Jylland. Fodte for det meſte under aaben Himmel, tilbringes deres ſpodeſte Dage paa Moderens Ryg, og dernæft ved hendes Haand vandre de om til de nage en modnere Alder. Fra den tidligſte Alder lære de kun at kjende Laſterne; og imedens de favne | alle Livets Goder, blive de kun fortroelig med dets Onder. Deres Liv er en uafbrudt Van⸗ bring, og ſelv berøvede al Beſkyttelſe af Sam⸗ fundet, blive de deres mere lykkelige Medmen⸗ neſters naturlige Fiender. Übekjendte med alt hvad man kalder poſitiv Religion og Moraliket, maa det forundre, at end ikke ſterre Excesſer bes ' i Saafnart deres phyſiſte Kraft tillader ſaadant, indgage de uden videre et naturligt Egteſkab, ſom de ogſaa tem⸗ melig, letſindigen igjen have. Et forholdsviis ſtort Antal Born opſtaae heraf, og det er bisſe ulykkelige Skabninger, ſom det viſt ville være en hederlig Sag at giengive Samfundet, og opdrage til gode og retſkafne Menneſker. Deres Forældre, ſom aldeles uforbedrelige, maa man overlade til deres egen Skjabne, og omſider ville de uddoe. Men Børnene. burdr, hver de antreffes, borttages, og henføres lil el almindeligt Vaiſenhuus.— ' Gid de Mænd, ſom faa værdigen og med faa megen Held have talt Grækernes Sag, ogfad | vilde unde foreſtagende Gjenſtand deres Opmark⸗ ſomhed.!“ : j J det folgende No. har en anden $ndfender I herved bemerket dette: ”Sndfenderen formoder, at vedkommende Jurisdictfoner og Praſter, hvor ; de gamle, ſaakaldte Nat mends folk, boede, levede og havde Tilhold, maa ſande: at denne Menneſkeklasſe, kan den end ikke rangere med Taterne, hvis gamle Qvinder ſpaae af Henderne og hvis Mænd og Born, muligt er et Slags fornemmere Kjeltringer end Natmendene, dog | 645 nu tildags merkeligen har aftaget. — Den al» lerforſte Embedsmand i Jylland, (der, -ffjønt ufortjent, i Hovedſtadens Sladdermundekunſt— ſprog hedder dum og ja vel erkedum imod de ſuperkloge Hovedſtadsindbyggere — Ja! Gud te i Naade fil hver Sjellender og Jyde, der dog tre de gamle Gother), var Amtmanden over Ringkjøbing: Amt, Etatsraad Hanſen, der for⸗ ſengſt er dod. Denne: fordomsfri Mand jog Nalmendspakket ud af. ſit Amt — ſatte Bor⸗ nene til Bonder ſom Tjeneſtefolk (der paa den Tid var ſom en Malurtſtilk paa Almeenhedens Tunge.) — og han renſede ſit Amt for disſe Øglereder i Menneſkeſamfundet. — Andre en⸗ kelte Steder, hvor Over og Underovrighed ikke brod ſig om denne Embedsiver (og man kunde vel nevne dem, hvis de Døde ikke bor hvile); gik det anderledes til. Imidlertid bor Man og ikke nægte: At denne farlige Menneſkerace endnu mere i de. ſenere Aar har aftaget; deels A) fordi Almuen nu ikke anſeer det for uerligt, at tage Skindet af Heſte, hvis Kjod nu endog giver Kraftſupper og Menneſkefode; ikke at tale om, at visſe Smaahuſes Renovation og Skor— ſtenes-Rensninger enten forrettes af Gaardens egne Folk, eller, hvad: det ſidſte angaaer, gjerne fotrittes af Kjobſtedſkorſteensfeieren eller hans Folk og deels B) fordi flige omtalte Polygamier og Svinegamier ikke lettelig finde Sted, uden hvor vedkommende Praſter tage flige Bektaſchi— ter til Alters, døbe deres Born, vie dem (ſom for 40 ti 50 Aar jœvnlig fandt Sted): og hvor Dorighederne agte det under Deres Værdighed at befrie Landet fra fligt Kjeltringpak — og 115 Fhnfundet⸗ ved denne Peſtbyld i Menne⸗ klibtt. “ j En Mand i Viborg havde for 3 a 4 Aar ſiden en tam Stork i fin Gaard, ſom han med en Skomagerrisp havde bundet et af Vingeled⸗ dene faſt med, at den ikke ſkulle flyve bort; derved blev een af Vingefferene, da den blev for haardt bundet, ſkjev og pegede ud ad; en Jagt⸗ hund, der kom i Klammerie med Storken, beed dens Neb over; men det lægtes atter og Arret blev kjendeligt. Denne Stork blev: for 3 a 4 Aar ſiden bortez men kom i dette Foraar til 646 Huſet igjen og ſad i et Par Dage paa Taget og fane ned i Gaarden. Da Sue Sind fg Kulde pinede den, kom den after ned i Gaarden, aad af det ſedvanlige Trug og fatte fig ſiden i fit forrige Sovekammer, Honſehuſet, paa en Pind. — Siden Maarene kom her til Viborg forſvandt Skaderne; i denne Tid har man feer en Krage efter hvilken en Skade trolig folger. Formodentlig har Kragen udklakket Skadens Aeg, eller omvendt. Det ſynes dog, ſom om de nu i Parretiden ere noget ueens; men det er vel ſom Tydſten vigtig ſiger: „Was ſich liebt, das neckt ſich.“' ; 5 i EEK Bemeerkninger ved Lector P. Sjorts Erkleœring i Skilderiet No. 38. Dengang jeg beſluttede mig til at ſtrive en Recenſion over Lector Hjorts ÜUdkaſt til et la⸗ tinſt Conjugationsſyſtem, var jeg allerede fuld⸗ komment overbeviiſt om, at jeg, om jeg endog ſaa ſkaanſomt ſom muligt ſagde, hvad jeg meente om hans Skrift, vilde blive overleſſet med et Partie Grovheder. Hvorledes kunde jeg nemlig vente mig noget Bedre? J Bogen ſelv drager han jo allerede” med hoflige Tirader tilfelds mod fine forventede Modſtandere: faa ſnakker han (P. 50) om ven og anden Træmand, der troer, han er Sproggrandſker, fordi han ſelv kalder fig Philolog;“ faa raaber han (P. 45) „aa Grammatikernes oftere omtalte Skjeœlneſyge (sub rosa: Bornerthed)“ og paa deres „Indfald å Ia hollandoise“ (P. 132). Hvad jeg altſaa ventede, er gaaet i Opfyldelſe, ſkjondt neſten i en ſterkere Grad, end jeg havde formodet; thi det er vel ikke let muligt. at afferdige en Mod⸗ ſtander med ſtorre Fornemhed, end han har viiſt imod inig. Imidlertid kan jeg juſt ikke ſige, at jeg har taget mig dette ſynderligt ner. Jeg ſkulde ikke engang have ſkrevet Noget til mit Forſvar, derſom jeg ikke deels var bange for, at Nogen ſkulde troe, at jeg af Frygt for Lect. Hjorts bekjendte Hoflighed havde pakket ind i Tide og taget til Takke med eet blaat Die uden: at udſette mig for at fane det andet forſlaget, 647 deels, da Striden nu engang er bleven forflyt⸗ tet til Skilderiet, hvis Leſere j det Wind⸗ ſte ikke alle tillige læfe Litteraturtidenden, ikke onſkede, at de, der kun hørte det ene Partie, Fulde troe, at den nodvendigviis maa have Ret, der (ſom engang en Mand ſagde om Lect. Hjort i Skilderiet f. 1825 No. 68 P. 1026) ſaaledes „kommer frem og puſter fig op og ſty— der ſig i Veiret og bruger faq ſtore Ord og ſy⸗ nes faa meget godt om ſig ſelv.“ Derfor anſaae jeg dette for ef aftvungen Beviis for, at min Recenſion ikke i Ordets haarde Betydning er en maadelig Recenſion.“ Hr. Lectoren ſynes at have været faa ivrig for at forſvare fig, at han neppe har givet fig Tid til at læfe min Recenſion igjennem, for han ſtrev imod den; i det Mindſte er det mærkeligt, at hans Erklæring er dateret d. 30 April, den ſamme Dag, paa hvilken No. 17 af Litte⸗ raturtidenden, der indeholder. Slutningen af min Recenſion, blev udgivet her i Byen. Men jeg vil meget gjerne undſkylde, at han ikke har leſt, hvad jeg har ſtrevet; thi hvorledes ſtulde en Mand, der har ſaa mange heterogene Sysler, ſom at ſtrive Tydſke og Latinſke Grammatiker, eſthetiſte og philoſophiſte Afhandlinger o. ſ. v., faae Tid til at læſe? — J fin Erklœring har han af egentlige Skjeldsord ikke op,oartet med mere end en umoden Dommer og en puur Philolog; hvorvidt jeg er moden eller umo— den til at bedomme en Bog, ſom den her om⸗ talte, mage Andre afgjore; det aͤndet Epitheton forſtager jeg ikke rigtigt: hvoraf. veed Lect. H., om jeg ikke engang imellem lœſer en og anden Bog, ſom ikke er philologiſk, uagtet jeg ikke ſkriver i andre Fag end det, jeg engang har valgt mig? Nu til Beſkyldningerne mod Recenſionen: 1) Bedoemmelſen af Hovedſagen i Bogen er ganſke overfladiſk og forle⸗ gen. Efter Bogens Titel formodede, jeg, at Hovedſagen var Conjugationsſyſtemet, og troe⸗ de, det var nok, naar jeg viſte, at det ingenlunde er nyt, men derimod gammelt, eg at Lect. H. kun har givet det en ny Kjole paa, hvis Snit ikke behagede mig. Mener han derimod ſine Inddelinger af Verberne i Slægter, ſaa tilſtaaer jeg, at jeg var forlegen med disſe mange Ind⸗ Bogen. dres Dom? ken Lyſt eller Tid eller Raad; 648 delinger; jeg fremſatte dem derfor med hang egne Ord (i min Recenſion P. 246) og erkler⸗ rede aabenhjertigt, at jeg hverken driſtede mig til at ſige Noget for eller imod den. 2) Mine Berigtigelſer ere ubetyde⸗ lige eller ligefrem urigtige, - Om mine Berigtigelſer ere ubetydelige, mane Andre bes | dømme; men urigtige? Det: maa Lect. H. beviſe, før troer jeg det ikke. 5 , 3) Min Fremgangsmaade er uret⸗ færdig, fordi jeg ganſke lukker Øjet | for det Ullervæfentligfte ved Bogen, at den er et Udkaft. Med hvilken Pande ſiger Lect. H. det? Jeg har anfort Bogens Titel fuldſtendigt og i min Recenſ. P. 248 ordret. anført hans eget Efterſkrift, hoori han fortæller, at han ſtoler paa Overberelſe med Bogens Feil, fordi den er et Üdkaſt; jeg ans forte juſt dette Efterſkrift, fordi det forekom mig, at det tilſtrekkeligt charakteriſerede hele Beſtaaer min Uretferdighed. maaſkee deri, at jeg ikke ret kan finde mig i, at man un⸗ der det Flag Üdkaſt fører al Slags Skjodes⸗ loshed og Uvidenhed? — Men er det ogſaa ſandt, at Bogen kun er offentliggjort for at hore An⸗ Hvad betyde da folgende Ord i Lect. H.s Fortale (P. 6)? „Til Slutning mag jeg erklære, at den ſchematiſke Udførlighed, ſaa⸗ velſom min Anforelſe af mange bekjendte Ting, | der maaſkee kunde blive mig bebreidet ſom over“ flodigt, alene havde til Oiemed mueligen at fo ⸗ maae Nogen til at underviſe en Enkelt dereſter. Thi forſt naar Dette ſkeer, kan en afgjennde Dom feldes om mit Arbeides Verd.“ Allſaa ſtulde Nogen hengive i det Mindſte een af fint Diſciple til Proveklud? For mig gjerne ' 4) Mine Beſkyldninger ere uhſem lede. Det maa Lect. H. beviſe.. Hvad ſeg har fremført, har jeg beviiſt, ſaavidt en Reten? ſions ſnevre Grendfer tillode det. Skulde ec) have fuldſtendigt gjendrevet alle de heelt 9 halvt falſke Bemærkninger, der findes i Bogen, maatte jeg have ſkrevet en Bog af ſamme Sler⸗ relſe, ſom Lect. H.s; men dertil havde jeg huer⸗ thi om oglaa Enhver, der kjobte Lect. H.s Bog, vilde klebe et Exemplar af mit Skrift, vilde Afſætningen ' : i — — rr sneen ne "” Former (P. 268 ff.). uefterrettelig? — Skulde det ellers være. et el⸗ — 649 rimeligviis være maadelig nok. Jeg bebreidede ellers Bogen Mangel paa Orden; denne Mangel har Lect. H. ſelv indremmet i ſit Ef⸗ terſkrift, og jeg anførte. derpaa et Exempel (P. "948 f.); jeg klagede over Dunkelhed i Ud⸗ trykket og anforte eet. Sted til Prøve, hvori det blandt Andet tales om „den ſtrenge Kraft, der virker i Dybden, og opſtiller Grundtrekkene for det hele Kunſtveerk o. ſ. v.“ (P. 249 f.). Om nu dette Sted er dunkelt eller ikke, kan hverken Lect. H. eller jeg afgjore: han maa jo vel kunne forſtaae det, derſom han har tenkt Noget ved at ſkrive det; jeg har allerede erkle— ret, at jeg ikke kan fatte, om det har nogen Me⸗ ning. Kunne Andre fatte det, ligger Feilen i min Bornerthed; men er dette ikke Tilfal⸗ det, ligger Feilen vel i den Hjortſke Philoſophie, om hvilken jeg refererer mig til den. omtalte Mand i Skilderiet (1. o. P. 1074), der paatog fig „at tugte Lect. H.s overmodige Selvtillid, hans drengeagtige Skrivemaade, hans ſelvbeha— gelige Snakkeſyge, hans ſtrrydende Paaſtande og baus myſtiſke, nonſenſikalſke Philoſo⸗ phie,“ og-meente (P. 1078), "at hans Phi— Tofophie træder ud af den ſunde Menneſkefor— finds Centrum og ind i Peripherien af uende⸗ ligt Polſeſnak.“ Mig forekom hans i Bogen adſpredte philoſophiſke Stumper ufordoielige; men kanſkee har Lect. H. erfaret, af Ungdoms men ved nogen! Øvelfe. kan bringes til at lade, ſom kom den forſtaaer Tirader ſom den af mig: anførte, medens jeg Staffel indbildte mig, at Lidtenberg har Ret, naar han ønffer, at man kunde opdrage Born ſaaledes, at alt Utydeligt var dem fuldkomment uforſtaaeligt. — Fremde⸗ les ſogte jeg at beviſe, at Lect. H. faa aldeles Intet af den philologiſke Kritik, at han antager Conjecturer i Plautus for fuld⸗ komment uomtviſtede og uomtviſtelige Lœſemaa⸗ der og bruger dem ſom Beviſer for Plautinſke Er jeg kanfkee ogſaa her ler andet Punkt i den Graſke eller Latinſke Syn⸗ tax, ſom Lect. H. favner Hjemmel for, er jeg Paa Anfordring villig. til at give ham faa me⸗ gen Oplysning, ſom han med Billgghed kan oflange. 2 8 ore 8 Air. forſtaaer 650 5) Min Sammenligning mel Lect. H. og andre Forfattere der e ſkrevet over ſamme Gjenftand, er ubil⸗ lig og upaalidelig. Er det ubilligt, at jeg har viiſt, at Lect. H.s Conjugationsſyſtem alle⸗ rede er fremſat af Andre? Vi Philologer kalde den Fremgangsmaade at laane Andres Ideer, ſom ere fremſatte i mindre bekjendte Skrifter, uden at nævne dem, at begaae et Plagiat; maaſkee har Naturphiloſophien et mildere Navn. paa det. At min Sammenligning er upaalide⸗ lig, maa beviſes. 5 6) Min Satire er flau. Ja Herre Gud! vi kunne ikke alle være faa vittige ſom Lect. H. Hvilke Steder i min Recenſion ſigtes der vel ellers til? 7) Min medbragte Foreſtilling om Sagen er fordomsfuld og indſkren⸗ ket. Maaſkee. I det Mindſte tilſtager jeg, at jeg endnu ikke har kunnet heve mig til det Standpunkt, at jeg kan fatte det Hoie eller Dybe i f. Ex. folgende Sætning (P. 40): "Der er Maade med Alt, ogſaa med Iver for Grundig⸗ hed og Noiagtighed, der i Grammatiken under⸗ tiden kan fordunkle iſtedetfor oplyſe.“ Heller ikke kan jeg fatte, at det er Forſtudier nok for en Latinſk Grammatiker at have leſt de forſte Bøs ger i Livius (P. 131) og i Vatikanet at have efterſtrevet Indſkriften paa Scipio Barbatus's Sarcophag (P. 114) og uden Tanke om Kritik at have gjennemlobet nogle Latinſke Forfattere, fordi „Hovedtanken i hans Fremſtilling afgiver, ſaavidt han ſkjenner, et faa faſt Middelpunkt, at nogle Aars Læsning let kan ſamle de fleſte Beviſer omkrings det“ (P. 4). Heraf kan man da fee, at man forſt ſkal opſtille Reglerne i en Grammatik à priori og derpaa. tvinge Forfat⸗ terne til at beviſe dem. Jeg indbildte mig, at den modſatte- Fremgangsmaade var den rigtige. 8). Min hele Recenſion er i Stort ſom i Smaat uefterrettelig. mer dog vel an paa, hvorledes de foregaagende ſyv Punkter bedømmes 2. i . Lect. H., at ban nu Til Slutning anforer med Tryghed vil fuldføre det egentlige Skrift. Til Lykke! Men Bliver dette ikke bedre end Ud⸗ kaſtet, vilde jeg raade ham at bruge ſom Motto Det kom 651 dertil folgende Ord af Lichtenberg: „Darf man Schauſpiele ſchreiben, die nicht zum Schauen ind, ſo moͤchte ich ſehen, wer mir wehren wollte, ein Buch zu ſchreiben, das nicht zum Leſen iſt.“ Kjøbenhavn d. 16 Mai 1828. Carl Wilh. Elberling. Blandede Efterretninger. Norges Bank. Extrakter af Regnſkaberne for Aar 1827 for Banken, og for den efter §. 13 i- Loven af 13 Aug. 1818 annekterede Laane-Indretning ere nu fra Directionen under 31 Dec. 1827 ud⸗ ſteedte, og trykte. Nogle af Reſultaterne meddeles her: . Spd. 2 5. Banken har en Solvfond 2145943 — 872 opbevaret ved Bankens Hoved⸗ j fæde i Tronhjem, paa nogle. ſmaa Summer nær ved Banf- Afdelingerne i Chriſtiania og Bergen, og ved Mynten paa— Kongsberg. ; b En udeſtaaende Kapital. 4817467 — 3 hvoraf 4536445 Spd. 932 ßf. . ere renteberende. ' i Verdie af Ejendomme nem — lig: Bankens Gaard i Tronhjem : 3500 Syd, Gaarden i Bergen 1600 Spd. og til den paabe⸗ gyndte Gaard i Chriſtiania S884 ; Spd. 16 ß. : : Et ifølge Lov af 24 Juli 1827 oprettet Reſervefond . . . 176432 — 44 Tilſammen 7150797 302 Banken ſkylder derimod.: I. For de i Omlob værende . Sebler * 12244 „ „ . „ 5 id 4081277 — 10 2. Til Statskaſſen; hvoraf ſva⸗ res 2 pC. i Rente . 283333 — 40 3. Til Foliohavere etc. 4. + . + 432743 36 Ed Overffuu s. . 4:08 129719 16 . — 652 4 5 7 2 Spd. 7 3 4. Til Aktie⸗Ejere. Aarets E SE: rene Fortjeneſte 29719 — 16 5. Fremdeles 29 & * 292 9* * * 51086 — 645 Er 4978160 — 25% Altſaa Bankens beholdne 5 Formue bee 21726378 Seddelmaſſens Beløb var 500340548 nemlig: 5 : a. i Omlob ſom ovenanfert . 4081277— 109 b. Kaſſebeholdninger ved Ban: : kens Hovedfæde og Afdelinger 917246 - 77 o. Bed den annekterede Laane⸗ 2 Indretning . . J . 4880 —102 Er ovenſtaaende 5003405 — 48 Af den i Aaret 1827 ind⸗ vundne Sum i Renter, Disconto⸗ Præmie, Gebyr for Folier, An⸗ visninger m. m. i alt.. . 160072 — 24 have Üdgivterne været" afholdte 2 „% „„ „„ 4 til Lonninger for Bankens Em⸗ bedsmend og Betjente (14200 Spd.); til Contoirforretninger, Extrabetjente, Brevporto, nye Speciesſedlers Forferdigelſe, Re: parationer paa Bankens Gaarde etc. ſamt til Renter af Stats⸗ kaſſens Tilgodehavende, i alt. „ «„ „ 36867 — S3 hvortil kommer fra | 1826 et. Dverffud af 6514 — 45 15 123204—91 | Paa Gevinſt og Tabs Conto⸗ Bank⸗Indſkuddet har udgjort: a. Det paalignede Indſkud: € 5 For Agershuus Stift.. .. IOOOOS0 - 64 — Chriſtianſands . 287003 40 —— Bergens …[… „„ „„ „4 „46 „4% 362004 — 13 — Tronhj ems 296000 - 69 ar Nordlands ,& + st 0 „„ 85015 — 16 | 200007 —82 653 3 Spd. 5. b. For at complettere paalig⸗ É nede Indſkud til de for Actie⸗ breve beſtemte Summer er ind⸗ fei ERE TERE TE erne en ordren 301—1II . Frivillig Indſtud -ifølge Lov ; 2 Juli 1827 6.2. 2 4 + ZOO 2 747795 — ää6äñ— — — —— —jͤ —— —́—— — — — Er 20000578 — 73 Af hvilken Sum var ved Aarets Udganguindkommen, el⸗ U Reftance "ele ea 370112 Det betalte Udbytte af de erlagte Bank⸗ 400 85 har i de ſidſte Aar været: beſtemt ſaa⸗ des:. . - i For 1825.— 7 Procent. 7 — 1826'—6 2 e ' Beboerne. paa Øen St. Lucias have opda⸗ get en dyriſk Blomſt eller et blomſtrende Dyr. Jen Hule, ner ved Havet, findes et bredt Basſin, af 12 til 15 Fods Dybde, hvis Vand tr meget ſalt., Dette Basſins Indfatning be: lager af Klipper, paa hvilke der altid kommer noget kilſyne, der ved forſte Ojekaſt ligner en ſmuk Blomſt med glimrende Farvemalerie. Denne tilfonelatende Blomſt trækker fig, ved Berorel⸗ ” Tilfn med Haanden tilbage, ſom en Snegls Fo⸗ lehorn. Ved nøjere Underføgelfe fremkomme i Midten af Blomſterſkeden fire brune Stovtraade, der ligne Edderkopsfodder, og. omkring disſe Blomſſeiblade, der udmærke fig: ved en levende vilfaarlig Bevegelſe. Disſe Stoptraade forene , lig en Taage, for at gribe deres Bytte. De gule Blomſterblade lukke fig umiddelbart derpaa og det Grebne kan ikke undfomme, Det fr landſynligt, at dette beſynderlige Dyr lever af Fiſteleg og ſmaa Inſecter, ſom Havet kaſter i- Basſinef. Denne Dyreplante eller "dette Plans kedyr ſtal, efter Dr. Pinktons Bemeekning, bare bekjendt paa Barbadoes. Fab for Agerdyrkning og Botanik, i Gent, i Februar 1828, ſaaes en rig Samling af Blom: fler, alle i ſga fuld Flor, ſom man ellers ikke Pag Udftilingen af det nederlandſke Sel: 654 feer dem ſamlede, hverken om Sommeren eller om Vinteren. Den ſtore Sal paa Raadhufet var forvandlet til et Floras Tempel. De ſkjon⸗ neſte Blomſter fra Japan, China, Oſtindien, Mexico, Peru ꝛc. udfoldede fig her i deres Varxts fulde Kraft og deres hele Farvepragt. J Aaret 1812 døde i Haag Elias Stein, der anſaaes for. vor Tids ſtorſte Skakſpiller. Han ſpillede ofte Billard og dirigerede tillige to Skakſpilpartier, ſom han altid vandt. Han har forladt Verden, ſom uovervunden Spiller, endfkjondt hver udmærket Skakſpiller, der kom til Haag, kappedes med ham om Seiren. (Phi⸗ lidor, den faa. berømte Skakſpiller, har i den Pariſer Skakklub ſpillet med Tre paa eengang, i det han blot forbeholdt ſig at ſee paa det ene Bret, og vundet alle tre Partier.) Serrens Priis i Vaaren. „Solen hjelper ſpeede Poder . Med en Faders Omhu frem. „Jorden, Blomſters ømme Moder „Deler Liv og Kraft med dem, „Men Guds Godhed og hans Ord— „Skabte Blomſter, Sol og Jord.“ | Johannes Evald. vi ; b — * - 8 5 I. 7 8 Hoiere Guds Sol fig hæver, Signende nedſtraaler den; Milde Foraarsvinde fvæve, Bringe hid Velſignelſenn - 5 ye Smilende nu fra det Hoie Daler Vaar til Jorden ned, Menneſfkets opladte Pie Skuer- Vaarens Yndighed. f Til din Skaber hæv din Aand Han ſom løfte Jordens Baand, 655 322228 É Ingen Vinterſtorme hvine Giennem Luften ſuſende, Alt paa Bølgen Snakken iler Hvor for Storme raſede. See, hvor Taagen nu borkiler Hor hvor Bakken risler froe — Skue hvor Jorden yndigt ſmiler Fuglen bygger glad fin Boe. Offrer Skaberen din Sang, Priis ham hoi med Jubelklang! . ' 3. Glade Landmand. tidlig haſter Til fin Dont med freidigt Haab; Sedekorn i Jorden kaſter, Priiſer Gud i Jubelraab. Vel han veed at Vaarens Herre Ogſaa Hoſtens Herre er — f Som Velſignelſer frembere, Naar hans Born ham have kjer. Hvert et Sed'korn i hans Navn Spirer frem til Fryd og Gavn! 4. 5 Gud Et Fyldehorn oplader, Metter Markens vilde Dyr, Over Skov og Mark vor Fader Sender vederige Skyer: N Ovenfra det alt ſkal komme, Som velſigner Jorderig — * Og naar Livets Tid er omme Skue vi forſt rettelig — Her gjentoner Fugleſang, Hisſet Engleharpers Klang. ; f 5. 5 Glindſende i Foraarsklœde, Pranger blomſterrige Flor; Alnaturens høje Glæde Lover Gud i glade Chor: Han ſom Blomſten herlig kleder, Meter Luftens- ſtore Flok; ; e 656 ; Menneffet her foder, 6 117 Naar i Ham vi have nok. i 5 Priis Natur din Skabers Verk: Naadig, god, og viis og ſterk. * 6. ERR Denne Verdens Herligheder Af Dit Lys en Skygge er, Som i Himlens Saligheder — Evigen vi ffue der: ce Bags For Dit Aaſyn hiſt oplader, Du en bedre Verden mig Hvor de glade Myriader Evigen [ovfynge Dig — Der er Vaaren evig nye, Der er ſtjonne Morgengrye! E. Muͤlertz. Fr 72... . Kjøbenhavns Bors, d. 20 Mai 1828. Hamburg 2 M. — 2 2 à vista 217 Species 220 — Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 32 ß. 1 3 None Sperkes e pCt. 70 Norſke Speciesſedler 1142 pr. 100 Specier 157 | — Rbd. Sedl. — Roß. Tegn. Svenſte Sedler pr. Rdlr. Rigsgjeld 52 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 82 83 Rbd. Seh / Dito Dito s 474% * 176 4 — i Banco, Nationalbank Obligationer : (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 | Dito Dito . . .. 11241122 Sedler. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. ; Renter pr. 6 Januar 983 — Rbd. r. S. 6 pC. norſt Laan ved Hambro & Son 105 | i Banco, 4 pC. Dito nyhune 983 — i Band, Aſiatiſke Comp. Actier | 76 — i Sedler. 5 ; £ 3 pC. nye danſke Oblig. 574 58 L. Stel. Kjsbenhav n. Forlagt af S. Sold in. Trykt 1 L. J. Jacobſens Bogtrykkerie. — — 2 1 — 74 8 * fæ Rbd. r. S. i — — 5 * 28 Skilderie Nyeſte af Kjobenhapn— sømVVVUWUUUUUN UNE ?? 43 iø vi Femogtyvende Aargang. No. 42. ; Udgivet og redigeret af Fr. Tha ar u p, Etatsraad. Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. 2 Loverdagen den 24 Mai 1828, Oeconomie. kan man nu faae det for 8 til 24 ß. Og ſee c Jeg aflagde nyligen et Beſog hos Juſtitsraad , een af de rigeſte Mænd i Kjøbenhavn. Han var ikke ſelb hjemme, men jeg traf hans eldſte Dalter, en elſtverdig Pige paa atten Aar, ſid⸗ dende ved ſin Brodeerramme, og, til min For⸗ undring, med Briller paa. Hun var dobbelt ſys⸗ eat baade med at brodere og med at læfe. Da jeg fane hende ſtirre ſaa ſterkt paa Bogen, faa ſpurgte jeg hende: „Er Deres Sine fvage, roken?” — „Ja, desværre,” ſvarede hun med en halobedrovet; Mine. „De har lenge veret ſvage“ — „Bruger De da intet derfor?“ — „Jeg har brugt: nok, ſvarede hun med et Suk, Auen kiotil Alting forgjeves. Jeg har” brugt Spenſtſue og Melkecur, og fan mange Hjen⸗ bande, at jeg neſten ikke veed Navnene paa den. Efter Profeſſor s Raad har jeg anſkaf⸗ fit mig Briller, men til diſſe er jeg nu bleven faa vant, at jeg ikke kan forrette det mindſte, Undtagen jeg har dem pag.“ J det ſamme tog hun igjen Bogen frem og begyndte at lœſe. — „Tor jeg være faa driſtig at ſporge, hvad Frøs kenen leſer her? „Det er Godtkjebsudgaven af Pachaen af Suresne: Det er ſandeligen en herlig Opfindelſe — et Slags Droſchkeind⸗ tetning i Literaturen. Iſtedet for, at man el⸗ lis maatte betale 3 til 4 Mk. for et Stykke, * havde hun i et Øjeblik traadt Synaalen. hvilken nydelig Tryk!“ — Jeg tog Bogen i Haanden, men det var mig umuligt at laſe den. Det ene Ord og den ene Linie lob ind i hinan⸗ den, og Lasningen virkede paa: mit Oje, ſom naar man i en Haft farer forbi et Stakitverk. — Jeg haaber, ſagde Frøfenen, at i Fremti⸗ tiden alle Boger ville blive trykte med ſaadan Skrift. Det vilde jo være. en overorgentlig Bea ſparelſe for Folk, naar man kunde faae st Verk, ſom for Ex. Walter Scotts Ivanoha, i en ſaa⸗ dan Repertoire⸗ÜUdgave, for 3 til 4 Mk.“ — Nu kom den gamle Bedſtemoder Fru * trippende ind i Stuen," "Bil Bedſtemoder ikke være faa god, at træde den Synaal for mig?“ ſagde Frs⸗ ken Emilie til hende?“ „Jo nok, mit Barn! ſvarede den Gamle, og med ubevæbnede . Det forekommer Dem vel beſynderligt, Hr. D., ſagde den Gamle ſmilende til mig, at jeg i mit to og halvfjerdſidstyvende Aar maa træde en Synaal for min Sonnedatter, ſom kun er atten Aar?“ — Pei, aldeles ikke!“ ſvarede jeg. Det er jo nu faa almindeligt, at unge Piger have ſvage Dine. Formodentlig kommer det af den megen Syen og Broderen,” — — "Deri fager De me⸗ get Feil, Hr. D., indvendte den Gamle. J min Ungdom vare unge Piger flittigere end nu, for de havde ikke faa mange Adſpredelſer. Da jeg var ſytten Aar broderede jeg et heelt Bord⸗ tæppe for min ſalig Moder. Det foreſtillede 659 Kong Chriſtian den Syvende, ſom Kronprinds, paa Jagt. Alting var ſaa naturligt, at man ved førfte Ojekaſt kunde gjenkjende Prindſen, Greverne Moltke, Holk og flere Herrer. Den Gang ſtrikkede, filerede og, kniplede endog de fornemſte Damer Alt hvad de behovede“ Men kom nu! — nu ſtal jo Alting ſyes ude af Hu⸗ ſet. Du maa ikke blive vred, lille Emilie, ſagde hun, i det hun henvendte ſig til Frokenen — hvad man nu arbeider med. Sy- og Brodeernaa⸗ len er mere for et Syns Skyld end til Nytte. Og det er heller ikke det, ſom forderver vor Ungdoms Øjne” — "Hvad er det da, ſpurgte jeg, min gode Frue? Der gives jo ingen Virk⸗ ning uden Aarſag.“ — „Ja, naar jeg ikke var bange for, at Emilie ſkulde blive vred, ſaa“ — „Tal De kun Bedſtemoder — jeg veed nok, hvad De mener og hvad De faa ofte har klaget over. — Det er den megen Læsning De ſigter til?“ — Ikke den megen Lesning, mit Barn, ud⸗ brød den Gamle. J min Ungdom leſte man ogſaa meget, ja maaſkee mere end nu. Man basde de deiligſte Boger: Pamela, Froken von Weißenſees Hiſtorie, Albertus Julius, Hol⸗ bergs Heltinders Hiſtorie og Lyſtſpil — det var en ſundere Koſt end nu Jerres Forvalter Skott, og Fandenhelder og hvad; de alle hedde. Det er ikke Lesningen, men det er den flemme Gniddtryk, de nye Reperteere Ud; gaver, ſom fordærve Hinene. J min Tid, da - fryfte man Boger med ſtor, tydelig Skrift. Hver Bogſtav ſtod faa klart og tydeligt, at det var en Lyſt. Men nu er Trykken faa ſmaa, ſaa fame menkneben, at jeg troer, vi nok ſnart faae Bo, ger i Nodde⸗og Berloqueformat, og Skrift, ſom maa lœſes med Forſterrelſesglas. Den eneſte, der endnu er ſtor, er den ny Munkeſkrift, men den feer ud ſom Bogſtaverne i Cyprianus og an⸗ dre Hexebsger.“ i . Nu kom Juſtitsraad ** hjem. Han modtog mig med ſin ſedvanlige Forekommenhed. Neppe havde vi talt ſammen i nogle Minuter, faa ban; kede det paa Doren. En hoi, temmelig aldrende, meget velkledt Mand traadte ind. Det var Bog⸗ handler. Braun. „Jeg onſker nok, at betale mit; Afdrag paa den Prioritet, Hr. Juſtitsraaden har indeſtagende i min Gaard; ſagde han.“ Han optalte 7 ger holde. r ˙¹A dd 660 nu Pengene. Derneſt tager jeg mig den Fri⸗ hed, vedblev Braun, at præfentere: Hr. Juſtits⸗ raaden en lille Regning paa bekomne Bøger.” Juſtitsraaden modtog Regningen og efterat have giennemlobet den med alvorlige Blikke og ryn⸗ ket Pande, ſagde han: «75 Rbd.? Det er en temmelig ſtor Sum, Hr. Braun!“ — Set er for et heelt Aar, ſvarede Boghandleren, og ſtor⸗ ſtedelen kun for Commisſionsſager. Af mine egne Forlagsartikler er dex kun for ti Rbd.“ — J Fremtiden, Hr. Braun, ſkal De ikke ſende mig fax mange Bøger. Man maa indſkrenk fig.” — . „Ligeſom Hr. Juſtitsraaden befaler. Men jeg maa tage mig den Frihed at anmerke, at Hr. Juſtitsraaden det hele Aar ikke har faaet" af Bøger andet end Hof- og Statscalenderen. Reſten er lutter Tidsſkrifter.“ — „Hof- og Statscalenderen kan De fremdeles vedblive at ſende mig, men Tidsſkrifterne vil jeg ikke læns „Men Hr. Juſtitsraadeu har jo nu holdt dem i ſaa mange Aar?“ — Netop, der⸗ for vil jeg ikke holde dem leenger. Tiderne have forandret ſig. Man kan ikke holde Alf.“ — „Det er ikke heller nodvendigt; thi des fleſte, i en Tidlang udkomne Tidsſkrifter , varede ſedvanligen kun fra Hons flei op til Hons fløj ned, og ſaaledes vil det nok gage med de fleſte i Fremtiden. Men det, ſom eengang har faaet. Faſthed, det bor dog Enhver, der har Fo lelſe og Sands for, Almeenmand, og ikke mang: ler Wone dertil, ſoge, ſag meget ſom: mutig, at underſtotte. Det er ikke af Egennytte, jeg her tåler, Hr. Juſtitsraad. Jeg, driver blot Hæv delen: endnu af Vane, af Had til fuldkommin Uvirkſomhed, af Lyſt til at forſkaffe de Mennt⸗ ſter, ſom i mange Aar have arbeidet med 09 for mig, noget at fortjene. Jeg takker Himen for, at jeg ikke er nødt: til at drive den, ti ſaadanne Tider, ſom vi leve i, er jeg ikke vant til.“ — „Tiderne er knappe og -Pengene ligeſag, min gode Hr. Braun.“ — Det ſiger man, men ſeg har Ondt ved at overbeviſe mig derom. Skal der kjsbes en Bog, ſaa prutte Folk vel paa fire Skilling, og kunne mangen En faae den for in⸗ tet, tog han den gierne. Sex Mark for en Bog, det er nuomſtunder en graſſelig Priis og jig maa høre hele Forelæsninger over Tidernes Slel⸗ j—y— ———— — æn — — — . — see — — — 661 hed, Førend man rykker ud dermed, Men kom⸗ mer jeg paa Comedien eller i Charlottenlund og andre Steder, faa finder jeg aldeles ikke noget Spor til Tidens: Slethed. Man flaaes om at bpetale 6 til 7 Mk. for en Billet til det usleſte Stykke og betaler. 5 til 6 Rbd. for den elendigſte Leievogn. Kort ſagt, hvor det gjelder om at lilftedsſtille Vppigheden, Forfengeligheden og Modeſygen, der er ingen Ting for dyr. To Rbd. for. 50 Oſters til at nere Maven, det anſees for meget billigt, men to Rigsbankdaler for en Bog til at fode Aanden, det er ikke at udholde.“ — Men De kan dog ikke negte, Hr. Braun, at mangfoldige Menneſter nu ere tvungne til at indſkrenke ſig?“ — „Det vilde: være "urimeligt af mig, at fragage det, Hr. Juſtitsraad. Jeg paaſtager heller ikke, ot nogen fkal nægte ſig ſelv og ſine Born Kleder og Føde, for at kjobe Boger, ſtjondt den beromte Boghandler Lacking⸗ ton i London, ſom fattig Skomager, kjobte ſig for de Penge, han vilde anvende kil en Lamme— fjerding, en god Bog til eget Brug, og ſiden blev,, ved dette. Offer, han bragte. fin. Madlyſt, een af de rigeſte og meeſt anſeete Mend i En⸗ gelland. Men naar jeg ſeer formuende, ja ofte zudog hovedrige, Folk viſe fig ſaa gnidſke, faa liberale, at de heller ville lade deres Tjener lobe Byen rundt, forat laane en ny Bog end kjobe den, [aa maa jeg tilſtaae, Hr. Juſtitsraad, at jeg fin⸗ der det hoiſt harmeligt. Enhver ſaadan Laaner Vet) jo dog, at en Bog ikke fremkommer af fig ſely; at der ſkal Folk kit at ſkrive, ſatte, trykke og üdſalge den; at alle diſſe Folk ikke kunne lebe f Luft; at folgeligen den, der vil læfe en faaban en Bog for intet, i Grunden forfanger, Clondt indirecte, ſin Nestes Flid og, Arbeſd for intet. Hvad ſkal der tilſidſt blive af vort hele Bogveſen, naar al Sands for. Literaturen ſaa⸗ ledis kal uddse? Hvo troer De vel tilſidſt vil give ſig af med at ſkrive og ktiykke Bøger, naar den hele; Afſetning fral indſkrenkes til tredive eller fyrgetyve Lee og Leiebibljotheker.. Vi 424 te jo, allerede nu hvorledes det gader.“ — Men hvorfor. lægger De Dem ikke mere efter Godt⸗ kiobsudgaver?“ ſpurgte Frokenen, der hele Tiden havde. varet en faus Tilherer. „Derſom vore. Boghandlere vilde trykke deres danſke Bøger for 662 25 faa billige Prifer, ſom f. Ex. Udtogene af de lydſke Clas ſikere, faa vilde de nok finde Affæining. — De tillade mig, naadige Froken, at det Ord „godt Kjob'“ i vore Damers ſtjonne Mund altid op⸗ vekker hos mig et Smil; thi de brede Be: ſetninger paa deres Kleder, naſten ligeſag bekoſtelige ſom Kladerne ſelv, ſynes at være tauſe Vidner om, at det kun er de Smuk⸗ kes behagelige Skjemt. — Da er det faa men mit ramme Alvor, Hr. Braun. Vil De behage at fee her dette Stykke; det er trykt her i Byen og koſter 8 ß. — Her Braun tog Stykket i Haanden, og, efterat have leſt lidt deri, ſagde han han — det er en billig Priis det maa jeg tilſtaae. 8 ß. har min Kone i Aftes betalt for ſex Knipper Reddiker, og naar et Skueſpil er qqual med (ex Knipper Rebdiker, faa. er det viſtnok den ubilligſt⸗billigſte Priis, man kan tenke fig. Men har Del betankt, bedſte Froken, at ikke Alt hvad der er ſpart er fortjent?” — „Had mener De med det Hr. Braun? ſpurgte Frokenen. — „Jeg feer Frokenen betjener fig af Briller; deraf maa jeg flufte, at De har ſvage Bine. Hvor: lenge mener. De vel at ſvage Dine kunne ud⸗ holde at leſe en ſaadan Godtkjobstryk, og troer De ikke, at det omſider vil blive til Dyrkjobs⸗ udgaver? Undſkyld at jeg taler faa ligefrem, Froken. Man ſparer paa" fin Godtkjobsudgave 50 PC. og taber paa fit Syn S000. Vor Ung⸗ doms. Øjne ere i Almindelighed allerede ſvage nok i vore Dage; man behover ſandeligen ikke at ſvekke dem end mere ved ſaadan Tryk.“ — Det ſynes ſom baade Frokenen og hendes Fader følte fig noger fornærmet ved disſe vor Brauns frimo⸗ dige Bttringer; men denne lod ſig ikke bringe üd af ſin Fatniz 3 og fortſatte fin Tale. De nævnte, de tydſte Godtkjebsudgaver, men De maa, ikke glemme, at, de fleſte ere Eftertryk. Naar jeg har Lov til at hoſte den Sed, min MNæfte har faaet, faa kan jeg jo ogſaa fælge den for meget billigere Priis end han. Desuden ere jo disſe Godtkjobsudgaver yderſt uſle. De vrimle af Trykfeil og Trykken er faa. øjeufor= dervende, at allene den mag kunne bidrage til at fordobble de Blindes Tal. Netop disſe Godt⸗ kjebsudgaver, der ere fan ødelæggende for Bog⸗ afſœtningen, saracteriſere vor Tidsalder. See 663 vore ældre danſte Værker — hvilken Tryk, hvil⸗ ket Format, hvilket Papir! Slanges Chriſtians den Fjerdes Hiſtorie, Pontoppidans Atlas, Hof⸗ mans danſte Adelsmends Levnetsbeſkrivelſer vidne om et kraftfuldt Old. Den Gang havde man ikke, ſom nu, fan mange Pragtmobler, men Pragtboger. Hvor uffelt ſtaaer ikke vor Tids⸗ alder med fine Etui- og Godtkjobsudgaver, med fine oeconomiſke Velferdsleſeſelſkaber, ſelv i den Henſeende, mod hiin kraftfulde, alt Skjont og Godt paaſkjonnende Slægt? Lad nu en Forleg⸗ ger komme med ſaadanne Udgaver, og fee om han ikke vil blive beleet, om man ikke vil raade ham, at trykke Slanges Hiſtorie i to Godt⸗ kjobsbind til 24 f. hvert.” — „Men De kan dog ikke nægte, ſagde Juſtitsraaden, at der nu omſtunder ſkrives alt for meget,” — Det ſy⸗ nes ſaa, Hr. Juſtitsragad, men i Grunden tryk⸗ kes der ikke en Fjerdedeel af hvad. der blev trykt i bedre Dage. Jeg miskjender ikke vore gode Skribenters redelige og ivrige Beſtrebelſer. Jeg - agter. den faa meget mere, ſom deres Arbeide ſaͤa flet belønnes: Men hoad er Fleertallet af de Skrifter, der udkomme hos os? andet end Overſettelſers Overſettelſer, og hvor uſle ere de fleſte af dem? Hvad er vort Hav af Tidsſkrifter og Tidsblade, der fremkomme og fvinde. ſom Bølgerne, "andet, i det Hele taget, - end brogede Kapper af ſammenſankede Overſet— telſeslapper, bebremmede med maadelige, aand— loſe Vers? Hver Dag trader en ny Journa— liſt frem. Hver Dag vil een, med Huller i Strømperne, ſtoppe et Hul i Literaturen. Man paatrygler Folk fine: Aandsproducter ligeſom om de vare Svovelſtikker eller Almanakker, og brin— ger derved den periodiſke Skribents Kald, ſom offentligt Folkeorgan, ſom Ophav til faa meget Godt, naar det rigtigen benyttes, i dybeſte For- agt. For at have ſig ſelv og tildrage ſig en Opmerkſomhed, ſom man ved egne Arbeider ikke kan forſkaffe fig, haaner og nedriver man Andre, Hvortil der i det Hsjeſte kun behoves en god Del Ondſkab og Frekhed.“ — Men der ud kommer jo ogſaa mange Verker og tildeels af, Værd, ſagde Juſtitsraaden?“ — Men h vor- ledes udkommer de fleſte? Maa Underſtsttel⸗ ſen dertil ikke, ſom ofteſt, tiltrygles? Og” bliver 664 Reſten af Oplaget ikke fæbvanligen en Fode for Mol paa Forleggerens Loft? Her mange uver⸗ dige Konſter betjener mangen Forfakter og For⸗ lægger fig. ikke af, for at fage et Verk bekjendt og tildrage det Opmerkſomhed? Hvor meget lempe Forfatteren ſig ei efter Hobens Smag? Er det vel „* Og hvad er det for en Smag, ſom nu er den her⸗ ſtende? Man behøver kun i Skueſpillet at være Vidne til, hvoraf der ſkoggerlees, for at overbe⸗ viſe ſig om dens Natur.“ — Det hidrører maa⸗ fee tildeels deraf, at Pengene i de. nyere Tider ere komne i andre Hænder, bemerkede Hr. Ju⸗ ſtitsraaden.“ — "Uden Tviol for ftørfte Des len, fvarede Braun. De fleſte ſom Pengene i vore Dage, ved uhelbige Tidsomſtendigheder, have forvildet ſig hos, have ſjeldent Sands for andet end det grove Sandſelige, og vee den Skribent, der ſkal rette ſig efter faadanne Smagsdommere! Spørg vore Billet⸗ og Loge; prangere, til hvilke Stykker Billetterne. betales bedſt; ſporg vore Leie- og Leſeſelſkabsbibliothe⸗ karer hvilke Bøger. Maaneds og Tidsſkrifter der læfes meeſt, ſaa vil De ſnart fage et Be— greb om den herſkende Smag, Det er en Ulykke for Literatur og Konſt, at de, ſom have meeſt Wone til at domme, have mindſt Wone til at underſtstte den. — Det er jo det jeg ſiger, raabte Juſtitsraaden — Tiderne ere ugun⸗ ſtige baade for Literaturen og Konſten.“ — „Og hvad de ikke ere ugunſtige, det ſoge Folk, ſom man mindſt burde vente det af, end mere at gjøre dem. Derpaa oplever jeg, fort Boghandler, ideligen de meeſt paafaldende Exempler. Forleden. kom en Mand,” ſom man ber i Byen vurderer for at eie adſkillige Tønde Guld, ind til mig, for at tilbagelevere Nr. I af en ny Aargang af et Tidsſkrift, han var Gubffris bent paa. Hvorfor vil De afſige dette Blad bette Blad Hr. X. ſpurgte jeg, De har jo holzt det i faa mange Aar?“ — Det interesſerer mig ikke mere, ſvarede han. Det er iſer i den ſidſe Tid ikke værdt at læfe mere. — “ Tidsſkriftens Hr. K. kan jo ikke være interesſantere end Ti⸗ derne. Det var i gamle Dage, man kunde faule Vand til at ſpringe ud af Klippen, naar man blot ſlog paa den med en Kjcepp. Men vi leve ikke mere i Miraklernes Tidsalder. Desuden 1 * — — — — — — . — Ü o 33%γ æn em er 2 — * 665 verd De jo nok: den, ſom vil behage alle, beha⸗ ger ingen. Han ſlengte nu Nummeret hen paa Diſten. Som ſagt jeg vil ikke have det. Hvad ſkal jeg med det Sn—.“ —.“ Gaa ſagte — faa ſagte Hr. K. ſvarede jeg. De ſtal blive befriet for. det.“ — „Jeg vil ogſaa være befriet derfor, og jeg haaber, at De i Fremtiden. forſkaaner mig for det Overlsb. Deres Bud er en grov, im— pettinent Karl.“ — Nu kunde jeg ikke længer holde mig. Overlob, Hr. X? Har jeg nogen⸗ finde ladet Dem overlobe, for at ſubſtribere paa mit Tidsſkrift? Har De ikke frivilligen indfun⸗ dit Dem? Har De ikke Sneſe Gange kla— get overt, at De ikke fik det betids nok? Var De ikke ofte faa forlegen derefter, at De indog lod det afhente paa Trykkeriet, førend det endnu neppe var udgaget? Nu De maaſfee fager det laant af en Ven, ſom maaſftee er kjed nok af Deres Overheng, eller lœſer det i et Selſtab, "hu taler De om Overlob?“ — „Jeg kaſter ikke wine Penge bort, raabte han nu ganſke wrigen, i det han med Fingeren rev i fin Harme et Sipkke Papir i Smaaſtykker.“ — Det ſkal De oßzſaa ſpare, i det mindſte til Skrifter, ſom ud⸗ komme fra min Boghandel. Hvad mig angaager, da har jeg ingen Fordeel af dette Tidsſkrift og dels Forfatter leer af Deres ufle faa Dalere om Aaret. Det ſtakkels Bud, der maa lobe Hundrede Gange om Aaret hos Dem i Regn og Slud, i Froſt og Hede for de faa Mark, De lader det tilflyde, kan i alt Fald, naar det fulde knibe, fade dem i Fremtiden godtgjorte af mg” — Hr. Braun raabte den rige Herre: leg kaler ingen Fornermelſer — Fornœrmel⸗ fer? ſagde jeg? De har fornærmet mig Hr. K. e jeg Dem. Gjør med Deres Grunker hvad De vil. Od Dem paa Skildpaddegilder, Pike⸗ nifer og Pharo. Overes dermed. Madam — og Hr. — der, naar De ere over Grendſerne, Maas ” lte vil belee Deres taabelige Forfœngelighed. Mægt enhver videnſkabelig, "gavnlig Beftræbelfe hver muelig Underſtsttelſe. Les for intet hvad Andre med Moje og Bekoſtning frembringe — haan dem endog, naar de vove at paaſtaage, at en Arbeider er fin Lon værd — men. vov ikke at tale om Overlob og Penges Bortkaſten i min Stue,” — Han greb til fin Hat og. Stok, gik 1 N 2 666 bort, uden. at ſige Farvel og ſmekkede Deren haardt i efter fig,” — "Men De maa dog be; tenke Hr. Braun, at i vore Dage, da alle Folk ville nyde Verden, det Over fflodige maa vige for det, ſom er blevet til Nodvendighed? Alt hvad De forhen opregnede er noget, ſom man maa have, for at være Folk lig; men Bøger kan man i alt Fald undvære,” — Undvere, raabte Braun. Forlad mig Hr. Juſtitsraad — paa det Culturtrin, vi nu ſtage, kan et nogen⸗ ledes civiliſeret Menneſke ikke undvere Lesning. Enhver vil dog gjerne gage frem med Tiden, og Tiden er alt for bevæget og daadfuld til at man ikke vilde fjende dens Bevegelſer og Daad. Men hvad der gjør ſaa mange af vort Olds Menne ſrer faa utilbsjelige til at kjobe Bøger, det er den ulykkelige Sammenſvergelſe mod al Bogaf— ſœtning, og den ſtore Mangel paa Almeenaand hos Mængden, Dog, det er kun en Overgang. Ovenpaa ſaadan Overmettelſe følger Hunger. Og naar alle gode Skribenter ere tilbageſtram⸗ mede og forſtumme, faa vil man føle, at Litera- tur ikke hører. til Livets Overflodighed. Det er ikke ved Boſtonbordet og Skildpaddegilder hvor almeengavnlige Ideer udtenkes. Tilſidſt. føler den meeſt Nydelſesſyge Trang til noget Aꝗ49dlere. SaadannePerioder, ſom nu, har jegfor hen oplevet. — Denne Tale ſyntes ikke at have veret uden Virkning. Den gamle Bedſtemoder loͤd den til, at fornoje meget, thi hver Gang Braun ſagde no⸗ get ret Eftertrykkeligt, nikkede hun med det gamle Hoved og ſaae ſtift paa. Sonnen. lagde: Pachaen af Suesne tilſide og verdigede Hans tyrkiſte Heihed ikke mere set Blik. Ju⸗ ſtitsraaden betalte Braun Regningen med de Ord :. ja, ja, faa kan De for det forſte vedblive at ſende mig Journalerne.“ — „Jeg haaber, ſagde Braun, at dette ſkeer i Betragtning af Skrif⸗ terne ſelv, og ikke for min Skyld, Hr. Juſtits⸗ raad. Hvis De ikke finder nogen Interesſe ved at læſe dem, ſaa gjor De mig en ſand Tjene⸗ ſte i, ſtrax at fratrede ſom Subſkribent. De Forfattere, der ſkrive for mig, arbeide af Gavne⸗ lyſt, De troe, at tjene Almeenheden i at arbeide for den og fortjene dens Erkjendtlighed. De kunne nok finde-fig i, at enkelte Store betragte deres Ideer (om Mine Eierne i Potoſo det Guld, ſom Frokenen Syg 66% >. deres Negere opgrave og ikke engang fane Tak for, men ſom Slaver ville de ikke være be⸗ fragtede,” Juſtitsraaden forſikkrede nu Braun, at det kun var et Flyveindfald af ham, at han nys afſagde Tidsſkrifterne, og at han endnu i mange Aar haaber at være Subſtribent der— pan. Froken Emilie ſvor paa, at hun i Fremti⸗ den hverfen ſkulde kjobe Etui- eller Repertoire— Udgaver og den gamle Bedſtemoder klappede med Hænderne, faldt fin Sonnedatter om Hal- ſen og kysſede hende. Hr. Braun anbefalede fig og gik. En Tjener traadte ind og meldte at. der var dekket, og nu forfoiede vi os alle fire ind i Spiſeſalen, hvor Juſtitsraaden over Bor— det drak den gamle ſere, maaſfkee for eenſidige, men frimodige Brauns Skaal. (il Blandede Efterretninger. — Havanna, Hovedſtaden paa den ſpanſke Cuba og den vigtigſte Handelsſtad i” hele Veſtindien, blev allerede 1811 ſtiftet af den ſpan⸗ ſte Erobrer Velasquez, men var endnu 1536 ſaa ubetydelig, at Staden, ved en Udbetaling af 700 Pjaſtre, blev reddet for de franſke Fri⸗ bytteres Mordbrand. Den ligger ved Florida⸗ Sundet, der forbinder det atlantiſke Hav med den Mexicanſke Bugt, 150 engelſke Mile nord- oſtlig for Cabo de S. Antonio, den yderſte Veſt⸗ ſpidſe af Den. Indlobet i den fortreffelige Havn, bliver af en Reiſende ſkildret, fon følger: Til Venſtre hæver fig paa en Landſpidſe, bag hvil⸗ ken Forſtaden Cabanos ligger, Caſtellet del Mor- ro, mod Hoire Fortet San Salvador de la Pun⸗ ta; fra begge udgaager en Befaſiningskjede af flærfe Batterier, ſom indeſlutter den i den ſyd⸗ veſtlige Havnemunding liggende Hovedſtad. Paa Morro's hsieſte Punkt findes en Signalſtang, hvorved Staden bliver underrettet om Skibes Ankomſt og deslige, og ef Fyrtaarn. Under Sig: nalſtangen er en Sandbanke, ved middelmaadig Vandhside af 5, men ved hoiere af 6 til 8 Fav⸗ nes Dybde, Ved Caſtellet bliver ethvert indlo— bende Skib anraabt og viſiteret. vanlig ſpanſke Selſkaber, ſelv ubeſlorede Damer, loſe men koſtbare Prydelſer, heslige Helgenbil⸗ ſidder der ved Siden af den Fornemme, Negerkn Indlebet er i 5 Tid af 70 Aar blevet 98 Varas (ſpanſke Alen; 5 | * 668 omtrent 137 d. Alen) ſnevrere, og er nu kun Se Varas bred. 1743 var den 24 Pod, nu kun 17 Fod dyb. For og bag Morro, indtil den med pregtige Taarne fig hervende indbydende Stad, pranger en Mafteffov med den hele Handels⸗ verdens Flag, blandt hvilke dog de Forenede nor damerikanſtee Staters ere de hyppigſte, og ved Siden af det ſtorſte Krigsſkib og den fværefte Oſtindiefarer ligger her det mindſte Kyſtfartoi ſikkert og bekvemt, beſkyttet ved Klippebredens for Fienden frygtelige Batterier, og naſten fot enhver Bind, faa at Skibene neppe behøve An: ker. Mod venſtre i Cabanos ſees venlige Land, huſe, anſtrogne hvide, "gule og blaa, prydede med Seulegange, og forſynede med Terrasſer og Balconer. Paa Balconerne ſeer man ſad⸗ aandende den kolende Ssluft, med ſorte eller, brune Slaver og Slavinder bag ſig. Landsbyen Solud bliver ſynlig i det Fjerne. J fane Mi⸗ nutter er Farvandet, ſom fører til Staden; pas⸗ ſeret, og nu aabner fig den ſtore, runde ind⸗ vendige Hayn, hvor 1000 til 1200 Skibe af forſte Storrelſe finde Rum. Kirkerne i Havanna udmerrke ſig ikke ved konſtig Arkitektonik; de ere lave og ſmalle. Det Indre er overlesſet med Altere, Niſcher og ſmag⸗ leder o. ſ. v. En Undtagelſe gjør dog Kitken Nueſtra Senhora de la Concepeion, ſom ligger nær ved Havnen, og ſom 1795 blev. gjort fil Cathedralkirke. Den har meget ffjønne Malt, og er bygget i en ſimpel edel Stiil. Her bis ler den udødelige” Criſtopher Colombo's Been, ſom under Religionskrigen bleve bragte herbei fra Domkirken i St. Domingo, under en 8 F hoi Pyramide med en latinſt Indſtrift. (N. f. Am. Misc. 1825 1 B. S. II.) Rundt om | Kirken løber en Rakke af Sæder, ſom ere be⸗ ſtemte for Tilhsrere ved feſtlige Leiligheder; elle? gives der ingen Stole og Bienke. Paa bim 3 Seeder hviler enhver, ſom Har Lø. Betleren ved den Blanke. Naar Damerne gage til Mesſe, faa bærer en lille Neger et Teppe frem for dem, bvilket da bliver "udbredt paa Kirkegulvet, g hvorpaa hun kneler. Dog er dette et udefuk“ „ 8555 fende Fortrin for den Blanke. Man ſeer boiſt maleriſte Grupper paa dette Teppen. Smaa Born komme altid, forſt, derpaa de vorne Dottre, bg endelig Moderen; paa Randen af Teppenet di ſmage Negere med opvakt Veſen, hvilket er Mgerbornene egent. 7725 Dien 11 Febr. om Middagen Klokken tolv, utbid en. Ild i Havannas Forſtad, Jeſus Ma⸗ rig, der i faae Dieblikke forterede over 380 Huſe, og ſatte over 2000 Menneſker af alle Siander i den elendigſte Armod. 3 pi Columbus May 1828.) Den udmerkede Geograph Adrien Balbi udarbejder et Værk, ſom i Paris vil udkomme under Titel: La Monarchie Frangaise comparée nec les principaux etats du monde en 1828. Som en Deel af dette Vork vil blive en ſtati⸗ fik Üdfigt over Jordklodens perkodifke Literatur, ter Sammenligning af de fem Verdensparters es de vigtigſte Staters Befolkning imod Antal⸗ lui af de Tidsſkrifter ſom i ſamme udkomme. Aeſultaterne af ſamme ere optagne i ſidſt ud⸗ lemne Hæfte, (Marts) af rerxue encycl. Vi henſafte Generalſummerne: 5 —ͤ—ũ—— — —— Antal af Colketal. „ SE 2 SR In Tidsſtrifter. Lurdpa . 227% 00, . 2142 Amerika. . 39,300,000 978 ' Ajitn, . .390,000,000 27 Aft . . 60,000, 000 12 Dunien 20,000, 00 9 | J alt 737,000,000 3168 For den danſke Stat er anført, en Befolk⸗ Ding af 1,950, 00 Menneſker og 80 Tidsſkrif⸗ dur, og over disſe er! i en ſerſkilt Afhandling, lem vi i forrige No. bemerkede, en udførlig For⸗ fegnelfe i ſamme Hæfte indført, „ cz den. jor Mudersbachs Omhyggelighed, prydet paa det > 670 N Den forſte Steen under Themſen blev lagt den 2den Marts 1825, af Formanden for Ac⸗ tie⸗Intereſſentſkabet, og den Iſte April ſ. A. be⸗ gyndte Brunel fit Arbejde. Sammes Langde 1300 Fod. Tykkelſen af den Jord der er over Vejanlegget indtil Themſens Bund er omtrent 18 Fod. Bl. f. lit. Unterh. 76. Forbryderes Koloniſation i Frankrig er for nærværende. Tid: et Wmne eder er under fler⸗ ſidig Underſogelſe. Et Skrift derom af Cha— teaubriand: „de Ja colouisation des condam- nés,“ er rig paa de intereſſanteſte Data derover, Man ſeer deraf, at iblandt 46650 i de 8 Aar 1813:20' dømte Individuer, vare 36600 paa nye faldne i Juſtitiens Hænder. J Aaret 1818 var Antallet af Fanger i Frankrig 44480 Per⸗ ſoner: af hvilke 9920 paa Galeierne. ibid. Napoleons Moder, der endnu beſtandigen kaldes Madame Mere, lever endnu i Rom, hvor hun beboer Palladſet Rinutcine, ſom er meget ſimpelt og uden til melankolft. Hun fører et meget enſomt Liv. is 3 2 Indenlandſtee Efterretninger. Chriſtians Plejehuus i Eckern⸗ forde, ſom med fin tilliggende Have ved Stran⸗ den, havde for faa Aar ſiden Udfeende af at være anlagt i en Sandorken, og var uden al. ' Deraf omtrent det Halve færdigt. - Beffyttelfe udfaf= for de barſte Vinde fra Stran⸗ £ Men nu fees Stedet, formedelſt Hr. Ma⸗ 1 4 1 67K ſtjenneſte. Han erholdt af Juſtitsraad Jochims uden Betaling over 1000. Trœer, ſom her bleve udplantede, for at forfkaffe Ungdommen paa dens Legepladſer, og de Gamle paa deres Hvis leſteder Skygge og Vederqvegelſe. ' ; J Flensborg har allerede a flere Aar væz ret under offentlig Opſigt en ſaadan Beſpisnings Anſtalt ſom den Heilbornſke i Kjøbenhavn, ej blot for Fattige, men ogſaa for Menneſker af den ſimple Claſſe, f. Ex. Haandverksſvende. Beta⸗ lingen er 12 Rbd. aarlig; eller I f. for hvert Maaltid. Denne veledige Anſtalt ſkal ikke al⸗ ene have ſtor Sogning, men endog give et aar⸗ ligt Overſtuͤd af 1000 Mark. Schl. Holſt. Pr. Ber. Anecdot. Den rusſiſke Grev Demidow, der, under fit Ophold i Rom, gjorde iſig meget almeenyn⸗ det ved fin Forſtand og fin. Pragt, lod ſpaa fin egen Bekoſtning en franſk Trop give Skueſpil. J en Vaudeville, ſom han vilde lade opføre fo⸗ rekom en Perſon, der hedte St. Leo — Navnet paa en Pave og en Helgen. Forargelſen var S grandſeles, og Cardinal Della Somiglia, Pa⸗ vens Praœmierminiſter, blev af Fortvivlelſe ſyg derover; — Denne Miniſter, der med en ulcegelig Døvhed endnu forbinder den Svaghed at han hverken erindrer Ting eller Navne, og ſaameget ofte glemmer, hvad han ſelv hedder, begyndte i den Anledning meget alvorlige di— plomatiſte Underhandlinger med den rusſiſke Greve, bois maanedlige Udgivt i Rom beløb fig til 60,000 Fr. og ſom derfor det hellige i Sjøbenhavn, Forlagt af S. — d. neueſte Weltkunde 1 Th. 1828.) Soldin. Trykt i L. J. Ja gobſens Bogtrykkerie/ i. Bftergade No. 0. É 272 * | 672 Collegium for ingen Priis vilde ſtode for-Ho⸗ vedet. — Efter en ſtor Mængde vexlede diplo⸗ matiſte Noter, der ikke ledte til noget Reſultat, fattede man endeligen den heroiſke Beſlutning, at vove en Statsſtreg. Det blev Skueſpillerne forbudet, at ſpille hiin. Vaudeville. Tillſge bley det dem indffjærpet, i Fremtiden i deres drama- tis persone, at undgaae en Helgens, Apoſtels eller Paves Navn, faa at, fra nu af, ingen Løs kei eller Skopudſer hverken turde kalde ſig. Pe⸗ ter eller Paul, hverken Johan eller Ludvig ic. Ogſaa ſkulde de afholde fig: fra at betjene fig af Udraabet o mon Dieu! (o min Gud.) (Bibl, 4 Kjøbenhavns Bors, d. 23 Mai 1828. Hamburg 2 W, — 4 2A uista 217 | Species 220 8 Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 32 f. ; ont ed pEt. * Norſte Speciesſedler e r 8 115 100 Specier 157 — Abd. Sebl. Svenſte Sedler . i MK de Rigsgjeld 52 — Rob, Zehn. 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 83 833 Rbd. Seh. Dito Dito. 762 — i Bine.“ Nationalbank Obligationer 8 6 (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 Abd. r. S. Die Dito dee, 1 122 1122. Gebltr. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. us i g Veen fr 6 Januar 982 — Abd. r. S. 6 pC. norſk Laan : ; ved Hambro & Son j 4 pC. Dito nyhe . 984 — 1 Band | Aſiatiſke Comp. Actier . — -| N SO 3 pC. nye danfke Oblig. 583 883 L. Steh 102 ' ! ning i andre Bøger? J den Forſtand ere vi Alle Plagiatorer, ligefra det diende Barn, der unagtelig plagierer fin Moders Liv, indtil den doende Olding, hvis Haab man ligeſaagodt kunde kalde et Plagiat fra den Aand, hvori vi Alle ere, leve og rores. Sorse d. 22 Mai 1828. . - i P. Hjort. — . — —— Indenlandſte Efterretninger. Fra Hamborg ſkrives at fra den Tid den Altonaiſte Mynt fik den Indretning at præge danſke Frederiksd'orer, lade de Hamburgſke Ban⸗ korhuſe de Penge de behøve af denne Sort præge der iſtedetfor forhen i Brunsvig og Hannover. 5 SER (Heſperus 88.) Blandede Efterretninger. Den 28 Marts ſidſt om Aftenen Kl. 72 indtraf i Seraing i det Brabantſke et hoiſt ulykkeligt Tilfælde; Arbejderne, 63 i Antallet, vare næppe indtraadte i den ſtore Stenkulgrube førend en heftig Exploſion ſkeete af den Gas ſom der havde ſamlet fig; den anrettede ſtore Ødelæggelfer i Grubens Gallerie; og dræbte 39 af Arbejdernez af hvilke 24 vare Familiefœdre; 6 Arbeidere ſom kun vare bleven bedøvede, bleve bragte til Live igjen. (Forkortet fra M. Bl. 89.) J Elbpavillonen i Hamburg har nylig en Hr. J., i: Anledning af hans Helbredelſe efter en fvær Sygdom, ladet et hundrede Fattige rigeligen beverte med Steg og Viin; ligeſom han gav dem Pengegaver. (Heſperus 88.) — kes at ſkulle komme til Wien. 687 Indtil Aar 1822 kjendte man kun Amerika, ſom den Verdens Deel der gav Platina; men i bemelte Aar, da Uralbjergſtrekningens Guld-Ud⸗ bytte voxede ved det der fundne Guldſand, op⸗ dagede man ogſaa der den forſte Platina i Grev⸗ inde Stroganows og de Hrr. v. Jatowlews Bergverker, og udvaſtede det tilligemed Guld. J Aaret 1824 fandt man righoldige Platina⸗ ſchichter i nogle Kronen tilhørende Gruber, og i-nogle af Geheimeraad Greve Demidows. J de rige amerikanſke Guld- og Platinagruber vis des kun to gediegne Platinaſtykker at være fund⸗ ne; begge i Peru, det ene af 13 Solotniks (Qvintins) Vægt; det andet af 11 Pund. Det forſte er i det koͤngl. Muſeum i Berlin, ſkjenket af-Hr. v. Humboldt; det andet i det kongl. Muſeum i Madrid. De i Siberien udvundne gediegne Platinaſtykker ere ikke allene hyppigere, men og ſtorre end de Amerika har afgivet. Det merkeligſte Stykke vejer 10 Pd. 13 Lod, er 4 Tommer lang, 3 Tommer bred, 23 tyk, og tilhører' Greve Demidow. (Mere i Heſperus 71.) J Anledning af en Beretning i Liſte d. B. i „H. af en Hr. du Mesnil ſkulde have i Stok⸗ holm faaet Ordre fra Politiet. at forlade Sver— rig, paa Grund af at han i Forelæsninger over det franſke Sprog ſkulde have betjent fig af Ultraliberale franſte Skrifter, har Hr. B. du. Mesnil, ſom vi her i Danmark fjende fra hans Sdhphold her, og hans literaire her viiſte Virk— ſomhed, indført i Argus Nr. 40 en kort Efter⸗ retning om det Urigtige i hin Anforſel. 345 Vi har i dette Blad i fin Tid berettet nos get om den Opſigt en Giraffe i Paris opvakte. Nylig har Paſchaen af Ggypten foræret H. M.“ Kajſeren af Øfterrig en Giraffe, ſom i Juli ven⸗ Den Kajſerlige Kongel. Generalkonſul i Wgypten Hr. Acerbi har i Skriv. fra Alexandria af 17 Marts ſidſt til. Direktoren for det Kajſerlige Kongl. Hof-Na⸗ teuralkabinet meldet, at Giraffen ſkulde indſkibes. Det var overladt Hr. Acerbi at gjøre Valget imellem to unge Giraffer; den ene af Hankjsnnet, den anden af Hunkjonnet. Han valgte den Forſt⸗ » nevnte, ſom er noget over 1 Aar gammel, og har 83 wienſke Fods Maal. (Allg. Zeit. 126 B.) Hamburg 2 M. — 2 Dio Dito. . 123 1122 Sedlit i 688 i Anecdot. Den beremte For var ſom bekjendt temme⸗ ligen ſterkt gijeldbunden; men da man antog det ſandſynligt, at han fulde blive fin Broders, Lord Hollands, Arving, [ode hans Kreditorer, ſom han nogenledes nejagtigen betalte deres Renter, ham i Ro, indtil Broderen fik en Son, den nule⸗ vende Lord Holland. Da aflagde de ham et Beſog, og bade ham beſtemme, naar det maatte være ham belejligt at afgjere deres Fordringer, Han gik da et Par Gange op og nedei Varrel ſet, ſom om han overvejede hvad han kunde giore; og derpaa ſagde han: jeg tenkte, mine | Herrer! at jeg vilde have beſtemt Opſtandel⸗ ſesdagen til Betalingstermin; men vi ville ſand⸗ ſynligen den Dag alle faae meget travlt; lad det da være, om dem ſynes faa, den paafolgende Dag. ' ) 8 Kjøbenhavns Bors, d. 27 Mai 1828. ; : vista 217 Species 220 Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 3 f. Bank⸗Disconto 4 vt. Norſte Speciesſedler 8 t Sie Svenſte Sedler 1 f pr. Rölr. Rigsgjeld 524 52 Rbß. Tian. 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)) 83 833 Abd. Sebl. Dito Dito.. 763 — i Ban. Nationalbank Obligationer] von ned (af Laanet 4 Febr. 1820)-102 | 1O22Rbb, 1,6, | — — 157 1873 Rb El. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. i Renter pr. 6 Januar 983] — Rbbd. r. f. 6 pC. norſt Laan * ved Hambro & Søn 105 — 1 Banco. 4 pC. Dito nyhne . 983 — i Banco, Aſiatiſte Comp. Actier — |—i Sedler. 3 PC. nye danſke Oblig.] — l — L. Stetl. ry Kjøbenhavn, Forlagt af S. Soldin. Trpkt i L. J. Ja cobſens Bogtrykkerit, c så Nheſte Skilderie af Kjobenhavn. Femogtyvende Aargang. No. 44. 0 Udgivet og redigeret af Fr. Thaaru p, EStatsraad. kt + i Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Loverdagen den 30 Mai 1828. — — —— | Reiſen til Berlin og Dresden. — 4 Gang af adſkillige Grunde tvungen til at af⸗ bryde den. Da diſſe Grunde nu bortfalde, faa ſmigrer han fig. med, at det ikke vil mishage Bladets Lœſere, at han igjen begynder den af⸗ brudte Vandring. Hvad han har at. fortælle maa intereſſere ethvert Menneſke med Smag og delelſe, men om Maaden, han forteller det pan, er den, ſom Leſeren ynder, veed han ikke. At ſammenligne en Forfatter med en Spiſevert, der umuligen kan lave Retterne tilpas for alle, er en ligeſaa forflidt Lignelſe, ſom Undſkyldning. Enhver Spiſevert laver fine Retter faa godt, fom han feer fig iſtand til, og, naar han føler hos fig ſelv, at Ingredientſerne vare friſke og godt, og at der paa deres Tillavning er anvendt den mueligſte Omſorg, faa er det utidig Beſke⸗ denhed af ham, at bede fine Gjeſter undfkylde, at Suppen ikke er faa kraftig, ſom A. onſter den, eller Stegen ikke ſaa mor, ſom B. vil have den. Enten maatte han, naar han, i eet og Alt, vilde rette fig efter de forſkjellige Slags Smag og Luner, ganſke nedlægge Faget, eller eg udſette ſig for, hver Dag at komme i Strid med ſine Gieſter. b f. | Det famme er Tilfeldet med en Forfatter, Enhver har, ſom Les ſing Fald ; (Forfatteren af denne i Skilderiet for 1827 … begyndte Reiſe til Berlin og Dresden blev den — OCT — ſagde, fin egen Stiil, ſom fin egen Neſe. Naar man f. Cr. er faa uheldig, at have en Papegsje⸗ næfe, faa kan det i Sandhed ikke nytte, at gjøre Undſkyldninger derfor hos Damerne, ſom nu eengang ikke kunne lide en ſaadan Form. Det er ubilligt af Konſtdommere, at bebreide en Mand, der nu eengang af Naturen er bleven ſaaledes dannet, at hans Naſe ikke er ſaa ſmuk ſom en Apols eller medicæiſt Venus's. Saa⸗ danne Bebreidelſer gjøre kun Ondt verre. Jeg har kjendt en Mand, der havde en ſaare lang og krum Næfe. Han vidſte at Folk havde me⸗ get at tale om ham og at man endog havde gi⸗ vet ham det Tilnavn naso. For at ſtjule fin Neſes Misdannelſe, tog han fig. ſtedſe med Haan⸗ den om den, naar han kalte med Andre, og dette var blevet ham ſaaledes til en Vane, at de, ſom aldeles ikke tænkte paa hans Neſe, netop bleve opmerkſomme derpaa ved denne hans Beftræz belſe for at bedekke den. Gager det ikke mange med deres Stiil, ſom hiin Mand med Naſen? Konſtdommernes Dadel gjør dem tilſidſt ſaa raadvilde, at jo ſtorre Umage de anvende, for at ſtjule deres Stiils naturlige og uafhjelpelige Mangler, deſto opmerkſommere bliver man der⸗ paa. Altſaa beholde Enhver ſin Stiil, ligeſom Enhver er nodſaget til at beholde ſin Neſe!l) 691 Man ſkulde troe, at Berlin, ſom Friedrich den Store har anvendt faa megendUmage paa, for at gjøre det til et nyt Athen, eiede et Konſt⸗ kammer, der er eet af de forſte i Eurbppa. Jeg i det mindſte havde dannet mig en ſaadan Fo, reſtilling derom. Men at man deri, ſom i ſaa meget Andet, ſkuffes her i fin Forventning, maatte jeg ſnart erfare. . Ellers hedder det, hvo, der ikke lukker Øjnene op, maa luffe Pungen op; her hedder” det, hvo der ikke lukker Pungen op, kan ikke lukke Øjnene op, eller med andre Ord, den, der vil ſee noget, maa betale. Det nytter ei, af man fortæller, hvor langt man er kommen fra, for at beun⸗ dre den preusſiſke Storhed. Kan man ikke be⸗ tale ſin Beundring, ſaa maa man trakke bort . igjen, om man end ſom Dronningen af Saba var kommen fra Wthiopien, eller ſom Oſagerne fra den yderſte Ende af America, blot for at beleres og beundre. Naar man vil fee Konſtkamret i Berlin maa man betale 2 preusſiſke Thalere. Men det ver⸗ fle et, at flig en Afgivt moder en Reiſende tidt; thi Merkverdighederne ere temmeligen fordeelte, ſkjondt ikke fuldt faa meget ſom i Dres: den. To Thaler til Caſtellanen er en beſtemt Priis; men denne giør fig i Almindelighed. kun den Uleilighed at modtage Pengene; hans Fuld: megtig, Karl eller, i Nodsfald, Tjeneſtepige, vis - fer omkring, og et ſaadant Subject maa da og⸗ faa betales, det forſtaaer fig, efter Behag; men dette Behag har dog fin Grendſe, thi, naar man ikke vil lade fig den fødefte Nydelſe for ſure ved et ublidt Anſigt, faa kan man ikke be⸗ tale, ringere end en Thl. Naar man nu. betæn: ker, at i ſaadan en Stad, ſom Berlin, i det mindſte ſyv til otte merkverdige Steder, hvor⸗ til Adgangen kun ſtager aaben for Betaling, maa tages“ i Ojeſyn, faa kan man let indſee, at en⸗ deel preusſiſke Sølvthalere allene, medgaae her— til. Imidlertid maa man endda vere glad ved, at man kan faae Alting at ſee for Penge. Paa hvor mange Steder er ſelv dette ikke engang Tilfældet ? SK BØN RE: g Kaonſt⸗ og Naturaliekamret findes i fjerde Etage af Slottet og iet af fem Verelſer beſtagende — Konſtſagerne beſtage af Billedhuggerarbeide 4 i Stykker af Perlemor, hvoraf den ene af Profeſſoren blev betitlet. med "enhver der blev mig præfenteret.med et dybt Bu , 692 Locale. Gienſtanbeneſ i dette falt te Konſkammer fi des her paa den meeſt paafaldende Maade du 129 10 15 hverandre. aturſpil, Mineralier, Foſſilter, Forſtenin ” — er n ylfer etc., alt ligger, i eet Chaos, hvori 118 nok vil blive liggende indtil det ny ſtore Na⸗ tionalmuſeum, ſom bygges paa, vorder færdigt, Konſt⸗ 08 Oldſager, Tre, i Statuer af Marmor, Alabaſt og Gibs; ) Koraller, Skildpadde, Eenhjorne, Næshorn etc., i Guld og Gølv, Bronze, Kobber, Staal og Jern, Kryſtal og Glas, Vor, og boſſerede Sager, i puncteret Ar: beid; Miniatur- og emaillerede, Olie- og Vand farvemalerier; i Elfenbeen⸗, Porcellains-, Straa⸗ og Papkonſtgjenſtande; i guld⸗ og følvbroderede Sager; Arbeider af Leer; en Samling af Mo⸗ deler og mathematiſke Sager; etrurifke Vaſer og Kar af Bronze. De foreviſes af en Pros feſſor og en Doctor. J det vi traadte ind i det forreſte Vœerelſe modtog Profeſſoren os (thi Docs toren havde Travlt med at ſkrive) og bad os ſidde ned, da han ventede endnu nogle Perſoner. Haus Henſigt var at flaae to Fluer med eet. Smak; men da han havde modtaget to preusſiſke Thas ler, ſaa havde. det vel ikke været for meget, om han havde gjort to Smek. Det varede. længe førend. de, der ſkulde amalgameres med os, vilde indfinde fig. Endeligen kom to tydſte Herrer, Doctor. Vi maatte indſtrive vore Navne og hvor vi vare fra i en ſtor Bog. Profeſſoren vifte os nu allerforſt Cm: merne, hvoriblandt den Samling, ſom Lang Friedrich den anden havde kjobt af Baron Mie lip von Stoſch, for 20,000 Ducater og ſom ialt beftaaer af 3650 Stykker. Han fremviſte kun de koſtbareſte og henvendte fin Tale ifær til Dot⸗ toren, der Tod til at være Archeolog, i det han giorde opmerkſom paa de Fortreffeligſte; men hver Gang han flyede een af Selffabet. en Gem; me, for at betragte den mod Dagen; bad han, at man for Himlens Skyld ſkulde tage ſig igt, og; ikke lade den falde: Jeg betragtede hver a diſſe Koſtdarheder ſom noli me tangere, og (9 gage fra mig; thi; ſæt, at jeg havde vært — 96 — rs mr fan ulyrkelig, een 693 at lade ſaadan en Tingeſt falde, og den gik itu, hvorledes ſkulde jeg kunne er⸗ ſtatte den? Diſſe Antikers Forferdigere have al⸗ lerede: været dode over to Tuſinde Aar, og ſelv om de endnu levede, hvor ſkulde jeg faae dem opſpurgte nu i Grœkenland, da Tyrkerne huſere der ſaa grumt, vilde end Hr. Eynard eller Hans Snellence Capo d' Iſtria, med deres ſedvanlige Tjenſtfœrdighed, underſtette mig? At lade det > Beffadigede reſtaurere i Europa og af en nyere Meſter, var ikke tænkeligt, thi, hvor godt end Reſtaurationen havde været, vilde Kjendere, ſom Profeſſoren og Doctoren, dog maaſtee havt no— get at udfætte derpaa. Disſe og lignende eng— ſtende Ideer fvævede mig faa ſterkt omkring i Hovedet, at jeg ikke vovede at røre ved nogen af Gemmerne og følte næften en Gyſen, ved blot at ſee paa dem. Denne Samling af Gemmer er virkeligen ten af de koſtbareſte i Europa, og man finder her Antiker af mageløs Skjonhed. Samleren, Bas „ton Stoſch, var en berømt Archceolog, født i Guftrin 1691. Han ſtuderede fra 1706 af i Fraukfurt an der Oder, egentligen Theologie, men iſer Archcologien; gjennemreiſte Tydſk⸗ land, Holland, Engelland, Frankrig og Italien, for at lære at Fjende de beromteſte Konſtverker 9g ſelv ſamle Antiker; blev ſiden engelſt Agent 1 Rom og levede ſiden 1731 i Florenz, hvor ban omſider døde 1757. Gemmerne i et eget Værk (Description des pierres gravées du feu Baron Stosch, Flor. . 1760). og dette Verk ligger her til Efterſyn. Blandt de mærkelige Stykker var eet ſkaaret Lovehoded af fortrinlig Skjonhed, og egyptiſke Gemmer, et Chriſtushoved af Lapis Lazuli etc. Mtilige Indfatninger ere oprindelige greſke. Bed denne Samling opholdt Profeſſoren fig langſt, ſtjondt ikke for min eller mit Selffabs, men aabenbart for den fremmede Doctors og hans Reiſefelles Skyld. Det var en reen archcolo⸗ giſt Forelæsning, og han vifte, at her var i fin egentlige og rette Sphere. Det vigtigſte Stykke blandt Konſtſagerne er den ſaakaldte pommerſke Necesſaire, forfer⸗ diget af fire og tyve Konſtnere 1606, ſom en Forcring for Hertug. Philip II af Pommern. Winkelmann beſkrev 694 Den kom ſiden tilligemed dette Hertugdemme til Preusſen. Man finder i 0 Nicesſalte alt hvad en ſtor Herre kan behove paa fin Reife, lige fra Tallerkener indtil Kort og Skakſpil, hvert Stykke af Solv. Naar man kommer til Bunden ſtoder man paa en Solvplade, hvorpaa der er udgraveret en Fremſtilling, hvorledes de 24 Konſtnere bringe, i et hoitideligt Tog, Her⸗ tug Philip denne Foræring. Oldſagerne fra Herculanum og Pompeji ere ſerdeles mærkværdige, iſer de etruriſte Baz ſer, hvoriblandt adſtillige af en ſjelden Stor— relſe. Endog noget Korn fra Herculanum findes her. Men Muſene, der ikke burde have Adgang til et Muſeum, have, ſom Profesſoren berettede, ædt det Meſte deraf, og det er kun Levningerne deraf, ſom foreviſes. Profesſoren bemerkede, at han havde gjort Forſog, med at lægge nogle af disſe over 1700 Aar gamle Seædekorn i Jor⸗ den, for at ſee om de vilde ſpire, men de kom, ſom man let kan foreſtille ſig, ikke op. De have endnu ſamme gule Farve ſom andet Korn. Blandt de egyptiſke Oldſager er en Mumie af udmærket Skjenhed, formodentlig af en fyr⸗ ſtelig Perſon. Den blaa Emaille, ſom den er prydet med, ſynes ſaa friſk, ſom om den nyli⸗ gen var kommen fra Konſtnerens Haand. De øvrige Gjenſtande, ſom opbevares her, høre vel ikke til Oldſager, men ere alligevel hoiſt merk⸗ værdige. g > Et helt Verelſe er opfyldt med alle mue⸗ lig Slags Klæder, Vaaben 1c. fra Sydhavet, De af de ſkjenneſte Fuglefjere ſammenſatte Klæ-z der fortjene iſer Opmerkſomhed. ; Som Reliquier gjemmes her Friedrich den Stores Kjole af blaat beverhaars Klæde, hans Kaarde, en Afftøbning af hans Hoved, forfœr⸗ diget i hans fidſte Time. Efterat Profes ſoren havde viiſt os disſe, tog han meget forſigtigen et gammelt hvidt Lommetorkleœde frem, og ſagde i det han holdt det for Dagen, for at viſe os, hvor ſterkt det var ſtoppet og lappet: „det er det ſidſte Torklede, ſom Frederik den Store betjente fig af og hvormed han aftør= rede fig Dodsſveden!' — Sjeldent har noget glort et faa beſynderligt Indtryk paa mig, ſom dette ſtoppede og lappede Torklade. Sere, ube⸗ * 7 — Å 2 i 7 4 * søn dd 695 gribelige Helt! tenkde jeg ved mig felv. Hvad ffal man dømme om Dig, naar man ſammen⸗ ligner den Pragt, Du har odſlet paa Dine Bygninger i Berlin og Potsdam, med dette Torkleede? — Den Monark, der anvendte Mil⸗ lioner paa at anſkaffe fig. Malerier, Antiquer og Konſtſager, havde ikke et Par Daler tilovers til at anſtaffe fig nogle. nye Lommetorklœder! — Han havde, ſom Thiébault beretter, aldrig flere end ſex Skjorter, og disſe bleve hvert Aar repa⸗ rerede. Formodentligen havde han heller ikke flere end fer Lommetorklœder; men det, ſom her giem⸗ mes, vil ingen, uden en Kludeſamler, tage op paa Gaden, hvis det lage der iſtedetfor paa et Konſt⸗ kammer. Var det af Skjodesloshed eller var det for at foregaae fit Folk med et godt Exem⸗ el paa Oeconomie; at han lod ſit Linned ſaa meget ſtoppe og lappe? Det forſte er ikke muligt; da han var alt for ſtor Ven af Orden; og det ſidſte ikke tenkeligt hos en faa ſtor Aand ſom Friedrich. Denne Karrighed maa henregnes til de Serheder, ſom faa ofte ikke allene ual⸗ mindelige, men ogſaa almindelige Menneſker udmærke fig ved, og for hvilken de ſelv maaſkee ikke kunne gjøre fig Regnſkab. At Kongen ſkulde have troet, ved en ſaadan Oeconomie, at viſe fig ſom ſand Philoſoph, er heller ikke at antage, thi han vidſte alt for vel, at en Diogenes og en Alexander ikke lade ſig forene i een Perſon. Profesſoren lagde den lappede og ſtoppede Pjalt meget omhyggeligen ſammen og bort igjen, og overlod det nu til Doctoren at viſe os vi⸗ dere omkring. . DÅ sa: Hvilken Forandring bleve vi ikke ſnart vaer! For ſaae vi en Klud opbevaret ſom en ſtor, hœederkront, midt i fin hojeſte Lykke hen⸗ dod Konges Reliquie — her fandt vi en Ver⸗ densbetvingers — en Keiſer Napoleons Ordener og Hat ophængte paa et Sted, hvor han endnu i Aaret 1806 befalede ſom Erobrer. Disſe Or⸗ dener, neſten fra alle Souverainer i Europa, og deriblandt Elephantordenen, bleve, tilligemed Hatten og'Keiſerkaaben, paa hans Flugt, fundne i hans Vogn af de bluͤcherſke Huſarer. Keiſer⸗ kaaben ſkal Fyrſt Bluͤcher have faaet foræret. Hvad mon Napoleon havde ſagt, derſom en Spaamand havde forkyndt ham den Gang, han / 696 monſtrede ſine Tropper paa Gens d' Arme Pladſen i Berlin, at paa det ſamme Slot, a han boede, næften ſom Preusſens Herre, adſtil⸗ lige Aar derefter hans Ordener; hans Keiſtr⸗ kappe ville gjemmes ſom Seierstegn? Vilde han ikke beleet en ſaadan Spaamand? Saa uſikkert er ſelv det Sikkreſte paa denne Jord. Jet andet Skab i ſamme Varelſe hæns ger den nuregferende Konges Ordensdragt ſom Ridder af Hoſenbaands- og Helligaandsor⸗ denen, med de tilhørende Inſignier.. De ere overordentlige koſtbare og glimrende. Ogſaa giemmes her Kongens Doctorkaabe og Doclor⸗ hat, tilligemed Diplomet, fra Univerſitet i Or; ford. Fortſqttes.) Om Sgdemidler for menig and. (Sluttet.) Under Fodemidler for Almuen henhører og den nsdvendige Artikel Salt, ſaavel for Menneſker ſom Kreaturer. Da Salt er en Indforſelsartikel fra fremmede Lande, fortjener Tangſalt at komme i Er⸗ indring. Fra de eldſte Tider virkedes Tangſalt af den gronne Tang ved Stranden, Faldet Bendeltang, paa den o»ſtre Side af Jylland. Af gamle Jord⸗ bøger og hiſtoriſke Documenter vides, at Bon: derne ydede Tangſalt i Landgilde, der omkales i A. Berntſens frugtbare Herlighed, under Neun af Saltaſke, blandt Landgilde-Species, ſer den anden Bog S. 161, 386 og 391. Nu leve Folk kan erindre, at for 50 Lar ſiden- kom Bon derne fra Dronninglund og tilgrendſende Sogne til Torvs og Marked i Aalborg med Tangſalt i Form af Stene; men da Saltet var urkent, Udſeende, og ei var fri for Bitterhed, blev det kun kjobt af Fattige e ſmaae Familier, En Skjeppe Tangſalt foſtedt til den Tid 12 f. Da det indforte fremmed ; Salt ſolgtes til 2 Rd. Tonden, kunde Tanz:“ ſaltet ingen Concurrence udholde, og det forble9 et Product til eget Huusbehov, ſom virkedes I enkelte Strandbyer, imellem Hals og Frederichz⸗ habn. Samme Induſtrie var ligsledes bekjendt havde et graaligt r y e z . ˙ ö 697 0 eiimfjorden i Als Sogn. Beboerne 2 10 Ben udlejede tilforn Tangſtifter til fremmede Bonder, ſom kom mange Mile fra Kyſten for at virke deres egen Jornedenhed af Salt. J Hads Herred, Gylling Sogn, ligeledes paa Samſoe og paa Hindsholm i Fyen virkedes Salt af Tang. J ſidſte Krigsaar, da Salt flug til høie Priſer, vaagnede Tangſaltvirknin⸗ gen paa anførte Steder, i Serdeleshed i Hjo⸗ ring Amt, paa hvis oſtre Kyſt virkedes i 1808 henved 1000 Td. Tangſalt, alene i Bondebyen Lyngsde virkedes 200 Td. Salt, ſom betaltes med 7 til 8 Mk. Skjeppen. Enkelte Beboere i denne Bye leverede til Kjobm end i Aalborg 5 til 10 Td. Salt, ſom ſogtes med Begjerlig— hed. Tangſaltvirkning er en pasſende Induſtrie for Fattige, Fiſkere og Huusmend. Det er en Sysſel for Qvindekjonnet i deres fri Timer, og ſom betaler ſig endog i Fredstid. For at lere Almuen at renſe Tangluden under Kogningen, uddeeltes en trykt Anvisning af Hr. Muͤnſter, ſom perſonlig veiledte Kyſtbeboerne. Den grønne Tang brænder meget villig, din vejres et par Timer, den vendes og ud— fredes ligeſom ſlaa:t Græs, Tangen brændes ud Stranden, og man vedbliver at lægge af den vejrede Tang paa Ilden, ſom ſkal brænde med jevn, meeſt ulmende Ild. Aſken tildekkes for Regn med Tang, indtil den bringes i Huus, Aften: udludes til-Lage i udbrændte Tjæretøns der, eller i Olkar, der lægges Bund af Grene og Halm, ſom ved Olbrygning. Tonden fyldes. med Aſte, hvorpaa heldes ſaameget fold Vand, Aſken kan diikke, og bliver ſaaledes ſtagende at træffe ul Amer. Derpaa udlades Tanglagen af Toppuſet. Den feer da blank ud ſom hvid An. J en Jerngryde koges Lagen i den forſte Ame ſterkt, og under Kogningen afſkummes Uternligheden. For at faae Ureenligheden til at flige op, heldes Blod i Luden efterhaanden, zomtrent 1 Potte Blod til 60 Potter Lud, og man føger ved ſterk Omroren fra Bunden af at bringe Blodet til at blande fig med Luden, og man vil da ſee Ureenligheden at ſtige op, at den kan afſkummes. Naar Luden er renſet, ſettes den paa ny i jevn Kog, Saltet ſynker fil Bunds, og optages med en Skee eller Rage. OꝙE... NE NEEENEEERREEEDE — — ꝗ — . — — — 698 Har man ei Blod, renſes Lagen med et Leer— fad, eller en Jernpande, ſom pasſer til Kjedlen; den ſettes paa Bunden af Kjedlen, hængende i Strikker over en Stok; af og til optages den, og Ureenligheden afſtylles. Naar Lagen ſtræk⸗ ker en Salthud over ſig, optages Skaalen. Det forſte Salt, ſom optages, er det bed⸗ fie, det er hvidt ſom Snee, har en reen Salt— ſmag, uden al Bitterhed; det fidft optagne Salt er brunligt og noget bitter, det fraſtilles fra det forſt Optagne. De ſidſte Potter Lud i Kjede— len ere meget bittre, de opbevares til at give Qvæget og Faarene i deres Drik, ligeſom Sil⸗ delage. Af 50 Potter ſtæerk Tanglud, ſom bæs rer et Honſecg ſterkt op, erholdes 12 Pd. got hvidt Salt uden Afſmag, 6 Pd. af mindre God⸗ hed, noget Bittert, 43 Pd. afdampet Moder lud, ſom er meget bittert (af fremmede Salte, og 14 Pd. Ureenlighed. Det af Kjedelen op⸗ tagne Salt lægges paa et Trug, og derefter i en ſpids Lœrreds Poſe, at Lagen kan forløbe. Derefter rages Saltet i et Melkekar, et Siekar, over ſamme lægges et Linnedklede, og ſaaledes⸗ nedlægges det i Tangaſke, at Lagen kan dryppe af Saltet. Efter 12 Timers Forløb er Saltet hvidt og tort, og faſt ſom en Steen. Skal det opbevares længe, eller forſendes, torres Saltet i en Baͤgerovn, eller paa en varm Kakkelovn. Tangen brendes til. Aſke om Sommeren, og kan henlægges i et Udhuus til om Vinteren, da Aſken udlu es og koges til Salt. Tang⸗ ſalt er flint ſom ſtodt Salt. Med Tangaſke alene kan Fleſt ſaltes og conſerveres. Det bru; ges i Hads Herred, Gylling Sogn. Man gni⸗ der med en vaad Klud, dyppet i Tangaſke, den Side Fleſt, ſom ſkal ſaltes. Derpaa nedleg— ges Fleſket i den torre Tangaſte, aldeles. tils dekket, der iagttages, at under Flæffet ligger et godt Lag af Uffe, Til Flæffet af et to Lars Sviin behøves en Skjeppe Uffe. Saaledes henligger Fleſket ſikker for Bedervelſe, indtil man vil bruge det, eller røge det. Naar det optages, afvaſkes det, og - hænges op i Rog. Sligt Fleſt er behageligere end faltet med fvanfé Salt. Tanglage fan og benyttes til Ludfiſt og Kjod, ſom ſtal røges, da det lægges deri, ſom i anden Lage, forinden Kjodet ophænges i Rog. 699 Skulde Lagen træffe Skimmel, opkoges den, eller friſt Lage gives. SKR cs Tangſalt er tjenlig til enhver Ting i Hu: ſet, naar det er vel renſet, men ei tjenlig til Smor eller fede Vare, ſom Sild og Aal, ſom længe ſkal holde fig, fordi den har ei den fornødne Styrke. At virke Tangſalt er et Fruentimmer⸗ arbeide, og ingenlunde koſtbart. Et Menneſke kan om Sommeren i fire Dage brende 8 Td. Aſte, naar Tangen er ved Haanden og vejret, deraf kan uddrages faa megen Lage, ſom behs⸗ ves til en Td. Salt, og til at koge det med⸗ gaaer et Les Torv. At koge Tangſaltluden til Salt i Pander af ſammennittede Plader af Jernblik, var til⸗ visſe Brœendebeſparende, iſer naar man ildede med Tang. Det kunde være. af anbefale, hvor friſk Tang gives i Mængde, og Beboerne ville i Forening bekoſte Panden med tilhørende Ild⸗ ſted og Huus, for at ſpare paa Bryggerkjed⸗ lerne, ſom fædvanligen dertil bruges. Tangſalt⸗ kogning er en Gienſtand for den huuslige Indu⸗ ſtrie, ligeſom Spinderokken; man kan virke til eget Forbrug, dg fælge noget Afke, Lage eller Salt. Saaledes forklares Tangſaltvirkningen i Begtrups Beſkrivelſe over Agerdyrkningens Til⸗ ſtand i Danmark, 6te Deel, S. 507. Det var at onſke, at den Aalborgſke Avis vilde berøre den Sag, om Tangſaltvirkningen endnu fortſettes i Vendſysſel, og med hvad Held? Vilde man ei anſee Saltet godt nok til Menneſkets Brug, kunde Saltet anvendes til Qveg og Faar, ſom - Overalt gives Salt paa deres Foder, men ei hos os, fordi det ſynes for dyrt, naar det ſkal kjo⸗ bes. Tangaſfe vilde være; nyttig til Gjedning, enten alene eller blandet med tor Jord. Af ſpanſk Salt bruges 2 til 5 Tdr. til at gjode en Tdr. Land; man vil da kunde ſlutte fig til, hvor meget af Tangaſke dertil kunde behøves; om⸗ trent 8 Gange mere. Den blotte Tang er tienlig til Gjodning, naar den er foraadnet, ſom beqvemmeſt ſkeer, ved at bruge den ſom Strøelfe under Spiin, men da Tang er meget tung, kan den kun benyttes dertil af Strand⸗ bebderne, men forbrændt til Aſke, kan den og benyttes af dem ſom bog langt fra Stranden. 7 : ) Sy Indenland ſke Efterretninger. 700 É „ Paa et Sted, hvor man maaſkee mindſt ſtulde vente det — det ottende Tillæg til Bog: handler Bonniers tydſke Catalog, 1827, leſts til Slutningen, under Overſkriften: Til Pu⸗ blicum! nogle Betragtninger, hvoraf vi med: dele her et Udtog. „Man har i nyere Tider, ſiger Forfatteren, iſer i Danmark, opvarmet nogle gamle forflidte Bebreidelſer mod Leit— bibliotheker, nemlig, at de demoraliſere den ſimple Mand, forjage Leſelyſten ved overfladiſt og ufordejet Læsning og ere en Gift for Bog: | handelen. Derſom nogen af disſe Anker ver grundet, faa kunde det maaſkee med nogen Føje anvendes paa de ſaakaldte ſmaa og Godikjobs⸗ bibliotheker, der med en Slump Roverromaner, flet ſtrevne, vafſatte og uafſettelige Obſcuran⸗ tisma, Dagblade og lignende Flyveſtrifter og Piecer, hvoraf de ſammenpakke nogle Hundrede Nummere, ſkraale dagligen i Adresſeaviſen og opvarte det Godtkjebonſkende og tiltakketagende dur blicum med dette Mixtum compoſitum. Ogſaa give Klubberne og andre paa offentlige Steder ind— rettede Leſeſtuer Anledning til, at mange afhol— des fra ſolid Lesning. Men nagtes kan det tillige ikke, at den ſamme utidige Beſparelſes⸗ aand og den misforſtaaede oeconomiſte Higen efter Godtkjob, ſom, efter den ſidſte Krig, i de fleſte europæiffe Lande har fortrængt, eller i det. mindſte ſvekket, den gamle Soliditet i naſten alle Frembringelſesgrene, maaſfee intetſteds har fremført en faa fordervelig Forfuſkningstand ſom i Danmark. Forfatteren klager iſer dei de Leſeinſtituter og Journalſelfkaber, hvor noge | Snees ſaakaldte Nyheder tilbringes Subſtriben⸗ | terne. Da disfe allene ere beregnede paa Sub? ſkribenternes Antal og Alting ſkal være nyt, faa mangle de den for hvert faſt Inſtitut nod? vendige Selvſtendighed', og indeholde meget Middelgods. Kun enkelte Medlemmer nyde den Lykke, at læſe det Nye, paa alle de Øvriges Be. koſtning, og den indſkrenkende Tid, hvori, Bo⸗ gerne kunne afbenyttes, tillader Leſeren kun ak giennemlobe den haſtigen og overfladiſk. Smid: lertid er det ikke nok med, at de fremme over? fladiſt, gavnles Læsning; de afholde ogſaa dem, — — * ———— ——— ccc 701 der ellers vilde anſkaffe ſig de til deres Fag ho⸗ rende Tidsſkrifter og Verker, i det de lade fig høje med at kaldes Medlemmer af hine Læfe- indretninger, der ere det haardeſte Stod for Bog— handelen. +) Forfatteren ſporger med Foje: hvor tre vore Privatbibliotheker og Privatbogſamlere biene af? Det meſte, ſom endnu nogle Enkelte ſamle paa, ere forblindende Eftertryk, i Forma— ter, og med en Tryk, ſom ødelægge Binene i en Tidsalder, hvor Hjenſvagheder ere ſaa alminde— lige. Kappelyſten i det ellers faa liberale Bog⸗ handlerſamfund har ſaaledes med Magt og Vold arbejdet. fig ihjel og handlet deri ligeſom Sams "fon, der i Dodskampen erklærede: Lad mig døe med Philiſterne!“' — Men herimod maa Anmel— deren erindre: dee med Philiſterne er ingen Ting, iſer naar man allerede har miſtet begge Ojnene, ſom den ſtakkels Samſom; men lemleſtet at [leve med. Philiſterne, under et omſtyrtet ARE Ruiner, det er og bliver dog en fand be Odenſe. Efter flere Ugers Kulde og Blaſt, ſem ſkilte os ved Vaarens Nydelſer, bragte Pint— fm os Forſmag paa Sommeren. Ogſaa qvæs gebs den udtørrede Jord lidet ved en mild Regn ſeiſte Helligdag. Som ſedvanlig forlyſtede Nange fig igaar i Skibyuſene; kun beklageligt! at denne Glæde ſkulde blandes med Bitterhed, da fem Perſoner paa Hjemveien iaftes fik det Indfald, at ville paa en liden, Ege ſette over Kanalen ved Tolderlund, hvorved den kantrede. Me af dem bleve reddede ved Hjelp fra Hr. — Anm Forfatteren har glemt at anfore, fra hvem diſſe Indretninger udgik. Var det ikke fra Boghandlere fev? I hvilket Fag har man arbeidet faa: meget, ſaa nafladeligen van egen og felles Ruin, end nekop i' Boghandelen? Hver feer kun paa den oje⸗ blikkelige Egenfordeel; men fag teenke paa, at man, fort ofteſt, fnareſt felv falder i den Grav, man gra⸗ ver Anden. Goethe ſiger etſteds: ⸗Menſchen ſind's die Menſchen truͤben.“ Kunde man ikke ligeledes lige.” Buchhaͤndler ſind's die Burchhaͤndler trüben 2» e € 702 Mollers Kalkbrenderie; men 2 Skomagerſvende druknede. Den Ene var givt, den Anden ars beidede hos Faderen. J Randers, Avis No. 63 læſes Indſendt. Som et Bidrag til Landoeconomiens Fremſtridt kan anfsres: at Allinggaard, i Lysgaard Her⸗ red, forleden var til Zdie Auction, hvor da for denne Gaard, der ſtaaer for circg 18 Tdr. Hart⸗ korn, med en Reſtance af kongelige Skatter for et Aar, og Onera, der i det hoieſte kan bereg⸗ nes til Bærdie af 100 Rbd. aarlig; blev bu⸗ det hoieſte Bud 50, ſiger og ſkriver halvtred— ſindstyve Rigsbankdaler Solv-Verdie. Men man har nu Hinene henvendt paa Fabrikveſenet og iſer paa Strompefabricationen. ØnfÉeligt. om 6 à 8 Strompevaverſtole bleve etablerede, der viſt nok kunne tilveiebringe ligeſaa mange Stromper, og af bedre Beſkaffenhed, end hele Viborg⸗Egnen, og denne da afgive Hander til Meierier, Teglverker, hvoraf flere ere nedlagte eller i maadelig Gang. Bed bemeldte Alling⸗ gaard holdtes tilforn omtrent 300 Feecreaturer, hvoraf 100 Oxer ſtaldedes og gik over Colding⸗ aae, og en 500 Faar. Flere Hundrede Ton⸗ der Korn ſolgtes. Saaledes gik det. flere. Ste: der. J hvad Forhold dette nu flager til hiint, . derom mage Kyndigere demme. 85 2 Blandede Efterretninger. Dodsſtraffe. Hvorvidt Dodsſtraffe bor finde Sted, eller bør affkaffes ex et vigtigt Sporgsmaal, ſom af mange Philoſofer, Rets⸗ " Jærde; og Statsmend har været fra forſfkſellige Synspunkter behandlet.” Livsſtraffes Retsmes⸗ ſighed har været benægtet ak Beccaria og Bris⸗ fot blandt mange Flere; forſvaret af Filangieri, J. Rousſeau, Kant, Chr. Colbjornſen, (ſee ju⸗ ridiſk Arkiv, XIX S. 24,83) A. S. Hrſted o. fl. Ruslands Kejſer Nikolaus har i Aaret 1826 anordnet for Storhertugdsmmet Finland Dodsſtraffenes Afſkaffelſe; og i andre Stater har fra Lopgivningens Side ogſaa været arbejdet * 703 derpaa, J Geneve har Hr. Sellon, Med⸗ lem af Raadet, i mange Aar med Varme og Vedholdenhed virket for Üdbredelſen af de ſande Anſkuelſer over Sporgsmaalet. J Aaret 1816 giorde han et formeligt Forſlag om Dodsſtraffe⸗ nes Afſtaffelſe; ideligen har han i den fol⸗ gende Tid arbejdet for Ideen, og endeligen i Aaret 1826 udfat en Præmie for Beſvarelſen af Sporgsmaale om Dodsſtraffes Ophevelſe; og udgivet et lidet Skrift Derom, J Paris har ogſaa været en Prizopgave herom, og det be— lønnede Prisſkrift af Hr. Lucas, ſamt en Af⸗ handling af Hr. Adolph Garjiier, der blev til⸗ kjendt en Solvmedaille, ſamt flere Afhandlinger ere trykte. (Cf. Revue encycl. Marts 1828. 632 b. f.) É ; Et hoiſt interesſant Skrift om Gjenſtan⸗ dene af Hr. Duͤcpetiaux ytrer ſig beſtemt og med Skarpſindighed imod Dodsſtraffes Retmes⸗ ſighed. Det foranledigede den Brevvexliag med ovennævnte Genfer Hr. Sellon, hvorom vi i "MIL Blad -forrige Aar Nr. 66 gav en Medde⸗ lelſe. En Afhandling af Feuerbach: «der Tod iſt das groͤßte Uebel und die abſchreckendſte Strafe, leſes i Bibliothek fuͤr die peinliche Rechtswisſenſchaft und Geſetztunde I B. 244⸗ 82. En danſt Overſœttelſe af Ehr. Krogh le⸗ ſes i juridiſt Archiv I Bind S. 152-181. J Aaret 1820 faſtſatte Senatet i Louiſia⸗ na, at der ſtulde udkaſtes en Straffelovbog, hvis Udarbejdelſe blev overdraget en af Repreſentan⸗ terne, Edward Liwingſton. laſes et Udteg af Overbergappellationsraad Spangenberg i Neues Archiv des Criminalrechts VI B. og vor Hrſted har i ſit juridiſke Tids⸗ firift 14 B. S. 77291 fremſat fine Bemerk⸗ ninger over hvad Liwingſton havde ſkrevet mod Dodsſtraffes Anvendelighed. — Udi Örſteds Ar⸗ kiv for Retsvidenſkaben etc. IU D' 1827 S. 440 o. f. læſes og noget om Dodsſtraffe. Af hans Beretning 7 . 704 J det gode Tidsſkrift: Eriminaliſtiſcht Beitrage 3die Bind I H. 1827 læfes to ſmaa Afhandlinger over Gmnet; den ene af Criminal⸗ Aktuar Dr. W. Koſegarten i Hamburg (1-28); den anden af Dr. Jur. og Advokat CE. Trum⸗ mer, ſammeſteds (2969). Man forterer ſjelden Hſters i England, ſom ikke forhen ere fedede. Man legger dem nemlig 3 til 4 Dage forhen i Saltvand, hvils ket man hver 12 Timer omſkifter, og hvori man kaſter en Haandfuld Bygmeel. Hſterſen maae have været nok faa mager, faa bliver den inden den fjerde Dags Ende hvid og feed. (Leſeft. 1828. 2 B. 1.) Kjøbenhavns Bors, d. 30 Mai 1828. Hamburg 2 M. — à vista 216 Species 219 Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 246. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler pr. 100 Specier Svenſte Sedler 118620157 Nbd, Sebl. r. Rolr. Rigsgjeld 82. — Kuhß. Tegn. 4 FC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 832 — Rbo, 60. Dito Dito 772 — i Banco. Nationalbank Obligationer (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 — Rbbd. r. S. DIR Dito. år ES I112Z|II2" Sedler, 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. e Renter pr. 6 Januar 9844 — Abd. r. S. 6 pC. norſt Laan ' 3 Sk ved Hambro & Son |Io05 | — i Banco. 4 pC. Dito nyhe 983] — i Banco. Aſiatiſte Comp. Actier — | — i Sedler. 3 Pp. nye danffe Obüg. 5821 — L. Stel. Slobenhadn, Sorlagt af S. Sold in. Trykt i 2. J. Jacobſens Bogtrykkerle. 7 i Fa Nyeſte Ski [deri k af Kjo b en h abn. sens 57 Femogtyvende Aargang. No. 45. Udgivet og redigeret af Fr. Thaaru p, Etatsraad. — Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Vrevpoſterne. Tirsdagen den 3 Juni 1828. 4 LReiſen til Berlin og Dresden. altid med Velbehag plejede at lytte til Muſi⸗ a ” (Fortfat.) ken og Sangen, fom han var ſaa ſtor en Kjen⸗ z . x der af. At ftaae, maaffee paa famme Plet, hvor s mig under famme Zag, fom han, def var em Opera⸗ og Skueſpilveſenet. Lyſt, en Salighed, ſom bedre lader fig føle end. J ingen Stad i Tydſkland har man gjort udtrykke. Men dog var denne Folelſe blandet mere for Skueſpilveſenet, end i Berlin. Alle- med et Slags Veemod. Saa ufuldkommen er nde Friedrich den Store var en udmerket Yn= vor jordiffe Lykke. J Glædens. fulde, ſtum⸗ der og Beſkytter af Operaen, ved hvilken han mende Beger drypper Erindringen altid en bit⸗ auſatte italienſfe Sangere og Sangerinder, ſom ter Malurtsdraabe. j SÆLER han lønnede Kongeligen. Operahuſet, uimodſi⸗ Operahuſet i Berlin maa man fee, naar man geligen een af de ſmagfuldeſte Bygninger i denne vil have et rigtigt Begreb om, hvad et Theater bor Stad, er endnu ganſte det ſamme, ſom under og kan vœere. Det er imod vort Skueſpilhuus hvad en Un ſtore Konge, og da det for adſtillige Aar Calo er mod Samſons Støtte i Roſenborg Hauge. deen Fulde indvendigen opmales og iſtandſettes, Allene den Kongelige Loge optager neſten lige⸗ bifalide den nuregjerende Monark, af Agtelſe ſaa megen Plads ſom vort Proſcenium, i det for din udedelige Konges Manes, af Alting ſtulde mindſte i Breden. Og hvilken Pragt,” hvilken = biſre ganſke efter den gamle Form. End ikke Belysning udmerker ikke denne Loge! Theatret Fumrne turde forandres. Denne Efterretning, er jaa. høit, at man i Richard Løvehjerte, hvor fm jeg har af Inſpecteurens egen Mund, inte⸗ Slottet ſegl beſtormes, to Gange kan ſette de g rillerede mig faa meget: mere, ſom min Fader temmelig lange Stormſtiger til, førend man allerede i min tidligſte Ungdom fortalte mig ſa- naaer Pynten af Muren. Hvad Maſkineriet meget om den berlinſke Opera, at den Tanke, kan virke paa ſaa viid en Tumleplads, er let at at kunne ſee det Hele i ſamme Stand, ſom han indſee, og hvad en Meſter, ſom Theatermaler fane det for halvfjerdeſindstyve Aar ſiden, in⸗ Gropius, kan fremtrylle her ved ſin Penſels. derligen maatte rere og henſette mig i em faa Kraft, trænger til ingen nærmere: Forklaring. langſt ſvunden, men, ved gyldne Barndoms⸗ Det er ikke Lerredsſtykker, overklattede med grove drømme, faa kjer og dyrebar Tid. Jeg kunde - Farver; ikke Couliſſer, plumpt udſkaarne, ſom ikke aſſee den lille Loge tet ved Scenen, bvor, | Billederne i en Nuͤrrenberger-Perſpectivcaſſe og eſter min Faders Fortælling, Friedrich den Store ſom man paa adſkillige andre tydſke Theatre 3 | | * * den, jeg ſkylder Livet, engang ſtod, og glæde | ÅN < 3 1 g 2 ein N i W 2 2 i - z & * — ; 707 ſeer dem — det er ſkuffende Konſt, der kappes med Naturen om Forrangen. Naar Solen beſkin⸗ ner en en Reverberlampe, der oplyſer en hvelvet Viin— kjelder, men fandt Solſkin; og naar Maanen titter igjennem Træerne, ſaa er det ikke ſom en Skomagers Glaskugle, der oplyſer hans Arbeids— bord, og kaſter ſit Skin tilbage i Spanden med Beegkugler — det er virkeligt Maanſkin. Kort, Theatermaleriet i Berlin er bragt til en Fuld⸗ kommenhed, ſom lader intet at onſke tilovers. Men det forftaaer fig, her er ogſaa Plads for Maleren og Maſkinmeſteren at bevæge fig i. Det Kgl. Skueſpilhuus er vel ikke faa ſtort ſom Operahuſet, ſkjondt ſtort nok til at fordunkle vort Kjobenhavnſke. Men det er heller ikke ældre end fra 1820, da det fra ny blev opfort, tildeels paa Fundamentet af det i Aaret 1817 afbrendte. Den hele Bygning er 245 Fod lang; Sideflojene II Fod dybe, det fremtrædende Hovedpartie i Midten, uden: Pery⸗ ſtilen, 160 Fod dybt; Peryſtilen, med ſin ſtore Trappe, treder endnu 52 Fod frem og er 85 Fod bred; i denne hele, Brede lober Trappen med 27 Trin ned. Efter denne Maaleſtok er det Hele, indvortes og udvortes, indrettet, og allerede i fit Ydre ſerdeles indbydende. Bygmeſteren ſynes dog at have ſeet mere paa Skjonhed, end paa Beqvemhede i det Udvortes. En Opgang af 27 Trappetrin, uden noget mue⸗ ligt Slags Rakverk, til et Skueſpilhüus, er en urimelig Idee. J ſtor Trengſel eller meget merkt Veir er man udſat for, at ſtyrte ned fra denne Trappe. De fleſte betjene ſig derfor ikke deraf og gaae heller gjennem Veſtibulen. J Frontſpicen, ſom bæres af ſex joniſke Soiler, hvortil Trappen forer, er Hiſtorien om Niobe foreſtillet; men hvad Skueſpillet har at beſtille med Niobe, er vanſkeligen at indſee. Niobe blev, ſom bekjendt, til Straf for ſin Kaadhed, for— vandlet til Steen, og kunde man da ikke i denne Foreſtilling lettelig finde en Satire over det nyere Skueſpilveſen? Indretningen af det Indre er høift henſigtsmesſigt og derſom Kjøbenhavn en— gang ſkulde have et Skueſpilhuus, ſom den i myere Tider ſaa meget tiltagne Befolkning og Skueſpillyſt ſynes at gjøre nødvendigt, faa for⸗ . Skov, faa er det ikke ſom Skinnet af Men og af Betydning. — . 708 tjente det berlinſke, i faa Henſeende, at tages til Monſter. Ogſaa paa dekte Theater ere De⸗ corationerne ganſke fortræffelige. J «das Kaͤt⸗ chen von Heilbronn von H. Kleiſt,“ ſaae jeg det, Indre af en gothiſt Kirke, hvori de. malede ſtore Glasvinduer, ved den ligeſaa ypperlige Maling, ſom Belysning, toge ſig ud, ſom om de vare af virkeligt Glas og beſfinnedes af,Solen. Jeg ſaae en Skov, oplyſt af den opgagende Sol, hvor Lysningen gav Gjenſkin paa hver Gjenſtand, ſom Solens Straaler faldt paa. Man maa ſee Sligt, for at kunne gjore ſig en rigtig Fore⸗ ſtilling derom. Decorationsmaleriet og Maſki⸗ neriet ere ogſaa her drevne til en Fuldkommen⸗ hed, ſom maaſkee kun i Frankrig og Engelland finder ſin Mage. . . Om det ſpillende Perſonale kan jeg ikke her udlade mig udforligen. Hvad der "hidtil. har været ſagt derom hos os, forekommer mig eenſidigt. At et Perſonale af omtrent halvtred— ſindstyve mandlige og qvindlige Medlemmer, ſtulde beſtaae af lutter udmerkede Konſtnere, er urimeligt at forlange ; men naar i ſaadan en Krands kun Blomſter, ſom Wolff og Devrient den WSidre, Mad. Wolff, Bader, Stich, Mil: der⸗Heuptmann, Seidler og Schulz glimre, faa er det allerede nok. Viſt' nok bes gynder Wolffs og hans Kones, ſaavelſom Mad. Schulz's Sol. allerede at dale; men ſelv. i fin Dalen henrykker den end. Jeg har ſeet de to forſte ſpille i et ubetydeligt een Act Stykke af Kotzebue: 'das Geſtaͤndniß“ i men hvilket gol drag! Hvilken Frihed i Spillet! Intet Ord ak — ſpildt; hver Bevegelſe, hvert Trek var beftemt Vel kunde man fee paa Mad. Wolff, hvor konſtigen hun end ſogte at ſtiule det, tydelige Spor af det Herredemme, ſom Tiden havde udøvet over hendes ſmukke Anſigt; men felv igjennem Efteraarstaggens Flor ſkin— "nede: dog hendes elſkverdige Ynde igjennem. Det ſamme var Tilfældet med hendes Mand. Aarenes Ploug. var faren. over hans gandfulde Anſigt, og dens Furer lode fig ved ingen Konſt udflette. Selb hans Sygelighed undgaaer ikke Tilſkuerens Opmerkſomhed; men: alligevel. feer - man dog i ham den tænfende og fuldendte Konſt⸗ ner. Det er ikke vanſkeligt for det virkelige have for ſtor end for lille en Neſe. 709 Talent (Ungdommens og Sundhedens fulde Kraft, at 1 ſtraale i fin hele Glands; men, naar ſelv begge hine ere vegne, endnu at kunne behage Kjenderen, det viſer netop den ſande Konſtner. Saaledes er det intet Under at Dem. Sontag nu gjer ſaa overordentlig Lykke, da hendes ung— demmelige Skjonhed kappes med hendes Konſt zom Priſen. Men lad hende blive faa gammel, ſom Mad. Catalani, og da vil man fage at (te, om hendes Konſt formager ene, hvad den nu virfer ved denne dobbelte Kraft. — Mad. Schulz er ogſaa allerede temmelig aldrende; men hun baade ſpiller og ſynger endnu meget -godt. Hvad man har ſagt om hendes Naſes Boluminoeshed, er ſandt; men paa: Skuepladſen, hvor alting fees i et Huulſpeil, er det bedre at Skulde desuden med alle Skueſpillere og Skueſpillerin⸗ der foretages en faa: ſtreng Monſtring, ſaa fryg— ter jeg for, at mange maatte casſeres. Hvor⸗ ledes fee endog de levende: Modeller ud, fom - man tegner efter paa Konſtacademier? — Mad.“ Stich er en Skueſpillerinde, der paa faa Steder i Tydſkland har ſin Lige. Hun for⸗ wer med en udmerket ſmuk Figur et ypperligt Spil, og er, uden Tvivl, den forſte Skueſpiller⸗ inde i Berlin. — Paa Sangere ere baade Ope⸗ raen og det Kgl. Skueſpil ikke rige, i det mindſte ikke paa ret udmerkede. Bader er den forſte Tenoriſt; han ſpiller og ſynger fortraffeligen; men allerede den Omſtændighed, zat Stüͤmer, ſom vi for to Aar ſiden have hørt her i "Kjøbenhavn, er næft ham, vekker in⸗ tet ſtort Begreb om de øvrige Sangere; thi Uagtet denne ſidſte har et godt Foredrag, faa er hans Stemme dog ſvag. Bader forener: med en ſnuk Figur en behagelig og ſterk Stemme. Da jeg har foreſat mig, ikke at tale om andre Konſtnere end dem jeg har feet, ſaa for— bigaaer jeg Mad. Milder Hauptmann, Seidler, den ældre Devrient og fl., ſom under mit Op⸗ bold i Berlin, vare fraværende. Den, ſom til⸗ borligen vil bedømme det derværende Skueſpil⸗ veſen, maa komme der om Vinteren; thi de tydſte Skueſpillere og Skueſpillerinder ere ſande Tekfugle; med den Forſkjel, at disſe træffe bort ved Vinterens, men hine ved Sommerens 710 Narmelſe; ſkjondt begge Slags Fugle dog ligne hverandre deri, at de onſte at finde Naring og Varme i andre Egne. Som Bier flyve de ud, for at ſamle Guldhonning fra alle mulige Thea⸗ terblomſter, og vende derpaa tilbage til den Kube, de fløj ud fra. Blandt de øvrige Skue⸗ ſpillere og Skueſpillerinder findes adſtillige, der, ſtjondt de ikke ere Stjerner af forſte Rang, dog altid fortjene Agtelſe. Cruͤſemeenn, Ruͤthling Wauer, Grohmann, Freund, Holzbecher, Michae— lis, Winterberg, Rebenſtein, Besſel, Sieber,, Carl Unzelmann, Devrient den Yngre, Kriger, Leidel, Blume, Weitzmann, Mallauſch, Gern ꝛc. ere vel Navne, der ikke have nogen europeiſt Beromthed, men de fleſte af dem vilde maaſkee glimre paa ethvert andet. mindre Thegter; næs pen alle udføre de deres Roller paa en femmelig tilfredsſtillende Maade, og næften ingen forder⸗ ver dem. De have indſtuderet dem med Flid, ſtandſe yderſt ſjeldent i Talen og ſige endnu ſjeldnere Uſonds eller Urimeligheder. Dog ſpare de ikke paa Overdrivelſe, hverken i det Alvorlige ellet det Comiſke. Saaledes ſpillede Cruͤſemann Sergeanten Robert, i de to Sergeanter af Au⸗ bigny, med en Anſtrengelſe, ſom grendſede til Affectation; men at denne Maneer er den meeſt yndede ogſaa udenfor Berlin, det ſaae man paa Emil Devrient, fra Leipziger Theater, der ſpillede Fe⸗ lir, den anden Sergeant, ſom Gjeſterolle. Han gav Cruͤſemann intet efter i Overſpendthed, og blev ligefuldt fremkaldt. Wauer var, ſom Paul Werner i Minna von Barnhelm ret brav, men, ſom Amtmand i Joconde, hsiſt maadelig. Han havde maſkeret ſig med en falſk Næfe, ſom en reen Bajaz, der gjorde hans klosſede Figur end⸗ nu mere til Carricatur. Med det gpindelige Skueſpillerperſonale ſynes det, i de unge Pigerns og Soubretters Roller, mindre bevendt end med det mandlige. En Dem. Wilh. Leiſt ſpiller faa. uophorligen, baade i Skueſpillet og og Ope⸗ raen, at man maa formode, der er Mangel paa Subjecter til at beſette unge Pigers Rolle. Hendes Spil er upaaklageligt og hendes Figur ret ſmuk, men af Anſigt er bun ingen Gratie. Hendes ſterke Træf, tykke Ojenbryne bære intet Spor af jomfruelig Inde og Takkelighed. ; 5 (Fortfættes.) Jer . "TI Atter om Benevnelſen af det for Dans mark og for Norge fælles Sprog. (Af et Brev.) 7 — ultra⸗Nordmanden „der ikke kan finde — at vere grundfalſt. ſig i at to venſtabelige nordiſte Nationer, hvis Beboere have et falles Skrift⸗Sprog, maa have en fælles Benevnelſe paa: dette Sprog, og at denne fælles Benævnelfe vedbliver at være den, fom er almindeligen anfagen over hele Verden, og ſom jeg ikke indfeer, at Nordmanden kan have mindſte Skade af, eller være i ringeſte Maade fornærmet ved — har atter taget til Gjenmæle i det norſke Morgenblad No. 44, ſom herved meddeles Skilderiet, uden Anmerkninger fra min Side, ſom Stykket giver faa rigelig An— ledning til; men ſom ikke kunde ſkee uden Vidt⸗ loftighed, og til ingen Nytte, da Manden viſt ikke lader ſig betage den Idee, han har fattet, at det er en Fornermelſe for Norge? (Let, ſom han ſiger, efter danſt Regning, over ſyv Gange ſaa ſtort Rige”? ſom Danmark), at have fælles med Danmark en almindeligen kjendt og brugt Benev— nelſe paa Sproget. Naar der tales om "fælles Benevnelſe“ drejer Forfatteren Talen hen paa 4collectiv Begreb” og ſaaledes i flere Maader vildleder fra det Beſtemte ! Sporgsmaalet, og til Slutning fremkommer han med en grov Be— ſkyldning imod fin Modſiger, ſom om denne hand⸗ ler uredeligt, og fremforer noget han endog veed Philonorw. n. Morgenbladets Stykke om denne Sag er folgende: J Kjøbenhavns Skilderie No. 37 d. A. findes et Fragment af en vis Mand, ſom kalder ſig Philonorvagus (formodentlig ligeſom lucus à non lucendo) med Tilleg: Novus, ſom da rimelig ſkal ſigte til den nye Kjerlighed, han yttrer for Norge. Men feer; man ret paa bemeldte Mand, da finder man, det er langtfra noget Nyt, han opvarter med. Han vil nem⸗ lig analogiſt beviſe, at Nordmendene tale Danſk; tdi Florentinetne tale virkelig Italienſt o. ſ. v. Hvis denne vor Nynorſke Ven med Flid havde ſat ſig for at qvæde det ſamme Thema til en 712 endeløs Viſe, faa kunde han dog faaet Verſet lidt mindre eensformigt, ved al blande 15 lee Exempler, hentede fra Øfterrige,- Preus⸗ ſen o. ſ. v., ind i fin lille Opfats. Han har Adſtilligt, ſom han kalder Ultra. Men man vil nu prøve, paa at beviſe, at hans oplyſende Ex. ere Ultra⸗Feiltagelſer. ( . Paa ſamme Maade ſom Normendene ei ville tale Danſt, bor Florentinerne — mener Forfatteren — benegte, at deres Sprog er Ita⸗ lienſt; thi — tenker han da formodentlig. — Forholdet bliver jo ganſte det ſamme: Florents er rigtignok en Bye i Italien; men kunde man da ikke kaſte det lille Norge hen i en "Krog af Sjælland? ſaa blev jo Norges Forhold til Dans mark ſom en Stads til det Land, hvorilden ligger, — Men min hierte Hr. Ven! fkulde det da virkelig verre rigtigt, at Norge bor bes tragtes ſom en Stad i Danmark, og at Norge har mod dette Rige ligeſaameget' at betyde ſom en enkelt Bye mod et heelt Land? Og er Norge virkelig en Deel af Danmark, ligeſom faſt hele Toſkana uſtridig er det af Italien? Men kan nu Norge ikke engang rummes i hele Danmark, hvi da komme med ſaa upasſende Exempler? Eller hvor er Italien? ligger det i Toſtana, Kirkeſtaten eller Neapel ꝛc. Lader os tage bort Lombardiet, Toſkana, Kirkeſtaten o. ſ. v. til der ei, længer var en eneſte Stat tilbage, hvor var ſaa Italien? — Forſvundet! thi ved. at borttage de enkelte Beſtanddele havde vi ſon— derlemmet det collective Begreb. Men jeg for min Part troer virkelig, at Danmark endnu gi. ſterer, ſkjont Norge er adſkilt derfra, og at Navnet Danmark aldrig har veret collectipt for det Land, hvori Kjøbenhavns Skilderie udkom⸗ mer, og for et andet, efter danſt Regning, over ſyv Gange ſaa ſtort Rige. Om vi end toge de forſlidte Exempler fra det tydſke Statsfor⸗ bund, vilde vi komme ligeſaa bagvendt afſted; thi Tydſkland exiſterer ikke nogenſteds, undtagen i ſamtlige Tydſke Staters Indbegreb. Men Norge og Danmark ere ſerſkilte Lande, ſom ligge ganſte udenfor hinanden; eller og, ſtulde man med Forf. her ferſte Gang faae Exempel paa, at en Dkel var ftørre end det Hele, og paa den Maade ſkulde man fage omſtyrtet en mathematiſt o | 713 | 5 H Grundſctning, og uventet have gjort ſtore Op⸗ e denne fPelige Viden. — Med Hen⸗ | fyn til Landenes Udftræfning og geographiffe | Beliggenhed kom Forfat. altſaa ingen. Vei; nu ue vi prove hans Exempler med Henſyn til | gult, — Beboerne af Florents og Rom ere, dz uſees uden Tvivl af Forf. ogſaa for Ita⸗ ire. Men ere da Nordmendene Danſte? Hit Danmark befolket Norge, ligeſom Italien fine Steder? Vil man her conſeqvent folge Eeemplificationen, fager man loierlige Reſulta— r. Lader os fee: det Italienſte Folk boer lle i Florents; men Florentinerne bog i Italien; ergo, det danſke Folk boer ikke i Norge; men Nordmendene boe i Danmark! Da nu det. Mindre lte kan omfatte det Større, faa maa vel Dan— mark ligge i Norge, og ikke, ſom vi før havde, Norge i Danmark; og, til al Ulykke, Nordmen⸗ une bleve ikke alene Norſke; men ſelv de Danfſke | Neve Nordmeend. Med deslige Skilderie-Stiut— ; ninger kan man ret vende op og' ned paa al fogif, — Eller mener Forf. kanſkee, at de Dan: | de Tydſke Riddere af Preusſen? — Svaret kan man trygt overlade til hver den, ſom kjender Hiſorien. Naar nu Forfatterens Raiſonnement tt upasſende baade med Henſyn til Landet, hvori, og Folket, hvoraf Sproget. tales, da bor det mid Feie afviſes ſom en ugyldig Beviisforelſe tller Exemplification. g | Ci bedre er det bevendt med de bedrove— ge Exempler, hentede fra Nordamericas Friz fater, Thi de fordums engelſke Colonier, ſom Anu kalde de forenede Friſtater, beboes af Men: niſter, hvis Forfœdre vare Engelſkmend, og forte | Sproget med fig fra Hjemmet; men Hiſtorien lærer 98 (fe, at det ubyggede Norge for et Par Acthundreder tilbage befolkedes af danſke Colo⸗ niſter, hvis. Efterkommere arvede det udenlandſke „Sprog med udenlandſke Seeder og den frem— mede Oprindelſe. J Chriſtians den Tredies Tid beſtemte rigtignok de Danſke, at Norge - Fulde anſees ſom en Provinds af Danmark; en de fortrengte dog ikke Landets "indfødte Beboere, ligeſom hine Englændere Americas In⸗ dſanere. Imidlertid er det merkeligt, at Tyd⸗ ferne allerede have begyndt at overſette disſe — fe af Norge have ſamme Fortjeneſte, ſom f. Ex. 714. Nybyggeres Skrifter Laus dem Amerikaniſchen,“ og at Nordamericanerne ſelv ſige, at det, de ſtrive, undertiden vel ikke er godt Engelſk, men godt Americanſt: noget, ſom jeg iøvrigt hver⸗ ken behøver at forſoare eller gjendrive, da det ikke videre vedkommer vor Paaſtand, at Nord⸗ mændenes Sprog bor kaldes Norſt. Naar Forf. henter Exempler fra Mexico og det forhenværende Spanſte Sydamerica, da gjør han ſine Landsmend en flet Compliment, hvis han Dermed vil ſige, at de Danfke indførte fig felv og ſit Sprog i Norge paa ſamme Maade, ſom Frants Pizarro og Conſorter indførte lig nende Spanſke Sager i America; men at dette ikke er fandt, haaber jeg- hver retſindig Danſk vil indrømme. De Danfke have aldrig anſtillet fanatiſte Autos da Fe over os ſelv, undertiden idet hoieſte over vore Archiver. At imidlertid fremmed Sprog ikke pasſer for et Lands Ind⸗ fødte, viſer det vedvarende Misforhold i ſaa mange Stater, hvor de egentlige Indbyggere undertrykkes af fremmede Wklinge; og derfor har formodentlig Dr. Franeia afſkaffet det ſpan⸗ ſke Sprog i Paragvay, og igjen optaget Lan⸗ dels eget. Hvis nu Nordmendenes Sprog ved fremmed Paavirkning ſkulde være fordanſket eller forvanſket, du turde det vel trænge til en Reformation; men om end ſaa var, kunde dette dog aldrig blive tilſtrekkelig Grund til at kalde det Danſt, ſaa længe dets Rod et ligger i Dans mark — (Snorro lærte ei der at tale) — men er dannet af Malm hentet fra vore egne Fjelde. Til Slutning maa jeg for den ſandheds⸗ kjerlige Granſker anmeerke, at det vilde ſmerts mig, om han ſtulde finde, jeg ved den danſte Philonorvagi novi Gjakkerier var ledet fra Sa⸗ gens upartiſke Behandling, ſkjont min Henſigt kun var for Fremtiden at forebygge Gjentagel⸗ ſen af hine ſkrebelige Exemplificationer, ſom in⸗ tet ſige i den Sag, de ſkulde beviſe. At hvert Partie forſvarer fin Mening med fornuftige Grunde, det har fuldkommen fin Rigtighed; men naar man bruger Grunde, ſom man vel endog indſeer ere det modſatte af fornuftige, oͤg blot. ſtulle mislede den Uforſtandige, eller robe Lige⸗ gyldighed for Sandheden, da er det hverken at formode eller gt forlange, at den, ſom har bodre j å 0 ccc PT 718 Kundſfab, ſkulde billige ſaadent. Har den frag⸗ mentariſte Forf. ſelv indſeet Svagheden i fine Indvendinger, da har han ei handlet redelig i at ville fremfore noget, han endog vidſte var grundfalſt. Forn, den 17de Mai 1828. 5 Bidrag til Boghandelens Siſtorie i Danmark i Aaret 1721. (Af Facult. theol. Copiebog, Vol. III. pag. 909.) Stormegtigſte allernaadigſte Arve Si: Herre og Konge. å Jeg maa i allerdybeſte Underdanighed an⸗ Drage for Deres Kongl. M. min ſlette Tilſtand, ſom nylig forbigangne Krig har ſat mig udi, idet jeg ej har kundet fortſette min Handling paa Norge og Sverrig i faa lang Tid, hvorud— over de Bøger, jeg baade har indkjobt og oplagt til dets Brug ej er nu af nogen Verdie, men med ſtorſte Forlis maa bortfælge dem ſom Ma— culatur. Tilmed bar jeg paa nogen Tid taget ſtor Skade, baade af Ssen, ved det at et Skib' fta Luͤbeck, der ſkulde fore mit Gods "herover, - jeg havde tilforhandlet mig paa Leipziger Mesſe her igjen at affætte, ganſke blev borte, uden at det Ringeſte blev reddet, ſaa og af dem, jeg bar betroet. mit Gods, ſom har ſpilt Bankve— route. Dette uagtet kunde jeg dog nogenledes begage mig, derſom mig ej ſtete Indpas i min Handling, ſom jeg, desverre, maa beklage mig over, idet at Bogtrykkere og Bogbindere trykke mine danſke Materier efter, ſom ej tilforn har været tilladeligt, i fig ſelv er ubilligt, og jeg ej kan afværge, faa længe. jeg ej har Privilegium pan dem, hvilket vilde falde alt for koſtbart at forſkaffe mig paa enhver i Serdeleshed, og ej er Umagen værd, ſaaſom Privilegium paa de fleſte af mine Materier er mere end Jeg min Livstid kunde fortjene derpaa. Min allerunder⸗ danigſte Anſsgning er derfor, at Deres K. M. vilde beviſe mig den hoje Naade, og forunde TE: . Siungechor, forſte og anden Part. — Arnds Pas fare i Sommer mellem Lybek og Petersburg. meget Gods af hei Verdi afgaget 716 ; — mig et General - Privilegium paa de danſke Ma 8 115 oe i mit Oplag ; Waise vært oge rœjudice, men mig til Forſpar imod Andres Übillighed. . SLS 1285 „ Kjebh. d. 19 Febr. 1721. SAN Hieronymus Chriſtian Paulli. 0 Følger herhos Specification meiner Verlags bucher. (ita.) ; i ; Muͤllers Hjerteſpejl, Takaltar, og Spart: timer. — Skrivers Bonclenodie, og def for table og igjenfundne Faar. — Lasſenii bibelſte Viral, og Morgen: og Aftenbonner. — Jerſins gule lige Skrifter. 3 Parter. — Kingos aandeligt radiſes Urtegaard. — Muͤllers Taare- og Tre ſte⸗Kilden 1 og 2 Part. — Qvirfelds Him⸗ melſke Haveſelſtab og Sjaleprydelſe. — Den aandelige Hovednogel til Himmelen. — Hlm⸗ melſke Herredag, og Fandens fire Dottre. — Beynon den barmhjertige Samanitan. — Bor nemans, Lodbergs, og Dyrkops Catechismus. — Copenhagener teutſches Geſangbuch. — Samdi⸗ tigheds Domſtol og herlige Regler om et rdl chriſtelig Levnet, — Skrifteſtol eller Communjon: andagt. — Forgjæt mig ikke og kaſt mig Uk, under Benken. — 7 ; ; Indenlandſke Æfterretningen | Nyborg den 27 Mai. J Eftermiddag ſaaes et Dampſkib lobe giennem Beltet Sonder bad Rimeligviis har det veret den engelſte Damp baad Georg den Fjerde, der er beſtemt til el Fra Lybek ſkrives under 29 Maf, at bet peo prœgtigſte indrettede engelfke Dampſkib Georgel? fourth var efter: en Reiſe päa 100 Timer an kommet fra London til. ae e og 11 es med omtrent 50, Paſſagerer, 43 meint 0 5 alte S. Po. Ved denne Leilighed, ſom bringe tersbürg., g fra Frankrigs og Englands Hovedſta Rejiſende 717 der i den forte Tid af 7 til 8 Dage til det TUuSfifte Riges Hovedſtad, forfvinder mere og mere de Afſtande der hidtil have exiſteret, og Nevabreddernes Beboere ere nu rykkede Seinens od Themſens Kyſters Beboere betydeligen ner⸗ mitt, fil. ſtor Lettelſe for gjenſidig Tuſkning af Fumbtingelſer baade i moralſt og phyſiſk Hen— fane 8 Ribe den zote Mali. En Nat i forrige Uge opfom Ild i en Gaard: i Flekken Leck ved Ton⸗ kein, hvorved. i Fort Tid 6 Gaarde og 3 Huſe Meve lagte i Uffe. Ilden greb faa hurtigt om fig, at Menneſkene maatte flygte nøgne ud af den Gaard hvor Ilden opkom, i hvilfen tillige brændte 9 Heſte og 7 Køer. Uagtet Byen har to-Vægtere, og der desuden den Nat var leiet b Karle til at holde Vagt, ſaaſom der havde været Marked, faa blev Ilden dog ikke opdaget ſorinden hele Gaarden ſtod i lys Lue. — Her bade vi jaftes et ſterkt Tordenvejr med Skyl⸗ gn. Å Den i Skjelſkjor afdøde gamle Lege H. ør. Müller har neſten udelukkende ſklenket fin i ugivt Stand ſamlede, ei ubetydelige For— mue, tit offentligt Brug. Foruden et Legat af 2000 Abd. i Kongelige Obligationer til det chirurgiſke Akademie i Kjøbenhavn, af Erkjendt⸗ ligbedsfølelfe for den Dannelſe, han ſkyldte denne Stiftelfe, og omtrent 22 Tdr. Land ſkjenket til Skjeſtjor Byes Fattigkasſe m. m. har han indſe der Kongelige Akademie i Sorse til fin Univerſglarving, ſaaledes at Renten af hans Mid: ler fal anvendes til en ſerlig Underſtsttelſe for Embedsmends Born, ſom ſtudere ved dette Akademie. 8 Eieren af Svanemøllen uden for Oſterport har lige for Asſiſtencekirkegaarden, ved Veien til Éygten, ladet op fore en ſtjen Veirmolle, der nok er den førfte i ſit Slags her tillands. Oventil er — A holde det ſtorſte Raaderum.“ : 718 anbragt en Mekanisme, der fættes i Bevagelſe ved en liden Vinge, hvorved Møllen ikke behoves at dreies af Menneſkehender, men, ligeſom Vine den vender fig, dreier fig af fig ſelbv. J En⸗ gelland har man allerede i en Deel Aar hapt en ſaadan Indretning. Indſendt. J Skilderiet Nr. 40 d. A. S. 635 hedder det, i Anledning af Afrikanerens Frederik Davunnas Daab i Garniſons Kirke: Ind—⸗ byrdes Underviisning vifte fin ſadvanlige Virk— ning; i 10 Maaneder havde han lært at leſe i Bog, at ſkrive med danfke og latinſke Bogſta⸗ ver, at regne de 4 Specier, og faaet Begyn⸗ delſesgrundene af den geographiſte Underviis⸗ ning;“ der kan neppe feile, at her noget maa være forbigaaet, ſom endvidere fortjener, at komme til Publicums Kundſtab, f. Ex. at Da⸗ vunnas Sprog eller hans Evner e. d. l. havde lagt veſentlige Hindringer iveien for hans Fremgang; man fatter ellers ikke, hvad det vil ſige: Kat den indbyrdes Underviisning havde viiſt ſin ſedvanlige Virkning;“ thi ifær med et Barn, endogſaa med ganſke almindelige Ev⸗ ner, ſom har nermet fig den Alder, at det kan tage Deel i Forberedelſen til Confirmation, hos Preſter, vilde man maaſkee, uden ſerdeles Anſtrengelſe, ved en almindelig god Skoleun⸗ derviisning kunne bringe det dertil, at det i en endnu kortere Tid lærte Alt, hvad her er an⸗ givet. Det vilde derfor vere at onſte, at det Manglende i hiin Anmeldelſe blev. nærmere be⸗ kjendtgjort; da det i dette ſom ethvert Tilfælde maa anſees for vigtigt, at Sandheden ikke gleres mistœnkt; thi, hvis noget der var un⸗ der det Almindelige, roſtes i den anforte For⸗ bindelſe, vilde jo Dadel og Satire kunne er⸗ Redactionen af dette Blad finder nodven⸗ digt at bemerke: at hiin Meddelelſe var noget udforligere givet. i Dagen Nr. 112; men at man her i Skilderiet forkortede Stykket. J. — Ul N Dagen var anført : at lære ſkab at Noi var hidkommen for det Danſke og Elementairkund⸗ derne — fremdeles at han var "aldeles 1 e.“ J Skilderiet er blot det ſidſte — Blandede Efterretninger. Ridder von Dannecker i Stuttgart ſtaaer, i Henſeende til ſin Chriſtus Figur, ene, ſiger J. H. v. Weſſenberg i 2det Bind af hans chriſt. lich. Bilder. Den er udført i hvidt karrariſt Marmor, og er nu i et Capel i Iſakskirken i | St. Petersburg. Den overtraffer langt alle de 1 Fremſtillinger af det Guddommelige, ſom den | phlaſtiſte Kunft hidtil har leveret. Saa fimpel 1 7 Figuren-er, ſaa er den dog Frugt af det dybe⸗ ſte Studium. — — — : Rusſerne have i Greve Alexander Pusckin en Digter, ſom de kunne, heder det, ikke uden Foje ſammenligne med Lord Byron i Henſeende Lil Originalitet, Kraft, Genie og Immoralitet. Som en Studerende ved Zarskozelo ſkrev han en Ode til Friheden, og ſamme paadrog ham Kajſer Alexanders Unaade og Forvisning. Kaj⸗ f ſer Nicolaus har, ſtrax efter fin Thronbeſtigelſe, ks kaldet den unge "Digter tilbage, og ſkal, ſom i man forteller, have ſagt til ham: De beſidder ; ſtore Talenter, fom meget fnårt ville udvikle fig. 13 Bølg i Frihed deres Genies Indſkydelſer, og Side, kom da til mig. ; Monthly review. May 1828.) Cd Kjsbenhavn. ophort at fode, bleve frugtſammelige, endog i ſtulde dem mode nogen Hindring fra Cenſurens Forlagt af S. Soldin, 720 Den Forandring, der foregaaer med hvert Slags Dyrs phyſiſke Beſkaffenhed ved Forflyts telſen fra Europa til Ny Syd-Wales opvak⸗ ker Forbauſelſe. Man har længe bemerket, at Skijoger, der aldrig havde havt Born i vor Ver, densdeel, bleve frugtbare Mødre i Sydhav⸗Co⸗ lonierne, og at gifte Koner, der længe " havde en ſildig Periode, ja, i adſkillige Zilfælde, ſeld i en Alder af 50 Aar, efter et fort Ophold i disſe Egne, og denne Jagttagelſe ſynes at ftabs fæftes derved, at ikke allene det menneſkelige Kjon, men ogſaa de fleſte fiirføddedes Dyrs Unger forbedres der og vore. anfeeligen i Ster relſe. 5 422 a ervo Years in New South Wales etc, by P. Cunningham, Lond. 1827.) * Y — . "Kjøbenhavns Bors, d. 3 Juni 1828. Hamburg 2 M. — 4 à vista 216 Species 219 Specier ſolgtes til Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler pr. 100 Specier Svenſke Sedler 1863157 Rbd. Stöl. r. Rolr. Rigsgjeld 515 52 Rbß Tegn. 4 56. Kgl. Oblig. (u. R.)] 833 — Rbd. Sedl. Dito Dito. 773 — i Bun. Nationalbank Obligationer (af Laanet 4 Febr. 18200/1012 Dito Dito III 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. 982 Renter pr. 6 Januar 6 pC. norſt Laan ved Hambro & Søn 105 984 br 102 Rbd. Te 6, 112 Sedler. 5 Röbd. . 6 I0SZ i Vant. — i Banch — i Seel. 582 L. Gul, 4 pC. Dito nyne Aſiatiſke Comp. Actier 3 PC. nye danſke Oblig.] 58% Trykt i L. J. Jacobs ens Bogtrykkerle. É i i i topaiſt Navnkundighed. . fter er det R Skilderie -m Nyeſte af Kjobenhavn. Femogtyvende Aargang. No. 46. Udgivet og redigeret af Fr. Thaarup, Etatsraad. Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Loverdagen den 7 Juni 1828. SSS —— —— — — <= Beiſen til Berlin og Dresden. Cortſat.) 8 Da alle gode Ting ere tre, faa har Berlin ea et tredie Theater, det ſaakaldte Koͤnigs⸗ lüdter, der blev oprettet, ved Actier, for nogle An ſiden, men i hvis Beſtyrelſe der, ſom i de fee Compagnieſkaber, ikke herſker ſtor Harmo⸗ ne. Det kan indvendig, i Steorrelſe og Om— fang, neſten ſettes ved Siden af det Kongelige, og jeg vilde onſke, vi havde dets Mage i Kjo⸗ benbabn. Blandt dets mandlige Perſonale har jeg ikke truffet noget ret udmerket Talent, men heller intetsegentlig flet Subject. førtes med Flid og Noiagtighed. Theater er, ſom bekjendt, Demoiſelle Sontag upgaaet, der, hvor hun kun fætter fin Fod, endog puis ſelv, forvandler Sogne⸗ til Søndag, vid fin henrykkende Sang, og ſom nu, da An⸗ gell (Catalani) degynder mere at ligne et Men⸗ neſke end en Engel, ſnart vil afloſe denne i eu— Men Koͤnigsſtaͤdterthe— det gaaet med dette Sondagsbarn, ſom det plejer at gage de Hens, der udruge Vellin— ger. Naar disſe ere faa ſtore, at de kunne ſkjotte fig ſelv, ſtyrte de ſig i Vandet og ſvomme langt dort fra deres Plejemoder, ſom længe nok kluk⸗ kende kan ſtaae og kalde paa dem ved. dets Bred⸗ de, uden at de bryde ſig om dens Raab. Dem. — Rollerne uds Fra dette Sontag har allerede lenge ſagt ſin Plejeſtif⸗ telſe Farvel, rigtig nok med hede Taarer og ins derlig Tølelfe, der bragte det Koͤnigsſtaͤdter Pu⸗ blicum til at græde; men dog med det Løvte, ſom gjod Balſom i de ſaarede Hjerter, at hun nok ſkulde komme tilbage. Dog, trods den Over⸗ vindelſe, ſom det koſtede hendes ømme Fsolelſe, hendes brændende Fedrenelandskjerlighed, at fora lade fit kjere Berlin, har hun dog, paa en vis »Tid, ladet fig engagere ved et udenlandſt Theater, og ſkulde hun engang komme tilbage igjen, faa vil dog Koͤnigsſtaͤdtertheater maaſtee faae Aar⸗ ſag til at ſige med Annike i den politiſke Kan⸗ deſtͤber: „kjender du mig ikke Soſter, faa kjen⸗ der vor Herre mig!” En Sangerinde, der gjør. Tydſke og Franſke ganſke fortumlede i Hovedet, og, til Gjengjeld, igjen gjøres ør af dem ved uophørlig Rogelſe, vil nok vogte fig for, atter at træde i ct Actietheaters Tjeneſte. . Endnu eier dette Theater -en Skueſpiller⸗ inde, Dem. Sutorius, der med et ſmukt ÜUd⸗ vortes forener et ypperligt Spil. Jeg ſaae hende ſom Aenchen i Arm und Reich, et Drama af Karl von Holtei, arm paa Interesſe og reich paa Kjedſommelighed Holtei er en Aflegger af den ſtore Kotzebueſte Stamme. Men ſiden Sand gjorde Kotzebue felvstil Helt for et Sor— geſpil, for at redde Tydſklands Frihed, ſom han foregav, ſtkjondt, ſnarere for at hevne Melpo⸗ mene, gik det med denne Theaterdigters Her⸗ redomme, ſom med Alexanders; det blev deelt 9 blive kjede deraf. ö 72³ imellem Satraper. Een af disſe er Holtei, hvis „Lieder-⸗Poſſe.,“ Die Wiener in Berlin overalt gjorde Furora, og, foruden ham, have Angely, T. Hell, Toͤpfer, Lebruͤn o. fl. taget og faaet deres Broderlod. f Det falder af ſig felv, at en Skueſpiller, der dagligen har Leilighed til at lere at Fjende Folkeſmagen, ogſaa, naar han beſidder mindſte Talent, lettere end nogen Anden, kan behage og tilfredsſtille denne Smag. Han har desuden det Fortrin, at hans Colleger ſpille for ham li⸗ geſom han ſkriver for dem, og den ene Haand vaſker, ſaa at ſige, den anden. Vel gives der Blandt de nuverende Skueſpiller-Digtere ingen Schroͤder eller Ifland. Men man kan ogſaa nu med langt ringere Midler udrette meget, Hvil⸗ ken Lykke gjorde ikke Angely's „ſieben Maͤdchen in Uniform,“ uagtet de i Grunden kun vare franffe Recruter? Man taler ikke om hvorledes de ſpille, men hvorledes de erercere, end⸗ ſtlondt, i det Hele taget, dette Stykke ikke hører til de umorſomſte. Jeg ſaae paa Koͤnigsſtaͤd⸗ tertheater: Das Ehepaar aus der alten Zeit, Localer⸗ Scherz, als Vaudeville behandelt und mit bekannten Melodien verſehen, ligeledes af L. Angely. Det er intet godt Forvarſel, naar Digteren fætter „Scherz“ paa Titelen. Det Ord minder om originalt Sorgeſpil eller Lyſtſpil, eller comiſk Roman. Ofte findes Originaliteten og det Comiſte ene paa Titelbla⸗ det, medens begge Dele forgſeves ſoges i Bo⸗ gen ſelv. Angely's „Localer⸗Scherz“ udmerkede fig hverfen ved Scherz“ eller Focalitet', og han ſynes at vere bedre ſtikket til at ligge ſom Hverver paa den franſke Vſthetiks Grendſer, lokke, ved gode Haandpenge, uerfarne franſke Piz ger og ifere dem tydſte Uniformer, end til at oprette Regimenter af Landets egne Born. Han —ſpillede felv Hovedrollen i fin Localer- Scherz, ſom vandt temmeligt, ſkjondt ufortjent, Bifalo. Der gives visſe Characterer, der, ligeſom Kar- tofler, kunne bydes Folk hver Dag, uden at de Til disſe høre gamle forel- ſtede Narre af begge Kjøn, forelſkede Skole⸗ drenge og ſmaa Toſe, Tosſehoveder, form man kan rende Vægge. ind med, og Fjeneſtepiger, giennem hoilke Digteres Vittighed taler ſom en * . — der af beromte Muſici. begge de ſtore Vegflader, der ligge ved Trap⸗ 724 Taſkenſpiller igjennem et Automat. eke. Med ſaadanne Theater- Kartofler kommer man i Al⸗ mindelighed videre, iſcer, naar Soucen kun er lidt pirrende, end med de ſineſte og meeſt ud: ſogte Retter. e I det Kongelige Skueſpilhuus finder man et Locale, der benpttes til Concerter, Baller og andre Feſter. Fra Veſtibulen i Underbygningen, der bæres af ti doriſke Ssiler, kommer man ind i en liden Sal, - hvori berømte Skueſpildigtere, ſom Goethe, Lesſing, Schiller, Kotzebue o. fl. ere opſtillede i runde Marmornicher. Over disſe Nicher ere i Feldter Apolls Hiſtorie og i Loftet Casſetter dertil ſigtende Foreſtillinger malede af Kloͤber. Fra denne Sal gaaer man, til Hoire, ind i en anden, der, ved tre Dore, hanger ſammen med den ſtore Concertſal. J denne an: den Sal er paa ,famme Maade Marmorbryſibil— leder af udmerkede Berliner dramatiſke Konſt⸗ nere ſom: Fleck, Schick, Bethmann etc; opſtillede, J Feldterne over disſe ere Momenter af Wschilos's, Sophokles's, Euripides's, Shakſpea— res, Calderons, Goethes og Schillers Stykker, tilligemed analoge Fremſtillinger i Casſetterne af Platfonden, malede af Henſel. Begge Sa⸗ lene have en Heide af 22 Fod. — Den ftore Concertſal er udentvivol een af de ſtjonneſte Sale i fit Slags i hele Europa. Dens Glands overgaaer al Ros. Den er 44 Fod bred nedentil, 76 Fod lang, 45 Fod hoi, og har i den halve, Hoide et paa Conſoler hvilende Gallerie, der paa begge de korte Gider hænger ſammen med de, gore N buner, ſom paa hver af disſe forte Gider filz les, ved fer joniſte Soiler, fra Hovedſalen, sa ledes at disſe Tribuner iberegnede, Salens Længde i de øvre Dele er 107 Fod. Fra Sa⸗ len kommer man igjennem en aaben Trappehal, der, ſom den raphaelſke Loge, er prydet med brogede Arabeſker, til de øvre Rum af Galt: riet og Tribunerne. Den ſtore Sal fed ek overtrukken med Stukmarmor, og har under Galleriet ligeledes Nicher, hvori 18: Bryſtbille Desforuden ere pag — nn mn es SEERNE» pehallerne, Orpheus, ſom Sindbillede paa den gamle Muſik og Cœcilia, ſom Sindbillede paa den nyere Muſik, malede af Duͤhlſng og Kolbe, — 2 —F | i „tt Tiecks Model. Smagfuldeſte i Berlin. Fremſkridt Bygnings- og Decorationskonſten i 725 Salens Platfond indbefatter i Casſetter, der ligge mellem de ſterkt forgyldte Friſer, mange Grupper og ſigurlige Foreſtillinger, i Henſeende til Muſik og Bands, malede, af Duͤhling og Kolbe. Den rige Geſimskrands, der beres paa hage de forte Sider af de joniſke Soiler, ſtot⸗ us ved de lange paa Pilaſtre ſtaaende Karya— ider af Legemsſtorrelſe og ophøjet Arbeid ef- Salen kan rumme 1600 Menneſter, og Loftet allene ſkal have koſtet 30,000 Th. preuſſ. Jeg har opholdt mig læns gere end ſedvanligen ved denne Sal, deels fordi den er den pragtfuldeſte, jeg næft Ridder— lalen, paa det forrige Chriſtiansborg Slot, har feet; deels fordi den hører til det Nyeſte og Man feer her hvilfe Nyere Tider har gjort, og hvor megen Bekoſt— ning der end er anvendt paa Bygningerne fra Friedrich den Stores Tid, faa er deres Indvor— tes dog kun chineſiſt Ojenforblindelſe mod den — rene og edle Smag, der herſker i hiint Locale. Hele det Kongelige Skueſpilhuus ſkal have fo: flet 900,000 preuſſ. Thl. at bygge. At tale her mere om Bygningerne i Ber⸗ lin, vilde lede mig alt for vidt. Men hvad en ſtanft Reiſende, der i Aaret 1827 har beſogt denne glimrende Hovedſtad, har ſagt, maa jeg, bag enkelte Undtagelſer ner, underſkrive. Der findes intet i Paris, (i Kjøbenhavn findes det dog) anfører han, hvad der kan give en Idee om Berlins Pragt, ſtore Mengde af Palladſer, Triumphbuer, Templer og andre merkvardige Bygninger; og Gadernes og Pladſernes ſymetrifke Langde og behagelige Livlighed. Man troer, at fe. Theatercoulisſerne, paa hvilke Degotty i et Paſpectiv forenede alle de Underverker, ſom Bygmefternes Genie har adſpredt i alle Steder paa Jorden. Det forundrede Øje feer kun Soi— legange og Haller. Ssoilerne findes ifær i flor Mængde.” — Hvad Gadernes Livfuldhed an⸗ gaaer, da har den gode Franſtmand nok paa mange Steder antaget Huſe for Menneſker. Vel kan det ikke nægtes, at visſe Hovedgader, ſom die Koͤnigsſtraße, Slotspladſen, die Linden ic. exe temmelig livfulde, men i de fleſte andre Gader er det fan ſtille, ſom hos os omkring ſtorſte Opmerkſomhed. 726 ved Volden eller langt ude i Amaljegaden. Jeg er kommen igjennem Gader, hvor Folk, hen⸗ imod Aften, ſadde ganſte ugeneerte paa Stole udenfor deres Huſe og rygede af lange Tobaks⸗ piber, ſom om det kunde være i en lille Kjob⸗ ſted. I den en halv Miil lange Friedrichſtraße og paa adſtillige Pladſer er det ſaa ſtille, at man, hvis ikke af og til et Menneſfe [od fig fee, ſtulde troe, at Berlin var en Stad, der havde, havt ſamme Skjebne, ſom Herculanum og Pom⸗ peji. i Det. Kongelige Bibliothek er i Uni⸗ verſitetsbygningen. de betydeligſte i Europa, men hverken Localet eller Antallet af Bøgerne udholder nogen Sam— Kongelige ſtore danſtke. menligning med det Hvo, der altſaa har feet det ſidſte, vil derfor ikke finde faa overordentlig Inreresſe ved at tage det forſte i Ojeſyn. opbevares her, ſom fortjene enhver Reiſendes Blandt disſe ere ifær Otto von Guerikes Luftpumpe med de Kugler, der tjente den til det forſte offentlige Forſog, ſom ſkete 1654 paa Rigsdagen i Regensburg i Koiſer Ferdinand III og flere Stores Dvervæs relſe. Den er af Kobber og Jern, og af meget plumpt Arbeide. Experimentet, findes derved. Luftpumpe maatte i Aaret 1807, tilligemed an⸗ dre Sjeldenheder gjøre en Vandring fil Paris, men kom, efter Freden, tilbage til Berlin igjen. Lucas Cranachs ſaakaldte Stambog beſtager af udmalede Figurer af Konſtnerens Velyndere og Venner, ſom Friedricheden Viſe, Melanchton o. fl. malede af ham ſelv paa Pergament. For; maret er lille Folio, og. den er indbunden i fort Bind, prydet med Basreliefer. Luthers ſkrevne Overſettelſe af Bibelen — det vil ſige enkelte Bøger deraf ikke, ſom det paa adſkillige Steder hedder, det hele gamle Teſtament — med hans Correctioner, ſaaledes ſom han fod den trykke. Den er meget godt conditioneret. Den Bibel, ſom Carl I havde med fig: paa Retterſtedet har i Grunden meeſt Interesſe for Engellendere. Paa Bibliotheket gjemmes ogſaa en Samling mexikanſte Malerier og Hieoroglypher, ſom Alex. Humboldt har medbragt. Men iſer merkver⸗ Nogle Merkverdigheder Man anſeer det for eet af Tougene, der bleve brugte til Ogſaa denne * 4 U ccc — ra (EAN 227 dige ere de ægyptiffe Papyrusroller, der have ligget ved de paa Konſtkamret opbevarede Mu- mier. Man har opviklet dem med ſtorſte Om⸗ hyggelighed, og de ere nu indfattede i Glas og Ramme. — Uden Tvivl eier nu Berlin een af de betydeligſte Samlinger af egyptiſke Oldſa⸗ ger i Europa. Den ſtylder dem General Mi⸗ nutoli, ſom Kongen af Preusſen afkjobte ſamme i Aaret 1822 for 22,000 Thl. endſtjendt de kun ere en Deel af de Konſtſkatte, ham ſamlede i Wgypten, og ſom han miſtede mange af ved Skibbrud. Forend jeg omtaler hiin Papyrus⸗ roller, maa jeg meddele nogle Efterretninger om de ved Konſtkamrets Beſkrivelſe kun loſeli- gen berørte Mumier. Der findes. ialt fyv fuld⸗ ſtendige, hvoraf to ifær tildrage ſig Opmerk⸗ ſomhed, fordi de ſelv, ſaavelſom Kiſterne, Hie⸗ roglypherne, Overtrekket ꝛc. ere faa godt vedli⸗ geholdte, ſom om de for nogle Dage ſiden vare blevne biſatte. Over Legemerne, der ikke have været balſamerede, men ſom ere overtrukne med en etſende, brun, endnu ſkarpt, harpixagtigt lugtende Materie, ſeer man de lange, ſmalle, Hvide Bind med ſtor Noiagtighed omviklede fra ovedet til Teerne. Over ſamme findes det ſaakaldte Bisſus, et rodagtigt, i det Orangegule ſpillende Toi, ſom ligner farvet Linned, der indhyller den hele Figur. Paa Panden og Bry— ſtet er et Segl, hvis Stof er en Figen, hvori man endnu gjenkjender Kjernen. Fra Halſen ned til Fødderne findes et netagtigt Overleg af den forhen omtalte lyſeblaa Emaille, der er lis geſom vores. ikke ſteerk indre Kiſte, ſom afbilder Ligets Skik— kelſe, og baade indvendig og udvendig ex aldeles bedeekket med Hieroglypher, for det meſte af en fort, tuſkagtig Farve. Uden paa er Grunden lyſeguul, ligeſom lakeret, og det øvre Laag fore; ſtiller tydeligen den Dødes. Anſigt, Hender, Fodder ꝛc. ſtjondt i den engſtelige ſtive, egyp⸗ Over den lille Kiſte er en ſterkere af Figentræe, i, Form af et Sengeſted, uden guul Grund, men fuld af Hieroglypher, ſom hiin. Cortſattes.) Saaledes ligger Mumien i en 728 Om Grundſætningerne for Retſkriv⸗ ; ning. : I. J de Underføgelfer, ſom til forſtjellige Tia der have været anſtillede om Retſkrivning, har man ofte foivexlet de to Sporgsmaale: chvorle⸗ des plejer man at ſtrive?“ og "hvorledes bør. der ſkrives?“. Denne Forvexling har ikke ſjelden giver Anledning til Stridigheder, i det enkelte Forfattere have forſvaret de af dem optagne. for: meentlige Forbedringer i Skrivebrugen, ſom om intet Andet kunde være rigtigt, andre have dad let disſe Forandringer ſom urigtige, blot fordi de ikke ſtemte overeens med den vedtagne Efris vebrug. Den Omſtendighed, at. Ordet Ret ſkrivning tages i flere forſkjellige Betydninger, bar vel bidraget meeſt til denne Forvirring: fnart forſtaaer man nemlig derved overhovedet „Val⸗ get og Anvendelſen af de Tegn, hvorved Tan- kerne ſkriftlig udtrykkes ),“ og kan da tale om en god og en flet, en tydelig og en utydelig, en ſedvanlig og en uſedvanlig, en regelret og en uregelret Retſtrivning, om en Retſtrivning ind⸗ rettet efter Udtalen, og een, indrettet efter Ely⸗ mologien; ſnart forſtaaer man ved Retſtrivning den vedtagne Maade at anvende hine Tegn paa, hvilket ſynes at være Boghs* ) og under⸗ tiden Peterſens ***) Mening, ſnart betegner Or: det en rigtig (d. e. henſigtsmesſig) Anvendelſe *) Raſk ſynes at tage det i denne Munin, hvor han ſiger: Ogſaͤ nei Anvendelſen af de enkelte Bogſtaver ſelv eller i den egentlige Retſkrivning foretages idelige Forandringer Retſkrivningslære pag. 9. **) Ret Stkrift er den Betegnelſe, hvori de ved. tagne signanda ſtaae fremſtillede i de ve tagne Tegn, og Retſkrivningslœre er den Lære, der foredrager, hvilke disſe vedtagnt i signanda og signa ere. Boghs RNeeſkris ningslære pag. 8. 22 F. Ex. i hans Bog om danſk Retſkrivnluz pag. 1. En fådan- forfalden Bygning, der trænger til Iſtandſattelſe, er vor Retſkrivning. ** > 2 229 ſom undertiden hos Raſk “) og Peterſen ““), og desuden hos Bloch +++), Mol⸗ bech og Dahl“). J forſte Tilfælde forſtaaer man altſaa ved Retſkrivning h vil kenſomhelſt Skrivemaade, i andet den brugelige, i tredie dn bedſte. Dog det kunde kun lidet ſkade, om man og gav flere forſtjellige Gjenſtande eet "San, naar man dog ligefuldt ſtjelnede dem; min at ogſaa Tingene ſelv ere blevne forvexlede, fan fees deraf, at nogle Forfattere, hvis Henſigt dit var at fremfætte den ſedvanlige Skrive— brug, deri indblandede deres egne Meninger om fvilfe Forbedringer der vare at onſke, og at an⸗ dre, ſom vilde forbedre Skrivebrugen, blot holdt ſig til enkelte Punkter deraf, og derimod med Henſyn til alle andre ſyntes at forudſœtte ſom afgjort, at Brugen ikke behøvede Forbedring. J de nyere Tider er man dog temmelig almin— deligen bleven opmerkſom paa denne Forſtjel; af disſe Tegn, kun, ſynes den ikke altid at iagttages, naar man laler om Principerne for Retſkrivning. Derſom ved Retſkrivning forſtages hvil— kenſomhelſt Skrivemaade, kan man ikke opſtille noget Syſtem deraf, fordi Forſkjellighederne i Maa— den at førive paa kunne gage i det Uendelige. Enkelte Skrivemaader kunne fremſettes; men disſe have i Almindelighed ingen eller kun en hiſtoriſt Interesſe. J Retſkrivningsleren for— dies derfor ikke disſes Betragtning, altſaa heller ilke Fremſtilling af deres Principer. : „Een Skrivemaade har derimod for hvert en; kelt Folk almindelig Interesſe, og det er den, ſom det ſelv har vedtaget at bruge. Ej alene maa man onſke at kjende den, forſaavidt ſom Alt hvad der angaaer os ſelv, vakker vor Vides lyl; men de Fleſte ønffe det tillige, fordi de i delle, ſom i Andet, finde det tjenligſt at rette fig elfer Skik og Brug. — ) Retſkrivning er nemlig intet andet end rigs tig Skrift. Retſkrivningslere pag. 2, cf. pag 13. — „) Om danff Retſkrivning pag. 17. .) Danſk Sproglare I pag. 256. 1 ) Overſigt af den danſke Retſkrivningslere pag. 7 80 730 Underføgelfen om hvad der er brugeli er theoretiſt, den maa grunde ſig paa Gange . ſer; men ligeſom man i Naturvidenſtaberne ſo⸗ ger at ſamle mange Jagttagelſer under almin⸗ delige Sætninger, ſaaledes kunne og de enkelte Punkter i Skrivebrugen ſamles under visſe Set— ninger, der, forſaavidt ſom de finde practiſk An⸗ vendelſe, kunne kaldes Regler. Om disſe alle kunne udledes af eller henføres fil een Grund— ſcining, kan ikke à priori vides; men man maatte ved Forſog kunne afgjere det. De hid— indtil gjorte Forſog fyres ej at lede til at an⸗ tage det for ſandſynligt. Derimod kan det vel lykkes at bringe de forſkjellige Sætninger under visſe Klasſer. Dette ſkeer begvemmeſt efter Be⸗ ſtaffenheden af de Betingelſer, under hvilke visſe Tegn eller deres Sammenſtillinger bruges. En⸗ hver ſpeciel Sætning i en Lerebygning over Skrivebrugen maa indbefatte to Momenter, nem— lig 1) Angivelſen af et eller flere Tegn eller og af en vis Clasſe af Tegn, ſom bruges, og 23 Angivelſen af een eller flere Betingelſer, under hvilke disſe Tegn bruges. F. Ex. i den Ser⸗ ning: 'K⸗Lyden foran v udtrykkes ved q“ in⸗ deholdes: ; s I) Tegnet q bruges, (Betegningen,) 2) naar a) K⸗Lyden høres, og å b) V-&yden. følger efter. (Betingelſen.) J den Sætning: Et ſtumt e førives i En⸗ den af Verber paa i, o, u, y, aa og o, i Præsens Infinitivi,“ indeholdes: ; I) ie, oe, ue, ye, aae eller ge bruges, 2 (Betegningen,) . 2) naar a) i, o, u, p, aa eller ø "høres 5 bp) i Enden af et Verbum, og c) dette ſtaaer i Præsens Infi- ; nitivi Activi. (Betingelſerne.) ; Alle ſaadanne Befingelfer kunne - henføres til visſe Klasſer, efter de Begreber, hvortil der k dem tages Henſyn. Disſe henhore undertiden til⸗ Ordenes Lyd, undertiden til Ordenes grammatical⸗ ſte Beſkaffenhed (Ordklasſer, Bojnings-Former m. m.) undertiden til deres Oprindelſe, undertiden til den Plads, en vis Lyd har i Ordet, (om den ſtaaer i Begyndelſen, Midten eller Enden), eller til de Lyde, der gage foran eller følge efter, underti den til ingen af Delene, Saaledes foranlediges 731 — man til at ſige, at Retſkrivningen grunder ſig paa Udtale, paa Etymologie, paa Analogie eller paa blot Vedtegt. Naar nemlig Betingelſen for en vis Betegning ligger alene i Ordets Lyd, pleier man at ſige, at denne Betegning grunder ſig paa Udtalen, f. Ex. naar det hedder:- ”hver Gang M-Lyden hores, ſktrives m.“ Naar en vaſentlig Betingelſe for en vis Betegning henhører ti! Ordets Oprindelſe, ſiger man, at den grunder fig paa Etymologie, f, Ex. »Tegnet c bruges i Ord ſom komme af det la⸗ tinſte Sprog, og ſom der have Bogſtavet c.“ Naar en Betingelſe for et viſt Bogſtavs Brug tages enten af Ordets grammaticalſke Beſkaf⸗ fenhed, eller af den tilſvarende Lyds Plads i Ordet, eller af de foregagende eller efterfølgende Lyde, pleier man, temmelig vilkaarlig, at ſige, at Betegningsmaaden grunder ſig paa Analo⸗ gie, f. Er“ i bruges (uden Forbobling) naar a) der. høres. en lang J⸗Lyd, og b) Ordet er et Ejendoms-Pronomen.“ b (Grammaticalſk Beſkaffenhed.) Ligeledes: Lee bruges, naar a) en lang E-Lyd høres, og b) denne ender Ordet,” (Lydens Plads.) Ligeledes: «n ſkrives, naar a) N⸗G⸗Lyden høres, og b) K⸗Lyden folger efter.“ (Efterfolgende Lyd.) Naar en vis Betegning ikkun er anvende⸗ | lig i et enkelt Zilfælde, og den altſaa ikke kan indbefattes under nogen almindelig Sætning plejer man at ſige, at den grunder fig paa blot. Vedtegt, f. Ex. * = „Talordet 8 ſkrives otte, (ikke aate) — 30 ſkrives tredive, (ikke træd⸗ ; deve) o. desl. 5 2 Man vil allerede have bemerket, at der undertiden til een Setning hører flere Betin— gelſer) og at disſe kunne henføres til forſkjellige af disſe Klasſer; man vil ligeledes bemerke, -at man for fuldſtendigen at fremſtille Brugen nodvendigviis maa tage her omtalte Momenter. Henſyn paa alle de Hvorledes ſkulde man f. Ex. beſtemme den regelmesſige Brug af et⸗ "hvert Tegn uden ved Hjelp leaf UÜdtalen? Hvor⸗ 2 „222 „ REAR 732 ledes ſkulde man beſtemme de Tilfalde, i hvilke der ſkrives dt, undtagen efter Etymologien? hvorledes "Brugen, af e q uden ved Hjelp af det efterfølgende. v, altſaa ved det, man falder Ana: logie? Endelig hvorledes kan man henføre da Seregenhed, at af ſkrives ved flog ikke ved v, til Andet end en blot Vedtægt. *) De. fire almindeligen antagne Fundamenter for Ret: ſtrivningen ere altſaa fuldkommen gyldige, naar man ved Retſkrivning forſtager den vedtagne Skrivebrug, og de kunne ogſaa kaldes Principer for den; efterſom de ere dens principia cogno- scendi, om end ikke altid dens principia es. sendi tillige. (Sluttes i næfte Nr.) . ͤ—T— ͤE¾6wu NS Indenland ſtee Efterretninger, Under 25 May 1827 er meddeelt kong. Conſirmation paa en Fundation for Kammeraad og Amtsforvalter Søren Pau's Legat for træn⸗ gende og værdige. Enker af Ringſted Kjøbftad eller Ringſted Amtſtue-Diſtrikt, ſtiftef af haps Enke Frue Anna Chriſtine Pau, fød Heinemantt. Legatets Kapital er 1000 Rbdl. x. Sølv, hvis Renter fFulle. ved Aarets to Zerminer uddeles til en eller fo trængende og værdige Enker, Der er nu gjort offentlig Bekjendtgſeulſe om de indkomne Underſtyttelſer, og: Belobch af Kollekter til de ved Ildebranden imellem J og 2 April 1826 i Luͤtjenburg brandlidte Beboere, De indkomne Pengeſummer belobe fig i alt (efter Fradrag af nogle ſmag Udgifter til Pors to ꝛc., til 348 1 Rbdl. 48 ß. Cour. eller 5871 Rbbdlr. 16 Skl. rede Solv. Beløbet af det Wi) *) Thi beviisligt er det neppe, at den nur rende Üdtale forſt i ſenere, Tider er opf men, ſom anføres i Molbechs Retſkrivnings lære, (foran den danſke Haandordbog,) page 47, — 2 —— ba —.— , — 28 benhumnspoſt Nr. 45.) 733 Ildebranden, libte Tab af Lossre, Klednings⸗ ſikker,-Redſkaber, Korn og Fourage, Kjobmands⸗ våre ꝛc, udgjorde 27688 Rthl.. Ovenſtagende Uaderſtyttelſer bleve den 21 Dec. f. A. fordeelte de meeſt trengende blandt de Brandlidte, ſanledes at 65: ſaadanne bleve Deeltagere i Un— duſſeltelſerne. Desuden ere mange Bidrag in Natura. givne, ſaaſom af Kledningsſtykker og Febtvare, fri Kjorsler af Materialier og i flere Maader. (Alt. M. 89) Dien Kongelige Wuͤrtembergſke General- lieufenant Greve F. W. v. Bismark har nye⸗ lig veret i Kjøbenhavn, og har under fit Op— old beſeet Holmene, Tojhuſet, Trekroners Batteri, Kadetakademiet og flere offentlige Mis liter⸗Indretninger. Capitainvagtmeſteren i Klobenhavn, Capitain von Cathala, var af Hans Najeſtet Kongen beordret at ledſage General: liiutenanten. Han er i Onsdags afrejſt til Juylland, over Kallundborg, for at overvœre Trop— Fbemynſtringerne der. Hans Naon er bekjendt ſtavel i den nyere Krigskunſts Hiſtorie, ſom i Kücraturen; og man har forſtjellige fortrinlige Militarſtrifter fra hans Haand. Hans For— ſag til en forandret Kavallerie-Exercits og For⸗ bedringer i Kavalleriets Felttjeneſte ere oöſaa for in ſtor Deel antagne i Danmark, Parolbefaling af 14 Jan. 1828. (Allg. Mil. Zeit. Nr. 30.) Det er iſer for at overvære Favalleriets Manovrer efter dis ſe nye Regler og Jorandringer, at det allernaadigſtt har behaget d. M. Kongen at lade Generallieutenanten ind⸗ byte lil at foretage Reiſen hertil, (Cf. Kjo⸗ cf. Kongl. ————— Re SBlandede Efterretninger. ederlandene har havt en Artillerieſkole i N Delft; den ffal forandres til et Militœrakade— pile, og forlægges til Breda, og der i dette Aar ünges iſtand. Kadetternes Antal er beſtemt til 308, alle fodte i Kongeriget, og af 14 til 18. dars Alder. Kurſus er beſtemt kil 4 Aar. Ho en Belefring kan man anbringe indtil 900 i 734 der i to eller flere Aar har updt Undervii a i Stiftelſen bliver derved pligtig at ii Se ten i ti Aar. (Allg. Mil. Zeit. Nr. 20) Et Reglement er udftædt for dette nye Mi⸗ litgrakademie i Breda, beſtaagende af 311 Ar— tikler. Akademiet har 7 Profesſorer i, Mathe— matiken, en Ingenisr for Vandveſenet; 4 Pro: fesforer i det nederlandſke Sprog og ſammes Literatur, to i den franſke Literatur og Sproget, Profesſorer for det tyſke og det engelfke Sprog, en Arkitect, 3 Profesſorer i Tegnekonſten, en Bibliothekar, en Modeller, en Profesſor i Form- dannelſen, en Profesſor i Gymnaſtikken, Fegte⸗ og Dandſemeſtere og to Spommelcrere. (Allg. Mil. 3. 27.) : Gibraltars Fæftningsværfer ere nyeligen iſtandſatte. De ere opførte af ſtore hvidagtige Stene, ſom have en overordentlig Haardhed, og Udſeende ſamt Politur af Marmor. Det mau— riſte Slot, ſom behærffer Staden, og ſom er 5 til 600 Aar gammelt, er gandſte bygt af Muurſteen. Det bærer endnu Spor af den Be- leiring, ſom General Elliot med 6000 Mand i tre hele Aar udholdt mod franſke og ſpanſte forenede Armeer og Floder. Nu fjener det til Fengsler. rende Tid omtrent 600 Kanoner; i Tilfelde af — Batterierne. i f (ibid. 30.) Den franſte Kolonie ved Senegal. De engelſke Tidender meldte i Slutningen af forrige Aar, at den brittiſfe Regjering havde fattet den Beflutning, at ville forlade den koſt⸗ bare og uſunde Kolonie Sierra-Leone; og at Oberſtlieutenant Denham var overdragen, paa nye at underſoge de afrikanſte Kyſter, og finde et mere pasſende Sted til en nye Kolonies An- leg. Øen Fernando-Po ved Indlsbet i Benins Bugten er ſkildret ſom et ſaadant Sted, og hvor de ſtorſte Fordele forene ſig. J de engelſke Tidsſkrifter hvor der gjeres de ſkrækkeligſte Skild⸗ ringer af den Dodelighed, ſom herſker i Sierra⸗ Leona, og om alle de Onder ſom hjemſoge denne Kolonie, bliver ogſaa bemerket, at de af andre 8 FX dd Feſtningsverkerne har for nærvæ=" — — SR SR SR ORE BUEN | ' — , * 738 europeiſke Magter paa de afrikanſke Kyſter an⸗ lagte Planteſteder befinde fig i endnu ſorgeligere Stilling, og at ifær Frankrig ſtulde handle vel T at forlade Kolonien Senegal. De folgende ftatiftiffe Data, ſom ere uddragne af de til So⸗ miniſteriet indgivne Beretninger, viſe Sagen fra en anden Synspunkt. Den franſke Kolonie ved Senegal beftaaer af flere ſmaa Her, og nogle ſmaa Strakninger af Land paa det Afrikanſke Faſtland. Den kan betragtes. ſom deelt i to Hoveddele. Den forſte indbefatter Øen St. Louis, og de nærliggende Oer Balaghe, Safal og Gheber, de forſkjellige ved Floden. anlagte Planteſteder, de Handels- vladſe, hvor Gummi-Indkjob ſkeer, og den Deel af Kyſten, ſom ligger imellem Cap. Blance og Jof⸗Bugten. Til det andet Diſtrikt horer Den Goree, og den hele Kyſt fra Jof-Bugten indtil de Punkter hvorhen den franſke Handels Forbindelſe med Synden, nemlig med Comptoi⸗ ret i Albrida kan ſtrakke fig. Den Saint-Louis, Hovedſedet for den franſke Coloniſation paa den afrikanſke Kyſt, er en af Senegalfloden dannet Sandbanke, hvis Fraſtand fra Havet varierer fra 3 til s franſke Mile, ſaaſom Flodens Munding er. foranderlig. - Den ligger under 1690/8,“ nordlig Brede, og 1855376“ øftlig Længve. (Pariſiſk Meris dian,) 750 franffe- Mile fra Breſt Dens Lengde fra Nord «til Syd er 2300 Meter, til en Middel-Brede af 180 Meter. Dens veſtlige Kyſt ved Flodens bredeſte og dybeſte Arm er let tilkommelig for Skibe. Ved dens oſtlige Kyſt ere Indlobene i Hen mere ud⸗ videde. Den ſpdlige Deel ender ſig i en Banke, der udſtrekker fig i Floden; den nordlige Deel Danner i fin Forlangelſe en ſmal Fjord, ſom ved lavt Bande er næften tor, og ſtager i Forbin⸗ delſe, paa en Brede af 1180 Meter, med Bop: M'kjor, den ſydlige Spidſe af Den Thionk. Øen St. Louis er i vore Dage opdyrkelig, ſundere end fer, og nu gandſte befriet for de mange e hvormed den forhen har veret — 2 Retter, en Underret og en Appellationsret. Beſkaffenhed. — Den Gheber er liden, af rund Species 219 . ä En Staden Saint-Louis, paa Øen af famme Navn, Den har 217 Huſe af Teglſteen, og 177. Straahytter; kun faa have to Etagers Hei de. Gaderne ere temmeligen ligelsbende. De offentlige Bygninger ere Regjeringens Bolig, Caſernerne, og Hoſpitalet. En apoſtoliſt Pra⸗ fect boer i Staden; ſom ogſaa er Sade for to Hen Balaghé ligger inden for St. Louls, og er noget ſtorre; en Deel af ſamme er uop⸗ dyrket; i den anden Deel dyrker man Hirſe og Bomuld. — Øen Safal er omtrent af ſamme Figur, og ikke ſynderlig friffet til Cultur. . (Sluttes i nœſte Nummer,) T RD e Kjøbenhavns Bors, d. 6 Juni 1828. Hamburg 2 M. — a à vista 216 Specier ſolgtes til . 1 Bank⸗Disconto 4 pCt. a Norſte Speciesſedler pr. 100 Specier 1563 — Abb. Sedl. Svenſke Sedler | z pr. Rölr. Rigsgjeld 512 52 Vbß. Tegn. 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 833 84 Abd. Sedl. Dito Dito 774 — I Banco. Nationalbank Obligationer! “ (af Laanet 4 Febr. 1820) 1014102 Rbd. r 6, Dito Dito. lig H2 Sch 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. : ; Renter pr. 6 Januar 983] — Abb. f. S. 6 pC. norſk Laan a ved Hambro & Son 4 pC. Dito nyune Aſiatiſke Comp. Actier 3 pE. nye danſke Oblig. 105 — i Bante. 83 — i Banco, 25 — i Sedler. 5821582 L. Steil. . TT ETT ERE —ꝓ——ü—U—ä—ͤäͤẽ se mg — Rettelfer. L a J No. 45 S. 706 L. 16, Calo l. Cu : losſe. S. 708 L. 16 nedenfra i men l. meg. SS Kjøbenhavn. Forlagt af S. Soldin. Trykt i L. J. Jacobſens Bogtrykkerie. U — Nyeſte Skilderte Kieben ban. Femogtyvende Aargang. No. 47. Udgiver og redigeret af Fr. Thaarup, Etatsraad.“ Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. — . Anssnnenennkde« 5 Tirsdagen den 10 Juni 1828. Et Portraits Siſtorie. Min Hiſtorie er fort, men lærerig. Jeg lem til Verden i Kjøbenhavn i Aaret 1728 og den, jeg repreſenterer var den rige Ankerſmed gene Hammer, een af de Gjerve, ſom hjalp at for⸗ (vare Frederiksſteen mod Carl den Tolvte, og blev belønnet af. Kong Frederik den Fjerde. med en Medaille. En i fin Tid agtet. Malermeſter i Glonnegaden forfærdigede mig og fik for fit Ar⸗ beide ti Rigsdaler. Man gjorde meget af mig; indfattede mig i en forgyldt Ramme og gav mig en Plads i Stadſeſalen, ved Siden af Mä⸗ dam Hammers Portrait. | Hver Gang min Her⸗ us Fodſelsdag hoitideligholdtes, blev jeg behengt mid Krandſe og Blomſter. Endnu længe. efter min Herres Dod blev jeg af hans Enke behand— la med udmerket Wre. Hun hængte mig i ſit Sowtammer lige for fin Seng, bekragtede mig neten dagligen med vaade Øjne og ſtirrede paa mig ſom en andegtig Nonne paa fin Madonna. Det varede ikke lenge, og Sorg og Gremmelſe over hendes Mands Dod lagde ogſaa hende i Graven. Der blev nu holdt Auction over alle Moblerne, og jeg var blandt disſes Tal. Min Herres Son, ſom to Aar i Forveien var bleven gift, kisbte mig for to Rigsdaler, Hans Kone, ſom var en Rangsperſons Datter, ſyntes, ſom jeg kunde merke, ikke at holde meget af mig. — med hende 4 — NODE NOK OC ——— Det gjorde mig overordentlig Ondt, at jeg ſkulde være den uffyldige Aarſag til Uenighed mellem Mand og Hustro. Manden vilde henge mig og hans Moders Portrait op i Salen; men det huede den unge Kone ikke. Min Herre var af⸗ malet, med et Anker ved Siden; det meente hun pegede alt for meget paa hans Haandværk; hans Agtemage foreſtilledes ſpindende ved en Rob; det tzoede hun alt for meget røbede den borger⸗ lige Stand. Striden. blev alvorlig, og Manden vandt for ſaavidt Seir, at jeg fif en Plads i Dagligſtuen. Der hang jeg lenge, bedakket med Støv og Spindelvæv, og tilſidſt faa tilroget, at man neſten ikke kunde fjende mig igjen. Bor⸗ nene ſtjode tilmaals efter mig med deres ſmaa Flitsbuer, hvorved jeg blev ganſke hullet, Paa Be⸗ krandsning var der ikke at tenke mere, da- min gamle Herre nu var død. Efterat jeg i mange Aar havde havt Plads i Dagligſtuen, ſagde og⸗ ſaa min ny Herre Verden Farvel, og nu kom jeg atter til Auction. Da ingen vilde gjøre Bud paa mig, faa maatte jeg følge med et Vaffeljern og blev for dettes Skyld kiobt af min ſidſte Herres yngſte Datter, ſom fnart ſkulde have Bryllup med en Junker, der in⸗ tet felv eiede, uden fit Adelsbrev, og ſom fif ikke allene en anſeelig Formue, men endog en ſtor, indbringende Gaard i den veſtlige Kant af Sjælland, udvidet og forbedret af hendes Farfader, den rige Ankerſmed, og nu tilfalden hende ſom Arv efter hendes nyligen afs mn ES ES DVN gagende. 739 dode Fader. „Jeg blev tilligemed meget andet Skramlerie kjort ud paa Gaarden og lagt op paa et Pulterkammer. Her laae jeg tilligemed mit Sideſtykke i mange Aar. Det var mig en Troſt i min ſtore Ulykke og ringeagtede Tilſtand, jeg dog endnu befandt mig i Familien. Vel vilde ingen af denne vedkjende ſig mig, og da engang Junkerens yngſte Son, en Dreng paa tolv Aar, ſpurgte fin Moder, hvis Portrai— ter der lage paa Pulterkammeret, ſparede hun, at det var en gammel Karl med ſin Kone, ſom havde tjent hendes Bedſteforceldee. Da Drengen meente, at de to Gamle ſaae ſaa god— lidende ud, at de nok fortjente en bedre Plads, , affærdigede Moderen: ham med et "fort Svar, og hans Opmerkſomhed blev en Aarſag til min fuldkomne Bandlysning. Da der en Dag fulde holdes Auction efter en gammel Forval⸗ ter paa Gaarden, blev jeg tilligemed en Deel "andet Skramlerie indſat paa ſamme Auction, og da ingen vilde gjøre Bud paa mig og mit Si⸗ N deſtykke allene, faa, maatte vi folge med nogle Vaſkeballer, og ſolgtes til en Marſtandiſer i Adelgaden for 4 Mk. 12 ß. Der vare vi længe til Skue og til Fals for enhver, indtil en fattig Hattemager kjobte os for 8 Mk. og ſom Anonymer hængte os op over fin Dragkiſte til Skads. Her befinde vi os begge endnu og holdes meget pene. Hver Mikkelsdag -vaffer Hattemagerens Kone os og opfriffer vore blege Kinder med Kurlak. - å . g 2 Ur - - „„ mV GS ne) ses LSE RES SE 0 SE SS LL : Indenlandſre Efterretninger. Hans Majeftæt Kongen, ſom afreiſte i Torsdags Morges Kl. s herfra, ankom ſamme Dags Middag Kl. 122 til Callundborg. Hans Mafeſteet gik ſtraxtuden Ophold ombord pan det væ kongelige Dampfkib Mercurius, paa hvilket Hans Majeſtæet ankom til Aarhuus ſamme Dags Eftermiddag Kl. 78, uagtet Dampſkibet paa Overfarten havde havt et temmeligt haardt Vejr. Hans Majeftæt var i allerbedſte Vel⸗ 7 "og Transparenter og Inſfrivter ſaaes. derlige Tilfælde, at en af Stubmollerne paa tjent ved Stadens Brendemagazin blev ders Ladegaardsvei bliver alt mere og mere forſkjonnet. Allerede i Fior er Agen, ſom leber langs med ſamme, bleven opmuddret, og derpaa ved Øre 740 Fra Aarhuus beſkrives den Jubel hvor med Kongen imodtoges. Alle Skibene i Hav: nen vare pyntede med Flag og Vimpler, og nogles Maſter og Reer fyldte med ſmykkede Mas troſer, der, under Kanonſkud fra Havnebatterict og Skolebakken, i Forening med de paa Strand, bredden Forſamlede, oploftede et tuſindſtemmigt Fryderaab for Frederik, Folkets Fader! Det er ganſke mærkeligt, at det havde. regnet den hele Eftermiddag, men ligeſom Hans Ma: jeſtet kom udenfor Mindehovedet, begyndte Go: len at ſtinne, og fort efter Allerhejſtſamme var" kommen ind i Sin Gaard, begyndte det igjen at regne. ; f vi Gaderne ſom Kongen pasſerede vare bes firøede med Blomſter; adſkillige Huſe behængte med Krandſe og Guirlander; paa Torvet en report oprejſt, hvor unge Piger modtoge Hs. Majeſtcet. Byen var om Aftenen illumineret, A. Av. 86. J Torsdags forrige Uge indtraf det ſyn— Volden, den anden fra Øfterport ud til Gron⸗ landsgaden, ſtyrtede ned ad Voldbakken og ſon⸗ derſplittedes. Heldigviis kom- ingen Menneſker til Skade herved, hvilket meget let kunde have været Tilfældet, faa meget. mere ſom Grounin⸗ gen ved den neden under liggende Reberbane ofte tjener til Legeplads for Born. En Svend, ſom var i Møllen; blev, ved at være imellem e deel Meelſekke, frelſt fras Beſtadigelſe. Tulal⸗ det er ene foranlediget ved Mollens Broſtfelzig⸗ hed, da den i ſtille Vejr ſtyrtede i det man vilde dreje den. (Khavns. Poſt 46.) Man veed at denne ſamme Molle blev 1779, da Krudtaarnet ſprang, ogſaa ſprengt i Luften, og at en Mand der endnu lever, 72 Aar gammel, og nu er Be | ved ogſaa kaſtet ud af fin Seng, men kom Derfra uden ſynderlig Skade. É 9 ; Den ved ſin Beliggenhed ſaa behagelize 741 den beplantet med Zræer, J denne Tid bliver den heel brolagt. Tilforn har man ikke kunnet komme over Aaen, uden paa en lang Omvei; men nu ſkal der, ligeover for Ladegaarden, anlægges ein Bro, ſom baade Kjorende, Ridende og Gaa— endekunne pasſere over. Indtil videre er der hen— log en Flydebro. Saa ledes bliver der en For— bindiſe imellem Jorderne paa begge Sider af Yam, iſer med Blaagaardsjorderne, ſom for fot Tid ſiden ere blevne ſolgte til Private. Bed Blaagaard bygges et nyt Morſkabstheater for Hr. Petolettis Regning. Om Grundſctningerne for Vetſkriv⸗ ning. (Sluttet.) II. Forſtaaer man ved Retſkrioning den rig— tigſte d. e. den henſigtsmesſigſte Anvendelſe af Bogſtaver til at betegne Talen, faa bliver kel en praktiſt (eller, om man vil, pragmatiſt) Oisciplin. En ſaadan maa have en Grundſat— ning, af hvilke dens ſerſtilte Regler eller For⸗ ſtriſter kunne udledes, vel ikke altid umiddel⸗ bart, men dog ved Hjelp af de dertil hørende theoretiſte Sætninger. En ſaadan Grundſet— ning maa for Retſkrivningen faſtſettes efter dens Henſigt, og da denne er, ved Skrift-Tegn … At vælfe Foreſtillinger om visſe Dele af Talen, id og deres Modificationer,) bliver den Ret⸗ ſnning den bedſte, ſom med ſtorſte Lethed og Siſſtahed vekker disſe Foreſtillinger, eller ſo m er forſtaaeligſt. Vi kunne ſaaledes ſom førfe Grundſætning for Retſkrivning eller for en henſigtsmœesſig Skrivebrug faſtſatte: Skriv aa forſtageligt ſom müeligt. Denne Setning er og almindeligen antaget ſom rigtig, og man har kun gjort Indvendin⸗ ger mod dens Anvendelighed. Seminariilœrer Yeterſen ſiger: »Hvorledes jeg af hin Regel Eſtriv ſaaledes, at Andre kunne forſtage dig!“ ſtal kunne udlede, om denne eller hin Skripe⸗ 742 måde er den rigtige, er vanſreligt at fatte 90715 og Paſtor Borreſen: J Grunden er Forſtage— lighed jo Maalet for al Reiſtrioning a men den kan dog ikke være det ledende Princip, da Sporgsmaalct juſt er, hvorved Forſtagelighe⸗ den befordres. **)“ . Men disſe Paaſtande ere, ſynes mig, ikke underſtottede ved tilſtrekkelige Grunde; thi den nys anførte, ſom ogſaa findes omtrent ligedan hos Peterſen, forekommer mig at ſige netop det Modſatte af hvad den ſtulde. Naar nemlig' Sporgsmaalet er, hvorved Forſtaaelighed befor— dres, maa man jo i, ethvert Zilfælde, hvor man har at vælge mellem to Sfrivemaader, ſporge: hvilfen er den forſtageligſte? og derefter afgjøre fit Valg; og ſaaledes bliver jo netop Forſtage⸗ ligheden det ledende Princip. Ikke heller ſhar man, ſaavidt jeg veed, viiſt noget Urigtigt i Blochs, Molbechs og Dahls Fremgangsmaade, naar de af Forſtageligheden udlede Retſtrivnings⸗ Reglerne +44), eller i de Grunde hvormed jeg i Freja (Statsvennen) af 40 Dec. 1828 har ſogt at beviſe at den Regel: »Skriv faa forſtaaeligt ſom mueligt!“ bor være øverfte Grundſatning for Retſkrivningen. 1 75 Den vegtigſte Grund imod Forſtaaelighe⸗ den ſom Princip for Retſkrivningen, er vel den, ”at flere Skrivemaader kunne være lige forftaae= - lige.“ Derſom det forholder ſig ſaa, folger deraf ikkun, at flere Skrivemaader kunne være rigtige, hvilket man gjerne kan indromme, (f. Ex. melde og melde o. fl.) Men i de allerfleſte Tilfelde er det ikke ſaaledes. Af Skrivemaaderne gjøre, - giore og gore, hvilke Peterſen anfører ſom Exempler, er unegtelig den ſidſte mindſt for⸗ ſtaaelig; thi da man er vant til at fee Ordet ſkrevet paa een af de forſte Maader, falder man i forſte Ojeblik ikke paa, at gore ſkal ibetyde det Samme; men man maa førft betenke fig, *) Om danſk Retſkrivning pag. 26. *) Nye Egeria pag. 48. 2 ; *) Blochs danſke Sproglære pag. 256:25%,7 Dahls Retſkrivningsleere Indl. F. 10. Molbechs Retſkrivningslere, (foran den 5 danſke Haandordbog) pag. 14 16. — — E g 743 om der ikke ſkulde være et andet Ord i Spro⸗ get, ſom kunde være udtrykt ved disſe Tegn. Af de to forſte Betegningsmaader vil hver være tydelig for'dem, ſom have læft meget Danſt, da begge ere dem bekjendte; for Andre vil gisre være mindre tydeligt, da det ogſaa kan leſes gi-o⸗re. Reſultatet bliver, at flere forſkjel⸗ lige Skrivemaader viſt nok kunne være forſtaae— lige for den, ſom har megen Ovelſe i Læsning, er nøje bekjendt med Sproget og med Lethed gjør Slutninger, og dog vil, ogſaa for ham, een være mere forſtagelig end en anden zu men for dem, ſom ikke have læſt meget, eller ſom ikke Fjende Sproget i dets hele Omfang, eller hvis Forſtand ikke endnu er meget øver, vil ofte ikkun een Skrivemaade være forſtagelig og alle andre ufor— ſtagelige. Ved Almuesfolk, Fremmede og Børn vil det ſaaledes iſer kjendes, om en Skrivemaade er forſtaaelig eller ikke. Dierſom man er vant til at fee et Ord ſkre⸗ vet paa en vis Maade, vakkes Foreſtillinger derom allerletteſt, naar man feer det ſtrevet paa denne Maade. Altſaa er det Brugeligſte tillige det Forſtageligſte for dem, ſom der i Almindelighed ſtrives for. Vel Tiger Peterſen “), at enhver ny Betegningsmaade bliver tydelig for Andre, i det Ojeblik, man anfører dens Betydning; men om vi og forbigaae den Omſteœndighed, at det ikke gaaer an, ved Alt hvad man ſfkriver, at lade Tegnenes Udtydning folge med, mage vi dog erindre, at det Nye, om det og er forklaret, dog ikke forſtaaes med ſamme Lethed, ſom det alle⸗ rede Bekjendte. Et Barn kan jo ikke ſtrax leſe færdigt, fordi det kjender Bogſtaverne og kan ſtave. Vi ſee heraf, at Læren om, hvorledes der bor ſkrives, og om, hvorledes der ſkrives, for en ſtor Deel kan falde ſammen; vi ſee og, at der til at folge Skrivebrugen er en vegtigere Grund end blot Forfœdrenes Autoritet. Imid— rertid kan dog den Regel: „folg den vedtagne Skrivebrug!' ikke ganſke fættes iſtedenfor den: «riv forſtageligt!“ Thi deels have vi for nogle Tilkelde ingen beſtemt Skrivebrug, deels er den vedtagne Skrivebrug ikke overalt tilſtrekkelig til Forſtagelighed. S IF KS NRESE 2 ) Om danfk Retſkrivning pag. 27. 744 Skrivebrugen er ikke beſtemt enten n forſtiellige Maader at SA Ord paa Are fædvanlige, eller naar det aldrig eller ikkun fjer: den forekommer ſkrevet, ſom f. Ex. Provincial⸗ Ord, Haandverks-Udtryk m. m. J ſaadanm Tilfelde maa man, for at beſtemme den, igjen tage Henſyn paa Forſtaaeligheden. Den Be: tegningsmaade, ſom blev at henregne blandt Und— tagelſer, vilde være mindre forftaaelig.end den, ſom rettede fig. efter Skrivebrugens Hovedſal⸗ ninger (Regler); thi disſe Regler abstraheres efterhaanden, om de end ikke affattes i Ord, af Enhver, (om læfer, og anvendes under Lasnin— gen. Saaledes maa Ordet Lung, ſom i Fyn betegner en Torvemoſe, hellere ſkrives ſaaſedes end Long, fordi Regelen er, at den korte Os Lyd. betegnes ved U, og det er kun ved Undta⸗ tagelſe, at den betegnes ved o. Skulde det ikke være enkelte Betegningsmaader, men Regler, man havde at gjøre Valg imellem, ſaa vilde den Regel blive at foretræffe, ſom var j Har⸗ monie med andre Regler i Syſtemet, eller ſom med disſe kunde henføres under een Hovedregel. Følger f. Ex. Skrivebrugen ſnart den Regel: ”F, Lyden betegnes ved v i Ord, ſom nedſtamme fra ſaadanne, hvori der forekommer v;“ ſnart denne: ”F-Lyden- betegnes altid ved f, undtas gen i Flexioner af Ord, ſom have v3” faa bør den ſidſte uden Tvivl, foretræffes; thi den ſtrider ikke mod nogen anden Regel, derimod er den forſte i Modſigelſe imod de Regler, hvorefter man fri - ver Vegt, ſkjondt det kommer af veje, vid, loftig, ſkjiondt af lobe, Flugt af flyde, Nytte af nyde, dyppe, af døbe, væbfed vaag ee, ſom Alt kan henføres til den Hovedre: gel, at, — naar en blødere Conſonantlyd i Af, ledningen gaaer over til en haardere, — Beleg nelſen ogſaa forandres derefter *). Vi kunn ſaaledes ſige: 'de uafgjorte Tilfælde maa beſtem. mes efter Analogie,“ hvorved dette Ord tages ien vidtleftigere Betydning end ſedvanlig, og in befatter ogſaa Overeensſtemmelſe i Henſeeſdi til Etymologie og Üdtale. * — *) Dahls Overſigt over Retſkrivningslaren p. 13. — Rasks Retſkrivningslære p. 249. . 7 ER | 5 | — 745 ) orffienige Ord ſkrives paa een og F de 10 Gr. Leer), er Skrivebrugens Jagttagelſe ikke tilſtrækkelig til Forſtaaelighed. Tvetydigheden er ofte ikke let at afhjelpe; thi naar man indforte en ny Betegningsmaade for t.ene Ord, vilde den let ved fin Uſedvanlig⸗ did blive utydelig, (ſom om man f. Ex. ſkrev Ler i Belydningen argilla.) Undertiden kan man tilvejebringe Tydelighed ved ej egentlig at for— andre Skrivebrugen, men at tilfsje et Bitegn— 15 man f. Ex. ſkriver Leér i Betydningen zlces.) I mange andre Zilfælde maa man af— hielpe Tvetydigheden ved Contexten. Ved at iagttage det Anforte kan man ſkrive ſorſtageligt for dem, ſom allerede have Øvelfe i at leſe; men for dem, ſom lere at leſe, kunde Meget vere lettere, om Skrivebrugen vat ander— ledes. Jo længere det varer, inden man kan abstrahere Reglerne for Forholdet mellem Lyd og Betegning, deſto vanſkeligere lærer man at leſe færdigt, deſto mindre forſtaaeligt er det Skrevne for den Uovede. Det kunde altſaa lave været at onſte, at vort Skrive-Syſtem havde været ſimplere, end det er, ſaaledes ſom . Ex. det italienſte er. at forandre det, er et ſtort Spørgsmaal *); men viſt er det, at Intet kan anſees ſom en Forbe⸗ ding deri, ſom ikke tjener til at gjøre det ſimp⸗ dere eller mere conſeqvent. ++) . J. = ESS FEST . ˙ !A Blandede Efterretninger.“ Om Memoirer, Paa ingen Tid. er der udkeumen faa mange Memoirer (Mindeværdig: heder) ſom i det ſidſte Aarti af det nittende: ) Blochs danſke Sproglære pag. 261, No; ten, d.) 5 Mere kan læfes herom i „Orthographiſke Bemerkninger med Henſyn til de af Prof. Raſk foreſlagne Forandringer,“ indrykkede i Freja, (Statsvennen) 10 Dec. 1825, ſamt Ny Freja Nr. 17, 18 og 37. N25 Om det nu kan nytte 746 Aarhundrede, naturligviis, ſom en Folge af det Napoleonſke Herredsmmes And eler 15 mange Henſeender, løfte Tungens Baand og Presſens Lenker. Men hvorvidt disſe Memoi⸗ rer kunne betragtes ſom rene hiſtoriſte Kilder, bliver et ſtort Sporgsmaal. Man veed, hvor „letſindige iſer de Franffe ſtundom ere i at for— fælle Kjendsgjerninger, og hvor meget Uſandt de ofte, blot af Mangel paa Kundſtkab om det Sande, eller af Efterladenhed i at opſoge det, ind— blande i deres hiſtoriſke Verker. Da hos dem alting gaaer ud paa at more, baade ved Foredrag og Indhold, ſaa folge de kun altfor ofte Voltaires Advarſel, at ingen Art er ſlettere end den kje⸗ dende. De binde derfor deres Læfere heller nos get paa Wrmet, end kjede ham. "Dertil kommer endnu, at ſaadanne Memoirer ſedvanligen have ligget længe i Haandſtrift og ikke udgives, fo⸗ rend efter Forfatternes Dod, af deres Slagt⸗ ninger eller Venner, ſom ofte ſoge mere at op⸗ nage Pengefordeel end Wire derved, og derfor krydre Verket med egne Tilſætninger og Com- pilationer. Paa denne Mistanke ledtes jeg ny⸗ ligen, ved at leſe Friedrich der Groſze 1c. oder zwanzig Jahre meines Aufent⸗ halt in Berlin, von Dieudonne Tbic⸗ bault, ehemaliger Profesſor an der Ritteracas demie in Berlin, 12 Th. Leipz. 1828, hvoraf man har fire Udgaver og den ſidſte beførget af Forfatterens Son. — J dette Verk anføres folgende: : re Friedrich havde. ofte. ſelſomme Ideer, paa hvilke han bragdes ved hans Aandsfyrige Virk⸗ ſomhed og ſom han i Samtaler gjerne udbredte ſig over. Saaledes erindrer jeg mig, at han, da han talede med mig om de mange Nervers, Muſklers og Fibrers. overordentlige Finhed i. vort Legeme, ſogte at gjøre mig opmerkſom paa de mange hyrdefulde Arbeider, vi dog, uag= tet denne ſaa ſammenſatte mog konſtige Organi⸗ ſation, udføre; de mange Møifummeligheder, vi udholde og alligevel kunne leve faa længe,” «Paa een af mine Reiſer,“ blev han ved, Kholdt jeg udenfor en Kirke, medens der ſkiftedes Heſte; i Kirketaarnet var et Uhr; jeg betragtede Uhr— ſkiven, ſom ſyntes mig at være gammel og i flet Tilſtand. Paa mit Spergsmaal tit een af * udſat.“ 747 de omkringſtaaende Indvaanere, erfarer jeg, at den var af Jern og forſt forferdiget for ſem og tyve Aar ſiden ... De ſeer heraf, at Jernet ſelv har mindre Udholdenhed end vi, og at faa robelig jeg er, har jeg nu neſten overlevet tre Uhrſkiver. Vil De maaffee indvende, at hiint Stykke Jern har været udfat for alle Veirets Raaheder, faa ſporger jeg: har jeg ikke trodſet dem? uden hertil at regne alle de Op offrelſer, Farer, Aandsanſtrœngelſer og Vngſtel— ſer, for hvilket hiint Metal ikke har veret Derſom Friedrich den Stores efterladte Verker ikke havde været til, faa kunde This⸗ bault frit opvarte med denne Anecdot, thi hvo ſtulde vel overtyde ham om dens Uſandhed? Men nu disſe Verker ere trykte, er det let at beviſe, at Kongen vel har ſagt noget Lignende, men ikke til Thiésbault og ikke paa faa vrang en Maade. Stedet. findes i et Brev fra Kongen til d'Alem— bert dat. d. 17 Marts 1776 i Hinterlaſſene Werke Friedrichs II, Koͤnigs von Preusſen, eilfter Th., S. 209 og [yder ſaaledes: "Imidlertid tilſtri⸗ ver jeg ikke Veirets Urolighed min Sygdom; naar man er ung [fader hverken Kulde, eller Is zone, eller det brendende Jordbeltes Hede det ſunde og kraftfulde Legeme. Jeg var nysgjer— rig efter at vide, hvorlenge de Jernuhre, der findes i Kirketaarne, kunne holde. Sagkyndige have forſikkret, at dette i det Hojeſte kun kan verre tyve Aar. over, at vor Slægt, hvis Organer ere af gjen— Er det altſaa ikke at forbauſes nembrukket Traadarbeide og hvis Kjod beſtager af Støv og Muld, holder fænger ud, og nager Het tre Gange fjernere Maal, end disſe Uhre, der forferdiges af den haardeſte Materie, ſom vi kjende? Forſkjellen mellem Uhrene og os be— ſtager deri, at vi lide, men hine, naar de gage urigtigen, ikke føle nogen Smerte. Men faa have vi derimod i vor Ungdom ogſaa ſmagt For— nøjelfer, og, uagtet Alderen, levnes os dog endnu Glader, ſom fornuftige Menneſker kunne nyde,” Disſe den ſtore Konges ſkjonne Tanker har Thisbault faa ganſke forhutlet, at han endog lader ham ſige de ftørfte Urimeligheder. Kon⸗ gen taler om de menneſkelige Organer, ikke om Muſklerne, thi disſe vidſte han vel ere ſteer⸗ Herre Gud i at forferdige en Deel, af Verden; mathematiſke Geographie og Chronologie. 748 kere end Jern, da Damjens ikke kunde ſonder⸗ ſlides af fire unge Heſte, førend de ſtore Muſk— ler bleve ham overſkaarne; heller ikke kunde det falde Friedrich ind, at tale om en Uhrſkive, thi den kan i det Hojeſte kun beſkadiges af Fug⸗ tighed, ikke af Slid, ſom Værket felv. — Man feer af det Hele, at Thiébault har dramatiſeret her et Indfald, ſom han ikke ſelv rigtigen og noje kjendte. 5 : Hvad Lid kan man nu vel fæfte til en For: fatter, der vover at tillade. fig ſaadanne For— vanffninger, og det Paa fan plump en Maade? Hvad Lid kan man fæfte til de fleſte Memoirets hiſtoriſke Sandhed, naar en offentlig Pros fesſor ſviger den med ſaadan Driſtighed? — Hvor megen Leilighed give ſaadanne Varker til reent at forplumre Hiſtoriens Kilder, naar de ikke afbenyttes med ſtrœengeſte Critik? —,90: behageligere den Stiil, Hvori de ere ſtrevne og jo interesſantere deres Indhold, ved indſtroede, paafaldende Anecdoter, er, deſto farligere blive de Uſandheder og vrange Ideer, de udbrede blandt Menneſkeclasſer, ſom blot leſe, for at mores og ſjeldent tanke meget over det, de laſe. Godt vilde det derfor være, om de hiftoriffe Ar chiver, Magaziner ꝛc. der optage. Brudſtyfker af ſaadanne Skrifter, ikke blot lode ſig noje med ligefrem at oveeſcette, men ogſaa forſynede de⸗ res Overſœttelſer med critiſke og provende An⸗ merkninger, ſom Modgiſt. — Muͤllner giver i fir Mitternachtsblatt N. 22 og 23 en Beſkrivelſe over et nyt Telluſſun, Til Motto har han et Fibelvers: Die Zand, thut ſie der Geiſt regieren, Wird Kuͤnſtlerin im Zobel-Fuͤhren. En Drejermeſter i Cotbus efteraber vor Alt, paa en Maade, ſom fortjener den førfte Opmerkſomhed af alle Lerere og Elever 1960 forferdiger nemlig Tellurier til en ſaadan Ful kommenhed, at enhver ſagkyndig Zilffuer fø ter den ſtorſte Agtelſe for hans Kundſtz ber i bemelte Videnſkaber, hans Opfindſom— hed og hans mekaniſte udmerkede Dueligbed, Hans Tellurier viſe Jordens og Maanens del 749 | hold og. Stillinger mod hinanden, og ved en anbragt Blendlygte, hvis Flammes Skin ud⸗ gaaer igjennem den ſtumpede Ende af en huul Kegle Conus detruncatus (Sukkertopsform) la— det han Solbelysningen viſes. Den hele Me— lunſsme viſer Dag og Nat, Aarsvexlinger, For— monielſer 1c. c. — Hvor ſtor er denne Maſkine? Som et rundt Bord, hvorved tre Perſoner mage— ligen kunne ſpiſe, dog kun portionsvis, uven Sa) i Midten. Solſtiven (den videſte Aabning af hin hule Lyskegle) er omtrent faa ſtor ſom Jabningen af et Olglas, Jordkloden ſom en dyg— lig ſtor Billardkugle; Maanen ſom en Hasſelnod. Hvad koſter en ſaadan Maſkine? Enkeltviis 51 Thl. — J Halvpdoſinviis nogle og fyrretyve Thl. — Men er det en virkelig Drejermeſter? Maaſkee en lærd Dilettant af dette ſirlige Haandværk? Maaſkee af en eller anden Regje— ting udnævnt til Geheime-Over-Hof-Drejer⸗ Raad? Dog viſt nok for hans ſindrige Opfin⸗ delſe belonnet og underſtyttet? Ja, dette ſidſte dar den preusſiſke Regjering gjort. Den har ſundet, at et ſaadant Tellu-Lunarium ikke er noget Legetøj, men et Underviisnings og Lere— Juſtrument, ſom gjør Perſoner af ringere Fore— ſiüings-Evne bedre Tjeneſte end Bog og Pro— ſtsſot kunne gjøre det. Derfor har den forſt og fremmeſt belønnet Konſtneren dermed, at den bar givet ham Nering og Fortjeneſte. Den af: kiober ham nemlig flige Tellurier i Plural, og ſorſyner dermed de betydeligere Lere-Anſtalter. Mekanikeren, hvis Navn er Friedrich Jungh, et virkel g Drejermeſter i Cottbus, boende i Nr. 108, og ſkrivende mere correkt end mangen Lord, hvilket et Brev fra ham med en af hans Alurier viſer. ' (Forkortet fra anførte Sted.) „Syv engelffe Blade give efterhaanden 7 ſorſkjellige Domme over den berømte tydføe Sangerinde, Demoiſelle Sonntag, hvorefter Man neſten ſkulde ſlutte, at Kunſten ſaavel— ſem Politiken, Skjonheden ſaavelſom Aandsfor— ltinene ei mere "bedømmes efter videnſkabelige Love; men at der ogſaa heri herſker Partieaand, og en hofre og venſtre Side: 8. verdig Kone. , 750 New-Times af 16de April. Hendes Skjon⸗ hed har et aldeles engelſk Anſttog Hendes geniale Fremſtillinger love ogſaa Overordentligt for den tragiffe Oper. Samme Blad af 17de April. Aldrig er Publicums Forventning ved Continental-Beret⸗ ninger bleven mere opvakt, og mere ſtuffet. Avisſkrivernes Correſpondentere maae aldrig have. ſeet et ſkjont Fruentimmer. Hun har vel et behageligt; men tydſt Anſigt. Dette er tilſtrek— keligt for at viſe, hvorlidet hun kan være nøgen fuldkommen Skjonhed. Hendes Hovedpynt er 1 N à la Giraffe. Hun ſynes ældre, end un er. Sphynx af 16de April. Demoiſelle Sonn⸗ tag har opfyldt vore overordentlige Forventnin— ger. Hun ſynes yngere, end hun er. Morning-Post af öde April. Demoiſelle Sonntag fan. ingenlunde hverken kaldes ſkjon eller interesſant. Hun ſynes uden Folelſe og Udtryk. f 2 a Times af Jöde April. Demoiſelle Sonn— tag ſpiller med uendelig megen Ynde. Hendes Sang ſynes os en Blanding af Vagtelens, Dros— ſelens og Nattergalens, med Ledſagelſe af Fla— geolet og mange andre Inſtrumenter. ej Morning-Herald af 16de April. Demoi— ſelle Sonntags Neſe er noget opad ſtagende, hvilket er et Tegn til. Kløgt.” Globe af 16de April. Demoiſelle Sonn⸗ tag har hverken noget aandfuldt Anſigt, eller Grazie i fine Bevegelſer. Hun baade feer ud ". og ſpiller ſom en ſmuk Kammerpige. 3 Miorning-Chroniele af J6de April. Hun har tydſt Udtale af. det Italienſte; hendes Sang overflødige Üdpyntninger, dog med megen Graz zie anbragte. Imidlertid har dog, nagtet alle disſe for⸗ ſkjellige Domme, Kunſtnerindens Beſkedenhed er⸗ hvœrvet hende Agtelſe og Kjærlighed i London. Hun indføres formelig i de forſte Selffaber, hvilket er næften exempelloſt i England. Hun lader fig aldrig fee, uden hendes Duenna, en preusſiſk Oberſt Lammerz's Enke og hoiſt agt⸗ (RN. A.) N 751 i * „En Reiſende, ſom i Aaret 1827 har ſeet Hertugen af Reichſtadt, (Napoleons Son), be? reiter, at han er hoi af fin Alder; men at in: tet hos ham. erindrer om hans Faders Trak, og at han er fin Moders, Erkehertuginde Luiſes udtrykte Billed. Han kjorte i en let Vogn, hvori han fad. med en bedaget Mand, formodent— lig hans Hofmeſter. Om Aftenen ſaae den Reiſende ham i den Keiſerlige Loge med Erke— hertug Carl og Erkehertuginde Sophie. Under Spillet ſlog han uopherligen Tacten. Det rusſiſke Rytterie. Det regel- masſige rusſiſke Cavallerie beſtaaer af 8 Garde— regimenter (4 Kyrasſeer- og 4 lette Regimen— ter) og 75 Linieregimenter, af hvilke 9 Kyras— ſerer, 17 Dragoner, 12 Huſar og 22 Uhlaner. — Det uregelmasſige Rytterie beſtager af flere end 20,000 Coſakker. Det ſammenkaldes kun i Krigstider og ſendes, naar Freden kommer til— bage til dets Heder. — Alle Regimenter, der ikke ere coloniſerede, beſtage af 6 Esquadroner i Activtjeneſte og I Depot. De coloniſerede be— ſtaage af 12 Esquadroner, af hvilke dog kun 6 ere disponible. — Efter Organiſationen fra 1812 ſkal hvert Regiment have 1 Oberſt, 1 Sberſt⸗ lieutenant, 3 Majorer, 8 Capitainer, 38 Under— officerer. Hver Esquadron beſtaaer af 201 Mand og 179 Heſte, og hvert Regiment, foruden Of— ſiceercorpſet, af 126 Vagtmeſtere og Underoffi⸗ cerer, 22 Trompetere og 1260 Gemene. (Bi⸗ bliothek d. n. Weltkunde 2ter Th. 1828.) Lotterie⸗Lykke. En Privatmand an: kom med en Formue af 200,000. Franker til Paris. forſte Indſats var kun 36 Fr. Smaa Gevin⸗ ſter paa Amber opmuntrede hamttil ſtedſe at ſpille højere; men efterhaanden blev hans Spil alt højere og højere, - Han kom omſider ſaavidt, at i Si s benhavn. Forlägt rigt Exempel! Han begyndte at ſpille i Lotteriet. Hans af S. Sold in. 5 SQS tſtergade Nr. 60, EN 752 han maatte vove 76,000 Fr. i een Trakning. Lykken var ham faa gunſtig, at han i femtem Maa⸗ neder vandt over 300,000 Fr. Han beſluttede nu at holde op med at ſpille, og reiſte tilbage til det ſydlige Frankrig. Men nogle derefter erfarer man, at hos en Collecteur i en lille Stad ſpilles meget høit.” Kort derpaa feer man blandt. de fra Paris til Breſt afgaagende Galeiſlaver hiin Privatmand. Han hazpde ikke allene bortſpillet ſin egen Formue, men ogſaa 50,000 Fr. ſom en Ven havde betroet. ham og desuden udſtillet falſke Vexler. — Hyilket (ære: Kjøbenhavns Bors, d. 10 Juni 1828. Hamburg 2 M. — a à vista 216 Species 219 Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 22 f. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speclesſedler pr. 100 Specier Svenſke Sedler pr. Rolr. Rigsgjeld 1565 1863 Rb. Sedl, 52 Rbß. Tegn, 814 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 84, — Rbbde Sedl. Dito Dito 2 — ü Banco. Nationalbank Obligationer åg . (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 | — Rbbd. . S. Dito Dito. 75 1112 112 Seher 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. c Renter 1 80 Januar 982 — bd. k. S. 6 pC. norſf Laan . ! ig ved Hambro & Sen 1053 — I Banch, 4 pC. Dito nyne 983] 99, i Banco, Aſiatiſke Comp. Actier — — i Sedler. 3 pC. nye danſke Oblig. 59 1 — L. Ster Trykt i L. J. Jacobſ ens Bogtrykkerle. ö err r aaneder | | | 6338 sy ccc ＋ ØGE Nyeſte 8 Å ; 55 5 Skilderie af Kjobenhapn. | Femogtyvende Aargang. No. 48. "Udgivet og redigeret af Fr. Thaarup, Etatsraad⸗ Forſendes, ifølge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. Leverdagen den 14 Juni 1828. . Reiſen til Berlin og Dresden. (Fortſat.) 5 J W Da i Aaret 1822 den Minutoliſke Sam: ling af Papyrusroller blev opſtillet i Berlin, ind⸗ fandt, efter Indbydelſe, den lærde Spohn, fra &ipsig, fig, for at tage den i Ojeſyn. Han er; foldt Tilladelſe til, i Trykken at udgive hvad han fandt brugbart deraf. ſtilige andre Stykker, hvoraf han fik noiagtige Copier, fkulde danne Hovedmaterialiet til et ſtort Verk om Aegypternes Literatur, hvortil han al; lerede havde. ladet lithographere endeel Blade, da Doden 1824 pludſeligen bortrykkede ham, til ubodeligt Tab for Videnſkaberne. Profesſor G. Seyffarth, den Afdødes. Diſcipel, i hvis Sander hans Papirer føden kom, fandt kun den Roltttife Indſkrift, tiligemed et Antal Papy⸗ rüstet og andre Stykker med latinſk Skrift, der fulde udtrykke Lyden af de egyptiſke Ord, 09 omffrevne i ofte meget fragmenkariſke latin⸗ e Overſettelſer. Til en Commentar over disſe Indſtrifter, en Grammatik, et Lexicon fandt han derimod kun enkelte Bemerkninger og Vink, 8 ofte blot kunde være forſtagelige for den, ir havde optegnet dem. Dette Efterladenſtab har Seyffarth nu udgivet, fortſat og fuldſten⸗ diggjort i'et eget Verk. Noglen til den gam: mel⸗egyptiſte Hieroglyphſkrifts Læsning” ſtal * — Disſe Roller og ad⸗ ſaaledes være funden, og den menneſkelige Skarp⸗ ſindighed har opdager, hvad allerede for tre Tu⸗ ſind Aar ſiden var en Hemmelighed for mange. Det anſees for afgjort, at de hieratiſte Hiero⸗ glypher, hvilke Preſterne betjente ſig af, vare ligeſom de demotiſte (leg Mands og Folkets For⸗ reiningsſkrift) kun enkelte Bogſtaver, og ikke betegnede et Tegn eller et heelt Begreb. : Blandt de egyptiſke Oldſager, ſom gave Spohn og Seyffarth megen Oplysning, vare 25 Skarabcæer, Stene af bruun Farve, ſaaledes ſtaarne at de temmelig. lignede en Eeghjort af en Erts indtil en Valdnods Steorrelſe, ſom, adſtillige Hundrede i Tallet, ligge ordnede. i en Skuffe paa Konſtkamret. Her ſeer man ogfaæ > paa Regaler den bekjendte Nilnsgle, forædt af af og bedekket med Ruſt; ſmaa blaa Oſirisſer og > Anubisſer; med Hundehoveder og udſtrakte, faſt tik hinanden klemte Fødder, med Nilnsglen i Haan⸗ den, eller i denne et Hul, hvor den har ſtuk⸗ ket. Af de ſaakaldte hellige Dyr. findes adſtil⸗ lige. De ere af en] faſt Masſe og ligne af Skabning Rave. 8 a 5 Man behover nu altſaa ikke at reiſe til Ægypten, for at faae et. Begreb om Agypternes Hieroglypher og Gudsdyrkelſer. Man faaer det neſten ligeſaa nemt i Berlin. Jeg kam ikke for⸗ lade det Kongelige Bibliothek, uden at demer— ke, at ſaavel dette, ſom de der opbevarede Old⸗ fager og Konſtmerkverdigheder, foreviſes, uden Betaling, med ſtorſte Liberalitet. 5 — == SST ieh Kongeſlegter, ſom Tilfeldet er i 785 on J intet Land har man, forholdsviis til dets Storrelſe, ſiden Friedrich den Stores Tid, gjort mere for Konſten end i Preuſſen. Ingen Be⸗ koſtning blev ſparet, for at ſette fig i Beſiddelſe af de vigtigſte Konſtſkatte. Naar jeg ſiger at man for et eneſte, juſt-ikke ſtort Stykke, Cor⸗ reggios Malerie af Hertugen af Ferrara, har be⸗ talt 10, O00 og for den hellige Familie af Ra- fael 14,000 Oucater, faa behøver jeg vel ikke at anføre mere, for at vverbevife Enhver om, at Kjobe⸗ ſummens Sterrelſe aldeles ikke blev tagen i Be; tragtning, naar det kom an paa, at anſtaffe fig Gjenſtande af udmærket Konſtveerd. Det er en Lykke for en Stat, naar en ſaadan ædel Iver for Konſt gaaer, uden at kjolnes, i Uro gjennem reuſſen, og ikke ſtandſer ved Enkelte. Den nuverende Konge er ligeſaa varm en Konſtven, ſom Friedrich den Store. Neppe et Aar efter en lang og blodig Krigs Tilendebringelſe, tenkte han allerede paa den Beſkyttelſe, der, ſom en Frugt af Freden, ſkyldtes Konſterne, og klebte for 120,000 preuſſ. Thal. den ſaakaldte Gui⸗ ftianiſke Malerieſamling. [ Den var un⸗ der mit Ophold i Berlin vel at ſee mod Beta⸗ ling af I Th. men endnu uordnet, i to Ve⸗ relſer paa Slottet, hvor man kun loſeligen kunde ſee den, da de færrefte Stykker vare ophængte, og det ene ſtod bag det andet paa Gulvet. Den hele Samling beftaaer af 170 Stykker, og man finder deri Arbeider af de beromteſte italienſke Meſtere, ſaaſom Michel, Angelo, Buonarotti, l tet den Sum, ſom den preusſiſke Regjering har betalt ikke er for hoi, ſynes man 155 at. In antage, at Perlerne i Samlingen i Forveien ere udpillede deraf. Men forenet med den ſtore Sam: ling, der ſkal opſtilles i det ny Muſeum, vil den dog bidrage meget til at forherlige dette. Hvor meget det end paa den ene Side for nojede mig, at træffe i Berlin og Potsdam faa mange fortrinlige Malerier af italienſte Meſtere, faa vakte Tilbageerindringen dog ubehagelige Fo— lelſer hos mig, naar jeg tenkte paa vot egne ſtore Samlinger, der, ſkjendt de indeholde faa meget Fortreffeligt af den nederlandſke, have fan faa ret udmærkede af den italienſke Skole Hvor let havde det ikke været i ældre Tider, at anſkaffe fig; i det mindſte een udmærket Rafael, eller Correggio? Leilighed dertil har viſt ikke manglet, og allermindſtſei Revolutionstiden. En Malerieſamling har Lighed med en Demants— ring. Det kommer ikke faa meget an paa Stene nes Antal, ſom pan deres Sjeldenhed. En eneſte udmærket ſtor Juveel er mig kjerere, end . tyve ſmaae Roſen⸗- eller Taffelſtene i een Klump. Dette være» ſagt, uden at miskjende vore ſlore Samlingers ſjeldne Værd i andre Henſeender. Af offentlige Spadſeregange har Berlin egentligen kun een, die Linden i Lindenftraſze, thi de øvrige Promenader fortjene ikke denne Benevnelſe, og beſoges ogſaa kun lidt. Men ikke vilde jeg bortbytte vor ſmukke, i den ſidſte Tid faa meget forſtjonnede og hver. Sommer i: Yndighed tiltagende Noſen⸗ Correggio, Dosſo Dosſi, Paolo Veroneſe, Ti— zian, Tintoretto v. fl. Men de fleſte af disſe Malerier ere af Konſtnere, der vare Samlerens, Marcheſe Guiſtianis Samtidige. Han ſelv, nedſtaumede fra et allerede i Oldtiden beromt Fyrſtehuus i Genua, levede i Rom i Slutnin⸗ gen af det I6de og i Begyndelſen af det 17de borghauge mod die Linden, hvor meget A dir end gaaer af ſamme. Lindennalleen er for Bain hvad Jungfernſtieg er for Hamborg — pas den ffjønnefte Tid af Aaret en Samlingsplads for Alt, hvad der kun har Fodder at gaae pan. UL leen beftaaer af tredobbelte Rader af høje Linde: træer, ſom have givet den fit Navn, og ligget — ͤ A wꝛ 1 ˙¹äù 1. ˙ w SS SEEREN — Uarhundrede..… J to Aarhundreder var denne Samling en Prydelſe for eet af de ſterſte Pallad— » fer i Rom, opbygt af Samleren paa en Deel af Ruinerne af Neros berømte Thermer. J Aaret 1807, da den kom til Paris, var den endnu fførre, men mangt et herligt Stykke af ſamme bleb ſcerſkilt afheendet, førend Prinds Guiſtiani midt i die Lindenſtraße. Paa begge Gider ere brolagte Kjereveie, der kunne betragtes ſom Gad, mod hvilke den beſkyttes ved en Rekke af Granit pæle, der ere forbundne med hverandre ved Jem ſtenger. Om Aftenen oplyſes den ved Revel⸗ beerlygter, der hænge i Midten i Reb, befæftede ved to ligeoverfor hinanden ſtaaende Jernſtotter. Den er forſynet med Benke, og temmelig ffyg- 5 . 2 ko 8 En z E * ſolgte den, i det Hele, til Bonnemaiſon. Uag⸗ * 7 2 8 . 5 ger , 5 g 2 — 2 ” i — — : 7 8 8 5 ARE « re 8 , KK ve > * . > z rå 0 — 72 ; j e Så . = : — 8 ' 6 ! 9 ”… 2 4 - . 7 i . 8 — 1 — N * — N — . . „ 4 n g . 1 5 22 i, Na 8 ; „ N 1 * 5 . 0 757 ; 574 gefulb. Men hvor meget man end har gjort, for at jevne den ved Kiesſand, faa lider den dog af Berlins almindelige og ulægelige Broſt — en utaalelig ſandet Bund. Den hele Lin— denſtraße er 4000 Rhinl. Fod lang og 160 Fod " brud, og Alleen 50 Fod bred. Men Üdſigten heiſta, ſtjondt kun byelig, om jeg faa maa udimffe mig, er pragtfuld. Paa den ene Ende fr man det ſtjonne Operahuſes Porticus og … Giløttet, paa den anden den berømte. Bran— denburger Port. Man kan frit paaſtaae, at der i Europa nok neppe gives en ſkjonnere Port end denne. Den er bygt efter Propylæum i Athen, men meget ſtorre, i Aaret 1789 af Langhans. Den foreftiler en Colonnade af tolv ſtore Soiler af 44 Fods Hoide hver, og atten mindre, af 24 Fods Hoſde. De forſte s Fod og 7 Tommer. og de ſidſte 3 Fod i Gjennemſnit. Ovenpaa ſtaaer den berømte Quadriga (Fiirſpœndervogn) hvori Seiersgudinden med Jernkorſet i den ene og den preusfiffe Ørn. i den anden Haand; hver af He— tene er⸗tolb Fod hoi. Denne Gudinde gjorde, Xtife til Paris, hvor hun, tilligemed fit; Kjo⸗ lol, befandt ſig indtil Freden. Men da hun vindte ham Ryggen, og Heſtene "vare kjede af den franſke Koſt, trak de i fuld Galop hjem iglen med hende til Berlin. Her ſtaaer hun nu pag fit gamle Sted og ſpynes at tilraabe Enhver: eigner Herd ift Goldes werth! — Den hele Brede af Brandenburger Tohr er 198 Jod 9 Tommer. Ved denne Leilighed fortjener dit at bemerkes, at til det koſtbare Solotaffel⸗ deute paa 60 Couverts, ſom har koſtet en halv Mfllon hollandſte Gylden og ſom den nuregje⸗ Lende Konge af Preusſen har foræret Prinds kitbrich af Nederlandene, i hvis Palais i Hocg det gjemmes, hører en Platmenage, der foreſtiger Brandenburgerporten med dens Uadriga. — Paa højre Side af denne Port er Conſumtionscontoiret og paa den anden Vagt— ſuerne, af en ſjelden Zirlighed. De ere pry⸗ dede med aften: Soiler, hver 20 Fod hoi. Paa Portens Bjelkeverk er anbragt et Basrelief, foreſtillende Markgreve Albrecht Achilles, ſom med egen Haand erobrer en Fane fra Nuͤrnbergerne. — — — ' fom bekjendt, efter Napoleons Befaling, en lille 708 Om Sommeraftenen er den Deel af Sta⸗ den, hvor die Lindenſtraße ligger, den meeſt be⸗ ſogte. Ikke "allene vandre de Spadſerende her hen til die Linden, men ogſaa til Reſtauratio⸗ nerne der i Nærheden, - Men da Pladſerne ere faa ſtore og Gadernes faa lange, faa fordeles Folkene for meget og jeg Fjender ikke en eneſte Gade i Berlin, hvor man feer en faa uophørlig. bevægelig Menneſtiſtrom, ſom hos os paa Øfterz gaden. Paa det nær at den virkelig ſtore Be— folkning af henved 200,000 Menneſter faa at ſige ſmelter hen paa det ſtore Fladerum af ne— ſten 22 geographiſke Mile, hvorpaa den bevæger ſig, antager ellers Alting her en ſtor Stiil. Staden er en ſand Antipode af Hamborg; thi ligeſom det meſte i denne Hanſeſtad er gammelt, ſaaledes er neſten alt i hiin Kongeſtad nyt, og, i det Hele, er der nok neppk nogen Stad i Europa, der i den Henſeende har mere Lighed med Kjøbenhavn, naar man fraregner de ældgamle Bygninger, ſom Ilden 1795 og Bomberne 1807 have leveret os. hed hos os, endnu. at kunne ſammenligne det Gamle med det Ny, ſom Borſen og Roſenborg med Domhuſet og Fruekirke. Men delte er al- deles ikke Tilfældet med Berlin. Alting er der ligeſom ſtobt i een Form og de private Bygnin⸗ ger ere ſaa eensformige ſom et Regiment Gre⸗ naderer. Hvor meget man end ved mange Byg⸗ ninger har ſtrebt at efterligne den antike Stiil, faa har det Hele dog et alt for theatralſk Ud⸗ ſeende, der tilſidſt trætter Bjet. ; : Naar jeg' figer. at Berlin har 15 Porte, 34 Broer, 213 Gader, 28 Pladſer og Torve⸗ pladſer, 27 Kirker, ſaa fordrer vel neppe nogen en ſerſkilt Beſkrivelſe over hver af disſe. En Indkigen i dette” ſtore, uoverſkuelige Phanorama maa allerede were os nok. a ; "Re: i (Fortfættes). 5 Om Tyrkerne. ; (Af Zindners Gemälde der europaiſchen Tür⸗ kei. Weimar 1813. S. 410 0. f.) g 8 Env Mand, ſom ſogde om en Penfion, an⸗ gav ſom Grund til ſin Anſogning, at han jo * Dog har man den Behagelig⸗ — 1 Hen 41 kiſte Stat nu engang erifterer, - 5 759 — maatte leve, "Det feer jeg ikke, er nødvendigt” ſvarede Miniſteren. : Om Nogen vilde paaſtaae, at da den tyr- har den ogſaa Met til at vedblive at exiſtere, kunde man pas: ſende anbringe Miniſterens Bemerkning. Sta⸗ ten, ſige Philoſopherne, er en moralſt Perſon, og ſom ſaadan maa man tilſtage dens Nodven⸗ dighed. Men paa den anden Side, naar Sta- ten bliver en umoralſt Perſon? Man ſkulde dog troe, at Naboerne da havde den Rettighed, der i det borgerlige Liv udøves; imod enkelte Mens neſker; man gjør dem ufkadelige, enten ved at berove dem deres borgerlige, eller, hvis de ere altfor: farlige, deres phyſiſke Exiſtents. ; Saa langt jeg er fra at ville tilføje en en⸗ Felt Tyrk noget Ondt, naar han ikke er ſlem⸗ mere end Menneſker ialmindelighed; faa tilſtager jeg dog, at jeg vilde anſee det for en moralſt-po⸗ litiſt fortjenſtlig Handling, om man kunde tilin⸗ tetgjere hele det tyrkiſke Rige ſom Stat. Vel vil Moraliſterne derimod indvende, at ingen Stat vær. beføjet at bedomme en andens Moralitet, og at derfor Tilintetgjerelſen af en fremmed, om endog fejlfuld, Regjering, altid maatte anſees ſom Vold og ikke ſom en lovlig: Handling, da ellers enhver megtig Nabo vilde anmasſe fig et den uvedkommende Dommerembede. Men, fſtulde det være uretfærdigt, om en oplyſt Na⸗ —fion og ſammes viſeſte Mænd erkjende deres Rovernaboer for det de ere, og gjøre Ende paa deres Roverſyſtem? En Regfjering, der gjør Fordring paa dens Rettigheders Gyldighed, maa vere en Regjering, d. e. kunne beſkytte ſine Underſaatter imod udvortes og indvortes Uret— færdigheder. En Deſpot, der ikke opfylder disſe 1 Fornuften grundede. Fordringer, er ikke andet end Hovedet for en Roverbande. At den høie Port i fin Adfærd imod” fine Underdaner ikke driver noget ærligere. Haand⸗ verk end en Roverbande' deri ſtemme faa omtrent alle nyere Reiſende i Tyrkiet overeens, og at de imod deres Naboer opførte fig paa ſamme Maade; det udviſer deres fidligere- Hiftorie, ſaa længe de ſeirende kunde overfalde fremmede Lande. „ Tyrkerne — ſiger Chateaubriand — er ikke af det ſedvanlige Slags Undertrykkere. Generationer. Neppe ſtulde man troe, at der gives i Verden Opror har faget en retfærdig Hævn. — — mm | | 760 En romerſt Proconſul kunde være et uhyre af Uforſtammenhed, Gjerrighed og Gruſomhed; men ikke alle Proconſuler fandt deres Glæde i, "ifølge deres Religionsgrundſetninger, at ødelægge Konſtmonumenter, at fælde,Zræerne, at filinters giøre Jordens Frembringelſer og "derved hele Men det gjor Tyrkerne idelig. Tyranner, ſom ere ufornuftige nok til at imod⸗ fætte fig Forbedring i Ting, der høre til Livets; forſte Fornodenheder. En Bro ſtyrter ſammen; Ingen bygger den op. En Indvaaner reparerer fit Huus; ſtrax bliver han desaarſag belagt med Skat, Man ſeer like ſielden greſte Skibscaf. tainer, der heller med ſonderrevne Segl udførte fig for at lide Skibbrud, end at de ſkulde lade dem iſtandſœette; ſaa bange ere de for, at man ſkulde formode Induſtrie og Velſtand hos dem, Med et Ord: derſom jeg i Tyrkerne havde fun⸗ det fri og dydige Borgere, ſom, uden juſt at være meget ædelmodige mod de af dem under⸗ tvungne Folkefard, dog levede lykkelige i deres ny Fedreneland, vilde jeg have tiet, og ladet det være nok, at jeg beklagede den menneſtelige Naturs Ufuldkommenhed. Men at fre, at et og det ſamme Menneſfke kan være Grakerpes Tyran, og Storſultanens Slave; kan vare et vergelsſt Folks Boddel, og tillige den foragtelige Skab⸗ ning, ſom en Pacha kan udplyndre, putte i en Sak, og lade kaſte i Havet; det er for meget, og for ſaadant et Menneſke giver jeg ethvert ufors nuftigt Dyr Fortrinnet.“ i Til den berømte rejſende Franſt mand R⸗ tringer tilføje vi endnu nogle Bemerknin ga. Det ſkeer ikke ſjeſden, at. Storherren, hens Vezir Capudan Pacha, eller Pachaer af 3 Hie ſtehaler lade Privarperſoner henrette uden Lex og Dom. Det ſkeer dog ikke ganſte uden el Riſiko, da man har Exempel paa, at Sulkanit og deres Vezirer formedelſt himmelraabende Uretferdigheder og Undertrykkelſer ere blever enten dræbte eller afſatte. Men Hiſtorien c bevarer kun enkelte Tilfælde, hvor Nationen“ Den fit" tier derimod de tuſinde Uretfcerdigheder der ill bleve hevnede. Folkets Beſveringer trænge få! vel ſtundom til Sultanen, og gjør ham bang ; sd i É 1 | - 761 Men hvabd udrettes derved? Sultanen opofter, ſor 11 0 Sikkerheds Skyld, en Miniſter eller Favorit, hvis Forbrydelſe dlot beſtager i, at have udført fin Herres Villie. En anden Boddel kommer iſtedenfor den forrige, og Folket har In⸗ ut vundet, — — — — — Ved de Afſkyeligheder, ſom foregaae i Tyr— ki, kan det ikke være Tvivl underkaſtet, at det jo funde være de cultiverte Nabonationers In— lelisſe at overfalde disſe Barbarer og jage dem „ mef Europa. Ikke deſtomindre gives der Lærde og Statsmend, der ere af en anden Mening, - idet de blot beregne Nationernes Interesſe ef— ter de Procenter, ſom Kjobmanden i neſte Aar kan fortjene. — — — — Forreſten ere vi overbeviſte om, at netop Tyrkernes Barbarie og Grakenlands ulykkelige Tilſtand vilde lægge” de europæifte. Magters— Erobringer Hindringer ivejen. Barbarerne har den ulykkelige Fordel forud for eiviliſerte Natio— ner, at de gjøre. alle kloge og forſigtige Bereg— ninger tilffumme, og har Umenneſkelighed tit fin træffe Bundsforvandte. Desuden er et ødelagt Land lettere at forſvare end et cultiveret, der wed hvert Skridt forſkaffer den fremtrængende diende ny Hjelpekilder. ; Har Porten befluttet en Krig, faa bliver fra Moſcheernes Taarne udraabt, at det er alle gode Muſelmends Pligt at gaae i Feldten, og firide imod de Vantro. Man hører ofte hele NMedikener, hvori vidtløftig alle de Grunde frem; ſaltes, der forpligte de Troende til Krig. Herved ſkeer det da mangen Gang, at en ung Mand i et Anfald af Enthuſiasmus og Ra— fue griber et Par Piſtoler, Sabel og Carabiner, e fætter fig tilheſt, for at beſejre de Vantro, mug omvende dem til Mahomedismen, maaſkee ogfoa hjembringe unge Piger-til - fit. Harem. olihder han ikke allerede undervejs dette SÉridt,- erfarer han dog -fnart i Lejret, hvilken Fare og - Møie det koſter, at beſejre de Vantro. Har han ſelb været Vidne dertil- og har feet, Hvor. let det er i Feldten at fade Hug, faa giver han ved forſte Lejlighed fin Heſt af Sporerne, og ſtynder fig derfra. Paa Tilbagevejen udplyn⸗ dre disſe Mahomeds Fanes ſaa drabelige For⸗ fvarere de arme Bonder, myrde dem ogſaa * et andet Corps. 762 ſtundom, ifær hvis det er Chriftne, for, naar de komme hjem, de da kan fværge- paa, at de har ſtikket faa og faa mange Vantro i den anden Verden. og Ulydighed hos hele Corps, der, naar de blive misfornsiede, tage hjem, er Noget ſom alle upar⸗ tiſte Forfattere ere enige om. — ODeſerteurerne fra den tyrkiſte Armee gage aldrig over til Fien— den; enten drage de "hjem eller de forene fig med Witman, der var ved den tyr⸗ kiſte Armee, der blev ſtikket til Ggypten imod de Franſke, ſaae, at to tyrkiſte Chefer, med ad⸗ ſkillige Hundrede gemene Soldater hemmelig for⸗ lod Storvizirens Lejr, og begave fig til Acra, hvor de forenede ſig med en Paſcha, ſom Rygter havde fagt om, at han betalte fine Tropper bedre end Storviziren. Uordenerne, ſom ere en Folge af Mangel paa Diſciplin, formeres ved den ſtore Mengde unyttige Menneſker, ſom den orientalſke Pragt og Forfengelighed forſamle i Lejren. Og al⸗ denſtund man nøje paaſeer Alt, hvad der har Henſyn til udvortes Pragt, forſommer man ganſte at oprette, Depots, anlægge Magaziner, o. ſ. v. Derfor er det heller ikke ſjelden, at man i Lejren maa kjæmpe med Hungersnod. Af hvad her er ſagt, og hvad udforligere er at læfe hos Eton og Witman, er det klart, at en tyrkiſt Armee ikke er frygtelig. Mere maa man frygte for Peſten, der let kan blive Tyr⸗ kens troeſte Allierede. — — — — Tyrkerne beherſke, ſom vi har ſeet, Jordens ſtjonneſte Riger. De have, under den ominsſe Beſkyttelſe af Nattens Stjerne, ſtyrtet alle hine oplyſte cultiverte Lande tilbage i Merke, Bars barie, og Elendighed. Og aldrig opſtaner hos disſe lige faa. ſtolte ſom uvidende Tartarer no- gen Tanke om, at de ved hvert et Skridt trine over Ligene af Nationer, ſom vare bedre end de. enten ere eller kan blive. Men ſtore agtverdige Nationers and er udødelig; den lever evig r lyſe Hoveders Tanker. efterat. Despotisme, vedvarende har herſket i Aarhundreder — vaagne op af fin Dvale og modnes til Daad. Da vil Nemeſis med ubøjez - i lig Strenghed. nedſtyrte Forvorpenheden fra dens Uordenerne i de tyrkiſte Lejre, Obermoß GK 6 Disſe Tanker kunne — Indenlandſke Efterretninger. „og Alt er ſand og rigtig. tilranede "Højde, træde Undertrykkerne i Støvet, og overgive dem til den forſkyldte Forglem⸗ melſe. ; (=18=)) ÉN Under Overſkriften: 'Indſendt“ findes i dette Blads Nr. 45, for Tirsdagen d. Zdie Juni d. A., en Artikel, hvis Forfatter troer, at en offentligt bekjendtgjort Anmeldelſe om Afri⸗ kaneren- Frederik Davunnas Underviis⸗ ning og Daab, der, blandt Andet, udtrykker fig ſaaledes: »Indbyrdes Underviisning viſte fin ſadvanlige Virkning; i 10 Maaneder havde han leert at lœſe i Bog, at ſtrive med danſke og la— tinſte Bogſtaver, at regne de 4 Species og faaet Begyndelſes grundene af den geographiſte Under: viisning,“ ſnarere dadler, end rofer den indbyr⸗ des Underviisningsmethode, efter. hvilken disſe Elementer lœrtes, fordi han ikke gjorde endnu ſtorre Fremſtridt i ovennævnte Tid; Forfatteren paaſtager, at et Barn, endog med ganſte almin⸗ delige Evner, der er gammelt nok til at forbe⸗ redes til Confirmation af en Preſt, maatte, > uden ſerdeles Anſtrœengelſe, og ved en alminde⸗ lig god Underviisning, kunne bringe det til at lere Alt, hvad her er angivet, endnu hurtigere, og finder det vigtigt, at Publicum lerer at kjende det formeentligen Manglende i Anmaldelſen, el⸗ ler de veſentlige Hindringer, ſom have været Skyld i en fan ringe Fremgang. Jeg har ikke havt den mindſte Deel i den paaankede Anmeldelſe, og behøvede derfor ſaa⸗ meget mindre at forſvare den, ſom den ſynes mig at vere ligeſaa fuldſtendig, ſom den i Eet Det er derfor kun iſær forſaavidt, ſom Forfatteren i Skilderiet, uden forſt at ville være tilftræffeligt underrettet, har fundet det pasſende at felde en ubillig Dom over mig ſom Da vunnas Larer, at jeg ſkylder Sandheden og mig ſelp at ſvare. Davunna kjendte egentlig kun det accrai⸗ Tie Sprog, og var aldeles uvidende i Alt, hvad der leres i vore Skoler. Det medtog derfor nos gen Tid, zinden han forſtod Danſk, og inden hans flumrende Evner vaktes, og efterhaanden . 7 5 2 * 2 i s g 3 4 1 7 7 ' 7 hd — 1 4 * * „ Sy ? sy . j å 5 * cd i 3 2 - 1 1 5 4 20 — 764 udvikledes ſaameget, at vort Arbeid vilde b, gynde at lykkes. Da han desuden ofte led un⸗ der vort uſtadige og folde Clima, og Virknün⸗ gerne deraf heller ikke kunde være gunftige for hans Fremgang: faa tilſtager jeg, at jeg troede, og troer endnu, at vi havde arbeidet upaaklage⸗ ligt, da han efter 10 Maaneders "Forløb var i Beſiddelſe af de nævnte Kundſkaber og Færdig= | heder; idetmindſte frygtede jeg ikke for, at No⸗ gen, uden at tenke paa hine Hindringer, der dog neſten frembyde fig af fig ſelv, og u den at fjende den Grad af Dygtighed, ſom han havde opnaaet, vilde ſige os det Modfatfe Men da dette nu er fkeet, faa var det onſkeligt, om Forfatteren vilde — hvad jeg ikke kan tro, han nogenſinde har gjort — prove fine egne Kræfter paa et lignende Arbeid; det kunde da hende fig, at han ikke alene blev overtydet om, at man ikke engang altid kan forhaſte ſig, men at han ogſaa vilde tage ſin Tilflugt til den ind⸗ byrdes Underviisning, thi det er ganfke viſt, at der arbeides flittigere, og derfor ogſaa hur⸗ tigere, i Skoler med indb. Underviisning, end i andre, og at jeg for en flor Deel ſkylder denne. Methode den Nytte, jeg dog veed at have ſtifte i min Skole. 8 ; 8 Endeligt tillader jeg mig at bemerke, at Forfatteren feiler, naar han antager, at et Barn, med ganſte almindelige: Evner, ſom har nermet ſig den Alder, at det kan tage Deel i Confirs mandunderviisningen, kan, ved en. almindelig god Skoleunderviisning, lere de ovennane Discipliner i endnu kortere Tid; thi havde n Ret heri, faa vilde det uden Tvivl ogſaa være uz tigſt, at Børn førft begyndte at gage i Skole ! deres 13be-14de Aar, iſtedetfor i det te- 7de. Derved var jo meget vundet; men det gaakr næppe an, ſiden faa mange, der nu ſtulle og virkeligt nyde Skoleunderviisning fra deres lt til lade Aar, kunne have Moie nok med at bø ſtaae i det, ſom Preſterne ere pligtige til | fordre af dem, Tørend de mage tilſtedes Udgav | til Confirmandunderviisringen. 2 ERE 5 J BØ i lle, i Lerer i Normalfkolen for den indb, Under viisning, og i de militgire Ca- * ſerneſkoler. 768 — N (En anden Meddelelſe om Davunnas Un⸗ dervijsning er overgivet til Dagen, og vil der neſte Mandag blive at leſe.) En Befjendtgjørelfe fra Hr. Albert Boye I udkjobing dateret. 2 d. M. lyder ſaaledes: a Rudkjobings Havn, formedelſt Hprighedens in piſſlige og kraftige Foranſtaltning, nu er ſar⸗ dals beqvemt indrettet til Reparation og Kjol⸗ diing for Skibe indtil 8 Fods Dybgaaende, og dead der i Serdeleshed udmerker denne Havn t,, at her endnu aldrig er fundet mindſte Spor , fil de for Skibene faa ſkadelige Orme, faa gi: ver Undertegnede ſig herved den Frihed, at an— btfale fig til enhver Skipper eller Skibscheder, ſom maatte behøve Reparationer paa deres Ski— be, eller ogſaa nye Skibe byggede, forſikkrende Enhver, ſom ville forunde mig deres Arbeide, den ſamvittighedsfuldeſte og billigſte Behandling.“ 1 —— — 3 sf i Blandede Efterretninger. | Den franſke Kolonie ved Senegal. | | (Slutning fee Nr. 46.) Planteſtedet Bakel ligger ved en Bye af ſamme Navn, paa venſtre Side af Senegal, 104 franſte Mile fra St. Louis. Denne i Aaret 1818 grundede Poſt beſtaaer af et Fort, i dſg et indſluttet lidet Diſtrikt af 40 Meter; boilket ligger nordveſtligt for Fortet, og er be⸗ ſemt til at vere Handelsplads, til hvis Beſkyt— Nele Regjeringen her underholder en Milirair— nit. Dette lidet Diſtrikt blev i Aaret 1818 "bed en Traktat med Thunka eller Fyrſten af Wwabe aftraadt til Frankrig. ' N Byen Mekona, hvor forhen Fortet Saint— Joſenß ſod, ligger 18 tit 20 franſke Mile fra ſeis ſom et af de vigtigere -Kolonialz Anlæg. J Aaret 1825 oprettedes; her et Comptoir, ſom man gav det Navn Saint-Charles. Bygnin— gerne beftaae i Magaziner ſom ere omgivne med en, med Skydehuller forſynet, Muur. En Poſt Frankrig for havde, ti franſke Mile her fra, kal⸗ | Poften Bakel, og maa for nærværende Tid, an⸗ | i det Fortet Saint-Pierre, er forladt. * * 78 Populationen af St. Loujs⸗Diſtri 220 Blanke, 642 fri farvede Mentee frie" Negere, 7968 Negerſlaver; 1 alt 10305 Menneſker. Paa tre. Handelspladſer paa den hojre Side af Floden, har Frankrig med Stam⸗ merne af Darmonkour, Trarzas og Braknas, Sammenkomſter for at indtuſte Gummi, ſom ſtrax indlades i Skibe, der føre denne Handels vare til St. Louis; og uden for den Tid, naar den aarlige Gummihandel drives, ere disſe Han⸗ delspladſer gandſtke ode. Den Gorce ligger i 14 40 nordl. Br. og 19 457 øftlig Længde. Staden af ſamme Navn danner mere end totrediedele af Der. Den har en Caſerne for 200 Mand. Gaderne ere ſmalle, men lige, og den ſtorſte Renlighed herſker i Staden. Her er en god Havn og An— kerplads. : . Compto iret' Albreda ligger i Senegambien paa højre Kyſt af Floden, ikke langt fra Fortet James, og omtrent 7 franſte Mile fra Flodens Munding. Her er en Bygning for Gouver⸗ noren, to ſmaa andre Huſe, og nogle Hytter, ſom beboes af dem der fra St. Louis, men for⸗ nemmelig fra Gorée, hidkomme for Handelens Skyld; der beſtaͤaer i Skindvarer, Vox og noget Guld. hk f * Den hele Kyſt, der i Synden ſtrakker ſig fra Senegambien til Cap Talgrin, er bidtil an⸗ feet ſom et fælles Diſtrikt, ſom de Franſte, Een⸗ gellendere og Portugiſere frit kunne benytte. Magdalene-Herne høre ogſaa til Gorse; de beſtage i en Gruppe af. Klipper, ſom ved li⸗ det Vand ere adffilte, og Blandt hvilke den ſtorſte ligger i Midten. Gorce. Diſtriktets Befolkning er 40 Blanke, 713 fri farvede Menneſker, 743 Frinegre, og 4329 Negerſlaver; altſaa i Alt 5825 Menne⸗ er. . : 2 Landet Wallo ligger paa Senegals venſtre Kyft. Det begynder tre franſke Mile fra denne Flods Munding, og ender fig i Byen Dagana, 40 fr. Mile ovenfor St. Louſs. Fra Aaret 1821 af ere endeel Plankeſteder blevne, ved Re⸗ gieringens Beſtræbelſer, anlagte paa denne Strek⸗ ning; og de ere fordeelte i fire. Cantoner. X 767 i Endeligen ere 8 Planteſteder anlagte paa Oer i Nærheden af St. Louis, og de trives vel, Hvortil Koloniens Hovedſtads Nerhed bidrager. CForkortet fra Brans Miſc. 1828. 2 H.) Om det chineſiſke Sprog, og Skriften her⸗ fede længe vrange Meninger, ſom om der horte en heel Menneſte- Alder til at lære. Sproget; ligeſom det ſkulde være et frygteligt Foretagende at lære fuldkomment at Fjende Chineſernes Skrift, Da man dertil maatte indpræge fig 40000 for⸗ ſtjellige Charakterer, og det lykkedes kun Faa af ſelve de Indfodte. De grammatiſke, lexikal⸗ ſte og andre Verker man har faaet af Remu— ſat, Morriſon, Marſchman og Staunton have tilſtrœkkeligen gotgjort det Vrange i ſlige Fore⸗ ſtillinger. PS i Fra den Tid hine Lærde, og blandt dem 0 vel iſer Remuſat ved Overſettelſen af den chi⸗ neſiſte Roman: „De to Couſiner“ (hvoraf et Ud⸗ drag meddeeltes i Kjøbenhavns flyvende Poſt 1827 No. 34:40), vakte paa nye ſardeles Op⸗ merkſomhed pad Chineſerne, følte man ſtor Trang til end ſtorre Belœrelſe over dette. Folks Steder, og Skikke, Dragt, Kunſter, og Neringsveje, reli⸗ gios Cultur, naturlige og kunſtige Omgivelſer >. ſ. v. Denne Trang vil ved et nylig begyndt Verk: La Chine, par M. B... de Malpiere, Blive paa en dobbelt Maade. fyldeſtgjort. Forſt ved Köobberſtik, ſom, i Hefter paa 6 Blade, ſkulle udkomme, blandt. hvilke de 4 fkal indeholde en; Telte. Figurer, en Gruppe, og et Landſkab, eller det enkelte af en Bygning. Kobberne ſtikkes af Deveria, Regnier, Schaal, Schmit, Vidal, Vig⸗ meron og andre bekjendte Kunſtnere, efter Ori ginalmalerier af P. Caſtiglione, en chineſiſfk Ma⸗ ler Bu Qva, W. Alexandre, Chambers og Dud— ley. For det andet ved en god og grundig Text, 2 - — —— — = — — - - - - - - — : — — 55 2 jebenha um Forlagt af S. Sold in. Trykt i L. J. Jacobſens Bogtrykkerie, * „ Aſtergade Nr. o. . . on EEN Som ſkal gjøre Læferen nøje bekjendt med alle Werke des chineſiſchen Weiſen Kung⸗Fue⸗Oſüͤ und Species 219 Specier ſolgtes til 768 chineſiſte Indretninger i et behageligt Foredra Adſkillige Hefter ere allerede bk Det 18de, 14de og ISte roſes ifær- ſom ſkjonne og fuld⸗ endte. i, : 1 (Berl. C. Bl. Jan. 19.) Vi bemerke ved denne Lejlighed Skriftet: ſeiner Schuͤler, zum erſtenmal aus der Uyſprache ins deutſche uͤberſetzt, und mit Anmerkungen br: gleitet von Wilh. Schott. ſter Theil, Halle 1826. 8. rec. i Blaͤtt. fur lit. Unterhalt. Febr, 1828 No. 38-6. 5 2 ö EET — ——ů—— Kjebenhavns Bors, d. 13 Juni 1828. Hamburg 2 M. — å HERSKE à vista 216 8 i 13 Rbmk. 2 f. Bank⸗Disconto 4 pCt. g Norſke Speciesſedler ; pr. 100 Specier 1573158 Rbd. Sedl. Svenſke Sedler HÆL ' pr. Rölr. Rigsgjeld 513 52 Rbß. Tegn. 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 84, 842 Rbd. Sedl. Dito Dito.. 774 — i Banco. Nationalbank Obligationer i (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 — Rbd. 1 S. Dito Dito.. III — Sedler. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl.. ; Renter 1 SER 982 99 Rbd. r. S. 6 pC. nor ann 2 5 ved Hambro & Son loSs g] — i Baue. 4 pC. Dito nye... + 983 99 i Banco. Aſiatiſte Comp. Actier — — i Sedlet. 3 pC. nye danſke Oblig. 59 1 — L. Stel Skilderi Nyeſte e af K 10 b en ha vn. søvnen RØR: Femogtyvende Aargang: No. 49. Udgivet og redigeret af Fr. Tha ar u p, Etatsraad. Forſendes, ifølge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Tirsdagen den 17 Juni 1828. ——— — K — Neiſen til Berlin og Dresden. (Fortſat.) ' Win Slots- og Domkirken er en ſmuk Byg⸗ ning; men at den ikke er opfert i de Tider, da der kun behøvedes et paveligt Breve til at fane bygt en St. Peters Kirke, det ſeer man allerede diraf, at indvendig Soilerne ikke ere af Mar⸗ mor, ſom efter den forſte Beſtemmelſe, men af Tre, faa konſtigen belagt med Gibs, at de ligne virkeligt Marmor. Her findes en ſmuk Alter— tavle ak Bigas. Den anſeelige catholſke Kirke, bygt i Form af en Rotunda, behsver man kun at be— fragte, for at overtydes om, at man befinder fig Friedrich den Stores Reſidents. J hvilken "Glad, hvor den catholſke Religion ikke er den baſtende, havde man vel tilladt Catholikerne, dus Tal er her over fer Tuſind, at opfore en ſaadan pragtfuld Kirke, med ſaadan Kuppel? Kan der gives et bedre Bevis paa religiøs Over: barenhedsaand end dette 2 i Børfen er, ſaaledes ſom man kan vente fig den i en Stad, der hverken er en So- eller Handelsſtad, kun af ringe Omfang, men ikke deſto mindre, en ret ſmagfuld og beqvemt indret⸗ tet Bygning; ſom Kjobmandsſtanden har ladet opføre og udvide pan fin Beköſtning. De ſtorſte dorretninger, form her drives, ere med Statspa⸗ — . — r.. ———. KILO — . — —. ——— — — — SSS =/ Y ——— . ——— — 5 pirer, der i nyere Tider ere blevne en ſaa vigtig Handelsgjenſtand. Hvor ubetydelig Handel man end har i Kjøbenhavn, faa maa den, der kommer derfra til Berlin, dog forundres over de faa Spor af Handelsbevegelſe, man treffer i Preuss ſens colosſale Hovedſtad. De pyntede og vel⸗ kledte Folk af civil og militair Stand, ſom man overalt møder,” opvokke, i Forening med de ſmukke Bygninger, en Idee om Velſtand. . Men det kraftfulde Malerie, ſom Kjøbenhavn, ſelv i fin ſjunkne Tilſtand, frembyder, naar man kun gaaer ud til Toldboden, og feer de frem- og tilbage⸗ ſeilende, ſaavelfom paa Rheden liggende Skibe, de travle Matroſer, de ſtolte Orlogsſkibe, favner man ganſte i Berlin. Skibene ere her de ſtore Fragtvogne, med ofte Heſte i Jernlenker, der, ligeſom fvære Fregatter, maa ſeile gjennem det gule Sandhav, førend de nage Staden. En Berliner Hjemfodning veed hverken, hvad et Hav eller et Orlogsſtib er, uden af Beſkrivelſer eller Afbildninger. — Med Statspapirernes Forbedring er det gaaet der, ſom paa andre Steder; ſeld min Barbeer klagede jammerligen over, at han havde ſolgt ſine Treſorſcheine for tidligen. Jeg onſtede at fee den Samling af Gibsafſtob⸗ ninger, der findes paa Lyſtſlottet Monbijou (Min Diamant) og maatte lade mig fætte over Band paa en lille Færge, førend jeg naaede did. Veien var tung og i den ſterke Hede trættende; men jeg haabede, at min Moje ſkulde blive lonnet ved en behagelig Konſtnydelſe. Dog, Haabet, 771 — denne Hofdame, der lover meget og holder lidt — ſom faa ofte har fveget mine meeſt le⸗ vende Forventninger, blev ogſaa her fin Characz teer tro. Afſtobningerne ere at fee mod Betaling af en preusſiſk Thaler. Jeg foefsjede mig op til Caſtellanen, og troede at han vilde blive hjer— teglad, ved at kunne fortjene en Thaler; men jeg tog Feil. Caſtellaninden, hans Huſtro, mod⸗ tog mig i Doren, for ſaavidt meget hofligen, men dog med en Mine, ſom robede, at hun onſkede, ikke at have behovet at modtage mig. Hun ſaae beſtandigen paa fin Mand, der fad ved Middagsbordet, ivrigen i Færd med at ſpiſe ſin Gronerteſuppe, og hvert Ojeblik afterrende. fig Sveden, men uden at reiſe fig af Pletten. Paa hans Svar kunde jeg ret godt merke, at han heller gad blive ved ſin Suppe, end for— tiene Thaleren, og at hans Sult overgik min Torſt; ja, han anvendte endog den ſtorſte dia- lectiſke Konſt, for, underſtottet af fin Wgtema— ge, der ſyntes at have Medlidenhed med ham, at overbeviſe mig om, at det i Grunden ikke var Umagen værd i ſaadan Hede, at fee hine Konſt⸗ ſager, og at de endnu ſtode pele- mele imellem — hverandre. Jeg ſaae tydeligen Glæden tindre i hans Hine, da jeg ſagde, at hvis han ingen Leilig— ” hed havde, faa kunde det være det ſamme. Hans Hoflighed ſteg med min gjentagne Begjering, — at han ikke ſtulde genere fig, hvilket han heller ikke gjorde; thi neppe havde jeg fat i Grebet af 7 paa Skeen. Men bor man vente andet af en Borgfoged i et Diamant⸗Slot? Et behageligt Skue er det, at ſee. Vagtpa⸗ raden i Berlin træffe op. Hvilke Karle! Hvil⸗ ken Holding! Den Muſik, der opføres ved Ho— vedvagten, er ganſte fortræffelig og ligner en ſand Harmonieconcert. Hovedvagten er ikke eldre end fra 1818. Den danner en Flirkant, omgiven af en Gaardsplads. Foran ere fer gammel⸗-do⸗ riſke Ssiler og to Pilaſtre. Bag disſe er en Hele er i Form af et gammelt Caſtrum. Vagt⸗ = fluen ligner en ſmuk Sal. Foran ſtaae Ge- neralerne Buͤlows og Scharnhorſts Marmorſta⸗ tuer af Rauch. Ved Siden af Vagthuſet ſees * 7 Dorlaaſen, førend han allerede havde fat igien- tredie Rad af Pilaſtre, ſom danner Døren. og + Vinduerne. Periſtylens Loft er af Steen. Det 772 1 paa en med et Jerngitterverk omgiver Hoining en i Krigen mod de Franſke erobret Canon af fvær Caliber, og to Morterer, ſom de ſftulle have brugt ved Beleiringen af Cadiz. Alle disſe krigerſte Minder, ſamlede paa et ſaadant Sted, gjøre et ſtort Indtryk. 5 25 „Der gives neppe en Stad, hvor man har opreiſt flere Statuer for Helte, end i Berlin. »Hvor man her henvender. fit Hie finder man Cr indringer om Preusſens Seiervindinger. Den ſidſte, der har faaet en Mindeſtotte, er Fyrſt Bluͤcher-Walſtadt. Han er den anden Hufar; chef, ſom har nydt denne Hæder; den gamle Ziethen har allerede længe havt. fin Statue. Det er viſt, at alle de Krigere, man har opreiſt Minder her, fuldeligen fortjente dem; inen mange kunde dog finde det beſynderligt, at det nœſten er ene den krigerſke, ikke den borger: lige Fortjeneſte, ſom man troebe at ſkylde denne Wre. : En god Indretning i Berlin er Droſch⸗ keveſenet; men en Beſrrivelſe derover kunde ſynes overflodig for Kjobenhavnſke Laſere, da vor Hovedſtad nu har faaet en lignende; jeg fi: ger en lignende, thi ſaavel dens Beſtaffenhed, ſom Afbenyttelſe i Berlin er forſtjellig fra vor. Den ſidſte Stads Sterrelſe, men iſer dens ſandede Bund, giør det ſaavel om Vinteren og Efteraaret, naar det regner ſterkt, ſom om Som: meren, naar det er hedt, vanſkeligt for mange, at kunne forrette deres Byerinder til Fod, Det er derfor højff nyttigt, at have et liga billigt ſom let Befordringsveſen. Droſchkeme ere vel ikke faa pyntelige her ſom vore til Drofds ker omſkabte Eenſpœndervogne af forſtjellig Skikkelſe; men de ere beqvemme og alle af; eens Bygning. De betales ikke tourviis, ſom hos os, men hver Time koſter 12 Gr. fore! Perſon, 18 Gr. for 2; hvert Qvarteer 4 Gt. for 1 Perſon og 6 Gr. for 2. Droſchkeine kjore fra om Morgenen Kl. 7 til om Aften Kl. II. De ere alleſammen nummererede. Kjøbenhavn er Indretningen vel nyttig, men da Byen er meget mindre end Berlin, ikke faa nod— vendig, ſom der. Den benyttes ogſaa het meeſt til Fornsjelſe. Naar to unge Herret 2 7. 773 vine viſe, at de have Raad til at age, eller give lig Udſeende af at have meget travlt, faa kjore de fra Amager⸗, Gammel: eller Nytorv til Toldbo⸗ veien ꝛc. og ſtige der af og gage videre, Naar in Fader og Moder ville more deres Smaa, faa tage de fig en Tour i en Droſchke. Men det er ne Tilfeldet i Berlin. Dog hvad der hidtil bor beret blot til Lyſt, kan fnart blive ej blot til kpſt, og desuden. ber Droſchkerne ligeſaavel fare Lov til-at gjøre Lyſttourer i Byen og ud af Porten, ſom Dampbaadene til Charlottenlund eg Bellevue. Meget maa: førft være Leg førend dit bliver Alvor. Men foruden Droſchkerne, hvis Tal beløber fig. til halbfemſindstyve, og ſom man ſeer rulle gjennem Gaderne hele Dagen, haves ogſaa alle muelige Slags andre Kjøretøjer af ualmindelig Zirlighed. Da Kudffene, uden Forſtjel, have Tilladelſe til at bære Sølv paa deres Liberie, faa kan man ikke gjøre Forſtjel paa Herſkabs⸗ og Leſevogne. Kudſken hos min Vert, ſom ogſaa lejede Vogne: ud til fine Gjeſter, bar en blaa, tigt med Sølv beſat Kjole, rode Under— kleder, og en meget bred Solvtresſe om fin liekantede Hat. Naar min Hr. Glaͤſer kjorte Iſin Vogn, kunde man let antage ham for en Baron eller Greve, og det ſamme blev Tilfeldet med enhver af hans Gjeeſter, ſom leiede den. Til Sligt er man ſaa vant i Berlin, at det aldeles ilke glør nogen Opſigt, ſom det vilde og maatte gjøre i mindre Hovedſteder. Det er viſt nok ogſaa et Fortrin, ſom ſtore Reſidentſer have for de mindre Steder, at man kan fore der et mit utvunget Liv, og det, ſom ellers kan faae Zufinde til at maabe, flipper her næften ube⸗ market forbi. Misundelſen kan ikke faa let fane Leilighed til at yttre fig, da her er Pragt over Pragt, Rigdom over Rigdom. 0 . Berlin er viſt nok een af de Reſidentſer i Tybſtland, for ei at ſige i Europa, hvor Luxus er ſtegen til fin hojeſte Pynt. Vel er Pragten I Kleder ikke ſtorre der end i Kjøbenhavn, men i det Hele herſker her i Alt en Forfinelſe, der maa opvæffe Forundring, naar man betenker «hvad denne Stad har været for 80 til 100 Aar lden. Derom fader man en beſkuelig Idee, naar man paa Slottet betragter et fra Konſtens 774 Side hojſt maadeligt, men i anden Henſeende ſaare merkeligt Malerie, der foreſtiller Friedrich Wilhelm, Friedrich den Stores Faders Tobaks— ſelſkab i Potsdam, hvor Kongen og hans Son og adſkillige Herrer af hoi Rang, ſidde omkring et ſtort Egebord, hver med fit Kruus Hl for fig og rygende af en lang Leerpibe. Hele vidner om en Jevnhed i Saderne, ſom ikke vekker mindſte Anelſe om den Pragt i alle Stender, man nu fer herſke i Berlin. Det er, ſom man kunde fee en ſimpel Borgermand i Hvorledes det gik til i denne Tobaksklub komme vi naſte Gang Selſkab med fine Sevnlige. til at omtale. (Fortſattes). Svilken Menneſrealder er den lyk⸗ keligſte? e. Man ſiger faa ofte: at Barndommen er den lykkeligſte Alder i Menneſkelivet; man dømmer ſaaledes fordi det er den gladeſte; den er dette af tre Aarſager: fordi den legemlige Folelſe er let og behagelig, fordi Livet er ſaa nyt og derfor faa inkeresſant og fordi man i denne Alder har de ferreſte Bekymringer og tenker mindſt paa Fremtiden; endelig kan man tilføje, at denne Alder beſidder det væfentlige Fortrin, at andre Menneſker ſorger for Barnets Fornodenheder og advarer det imod fine Feil-⸗ trin. Men den kan desuagtet ikke være den lykkeligſte Alder, da den, naar den hoieſte Al⸗ derdom undtages, ſom ſaamange Menneſfker al; drig opleve, er tillige den ſvageſte. En Alder hvori der ſkulle feldes ſaamange Taarer,” hvori ſaamange Lyſter og Hnfker ſtulle undertrykkes, Det ſaamange Bebreidelſer og Ydmygelfer ſtulle taa= ” les, og ſaameget ført og beſverligt fal læres, kan ikke være den lykkeligſte. J hvormeget man end derfor priſer Barndommens Lykſalighed, faa. ønffer dog neppe nogen at gaae den igjennem paa nye, — Hvilken Alder er da den lykkeligſte? Man ſkulde ſynes at Alderdommen mage være det; med Undtagelſe af den høiefte og ſpvageſte. 275 Naar Menneſket har ſamlet fig Viisdom i Livets Skole, er frie for ſtore Bebreidelſer og kan ſtue tilbage paa et velfort Liv, kan nyde udvortes og indvortes Roe og er fuld af Haab om og LVoeengſel efter det tilkommende Livs Gode, — ſtjonneſt naar den vil til Solen er jo ogſaa (Af Sophroſyne.) at dale. 2 Ad Indenlandſke Efterretninger. Under 7 Juni ſidſt er paa en fra Fabrikant Fitz Loͤwitz indgiven Anſogning, og efter Gene- raltoldkammer- og Commerce-Collegii derover gjorte Foreſtilling udſtedt et Privilegium at be: melte Fabrikant maa i Danmark anlegge en Fa⸗ Brif for Tilvirkning af vandtæt mineralſt Kit, eller Cement, med Frihed til at have Udſalgsſted i Overeensſtemmelſe med Plakaten af 5 Juli 1828, og med Rettighed. til: at holde de til be⸗ melte Fabrikation fornødne Arbejdere; ligeſom det udforte Kit. det og anvendeligt. ham og er bevilget at vorde ved Udforſelen af Dette Fabrikat til Udlandet givet Gotgjorelſe af Tolden af de raa Materialier ſom indeholdes i Dette Produkts Godhed er ved mange Atteſter beviiſt. Efter kongl. Befa⸗ ling ere Forſog anſtillede, og baade ved Inge⸗ nierkorpfet, og flere Steder er det befundet at ſvare til Henſigten. Til Skibes Kalfatring er Til at forebygge Svamp i Bygninger anbefales det ogſaa. Hovedoplaget er i Altona, Palmaille 438; og i Kjsbenhavn an Beſtillinger ſkee hos Meſteren i Mynterga- den Nr. 144. . ; 8 i Foldvæfenet i Aalborg inqvirerede i Son⸗ dags, i Oververelſe af et talrigt Publicum, hos. en af Byens Handlende, i hans Üdſalgsbouti— que paa Markedet; men maatte igjen⸗gage bort med uforrettet Sag. Med beſynderlig Henſyn til den ſidſte Omſtendighed, og af pur Omhyg— gelighed for de Herrer Toldemb dsmend her og bert andet Steds, hvor Man udviſer en lige roesvœsdig Iver for Landets ſande Intexesſe“, frørger en Indſender i Aviſen 'burde ikke Angi⸗ ” blev bemyndiget til. at ſeende fornodne- Foranſtaltning. o veren, forudſat at der er en ſaadan Perſonage med i Spillet, anſees med en lille Correction, naar det viſer fig, at han har havt Folk tilbed⸗ ſte? Indſenderen vover at formene jo, og det af tvende Grunde; I) Fordi ellers enhver Slyne gel, (og at der blandt Angivere kan gives Slyng⸗ ler vil Man viſt ikke nægte) der har et Horn i Siden paa de Handlende, efter Behag kan ſende ham Toldveſenet paa Halſen, og 2) fordi | Angiveren ellers ogſaa, uſtraffet med frit For⸗ fæt, kan drive Gicek med Hs. Majeſt. Kongens beſtaltede Embedsmend! Og fligt Crimen fulde | ingen Correx fortiene?! — Det forekommer me | get mere Indſenderen, ſom om Revfelfen byrde | ſtaae i Forhold til den Belonning, der gives den Angiver, der foranlediger en virkelig Synders fortjente Afſtraffelſe, og ſom beviislig ſaaledes af edel Iver for den gode Sag, fætter fif Res nomee iblandt fine Medborgere 1 Fare. End eet Sporgsmaal finder Indſenderen ſig opfor⸗ dret til, i Anledning af den her omtalte Inavire⸗ ring, at opkaſte: Kunde ikke Toldinſpettionen, naar den endelig i Medfor af ſin Pligt, ſtal foranſtalte Randfagelſe, mage det ſaaledes, at denne ſkete om Morgenen, i Middagſtunden elle imod Boutique⸗Lukningen? — Man jog da ikke Kioberne fra den Mand, Underſogelſen anſtihedes hos.“ i Dampfkibs fart er begyndt. paa det fore Belt. Efterat Generalpoſtdirektionen ved fors udgaaet Underſsgelſe, og Beregninger bunte overbeviiſt fig: om, at Anvendelſe af Dampfits⸗ fart her vilde paa. en ſerdeles henſigtsmasſe Maade ikke allene medvirke til Poſtgangens rem; me igjennem den danſke Stat, men, tfær habe en- vigtig og gavnlig Indflydelſe paa Poftfors bindelfen med Hamburg, ſamt med Udlandet i Almindelighed, blev en Foreſtilling til H. M. Kongen indgivet, i Løbet af forrige Aar, om KW gelig Tilladelſe til at maatte, til de Kongeligt Brev: og Pakkepoſters, ſamt de med Pakkepoſten Reiſendes Overforelſe over det ſtore Belt, ON for Poſtkasſens Regning forfærdige i Englan et Dampfartej af 30 Heſtes Kraft. Direktion træffe den i faa Hen⸗ Det anſkafftdi — —— ́œwàqä rer mm —— & | —— —— er c | —— — — | | | | ' | ' ' 777 — mpſkib, Merkur ankom hertil fra London d. 1 Hr. Capitain-Lieutenant Chri⸗ ſtenſens Kommando. under 3 May ſidſt udſtedtes fra den kongl. Gimneralpoſtdirektion en Plakat ang. dette Damp⸗ ſantejs Benyttelſe. ”Sfjønt Poſtvæſenets Tje⸗ nat, hedder det, er Dampfartejets Hovedbeſtem⸗ milfe, har Hans Majeftæt Kongen dog derhos gletnaadigſt tilladt, at ſamme, naar det enten overfører Brevpoſten, eller, efter at have over— fort nogen af de kongelige Poſter gaaer Retour fra Korſoer eller Nyborg, maa afbenpttes til andre Rejſendes Overforelſe, imod at der i ſaa Fald erlegges i Fragt af enhver Reiſende, der medfølger ſamme, det dobbelte af den efter Fer⸗ getarten mellem Korføer og Nyborg til enhver Tid gjeldende Bortfragt.“ „Naar deristod Dampfartejet onſkes fragtet af Nogen, paa Ti— der det ikke afbenyttes til Poſternes Overforelſe, og det iøvrigt da fra Poſtveſenets Tjeneſte kan undveres, er Betalingen for ſamme allernaadigſt beſtemt ſaaledes: om Sommeren, ſom overeens— ſtemmende med forncvnte Fiergetaxt anregnes fra Iſte April til ultim. September, til 23 Add. 60 f. Sølv, og om Vinteren, eller den svrige Tid af Aaret, hvori dette Fartej kan bruges, til 25 Rbd. 16 8. Sølv.” Mandagen den ode: Juni om Eftermid— dagen Kl. 48 ankom Dampſfkibet til Nyborg, Timer, uagtet den vedholdende Modvind og Blæft. Foruden Dhrr. Poſtdirektorer, Conferentsraa⸗ dune Lange og Monrad medfulgte Sskapi— lan Chriftenſen, Profesſor Ur fin og Poſt⸗ ſektetair Lange. Efterat have beſeet Alt. til Post. og Transportveœſenet hørende, afgik de d. Alte igjen med Dampfkibet til Sprogoe, for her at beſee Dœemningen og Bygningen, med flere priſelige Indretninger paa Ben, og derfra lil Korſor. Fra fidftnævnte Sted afgik Damp⸗ ſkibet 1 Poſtfarten for forſte Gang d. 11 Juni med Poſtſekken Kl. II, og var inden to Timers Forlob, eller inden Klokken I i Nyborg. en Folge indtraf Poſten til Odenſe allerede lidt Over Kl. 4. Merkur er bekvemt judrettet, og dets Maſkinerie ſkal efter: Kyndiges Dom være — eſterat have gjort Rejſen fra Kjøbenhavn i 17 Som 778 det fuldkomneſte og beſte her haves. Det for⸗ bruger omtrentſ en Tonde Kul for Milen. (Hem: pels Avis No. 90, cf. Coll. Tid. No. 320g 33.) Iblandt de Mænd, hvis Minde hederligen bevares i Fedrenelandets Aarboger, ſom befjes. lede af Sandhedsaand, Frimodighed og Retſtaf⸗ fenhed, og hvis Levnet have hiſtoriſt Merkver— dighed, er Waldemar Frederich Greve af Schmettow. Han nedſtammede fra en gam⸗ mel adelig ſlaviſt Slægt i Holſteen, ſom fra umindelige Tider havde baade i den danke Stat og i andre Lande været brugt i høje Stats og Krigspoſter. Han ſelv bekledte f nogle Aar den Poſt ſom overordentlig Geſandt ved det churfyrſtelige Hof i Dresden. Siden” blev. han af Churfyrſten af Pfalz udnævnt til Geheimeraad, og givet Loveordenen. Han til⸗ bragte i megen Sygelighed fine ſidſte Leveaar” i Ploͤn, hvor han døde den 8 Juli 1794. Hans Valgſprog var Frangor, nön flector. Han forte i en Deel Aar, fra September 1780 til fin Dod, Brevverling med den berømte Hiſtori⸗ ker og Statiſtiker Profesſor i Gottingen Aug. Ludw. v. Schloͤſer. Denne Mands. Biographie er nylig udkommen under Titel: A, L. v. Schloͤ⸗ zers oͤffentliches und Privatleben aus Original⸗ urkunden, und mit woͤrklicher Beifuͤgung mehre⸗ rer dieſer letzteren, vollſtaͤndig beſchrieben von desſen aͤlteſten Sohne Chr. v. Schloͤzer. Leipzig I⸗2Th. 1828. 8. Af Schmettows Brevvéxling med Schloͤzer ere 34 Stykker her optagne, hvilke leſes med Interesſe, og give adſkillige Oplys⸗ ninger om Tildragelſerne i bemelte Tidsrum, fra 17801794, og om fedrenelandſke Perſoner, der i ſamme virkede. Det var et mærkeligt Tidsrum. "Hvad vil, ſkrev v. Schmettow i De: tober 1782, komme ud af alle de mange ſig krydſende Statsforhold? England trödſer, Fran⸗ krig agoniſerer; Sultanen, ſkrev jeg nylig til Greve v. Bernſtorf, mage høre Mesſe i Rom, og Pius maa kanoniſere Mahomed, naar jeg endnu: ſkal undre mig over Noget.“ — 4 æ » 8 779 U 3 Blandede Efterretninger. | Med Fornøjelfe lœeſer enhver Sandhedens 1385 Ven et Stykke i Berliner Converſationsblatte i af 19 Jan. d. A. hvori den i Fortalen til I5de 5 Udgave af Gellerts Fabler, af den unævnte ÜUd— giver fremſatte ſkammelige Beſkyldning, at Franz Horn ſtulde have fornermet Gellerts Minde, bli— ver ikke allene aldeles. igjendrevet, men det vor- * der endog ved de nojagtigſte Citater af Franz Horns Skrifter viiſt, at denne agtede Skribent ſtedſe har talt med den emmeſte Bedsmmelſe og den inderligſte, og kjerligſte Hojagtelſe om den ædle Gellert. De Steder i Franz Horns Skrifter ere virkeligen ogſaa mange, hvor han med ſaa reen Pietat har udtrykt fig om Gellert, at man ſnarere har Foje til at ſige, at aldrig har nogen tyſk Critiker højere anſlaaet Gellerts Fortjeneſter end juſt den ſaaledes bagvaſkede Skri⸗ bent.“ Th. Hell, (Ab. Z. 24.) J et Værk, ſom Lord Lauderdale har ſkre⸗ vet om Oſtindien, forteller han om Fuldkom⸗ menheden af de fordums Manufacturer hos Hin⸗ doſtans Beboere folgende merkveerdige Omſten⸗ dighed: Man forfærdigede tilforn i Bengalen wet Slags Musſelin, der kaldtes Abrovan, men ſom kun de hojeſte Perſoner betjente fig af, og ſeom var ſaa let og fiint, at man neppe kunde fee. det, naar det lage udbredt paa fugtigt Gres. Da en Datter af Aurang⸗Zebs blev iretteſat af : fin Fader, fordi hendes Hud ſkinnede igjennem Hendes Klæder, vifte hun ham, at hun. havde ſyv Skijerter af dette Musſelin paa. Ved en — anden Leilighed blev en Nabobs Tjener ſtraffet, fordi han havde ladet et ſaadant Stykke uſyn⸗ 2 ligt Musſelin blive. liggende paa Marken, hvor Eg en der gagende Ko flugede det med Gresſet. Otto Wagner, en ung tyſt Landſkabsteg⸗ Å ner, havde i Weimar tegnet den Bygning i Sta⸗ den og det Havehuus ſom den ærværdige Ol⸗ ding Goͤthe vexelviis beboer. Ved Kobberſtik⸗ ker Ludw. Schuͤtze bleve de ſtukne og Goͤthe gav egenhændige Underſkrifter, der ſom fac-simile bleve ſtukne derunder. Under Huſet i Staden, — „ mee ENN RE 780 uden for hvilket 9 "havde fat en ſto Deel Tilſtuere af alle Stender ſkrev han: É Warum ſtehen fie davor? Iſt nicht Thuͤre da und Thor ? Kommen ſie getroſt herein, Wuͤrden wohl empfangen ſein! Under det til Parken grendſende Habehuus havde Goͤthe ſkrevet: . Uebermuͤthig ſieht's nicht aus Dieſes ſtille Gartenhaus Allen die darin verkehrt, Ward ein guter Muth beſcheert. Goͤthe 1828. En af den nærværende Tids vigtigſte Mænd er Johan Greve af Capo d'Iſtrias, ſom allerede i den korte Tid han har været Præfident i Græ⸗ kenland, har virket betydeligt til af et Chaos af ſtabe Orden. Om ham heder det i Converſa⸗ tionslexikonnets ſidſte Udgave, at han er een af de forſte nu levende Diplomatikere, og hører til den Clasſe af Statsmend, ſom, omgivne af Cabinetters hemmeligsfulde Sloer, forſtaae at. holde ſammes meget formaaende Virken ſtjult for alle Hine, ſaaledes at den kun markes af den Jordbunds Bevegelſer, under hvilke den ytrer ſig. Capo d'Sftrias er født 1780 i Corfu, bror hans Fader var Lege. Han ſtuderede felv ka⸗ gevidenſtaben i Venedig. Da de rusſiſte Naß: er i. Aaret 1799 beſatte de joniſte „Her flod hans Fader Anton Maria af Capo d'Iſtrias I Spidſen for Regjeringen; men efter at 15 ifølge Tilſitfreden 1807, igjen vare blevne af: hengige af Frankrig nedlagde han fin Poſt, 0 traadte i rusſiſk Tjeneſte. Siden vendte 4 tilbage til Corfu, blev Senator der, og dode l, 17 April 1821 i ſit 80 Aar. Sonnen bleog fat i Rusland, hvor han i Begyndelſen var Grev Romanzows Bureau, og herpaa ved rusſiſte. Geſandtſkab i Wien. J Aaret 1812 forte han de diplomatiſke Forretninger ved Oo nauarmeen, da Admiral Tſchitſchagoff paafog fis ER P EEN 81 Overkommandoen over ſamme. Da denne Hær ed de Franſkes Tilbagegang forenede fig med den ſtore rusſiſte Armee, forvaltede Capo d'Iſtrias, under Kejſer Alexanders Øjne, de ſamme diplo— matiſke Correſpondence⸗Efterretninger, ſom i fine forrige Poſter, og erhvervede fig fnart fin Mo— nat Tillid i ſaadan Grad, at han blev dragen ind ide vigtigſte Statsforhandlinger, og blev udnævnt til Statsſekretair i de udenlandſke An— liggenders Departement. Paa den Tid Wie- nirtongresſen holdtes ſkal han have medvirket til Sliſtelſen af en Forening for den greſke Na— tions Dannelſe. J Skilderiet f. A. No. 78 meddeeltes nogle. biographiſke Notizer om ham eſter en franſt Journal; men i ſamme ſynes en— deel af Faderens og Sønnens Stillinger at være flammenblandede. Der er nylig udkommen et Portrait af ham, efter et Malerie af Gr. J. v. ., og tegnet paa Steen af Hr. Måler, litho— grapheret af J. Velten i Carlsruhe. Efter de— | us Vidnesbyrd fom Fjende Originalen er Pors "rattet meget lignende, og udtaler Blidhed og | Benlighed, i Forbindelſe med Alvor og Kraft. | derved et Fac-Simile af Greve Capodiſtrias | md de Ord: Ce que vous flatte de plus c'est de vivre dans le souvenir des hommes. At leve | 1 Menneffernes Erindring er ham vis. J Græs | kenlands Aarboger aabnes en ny Epoche ved ham. Vi tilføje en Yttring af Michel Schinas en fort Afhandling om den greſte Revolution og den ſandſynlige Skjæbne Grakerne ville faae, i Terne. encycl. Febr.): Greve Capodiſtrias Syhøjelfe til Prœſidentpoſten var Nationens fri⸗ Villige og eenſtemmige Beſlutning. Under de Mut kritiſte Conjuncturer maatte den betro 70 Skjebne fil faa berommelig en Medborgers Falnas Modenhed, prøvede Patriotisme og | almindelige Hojagtelſe i Europa. Han anfaaesg n den eeneſte der var dygtig til at tilbage⸗ | bre Harmonie, organifere Landet, bringe Bar: varer til at agte Nationen og ſette den i den meeſt anbefalende Stilling i Europa. Mr. Co⸗ fordum blev Faldet fra Corinth, hans Fedre⸗ utland, da det gialdt om at mægle imellem de ſteilianſke Kolonjer. Maatte et lige Hæld krone * i | | | Tay" har findrigen lignet bam med Timoleon, der f 782 hans Beſtrebelſer. Det gjelder ikke om mindre end at omdanne en Nation, der i Aarhundreder har været forvildet ved de ſorgeligſte Exempler; og udmarvet ved de meeſt fjendſte Lidenſtaber, ſom Krigens Gruſomheder kun alt for meget har næret; at gjenoprette Friheden paa en Grund fra hvilken den har været oprykket med Vold, og for hvilken den kun alt for lange har været fremmed; endeligen at befaeſte en kraft— fuld Magt med de Forſigtigheds Forhold, ſom Bevarelſen af et faa dyrebart Gode udfordrer. Det tilkommer os ikke at give Regler: kun at udtrykke vore Önſker, og fremſette vore Yttrin⸗ ger om nogle af de Grundſetninger der blive at folge. Nationalheeld mage være Regjeringsfor⸗ mens højefte Formaal, og Tyranie under hvils ketſomhelſt Skjul maa. være forjaget. Vi søns ſte at fee Gjenfsdelſen af alt hvad der ud— giorde vore Fedres Hæder, men ikke Polytheis⸗ men, den huslige Treldom, eller det ſlemme Demokraties Storme,” Derimod med Chriſten⸗ dommen i fin oprindelige Reenhed, de nyere - Opdagelſers og Konſters Underverker, og Civi⸗ liſationens Fuldkommenhed. Vi ville have Lig- hed for Loven, borgerlig og religiss Friheds faſte Beſkeermelſe, Tankens Ytrings Frihed, men lovligt Sfjærm mod dens Vildfarelſer. Vi ville have Forbrydelſer forebyggede ved den offentlige Un- derviisnings beſte Indretning. Vi ville i Straffe - have Henſyn paa de fornærmede Perſoners Ska— deslosholdelſe og Fyldeſtgjorelſe, og Omſorgen for den offentlige Sikkerhed, men i øvrigt feet vaa den Strafſkyldiges Forbedring iſtedetfor paa unyt⸗ tig Hevn. Vi wille ide offentlige Forretninger have paaſeet Wrlighed og Fortjeneſter; i Finantsveſenet Indtegterne oppebaarne med ſindig Lighed, Ud— givterne med Sparſomhed anvendte, Regnſkabs— veſenet ordnet; Krigsveſenet ſat paa kraftig - Fod, og Forholdet med Udlandet bragt til Har— monie med Nationerne. 2 ER . So RES ᷣͤ 733 Emil Solſten. . Lieutenant i Soe⸗Etaten. * . Tor jeg nerme mig til dem, ſom græde 2 — Wil en velkjendt Røft ei væffe, Gru? Fordum den hos Eder toned Glæde, Ak! hvor ganſke anderledes nu; Vel jeg veed, min Sang kan ei huſvale, Dertil var for bitter Smertens Piil; Høre maae J dog en Sorgens Tale Fra en Ven, ſom elſtede Emil. Fra en Ven, der huſker ham faa nøie End ſom Glut med lyſegule Haar, Rode Kinder, blaat og livfuldt Die, Som til mig han havde ſmiilt igaar; Fra en Ven, der gjemmer troe i Minde Ungerſvendens Skjemt og anhne Smiil, - Og viſt aldrig nogen Gut vil finde, » Munterhed kan klede ſom Emil. Kjœre Minder væffe mangen Klage, Han er mangen ærlig Taare værd; Gjennem Rekker af henrundne Dage.” Seer jeg ham faa elſkelig, faa Fjær; Mig hengiven ſom en yngre Broder Smelted tit min Sorg han hen i Smiil. Gamle Fader; arme fromme Moder! — Hvor er Troſt ved Tabet af Emil! 15 Arme! ſtirrer ikke faa paa Graven! — Ake! det ſortner faa for Stevets Blik, 8 Naar det taarefuldt i Dodninghaven Leder efter den, ſom heden gik. DO, men vender Eders gamle Øie, Dtierr ſaa bittert græd ved Smertens Piil, Op mod Troſtens Stjerne i det Hoie, Søger der den levende Emil! 784 Did han drog til hine bedre Lande; Der i Havn den frelſte Sømand flager; Han er bortreiſt! — ak, fra hine Strande Bud og Brev ei til hans Kjere nager; Men, hvor til en evig Morgenrode Diet vaagner med et ſaligt Smiil, Der ſkal Faderen fin Ssgut finde, Moderen omfavne ſin Emil. Chriſtian Wilſter. Kjobenhavns Bors, d. 17 Juni 1828. Hamburg 2 M. — à 6. à vista 215 Species 219 Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 24 5. Bank⸗Disconto 4. pEt. Norſte Speriesſedler pr. 100 Specier Svenſte Sedler pr. Rdlr. Rigsgjeld 157 1875 bd. Sebl. 514814 Rbß. Tegn, 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 84 842 Rbd. Sedl. Dig io 78 | — "i Banco, Nationalbank Obligationer (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 1024 Kbd. r. S. Dito Dito.. IIIA Sedler. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. j ; Renter pr. 6 Januar 983 99 Rbd. r. S. 6 pC. norſt Laan i 1 ved Hambro & Son 1055 106 i Banco, 4 pC. Dito nyue . 983 99 i Bunte. Aſiatiſke Comp. Actier — |! . 3 pC. nye danſke Oblig. 59] 593 L. SW Som for oftere er bemqeerket, gior Omſtandigbeder nodvendigt, at man maa lade det beroe ved gen Correctet. Tryffeil undgages derfor vanfkeligt. Nogle, dog let Hir⸗ delige, ej forvildende, ere: 5 i 8 No. 45 Peryſtile iſtf. Periſtyle. J. Nb. 5 S. 227 L. 26 Visſus iſtf. Bysſus. J No, 18 S 77 . 7 Fr g . T. 17 nedenfra Tohr l. Thor. L. 16 eigner , eigen S. 758 Phanorama l. Panorama. L. 22 levgt is levnet, og enkelte lignende. 14 Kjsbenhavn. 5 Forlagt af S. Soldin. Trykt i L. J. Jacobſens Bogtrykkerie, — — „Gſtergade Nr. 60. 7 * * . c — —ũ—V l — aan sanne l Nyeſte Stilderie e af Kjøbenhavn. i 0 e 1 9 No. 50. ; "Udgivet og redigeret af Fr. T h a a ru 5 Etatsraad. Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne. Loverdagen den 21 Juni 1828. SSS ——————— Immoralitet i England. Morning Chronicle har anſtillet nogle Be⸗ fragtningér om den i England tiltagende For⸗ karvelſe af Sederne, og den ſom Folge deraf kuzlig vorende Mængde af Tyve. „De hojere Slander hedder det, beviſe ved deres hele Ad⸗ færd, at de ikkun arbeide paa at ſkrabe Penge fammen, og at Blot den groveſte og meeſt mate⸗ elle Egennytte er deres Opmerkſomhed værd. . Deres" Exempel følges naturligviis af de lavere Slender, der ikke i Aergjerrighed og i got Nun føge Fyldeſtgjorelſe, men indſee ligeſaa gal, ſom de Højere, at hele National-Morali⸗ keln diſtaaer i at have mange Penge, lige⸗ meget vordan man kommer til dem. Penge tre kandets Beherſkere og Dommere i hojeſte Inſtants; thi Souverainiteten er jo i Parle⸗ mentet, og Pladſene her kan Man klobe ſig for Penge, ligeſom enhver anden Vare. ves i dette Øjeblik Folk i England, ſom ganſke gabenlyſt leve? af at plyndre Andre, uden at S — gelſte Banknoter. Der gi⸗ EET —— — — —— SXFFFOS SDS EKSKL —— —— ͤ—— ͤ—ä—ũ— disſe eller Politiet gjør dem Noget derfor. Da disſe Folk ere ſtore Capitaliſter, ville de rimeligvijs tilſidſt kjobe fig Flakker og lade fig velge til Parlementslemmer; og ſaaledes ville Tyve og Rovere da vorde lovmesſige Reprœ⸗ ſentantere for Legislaturen i Storbritanien. Vor gamle Adel gjorde jo i fin Tid Landeveſ⸗ ene uſikkre, og det blev anſeet for et meget he⸗ derligt Hværv; denne Maade at udmeeke fig paa, er følgelig flet ikke ny; kun at vore. Daz ges Tyve have modificeret Syſtemet og afpas⸗ ſet det mere efter et oplyſt Aarhundredes For- dringer. — For at begribe, hvad Morning Chronicle mener med ovenanfsrte Henpegning, maa Man vide, at alle Banqueurer i Provind⸗ ſerne ſette Papirpenge i Omlob, ſom de paa Forlangende igjen indloſe eller ombytte med en⸗ Nu hender det ofte, at Pak⸗ ker med betydelige Partier med ſaadanne indloſte Provindſialbanknoter tilbageſendes; og bliver en ſaadan Pakke borte, er det til umaadelig Skade for Banqueuren. Om han endogſaa ſtrax be⸗ kjendtgjer alle Nummerne pag de bortkomne Sed⸗ 787 ler i de offentlige Blade, ſaa har Enhver dog juſt ikke altid denne Lifte ved Haanden, og neg⸗ ter derfor hellere aldeles at modtage det beſtjaalne Huſes Noter, end udſette fig for Tab eller endog for ſelv at blive mistenkt, ved at findes i Be⸗ ſiddelſe af de bortkomne Sedler. Ved en ſaa⸗ dan offentlig Kundgjorelſe fætter Banqueuren ſine Noter i Miscredit; han ſoger derfor hellere i Mindelighed at affinde ſig med Tyven, for at faae fine Sedler igjen. Familiefædre Family- men) er den hæderlige Bencvnelſe pan Tyve, ſom ſaaledes i England drive Haandveerket i det Store. Banqueuren maae priſe ſig meget lykke⸗ lig, naar en af disſe Familie-Fedres Agenter paa anden eller tredie Haand lader ſig forlyde til ham om, at Man er tilboielig til at trede i Underhandling. med ham. Familiefaderen for⸗ drer nu en uhhre Sum for Tilbageleveringen af den Swang (et elegank Udtryk, hvormed Tyvene betegne deres Bytte), de ere i Beſiddelſe af; Banqueuren krymper fig. derved, og truer tillige med Politiet; men her hjælper ingen Snak; thi mange af disſe hederlige Folk ere nokſom be⸗ kiendte, og dog kan Politiet Intet gjøre dem. "Endelig bliver Man enig: Banqueuren lover in⸗ gen videre Efterforſtning at anſtille, og Sagen. bliver paa det venſkabeligſte afgjort, Endnu har Man intet Exempel havt paa, at en Banqueur, efterat have indgaaet en ſaadan Overeenskomſt, har gjort noget" videre Skridt for at fane Tyvene afſtraffede; det vilde maaſkee ogſaa bekomme ham ilde; thi de udgier en frygtelig Corporation og vilde exemplariſt hævne fig paa den, ſom vovede at bedrage dem. Desuden vide de. med faa bes undringsverdig Snuhed at tage deres Forholds⸗ Å 788 regler, at Man atbrig vilde kunne overbevjfe bem om Deeltagelſe nt et Ran, ſom de desuden ikke felv begage; hvorpaa Man i London har havt mange mærfelige Exempler. — Siidſt afvigl 21 de Ocbr. afreiſte en ved den warwicher Ban! anſat Commis med Poſten fra London did, med; bringende tvende Pakker, en med 2000 Souve⸗ reigns i Guld, og en med Witheheads Bankno— ter til Beløb 20000 Pd. Sterl. Commisſen havde puttet begge Pakkerne i Poſtvognen; men da han bilde flige tilvogns var Pakken med Bank noterne forſvunden, ſom ved Hexerie. Han op- gav alt ſaa ſin Reiſe; giorde Anmeldeſſe til Po⸗ litiet om det Pasſerede; ſatte Nummefne i Avis ſerne og udlovede 500 Pd. Sterl. for Tyvens Opdagelſe; men forgjaves. Senere traadte Fa⸗ miliefaderen i Underhandling med Banken i War; wich, og Bladene berette derefter, at Banken har, med Undtagelſe af omtrent 100 Nofer, ſom det var lykkedes Tyven ſtrax at anbringe, faaet fin Pakke med Noterne igjen, imwd at udlevere Fa⸗ miliefedrene i det Sted den anden Pakke med de 21090: Souvereigns i Guld. ; (Polit. Journ. Jan) — — — Ssiſkolens (univerſi teret) Kiels og de lærde Skolers Zirønite i Slesvig og Solſten i Sommers Salvaaret 1828. Nytaar 1828 var Antallet. paa de Sub rende ved Kieler Univerſitetet 323. De har forrige Vinterhalvaar (1827) beløbet. fig. til KL | og i. forrige Sommerhalvaar til 301. Ved Slutning af det forløbne. Som Semeſter, havde 24 Studerende erholdt, hver df . i FT RER TRENSER 789 Testimonium morum, nemlig: 10 i Theologien, 12 i Retsvidenſkaben og 2 i Lagekyndigheden, for at beſoge fremmede Univerſiteter. Det offentlige academiſte Vidnesbyrd fik II Siuttrende: 4 i Gudslæren, 1 i Retsviden⸗ ſtabn og 6 i, Medicinen. Indtil Midten af Maimaaned ere 65 in⸗ ſulbette; 13 Veteraner og 12 Novizer (Nyelinge.) Hvad Tallet af denne Zilvært af-nye Stu⸗ derende angaaer, og med Henſyn til dem fra fremmede Univerfiteter eller fra deres Hiemſtavn, ſom ere her for at fortſette deres Studeringer, og altſaa vare forhen inſcriberede, var, efter den nyeſte Optegnelſe, Antallet i Begyndelſen af dette: Sommer⸗Halvaar 370, folgeligen 42 flere end i forrige Vinter⸗Halvaar. Blandt disſe vare effer deres Hiemftayn og deres Studier: Sles⸗ Hol⸗ Lauen⸗ Dan: Fra Til⸗ vigere. ſtenere. "borgere. ſke. Udlan ſam⸗ TDhpeologi⸗ det. men: ſte Stu⸗ "SR bererende 87 61 1 2. 3 154 Theologer 8 ö og Philo⸗ : bør” 8 6 — — 1 12 Muologer 4 55 122 8118 Juſſer 427 56 3 99 Medi: 5 9 ESKE 20: 2s 1 2 8 66 Pharma: É ; f (tufer . 8 2 2 Nat hema 4 2, ö Summa 169 167 — 2 15 17. 3700 790 . S Iblandt de 65 til Paaſke nye Indſkrevne vare fra Hertugdemmerne og Danmark 57, Af disſe 57 vare 10 privat forberedede; de øvrige 47 havde beſogt offentlige Skoler. 34 fra Her⸗ tugdemmerne vare fra Altona 6, Gluͤckſtadt J, Kiel 3, Meldorf 4, Rensborg 5, fra Slesvig 10, Flensborg 2, Huſum 4, fremmede 13, nem⸗ lig: fra Eutin 2, Ilfeld, hvor ſom vitterligt er et beromt Pœdagogium“) I, Lybek 5 og Ratz zeburg 5. Til Convictexamen meldte fig til Paaſte 14. Blandt disſe 14 var een endnu før Provelſen traadt Blandt de øvrige 13 befandtes en ud⸗ tilbage. lending. Af de Indenlandſke vare 7 fra Hol; ſten og 5 fra Hertugdømmet Slesvig, Skole⸗ dannelſen have een erholdt i Hamborger Joha⸗ 5 neum, een i Lybekker Gymnaſium, i Skolerne i Kiel, Ploͤen, Meldorf, Huſum og Flensborg, hvertſteds een, og 6 fra Slesviger Domſkole. Elleve valgte det theologiſte Studium, een Rets - videnſkabens og een Medicinens. Det juridiſke Facultet tildeelte, under Jade Marts den Kongl. Sachſiſke Hofretsauditeur og offentlige Notar, Adolph Karl Heinr. Har⸗ titzſch, Forfatter til det i forrige Aar udkomne Skrift: Das Erbrechte nach roͤm. Rechten, bes: arbeitet nach Haubold“ og den 28de Marts den Storhertugelige Meklenborgſte Hofraad Joh. Chriſt. Buͤhr ing, Cancellieadvocat og Ses" nator i Roſtok, e „) Man jeynfore overhovedet Wedels indenlandſfe Reiſe, bog J. G. Fr. Cannabichs Geographie nach den neu⸗ eſten Friedensbeſtimmungen, 7 u. vermehrte Ausg. Sondershausen, 1820. . Doctorverdigheden. 791 — Under det medieinſke Facultet diſputerede den 3die Mai Candidatus medicinæ Jac. E d⸗ vard Beer fra Hamburg for Erholdelſen af Doc⸗ torveerdigheden. Titelen paa hans Inauguraldis⸗ ſert. er: e effectibus quos habet praepope- rum corporis jiuvenilis incrementum.““ Af det philoſophiſke Facultet tildeeltes den Jade Mai den nu i Bon privatiſerende Lerde, Ge. Benjamin Mendelsſohn fra Berlin Titel var "Observationes 0 -geogra- "phicæ. LE Den 28 Jan. beitideligboldt univerſtetet den Kgl. Fodſelsdag. Indbydelſesſkriftet var, i Senatets Navn, forfattet af Prof. Nitzſch, af hvem, ſom Profesſor i Veltalenheden ogſaa Talen holdtes. Taleren mindede forſt de Pttringer af, den almindelige Stemme, ; hvormed den elſkte Konge atter: hilſedes ved hans ſidſte Tilftedevæs relſe i Kiel: Reminiscamini, quibus tum ser- mouibus unumquemqve compellautis humauitatem proseqvuti sitis: et beneyoli aequabiem ſidumque indicem! Om- 3 nia ad veritatem, ad speciem nihil!“ etc. viiſte derpaa i forſte Deel, hvor lykkelig Humanitets⸗ Videnſkaben og dens Bekiendere ere under en Konge og en Regiering, hvis hele Sid grunder fig paa animi veri et simplicis fides ac probi- tas, — og oplyſte i den anden Halvpdeel af Ta— len, hvorledes Alt beroede paa, at Lerere og Diſciple kaarede det Kongl. Ordſprog: Nihil ad speciem, ad veritatem omnia!“ Programmet til denne Feſtlighed handlede om: Indagandæ Det indſendte Proveſkrifts „En redditum nobis eundem, quem semper amavimus, vultum, animi candidi 7 per Humeri; Odysseam inerpolationis. Pracpa- ratio F. nn i 2 fa naked J det homiletiſte akabemiſre Seminar tilkiend⸗ tes den 16 Februar Stud. H. C. Nehlſen fra Mel⸗ dorf Anſgariuspræmien. — J Løbet af Vinter⸗ ſemeſteret ere 22 Predikener blevne holdle oz bedomte. — Af Seminariets 20 ordenklige Med⸗ lemmer afgik 12 ſidſte Paaſke, men 12 nye op; toges derimod for denne Sommer. — Auſcul⸗ tanternes Antal er endnu ikke beſtemt. J det philologiſke akademiſke Seminar, under Profesſor Nitzſchs Veiledning, diſputere Medlemmerne over ſkrevne philologiſke Afhand⸗ linger. Oppoſitionen overtagers hvergang et or⸗ dentligt, eller overordentligt Medlem, eller en ſom hoſpiterer. Ved den philologiſte Stude⸗ rendes J. §. Luchts Afgang er een labs ble⸗ ven ledig. Efter Commisſionens Bereinlng, er r Kieler Univerſitetets Bibliothek i Aaret 1827 blevet be⸗ tydeligere paa Skrifter, end i Aaret 1826, hvil ket ſees af folgende: 1826. 1382 = Numere. Numere. Literœrhiſtorie 100 EGER Philologie , Theologie 43 325 Surisprudents" 52 59 Medicin og Naturvi⸗ r dienſkeab 35 BB (0) Hiſtorie S e DIE Jordbeſkrivelſe 46 3 Mathematik 82 57 ö 793 Philoſophie 4 63 Skionne Videnſkaber 40 101 Miſcell. og Omissa 98 . Haandſkrifter 3 ; 6 ' 676 1244 Bibliotheket er ligeledes i det forlobne Aar blide beriget ved flere enkelte Bind, og i Ser⸗ kaltshed ved 869 indbundne Smaaſfkrifter. Grunden til denne veſentlige Overbalance, ſkal ligge nærmeft deri, at Commisfionen overholder ſttengt den Grundfætning, at anſkaffe Bøger, ſnavidt muligt, mere paa Auctioner, end fra Boglader, og, da det lykkelige Tilfclde indtraf" i ſorlobne Aar, at rige Bibliotheker ſolgtes of- ſintligen, nemlig den Bappelbumiſke Bogſam: ling i Brun, den Gabluriſte i Jena, den Hei⸗ ſſte og den Schulziſke i Hamburg, ſaa havde kommisſionen- Leilighed til at kjobe før Bibli⸗ aht gabnlige Skrifter. Fiderichshoſpitalet har ab trygt Syge. fra Iſte Marts 1810 til Iſte Marts 1811 58 | 2 1811 1812 SI 1812 1813 60 1825 1826 72 1826 1827 84 1827 1828 81 Kiel den I2te Junii, 1828. 1 5 J. P. M. 794 — — Nogle Optegnelſer om forſteuig⸗ In⸗ duſtrie⸗Anleg. a. Sabtikation af armorkugler i Tydſkland. J Tydſtland forferdiges en ſtor Mengde ſmaae Kugler, ſom tjene til Borneleg; nogle ere af Leer, overdragne med en Glaſur, liig Steenteis, andre ere af Marmor, Alabaſt, men fornemmeligen af en meget haard Kalkſteen, ſom findes i Egnen af Coburg i Sachſen. Med en Hammer hugges disſe Stene i fürkantede 8 Stykker, ſom ſiden afrundes paa en Molle. Til dette Øjemeéd- lægges 200 til 250 Stykker paa engang paa en Ligger af Steen med con⸗ centriſk Billing. En ligeſaa ſtor Løber af Ege⸗ træ, fom fan hæves ved en Vegtſtang, arbeider paa Liggeren. Medens Loberen gaaer rundt, ledes en Vandſtraale ind i Fordybningen i Lig⸗ geren, for at befordre Kuglernes Polering, og for at undgaae at Zræet bliver hedt. Med ofennævnte . Mængde varer Operationen een Time. ” Kuglerne blive fuldkomment runde, og bringes ſtrar i Handelen. De ſendes i uhyre Mængde til China og Indierne. courertes ꝛc. 1827.) b. Sülkeflots⸗ Beuefobeitaton. Denne Fabrikation tog ſin Begyndelſe i "Kjøbenhavn i Aaret 1812 da den føden afdøde - Modehandler Peterſen dertil erholdt Priviles gium. Trende Andre ere derpaa, Zid efter an: den meddeelte lignende Privilegier; ” gabrifation ſynes mere . mere at ville udbrede En Molle med 3 Qverne kan levere 60000 Kugler om Ugen. Gandelst. 1828 Nr. 19 effer Arch. des de- og denne . ˙ ˙ -w —— "hvorledes Kridt forædles. for dette Aar Nr. 16 bringes denne Gjenſtand nr * * — * 5 * 2 4 795. fig. En Beffrivelfe over forbedrede Fremgangs⸗ maader, ſom i England ere bragte i Udovelſe ved denne Fabrikation, læſes i Hand. Tid. 1828 Nr. 16. o. Kridts Tilberedning og Forcedling. Kridt er et mineralſk Produkt, ſom har en meget udbredt Benyttelſe. Ikke allene at det bruges til Skrivning, til Hvidtning, til Cors pus for mange Farveſtoffer; det tjener fremde⸗ les ſom Zilfætning til Kit, til Pudsning af La⸗ der og uldne Toler, til Metallers Polering, til Grundlag for Forgyldning, og i flere Maader, og det bliver ſaaledes Gjenſtand for en ikke ube; tydelig Handel. Da det nok intetſteds findes i fuldkommen reen Tilſtand er det et Under, at det ikke overalt hvor det findes, renſes, men at man derimod i flere Lande foretreœkker, at for⸗ ſkrive det forædlet fra fremmede Steder. Som bekjendt findes "Kridt paa flere Steder i Dans mark, ſaaledes i Sjelland, paa Møen i Jylland; der udfores endog deraf ikke ubetydelige Partier, men alt ſaaledes ſom Naturen har leveret det. Skulde det ikke være, Tønnende. for de Godsejere, der beſidde Kridt, at lade det foredle? Her⸗ ved formenes, at der gaves dem Lejlighed til at foredle et raat Produkt paa en for dem, i N en ellers ikke indbringende Tid, indbringende Maade.” Med disſe Ord indlededes i i Han⸗ delstidenden 1826 Nr. 8 en Beretning om J ſamme Tidsſtrift i Erindring, ved Meddeling af en udførligere Beſkrivelſe, og Aftegning over en i England brugelig Kridtmolle, ſaaledes ſom den leveres i * 2064 2" "3 BR Brolings Reſa i England 3die Deel. Skulde denne Sag ikke fortjene megen Opmaerkſomhed; og ved det kongl. Landhuusholdnings Selſkäb, eller det rejerſenſke Fond være anbefalkty til Un derſtyttelſe? 2 d. Straa⸗ Papir: Sabriration. Fobrikor A. Ernholt blev i Aaret: 1818 gi⸗ vet kongl. udelukkende Bevilling for F. Aar paa at forfærdige Straapapir. No. 51 af Ham delstidenden for 1824 blev trykket paa Straa⸗ papir af hans Fabrikation; og til ſamme Tid "blev meddeelt en Overſigt af hvad der var ſteet ſaavel i Udlandet ſom i Danmark for denne. Far brikation. Meddelelſen ſluttedes med den Be⸗ mærkning, at Ernholdt ikke beſad Midler til med Kraft at drive Fabrikationen ſaaledes, at den kunde fvare Regning, hvorfor Tvivl ytrede om han dermed ſkulde komme videre end til at have viiſt, at han kunde tilvirke dette Papir. Hvad dengang befrygtedes ſteete, og den ringe begyndte Fabrikation ſtandſede indtil en formu⸗ ende Borger i Hovedſtaden gav Ernholt i Aas ret 1827 Midler til med Kraft paa nye at fr, gynde og fortſette Fabrifationen: Da hin du villing ikke havde været Ernholdt til Nytte, od heller ikke nogen Anden vidſtes imidlertid at have ſysſelſat fig. med denne Fabrikationsgreen, blev under 31 Oct. 1827 allernaadigſt bifaldet, al Bevillingen maatte. fornyes til at gjelde i andre S Aar. Han havde nu faaet en Botte i fuld Gang, og leverede Pap- og Pakpapir, hvad 2 Prover fulgte med Handelstid. d. A. No. Bi og han gav fin Torreſtue den forbedrede Ind retning efter Ternaux's Maade, hvorpaa Har * — N 1 797 delstid. 1827 No. 89 havde vakt Opmerkſom⸗ hed. Hans Fabrik, hvorved nu 3 Svende og 6 andre Arbejdere ere ſysſelſatte, er i Gottersga⸗ den No. 333, og Udſalget er hos Urtekreemmer Sumſtrup, ſtore Grønnegade No. 284. Fabri⸗ kens Priſer ere nu for Tiden Pap: à 70 Stk. "pr Bundt à 25 Pd. 2 Rbd. 4 Mk. — Stort gekpapir 6 Rbd. Riſet. Naar Partier tages gives 8 pr. Cent Rabat. Nu. forarbejdes kun tt Slags Pakpapir, hvorefter er megen Sog— ning, og ſom har Affætning endog i Udlandet. Om fort Tid, naar en Blege-Indretning er kom— met iſtand, vil Trykpapir herfra kunne faaes, vhvilfet hidtil ikke har været her fabrikeret i ſtorre Mangde end for ſmaa Prøver, if. Ex. til hint ovenomtalte Nummer af Handelstidenden. e. Chineſiſk Papir, og Brug af Tuſk. Medens man i Europa fætter Straa- og Trabaſt⸗ Papir iblandt de nyere Opfindelſer har man i China fra umindelige Tider af forfer⸗ diget Papir af Riis⸗ og anden Halm, af Mor⸗ bartraets Bark, af Bomuldsplanten, af Hamp, og af Nelder. Man forferdiger der ſterkt Pas Ar til den Sterrelſe, at man dermed kan beflæde Jrggen i et Verelſe af Middelſtorrelſe. Det füge chineſiſke Skrivpapir er paa Overfladen faa fint ſom Velin, og Overfladen overſtryges med Allun, for at Tudſken ikke ſkal flade igjen⸗ nem. Tuſken har det Fortrin for Blœk, at man igien kan afvaſke det. Tuſinde gamle Koner og Born have i China Levebrod ved at afvaſke det med Tuſk beſkrevne Papir, hyilket, efter at dare. afvaſket, bliver ſtampet og beredet, og an⸗ 1 — mine Forelæsninger, bå 798 vendt. til nyt Tei, af hvilket man igjen forfer⸗ diger et ſtjont Papir. Naar vi, ſom Chineſerne, vilde anvende Tuſk iſtedet for Blak og Bogtrykkerſveœrte, Rule vi igjen kunne anvende benyttet Papir ſom Stof til nyt, iſtedetfor at vi nu af ſtrevet og trykket Papir i det hojeſte udbringer Graat Papir eller Pap. (Mechan. Magaz. 235. Febr. 1828 S. 67. Dingler. Apr.) CC ] Blandede Efterretninger. J den hesſiſke Over⸗Hofraad J. H. Kopps medicinſke Bemærkninger paa en Reiſe gjennem Tydſtland og Frankrig berettes om den berømte Brousſais, at hans Phalanx dannes iſar af unge Menneſter, der komme til Paris, for ſna— reſt mueligt at blive gode Leger, paa det de let kunne helbrede Syge og fortjene Penge; bes gierlige efter Oplysning ſtaae de med "aaben: Mund, beundrende deres Lerers Visdom, og troe uden Betenkning hans Ord, naar han ſiger dem: Den ſtore. Hippocrates vilde, hvis han le⸗ vede endnu; gjøre fig en Wre af, at overvære for at blive bekjendt med min Lære. Legevidenſkaben har hidtil ikke væ⸗ ret andet end en Roman. Min Lære hviler paa urokkelige Grundſtstter; dens Grundſetninger ere uforanderlige; den er evig ſom Sandheden.” — Er det mueligt, at Brousſais har tilladt ſig en ſaadan Rodomontade? Sg kan eller bor man troe Kopp paa hans Ord? J Han one biblical Researches and Travels in Russia fortælles, at Sefuiterne i Pe⸗ tersborg, ligeſom forhen i Madrit, alle i een Nat bleve anholdte i deres Collegium, pakkede i allerede dertil beredt ſtagende Sleder og ved Gensdarmer bragte over Grænbdferne, rt — — 799 Indenlandſte Efterretninger. Efterat Hs. Majeſtet Kongen havde i Aar⸗ zuus med den om Formiddagen d. 14 Juni goldte Generalmanovre endt dette Aars Troppe⸗ Jamling, behagede det allerhojſtſamme om Efter⸗ middagen at lade fig præſentere Byens Borger— vœbning og Brandkorps, og derefter at beſoge Stiftsbibliotheket, Domkirken, Raadſtuen, Fengs⸗ lerne. Kongen havde forhen, Torsdagen, beſeet Anleggene uden for Aarhuus, Hoſpitalerne, Fattiganſtalterne, Skolerne. Sondagen d. 15 forlod Hs. Majeftæt Aarhuus, og indtraf om Eftermiddagen paa Greveſedet Friſenborg. Der⸗ fra gik Reiſen til Hovedgaarden Ulſtrup, hvor Hs. Majeſtæt lod fig blandt andet foreviſe nogle Agerdyrknings Redſkaber af forbedret Ind— retning, ſamt endeel fortrinlige Heſte og andre Kreaturer fra Gaarden og Omegnen; hvorefter Reiſen fortſattes til Viborg, hvor Hs. Maje⸗ ſtœt om Aftenen Kl. 9 ankom. Byen var ſmag⸗ fuldt illumineret. ; Rettelſer. 2 J Skilderiets ſidſte Nummere ere adſfillige Trykfeil indlobne, ſom man ikke har faaet Lei⸗ ligbed til hidtil at rette alle. Saaledes maa ” Tæfes i Nr. 44 S. 690 mediceiſt f. medi⸗ cœeiſtk; S. 692 L. 9 Gips f. Gibs; S. 694 L. 25 Email f. Emaille; S. 696 L. 12 overordentlig f. overordentlige; S. 706 L. 2 nedenfra Nuͤrnber ger⸗ f. Nuͤrrenberger⸗; Nr. 45 S. 707 L. 21 Frontiſpicen f. Front⸗ ſpicen; S. 710. L. 9 Cruſeman f. Cruſe⸗ msn; L. 16 nœſten f. næven; Nr. 46 S. Forlagt af S. Sold in. Trykt i L. i Øftergade Nr. 60. 2 BES "… Kjøbenhavn, Specier ſolgtes til Svenſte Sedler Dito Dito. 783 — i Banco. Nationalbank Obligationer ** Ku (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 — Rbd. rn E. De 5 8 Se Nba 1113 — Seda, 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. 8 Renter 97 6 Januar 982 99 Rbbd. r. S. 6 p. norſt Laan i ved Hambro & Sen 1053 — i Banco. 4 pC. Dito nyhe 983] — . Banco. Aſiatiſte Comp. Actier : "| — | — i Sedler, 800 724 L. I nedenfra Daͤhling f. Duͤhling; S. 725 L. 4 Daͤhling f. Duͤhling; L. 7 Ka: ryatider f. Karyathider, L. 14 nedenfta, ſymmetriſt f. ſymetriſk; S. 727 L. 13 Email f. Emaille, L. 5 nedenfra engſtelig for eng— ſtelige. Det bemærkes, at disſe Trykfeil ikke fin: des i eef, men, ſom ovenfor er anfort, tre forſkjellige Nummere, der ere faa tæt trykte, at der gjerne kunde være gjort 6 Nummere af al⸗ mindelig Tryk deraf, SEE - Kjøbenhavns Bors, d. 20 Juni 1828. Hamburg 2 M. — 3 | å vista 215 i 7 75 Species 218 13 Rbmk. I ß. f Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſte Speciesſedler pr. 100 Specier 187 1672 Köb. Seb. pr. Rolr. Rigsgjeld 514 [Slg Roß. Tegn. 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 84 844 Rbd. Sedl. 3 pC. nye danſke Oblig. 5921 893 L. Sterl. J. Jacob ſens Bogtrykkerie, 25 E IKON i KA. Et: ! 44 Nyeſte Stilderie af Kebenharn. sen ⏑⏑νννπνπνινε] ̊.]0ννε¹ ] == Femogtyvende Aargang. No, 51. Udgivet og redigeret af Fr. Tha ar u p, Etatsraad. Forſendes, ifølge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. Tirs dagen den 24 Juni 1828 — — — tø Af en Dagbog bolden i St. Petersbürg i Aaret 1327. N AN Efterat jeg havde ſeet mig beherigt al om i Hovedſtaben, gjorde jeg en Tour til Paulowsk, 0 at afgive de Anbefalingsbreve, ſom jeg havde ill Hofraad v. Adelung. Jeg vidſte næppe at | fatte mig af Glæde, da jeg kom til den tyſke Folonie, fane tyſke Drenge og Piger, horte ſyſte Bonders Toner, og bemerkede velbekjendte Jndretnings⸗Gjenſtande. Jeg maatte lade holde, Og trede ind iblandt mine Landsmænd for ven⸗ at hilſe dem. Disſe Koloniſter fee ret fora høje ud, da den rusſiſke Bonde aldeles overla⸗ der il dem Melkehusholdningen, der, faa nær Veferibug, giver naturligviis gode Renter. Zyſte Folk fra Staden komme ogſaa jevnligen. herud; og leve ofte i hele Uger her van Lan⸗ bet. Dog føle de fig ikke her ret hjemme; og forfejle ogſaa deres Beſtemmelſe. De ſkulle be⸗ ſordre Agrikulturen hos Landboen, men de ud⸗ fette aldeles intet. Det tyſke Agerbrug er for | den fattige Rusſer alt for koſtbart, til at han: ſkulde efterligne det. Vel erſtatter og forrenter det de Udlæg der gjøre, men uden Capital kan man ikke, og uden Ejendom over Grun⸗ den vil man ikke gjøre fig noget ud af. Over⸗ hovedet foretrekker den merkantilſke Rusſer at dyrke de Frugter, der ere Lakkeriets Gjenſtande, hvilke han her got kan afſette. Saaledes fane jeg her hele Brombeermarker. — Alt Forfejlte er for mig noget Piinligt; derfor forlod jeg, temmeligen afkjolet, Kolonien og beſaae med ſtorre Fornsielſe en liden rusſiſt By, ſom virke⸗ ligen var ret net. Huſene vare vel af Tree; men hvert ifær havde en Balkon, og langs Ta⸗ gene vare tynde Bretter udſkaarne og takkede blot med Yren, ſom om def var brabantſke Kniplinger. Naar en ſlig Aand for Skjonhed vilde viſe fig i enhver rusſifk liden By, da ſkulde ogſaa ſnart al Livegenſkab forſvinde. Li⸗ geſaa elegant ſom denne liden By var og den liden Stad Crasno⸗ ſelo. Jeg kunde kun i For⸗ bifarende betragte Slottet og Haven, men det var mig nok for at fatte en Beſlutning om il 803. fnart at komme igjen hertil. Nu maatte jeg lade mig nøje med at beſkue det Ydre af det be⸗ romte Pallads. Uagtet Slottet for nærværende Tid har tabt ſin Forgyldning, imponerer det dog endnu, men viſt er det, at der er meget Pra⸗ lende derved, Carpyatiderne ere flette, og ſtikke flet af under en guul Farve, En Bagbygning, ſom blev bygget for Keiſerinde Catharine den 2den, er langt ſmagfuldere og beſidder to her⸗ lige Statuer. Ligeſaa ſimpel og net er en Si⸗ debygning, ſom den keiſerlige Familie nu plejer at beboe. Naar man betenker hvor mange Millioner der ere onvendte paa denne Pragtbyg⸗ ning, ſom nu aldeles ikke bliver brugt, ſaa reg⸗ ner man uvilkaarligen, hvor mange Menneſker der kunne være blevne frikjobte for denne Sum!“ — Da jeg ankom til Paulowſk var Statsraad v. Adelung netop gaaet til Slots⸗Bibliotheket; jeg gik altſaa derhen. Ved Indgangen bemerkede jeg en hej mager Mand i Generals Uniform, hvis Aaſyn vifte en Roe, en Alvor,” ſom var paafaldende; jeg kunde ikke antage den for ejen⸗ dommelig, men vilde ſnarere anſee den for kunſt⸗ let eller tilvant; Holdningen var vel faſt, men dog tvungen, man ſaae han fad hellere, end ſtod; Blikket var gjennemtrengende, men dog fortre⸗ delig, Stemmen paafaldende, og huul. Jeg troede i denne Mand at ſee en Tyſker, ſom i Begeiſtringens Aar var kommen til Neva, og der var bleven indefrosſen, og undrede mig ikke lidet, da jeg fiden erfarede, at det var Herr Klinger. — Herr v. Adelung horer til de beha⸗ geligſte Lærde i Verden, og er ſaa gjeſtfrie, at Er ; "jeg efter faa Minuters Forlob, ordentlig ſaae mig nodſaget til at tilbringe paa hans Landſted ligſte jeg har ſeet i Rusland; venlige Høje, 32 nogle Dage, hoilke jeg teller blandt de ſtionne, ſte, jeg oplevede i Rusland. — Paulowſt har ſaa mange Seeverdigheder at man meget got kan bruge en Uge til at beſee dem. Ikke allene er Slottet meget ſtjont, og har tildeels ſjeldne og udmerkede Malerier, Statuer og Bøger, men Haven indeholder ogſaa mere end man fø- ger. Ja, jeg kan vel ſige, at den er den Her⸗ groteſke Smaadale, en ſmuk Bak, en Park med Gondoller og Svaner, Templer, Hytter, Pavll— lioner afvexle ſymetriſt med hinanden. Roſen— Pavillonen med Aeolsharpen overſt er allene for fig et lille Undervoerk og med Foje Keiſer⸗ inde⸗Moderens Ynudlingsplads. Der ligger en Stambog, i hvilken de Beſogende nedffrive deres Tanker og Folelſer, og det var lenge en Morſkabslœsning for Keiſerinden; men rage Smigrerier af Menneſker af alle Nationer for⸗ ſtyrrede ſnart den ophøjede Menneſte⸗Benindes Fornsjelſe. Hvorfor ſkal Fyrſtelige Perſoner dog ſtedſe have den Ulykke, ikke at høre uden Smigrerier, for det meſte af urene Kilder. En bavde ſkreven: : Si j'arais de Lamartine 10 Je chanterois Ia bonté de Marie. En anden ſkrev derunder Pour chanter Marie Faut-il avoir esprit? O que non, sur mon honneur II faut avoir un coeur! Dg ſaaledes vedblev det i det uendelige, 3 anhe det maa være en Qval at høre gl 1 R 805 jammerligſte Menneſker priſet hvad der er et, Verk af reen Begeiſtring, og aldeles ikke bereg net. Det maa næften være ligeſaa ubehageligt, dom af vide et Genievoerk bedomi af een, af Boglandleren og Forlœggeren betalt Recenſent. Pallowſk. er egentlig en Landsbye, men man vil med Magt gjore den til en Stad, betaler Koloniſter og holder nogle aarlige Markeder. Men naturligvis vil det ikke gaae, thi en Lands bye maa ſelv gjore fig til en Stad. Endogſaa fordi Zarſko⸗ſelo ligger ſaaner, kan Paulowſk ikke blive til en Stad, naar man derunder ikke blot forſtgaaer et viſt Antal hoje Huſe, men og⸗ faa en Forening af Menneſker af Induſtrie. Alligevel fortjener den ſkjenne Omegn, at ret mange Stadbeboere her anlægge deres Landſte— der. Foruden. den Keiſerlige Have gives der endnu en flor Park tilhørende Fyrſt Soltikow, der, endogſaa henliggende i fin vilde Tilſtand, er ffjøn, Lengere hen er der en behagelig Mads, foran den lille Feſtning ſom Keiſer Paul Tod opbygge til Krigslege for fine Sonner; den fører Navnet Pip ligeſom et nærliggende lide Jagtſlot hedder Krik, thi det var et eget Trek hos denne Keiſer, at elſke korte Ord, Ogſaa den Finſke lille Landsbye Slawenka har man- en ret behagelig Spadſeretour, om det ogſag ikke ſtter for de Merkverdigheders Skyld ſom ſiubes i den proteſtantiſke lille Kirke, bvilke be⸗ ſtage i Kapeller for nogle her begravede Stats⸗ raader! — Adelung blev- lykkeligviis medens jeg var der, indbuden til Zacſko⸗ſelo til Keiſe⸗ rens Livlege; og ſaaledes gaves der en ypperlig 2 Lejlighed til at viſe mig, ſom ogſaa havde got af Indbydelſen, flere Ting i Zarſto⸗ſelo. En 806 Hofvogn afhentede os. foreflaae en Omvej, for at kunne viſe mig des mere, og man ophævede Taffelet noget tidligere, for at jeg kunde faae ret meget at fee. — Vi gik. talrige nok (foruden Adelüng og Krichthou, var ogſaa Akademikeren Statsraad King, den rusſiſte Hiſtories grundigſte Kjender, der o, fl.) igiennem Haven til Slottet. Dette gamle Pragtsverks Indre modſiger det Ydre, Alt er koſtbart, rigt, men ſjelden meget ſmagfuldt. Kapellerne har Vægge aldeles bedakkede med ſterkforgyldt Bikledhuggerverk, men Malerierne forraade liden Kunſt. Paa en Sidevæg ſaae jeg et lille Billede, ſom fokeſtillede Ordene: " »Du feer Splinten i Din Naſtes Oje, og ikke Bjelken i Dit eget.“ En vanſkelig Opgave, men man hore, hvorledes den Elev loſt. En Or: ding har en Bjelke bag Hret, og peger ſmilende paa en Yndling ſom kun bærer en Gren bag Hret. Det kalder jeg at være tydelig og jeg troer at Maleren har villet prophetiſt afbilde en Scene af det Tyſke Skribenterliv. Den gamle er viſt nok en Theater Digter, der ikke lader nogen ung Digter komme til en gron Gren, og kun taaler [fine egne Verker paa Repertoiret. — Da vi igjen kom tilbage i Haven, lod Mu⸗ fik os imsde, og der vare talrige Spadſerende. Vi gik til Siderne for uforſtyrret at kunne nyde - de ſkienneſte Partier; desuagtet maae denne beſtandige Tilſidegaaen have bidraget til at det meget mindre behagede mig i Zarſko⸗ ſelo, end i Paulowſk. En Fremmed ſagde meget vittigt og ſandt: til Haven i Paulowſt kan man ſige: Du, men til den i Zarſko⸗ſelo kun: De. — Til⸗ ſidſt beſteg vi et lille Slot af Oldtids Form, Man var ſaa god, at 807 hvilket nefop var blevet færdigt, og indrettet til den lille Kronprinds. Det beſtaaer i et nydeligt Taarn, omgivet og bevogtet af engelſke, rusſiſke, oſterrigſte, og ſvenſke Riddere: i Toppen er en Tubus i Form af en Kanon, og et Uhr med et Brœndeglas, ſom ved Slaget Tolv affyrede en lille Kanon. verks "Bygning er ÜUdſigten, ſom man nyder ovenfra, og det er af Vigtighed. Prindſen læs rer, at man mage have ſig og ſtige i Veiret, for at kunne overſkue Verden! — (Geſellſchafter. 12.) rr — Sortſat Bidrag til at karakteriſere Hr. C. W. Elberling ſom Recenſent. Da Hr. Elberling i fir Recenſion af mit Skrift om de latinſke Verber (D. Litt. Tid. 1828. No. 16-17) havde nævnet E. Scheid blandt de Forfattere, ſom jeg med ubetyde⸗ lige Forandringer havde fulgt, og ſiden, da han i Skilderiet ſigtede mig for Plagiat, for⸗ nemmelig havde. peget paa Scheid's Fortale til Lemaps Etymologicum ved at tale om, at jeg havde „laant mine Ideer” af lidet bekjendte Bo⸗ ger, uden at nævne: dem; faa. blev jeg naturlig⸗ viis nysgjerrig for at leſe denne Fortale. Jeg lod Bogen komme og begyndte Lesningen ſaame⸗ get des begjerligere, ſom jeg allermindſt hos en Hollænder havde ventet Oplysning i denne Sag; thi Sprogphiloſophien var ſtedſe de hollandfke Philologers ſvageſte Side. Min Forundring kan jeg ikke beſkrive; thi jeg fandt, at man med ſtorre Rimelighed kunde have beſkyldt mig for at have plagieret Badens eller Broders latinſte Grammatik end denne Fortale af Scheid. Man høre nu. : å 13) Scheid fremfæfter (S. IX) den Paa⸗ ſtand, at der i Latinen kun gives een Conjuga⸗ tion, ligeſom der i Greſken heller ikke gives flere; han ſiger fremdeles (S. XI): 8 Det bedſte ved denne Lege- gation, f. 8086 Tabella conjugationis simplissima hæc esto: amo, amavi, amatum, amare; deleo, deleri, deletum, gelere; peto, petivi, petitum, petere; audio, audivi, auditum, audire; og han Falder ſiden disſe fire Afdelinger Slag⸗ ter eller Arter (S. XLV. species) af een og ſamme Conjugation: 7 . Jeg har derimod gjort opmerkſom paa, af der gives i Latinen to Conjugationer, ligeſom der i alle gothiſte Sprog heler ikke gives flere eller ferre. J disſe findes atter ſyv regelmas⸗ ſige Slægter, der bedſt ordnes ſaaledes: É dico. ixi. dictum. dlicere. Iſte 102 55 carpsi. carptum. . carpere. Conjg. fclaudo. clausi. elausum. claudere. Jatatuo. statui. statutum. ctatuere. 5 Saudios audivi. auditum. audire. G. en deleo. delevi. deletum. delere. 9118" amo. amavi. amatum. amare. 2) Scheid ſiger, at alle Praterita tilſorn (olim) endtes paa vi eller i (S. XI). Jeg har ſogt at viſe, at der altid gaves en dobbelt Per⸗ fekt⸗Dannelſe, ſvarende til den dobbelte Conju⸗ Ex. sumo, sums i og amo, amavi. 3) Scheids Fremſtilling er fan fort, at han ikke engang har givet ſig Tid til at ſige, hvor⸗ ledes han betragter den ſtore. Masſe af Verber, efter den gamle 3die Conjugation, ſom ikke habe vi i Perfektum. Men efter hans Tabel mag be jo alle tilhobe kaldes uregelmesſige. 5 Mit hele Skrift, derimod, gaaer føl og fremmeft ud paa at viſe, at disſe Verber eie ligeſaa regelmesſige ſom dem, der indeholdes i den gamle Iſte, 2den og à4de Conjugation, 4) J alle Hovedſetninger afviger jeg ſas⸗ ledes ganſte fra Scheid, og om Mlagiat kan der flet intet Spørgsmaal være. Af enkelte Bemark, ninger er der een enefte, hvori vi ftemme overs eens, nemlig i at forklare. monui, habui, o. ſ. 5. ſom Contractioner af manevi, habevi, 9. f. 1 Men alle øvrige ejendommelige: Bemarkninge, Sammenligninger og Berigtigelſer, ſom mit Skrift indeholder, findes der hos Scheid ikke dit mindſte Spoer til, end ſige de Vitringer, ſom jeg kunde have plagieret, cc 809 Jeg overlader i øvrigt til Læferen ſelv at ſorklare fig det Phenomen, at en Recenſent kon fremfætte en ſaa grundlos Paaſtand ſom den her giendreune. Jeg kan kun tenke mig to Til⸗ fælde: a) enten har Hr. Elberling ſlet ikke leſt Schüds Fortale, men af Andre ladet ſig indbil⸗ de, al den med ubetydelige Forandringer” in⸗ deboldt mit Conjugationsſyſtem; b) eller han har af Lidenſkabelighed været faa forblindet, at han har troet at leſe noget ganffe Andet end der virfelig ſtaaer trykt i Bogen. J al Fald, mes ner jeg, at han grovt har forløbet fig, og ikke lidet ſvekket fin Tiltro ſom Recenſent. Soroe d. 18 Juni 1828. P. Hjort. Hoyle Optegnelſer om forſkjellige In— duftrie ; Anlæg. (See forrige Nummer.) Al. Silkeavl paa St. Helena. Englænderne begynde at bringe Silkeavl-i Gang paa denne Klippe⸗Holm i Oceanet. Der tr allerede kommen megen ſkjon Silke fra St. Helena til London. Hens Klima lader Morber⸗ TW) og Silkeormen trives: vel her. (Dingler. If ” i + . 1 g. Dampvogne. IJ London, Journal of Arts (Jan. 1828 6, 271. Febr. 332) føres med megen Uvillie nke over, at man i Aviſer og Journaler har længe ſogt at indbilde Publicum, at der vare Damp⸗ - Vogne i Gang i England; hvilket ikke er Til⸗ fældet og maaſke endnu ikke længe bliver. det. Hr. Gurney's Dampoogn er ikke i Brug. Oberſt⸗ land dømt meget vigtigt om denne Sag. (Ding⸗ 10 Eee "i megen Betragtning. bergraad v. Baader har i Tidsſkriftet: Das Aus⸗ 810 II. vandlednings⸗Rer af breendt Jeer. Det vilde være af Vigtighed at fane dem indførte og almindeliggjorte. Vandledninger ved Ror til Steder og Byer ere nemlig faa vig⸗ tige, og deres Bekoſtning for en Stad af Be⸗ tydenhed oplober i det Hele til faa høj Sum, at Overvejelſe over hvad der kan tjene til deres Varighed er en magtpaaliggende Sag. Tra⸗ Render, ved hvilfe den idelige Opgravning af Brolegning er en af de verſte Omſtæendigheder, er uden Tvivl den mindſt anbefalelige, og dog hos os den neſten ene brugelige. Vandkom— misſionen i Kjøbenhavn lod i Sommeren 1827 nedlegge uden for Nørreport til en Prøve Jern⸗ rør, ſtobte paa Frederiksverk; (bvorom en Be— retning læſes i Prof. Urſins Magaſin for Kunſt⸗ nere og Haandverkere.) En dobbelt Rendes Legning med ſtobte Jernrer koſtede med Udgrav⸗ ning og Mere 6 Rbd. å 6 Rbd. 32 fl. pr. Al., medens en Trœrende under ſamme Betingelſer koſtede 4 Rbd. 68 f., altſaa Forſkjellen kun I Rbd. 48 f. til J Rbd. 60 ßf̃.; og ſaaledes ube⸗ tydelig imod Fordelene af ſtorre Varighed. Dog maatte maaſkee Vandledningsror af brændt Leer være mere anbefalelige, og iſer for mindre formuende Communer, og for mange Private, for hvilke de ſtorre Bekoſtninger, ſom ere forbundne med Anſkaffelſen af Jernror, komme J Aaret 1813 bleve af det Kjobenhaonſte Vandveſen og af Private, nogle Leer⸗Ror nedlagte, og meget anbefalede; (hvorom i Kunſtalids⸗Selſkabets Efterretninger 2 Bind 7 H. S. 443-450.) J Handelstiden⸗ den (1823 No. 23 og 24 o. fl. St.) er Vand⸗ ledningsror af brændt Leer udførligt omtalt. Ligeledes i polyt. Tidsſkrift; (2det Hefte 114 119), hvor Efterretning læfes om ſaadanne Leer— Rors Forferdigelſe nogle Steder i Tyſkland. En omhyggelig Forberedelſe af Masſen er nod— vendig; og til Rorernes Formning anbefales den af Auguſtin Nowotny i Hſterrig opfundne Pres⸗ ſe, beſkreven og afbildet i Handelstid. 1828 No. 29. Det er nu 15 Aar ſiden (1813) man her, ſom ovenfor ſagt, fandt de da ved Kjobenhavn nedlagte Leer⸗Ror, ſom forferdigedes af Hr. J. Chrane ved Porcelainsfabriken, ſaa meget anbefalelige; og . — — 811 det vilde være interesſant at vide hvilke Omſten⸗ digheder have hindret, at de ikke ere blevne al⸗ mindelige. ” i. Chemift Bleg. En chemiſk Hurtigbleg er nyelig aabnet i Chriſtiansfeldt af C. J. Erbe; ved hvilken i en Tid af 6 Dage, "baade Vinter og Sommer, for en meget billig Betaling, Linned⸗ og Bomuldstej, ſaavelſom Garn og Traad ble— ges til den fuldkomneſte og ſkjonneſte Hvidhed, uden at Varerne tage mindſte Skade deraf. (Hemp, Av. No. 90.) Indenlandſte Efterretninger. Hs. Majeftæt Kongen, ſom d. 17 d. M. . forlod Viborg, rejfte derefter til Logſtser, ſiden til Skive, Ringkjobing, Varde, Ribe og Kol⸗ ding, og igaar fra Coldingfjord med det kongl. Dampſtib her til Staden, hvor Hs. Majtftæt ankom i Morges Kl. 22. 1 Blandede Efterretninger. N (Meddeelte.) Mimiſt Efterlignelſe, Bugtalen og Stemme⸗Bedrag, bragtetilhsieſte Grad af Fuldkommenhed. — Bugtalerkon⸗ ſten, den til en virkelig Videnſkab bragte Wone, at efterligne alle Lyd, alle Larme, alle Stemmer med deres utallige Skatteringer, den Gave, at forandre pludſeligen fit Anſigts Udtryk og, ef⸗ terhaanden og uden Anſtrengelſe, at antage de beſynderligſte Characterer af Figuren, ere juſt, ikke aldeles nye Ting i Frankrig. France D é⸗ crémps, berømt Gjogler fra det ſidſte Aarhun⸗ drede, førend ham Comus og Pinelli, og den berygtede Caglioſtro ſelvo, have været mere eller mindre beheendige Bugtalere, der hjalp fig. med alle Phyſikens og Chemiens Underveer⸗ ker, for at bedaare, more eller bedrage Tilſkuerne. Efter dem have Thiémet og den brave og z 2 ſiognomie, og ved den utrolige. Hurtighed, hvor⸗ 1 | 812 ulykkelige Fitz⸗James, der faldt i Slagel ved Paris, lokket Hoben ved meget originale Bugtalerſcener, eller Forandringer af Figuren, lige i Folks Paaſyn, der vidner om en fjeld. Bevegelighed i Anſigtsmuſklerne. Fitz Samt: var ikke lidt moerſom i en revolutionair Comité. Scene, der blev ſpillet bag et Skjœrmbradt, og Thiémet vandt ſtorſte Bifald da han ene fore⸗ ſtillede et Kloſter med Munke, Pater Soufl | Pater Jovial, Pater Grognard, Pater Saus dent ꝛc. ſtridende om Maaden at. tilberede tå | Capun. Efter disſe duelige Konſtnere fulgte i Comte, der opdagede Folk, ſom Vare faldne ! Bronde, vare indfluttede i Kakkelovnsror elln endog føjulte i Tobaksdaaſer, men ſom ilke ſod fig nøje med at være Bugtaler ſom Thiemek, der har drevet det langt videre, og, ſom, eſtet at have viiſt, at han ikke gav Decremps og Pi- nelli noget efter i Ferdighed, gjorde fig til Directeur for et Bornetheater, hvis Held ikke er tvivlſomt. Hr. Alexander, ſom kom efter. alle de andre, overgaager dem endog ved de talrige og fære Udtryk han giver ſit Phy⸗ med han ſkifter Anſigt og Kleder. Han ladet fig ikke nøje med nogle forte og afbrudte Sce⸗ ner; han ſpiller hele Stykker, i hvile han udfører, den ene efter den anden og ſtundom alle paa engang, Oldingen, hans Kone, Tjeneren, Myndlingen, den Forelſkede, Legen, Hunden, Katten, Kokkepigen, Snedkeren, endag Nunhe kagen, ſom braſer pan Ilden 1c. Han filet i et Hieblik over tyve forſkjellige Coſtumn, VW hans Figur antager en ſaadan Charactker, a det er neſten umueligt at finde et Trek af 91 hed med ham ſelv eller at gienkjende ham. Dil er uimodſigeligen den beundrings verdigſte dt: miker og fuldkomneſte Bugtaler, der er til. . Alexander, der har reiſt meget, er bleven me tagen med en levende Interesſe i de fleſte dl | Tydſtlands, Hollands og Belgiens Sterdik, Han hår. opholdt fig. Vænge, i Storbritannien, og han har gjort fig faa fortrolig med 0 % Lands Sprog, at han bar ſpillet fine Sly, ker paa Engelſk, og efterlignet Stemmen ål de forſkjellige Wldre, alle Clasſer i Selſta⸗ bet og alle Provindſtaldialecter; hyilket ile 2 e bys ENE LEE 813 er det mindſt Beundringsverdige i de Moner, Naturen 1 ham med. Sir Walter Stott har, efter at have hort ham, ſtilet nogle meget ſkjonne Vers til ham, hvori man finder ſagvel den comiſke Kraft ſom den Munterhed, der characteriſerer Waverley's Forfatter, og Cars militemunkene i Dublin, der have modtaget ham i derts Taleſtue, have givet ham et Vidnesbyrd, der vifer, at de gode Brødre ikke helliger Bon⸗ nen al deres Tid. Kirkens Fyrſter have iovrigt ovsralt modtaget ham med Yndeft, og blandt et fort; Antal udmerkede Perſoners egenhandige Breve, ſom han har gjort ſig en merkverdig Stambog af, finder man Skrivelſer fra Cardi- nalerne Severoli og Gonſalvi, Erkebispen i Wien, Fyrſtbiſkoppen af Chur, Biſkopperne i Oxford og Briſtol, Biſkoppen i Ulrecht o. fl. Man ſeer ogſaa i ſamme Bog et Firman, i det tyrkiſte Sprog, addresſeret til Pachaen af Wgypten ved Abdi effendi mechurdar (Kantsler hos Vicekon— gen af Wgypten) og Muſtapha⸗effendi deviddar (Secretair) Forſtander for de unge Vgyptere, ſomzere blevne ſendte til Paris, for der at ſtu— dite paa Vicekongens Bekoſtning. — Alexandre har ſiden nogen Tid nedſat ſig i Frankrig, hans dadreneland. Han har givet i Paris meget beſogte Foreſtillinger paa. Théatre de la rue Chauteraine, og erhvervet ſig Beundring i et ſtort Antal Privatſelſfkaber. De Perſoner, der, ved Reyue encyclopédiques's ſidſte Maaneds⸗ banquet have beundret dette vidunderlige Ta⸗ lent, der ſynes at være grundet i en ganffe ſer⸗ egen Organiſation, derhos i en noiagtig og dyb Uggttagelſe af de uendelig forſtjellige Skatte⸗ tinger, der findes i Phyſiognomiets faa bevæges li Trek, i Sprogets faa fine Boininger og felv din Lyd, der frembringes ved livlsfe Gjen⸗ ſtande, Sangen, Hovlen, Vognhjulet c. En- hver af &jæfterne har ved fine Lovtaler bekreftet det bæbrende Vidnesbyrd, ſom den berømte Bal: ter Scott har givet Hr. Alexandre, og hvis Vers, bi her ville anføre ſom en Hylding, der ydes af Geniet et overordentligt Talent, ſom har vidſt at bringe den mimiſke Efterlignelſe og „Stemmebedraget til den hojeſte Grad af duldkommenhed. — 814 Impromptu, tilegnet Hr. Alexandre Walter Scott, hvem han beſogte pag HAM i Abbotsford, d. 23 April 1824. To Monsieur Alexandre. Of yoré, in old England, it was not thought ood To carry two visages under one hood; What should folks say to you, who have fa. ces so plenty, That from under one hood yon last night, show'd us twenty? Stand forth, arch deceiver! and tell us in ; truth, Are you handsome or ugly? in age, or in 2 É youth ? Man, woman, or child? or a dog, or a mouse? Or are you, at once, each Iivething in house? A work-shop in your person, saw, chisel and screw? Above all, are you one individual? I know You must be, at the least Alexaudre aud É Co. i But I think you're atroop— an assemblage — g a mob, And that I, as the sheriff, must take up tlie job, And instead of rehearsing your Wande in j verse, Must read you the riot-act, aud bid you dis- perse! Til Hr. Alexandre. »Fordum, i det gamle Engelland, det hold⸗ tes ei for godt, at bære to Anſigter under en Hætte. Hvad vil Folk ſige til Eder, ſom har faa mange Anſigter? at i Aftes under een Hætte J viiſte os tyve? Tred frem, Erkebedrager! og ſiig os Sandheden, er J ſmuk eller ſtyk? al⸗ drende eller ung, Mand, Qvinde, eller Barn? eller en Hund? eller en Muus, eller er J paa eengang hver levende Ting i Huſet? Hver les vende Ting ſpurgte jeg? Hvert dødt Redſkab ogſaa! Et Verkſted i Eders Perſon — Sap, Meiſel og Skrue? Men frem for Alt, er et en⸗ kelt Veſen? Jeg veed J maa være, i det mindſte, * 17 ſom de fleſte Been 815 Alexandre og Co. Men je tænke J er en Trop — en n jeg r, J er Forſamling, en Folkeſkare, og jeg ſom Sherif, maa opfylde min Pligt, og iſtedet⸗ for at fortælle Eders Vidundere i Vers, fore⸗ leſe Eder Oprorsacten, og byde Eder fortrække!“ Den ſaare fordeelagtige Anvendelſe af Been til Gjodning i Engelland, Frankrig og nogle: Egne af Tydſkland er almindelig bekjendt. Men den machinelle Forretning, ſom man til Benenes Knusning betjener ſig af, ligeſom og Fremgangs⸗ maaden ved Brugen deraf, f. Ex. i Henſeende til de forſkjellige Tilſetninger, ere afvigende og Meningerne derom deelte. Ogſaa er det aaben⸗ lyſt, at man i Nordtydſkland, og'navnligen i Kon⸗ geriget Hannover, benytter Beengjodningen endnu meget mindre, end den fortjener det, hvilket blandt andet ſees deraf, at endnu ſtedſe betyde⸗ lige Qvantiteter Been, ſom Fadrenelandets Jordbund kunde have Nykte af, overlades Udlan⸗ det. Det Kgl. Videnſkabers Societet i Goͤttin⸗ gen anſter at virke didhen, at Landmandens Op⸗ merkſomhed mere end hidtil maatte henvende fig paa denne vigtige Gjenſtand, og forlanger der⸗ for: En fuldſtendig Fremftilling og paa Er far ing grundet Provelſe af de Methoder, ſommaniforſkjellige Lande og Egne anvender ved Beengfodning. T Aumeld. finder det ſaameget mere pasſende, at gjøre den danſke Landmand opmerkſom paa Dette vigtige Priisſporgsmaal, for hvis Beſva⸗ relſe der er udſat en Belonning af 12 Ducater, hos os ikke benyttes til Ager⸗ men gaae ud af Landet for en Beta⸗ der er hoiſt ubetydelig mod den Nytte, dyrkning, ling, de ved Anveldelſen hjemme kunde forſkaffe. rriodiſte Preſſe, J Balbis ſtatiſtiſte Overſigt over den pe⸗ ſom vi i No. 42 S. 669 omtalte, beregnes Antallet af ſamtlige periodiſte Blade over hele Jordkloden til 3168. Af disſe ud⸗ komme i alle Stater af engelſt Oprindelſe, alt“ ſaa for ſterſtedelen i det engelſke Sprog, 1378, Hſtergade Nr. 0. 5 Kjobenha vn. Forlagt ſtedelen i det franſke Sprog, 490 og i Sverrig og Norge 82, deraf i Stokholm 30, Norge tæller: 17. J det ſpanſke Monarkie 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 842 844 Rbd. Stbl. Dito ; Difo 85 5 Lee 479 — i Bano, Nationalbank Obligationer! -. | (af Laanet 4 Febr, 1820) 102 — Abb. f. S. Dito Dito 5 IIOZ| III Sedler. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. SE Miner pr. 6 Januar 983 99 Rbd. r. S. 6 pC. norſt Laan 255 ae ved Hambro & Sen Loss 10g i Band 4 pC. Dito nye 4: .. 98 98 i Banco. 816 nemlig i de forenede nordamericanſke Stater 800, og i det engelſke Monarkie 878, i alle de øvrige Stater 1790. J Frankrig, altſaa ft ar J Preusſen 288, deraf i Ben. J de tydſke Forbundsſtater 305. allene 176. lin 53. 16, deraf 4 i Madrid. J det portugiſiſke Monarkie 17, deraf i Lisſabon 12, Jbegge Sicilierne 6, deraf i Neapel 3. Ide pa⸗ velige Stater 6, deraf i Rom 3. I Stor hertugen af Toscanas Lande 3. 6 Rusland og Polen 84, deraf i Petersborg 29 og i Warſchau 13. J den danſte Stat 80; cf. No. 41 S. 643. : z EEE A A SR Tir es SA rs sne Kjøbenhavns Bors, d. 24 Juni 1828. Hamburg 2 M. — a : ' à vista 214 Species 217 5 Specier ſolgtes til 5 : i 13 Rbmk. : ß. i n — Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler pr. 100 Specier Svenſte Sedler pr. Rölr. Rigsgjeld 157 1573 Rbd. Sedl. 514051 Rbß. egn, — i Sedler. 593 L. Stell. — Aſiatiſte Comp. Actier k 3 PC. nye danſke Oblig. " 593 Bogtrykkerie/ — 4 Stilderi Nyeſte : e af Kjo ben ha vn. Femogtyvende Aargang. No. 52. ss, Udgivet og redigeret af Fr. Thaaru p, Etatsraab. Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Vreppoſterne. Lsvedagen den 28 Juni 1828. Noget om Forfslgelſen og Efterſtræe⸗ belſen, ſom nogle navnkundige og lærde Talere have værer underkaſtede. — | en Forfattet 7 ; af 8 i Hans Chriſtian Clausſen, Sognepraſt for Nordbye Menighed paa Fange, Alle berommelige og mærkværdige Perſoner Verden, ſkriver Thomas Newton, “) have dune en dobbelt Characteer, og ſaaledes gaaer Ut ig med Savonorala: Naar hans Venner ophell ham, ſom den fortreffeligſte Mand, og en Gus Prophet, faa forkleine hans Fiender ham, ſom den ſtorſte Bedrager og Hykler: Men naar hans Skrivter maa tale for ham, da ere de efter Dupens Mening fulde af Salvelſe og gudelige Lerdomme; han taler deri frit imod La⸗ ſten, og lerer den reeneſte og meeſt ophsiede Moral. Uagtet Savonorala opførte fig ſom en —— —ů—ÿ——— ) Afhandlingen. over Prophetierne 3 Tom. S. 152. Overſat af Diderik de Thurah. brav og retſindig Mand, maatte han dog van⸗ dre i Fængfel, blev. lagt paa. Pinebenken, og derpaa brendt Aar 1498 d. 23 Mai. Af Hi⸗ ſtorien vil jeg nu fremſtille nogle Exempler paa Had, Forfolgelſe og Efterſtrebelſe, der ere overgangne adſkillige lærde og navnkundige Ta⸗ lere. ; SE, Cicero, der ſom Statsmand, Philofopg og Taler har vundet et udødeligt Navn, blev Aar 43 for Chriſti Fodſel paa en voldſom Maade ombragt. Hiſtorieſkriveren Appianus forteller Ciceros Dod paa folgende Maade. Da han tilligemed fin Son, Broder, og Broderſon, ſamt med alle fine Huusvandte, fine Tilhængere, og. - Venner blev fredløsgiort, lod han fig bringe til ſit Landſted, der laae i Nærheden af Byen Ca⸗ pua, men da han troede ei at være ſikker her, afreiſte han derfra. Paa Reiſen blev han ind⸗ hentet af en Capitain ved-Navn Lenas. Sfiønt nu denne Lenas engang havde formedelſt Cicero vundet en Sag, traf han dog dennes Hoved frem af Bereſtolen, og efter tre gientagne Hug, (thi til Saadant var han usvet) fif han det en⸗ delig afhugget. Ogſaa afhug han den Haand, hvormed Cicero havde mod Antonius, ſom mod en Tyran, ſkrevet de Taler, hvilke han, til en Efterlignelſe af Demoſthenes's, kaldte Philippicce. Mu ilede ftrar, Nogle til Heſt, Andre til Søes, - . for at bringe Ankonius dette glade Budſkab. Han fad juſt paa ſit Dommerſede paa Torvet, da Lœnas langt fra fremviſte ham Hovedet ſamt NEN " - = KN . * tilſammen, end forben for at høre ham. 819 — Haanden, ryſtende begge Dele. Antonius blev over al Maade glad, og Kapitainen bekrandſede han, ja ſtienkede ham over den uͤdſatte Priis med to hundrede og halvtredſindstyve tuſinde Athenienſiſte Orakmer, fordi han havde ombragt denne, hans ſtorſte og bitreſte Fiende. Ciceros Hoved og Haand hengde de i meget lang Tid paa Totvet forved Taleſtolen, hvor Cicero tilforn plei⸗ ede at holde Taler; og for dette Syn lobe flere Sa Antonius fPal endog under Maaltidet have fat for paa Bordet Ciceros Hoved, indtil han og blev mæt af dette fan ſtyhgge Syn. Saaledes blev da Cicero, en for Veltalenhed lige til nu beſiungen, og af fit Fedreneland i fit Conſulat hoiſt fortient Mand, baade ombragt, og efter fin Dod haanligen behandlet. “ Om Ciceros Veltalenhed har Qvinctilian afſagt folgende Dom: Mig ſynes, at ſom Marcus Tullius Ci⸗ cero havde fat fig for i Alt at giore Grekerne efter, faa han har truffet Demoſthenes's Styrke, Platons "Rigdom, og Iſokratis Yndighed. Og er det ikke nok, at han ved Flid har naget eh; hvers hoieſte og ftørfte Fuldkommenhed, men ban har formedelſt „ſit udsdelige Vids rigeſte 8 Frugtbathed frembragt de fleeſte eller rettere alle af ſig ſelvb. Thi det er ikke Regnvand han ſamler, ſom Pindarus ſiger, men han lober over ſom af en levende Kildeveld, og er ſkienket Verden, ſom en Gave af Forſynet, at Veltalen⸗ hed i ham ffulde prove al fin Styrke. Thi hvo kan bedre overbeviſe, røre ſterkere.““) Men uagtet de fortrinlige Aands Gaver Cicero beſad, foreenede med et brodefrit Liv, Levnet og Van⸗ del, faldt det dog i hans Lod, at han pad en ſorgelig og voldſom Maade ſkulde komme af Dage, faa at hans Livs Skiabne ei ſvarede til hans Fortieneſter. Nogle ere vel fremkomne med ſlemme Beſkyldninger mod Cicero, og have derved villet ſette hans Carakteer i en ſlem i 820 2 Skygge, men disſe ere paa en grundi 0 ſyl⸗ deſtgjorende Maade "blevne giennec dr iD af: ;tvende navnfundige lerde Mænd, nemlig den afdøde. Profesſor Baden i Opuscula latina S. U ) Herom kan leſes den danſke Overſcttelſe af Appiani Hiſtorie om Roms Borgerkrige S. 395 396. —— 8 ) Den danſke Overſcttelſe af Qvnitilians 10 Bog §. 20, 1 Cap. 361370, og Profesfor Vorm p. t. Rector ved den lærde Skole i Horſens, udi den latinſtt Fortale, ſom han har fat for Ciceros Forſvalk⸗ tale for Marcellus, udgivet i det latinſke og danſke Sprog. g Fra Aar 398-404 efter Chriſti Fodſel be⸗ kledte Johannes Chryſoſtomus, Biſpe⸗ embedet i Conſtantinopel. Denne Mand. friſt vel ei en ſaa haard og ublid Skiœbne, ſom Ei cero; imidlertid dandſede han ei heller paa Res fer, Thi ligeſom Cicero havde i de faa kalle philippicæſte Taler ſagt Antonius nogle übeva⸗ gelige Sandheder, og derved ſkaffet ſig en mag⸗ tig Fiende paa Halſen, der for Fremtiden blev ham tit Ulykke og Fortred, faa blev eg den Frimodighed, hvormed Joh. Chryſoſtomüs dadlede visſe udi Conſtantinopel i Spang gagende Laſter og Daarligheder, en Aarſag til hans Fald. „Forgieves, hedder det i nedenfor anførte Skrivt, tordnede de Chriſtnes Demoſthenes, den velkalende Chryſoſtomus imod” de uſedelige Skueſpil, ſom nu vare blevne Grækernes Lyſt, efterat Folelſen for det ſande Skienne forfaldt, og Tragoediens ærværdige Muſe landforviſt; paa Cirkus ſtrom⸗ mede dagligen Priiskempernes Blod, og paa Skuepladſen moerede liderlige: Farcer, og velly⸗ ſtige Balletter den orkesloſe og nysgierrige Nang⸗ de. Og da Chryſoſtomus derhos dadlede Ben⸗ tiner⸗Hoffets og Tidernes grendſeleſe Oundaad. "faa paadrog han fig derved adſkillige Flender, "hvoraf Keiſerinde Eudoxie var den fornemmeſe “). Dette havde til Folge, at i Aaret 403 blev Chrz⸗ ſoſtomus afſat fra fit Embede og Conſtantinopcl, forviiſt. Dog Keiſerinden udvirkede i en H hans Tilbagekaldelſe, efterat hendes Pallads g den heele Stad var bleven ryſtet af et voldfor! Jordſkiclv, hvilket blev af Mange anfeet (tal en guddommelig Straf i Henfeende til den Bed og Uret, ſom var bleven udøvet mod Chryſoſle ) Indledning til den danſke Overfættelfe af SY neſii Tale om Fyrſtevalde S. 19. 1. 2 — 821 mus. Da han vendte tilbage til Conſtantino⸗ vel, ſaa kom fra denne Stad meget Folk, baade Mænd og Qvinder og ſmaae Born ham i Mode for at imodtage ham, og med Sang og bran⸗ dende Fakler forte ham udi Hovedkirken “). Dog Fred og Rolighed nod Chryſoſtomus ei lenge; thi da ban efter Pauli Formaning pradikede Or— det, holdt ved i Tide og i Utide, overbeviiſte, 8 ſormanede og ſtraffede, ſaa opvaagnede den i no— gen Lid i Dvale liggende hadelige Forbittrelſe, ſom endtes dermed, at Chryſoſtomus anden Gang blev afſat fra fit Embede, og med et Skib fort til Bythynien. Nu ſteedte det, at paa ſamme Dag Chryſoſtomus drog i Landflygtighed, af— brændte Hovedkirken med en ſtor Deel Bygnin⸗ ger udi Conſtantinopel, og førend. Chryſoſtomus dode, miſtede en af hans Anklagere begge ſine godder, en uſedvanlig flor Hagel faldt ned fra Himmelen, Keiſerinden nedkoͤm med et Misfo— fer og døde derpaa felv. disſe Tildragelſer fom beſynderlige guddomme: slige Straffedomme, hvorved det ſtyrende Forſyn far villet lægge Chryſoſtomi Uſtyldighed for Daz gen, og overtyde de Paagieldende om deres ſkien— dige og uretfærdige Handlingsmaade imod fam” ++), i . Hvorvidt ſaadanne Paaſtande og Domme lle meer eller mindre rigtige, vil jeg overlade Jil Andres Bedommelſe, kuns dette være mig til⸗ ladt at erindre, at Pontoppidan, naar han i fin - Sirkehiftorie omtaler et og andet Tilfælde, der u bleven. anfeet for en guddommelig Straf, til⸗ fsiet Gjerningsmændene af en og anden Brode ty flg Udand, gjør han ſtundom denne Bemeerk⸗ nia: Judicium sit penes omniscium: d. e. Den > alvidnde Gud ſkal domme herudi. z mm ”) Galberge' Kutehiſtorie Tom. 1fe S. 214; ) Berom kan læfes et Skrivt, betitlet: Guds Vidnesbyrd iblandt de Chriſtne og andre Folk. København 1775 S. 25. Forfatteren har ei nævnt fig, men ſkal have været en Praſt ved Navn Marcusſen. i N Adſtillige have anſeet, 822 Chryſoſtomus, ſom ovenfor er meldt, blev i Aaret 404 efter C. F. fort til Bythynien, men her forblev han ei lange; efter en kort Tids Forløb bragtes han til en liden Stad ved Navn Cucuſus i lille Armenien; men da de oproriſre Iſaurier ei her paa dette Sted lode ham have Roe, begav han fig til Arabisſe, et faſt Slot, beliggende i ſamme Landſkab, men hans raſende Fiender mis undte ham dette Opholdsſted, og udvirkede en ny Befalning fra Keiſer Arcadius, at han fulde bringes fra Arabisſe til Pity, den yderſte Stad i Riget ved det forte Hav. Menſpaa Reiſen hertil blev han faa heftig ſyg, at man maatte vende tilbage med ham til Comaua i Pon— tus, hvor han døde d. 14 September Aar 407 +) Paa en ſaadan Maade endte Chryſoſtomus ſi⸗ ne Dage; en Mand, ſom Holberg har givet dette hæderlige Vidnesbyrd: *) faa Kirkefœedre have udſtaget ſtorre Forfelgelſer, og man kunde ſige, at faa havde mindre fortient dem; thi hans heele Liv var en Kiede af alle chriſtelige Dy⸗ der. Hvorudover de, ſom i vore Tider giøre fig en Wre af at igiennemhegle de gamle Kirs kelcerere, ſpare faſt ingen uden Joh. Chryſoſto⸗ mus og Gregor. Nazianzenus. f Temmelig Liighed med Joh. Chryſoſtomus havde Joh. Andreas Cramer, ſaavel i Hen⸗ ſeende til Aands Anlæg, ſom Talenter, Talega⸗ ver, Frimodighed og Embeds MNidfiærhed. Da Cramer fra 17481751 var anſat ſom Preſt i Crellewitz, en Landsbye, beliggende imellem Magdeburg og Halle, overſatte han Chryſoſto⸗ mus's Predikener og Smaaſkrivter, med Ans merkninger og oplyſende Afhandlinger, der ud⸗ kom i 10. Deele, trykte i Leipzig 1748 1751. Critiken roſer disſe Predikener formedelſt det jfiønne og ziirlige Sprog, hvorudi ſamme ere affattede, ligeſom og Foredraget i en høi Grad er pathetiſt og rorende, ſaag at Kirken var prop⸗ fuld, naar han predikede; en Deel af Tilho⸗ rerne hulkede og braſt i Graad ved hans rorende *) Videnſkabelige Forhandlinger ved Fyens Stifts. Landemode Iſte Bind Iſte Hefte S. 113.114. **) Almindelige Kirkehiſtorſe 1 Tom S. 216,217. Cf. Schroks Kirkehiſt. . 77. ordrige, at meget kunde, uden at ſkade Ophyg⸗ liig Chryſoſtomus, ved en pligtmasſig Cmbe 828. 5 | 824 8 * . Talegaver; en Deel tilkiendegav deres Bifald leeſes i nye theologiſk Bibliothek 3 Bind. $ lio ved Haandklappen. Fra en anden Side har uagtet Cramer Sår 15 Felder Neude ale 15 Critiken derimod giort den Bemerkning ved Chry: man betragter ham fra Videnſkabelighedens eller ſoſtomus's Predikener, at ſamme ere alt for Moralitetens Side, ſaa paadrog han ſig dog, gelſen, være kortere affattet, tidt og ofte igien: Nidkierhed adſkillige Fiender og Cfterftræbert. tages en og ſamme Ting, men med andre Ord og Chryſoſtomus faldt, ſom meld i e Talemaader, og det under forſkicllige Vendin, fordi han med Frimodighed dadlede visſe Lofer ger *), Lignende Dorn er og bleven fældet over og Daarligheder, der gik i Svang udi Conſtan— Cramers Predikener, og det af Mend, der tinopel, og blev derudover affat. fra fif Embede, iovrigt have vidſt at ffatte og vurdere hans Leer: Som bekiendt, ſkriver Profesſor Møller, blev dom og Fortieneſte. J Aaret 1798 udkom et Cramer et Offer for fin Frimodighed, og for Skrivt trykt i Hamburg „ førende den Titel: Struenſees Hevngierrighed. Cramer var He Schreiben eines holſteiniſchen) Kirchſpielvogts praſſt, og erkiendte dette Embeds hele Vigtigla an ſeinen Freund in Schweden uͤber die neue og Anſvar. Han talede ſom det ſommer figen Kirchen⸗Agende; efter et troeverdig Sigende Chriſti Præft, med Kraft og Alvor imod be ved tal den navnkundige og lærde Grev Stolberg Hoffet herſkende Laſter. Hans Venner . forud: bave været Forfatter af ſamme. J benævnte ſaae det Uveir, ſom den vellyſtige og herſteſygt Slrkrivt omtales tillige den i Hertugdemmene bru; Premierminiſters Unaade drog ſammen over hans gelige Lere⸗og Pſalmebog med den tilfsiede Be Hoved. De advarede ham, og ſkicelvede: han metkning, at ſamme ei er ganffe feilfri; dog, ikke. Vel var Kongen for retfærdig til at drage hedder det videre, lad et og andet Feilgreb være ham til Anſvar for Predikener, hvori han, uden Iindlsbet, faa er dog dette ubetydeligt i Sam⸗ alle Perſonligheder, ſkient viſt nok med Henſyn menligning med det Gode og Brugbare, der ſin⸗ til Tidens Tone og Tarv, havde renſet Laſterne: des i bemeldte Skrivter. Forfatteren af ſaume men han maatte dog forlade ſin Plads ſom Hof, er den ſalige Cramer, en Mand, hvis udbredte preſt, og fortrydelig over den Kulde og Lige⸗ Kundſkaber, henrivende Veltalenhed, yndige og, gyldighed, ſom nu viiſtes ham i- de fornemme tillokkende Poeſie er nokſom bekiendt og hoitag⸗ Kredſe, hvis Yndling han forhen havde veret, tet oper heele Tydſtland; ligeſom og hans bren⸗ beſluttede han at vende tilbage til 5 Fodeland, dende Jver for ſand Chriſtendoms Befordring i og gik han ſidſt i Aaret 1771 ſom Sußperinten⸗ vor Konges Stater ei virkede omſonſt og forgic⸗ dent til Luͤbeck. +) J ſamme Aar, 20 Sondag ves.“ *) Lignende fordeelagtige Dom over Cramer, efter Trinitatis holdt han ved bemeldte. Embehs men med en mere Udferlighed og Fuldſtendighed Tiltrœdelſe en Prediken, herudi han foreſllede ; 2 den ſande Chriſtendom ſom den hoieſte og ſuld⸗ Ex i x komneſte Viisdom. Efter at have grundigt od *) Less opuscula theologici, exegetici atqve udforligt afhandlet denne Materie, og viift den homiletici argumenti. S. 183, 184. ſande Chriſtendom at være den hoieſte og ful; ) Det være mig tilladt af Original⸗Skrivtet S. komneſte Viisdom, og de ſande Chriſtne ſom d. 9, at nedſkrive folgende: Das Geſangbuch, viſeſte iblandt de Viſe, faa i Slutningen 0 gleich wie der Kathechismus iſt das Verk des, ſamme taler han baade” om det meget God! ſeligen Cramers, eines Mannes, desſen aus han og Familie havde oppebaaret under Deri gebreitete Kenntniſſe, feurige Beredſamkeit, er- Ophold i Danmark, ſaa og om Aarſagen, 0 85 8 habne Poeſie, von ganz Deutſchland anerkannt bevegede ham til at forlade ſamme. J Ha: werden, und deſſen gluͤhenden Eifer fuͤr die om, at det vil interesſere en og anden Læfit, Befoͤrderung des Chriſtenthums in den Staa⸗ 225 S ten unſers Koͤniges gewiß nicht ohne Frucht 5 „ ev ) Theologiſk Bibliothek 12 Bind S. S. 6465, Tree arbeitete.“ 212 2 3 825 der ei har laſt bemeldte Pradiken, udſkriver jeg tfter den danſke Overſœttelſe folgende. Denne guddommelige og himmelſte Viisdems Lerdom— me, ſom Tidernes Vantroe og herſtende Laſter faa gierne vide file ved dens høie Navn og Notz men ſom har fin Oprindelſe fra Gud, og til evig Tid ſtal forſvare fin Herligheb og re imod alle dens Fienders Anfald, ſkal jeg efter min Guds naadige og viiſeſte Villie forkynde iblant eder, ligeſom jeg nu neſten i atten Aar bar fræbt at forkynde den i Danmark, og efter den Evne, ſom Gud har forleenet mig, ſom min Samvittighed giver mig Vidnesbyrd, endffiønt i flor Svaghed, men dog ved hans Naade med redelig Troſtab, og uden at giere mig ffyldig 100 frivillig Forſommelſe, har anpriſet den med dens ſtore og evige Velgierninger for den mig der anbetroede Meenighed, og forſvaret den for Konger og Fyrſter, for Store og Rige, med den Frimodighed, ſom dens Højhed udfordrer, mod denne Verdens Viisdoms, Lyſternes og La⸗ ſternes Angreb. O dyrebare, og evig elſkede, og uferglemmelige Danmark, hvor jeg med mit Huus af Guds Barmhiertigbed, har. været vel: ſignet med faa mange Velgierninger i det Aan⸗ delige og Jordiſke, og er giort lykkelig med faa meget godt, med faa megen Livets Glæde, med faa megen Wre, Anſeelſe og Værdighed, ſom Nogen Chriſten, og et redeligt Evangelii Sen⸗ debud, tor, jeg vil ikke ſige vente, men med yd⸗ myg Taknemmelighed imodtage og nyde; dyre— bare Danmark, inden hvis Grendſer, jeg med ſaadan Tillid haabede at leve og doe, og at fuldende min Reiſe paa Jorden, hvorledes kan lenke "tilbage paa dig uden den ſterkeſte Sundsbevegelſe? Paa dig du mig evig uforglem⸗ miſe Rige, Hvor jeg i den kierligſte Forbin⸗ bellt med andre redelige og troe Ordets. Tienere visſeig haabede ei at have arbeidet uden Vel⸗ ſignelſe; hvor jeg har havt Aarſag at glæde mig ved den gunſtigſte Hoiagtelſe, den ommeſte Kier⸗ lighed, og det kiendeligſte og beſtandigſte Bifald iblant de Gudfrygtige og Reiſkafne i alle Stæn: der, iblaut de Edle, Megtige og Ringe; hvor⸗ ledes kan jeg uden Veemodighed og uden Fo⸗ lelſe af den ſterkeſte og tillige veemodigſte Tak⸗ nemmelighed imod Guds Barmhiertighed tanke 826 tilbage paa dig og Guds Barmhiertighed, ſom har giort mig faa lykkelig inden dine Grend—⸗ fer?” Ak! jeg ſaae faa mange æble og til. Kir⸗ kens tilkommende Velſignelſe opblomſtrende unge Menneſkers Taarer over min Afſteed fra dem. Jeg føler endnu de ømme trofaſte Kierligheds Taarer af faa mange mine retſkafne Medhiel⸗ pere i at opbygge Kirken og Videnſkaberne til⸗ ligemed mine Taarer paa mine Kinder; jeg ſeer faa mange Frommes og Retſkafnes sienſynlige Bekymring, og cherer deres ivrige Hoiagtelſes, Kicerligheds og Venſtabs Onſker, hvormed de have ledſaget og velſignet mig ved min Skils⸗ misſe fra dem. Jeg har maattet forlade dig, dyrebare og elſkede Danmark; thi Gud har vil⸗ let det, hvis Veie alle ere Viisdom og Naade, maattet forlade dig; thi mine Laber fkulde tie ſtille i dine Templer om den Viis dom, hvis vel⸗ gisrende Lærdomme jeg fra min Ungdom har lo⸗ vet min Gud offentlig at forkynde i Herrens Menighed; maattet forlade dig, mit andet Fa⸗ dreneland paa Jorden, dig min Families Fæ⸗ dreneland, for ogſaa i Henſeende til dig at er⸗ fare, at jeg her er ikkun en Fremmed, og Guds Vandringsmand, og har ingen blivende Sted. Jeg har forladt dig af Lydighed mod det Lofte, ſom jeg har gjort Gud; men jeg har ei forladt dig uden med en brændende Kieœrlighed, med en Tak⸗ nemmelighed, ſom ingen Tid ſtal udflukke, med min inderlige Attraae at fee dig altid. blomſtre i din Almegtiges Velſignelſe, ei uden min Bon for din Frelſe, du mig uforglemmelige Rige, og med mine ivrigſte og beſtandige Onſker for din Velfærd. og Lykſalighed *). Anførte Ord viſe, at Cramer traadte i Pauli Fodſpoer, der i ſine Breve roſte Folk, naar ſamme fortiente Roes, men og laſtede og dadlede, naar deres Forhold giorde Revſelſe og Iretteſœttelſe fornoden. En competent Kunſtdommer har ſkildret Cramer ſom Prœdikant med folgende Ord: Han beſad foru⸗ den en udbredt theologiſt og bibelſt Belæfenhed, et ædelt, ømt, folende Hierte, en livlig, med Veltalenhedens og Poeſiens ſkisnneſte Blomſter op⸗ fyldt Phantaſſe, en omfattende og fiin Menne ) See ovenanforte Prqdiken Pag; 2720. (| , 827 828. ſtekundſkab. endelig en apoſtoliſe Frimodi 8 r -0t SA øAR ö ghed og —Nidkierhed, ſom ei tillod ham at ſtaane Laſten, i bvor den ſtiulte ſig. Han forte Aandens Sværd med ſamme Lynkraft i et glimrende Hofs Nerverelſe, ſom for Landsbyefolkene i Celle⸗ vitz. En efter Evangeliets Forſkrivter afpasſet Frimodighed er uden Tvivol af alle en Talers Dy⸗ der den vanfkeligſte for en Hofpreſt at opnaae. var den Tid, da vi bleve opbyggede ved bens Underviisning og Exempel. Han, der holdt for ſin Pligt at gage hen, hvor Herren vilde ſende ham, og desaarſag modtog det af denne Stads Fedre for 8 Aar ſiden tilbudne Kald, nemlig at være. denne Stads ppperſte Praſt, blev efterat vi havde kuns trende Aar nydt denn Lykke at falde ham vores, af en Konge, der ei ” ner; ſelvſamme " hæderlige Cramer kan deri tiene til Mynſter, ligeſom han da ogſaa i nyere: Tider for denne Dyd er bleven roeſt are Cramer forlob i Aaret 1771 Dannemark, tagende det Vidnesbyrd med ſig at have forholdt ſig ſom en retſindig Guds og Jeſu Chriſti Tie⸗ Skudsmaal fulgte ham, da han i Aaret 1774 afreiſte fra Luͤbeck, ſom ſees af en. Prædiken, holden i, Aaret 1779, 18 Sondag efter Trinitat. af "daværende Sog⸗ nepræft ved Mariekirken Hinrich von der Hude, da Dr. Jo hann Adolph Schinmeier blev indſat ſom Superintendent i Luͤbeck. **) Hovedſetnin⸗ gen i Prædiken, der blev holdt i den Anledning, gaaer ud paa at viſe: Chriſtelige Læreres Pligt at danne fig efter Jeſu Forbillede: Efterat Præs dikanten havde i Prædifens Iſte Deel viiſt en chriſtelig Lcerers Pligt at lære ſom Jeſus lærte, dog i den 2den Deel at vandre ſom Jeſus van⸗ drede, lader han i Slutningen S. 34 disſe Ord falde. "Hvo iblant os ſtulde ikke erindre fig den Mand, der har opfyldt de her omtalte Plig— ter, og det i ſin gandſte Omfang efter Jeſu For— billede. Cramer, at nævne ham er det ſamme -ſom at roſe ham, en Mand, ligeſtor og agtvær= dig, hvad enten man betragter ham fra Hier⸗ tets, eller Kundſkabens og Forſtandens Side; Cramer, hvis Fortieneſter ere af Konger og Fyr⸗ ſter blevne paaſtionnede, beundrede og lønnede, var den Mand, der ei allene i de tre Aar, han opholdt ſig idlant os, lœrte, hvad Jeſus og Apoſtlene have lært, men efterfulgte og i Liv og Levnet. deres Exempel. Men deſtoverre! fort x) Nyt theologiſke Bibliothek 3 Bind. S. 778. *) J Tydoſkland finder hverken. Proyſteordination eller Biſpevielſe Sted, men ved' flige Anled⸗ ninger holdes en Tale fra Pradikeſtolen. kunde forglemme Tabet af en med ſaa ſieldne Sieels Evner begavet. Lærer, faldet tilbage for atter at gavne og virke ſom Embedsmand udi hans Stater. Og han holdt det for ſin Pligt at modtage dette Tilbud, at underkaſte fig Herr: rens Villie, og at forlade en Stad, ſom han - ſaameget elſkede, endnu elſker, og af hvilken han var heiligen elſtet. Herren giengielde ham din. Troſtab, med hvilken han forkyndede Evangeli⸗ ummet iblandt os, og lonne ſaavel den ver, med hvilken han arbeidede paa Jeſu Riges ud⸗ bredelſe, ſom den Kjærlighed han ved ſaamange Leiligheder, og det ved kraftige Beviſer lägde for Dagen.“ Beſynderligt nok, at Chryſoſtomus og Cramer, der begge forkyndte Guds Ord puurt og reent, og derhos forte et uſtraffeligt og exem⸗ plariſt Liv og Levnet, dog Udi en vis Tids⸗ punkt af deres Levetid ffulde være” udſatte for. Had og Efterſtrebelſe. Dog det ſelvſamme⸗ indtraf til Pauli Tider: nemlig at de, ſom ville leve gudeligen i Chriſto Jeſu, fkulle forfeiges“); men disſe Mænds. Handelſer lære og, at tidlig eller ſildig vil Retferd og den gode Sag vinde Seier over Cabaler, uforſkyldt Had og Eftel, ſtrebelſe. Chryſoſtomus's afſiclede Legeme blies / Aaret 436 efter Chriſti Fodſel bragt fra wo mane i Pontus, hvor han døde 407, -og fart: til Conſtantinopel, hvor det under det hele Folls. almindelige Gledesyttringer blev nedſat i Upos ſtelkirken. Cramer blev Aar 1774 faldet til: N i i ' | | i i Procanzler og Profesſor udi Theologien ved 19 i verſitetet i Kiel, hvor han agtet, eret, ynde Å og elſket endte fine: Dage i Aaret. 1788. l 5 8 — 2 ” (Fortfætteé,) | — 2 Timoth. 3, 12. — — 829 Indenlandſte Efterretninger. En ædel Dame, Anne Sybille Grevinde af Reventlow, fod v. Schubart, den for alt Got Jas varme, og ved udmarket Virkſomhed faa ” "fortjente" Ludvig Reventlows værdige Mage og Eſtetleverſke er Natten imellem d. 20 og 21 d. M. dod Paa hendes eneſte og kjerlige Sons Hirreſcede, Brahetrolleborg, efterat have i over el Aar lidt af Fo gerne af et apoplectiſt Til⸗ fælde, Hendes Broder Hs. Exc. Hr. Geheime— konferentsraad v. Schubart, ſom en Tidlang og— fan har veret meget ſyg, paa Brahetrolleborg, befinder fig nu ſaavidt i Bedring, at han ſkal haveri Sinde at foretage en Rejfe til Badet i Pyrmont. Randers. Den 20de Juni var det 50 Aar ſiden, at det her garniſonerende Dragonregiments værdige: Chef, Heivelbaarne Hr. Oberſt v. Si⸗ monſen, R. af D. og D. M., ſom ſimpel Rytter traadte i hsiſalig Kong Chriſtian VIldes Tjeneſte. Til Minde om en faa hæderlig. Ju— belfeſt, modtog den edle Olding af fit Regiments Ofſiciercorps en ſkjon Wresſabel, med pasſende Inſcriptioner. Af en Skriv. fra det Indre af Jylland (indført i Aalborgs Av. No 96) læfer man fol⸗ We Udtog: Paa fin Reiſe fra Aarhuus til borg var Hs. Majeſtœt faa naadig at beære den grevelige Familie paa Fryſenborg med fin høje Nærvœrelſe. Det næften 13 Times Op huld benyttede Hans Majeftæt til, ledſaget af Guvfabets Befidder, at tage Haugen med til⸗ heunde Lyſtſkob i Diefyn. Dette Anlæg, det keneſe private her i Landet, ſom i Sfjønhed og Omfang (over 300 Tonder Land) fortjener at fætteg i Sammenligning med de beromte engeiſte Parks ved Englands Stormends Herreſeder, vakte Hans Majeſtœts ſœrdeles Velbehag, ſom Allerheiſtſamme gjentagne Gange yttrede. Af dette Anleg, ſom forbinder Nytte med Forſkjon— " milfe, da mange Tuſinde Naaletrœer i den fro— digſte Vert bedekke alle aabne Pladſe i den yn⸗ digſte Ege⸗ og Bogeſkov, kan man ſlutte fig til den Birkſomhed, hvörmed den nærværende Beſid⸗ Op⸗ * 830 der, ſom aldeles lever for fin ſtjonne Beſtem⸗ melſe at være Rigets ſtorſte Lodseier, sk paa ſin Eiendoms Forbedring. De fleſte af Grev⸗ ſrabets Gaarde have allerede under hans Beftys relſe modtaget Forbedringer, ſom "gjøre. deres Drivt til folgeverdige Monſtre for andre. Sko⸗ vene behandles efter videnſtabelige Grundſet— ninger og ſaaledes gaaer den ene Forbedring Haand i Haand med den anden. Det var n- ſkeligt, om de inſigtsfulde Mænd blandt Gre⸗ vens Betjente, en Commerceraad Tommeſen, en Overforſter Winholdt vilde ſette Almeenheden i Beſiddelſe af Kundſkab om det ſaare Meget, ſom er virket under nærværende Beſidder baade i Agerbruget og i Forſtvœſenet. Det vilde deraf klarligen fees, hvad faſt Villie og ſtadig Udfsrelſe kan udrette, ſelve under ugunſtige Conjuncturer, og det er flige Opmuntringer, ſom et ſaadant Exempel kan ſkjenke, der ere mere virkſomme end de fleſte andre. > Med ſtorſte Foje har Udgiveren af Aar⸗ huusaviſen, Nr. 87 d. A, ved at overſætte et lille Stykke af det, i Aar i Edinburg udkomne, General Register of Politicks etc.,“ hvori Dan⸗ marks Konge. nævnes med fortjent Heder, an⸗ mærket, at dette Skrift iøvrigt, hvad Danmark ang aaer, trænger til Berigtigelſer og Rettelſer. Skriftets forte Frémſtilling af Danmark går dets Tilſtand, Mangler og Resſourcer — røber et totalt UbeFjendrffab til den danſke Stat; Bedommelſerne over levende og døde Stats⸗ og Hedersmend ere, baade i Roes og Dadel, deels faa forfejlede deels faa indiſerete, at de grendſe til det Latterlige; aabenbare Urigtigheder findes hyppigen, og det Hele vidner om en Forfatter, der mere har higet efter at ſige Noget, end at ſige noget Rigtigt. Kun der er Forfatteren paalidelig, hvor han vidſte, at det var umuligt at vige af fra Sandheden, uden at denne Afvi⸗ gelſe ville ſtraffe fig felv, ved at berove ham al Troveerdighed. Saaledes ſiger han om D. D.“ K. K. H. H. Prinds Cbriſtian og Gemalinde, Carolina Amalia, at: De bleve almindeligen beundrede. for Deres. Aandsdannelſe, da De, for nogle Aar ſiden, gjorde en Rejſe i Stor⸗ britanien og paa Continentet. Deres Kundſka⸗ 831 2 5 ber og Deres Kjærlighed til Videnſkaber og Kun⸗ fler er meget uſedvanlig; dette i Forening med den fineſte Elegance i Sæder og en uſkremtet Godmodighed i Karakteren, gjør Demi hej Grad elſtede og beundrede af det danſte Folk. . :::: TTT Hr. P. Hjort har ſtorligen forlobet ſig, da han i dette Blads No. 51 ſkrev, at Sprog⸗ — philoſophien var ſtedſe de hollandſke Philologers ; fvagefte Side. Er i Intet nyere Land har ſaa mange og faa dybttenkende Sprogphiloſopher at opviſe, ſom Holland. Jeg vil kun anføre Voſs, Hemſterhuis, Valckenger, Perizon og Lennep. Enhver af disſe i Mænd beſad en Lærdom, mod hvilken vor Eru⸗ dition ikke betyder meget. Ek : 5 e e ? Blandede Efterretninger. Den chineſiſte Handelsſtad Mai madſchan, ſom ligger lige ved den mere bekjendte rusſiſke Handelsſtad Kiächta, er bygt meget regelmes⸗ f ſigt paa en Sandflade; kun 230 Sfridt fra Ki⸗ i achta, paa højre” Side af Grændfelinien; Den ; beſtaaer af 4 Gader, og har omtrent 170 Huſe. Alle ere her opofrede til Handelen, ſom er me⸗ get vigtig og udbredt, hvorfor næften alle Hu⸗ ſene have Butikker tog Magaziner. Her feer man Chineſeren ſom i fit egentlige Hjem. Alle deres Trek udtale tydeligen en herſkende Hang til Pengevinding, og Haveſyge. Gaderne yde for de Fremmede de meeſt paafaldende Syn. Snart kommer der en Mængde. af tohjulede Vogne med, R de klareſte Stykker af Jis, en meget føgt Ar⸗ Marke 2 1 18 er optaget af en Anden af de —forandre det. ; 13 tikel, thi der er næppe nogen Spiſe eller Orilke Species 217 Bank⸗Disconto 4 pCt. —— 0 Norſte Speciesſedler 3 PC. nye danſke Oblig. 593 694 L. Steil. 3 ) da det under Stykket ved Indſendelſen, ſatte ærede Bidragere til Bladet, maatte man her Forlagt af S. Sold in. ; Hſtergade Nr. 60. 2 888 1, VESA) — hvortil jo Chineſeren betjener ſig af ſamme. Hi feer man opſadlede Oxer, der føres frem til at ride paa; hiſt Kameler der have [være Byrdex of Varer, ſom hidkomme fra den mongoliſke Steppe, hiſt Drenge, der har Barer til Salg; og der lobe faa hurtigt igjennem Gaderne, at man har ondt for ikke at løbes omkuld. Overalt en bes undringsverdig Renlighed i den Grad, at man ſtulde troe fig i en hollandſt Stad. (Mere Morgenbl. 114 o. f.) e Kjøbenhavns Bors, d. 27 Juni 1828. Hamburg 2 M. ; a ns à vista 214 i 1 Specier ſolgtes til ; 13 Rbmk. : ß. pr. 100 Specier 1572 188, Rbd, Sebl. Svenſke Sedler — pr. Rolr. Rigsgjeld 514 614 Rbß. Zegn. 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 843 844 Rbd. Sedl. Dito Dito * ne + i 79 — i Banco. Nationalbank Obligationer 1 REESE ar (af Laanet 4 Febr. 1820)|102 | — Rbd. r. S. Dito Dito. . IICz III Sedler. 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl.) 6 Renter pr. 6 Januar | 99 | — Abd... 6 PC. norſt Laan 3 * ved Hambro & Son 1052 106 i Baue. 4 pC. Dito nye . 98 983i Bad, Aſiatiſke Comp. Actier — [ — i Sedler. Rettelſer. : J No. 51 S. 812 L. 2 nedenfra: Wit l. Aldere; S. 813 L. 19 nedenfra: de Peiſt ner, der l. de Perſoner, der varez 8. 814 L. 8 ſtyk I. ſty g. Trykt i L. 8. Jacob ſens Bogtrpkterle, '